Interview med rapperen ‘Zaki’, hvis danske halvbror bogstaveligt talt befinder sig et sted mellem AFA og Brandstifterbanden, hvad ikke kan overraske når moderen færdes scenevant i kommunistiske kredse. Fra Berlingske – Det var sindssygt at møde overskudsdanmark (ikke online).

“»Det er let at skrive om højreorienterede. Men den venligt misforståede imødekommenhed er meget, meget, meget mere udbredt end egentlig racisme,« siger Zaki Youssef og griner. … Vi har ellers aftalt, at interviewet ikke skal handle om Zaki Youssefs indvandrerbaggrund. Han vil hellere tale om at definere sig selv på tværs af politik, religion og subkulturer.

Det skal vi også. Men de arabiske rødder er meget svære at komme udenom – også for Zaki selv der som skuespiller, dramatiker, musiker og satiriker ofte vender tilbage til livet som »præmieperker«. Men ofte med et twist der vender debatten på hovedet.

Ikke mindst har velmenende, kulturinteresserede, blege danskere været underlagt Zaki Youssefs pen. Det samme segment har reageret, som man gør, når man ikke føler sig truet: Ved at elske ham. … Det er sjovt med den kulturelle overklasse.

På teateret får jeg altid lyst til at spytte på gulvene og spraye på væggene i sådan et slags oprør mod, hvor lækkert der er. Men problemet er, at de bare ville synes, at det var fedt,« siger Zaki smilende…

Historien om Zaki Youssef er historien om modsætninger. …

»Jeg kan huske første gang, jeg blev bevidst om min hudfarve. Det var ved psykologen i 1. klasse. Han spurgte, om jeg var dansker eller ægypter. Jeg sagde, at jeg var begge dele. Han svarede, at det kan man ikke være. Det, har jeg altid syntes, var noget lort. Det kan man godt,« siger Zaki.

Paradoksalt nok var det hans danske mor, der opfordrede Zaki til at stå stærkt ved sin egyptiske baggrund. Faren var »ikke sin opgave voksen« og meget lidt tilstedeværende, så Zakis mor stod for at opdrage sine tre sønner.

»Hun er totalt sej. Jeg er fan af hende,« griner Zaki.

(Fredsaktivisten Pia Qu Hyrland & hendes berømte søn Zaki Youssef; Collage, Facebook)

»Da jeg var 14, begyndte jeg at komme på Børnehuset inde ved Nørreport. Dér var folk jo ultratolerante i teorien. På døren var et skilt, hvor der stod, »Alle er velkomne«, men lige nedenunder stod der »på nær sexister, chauvanister, racister…« Det var en sygt lang liste! Tolerancen var i virkeligheden meget lille,« siger Zaki. …

Som 17-årig flyttede Zaki ind hos sin far og begyndte at lære arabisk.

»Jeg begyndte at tage indvandreridentiteten på mig. Jeg havde manglet den. Den forklarede mig, hvorfor jeg ikke følte mig som de andre. Jeg havde brug for at blive rigtig perker,« siger Zaki, der i dag kan veksle mellem dansk, arabisk og engelsk, uden man kan høre, at nogen af dem skulle være et andet-eller tredjesprog. …

En af de ting, Zaki tog med sig fra den periode, er en idé om at adskille tanken fra personen. Man kan hade handlinger eller ideer, men man skal ikke hade mennesker.

»Det er en idé, jeg har fra Profeten. For eksempel ønsker jeg det bedste for Pia Kjærsgaard, men jeg hader hendes ideer.« Den tanke harmonerer med en livsindstilling, han kender fra sin mor… Inspireret af sin mor nægter Zaki at blive forstokket.”

Posterboy-fascisten Paolo Di Canio er blevet manager for den engelske fodboldklub Sunderland FC, og det skaber splittelse i klubbens bagland, skriver Ekstra Bladet. I Egypten er de lidt mere ‘rummelige’. Fra The Long War Journal – Social Media Jihad: Soccer fanatics with a ‘jihadist mentality’.

“If you are a fan of a professional sports team, chances are you have either witnessed or heard stories of other fans who take their hobby too far. Soccer (“football” outside of the US) fans in numerous countries have experienced hooliganism because some of their fellow onlookers translate on-the-field action into a matter of life and death importance. To choose just one example from many: more than 70 people were killed in early 2012 when fans of rival teams brawled at the Port Said stadium in Egypt.

That riot, along with other acts of violence and vandalism, has brought additional attention to Egypt’s “ultras” — diehard fans who organize around their favorite teams. …

Incredibly, some ultras have fused their passion for soccer with a “jihadist mentality.” At least, that is what a Facebook page devoted to the Ultras Yellow Dragons is now marketing. The Ultras Yellow Dragons are fans of the Ismaily Sporting Club, which is based in Ismailia, a city in northeastern Egypt on the west bank of the Suez Canal. …

One advertisement posted on Facebook, seen at the top of this post, features a t-shirt being sold by members of the Ultras Yellow Dragons. If you want to show you are fan of the team, what better way is there than by wearing a shirt featuring Osama bin Laden and other jihadist leaders?

A Facebook post explains that the shirt was modified between the first and second batches sold to the public. The Palestinian Liberation Organization’s deceased leader, Yasser Arafat, was featured on the shirt first offered. Arafat was replaced with Hamas co-founder Ahmed Yassin in the second batch because, according to the group, he was more representative of the “jihadist mentality.” …

The t-shirt ad, which was posted in January, is apparently not a one-off sort of thing. … The picture shows the Ultras Yellow Dragons flying a flag with Osama bin Laden’s face on it before or after a game at Ismailia Stadium.“

(Ultras Yellow Dragons, Ismaily Sporting Club, Egypten)

Fredag aften sendte DR2 en fransk-produceretdokumentar om Islamisternes kapring af det arabiske forår, og her var der hårde facts om islamiseringen i Tunesien, Egypten og Libyen efter det Vesten tidligere beskrev som demokratisering. En tunesisk islamistleder gav følgende lynkursus i Islam.

Speak: Nu samler salafisterne tropperne. Moncef Ouerghi advarer regeringen. Hvis den ignorerer deres krav, så er jihad, brug af vold, acceptabelt.

Moncef Ouerghi, islamistleder: Hvis vi ikke må udbrede islams principper, så bliver der jihad. Gud skabte verden for mig og for dig. Vi ønsker dialog, og må den med de bedste argumenter vinde. Men hvis man modsætter sig os, så er jihad det næste skridt.

(Les Djihadistes en embuscade, Kamal Redouani, 2013; Trailer)

Natten til onsdag i sidste uge blev lederen af den sekulære opposition i Tunesien myrdet, og sådan gør virkeligheden ofte det grimme ved naive vestlige idealer. I dag kan man læse i Politiken, at oppositions-islamisternes succes i Syrien har øget afstanden mellem parterne i Irak, og det i en grad så det risikerer at føre landet ud i en regulær borgerkrig. Farshad Kholghi i Berlingske – Vil vi nogensinde lære af historien?

“For to år siden brød kaos ud i Egypten. Da jeg hørte om de første demonstrationer i Kairo, var min reaktion umiddelbart ikke jubel og glædesrus. Jeg tænkte, at nu ville Det Muslimske Broderskab få magten. …

Jeg fik kendskab til »brødrene« for mange år siden, da jeg læste bogen Mod Mørket skrevet af journalist og forfatter Helle Merete Brix. Bogen handler om Det Muslimske Broderskab. Bogens fokus er på organisationens netværk i Europa og Danmark; men den giver et godt og generelt billede af, hvordan disse »veluddannede« islamister tænker, og hvilke grundværdier de er parate til at dø og dræbe for.

Da oprøret brød ud i Egypten, var de fleste i Vesten lykkelige. Eksperter, politikere og journalister stod hånd i hånd, og med tårer i øjnene sang de »Oh Happy Day«. Selv de danske eksperter, der havde boet i Egypten – og burde vide bedre, sammenlignede det hele med Murens fald. Hvis man trods alt vovede at ytre sig en anelse kritisk, blev man straks beskyldt for at være ondskabsfuld og pessimistisk. Da jeg i en direkte TV-debat vovede at sammenligne situationen med den iranske revolution i 1979, der blev overtaget af Khomenis islamister, sukkede Mogens Lykketoft træt og sagde: »Kholghis neurose er islamisme«. Men to år er gået efter »Murens fald«, og det ser ud til, at Det Muslimske Broderskab ikke blot har taget magten – men nu er i gang med at bygge en endnu højere og tykkere mur.

… Historien har desværre gentaget sig. Nej, lad mig rette denne sætning … Det er ikke så meget det, at historien har gentaget sig. Det er os, der ikke har lært af historien, og vi har endnu en gang gentaget vores fejltagelser. Endnu en gang har håbefulde mennesker troet på islamisternes løfter om frihed og retfærdighed – men er endt i et helvede. … Vil vi nogensinde lære af historien?”

“Det her har ikke noget som helst med politisk Islam at gøre”, fortalte København Universitets Michael Irving Jensen, da han for godt to år siden debatterede den egyptiske revolution i Deadline på DR2. Irving Jensen overså alle faresignaler, og når nu intelligesiaen ikke er bedre, så kan man ikke forvente TV2-korrespondenter i Mellemøsten undrer sig over demokrati-aktivisters ‘Allah u-akbar-råb’, sorte Jihad-flag eller en ældre mand der fortæller at han de senere måneder har givet ‘fem martyrer’ til kampen.

Jørgen Bæk Simonsens er Islam-apologiens nestor, og når nu årene i Damaskus blot styrkede blot hans tro på den lykkelige multikultur i Assads Syrien, så er der ingen grund til at forvente præcise analyser fra den kant. To uger før den syriske opstand tog form blev han interviewet til Ræson, og her var ingen vaklen – Syrien: Hvor bliver revolutionen af? (via Alex Damgaard).

RÆSON: Siden vi snakkede sidst er to diktatorer i Mellemøsten faldet, og en tredje er godt på vej. Vil Syrien følge trop?
SIMONSEN: Det er der intet, der tyder på. Det forsøg på demonstration, som fandt sted i starten af februar, vandt på ingen måde genklang. Men det er utvivlsomt, at der er kræfter under overfladen, som gerne vil have tingene ændret, og det ville være naivt at tro at de ikke tager bestik af situationen i regionen.

RÆSON: Men hvilke faktorer gør så, at Syriens befolkning indtil videre har forholdt sig så rolig?
SIMONSEN: Det skal nok ses i lyset af, at Syrien i dag, uden tvivl, er et andet end det var for bare fem eller otte år siden. Der er en langt mere åben debat i det offentlige rum. Der er en langt mere levende og rummelig diskussion, end den man så i fx Tunesien. Det autokratiske system i Syrien har, indtil videre, haft held til give tilpas med rum til diskussion hos befolkningen, samtidig med at befolkningen stadig ved, at der findes en rød linje, som ikke skal overtrædes.

RÆSON: Så du ser altså ikke nogen mulighed for at Bashar al-Assad ikke sidder på magten i Syrien i den nærmeste fremtid?
SIMONSEN: Nej.

RÆSON: Selv med historien om Egypten i baghovedet?
SIMONSEN: Ja. Blandt andet fordi al-Assad, modsat præsidenterne i Egypten og Tunesien, har formået at være på forkant med udviklingen. Deri ligger den vitale forskel.

Det er altid sjovt med ældre aviser. Fra Politiken, 4. januar 1995 – Egypterne siger nej tak til fundamentalisterne

“Egypterne tager kraftigt afstand fra de terroristiske fundamentalister, der så sent som i forgårs dræbte 11 politifolk i den sydlige del af landet. De siger ligeledes i overvældende tal nej til de venstreorienterede partier, fremgår det af den første professionelt gennemførte meningsmåling i Egypten, gennemført i begyndelsen af december. …

Afvisningen af de yderligtgående fundamentalister var undersøgelsens klareste resultat og må give stof til eftertanke hos dem, der taler om islam som den næste fjendtlige isme efter kommunismen, og som den grønne fare, der vil true de vestlige lande. …

Demokratisk set afslørede undersøgelsen en sofistikering og overvejende skepsis over for det skindemokrati, som Anwar Sadat indførte for 18 år siden.”

Det Arabiske Forår er ved at stabilisere sig i Egypten. To historier fra Berlingske: I & II.

“Forfatningsudkastet ventes at blive vedtaget uden nævneværdig modstand al den stund, at stort set samtlige kritikere har forladt rådet, fordi de mener, at det islamistiske flertal ikke har ladet dem få et gran af indflydelse. Sharialovgivning vil fortsat være en af hjørnestenene i forfatningen, skriver Reuters.”

“Syv personer fra det kristne mindretal i Egypten er onsdag blevet idømt dødsstraf in absentia ved en domstol i Cairo for at have deltaget i en anti-islamisk film, skriver Reuters.”

En helt igennem fantastisk artikel i søndagens Politiken. Fra Nyrup-regeringen gav asyl til terrorister trods advarsler fra Udenrigsministeriet (af Morten Skjoldager, ikke online).

“I oktober 1993 sendte fuldmægtig Rigmor Ludvigsen en fax fra Udenrigsministeriet til Direktoratet for Udlændinge i Indenrigsministeriet, hvor hun over fire tætskrevne sider redegjorde for en egyptisk organisation ved navn al-Jamaa al-Islamiyya.

I månederne forinden havde sagsbehandlerne i udlændingedirektoratet bemærket, at et større antal egyptiske statsborgere var begyndt at henvise til deres aktiviteter i den egyptiske organisation, når de ankom til Danmark og søgte asyl.

Derfor havde Indenrigsministeriet bedt Udenrigsministeriet om at udarbejde et notat om gruppen. Rigmor Ludvigsen, der blandt kollegaerne var kendt som omhyggelig og dygtig, fik opgaven og betegnede i notatet al-Jamaa al-Islamiyya som en »illegal ekstremistisk islamisk gruppering« opbygget omkring uafhængige celler. … hun konkluderede, at terrororganisationen havde flere hundrede liv på samvittigheden. …

Nu har Rigmor Ludvigsens notater fundet vej til bogen ‘ Allahs danske krigere’, som udkom i denne uge. Bogen er skrevet af journalist Matias Seidelin og handler om de islamister, som i 1990′ erne bosatte sig i Danmark, hvor de relativt uforstyrret fortsatte deres arbejde for terrororganisationer i udlandet. … i bogen er der nye oplysninger om, hvor meget den daværende socialdemokratiske regering kendte til problemet. Det er her, Rigmor Ludvigsens notater kommer ind i billedet. …

Det er muligt, at Nyrup ikke var blevet informeret om det, men i ‘ Allahs danske krigere’ bliver det dokumenteret, at Udenrigsministeriets notater om de asylsøgende terrorister cirkulerede blandt embedsmænd i flere ministerier, og at i hvert fald sagen om én af de islamister, som fik asyl i Danmark, landede på bordet hos mindst to ministre i Nyrups regering. …

Det var sagen om egypteren Talat Fouad Kassem, bedre kendt under aliasset Abu Talal, der formentlig er den mest magtfulde terrorist, som har boet i Danmark. … Rigmor Ludvigsen blev på vegne af Udenrigsministeriet bedt af Flygtningenævnet om at tjekke Abu Talals baggrund til brug for vurderingen af, om han skulle have opholdstilladelse i Danmark. … Abu Talal var, konkluderede notatet, en af Egyptens fem største terrorister.

Men notatet fik ikke nogen negativ ind-flydelse på Abu Talals ansøgning: Dagen efter fik han meddelt permanent opholdstilladelse.

Inden da havde Abu Talals asylsag været forbi indenrigsminister Birte Weiss’ skrivebord, fordi Abu Talals advokat havde skrevet til hende, men om hun blandede sig i afgørelsen, fremgår ikke.”

(Politiken, 16. september 2012)

I Udenrigsministeriet var afgørelsen ingen overraskelse. I begyndelsen af 1990′ erne var der mange lignende sager, hvor tilrejsende islamister fik opholdstilladelse i Danmark, fordi de ikke kunne sendes tilbage til deres muslimske hjemlande, hvor kursen over for islamister var anderledes barsk. … Men når man gav dem asyl, var det etisk angribeligt, fordi man lukkede potentielt farlige terrorister ind i landet. Blandt de personer, som fik opholdstilladelse i Danmark, var medlemmer fra flere voldelige islamistiske grupper, som de kommende år skulle komme til at smelte sammen under al-Qaeda-netværkets vinger.

[...]

Det samme var tilfældet med de tiltalte i Danmarks første terrorsag, den såkaldte Egyptersag… Hjemme hos egypterne blev der fundet lange lister med navnene på kemikalier. På flere af listerne var kemikalierne grupperet i bokse, sådan at hver boks indeholdt ingredienserne til én type sprængstof, og egypterne havde flere gange opsøgt engrosvirksomheden Bie og Berntsen, som handlede med kemikalier og laboratorieudstyr.

Desuden fandt politiet hos en af egypterne dét, som efterforskerne opfattede som et københavnskort med indtegnede terrormål og en grundskitse over den israelske ambassade i København. …

Hos den ene af egypterne fandt politiet en manual fra al-Jamaa al-Islamiyya med to A4-siders gode råd om at søge asyl. Blandt andet blev medlemmerne instrueret i straks at sige, at de var forfulgte i deres hjemlande.”

Selvom det er kommet frem, at det indledende ambassadeangreb i Cairo, skete i forbindelse med en demonstration mod fængslingen af islamist annonceret den 30. august, flere dage før filmen blev kendt, og selvom Al-Qaeda har taget ansvaret for ambassademordene i Libyen, så problematiserer medierne stadig en tilfældig filminstruktør.

Det ligner en heksejagt. Han angribes fra alle vinkler, og ingen forholder sig til det centrale, at der er ytringsfrihed i Vesten, og det selvfølgelig er helt legalt at lave en film der problematiserer den etniske udrensning af kristne i Egypten. Også selv det sker i Islams navn. Også selvom filmen ikke har større kunstnerisk værdi. Det minder næsten om tilfangetagelsen af Saddam Hussein tilbage i december 2003.

“Ladies and gentlemen… we got him! Saddam Hussein was captured Saturday, December 13 at about 8:30 PM local in a cellar in the town of ad-Duar, which is some 15 kilometers south of Tikrit. … Now it is time to look to the future, to your future of hope, to a future of reconciliation. … The tyrant is a prisoner.” (Irak-statholder Paul Bremer på pressemøde, 14. december 2003)

(Nakoula Basseley Nakoula føres bort af politiet)

Fra TV2 Online – VIDEO: Han mistænkes for Muhammed-film.

“Store dele af den muslimske verden er i oprør over film, der håner Islam og profeten Muhammed. Men ingen har ind-til nu vidst, hvem der står bag filmen. Men amerikanske medier har nu fundet frem til en 55-årig mand fra Californien, der med stor sandsynlighed er bagmanden til “Innocence of Muslims”. Hans navn er Nakoula Basseley Nakoula og blev her til morgen taget med til afhøring hos politiet. Filmen er ikke ulovlig, men… Den 55-årige mand er en koptisk kristen egypter med opholdstilladelse i USA.”

Citater.

“Vi bliver nødt til at gøre noget for at forhindre den slags hate speech, og det nytter ikke noget bare at insistere på ytringsfriheden. Det er jo heller ikke lovligt at råbe ’brand!’ i en lukket biografsal.” (Marina Ottaway, Tænketanken Carnegies center for Mellemøststudier; Politiken, 14. september 2012)

“Vesten bliver nødt til at tage den pragmatiske kappe på, hvis man fortsat ønsker stabilitet i regionen. Marionetterne er som bekendt faldet. Man har taget side med befolkningen. Derfor kan det – om vi kan lide det eller ej – blive nødvendigt med undskyldninger, når profeten bliver genstand for kreativ kunst.” (Waleed Safi, Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo.; Ræson, 15. september 2012)

“… det er en mindre yderfløj som puster til ilden, og snart vil vreden blive slukket… Jeg tror, det Arabiske Forår snart vil spille en dæmpende virkning på protesterne.” (Helle Malmvig, Dansk Institut for Internationale studier; DR Online, 15. september 2012)

“De her mennesker er vrede over en million forskellige ting i deres egen hverdag, i deres eget liv. Man havde håbet at det ville ændre sig da revolutionen kom… Så kommer der så ovenikøbet den der film fra USA. Den er ikke grunden til det her. Tønden har været fyldt op med krudt længe. Filmen fra USA og hånen mod Muhammed er bare den gnist der har fået det hele til at eksplodere.” (Steffen Jensen der også talte om ‘sociale og økonomiske’ vilkår på TV2 News; TV2 Online, 15. september 2012)

Islamister har aldrig manglet undskyldninger for at gå amok, og det væsentlige i den her historie er sådan set ikke den pågældende film om Muhammed, selvom det selvfølgelig siger en del at de går amok over en kedelig sex-scene, og ikke fremstillingen af deres profet som den blodtørstige kriger han var.

Det arabiske forår er forlængst blevet til vinter, og det er på tide Vesten dropper idealismen, og går tilbage til den gængse interessepolitik. Det gør ikke islamisterne tilfredse, men den dag de er tilfredse, er Vesten ikke mere. Godt oprids set på Hot Air – Is this 1979?

“I’m having the strangest sense of deja vu over the last eighteen months or so, and the attacks on two diplomatic missions in the Middle East over the last 24 hours has only intensified it. Once again we have an American government that either tacitly or actively undermined an ally in the region in favor of supposedly democratic Islamist radicals, and once again we have an American government that gets taken by surprise when the government that results either fails to protect our embassies and consulates or arguably participated in an attack on them. …

It’s looking a lot like 1979 all over again.

(Den Amerikanske Ambassade i Teheran, Iran, 4. november 1979; PBS.org)

In that year, President Jimmy Carter abandoned a key regional ally, Shah Mohammed Reza Pahlavi of Iran, who was no one’s idea of a nice guy. But we didn’t need Pahlavi to be a nice guy; we needed him to stand up against the Soviet Union. The CIA had squelched an earlier democratization movement in the late 1950s to maintain the monarchy and its influence in Iran, and apparently some in the US government thought Ruhollah Khomeini would bring that democratization to fruition in 1979. The Shah had to flee after his American allies withdrew their support, and Khomeini imposed a theocracy with a 12th-century mindset on what had formerly been one of the most liberalized Muslim nations in the region. When Pahlavi came to the US for medical treatment a few months later, a demonstration of “students” overran the American embassy in Tehran and took dozens of diplomatic personnel hostage, holding them for 444 days.

Eighteen months ago, we abandoned a key ally in Egypt, President Hosni Mubarak, who likewise was no one’s idea of a nice guy. But he had kept the Pax Americana in the Middle East for three decades, even when his predecessor Anwar Sadat got assassinated by Islamist radicals for doing so. Once again, we had an American government encourage the “democracy” movement run by radical Islamists in chasing our ally out of power. Once again, we seem surprised when the radical Islamists put radical Islamists in power. And once again we have “students” assaulting our embassy in the capital, this time Cairo, without so much as an apology from the radical Islamist government now running the nation.

The trend is even worse in Libya. Not only did our consulate get attacked, but four of our diplomatic personnel were murdered… The U.S. ambassador to Libya and three American members of his staff were killed in the attack on the U.S. consulate in the eastern city of Benghazi by protesters angry over a film that ridiculed Islam’s Prophet Muhammad, Libyan officials said Wednesday.

(Den Amerikanske Ambassade i Benghazi, Libyen, 11. september 2012; Daily Mail)

Mubarak looked like a saint next to Moammar Qaddafi, and few mourned his fall from power. The outcome is still more in doubt in Libya than in Egypt, where the Muslim Brotherhood have seized control of everything. But Qaddafi had at least been somewhat more cooperative since the fall of Saddam Hussein, and the West’s military attack on Qaddafi that caused his fall — led by the US initially — sent a big message on the futility of cooperation with the US and the West to all of the other governments in the region.

This outcome from the so-called “Arab Spring” was obvious almost from the start, and certainly from the moment we tossed Mubarak to the wolves. We’d lived through it before. The Obama administration failed to learn from the past, and so we get to repeat it.”

(Den Amerikanske Ambassade i Cario, Egypten, 11. september 2012; Daily Mail)