Uriasposten » Jubiiiiiii! » Frankrig



23. juli 2018

Meanwhile in Paris: Langsomtkørende Flixbus berøvet af afrikanere ‘after France won the World Cup’

“Immigration makes nations stronger – just look at France”, skrev en pro-islamisk kommentator på Middle East Eye efter Frankrig forleden vandt verdensmesterskabet i fodbold. Den multikulturelle trup blev hyldet i en åben bus i Paris. Nogenlunde samtidig blev en langsomtkørende Flixbus berøvet ved et lyskryds i samme by af afrikanske mænd, der formentligt ikke har kontrakt med Paris Saint-Germain eller Olympique Marseille.

Den selvforklarende video kan ses på Youtube.

“Young men can be seen rushing to a FlixBus as it rolls down a city block and forcing its cargo doors open while yanking out suitcases and bags. According to additional reports, the robbery took place in Paris after France won the World Cup, which led to rioting and a crime spree across the country.” (Infowars Europe)

Oploadet Kl. 01:15 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


17. juli 2018

Lynkursus i demografi (1984/2018): Afrikanere med fransk pas er stolte over at repræsentere Afrika

Ballet Magnifique bringer et lille lynkursus i demografi. Der er særlige franske forhold, men befolknings- udskiftningen er ikke en fjern størrelse. Det sker lige her og nu i det meste af Vesteuropaog vil præge det land dine børn skal opdrage dine børnebørn i. Kuløren på den enkelte spiller er det mindste problem, for som Kipling pointerede, så kan man tage afrikaneren ud af Afrika, men ikke Afrika ud af afrikaneren.

(Les Bleus 1984, vandt EM: Eksempelvis Michel Platini, født 1955 i Jœuf, Meurthe-et-Moselle, Frankrig)

(Les Bleus 2018, vandt VM: Eksempelvis Samuel Umtiti, født 1993 i Yaoundé, Mfoundi, Cameroun)

Apropos.

France’s players of African origin will be proud to represent the continent when they face Croatia in Sunday’s World Cup final, according to Les Bleus‘ coach Didier Deschamps.

14 members of France’s squad, including Paul Pogba, Kylian Mbappe and Samuel Umtiti, are of African origin, and Deschamps says that these players still feel attachment to their countries of origin.

‘It has always been the case that the French team has always had players from Africa and from other countries and territories, and not just in football but in other sports,’ Deschamps told journalists at Saturday’s pre-match press conference in Moscow.

‘They are all French and they are all proud to be French,’ he added, ‘but through their origins, through their childhood, they have friends, they have families in these countries so they have a certain attachment to these countries and a certain pride that these people will see them play in a World Cup Final.'” (ESPN via KSDHA)

Oploadet Kl. 10:53 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
Arkiveret under:


16. juli 2018

VM: Afrikanere er franskmænd, mørklødede hooligans er ‘fans’, venstreradikale er en ‘protestgruppe’

De medier, der stædigt fastholder at enhver araber med dansk pas er dansker, er de samme der i disse timer hylder de franske verdensmestre, fordi 12 ud af 23 spillere har afrikansk baggrund. Herunder hele otte af de tretten der kom på banen i finalen: Umtiti (født i Cameroon), Pogba (forældre fra Gunea), Kanté (Forældre fra Mali), og Mbappe (forældre fra Cameroon/Algeriet), Matuidi (forældre fra Angola/Congo), Nzonzi (far fra Congo), Tolisso (forældre fra Togo) og Fekir (forældre fra Algeriet). Enkelte har tidligere repræsenteret afrikanske lande, og VM der var tiltænkt at være turnering mellem folkeslag, minder mere og mere om en international klubturnering.

(Fransk landshold anno 2018, Les Bleus; Foto: Total Sportek)

Begreber mister betydning, og ord er gratis. Ekstra Bladet fortæller eksempelvis, at der efter VM-finalen opstod gadekampe i Paris mellem politi og ‘fans’. Havde det været hvide englændere i Moskvas gader, så havde Ekstra Bladet jo nok kaldt dem hooligans.

(EB.dk, 15. juli 2018: “… kampe mellem fans og politi.”)

I midten af 2. halvleg løb fire personer i politiuniform på banen. En aktion af venstreradikale Pussy Riot, der i Berlingske kaldes for ‘protestgruppen og kunstnerkollektivet’. Havde de fire aktivister været to my til højre for midten, så havde de fået etiketten højreradikal.

(Venstreradikale Pussy Riot løber på banen under VM-finalen; Foto: NBC)

Oploadet Kl. 04:14 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


12. juli 2018

Moskva, juni 2018

I en af de kolde vintermåneder aftalte jeg med en tidligere kollega, at vi skulle tage til Moskva og se VM sammen. Tiden gik, og lige pludselig var det april. Det lykkedes en lokal guide at skaffe et dyrt hotelværelse til os, hvis blot vi forudbetalte det fulde beløb, og det gjorde vi så. Senere lykkedes det os at få billetter på Fifas hjemmeside, og så var det blot at bestille et såkaldt Fan ID, der erstattede visum for alverdens fodboldrejsende.

Vi tog det sene fly fra Kastrup fredag aften (for tre uger siden), og ankom til en natlig trafikprop i bymidten. Aldrig har jeg set så mange mennesker i nattelivet. I samråd med guiden fik vi hentet billetterne lørdag eftermiddag, og hermed var der tid til sightseeing. Vi testede et par restauranter af ved Frelseren Kristus-katedralen, og fik smagt den berømte Borscht (rødbedesuppe)

Stemningen i byen var helt fantastisk. Overalt sås glade fodboldfans – franskmænd med napoleonshatte, mexicanere med sombreros, danskere med klaphatte og vikingehjelme. Danskerne var uniformerede i rødt, men slagsangene faldt lidt mere naturligt hos latinamerikanerne.

Ved universitet havde russerne indrettet en enorm forskanset fanzone, hvor kampene blev vist på adskillige storskærme. Her så vi et par kampe, og særligt russernes sidste puljekamp trak tilskuere til. Jeg gætter på 100.000, men det forbliver et gæt.

Det første kulturelle højdepunkt var den farverige Vasilij-katedral, bygget under Ivan den Grusomme, og ganske givet inspirationskilde til prinsesseslottet i Disneyland Paris.

Tirsdagens kamp mod Frankrig skulle spilles på Luzhniki Stadion, men danernes optakt fandt sted ved Bar BQ på Den Røde Plads. Vi mødtes klokken 10 om formiddagen, og tog herfra til Stadion. Noget af en fest. Kampen var dog den ringeste jeg har set siden AGF-Lyngby pokalfinalen i 1990, men bevares – alene det at være tilstede. Jeg tog et hurtigt foto med mobilen af den store Lenin-statue ved Fifa fan-shop foran stadion. Dagen forinden havde en russisk fan medbragt en banner påskrevet ’88’ (talkode: Heil Hitler) til Uruguay-kampen, hvad gav en bøde på 65.000 kroner. Det er tilsyneladende bedre at myrde uskyldige på grund af klasse end race.

Efter kampen var der efterfest på et større diskotek nogle kilometer derfra. Øllene var mistænkeligt dyre, men forklaringen fulgte hurtigt. Det var en stripklub med alt hvad deraf følger, og selvom de fleste danskere på stedet var overrislede, så var det mit indtryk at det var lige lovligt hårdt for folk flest. Formoder der var et bordel bag en svært bevogtet dør. Den æggende dans fra unge damer på scenen trak en del husarer til, og den mafia-lignende vagt måtte sætte flere roligans på plads – kun se, ikke røre. Den ene var i øvrigt en af blot to arabere jeg så til forfesten.

Min rejsepartner røg i vodka’en og forsvandt, så jeg tog alene til hotellet med en pirattaxi. En kirgiser, der med høj kirgisisk musik i anlægget, kæmpede for at få GPS-signal med telefonen ud af vinduet. Han fandt ikke hotellet, men kom dog tæt på. Min vikingehjelm blev hans VM-souvenir. Min ven ankom desorienteret en time senere.

Det var planen, at vi skulle se kremlin med en russisk guide om onsdagen, men over et glas vand på et overklasse-restaurant, blev vi enige om, at det nok var bedst han tog en dag i sengen. Jeg så et lokalt kloster, og tog så den store tur til Frelseren Kristus-katedralen. Et formidabelt bygningsværk med en unik historie. Katedralen var den synlige forening af Rusland og den ortodokse kirke. Det var denne katedral som venstreradikale Pussy Riots skændede tilbage i 2012. For vestlige medier var de frihedskæmpere, for russerne var de alt andet.

Herefter et besøg på ‘nationalmuseet’, der blandt andet havde udstillet Lenins Rolls Royce.

Det siges at Putin holdt møde med Trumps sikkerhedsrådgiver John Bolton i kremlin denne dag… desuagtet. Det er ingen skam at blive væk, når man nu ikke er inviteret.

De efterfølgende dage tog den danske guide os med rundt, og vi så blandt andet Alexanderhaven, ‘det militærhistoriske museum’, Kiev-stationen (mfl.), Peter den Store-monumentet, Krimbroen og Gorky Park.

Fredag mødtes vi med guiden Galina, der viste os rundt i Kremlin, ikke mindst de imponerende løgkuplede kirker. Vi så naturligvis også Zarens klokke (der gik i stykker under produktionen), og Zar-kanonen (der ikke kune affyres). For mere kuppelkatar, se billederne nederst i denne post.

Det var ikke muligt at skaffe billetter til ‘våbenkammeret’ (lidt ala Tøjhusmuseet), og køen foran Leninmausolæet gjorde det i praksis umuligt. Det må blive en anden god gang.

Fredag aften spiste vi på restaurant Yar, i noget der lignende en teatersal. Her hang Pushkin, Tolstoj, Chekhov mfl. ud i forne tider. Guiden gav mig et lommelærke-sæt med Zar-tidens våbenskjold, og det er værd at huske på at Rusland har en rig historie: Pre-kommunisme ad libitum.

Vi tog en båd på Moskva-floden for at slappe af i skyggen, og samme ide havde en gruppe brasilianere fået. De første dage gik vi 15-20 kilometer, og kombineret med 25-30 grader var det lige i overkanten for en bleg dansker.

I stormagasinet GYM ved Den Røde Plads var priserne opskruede, men flot var det. I et nærliggende center var priserne noget bedre, men intet var rigtigt billigt i den indre by. Moskva er ikke mere Rusland end London er England, og det afspejlede sig i bilparken. AMG-Mercedes, Range Rovere og store Audier var overalt, og mens man drak ‘kaffe’ (pivo) på en fortorvscafé kunne man nemt se flere forbikørende Bentley’er. Her dog en Rolls Royce.

Lige overfor en tøjbutik der solgte tørklæder til muslimer, lå en Thor Steinar-butik, der solgte tøj med nationalistiske temaer. Mere interessant var dog en lille forretning, der solgte tinsoldater fra diverse perioder. Venligt spurgte jeg den konfuse ekspedient om prisen på de udstillede vare, og da jeg pegede på en spartaner med Lambda-skjold, fandt han ipad’en frem og skrev svaret i en oversættelses-app: ‘Alt er udsolgt!’ Jeg så minimum ti af slagsen i montret, og efter nogle minutter fortalte han mig, at de kostede 42 dollars stykket. Alt for dyrt, men jeg sagde ja. Herefter tastede han 5900 rubler ind på kasseapparatet, og jeg betalte således 600 kroner for ti gram tin. Well played Vladimir…

Souvenirkøbene tog lidt overhånd. Drengene fik et par VM-trøjer, datteren en ‘Putin-ridende-på bjørn-kaffekop’ og kæresten en fin matryoshka-dukke. Foruden den dyre spartaner, købte jeg flere kaffekopper med religiøse motiver, en Putin gips-buste, og nogle Putin-køleskabsmagneter med Krim-tema. Overalt kunne man købe turistede ting med Stalin, Lenin, Trotsky… Putin og Trump. Ja, selv en Bendtner-dukke.

Jeg skal ikke forherlige det russiske demokrati, men må blot konstatere, at den vestlige kritik af Putin skyder over målet. Han repræsenterer sit folk, og meget af det Vesten kritiserer ham for, har han solid opbakning til i befolkningen. Ingen EU-præsident kan sige det samme. MSM fører an i hetzen. Før VM fortalte medierne om hvor farligt det ville være i Rusland, men her hvor turneringen er ved at være slut, er der stort set intet sket. Vi følte os trygge overalt, også tryggere end vi ville være i Århus eller København. Den del overraskede mig.

Sikkerhedsopbuddet var uden sidestykke. Moskva var gearet til fodboldturisme, og man skulle eksempelvis scannes for at komme ind på Den Røde Plads. En ung overgearet betjent ville se displayet lyse på mit kamera, og problematiserede en netop indkøbt deodorant.

VM må i øvrigt have givet midlertidigt arbejde til tusinde af unge russere. Da vi ankom til lufthavnen (en af byens tre-fire internationale) en sen nattetime, var der opsat en særskilt skrank ved gaten: ‘Get your Fan ID here’. Tre personer var ansat til at fortælle os hvor vi kunne hente vores Fan ID, hvis vi ikke havde fået det tilsendt. Ved Metro-stationer stod Fifa-repræsentanter i små grupper, og guidede folk videre.

Sproget må siges at være en barriere. Når vi på engelsk bestilte vand uden brus (’still water’), kom det med brus – hvis det overhovedet kom. En lille fadøl blev en stor og fremdeles. Selv det mest simple kunne misforstås. Trods sproglige mangler og en lidt reserveret attitude, var der dog venlighed over hele linjen. Det samme med de tilrejsende fodboldfans. Vi sludrede lidt med en par russere på en irisk pub, og sad pludselig og hyggede os med nogle franskmænd. En anden dag drak vi ananasjuice/vodka af pap med et par fyre fra Balkan, og på syv dage så jeg intet der ødelagde stemningen – hverken vold eller hærværk.

Min vikingehjelm gav en del opmærksomhed, og jeg tror der blev taget 100 selfies med mig. På et tidspunkt blev det næsten for meget, men iført daner-uniformen laver man ingen scener.

(Se evt. tidligere post)

Hvor nazistisk symbolik er forbudt i Tyskland, så har russerne et andet forhold til kommunist-tiden. Det meste propaganda i gadebilledet var væk, men ikke 100 procent. På de mange monumentale bygningsværker fra Stalin-årene kunne man eksempelvis stadig se hammer & sejl, CCCP etc. Tæt på hotellet var en statue af Friedrich Engels og fremdeles. Her en detalje fra den store port ind til Gorky Park.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal mene om det, men russerne har tydeligvis et afklaret forhold til den slags. I Gorky Park var statuer af Lenin, Stalin, Dzerzhinsky mfl. samlet ved et mindesmærke for ofre for totalitære regimer. Ganske passende, omend det må siges at være et paradoks når nu Lenin stadig indgår i navnet på parken. “A riddle, wrapped in a mystery, inside an enigma”, sagde Winston Churchill om Rusland i 1939.

I Gorky Park så jeg også en statue af H.C. Andersen. Mest indtryk gjorde dog statuen af Sergei Yesenin, en digter der (formentligt) blev myrdet af regimet i 1925. Det siges, at han hver dag drak sig fuld og offentligt råbte ‘Død over kommunisterne’, lige til den dag han ikke var mere.

“What seems like an open and shut case of suicide may not be so simple. In the months leading up to his death the Soviet authorities had become increasingly concerned about the poet’s drunken debauchery. Criminal charges were brought against him and his friends because of their numerous brawls, and the Bolsheviks feared that Esenin could start to denounce the new government. Apparently there was even discussion of putting the poet under continual surveillance. This has led to unproven speculation that Esenin was assassinated by the secret police – a theory that is still hotly contested.” (Russia Beyond, 2014)

Kremlin

Metro-udsmykning, statuer mv.

Gorky Park

Diverse

Oploadet Kl. 18:51 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


31. maj 2018

Antropolog på P1: Illegal indvandrers klatreevner vil nok ‘desværre’ ikke ændre folks syn på migranter

‘Højreorienterede raser over en britisk anholdelse’, skriver en konservativ journalist på borgerlige Jyllands-Posten, og fortæller så, at “Robinson-sagen er således et interessant eksempel i den verserende debat om om massemedier og spredning af fake news”. Det danske mediebillede er på visse punkter forskellige nuancer af samme røde farve.

I dag kom jeg for skade at podcaste gårsdagens udgave af Orientering på P1, og overhørte flere indslag om flygtninge. Først et indslag om den illegale indvandrer Mamoudou Gassama, hvor såvel studievært som hidkaldt ekspert beklagede at mandens klatreevner, ikke gjorde det nemmere for illegale afrikanere at få fast bopæl i Frankrig.

Marianne Skovlund, P1: Tror du den her heltegerning vil ændre folks syn på migranter? Eller på deres vilkår i Frankrig?

Line Richter, antropolog: Det tror jeg ikke, desværre nej. Altså, vi har jo også set at der var en lignende situation under Bataclan-angrebet, terrorangrebene, at en migrant også reddede en gruppe mennesker fra de her terrorister, og han fik også statsborgerskab. Og der er ikke sket synderligt siden ’15.

Marianne Skovlund: Du skal have tak for at være her og fortælle om din phd-afhandling. Line Richter, for Institut for Antropologi på Københavns Universitet.

(Line Richter på Twitter, 2016)

Derefter et par indslag om hvor utåleligt Syrien var for syrere, med Orienterings egen Kirsten Larsen som ekspert. Hun fortalte at der var adskillige grunde til at de søgte Europa. De prisede retsstaten (demokratiet), og det eneste der ikke spillede en rolle var den økonomiske faktor. Lige på det punkt var syriske flygtninge helt og aldeles indifferente. Gad vide om hun selv tror på det.



29. maj 2018

Paris: 20-årig tjetjener myrdede, unge egyptere planlagde terror – Akut brug for holdningsmassage

To uger før episoden her, gik en 20-årig tjetjener under kampråbet ‘Allahu Akbar’ til angreb på tilfældige i Paris’ 2. arrondissement. En døde, fire såredes, herunder to alvorligt. Få dage senere afværgede de franske myndigheder et terrorangreb i Paris, planlagt af to unge egyptere. Det skorter ikke på tilvandrede muslimer med ondt i sinde, og ønsker man fortsat masseindvandring er der i sandhed brug for modsatrettet holdningsmassage. Den kan TV2 Nyheder også levere. Fra TV2.dk – Hele Frankrig hylder heroisk ’spiderman’ for at redde 4-årig.

“De kunne næsten ikke tro deres egne øjne, de mange indbyggere, som tidligt lørdag aften tilfældigvis befandt sig på Rue Marx-Dormoy i det 18. arrondissement i Paris. Her, fire etager oppe, hang en 4-årig dreng på mystisk vis ud fra en altan, og beboere på etagen forsøgte forgæves at hjælpe det lille barn.

Det lagde en 22-årig indvandrer fra Mali, Mamoudou Gassama, straks mærke til. … Da Mamoudou Gassama når op på siden af barnet, trækker han fluks drengen op over altanen og i sikkerhed.

Den usædvanlige heltedåd er bestemt ikke gået ubemærket hen. Videoen af den malinesiske ‘Spiderman’ har spredt sig med ekspresfart på sociale medier, og borgmesteren i Paris, Anne Hidalgo, har været blandt de første til at hylde Mamoudou Gassama.”

(Screencap fra Twitter, udsnit: ‘Le Coran je pt un cable’)

“Han forklarede mig, at han var ankommet fra Mali for nogle måneder siden, og at han drømte om at skabe sig et liv her. Jeg sagde til ham, at hans heroiske indsats var et eksempel til efterfølgelse for alle indbyggere, og at byen Paris selvfølgelig vil hjælpe ham på alle måder med hans plan om at slå sig ned i Frankrig.” (Anne Hidalgo, borgmester i Paris jf. Le Parisien, 28. maj 2018)

“After meeting him at the Elysee Palace, President Emmanuel Macron said he would be made a naturalised citizen.” (BBC, 28. maj 2018)

(Mamoudou Gassama i audiens hos præsident Emmanuel Macron, Paris, 28. maj 2018; Foto: Twitter)

Oploadet Kl. 11:25 af Kim Møller — Direkte link49 kommentarer


11. maj 2018

R. Camus: “Hvis man først skifter bladet, og siden skæftet, er der da stadig tale om den samme kniv”

Weekendavisens Aske Munck nævner flere under interviewet med Renaud Camus, at den igangværende befolkningsudskiftning er en postuleret tese, ikke et dokumenteret fænomen. Barnligt vil jeg mene, når nu tvisten reelt går på hastigheden ikke fænomenets eksistens. Demografi er ikke gold matematik, men det er altså heller ikke astrologi. Interview med forfatteren bag ‘Le grand remplacement’ i forrige udgave af Weekendavisen – Den store udskiftning (ikke online).

“Teorien går i al sin enkelhed ud på, at de europæiske urbefolkninger i løbet af blot et par generationer vil blive mindretal i deres egne lande og til sidst fuldstændigt domineret af muslimske indvandrere og deres efterkommere, imens den europæiske kultur forvitrer. …

Hans forsvar i retssagerne er ofte så flammende, at de skaffer ham nye søgsmål på halsen fra antiracisme-organisationerne, der står i kø for at føre sag mod ham. Ikke mindst fordi hans tese om befolkningsudskiftningen bliver set som en nyfortolkning af nazisternes grundtese om jødernes grådige globale netværk – om end denne gang med islam og muslimerne i skurkerollen. …

Han blev besat af frygten for at se Frankrigs oprindelige befolkning udskiftet med tilflyttere, uden at nogen ænsede det, og derfor gav han sig til at råbe op om ‘fænomenet’, som han nærmest hvæsende retter det til, hver gang jeg kalder det ‘teorien om le grand remplacement.

‘Det er et faktum, at vi i dag er mere koloniserede, end Frankrigs gamle kolonier nogensinde har været – med undtagelse af Algeriet,’ siger han…

‘For husk på, at kolonisering i ordets oprindelige forstand betyder, at man overtager landet og udskifter urbefolkningen.’ Han fejer sporenstregs ethvert antræk til talmæssige og statistiske indvendinger af bordet med argumentet om, at sociologer og statistikere blot forsøger at lulle os i søvn med ‘vage og ufunderede postulater om, at sådan har det altid været’. ‘… Erfaringen er beviset. At hævde andet er lige så absurd, som hvis man forsøgte at betvivle tyskernes invasion af Frankrig under Anden Verdenskrig ved at spørge, hvor mange soldater, der nu egentlig var i landet,’ siger han og slår ud med armen. …

Han forsøger at anskueliggøre effekten af den postulerede befolkningsudskiftning med en variation over den tyske filosof G. K. Lichtenbergs berømte bladløse kniv, som mangler skæftet: ‘Hvis man først skifter bladet, og siden skæftet, er der da stadig tale om den samme kniv,’ spørger han retorisk. …

‘Problemet er,’ fortsætter han, ‘at de færreste lægger mærke til udskiftningen til at begynde med, fordi den finder sted gradvis. Det er ligesom eksperimentet med frøen og det varme vand. Hvis man smider den ned i brandvarmt vand, springer den op med det samme, men hvis man lader den ligge i vandet og langsomt varmer det op, bliver den kogt levende uden at opdage det,’ siger han…”

(Renaud Camus, forfatter til ‘Le grand remplacement’)

“Man må ikke stikke sig selv blår i øjnene. Har de set muslimerne med deres turbaner og djellabaer? De kan vel nok se, at det ikke er franskmænd. Og de, som hylder integrationen, har kolibrihjerner, selv om de nok er lærde…” (Charles de Gaulle til Alain Peyrefitte, citeret i C’était de Gaulle, 1994)

Oploadet Kl. 11:40 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


3. april 2018

Paris: 85-årig Holocaust-overlever myrdet af muslim, DR associerer drabet med ‘Partiet Front National’

85-årig Mireille Knoll overlevede som ung Holocaust, men forrige fredag blev hun brutalt myrdet, offer for et antisemitisk overfald. Det elvte antisemitiske mord på en fransk jøde siden 2006. DR Nyheder bringer historien, men vinkler den smart udenom gerningsmændene, og tærsker i stedet langhalm på Front National.

“One of the suspects is a Muslim neighbor in his twenties”, fortæller Ynet News. Snaphanen har gravet lidt i sagen, og navngiver de to anholdte som ‘Yassine og Alex’, der angiveligt skulle have råbt ‘Allahu Akbar’ under udåden.

Fra DR.dk – Jøder til Le Pen efter knivdrab på bedstemor: Bliv væk.

“Franskmænd i alle aldre og med forskellig religiøs baggrund samles i aften i Paris til en stor march mod jødehad. Sammen vil de gå for fred og mindes den 85-årige jødiske bedstemor Mireille Knoll, der i fredags blev fundet brutalt myrdet i sin lejlighed i udkanten af den franske hovedstad.

Mireille Knoll blev brændt og dræbt med 11 knivstik, og motivet bag drabet menes at være antisemitisk. …

Partiet Front National er flere gange sat i forbindelse med antisemitisme. Grundlæggeren Jean-Marie Le Pen, der er far til Marine Le Pen, er flere gange blevet dømt for antisemitiske udtalelser, som da han sagde, at nazisternes udryddelse af seks millioner jøder var’en detalje i historien’.

Og sidste år sagde Marine Le Pen, at Frankrig ikke kan stilles til ansvar for en meget berygtet masseanholdelse af franske jøder under 2. verdenskrig.”

(Imam i optog mod antisemitisme, Paris, 28. marts 2018; Se evt. DR Nyheder)

“Det var interessant at se DR-TV-Avisen i aften. Indslaget om mordet var ret langt, men man undgik omhyggeligt enhver hentydning til gerningsmændene. Det var også paradoksalt, at man i Frankrig ikke ville have Marine le Pen og en repræsentant for venstrefløjen med i sørgeoptoget – men jeg så en imam der var deltager i forreste række!” (Hodjanernes blog, 28. marts 2018)

Oploadet Kl. 02:56 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


2. april 2018

Mere socialisme, sagde socialisten: ‘Solidaritet med dem udefra kræver, at der er solidaritet hjemme’

Den tyske undersøgelse fortæller, at der er ‘große Diskrepanz’ mellem hvad folk identificerer som det største problem (indvandring), og de ting der præger deres hverdage. Hvis man har et nationalt udgangspunkt, og ikke ønsker at lade børn og børnebørn eksperimentere med konsekvenserne af akkumuleret Islam, så er man højrepopulist. De kan bruge de ord der giver mening for dem, men populist er et tom skældsord, og højreorienteret er de ikke nødvendigvis.

Venstrefløjen forsøger i disse år at forstå udviklingen blandt vælgerne, men det gøres gennem et rødt prisme, der gør naturlige bekymringer til irrationel angst skabt af populistiske politikere og ‘fake news’-medier. Arbejdere bliver ikke pludselig højreorienterede, blot fordi de undsiger multikulturen, og før socialdemokraterne forstår det, så har de ikke forstået noget som helst.

Den socialdemokratiske netavis citeret herunder, har oversat artiklen fra ‘Das Progressive Zentrum’, og du kan roligt starte nedefra. Problemet er ikke noget fundamentalt ved masseindvandring og multikultur som ideologi, men noget der kan løses politisk med investeringer i velfærdstilbud, øget solidaritet (økonomisk omfordeling) tilsat trylleordet uddannelse. Løsningen på de problemer socialismen har været med til at skabe… er mere socialisme.

Fra PioPio.dk – Derfor stemmer fattige arbejdere på højrepopulister.

“Velfærdstilbud, indkøbsmuligheder og busforbindelser forsvinder. Lave lønninger, usikre ansættelser, frygten for social deroute og udsigten til en pensionisttilværelse i fattigdom. En følelse af, at indvandrere og flygtninge bliver favoriseret, mens man selv er blevet glemt af politikerne, og udviklingen suser forbi én.

Det er de største problemer og bekymringer, som borgerne har i de områder, hvor allerflest stemmer på de højrepopulistiske partier. I hvert fald i Tyskland og Frankrig. Det viser et nyt tysk-fransk studie, der har gennemført 500 samtaler med indbyggerne i tolv fattige by- og landområder med høj arbejdsløshed, og hvor en stor del af vælgerne samtidig har stemt på Alternative für Deutschland eller Front National.

Studiet bærer navnet ‘Rückkehr zu den Verlassenen’, tilbagevenden til de efterladte, og er gennemført af den venstreorienterede tænketank Das Progressive Zentrum. …

Det er ikke islamisering, EU-modstand, generel mediekritik eller et fokus på national identitet, der er årsagen, som mange ellers har gået og gættet på. Nej, der er tale om langt mere sociale årsager. Studiet peger på tre områder:

1) Indvandrere og flygtninge favoriseres, mens vi andre bliver glemt …

2) Politikerne ignorerer vores dagligdagsproblemer, dårlige løn og usikre jobs ….

3) Centralisering af velfærdstilbud og infrastruktur gør, at vi føler os hægtet af

[…]

Studiet leverer også ansatserne til, hvordan politikerne kan genvinde tilliden fra vælgerne i højrepopulisternes højborge og give ordentlige svar på deres bekymringer. Det mest centrale bud er, at solidaritet med dem udefra kræver, at der er solidaritet hjemme.

‘…Beslutningstagerne kræver solidaritet med de fremmede, men de lader også solidariteten mellem de herboende skrumpe ind. …

Konklusionen heraf lyder derfor: Et samfund, der udadtil er åbent og solidarisk, må være stabilt og mindst ligeså solidarisk indadtil,’ lyder det i rapporten.”

Oploadet Kl. 08:48 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


31. marts 2018

1968: “Forskellen er blot, at kritikerne af sex med børn ikke længere beskyldes for at være pædofobe.”

Ypperligt skriv af Henrik M. Jensen sakset fra Snaphanen, let beskåret – Foucault og arven fra 68.

“Blandt pædofiliapologeter herhjemme finder vi Chr. Braad Thomsen og Susanne Brøgger, der opfordrede mødre til at have sex med deres sønner. Og i Frankrig stod det særligt slemt til. Cohn-Bendit, en af hovedmændene bag majopstanden i Paris og senere medstifter af De Grønne i Vesttyskland, dyrkede sex med børn. Og pædofile blev forsvaret og heroiseret af intellektuelle berømtheder som Sartre, de Beauvoir, Althusser, Derrida, Roland Barthes samt de venstreintellektuelles darling over dem alle, Michel Foucault.

Men hvad der måske er mere interessant for læsere af Snaphanen, gik Foucault siden skridtet videre og sprang ud som islamofil. Efter et besøg i shahens Iran og et møde med Khomeiny i hans exil i en parisisk forstad i september 1978, forfattede Foucault nogle artikler, som blev offentliggjort i Nouvel Observateur i oktober samme år under titlen, ‘Hvad drømmer iranerne om?’

Her er et lille uddrag af den højt besungne tænkers dybe tanker:

‘Situationen i Iran synes at afhænge af en stor kamp under de gamle bannere: Kongen og Helgenen – Den bevæbnede enevældige og Den forarmede landsforviste – Despoten overfor Manden med bare hænder, der bliver hyldet af folket.’

‘Der er et fravær af hieraki i præsteskabet og en afhængighed, også finansielt, af deres tilhørere. Præsterne er ikke blot demokratiske, de besidder også en kreativ politisk vision.

‘En ting står klart: Med ‘islamisk regering’ mener ingen iranere et politisk regime, hvor præsteskabet vil få en rolle som overvågnings- og kontrolinstans.’ …

Og Foucault forsikrer læserne om at kvinder og minoriteter vil beholde deres rettigheder under Khomeiny. Hans kilder havde forsikret ham om, at frihedsrettighederne ville blive respekterede til den grad, at deres brug ikke vil skade andre. Minoriteter vil blive beskyttede, der vil ikke være ulighed mellem mænd og kvinder, når det kommer til rettigheder, men forskelle hvor der er naturlige forskelle.

Foucault konkluderer, at mens der hersker en politisk spiritualitet i Iran, er der sket et tab af spiritualitet i Europa, en dimension vi har glemt siden renæssancen og kristendommens store kriser.

‘Jeg ved, at de franske læsere vil le ad dette, men jeg ved også, at de tager fejl.’

6.11. samme år svarede en anonymiseret iransk kvinde, Atoussa H., der var politisk flygtning fra shahens styre, Foucault i Nouvel Observateur:

‘Jeg er meget bekymret, hvis det bliver en islamistisk regering, der erstatter shahens blodige regime.’

Foucault synes at være meget bevæget over muslimsk spiritualitet. Men hvorfor skal den iranske befolkning efter 25 års stilhed og undertrykkelse være tvunget til at vælge mellem Savak (shahens hemmelige politi) og religiøs fanatisme? Utilslørede kvinder bliver overfaldet på gaden og Khomeinys tilhængere har gjort det klart, at i det regime, de kæmper for, må kvinder underkaste sig islamisk lov.’

Hvad angår påstanden om, at minoriteter beholder deres rettigheder, så længe de ikke skader flertallet, spørger Atoussa H.: ‘Siden hvornår er minoriteter begyndt at skade majoriteten?’ Og hun peger på det islamiske regime i Saudi Arabien: ‘Hænder og hoveder bliver hugget af tyve og elskende.’

Mange iranere er som jeg fortvivlede over udsigten til et islamisk regime. Vestens liberale venstrefløj bør vide, at islamisk lov kan blive en dødvægt på et samfund, der hungrer efter forandring. De bør ikke lade sig forføre af en kur, der er værre end sygdommen.’

Ugen efter gav Foucault tilbage i Nouvel Observateur:

‘Hvad der er utåleligt i Attoussa H.’s indlæg er, at hun sammenblander alle former for islam og så bebrejder islam for at være fanatisk.’

‘Den første betingelse for at nærme sig islam med et minimum af intelligens er ikke at begynde med had.’

Det lyder unægteligt som en argumentation, der er hørt mange gange siden fra talløse venstreorienterede islamofile, der råber ‘islamofob’ efter deres modstandere. Og som ligger godt i tråd med 68’ernes forsvar for pædofili. Forskellen er blot, at kritikerne af sex med børn ikke længere beskyldes for at være pædofobe.

Oploadet Kl. 11:34 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper