7. juli 2016

Jon Stephensen: “Folkeafstemningen i Storbritannien skulle aldrig have været afholdt. Det var en fejl.”

Jeg har berørt problemstillingen tidligere, men reaktionen på Brexit indikerer at transformationen er fuldført. Det er nu i visse kredse, udtryk for totalitær tankegang at kæmpe for direkte demokrati. Folkets vilje er problematisk, direkte demokrati er decideret farligt. Medierne er en integreret del af problemet, og da briterne undsagde EU-føderalismen gik det i selvsving. Danskerne skulle ikke få syndige tanker.

Først åbnedes den økonomiske front. Udmeldelsen ville skade økonomien, og se bare hvordan kurserne styrtdykkede. Her fjorten dage efter er stabiliteten genoprettet, uden det har fået et tilsvarende fokus. Så blev den store historie, at englænderne nu har fortrudt Brexit, og mange ville immigrere på grund af den fæle nationalisme det var udtryk for. Analysebureauet Ipsos MORI spurgte englænderne igen, og ødelagde den gode historie: 89 procent af Leave-fløjen, mente at det var den rigtige beslutning – 89 procent af Remain’erne at det var den forkerte beslutning. Tre procent af dem der stemte for udmeldelse havde fortrudt, fire procent af Remain’erne havde fortrudt. Mediernes overskrifter var ønsketænkning.

Endelig blev valgets demografi den store historie. Det blev ikke problematiseret at Skotlands og Nord-Irlands klare Remain-flertal mindskede englændernes klare Leave-flertal, eller, som The Guardians fremragende analyse understreger – at valgkredse med en stor andel af vælgere født udenfor Storbritannien, også var dem der havde det klareste Remain-flertal. Det var helt uproblematisk.

(Politico Europe, 24. juni 2016 & Guardian Data, 24. juni 2016)

De unge var væsentligt mere EU-positive end de ældre, men blot 36 procent af de 18-24 årige stemte på dagen – i modsætning til de mere modne vælgere, der havde en stemmeprocent på mere end 81 procent. Blot hver fjerde 18-24 årige stemte på fortsat medlemskab!

I et demokrati er en stemme en stemme, men man kan konkludere, at jo mere erfaring englænderne har haft med EU og livet i øvrigt – jo større var modstanden mod fortsat medlemskab. Hvis man skal tage Jon Stephensen som en seriøs debattør, så var det en fejl at spørge folket, da det mindretal af de unge der stemte for fortsat medlemskab ikke fik sin vilje. En rablende teaterdirektør i Berlingske – Mere valgret til unge – mindre til gamle.

“Storbritannien sagde JA til at blive i EU, hvis de unge havde bestemt. 75 procent af unge mellem 18 og 24 år sagde ja til at blive og op til vælgergruppen 49 år var der ligeledes klart flertal for at blive. … Er det rimeligt? Er det rimeligt at de, der skal leve kortest, har truffet valget for den ungdom, der skal leve med konsekvenserne af de ældres beslutninger? …

Er det demokrati? For mig er det en af de mest udemokratiske beslutninger længe set. … Hvis unge og mennesker under 49 år havde haft mere stemmeret, havde Storbritannien sagt remain og ja til at blive i EU… Jeg mener, de burde have haft det – mere stemmeret. Jeg mener at vælgergrupper under 50 år skal have 50 procent mere stemmeret end ældre, når det så afgørende handler om fremtiden. Deres fremtid. Er det en vanvittig tanke – nej. Demokratiet bør være i evig udvikling. Demokrati er ikke statisk, men har netop gennem tiden ændret sig, det er dets styrke.

… De unge blev besejret af en aldersdemografi der er pivskæv… Folkeafstemningen i Storbritannien skulle aldrig have været afholdt. Det var en fejl.

Oploadet Kl. 22:32 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


27. marts 2016

The Guardians kristen-venlige muslimske offer for hadforbrydelse var Ahmadiyya, myrdet af Koran-tro

I sidste måned besluttede det venstreorienterede engelske dagblad The Guardian, at man for fremover ikke ville give mulighed for at kommentere på artikler omhandlende ‘race, immigration og islam’. Et beslutning som ikke lå fjernt, for de folk jeg talte for og med mandag i denne uge.

The Guardian kunne igår fortælle, at 40-årige Asah Shah, der driver en kiosk i Glasgow, Langfredag blev knivdræbt af en 32-årig mand. Mordet skete efter han Skærtorsdag havde ønsket kristne god påske, og blev efterforsket som værende ‘religiously prejudiced’. Læser man artiklen uden forbehold, så var det et af de mytiske ‘backlash’-angreb, et racistisk mord på en muslimsk kioskejer som hævn for Bruxelles-angrebet.

“Shah, who owned Shah’s Newsagents in Shawlands, posted an Easter message on Facebook hours before the incident. His page, which includes homemade videos of him praying and sending messages of peace, displays a final missive posted on Thursday at 5.10pm.

It reads: ‘Good Friday and a very Happy Easter, especially to my beloved Christian nation … ‘follow the real footstep of beloved holy Jesus Christ and get the real success in both worlds.’ …

Aamer Anwar, one of Scotland’s leading human rights lawyers, who knew Shah and recalled him as ‘a lovely man just doing his job’, earlier warned the Glasgow Southside community ‘not to jump to conclusions’ as tributes to Shah poured in on social media under the hashtag #thisisnotwhoweare.”

(The Guardian, 26. marts 2016: Man arrested after shopkeeper stabbed to death in Glasgow)

Graver man lidt i historien, så finder man ud af, at den kristen-venlige kioskejer tilhørte Ahmadiyya’erne. En muslimsk sekt der blander flere religioner, undsiger hellig krig, og derfor ikke anerkendes som værende muslimer af andre muslimer. Fra Sunday Express.

“Popular shopkeeper Asad Shah was stabbed and then had his head stamped on outside his shop in Minard Road, Glasgow around 9pm last night. … 32-year-old man has today been arrested and charged with murder after the death of shopkeeper Mr Shah. Police Scotland said the death is being treated as ‘religiously prejudiced’ and confirmed the accused is also Muslim.”

Comment is free…

Oploadet Kl. 18:32 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


19. juli 2013

WA: Mere end 200 ‘overfald’ på muslimer efter Rigby-drab – 57 pct. foregik online, alle uden lægebeh…

I seneste udgave af Weekendavisen har Adam Holm anmeldt en bog af Daniel Trilling med den titlen ‘Bloody Nasty People. The Rise of Britain’s Far Right’ (London, 2013). På sin vis en fair anmeldelse, men desværre også et godt eksempel på Krasnik’sk kritik-gengivelse. Her lidt fra artiklen Slemme sorte sataner (ikke online).

“Det sker et par gange i løbet af den internationale bogsæson at et skrækindjagende skrift om den yderligtgående højrefløj kommer på gaden. … Nu er det den britiske journalist Daniel Trilling fra venstrefløjstidsskriftet New Statesman, som melder sig med en ikke mindre alarmistisk udgivelse om det radikale højre i Storbritannien. …

Både BNP og EDL kom i offentlighedens søgelys efter to islamisters drab på en britisk soldat i London-bydelen Woolwich i sidste måned. Tilhængere af især EDL var i slåskamp med politiet og avisen The Guardian har rapporteret, at der i ugen efter den brutale nedslagtning blev registreret flere end 200 overfald på moskeer og folk med angiveligt »muslimsk« udseende, herunder et par sikher. …

Daniel Trilling fører læseren med på en rundrejse i det yderligtgående højres historie fra Oswald Mosleys fascistisk inspirerede »sortskjorter« i mellemkrigsårene over det åbenlyst neonazistiske National Front i 1970erne til dagens mere moderate og erklærede prodemokratiske udgaver. …

Hvor ubekvemt det end er, må folk som Bjurwald og Trilling indse at de slemme højrenationalister og antiislamister ikke opstår ex nihilo. Hvis der er grund til panderynken, sådan som Trilling mener, bør han kigge indad og spørge om sammenhængen mellem den vildfarne integrationspolitik og den mulige fremgang for ‘Britain’s far right’. Bøger af Trillings slags er desværre vand på ekstremisternes mølle, fordi de kun fortæller den ene side af historien. Det er – med et lån fra den hjemlige terminologi – alt for ‘anstændigt’. Og man vinder intet ved at skildre modparten som slemme sorte sataner.

I den forstand er Trilling lige så enøjet som sine højrenationale modstandere.”

(Nigel Copsey mfl., Anti-Muslim Hate Crime and the Far Right, 2013; Teeside University)

Bemærk henvisningen til The Guardian, og de “flere end 200 overfald på moskeer og folk med angiveligt »muslimsk« udseende” i kølvandet på Rigby-drabet. Tallene stammer fra en rapport af professor Nigel Copsey foretaget i samarbejde med pro-islamiske ‘Faith Matters’ og projektet ‘Tell Mama’ – Hvis en muslimer føler sig krænket, er der per definition foregået et ‘overfald’.

Andrew Gilligan gravede i ‘Tell Mama’-tallene for Telegraph, og hvis Adam Holm havde fulgt lidt med, så ville han også kende denne del af historien – The truth about the ‘wave of attacks on Muslims’ after Woolwich murder.

“Talk of a ‘massive anti-Muslim backlash’ has become routine. And it is that figure issued by Tell Mama – of, to date, 212 ‘anti-Muslim incidents’ since the Woolwich murder – which has formed the basis of nearly all this reporting. …

Tell Mama confirmed to The Sunday Telegraph that about 120 of its 212 ‘anti-Muslim incidents’ – 57 per cent – took place only online. They were offensive postings on Twitter or Facebook, or comments on blogs… Not all the offending tweets and postings, it turns out, even originated in Britain.

Fewer than one in 12 of the 212 ‘incidents’ reported to Tell Mama since Woolwich – 17 cases (8 per cent) – involved individuals being physically targeted. … The Metropolitan Police, the only major force in Britain which breaks down ‘offences with an Islamophobic flag’, said there were 13 allegations of common or racially aggravated assault of Muslims reported to it in London in the week after the killing. …

Offences of common and racially aggravated assault are typically used where there has been no injury, such as hijab snatching, or minor injury not drawing blood or requiring medical treatment, such as the throwing incidents reported by Tell Mama. The Met said there were no cases reported to it where any more serious injury resulted.

Asking other police forces and trawling local media reports, The Telegraph has been unable to find a single confirmed case since Drummer Rigby’s death where any individual Muslim has received an injury requiring medical treatment.”

Meget apropos, så anbefalede Copsey i sin forrige bog (udgivet af samme i 2010), at Facebook skulle forbyde EDL at oprette grupper, og at politiet skulle bruge smuthuller i loven til at stresse EDL-tilhængere væk fra gaden. Alt sammen af hensyn til “our country´s social cohesion”, som det så smukt lyder på side 34 i rapporten.



3. oktober 2012

Eric Hobsbawm (d. 2012): Et liv dedikeret til stalinisme, men stadig centrum-venstres yndlingshistoriker

Eric Hobsbawms 628 sider lange ‘Age of Extremes’ var noget nær den første bog jeg fik lagt i hånden, da jeg for mange år siden startede på historiestudiet. Allerede som teenager meldte han sig ind i ungkommunistiske Sozialistischer Schülerbund, og først efter Murens fald, 60 år senere meldte han sig ud af Communist Party of Britain, kort før partiet opløste sig selv. Han døde tidligt mandag morgen i an alder af 95 år, og Daily Mails barske gennemgang er lige på kornet – He hated Britain and excused Stalin’s genocide. But was hero of the BBC and the Guardian...

On Monday evening, the BBC altered its programme schedule to broadcast an hour-long tribute to an old man who had died aged 95, with fawning contributions from the likes of historian Simon Schama and Labour peer Melvyn Bragg.

The next day, the Left-leaning Guardian filled not only the front page and the whole of an inside page but also devoted almost its entire G2 Supplement to the news. The Times devoted a leading article to the death, and a two-page obituary.

(The Guardian, 2. oktober 2012)

came to Britain as a refugee from Hitler’s Europe before the war, but, as he said himself, he wished only to mix with intellectuals. ‘I refused all contact with the suburban petit bourgeoisie which I naturally regarded with contempt.’ Naturally.

If the name Hobsbawm rings a bell at all, people might recollect that it was also the name of Julia Hobsbawm, a PR expert who, in collaboration with the future Mrs Gordon Brown, was one of the spin doctors who sold New Labour to this country.

There is a world of difference between the ideology of Julia’s sleek, modern New Labour ideas and her father’s hard-nosed Stalinism, but one of the things they had in common was contempt for ‘ordinary people’.

Eric Hobsbawm took part in one of the most extraordinary conversations ever on British television. Speaking in 1994 to the author Michael Ignatieff about the fall of the Berlin Wall five years earlier, the historian was asked how he felt about his earlier support for the Soviet Union.

If Communism had achieved its aims, but at the cost of, say, 15 to 20 million people – as opposed to the 100million it actually killed in Russia and China – would Hobsbawm have supported it? His answer was a single word: ‘Yes’.

Just imagine what would happen if some crazed Right-winger were to appear on BBC and say that the Nazis had been justified in killing six million Jews in order to achieve their aims. We should be horrified, and consider that such a person should never be allowed to speak in public again – or at least until he retracted his repellent views and admitted that he had been culpably, basely, wrong.

Yet the awful thing about the phenomenon of Eric Hobsbawm is that the exact opposite to this is what happened.

He was awarded a Companion of Honour by Tony Blair… A professor of history, he was regularly lionised on the BBC and in the liberal newspapers as our ‘greatest’ historian.

(The Guardian, 2. oktober 2012)

It is true he modified his hard-line support for Stalin and his death-camps as the years went by. The elderly Hobsbawm was not the same person who, in 1939, co-wrote a pamphlet defending not only Stalin but Hitler, too – and justifying the Nazi-Soviet pact to carve up Poland and dominate Eastern Europe.

But as far as the history of the 20th century was concerned, he never learned its lessons. The tens of millions dead, the hundreds of millions enslaved, the sheer evil falsity of the ideology which bore down with such horror on the peoples of Russia, Hungary, Czechoslovakia, Poland and Germany, never occurred to this man.

He went on believing that a few mistakes had been made, and that Stalinism was ‘disillusioning’ – but that, in general, it would have been wonderful if Stalin had succeeded. …

What is disgraceful about the life of Hobsbawm is not so much that he believed this poisonous codswallop, and propagated it in his lousy books, but that such a huge swathe of our country’s intelligentsia – the supposedly respectable media and chattering classes – bowed down before him and made him their guru. Made him our ‘greatest historian’.

The truth is that, far from being a great historian who sometimes made mistakes, Hobsbawm deliberately falsified history.

In his book The Age Of Extreme, published in 1994, he quite deliberately underplayed the Soviet Union’s attack on Finland in 1939-40, saying it was merely an attempt to push the Russian border a little further away from Leningrad. He also omits any mention of the massacre of 20,000 Polish soldiers by Russian Secret Police at Katyn.

In the same book, he dismisses the appallingly violent suppression by the Nazis of the Polish resistance in the 1944 Warsaw uprising – when a complacent Soviet army ignored desperate pleas to come to the Poles’ aid – as ‘the penalty of a premature uprising’.

These are not mistakes – they are wicked lies.

In his 1997 book On History, he wrote the following: ‘Fragile as the communist systems turned out to be, only a limited, even minimal, use of force was necessary to maintain them from 1957 until 1989.’

This again is a blatant lie. A huge and ever-growing Soviet armaments industry ensured there was continued violence in most of the major trouble-spots of the world through those years before Communism collapsed. …

Ask the inhabitants of Prague, where Soviet tanks rolled into the streets in 1968, if they agreed with Hobsbawm that this was ‘minimal use of force’.

Ask the millions of people who were taken from their homes by KGB thugs and forced to live, often for decades, in prison-camps throughout the Gulag, whether force had been ‘minimal’.

Nor were Hobsbawm’s rewards merely the sycophantic praise heaped on him by Lefty academics and silly chatterers at London dinners. Having cultivated his group of Left-wing protégés at Birkbeck College in London, where he dominated the history department and went on to become President, he was showered with accolades by academics of the Left. …

What his death tells us, however, is that the liberal establishment that really runs this country has learned no lessons from history. It is still prepared to bow down and worship a man who openly hated Britain – and who knowingly wrote lies.”

Oploadet Kl. 13:15 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


8. november 2011

Politiken gengiver engelsk venstrehåndsarbejde baseret på useriøs Facebook-spørgeskema

I slutningen af juli måned opdagede jeg en usædvanlig (sponsoret) Facebook-reklame for en spørgeskema-undersøgelse, og da den viste Dansk Folkepartis officielle logo, undersøgte jeg sagen, og fandt hurtigt ud af, at den intet havde med partiet at gøre, noget der også insinueres i selve undersøgelsen.

Den primitive udformning, de mange stavefejl, og de ledende spørgsmål var ikke helt nok til en blogpost her på siden, da jeg trods afsenderadressen ’survey(a)Demos.co.uk gik ud fra, at det intet havde at gøre med den venstreorienterede engelske tænketank Demos at gøre. Demos (co.uk) er ikke helt så ekstrem som danske Demos (dk), men ikke desto mindre grundlagt af to tidligere ansatte for Marxism Today med tæt kontakt til Labours venstrefløj. På ingen måde en “politisk uafhængig research gruppe” (sic), som det hævdes.

(Demos.uk.co spørgeskema fra ‘Research gruppen Demos’

Jeg forventer ikke det store af Politiken, men det er nu alligevel overraskende, at Politiken.dk mandag helt ukritisk bragte følgende historie – Rapport: Det yderste højre tromler frem på nettet i Europa.

“Det yderste højre har kronede dage på nettet overalt i Europa, viser en ny rapport fra den britiske tænketank Demos. … Tabet af den nationale, kulturelle identitet er den gennemgående dagsorden, tonen bliver hårdere og hårdere, og det er især ‘den muslimske trussel’, der går igen blandt svarene på det digitale spørgeskema, som Demos har fået mere end 10.000 medlemmer af 14 partier og organisationer fra 11 lande til at besvare.

Forfatterne har brugt Facebooks eget markedsføringsværktøj til at gå direkte efter næsten 450.000 medlemmerne af 14 højrepartiers og -organisationers Facebook-grupper.

Alle 450.000 medlemmer af de pågældende 14 grupper er blevet spurgt om, hvorvidt de vil deltage i en spørgeskemaundersøgelse, og godt 14.000 har sagt ja. Et par tusind blev frasorteret, så lidt mere end 10.000 er med i den samlede rapport.

Forfatterne har samtidig kunnet knuse data om alle de næsten 450.000 medlemmer gennem Facebook og har dermed kunnet tegne profilen af det gennemsnitlige medlem af et højredrejet forum på nettet: Mand, under 30 og sandsynligvis arbejdsløs. …

Undersøgelsen blev sat i gang, før Anders Behring Breivik skød 69 mennesker på øen Utøya, men den britiske tænketank drager alligevel paralleller til den norske terrorists adfærdsmønstre, før han begik sin udåd i juli. …

Den nye rapport er ifølge Demos det første kvantitative studie, der graver sig ned i det højredrejede online-miljø i Europa, og det er nødvendigt med flere af den slags, siger det hollandske medlem af Europaparlamentet Emine Bozkurt til Guardian.

»Vi står ved en skillevej i europæisk historie. Om fem år vil vi enten have set en stigning i hadefulde grupperinger, ultra-nationalisme, xenofobi, islamofobi og antisemitisme, eller vi vil have fået bekæmpet denne her rædselsvækkende tendens«.”

(Demos.co.uk, The New Face of Digital Populism, pdf, 145 sider)

Der er flere opstramninger i rapporten, men Politiken gør også sit. Det noteres i overskriften, at rapporten omhandler ‘det yderste højre’, men undersøgelsen omhandler specifikt ‘populisme’, og det er en central konklusion, at de omtalte partier både er venstre- og højreorienterede.

“While often described as ‘far right’, the ideology of many of these groups represents a mixture of leftwing and rightwing political and economic beliefs with populist rhetoric and policy.” (s. 17)

“Despite being referred to as ‘far-right’, many of these groups are not easily placed according to traditional political categories, often combining elements of leftwing and rightwing philosophy, mixed with populist language and rhetoric.” (s. 25)

“Like other Scandinavian populist movements, the True Finns defy the traditional left–right dichotomy, uniting left-wing economic policies with right-wing social policies.” (s. 107)

På samme måde forklarer Politiken, at undersøgelsen omfatter mere end 10.000 ‘medlemmmer’ af 14 partier og organisationer, men der er langt fra et medlemskab af en Facebook-gruppe til medlemskab af et parti. Værst er dog følgende citat, der indikerer folkene bag ikke har stor viden om Dansk Folkeparti. DFU har aldrig haft ‘crossover in membership’ med nazistiske Combat 18, og den mangelfulde tvetydige kildehenvisning forøger ikke ligefrem troværdigheden.

“There has been a history of crossover in membership between DF Ungdom and other more extreme street-based movements such as White Pride and Combat 18.” (s. 99f)

(S. 99, 100, 125)

Metodisk er det også svært at se det hele som andet end et forsøg på at smæde indvandrings- kritiske partier. Ud af 450.000 personer har blot 2,2 procent svaret, hvad i forhold til Danmark og Dansk Folkeparti er sket under falske forudsætninger. Om det er udtryk for bevidst manipulation er på sin vis uinteressant – slutresultatet er ikke noget en dansk avis bør gengive ukritisk.

(Open Society Foundations v/ George Soros; Discover the Networks, Islam versus Europe)



8. september 2011

Uriasposten, en del af ‘Breiviks spider web of hate’, ifølge venstreorienterede The Guardian

Anders Breivik’s spider web of hate, kalder Andrew Brown sin analyse af de henvisninger der optræder i den norske massemorders manifest. Da jeg den 11. april 2006 citerede en JP-kronik om islamisering, som Fjordman henviste til, i en af de mange tekster Breivik medtog i manifestet – ja, så blev jeg også en af de der “paranoid fantasists”, der betragter Islam som en trussel.

Vi lever i en grotesk tidsalder, og minsanten om ikke Englands svar på Politiken også har sat en IT-mand til grafisk at illustrere Breiviks skumle netværk af meningsfæller. Det understreges selvfølgelig, at de omtalte “it not to complicit in Breivik’s crime”, men det lugter vel altid lidt. Bevares, farverne er da flotte, men det hele fortæller mere om The Guardian end om Uriasposten.

(Uriasposten, en del af ‘Breiviks spider web of hate’)

Mere på Snaphanen.

Oploadet Kl. 07:12 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


20. juni 2010

Dagbladet Information oversætter og opstrammer Guardian-artikel

For et par uger siden bragte engelske The Guardian en længere artikel med tilhørende video om English Defence League. Vinklen var selvfølgelig shamende og tendensiøs, og alt det man forventer af et venstreorienteret dagblad om tendenser på højrefløjen. Information bragte i tirsdags en oversættelse ved Niels Ivar Larsen, en mand jeg husker som ivrig venstreorienteret debattør på Politikens hedengangne debatforum for 10-12 år siden.

  • 28/5-10 The Guardian: English Defence League: new wave of extremists plotting summer of unrest.
  • 15/6-10 Information: Det ekstreme højres nye kulørte ansigt (oversat af Niels Ivar Larsen).
  • “”We want our country back. We want our country back … Muslim bombers off our streets.” The chants ring out as tables are thumped and plastic pint glasses are thrust into the air.”

    “»Vi kræver vores land tilbage, vi kræver vores land tilbage. Muslimske bombemænd væk fra gaderne!« råbes der, mens borde væltes, og plasticglas med fadøl bundes og kastes i vejret.”

    […]

    “The pub, a few hundred yards from Bolton railway station, is the latest gathering point for the most significant rightwing street movement the UK has seen since the heyday of the National Front in the 1970s.”

    “Pubben, som ligger få hundrede meter fra Boltons hovedbanegård, er det seneste samlingssted for den mest markante højreekstremistiske gadebevægelse, Storbritannien har oplevet siden National Fronts glansperiode i 1970’erne.”

    (The Guardian, 28. maj 2010: The English Defence League uncovered)

    

    5. januar 2010

    Nancy G. Holm: “Why did the editors of Jyllands-Posten want to mock Islam in this way?”

    Dansk-amerikanske Nancy Graham Holm er afdelingsforstander på Journalisthøjskolen. Kommentar af hende i The Guardian – Prejudiced Danes provoke fanaticism

    “On New Year’s Day, Kurt Westergaard and his granddaughter came close to losing their lives when an axe-wielding fanatic forced his way into their house. It was the latest in a string of attempted attacks that can be traced directly to the offence caused by Westergaard’s cartoon for Danish newspaper Jyllands-Posten in 2005.

    His cartoon depicted the prophet Muhammad in a turban with a stick of dynamite protruding from the top. Muslims failed to see Westergaard’s cartoon as satire. Instead, they saw in it a defamatory and humiliating message: Muslims are terrorists. Humiliation is a devastating feeling. But most people who are insulted will accept an apology. If an apology had been forthcoming from the then prime minister, Anders Fogh Rasmussen, that probably would have been the end to it – but none came, and the humiliation was compounded.

    Why did the editors of Jyllands-Posten want to mock Islam in this way? Some of us believed it was in bad taste and also cruel. Intentional humiliation is an aggressive act. As a journalist now living in the same town as Westergaard, I thought some at Jyllands-Posten had acted like petulant adolescents. Danes fail to perceive the fact that they have developed a society deeply suspicious of religion. This is the real issue between Denmark and Muslim extremists, not freedom of speech. The free society precept is merely an attempt to give the perpetrators the moral high ground when actually it is a smokescreen for a deeply rooted prejudice…

    Danes are no more racist than any other western nation but many of them, especially intellectuals, have serious issues with religious believers.”

    Oploadet Kl. 16:22 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer
    

    2. november 2008

    DRs Jakob Illeborg om Danmark: “Vi ser populismen helt ude på venstrefløjen…”

    Europaklip på P1 havde i sidste uge DRs London-korrespondent Jakob Illeborg i studiet, til en debat om hans nyudgivne Danmark set udefra. Illeborg har talt med tre kendte engelske tænkere om hver sit emne, og her var ingen overraskelser.

  • 25/10-08 Europaklip, P1 – … Danmark set fra Storbritannien (cirka 26 min. inde).
  • Det 17 minutter indslag gik hurtigt hen over første del – interviewet med den konservative miljøforkæmper Zac Goldsmith. Illeborgs pointe var dog klar nok.

    Jakob Illeborg: Han er meget sigende for Storbritannien, hvor miljø ikke længere er en venstrefløjssag, for det handler ikke om du er venstreorienteret eller højreorienteret, men måske bare om du er orienteret.

    Dernæst videre til Anthony Giddens, der beklagede Danmark ikke fortsatte udbygningen af velfærdsstaten.

    Jakob Illeborg: Giddens syn på Danmark, som vi jo også hører i det klip der bliver spillet – er jo en smule ambivalent, som mange andre briter, så ser han på os, med måske, hvad skal man sige, en storebrors velmenende adressering, men han ser også på os med nogen bekymring – han mener, at danskerne er gået i stå. Han mener vi har nået langt… Han siger det har været utroligt lærerigt, at se på danskerne, men her taler han i virkeligheden meget om det Danmark der var. Måske knap så meget om det Danmark der er i dag.

    Jørgen Johansen, P1-vært: Ja, for et af dine udgangspunkter for bogen, det er jo så også, at de to lande på mange måder har nærmet sig hinanden. Altså Storbritannien har udviklet noget vi havde engang, og vi har måske til en vis grad afviklet noget af det.

    […]

    Jakob Illeborg: Jeg synes det er bekymrende, at vi ser et Danmark med en stigende underklasse…

    Slutteligt Timothy Gahrton Ash, der beklagede Danmark ikke accepterede multikulturalismen.

    Jakob Illeborg: Her synes jeg i allerhøjeste grad, at danskerne bør kigge til Storbritannien når vi skal prøve at definere fremtidens samfund… Her (-hjemme) slås vi stadig om vi skal være monokultur eller multikultur, da jeg talte med Timothy Garton Ash… talte vi meget om multikulturens mange facetter… Jeg kigger på Danmark, jeg kigger på den politiske tone i Danmark… Vilkårene for at være ung muslimsk mand i eksempel London er bedre end her – det er meget meget vanskeligt at være ung muslimsk mand i Danmark. Du er voldsomt stigmatiseret. London er verdens mest multikulturelle storby, og derfor er det ikke så bemærkelsesværdigt om du kommer med slør, med anden klædedragt eller med religiøse symboler eller de mener noget særligt… Der er en anden ‘Live and let live’-kultur. Man arbejder meget med ‘common sense’, om at få tingene til at smelte sammen, og her har vi virkeligt meget at lære i Danmark… Hvis man ser en ung etnisk dansker på gaden, så tror man at han vil en noget dårligt. Det er vi selv skyld i – vi har skabt en debattone som er afsindig hård… Der er kommet en tone…

    Jørgen Johansen: Forholder Timothy Gahrton Ash sig også til tonen i den danske debat?

    Jakob Illeborg: Ja, det gør han… Timothy Gahrton Ash siger, at vi skal kunne kapere islam, vi skal kunne kapere Scientology, alle mulige former for kristendom eller for den sags skyld – ateisme… Han siger, det skal vi, og det kan vi. Han siger det er bydende nødvendigt, at de vestlige samfund i det 21. århundrede er i stand til det. Og her har Timothy Gahrton Ash fat i den meget lange ende…

    Han mener, at selvfølgelig skal vi have ytringsfrihed… men vi skal også stille os selv spørgsmålet – har vi overhovedet været presset på ytringsfriheden. Gahrton Ash var selv med på The Guardian, da man skulle tage stilling til, om man skulle trykke Muhammedtegningerne dengang. Da valgte man altså ikke at gøre det… man mente det var en unødig provokation. Og det er måske meget sigende for den ramme jeg taler om – den der med at man kan sige mange ting, men indenfor en ramme hvor vi alle sammen kan være her. Jeg så iøvrigt i sommers i Politiken, at Inge Eriksen talte om kinesisk vandtortur i forhold til den danske debat, og der synes jeg hun har fat i en god pointe… debatten flyder ud i ekstremerne, og når man ser Danmark udefra, så ser man altså et samfund som i debatten har presset sig selv op på et felt, hvor det er svært at være andet end populistisk. Vi ser populismen helt ude på venstrefløjen – vi ser SF pludselig begynde på nogle ret rabiate standpunkter om mørkemænd og andet, ting man aldrig ville sige i Storbritannien, fordi det er dybt stigmatiserende, og der tror jeg vi har noget at lære af Storbritannien, og af en meget begavet mand som Gahrton Ash.

    Mere.

  • 22/5-07 The Guardian – Jakob Illeborg: New liberalism, new populism.
  • 4/6-08 The Guardian – Jakob Illeborg: Denmark loses tolerance.
  • 23/10-08 Politiken – Ny bog beskriver Danmark set udefra.
  • 28/10-08 Horisont, P1 – Interview med Jakob Illeborg (dd. ikke online).
  • 1/11-08 Information – Vi kan lære af de britiske paradokser (kræver login).
  • “Labour kiggede længselsfuldt mod det danske velfærdssamfund i 1990’erne, men nu er det os, som har noget at lære af briterne, mener journalist og korrespondent for DR Jakob Illeborg…”

    

    16. november 2005

    Europaklip på P1: Man kunne ønske flere aviser var som The Guardian

    Fra Europaklip på P1 (29/10-5) – et indslag om den venstreorienterede engelske avis The Guardian. Her kan man høre chefredaktøren Chris Elliot prale med at avisen bragte en anti-Bushforside istedet for islamistisk terror i Beslan… For avisen er med hans ord: “A bit more complex”. Den er iøvrigt ikke venstre-orienteret – men blot ‘liberal’…

    Således afsluttedes indslaget:

    “Chris Elliot er en god gammeldags Liberaler med stort L, ligesom Guardians skytsengel C. P. Scott. The Guardians Berliner-udgave er fulgt med tiden, men avisens særlige privilegier gør det muligt at fastholde nogle essentielle principper. Man kunne ønske at flere aviser havde disse privilegier.”

    Programomtalen:

    Historien om ‘The Guardian’

    Hvorfor siger den engelske avis The Guardian nej til tabloid-formatet?

    Her kan du sammen med Jakob Illeborg møde Chris Elliot, chefredaktøren fra The Guardian, der fortæller om tidens trend i form af omlægninger af avisformater, om The Guardians historie og kampen for kvaliteten i de daglige avisspalter – også i fremtiden.

    Oploadet Kl. 22:59 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige side

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper