12. juli 2021

England taber EM-finalen: Mørklødede med aner i Jamaica, Trinedad og Nigeria brændte straffespark…

Jeg er svært anglofil, men jeg holdt alligevel med Italien i går. Det blev afgjort ved straffespark, hvor tre mørklødede spillere hver især brændte deres forsøg. Det være sig Marcus Rashford (født i Manchester, far fra Jamaica, mor fra Saint Kitts og Nevis), Jadon Malik Sancho (Født i London, forældre fra Trinidad og Tobago) og Bukayo Ayoyinka T. M. Saka (Født i London, forældre fra Nigeria). Sidstnævnte er blot 19 år.

BBC fortæller, at de tre nævnte er udsat for ‘racist abuse’ online, og skoser Boris Johnson for ikke at have kritiseret fans der buhede under BLM-knælingen i sidste måned. Isoleret set en vanvittig vinkling. Enhver spiller der koster England et historisk mesterskab vil i 2021 blive udsat for underlødige angreb, og sådan har det i øvrigt altid været. Det tog ti år for englænderne at tilgive lyshårede David Beckham, at han fik rødt kort under VM i 1998 mod Argentina: “… the most hated man in England. Even in his own home, he no longer felt safe.” Fra BBC – Racist abuse of England players Marcus Rashford, Jadon Sancho & Bukayo Saka condemned by Boris Johnson and FA.

“The UK prime minister and the Football Association have condemned racist abuse aimed at England’s Jadon Sancho, Marcus Rashford and Bukayo Saka after the Euro 2020 final defeat by Italy.

All three players missed penalties in the 3-2 shootout loss and were targeted on social media after the game.

England’s players have taken a knee before games at the Euros to highlight the fight against racial inequality.

On the day the tournament started on 11 June, the Prime Minister did not condemn fans who jeered when England players took the knee during two warm-up games.

Instead, Johnson said he wanted to see fans ‘getting behind the team to cheer them on’ – and was then accused of not having ‘the guts to call it out’ by Labour leader Sir Keir Starmer.”

(Bukayo Saka brænder det afgørende straffespark i EM-finalen, 11. juli 2021)

Oploadet Kl. 12:43 af Kim Møller — Direkte link51 kommentarer


10. november 2020

Filminstruktør om kunders krav i reklamebranchen: “Ofte bliver der sagt ‘helst ikke nogen muslimer'”

Filminstruktør Mikkel Blaabjerg Poulsen, der blandt andet producerer film for MINO Danmark, har alle de rigtige holdninger. Her en længere opdatering set på hans nu slettede Twitter-profil, der vakte postyr blandt de mange politiske korrekte følgere. Ingen i segmentet kritiserer omvendt, den omfattende ‘blackwashing’ i disse år. Fra Twitter/realbmp (10. juni 2020).

“Her er en hemmelighed fra reklamebranchen: I mange kunde-møder med danske og internationale kunder oplever vi, der laver reklamefilm, at der bliver sagt ‘vi skal have en enkelt brun med, men ikke for mange’. Ofte bliver der sagt ‘helst ikke nogen muslimer’. En enkelt gang..

…blev der på et møde sagt: ‘der må ikke være nogen sorte med – det kan de ikke li på det tyske marked’. For det mest er mulatter mest velkomne i reklamefilm. Mit indtryk er, at firmaer lidt forsøger at inkludere én gruppe uden at skræmme en anden væk.

Det virker aldrig racistisk motiveret. Men er mere en systemisk form for tænkning, hvor man i castingen sorterer bestemte grupper fra af frygt for at støde kunder. Og dermed bliver det en art systemisk racisme, som jeg altid har haft det kæmpe svært med.

jeg har haft mange overvejelser, om jeg skulle skrive dette, fordi jeg på en måde kan save en gren over i mit arbejde, da det er en ‘offentlig hemmelighed’, at det fungerer sådan. Men jeg er nået til den konklusion, at jeg er en del af problemet, hvis jeg ikke siger det.

nogle film bliver pitchet decideret til enten hvide eller sorte målgrupper. Så må castet KUN have en bestemt etnicitet. Jeg har aldrig forstået dette, da jeg først og fremmest ser mennesker som mennesker. Og jeg har altid fremført det synspunkt, at vi skulle vælge…

….de bedste til filmene uanset hudfarve. Men verden er åbenbart lavet sådan, at vi ikke er der endnu….

Hemmelighed 2 er, at folk med en brunere hud er nemmere at lys-sætte på film – deres hud tager simpelthen bare bedre imod filmlyset. Som Kasper Eistrup skrev: ‘I wish I had that skin-tan, that you were born into, they would see me as a warm man, just like I´m seeing you.'”

(David Gyasi som Achilles i BBC/Netflix-serien Troy: Fall of A City, 2018)

“Just som Sværdet af Balgen han trak, kom Pallas Athene
Ned fra Himlen, udsendt af den liliearmede Here,
Ligelig elsked hun Begge, og ømt for Begge hun sørged.
Bag Achilles hun treen, og trak i hans lysgule Lokker,
Synlig alene for ham, af de Øvrige saae hende Ingen.”

(Krigeren Achilles i Homers Illiaden, 1. sang, 194-198)

Oploadet Kl. 00:50 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
Arkiveret under:


4. september 2020

Eks-fodboldspiller Gary Lineker i propaganda-video: ‘Britain wouldn’t be Britain without the refugees’

‘International Rescue Committee UK’ har fået Gary Lineker til at medvirke i en video, der lidt i stil med SAS’ oikofobiske reklame, forklarer at Fish & chips i virkeligheden er kommet til England med ‘refugees’. 25 har givet videoen en ‘thumbs up’, hele 2700 det modsatte.

Fra The Mirror.

“Gary’s commitment to refugees led him to make a video for the ­International Rescue Committee charity on fish and chips. It is not as strange as it sounds.

This most typical of British foods was introduced here in the 16th century by Jewish refugees from Spain and Portugal fleeing ­persecution by the Spanish Inquisition.

Gary explains: ‘Most of the things we think of as quintessentially British are often brought in from different shores. Even St George is Turkish.

I just think we owe a lot to ­refugees, and most people are descended from refugees at some point.

‘They have given so much to this country and still continue to do…'”

Screencaps

Oploadet Kl. 02:15 af Kim Møller — Direkte link56 kommentarer


11. juli 2020

Th. Gravgaard (2014): Vi opdrages til at skamme os over ‘velstand, vores blege hudfarve og vores flag’

Eftermiddagen på Radio4 minder lidt for meget om P3, og jeg må ofte ty til lydbøger. Sportsjounalist Thomas Gravgaards bog ‘Vi er våbenbrødre’ (2014), omhandlende hans tid som spirende hooligan flere steder i Europa kan kun anbefales. Han er hudløs ærlig, og bogen er dybere end man umiddelbart skulle tro. Den afsluttende ‘anti-feminisme’ er intet mindre end fremragende.

Den skrøbelige fred

“‘Hvorfor skal drenge altid slås?’ spurgte pigerne mig tit hovedrystende i de sidste folkeskoleår, umiddelbart inden de kastede sig over slagsbrødrene for at kysse dem.

‘Mænd er bare de dummeste svin,’ klagede de i gymnasiet, mens de stod i kø til netop de fyre, der havde ry for at knuse hjerter og knalde udenom. De slemme drenge var de attraktive. Igen og igen, lige siden vi som drenge og piger blev bedt om at gå i hvert vores omklædningsrum, har jeg hørt attråværdige repræsentanter for hunkønnet proklamere et og gøre noget helt andet i forhold til fyre. Jeg har hørt dem afsværge bad gnys på det bestemteste og derefter set dem falde for dem. Og når det så er lykkedes at få de slemme drenge installeret i faste forhold, og dresseringen er indledt, har jeg hørt dem degenerere til atter at nedgøre hans egenskaber.

Der kan være alle mulige gode og mindre gode forklaringer på, at det er sådan. Men på fyrenes bundlinje står, at det er overmådeligt vanskeligt at navigere i dette univers, selv om vi tit råber det modsatte i hovedet ad hinanden, når vi er fulde.

Det kan hjælpe at få nogle rigtig gode råd af de rutinerede mænd i ens liv. Men får du, som jeg, ikke de råd, må du lære det på den hårde måde: ved at blive afvist og droppet, indtil du indser, at piger og kvinder ikke tænder på, at du er sød og artig. De tænder selvfølgelig heller ikke på, at du render rundt og hamrer dine knoer eller flasker i hovedet af andre. Men den ro, som du udstråler, når du langt om længe har fået en følelse af, at du kan klare dig i denne verden, er nøglen til at blive eftertragtet. Og langt mere vigtigt: du får det godt med dig selv af den.

Jeg og en del af mine venner i Danmark og udlandet er gået, nogle gange spænet, andre gange vaklet, ad nogle mærkværdige omveje i eftersøgningen på denne dybe, indre drone, der skal til for at finde sig selv som både individ og mand midt i testosteronlarmen fra vores nosser og selvmodsigende krav fra de piger og kvinder, der er så vigtige for os, indtil vi finder ud af, at vi også selv er vigtige.

Netop det organiserede element ved hooliganismen gør, at den for mænd, der leder efter dronen, kan være enormt tillokkende. Du opsøger efter klare aftaler, i hvert fald i den ideelle verden, situationer, hvor du, hvis du gør det godt, føler den optimale handlekraft, men også hvor du, hvis du kommer til skade, af gode grunde ikke kan føle dig som offer, fordi du selv har anbragt dig i situationen. Og i det øjeblik, hvor du ikke føler dig som offer, selv når det gør rigtig ondt – fordi du er blevet afvist af den, du elsker, eller fordi du er blevet gennembanket – kan du mærke, ja, næsten høre dronen. Og derefter skal der meget mere til at blive bange eller slået ud.

Selv om jeg betragter mig selv som godt opdraget, forstår jeg, hvorfor arrangerede slagsmål kan være meget livsbekræftende. De lægger en dæmper på den følelse af magtesløshed, som prægede i hvert fald mig i store dele af min barndom og ungdom, fordi jeg dengang ikke havde de nødvendige instrumenter til bare indimellem og gerne for altid, at føle, at jeg kunne klare mig, også i de situationer, hvor samtaleidealerne kommer til kort.

“De mennesker, jeg har færdedes med blandt krigere og casuals, og til dels blandt ultras, har lært mig mere om stolthed, ære, mod og konsekvens end de fleste af dem, jeg har mødt uden for disse grupper.”

“Jeg troede i mange år, at hvis bare jeg opførte mig ordentligt, så ville livet blive godt og simpelt, for så ville alle kunne lide mig. Da den løgn efterhånden blev afsløret, voksede en anden frem af min bratte opvågnen blandt Skotlands barske mænd: at hvis bare jeg var stærk nok til at gå i krig, ville livet blive godt og simpelt, for så ville jeg ikke længere være bange. Og så ville et andet af ungdommens største problemer også løse sig: frygten for ikke at være attraktiv for det modsatte køn.

Siden er det gået op for mig, hvor kompliceret det er at være en ung, og også mindre ung, mand i denne kultur i denne tid. Inde i os kæfter vores biologi op som en selvforelsket teenager, der i endnu højere grad end kvindens vil en helt masse, som ikke er foreneligt med den måde, vi har indrettet vores samfund på, eller med det, som vi fornemmer, at mange piger og kvinder forventer af os.

Jeg tilhører en generation af mænd, der voksede op i rundkredspædagogiske udklækningsanstalter, hvor aggression var forbudt, og ligestilling – forstået som adfærdsmæssig ensretning – lige så hellig som formand Maos lille røde. Den eneste (og i øvrigt voldsomt misforståede udgave af) skoling i konsekvens, jeg fik i alle de år, jeg gik i børnehave, skole og gymnasium, var da jeg fik kylet det skilt på mig, hvor der stod, at jeg var en dårlig kammerat. Stolthed, ære og mod hørte jeg ikke noget til. Til gengæld var der masser af skammekroge i børnehaverne, hvor der altid sad drenge. Og det var også næsten altid drenge, der blev sendt uden for døren i de følgende ti år af mit liv. Om aftenen kunne vi så sidde og se på en uimodsagt, statsfinansieret tv-kanal, der havde travlt med at fortælle os, at vi også skulle skamme os over vores materielle velstand, vores blege hudfarve og vores flag, for mit vedkommende sammen med en mor, der af gode grunde ikke kunne lære mig noget om at være dreng eller mand, og en far, der havde mistet sin egen far så tidligt. Hvem af dem skulle kunne forklare mig, hvordan man kan leve med sin aggression på en ærefuld måde uden skiftevis at fortrænge den og tæve sig selv med en målstolpe?

Man kan roligt sige, at min generation af danske mænd ikke automatisk møder kvinderne med oprejst pande og fremskudt bryst. Vi har kollektivt taget historiens største skridt væk fra vores forfædres chauvinisme og hulemandsetik, men oplever igen og igen, hvordan den første virkeligt frigjorte generation af kvinder stadig føler deres mødres vrede. Nu løber døtrene så en åben dør ind, mens de skriger på det for dem næste logiske trin i ligestillingens sejrsgang, særrettigheder, og på den helt rette form for og dosis, mand – som var vi en gratis bøtte Ben & Jerry’s til deling mellem en flok cafeveninder, der ‘har fortjent det’. I virkeligheden er de lige så forvirrede som os. Men vi har i det mindste indtil nu haft et fristed i fodboldens fjerneste afkroge, hvor vi kan gemme, lede efter og finde os selv.

Et sted mellem det rene testosteron og de kulturelle idealer, jeg voksede op i, og som stadig i tidevandsbølger, under en præmenstruel månes kommando, hjemsøger samfundet, prøver i hvert fald en artig tøsedreng, der så gerne vil være vellidt af alle, og en påtaget hooligan, der bærer sin Stone Island-uniform som et panser og bruger f-ordet i hver anden sætning for at lyde lige så hård, som han forsøger at se ud, nu at holde fred. Men det er en skrøbelig fred, og indimellem hæver de begge sværdet, tøsedrengen så godt som han nu kan, hooliganen vel vidende, at det er en kulturelt ugleset krig, som han i virkeligheden slet ikke synes er sjov. Fra deres klingers møde flyver gnister til alle sider. Nogle af dem lander som ord på dette papir, mens jeg modtager en sms med en invitation til en pubtur fra min bedste skotske ven. En Rangers-tilhænger.

Selvfølgelig svarer jeg ja tak.”

Mere

“Malcolm skoler mig i ikke bare at bo i Skotland, men også i at leve, tænke og agere som en skotte. Igen og igen taler han om stolthed, ære, mod og konsekvens smedet sammen i en anvisning om ikke at finde sig i pis fra nogen: ‘Don’t take shite fae nae one’. Det er begreber, jeg har det svært med. De var fraværende i min opdragelse. Og hverken børnehaver eller skoler er ligefrem oversvømmet med den slags værdier i mit hjemland, hvor de længe har været anset for at være forældede, testosteroninficerede machodyder, som ødelægger det Utopia, som venter os, når de er helt udryddet.”

Omvendt har jeg selv set på Paddy Go Easy og over alt, hvor jeg ellers gik i byen med mine kolleger, hvordan danske kvinder står i kø for at score netop de hårdtslående, gammeltestamentlige skotter, irere og englændere, som kommer til Danmark med hævede stemmer og uforsigtige forestillinger om, hvordan mænd bør opføre sig, og hvilke ideologiske anvisninger, det er i orden for dem at udstikke.”

“Sandheden om Millwall – som Kenny Jackett fint formulerede det – er dog, at klubben og dens fans igen og igen er blevet behandlet dårligt af medier og myndigheder. Det startede med en BBC-dokumentar i midt-halvfjerdserne, som på et tidspunkt, hvor klubben ikke var blevet ramt af optøjer i årevis, plantede BNP-aktivister foran stadion under optagelserne, og groft udnyttede dens gæstfrihed.”

Oploadet Kl. 11:37 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


18. december 2019

Skotland: ‘It’s ok to be white’ bekymrer antiracister, “… disgusting to know that people think like this”

‘Antiracisme’ er i årtier brugt som rambuk for erodering af den borgerlige nationalstat, og selvom klagen virker absurd, så det tilsyneladende vigtigt for politikere at tage afstand. Ja, faktisk så undersøger politiet om budskabet er lovligt. Som det lød fra obersten i ‘Full Metal Jacket’ (1987): “We’ve gotta try to keep our heads until this peace craze blows over.” Fra BBC News – Perth city centre ‘It’s ok to be white’ stickers condemned.

“Scotland’s deputy first minister has condemned the appearance of stickers bearing the slogan ‘It’s ok to be white’ in Perth city centre. The stickers were posted on lampposts and drainpipes throughout the city at the weekend.

John Swinney, who is also MSP for Perthshire North, said the ‘atrocious’ stickers had ‘no place in Perth or any other part of our country.‘ Police Scotland said it was ‘currently looking into the matter.’

Posting on Twitter, Mr Swinney said: ‘We must stand together to resist this unacceptable material.’

… Local group Perth Against Racism said it has been contacted by local people who said the appearance of the stickers had made them feel unsafe.

One person told the group: ‘I am certainly worried now for my daughters who are not white but are from Perth.

‘It’s sickening and disgusting to know that people think like this.’

(Foto: ‘Perth Against Racism’ på Facebook, 16. December 2019)

Oploadet Kl. 00:11 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


27. februar 2019

Panodrama: BBC samarbejder med venstreradikale ‘Hope Not Hate’ om Tommy Robinson-‘takedown’

Det er sjældent jeg ser en timelang net-dokumentar i fuld længde, men i dag gjorde jeg den berømte undtagelse. Tommy Robinson har netop offentliggjort sin 63 minutter lange ‘Panodrama’-dokumentar omhandlede BBC’s kommende Panorama-udsendelse om ham. Der er mange detaljer, som kunne skæres fra, men det nu alligevel virkelig godt skruet sammen. BBC-teamet må have det lidt som efterforskeren Kujan i slutningen af ‘The Usual Suspects’ (1995). Den scene hvor det går op for ham, at han har været statist i et spil perfekt orkestreret af krøblingen Verbal Kint (Kevin Spacey). Tommy Robinson 1 – BBC 0.

Tommy Robinson udstiller BBC’s samarbejde med venstreradikale ‘Hope Not Hate’, og hudfletter BBC-produceren John Sweeney på alle tænkelige måder. Han er hele tiden flere skridt foran, og hvis Sweeney troede han kunne intimidere Robinson, så tog han i den grad fejl. Uden skjulte optagelser og pro-aktive fælder var det ikke lykkedes, men da Robinson afleverer sin afsluttende monolog og forlader stedet – ligner Sweeney & Co. skrøbelige statuer der er ved at vælte. Læs eventuel omtale hos Breitbart.

Screencaps

Oploadet Kl. 13:01 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


26. april 2018

‘Rivers of Blood’ (1968-2018): “Talen brændemærkede ham fuldkommen. Han forlod snart partiet.”

BBC4-programmet om Enoch Powells ‘Rivers of Blood’-tale er spild af tid, og jeg kan kun anbefale den 10 år gamle BBC-dokumentar om talen. I fredags var det 50 år siden statsmanden Enoch Powell rystede inferiøre levebrødspolitikere. Martin Krasnik opridser den engelske debat i Weekendavisen – Enoch tog fejl, men Enoch fik ret (ikke online).

“I lørdags afspillede BBC for første gang talen i sin fulde længde, hvilket var for meget for en lang række vrede briter: ‘Afskyr BBCs promovering af denne udsendelse,’ lød det for eksempel på Twitter fra en af de eksperter, der selv havde bidraget med kritisk analyse af talen i udsendelsen. Sociale medier flød over med advarsler mod at tænde radioen. Tidligere undervisningsminister for Labour, Andrew Adonis, krævede ligefrem programmet taget helt af og advarede om kritiske spørgsmål til BBC, hvis man alligevel valgte at spille talen; ‘et incitament til racehad’, sagde han og anklagede BBC for at ‘varetage (Powells) racisme’. Det hjalp ikke, at programmets vært forklarede, at det jo var en skuespiller, der læste talen op, og at den blev brudt op i bidder, så kritikere kunne forklare konteksten og fortælle, hvordan talen skulle forstås. …

Talen var klart formuleret og appellerede i elegante skift mellem appel til fornuft og følelse, skiftevis tør statistik med meget præcise (og korrekte) fremskrivninger af befolkningstilvæksten for indvandrerne, og voldsomme udladninger: ‘En lille sky formørker hele himlen’. ‘Vi må være vanvittige’ at ‘bygge vores eget ligbål’.

… Allerede søndag blev Powell fyret af premierminister Edward Heath, der var klar i mælet: Powell havde legitimeret racehad, racisme og splittet befolkningen. Margaret Thatcher forsøgte at få Heath til at se tiden lidt an, men forgæves. Labours Tony Benn talte om koncentrationslejre, og hele det politiske spektrum vendte ham ryggen. Talen brændemærkede ham fuldkommen. Han forlod snart partiet.

Han afviste at være racist – han havde intet imod folk på grund af deres hudfarve, sagde han – men kaldte sig ‘racialist’ med opmærksomhed på dybt nedarvede og vanskeligt foranderlige kulturforskelle: ‘Det er ikke umuligt, men svært for en ikke-hvid person at blive britisk.’

Kritikken er haglet ned over BBC for at bringe talen, selv om ni ud af ti eksperter i programmet kritiserede den og forklarede, hvor ødelæggende den var, og selv om værten sluttede med at konkludere, at den helt klart både var ‘racialistisk’ og ‘racistisk’.”

(Enoch Powell, brev til danske Peter Neerup Buhl, 6. marts 1995)

Oploadet Kl. 20:51 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


12. oktober 2017

Football Lads Alliance: Krigsveteran til 30.000+ fodboldfans – “As far as I’m concerned, we’re at war.”

Mandag skrev jeg her på siden, at Football Lads Alliance samlede 10.000 til lørdagens demonstration i London. Jeg gad ikke skabe en diskussion om antallet, men det var alt for lavt sat. Der var nok nærmere et sted mellem 30.000 og 40.000, langt flere end English Defence League kunne samle, da de stadig var aktiv.

Jeg pointerede, at demonstrationen ikke var omtalt i de danske medier, men det var en sandhed med modifikationer. Journalist Tom Carstensen har lavet en del om den nye bevægelse, herunder en længere podcast, hvor han blandt andet interviewet John Meighan, en Tottenham-fan, der sammen med den tidligere SAS-soldat Phil Campion talte til demonstrationen.

Tom Carstensen på Nordicbet.dk – Titusinder gik i FLA-demo i London – meget lidt i britiske medier.

“Det er bestemt ikke hverdagskost, at 30.000+ fodboldfans – en del af den hårdere slags – går sammen og demonstrerer i London. …

Frem til dagen før demonstrationen tror jeg i ramme alvor, at jeg med dækning på Nordicbet, P1 og Kristeligt Dagblad har lavet mere journalistik om den nye gruppe end samtlige britiske landsdækkende Tv-stationer og aviser til sammen. …

Mens man i BBC eksempelvis har brugt meget tid på at fortælle om den prospanske demo i Barcelona i weekenden kan jeg simpelthen ikke finde noget om Football Lads Alliance-demonstrationen i hjertet af London. Altså mere end 30.000 personer demonstrerer, og ikke et ord på det licensbetalte medie.

… hverken The Times, The Telegraph, The Guardian, The Observer, The Sun, The Mirror, ITV, Channel 4 eller BBC synes altså det var værd at rapportere om.

… racismedelen falder i hvert fald en smule til jorden, når man ser at der var folk af ikke kun hvid baggrund med i demonstrationen. Her var sorte, sikher og gurkhaer. Og når man ser interviews med sorte fodboldfans, der siger, at de på intet tidspunkt har følt sig racistisk behandlet. …

Independent gengiver nærmest ukritisk gruppen Stand Up To Racisms beretninger om, at der altså er tale om en racistisk gruppe. Men det bliver bare ikke rigtigt underbygget af fakta. …

Alt i alt er jeg en anelse bekymret for oplysningen af den almindelige brite, når de store medier i den grad undlader at dække en demonstration som denne.”

Oploadet Kl. 21:31 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


5. juni 2017

CNN live fra muslimsk demo : “… to understand exactly how people feel here on the streets of London”

Søndag aften sendte CNN et indslag fra Southwark, tæt på åstedet for seneste terrorangreb. Sådanne orkestrerede seancer er ganske givet normal praksis når større medier rapporterer fra demonstrationer, de af redaktionelle grunde ønsker at give god dækning. Det er dog stadig yderst problematisk, for medier skal præsentere virkeligheden, ikke iscenesætte den. Flere medier bragte artikler om demonstrationen, herunder BBC.

Becky Andersen, CNN: What I wan’t to show you now is a wonderful scene. These are Muslim moms, and the little fella here, you can see his little sign, and this is a commemoration of the heros of London. Their are flowers on the streets here, ladies with #turntolove, #ISIS = Enemies of Islam, #ISIS will lose, #Turntolondon, and I think a poignant scene, and a scene we should sit on just for you viewers to understand exactly how people feel here on the streets of London, so close to where such brutal attack last night.

(CNN live fra Southwark, søndag aften; Foto: Mediate)

“… let me take you by the hand,
And lead you through the streets of London,
I’ll show you something to make you change your mind”
(Ralph McTell, Streets of London, 1969)

(Foto: Screencap fra video på Twitter)

“This story is nonsense. The group of demonstrators that was at the police cordon was being allowed through by officers so they could show their signs to the gathered media. The CNN crew along with other media present simply filmed them doing so.” (CNN Communications, 4. juni 2017)

Oploadet Kl. 10:39 af Kim Møller — Direkte link99 kommentarer


11. juni 2016

EM 2016, Marseilles: “… violence broke out after England fans started chanting: ‘Isis, where are you?!'”

EM 2106 er i gang, og det kan ikke rigtigt hidse mig op, nu hvor Danmark ikke er med. Jeg håber dog på England, for der er kun to uger til et muligt Brexit, og lidt nationalfølelse kan aldrig være en ulempe. BBC har på forhånd advaret fans mod at klæde sig ud som korsfarere, men pub-England er ikke sådan lige at tæmme.

Fra The Telegraph – ‘Isis, where are you?’ England fans ‘chant about terrorists’ amid Marseille clashes ahead of Euro 2016 opener against Russia.

“Two English football fans were arrested and one rushed to hospital with a serious head wound after trouble flared between supporters and locals in Marseille ahead of England’s opening European Championship match against Russia. …

One eyewitness, who arrived in Marseille on Thursday, said: ‘I was just sat at my table when my drink was ripped out of my hand and it all kicked off. I honestly couldn’t say who was to blame. It all happened in a blur.’ …

Some English supporters were said to have retaliated by attacking local shopkeepers and other youths in the area. Marseille resident Nicolas, 26, said violence broke out after England fans started chanting: ‘Isis, where are you?!’

Kevin Miles, chief executive of the Football Supporters’ Federation which runs the fans embassy in Marseille, said he believed the locals turned up with the intention of provoking the English fans. …

The National Police Chiefs¨’ Council lead for football policing, assistant chief constable Mark Roberts, said: ‘England supporters had been in Marseille yesterday without issue. At around midnight, there was a short confrontation where a group of approximately 70 local youths approached a pub where England fans had congregated.”

Oploadet Kl. 21:11 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper