11. juli 2020

Th. Gravgaard (2014): Vi opdrages til at skamme os over ‘velstand, vores blege hudfarve og vores flag’

Eftermiddagen på Radio4 minder lidt for meget om P3, og jeg må ofte ty til lydbøger. Sportsjounalist Thomas Gravgaards bog ‘Vi er våbenbrødre’ (2014), omhandlende hans tid som spirende hooligan flere steder i Europa kan kun anbefales. Han er hudløs ærlig, den bogen er dybere end man umiddelbart skulle tro. Den afsluttende ‘anti-feminisme’ er intet mindre end fremragende.

Den skrøbelige fred

“‘Hvorfor skal drenge altid slås?’ spurgte pigerne mig tit hovedrystende i de sidste folkeskoleår, umiddelbart inden de kastede sig over slagsbrødrene for at kysse dem.

‘Mænd er bare de dummeste svin,’ klagede de i gymnasiet, mens de stod i kø til netop de fyre, der havde ry for at knuse hjerter og knalde udenom. De slemme drenge var de attraktive. Igen og igen, lige siden vi som drenge og piger blev bedt om at gå i hvert vores omklædningsrum, har jeg hørt attråværdige repræsentanter for hunkønnet proklamere et og gøre noget helt andet i forhold til fyre. Jeg har hørt dem afsværge bad gnys på det bestemteste og derefter set dem falde for dem. Og når det så er lykkedes at få de slemme drenge installeret i faste forhold, og dresseringen er indledt, har jeg hørt dem degenerere til atter at nedgøre hans egenskaber.

Der kan være alle mulige gode og mindre gode forklaringer på, at det er sådan. Men på fyrenes bundlinje står, at det er overmådeligt vanskeligt at navigere i dette univers, selv om vi tit råber det modsatte i hovedet ad hinanden, når vi er fulde.

Det kan hjælpe at få nogle rigtig gode råd af de rutinerede mænd i ens liv. Men får du, som jeg, ikke de råd, må du lære det på den hårde måde: ved at blive afvist og droppet, indtil du indser, at piger og kvinder ikke tænder på, at du er sød og artig. De tænder selvfølgelig heller ikke på, at du render rundt og hamrer dine knoer eller flasker i hovedet af andre. Men den ro, som du udstråler, når du langt om længe har fået en følelse af, at du kan klare dig i denne verden, er nøglen til at blive eftertragtet. Og langt mere vigtigt: du får det godt med dig selv af den.

Jeg og en del af mine venner i Danmark og udlandet er gået, nogle gange spænet, andre gange vaklet, ad nogle mærkværdige omveje i eftersøgningen på denne dybe, indre drone, der skal til for at finde sig selv som både individ og mand midt i testosteronlarmen fra vores nosser og selvmodsigende krav fra de piger og kvinder, der er så vigtige for os, indtil vi finder ud af, at vi også selv er vigtige.

Netop det organiserede element ved hooliganismen gør, at den for mænd, der leder efter dronen, kan være enormt tillokkende. Du opsøger efter klare aftaler, i hvert fald i den ideelle verden, situationer, hvor du, hvis du gør det godt, føler den optimale handlekraft, men også hvor du, hvis du kommer til skade, af gode grunde ikke kan føle dig som offer, fordi du selv har anbragt dig i situationen. Og i det øjeblik, hvor du ikke føler dig som offer, selv når det gør rigtig ondt – fordi du er blevet afvist af den, du elsker, eller fordi du er blevet gennembanket – kan du mærke, ja, næsten høre dronen. Og derefter skal der meget mere til at blive bange eller slået ud.

Selv om jeg betragter mig selv som godt opdraget, forstår jeg, hvorfor arrangerede slagsmål kan være meget livsbekræftende. De lægger en dæmper på den følelse af magtesløshed, som prægede i hvert fald mig i store dele af min barndom og ungdom, fordi jeg dengang ikke havde de nødvendige instrumenter til bare indimellem og gerne for altid, at føle, at jeg kunne klare mig, også i de situationer, hvor samtaleidealerne kommer til kort.

“De mennesker, jeg har færdedes med blandt krigere og casuals, og til dels blandt ultras, har lært mig mere om stolthed, ære, mod og konsekvens end de fleste af dem, jeg har mødt uden for disse grupper.”

“Jeg troede i mange år, at hvis bare jeg opførte mig ordentligt, så ville livet blive godt og simpelt, for så ville alle kunne lide mig. Da den løgn efterhånden blev afsløret, voksede en anden frem af min bratte opvågnen blandt Skotlands barske mænd: at hvis bare jeg var stærk nok til at gå i krig, ville livet blive godt og simpelt, for så ville jeg ikke længere være bange. Og så ville et andet af ungdommens største problemer også løse sig: frygten for ikke at være attraktiv for det modsatte køn.

Siden er det gået op for mig, hvor kompliceret det er at være en ung, og også mindre ung, mand i denne kultur i denne tid. Inde i os kæfter vores biologi op som en selvforelsket teenager, der i endnu højere grad end kvindens vil en helt masse, som ikke er foreneligt med den måde, vi har indrettet vores samfund på, eller med det, som vi fornemmer, at mange piger og kvinder forventer af os.

Jeg tilhører en generation af mænd, der voksede op i rundkredspædagogiske udklækningsanstalter, hvor aggression var forbudt, og ligestilling – forstået som adfærdsmæssig ensretning – lige så hellig som formand Maos lille røde. Den eneste (og i øvrigt voldsomt misforståede udgave af) skoling i konsekvens, jeg fik i alle de år, jeg gik i børnehave, skole og gymnasium, var da jeg fik kylet det skilt på mig, hvor der stod, at jeg var en dårlig kammerat. Stolthed, ære og mod hørte jeg ikke noget til. Til gengæld var der masser af skammekroge i børnehaverne, hvor der altid sad drenge. Og det var også næsten altid drenge, der blev sendt uden for døren i de følgende ti år af mit liv. Om aftenen kunne vi så sidde og se på en uimodsagt, statsfinansieret tv-kanal, der havde travlt med at fortælle os, at vi også skulle skamme os over vores materielle velstand, vores blege hudfarve og vores flag, for mit vedkommende sammen med en mor, der af gode grunde ikke kunne lære mig noget om at være dreng eller mand, og en far, der havde mistet sin egen far så tidligt. Hvem af dem skulle kunne forklare mig, hvordan man kan leve med sin aggression på en ærefuld måde uden skiftevis at fortrænge den og tæve sig selv med en målstolpe?

Man kan roligt sige, at min generation af danske mænd ikke automatisk møder kvinderne med oprejst pande og fremskudt bryst. Vi har kollektivt taget historiens største skridt væk fra vores forfædres chauvinisme og hulemandsetik, men oplever igen og igen, hvordan den første virkeligt frigjorte generation af kvinder stadig føler deres mødres vrede. Nu løber døtrene så en åben dør ind, mens de skriger på det for dem næste logiske trin i ligestillingens sejrsgang, særrettigheder, og på den helt rette form for og dosis, mand – som var vi en gratis bøtte Ben & Jerry’s til deling mellem en flok cafeveninder, der ‘har fortjent det’. I virkeligheden er de lige så forvirrede som os. Men vi har i det mindste indtil nu haft et fristed i fodboldens fjerneste afkroge, hvor vi kan gemme, lede efter og finde os selv.

Et sted mellem det rene testosteron og de kulturelle idealer, jeg voksede op i, og som stadig i tidevandsbølger, under en præmenstruel månes kommando, hjemsøger samfundet, prøver i hvert fald en artig tøsedreng, der så gerne vil være vellidt af alle, og en påtaget hooligan, der bærer sin Stone Island-uniform som et panser og bruger f-ordet i hver anden sætning for at lyde lige så hård, som han forsøger at se ud, nu at holde fred. Men det er en skrøbelig fred, og indimellem hæver de begge sværdet, tøsedrengen så godt som han nu kan, hooliganen vel vidende, at det er en kulturelt ugleset krig, som han i virkeligheden slet ikke synes er sjov. Fra deres klingers møde flyver gnister til alle sider. Nogle af dem lander som ord på dette papir, mens jeg modtager en sms med en invitation til en pubtur fra min bedste skotske ven. En Rangers-tilhænger.

Selvfølgelig svarer jeg ja tak.”

Mere

“Malcolm skoler mig i ikke bare at bo i Skotland, men også i at leve, tænke og agere som en skotte. Igen og igen taler han om stolthed, ære, mod og konsekvens smedet sammen i en anvisning om ikke at finde sig i pis fra nogen: ‘Don’t take shite fae nae one’. Det er begreber, jeg har det svært med. De var fraværende i min opdragelse. Og hverken børnehaver eller skoler er ligefrem oversvømmet med den slags værdier i mit hjemland, hvor de længe har været anset for at være forældede, testosteroninficerede machodyder, som ødelægger det Utopia, som venter os, når de er helt udryddet.”

Omvendt har jeg selv set på Paddy Go Easy og over alt, hvor jeg ellers gik i byen med mine kolleger, hvordan danske kvinder står i kø for at score netop de hårdtslående, gammeltestamentlige skotter, irere og englændere, som kommer til Danmark med hævede stemmer og uforsigtige forestillinger om, hvordan mænd bør opføre sig, og hvilke ideologiske anvisninger, det er i orden for dem at udstikke.”

“Sandheden om Millwall – som Kenny Jackett fint formulerede det – er dog, at klubben og dens fans igen og igen er blevet behandlet dårligt af medier og myndigheder. Det startede med en BBC-dokumentar i midt-halvfjerdserne, som på et tidspunkt, hvor klubben ikke var blevet ramt af optøjer i årevis, plantede BNP-aktivister foran stadion under optagelserne, og groft udnyttede dens gæstfrihed.”

Oploadet Kl. 11:37 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer


10. juli 2020

Racistiske fodboldkommentatorer: Omtaler oftere lyse spillere som ‘intelligente’, mørke som ‘hurtige’

Intet skaber overskrifter som racisme, og man forstå godt at en onlinevirksomhed har interesse i at lave en undersøgelse, der giver en overskrift i venstreorienterede The Guardian. Denne her historie, siger intet om kommentatorerne, men en hel del om mediernes manglende integritet. Alt der bekræfter egne idiosynkrasier er per definition en artikel værd. Pseudo-forskning fra fra RunRepeat – Racial Bias in Football Commentary (Study).

“RunRepeat, in partnership with The Professional Footballers’ Association, has analyzed 2,073 statements from commentators in 80 soccer matches from the 2019/20 season. This is the first time a study of this kind has been conducted to understand if there is a difference in the way the soccer media talks about players of different skin color.

The comments discussed 643 unique players of various races and skin tones.

The findings show bias from commentators who praised players with lighter skin tone as more intelligent, as being of higher quality, and harder working than players with darker skin tone.

Players with darker skin tone were significantly more likely to be reduced to their physical characteristics or athletic abilities — namely pace and power — than players with lighter skin tone players were.

In numbers:

When commentators talk about intelligence:

– 62.60% of praise was aimed at players with lighter skin tone
– 63.33% of criticism was aimed at players with darker skin tone

When commentators are talking about power they are 6.59 times more likely to be talking about a player with darker skin tone

When commentators are talking about speed they are 3.38 times more likely to be talking about a player with darker skin tone

When commentators talk about work ethic, 60.40% of praise is aimed at players with lighter skin tone”

(Grafik: RunRepeat)

Oploadet Kl. 00:47 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


5. juli 2020

EB.dk og ‘N-ordet’: BLM-aktivister fik byråd til at fjerne 118 år gammel gravsten for hunden ‘Nigger’

Vi har ikke mange kanaler her i sommerhuset, og den eneste aften vi har haft tv’et tændt, så vi Django Unchained, der er fyldt med racistisk sprog, og lidt af Tropic Thunder, hvor Robert Downey Jr. gør den som neger. Filmene er fra 2008 og 2012, og ville næppe kunne laves i dag. Det er som med Muhammed-tegninger. Du vil gerne, det er helt legalt, men det er bare ikke kampen værd. En kulturkamp, hvor den ene part knytter den revolutionære næve, og den anden undskylder med sænket blik, giver ikke et afbalanceret kompromis.

Herunder en historie fra Ekstra Bladet. Avisen vælger som sin engelske kilde, at sløre hundens navn, men når problematikken er sort/hvid, kan man føje de aggressive eller kæmpe for retten til at fortælle sandheden. Ekstra Bladet turde ikke. Fra EB.dk – 118 år gammel gravsten for hund fjernet på grund af navnet (af Kim Kastrup).

“‘Den hellige grav er er velforvaret’. Sådan lyder en gammel talemåde. Det er dog ikke altid tilfældet. Det kan man tydeligt erfare i den britiske by Warwickshire, hvor en 118 år gammel gravsten for en hund netop er blevet fjernet, fordi hunden var navngivet med det såkaldte ‘N-ord’.

Efter pres fra strømningerne i den internationale Black Lives Matter-bevægelse har byrådet nu fjernet gravstenen fra 1902, fordi de mener, at den kan opfattes upassende og racistisk.

– N-ordet til en hund var angiveligt på det tidspunkt i historien et almindeligt navn for hunde ejet af hvide britiske mennesker. …”

(Gravsten for hunden ‘Nigger’, opsat i Coombe Abbey Park, Warwickshire; Foto: Flickr)

Oploadet Kl. 12:19 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer


23. juni 2020

FARE-chef: ‘White Lives Matter’ kan kun være motiveret af racisme og en afvisning af lige rettigheder.”

I sidste udgave af podcasten Fodbold FM blev der seriøst diskuteret, hvorvidt alle spillere i Superligaen også skulle knæ for at støtte ‘Black Lives Matter’. Vi lever i absurde tider, og hvis den skal gå på Århus Stadion, så skal det nok gøres i denne corona-sæson med få tilskuere. Alternativt får MSM scener som denne her. Hold politik ude af fodbold eller gør fodbolden politisk.

Football Against Racism in Europe (FARE) er kendt for at se syner, men i disse uger er den sunde fornuft sat helt ud af kraft. Ligesom det ikke er racistisk at sætte et klistermærke op med budskabet ‘It’s ok to be white’, så er det heller ikke racistisk at pointere, at ‘White Lives Matter’. BLM-bevægelsen kæmper ikke kun for sorte, men også mod hvide, og det skal man selvfølgelig opponere imod. Fra DR Online – ‘White lives matter!’: Burnley-anfører er flov over fanaktion.

“Flyet med banneret fløj ind over stadionet, kort efter at alle spillere og trænere havde knælet for at støtte bevægelsen Black Lives Matter i forbindelse med de verdensomspændende demonstrationer mod politivold og racisme. …

Den europæiske instans for ligestilling, Fare, der arbejder sammen med Det Internationale og Det Europæiske Fodboldforbund, Fifa og Uefa, fordømmer også hændelsen.

– Den racistiske modreaktion til Black Lives Matter-bevægelsen i Europa er en tendens, vi ser og har dokumenteret, siger Fares administrerende direktør, Piara Powar til The Guardian.

– ‘White Lives Matter’ kan kun være motiveret af racisme og en afvisning af lige rettigheder. Det viser, hvorfor kampen for lige rettigheder er så vigtig, siger Piara Powar.”

(‘White Lives Matter Burnley’-banner over Etihad, 22. juni 2020; Foto: USPosts, udsnit)

“Jeg skammer mig og er flov. Disse personer skal komme ind i det 21. århundrede og uddanne sig selv. … De repræsenterer ikke, hvad vi står for.” (Ben Mee, Burnley-anfører)

Oploadet Kl. 10:37 af Kim Møller — Direkte link45 kommentarer

Reading: De tre ofre var hvide homoseksuelle mænd, den ene ‘a strong advocate’ for BLM-bevægelsen

Endnu en interessant detalje ved Reading-terrorangrebet. Det viser at alle tre ofre var homoseksuelle, og aktive i LGBT-miljøet. Om den ene forlyder det, at han var ‘a strong advocate’ for Black Lives Matter-bevægelsen. Lur mig om ikke de tre hvid mænd deltog i demonstrationen, et par timer før de blev knivstukket af afrikaneren. Politiet spekulerer over et ‘homofobisk motiv’, men det forlyder i øvrigt, at han tidligere er dømt for ‘racially aggravated common assault’. Fra Pink News – Reading terror attack victims were beautiful and proud members of the LGBT+ community who wanted equality for all.

“James Furlong and Joe Ritchie-Bennett were among countless people sat in the park, enjoying the sunny weather as an earlier Black Lives Matter protest petered out, when the assailant began his attack, The Mirror reported. …

Furlong, 36, was a teacher from the Reading area, his family said in a statement issued via the local police agency. … Head of history, government and politics at The Holt School in Wokingham, Furlong was described by loved ones as a strident activist and plank of the LGBT+ community. …

‘James, a proud gay man, wanted equality for all,’ a loved one wrote in a local paper’s condolences book. ‘[He] was at Reading Pride year in year out and was a strong advocate for the [Black Lives Matter] movement.’ …

The second Reading attack victim, Joe Ritchie-Bennett, 39, was an American from Philadelphia who had lived in Britain for the past 15 years and worked at a Dutch pharmaceutical company. His late husband, Ian, 32, died in December 2014…”

(Reading-ofrene: James Furlong, Joe Ritchie-Bennett og David Wails; Foto: Skynews

“Detectives have not ruled out homophobia as a motive. Saadallah – who was jailed last year for offences including racially aggravated common assault, carrying a bladed article and assaulting an emergency worker – came to the attention of MI5 last year, after they suspected he was planning to travel to Syria for ‘extremist reasons’.” (Daily Mail)

Oploadet Kl. 02:25 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


22. juni 2020

BLM-terror: Anholdt libyer ‘converted to Christianity three years ago’, “He started going to church…”

Lørdagens Reading-terrorangreb fandt sted 50-60 meter fra scenen, hvor Black Lives Matter et par timer tidligere var forsamlet. Medierne har erkendt, at det var et terrorangreb, men der er dog interessante detaljer vedrørende gerningsmanden: Khairi Saadallah, en 25-årig libyer, der kom til England som flygtning i 2014. Han har konverteret til Kristendom, og måske har vi ikke at gøre med typisk islamisk terror, men et terrorangreb motiveret af venstreradikale organisationer såsom ‘Black lives mattter’. De navngivne ofre er pæne hvide mænd i 30’erne.

“A terror suspect accused of stabbing three people to death and seriously injuring three others in an attack in Reading fled Libya seven years ago and was granted refugee status in the UK because he feared Islamists, and later converted to Christianity, MailOnline can reveal.

A relative of Khairi Saadallah, 25, says the terror suspect arrived in the UK as a tourist in 2012 before claiming asylum because he was at risk from Islamic extremists due to him not leading a ’strict religious life’ in Libya.

He then converted to Christianity three years ago, according to his cousin, and is said to have a tattoo of a cross on one of his arms. … Speaking about his conversion to Christianity, the cousin said: ‘It might have been why about two or three years ago, he converted from Islam to Christianity.

He started going to church and had tattoos all over his body including one of a cross on his arm. I haven’t had contact with him since that time.” (Daily Mail, 21. juni 2020)

(25-årige Khairi Saadallah og to hvide ofre: James Furlong & Joe Ritchie-Bennett; Fotos: The Sun mfl.)

“Gary, a neighbour who did not wish to give his surname, told the Guardian: ‘All he [Khairi Saadallah’s relative] wanted was a quiet life. The first time I met him was when I heard people shouting anti-Muslim abuse at him. They called him a terrorist. I told them they were a bunch of liars… When there was trouble [with anti-Muslim abuse], I wrapped my arms around him and said don’t react, they are the ones in the wrong.” (The Guardian, 21. juni 2020)

Oploadet Kl. 12:14 af Kim Møller — Direkte link49 kommentarer


21. juni 2020

England: Afrikaner knivdræber tre ‘midaldrende øldrikkende mænd’ i park, få timer efter BLM-demo…

Fredag citerede jeg en 2019-artikel fra Dagbladet Information, der advarede imod ‘hvid identitetspolitik’: “… hele denne forestillingsverden og dens indbyggede konfliktforståelse kan anspore til had og vold”. Lørdag eftermiddag demonstrerede ‘Black Lives Matter’ i en park i Reading, vest for London. Ved 19-tiden, to-tre timer efter arrangementets afslutning, gik en 25-årig nordafrikaner amok, og stak en gruppe umotiveret med kniv. Tre døde, flere alvorligt sårede. I skrivende stund kan medierne fortælle, at det ikke er et terrorangreb, at det ingen relation har til BLM-demonstrationen, og at man i øvrigt skal undlade at sprede billedmateriale fra hændelsen.

(BLM med ‘Black Power’-næve, Forbury Gardens, Reading, 13. juni 2020; Foto: Getreading.co.uk)

Ofrenes identitet er i skrivende stund ukendt, men det er dog kommet frem, at det var ‘midaldrende øldrikkende mænd’. Sådanne episoder er værd at huske på, når forlæste akademikere vrøvler om sortes ‘oplevede virkelighed’ eller Bwalya-typerne kører parolen ‘Black feelings matter’. Forbind selv punkterne… MSM gør det ikke for dig.

Witnesses said the attacker targeted a group of middle-aged men ’sitting drinking beer’ and systematically stabbed them ‘in the neck and under the arms’.

The injured victims were last night understood to be in a critical condition at the Royal Berkshire Hospital.

The suspect, 25, was arrested at the scene by a hero lone police sergeant who rugby-tackled him to the floor.

Despite the presence of counter-terrorism officers and early reports it was being treated as terror-related police said last night they did not believe it was terror-related.” (Daily Mail)

(Tre personer knivdræbt af nordafrikaner, Forbury Gardens, Reading, 20. juni 2020; Foto: FB)

Oploadet Kl. 11:20 af Kim Møller — Direkte link66 kommentarer


14. juni 2020

BLM-venstreradikale skænder historiske monumenter: MSM om ‘Ultrahøjreorienterede’ Churchill-fans

Black Lives Matter og sympatiserende venstreradikale skænder historiske monumenter, hvorefter Ritzau-historien omhandler problemet med ‘ultrahøjreorienterede’ racister, der slår ring om monumenter og hylder Winston Churchill. Berlingske, der lige gjort Nima Zamani til Groft sagt-skribent, bragte en identisk udgave. Fra onlineudgaven af krypto-revolutionære Politiken – Boris Johnson fordømmer racistiske bølleoptøjer i London.

Ultrahøjreorienterede demonstranter og politi har lørdag haft flere sammenstød på Trafalgar Square og andre steder i det centrale London. … De højreradikale siger, at de ønsker at forsvare historiske monumenter, som er blevet angrebet under marcher, som Black Lives Matter står bag. …

Under de seneste ugers antiracistiske protester er flere monumenter i Storbritannien, der har relation til tidligere tiders britisk slavehandel, blevet overhældt med maling, maltrakteret eller helt fjernet. …

I og omkring Parliament Square var der mødt flere hundrede mennesker op i fodboldtrøjer, mens de sang ‘England, England’. De kaldte sig patrioter og tog opstilling ved siden af krigsveteraner for at beskytte et monument over faldne i krig.

‘Winston Churchill, han er en af vore egne’, lød et andet fælles råb nær statuen af den tidligere premierminister.

I sidste uge blev statuen oversprøjtet med graffiti og udsagnet, at ‘Churchill var en racist’.”

(Churchill-statue, Parliament Square, 12. juni 2020; Foto: The Sun)

Apropos. Politiet beskytter midaldrende hvid mand fra ophidsede BLM-demonstranter. Kontekst: Ukendt. Kilde: Telegram (Youtube fjernede video på 30 minutter). Se evt. BLM-overfald på London-betjent her.

Mere fra London. Bemærk overskriften: ‘Black Lives Matter supporter carries white ‘far-right’ protester to safety’

(London, 13. juni 2020; Foto: Daily Mail)

“One of the protestors, claimed to be ‘far right’ by the crowd, was seen lying injured on the ground after being chased past the Royal Festival Hall. But photos then show a black man pick up the white man and carry him over his shoulders to safety…” (Daily Mail, 14. juni 2020)



11. maj 2020

Søren Mørch håner Churchill, der ikke ville seperatfred med Hitler: ‘Chamberlain var en fornuftig mand’

Historiker Søren Mørch er 86 år, og stadig en forbenet venstrefløjssocialdemokrat. Arne Hardis har interviewet ham til Weekendavisen om seneste udgivelse, hvor han i en kamp for det overnationale håner Winston Churchill, der i modsætning til Neville Chamberlain, ikke forstod fornuften i ’seperatfred’ med Hitler-Tyskland. Fra Weekendavisen.dk – Et ganske almindeligt land.

“‘Jeg synes ikke, Churchills fortjenester var store,’ siger Søren Mørch og smiler.

– Han gjorde op med Chamberlain og dennes tro på fred i vor tid.

Chamberlain var jo en fornuftig mand. Hvorfor skulle britiske borgere bære gasmasker for lande langt væk, som de ikke vidste alverden om? Chamberlain var på linje med befolkningen. Og hvis Storbritannien havde indgået en separatfred med Tyskland, ville Hitler jo stadig være gået i krig med Sovjetunionen, og det ville være gået, som det gik, fordi landet er så helvedes stort.’ …

Hvorfor nyvurderingen af Churhill er vigtig i dag, giver Søren Mørch et ligefremt bud på i bogen:

‘Churchill var genial og ufejlbarlig. Basta! Hvis der blev pillet ved den konstatering, ville den næsten religiøse tro på Storbritanniens stormagtsstatus også falde sammen. Det forenede kongerige ville derefter så bare være et ganske almindeligt, halvstort vesteuropæisk land, mindre betydningsfuldt end Forbundsrepublikken Tyskland, på linje med Frankrig og for eksempel – oh gys! – Italien.’

Og så står vi endelig foran dagens udgave af det nedskalerede Britiske Imperium, som har været igennem så urolige tider de seneste tre år. Ifølge Søren Mørch går der en lige linje fra Churchill-myten til det bøvl, Storbritannien i dag har med at finde sig til rette i Europa. I sin sammenfatning af den britiske militærindsats under Anden Verdenskrig skriver han:

‘Set på den baggrund bliver det klart, hvor usædvanlig godt Winston Leonard Spencer-Churchills snakketøj og skrivefærdighed samt en pæn portion held har virket, siden det lykkedes at få det lille Storbritannien med den beskedne krigsindsats til ligefrem at fremstå som en af Anden Verdenskrigs sejrherrer, næsten på linje med USA og Sovjetunionen. Helt uden omkostninger kan et sådant kæmpe fupnummer/illusion (det ikke ønskede udtryk kan overstreges) selvfølgelig ikke gennemføres i det lange løb. Indvandringsproblemer, national og social splittelse og forvirring og i det 21. århundrede Brexit- og generationsopdeling må vel siges at være beskedne omkostninger for mere end et halvt århundredes spillen kong Gulerod.’ …

‘På et tidspunkt må man jo finde jordforbindelsen. De, der går ind for Brexit, troede, at Storbritannien sagtens kan klare sig uden EU, og det kan man jo ikke vide, om de kan. Men det er tydeligt, at den oppustethed, der præger den britiske debat, hænger sammen med Mellemkrigstiden og med Churchills fortælling om Anden Verdenskrig. Det, vi ser i Storbritannien, er et land, som omsider er i færd med en brutal kommen til sig selv,’ siger han, som om at det kan alle vel se.”

(Winston Churchills begravelse,. 30. januar 1965)

“Mørchs kritik af Churchill er respektløs, plat, dum og ahistorisk. Beundringen for Scavenius er baseret på en forenklet og derfor mangelfuld analyse. Churchill var nok alligevel en større statsmand end Scavenius.” (Fhv. professor Ole P. Kristensen, Berlingske, 10. maj 2020)



22. februar 2020

Danmark mfl. afviser forhøjelse af EU-bidrag: ‘Sparebanden’ (The Frugal Four), ‘budgetbisserne’…

Englands var næststørste nettobidragyder til EU-budgettet, og det gør ikke de igangværende budgetforhandlinger nemme. Nettomodtagerne kræver uændret støtte, hvad kræver et endnu større bidrag fra de øvrige lande, herunder Danmark. Danmark står samlet med Sverige Holland og Østrig, og hvad vælger man så at kalde de fire lande der er imod et højere bidrag.

Ritzau oversætter ‘The Frugal Four’ (de fire sparsommelige) til ‘Sparebanden’ og bruger et udtryk som ‘budgetbisserne’. Førstnævnte etiket anvendte TV2 News og Lykke Friis torsdag, men selvom det kan virke som en ligegyldig detalje, så vælger man med ordvalget indirekte side.

Fra Mail Online – EU gripped by budget chaos after Brexit: Austria, Denmark, the Netherlands and Sweden REFUSE to pay for one trillion euro plan to help poor regions, fight climate change and plug budget black hole left by Britain’s departure.

“EU leaders were facing budget chaos today at a bruising first summit since Brexit as four wealthy nations refused to fill the gap left by Britain’s departure.

The 27 leaders reached a stalemate after arguing into the early hours in Brussels, with talks on the trillion-euro budget resuming for a second day today and this afternoon there was still deadlock.

The UK’s departure has left the bloc with a €75billion (£63billion) hole in its finances over seven years and the budget battle has exposed bitter divisions between EU members.

Germany wants to spend more on climate change while France is seeking more money for a joint defence, with poorer nations determined to keep their generous EU payouts.

But the so-called ‘frugal four’ of Austria, the Netherlands, Denmark and Sweden are unwilling to pay more to plug the gap.

… The 27-member bloc’s unity during Brexit negotiations has given way to fractious talks on its future after Britain finally left on January 31.

A frustrated Czech prime minister Andrej Babis said there was ‘no point continuing the summit’ if the ‘Frugal Four’ refused to increase their contributions. “

(Foto: Uriasposten, 23. juni 2016)

“Briterne var nettobetalere til budgettet, og det medfører, at alle – selv med sparelandenes position – kommer til at betale mere til EU i fremtiden.” (JP.dk, 22. februar 2020)

Oploadet Kl. 17:26 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper