20. november 2014

DR2-Debatten om ‘Det Arabiske Forår’, feb. 2011: Messerschmidt vs Krasnik, Lykketoft, Khader, P. Mach

Debatten om ‘Det Arabiske Forår’ anno 2011 er måske det bedste eksempel i mine levetid, på at politikere, forskere og meningsdannere i høj grad mangler den nødvendige forståelse af kulturens betydning. En venlig sjæl har transskriberet lidt fra Debatten på DR2, sendt 24. februar 2011. Morten Messerschmidt (og Farshad Kholghi), og havde det nemt overfor Martin Krasnik, Mogens Lykketoft, Naser Khader og Trine Pertou Mach der dumpede fælt. Debatten kan stadig ses online.

Martin Krasnik, journalist: Vi har bedt, tryglet og håbet på demokrati i årtier i Mellemøsten. Nu kommer det.

[...]

Morten Messerschmidt, DF: Jeg frygter meget, at det vi kommer til at opleve, ikke et Østeuropa i 1989, men Iran i 1979.

Søren Pind, Venstre: Det tror jeg ikke. Jeg tror nærmere vi taler om noget a la Tyrkiet. Eller noget i den retning.

[...]

Martin Krasnik (med et overbærende smil): Nogen bliver nødt til at stoppe Morten Messerschmidt, for du siger det samme som gamle trætte som Mubarak i virkeligheden hele tiden sagde: Efter mig er det syndfloden, der kommer. Det er islamisterne, der overtager. Iran i 1979.

[...]

Lene Espersen, K: Jeg tror faktisk på, at der er den rigtige vej, nemlig demokratiets vej.

[...]

Naser Khader, løsgænger: Jeg tror ikke de (Det Muslimske Broderskab) får flertal ved demokratiske valg.Dem der er ude på gaderne… Det er Facebook-generationen der går forrest… Det er folk der gerne vil demokrati. … De vil have kernen af frihedsværdierne.Egypterne er muslimske på samme måde som italienerne er katolske. De har det kun i munden.

[...]

Mogens Lykketoft, S: Vestens politik har været dirigeret af de neuroser som Messerschmidt og Kholghi har fremlagt her i dag. Nemlig at hvis man lod folket bestemme, så ville de sikkert blive islamistiske fundamentalister og alt muligt andet. … Der er ved at opstå en ny verdensorden i Mellemøsten. Det er ikke de skæggede gutter, der går på gaden. Det er unge mennesker, det er veluddannede mennesker, som kan bruge Facebook, som kan bruge Twitter, som gerne vil have demokrati.

Trine Pertou Mach, SF: Pointen er, at dele af opinionen i Danmark har sagt, at i arabiske lande, blandt muslimer, kan man ikke få demokrati… Det er verdenshistorie der skrives nu. De kræver demokrati og frihed!

Morten Messerschmidt: Der er ingen der aner, hvad der kommer til at foregå i de her lande. … Vi kan bare ikke bygge virkeligheden på en drømmeverden.

Trine Pertou Mach: Morten (Messerschmidt). Nu er du jo ikke tynget af visdom om den arabiske verden kan man godt høre. Jeg har boet i Egypten i to år og beskæftiget mig med Mellemøsten professionelt i 10 år, så jeg ved faktisk en del om hvad det er der foregår.



12. november 2014

“… forudsigelige konflikter, der udspringer af de libyske soldaters kulturelle baggrund og traditioner”

Det kan lyde lidt barsk at kæde ‘voldtægter, overfald, tyverier, vold og trusler’ sammen med libyernes ‘kulturelle baggrund og traditioner’, men Krigeren.dk skrives af soldater med praktisk erfaring, ikke af folkevalgte kulturrelativister. Fra Træning af libyske soldater i England afbrydes øjeblikkeligt.

“For at rette op på den kaotiske tilstand, der har hersket i Libyen siden den NATO-støttede borgerkrig i 2011, ville man hente 2.000 libyske soldater til England og give dem træning, således de kunne vende hjem og håndhæve lov og orden. … Men projektet – kaldet OP VOCATE – er nu standset, efter at byen Cambridge og træningslejren Bassingbourn har været udsat for voldtægter, overfald, tyverier, vold og trusler.

Indtil videre er tre engelske kvinder blevet udsat for voldtægtsforsøg, og en enkelt mand er blevet voldtaget af to libyske rekrutter i en park. Derudover er flere englændere blevet udsat for gaderøverier, og politibetjente er flere gange blevet udsat for trusler. I byen Cambridge er cykler blevet stjålet i stort antal, og efterfølgende fundet i træningslejrens område.

En instruktør på kasernen er blevet tæsket, og en anden måtte tage flugten efter at være blevet overfaldet af en ophidset flok af libyske rekrutter. Rengørings- og kantinepersonale er også blevet truet med jævne mellemrum.

Godt 300 engelske soldater har fået inddraget deres orlov indtil de sidste libyske rekrutter har forladt landet. De skal nu bevogte træningslejren, så libyerne ikke længere kan komme i kontakt med lokalbefolkningen.

Man har allerede fra starten vidst, at man ville rende i et kultur sammenstød. Libyerne stillede bla. fra starten det opsigtsvækkende krav, at der kun måtte deltage mandlige instruktører.

– ‘De dele af uddannelsen, der fordrer ‘hands-on’ kontakt med libyske soldater – eksempelvis at rette på en libysk soldats skydestilling på skydebanen – gennemføres af mandlige instruktører. Herved undgås forudsigelige konflikter, der udspringer af de libyske soldaters kulturelle baggrund og traditioner’ – forklarede oberstløjtnant Henrik Lyhne fra Hærens Operative Kommando (HOK) over for DR Nyheder tilbage i marts 2014.”

(Libyske soldater i Bassingbourn-lejren, november 2014; Snaphanen, Daily Mail)



7. april 2014

Walid al Bustani fik asyl i kristne Danmark, rejse senere til Syrien for at myrde ikke-muslimer – henrettet

Tilbage i 2012 kunne man i Politiken læse om salafistlederen Walid al Bustanis brutale fremfærd i al-hons, en mindre by i Syrien ved korsfarerborgen Krak des Chevaliers. Avisen fortalte ikke at Walid al Bustani 20-25 år tidligere, som flygtning, fik permanent opholdstilladelse i Danmark, og stadig har sin første kone og fem børn bosat i København, i lighed med det radikale netværk han voksede frem af. Han er nu henrettet.

(Walid al Bustani; Youtube)

Hele historien kan læses på Jeg graver-bloggen – Walid al-Bustani fra Danmark ‘..startede med at skære hovedet af en trafikbetjent’.

“Torsdag i forrige uge fordrev syriske regeringsstyrker endelig islamiske oprørere fra byen al-Hosn og den gamle korsfarerborg Krak des Chevaliers, efter radikale muslimer havde besat begge i to år. De radikale muslimers overtagelse af magten i al-Hosn kunne man dengang læse om i Politiken, der havde interviewet en flygtning fra byen (‘Salafisterne skar trafikbetjentens hoved af’, Politiken, 7. oktober 2012):

‘Det hele startede, da Walid Al Bustani kom til byen i februar med sin gruppe af salafister’, siger Basan…

De startede med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen‘, siger Basan og forklarer, hvordan den lille gruppe salafister på kort tid reelt tog magten i byen.

De dræbte flere politibetjente og begyndte at tage grupper af kristne og alawitter fra området omkring al-Hosn til Krak des Chevalier som gidsler‘. Ifølge Basan tog salafisterne typisk femseks personer ad gangen og løslod dem mod at få løsepenge.

Flertallet af befolkningen i al-Hosn er sunnimuslimer, men både byen og den berømte korsfarerborg, der indtil borgerkrigen var en af Syriens største turistattraktioner, ligger i Wadi al-Nasara – Den Kristne Dal – med mange kristne og alawittiske landsbyer, og ifølge Basan var det sekteriske element i både drabene og kidnapningerne helt centralt.

‘Politibetjentene var alawitter, og de gik helt klart efter alle, der ikke var sunnimuslimer‘, siger han.

Det er rosværdigt, at Politiken dengang fortalte historien om Walid Hassan al-Bustani – den kom på et tidspunkt, da vestlig presse og ledere gerne ville lade som om oprørerne var blide socialdemokrater alle sammen. Det er knapt så rosværdigt, at avisen glemte at nævne, at Walid al-Bustani boede i Danmark i næsten 20 år, før han tog tilbage til Mellemøsten for at slå ihjel. Hans ene kone og de fem børn han fik med hende bor her stadig, og de radikale muslimer han fandt sammen med bor her stadig – én af dem kan knyttes til alt fra væbnede røverier til forsøg på bombeattentater i Danmark over de sidste 17 år. Historien er som følger:

Walid Hassan al-Bustani er libaneser, født i 1964 i landsbyen Bebnine, der ligger 15 kilometer øst for storbyen Tripoli. Området er primært befolket af sunni-muslimer, og det er en fundamentalistisk sunnimuslimsk højborg. Det var derfor heller ikke overraskende, at han under den libanesiske borgerkrig i starten af 80erne sluttede sig til den radikale milits Harakat al-Tawhid al-Islami, Bevægelsen for Islamisk Énhed… Da syrerne knuste Harakat i Tripoli i 1986 og tog hans bror til fange, flygtede Walid al-Bustani ud af Libanon. Først til Libyen, senere videre til Danmark, hvor han fik permanent opholdstilladelse og bosatte sig i København. …

I København begyndte Walid at komme i imam Ahmad Abu Labans moske, Tawba-moskeen på Vesterbrogade. På tidspunktet var moskeen samlingspunkt for sympatisører og medlemmer af en række muslimske terrorgrupper, og Walid fandt hurtigt sammen med dem. Især en anden libaneser, MDR, blev han en nær ven af, og begge lyttede meget til en imam, AH, der gik under navnet Abu Suud. Både MDR og AH var involveret i forsøget på at stjæle et større millionbeløb fra en pengetransport i 1997, og siden smugle pengene ud af landet. Man går ud fra, de skulle bruges til at finansiere islamiske terrorgrupper. To andre deltagere i det væbnede røveri er aldrig blevet fundet. MDR forsvandt fra Danmark i 2001, og da han kom op til overfladen igen var det som emir i al-Qaeda (mere om AH og MDR i senere blogposter).

I Danmark fik Walid selv efterhånden ikke bare kone, men også fem børn. Alt var dog ikke fryd og gammen – ud over sin muslimske fundamentalisme blev Walid også diagnosticeret som skizofren… I år 2002 tillagde Walid sig en kone nummer to, en kvinde, hans familie i Libanon havde fundet til ham. Han lod sig godt nok proforma-skille fra konen i Danmark, så de danske myndigheder ikke lagde sig imellem, og istedet skruede op for overførselsindkomsterne, men under islamisk lov (sharia) forblev han gift med begge. Kone nr 2 blev installeret i et hus i den palæstinensiske Beddawi-ghetto nord for Tripoli, og Walid kom jævnligt på besøg fra Danmark og levede med familie nr. 2 der. …

Til gengæld begyndte der at ske ting og sager for Walid i Libanon. Radikal sunni-islam var på fremmarch i Syrien, blandt andet hjulpet på vej af Walids bror Kamal, der som imam leverede det islamiske grundlag vor jihad, hellig krig.

(Korsfarerborgen Krak des Chevaliers, som Walid al Bustani ville gøre til base)

Alle de anholdte blev koncentreret i Roumieh-fængslet lidt uden for Beirut. Her sad Walid så i tre et halv år, før det d. 16. november 2010 lykkedes ham at kravle over fængslets 10 meter høje mure sammen med Mounjed al-Fahham, en anden fange fra Fatah al-Islam. Mounjed faldt og pådrog sig så svære skader at han ikke kunne flygte fra stedet, og blev taget af politiet. Walid selv løb derfra så hurtigt han kunne, og man hørte ikke fra ham de næste 15 måneder.

Næste gang man hørte fra Walid var i februar 2012, da han sneg sig over grænsen til Syrien i spidsen for 30 terrorister fra gruppen Jund al-Sham (‘Syriens Soldater’). De vandrede små 8 kilometer ind i Syrien, før de så korsfarer-borgen Krak des Chevaliers, der tronede over byen al-Hosn, og besluttede sig for at det skulle være deres base. Som Politiken nævnte startede de med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen, så folk blev skræmt til ikke at støtte den syriske regering. Derefter fulgte en stribe mord og kidnapninger af ikke-muslimer for at få løsepenge, noget som Walid kronede med at udråbe al-Hosn til ‘Det islamiske emirat Homs’. At storbyen Homs og provinsbyen al-Hosn ikke havde så meget med hinanden at gøre gjorde ikke så meget.

Walids rædselsherredømme i al-Hosn førte efterhånden til, at områdets primært kristne befolkning begyndte at flygte i tusindvis. … Da Walid myrdede to af Syriens Frie Hærs egne krigere faldt der til gengæld brænde ned. Konsekvensen var tæsk, en ‘retssag’ der bestod af at man råbte af ham, og henrettelse ved skydning. Videoen af retssag og henrettelse tager lidt under 3 minutter…

Sådan døde Walid al-Bustani. Der er dog en lang kø af mænd, der venter på at gå samme vej. Tilbage i Libanon sidder Walids bror, imamen Kamal. Sammen med en række andre salafistiske imamer, der rekrutterer sunnimuslimer til kamp. For de der ikke er klar til at tage skridtet fuldt ud og tage over grænsen for at halshugge folk er der altid lokal-opgørene i Tripoli. … Og imamer som Kamal al-Bustani har vi også i Danmark.”



6. december 2013

Nelson Mandela; Militant kommunist der i anti-racismens navn hyldes som ikon for ikke-vold og demokrati

Så døde Nelson Mandela, og selvom han selvfølgelig bør have kredit for at være med til at skabe en fredelig overgang fra apartheid til demokrati, så har han lig i lasten som fortjener et par ord, ikke mindst fordi de etablerede medier berører gråzonerne med hvide løgne. Et par eksempler…

“Demokrati og frihed til alle. … Han gik ind for ikke-vold men blev tegnet som terrorist. Han var kommunist i sine unge dage… Hans ikon-status skyldes blandt andet hans ikke-voldelige kamp i 40’erne og 50’erne mod det hvide styre og Sydafrikas apartheid-politik. En kamp der kostede ham en fængselsdom på livstid for terrorisme. … Hans ikon-status blev styrket med hans politik om fred og forsoning mellem sorte og hvide efter løsladelsen i 1990. En politik han fik Nobels Fredspris for” (DR Online, 6. december 2013: Nekrolog)

“Ærkebiskop Desmond Tutu: “Han var en forener fra det øjeblik, han forlod fængslet. Han lærte os at stå sammen.” (Fyens.dk, 6. december: Fakta: Hele verden hylder Nelson Mandela)

ANC-lederen Nelson Mandela blev fængslet for terrorisme, fordi han som leder af ANC’s væbnede gren ‘Umkhonto we Sizwe’ (‘Nationens spyd’) stod bag adskillige terrorangreb. Efter at have været i våbenlejr hos algeriske islamister i 1962 blev han fængslet, senere frigivet, hvorefter han juni 1964 fik sin meget omtalte livstidsdom. På hans gård konfiskerede myndigheder blandt andet 210.000 håndgranater, 48.000 anti-personel miner og udstyr til bombeproduktion.

I fængslet fortsatte han med at være en del af ANC’s væbnede kamp.

In his book Long Walk to Freedom Nelson Mandela wrote that as a leading member of the ANC’s executive committee, he had ‘personally signed off’ in approving these acts of terrorism, the pictures and details of which follow below. This is the horror which Mandela had ‘signed off’ for while he was in prison – convicted for other acts of terrorism after the Rivonia trial.” (Censorbugbear)

De mange ANC-orkestrede terrorangreb mod civile er veldokumenterede, og inkluderer i perioden 1983 til 1988 bomber mod biografer, banker, domstole og supermarkeder. Mange civile døde, endnu flere såredes – nogle sorte, andre hvide.

(Church Street i Pretoria, 23. maj 1983, efter ANC’s bombeangreb, 19 døde; Fotos)

“The late SA president P.W. Botha told Mandela in 1985 that he could be a free man as long as he did just one thing: ‘publicly renounce violence’. Mandela refused. That is why Mandela remained in prison until the appeaser Pres F W de Klerk freed him unconditionally.” (Censorbugbear)

P.W. Bothas tilbud er nok så interessant. Her en tale Botha holdt ved et offentligt møde, 15. august 1985.

“… let me remind the public of the reasons why Mr Mandela is in jail. … The saboteurs had planned the manufacture of at least seven types of bombs: 48 000 anti-personnel mines, 210 000 hand grenades, petrol bombs, pipe bombs, syringe bombs and bottle bombs.

A document was produced during the Court case in Mandela’s own handwriting in which he stated:

‘We Communist Party members are the most advanced revolutionaries in modern history … The enemy must be completely crushed and wiped out from the face of the earth before a Communist world can be realised.’

Flere terrorangreb fulgte, eksempelvis det blodige angreb på indkøbscenteret i Amanzimtoti Lillejuleaftens 1985, få måneder efter Mandela afviste Bothas tilbud. Efter internationalt pres blev Mandela sat fri i februar 1990. Senere samme år talte han ved et ANC-møde sammen med Joe Slovo, tidligere leder af ‘Nationens spyd’, der nogle år forinden var blevet leder af Det Sydafrikanske Kommunistparti (SACP).

(Winnie og Nelson Mandel med Joe Slovo, 1990)

(Nelson Mandel synger kampsang med ‘Nationens Spyd’, 1992: “… dræb de hvide/Boerne”)

Senere proklamerede han offentligt sin støtte til Yasser Arafat, og diverse røde diktatorer, såsom Saddam Hussein (Irak), Libyen (Gadaffi; som han fik et barnebarn opkaldt efter) og ikke mindst Fidel Castro (Cuba). Mandela var særligt inspireret af det cubanske ‘demokrati’. Her et citat fra et møde i Cuba, 26. juli 1991.

“We have long wanted to visit your country and express the many feelings that we have about the Cuban revolution, about the role of Cuba in Africa, southern Africa, and the world. … From its earliest days the Cuban revolution has itself been a source of inspiration to all freedom-loving people. We admire the sacrifices of the Cuban people in maintaining their independence and sovereignty in the face of a vicious imperialist-orchestrated campaign to destroy the impressive gains made in the Cuban revolution. …

We do not want popular participation to cease at the moment when apartheid goes. We want to have the moment of liberation open the way to ever-deepening democracy. We admire the achievements of the Cuban revolution in the sphere of social welfare. …

We know that the revolutionary spirit of today was started long ago and that its spirit was kindled by many early fighters for Cuban freedom, and indeed for freedom of all suffering under imperialist domination. … We also honour the great Che Guevara, whose revolutionary exploits, including on our own continent, were too powerful for any prison censors to hide from us. The life of Che is an inspiration to all human beings who cherish freedom. We will always honour his memory. … Long live the Cuban revolution! Long live Comrade Fidel Castro! (Nelson Mandela i Cuba, 26. juli 1991; mere)

(Nelson Mandela & Fidel Castro, under et af flere møder efter løsladelsen, udat.)

Alle kan blive klogere, men hånden på hjertet: Nok så mange fredspriser kan ikke kan gøre Mandela til et ikon for ikke-vold og demokrati. I lighed med Mikhail Gorbatjov, kom bidragene til en bedre verden først da han var aldrende, og alle andre alternativer var testet af.



26. september 2013

Hanna Ziadeh (tidl. militant kommunist) om det arabiske forår: “Det er det rene mareridt efterhånden.”

Kasper Støvring fortsætter med at tørre gulv med naivistiske meningsdannere, der i eufori over ‘det arabiske forår’ gav fæle kulturkonservative mørkemænd det glatte lag. Det går blandt blandt andet ud over Fathi El-Abed, men han kunne sådan set også have set nærmere på den mere lødige Hanna Ziadeh.

I sidste måned sendte DR en dokumentarfilm om det arabiske ‘efterår’ baseret på Hanna Ziedah, der ifølge programomtalen ved alt om hvordan det er at tilhøre en minoritet, fordi han ikke bare er homoseksuel ateist af kristen afstamning, men også er halvt libaneser/palæstinenser. Spørgsmålet er om mellemøstlige aner ikke nærmere gør meningsdannere inhabile om samme. Naser Khader er næsten skræmmeeksemplet.

I udsendelsen fortæller Hanna Ziadeh, der i dag er medarbejder ved Institut for Menneskerettigheder, at han som 14-årig blev en del af Demokratic Front for The Liberation of Palestine (DFLP), en sekulær maoistisk terrororganisation til venstre for kommunisternes foretrukne. Gruppen stod eksempelvis bag Ma’alot-massakren i 1974, hvor tre DFLP-militante myrdede 22 skoleelever livet med håndgranater og automatvåben.

(Hanna Ziadeh, DFLP-militant, ca. 1988-1990)

Ziadehs politiske fortid skal ikke bruges imod ham, for i det mindste har han lært af sine erfaringer. Herunder lidt fra dialogen i En chokerende rejse – Hanna Ziadeh og det arabiske efterår. Suppler evt. med Monokultur.

Hanna Ziadeh (Egypten): Ville det krænke dig hvis en muslimsk pige giftede sig med en ikke-muslim? Jeg vil gerne gifte mig med en muslim! Hvorfor må jeg ikke det?

Kamal Habib, islamist: Det går ikke! Sådan er islam, og der er intet, der kan ændre den islamiske lovgivning! Hverken i det 21. århunderede eller senere. Du forsøger at betvivle et spørgsmål om tro med din fornuft! Det står i sharia! Det er ikke tilladt at en muslimsk kvinde gifter sig med en ikke-muslim! Sådan er islams natur. Islam hersker over alle og ingen hersker over den!

Hanna Ziadeh: Hele det offentlige rum i Egypten er totalt farvet af islam. Hvis de kunne farve træstammerne grønne og kalde dem for islamiske så havde de gjort det. Alt er islamificeret…

[...]

Hanna Ziadeh (Libanon): Jeg tror at det arabiske forår har sat nogle kræfter fri, og ingen anede hvilket omfang af forandringer det ville medbringe. Vi har alle haft en fornemmelse af, at islamisterne kan være stærke, men de er stærkere end vi har troet. Der er en afgrund af frustrationer og had i de arabiske masser, som vi er vidner til i øjeblikket. Det virker ikke som om at demokratiet har vundet revolutionen, og i Syien kan man frygte det går helt galt.

Mammuth Shureikh, forsker (Libanon): Hele tanken om demokrati, frihed og social retfærdighed er et europæisk koncept. Måske er den arabiske tankegang fremmed overfor de her moderne begreber. Det, der skete i Europa i 1848, og det, der sket i Frankrig i 1789 var en radikal og social omvæltning. Det samme sker muligvis ikke med Det Arabiske Forår. Vi har ikke en Rousseau, Voltaire, Kirkegaard eller Sartre.

[...]

Nedal Achqar, kristen libaneser, tidl. minister: Jeg er imod Israel, og jeg er imod ethvert europæisk land, som har sendt våben til Syrien. Dem alle sammen. … Det vigtigste for mig er, at dette oprør altid kommer til at dreje sig om et oprør mod Israel. Det ønsker Vesten ikke at vi siger. Du må forstå, at vi prioriterer Palæstina over alt andet.

Hanna Ziadeh: Så det retfærdigør alting?

Nedal Achqar: Selvfølgelig gør det det! Det retfærdigør alt! Jeg ville endda acceptere at blive sat 100 år tilbage i tiden. Jeg holder med syrerne og med iranerne fordi de støtter oprøret mod Israel.

Hanna Ziadeh: Vi to burde være på folkets side.

Nedal Achqar: Fortæl mig ikke, hvad jeg burde gøre. Spar mig for dine gode råd. Fuck dig og dine gode råd! Nu fortæller jeg dig min ærlige mening foran kameraet. Jeg er pisse ligeglad med dine holdninger.

[...]

Hanna Ziadeh (Nyhavn): … det samme med det arabiske forår. Jeg har da måtte tage mine egne holdninger til overvejelse. Selvfølgelig var Mubarak forfærdedlig. Selvfølgelig er Ghadaffi en forbryder, Assad er en større forbryder. Men det betyder ikke at vores oprindelige støtte til de her diktaturers modstandere, skal være ubetinget. Det er endnu en bristet arabisk drøm. Endnu en forspildt chance for at gøre op med generationer af undertrykkelse. Tingene gik ikke i den retning som vi ønskede. Hverken i Tunesien eller i Yemen, især ikke i Egypten, ej heller i Libyen og bestemt heller ikke i Syrien. Det er det rene mareridt efterhånden.



18. marts 2013

Bernard-Henri Lévy om ‘den idiotiske Chávez-kult’

Socialister minder på mange måder om religiøse, og religiøse har brug for symboler. Information har oversat en kommentar af Bernard-Henri Lévy – Opgør med den idiotiske Chávez-kult. Suppler eventuelt med den relativt kritiske Horisont-udsendelse om Chavez – og de 20.000 drab.

“Hugo Chávez’ død og efterfølgende storladne statsmandsbegravelse, har udløst en veritabel flodbølge af politisk idioti – og således af misinformationer – hvis lige ikke er set i meget lang tid.

Jeg vil ikke gå i detaljer – for meget af dette er allerede velkendt stof – med det forhold, at ’folkevennen’ Chávez blandt sine nærmeste allierede talte diktatorer med strømme af blod på deres hænder: Ahmadinejad, Bashar al-Assad, Fidel Castro og tidligere, naturligvis, også Muammar Gaddafi.

Ej heller vil jeg gøre meget ud af mandens lige så velkendte patologiske antisemitisme, som satte sit præg på hans 14 år lange regeringstid, hvor to tredjedele af Venezuelas jødiske befolkningsgruppe blev drevet i eksil. …

Var Chávez ikke en hengiven fan af Thierry Messans konspirationsteorier, denne discipel af den argentinske Holocaust-benægter Norberto Ceresole, som engang udtalte sin forbløffelse over, at »jøder elsker at kritisere Hitler, selv om de har begået samme eller måske værre ugerninger selv«? Hvordan forventer man egentlig, at jøder i Caracas skulle reagere på at blive udsat for en sådan stigmatisering af deres egen præsident, der omtalte dem, som »efterkommerne af dem, der korsfæstede Jesus Kristus«, og som ifølge Chávez »havde tyvstjålet verdens rigdomme til sig selv«?

(Chavez & Ahmadinejad)

Hvad der heller ikke har været meget fremme, eller muligvis er blevet bevidst fortiet af dem, som vil ophøje Chávez til en form for inspirationskilde for en venstrefløj, der synes at være løbet tør for ny inspiration, er, at denne vidunderlige leder, der øjensynligt var så optaget af arbejderklassen og dens rettigheder, kun tolererede fagforeninger, hvis de var officielle. Han tillod også kun strejker, hvis de var kontrolleret eller endog orkestreret af regimet. Og helt frem til det sidste retsforfulgte, kriminaliserede og fængslede han uafhængige fagforeningsaktivister…

Vil det være urimelig tilsmudsning af den afdøde leders minde at erindre om, at to bestemmelser i Venezuelas familielovgivning – den ene skulle beskytte ofre for hustruvold, den anden fraskilte kvinder – blev annulleret af regimet, fordi de åbenbart var for småborgerlige efter den fremherskende machismos standarder?”



10. marts 2013

Tunesisk islamist: “… må den med de bedste argumenter vinde. Men hvis man modsætter sig os” – JIHAD

Fredag aften sendte DR2 en fransk-produceretdokumentar om Islamisternes kapring af det arabiske forår, og her var der hårde facts om islamiseringen i Tunesien, Egypten og Libyen efter det Vesten tidligere beskrev som demokratisering. En tunesisk islamistleder gav følgende lynkursus i Islam.

Speak: Nu samler salafisterne tropperne. Moncef Ouerghi advarer regeringen. Hvis den ignorerer deres krav, så er jihad, brug af vold, acceptabelt.

Moncef Ouerghi, islamistleder: Hvis vi ikke må udbrede islams principper, så bliver der jihad. Gud skabte verden for mig og for dig. Vi ønsker dialog, og må den med de bedste argumenter vinde. Men hvis man modsætter sig os, så er jihad det næste skridt.

(Les Djihadistes en embuscade, Kamal Redouani, 2013; Trailer)

Oploadet Kl. 23:21 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


15. september 2012

“Ladies and gentlemen… We got him!”

Selvom det er kommet frem, at det indledende ambassadeangreb i Cairo, skete i forbindelse med en demonstration mod fængslingen af islamist annonceret den 30. august, flere dage før filmen blev kendt, og selvom Al-Qaeda har taget ansvaret for ambassademordene i Libyen, så problematiserer medierne stadig en tilfældig filminstruktør.

Det ligner en heksejagt. Han angribes fra alle vinkler, og ingen forholder sig til det centrale, at der er ytringsfrihed i Vesten, og det selvfølgelig er helt legalt at lave en film der problematiserer den etniske udrensning af kristne i Egypten. Også selv det sker i Islams navn. Også selvom filmen ikke har større kunstnerisk værdi. Det minder næsten om tilfangetagelsen af Saddam Hussein tilbage i december 2003.

Ladies and gentlemen… we got him! Saddam Hussein was captured Saturday, December 13 at about 8:30 PM local in a cellar in the town of ad-Duar, which is some 15 kilometers south of Tikrit. … Now it is time to look to the future, to your future of hope, to a future of reconciliation. … The tyrant is a prisoner.” (Irak-statholder Paul Bremer på pressemøde, 14. december 2003)

(Nakoula Basseley Nakoula føres bort af politiet)

Fra TV2 Online – VIDEO: Han mistænkes for Muhammed-film.

“Store dele af den muslimske verden er i oprør over film, der håner Islam og profeten Muhammed. Men ingen har ind-til nu vidst, hvem der står bag filmen. Men amerikanske medier har nu fundet frem til en 55-årig mand fra Californien, der med stor sandsynlighed er bagmanden til “Innocence of Muslims”. Hans navn er Nakoula Basseley Nakoula og blev her til morgen taget med til afhøring hos politiet. Filmen er ikke ulovlig, men… Den 55-årige mand er en koptisk kristen egypter med opholdstilladelse i USA.”

Citater.

Vi bliver nødt til at gøre noget for at forhindre den slags hate speech, og det nytter ikke noget bare at insistere på ytringsfriheden. Det er jo heller ikke lovligt at råbe ’brand!’ i en lukket biografsal.” (Marina Ottaway, Tænketanken Carnegies center for Mellemøststudier; Politiken, 14. september 2012)

“Vesten bliver nødt til at tage den pragmatiske kappe på, hvis man fortsat ønsker stabilitet i regionen. Marionetterne er som bekendt faldet. Man har taget side med befolkningen. Derfor kan det – om vi kan lide det eller ej – blive nødvendigt med undskyldninger, når profeten bliver genstand for kreativ kunst.” (Waleed Safi, Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo.; Ræson, 15. september 2012)

“… det er en mindre yderfløj som puster til ilden, og snart vil vreden blive slukket… Jeg tror, det Arabiske Forår snart vil spille en dæmpende virkning på protesterne.” (Helle Malmvig, Dansk Institut for Internationale studier; DR Online, 15. september 2012)

“De her mennesker er vrede over en million forskellige ting i deres egen hverdag, i deres eget liv. Man havde håbet at det ville ændre sig da revolutionen kom… Så kommer der så ovenikøbet den der film fra USA. Den er ikke grunden til det her. Tønden har været fyldt op med krudt længe. Filmen fra USA og hånen mod Muhammed er bare den gnist der har fået det hele til at eksplodere.” (Steffen Jensen der også talte om ‘sociale og økonomiske’ vilkår på TV2 News; TV2 Online, 15. september 2012)



12. september 2012

1979-dejavu: “Once again, we seem surprised when the radical Islamists put radical Islamists in power.”

Islamister har aldrig manglet undskyldninger for at gå amok, og det væsentlige i den her historie er sådan set ikke den pågældende film om Muhammed, selvom det selvfølgelig siger en del at de går amok over en kedelig sex-scene, og ikke fremstillingen af deres profet som den blodtørstige kriger han var.

Det arabiske forår er forlængst blevet til vinter, og det er på tide Vesten dropper idealismen, og går tilbage til den gængse interessepolitik. Det gør ikke islamisterne tilfredse, men den dag de er tilfredse, er Vesten ikke mere. Godt oprids set på Hot Air – Is this 1979?

“I’m having the strangest sense of deja vu over the last eighteen months or so, and the attacks on two diplomatic missions in the Middle East over the last 24 hours has only intensified it. Once again we have an American government that either tacitly or actively undermined an ally in the region in favor of supposedly democratic Islamist radicals, and once again we have an American government that gets taken by surprise when the government that results either fails to protect our embassies and consulates or arguably participated in an attack on them.

It’s looking a lot like 1979 all over again.

(Den Amerikanske Ambassade i Teheran, Iran, 4. november 1979; PBS.org)

In that year, President Jimmy Carter abandoned a key regional ally, Shah Mohammed Reza Pahlavi of Iran, who was no one’s idea of a nice guy. But we didn’t need Pahlavi to be a nice guy; we needed him to stand up against the Soviet Union. The CIA had squelched an earlier democratization movement in the late 1950s to maintain the monarchy and its influence in Iran, and apparently some in the US government thought Ruhollah Khomeini would bring that democratization to fruition in 1979. The Shah had to flee after his American allies withdrew their support, and Khomeini imposed a theocracy with a 12th-century mindset on what had formerly been one of the most liberalized Muslim nations in the region. When Pahlavi came to the US for medical treatment a few months later, a demonstration of “students” overran the American embassy in Tehran and took dozens of diplomatic personnel hostage, holding them for 444 days.

Eighteen months ago, we abandoned a key ally in Egypt, President Hosni Mubarak, who likewise was no one’s idea of a nice guy. But he had kept the Pax Americana in the Middle East for three decades, even when his predecessor Anwar Sadat got assassinated by Islamist radicals for doing so. Once again, we had an American government encourage the “democracy” movement run by radical Islamists in chasing our ally out of power. Once again, we seem surprised when the radical Islamists put radical Islamists in power. And once again we have “students” assaulting our embassy in the capital, this time Cairo, without so much as an apology from the radical Islamist government now running the nation.

The trend is even worse in Libya. Not only did our consulate get attacked, but four of our diplomatic personnel were murdered… The U.S. ambassador to Libya and three American members of his staff were killed in the attack on the U.S. consulate in the eastern city of Benghazi by protesters angry over a film that ridiculed Islam’s Prophet Muhammad, Libyan officials said Wednesday.

(Den Amerikanske Ambassade i Benghazi, Libyen, 11. september 2012; Daily Mail)

Mubarak looked like a saint next to Moammar Qaddafi, and few mourned his fall from power. The outcome is still more in doubt in Libya than in Egypt, where the Muslim Brotherhood have seized control of everything. But Qaddafi had at least been somewhat more cooperative since the fall of Saddam Hussein, and the West’s military attack on Qaddafi that caused his fall — led by the US initially — sent a big message on the futility of cooperation with the US and the West to all of the other governments in the region.

This outcome from the so-called “Arab Spring” was obvious almost from the start, and certainly from the moment we tossed Mubarak to the wolves. We’d lived through it before. The Obama administration failed to learn from the past, and so we get to repeat it.”

(Den Amerikanske Ambassade i Cario, Egypten, 11. september 2012; Daily Mail)

Oploadet Kl. 17:20 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


16. maj 2012

“Medierne hadede ‘krigen’ i Irak. De elskede ‘befrielsen’ af Libyen. Allahu akbar blev et reklameslogan.”

Lars Hedegaard har oversat en artikel af Nidra Poller fra New English Review, og her bliver der fortalt en del sandheder om det medierne kalder ‘Det Arabiske Forår’. Fra Sappho – Vær velkommen, søde sharia.

“Den dødbringende fortælling om Det Arabiske Forår spiller på den vestlige kulturs gode ønsker for alle. Det forekommer langt mere anstændigt at håbe, at folk, der så længe har været undertrykt, omsider vil kunne ånde frit, end at erkende, at de simpelthen er blevet trætte af den gamle kalif og vil have en ny. …

Den 20. oktober… bliver Muammar Gaddafi slæbt ud af et rottehul, bliver voldtaget med en kniv, overgivet til den blodtørstige pøbel, slået til blods, skudt eller tæsket ihjel eller begge dele. Hans rådnende krop bliver dækket med et iøjnefaldende tæppe og i dagevis udstillet i et ikke længere så koldt kølerum i et supermarked i Misrata.

Familier står i kø for med foragt at betragte liget og tage billeder med deres mobiltelefoner. Fædre med småbørn på armen venter tålmodigt i den hede sol på den fornøjelse det er at kunne vise den døde diktator til deres børn. Stanken er næsten synlig på vore tv-skærme, mens en nyhedsoplæsere med honningstemmer beskriver sceneriet under ledsagelse af arabisk forårsmusik

Erklæringer fra ledere af Det Nationale Overgangsråd, der sværger på, at den libyske diktator blev fanget i en krydsild, da oprørere ville bringe ham til hospitalet, afveksler med optagelser af Gaddafis bloddryppende endeligt for pøbelens hånd. …

Jubelscener i Libyen, veltilfredshed i Europa og udskældning af George W. Bush blev orkestreret under skamløs medvirken af medierne. Historien lød sådan her:

Til forskel fra den grimme og skydeglade Bush’s brutale og unilaterale invasion af Irak, blev denne multilaterale NATO-invasion – som havde deltagelse af Qatar, var sanktioneret af Den Arabiske Liga og af en FN-resolution – gennemført med overlegen dygtighed.

I stedet for at påtvinge en vrangvillig befolkning et demokrati, havde vi oplyste vesterlændinge dygtigt bistået modige oprørere, nu havde befriet deres land. Sådan som det skal gøres. Mustafa Abduljalil, den skeløjede, tidligere præsident for Det Nationale Overgangsråd, var allerede ude med erklæringer om, at Libyen herefter skal styres efter sharia-loven. Det ødelagde ikke festlighederne.

Medierne hadede “krigen” i Irak. De elskede “befrielsen” af Libyen. Allahu akbar blev et reklameslogan. Uhyggelige og usoignerede krigere, der skød op i luften og gjorde V-tegn, blev til elskelige maskotter. Intet var grusomt nok til at ødelægge idyllen.

Begreber som “uforholdsmæssig voldsanvendelse”, der systematisk anvendes om Israel og fra tid til anden om De Forenede Stater, forsvandt sporløst. De professionelle grædekoner fra NGO’erne, der fælder tårer over ofrene for israelske og amerikanske soldater, holdt gråden tilbage.

FN anklagede ikke NATO og dens lokale håndlangere for krigsforbrydelserog sanseløs ødelæggelse af ejendom og infrastruktur. Hvad har kaoset i Libyen at gøre med kaoset i Irak efter Saddam Husseins fald?

Hvorfor var det mere chokerende at se Saddam Husseins åbne mund, efter at han var blevet halet ud at sit rottehul, end at se Muammar Gadaffi blive voldtaget med en kniv, efter at han var blevet halet ud at sit?

Hvorfor blev Israel lagt for had for angiveligt at have opfordret til “invasionen” i Irak og nu hængt ud for ikke at falde i svime over Det Arabiske Forår i Libyen og hvor det ellers er brudt frem?

Ved slutningen af en shakespearsk tragedie er scenen overstrøet med lig. I dette neo-shakespearske reality-drama er scenen overstrøet med de kommende ofre for sharia-loven. …

Alle de vesterlændinge, der for et år siden råbte “islamister, hvilke islamister?”, har nu travlt med at lovprise “moderate islamister”. Den kunstige skelnen mellem islam og islamister slår ikke til i lyset af denne nye udvikling.

Demokratisk valgte, moderate islamister vil nu regere efter den moderate sharia-lov, kaste sig ud i moderat jihad, gennemføre moderate halshugninger, begå moderat massemord og på moderat vis tvinge kvinder ind i moderate niqab-bure.

I skøn samdrægtighed antog medierne, regeringstalsmændene, kommentatorerne og eksperterne en “håb og forandrings-holdning” til folkelige opstande i muslimske lande. Deres iagttagelser, analyser og forudsigelser var ikke bare fejlagtige, de var hule, overfladiske og kogt sammen uden forsøg på rationel tænkning.

Selvom bevismaterialet hobede sig op, blev det afvist med et lad-os-håbe-det-bedste skuldertræk… Aldeles malplacerede sammenligninger blev påklistret en muslimsk verden, der var i færd at foretage en cyklisk bevægelse i nøje overensstemmelse med islams historiske fortilfælde (se f.eks. Bat Ye’ors værker; Andrew Bostom: The Legacy of Jihad og Paul Fenton og David Littman: Exil au Maghreb).”

Oploadet Kl. 14:38 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper