4. september 2020

Eks-fodboldspiller Gary Lineker i propaganda-video: ‘Britain wouldn’t be Britain without the refugees’

‘International Rescue Committee UK’ har fået Gary Lineker til at medvirke i en video, der lidt i stil med SAS’ oikofobiske reklame, forklarer at Fish & chips i virkeligheden er kommet til England med ‘refugees’. 25 har givet videoen en ‘thumbs up’, hele 2700 det modsatte.

Fra The Mirror.

“Gary’s commitment to refugees led him to make a video for the ­International Rescue Committee charity on fish and chips. It is not as strange as it sounds.

This most typical of British foods was introduced here in the 16th century by Jewish refugees from Spain and Portugal fleeing ­persecution by the Spanish Inquisition.

Gary explains: ‘Most of the things we think of as quintessentially British are often brought in from different shores. Even St George is Turkish.

I just think we owe a lot to ­refugees, and most people are descended from refugees at some point.

‘They have given so much to this country and still continue to do…'”

Screencaps

Oploadet Kl. 02:15 af Kim Møller — Direkte link56 kommentarer


11. juli 2020

Th. Gravgaard (2014): Vi opdrages til at skamme os over ‘velstand, vores blege hudfarve og vores flag’

Eftermiddagen på Radio4 minder lidt for meget om P3, og jeg må ofte ty til lydbøger. Sportsjounalist Thomas Gravgaards bog ‘Vi er våbenbrødre’ (2014), omhandlende hans tid som spirende hooligan flere steder i Europa kan kun anbefales. Han er hudløs ærlig, og bogen er dybere end man umiddelbart skulle tro. Den afsluttende ‘anti-feminisme’ er intet mindre end fremragende.

Den skrøbelige fred

“‘Hvorfor skal drenge altid slås?’ spurgte pigerne mig tit hovedrystende i de sidste folkeskoleår, umiddelbart inden de kastede sig over slagsbrødrene for at kysse dem.

‘Mænd er bare de dummeste svin,’ klagede de i gymnasiet, mens de stod i kø til netop de fyre, der havde ry for at knuse hjerter og knalde udenom. De slemme drenge var de attraktive. Igen og igen, lige siden vi som drenge og piger blev bedt om at gå i hvert vores omklædningsrum, har jeg hørt attråværdige repræsentanter for hunkønnet proklamere et og gøre noget helt andet i forhold til fyre. Jeg har hørt dem afsværge bad gnys på det bestemteste og derefter set dem falde for dem. Og når det så er lykkedes at få de slemme drenge installeret i faste forhold, og dresseringen er indledt, har jeg hørt dem degenerere til atter at nedgøre hans egenskaber.

Der kan være alle mulige gode og mindre gode forklaringer på, at det er sådan. Men på fyrenes bundlinje står, at det er overmådeligt vanskeligt at navigere i dette univers, selv om vi tit råber det modsatte i hovedet ad hinanden, når vi er fulde.

Det kan hjælpe at få nogle rigtig gode råd af de rutinerede mænd i ens liv. Men får du, som jeg, ikke de råd, må du lære det på den hårde måde: ved at blive afvist og droppet, indtil du indser, at piger og kvinder ikke tænder på, at du er sød og artig. De tænder selvfølgelig heller ikke på, at du render rundt og hamrer dine knoer eller flasker i hovedet af andre. Men den ro, som du udstråler, når du langt om længe har fået en følelse af, at du kan klare dig i denne verden, er nøglen til at blive eftertragtet. Og langt mere vigtigt: du får det godt med dig selv af den.

Jeg og en del af mine venner i Danmark og udlandet er gået, nogle gange spænet, andre gange vaklet, ad nogle mærkværdige omveje i eftersøgningen på denne dybe, indre drone, der skal til for at finde sig selv som både individ og mand midt i testosteronlarmen fra vores nosser og selvmodsigende krav fra de piger og kvinder, der er så vigtige for os, indtil vi finder ud af, at vi også selv er vigtige.

Netop det organiserede element ved hooliganismen gør, at den for mænd, der leder efter dronen, kan være enormt tillokkende. Du opsøger efter klare aftaler, i hvert fald i den ideelle verden, situationer, hvor du, hvis du gør det godt, føler den optimale handlekraft, men også hvor du, hvis du kommer til skade, af gode grunde ikke kan føle dig som offer, fordi du selv har anbragt dig i situationen. Og i det øjeblik, hvor du ikke føler dig som offer, selv når det gør rigtig ondt – fordi du er blevet afvist af den, du elsker, eller fordi du er blevet gennembanket – kan du mærke, ja, næsten høre dronen. Og derefter skal der meget mere til at blive bange eller slået ud.

Selv om jeg betragter mig selv som godt opdraget, forstår jeg, hvorfor arrangerede slagsmål kan være meget livsbekræftende. De lægger en dæmper på den følelse af magtesløshed, som prægede i hvert fald mig i store dele af min barndom og ungdom, fordi jeg dengang ikke havde de nødvendige instrumenter til bare indimellem og gerne for altid, at føle, at jeg kunne klare mig, også i de situationer, hvor samtaleidealerne kommer til kort.

“De mennesker, jeg har færdedes med blandt krigere og casuals, og til dels blandt ultras, har lært mig mere om stolthed, ære, mod og konsekvens end de fleste af dem, jeg har mødt uden for disse grupper.”

“Jeg troede i mange år, at hvis bare jeg opførte mig ordentligt, så ville livet blive godt og simpelt, for så ville alle kunne lide mig. Da den løgn efterhånden blev afsløret, voksede en anden frem af min bratte opvågnen blandt Skotlands barske mænd: at hvis bare jeg var stærk nok til at gå i krig, ville livet blive godt og simpelt, for så ville jeg ikke længere være bange. Og så ville et andet af ungdommens største problemer også løse sig: frygten for ikke at være attraktiv for det modsatte køn.

Siden er det gået op for mig, hvor kompliceret det er at være en ung, og også mindre ung, mand i denne kultur i denne tid. Inde i os kæfter vores biologi op som en selvforelsket teenager, der i endnu højere grad end kvindens vil en helt masse, som ikke er foreneligt med den måde, vi har indrettet vores samfund på, eller med det, som vi fornemmer, at mange piger og kvinder forventer af os.

Jeg tilhører en generation af mænd, der voksede op i rundkredspædagogiske udklækningsanstalter, hvor aggression var forbudt, og ligestilling – forstået som adfærdsmæssig ensretning – lige så hellig som formand Maos lille røde. Den eneste (og i øvrigt voldsomt misforståede udgave af) skoling i konsekvens, jeg fik i alle de år, jeg gik i børnehave, skole og gymnasium, var da jeg fik kylet det skilt på mig, hvor der stod, at jeg var en dårlig kammerat. Stolthed, ære og mod hørte jeg ikke noget til. Til gengæld var der masser af skammekroge i børnehaverne, hvor der altid sad drenge. Og det var også næsten altid drenge, der blev sendt uden for døren i de følgende ti år af mit liv. Om aftenen kunne vi så sidde og se på en uimodsagt, statsfinansieret tv-kanal, der havde travlt med at fortælle os, at vi også skulle skamme os over vores materielle velstand, vores blege hudfarve og vores flag, for mit vedkommende sammen med en mor, der af gode grunde ikke kunne lære mig noget om at være dreng eller mand, og en far, der havde mistet sin egen far så tidligt. Hvem af dem skulle kunne forklare mig, hvordan man kan leve med sin aggression på en ærefuld måde uden skiftevis at fortrænge den og tæve sig selv med en målstolpe?

Man kan roligt sige, at min generation af danske mænd ikke automatisk møder kvinderne med oprejst pande og fremskudt bryst. Vi har kollektivt taget historiens største skridt væk fra vores forfædres chauvinisme og hulemandsetik, men oplever igen og igen, hvordan den første virkeligt frigjorte generation af kvinder stadig føler deres mødres vrede. Nu løber døtrene så en åben dør ind, mens de skriger på det for dem næste logiske trin i ligestillingens sejrsgang, særrettigheder, og på den helt rette form for og dosis, mand – som var vi en gratis bøtte Ben & Jerry’s til deling mellem en flok cafeveninder, der ‘har fortjent det’. I virkeligheden er de lige så forvirrede som os. Men vi har i det mindste indtil nu haft et fristed i fodboldens fjerneste afkroge, hvor vi kan gemme, lede efter og finde os selv.

Et sted mellem det rene testosteron og de kulturelle idealer, jeg voksede op i, og som stadig i tidevandsbølger, under en præmenstruel månes kommando, hjemsøger samfundet, prøver i hvert fald en artig tøsedreng, der så gerne vil være vellidt af alle, og en påtaget hooligan, der bærer sin Stone Island-uniform som et panser og bruger f-ordet i hver anden sætning for at lyde lige så hård, som han forsøger at se ud, nu at holde fred. Men det er en skrøbelig fred, og indimellem hæver de begge sværdet, tøsedrengen så godt som han nu kan, hooliganen vel vidende, at det er en kulturelt ugleset krig, som han i virkeligheden slet ikke synes er sjov. Fra deres klingers møde flyver gnister til alle sider. Nogle af dem lander som ord på dette papir, mens jeg modtager en sms med en invitation til en pubtur fra min bedste skotske ven. En Rangers-tilhænger.

Selvfølgelig svarer jeg ja tak.”

Mere

“Malcolm skoler mig i ikke bare at bo i Skotland, men også i at leve, tænke og agere som en skotte. Igen og igen taler han om stolthed, ære, mod og konsekvens smedet sammen i en anvisning om ikke at finde sig i pis fra nogen: ‘Don’t take shite fae nae one’. Det er begreber, jeg har det svært med. De var fraværende i min opdragelse. Og hverken børnehaver eller skoler er ligefrem oversvømmet med den slags værdier i mit hjemland, hvor de længe har været anset for at være forældede, testosteroninficerede machodyder, som ødelægger det Utopia, som venter os, når de er helt udryddet.”

Omvendt har jeg selv set på Paddy Go Easy og over alt, hvor jeg ellers gik i byen med mine kolleger, hvordan danske kvinder står i kø for at score netop de hårdtslående, gammeltestamentlige skotter, irere og englændere, som kommer til Danmark med hævede stemmer og uforsigtige forestillinger om, hvordan mænd bør opføre sig, og hvilke ideologiske anvisninger, det er i orden for dem at udstikke.”

“Sandheden om Millwall – som Kenny Jackett fint formulerede det – er dog, at klubben og dens fans igen og igen er blevet behandlet dårligt af medier og myndigheder. Det startede med en BBC-dokumentar i midt-halvfjerdserne, som på et tidspunkt, hvor klubben ikke var blevet ramt af optøjer i årevis, plantede BNP-aktivister foran stadion under optagelserne, og groft udnyttede dens gæstfrihed.”

Oploadet Kl. 11:37 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


20. januar 2020

Robinson om Deadline-postulater: “Det er ren løgn. Hvis det var sandt, ville der være beviser på det.”

Den tidligere politibetjent Lars Andersen har set nærmere på Deadlines bizarre interview med Tommy Robinson, og henviser blandt andet til Robinsons tale tidligere samme dag, hvor han gendrev nogle af de beskyldninger der cirkulerer i massemedierne. Påstande der ikke lader sig dokumentere, men ikke desto mindre danner basis for den digitale udrensning af Tommy Robinson på sociale medier.

Morten Uhrskov kommenterer Deadlines famøse interview med Tommy Robinson, og citerer lidt fra dialogen – Steen Nørskov fra Deadline totalt til grin i interview med Tommy Robinson.

“Gentagne gange og efterhånden mere og mere febrilsk forsøgte Steen Nørskov sig med løgnehistorier om Tommy Robinson, som lynhurtig i replikken svarede, at

‘Har du prøvet at finde beviser for det, de skriver?’

‘Har du fundet nogen?’

Hvortil Steen Nørskov svarer, at facebook – som har lukket Tommy Robinsons konto for længst – har ’slettet det’.

Hertil svarede Tommy Robinson med et modspørgsmål:

‘Tror du ikke, at en journalist ville have kopieret mine opslag og skrevet om dem?’

Steen Nørskov forsøgte helt lamt:

‘Det var ifølge BBC det, der stod i opslagene’

Efter lidt her og der siger Tommy Robinson:

‘Det er ren løgn. Hvis det var sandt, ville der være beviser på det’

‘Ingen i mainstream-medierne har fremlagt nogen beviser for de her opslag’

(Fra Tommys oplæg: Islamist praler over at være brugt som ekstern rådgiver for Facebook)

Oploadet Kl. 12:13 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


18. december 2019

Skotland: ‘It’s ok to be white’ bekymrer antiracister, “… disgusting to know that people think like this”

‘Antiracisme’ er i årtier brugt som rambuk for erodering af den borgerlige nationalstat, og selvom klagen virker absurd, så det tilsyneladende vigtigt for politikere at tage afstand. Ja, faktisk så undersøger politiet om budskabet er lovligt. Som det lød fra obersten i ‘Full Metal Jacket’ (1987): “We’ve gotta try to keep our heads until this peace craze blows over.” Fra BBC News – Perth city centre ‘It’s ok to be white’ stickers condemned.

“Scotland’s deputy first minister has condemned the appearance of stickers bearing the slogan ‘It’s ok to be white’ in Perth city centre. The stickers were posted on lampposts and drainpipes throughout the city at the weekend.

John Swinney, who is also MSP for Perthshire North, said the ‘atrocious’ stickers had ‘no place in Perth or any other part of our country.‘ Police Scotland said it was ‘currently looking into the matter.’

Posting on Twitter, Mr Swinney said: ‘We must stand together to resist this unacceptable material.’

… Local group Perth Against Racism said it has been contacted by local people who said the appearance of the stickers had made them feel unsafe.

One person told the group: ‘I am certainly worried now for my daughters who are not white but are from Perth.

‘It’s sickening and disgusting to know that people think like this.’

(Foto: ‘Perth Against Racism’ på Facebook, 16. December 2019)

Oploadet Kl. 00:11 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


27. februar 2019

Panodrama: BBC samarbejder med venstreradikale ‘Hope Not Hate’ om Tommy Robinson-‘takedown’

Det er sjældent jeg ser en timelang net-dokumentar i fuld længde, men i dag gjorde jeg den berømte undtagelse. Tommy Robinson har netop offentliggjort sin 63 minutter lange ‘Panodrama’-dokumentar omhandlede BBC’s kommende Panorama-udsendelse om ham. Der er mange detaljer, som kunne skæres fra, men det nu alligevel virkelig godt skruet sammen. BBC-teamet må have det lidt som efterforskeren Kujan i slutningen af ‘The Usual Suspects’ (1995). Den scene hvor det går op for ham, at han har været statist i et spil perfekt orkestreret af krøblingen Verbal Kint (Kevin Spacey). Tommy Robinson 1 – BBC 0.

Tommy Robinson udstiller BBC’s samarbejde med venstreradikale ‘Hope Not Hate’, og hudfletter BBC-produceren John Sweeney på alle tænkelige måder. Han er hele tiden flere skridt foran, og hvis Sweeney troede han kunne intimidere Robinson, så tog han i den grad fejl. Uden skjulte optagelser og pro-aktive fælder var det ikke lykkedes, men da Robinson afleverer sin afsluttende monolog og forlader stedet – ligner Sweeney & Co. skrøbelige statuer der er ved at vælte. Læs eventuel omtale hos Breitbart.

Screencaps

Oploadet Kl. 13:01 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


3. maj 2018

DR, ‘ordliste’: “… ordet danskerne er nævnt som et ord, som ofte får -en generaliserende… betydning”

Det er selvfølgelig godt, at DR reflekterer over ordenes betydning, men som det fremgår af grafikken herunder, så ender det med at sanktionere hvide løgne. En historie fra Kristeligt Dagblad – DR øger fokus på problematiske ord.

“Farlige udtryk er i fokus, når DR i dag udgiver både en sproglig stilguide og en tendensordsliste, som oplister de ord, journalisterne og befolkningen bør bruge med særlig omtanke. …

… med inspiration fra store udenlandske medier som britiske BBC – for første gang udarbejdet en såkaldt tendensordsliste, som blandt andet advarer om, at neger og thaipige i dag er ord, der kan virke nedladende. Det samme kan ordet 12-talspige, som kan -bruges som en diskriminerende kønsstereotyp-.

… ordet danskerne er nævnt som et ord, som ofte får -en generaliserende og udflydende betydning-. Derfor lyder anbefalingen til danskerne at overveje, om der i den konkrete sammenhæng kan bruges en mere præcis betegnelse, for eksempel borgerne, forbrugerne eller vælgerne.”

(DR, Tendensord, 2018)

“… hvis der med ’danskere’ menes personer, der er bosiddende i Danmark, er det ifølge DR’s nye tendensordsliste ligefrem forkert. Derfor anbefaler DR’s sprogredaktør, at medarbejderne i stedet bruger mere præcise betegnelse som ’borgerne’ eller ’forbrugerne’.” (Politiken, 2. maj 2018)

Oploadet Kl. 00:56 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


26. april 2018

‘Rivers of Blood’ (1968-2018): “Talen brændemærkede ham fuldkommen. Han forlod snart partiet.”

BBC4-programmet om Enoch Powells ‘Rivers of Blood’-tale er spild af tid, og jeg kan kun anbefale den 10 år gamle BBC-dokumentar om talen. I fredags var det 50 år siden statsmanden Enoch Powell rystede inferiøre levebrødspolitikere. Martin Krasnik opridser den engelske debat i Weekendavisen – Enoch tog fejl, men Enoch fik ret (ikke online).

“I lørdags afspillede BBC for første gang talen i sin fulde længde, hvilket var for meget for en lang række vrede briter: ‘Afskyr BBCs promovering af denne udsendelse,’ lød det for eksempel på Twitter fra en af de eksperter, der selv havde bidraget med kritisk analyse af talen i udsendelsen. Sociale medier flød over med advarsler mod at tænde radioen. Tidligere undervisningsminister for Labour, Andrew Adonis, krævede ligefrem programmet taget helt af og advarede om kritiske spørgsmål til BBC, hvis man alligevel valgte at spille talen; ‘et incitament til racehad’, sagde han og anklagede BBC for at ‘varetage (Powells) racisme’. Det hjalp ikke, at programmets vært forklarede, at det jo var en skuespiller, der læste talen op, og at den blev brudt op i bidder, så kritikere kunne forklare konteksten og fortælle, hvordan talen skulle forstås. …

Talen var klart formuleret og appellerede i elegante skift mellem appel til fornuft og følelse, skiftevis tør statistik med meget præcise (og korrekte) fremskrivninger af befolkningstilvæksten for indvandrerne, og voldsomme udladninger: ‘En lille sky formørker hele himlen’. ‘Vi må være vanvittige’ at ‘bygge vores eget ligbål’.

… Allerede søndag blev Powell fyret af premierminister Edward Heath, der var klar i mælet: Powell havde legitimeret racehad, racisme og splittet befolkningen. Margaret Thatcher forsøgte at få Heath til at se tiden lidt an, men forgæves. Labours Tony Benn talte om koncentrationslejre, og hele det politiske spektrum vendte ham ryggen. Talen brændemærkede ham fuldkommen. Han forlod snart partiet.

Han afviste at være racist – han havde intet imod folk på grund af deres hudfarve, sagde han – men kaldte sig ‘racialist’ med opmærksomhed på dybt nedarvede og vanskeligt foranderlige kulturforskelle: ‘Det er ikke umuligt, men svært for en ikke-hvid person at blive britisk.’

Kritikken er haglet ned over BBC for at bringe talen, selv om ni ud af ti eksperter i programmet kritiserede den og forklarede, hvor ødelæggende den var, og selv om værten sluttede med at konkludere, at den helt klart både var ‘racialistisk’ og ‘racistisk’.”

(Enoch Powell, brev til danske Peter Neerup Buhl, 6. marts 1995)

Oploadet Kl. 20:51 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


12. oktober 2017

Football Lads Alliance: Krigsveteran til 30.000+ fodboldfans – “As far as I’m concerned, we’re at war.”

Mandag skrev jeg her på siden, at Football Lads Alliance samlede 10.000 til lørdagens demonstration i London. Jeg gad ikke skabe en diskussion om antallet, men det var alt for lavt sat. Der var nok nærmere et sted mellem 30.000 og 40.000, langt flere end English Defence League kunne samle, da de stadig var aktiv.

Jeg pointerede, at demonstrationen ikke var omtalt i de danske medier, men det var en sandhed med modifikationer. Journalist Tom Carstensen har lavet en del om den nye bevægelse, herunder en længere podcast, hvor han blandt andet interviewet John Meighan, en Tottenham-fan, der sammen med den tidligere SAS-soldat Phil Campion talte til demonstrationen.

Tom Carstensen på Nordicbet.dk – Titusinder gik i FLA-demo i London – meget lidt i britiske medier.

“Det er bestemt ikke hverdagskost, at 30.000+ fodboldfans – en del af den hårdere slags – går sammen og demonstrerer i London. …

Frem til dagen før demonstrationen tror jeg i ramme alvor, at jeg med dækning på Nordicbet, P1 og Kristeligt Dagblad har lavet mere journalistik om den nye gruppe end samtlige britiske landsdækkende Tv-stationer og aviser til sammen. …

Mens man i BBC eksempelvis har brugt meget tid på at fortælle om den prospanske demo i Barcelona i weekenden kan jeg simpelthen ikke finde noget om Football Lads Alliance-demonstrationen i hjertet af London. Altså mere end 30.000 personer demonstrerer, og ikke et ord på det licensbetalte medie.

… hverken The Times, The Telegraph, The Guardian, The Observer, The Sun, The Mirror, ITV, Channel 4 eller BBC synes altså det var værd at rapportere om.

… racismedelen falder i hvert fald en smule til jorden, når man ser at der var folk af ikke kun hvid baggrund med i demonstrationen. Her var sorte, sikher og gurkhaer. Og når man ser interviews med sorte fodboldfans, der siger, at de på intet tidspunkt har følt sig racistisk behandlet. …

Independent gengiver nærmest ukritisk gruppen Stand Up To Racisms beretninger om, at der altså er tale om en racistisk gruppe. Men det bliver bare ikke rigtigt underbygget af fakta. …

Alt i alt er jeg en anelse bekymret for oplysningen af den almindelige brite, når de store medier i den grad undlader at dække en demonstration som denne.”

Oploadet Kl. 21:31 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


12. september 2017

Aalborg: Tre udlændinge voldtog 19-årig kvinde – Intet på DR.dk, udover lidt ideologisk brandslukning

Forleden faldt der dom i sag om gruppevoldtægt i England. BBC fortæller, at tre af de dømte – der alle fik fjorten års fængsel, er Shershah Muslimyar, Rafiullah Hamidy og Tamin Rahmani på henholdsvis 21, 24 og 38 år.

I dag kan Nordjyske fortælle, at tre udlændinge på 19, 23 og 24 år, netop er blevet kendt skyldig i gruppevoldtægt mod en 19-årig kvinde. To af mændene fik fire års fængsel, den tredje 4,5 års fængsel – alle blev udvist for bestandigt. Sagen er anket, formentligt på grund af udvisningsdommen.

På DR.dk er der ingen omtale af Aalborg-sagen, men hvis man scroller gennem historier om en lukket gruppe på Facebook, dukker deren relateret historie op. Der er kommet flere ‘anmeldelser, sigtelser og domme for voldtægt’, fortælles det, hvorefter der sluttes: “Samtidig tyder intet på, at der bliver begået flere voldtægter end tidligere.” Konkret gruppevoldtægt begået af udlændinge, nej. Ideologisk brandslukning, ja.

Fra Nordjyske – Tre kendt skyldige i gruppevoldtægt.

“… anklagemyndigheden har tidligere fortalt til NORDJYSKE, at den 19-årige kvinde har forklaret, hun fulgte med en mand op på værelset for at sove. Hun vågnede ved, at tre mænd begyndte at tage tøjet af hende og efterfølgende voldtog hende.

– Retten fandt det som en skærpende omstændighed, at voldtægten blev begået i forening, at det skete over længere tid, og at det skete under trusler om vold, siger Janni Nørgaard.”

(DR Online, 8. september 2017)

Oploadet Kl. 10:30 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


10. juni 2017

‘Last Whites of the East End’ (BBC, 2016): “I feel that we’ve been ethnically cleansed. It’s so sad.”

Det er sjældent en BBC-dokumentar imponerer mig, men efter at have set De sidste hvide i Øst-London (Last Whites of the East End, 2016) er paraderne nede. Udsendelsen omhandler ‘white flight’ i multikulturelle New Ham, men giver samtidig et nuanceret portræt af den trængte engelske arbejderklasse. I New Ham lever og ånder man for fodboldklubben West Ham, og drikker stadig øl på pubben, men englænderne bliver færre og færre, og mange vælger derfor at flytte/flygte til landlig idyl i Essex.

Dokumentaren følger en række personer, og inkluderer interviews med endnu flere. Der bredte sig et ramaskrig blandt venstreorienterede, da den havde premiere sidste år, og det forstår man godt. Her er sandheden råt for usødet, og flere af de gennemgående figurer lægger ikke skjul på deres antipati for udviklingen. Filmen er ikke politisk, og det er med til at fremhæve pointerne. Det er ikke højreorienterede, der undsiger islamiseringen – det er englændere på godt og ondt.

Enoch Powell spøger i baggrunden, og bagest i pubben kan man næsten høre Paul Weston og Tommy Robinson holder dundertaler for meningsfæller over pints. Flere steder i udsendelsen synges højlydt ‘I’m Forever Blowing Bubbles’, som mange vil genkende fra Green Street Hooligans (2005), men udsendelsen handler om kultur og identitet – ikke gadevold.

De 58 minutter er lige i overkanten, men det er kun med til at forstærke helhedsindtrykket, og der er masser af knivskarpe vinkler. Den lukkede pub, det videoovervågede hus med Sankt George-flaget på gavlen, den grandvoksne mand der nærmest græder over Westhams stadionflytning. En ‘forfaldshistorie’, som journalister nedladende plejer at kalde det.

Der er enkelte modsatrettede sekvenser, men ikke overdrevet, og det supplerer på sin vis fint fortællingen. Det er eksempelvis en henvisning til National Front og 80’er-racisme, samt en sekvens hvor Eileen, en kvinde på 90 år, krammer sin somaliske underbo før flytningen. Hun flytter fordi hun ikke har noget at gøre i bydelen mere, men hader ikke den enkelte indvandrer.

Bedst i dokumentar er buschaufføren Tony, der er søn af en carribisk far og en engelsk mor. Når han kommenterende kører forbi en lokal moské, minder han til forveksling om Tommy Robinsons tv-dækkede køretur gennem Luton. Han flytter fra New Ham, fordi hans insisterer på, at hans datter skal vokse op i et engelsk England.

En sympatisk familiefar med aner i Bangladesh siger næsten det samme, men bliver dog boende i Eastend. Først i slutningen fremgår det, at han er troende muslim og har taget initiativ til en bedegruppe i bydelen. Om ti år er det slut med engelsk kultur her, forklarer han. Ikke et opråb eller en advarsel, blot en tør konstatering. En kapitulerende afslutning lidt i stil med den i Romper Stomper (1993).

Udsendelsen kan ses på DR.dk. For yderligere omtale se BBC. Citater fra Subsaga.

“I feel a foreigner in my own borough. We were born here. Lived here. We are finding ourselves marginalised out of the area.” (‘Lou the Jew’)

“People who pass opinions about immigration and how wonderful it is for us, they should come and spend a day or two in Newham. If they think that is good for England, well, I’m a Dutchman.” (ældre mand på pub)

“Years ago, people would have a fight with their fists and that would be it, when we grew up, down the school. Not any more. Now people will bring in knives.” (Leanne, udflyttende)

“But the past 15 years have been defined by it, as Newham welcomed unprecedented numbers of new residents from all corners of the globe. At the same time, more than half of the white British population has moved out…” (speak)

“The biggest change, I think, is the pubs shutting. – Yeah. – They’re closing. There are so many pubs closed down. Muslims don’t drink, do they?” (ældre mand på pub)

“I feel that we’ve been ethnically cleansed. It’s so sad. (ældre mand på pub)

“Proper, proper East Enders. Yeah. Good people. We had shared values. … All that is totally gone now with multiculturalism. It’s hard to find somebody who speaks English in Newham.” (Ældre mænd på pub)

“”I’ll come out of Upton Park station and I could be… I could be in…Baghdad.” (Peter Bell, bestyrer, East Ham Working Mens Club)

“It was about ten years ago, on the buses, you could count one white person, to maybe 20 Asian people, you know? And the schools, as well, you’d go past,.. you’d see a school day out and you’d think, “There’s something missing there. And it was that there was no white children.” (Tony Cunningham, fraflyttende)

“I think white people are given a very bad time round here. Very, very bad time round here. And I’ll never forget this girl, she was a young white girl, Whitechapel. This…they was fighting on the bus, this Asian girl was, ‘You white bitch’ this, ‘You white bitch’ that. And you know what the girl said to me that made me stick out? ‘I can’t reply to you because what people would think about me.’ And I thought to myself, it’s true that if that girl would have replied… Everyone would’ve accused… She would’ve been the racist…” (Tony Cunningham, fraflyttende)

“Their manners are gone. You know, the Christian values are gone. Everything. The English people just seemed to disappear.” (Tony Cunningham, fraflyttende)

“Yeah, you feel alone. Most of the Muslims, they stick together. Their children stick together. If you’re an outsider, don’t want no part in, you know, they don’t want to know you whatsoever.” (Tony Cunningham, fraflyttende)

“It’s been nice living here though. There used to be lots more of us than what there is now.” (90-årige Eileen)

“We’ve lost our community. We are foreigners in our own country now. When you’re on a bus, I mean, Eileen and I, we’re the only two white people on there this morning. We’ll be the only two and it’ll be chock-a-block full.” (ældre dame)

“‘It’s more English in Essex. I think my boys will be mixing with their own. … you feel safest around your own people, you feel more comfortable around your own kind of people.” (Leanne, udflyttende datter)

“Charlotte can’t go to these schools. … I was thinking actually about that, and I was thinking, you know, is this to do with colour or has it got to do with religion? I was sitting down and I was having a think. I worry… I worry about her, you know… I don’t want her to forget who she is or where I’m from, or her mum’s from. I don’t want her to forget these things. I think these schools around here will make her lose her identity. … Her face won’t fit around here.” (Tony Cunningham, fraflyttende)

“I’ve taken a look on the outside of the schools round here and a lot of them are, you know, mainly Muslim children. … I don’t care if Charlotte goes to a school and there is a mix and everything is on an even keel. … I don’t think there’s choice around here. The schools, they terrify me around here, absolutely terrify me.” (Tony Cunningham, fraflyttende)

“I have to say that the British way of life is something they are not experiencing… because of lack of British children.” (Usmani Hussein, 5. generation-Eastender, Bangladesh)

“Instead of just migrating to Essex, why don’t you stay here, fight for it? But they just throw the toys out the pram and say, ‘Nah, this area’s been taken over by Asians and Africans.'” (Usmani Hussein, 5. generation-Eastender, Bangladesh)

“I hate this fucking area. I really do. There’s too much crime going on around here and I’m so glad to be away from it all.” (Darren Loveday, 29-årig bokser, indisk mor)

“I remember walking out of college and I heard, ‘White boy, drop your phone and walk off.’ No disrespect – I was probably the only white kid in that college. Well, they didn’t know I done boxing. I threw a 20-punch combination on all three of them and they all went down. They said they were going to do me for racism. I’m white. They said it’s a racist attack. … My nan and my mum are Indian and I don’t think I’m racist. But I’m not having no little fucker telling me, ‘White boy, drop your phone.’ Essex feels more like home.” (Darren Loveday, 29-årig bokser, indisk mor)

“We’re running, mate, running, not moving!” (Tony Cunningham, fraflyttende)

“I feel at peace when I’m in here. A lot of it connects me to the past and how people were. You can go into a church… and there’s, like, 60 or 70 people that are friendly. You will not get that any more. That church, that is the last. You go to most areas, people don’t care any more. You walk down East Ham high street and people just do not care. At least you’re in there with people that do care.” (Tony Cunningham i kirke)

“… since 2004, the whole of Europe want a piece of England, ‘just everything all of a sudden in my area is changing, ‘from being a small community where not many cultures clashed,’ to hundreds of cultures clashing all at the same time.” (Usmaan Hussain, 5. generation-Eastender, Bangladesh)

“I want to feel like I’m living in England and belong there, really, again, to be honest. Back to the old East London, how it used to be. Being there with your own people and fitting in again.” (Debbie, Leannes mor)

“‘Eventually things will change, but it’ll be too late then. ‘It’ll be too late.’ I think it’s… I don’t know, perhaps I’m kidding myself. Perhaps it’s too late already. Perhaps it’s all gone now anyway.” (Peter Bell, bestyrer, East Ham Working Mens Club)

“We’ve got the foreigners coming in here and they’re not taking over – we’re letting them. ‘It’s like no-one never stood their ground, did they?'” (Darren Loveday, 29-årig bokser, indisk mor)

“‘In ten years’ time, maybe not even that, ‘there will be absolutely no trace of cockney culture, ‘no trace of British culture, ‘I can assure you, in ten years’ time.” (Usmaan Hussain, der afslutningsvis afsløres som troende muslim)

Oploadet Kl. 19:52 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper