10. november 2020

Filminstruktør om kunders krav i reklamebranchen: “Ofte bliver der sagt ‘helst ikke nogen muslimer'”

Filminstruktør Mikkel Blaabjerg Poulsen, der blandt andet producerer film for MINO Danmark, har alle de rigtige holdninger. Her en længere opdatering set på hans nu slettede Twitter-profil, der vakte postyr blandt de mange politiske korrekte følgere. Ingen i segmentet kritiserer omvendt, den omfattende ‘blackwashing’ i disse år. Fra Twitter/realbmp (10. juni 2020).

“Her er en hemmelighed fra reklamebranchen: I mange kunde-møder med danske og internationale kunder oplever vi, der laver reklamefilm, at der bliver sagt ‘vi skal have en enkelt brun med, men ikke for mange’. Ofte bliver der sagt ‘helst ikke nogen muslimer’. En enkelt gang..

…blev der på et møde sagt: ‘der må ikke være nogen sorte med – det kan de ikke li på det tyske marked’. For det mest er mulatter mest velkomne i reklamefilm. Mit indtryk er, at firmaer lidt forsøger at inkludere én gruppe uden at skræmme en anden væk.

Det virker aldrig racistisk motiveret. Men er mere en systemisk form for tænkning, hvor man i castingen sorterer bestemte grupper fra af frygt for at støde kunder. Og dermed bliver det en art systemisk racisme, som jeg altid har haft det kæmpe svært med.

jeg har haft mange overvejelser, om jeg skulle skrive dette, fordi jeg på en måde kan save en gren over i mit arbejde, da det er en ‘offentlig hemmelighed’, at det fungerer sådan. Men jeg er nået til den konklusion, at jeg er en del af problemet, hvis jeg ikke siger det.

nogle film bliver pitchet decideret til enten hvide eller sorte målgrupper. Så må castet KUN have en bestemt etnicitet. Jeg har aldrig forstået dette, da jeg først og fremmest ser mennesker som mennesker. Og jeg har altid fremført det synspunkt, at vi skulle vælge…

….de bedste til filmene uanset hudfarve. Men verden er åbenbart lavet sådan, at vi ikke er der endnu….

Hemmelighed 2 er, at folk med en brunere hud er nemmere at lys-sætte på film – deres hud tager simpelthen bare bedre imod filmlyset. Som Kasper Eistrup skrev: ‘I wish I had that skin-tan, that you were born into, they would see me as a warm man, just like I´m seeing you.'”

(David Gyasi som Achilles i BBC/Netflix-serien Troy: Fall of A City, 2018)

“Just som Sværdet af Balgen han trak, kom Pallas Athene
Ned fra Himlen, udsendt af den liliearmede Here,
Ligelig elsked hun Begge, og ømt for Begge hun sørged.
Bag Achilles hun treen, og trak i hans lysgule Lokker,
Synlig alene for ham, af de Øvrige saae hende Ingen.”

(Krigeren Achilles i Homers Illiaden, 1. sang, 194-198)

Oploadet Kl. 00:50 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
Arkiveret under:


29. oktober 2020

Sikkerhedsvagt undlod at konfrontere bombemand: ‘Scared of being wrong and being branded a racist’

Med jævne mellemrum problematiserer medierne ‘racial profiling’, men sund fornuft bør aldrig gå af mode. Fordomme er akkumulerede erfaringer, og det nytter ikke at fokusere på ‘fru Jensen’, hvis problemet er ‘indvandrerdrenge’. Her en suverænt eksempel fra England, sakset fra venstreorienterede The Guardian – Security guard avoided Manchester Arena bomber ‘for fear of being called racist’.

“A security guard had a ‘bad feeling’ when he saw Manchester Arena suicide bomber Salman Abedi but did not approach him for fear of being branded a racist, a public inquiry has heard.

Kyle Lawler said he was stood 10 or 15ft away from Abedi, who had been reported to security by a member of the public who thought he looked ‘dodgy’.

The Showsec security guard, aged 18 at the time of the terror attack, told police in a statement read to the inquiry sitting in Manchester: ‘I felt unsure about what to do.

‘It’s very difficult to define a terrorist. For all I knew he might well be an innocent Asian male. I did not want people to think I am stereotyping him because of his race.

I was scared of being wrong and being branded a racist if I got it wrong and would have got into trouble. It made me hesitant.

‘I wanted to get it right and not mess it up by overreacting or judging someone by their race.’

… Around eight minutes before he detonated his device, Showsec steward Mohammed Ali Agha alerted Lawler to the report by a member of the public and both began observing Abedi. … Around five minutes later, Abedi got to his feet and walked across the room towards the crowd emerging from the arena at the end of the gig at 10.31pm.

He was smiling, the inquiry heard, seconds before he detonated his home-made rucksack bomb, packed with thousands of nuts and bolts, murdering 22 bystanders and injuring hundreds more.”

(Den senere selvmodsbomber Salman Abedi fanget på CCTV; Foto: Skynews, se evt. tidligere post)

Oploadet Kl. 10:09 af Kim Møller — Direkte link53 kommentarer
Arkiveret under:


28. september 2020

Set i venstreorienterede Information: “Børn bør have lov til at stemme. Fra de er seks år, eller fra de..”

Jeg har ikke stor sympati for det socialdemokratiske projekt, men i det mindste forstår Mette Frederiksen, at man er nødt til at holde den yderste venstrefløj ude i strakt arm. De vil ikke den gennemsnitlige dansker noget godt, og vil man have en socialdemokratisk regering, så må man nødvendigvis føre en folkelig forankret udlændingepolitik. Hvor ‘Danmarks Socialdemokratiske Ungdom’ i mellemkrigsårene talte om klassekampen, og flirtede med de revolutionære, så er der andre boller på suppen i dag. For den yderste venstrefløj er fjenden i dag ikke bare højrefløjen, men også de værdipolitiske kontrarevolutionære på venstrefløjen: Socialdemokraterne.

P1-magasinet ‘Småborger’ illustrerer problematikken. Når emnet er ghettopakken, så er de unge værter enige med Enhedslisten, og danner åbent front mod boligminister Kaare Dybvad. Når vi taler islamisk bønnekald, må integrationsminister Mattias Tesfaye stå for skud. Her til formiddag var et så udviklingsminister Rasmus Prehn, der (efter Rosa Lund & co.), undskyldende måtte forklare, hvorfor Danmark ikke blot tog imod de her børn fra Morialejren: “Tror du ikke de kunne få en bedre fremtid i Danmark? Vi har da megamange ressourcer i Danmark… Der står jo 6000 tomme boliger i Sønderjylland!”

Unge er nemme ofre for rød propaganda, og vil man smadre det bestående, så er løsningen ligefor, som man kan læse i venstreorienterede Information – Unge taber altid i politik, siger professor David Runciman. Hans løsning? Giv børn stemmeret.

“Unge er det moderne demokratis ubetingede tabere, mener Cambridge-professor David Runciman. …

Fire mandater. En, to, tre, fire snoldede pladser ud af 650 var det blevet til for Boris Johnson og de britiske konservative ved det britiske valg sidste år, hvis det alene havde stået til de unge mellem 18 og 24 år. Fire! Og spurgte man alene de relativt unge – altså dem under 40 år – havde Bernie Sanders ikke bare besejret Joe Biden ved primærvalgene i USA. Den gamle socialist ville også knuse Trump til november.

Sådan kunne man blive ved, mener David Runciman, der er professor i politik ved Cambridge University og forfatter til bogen How Democracy Ends.

Den afgørende skillelinje i moderne politik er hverken klasse eller race. Det er ikke land mod by, de ufaglærte mod de veluddannede, eller globalisterne mod de nationale. Nej, det er alder. De unge mod de gamle.

… når politik bliver en kamp mellem generationer – så taber de unge, mener Runciman. De taber og taber og taber.

‘Hvis unge mennesker i dag har én fælles erfaring med politik, er det nederlaget,’ siger David Runciman.
De tabte Brexit-afstemningen, de tabte til Trump, og skulder ved skulder med Jeremy Corbyn har de tabt to britiske valg på tre år. Og man kan se klimakrisen – det absolut vigtigste politiske spørgsmål, hvis man spørger unge under 30 år – som en politisk kamp, de taber hver eneste dag. …

Runciman har også en anden og mere kontroversiel idé til, hvordan man kan udligne nogle af de uligheder, der efterlader unge mennesker som de store tabere i moderne politik.

‘Børn bør have lov til at stemme. Fra de er seks år, eller fra de begynder skole.’ — Skal det forstås som en form for provokation? ‘Engang sagde jeg det som en provokation. Nu mener jeg det virkelig. Jeg tror, vores politik ville blive bedre, ikke værre, hvis børn kunne stemme. For eksempel ville vi nok tage problemerne med misinformation mere alvorligt, hvis børn tog del i magten,’ siger David Runciman.”

(Fotos: Rød Ungdom, Maj 1935 via Facebook)



17. september 2020

14 professorer: “… diversitet, lighed mellem kønnene eller antiracisme er ikke universitetets formål”

Jeg ser en lige linje mellem Frankfurterskolens kulturmarxister, der ideologiserede flere fag på universiteterne i 1970’erne, og nutidens universitære woke-aktivisme. De har kapret sproget, og manglende modspil fra ikke-revolutionære (herunder bekvemme borgerlige), gav en accellerende ubalance. I disse år er de ved at konsolidere magten, og de aggressive venstreradikale studerende er morgendagens undervisere, mediernes eksperter.

I 1996 forsvarede Rød Ungdoms Mikkel Thorup Cubas diktator fidel Castro i et indlæg i Politiken, hvor han opridsede fronterne: “Den cubanske befolkning har ret til selv at bestemme deres fremtid…” Sidste år blev samme professor i idehistorie på ‘Institut for Kultur og Samfund’, hvor han særligt har fokus på statens rolle, kapitalismens rolle, racismens rolle og fremdeles.

Kronik af 14 danske professorer i Berlingske. Det er blandt andet Hans Bonde, Nicolai J. Foss, Peter Kurrild-Klitgaard og frederik Stjernfelt. Fra Berlingske.dk – Professorer: Vi oplever et stigende pres på forskningsfriheden og universiteterne< /em> (kræver login).

“For det andet er der et pres indefra fra universitetsledelser, der i visse tilfælde ønsker, at universiteterne tilslutter sig mere eller mindre brede politiske målsætninger… Et hjemligt eksempel er SDUs ambition om at lade FNs verdensmål være styrende for universitetets aktiviteter. Et mere snævert eksempel er forskellige udenlandske universiteters (f.eks. Imperial College, UK) erklærede støtte til Black Lives Matter-bevægelsen.

Med disse sidste eksempler nærmer vi os også to andre tæt beslægtede presfaktorer. Det drejer sig for det første om pres indefra fra forsker-aktivister, der med Judith Butler, Michel Foucault og andres tanker som ballast forkaster idealer om værdifri forskning og undervisning, og eksplicit ønsker at stille deres virke til rådighed for ekstern aktivisme. Det drejer sig i stigende grad om grupperinger med en identitetspolitisk dagsorden.

Enhver med kendskab til 1970ernes politiserede universitet vil genkende forskeraktivismen, der dengang florerede i samklang med universitetsmarxismen. Som dengang er der desværre også tale om, at tanker næret på universiteter aktivt bruges til at undergrave universitetet. Et eksempel er den i offentligheden bredt diskuterede Ole Wæver-sag, hvor Wæver af forsker-aktivister blev gjort til genstand for forvrøvlede, usaglige anklager om racisme.

… Poster man på engelsk på sociale medier om emner relateret til ytringsfrihed, eller forholder sig kritisk til tiltag som ’safe spaces’, ‘deplatforming’ af ‘kontroversielle’ oplægsholdere og lignende, får man mails fra fortvivlede yngre kolleger fra engelske og amerikanske universiteter, der fortæller, at de meget gerne ville ‘like’ – men ikke tør. Der er øjensynlig tale om et reelt identitetspolitisk meningstyranni og en meget høj grad af selvcensur. Identitetspolitikkens angivelige krav om ‘diversitet’ omfatter diversitetsmarkører som køn og etnicitet – men i påfaldende ringe grad diversitet af synspunkter og ideologier.

Men diversitet, lighed mellem kønnene eller antiracisme er ikke universitetets formål. Det handler om viden, faglighed, forskning, forskningens kvalitet, etc. … Vi er reelt bekymrede for, at vi kan bevæge os i en mere illiberal retning herhjemme. Det kan gå hurtigt. Få havde forudset, at situationen i USA og UK kunne ændre sig så hurtigt og massivt, som det er sket bare indenfor de seneste få måneder. …

Vi mener, at der her er vigtig inspiration at hente i de såkaldte ‘Chicago-principper’.”



4. september 2020

Eks-fodboldspiller Gary Lineker i propaganda-video: ‘Britain wouldn’t be Britain without the refugees’

‘International Rescue Committee UK’ har fået Gary Lineker til at medvirke i en video, der lidt i stil med SAS’ oikofobiske reklame, forklarer at Fish & chips i virkeligheden er kommet til England med ‘refugees’. 25 har givet videoen en ‘thumbs up’, hele 2700 det modsatte.

Fra The Mirror.

“Gary’s commitment to refugees led him to make a video for the ­International Rescue Committee charity on fish and chips. It is not as strange as it sounds.

This most typical of British foods was introduced here in the 16th century by Jewish refugees from Spain and Portugal fleeing ­persecution by the Spanish Inquisition.

Gary explains: ‘Most of the things we think of as quintessentially British are often brought in from different shores. Even St George is Turkish.

I just think we owe a lot to ­refugees, and most people are descended from refugees at some point.

‘They have given so much to this country and still continue to do…'”

Screencaps

Oploadet Kl. 02:15 af Kim Møller — Direkte link56 kommentarer


26. juli 2020

Miss Swimsuit UK fratog sidste års vinder titlen:”organisers… dumped her for writing ‘all lives matter'”

Miss Swimsuit UK gav sin uforbeholdne støtte til Black Lives Matter med ordene: “When is the human race going to figure out once and for all that we are all the same. Love one another.”. Nogle dage senere skriver sidste års vinder Jasmine Archer-Jones på Facebook, en lang opdatering om Floyd, BlM-urolighederne, og understreger at ‘all lives matter’. Den slags manglende anti-hvidhed var tilsyneladende ikke acceptabel.

Fra The Sun – Miss Swimsuit UK stripped of her title over ‘All Lives Matter’ post.

“All trace that Jasmine Archer-Jones, 23, won the 2019 title has been quietly removed from the pageant’s website following her Facebook rant. …

She marked the post as her ‘personal opinion’ and said ‘if you don’t wanna know don’t read’ but organisers still dumped her for writing ‘all lives matter’.

The model from Chester who moved to Texas after winning the title said: ‘If you look deeply into statistics, more UNARMED WHITE people DIED than BLACK last year.’

She finished off the post by saying: ‘I DO NOT discriminate against any person. But THIS IS NOT OK.’ …

Jasmine is also no longer listed in the Previous Winners category of the pageant’s website and any photos of her have been deleted. The organisation posted in support of the BLM movement last month shortly before Jasmine was quietly decrowned.”

(Jasmine Archer-Jones, Miss Swimsuit UK 2019; Fotos: The Sun)

Oploadet Kl. 14:27 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


15. juli 2020

Trælanípa (Slaveklippen), Fo: “… hvorfra man i vikingetiden kastede uarbejdsdygtige trælle i havet.”

Kommende generations af venstreradikale identitetskrigere får travlt, for et 142 meter forbjerg på en ø i det vestlige Færøerne forsvinder ikke sådan lige. De omtalte slaver var formentligt keltere. Forgængere for hvide britere, der under Black Lives Matter-hysteriet eksempelvis hærger statuer af Winston Churchill – den folkevalgte premiereminister, der under 2. Verdenskrig ledede Englands kamp imod den ekspansive nationalsocialisme. Vi lever i mærkelige tider.

“… I nærheden ligger klippen Trælanípa, hvorfra man i vikingetiden kastede uarbejdsdygtige trælle i havet.” (Wiki)

(Trælanípa, Slaveklippen, Sørvágsvatn, Færøerne; Foto: Instagram)

Oploadet Kl. 10:40 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


11. juli 2020

Th. Gravgaard (2014): Vi opdrages til at skamme os over ‘velstand, vores blege hudfarve og vores flag’

Eftermiddagen på Radio4 minder lidt for meget om P3, og jeg må ofte ty til lydbøger. Sportsjounalist Thomas Gravgaards bog ‘Vi er våbenbrødre’ (2014), omhandlende hans tid som spirende hooligan flere steder i Europa kan kun anbefales. Han er hudløs ærlig, og bogen er dybere end man umiddelbart skulle tro. Den afsluttende ‘anti-feminisme’ er intet mindre end fremragende.

Den skrøbelige fred

“‘Hvorfor skal drenge altid slås?’ spurgte pigerne mig tit hovedrystende i de sidste folkeskoleår, umiddelbart inden de kastede sig over slagsbrødrene for at kysse dem.

‘Mænd er bare de dummeste svin,’ klagede de i gymnasiet, mens de stod i kø til netop de fyre, der havde ry for at knuse hjerter og knalde udenom. De slemme drenge var de attraktive. Igen og igen, lige siden vi som drenge og piger blev bedt om at gå i hvert vores omklædningsrum, har jeg hørt attråværdige repræsentanter for hunkønnet proklamere et og gøre noget helt andet i forhold til fyre. Jeg har hørt dem afsværge bad gnys på det bestemteste og derefter set dem falde for dem. Og når det så er lykkedes at få de slemme drenge installeret i faste forhold, og dresseringen er indledt, har jeg hørt dem degenerere til atter at nedgøre hans egenskaber.

Der kan være alle mulige gode og mindre gode forklaringer på, at det er sådan. Men på fyrenes bundlinje står, at det er overmådeligt vanskeligt at navigere i dette univers, selv om vi tit råber det modsatte i hovedet ad hinanden, når vi er fulde.

Det kan hjælpe at få nogle rigtig gode råd af de rutinerede mænd i ens liv. Men får du, som jeg, ikke de råd, må du lære det på den hårde måde: ved at blive afvist og droppet, indtil du indser, at piger og kvinder ikke tænder på, at du er sød og artig. De tænder selvfølgelig heller ikke på, at du render rundt og hamrer dine knoer eller flasker i hovedet af andre. Men den ro, som du udstråler, når du langt om længe har fået en følelse af, at du kan klare dig i denne verden, er nøglen til at blive eftertragtet. Og langt mere vigtigt: du får det godt med dig selv af den.

Jeg og en del af mine venner i Danmark og udlandet er gået, nogle gange spænet, andre gange vaklet, ad nogle mærkværdige omveje i eftersøgningen på denne dybe, indre drone, der skal til for at finde sig selv som både individ og mand midt i testosteronlarmen fra vores nosser og selvmodsigende krav fra de piger og kvinder, der er så vigtige for os, indtil vi finder ud af, at vi også selv er vigtige.

Netop det organiserede element ved hooliganismen gør, at den for mænd, der leder efter dronen, kan være enormt tillokkende. Du opsøger efter klare aftaler, i hvert fald i den ideelle verden, situationer, hvor du, hvis du gør det godt, føler den optimale handlekraft, men også hvor du, hvis du kommer til skade, af gode grunde ikke kan føle dig som offer, fordi du selv har anbragt dig i situationen. Og i det øjeblik, hvor du ikke føler dig som offer, selv når det gør rigtig ondt – fordi du er blevet afvist af den, du elsker, eller fordi du er blevet gennembanket – kan du mærke, ja, næsten høre dronen. Og derefter skal der meget mere til at blive bange eller slået ud.

Selv om jeg betragter mig selv som godt opdraget, forstår jeg, hvorfor arrangerede slagsmål kan være meget livsbekræftende. De lægger en dæmper på den følelse af magtesløshed, som prægede i hvert fald mig i store dele af min barndom og ungdom, fordi jeg dengang ikke havde de nødvendige instrumenter til bare indimellem og gerne for altid, at føle, at jeg kunne klare mig, også i de situationer, hvor samtaleidealerne kommer til kort.

“De mennesker, jeg har færdedes med blandt krigere og casuals, og til dels blandt ultras, har lært mig mere om stolthed, ære, mod og konsekvens end de fleste af dem, jeg har mødt uden for disse grupper.”

“Jeg troede i mange år, at hvis bare jeg opførte mig ordentligt, så ville livet blive godt og simpelt, for så ville alle kunne lide mig. Da den løgn efterhånden blev afsløret, voksede en anden frem af min bratte opvågnen blandt Skotlands barske mænd: at hvis bare jeg var stærk nok til at gå i krig, ville livet blive godt og simpelt, for så ville jeg ikke længere være bange. Og så ville et andet af ungdommens største problemer også løse sig: frygten for ikke at være attraktiv for det modsatte køn.

Siden er det gået op for mig, hvor kompliceret det er at være en ung, og også mindre ung, mand i denne kultur i denne tid. Inde i os kæfter vores biologi op som en selvforelsket teenager, der i endnu højere grad end kvindens vil en helt masse, som ikke er foreneligt med den måde, vi har indrettet vores samfund på, eller med det, som vi fornemmer, at mange piger og kvinder forventer af os.

Jeg tilhører en generation af mænd, der voksede op i rundkredspædagogiske udklækningsanstalter, hvor aggression var forbudt, og ligestilling – forstået som adfærdsmæssig ensretning – lige så hellig som formand Maos lille røde. Den eneste (og i øvrigt voldsomt misforståede udgave af) skoling i konsekvens, jeg fik i alle de år, jeg gik i børnehave, skole og gymnasium, var da jeg fik kylet det skilt på mig, hvor der stod, at jeg var en dårlig kammerat. Stolthed, ære og mod hørte jeg ikke noget til. Til gengæld var der masser af skammekroge i børnehaverne, hvor der altid sad drenge. Og det var også næsten altid drenge, der blev sendt uden for døren i de følgende ti år af mit liv. Om aftenen kunne vi så sidde og se på en uimodsagt, statsfinansieret tv-kanal, der havde travlt med at fortælle os, at vi også skulle skamme os over vores materielle velstand, vores blege hudfarve og vores flag, for mit vedkommende sammen med en mor, der af gode grunde ikke kunne lære mig noget om at være dreng eller mand, og en far, der havde mistet sin egen far så tidligt. Hvem af dem skulle kunne forklare mig, hvordan man kan leve med sin aggression på en ærefuld måde uden skiftevis at fortrænge den og tæve sig selv med en målstolpe?

Man kan roligt sige, at min generation af danske mænd ikke automatisk møder kvinderne med oprejst pande og fremskudt bryst. Vi har kollektivt taget historiens største skridt væk fra vores forfædres chauvinisme og hulemandsetik, men oplever igen og igen, hvordan den første virkeligt frigjorte generation af kvinder stadig føler deres mødres vrede. Nu løber døtrene så en åben dør ind, mens de skriger på det for dem næste logiske trin i ligestillingens sejrsgang, særrettigheder, og på den helt rette form for og dosis, mand – som var vi en gratis bøtte Ben & Jerry’s til deling mellem en flok cafeveninder, der ‘har fortjent det’. I virkeligheden er de lige så forvirrede som os. Men vi har i det mindste indtil nu haft et fristed i fodboldens fjerneste afkroge, hvor vi kan gemme, lede efter og finde os selv.

Et sted mellem det rene testosteron og de kulturelle idealer, jeg voksede op i, og som stadig i tidevandsbølger, under en præmenstruel månes kommando, hjemsøger samfundet, prøver i hvert fald en artig tøsedreng, der så gerne vil være vellidt af alle, og en påtaget hooligan, der bærer sin Stone Island-uniform som et panser og bruger f-ordet i hver anden sætning for at lyde lige så hård, som han forsøger at se ud, nu at holde fred. Men det er en skrøbelig fred, og indimellem hæver de begge sværdet, tøsedrengen så godt som han nu kan, hooliganen vel vidende, at det er en kulturelt ugleset krig, som han i virkeligheden slet ikke synes er sjov. Fra deres klingers møde flyver gnister til alle sider. Nogle af dem lander som ord på dette papir, mens jeg modtager en sms med en invitation til en pubtur fra min bedste skotske ven. En Rangers-tilhænger.

Selvfølgelig svarer jeg ja tak.”

Mere

“Malcolm skoler mig i ikke bare at bo i Skotland, men også i at leve, tænke og agere som en skotte. Igen og igen taler han om stolthed, ære, mod og konsekvens smedet sammen i en anvisning om ikke at finde sig i pis fra nogen: ‘Don’t take shite fae nae one’. Det er begreber, jeg har det svært med. De var fraværende i min opdragelse. Og hverken børnehaver eller skoler er ligefrem oversvømmet med den slags værdier i mit hjemland, hvor de længe har været anset for at være forældede, testosteroninficerede machodyder, som ødelægger det Utopia, som venter os, når de er helt udryddet.”

Omvendt har jeg selv set på Paddy Go Easy og over alt, hvor jeg ellers gik i byen med mine kolleger, hvordan danske kvinder står i kø for at score netop de hårdtslående, gammeltestamentlige skotter, irere og englændere, som kommer til Danmark med hævede stemmer og uforsigtige forestillinger om, hvordan mænd bør opføre sig, og hvilke ideologiske anvisninger, det er i orden for dem at udstikke.”

“Sandheden om Millwall – som Kenny Jackett fint formulerede det – er dog, at klubben og dens fans igen og igen er blevet behandlet dårligt af medier og myndigheder. Det startede med en BBC-dokumentar i midt-halvfjerdserne, som på et tidspunkt, hvor klubben ikke var blevet ramt af optøjer i årevis, plantede BNP-aktivister foran stadion under optagelserne, og groft udnyttede dens gæstfrihed.”

Oploadet Kl. 11:37 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


10. juli 2020

Racistiske fodboldkommentatorer: Omtaler oftere lyse spillere som ‘intelligente’, mørke som ‘hurtige’

Intet skaber overskrifter som racisme, og man forstå godt at en onlinevirksomhed har interesse i at lave en undersøgelse, der giver en overskrift i venstreorienterede The Guardian. Denne her historie, siger intet om kommentatorerne, men en hel del om mediernes manglende integritet. Alt der bekræfter egne idiosynkrasier er per definition en artikel værd. Pseudo-forskning fra fra RunRepeat – Racial Bias in Football Commentary (Study).

“RunRepeat, in partnership with The Professional Footballers’ Association, has analyzed 2,073 statements from commentators in 80 soccer matches from the 2019/20 season. This is the first time a study of this kind has been conducted to understand if there is a difference in the way the soccer media talks about players of different skin color.

The comments discussed 643 unique players of various races and skin tones.

The findings show bias from commentators who praised players with lighter skin tone as more intelligent, as being of higher quality, and harder working than players with darker skin tone.

Players with darker skin tone were significantly more likely to be reduced to their physical characteristics or athletic abilities — namely pace and power — than players with lighter skin tone players were.

In numbers:

When commentators talk about intelligence:

– 62.60% of praise was aimed at players with lighter skin tone
– 63.33% of criticism was aimed at players with darker skin tone

When commentators are talking about power they are 6.59 times more likely to be talking about a player with darker skin tone

When commentators are talking about speed they are 3.38 times more likely to be talking about a player with darker skin tone

When commentators talk about work ethic, 60.40% of praise is aimed at players with lighter skin tone”

(Grafik: RunRepeat)

Oploadet Kl. 00:47 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


5. juli 2020

EB.dk og ‘N-ordet’: BLM-aktivister fik byråd til at fjerne 118 år gammel gravsten for hunden ‘Nigger’

Vi har ikke mange kanaler her i sommerhuset, og den eneste aften vi har haft tv’et tændt, så vi Django Unchained, der er fyldt med racistisk sprog, og lidt af Tropic Thunder, hvor Robert Downey Jr. gør den som neger. Filmene er fra 2008 og 2012, og ville næppe kunne laves i dag. Det er som med Muhammed-tegninger. Du vil gerne, det er helt legalt, men det er bare ikke kampen værd. En kulturkamp, hvor den ene part knytter den revolutionære næve, og den anden undskylder med sænket blik, giver ikke et afbalanceret kompromis.

Herunder en historie fra Ekstra Bladet. Avisen vælger som sin engelske kilde, at sløre hundens navn, men når problematikken er sort/hvid, kan man føje de aggressive eller kæmpe for retten til at fortælle sandheden. Ekstra Bladet turde ikke. Fra EB.dk – 118 år gammel gravsten for hund fjernet på grund af navnet (af Kim Kastrup).

“‘Den hellige grav er er velforvaret’. Sådan lyder en gammel talemåde. Det er dog ikke altid tilfældet. Det kan man tydeligt erfare i den britiske by Warwickshire, hvor en 118 år gammel gravsten for en hund netop er blevet fjernet, fordi hunden var navngivet med det såkaldte ‘N-ord’.

Efter pres fra strømningerne i den internationale Black Lives Matter-bevægelse har byrådet nu fjernet gravstenen fra 1902, fordi de mener, at den kan opfattes upassende og racistisk.

– N-ordet til en hund var angiveligt på det tidspunkt i historien et almindeligt navn for hunde ejet af hvide britiske mennesker. …”

(Gravsten for hunden ‘Nigger’, opsat i Coombe Abbey Park, Warwickshire; Foto: Flickr)

Oploadet Kl. 12:19 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper