27. april 2016

Hørt i Nattevagten på Radio24syv om muslimernes selvvalgte apartheid: “… de holder sig for sig selv”

Der er langt mellem snapsene i æteren om natten, og det er lige før jeg kan leve med Nattevagten på Radio24syv, hvor venstreradikale Keith Thomas Lohse pudsigt nok er blandt de mindst ringe. I nat overhørte jeg en udsendelse med ‘Søren’, der talte i længder om sin kærlighed til Italien og særligt byen Modigliana (sic), som han har gæstet årligt siden 1968. Her var der altid fest på torvet, alle var venner, og en fremmed var blot et knus fra et blive en ny bedste ven. Sådan var det ikke i Danmark, og den sydlandske umiddelbarhed kunne vi lære af, her i det kolde nord.

‘Søren’ var keramiker af uddannelse, og interesserede sig meget for kultur. Læste han avis, så ville det være Politiken. Her lidt fra indslaget.

‘Søren’: … når du så går fra dem, så får du et knus. Det er ikke noget seksuelt. Det har noget at gøre med, at vi som mennesker faktisk egentligt på forhånd næsten elsker hinanden. Fordi at vi, men så er der selvfølgelig, når vi så taler om kulturer. Så er der altså også det i Italien, ligesom der måske også er her mange steder, at muslimerne, eller ‘il musulmani’, som italienerne kalder dem, de holder sig for sig selv. Altså, der er afstand. Der er det meget svært. Jeg har, også i Italien snakket med muslimer, men der skal det helst være et eller andet med, at det er et sted hvor man går igennem en park eller sådan noget, for hvis det er midt på gaden og sådan noget, der, jeg kan godt sige dig, på Storetorvet i Modigliana, der står nogle bænke mod nord hvor muslimerne sidder, og nogle bænke mod syd hvor italienerne sidder. Så der er pludselig noget helt andet, der kommer ind der ik’.

Sanne Gottlieb, Radio24yv: Det er jo nærmest sådan helt apartheid’sk, tænker jeg.

‘Søren’: Ja, det er et faktisk, fordi selv i sådan en by som Modigliana, der er faktisk næsten et muslimsk kvarter, hvor de bor… Det er noget med religionen. Da jeg kom til Modiglianai 1968, er kunne man virkelig mærke, at det var et katolsk land, og så videre. Og jeg er tit, også for at være med i selskabet, også gået med til en katolsk messe, og sådan noget ik’. … Der går jeg selvfølgelig med for ligesom at integrere mig, kan man godt sige. Uagtet, at jeg hverken er døbt eller konfirmeret.

Sanne Gottlieb: Nåh, men alle – nu ved jeg ikke om jeg bliver slagtet når jeg siger det, men alle religioner er jo spændende…

Oploadet Kl. 14:40 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


21. november 2015

Albanske bådflygtninge ankommer til syditalienske Bari, 8. august 1991 – deporteret over nogle uger

Muren faldt i 1989, og det samme gjorde østblokkens kommunistiske regimer. Dog ikke i Albanien, hvor det lykkedes den Enver Hoxha-udpegede Ramiz Alia at bevare magten helt frem til 1992. Rejseforbuddet blev dog ophævet i 1991, og mange valgte at søge lykken i Europa. Den 7. august 1991 stormede tusindvis af albanere havneområdet i Vlora og Durres, tog kontrollen over flere skibe, og tvang dem til Italien. Herunder ses skibet Vlora ved ankomsten til Bari, dagen efter. De flygtede både fra kommunisme og fattigdom, men blev deporteret i løbet af nogle uger.

“Twenty years ago, on 8 August 1991, several ships carrying approximately 15,000 Albanian migrants succeeded in entering the port of Bari, Italy. The Italian government’s response was harsh. Most of the Albanians were detained in a sports stadium without adequate food, water, or access to bathrooms. Italian authorities dropped supplies to the detained migrants by helicopter. Within several weeks most of the migrants were deported to Albania. Their harsh treatment was criticised by human rights organisations and the Pope, but was justified by the Italian government as necessary to deter further irregular migration from Albania.” (Migrants at sea)

(Vlora ankommer til Bari med flygtende albanere, 8. august 1991; Se evt. Repubblica.it)

“Albania’s forty years of isolation from the rest of the world, combined with its disastrous economic, social and political situation, have had a traumatic effect on its citizens. They feel overwhelmed by hopelessness in the face of Albania’s domestic situation, and although their knowledge of other countries is based solely on what they have heard, or seen on Italian television, they long for the opportunity to start a new life abroad. …

During the first days of August 1991 thousands of Albanians reached the western port of Durres and the southern port of Vlora, in the hope of going on board ships that would take them to Italy. … On 8 August 1991 an estimated 10 000 Albanian nationals aboard several ships forced their way into the port of Bari in the south-east of Italy.

… After several hours of waiting in the port of Bari, the Italian authorities allowed the Albanians to disembark for humanitarian reasons and led them to La Vittoria Sports Stadium. As the Italian authorities started forced repatriation using military transport planes and ferries, clashes broke out between policemen and Albanians.

… The large majority of Albanians arriving in Italy were claiming to be looking for work and escaping the poor economic situation in their country. … Although there was remarkable sympathy for the Albanians in Italy, the official Italian position was that these persons were seeking economic betterment in Italy and consequently could not be considered as political refugees.” (PACE-rapport, 1992)

Oploadet Kl. 16:25 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


6. september 2015

Polak: “Hvordan skal denne vilde horde assimilere sig i Tyskland? Jeg troede et øjeblik, at vi var i krig..”

Gates of Vienna bringer en interessant førstehåndsberetning fra polske Kamil Bulonis, der rapporterer fra grænsen mellem Italien og Østrig. Forfatteren beskriver sig selv som journalist, globetrotter og verdensborger, arbejder som rejseleder, og er i øvrigt homoseksuel. Oversat til dansk af ‘Nemo’.

“For halvanden time siden, ved grænsen mellem Italien og Østrig, så jeg med mine egne øjne en meget voldsom hændelse, der involverede nogle immigranter… uanset al min solidaritet med folk, der befinder sig i en vanskelig situation, må jeg indrømme, at det, jeg så, gjorde mig bange…

Denne store folkemængde – jeg beklager at måtte skrive det, men det var virkelig en horde. Vulgære udtryk, flaskekast, høje ‘vi vil til Tyskland’ -råb – er Tyskland en eller anden form for paradis? Jeg så, hvordan de omringede en ældre italiensk dames bil og trak hende ud af bilen med et greb i håret for at køre afsted i bilen. Den turistbus, som jeg var i sammen med en gruppe rejsende, forsøgte de at vælte. Der blev kastet afføring mod bussen, de hamrede på dørene for at få chaufføren til at lukke op, og spyttede på vinduerne … hvorfor? Hvordan skal denne vilde horde assimilere sig i Tyskland? Jeg troede et øjeblik, at vi var i krig

Jeg har virkelig ondt af disse mennesker, men hvis de skulle nå frem til os [i Polen] – så tror jeg ikke, vi ville udvise meget forståelse … Vi ventede ved grænsen i tre timer og kom i sidste ende ikke over. Hele gruppen blev eskorteret tilbage til Italien med politibeskyttelse. Bussen ser helt ødelagt ud, dækket af afføring, og med ridser og knuste ruder. Er det virkelig sådan, vi skal løse de demografiske problemer? Med disse store mængder af barbarer? Der var næsten ingen kvinder eller børn iblandt dem – det overvældende flertal var unge, aggressive mænd …

I går da jeg læste nyhederne på internettet, følte jeg stadig en ubevidst omsorg og bekymring for deres skæbne, men i dag, efter det jeg har set, er jeg ganske enkelt bange, men samtidig glad for at de ikke vælger vores land som bestemmelsessted. Vi polakker er simpelthen ikke parat til at acceptere disse mennesker, hverken kulturelt eller økonomisk. Jeg ved ikke, om nogen er parat. Der er noget sygeligt på vej ind i EU, som vi aldrig har set før. Jeg undskylder på forhånd over for dem, jeg måske har krænket med denne opdatering.

Til sidst vil jeg tilføje, at der ankom vogne med nødhjælp – det var først og fremmest mad og vand, men de vogne blev ganske enkelt væltet …

Østrigerne bekendtgjorde over en megafon, at de havde indvilget i at lade dem krydse grænsen – så ville de registrere dem og lade dem rejse videre – men [migranterne] forstod ikke disse meddelelser. De forstod ingenting. Og midt i det hele var det næsten det mest skræmmende … Der var nogle få tusind mennesker, men ingen af dem forstod italiensk, engelsk, tysk, russisk eller spansk. Det eneste, der betød noget, var nævens magt … de kæmpede for retten til at fortsætte, og den ret havde de fået, men de forstod det ikke!

Der var en fransk turistbus, hvor de åbnede bagagerummet – i løbet af et øjeblik var alt derinde stjålet og nogle få ting smidt rundt omkring …

Jeg har aldrig i mit korte liv været vidne til noget lignende, og jeg har på fornemmelsen, at det kun er begyndelsen. Som en sidste ting vil jeg gerne sige, at det er godt at hjælpe – men ikke for enhver pris.”

(Kamil Bulonis på Facebook, 4. september 2015)



27. oktober 2014

Europa har fået nok: ‘Hooligans gegen Salafisten’ samler 4-5000 i Køln – “Gemeinsam sind wir stark”

Sidste lørdag demonstrerede mere end 40.000 i Milano under parolen “Stop invasione”, og det kan meget vel være Syrien-konflikten bliver dråben der vælter læsset. I Tyskland ses en lignende udvikling. Med udgangspunkt i hooligan-grupperinger fra de store Bundesliga-klubber i Ruhr-distritet er opstået Hooligans Gegen Salafisten, der i går samlede 4-5000 tilhørere i Køln. Umiddelbart virker det som en lidt hårdere udgave af EDL, men det må tiden vise. Europæerne har fået nok, og skal nogle tage kampen med angribende antifa-zombier, så er det nok de rigtige. Om det bliver en massebevægelse er for tidligt at sige, men vil politikerne ikke høre folkedybet, så må de frygte det.

(HoGeSa, Hooligans Gegen Salafisten“Gemeinsam sind wir stark”)

(HoGeSa ved Hauptbahnhof i Køln, 26. oktober 2014; PI-News)

Oploadet Kl. 12:05 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


29. august 2014

Italien: Asylansøgere brokkede sig over ikke at få serveret “… den mad, de kender fra deres eget land”

Hvis en flygtning brokker sig over maden, så er han ikke på flugt, og bør hjemsendes. Sværere er det ikke. Fra Metroxpress – Søgte asyl i Italien: Nægtede at spise pasta.

“De fleste kunne finde på at rejse efter den italienske mad, men i to dage har omkring 40 asylansøgere i et asylansøgercenter i Veneto, Italien nægtet at spise en pastaret bestående af pasta med tomatsovs, brød og æg.

Demonstranterne mente, at pastamaden blev for ensformig og krævede at få mad fra deres hjemlande. …

De skal angiveligt have sagt, at de ikke spiste ‘den slags.’

Flygtningene havde opholdt sig i centret i godt fire måneder. I den tid har de angiveligt også skåret dæk op på de ansatte på centrets biler for at protestere imod deres leveforhold. …

En talsmand, der repræsenterer de lokale politiansatte, siger, at demonstrationerne var overdrevne. …

– De brokker sig ikke over, at maden ikke er god, men snarere, at det ikke er den mad, de kender fra deres eget land. Men når du er på besøg i nogles hjem, for eksempel, så spiser du da, hvad der bliver serveret for dig, ikke?”

Oploadet Kl. 05:57 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer
Arkiveret under:


2. april 2014

Iben Thranholm om tv-kokkes angreb på Kristendommen: “… pakket ind i olivenolie og mozzarellaost”

Jeg deler ikke Iben Thranholms religiøse forargelse, men hun har ikke desto mindre en klar pointe. Kommentar på Religion.dk – Brødrene Price i Rom: Angreb på kristendommen pakket ind i olivenolie og mozzarellaost.

“… brødrene Prices tur til Rom havde ikke intet med humor at gøre. Det var derimod et direkte angreb på kristendommen pakket ind i et tykt lag olivenolie og mozzarellaost. Havde brødrene begrænset sig til at få associationer til den hvide røg fra pavevalget over de dampende gryder, kunne man have trukket på smilebåndet, men brødrene var umættelige hvad angik gudsbespottelse.

De vanærede den sidste olie, en af kirkens syv sakramenter, gjorde tyk grin med præsters påklædning, hev pædofiliskandalerne frem og scorede billige point på at minde om konflikten om jorden som verdens centrum mellem kirken og Giordano Bruno, der blev brændt på Campo dei Fiori.

Mærkeligt nok var der ikke et eneste ord om den populære pave Frans. Vanhelligelsen kulminerede, da en Jomfru Maria-statue blev anvendt som kødhammer, til den knækkede. Afslutningvis tabte brødrene et kors ned i suppen. Programmet var en lang opskrift på, hvordan man mest usmageligt kan omgås kristendommen.

Muhammedtegningerne var det rene vand ved siden at Price’ernes tur til Rom. Tegningerne var kun trods alt kun streger på et stykke papir, hvorimod brødrene lavede et direkte fysisk overgreb på kristendommen.

… kunne man forestille sig at Pricerne ville fyre op i Weber-grillen med Koranen og stege en saftig svinemørbrad foran den blå moske i Istanbul. Eller ville de stille sig ved Grædemuren i Jerusalem og banke wienerschnitzler møre med toraruller? Nej, bestemt ikke. Til gengæld ved de, at det ikke koster noget som helst at tæske løs på kristendommen og da slet ikke Den Katolske Kirke.”

(Hvid røg i Spise med Price på tur (2014:1), DR1, 26. marts 2014)

Oploadet Kl. 09:18 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


23. november 2013

Om feministisk socialkonstruktivisme: Kvindeforskning er den akademiske forlængelse af kvindekampen

Sublim artikel på Manfo. Kåre Fog – Kvindeforskning – dumheden vinder stort.

“Når feminister går på universitetet og driver deres virksomhed der, så kaldes det kvindeforskning. Det regnes for en akademisk disciplin, og der går offentlige lønkroner til formålet.

Jeg har i de seneste måneder læst kvindeforsknings-litteratur for at se, hvad det er. At læse den litteratur er en form for selvpineri. Det er ulideligt. Side op og side ned om hvor undertrykt kvinder er, skrevet i en anstrengende akademisk sprogstil.

(Firenze, Italien, 1951; Udsnit af Ruth Orkins American Girl in Italy, 1951)

Den mest moderate form for akademisk feminisme går under betegnelsen empirisk feminisme. Den tilslutter sig de almindelige krav til videnskab om redelighed og objektivitet. Den går ud på at indsamle dokumentation for, at kvinder bliver forfordelt i samfundet på forskellig måde, dvs. den påpeger uretfærdigheder. Denne form for feminisme er i princippet OK. Vi skal have et retfærdigt samfund, med lige vilkår for alle…

Der dukker imidlertid allerede her et problem op. Kvinder sætter lighedstegn mellem ligeberettigelse og ligestilling; men det er en fejl. Lige ret og lige vilkår fører ikke nødvendigvis til lige position. Hans Bonde formulerer det samme aspekt med lidt andre ord i bogen ‘Fordi du fortjener det’: ‘Ligestilling i udgangspunktet fører ikke til ligestilling i slutresultatet’. Sagen er nemlig, at på grund af biologiske forskelle mellem kønnene har de lidt forskellige evner og meget forskellige interesser. Kvinders frie valg fører dem til andre positioner end mænds frie valg.

Dette benægtes af alle feminister.

(Riyadh, Saudi-Arabien, 2013; Saudi Gazette)

Ved at studere akademisk feminisme har jeg konstateret, at det er et helt afgørende element i feminismen at afvise de biologiske forskelles betydning. … Efterhånden står det klart for mig, at om man så stak umisforståelig og utvetydig forskning helt op under næsen på en feminist, ville hun stadig afvise det blankt. Det er alfa og omega for hende at afvise biologien. Det vil sige at mine ambitioner om at fremlægge overbevisende forskning er dømt til at mislykkes.

Ved at afvise biologien når feministerne frem til at undertrykkelsen af kvinder er altomfattende og meget sejglivet. De konkluderer, at empirisk feminisme ikke er nok – den fører ikke til de ønskede ændringer i samfundet.

Ud af den erkendelse opstår så en anden form for feminisme, der betegnes standpunktsfeminismen. Den bygger på at kvinden ved en slags aha-oplevelse bliver klar over, at hun er mere undertrykt, end hun troede, og at tingene kun kan anskues på den basis. Forskningen skal tage udgangspunkt i, at kvinder er undertrykt. …

Kriteriet for, hvad der er god forskning, er derfor ikke længere, om den er objektivt sand. Det nye kriterium er, om forskningen fører til at mindske kvinders undertrykkelse. Kun hvis den gør det, er forskningen lykkedes. Det vil sige at kvindeforskning er den akademiske forlængelse af kvindekampen ude i samfundet. Forskningen skal støtte op om aktivisme. Udgangspunktet er, at kvinder er undertrykt. Hvis man har dette som forudsætning, og så påviser, at kvinder er undertrykt, så har man bevist hvad man vil. …

Mange feminister mener dog, at standpunktsfeminismen er utilstrækkelig. Den giver ikke de ønskede resultater. Selv om man igen og igen påviser undertrykkelsen af kvinder, forsvinder undertrykkelsen åbenbart ikke. Man må åbenbart gå mere radikalt til værks. Det gør man ved at hævde, at det er selve opdelingen af menneskeheden i to køn, der er problemet. At tale om at mænd og kvinder som to modsatte kategorier af mennesker er at polarisere. Faktisk er der masser af mennesker, der ikke passer i denne opdeling, hævder man så. Man taler om bøsser og lesbiske, om transseksuelle, om intersex-personer og i det hele taget om personer der er ‘queer’, altså ‘på tværs’ af de gængse kategorier. Man gør hvad man kan for at overdrive antallet af intersex-personer. Og man argumenterer for, at kønnet blot er en social konstruktion – ikke blot det sociale køn, med kønsbestemt tøj, frisure og interesser, men også det anatomiske køn.

At nogle personer fødes med tissemand, og andre uden, at nogle udvikler bryster og andre får hår på brystet, skyldes ifølge disse feminister en social konstruktion. Også heteroseksualitet er blot en social konstruktion. Forelskelse er en social konstruktion. Det hævdes f.eks., at førend man i starten af 1800-tallet skrev romantiske romaner, kendte folk ikke til forelskelse. Det var romanerne der skabte ideen om at man kunne forelske sig. Et temmelig bizart synspunkt, kan man mene. Men ideen om social konstruktion går endnu videre. Selv ‘personlig identitet’ er en social konstruktion. Der findes ikke noget konstant indre jeg; jeget opstår igen og igen, i stadig nye udgaver, i samspillet med den sociale omverden. Faktisk er alt socialt konstrueret. …

Som naturvidenskabsmand spørger jeg uvilkårligt, om der dog ikke er nogen besindige mennesker, der kan stoppe de værste vildskud fra disse socialkonstruktivister. Men det er der åbenbart ikke. Tværtimod, de får priser og medaljer. … Den videnskabelige kvalitetskontrol har svigtet totalt. Næsten alle inden for de social-humane videnskaber lader sig forføre af disse charlataner m/k. Der sidder hist og her nogle få redelige forskere, som kan se miseren. Men de dukker sig. De skal ikke sige noget, så bliver de frosset ud. Dumheden vinder stort.”

Oploadet Kl. 19:57 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


25. oktober 2013

Italien lader illegale indvandrere flyve videre til Danmark – Politiet gider ikke tjekke pas i Kastrup…

EU-lande er ligeglade med Schengen-aftalen, og Danmark får flere og flere asylansøgere. Fra BT – ‘Somalier-ekspressen’ kontrolleret: 19 passagerer på fly til København var asyl-ansøgere.

“19 asylansøgere blev torsdag formiddag taget på det samme fly i Københavns Lufthavn. Det skete, da Københavns Politi, der står for politiindsatsen i lufthavnen, torsdag lavede et tjek af et Easyjet-fly fra Milano i Italien.

De mange asylansøgere kommer efter, at BT i de seneste uger har afsløret, at Københavns Politi gennem længere tid bevidst har undladt at kontrollere visse flyankomster i Københavns Lufthavn fra andre europæiske lande, der er med i det såkaldte Schengen-samarbejde. Det sker, selvom det hver dag – i følge flere betjente – strømmer ind med illegale indvandrere fra Schengen-lande som f.eks. Italien.

Betjente har desuden fortalt til BT, at problemer med illegale indvandrere er specielt stort på Easyjet-fly fra Milano. Men også Rom og Barcelona topper listen over steder, hvorfra der kommer mange illegale indvandrere til København.

Danmark var det land i Europa med den største procentvise stigning i antallet af asylansøgere i 2012. 62 procent flere – eller næsten 6.200 personer i alt – søgte asyl i Danmark sidste år.”

Oploadet Kl. 15:15 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


27. februar 2013

Medierne jubler: Berlusconi vandt ikke, blot en tidligere politiker for Partito Comunista Italiano

De danske medier har aldrig haft et godt forhold til Silvio Berlusconi, og før mandagens valg var der udbredt enighed om, at det værste der kunne ske var at Berlusconi vandt. Det gjorde han ikke, det gjorde i stedet centrum-venstre politikeren Pier Luigi Bersani. Politiken beskriver ham som ‘EU-venlig’, og Jyllands-Posten fortæller blandt andet, at han (nedladende) betegnes som ‘gammelkommunist´ af den italienske højrefløj.

Sandheden er ikke desto mindre at 61-årige Pier Luigi Bersani tidligt meldte sig i det italienske kommunistparti Partito Comunista Italiano (PCI), gjorde karriere i partiet frem til 1991, hvor partiet udkrystaliseres i en demokratisk venstrefløjsalliance (PDS), hvor PCI’s Hammer og segl-logo suppleres af et oliventræ.

I 1998 fortsatte partiet som et demokratisk venstreparti (DS) med flere småpartier, herunder kommunisterne i Movimento dei Comunisti Unitar og de socialdemokratiske EU-begejstrede Riformisti per l’Europ. I samme ombæring forsvandt hammer og segl fra partiets logo. I 2007 ændrede partiet atter navn, denne gang til Partito Democratico (PD) med en olivengren i logoet.

Pier Luigi Bersani er en italiensk pendant til Ole Sohn. Han var ortodoks kommunist til han var 40 år, herefter toneangivende i et halv-reformeret kommunistparti til han var 46-47 år. Han er ganske givet en god teknokrat, og måske er det derfor han i dag er venlig stemt overfor EU, nu hvor Sovjet-alternativet kiksede.

Berlusconi har sine mangler, men hvad er det præcist der gør Pier Luigi Bersani til et bedre alternativ.

Oploadet Kl. 14:25 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


1. juli 2012

UEFA’s ‘Respect’-kampagne promoverer tolerance for forskellighed, men ikke “uanset politisk observans”

Europamesterskabet i fodbold 2012 er ved at være slut for denne gang, og før semifinalerne var der for alvor skruet op for den politiske propaganda indenfor rammen af den 500.000 Euro dyre ‘Respect’-kampagne. Før onsdagens kamp mellem Spanien og Portugal oplæste de to holds anførere en kort tekst imod religiøs, social og etnisk diskrimination indenfor fodboldsporten. Det blev undertekstet – dvs. var udleveret på forhånd, lidt ligesom Dronningens nytårstale.

Torsdag gentog scenariet sig, først med italienske Gianluigi Buffon, der apatisk levererede kampagnens besked om samling på tværs af religiøs eller etnisk baggrund. Talen var ikke tekstet, men den danske kommentator afrundede med ordene.

“Det handler om at respektere, uanset farve, uanset nationalitet, uanset politisk observans. Uanset hvad – respekt for alle.” (TV2-kommentator)

Jeg havde foretrukket et Europamesterskab helt uden politik, men det siger selv, at UEFA ikke gjorde sig til talsmand for politisk tolerance. Tværtimod, og meget apropos, så fortælles det lidt inde i kampen, at italienske Daniele de Rossi bar langærmet t-shirt på venstre arm for netop at skjule en politisk tattovering.

(Guianluigi Buffon taler mod diskrimination – Daniele de Rossi med tildækket arm)

På venstre arm har de Rossi ifølge TV2 tattoveret ‘himmel og helvede’ og det latinske ordsprog ‘Ubi tu Gaius, ibi ego Gaia’ (‘Hvorend du går, følger jeg efter’). Ikke noget politisk i det, men Bild har mere – Daniele de Rossi er “bekennender Anhänger der rechtsextremen Partei ‘Forza Nuova'”. Kun højreorienterethed er politisk.

Det hører også med til historien, at anfører Gianluigi Buffon tidligere har været i mediernes søgelys i lignende forbindelse. Tilbage i 2000 bar han som Parma-spiller et spillertrøje på skrevet ‘Boia chi molla’ (‘Forbandet er dem som opgiver’, cirka; som det italienske fascistparti anvendte), og samme år optrådte han i spillertrøje nummer ’88’ (bogstavkoden HH, Heil Hitler). Selvom det i begge tilfælde skyldes tilfældigheder, hang rygtet ved, og blev forstærket, da han i 2006 fejrede VM guld med en banner påskrevet ‘Fiero di essere italiano’ (‘Jeg er stolt over at være italiener’) – diskret efterfulgt af et keltisk kors.

(Gianluigi Buffon, 2000 og 2006)

Der har tidligere været historier fremme om højreradikale italienske fodboldstjerner, og ligesom UEFA ikke bør bruge en fodboldturnering til at politisere for multikultur, så bør en mand som Paolo di Canio holde sine romerske hilsener for sig selv under Lazio’s hjemmekampe. Man kan aldrig helt undgå at publikum blander det sammen, men spillerne bør ikke bære ved til bålet.

Det er med politik og fodbold, som det er med politik og våde familiefester – en dårlig kombination.

(Christian Abbiati – Paolo di Canio)

“I am not ashamed to proclaim my political beliefs. I share [the] ideals of fascism, such as the fatherland and the values of the Catholic religion.” (Christian Abbiati, Milan; The Guardian)

Oploadet Kl. 09:59 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper