28. maj 2017

Nørgaard: “Med tørklædet sættes skel… mellem rene og urene kvinder, mellem troende og vantro.”

Lone Nørgaard kommenterer Clara Kjeldbjerg Mathiasens forsvar for det islamiske tørklæde, og kommer her ind på en væsentlig problemstilling. Uanset hvilket motiv muslimske kvinder har for at bære tørklædet, så er de med til at gøre det offentlige rum farligere for kvinder, der ikke bærer det.

Fremragende kronik i Jyllands-Posten – Tørklædet er islamiseringens spydspids.

“Jeg har citeret Mathiasen så udførligt, fordi ordlyden i Maggi-terning-form demonstrerer, hvordan en demokratisk retsstats frihedsrettigheder, herunder religionsfrihed, bliver udnyttet til at indføre sharia, islamisk lov, ad bagvejen. Tørklædet er sharia. Kunstgrebet består i dels at reducere islam til at være en religion, dels at banalisere tørklædebrug til et spørgsmål om kvinders påklædningsvalg.

Men for det første er islam ikke kun religion, men politik forklædt som religion. For det andet: At bære det muslimske tørklæde handler om langt mere end den enkelte kvindes individuelle valg af påklædning. Med baggrund i tørklædebrug på verdensplan kan det dokumenteres, at tørklæder er udtryk for et menneskesyn præget af mandens dominans og kvindens underkastelse. Med tilsløring følger adskillelse mellem de to køn. Kvindens seksualitet anses for farlig og ukontrollabel for manden. Derfor skal den holdes nede, blandt andet gennem tildækning. Slør bæres først og fremmest af seksuelle og ikke religiøse grunde, for at dække håret og ikke vække lyst. Det er kvinden, som er skyld i den fremkaldte lyst, ikke manden, som føler den.

Kvinder, der bærer tørklæder, gør det primært, fordi de bliver tvunget til det. Intet sted, hvor islamisterne er kommet til magten rundt omkring i verden, herunder i de vesteuropæiske ghettoer, overlades det til den enkelte kvinde selv at beslutte, om hun vil iføre sig slør.

Omdrejningspunktet for enhver islamistisk bevægelse er mænds kontrol af kvinder. Og den kontrol kommer særligt tydeligt til udtryk i tørklædet… Tørklædet får status som islamismens flag og kommer til at fungere som islamiseringens spydspids i Vesten. Tørklæder er således ikke ‘uskyldige skikke’, som fattige og uuddannede kvinder gradvist vil udvikle sig væk fra.

Påklædningskravet er religiøst-politisk forankret og dermed ikke til diskussion for rettroende. At nogle tørklæde-klædte kvinder insisterer på, at tilsløring i virkeligheden er en slags ‘ny identitet’ for muslimske kvinder, kan ikke umiddelbart anfægtes. Men de signaler, disse kvinder – frivilligt eller ufrivilligt – udsender til omverdenen er: 1. Vi er muslimer. 2. Religiøse påbud står over demokratiernes sondring mellem det verdslige og det religiøse, det offentlige og det private. 3. Vi anerkender forskelsbehandling af mænd og kvinder.

Det er korrekt, at en række kvinder i Vesten vil kunne gøre gældende, at de selv har valgt at bære tørklæde. Men uanset en kvindes individuelle valg øger hendes frihed tvangen over for de medsøstre, der ikke ønsker at tilhylle sig. Med tørklædet sættes skel mellem mænd og kvinder, mellem rene og urene kvinder, mellem troende og vantro. Jo flere kvinder, der ifører sig/tvinges til at iføre sig tørklæder, jo mere eksponerede bliver ikke-tilslørede som urene, vantro og uanstændige.

I Danmark er det et stigende problem, at tørklædeløse piger bliver presset, generet og chikaneret, hvis de ikke vil dække sig til. Tilsløringen giver sig mere og mere ekstreme udtryk. I dag er det således hverdagskost på Nørrebro og i Valby at se indpakkede kvinder, hvor kun deres øjne er synlige. Selv små piger helt ned til 1. klassetrin kan nu ses fuldt tildækkede, men når en lille pige tvinges til at gå med tørklæde og dække sig til, indskrænker det ikke bare hendes råderum. Det påvirker hendes selvforståelse, så det er i virkeligheden et psykoseksuelt overgreb, der mærker hende for livet.

(Sharia-zone i Paris’ 18. arrondissement; Foto: Le Parisien via Snaphanen)

Erfaringer med islam i Europa igennem de seneste tiår peger alle i samme retning: Kompromiser er ikke mulige i forbindelse med politiske-særkrav-forklædt-som-religiøse. Kvinder kan ikke iføre sig et halvt tørklæde. Svømning er enten kønsadskilt eller ikke-kønsadskilt. Enten forefindes bederum, eller også gør der det ikke. Der kan ikke etableres dialog omkring tørklædet, af den enkle grund at tørklædet mere end noget andet udtrykker en kultur, som frygter kvinders frihed og ret til selvbestemmelse, og som dermed er uforenelig med modernitet, ligestilling og demokrati. …

Her lyder konklusionen: Om tilsløringen foregår med tvang eller efter ‘eget valg’ gør ingen forskel for tilsløringens virkelige funktion og indhold. For det første vil valget kun være frit, indtil islamisterne kommer til magten. For det andet sætter slørets symbolværdi sig igennem bag om ryggen på tørklædebæreren uanset hendes private og personlige fortolkning. …

Tørklædet er en politisk uniform og bør derfor forbydes i alle offentlige institutioner: vuggestuer, børnehaver, skoler, hospitaler, plejehjem, domstole mv. I hvert fald hvis man nærer det mindste ønske om at bevare den danske retsstat og dansk kultur.”

Oploadet Kl. 09:20 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!


20. maj 2017

Paris, maj 2017

Det er tyve år siden jeg sidst var i Paris, og selvom det denne gang blot var en udvidet Disneyland-tur for den mindste af drengene, så fik jeg alligevel set en hel del af byen.

Vi ankom til Charles de Gaulle-lufthavnen torsdag eftermiddag, og tog RER-linien til midtbyen. Toget går gennem islamiserede Sankt-Denis, og flere stationer i træk var franskmænd et næsten usynligt mindretal. Toget holdt blandt andet ved La Plaine-Stade de France, hvor tre selvmordsbombere november forrige år, indledte det koordinerede terrorangreb der kulminerede med Bataclan-myrderierne.

Frankrig har været i undtagelsestilstand lige siden, og det kunne ses i gaderne, selvom præsidentvalget og Emmanuel Macrons indsættelse jo nok satte alt på spidsen. Kort efter ankomsten gik vi en tur til Triumfbuen, og så adskillige kampklare betjente, heraf flere med maskinpistoler.

(‘Den evige flamme’)

(‘Bumperbuddies’; Se evt. Scrubs)

Fredag var dedikeret til Eiffeltårnet, og her kunne jeg konstatere, at det nye multikulturelle normale var en omstændelig affære. En kø for at komme gennem sikkerhedskontrollen (kropsvisitation, scanning), og herefter en kø for at købe billetter, før endnu en sikkerhedskontrol for at få adgang til elevatoren.

(Mobilfoto: Kø til Eiffeltårnets anden visitationszone)

Jeg er ikke meget for højder, og da vi på anden sal skulle købe ekstra billetter for at se Paris fra toppen forbarmede drengen sig: ‘Det er okay, far’. Der blev også tid til en gåtur langs Seinen, og shopping på Champs Elysee.

(Detalje fra Alexander d. II’s bro)

Det sidste var en næsten surrealistisk oplevelse, for som provinsdansker er man ikke ligefrem vant til at butikker har hærdebrede vagter ved indgangen. Jeg skulle eksempelvis åbne min kamerataske for at besøge Renaults udstilling. Vi så Ferrari 488 og Lamboghini Aventador foran Louis Vuitton-butikken, men skulle åbne tasker før vi kunne se den nye Twingo.

Vagterne var stort set udelukkende mørklødede, og det virkede som lidt af et paradoks, at der sikkert var en del vagter med islamisk herkomst der tjekkede kulturkristnes tasker på grund af muslimske terrorister had til kristne. Multikulturen skaber job.

(Den russisk-ortodokse Alexander Nevsky-katedral, flot indrammet)

Fredag aften googlede vi os frem til en nærliggende poolhal, der viste sig mere at være en nordafrikansk vandpibebar. Vi var der ikke så længe.

Sikkerhedspostyret gentog sig lørdag formiddag i Disneyland, og selvom det ikke just var turens højdepunkt for undertegnede, så var det bestemt en oplevelse. Her tænker jeg ikke på den Sydlige svalehale der elegant krydsede min vej, men det hele var bare utroligt gennemført.

Vi var der fra åbningen til 20.30 om aftenen, og fik set begge parker. Der var lange ventetider ved de fleste attraktioner, men i Walt Disney Studioes gik det nogenlunde. Vi prøvede eksempelvis en indendørs-rutsjebane med et Aerosmith-tema, der accellererede op til 100 km/t på under tre sekunder, og angiveligt gav en 5g-påvirkning i otte sekunder. Fedtmule var et hit.

Der var forbavsende mange tilvandrede storfamilier i parken, og jeg så flere muslimske piger, der havde sat det obligatoriske Minnie Mouse-hårbånd med ører udover sløret. ‘Modernization without westernization’, som Samuel P. Huntington formulerede det.

Søndag ville vi se Sacre Coeur, og det blev lidt for spændende. For bunden af trappe blev vi diskret omringet af 3-4 unge afrikanere. De talte venligt, men var anmassende, og pludselig havde både drengen og jeg farvede bomundstråde omkring den ene finger – et symbol på fred mellem Afrika og Europa, som det blev sagt af den ene – der havde en nobel fremtoning, og i øvrigt talte et fint afvæbnende engelsk.

Jeg holdt min kamera godt fast, og efter et lille minut følte jeg mig intimideret og sagde fra, så det ikke kunne misforstås. Noget var galt, og da vi fik dem lidt på afstand, tog jeg et par fotos. Da vi nåede kirken, løb tre betjente ned ad trapperne. Hjemme på hotellet kunne jeg så læse, at vi var blevet udsat for det der kaldes ‘The String/Bracelet Scam’.

“Very common in France (especially the sacre Coeur/Montmartre area, Seine River, Louvre, Gare du Nord) and around Europe as well. They can even be found on metro lines leading to the Montmartre area! They are easy to spot as they carry long, colored string, yarn or other items.

What they do (normally Africans) is they will ask if you want a ‘friendship bracelet’ or ‘friendship ring’. If you say yes, they will tie it so tight around your wrist or finger that makes it impossible to remove. They will then demand money from you. The more ruthless ones will gather some of his accomplices, bring you to the nearest ATM and threaten you to withdraw everything inside.” (Travelscam.org, 17 Most Common Tourist Scams in France

(Montmartre har en flot historie, men er et venstreorienteret område)

Efter Sacre Coeur, så vi nærmere på Montmartre. Malthe blev tegnet af lokal kunstner ved Place Tertre, hvorefter vi tog videre til Notre Dame. Emmaniel Macrons indsættelse prægede midtbyen, og Ile de la Cité (øen) var spækket med kampklare betjente. Duefodringen foran Notre Dame var en stor oplevelse for drengen, og der var fine motiver i alle retninger.

(Hotel Dieu (Dieu = Gud), med inskriptionen: ‘liberté, Egalité, Fraternité’)

En venlig mand med nordafrikansk udseende mand gav os lidt frø til duerne, og jeg var oppe med paraderne. Episoden ved Sacre Coeur sad i baghovedet, og selvom det er vigtigt at opføre sig ordentligt, så ville jeg rigtigt gerne nå hotellet med pung, telefon og kamera.

Fra Sacre Coeur tog vi en flodbåd (‘Batobus de Paris’) til Champs Elysee, der var pyntet op til Macrons ankomst. Helikoptere hang i luften, og mandskabsvogne holdt kofanger mod kofanger.

(Politiets mandskabsvogne)

Republikken tager ingen chancer. Et præsidentmord kunne risikere at fjerne opbakningen til masseindvandringen.

På hotelværelset kunne vi se, at flere tv-kanaler sendte live fra Triumfbuen – blot 300 meter fra os. Det bedste jeg så på de mange franske kanaler under opholdet var supermarkedskæden Monoprix’ reklame med et af mine favoritnumre som lydside. Big Stars ‘Thirteen’ (1972).

Da vi lidt senere indtog aftenkalorierne på en McDonalds tæt på hotellet, ankom fire maskinpistolbevæbnede ‘Vigipirate’-betjente med samme ærinde. Det nye normale.

(Mobilfoto: McDonalds, Avenue de Wagram)

Mandag var vi godt møre, og havde ingen andre planer end en tur til Bataclan og Boulevard Voltaire. Det blev en lidt tam oplevelse. Udover et diskret mindesmærke og et enkelt ‘Fuck ISIS’-tag var der absolut intet at se. Flere end 100 uskyldige blev brutalt slagtet for halvandet år siden, men alt var normaliseret.

“Witnesses heard shouts of ‘Allahu Akbar’ just before the gunmen took up positions on the mezzanine and opened fire on the crowd.” (Wikipedia)

(‘Fuck ISIS’, og med småt til venstre: ‘No fight – Love)

Vi tog hurtigt videre til Forum des Halles, hvor vi i en Lego-butik så meterhøje klods-udgaver af parisiske monumenter, herunder Triumfbuen og Notre Dame.

Ved en sidegade til stormargasin-helvedet Boulevard Haussmann stødte vi på en ‘Defend Paris’-trøje med AK47-logoet, der kunne fås med og uden hvide fredsduer. Drengen insisterede på at få den simple udgave og gjorde sin far stolt (selvom han da skammer sig lidt over at støtte opportunistiske multikulturalister).

Tirsdag var afrejsedag, og det blev lidt kaotisk. Der var terroralarm ved Garde du Nord, og jeg nåede lige at frygte Metro-kaos, der ville gøre det svært at nå lufthavnen i tide. Få minutter senere kørte togene igen, og vi kom afsted nogenlunde planmæssigt. Folk stod tæt, og en enlig bevæbnet jihadist besat af efterlivet ville i praksis have frit lejde.

Militariseringen af det offentlige rum gjorde et stort indtryk på undertegnede, men det så ikke ud til at påvirke franskmændene synderligt. Det var det nye normale, og med et netop afviklet præsidentvalg, var det politiske spil mest interessant for medierne. Macron blev hyldet som en samlende figur på forsiden af alle tidsskrifter, blandt andet med det halv-Krarup’ske ‘Le Kid’ (L’XPress). Man skulle lede længe efter fløjene, men jeg lærte dog, at der er en gruppe der kalder sig ‘Sorbonne Antifa’. Universitære venstreradikale.

Kontraster

(Posemand krydser befærdet gade i blinde)

(Indvandrer sover på åben gade)

(- alt imens diplomatens privatchauffør pudser V12-Maybach’en)

Oploadet Kl. 13:53 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer
Arkiveret under:


18. maj 2017

Notre Dame set fra Seinen, 1920 og 2017

Jeg arbejder stadig med billederne fra Paris-turen, og vanen tro kommer der også en længere illustreret post med stemningsindtryk. Nederste foto er taget i søndags fra en ‘Batobus de Paris’.

(Notre Dame set fra Seinen, 1917: Foto: Matador Network)

(Notre Dame set fra Seinen, 14. maj 2017 Kl. 12.54)

“Notre-Dame de Paris, Paris’ hovedkirke, der ligger på Île de la Cité i Seinen. Den 130 m lange, femskibede basilika er opført i unggotisk stil 1163-ca. 1345; det høje slanke kor stod færdigt 1182, vestfacaden med de to 69 m høje vesttårne 1250.

Med sine fem skulptursmykkede portaler, tre store rosevinduer med glasmalerier fra 1200-t. samt de fritstående stræbebuer ved skib og kor står kirken som en manifestation af den franske gotiks idealer.” (Den Store Danske)

Oploadet Kl. 21:26 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
Arkiveret under:


10. maj 2017

Ferietid: To generationer til Eurodisney og undtagelsestilstand…

For tre år siden havde jeg en far/søn tur med Victor Winston til Estadio Santiago de Bernabeu og Madrid, og i morgen er det lillebror Malthe Valdemars tur. Han valgte Eurodisney og Paris, og da vi første flyver hjem tirsdag bliver der masser af tid til sightseeing. Vi skal bo i det 17. arrondissement, tæt på Triumfbuen. Midt i det hele.

Jeg tager bærbar med, så jeg kan behandle billeder, og selvom jeg nok følger lidt med på nettet, så bliver det på lavt blus. Livet er andet og mere end politik, og der skal også være tid til at kede sig lidt.

(Opinion Way, La sociologie du vote, 2017)

Apropos. Macron stod stærkest blandt 65+ år. Le Pen blandt de 18-24 årige.

“Vi er den generation af dem, der dør af et blik til siden, en nægtet cigaret eller en attitude, der generer nogen. Vi er de etniske skels generation, sameksistensens totale fallit, den pålagte mangfoldigheds generation. …

Du er SOS Racisme og ‘mangfoldighed’, seksuel frihed, en pose af ris fra Bernard Kouchner. Vi er 25% arbejdsløshed, social gæld, det multikulturelle samfunds eksplosion af anti-hvid racisme, brudte familier, og en ung fransk soldat, der døde i Afghanistan. Du behøver ikke se nedladende på os. Vi har ikke brug for din ungdomspolitik. Ungdommen er vores politik. Misforstå os ikke: denne tekst er ikke kun et manifest, det er en krigserklæring. Vi er i morgen, du er i går. (Génération Identitaire, 2012)

Oploadet Kl. 19:56 af Kim Møller — Direkte link47 kommentarer
Arkiveret under:


8. maj 2017

Timme B. Munk om Macron-mania’en: “Han er løsningen på problemet, men problemet er løsningen.”

Emmanuel Macron vandt præsidentvalget, og meget sigende ankom han til sejrsfesten i Louvre til tonerne af ‘Ode to Joy’, EU’s nationalhymne. Han er patriot på den moderne radikale måde, den slags der bekæmper nationalismen. Tilstede ved festen var Christine Randa fra Radio24syv, der med våde øjne kunne fortælle at hun var ‘høj på glæde’ på grund den gode stemning. Folk der før overvejede at forlade landet, var nu stolte af Frankrig. “Folk er simpelthen så lettede.”

Der er andre måder at anskue valget på. Hele etablissementet var imod Marine Le Pen, men alligevel lykkedes det blot at få 43 procent af de stemmeberettigede til at stemme på hendes direkte modkandidat Macron. Frankrig står ikke samlet i andet end antipati for budbringeren.

Timme Bisgård Munk renser luften i Berlingske – Macron-mania i Politiken-Plus-Louisiana-ravkæde-segmentet

“En sand Macronmania er brudt ud i PolitikenPlus-Louisiana-ravkædesegmentet. Han må, skal og vil vinde det franske valg, er håbet for de rettroende. Hele den radikale folketingsgruppe er derfor rejst til Paris for at fejre og fighte for den lille prins. …

Manien er mere manisk end medicinsk. Han er løsningen på problemet, men problemet er løsningen. Alle løber væk fra midten i europæisk politik. Her hjælper det desværre ikke at løbe den anden vej. For midten er væk i fransk politik.

Politik på midten findes ikke mere. Politik er anti-midten. Vi er i The New World Disorder. Det kræver, at politik og legitimitet gentænkes radikalt på alle de svære spørgsmål fra masseimmigration til EU. Her er et nyt jakkesæt og nyt plastik-fantastisk parti til elitens søn i Paris ikke nok.

Macron er et luftmenneske. … En serviceminded Joe & the Juicer, som altid har mere helsebringende post yoga-class ingefærshots. Han lever i et politisk dobbelt eksil, hvor han er for meget blå til at være rød og for meget rød til at være blå. …

Han er som Peter Pan uden forpligtelser, fuld af drømmerier. Han flyver videre, når der opstår et problem. Altid hjem til mor og Merkel, når det bliver svært. … Det bliver Macron og kaos. For virkeligheden har en evne til at forblive med at være virkelig. Det er derfor, det hedder i virkeligheden.”

(Frankrig stod samlet, Promenade des Anglais, Nice, juli 2016)

Oploadet Kl. 09:47 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer

Emmanuel Macron og Internationalismen fik sin Pyrrhus-sejr: Five more years

Selvom stemmedeltagelse blev historisk lav, hvad skulle være en fordel for Marine Le Pen, så vandt Emmanuel Macron relativt komfortabelt med 65 procent mod 35. Et flertal af franskmændene vil have mere af det samme, og det vil de få. Der er ingen fortrydelsesret.

Macron og internationalisterne vandt fem år mere. En pyrrhus-sejr.

(Emmanuel Macron fejrer valgsejr, 7. maj 2017; Foto: The Atlantic)

“Sådan en sejr til over romerne, og jeg er fortabt.” (Kong Pyrrhus af Epirus, 279 f.kr.)

Oploadet Kl. 01:37 af Kim Møller — Direkte link45 kommentarer
Arkiveret under:


7. maj 2017

Præsidentvalg i Frankrig: Marine Le Pens historisk chance for at sende Internationalismen på skafottet

Jeg har svært ved at tro Marine Le Pen vinder i dag, men selv liberale har efterhånden forstået, at enten stopper politikerne masseindvandringen, eller også stopper folket politikerne. En Macron-sejr vil give EU og internationalisterne et pusterum, men problemerne relateret til masseindvandring vil blot blive værre. Der er valg igen om fire år, og næste gang vil hun være favorit, eller anden der mener helt det samme. ‘Festen’ er ikke slut.

Den danske mediedækning har været lige efter bogen. Når Marine Le Pen får hacket sit kampagnesite af ventreorienteret gruppe, så tilføjer Stéphanie Surrugue ordet ‘angiveligt’ (P1, i går). Når Macrons kampagne er udsat for lignende forbrydelse kan Ritzau omvendt citere valgkommissionens udtalelse, at lækkene er forbudt at offentliggøre, og at de “sandsynlighed er blandet med falske informationer”. Let verificerbare informationer er blot påstande, hvis de ytres af Le Pen. Uigennemskuelige læk, der plejer at holde i retten, er omvendt hvis de rammer Macron, ’sandsynligvis falske’.

Jeg tror ikke det bliver et 60/40 nederlag, for som artiklen herunder pointerer, så vil Macron få ualmindeligt svært ved at trække alle Le Pens modstandere til stemmeboksen. Det er ikke nok til at gøre hende til præsident, men sandsynliggør en spændende valgaften. Jeg er desværre på job.

Analyse på Politico.eu – How Le Pen could win

“Marine Le Pen needs a perfect political storm to help her win the French presidency on Sunday. … Six days before the final vote, polls show her trailing rival Macron by 15 to 20 percentage points, a wider gap than the one separating Donald Trump from Hillary Clinton at this stage in the U.S. race. Le Pen needs to win over millions of new votes to win, a tough sell for a lifetime outsider. …

Here is a guide to Le Pen’s strategy for the final days.

1. A final sprint with a clearer message …
2. Convince conservatives to stop worrying …

3. Persuade far-left voters to sit out the next round

Le Pen styles herself as the ‘people’s candidate’ but she knows she has more to gain from conservatives than left-wingers.

Only 15 percent of people who voted for the far-left firebrand Jean-Luc Mélenchon plan to back Le Pen in the final round. Any hope of growing that share got doused when Mélenchon told his backers last Sunday to steer clear of Le Pen. ‘I tell all those who are listening to me: Do not make the terrible mistake of putting a vote for the National Front into the ballot box because you will be pushing the country toward a general blaze that could lead anywhere,’ he said after days of sitting on the fence.

So Le Pen’s campaign team is focusing on getting millions of Mélenchon supporters, similar to Bernie Sanders’ people in the U.S., to abstain in the final election round.

She is already getting plenty of help from the so-called ‘neither-nor’ movement that sprung up in the wake of Mélenchon’s defeat. It’s based on the 36 percent of Mélenchon backers who are undecided and oppose both Le Pen and Macron for president.

Le Pen wants to fuel their hatred of Macron, regardless of whether they back her. As a result, she is turning up the heat on her rival, slamming him as a ‘narcissistic’ banker, a product of unpopular President François Hollande and a nasty capitalist bent on waging ‘lightning war’ on workers’ rights. …

French physicist Serge Galam — who predicted Trump’s victory and argues that a Le Pen victory is more likely than the polls suggest — says the technique can be effective. Le Pen would need a turnout rate among her potential supporters of 90 percent versus 70 percent for Macron in order to win, regardless of his advance in the polls. But Macron’s voters are getting more committed, not less — bad news for Le Pen.

4. Bet on more Macron mistakes. Win live TV debate …

The one-on-one is a first for both candidates — and it’s unpredictable. Macron can be boring on policy, but nasty on the attack. Le Pen is a born slugger, but she sometimes wobbles when attacked frontally. …

5. Cross fingers — and hope for a ‘Black Swan’ event

… Absent a clear path to victory, there is still a chance that a ‘Black Swan’ event could tilt the election in her favor.

One possibility is a dump of compromising documents on Macron as a result of a hack of his campaign communications… A terrorist attack could also shift the electoral mood.”

(JP.dk, 6. maj 2017: Valgkommission: Medier bør ikke bringe hackede mails

Oploadet Kl. 09:29 af Kim Møller — Direkte link66 kommentarer
Arkiveret under:

Forfatter om Le Pen: Hun er ‘venstrenationalist’, ingen problematiserer prædikatet ‘højrenationalist’

Læserbrev af Journalist og forfatter Lotte Dalgaard på Stiften.dk. Jeg er ikke helt på linje med hende, men flere detaljer i artiklen er værd at fremhæve. Artiklen har tidligere været bragt i Ræson – Løgnen om Marine Le Pen.

“Det er en udbredt misforståelse, at Frankrigs ene præsidentkandidat, Marine Le Pen fra partiet Front Nationale, er højrenationalistisk. Hun er faktisk langt rødere end sit rygte. Partiet har et principprogram, der signalerer venstrefløjsparti kombineret med en ansvarlig tilstrømningspolitik. Men både det franske folk og Europas politiske kommentatorer køber løgnen og sidstnævnte er endda med til at udbrede den.

Det er ikke så underligt, at den finansielle magtelite hader Marine le Pen. … Le Pen står i modsætning til Macron på arbejderklassens side, hvilket kommer til udtryk flere steder i hendes partis omfattende principprogram. Hun kæmper bl.a. for børnefamilierne, de enlige forsørgere, de handikappede, økologi, klima og miljø, Frankrigs udkantsområder og flere lærepladser på håndværksuddannelserne. Hun vil som nævnt sænke de lavtlønnedes skat, mens Macron vil sænke selskabsskatten.

Men hvordan opstår løgnen og misforståelsen om Marine Le Pens tilhørsforhold ude på højrefløjen så? Og hvorfor er der ikke nogen, som stiller spørgsmålstegn ved hendes prædikat som højrenationalist? Svaret er, at hun vil have en stram tilstrømningspolitik, og det er åbenbart det, man stirrer sig blind på uden at forholde sig til resten af hendes politiske mærkesager.

Men en stram tilstrømningspolitik er, i modsætning til den gængse opfattelse, ikke højreekstrem, tværtimod. Her hjemme advarede Anker Jørgensen og fire socialdemokratiske vestegnsborgmestre allerede i 80’erne mod øget indvandring. Og i dag, tre årtier senere, indrømmer nutidens socialdemokratiske folketingspolitikere, at deres forgængere tog fejl, da de overhørte advarslerne og lod indvandrere strømme ind. …

At Marine Le Pen ikke er højreorienteret fremgår som nævnt af hendes partis principprogram. F.eks. vil hun på baggrund af flere store, franske virksomheders udflytning til Østeuropa brandbeskatte disse virksomheder fremover, når de eksporterer og sælger deres produkter i Frankrig. Hun vil sanktionere mod virksomheder, der er ansvarlige for miljøskader som olieudslip og skovbrande mm. Hun vil have en strammere regulering og nationalisering af banksektoren, er tilhænger af højere selskabsskat, modstander af liberalisering af energisektoren og tilhænger af at udfase atomkraft. …

Marine Le Pen er ikke højre- men derimod venstrenationalist. Venstrenationalisme er baseret på social retfærdighed, folkelig suverænitet og national selvbestemmelse.”

Oploadet Kl. 08:07 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


28. april 2017

Tommy Robinson konfronterer skræmt journalist i redaktionslokale: “How am I far right?”

Hvis man betragter nyhedsformidling som en langvarig krig, så finder nogle af de største slag sted i Sverige. Her konfronterer undergrundsmedier såsom ‘Granskning Sverige‘ den etablerede statsfinansierede presse, der så slår tilbage med angreb på samme: Så styrs den svenska trollfabriken…

Der er noget skønt ved åben front. De kan lyve om os, men vi kan til gengæld fortælle sandheden om dem. En kamp MSM ikke kan vinde, og slet ikke uden at springe ud som fuldfed politisk aktør. Hermed er meget vundet.

Ideologiske etiketter er altid et godt fikspunkt. Marine Le Pens økonomiske politiske er venstreorienteret, men hun får alligvel etiketten højreradikal. Omvendt med internationalisten Emmanuel Macron, der oprindeligt var socialdemokrat, men efter han udgav bogen ‘Revolution’, nu lanceres som centrist. Ord er taknemmelige.

Forleden gatecrashede Tommy Robinson Wales Online, med henblik på at afkræve journalist Jack Pitts svar på, hvorfor han havde kaldt ham ‘far right’. Han føler sig voldsomt intimideret, men sådan må det være. Ligesom en gartner må forklare hvorfor han planter hortensia i fuld sol, så må en journalist forklare sine ideologiske etiketter.

(Tommy Robinson konfronterer bepiercet journalist i redaktionslokalet)

Oploadet Kl. 09:38 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


27. april 2017

Marine Le Pens Frankrig: Tankevækkende korrelation

(Foto: Facebook; Kilder: The Local & Mosquées de France)

Oploadet Kl. 21:46 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper