5. marts 2019

Mikkel Andersson: “Robinson er blevet et mediefænomen, fordi mange kan spejle sig i hans idéer…”

Jagten på Tommy Robinson intensiveres. Han har fået lukket sine konti på Facebook, Twitter, Instagram, Amazon, PayPal mfl., og kommandorækken fremgår soleklar, når en Labour-politiker som Tom Watson personligt skriver til Google for at få fjernet Robinson fra Youtube. Nettets strammes i disse år, og i går kom det eksempelvis frem at journalist Frederik Kulager (Zetland mfl.) i forbindelse med en journalistisk opgave relateret til Rasmus Paludans SoMe-succes, bad Youtube fjerne en af hans videoer fra deres ‘Hot lige nu’-liste. En hel del journalister opfører sig som venstrefløjsaktivister.

Kommentar af Mikkel Andersson hos Berlingske.dk – Man kan ikke censurere sig til det gode samfund.

“For nylig blev den engelske højrefløjsaktivist og antiislamist Tommy Robinson smidt af Facebook og Instagram, hvor han sammenlagt havde omtrent en million følgere. … Twitter har også udelukket Robinson, ligesom Amazon netop er holdt op med at sælge hans bøger. I dag er Robinson uden en platform på stort set alle de medier, som de facto udgør det offentlige rum anno 2019.

… Jeg forstår selvsagt, at idéen er, at hvis man fjerner folks ytringer, spreder de sig ikke.

Problemet er, at sådan fungerer verden ikke. Robinson er blevet et mediefænomen, fordi mange kan spejle sig i hans idéer, ikke fordi han er en fløjtespiller fra Hameln, der forlokker skikkelige folk med ekstremismens toner.

(Tom Watson, Labour; Foto: Talkradio)

Oploadet Kl. 01:33 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


28. februar 2019

Blur, 1993: “… then he puts the TV on / Turns it off and makes some tea / Says modern life is rubbish”

Jeg er så småt begyndt at pakke huset ned, og snublede forleden over cd-kasserne. Jeg røg på britpoppen helt fra starten, og skamhørte både det kendte og det mere obskure. Northern Uproar, Elastica, Salad, Echobelly, Bluetones og mange flere. Oasis var mere tjekkede, men Blur havde lyden, ikke mindst i ‘Modern life is rubbish’ fra 1993, bandets anden. Den holder stadig, særligt førstesinglen ‘For tomorrow’. Pladen skulle være et opgør med amerikaniseringen, og en hyldest til det unikke engelske, men det er jo nok en søgt efterrationalisering.

“Jim stops and gets out of the car
Goes to a house in Emperor’s Gate
Through the door and to his room, and then he puts the TV on
Turns it off and makes some tea
Says modern life is rubbish
(For Tomorrow, Blur)

(Blur, For tomorrow, 1993; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 09:38 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
Arkiveret under:


27. februar 2019

Panodrama: BBC samarbejder med venstreradikale ‘Hope Not Hate’ om Tommy Robinson-‘takedown’

Det er sjældent jeg ser en timelang net-dokumentar i fuld længde, men i dag gjorde jeg den berømte undtagelse. Tommy Robinson har netop offentliggjort sin 63 minutter lange ‘Panodrama’-dokumentar omhandlede BBC’s kommende Panorama-udsendelse om ham. Der er mange detaljer, som kunne skæres fra, men det nu alligevel virkelig godt skruet sammen. BBC-teamet må have det lidt som efterforskeren Kujan i slutningen af ‘The Usual Suspects’ (1995). Den scene hvor det går op for ham, at han har været statist i et spil perfekt orkestreret af krøblingen Verbal Kint (Kevin Spacey). Tommy Robinson 1 – BBC 0.

Tommy Robinson udstiller BBC’s samarbejde med venstreradikale ‘Hope Not Hate’, og hudfletter BBC-produceren John Sweeney på alle tænkelige måder. Han er hele tiden flere skridt foran, og hvis Sweeney troede han kunne intimidere Robinson, så tog han i den grad fejl. Uden skjulte optagelser og pro-aktive fælder var det ikke lykkedes, men da Robinson afleverer sin afsluttende monolog og forlader stedet – ligner Sweeney & Co. skrøbelige statuer der er ved at vælte. Læs eventuel omtale hos Breitbart.

Screencaps

Oploadet Kl. 13:01 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


15. december 2018

England: Chelsea-fan fyret efter beskyldninger om racistiske tilråb mod Manchester United-angriber

I Evening Standard, som er en af kilderne til BT-historien om Colin Wing er han ‘accused of racially abusing’, men på BT.dk blev han ‘afsløret’. Der er ingen håndfast dokumentation, og på den måde minder den evige jagt på racister lidt om #MeToo-fænomenet. Den 60-årige Chelsea-fan Colin Wing har på grund af beskyldningerne mistet sit job, og det er måske nok usympatisk, men endnu ikke ulovligt endsige racistisk at råbe efter modstanderholdets spillere. Heller ikke selvom de tilfældigvis er mørklødede.

En historie fra BT.dk – Blev afsløret på direkte tv – nu har det kostet ham jobbet.

“Den 60-årige Chelsea-fan kom i søgelyset under og efter lørdagens Premier League-brag mellem Chelsea og Manchester City. …

Her kunne man se ham råbe ukvemsord ad det gæstende holds Raheem Sterling – og det blev hurtigt udlagt som et racistisk udbrud. … Raheem Sterling bekræftede efterfølgende selv, at han hørte et racistisk udbrud.

Colin Wing har nu valgt at stå frem, og han nægter at have udtrykt sig racistisk i situationen.

‘Jeg skammer mig over min egen opførsel, og jeg har det dårligt med det. Men jeg kaldte ham ikke ‘black cunt’, jeg kaldte ham ‘Manc cunt’,’ siger han ifølge flere engelske medier…”

(Chelsea-fan Colin Wing råber efter Man Uniteds Raheem Sterling, 8. december 2018; Foto: ES)

“En video, der er blevet lagt ud på internettet, viser, at flere fans råber efter den engelske angriber, da han samler bolden op ude ved siden af banen i forbindelse med et indkast. Både politiet og klubben vil gennemgå videomaterialet for at afgøre, hvorvidt Sterling er blevet udsat for racistiske tilråb.” (BT, 10. december 2018: Racisme-skandalen i Premier League…)

Oploadet Kl. 01:00 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer


7. november 2018

N. Tebbits om nazisme og fascisme: “They were the Left-wing of politics on the European mainland.”

Den yderste venstrefløj har sat sig på definitionerne, og en ledsagende konsekvens er en stækket højrefløj. Norman Tebbits kommenterer en grotesk Spectator-forside i Daily Telegraph – A history lesson for those who would smear the moderate Right: the Nazis were socialists.

“The New Statesman magazine has become rather unsettled in recent weeks about what it describes, on the front page on September 14, as ‘the far Right wing rising again’, and ‘the return of fascism’. Those headlines were printed across the cover picture of a huge Nazi rally of steel helmeted men. There was not much inside to back up the scary front cover.

… the New Statesman was at its old game of claiming that both Hitler’s National Socialist German Workers Party and Mussolini’s Fascists were extreme Right wing parties. That despite the very word ’socialist’ used by Hitler to describe his own party and the Fascists, whose collectivist values were signalled by the choice of the bundle of sticks, the ‘fasces’, which could not be broken so long as they remained bound together.

The hard left Marxists who now own the Labour Party have been all too successful in smearing those of us on the moderate right as extremists. … It is either delusional or deceitful to call the Nazi or Fascist parties ‘Right wing’. There could hardly be any more clear example of the tin containing exactly what is said on the label than Hitler’s Nazis, the National Socialist German Workers Party, nor Mussolini’s collectivist Fascists. They were the Left-wing of politics on the European mainland. And they both proudly wore the racist badge of anti-Semitism. …

The political struggle in the United Kingdom today is not between an authoritarian far Right and a democratic Labour Party of the kind led by Attlee and Wilson. It is a struggle between a moderate (though sadly muddled) Conservative Party and an increasingly extreme Left-wing Labour Party. The latter is determined to follow economic policies which have failed wherever they have been imposed…”

(The New Statesman, 14. september 2018)

Oploadet Kl. 03:41 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


1. november 2018

Douglas Murray, Europas undergang — immigration, identitet og islam, Forlaget Ellekær, 2018

Forlaget Ellekær har oversat og udgivet Douglas Murrays The Strange Death of Europe: Immigration, Identity, Islam, og det må være årets udgivelse i genren. Europas undergang — immigration, identitet og islam kan købes online for 295 kroner. Herunder tre eksempler.

“I 1984 havde Ray Honeyford, der var skoleleder i en skole i Bradford, et indlæg i The Salisbury Review, et blad med begrænset oplagstal, hvori han reflekterede over nogle af aspekterne ved at lede en skole i et område, hvor 90 procent af eleverne var børn af immigrantforældre. Han nævnte, at muslimske fædre ikke ville tillade deres døtre at deltage i danseundervisning, drama og sport, og at myndighederne tav om de forskellige kulturelle praksisser, såsom at forældre sendte børn til Pakistan i undervisningsperioder.

Han var tilhænger af, at skoleelever skulle anspores til at tale sproget og forstå kulturen i det land, de levede i, og ikke opfordres til – sådan som Horneyford hævdede, at de toneangivende inden for racerelationsområdet gjorde det – at leve parallelle liv i samfundet.

Racerelationsindustrien, som Honeyford havde kritiseret i sin artikel, iværksatte øjeblikkeligt en kampagne mod ham. Bradfords muslimske borgmester krævede Honeyford fyret og anklagede ham endog flere år senere for blandt andet ‘kulturchauvinisme’. I strømmen af protester og beskyldningen om at være ‘racist’ blev Honeyford tvunget ud af sit job og kom aldrig mere til at arbejde med uddannelse. Han havde i sin stødende artikel skrevet, at som følge af et politisk og endog sprogligt forfald var det vanskeligt at skrive ærligt om disse forhold, og den måde, hvorpå han blev behandlet, var et klart bevis herpå.

Hvorfor blev en populær skoleleder – over hvem der ikke var andre klager – tvunget til pensionering for at fremsætte en sådan påstand? Den eneste forklaring er, at på det tidspunkt var der ingen, der brød sig om den nøgne sandhed om disse forhold. Der var opstået et politisk og socialt paradigme –pinligt benævnt ‘multikulturalisme’ -, og i 1984 var det endnu ikke muligt at anfægte grundlaget for den anskuelse. Selv om dette kan have været en ringe trøst for Ray Honeyford, så begyndte mange mennesker et par årtier efteroffentliggørelsen af hans artikel at tale om, at han måske havde haft fat i noget rigtigt, og ved hans død i 2012 var kernen i hans påstand blevet bredt anerkendt.” (S. 37f)

[…]

“I 2006 vakte den hollandske justitsminister, Piet Hein Donner, betydelig vrede i Holland, da han i et interview antydede, at hvis muslimer ønskede at ændre landets love til sharia med demokratiske midler (dvs. når muslimerne var blevet tilstrækkelig mange), så kunne de gøre det. I 2004 havde Donner kortvarigt foreslået en genoplivelse af landets blasfemilove for hermed at imødekomme nogle muslimers bekymringer.

I 2008 vakte det mindst lige så meget offentlig harme i Storbritannien, da ærkebiskoppen af Cantebury, Rowan Williams, i The Royal Courts of Justice holdt en forelæsning, der beskæftigede sig med den parallelle jurisdiktion, som var i vækst i landet. Under forelæsningen antydede ærkebiskoppen, at indførelse af elementer af sharia i Storbritannien ’synes uundgåelig’. I efterdønningerne af den første offentlige vrede hævdede ærkebiskoppen, at han var blevet misforstået. Men i et interview i BBC Radio den følgende dag, som skulle afklare hans bemærkninger, gik han endnu længere og erklærede, at ideen om, at ‘der er én lov for alle, og at det er alt, hvad der er at sige om det’, udgjorde ‘en vis fare’.

Efter år med stigende bekymring for immigration og sikkerhed syntes det pludselig, som om noget af det mest grundlæggende i den vestlige civilisation blev lagt frem til forhandling. Undertiden forekom det, som om også fortiden var til salg.

Blot to uger før Merkels Potsdamtale talte den forbundstyske præsident, Christian Wulff, på ‘Den Tyske Enheds Dag’. Blandt hans bemærkninger, som også sigtede mod at besvare Sarrazins spørgsmål om islams placering i Tyskland, lod Wulff forstå, at islam var lige så meget en del af landets historie, som kristendommen og jødedommen havde været det. Denne udtalelse afstedkom et ramaskrig i Tyskland – også fra rækkerne af hans eget parti, CDU. Men Wulff var ikke alene om at fremstå som villig til at ændre fortiden med det formål at tilpasse sig de aktuelle realiteter.” (s. 121f)

[…]

“Efter kansler Merkels store beslutning fortsatte politikere, mediestjerner og andre igennem et år med at insistere på, at Europa skulle tage imod verdens migranter. De mennesker, inklusive den almene offentlighed, som fortsatte med at stille spørgsmål ved denne politik, afvistes igen og igen som hjerteløse og mulige racister. Og selv et år efter, at der var enighed om, at situationen i Europa var en katastrofe, fortsatte flådepatruljer i det sydlige Middelhav med at samle mennesker op i tusindvis. I henhold til EU’s egne agenturer var antallet af
migranter, som kom til Italien i juli 2016 12 procent højere end i juli 2015.

Et år efter det, der skulle have været toppunktet, blev mere end ti tusind mennesker samlet op ud for den nordafrikanske kyst på blot 48 timer. Når som helst medierne rapporterede om disse begivenheder, beskrev de migranterne som værende blevet ‘frelst’ eller ‘reddet’ op af Middelhavet.

Det meste af tiden sejlede europæiske fartøjer blot tættere på den nordafrikanske kyst og samlede mennesker op fra de både, som de var blevet skubbet ud i ikke mange minutter tidligere. Men det var virkelig underforstået, at de var blevet ‘frelst’ eller ‘reddet’ fra en forfærdelig situation, som i første omgang havde fået dem til at sejle ud i bådene. Og som tidligere havde ingen af detaljerne nogen betydning. Blandt de fraværende detaljer var, at der i strømmen af migranter til Italien stort set ikke var nogen syrere fra borgerkrigen. Det var i stedet næsten alle unge mænd fra Afrika syd for Sahara.

Et andet punkt, som kunne have været af en vis interesse, var, at hvad de end var flygtet fra, så var det muligvis ikke værre end det, som hundreder af millioner andre kunne ønske at flygte fra i månederne og årene fremover. Når først migranterne var blevet ‘reddet’, ville det godgørende Europa, som krævede, at denne politik skulle fortsætte, miste interessen for de senest ankomne.

Da 2015-krisen var på sit højdepunkt, havde mange personer i Storbritannien fra lederen af Scottish Nationalist Party til Labours skyggeindenrigsminister samt utallige skuespillere og rockstjerner sagt, at de ville tage imod en flygtningefamilie. Mere end et år senere havde ingen af disse personer i realiteten gjort dette. Som med generøsiteten og godgørenheden gennem hele krisen var det lettere at forvente af andre, at de ville være godgørende på ens vegne, når man først havde givet til kende, at man var på jordens fattiges og undertryktes side.

Konsekvensen af ens godgørenhed kunne overlades til andre. (s. 336f)



22. oktober 2018

Tommy Robinson om ‘grooming’-ofre: “… the victims were almost always white non muslim children.”

Jeg har ikke gået sagerne igennem enkeltvis, men husker flere af de store, og har i øvrigt ingen grund til at betvivle autenciteten. Grafik lagt online af Tommy Robinson på Facebook.

“Street grooming convictions so far in the UK are just the tip of the iceberg. Estimates of up to 1 million child rapes covered up in the name of political correctness. Majority are Pakistani Muslim and the victims were almost always white non muslim children. Coming to a town or city near you! Try not to talk about it though because the establishment will crush you. #Metoo?” (21. oktober 2018)

“There are hundreds of thousands and I think there could be up to a million victims of exploitation nationwide, including right now. Girls in the process of being groomed. I have met people from all over the country. If you just think we know at least four big cases each with a couple of thousand each in smallest towns. It’s extraordinary.” (Labour MP Sarah Champion til The Mirror, 5. februar 2015)

Oploadet Kl. 02:05 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer
Arkiveret under:


25. september 2018

Lidt om højrefløjens problematiske ytringsfrihed : Mand chikanerer Rasmus Paludan under Ikast-demo

Fredag bragte Berlingske en artikel om den engelske islamkritiker Katie Hopkins. Hun er med Poul Høis ord ‘den største bitch’ i Storbritannien, og er så forhadt, “at et teater i sommer satte en musical op med titlen ‘Attentatet på Katie Hopkins'”. Hvis venstrefløjen hader dig, er man en suspekt person.

Meget apropos så kunne JyskeVestkysten søndag fortælle, at Stram Kurs’ demonstration i Kolding forløb ’stille og roligt’. Det nævnes godt nok, at Rasmus Paludan var blevet spytte efter, at politiet måtte trække et par vrede voksne mænd til side, og at en gruppe af de store drenge fra Skovparken i dagens anledning var blevet sendt på en ‘betalt udflugt til København’. Lidt vold er acceptabelt, hvis blot den er målrettet højrefløjen.

Journalister har det generelt svært med højrefløjens ytringsfrihed, og det minder ikke så lidt om venstrefløjens holdning til meningsmodstandere. Et godt eksempel så man i lørdags, da Paludan og Stram Kurs demonstrerede i Ikast. Manden med dynejakken er anmeldt til politiet jf. Straffelovens § 81,7: “… at gerningen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat”. Det holder ham næppe vågen om natten, men så er det gjort.

(Mand ‘tapper’ Rasmus Paludan i hovedet med mobiltelefon, Ikast, 22. september 2018; Se evt. YT)



20. september 2018

Ekstra bladet om Donald Trumps penis: “‘Den har et kæmpe svampehoved. Lidt ligesom en paddehat.'”

Ekstra Bladet får i år 17,5 millioner kroner i mediestøtte. Det er lige præcis 17,5 millioner kroner for meget. Endnu en underlødig ‘historie’ fra Ekstra Bladet, der har sakset en clickbaiter fra engelske The Guardian – Pornostjerne afslører: Sådan ser præsidentens penis ud.

“‘Han ved godt, at han har en usædvanlig penis.’

‘Den har et kæmpe svampehoved. Lidt ligesom en paddehat.’

Derudover er præsidentens penis ‘mindre end gennemsnittet,’ men ikke ‘exceptionelt lille.’

Sådan beskriver den amerikanske pornostjerne Stormy Daniels udseendet på Donald Trumps ædlere del. Uddraget er fra den erotiske skuespillerindens bog, Full Disclosure, som den britiske avis The Guardian er kommet i besiddelse af, til trods for at den end ikke er udkommet endnu.”

(Stephanie Clifford aka ‘Stormy Daniels, tidl. pornomodel; Foto: The Atlantic)

“Trump i penis-forsvar: – Er mine hænder små?” (EB.dk, 4. marts 2016)

Oploadet Kl. 14:47 af Kim Møller — Direkte link51 kommentarer


30. august 2018

Morrissey: “I’ve been dreaming of a time when To be English is not to be baneful… racist or partial”

Jeg er på farten det meste af torsdagen, så lige et musikalsk intermezzo. Herunder teksten til et af mine favoritnumre fra Morrissey, tidligere forsanger i The Smiths. Førstesinglen ‘Irish blood, English heart’ fra ‘You are the quarry’, udgivet i 2004. Målet er ikke en radikal revolution, men blot præ-kulturmarxistisk sund fornuft.

“Irish blood, English heart, this I’m made of
There is no one on earth I’m afraid of
And no regime can buy or sell me
I’ve been dreaming of a time when
To be English is not to be baneful
To be standing by the flag not feeling shameful, racist or partial

Irish blood, English heart, this I’m made of
There is no one on earth I’m afraid of
And I will die with both of my hands untied
I’ve been dreaming of a time when
The English are sick to death of Labor, and Tories
And spit upon the name Oliver Cromwell
And denounce this royal line that still salute him
And will salute him forever”

Oploadet Kl. 10:56 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper