27. november 2019

Tony Blair advarer mod Jeremy Corbyn: Labour er styret af en revolutionær ‘Marxistisk-Leninistisk fløj’

Om to uger er der valg i England, hvor dele af parlamentet stadig arbejder for at blive i EU, trods en tabt folkeafstemning. Labours Jeremy Corbyn kan næppe slå Boris Johnson, for ligesom ‘The Squad’-Demokraterne i USA, så er han et godt stykke til venstre for befolkningen som helhed. Tidligere Labour-PM Tony Blair har også fået nok. Fra Reuters – Britain is a dangerous mess, former PM Blair says.

“Britain is holding an election three years ahead of schedule because parliament was deadlocked over Brexit, unable to agree on how or even whether to leave the European Union. …

Blair, Labour prime minister from 1997 to 2007, said both major parties were peddling fantasies, adding that if the opinion polls were accurate, Johnson’s party looked likely to win a majority.

Blair, the only Labour leader to win three elections, said his party was now controlled by its ‘Marxist-Leninist wing’ and that its leader Jeremy Corbyn was promising a revolution.

‘The problem with revolutions is never how they begin but how they end,’ said Blair. ‘The problem with revolutions is that they always end badly.’

‘The truth is: the public aren’t convinced either main party deserves to win this election outright.'”

(Tony Blair, Reuters Newsmaker event, 25. November 2019)

Oploadet Kl. 11:39 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


31. august 2011

Norske Ole Jørgen Anfindsen: “Før eller siden vil vi alle bli innhentet av realitetene…”

Sålænge den yderste venstrefløj i al sin virke uåagtet kan flirte med militans, så giver det ingen mening, at tage en debat omkring retorikken hos højrefløjsteoretikere såsom Peder ‘Fjordman’ Jensen eller Ole Jørgen Anfindsen. Hermed ikke sagt at debatten isoleret set ikke er interessant.

Ole Jørgen Anfindsen i Dagbladet – “Quisling” med mer.

“Etter 22.7 er det legitimt at man retter et kritisk søkelys mot meg som markant innvandringsskeptiker i en årrekke. Men jeg er oppgitt over Aftenbladets oppslag 20. august.

Mitt hovedbudskap har hittil vært at jeg tar selvkritikk på at jeg har brukt for kraftig retorikk mot våre vestlige eliter. Jeg har lovet å være mer forsiktig i fortsettelsen, og jeg har dessuten lovet at jeg etter hvert skal se nærmere på mine egne skriverier og argumentasjonsrekker, samt min bruk av kilder (inkludert bloggeren Fjordman), for å vurdere om det også er andre ting jeg bør endre på. …

Aftenbladet er opptatt av at jeg i min bok retter skarp kritikk mot de tidligere statsministrene Tony Blair og Kjell Magne Bondevik, særlig førstnevnte. I Blairs regjeringstid økte den årlige innvandringen til Storbritannia fra ca. 37.000 til nærmere en halv million, altså mer enn en tidobling. I oktober 2009 ble det avslørt at Labour hadde trumfet igjennom dette i et bevisst forsøk på å importere stemmekveg og tvinge igjennom dramatiske samfunnsendringer. Det hele ble gjennomført med en skremmende grad av kynisme og maktarroganse, samtidig som man forsøkte å holde skjult for folk flest hva som foregikk.

Dette er grunnen til at jeg har skrevet at historikere nok vil komme til å sammenligne Blair med Quisling. … Vi kan alltids diskutere om quisling er et for sterkt ord å bruke om Blair, men at han har opptrådt kritikkverdig, samt gjort stor skade på landet sitt, det tror jeg ikke det kan herske mye tvil om.

Bondevik må gjerne påstå at han og Blair har opptrådt på en forsvarlig måte, men mye tyder på at han tar feil. Dette handler ikke om hva vi rent økonomisk kan ta oss råd til, slik han synes å mene, men om samfunnets sammenhengskraft og hvilke begrensninger menneskets natur setter. Det er forøvrig avslørende at Bondevik møter vitenskapelig begrunnede innvendinger med beskyldninger om ekstremisme. Før eller siden vil vi alle bli innhentet av realitetene…

Ellers reagerer jeg på at Aftenbladet sammenligner omslaget til “Selvmordsparadigmet” med et spottefrimerke fra krigens dager som viser et portrett av Quisling omgitt av en renneløkke. Dette betrakter jeg som et overtramp fra avisens side, gitt at omslaget til min bok er ment å skulle illustrere poenget med at Vesten er i ferd med å begå selvmord, mens det nevnte spottefrimerket signaliserer hevn mot svikere. …

Ærlighet varer lengst. En sannferdig beskrivelse av ubehagelige sider ved virkeligheten er ikke ekstremisme, men en forutsetning for å opprettholde et bærekraftig samfunn.

(Vidkun Quisling spottefrimærke, 1941 & Selvmordsparadigmet, 2010)

Oploadet Kl. 15:30 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


9. november 2009

Johan Olsen på P1 om ‘morderisk forbrydere’ som Bush, Blair, Fogh og Obama

Forsangeren for Magtens Korridorer er overalt på DR, og det er kun undtagelsesvis i forbindelse med musikken. Fra ugens udgave af Kanten på P1 – Terror til folket.

“Det virker ikke usandsynligt at nogen skulle planlægge terroraktioner i Danmark. Og det umiddelbare motiv i denne omgang var Muhammedtegningerne. Men det er meget mere end det. Krigen mod terror er krigen mod muslimsk terror og signalet er en anti-islamisk krig… det er ikke nogen helt almindelig krig. Det er en meningskrig. Vores modstandere skal mene ligesom os – eller bekæmpes med massiv militær intervention…

Det er dømt til at fejle på den virkelig grimme måde. Jeg har sagt det her i Kanten før men det kan ikke siges nok: Man kan ikke få folk til at mene det samme som en selv ved at slå på dem. Man opnår naturligvis kun ekstrem vrede og modstand… Jeg tror ikke på den gavnlige effekt af at bekrige terrorister med vold…

Og selvfølgelig kommer krigene til dansk jord. Hvad havde man regnet med? Kære lytter, når terrorangrebet rammer Danmark og de døde begraves, så husk, at vel er der en sindssyg terrorist der står bag. Men han står på skuldrene af langt mere effektive morderiske forbrydere som George W. Bush, Tony Blair, Anders Fogh Rasmussen – og årets modtager af Nobels Fredspris, Barack Obama.

(Bamyan-dalen i det centrale Afghanistan, 2001)



24. oktober 2009

Tony Blair-rådgiver om “a deliberate attempt to engineer a more multicultural Britain”

Fra Daily Mail – Labour let in migrants ‘to engineer multicultural UK’

“Huge increases in immigration over the past decade were a deliberate attempt to engineer a more multicultural Britain, a former Government adviser said yesterday.

Andrew Neather, a speechwriter who worked in Downing Street for Tony Blair and in the Home Office for Jack Straw and David Blunkett, said Labour’s relaxation of controls was a plan to ‘open up the UK to mass migration’.

As well as bringing in hundreds of thousands to plug labour market gaps, there was also a ‘driving political purpose’ behind immigration policy, he claimed…

Official policy: Huge increases in immigration over the past decade were ‘a deliberate attempt to engineer a more multicultural Britain’

Ministers hoped to change the country radically and ‘rub the Right’s nose in diversity’. But Mr Neather said senior Labour figures were reluctant to discuss the policy, fearing it would alienate its ‘core working-class vote’…

The published version promoted the labour-market case for immigration but Mr Neather said unpublished versions contained additional reasons.

‘Earlier drafts I saw also included a driving political purpose: that mass immigration was the way that the Government was going to make the UK truly multicultural.

‘I remember coming away from some discussions with the clear sense that the policy was intended – even if this wasn’t its main purpose – to rub the Right’s nose in diversity and render their arguments out of date.

Oploadet Kl. 23:26 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
Arkiveret under:


30. juni 2007

Hirsi Ali: “Hvorfor er vesterlændinge så usikre på alt det der er så vidunderligt ved Vesten…”

Fra gårsdagens Berlingske Tidende. Lidt fra en kronik af Hirsi Ali – Vågn op! Vesten står for civilisation.

“Den første gang jeg var til en forsamling som denne, var i november 2005 på Krasnapolskyhotellet i Amsterdam. Jeg var inviteret til en konference om mediedækning af islam, og i den forbindelse blev »Submission« vist. Submission er en kortfilm, jeg lavede med Theo van Gogh. Som mange af jer ved, blev han slået ihjel af en muslim på grund af filmen.

Jeg befandt mig i den sære situation at skulle forsvare ytringsfrihed, den frie presse og kvinders rettigheder over for arabisk-islamiske journalister og kommentatorer. Jeg fandt det sært, fordi netop de vestlige journalister, der var grundlag for konferencen, enten var stille, mumlede et eller andet om ytringsfrihed, eller henvendte sig efter sessionen og hviskede i mit øre, at jeg havde gjort et godt stykke arbejde. Jeg bemærkede den skam, de følte ved at forsvare netop den frihed, der ligger til grund for hele deres arbejde.
Jeg bemærkede i begyndelsen af 2006 en lignende fornemmelse af ubehag blandt vestlige journalister, akademikere, politikere og kommentatorer ved, hvordan de skulle reagere på muhammedtegningerne i Danmark. Der var faktisk mange, der oprigtigt forsvarede det standpunkt, at Danmark skulle undskylde for tegningerne. Denne holdning blev gentaget i efteråret sidste år, da paven citerede en byzantinsk kejser, som skrev, at grundlæggeren af islam udbredte sin religion ved sværdets brug, og New York Times opfordrede paven til at give en undskyldning.

Tony Blair, en leder jeg beundrer, beskrev i en artikel tidligere i år, at det, vi havde foran os som følge af 11. september, var en kamp om ideer og værdier. Blair begyndte sin artikel med skarpt at optegne den mest skelsættende konflikt i vor tid, men trak i land og erklærede, at Koranen er en fremragende bog, forud for sin tid og god for kvinder.

Hvorfor er vesterlændinge så usikre på alt det der er så vidunderligt ved Vesten: Politisk frihed, fri presse, ytringsfrihed, ligeret for kvinder og mænd, homoseksuelle og heteroseksuelle, kritisk tænkning og styrken i kritisk tilgang til ideer og især tro.

Oploadet Kl. 08:59 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


28. juni 2007

Michael Irving Jensen: Der er måske alligevel håb – måske vil Blair forhandle med Hamas

Tony Blair blev igår udnævnt som fredsudsending i Mellemøsten, og uvist af hvilken grund havde Nyhedsministeriet på TV2 Radio valgt at give ordet til Michael Irving Jensen for en ekspertanalyse. Han indledte med at fortælle, at Blair trods Irak-krigen, kunne samle moderate lande (såsom Saudi-Arabien), og lidt senere havde han så analyseret sig frem til, at der måske var en chance for at finde en løsning på Israel-palæstina konflikten, idet Blair i modsætning til andre kunne tænkes at ville forhandle med Hamas.

Michael Irving Jensen: Der er også regimer i Mellemøsten som bakker rimeligt pænt op omkring det her, om ikke andet af høflighed, altså Egypten og Jordan for den sags skyld, måske også Saudi-Arabien som ville acceptere det, altså de såkaldte moderate stater i Mellemøsten, men hvorvidt at han kan…

[…]

Michael Irving Jensen: … det bliver meget vanskeligt for Tony Blair at presse på, men der hvis man skal være lidt optimistisk, og se på en positiv side… [henviser til Blair & den nordirske konflikt] Blair har tidligere gjort hvad der skal til for at skabe et eller andet rum for forhandling, så derfor kan det godt være han overrasker og sætter sig ned med Hamas’ ledere

  • 16/6-07 Arbejderen – Boykot har ført til kaos i Gaza.
  • Opdate. P3 Nyhederne (15.00) havde hidkaldt Jacob Feldt for en ekspertanalyse, og han sagde stort set det samme som Irving Jensen, omend han vejede sine ord noget bedre.

    “Det er svært at se hvad udnævnelsen af Tony Blair overhovedet skulle gøre ved situationen i Gaza-striben, andet end at medvirke til at opretholde et pres på Hamas…”

    Opdate 29/6-07. Adam Holm anmelder i Weekendavisen Zaki Chehabs Inside Hamas. Fra Martyrer for Allah (kræver login) – et citat.

    “Synet på Israel er og bliver om-drejningspunktet for konflikten mellem Hamas og Fatah. Hvor Yassir Arafat efter langvarig tøven endte med at anerkende den israelske stats ret til at eksistere, nægter Hamas kategorisk at vende tomlen opad. Da den saudiske kong Abdullah i februar i år indkaldte Hamas og Fatah til et forsoningsmøde i Mekka, efter at deres uenighed havde ført til voldsomme kamphandlinger, spurgte han den ene af Hamas’ ledere Khaled Meshal, hvorfor de ikke vil acceptere Israels tilstedeværelse. Fordi, lød svaret fra den Damaskus-baserede Meshal, ingen palæstinenser har lov til at afstå så meget som én tomme land til ikke-muslimer.

    Hamas, der er en del af det verdensomspændende Muslimske Broderskab, en organisation, der opstod i 1920rnes Egypten, har svoret, at kampen først er tilendebragt den dag islams grønne fane vajer over hele det historiske Palæstina fra Det døde Hav til Middelhavet…

    Det mest konkrete udbytte af Mekka-mødet i fjor var, at Hamas valgte at bakke op om Mahmoud Abbas fortsatte forhandlinger med Israels ministerpræsident Ehud Olmert. Den ellers fair og afbalancerede Zaki Chehab udlægger dette som en de facto-accept af Israel og dermed en opfordring til israelerne om at indlede forhandlinger med Hamas.

    Men det er en fejlslutning af dimensioner. Hamas kan med henvisning til Koranen sagtens legitimere en længerevarende hudna, våbenhvile, med israelerne. Men det får dem ikke til at fravige hovedmålet med kampen, nemlig den jødiske stats endeligt. Det er med andre ord ikke så pokkers epokegørende, at Hamas for en stund valgte at stå bag Abbas. Det er en del af strategien.

    Og som en repræsentant for Hamas i øvrigt er citeret for at sige i bogen: »Du finder ikke nogen i Hamas, der vil anerkende Israels ret til at eksistere. Hvis du hører noget andet, kan du være sikker på, at det er løgn.« Som Chehab skriver et sted, måske med en svag antydning af, hvor hans egne sympatier skal findes: »Hvor Hamas opererer med en århundredlang tidsskala og under hensyntagen til Allahs vilje, er Abu Mazen (Mahmoud Abbas, red.) mere pragmatisk og indstillet på, at regeringsudøvelse skal håndteres efter jordiske principper i verden her og nu.«”

    

    21. februar 2007

    Populisten Villy Søvndal: “Det bekræfter jo bare at vi altid lader os diktere udefra…”

    Idag bekendtgjorde Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen samtidig i henholdsvis London og København, at de ville trække hovedparten af sine tropper ud af Irak. De danske tropper er under britisk kommando, og tilbagetrækningen var tydeligvis koordineret. DR underspiller det sidste, og giver Fort Bragg-veteranen mikrofonen…

    Det bekræfter jo bare at vi altid lader os diktere udefra, og nu er det så englænderne der får lov at bestemme dansk politik…” (Villy Søvndal, 13-Radioavisen, 21/2-07)

  • 21/2-07 DR Online – Danske soldater hjem fra Irak til august.
  • 21/2-07 BBC Online – Blair announces Iraq troops cut.
  • Oploadet Kl. 19:43 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
    

    28. december 2006

    Tony Blair: “the Koran… [is] trying to return Judaism and Christianity to their origins”

    Hvis ikke det lige var leflen for et stadig stigende vælger-segment, kombineret med et naivt håb om multikulturel harmoni, så skulle man tro Tony Blair havde konverteret. Fra Foreign Affairs – A Battle for Global Values. [via Snaphanen]

    “To me, the most remarkable thing about the Koran is how progressive it is. I write with great humility as a member of another faith. As an outsider, the Koran strikes me as a reforming book, trying to return Judaism and Christianity to their origins, much as reformers attempted to do with the Christian church centuries later.

    -The Koran is inclusive. It extols science and knowledge and abhors superstition. It is practical and far ahead of its time in attitudes toward marriage, women, and governance.

    Under its guidance, the spread of Islam and its dominance over previously Christian or pagan lands were breathtaking. Over centuries, Islam founded an empire and led the world in discovery, art, and culture. The standard-bearers of tolerance in the early Middle Ages were far more likely to be found in Muslim lands than in Christian ones.”

    Oploadet Kl. 10:11 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer
    

    18. oktober 2006

    P1 om frihedskæmpende Hizbollah og Blair der er i armene på neokonservative fantaster

    Esmanns Verden er et af de magasinprogrammer på P1 jeg burde gøre mere ud af. Næsten hver uge doceres middelsvær lyrik i 1,5 time…

    Den 21. september var emnet Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah, og med Jørgen Bæk Simonsen i studiet var der lagt op til den helt store terror-apologi. Allerede i den officielle præsentation går det galt.

    Hassan Nasrallah (86 min.; 21/9-06)

    Hizbollah – et libanesisk frihedskæmpende parti med en kalashnikov i sit flag. Lederen hedder Hassan Nasrallah, og han har haft succes med noget som meget få andre har gjort ham efter: at besejre Israel både militært og diplomatisk. Situationen mellem de to naboer er lige nu meget kritisk. Professor Jørgen Bæk Simonsen er i studiet og med på telefonen er den svenske Hizbollah-ekspert Magnus Ranstorp fra Centre for the Study of Terrorism and Political Violence på St. Andrews Universitet i Skotland og den Libanon-kyndige Sune Haugbølle fra St. Antony Universitet i Oxford.

    Hizbollah er selvfølgelig ikke ‘frihedskæmpere’ med mindre man betragter et Koranbaseret diktatur som et frihedsideal. At Nasrallah skulle have besejret Israel militært er en myte som trives fint på P1, men at Israel internt efterrationaliserer ift. krigen, mens Nasrallah fejrer sejren i sønderbombede hovedkvarterer – siger jo mere om den irrationelle islamistiske mentalitet end om Israels militære nederlag.

    Jørgen Bæk Simonsen talte i sit vanlige uldne sprog om at Nasrallah havde antasterne til “at blive betragtet som en folkehelt”, og eufemismer er i det hele taget aldrig en mangelvare når han folder sig ud. Nyd blot denne formulering…

    Bæk Simonsen: Sådan som forløbet har været i juli-august, der har det været komplekst og en smule vanskeligt, at vi har en milits der agerer på vegne af en stat.

    I forrige uge var emnet Tony Blair, i studiet var Mads Qvortrup, og der blev suppleret med kommentarer fra Lasse Ellegaard. Det var om muligt endnu ringere – her lidt fra dialogen.

    Esmann: Han er ikke så blatant i sin religiøsitet som George Bush.

    Ellegaard: Nej, der er de der historier om at Bush har knælet sammen i den ovale kontor i det hvide hus, og bedt sammen og så videre. Jeg skal ikke kunne sige om det er rigtigt eller forkert, men det har været fremme i aviserne her. Men han er på en helt anden måde sofistikeret i sit politiske budskab til offentligheden – altså Bush er, og det er jo meget interessant at iagttage, hvordan den britiske presse kigger på Bush, som en primitiv sådan lidt intellektuelt underfrankeret politisk leder, hvor man ser Blair som en intellektuel overlegen, men politisk underlegen, det har givet Blair et tilnavn som Bushs puddel for eksempel.

    […]

    Qvortrup: Der er jo ingen der kan komme uden om, at han i 1997 da han kom til magten, blev båret ind på en vælgertilslutning der på et tidspunkt var helt på på 97 pct. Det er så gået noget ned, idag er hans popularitetskurve nede på 23 pct., men det er klart han har skibbet socialismen, han har skibbet venstrefløjen, men han har også leveret en økonomi, nogle resultater, og en multikulturalisme, som har vist sig at være en fordel for samfundet. Den multikulturalisme er han så nu ved at forlade, for så sent som fjorten dage siden var regeringen ude med en ny kommission der skal fastsætte hvilke værdier alle kan slutte op om.

    […]

    Ellegaard: Lavpunktet er uden tvivl Irak-krigen og de løgne der førte frem til det militære engagement.

    […]

    Esmann: Han har også travlt med nogle andre ting, f.eks. at prøve på at bilde os ind der kun var 45 sekunder til Saddam Hussein han kunne bruge sine såkaldte masseødelæggelsesvåben. Du har skrevet en biografi, og nu kommer 150.000 kroners spørgsmålet: Var han fyldt med løgn?

    Qvortrup: Løgn er jo altid et vanskeligt ord i politik…

    Esmann: He, he.

    Qvortrup: Jeg ved ikke om han vil indrømme det på samme måde som den ungarnske udenrigsminister gjorde det fornyligt – jeg tror ikke Blair troede han løj. Problemet er, at på det tidspunkt han sagde det her, havde han fået at vide, at sådan var fakta – jeg nævnte tidligere en briefing, hvor han havde sagt at der ikke er noget der ikke kan siges på 30 sekunder eller tre stikord. Når det drejer sig om masseødelæggelsesvåben, så er det jo altså ret kompliceret at have med at gøre – hvad vil det sige, hvor kan man angribe, hvordan skal tropperne flyttes derhen hvor de skal, og det jeg tror der er sket, hvad man kan konstatere der er sket, det er at der er en enkelt kilde i efterretningsvæsenet, som har sagt at man godt kunne få monteret nogle våben på en eller anden måde inden for 45 sekunder, og det er ikke noget der er blevet bekræftet på nogen måder. Det kommer så i en briefing, så en af de mange mennesker der kommer ind og briefer Blair, som så får sine 30 sekunder og sine tre stikord, får så sagt – vi tror iøvrigt det og det. Så finder Blair jo som den mediemæssige begavelse han jo også er, det der har mest slagkraft, det der med de 45 sekunder det lyder godt, det er godt til en tale i parlamentet.

    […]

    Qvortrup: … det er overvejende sandsynligt – nu skal jeg skal prøve at formulere mig diplomatisk.

    Esmann: Nej, det behøver du såmen ikke. Ha ha.

    Qvortrup: Nej, men det har jeg en interesse i på længere sigt. Øhm…

    [… om machiavellisk ledelse]

    Qvortrup: Uden vi skal drage den parallel, det vil jeg nødigt gøre – men nogle af lytterne har måske set filmen for et års tid siden, der hed Die Untergang, som handlede om Hitlers sidste dage i bunkeren, og det interessante er at russerne stod for døren, men stadigvæk var der rådgivere der sagde at nu marcherer vi mod Stalingrad, nu vender det hele.

    […]

    Esmann: Vi sluttede Ellegaard-citatet, med at han sagde at Blairs Irak-krig byggede på løgne, og her er fortsættelsen af Ellegaards vurdering af hvordan engagementet i Irak har påvirket synet på Blair.

    Ellegaard: Det vil for altid klæbe til hans eftermæle, og her har vi altså at gøre med hans messianske side – hans særlige storhedsvanvid om man, om du vil. Han er overbevist om at Storbritannien og hermed også ham selv, er udset til at spille en international rolle til at lede andre nationer, som han har udtrykt det. Den lancerede han, den ide, den ideologi, endnu før han kom til magten i 1997. Det er så også den ide der har ført ham lige i armene på USAs administration af neo-konservative fantaster der tror de kan gennemføre demokrati med kampvogne. Og der er både Blair og George Bush jo ægte overbeviste om at doktrinen om forebyggende intervention, altså forebyggende angreb i lande der ikke opfører sig ordentligt efter deres mening. At den kan retfærdiggøres, også i forhold til vælgerbefolkningen.

    Esmann: Du kaldte det løgnen om Irak. Lad os lige få det præciseret. Spørgsmålet er jo – kan vi tillade os at bruge ordet løgn af hans behandling, af hans fremstilling af den der trussel om masseødelæggelsesvåben.

    Ellegaard: Ja, det kan vi fordi han tog jo den påstand om at Saddam Hussein kunne mobilisere sine masseødelæggelsesvåben med 45 minutters varsel. Det valgte han at tage alvorligt, det valgte han at bruge som argument, selvom det hverken var sandsynligt eller på nogen som helst måde bevist at det kunne lade sig gøre. Og der er der flere engelske journalister som har skrevet bøger om i hvor høj grad armene blev vredet om på regeringens juridiske rådgivere blandt andet Goldschmidt, som svarer til kammeradvokaten, som kom med det ene memorandum efter det andet der advarede imod lovligheden, også efter international lov, om at gå ind i Irak, men til sidst leverede de et stykke papir der på en eller anden måde legaliserede, ud fra en FN-resolution, 1441 som iøvrigt danskerne også har brugt som begrundelse.

    Esmann: Jamen Lasse, er det ikke mere præcist at sige at han løj måske, men ikke direkte, han var jo faktisk fanget af sit eget spind.

    Ellegaard: Jov, men man kan spørge hvad er forskellen på at lyve indirekte eller direkte. Altså det der står fast, det er at hele beslutningsgrundlaget om det britiske engagement i Irak byggede på forkerte og muligvis bevidst løgnagtige oplysninger, om hvad Saddam Hussein og hans regering og hans militær kunne og hvad de ikke kunne.

    Esmann: Allright, det er jo helt klart at det der blev sagt, blev ihvertfald sagt på et overordentligt mangelfuldt grundlag, den store diskusion det er selvfølgelig om der blev løjet bevidst eller ubevidst. Hvad har du at sige til det?

    Ellegaard: Jamen det interessante er jo at de fire jurister som var indblandet i begrundelsen, altså legitimeringen af det britiske engagement. Den jurist, en kvinde, der var ekspert i international ret, hun sagde simpelthen sit job op – jeg tror den 10. marts 2003, altså forud, altså ganske kort før angrebet Irak fandt sted. Og hun sagde op i protest mod de juridiske begrundelser regeringen valgte at bruge, dem kunne hun simpelthen ikke lægge navn til.

    […]

    Ellegaard: … man kan ikke Blairs periode uden at hæfte sig ved beslutningen om at følge Bush, næsten blindt ind i Irak.

    […]

    Qvortrup: Det er meget interessant hvad Lasse siger, og jeg er i store træk enige. Det der er det vigtigste når vi taler om løgn, det er hvad vi kalder ministeransvar, i Danmark har vi noget der hedder ministeransvarlighedsloven, og det betyder blandt andet som jeg har forstået det, at ministeren også er pligtig til at stille nærgående spørgsmål om de beslutninger der skal tages. Det har Blair ikke gjort, og derfor kan man sige, der er han skyldig på det plan. Måske tror jeg ikke han har løjet direkte og bevidst, men han har ikke rigtigt, han har sådan været lidt Lord Nelson der har sat kikkerten for det blinde øje, og sagt at han ikke helt har brug for at se det der, måske er det ikke helt som det passer, og så fordi han vidste at han var nødt til at overbevise sin parlamentsgruppe om at få dem med, så har han spillet på det her – mange var jo imod inden.

    […]

    Qvortrup: … i britisk historisk perspektiv, så er Gladstone og Churchill nogle der huskes for mange af deres succeser, så måske vil Blair også på lidt længere sigt blive husket for sine succeser.

    Flere eksempler på klassisk eftersnakkeri. Politikens Lasse Ellegaard konstaterer eksempelvis indledningsvist at Tony Blair løj om irakiske masseødelæggelsesvåben, og så kan de to andre bruge tid på at debattere hvorvidt han løj bevidst eller ubevidst. Man kan altså ikke lyve ubevidst, det kaldes at tale usandt, og er ikke helt det samme – selvom Ellegaard kreativt forsøger at redde den.

    

    17. oktober 2006

    Irak-krigen har kostet en halv million irakere livet… påstod The Lancet

    Sidste onsdag kunne man i det danske medier læser at Irak-krigen “har kostet en halv million irakere livet”, men tal er taknemmelige og der er midtvejsvalg i USA. Lars Hvidberg har set nærmere på seneste undersøgelse fra The Lancet – Realitycheck – Gensvar til Lancet. Tjek også Observant – Lancet rapporten – manipulation med tallene så det klodser. Her lidt fra sidstnævnte…

    “En simpel ting, som IBC næsten også kommer til at nævne, er at de grundlag rapporten er bygget på er usandsynligt småt. Den påstår at have fundet lidt over 300 flere dødsfald mere, end man burde have kunnet forventet, og ekstrapolerer derfra til de påståede 655.000 flere døde irakere. Hvert dødsfald, forfatterne påstår at have fundet ganges altså automatisk med 2.000 for at passe i deres kram.”

    Interessant er det at Lancets redaktør Dr. Richard Burton, tydeligvis er en Moore-klon, og at undersøgelsen iøvrigt afvises af (krigsmodstanderne) Iraqi Body Count.

    Opdate 18/10-06. En Lars fortæller på Hvidbergs blog, at CNN i modsætning til DR ikke godtog Lancet-tallene uden videre: Disputed study claims 655,000 Iraqi deaths.

    Opdate 19/10-06. Punditokraterne henviser til en klumme af Steven E. Moore i Wall Street Journal, som retter fokus på det minimale statistikmateriale, og den manglende demografiske repræsentivitet – 655,000 War Dead? A bogus study on Iraq casualties.

    Debatten på DR2 har idag overskriften Irak – skal Danmark forsat være med?, og diskussionen skal blandt andet leveres med udgangspunkt i følgende spørgsmål: “Hvor længe kan Danmark leve med at deltage i et Irak-projekt, som ifølge sidste uges amerikanske choktal har kostet 655.000 irakere livet siden 2003?”.

    Opdate 21/10-06. Historiker Martin Lidegaard skrev nedenciterede i gårsdagens Information – USA-politik: Søren Pinds blinde øje (20/10-06).

    “At udse Irak til at være den store kampplads mod terrorisme uden opbakning fra verdenssamfundet og uden nogen plan for landets fremtid var – og er – derfor en katastrofal beslutning, der foreløbig har kostet op mod 600.000 irakere livet og øget terrortruslen markant i både Irak og en lang række andre lande, herunder Danmark.”

    Opdate 23/10-06. Gratisavisen Dato citerer engelske The Observer – Hvorfor er Blair premierminister?

    “I løbet af lidt over en uge har vi erfaret, at antallet af dræbte civile i Irak indtil videre overstiger 600.000… Hvorfor er Tony Blair stadig premierminister efter at have indledt sit land i sådan en katastrofal krig?”

    Oploadet Kl. 22:11 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper