6. marts 2013

Hugo Chavez’ statssocialisme: Tilhængerne har nu kontrol over ‘militær, domstole og den statslige sektor’

Tirsdag den 5. marts 2013 var 60-årsdagen for Stalins død, og blev også sidste dag for Venezuelas socialistiske præsident Hugo Chavez. Tager man en journalist for TV2 News for pålydende, så var han først og fremmest kontroversiel, fordi han ‘havde nogle holdninger til socialisme’, som han ‘langtfra lykkedes’ med. Det er selvfølgelig rent vås. Johan Nordberg fortæller, at Chavez med de stigende oliepriser havde en unik chance for at skabe vækst, men valgte at cementere den statssocialistiske magtbase med røde monopolister.

Niels Westy renser luften på Americas.dk – The death of a caudilho – arven efter Chavez.

“Som de fleste bekendt, meddelte Venezuela’s vicepræsident, Nicolas Maduro, i går at Hugo Chavez var afgået ved døden. Herefter skal der indenfor 30 dage afholdes nyvalg. Maduro må her være klar favorit. Efter 14 år ved magten, er både militær, domstole og den statslige sektor fuldkommen kontrolleret af Chavez tilhængere. Et faktum der vil blive udnyttet til fulde. Det må forventes at valgkampen, som reelt startede i går ved annonceringen af Chavez død. vil være fuldt ud lige så udemokratisk som valgkampen i efteråret. Det indebærer bl.a., at hvor regimet hver dag i timevis har adgang til Venezuelas TV-stationer, vil oppositionen have ca. 3 minutter om dagen. …

Efter 14 år med en ekstremt populistisk politik, står Venezuela med meget store institutionelle og økonomiske udfordringer. Vinder Maduro som forventet vil der næppe ske noget på den institutionelle front eller i forhold til den repressive politik og manglen på ytringsfrihed i Venezuela. Men de økonomiske problemer bliver det svært for regimet at løbe fra.

På trods af høje oliepriser i det meste af de seneste 14 år, har Venezuelas økonomiske vækst været ganske beskeden. … Hele den økonomiske politik har været lagt an på at sikre den politiske magt.

Hugo Chavez var i sine 14 år ved magten den mest højtråbende repræsentant for den type af populistisk antiamerikansk og antikapitalistisk ventrefløj, som også venstrefløjen herhjemme historisk har haft stor veneration for. Modstanderen var ‘neoliberalismen’, hvorfor det vel er på sin plads at sammenligne udviklingen i Venezuela med de lande, som bedst repræsenterer denne strømning. Det først og fremmest Chile og Peru, og på det sidste også Colombia.

(Venezuela under Hugo Chavez: Højeste inflation – laveste vækst)

Som det fremgår af figur 1 og 2, var inflationen markant højere i Venezuela (regionens højeste), mens den økonomiske vækst var markant lavere. Sandheden om de seneste 14 års udvikling i Venezuela er da også, at der reelt er tale om en fortsættelse af den økonomiske nedtur, landet har været på siden midten af 1970erne. BNP per indbygger er således fortsat lavere end den var for 35 år siden.

Men har man ikke været i stand til at øge værditilvæksten i Venezuela vil mange fortalere for Chavez regeringstid pege på, at man har mindsket den økonomiske ulighed. Det er også korrekt, at uligheden er faldet siden 1990erne. Hvad Chavez tilhængere glemmer at fortælle er at det gælder stort set i hele Latinamerika. Hvilket fremgår af nedestående figur, som viser udviklingen i GINI index 2002 -2011.

(Økonomisk lighed: En latinamerikansk trend)

… her er det måske ikke mindst interessant at bemærke det markante fald for Peru, som samtidig har haft regionens højeste vækstrater de seneste 10 år.

Samtidig er investeringsraten langt højere i de tre neoliberalistiske lande (25-30 procent), mens man med stor succes tiltrækker udenlandske investeringer. … Det er nok værd at huske, når der i de kommende dage vil komme en strøm af lovprisninger om ‘El Comandante’…”



27. april 2010

Mere anti-demokratisk socialisme i Latinamerika – intet fra Ritzaus Bureau om Nicaragua

Det tog lang tid for de danske medier, at forstå dybden af Hugo Chavez’ anti-demokratiske socialisme i Venezuela, og Ritzaus Bureau har i skrivende stund intet fortalt om seneste udvikling i Daniel Ortegas Nicaragua. Fra Berlingske Medier – Uro truer Nicaraguas demokrati (af Martin Tønner; ikke online).

“Afstemningen var afgørende vigtig. Nicaraguas nationalforsamling skulle tage stilling til præsident Daniel Ortegas kontroversielle beslutning om at forlænge to højesteretsdommeres mandat pr. dekret, og oppositionspartierne, der tilsammen har flertal i forsamlingen, havde besluttet at stemme imod.

Men da politikerne tirsdag mødte op ved parlamentsbygningen, var indgangen blokeret af en stor gruppe regeringsvenlige demonstranter. Og ikke nok med det. Under forsøget på i stedet at gennemføre afstemningen på et centralt beliggende hotel i hovedstaden Managua, lod Ortega-tilhængerne i timevis en regn af sten og hjemmelavede mortérgranater hagle ned over oppositionspolitikerne. Tre af dem blev overfaldet og såret, da de forlod hotellet.

De seneste dage er volden fortsat med nye blokader, bilafbrændinger og et angreb på den konservative leder Eduardo Montealegres hovedkvarter…

Forlængelsen af de to højesteretsdommere, der har udløst de seneste dages konflikt, skal sikre ham mulighed for genvalg og dermed i praksis monopol på magten.

(Al Jeezera, 21. april 2010: Nicaraguan opposition under attack)

Mere.

  • 15/3-10 New American – Olavo de Carvalho on Communism in Latin America.
  • 26/4-10 Wall Street Journal – Mary Anastasia O’Grady: Ortega Tries to Join the Axis of Evil.
  • 

    19. september 2008

    ECFR-Rapport: Ikke-demokratierne har overtaget i FN

    Politologen Samuel P. Huntington beskrev scenariet for mere end ti år siden, og fik på puklen, idet universitetshumanisterne dengang som nu ikke mener det giver mening at tale om kultursammenstød – vi er jo alle mennesker med samme idealer +/- 10 procent. Fra The European Council on Foreign Relations netop udgivne rapport om afstemningsmønstre i FN.

  • 17/9-08 ECFR – Richard Gowan og Franziska Brantner: A Global Force for Human Rights? An Audit of European Power at the UN (80 s., pdf).
  • Two trends are identifiable among the absent friends. The first is the increasing detachment of African states from European causes. Ten years ago nearly half of the countries in Africa (22 out of 52) counted as EU human rights allies. Today, only six do. The African group has consolidated its activities, increasingly speaking together, which often leads to lowest common denominator positions. This typically means agreeing to abstain on, or oppose resolutions against African countries. Although the African Union (AU) has allied with the EU on Darfur, its members are more ready than before to oppose the EU on issues that involve sovereignty and development – as became clear over Zimbabwe. African states are also wary of becoming embroiled in issues unrelated to their own continent: in a vote on Burmese human rights in 2008, four-fifths of the African bloc either abstained or did not vote at all (the rest were evenly split over the resolution).

    The second major trend shown by the absent friends is a fundamental shift among Muslim nations, which work together through the OIC. In the 1990s, the OIC was not a very coherent grouping and even some of its deeply undemocratic members, like Saudi Arabia and Egypt, sided with the EU on human rights in the Balkans, out of sympathy for the Bosniaks and Kosovo Albanians. In the worsening climate since 9/11 the OIC has hardened into a coherent and active group. The only Muslim-majority nations among the EU’s human rights allies are Turkey, Bosnia and Herzegovina and Afghanistan.” (s. 30)

    “The EU has attempted to bridge some divides at the HRC, holding frequent meetings with the African and Latin American groups. But it has developed a particularly confrontational relationship with the OIC (which holds twice as many seats) and some non-Western democracies such as South Africa. The OIC won an early victory over the EU in 2007 when it pushed through a resolution on “Combating the Defamation of Religions”, which effectively affirmed the right of states to pass laws limiting freedom of expression. Similar motions had been passed by the CHR on an annual basis from 1999, with the OIC framing such disputes as pitting “Western rights” against “Islamic values”, implicitly challenging the UN’s claim to promote universal rights. (s. 42)

    “The EU also found itself on the defensive over racism and irritated its Latin American allies by arguing that the UN process on combating racism (begun at the 2001 Durban conference) should be funded through voluntary contributions rather than the normal UN budget. This reflects European concern that OIC countries – especially Iran – have exploited the racism process to bash Israel in the past, and will now use it to strengthen prohibitions on criticising Islam (Canada refuses to participate at all for these reasons). But if the EU’s concerns are valid, its sulk has had only a limited impact. It lost the vote on funding the next racism conference. Although EU members remain engaged in preparatory work for that conference, their initial opposition was widely perceived as an effort to downgrade racism as an issue, perhaps to avoid criticism of Europe itself. In opposition to the OIC, the EU has been left looking like a tactically clumsy spoiler. If that shows how not to build coalitions at the HRC, the EU’s 2007 victory on religious freedom was a good example of how to get it right. The EU deftly wrong-footed its opponents by proposing a resolution supporting the “elimination of all forms of intolerance and of discrimination based on religion or belief”. This deliberately employed language similar to that used by the OIC in its own resolutions, and the OIC was left to explain that it opposed the right of individuals to change their religion. (s. 44)

    “The EU’s lack of leadership, miserliness and hypocrisy have begun to convince even its allies that making the HRC work is not a European priority. The EU may have saved the Council from becoming a dictators’ club, but it has yet to demonstrate its ability to develop a positive agenda that would make the HRC a worthwhile international forum.” (s. 46)

  • 18/9-08 DR Online – Vestlige værdier falder i kurs i FN.
  • 

    24. februar 2008

    DR Online om “500 papirløse indvandrere”

    ‘Intet menneske er illegalt’ lyder et kendt slagord på den yderste venstrefløj. Fra DR Online – Bølge af papirløse indvandrere i Middelhavet

    “Omkring 500 papirløse indvandrere er i går og i dag kommet til den isolerede italienske ø Lampedusa, midtvejs mellem Sicilien og den nordafrikanske kyst.”

    Andenrangsborgere, deportation, pre-integration og nu ‘papirløse indvandrere’. Ord flytter grænser – bogstaveligt talt.

    Artiklen er skrevet af DR Nyheders tillidsrepræsentant Poul Dines Boertmann. En venstreradikal der i 1980’erne agiterede fra DKP-avisen Land & Folk, på et tidspunkt sammen med DR’s nuværende ‘Programchef for etik og klagesager’ Jacob Mollerup.

  • 1981/2 CubaBladet (Dansk-Cubansk Venskabsforbund) – Paneldiskussion.
  • 28/2-06 Israel-Online – Dan Harder: DR-journalist sammenligner Israel med Apartheid-regimet.
  • 18/6-07 Israel-Online – DR-journalist fortsætter kampagne mod Israel.
  • 13/8-06 DR Online – En overlever fylder 80 (Castro-artikel af Dines Boertmann).
  • 21/3-07 Israel-Online – Dan Harder: Gensyn med anti-Israel-propagandist på dr.dk.
  • 

    11. oktober 2007

    Medierne fortsætter forherligelsen af Che Guevara – kommunistisk propaganda på DR

    I tirsdags var det som bekendt 40 år siden verden slap af med Che Guevara, og mediedækningen i den forbindelse var noget nær et studie i moderne venstreorienterethed. Man kender Che Guevaras brutalitet, man kender hans stalinistiske metoder, man kender det regime han var medansvarlig for oprettelsen af, og derfor måtte mindehøjtideligheden skrues intelligent sammen for ikke at fremstå som en tro kopi af den forherligende litteratur DKP udgav i 1960erne. Fokus var derfor ikke rettet på den historiske Che Guevara, men på myten om Che, og således var banen kridtet op for grotesk forherligelse af en kommunistisk massemorder.

    Værst var ikke overraskende DR, der i flere organer på forskellige måder fortalte om myten, alt imens de kopierede modstillingen i den af Ole Sohn netop udgivne bog om Che Guevara: ‘for nogle en terrorist – for andre en frihedskæmper’. At fremstille sagen således, er i sig selv et standpunkt. Man overtager den yderste venstrefløjs nutidige syn på sagen, nu hvor de i kraft af den historiske forskning ikke mere kan skamrose som de gjorde i 1960erne – og de stadig gør i Cuba.

    På dr.dk kan man læse at 21 Søndag er “DR Nyheders flagskib” – et nyhedsprogram “der går i dybden med aktuelle emner”. Det oplyses endvidere at programmet bedriver “kritisk afslørende journalistik”.

    Således blev sagen præsenteret på DR1 i søndags i et seks minutter langt indslag under overskriften: “verdens største ikon 40 år efter sin død”.

    Reimer Bo, DR: For 40 år siden blev et af venstrefløjens største ikoner dræbt. Billedet af Che Guevara er blevet internationalt symbol for frihedskamp og oprør mod undertrykkelse, men i Cuba er Che Guevara mere end et symbol, han er faktisk blevet en religion. (introduktion)

    Reimer Bo: På tirsdag er det 40 år siden den latinamerikanske oprørsleder Che Guevara blev myrdet af bolivianske soldater og myten om revolutionshelten blev født. Che blev et af ungdomsoprørets og venstrefløjens store ikoner og billedet af den langhårede revolutionshelt pryder alt fra plakater og t-shirts til lightere. Men i Cuba er Che Guevara mere end en myte. Han er selve symbolet på revolutionens idealer.

    Jørgen Laurvig, Havana, DR: Sådan begynder skoledagen for cubanske skolebørn hver morgen. Flaget hejses, nationalsangen synges.

    Undertekst: Skolebørn i kor Løb til kamp, bayameses.

    Jørgen Laurvig: Og børnene aflægger en ed.

    Skoleelev: Pionerer for kommunismen: Vi vil være som Che.

    Skoleelev 1: At være disciplineret, flittig og ærlig og modig. Che var aldrig bange.

    Skoleelev 2: At være internationalist, som vi cubanere er det i Venezuela – at hjælpe dem, der hverken har sundhedsvæsen eller uddannelse.

    Skoleelev 3: Han ønskede, at hele Latinamerika og hele verden skylle være fri – at folk ikke skulle pines.

    Jørgen Laurvig: Revolutionshelten Ernesto Che Guevara indsats som guerilla-kriger var afgørende for Fidel Castros sejr over det blodige og brutale Batista-diktatur i 1959. Dag for dag vokser myten om ham blandt cubanerne, efterhånden som de der kendte manden og mennesket Che, de dør. Blandt de overlevende fra guerilla-krigen er 86-årige Hernando López, der var fotograf for oprørerne. Han blev en af Ches nærmeste medarbejdere og husker tydeligt første gang han mødte Che Guevara første gang i en guerilla-lejr i bjergene.

    Hernando López:, Ches assistens: Hans blik gjorde størst indtryk. Che havde et gennemtrængende blik – som om han prøvede at bore igennem og se lige ind i én.

    Jørgen Laurvig: Hernando Lopez husker også hvordan Ches personlige mod indspirerede guerilla-tropperne til at kaste sig ud i halsløse aktioner.

    Hernando López: Ham må have været bange indimellem, for alle er bange af og til. Men jeg spurgte mig selv: “Che, hvordan er det muligt?” Han gik forrest, og så fylgte vi andre 5-6 stykker bagefter.

    Jørgen Laurvig: Efter næsten seks år some nationalbankdirektør og industriminister i revolutionsregeringen, drog Che Guevara til Bolivia for at begynde en ny guerillakrig. Det mislykkedes. Og med støtte fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA, fangede den bolivianske hær de cubanske guerilla-soldater. 9. oktober 1967 blev Che Guevara likvideret uden rettergang.

    Hernando López: Det er merteligt at tænke på, at så ung en mand – der kunne have givet menneskeheden så meget – mistede livet – under nogle omstændigheder, der er så ubegribelige.

    [Musik]

    Vi fortsætter fremad.

    Jørgen Laurvig: Che Guevara er i dag begravet sammen med andre guerilla-soldater fra Bolivia ved et kæmpemonument i Santa Clara i Cuba.

    [Musik]

    Til evigheden, kommandant.
    Her lyser stadig det klare og strålende skær –
    af dit elskede nærvær, kommandant Che Guevara.

    Jørgen Laurvig: Men straks efter sin død blev Che en martyr og en myte – ikke mindst for den europæiske venstrefløj.

    Claus Clausen, Forlægger, Tiderne Skifter: Vi mødte ham jo som levende legende i og for sig da han var død.

    Jørgen Laurvig: Claus Clausen udgav i sin tid Che Guevaras dagbog og på omslaget satte han den cubanske fotograf Kordas foto af Che, der i dag er verdens mest trykte billede.

    Claus Clausen: Et budskab om oprør, øh, om revolte, om protest. Og det er det ungdommen øh jo i virkeligheden handler om.

    Jørgen Laurvig: Verdens største Che Guevara portræt hænger på indenrigsministeriet her på revolutionspladsen i Havana. En understregning af hvor vigtig en politisk skikkelse han er i Cuba og nogle steder dyrkes han ligefrem som en helgen.

    Pensionist: Han er nærmest en helgen, men en materialistisk helgen.

    Skolelærer: Che er den største. Han er som Kristus for os. Sådan ser vi ham.

    Bygningsarbejder: I Cuba beundrer vi ham meget. Han har altid været vores forbillede.

    Pensionist: En ekstraordinær kampgejst og offervilje. Jeg tror, han er det største menneske nogensinde.

    Skoleelever (i kor): At de dræbte ham? Det er den største løgn, de har sagt. For mere levende end nogensinde marcherer han ved min side.

    Hernando López: Jeg har aldrig tænkt på Che som død. Aldrig! For mig lever han. Og mange gange spørger jeg mig selv, hvordan han ville have set ud i dag – for hans ideer ville have været endnu større i dag.

    Claus Clausen: Der er stadig brug for at tro på, øh, forandring. At vi ikke alene skal vide hvorfor verden ser ond ud, vi skal også gøre noget ved den. Og det tror jeg han er symbol på og det tror jeg alle unge mennesker i alle generationer vil vide.

    Skolebørn: Pionerer for kommunismen: Vi vil være som Che.

    Reimer Bo: Det var denne uges 21 Søndag. Vi er tilbage om en uge, på gensyn.

    Nu skulle man jo tro det ikke kunne blive værre, men DR2 sendte på årsdagen et 2 timer langt tema om Che Guevara. Fra programomtalen.

    20.30 DR2 Tema: Che Guevara
    I dag er det 40 år siden, at Che Guevara blev dræbt i Bolivias jungle – i forsøget på at skabe en revolution i Latinamerika, sådan som det var sket i Cuba. For mange er han stadig en frihedshelt, for andre en terrorist. Denne temaaften går bag om myten Che.

    20.31 Che Guevara – mand eller myte
    Ernesto “Che” Guevara var ikke blot revolutionær. Han var også familiefar, minister, skribent – og hvad mange ikke ved en ivrig fotograf. I denne dokumentar fortæller hans søn Camilio Guevara March om sin far og hans idealer. I Cuba får vi adgang til rebellernes hovedkvarter i bjergene. Og vi møder nogle af Ches kampfæller, som tegner et billede af mennesket bag ikonet.

    21.30-22.30 Hvem forrådte Che Guevara?
    Svensk dokumentarfilm fra 2001. Hvem forrådte Che Guevara? Hvem stod bag hans død i junglen i Bolivia? To svenske journalister rejser verden rundt for at finde ud af det. De finder den mand, der skød Che, og den CIA-agent, der stoppede Ches sidste tobak i sit pistolhylster.

    Klassisk propaganda tør jeg godt sige, selvom jeg ikke fik set det hele fra start til slut. DR2 har sendt to journalister til Cuba, og her er der sjovt nok ingen slinger i valsen – alle elsker Che. Mere et symptom på årtiers diktatur end noget der kan relateres til Che Guevaras liv. Spredte citater…

    “Han var meget kærlig og rar, og meget menneskelig.”

    “Han kunne være ubøjelig, men altid retfærdig.”

    “Samfundet som et hele må forandres, til en kæmpemæssig skole. Che Guevera.” (Skilt før omtale af Ches analfabetismeprogram)

    “En mand dannet af en kultur med de exceptionelle værdier, som dem han havde… kulturelt dannet fremfor alt.”

    “En mand formet af prisværdig overbevisning…”

    “… idealer… ærlighedansvarlighed…”

    “En mand der kæmpede imod alt det dårlige… hjalp folk…”

    DRs Helle Lyster holdt for det mest blot mikrofonen for Ches nutidige kampfæller – det være sig nulevende venner fra revolutionens tid, Ches søn Camilo Guevara March, Castro-tro partisoldater og dedikerede børn opdraget til at elske diktaturet og de mænd der skabte det. Her et par spørgsmål til sidstnævnte gruppe…

    a) “Kan du bruge Ches idealer i dit liv i dag?”

    b) “Kan du leve op til Ches idealer?”

    Det flød med plusord som ’solidaritet’, ‘retfærdighed’ og ‘frigørelse’, og det føjede blot spot til skade, at temaet afsluttedes med en yderst ensidig svensk dokumentar med den sigende danske titel: Hvem forrådte Che Guevara? Hvor langt ude på den yderste venstrefløj dokumentaren befandt sig, kan man hurtigt danne sig et indtryk ved at se traileren for Sacrificio. At filmen vandt prisen for ‘Best Work of a Non-Latin American Director on a Latin America Subject’ ved Havana Film Festival kan ikke overraske.

    Producenterne Tarik Saleh og Erik Gandini, der siden lavet filmene Surplus: Terrorized Into Being consumers (2003) og Gitmo (2005).

    For sandheden om Che Guevara henviser jeg til IFFs tema om Che, med udførlig litteraturliste og en alternativ biografi der sætter tingene på plads: “Che put the barrel to the back of the boy’s neck and blasted” (pdf).

    Andet…

  • 9/10-07 P2 Plus Tema: Che Guevara – Leve revolutionen! (“For nogle var Che en terrorist, for andre en frihedskæmper…”).
  • 9/10-07 Urban – Che Guevara – God eller ond; I, II, III (forside).
  • 9/10-07 Politiken – Frihedshelten Che Guevara mindes (Billedserie).
  • 9/10-07 Information – Steen Sohn: Myten Che.
  • 9/10-07 P1 Kulturnyt – Ole Sohn interviewes om udgivelsen af Che Guevara – biografien om mennesket og myten.
  •  

  • 10/10-07 Jarl Cordua – Massemorderen Ché Guevara.
  • 

    29. september 2007

    Sæt nu de startede en revolution og ingen gad deltage

    Den 9. oktober er det 40 år siden Verden blev befriet for massemorderen Che Guevara. Kommunistpartier herhjemme har selvfølgelig planlagt festligheder, og det samme har Danmarks Sociale Forum 2007, der markedsfører sig under sloganet “- en anden Verden er mulig”. Fra det officielle materiale (s. 3; pdf, 12 s., 3 mb).

    “Hvorfor har Che Guevara valgt Bolivia i et forsøg på at skabe den anden socialistiske stat i Latinamerika? Sovjetiske skibe kan forsyne Cuba med det meste af, hvad den amerikanske blokade lukker ude, men Bolivia har ingen kyststrækning. En effektiv handelsblokade kan kvæle landet på to uger. Hvis hans revolution var lykkedes, hvad skulle han da have stillet op med den? Den svenske forfatter, Sven Lindqvist, mener i sin bog ‘Slagskuggan’, at Che ikke ville skabe et socialistisk Bolivia, men påbegynde ‘to, tre, mange Vietnam’er’ og ville anvende guerillakrige som et strategisk våben, ikke med lokale men med interkontinentale mål for øje. ‘Han ville udnytte det tilfælde, Vietnam havde skabt. Samtidig ville han hjælpe vietnameserne på den eneste måde, der ville være virkelig effektiv – gennem at skabe en anden front.’

    Men hvad betyder det ‘at rejse end anden front’, ‘at skabe ét eller flere Vietnam’er’? Hvad betyder det for de bønder, som lever på egnen, og som har nok i den daglige kamp for at skaffe brødet på den karrige jord? Det betyder – hvis det lykkes – at deres hjem bliver ødelagt, at deres markers afgrøde stjæles af soldaterne, der ikke har adgang til revolutionære fonds og derfor tager for sig, hvor de kan. Hvorfor har Che ikke kunnet set, at en strategisk revolutionær, der vælger guerillakrigen som våben, må lægge sit liv i bøndernes hænder. Og de indianske bønder i kløfternes land ønsker ingen revolution. De er fattige, men de hører til de få indianere på det sydamerikanske kontinent, som ejer jord. Det er sandsynligt, at Che kunne have fået succes med sine planer, hvis han var begyndt i Limas fattigkvarterer, eller i Rios favellaer. Men nu bliver det en guarani-bonde, som angiver ham.

    Arne Falk-Rønne: Døde indianere sladrer ikke, 1970. S. 266ff.

    They say to speak good of the dead. Che Guevara is dead. Good.

    Flere fotos og personlig beretning hos Snaphanen.

    Oploadet Kl. 07:47 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    

    24. juni 2007

    Røde stjerne, 90210

    Fra 180 grader. En lille historie fra Peru – et land, hvor “ikke alle sætter pris på tasker, der hylder kommunistiske massemordere”.

    “En skuldertaske med et moderigtigt maoistisk slogan har bragt skuespilleren Cameron Diaz i vanskeligheder i Peru, hvor en maoistisk guerilla-organisation stod bag Latinamerikas blodigste oprør…

    Filmstjernen bar på en moderigtig skuldertaske udsmykket med en rød stjerne og “tjen folket” på kinesisk. Dette var den frygtede kommunistiske dikator Mao Zedons mest kendte slogan, og det vækker vrede i Peru. Befolkningen bliver stadig terroriseret af den maoistiske guerilla-organisation Den Lysende Sti, der i 80-erne stod bag Latinamerikas blodigste oprør, hvor næsten 70.000 mennesker blev dræbt.”

    Opdate 25/6-07. Hotel i Berlin genskaber DDR-atmosfæren (Yahoo News). Se desuden hjemmesiden: for Ostel – Das DDR Hostel.

    Oploadet Kl. 21:08 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer
    

    14. marts 2007

    Ingen plads til gode nyheder fra Irak, for der blev demonstreret imod Bush i Mexico City

    Reuters har gode nyheder fra Irak – Iraq says violence down in month-old Baghdad plan

    Civilian deaths and militant attacks in Baghdad have fallen sharply since a U.S.-backed Baghdad security plan was launched a month ago, an Iraqi military spokesman said on Wednesday.

    Brigadier Qassim Moussawi said the number of Iraqis killed by violence in the capital since Feb. 14 was 265 — a sharp reduction from the 1,440 Iraqis killed in the 30-day period before the plan went into effect.

    The number of car bombings was down to 36 from 56, Moussawi told a news conference. Roadside bombs, mortar attacks, kidnappings and assassinations were also down.”

    8-Radioavisen på P1 havde hele to Bush-relaterede historier her til morgen, og kunne derfor ikke finde plads til ovenstående. Her lidt fra Lene Møller Jørgensens beretning om Bush’s igangværende visit i Mexico.

    “Præsident Bush er slet ikke i hovedstaden, men i en mindre by i den sydøstlige del af landet. Så demonstranterne måtte nøjes med en mands-stor dukke med Bushmaske, som de hængte foran ambassaden. De brændte amerikanske flag af eller overmalede dem med nazistiske hagekors… De rasede over krigen i Irak. ‘Bush er en morder’, sagde flere af demonstranterne. ‘Han er en mand uden skrubler’, sagde en af demonstranterne…”

    Oploadet Kl. 20:31 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
    

    12. december 2006

    Pinochet er død, Castro leve! – nogle borgerlige ord til “dem, der lægger policy”

    I søndags døde Augusto Pinochet, der tog magten i Chile ved et militærkup i 1973, og sad som diktator helt frem til 1990. Man anslår han var ansvarlig for 3.000 mord, og op imod 100.000 flygtede fra regimet, herunder en del til Danmark, eksempelvis TVavisens Paula Larrain. En død diktator gør ikke verden demokratisk, men det er et skridt i den rigtige retning, og denne postering skriver jeg ikke for at beklage det faktum at Pinochet konsekvent bliver betegnet som eks-diktator i medierne, men for at rette fokus på det åbenlyse misforhold der hersker i mediedækningen. Eksemplet ligger lige for.

    Længe inden Pinochet tog magten, havde Fidel Castro etableret et kommunistisk diktatur i Cuba, og han kunne forleden fejre 50-årsdagen for den revolution der lovede frihed og demokrati, men gav alt andet. Det anslås at han er ansvarlig for 10-15.000 mord, og mellem 1-2 millioner er fordrevet, herunder 77.000 der ikke overlevede flugtforsøget. Castro beskrives konsekvent som leder, statsmand, og aldrig som den diktator han vitterlig er. Det har længe undret mig, og derfor spurgte jeg i forrige uge TVavisens nye værtinde Mette Walsted Vestergaard hvorfor det kunne være at Batista og Pinochet får denne etikette på sig, men ikke Castro. Det direkte spørgsmål lød “Mener DR ikke at Cuba er et diktatur?”, og sidste mandag fik jeg så følgende kommentar

    “… Kim, dit relevante spørgsmål har jeg bedt min redaktør og eventuelt udlandsredaktør om at forholde sig til, det er dem, der lægger policy for så vidt angår despoter, diktatorer, statsledere, premierministre osv.”

    Jeg venter stadig på svaret, men det holder mig ikke vågen om natten. Fidel Castro er diktator, uanset hvad de end må finde på af undskyldning for ikke bruge ordet.

    Tilbage til Pinochet. Han styrtede et socialistisk styre med hjælp fra USA, og nyder derved den samlede venstrefløjs foragt, og tag ikke fejl, de sidder stadig tungt på definitionerne. Det har en række naturlige følgevirkninger i forhold til nuancerne. Vi hører selvfølgelig han var diktator, vi hører om ofrene, men Chiles nyere historien kan selvfølgelig ikke reduceres til en ond general i hvid kappe og hans grædende ofre.

    Observant-Henrik kan i en email fortælle at en tidligere udenrigskorrespondent igår på TV2 Norge kaldte Pinochet for “Latinamerikas værste” , og det illustrerer i mine øjne fint hvor galt det står til.

  • 29/11-06 DR Online – Castro lever: “… tusinder af fødselsdagsgæster [var] forsamlet… for at fejre…”
  • 11/12-06 DR Online – Pinochet døde: “Mange dansede i gaderne…”
  • En af de sjældne artikler.
    11/12-06 Expressen – Pinochet räddade Chiles ekonomi.

    “Till att börja med var diktaturen hård och skoningslös. Under de följande åren dödades ungefär 3 000 personer… Att det – både i och utanför Chile – finns ett stort antal människor som hatar och förbannar Pinochet är inte svårt att förstå. Svårare att förklara är det faktum att Pinochet för många chilenare framstått – och framstår – som mannen som räddade Chile i dess ödesstund. För att i någon mån förklara detta faktum måste man dels se med kritisk blick på Allendes år vid makten, dels göra en bedömning av utvecklingen under Pinochets era.

    Allende förde under sina två år vid makten en ohämmat expansiv ekonomisk politik. Till att börja med tycktes allt gå bra med stigande jordbruksproduktion och stigande priser på koppar, landets i särklass mest betydelsefulla exportprodukt. Ganska snart började dock krissymptom att inställa sig, med inflation, köer och ransonering. Redan sommaren 1973 var Chiles ekonomi i djup kris, med köer och varubrist som tydliga tecken på att allt inte gick så bra. När militärkuppen kom i september 1973 var den därför knappast helt oväntad…

    Den ekonomiska politiken lades helt om: Märkligt nog kom den ekonomiska politik som fördes under Pinochets tid vid makten att karaktäriseras av en utpräglad liberalism… Utvecklingen hade flera positiva sidor; det ensidiga beroendet av kopparn som dominerande exportvara minskade och skog, trävaror och fiskprodukter ökade sina exportandelar.

    Suppler evt. med…

  • 29/11-98 Sunday Telegraph – Mark Steyn: If Pinochet is guilty then so is HM the Queen.
  • 21/07-03 Chicagoboyz – Vladimor Dorta: The Allende Myth.
  • 11/12-06 Die Welt – Pinochet und die Dialektik des Bösen.
  • 11/12-06 NationalReview – A. Daniels: Of All the Dictators. Why the Left singles out Pinochet.
  • 12/12-06 Washinton Post (leder) – A Dictator’s Double Standard. Augusto Pinochet tortured….
  • 

    2. december 2006

    DR om Cubas leder der sammen med revolutionshelten Che Guevara styrtede en diktator

    Det kommunistiske regime i Cuba fejrede idag officielt Fidel Castros 80 års fødelsdag, og som sædvanligt var samtlige artikler og indslag blottet for enhver form for kritik af et af klodens sidste kommunistiske diktaturer. Værst var 18.30-udgaven af TVavisen der lod en af Castros medskyldige skamrose sin ven…

    02/12-06 (07.37) – TV Online – Castro udeblev fra egen fest.

    Cubas leder… landets ubestridte leder… Fidel Castro har været Cubas førstemand siden 1959, og de fleste cubanere har aldrig kendt andre ledere end ham.”

    02/12-06 (12.34) DR Online – Fidel Castro deltager ikke i fejring af sin 80-års fødselsdag.

    “Cubas leder”.

    02/12-06 (12.00) TVavisen – Fidel Castro melder afbud til sin 80 års fødselsdag.

    Intro: Cubas leder Fidel Castro…”

    Indslag: “… og samtidig 50 året for den dag da han og en håndfuld revolutionære sejlede fra Mexico til for at styrte diktatoren Batista. Men festdagen blev uden den cubanske statsleder, han er for syg af er syg af kræft.”

    02/12-06 (18.30) TVavisen – Castro måske meget syg.

    Intro: “Meget tyder nu på at Cubas leder… TVavisen har mødt revolutionshelten Che Guevaras livvagt.”

    Indslag: ‘Fidel er Cuba og de 11. mio. cubanere skal takke ham for det vi er…’

    [Jørgen Laurvig, DR] … blev revolutionshelten Che Guevaras livvagt… Efter at socialister har vundet valgene… føler Cuba sig ikke længere så alene i Latinamerika.

    ‘Når jeg ser hvad vi har opnået…’

    Opdate 3/12-06. Jeg har for underholdningens skyld spurgt TVavisens nye ansigt Mette Walsted Vestergaard hvorfor Fidel Castro er leder og ikke diktator. Her til morgen kan på DR Online læse at Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet har fået et hjertetilfælde”… At dømme efter Snaphanen var SVTs dækning af højtidelighederne endnu værre end DRs. Her lidt fra Stina Morians leder i Örnsköldsviks AllahandaDiktaturens kreatur.

    “Festkvällen inleds med dokumentären ”Historien ska frikänna mig”. En hyllningsdokumentär till Kubas diktator Fidel Castro. Kvällen bjuder också på Oliver Stones dokumentär Comandante, som Fidel Castro har godkänt, och berättelsen om kvinnan som hade en kärleksrelation med diktatorn – en film med namnet Kära Fidel.

    Svt har också bjudit in gäster till studion. En av dem är författaren Vazquez Diaz som är känd som en få kubaner bosatta i Sverige som stödjer Fidel Castros regim och som har uttalat stöd för den arresteringsvåg som svepte över de oppositionella våren 2003. En annan gäst är den tidigare partistyrelseledamoten i vänsterpartiet och uttalade kommunisten Anja Karlsson Franck. Den tredje, och sista, gästen är dokumentärfilmaren Dick Idestam-Almqvist, mannen bakom den dokumentär som sänds på kvällen, Historien ska frikänna mig. Inga gäster med en annan syn på Kuba än den som visas i tema-kvällens dokumentärer alltså.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper