7. december 2018

J-M. Eriksen: “Engang var den etnonationalistiske politik en balkansk sygdom.. I dag har den bredt sig”

Skarpe iagttagelser af forfatter Jens-Martin Eriksen, der fortæller om ‘balkanisering’ af Europa med alt hvad deraf følger af ufred. For tyve år siden pointererede jeg det samme i en ba-opgave, men i modsætning til Eriksen, så jeg ikke forløbet som en konsekvens af højreorienteret politik. Når man forrykker demografien med indvandring af kulturfremmede, så opstår der multikultur – hvad retteligt blot er et forstadie til ‘balkanisering’, borgerkrig og det der ligner. Det han betragter som farlig ‘identitetspolitik’, har været et grundvilkår for menneskeheden, længe inden centrum/venstre opfandt et nyt begreb for at sløre egen ideologi. Hvis ‘balkanisering’ og kultursammenstød altid er lige under overfladen, så må problemet nødvendigvis være andet og mere end tilfældige politikere.

Set herfra så bedriver multikulturalister (eller anti-‘identitetspolitikere’, som Stjernfelt/Eriksen) en kamp mod den menneskelige natur. Den førte politik bør i sagens natur tage udgangspunkt i den brutale (delvis etno-nationalistiske) virkelighed, ikke et ønsket multikulturelt utopia. Man kan da godt skose Karadzics, men i det store billede er enkeltpersoner uinteressante. Vil man tøjle den forkætrede ‘identitetspolitik’, og undgå blod i gaderne, så starter det med lukkede grænser og respekt for hævdvunden nationalitet. Multikultur er borgerkrigens benzin.

Kommentar af Jens-Martin Eriksen i Berlingske – Engang var denne politik en balkansk sygdom. I dag har den bredt sig i politik overalt.

“‘Nu ser du balkaniseringen og identitetspolitikken overalt. For godt 20 år siden var det kun her på Balkan. Vi er avantgarde! Hele misèren begyndte her!’.

Det er Sonja Biserko, lederen af den serbiske Helsinki komité, der ironisk ridser situationen op, mens vi sidder til te på Hotel Moskva i Beograd. Hun kendte op til krigene hernede alle øglerederne ud og ind, og var på det rene med, hvem der var de første, der satte identitetspolitikken på den politiske dagsorden og gjorde krigene mulige. Nu mødes vi igen for at sondere risikoen for udbrud af en krise eller væbnet konflikt i Kosovo, som er et sår, der aldrig er blevet helet.

I de politiske cirkler her i Serbien føres der en slags hemmelige overvejelser og forhandlinger med de kosovo-albanske ledere om at ændre grænserne til Serbien langs etniske linjer. …

Engang var den etnonationalistiske politik en balkansk sygdom. Det var i halvfemserne. I dag har den bredt sig i politik overalt, hvor nationalister af enhver art – både højrenationalister og muslimske populister – søger at fastholde deres etniske fæller og fordømme alle slags afvigere. De afvigende er forrædere i nationalisternes øjne.

Højrenationalister fordømmer deres etniske fæller, de er uenige med, og som derfor er ‘landsforrædere’ eller noget der ligner. Muslimske populister fordømmer deres egne etniske fæller for at være kokosnødder, når de ikke adlyder deres egne etnisk-religiøse dogmer.”

(Mostar, 75 km sydvest for Sarajevo, 6. november 1993; Foto: Twitter)



24. juni 2018

Schweiz-spillere hylder Albanien under Serbien-kamp: “… my homeland, where my parents’ roots are”

Granit Xhaka er født i Basel, men hans bror spiller på det albanske landshold, og det er tilsyneladende også der hans loyalitet ligger. Ikke ulig Xherdan Shaqiri, der er født i Kosovo (Serbien), har fået broderet Kosovos flag på venstre støvle, men af karrieremæssige årsager alligevel vælger at spille for Schweiz. Begge er muslimer, hvis nogen skulle være i tvivl. En historie fra JP.dk – Schweiz-træner kritiserer sine målscorere for ørne-fejring.

“Landstræneren for det schweiziske landshold, Vladimir Petkovic, var alt andet end begejstret over den måde, hans spillere fejrede deres scoringer i 2-1-sejren over Serbien ved VM i Rusland.

Granit Xhaka stod for udligningen, mens Xherdan Shaqiri sikrede sejren med målet til 2-1.

De har begge rødder i Albanien og valgte at fejre deres scoringer med en gestus med hænderne, der skulle forstille den dobbelte ørn, der optræder på Albaniens flag.”

(Xherdan Shaqiri og Granit Xhaka, albanere med schweizisk statsborgerskab; Foto: Collage)

“It was for my people, who always supported me. For those who did not neglect me, in my homeland, where my parents’ roots are. These were purely pure emotions.” (Granit Xhaka, 23. juni 2018)

Oploadet Kl. 23:54 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


25. april 2015

MSM kæmper for udvist familie: “Vi kom til Danmark fordi min mor skulle blive rask, og få et bedre liv..”

Selvom der stadig findes elementer på venstrefløjen der forsøger at undgå et udlændingevalg, så har medierne forlængst accepteret præmisset, og skruet op for holdningsmassagen. I skrivende stund er forulykkede bådflygtninge det helt store tema. En af tudehistorierne i sidste uge var historien om 14-årige Tefik Dulaj, der sammen med sine forældre skal sendes hjem til Kosovo. Det blev naturligvis stoppet i sidste øjeblik, selvom hovedpersonen åbent forklarer baggrunden for at familien i dag er bosiddende i Holbæk (på offentlig forsørgelse).

“Vi kom til Danmark fordi min mor skulle blive rask, og få et bedre liv, en ny chance…” (Tefik Dulaj, afvist asylansøger; Ekstra Bladet, 15. april 2015)

Flygtninge fra Eritrea: Ingen flygter for sjov?

(Peter Seier Christensen på Facebook, 24. april 2015)

“Kurven viser det månedlige antal asylsansøgere fra Eritrea i de seneste 15 måneder. I August 2014 blev behandlingen af ansøgninger fra eritreanere sat i bero, og det blev meddelt, at der ikke ville blive bevilget asyl før der var lavet en nærmere undersøgelse af forholdene i landet.”

Bådflygtninge fra Nordafrika: Udmagrede efter længere tid på flugt?

(Eksempler på ‘bådflygtninge’ anno 2013; Flere billeder på Liveleak)



22. august 2008

Monica Papazu: Forløbet omkring Kosovo er “udtryk for et historisk, europæisk selvmord”

Fra Weekendavisen. Poul Pilgaard Johnsen interviewer Monica Papazu – Vesten forstår intet.

“»Når Kosovo nu har opnået sin selvstændighed, og når de internationale styrker forlader området, vil ikke blot serberne, men også deres kirker og klostre sandsynligvis forsvinde fra Kosovo. Det er ikke kun et spørgsmål om at redde et folk, som er blevet til et mindretal i en af sine historiske provinser men om at redde en unik, kristen arv, som ikke alene fortæller om serbernes kristendom, men også om Europas egne rødder,« fastslår hun, og fortsætter:

»Kirkerne og klostrene, hvoraf otte befinder sig på UNESCOs liste over verdens kulturarv, bliver brændt og risikerer at forsvinde for vore øjne, og i deres sted skyder moskeerne op. I ’Solsortenes Land’ og på ’Kirkens Jord’ – Kosovo og Metohija – bliver kristendommen udraderet, og islam ekspanderer endnu en gang ved sværdet. Og mens talebanernes ødelæggelse af Buddha-statuerne i Afghanistan i foråret 2001 blev kendt overalt og entydigt fordømt som en utilgivelig forbrydelse mod verdens kulturskat, foregår udslettelsen af den kristne arv i Europa i al stilhed, og der, hvor den er kendt, bliver den alt for ofte mødt med ligegladhed.«

Det er et kodeord: ligegladhed. Man kunne tilføje: uvidenhed. For Monica Papazu er hele forløbet omkring krigen i Kosovo i virkeligheden et udtryk for et historisk, europæisk selvmord, som man kun kan forstå, hvis man forstår, at både Europa og USA intet forstod:

»Problemet er, at hele denne krig, som foregik ved Jugoslaviens sammenbrud i 1990erne, er blevet projiceret over på et tomt lærred, fuldstændig løsrevet fra den historiske sammenhæng. Der var ingen historisk erindring tilbage, der kunne kaste lys over, hvad der skete. Man anede intet om, hvad Jugoslavien var, om Det osmanniske Rige eller om Kosovos betydning for serberne og den øvrige kristenhed. Både journalisterne og de vestlige politikere, de amerikanske især, var præget af en tragisk uvidenhed om historien og ligegladhed med den,« mener hun og illustrerer sin pointe med en samtale mellem Warren Christopher, der var USA’s udenrigsminister fra 1993 til 1997, og Storbritanniens tidligere udenrigsminister, EU’s fredsmægler David Owen:

»Warren Christopher spurgte en dag David Owen, hvorfor i alverden europæerne havde ladet serberne besætte Bosnien. Hvorpå David Owen svarede, at serberne jo ikke havde besat noget som helst: ’de boede bare der.’Siden hvornår?,’ spurgte Warren Christopher så forbløffet. ’Jamen, siden altid!,’ svarede briten.«”

Oploadet Kl. 12:48 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


9. februar 2008

Monica Papazu: Kosovo – frontlinjen mellem kristendom og islam

Sørine Godtfredsen anmelder seneste bog af Monica Papazu i Kristeligt Dagblad. Emnet er KosovoDet europæiske selvmord.

“Vi kender mediernes gengivelse af forløbet, men ifølge Monica Papazu ved vi slet ikke nok om, hvad der egentlig er gået for sig i det kaotiske område. Ligesom for få synes at forstå, hvordan de historiske hændelser skal fortolkes.

Monica Papazu finder mange svar i historien, og for at kunne forstå forløbet i Kosovo skal man ifølge hende kende til det osmanniske rige. Osmannerriget blev grundlagt sidst i 1200-tallet, og dette muslimske rige foretog en række erobringstogter – blandt andet mod Balkan og det centrale Europa. I processen konverterede mange albanere til islam, og ifølge Papazu handler stridighederne i Kosovo i høj grad fortsat om religion. De kristne serbere i Kosovo er gennem historien blevet opfattet som undermennesker, i de senere år er mange kirker blevet ødelagt, og albanernes kamp for løsrivelse er nært forbundet med bekæmpelse af kristendom.

I Papazus øjne har omverdenen ikke forstået kraften af den muslimske trang til udbredelse, og serberne er – ikke mindst takket være USA og NATO – alt for entydigt blevet fremstillet som skurkene. Med en lang række eksempler opremser Monica Papazu, hvordan hændelserne i offentligheden er blevet fordrejet, på grund af hvad hun opfatter som “den bitre frugt af uvidenhed og politisk konjunktur, af åndløshed og dårligt journalistisk arbejde.”

Især skal vi holde fast i åndløsheden. Monica Papazu ser den europæiske kristne kultur som seriøst truet, for ligesom albanerne i høj grad vandt Kosovo på grund af deres overlegne antal, vil islam blive stedse mere dominerende i kraft af mængden af muslimer i Europa.

Den demografiske kamp er afgørende, og Monica Papazu opfordrer her alle til at begribe alvoren i den historie, der reelt har stået på længe, men som det vestlige menneske i en blanding af berøringsangst over for islam og sløvhed i selvopfattelsen ikke kan begribe.

Oploadet Kl. 22:42 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


28. januar 2008

“Historieforståelsen er ’subjektiv’, for mennesket er ikke forudsætningsløst…”

Fra dagens Information. Monica Papazu irettesætter Jens-Martin Eriksen om Kosovo-problematikken – Den nye løgn.

“Hvordan kan man forstå historien? Fra et punkt uden for historien eller som et historisk menneske, bundet til tid og sted? Kan historien forstås uden at tage historien i betragtning? Hvad er objektivitet og subjektivitet i historieskrivningen? Hvad er forholdet mellem fakta og tolkning?

[…]

At Eriksens omgang med stoffet er lemfældigt, vidner hans anmeldelse af mit essay om. Der er faktuelle fejl: Kosovo er ikke en ‘republik’ (FN’s resolution 1244); autonomien blev ikke ‘ophævet’, men indskrænket; etnisk udrensning blev ikke kun begået af serberne i Bosnien, men også af kroater og muslimer. De tre eksempler er udtryk for et bestemt standpunkt, hvor fakta bliver undertrykt i én ganske bestemt retning: Retningen er anti-serbisk.

[…]

Med dette er vi nået til hjertet af den principielle diskussion. Hvad er historieskrivning?

Det er fakta plus tolkning og forbindelsen imellem dem. Det faktuelle aspekt i Eksjugoslaviens tilfælde er, som vist i mit essay, interessant, fordi misinformationen, som signaleret af primære kilder (militære kilder på stedet, f.eks. de vestlige generaler, FN-ansatte osv.) såvel som af de seneste medieanalyser, har været massiv. Misinformationen (halve sandheder, fordrejninger, fortielse af fakta) har selv været betinget af en forudfattet tolkningsmodel, som bl.a. hviler på det vestlige traditionsbrud og historieløshed. Således blev den historiske baggrund ignoreret, og dette netop i et område, hvor fortiden var materiel årsag til de nuværende fænomener (kommunistsamfundet, Titos særlige politik med hensyn til nationerne; II. verdenskrig; det osmanniske rige), og hvor den historiske erindring er stærk.

Det spørgsmål, der opstår i historieskrivningen, er således: Hvilken tolkning bidrager til den bedste forståelse? Den, som kun tager ‘øjeblikket’ i betragtning (hvad der udgør øjeblikkets realitet, er selv et spørgsmål om valg og fravalg), eller den, som tager den bredere historie med? Den, som placerer sig uden for historien, eller den, som prøver at læse historien på dens egne præmisser? Den, som har ét goldt og hovmodigt skema, som hele historien skal tvinges ned i, eller den, som forsøger at lytte til historien i dens kompleksitet?

Den historieforståelse, Eriksen repræsenterer, hviler på ét simpelt skema: Nationalstaten er af det onde; forankringen i den nationale kultur er årsagen til krige; tro og kultur skal uskadeliggøres; kristendom er skældsord. Skemaet er lige så enkelt som den marxistiske klassekampsreduktionisme og lige så anti-kulturelt og utopisk (det tilsigtede ideal er det universalistiske samfund).

Historieforståelsen er ’subjektiv’, for mennesket er ikke forudsætningsløst, men betinget af den historie, han er en del af. Men den ‘objektivitet’, som Eriksen postulerer, er mindst lige så ’subjektiv’, idet den hviler på et tilfældigt ideologisk skema. Den følger blot dagens politiske korrekthed, som i morgen vil være lige så meget ‘passé’ som marxismen, som er dens uindrømmede forudsætning.

Den type historieskrivning, som Eriksen repræsenterer, ønsker at etablere sig som den eneste gyldige læsning af historien og fratage både den akademiske forskning og den historieforståelse, som udspringer af historie og kultur og modsætter sig dagens ideologi, enhver legitimitet. Den er ikke andet end totalitær åndsformørkelse.”



18. december 2007

“Vi kunne også invitere islam indenfor i Europa og lade muslimerne overtage det hele?”

Jens-Martin Eriksen har til gårsdagens Information interviewet Radomir Popovic, serbisk professor i kirkehistorie – Krigen i Bosnien var en krig mellem kristendom og islam.

“Jeg vil gerne høre fra Dem, om krigen i Bosnien ikke var en krig mellem kristendom og islam.

“Ja, det var den, det er rigtigt, og som De der fremstiller konflikten, er det også meget korrekt! Det var et forsøg på at skabe en islamisk stat i Europa. Og hvis Vesten siger ja til det, så lad den endelig få en sådan stat, men vi her i Serbien er imod den. De kan så lave en islamisk stat i både Frankrig og Tyskland, hvor der er fem millioner muslimer. Det vil nemlig ske efter det samme princip, hvor man har samme sprog, men forskellig religion. Så lad dem få en islamisk stat i disse lande!”

Men tror De ikke, at der nu er skabt fred mellem serbere og bosniere med Dayton-fredsaftalen, og at grænsen mellem de to lande langs floden Drina nu er anerkendt af begge parter?

“Dayton-aftalen er kun en midlertidig løsning, for jeg tror slet ikke, at der skal eksistere nogle etniske grænser eller adskillelse mellem vore to lande langs floden Drina. Man kan se med eksemplet Sarajevo, at det er muligt for forskellige grupper at leve sammen. Jeg tror, at det er forkert at støtte denne aggressive islam, som findes i Bosnien. Muslimerne behøver heller ikke at frygte, at vi serbere er i flertal, for erfaringen viser, at kristne ikke angriber nogen fra andre trosretninger. De er snarere ofre end bødler. Det viser sammenstødene med islam.”

[…]

Er det også den måde, som De ser konflikten i Bosnien på i den serbiske kirke?

“Det er rigtigt! Det første sammenstød var mellem det byzantinske rige og islam, og mange kristne mistede deres liv i denne strid og blev dermed helgener i den kristne kirke. Men jeg ved dog ikke, om vi her i Serbien er de eneste i frontlinjen? Vi kunne også invitere islam indenfor i Europa og lade muslimerne overtage det hele? Det kan man så gøre i Paris og London, men her i Beograd valgte vi altså at kæmpe.

Jeg læser i Deklaration mod folkemordet på det serbiske folk fra 1997, som er undertegnet af patriarken Pavle for den serbisk ortodokse kirke og en række intellektuelle, bl.a. fra det serbiske akademi, at denne plæderer for serbernes ret til at “leve under ét tag”… Vil De forklare, hvad patriarken mener?

“Det patriarken udtrykker i brevet til Lord Carrington i 1991, da Jugoslavien er ved at falde fra hinanden, var, at da ville det være en god idé at bevare både den åndelige og den territoriale samling af serberne. Man kunne jo se på det gamle jugoslavienskort, at kirkens åndelige grænser, der hvor der boede ortodokse kristne serbere, ikke passede sammen med de republikgrænser, som var aftegnet. Og kirkens mål er at samle hele nationens åndelige identitet. Men vi ved, at når vi taler om Patriarken Pavle, så skal man ikke tillægge ham nogen intentioner om at ville skabe et Storserbien. Snarere tværtimod…. Ved De, at i store dele af Kroatien, hvor serberne levede og var i flertal, der bor de ikke mere? Der er disse serbere i dag fordrevet.

  • 15/12-07 Information – Religionen er den sande drivkraft (1. del i serien, Milan Vukomanovic).
  • 18/12-07 TV2 Online – Tusindvis demonstrerer i Kosovo (ikke på DR).
  • Oploadet Kl. 18:16 af Kim Møller — Direkte link80 kommentarer
    

    16. december 2007

    Stjernfelt & Eriksen: “Et stabilt demokrati må… forudsætte en pessimistisk antropologi”

    Eurozine har lagt et kapitel af Frederik Stjernfelts og Jens-Martin Eriksens bog Hadets anatomi online. Sjældent har jeg læst noget så skarpt – Fremtidens spejl

    “Multikulturalisme i et samfund er ofte blevet set som en særlig “demokratisk” indstilling: alle kulturers lige ret til at udfolde sig på jordskorpen, så at sige demokratiet overført fra forholdet mellem individer til forholdet mellem kulturer. Men hvad krigene i Bosnien kan lære os er, at multikulturalisme tvært imod står i skærende kontrast til demokratiske værdier som individets ukrænkelighed, menneskerettigheder og lige ret for loven. For multikultur betyder naturligvis flere kulturers sameksistens i et samfund, og hvis disse kulturer hylder særlige rettigheder for deres medlemmer, så ligger det i sagens natur, at så forholdes andre kulturers medlemmer disse rettigheder. Multikulturalismen er derfor snarere et opløsningstegn i et samfund i undergang, hvor de næste stadier hedder ghettoisering og adskillelsen i separate nationer. Den tendens er da også tydelig i multikulturalismen, at bagsiden af den øjensynlige tolerance – som Zygmunt Bauman formulerer det i sin bog “Fællsesskaber” – er retten til fuldstændig ligegyldighed over for de andre kulturelle grupper. Næste trin er opgivelsen af enhver deltagelse i samfundets fællesanliggender til fordel for ens egen kulturelle gruppe, hvorved almindelig civil adfærds- og omgangsform fortabes – og næste trin bliver når konflikter opstår mellem grupperne, og man ikke længere har adgang til anden samfærdsel end vold, fordi de almindelige civile og demokratiske procedurer forlængst er ugyldiggjort.

    […]

    Multikulturalismens afgørende naivitet er, at den ikke ser hverken statens eller civilsamfundets rolle. Den tror, at et samfund udgøres af en række af sideordnede kulturer, men reflekterer ikke over, at disse også må udgøre en sum, et fælles normativt grundlag af værdier, som hele samfundet skal hvile på. Men en moderne demokratisk stat forudsætter ikke bare formelt demokratiske valgprocedurer, men også en sådan demokratisk kultur. Det kan være ganske svært at begrebsliggøre, hvad denne “demokratiske kultur” går ud på – som slet ikke er kultur i den “etnologiske” forstand, at den hylder bestemte værdier, guder, nationalretter, klædedragter, historier og så videre, og som derfor ikke ligner nogen enkelt af “multikulturalismen”s eksotiske kulturer.

    […]

    Det er en udbredt synd hos demokratiets mere naive tilhængere: at fraværet eller svækkelsen af diktatur er ensbetydende med at demokrati vokser frem som en naturlig tilstand, der bare har været undertrykt. Det er en anden lære af tilfældet Bosnien: demokrati er ikke en “naturtilstand”, som indfinder sig så snart dets fjender ophører med at være stærke – sådan som mange naive demokratitilhængere tror det. Demokrati er tværtimod en uhyre sofistikeret tilstand med mange sociale, politiske, militære, økonomiske og kulturelle forudsætninger udover dens kerne, den nøgne, formelle valgprocedure.

    Dette ser “multikulturalismen” ikke – i sin galopperende antropologiske naivitet har den ingen interesse i presse, hær, politi, uddannelse, økonomi og så videre. Den tror, at kulturbegrebet er overordnet samfundsbegrebet – og at kultur bare består af forskelllige, sideordnede værdisystemer. Og hvem er vi, der forsøger at sætte vort vestlige værdisystem igennem over for de andres, de helt andres? Denne idé hylder et så generelt kulturbegreb, at den vestlige kultur med dens enorme udstrækning i tid, rum og personer, og i øvrigt med dens store indre variation, bliver sidestillet med antropologiske “kulturer” bestående af nogle få hundrede personer. Men det interessante ved den sækulære vestlige kulturs universalisme er, at den er et af de få levedygtige koncepter for at forskellige etniske kulturer faktisk kan leve sammen. Og det har den kun muliggjort ved kompromisløst at hævde sine basale fordringers universalisme. Derfor stiller den også et afgørende krav til de kulturer, der skal leve sammen i demokratiske samfund – nemlig at de skal anerkende disse fordringer. De må hylde hver deres guder og tjene dem som de vil, de må have hvilke skikke i klædedragt, gastronomi, navngivning, litteratur osv. som de vil – så længe de ikke interfererer med demokratiske fordringer, for demokratiet og universalismen kender intet kompromis med nogen “etnologiske” kulturer. Det er tværtimod disse kulturer, der må indrette sig på demokratiet. Og dette forhold vil derfor også betyde et farvel til alle forestillinger om kollektive rettigheder – til serbernes evige og gudgivne krav på Kosovo, til bosniske muslimers drømme om den dydige stat, til danske imamers hellige krig mod vestlige værdier, til forestillinger om særlige krav til individer med en bestemt etnisk baggrund, til accepten af fuld og uindskrænket personlig frihed for ethvert individ uanset religiøse normer og baggrund. Den kristnes ret til at konvertere til islam såvel som muslimens ret til blasfemi og til at forlade islam.

    Adgang til det demokratiske samfund gives kun mod en lille, men ganske afgørende pant: afkaldet på at være et udvalgt folk, privilegeret gruppe, hellig nation – i det mindste i denne verden. Sådanne drømme må deponeres i det hinsides. Det kan forekomme mærkelig overflødigt at skulle gøre opmærksom på disse helt grundlæggende oplysnings-standarder i år 2002, men den multikulturelle ideologis voksende ødelæggelsesarbejde gør det nødvendigt.

    Dens naivitet gør kulturbegrebet til en religiøs kategori, til en forudsætning, som det er umuligt for den at problematisere. Men selv om multikulturalismen i en vis forstand er en art meta-religion, der indeholder traditionelle religioner ufordøjet i sig, så er den ligefuldt en irrational overtro. Som Zygmunt Bauman har set, har kulturalismen nøjagtig samme struktur som racismen: begge inddeler menneskeheden i statiske grupper, der er sig selv nærmest, og hvor man ikke skal blande sig i de andre gruppers anliggender. Hvor racismen misbrugte biologien til sine opdelinger, dér misbruger kulturalismen antropologien. Derfor deler multikulturalismen racismens historieløshed. “Kulturer” ses som gode i sig selv, fordi de anskues som givne, færdigt foreliggende, næsten evige. Alt “kulturelt” bliver derfor bevaringsværdigt og værdifuldt i sig selv. Men det er essentielt en turists opfattelse af eksotiske kulturer som en kuriøs og interessant ingrediens i verden, som en art krydderi. Intet kunne være mere rammende for en karakteristik af multikulturalismen i dag end hvad Carl Schmitt kynisk konstaterede i 1932: “Et relativistisk bourgeoisi forsøgte i et forvirret Europa at gøre alle tænkelige eksotiske kulturer til genstand for sit æstetiske forbrug.” Men det er et endnu mere kynisk syn på mennesker at se deres kultur som sådanne tidløse størrelser, lukket om sig selv, og som bør forblive sig selv for vor æstetiske nydelse af en “mangfoldig” verden.

    […]

    At være demokrat er ikke ensbetydende med at skulle abonnere på en naiv, optimistisk antropologi, hvor man tror, at alle mennesker er gode (og demokratiet derfor en naturlig konsekvens af deres godhed) Et stabilt demokrati må snarere forudsætte en pessimistisk antropologi, ifølge hvilken mennesket hverken er godt eller ondt fra naturens hånd, men kan gøres hjælpsomt eller grusomt i forskellige situationer. På et sådant grundlag må demokratiet være forberedt på det værste…

    Oploadet Kl. 16:59 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer
    

    12. december 2007

    “Nu må der endelig skæres igennem”, skrev Politiken

    Forleden hørte jeg på P1 Kosovo omtalt som Kosova, men tænkte ikke nærmere over det. Forskellen er alt – Kosova er “det albanske navn for provinsen”. Fra Den Danske Forenings blog, en række citater…

    Vi gav dem mad, vi gav dem husly, men de var ikke taknemmelige… De reproducerede sig i hastigt tempo, de opretholdt kvinderne i faste kønsroller, der blandt andet forbyder dem at arbejde og ytre sig offentligt, og pludselig ønsker de at få deres egen stat.” (Serber i Kosovo, Berlingske Tidende 16/10-1988)

    “Pr. 1. januar 1988 var 650 af provinsens 1450 byer og landsbyer racerent albanske. I de senere år sker det ved regulær forfølgelse af det serbiske mindretal. Formerne er mange, fra brosten gennem vinduet, ildspåsættelse, forgiftning af brønde, til overfald, mest om natten så gerningsmanden kan slippe væk… Meget virkningsfuldt er trusler mod de serbiske skolebørn, som udsættes for racistiske tilråb, stenkast og tæv.” (Politiken 1/2-1989)

    “EU bør være først til at anerkende landet… I Kosova vil serbere afvise at acceptere selvstændighed og erklære sig som del af Serbien, men mange ventes også at begå selvvalgt etnisk udrensning og forlade landet. Begge dele er beklageligt, men nu må der endelig skæres igennem. (Vibeke Sperling i leder: Frit Kosova; Politiken 11/12-07)

    Oploadet Kl. 22:11 af Kim Møller — Direkte link74 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper