Irland er grundet solide pengeoverførsler et af EUs mest dedikerede medlemsstater, og som de eneste får irlænderne (derfor) lov til at stemme om Lissabon-traktaten. Det sker nu på torsdag, og der er spænding til det sidste.
“Jeg er meget ked af, at vi ikke får lov til at stemme om Lissabon-traktaten. Jeg ville nemlig gerne have af- eller bekræftet i en forudgående offentlig debat, om forfatningens ophavsmand Valéry Giscard d’Estaing har ret, når han i et åbent brev til en række europæiske aviser skriver:
»Lissabon-traktatens indhold adskiller sig ikke fra Forfatningstraktaten, kun formen er ændret. Det Europæiske Råds jurister har betjent sig af sædvanlig fremgangsmåde: Tidligere traktater ændres ved at tilføje ændringsforslag, og Lissabon-traktaten fremstår således som et katalog over ændringsforslag til tidligere traktater. Den er ulæselig for borgerne, der derfor må ty tilbage til Rom- og Maastricht-traktaten, som ændringsforslagene vedrører. Hvad angår indholdet kan ”den gamle” Forfatningstraktats institutionelle forslag genfindes i deres helhed i Lissabon-traktaten, blot i en anden rækkefølge. Konklusionen er, at værktøjerne i Lissabon-traktaten er fuldstændig de samme som i Forfatningstraktaten, altså den traktat som franskmændene ellers stemte nej til. Det eneste, der er anderledes, er opdelingen i værktøjskassen.
Betyder det så, at der slet ingen forskelle er? Ja, bortset fra at ordet “forfatning” og tillægsordet “forfatningsmæssig” er udeladt, og Unionens symboler er fjernet fra teksten. Meningen med den raffinerede manøvre [manipulation?? – LN] er at slippe for at skulle afholde folkeafstemning, samtidig med at forfatningsartiklerne er spredt ud i Lissabon-traktaten, blot ”renset for forfatningsagtige formuleringer«.
Så vidt Giscard d’Estaing. Hans udtalelser kan passende suppleres med:
+ Den nye EU-stat får fælles præsident, fælles statsminister og fælles udenrigsminister – bare ikke valgt demokratisk
+ Kommissionen har eneret til at stille lovforslag, til trods for at medlemmerne ikke er valgt, men udpeget.
+ Landene mister ret til at lovgive, når EU lovgiver.
+ Domstolen dømmer og grundlovgiver gennem nye fortolkninger. EU institutionerne sammenblander den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.
+ Grundloven beskytter vælgerne mod politikerne, unionsforfatningen beskytter politikerne mod vælgerindflydelse.
Danmark vil altså blive reduceret til en delstat, når Lissabon-traktaten gennemtvinges. I et statsforbund beslutter medlemmerne alias suveræne stater selv, hvilke områder den fælles myndighed træffer beslutning om. Hidtil har EU været et sådant statsforbund. Med Lissabon-traktaten bliver der tale om en forbundsstat, hvor suveræniteten ligger hos den centrale ledelse. Her vil der blive truffet flertalsbeslutninger. Det betyder, at den danske regering kan blive stemt ned af de andre regeringer i et hvilket som helst politisk spørgsmål. For så vidt angår f. eks. Italiens aktuelle forholdsregler mod kriminelle udlændinge er det ikke spor usandsynligt, at de inden for en overskuelig fremtid kan og vil blive dømt ulovlige af en højere EU-instans.
Magten fjernes altså yderligere fra de nationale parlamenter og går i stedet bl.a. til EF-domstolen… Fortolkningen af loves ordlyd er aldrig objektiv, det kan ikke være anderledes. Men når først dommene er fældet, kan dommerne ikke senere stilles til regnskab for deres fortolkninger. Med andre ord: Domstolen dømmer og er med til at lovgive igennem sine fortolkninger, men siden hen skal dommerne ikke stå til ansvar for deres holdninger og (politiske) valg. Det er foruroligende.
Hvad der mest bekymrer mig er, at Lissabon-traktaten er styret af en multikulturel utopi, hvis formål er at aflive nationalstaterne. Således er en vigtig faktor bag den muslimske folkevandring til Vesteuropa EU’s samarbejde med den arabiske verden. Efter at Frankrig opgav Algeriet i 1962, havde daværende præsident Charles de Gaulle som projekt at skabe en alliance mellem Europa og en række arabiske stater.
Formålet var bl.a. at modvirke USA’s indflydelse. I 1974 oprettedes en parlamentarisk sammenslutning med henblik på at styrke EF’s politiske, kulturelle og økonomiske forbindelser med den arabiske verden.
I denne gruppe deltog medlemmer fra 18 nationale parlamenter, herunder det danske folketing og Det europæiske Parlament. Senere suppleredes gruppen af en struktur betegnet Den euro-arabiske Dialog med en stærk position i bl.a. EF’s og senere EU’s ledende organer. Dialoglobbyen arbejdede for en udenrigspolitik, der var pro-arabisk og rettet imod Israel og USA.
Desuden begunstigede den en permanent og massiv arabisk og muslimsk tilstedeværelse i Europa gennem indvandring og bosættelse af millioner af personer fra Nordafrika og Vestasien… Var denne fælleseuropæiske strategi medvirkende til den besynderlige lovgivning, der for godt 20 år siden åbnede Danmark for familiesammenføringer, i en situation med næsten en kvart million arbejdsløse?
De overstatslige bureaukrater i EU er i egen selvforståelse eksperter og på den konto tilsyneladende ligeglade med de problemer, som deres stort tænkte visioner påfører de oprindelige befolkninger. De vil have kørt deres multikulturelle forbundsstat igennem uden indblanding fra de mennesker, som skal bære de smertefulde konsekvenser af deres beslutninger.
På den baggrund bliver det lysende klart, hvorfor vi ikke må stemme om Lissabon-traktaten.”
Danmark:
Norge:
Sverige:
