9. april 2017

Henrik Dahl: Uanset motiverne, så ender vestlig intervention i Mellemøsten ikke med demokrati

Torsdag valgte præsident Donald Trump at bombe den Assad-kontrollerede al-Shayrat-flybase, hvad overrasker medierne, der i flere måneder har insinueret at Trump var i lommen på Putin. En del Trump-støttere betragter omvendt et angreb på Assad, som indirekte støtte til Islamisk Stat, og er derfor imod.

Personligt ser jeg flere fordele end ulemper. Trump får markeret at han ikke er en gøende Obama, men en bulldog, der kan bide, og er rent faktisk er villig til at gøre det. Trumps undsigelse af ‘global politimand-opgaven’ kan udemærket forenes med enkelte målrettede flyangreb, så længe Trump forstår det essentielle. At krige i islamiske lande, ikke løser problemet med Islam. Her i Henrik Dahls mere liberale fortolkning – Alternativet til diktatur i Mellemøsten synes at være ultravold.

“Men kan man ligefrem tale om, at der findes en nogenlunde fast drejebog for konflikter i ‘The Greater Middle East’ (GME), hvor vestlige lande er indblandet? Således, at uanset hvor forskelligartede de er i udspringet, kommer de over tid til at ligne hinanden? Forholder det sig sådan, vil det jo være en begrundelse for stor forsigtighed.

Den almindeligste vej for de vestlige lande ind i konflikter i GME siden 2001 har været forskellige udlægninger af FN-doktrinen om ‘responsibility to protect’. Det vil sige forpligtelsen til at forhindre eller standse overgreb på civile.

[…]

Man kan således ikke sige, at vestlig aggression har været den største årsag til interventionerne. Hvis man opfatter Afghanistan-, Irak-, Libyen-, IS- og anti-Assad-interventionerne som fem tilstrækkeligt separate begivenheder, er den umiddelbare årsag til de tre sidstnævnte Det Arabiske Forår og FN-princippet om ‘responsibility to protect’.

… Som man kan se, er de fire ældste af de fem konflikter, jeg har valgt at se på, meget forskellige. Alligevel er de konvergeret imod en relativt ensartet og stærkt begrædelig tilstand. …

For mig at se peger disse erfaringer på, at for så vidt angår lande i GME, er regimeskift i praksis umulige at opnå – hvor jeg forestiller mig, at et regimeskift er lig med ét centralt styret voldsmonopol, der afløser et andet, centralt styret voldsmonopol.

Den enorme koncentration af magt, der er nødvendig for at opretholde et nogenlunde centralt styret voldsmonopol i et GME-land, lader sig tilsyneladende ikke transformere fra for eksempel ét parti til et andet – for slet ikke at tale om fra en autoritær til en demokratisk statsform.

Man pånødes derfor den ubehagelige konklusion, at hvis man ene og alene retter sig efter sin kølige slutningsevne, så tvinger de erfaringer, vi råder over, os til at konkludere, at alternativet til den etablerede centralmagt i et GME-land – uanset hvem, det måtte være, der sidder på den – altid er magttomrummets ultravold. Og et eller andet sted inde i ultravolden som regel iranske og wahabistiske/salafistiske aktører, der styres andetsteds fra.

Dette har været konklusionen på fire af de fem episoder siden 2001, jeg har valgt at diskutere. Uanset hvor forskellige, de end var til at begynde med. Så hvad der skulle forhindre den femte i at udvikle sig på samme måde, er det mere end vanskeligt at indse for en rationel person.”



28. december 2016

Tyskland: ‘Syv unge’ satte ild til hjemløs – “Die Männer kamen… als Flüchtlinge nach Deutschland.”

Der er ikke flere arbejdsdage tilbage i 2016, og jeg havde egentligt påtænkt at give et forkromet overblik over julevolden. Det er dog en umulig opgave, men kan da fortælle, at en yngre kollega var sygemeldt efter julefrokosten, da han rendte ind i en gruppe indvandrere ved en tog-station i trekantområdet. De nærmere omstændigheder er uklare, og røveriet blev vist ikke engang anmeldt. En ubrugelig anekdote, måske.

Når nu MSM kører ‘fake news’-narrativet, er det oplagt at søge de dokumenterede historier. Selvom politiet kvier sig ved at offentliggøre overvågningsbilleder, så er der masser af dem, ikke mindst i Tyskland, hvor de åbne grænser sætter sit præg. Her tænker jeg ikke på den 27-årige Svetoslav Stoikov sigøjner, der umotiveret sparkede en kvinde ned af en trappe til Berlins undergrundsbane, dokumenteret af overvågningsvideo. Jeg tænker på Merkels gæster.

På DR Online kan man eksempelvis læse en en Berlin-historie om ’syv unge’ – Tysk politi afhører syv unge for brandoverfald mod hjemløs.

Syv unge mænd er blevet afhørt af politiet i Berlin, mistænkt for at have sat ild til en hjemløs på en undergrundsstation i Berlin i julen. Seks af de unge meldte sig selv til politiet i aftes, mens en blev pågrebet af politibetjente, efter at han angiveligt blev identificeret via overvågningsfotos fra undergrundsstationen.

Politiet havde offentliggjort overvågningsfotos og en overvågningsvideo af dem, der meldte sig selv.”

(Syve 15-21-årige flygtninge, seks fra Syrien, en fra Libyen – alle ankommet efter 2014; Foto: Bild)

“Die jungen Männer – von denen sechs aus Syrien stammen und einer Libyer ist – werden derzeit von einer Mordkommission vernommen.

Die Männer kamen laut Ermittlern als Flüchtlinge nach Deutschland. Ihr Status sei ‘höchst unterschiedlich’ – einige hätten einen Aufenthaltsstatus, andere befänden sich in laufenden Asylverfahren. Zwei der Tatverdächtigen sind laut Staatsanwaltschaft seit 2014 in Deutschland, die restlichen fünf reisten zwischen 2015 und 2016 ein.

Oploadet Kl. 12:12 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


23. november 2016

Multikulturelle Libyen: Tyve døde, da Gaddadfa-stamme-abe rev tørklædet af Awlad Suleiman-pige

Libyen er et kludetæppe af forskellige etniciteter og stammekultur, men landet fremhæves aldrig som et eksempel på multikulturalisme. Det er der sikkert flere grunde til, men den væsentligste er nok, at det er et land hvor blodig kulturkamp er lige under overfladen. Forløbet omtalt herunder siger sådan set alt. Her sakset fra Time Magazine – A Pet Monkey May Have Triggered Deadly Tribal Fighting in Libya

“At least 20 people have been killed and around 50 injured after days of clashes between rival tribes in Libya that were apparently sparked by a pet monkey.

According to activists and locals in the southern city of Sabha, four days of fighting erupted after three men from one of the city’s main tribes, the Gaddadfa, set a monkey loose on a high school girl, where it bit and scratched her, and pulled off her headscarf, reports the Associated Press. Members from another powerful tribe, Awlad Suleiman, reportedly sought revenge by killing the young men and the monkey.

The ensuing conflict between the two most powerful tribes in Sabha — both are backed by armed militia — escalated after two days with the use of tanks and mortars, Reuters reports.

‘There are still sporadic clashes and life is completely shut down in the areas where there has been fighting,’ said a Sabha resident who wished to remain anonymous Sunday.”

Oploadet Kl. 04:16 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


3. august 2016

Shura, demokrati på arabisk: ‘Benghazis revolutionære Shura-råd’ dræber 20 med bilbombe…

Da jeg skrev speciale stødte jeg flere gange på begrebet shura, der af danske islamforskere blev beskrevet som en særlig form for Koran-sanktioneret demokrati. Minsandten om ikke den islamiske verden også har militante ‘demokrater’. Fra DR.dk – Bilbombe i Benghazi i Libyen har dræbt 20.

“20 er indtil videre dræbt og 22 såret, efter at en bilbombe torsdag eksploderede i Benghazi i Libyen. Det skriver Reuters. …

Ifølge Reuters har Benghazis revolutionære Shura-råd været ude og påtage sig skylden for bilbomben. Det er kommet frem, efter at oprørsgruppen tidligere i dag lagde en erklæring ud på nettet.

Libyen har siden diktatoren Muammar Gaddafis fald i 2011 været præget af politisk kaos og en borgerkrig, hvor to regeringer og et utal af forskellige oprørsgrupper og terrorbevægelser kæmper om magten i landet.”

(Benghazis revolutionære Shura-råd, logo)

“shura, (af arab. shūrā ‘råd(slagning)’), ord fra Koranen (fx sura 42), hvor muslimerne opfordres til at gøre anliggender af fælles interesse til genstand for gensidig rådslagning. Derfor betegner ordet hos islamisterne i moderne tid et politisk system, der på den ene side er en garanti for medbestemmelse og på den anden er i overensstemmelse med islam og islamiske principper.” (Jørgen Bæk Simonsen, Den Store Danske)

Oploadet Kl. 00:32 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
Arkiveret under:


31. maj 2015

Yahya Hassan, digter – Nationalpartiet lancerer video med ‘tawheed’-finger, symbol for islamisk enhed

Nationalpartiet nåede desværre ikke at blive opstillingsberettiget, men flere kandidater stiller op som løsgængere, herunder mediedarlingen Yahya Hassan. Her lidt fra dialogen i fredagens Deadline, hvor han var lige en my mere konkret i sin idioti end han har for vane.

Yahya Hassan, Nationalpartiet: man kan sige nok så meget om Gadaffi også, men han havde da en velfærdsstat som var bedre end det danske. Kan man jo sige. Der var jo da en velfærdsstat i Libyen. Der var da hospitaler, der var da skoler, der var da gratis hjælp, der var da god behandling, det kan man da ikke komme uden om – det er igen noget som er fuldstændigt gennemdokumenteret og overbelyst.

Niels Krause-Kjær: Var der en god behandling i Libyen under Gadaffi?

Yahya Hassan: Ja!

Niels Krause-Kjær: På hvilken måde var det en god behandling, synes du?

Yahya Hassan: Ja men, altså, deres velfærdssystem. Der har da været masser af goder for den almindelige, der blev bygget huse, hvis man ikke havde en uddannelse, så fik man da en, og kunne man ikke komme i arbejde, så bliver man sendt til et land, hvor man rent faktisk kunne få et arbejde. Det er nogle ting jeg synes du skal læse op på, og det kan du eventuelt tage en eftersidning efter redaktionsmøderne, og så kan du sætte dig ind i de her ting. Sammen med resten af… Gadaffi skulle da være blevet, prøv at se Libyen nu. Der er sket det samme som i Afghanistan og i Irak. Man har destabiliseret nogle lande som var nogenlunde velfungerende. Selvfølgelig er der nogle mangler. Jeg siger ikke at Gadaffi var verdens fedeste mand. Jeg siger ikke at Saddam Hussein var verdens fineste person, men det er Obama heller ikke. Det er Netanyahu heller ikke. Hvorfor vender vi ikke blikket den vej?

(Nationalpartiet på Youtube, 30. maj 2015)

“En strakt pegefinger har været en måde at vise sin tro på Allahs enhed for mange muslimer. For jihadister er det også et tegn på teologisk herredømme og militær dominans. … IS benytter én strakt pegefinger til at referere til deres tro på én gud, hvilket er en central del af islam. At Allah er én, betyder, at han ikke kan deles op i mindre enheder. Ligesom man ikke kan sidestille eller sammenligne nogen med ham. Dette indikerer også den muslimske afstandtagen til kristendommens opfattelse af Gud, Jesus og Helligånden som en treenighed.” (Uriasposten)

“There are inevitable cycles of social history: the yellow race’’s domination of the world, when it came from Asia, and the white race’s attempts at colonizing extensive areas of all continents of the world. Now, it is the turn of the black race to prevail in the world. (Oberst Gaddafi i Den Grønne Bog via The Daily Beast)



26. april 2015

Yahya Hassan, Nationalpartiet: Irak, Afghanistan og Libyen var “… nogenlunde velfungerende stater”

Den paranoide argumentation der kendetegner Yahya Hassan hører man normalt kun fra muslimer og hashrygere. Han er begge dele. Interview med Yahya Hassan i ‘Vi ses hos Clement’, sendt på DR2 fredag aften.

Yahya Hassan, Nationalpartiet: Hvorfor snakker vi ikke om hvor mange mennesker vi har myrdet i Irak og i Afghanistan, og i Libyen, hvorfor snakker vi ikke om at vi har destabiliseret nogenlunde velfungerende stater og nationer, selvom præsidenten kunne være despoter, hvilket de har til fælles med nogle af vores egne statsledere, så har…

Clement Kjersgaard, DR2: Du sammenligner her Saddam Hussein og Assad og Gadaffi med hvem præcist?

Yahya Hassan: Med Obama! Kunne man sige.

Clement Kjersgaard: Okay. Der er ikke nogen forskel på Gadaffi og Obama?

Yahya Hassan: Selvfølgelig er der da forskelle, de har forskellig tøjstil og sådan noget. Den ene retfærdiggør sig måske lidt mere religiøst, mens den anden retfærdiggøre sig selv lidt mere med demokratiet, men jeg ser ingen forskel på…

Clement Kjersgaard: Du ser ingen substistantiel forskel på Obama og Gadaffi?

Yahya Hassan: Jeg ser ingen forskel på om man råber ‘Gud er den største’ og myrder en håndfuld mennesker, eller om man råber demokrati og sender en drone ind over Afghanistan. Forskellen er at dronerne er meget mere dødbringende.



20. november 2014

DR2-Debatten om ‘Det Arabiske Forår’, feb. 2011: Messerschmidt vs Krasnik, Lykketoft, Khader, P. Mach

Debatten om ‘Det Arabiske Forår’ anno 2011 er måske det bedste eksempel i mine levetid, på at politikere, forskere og meningsdannere i høj grad mangler den nødvendige forståelse af kulturens betydning. En venlig sjæl har transskriberet lidt fra Debatten på DR2, sendt 24. februar 2011. Morten Messerschmidt (og Farshad Kholghi), og havde det nemt overfor Martin Krasnik, Mogens Lykketoft, Naser Khader og Trine Pertou Mach der dumpede fælt. Debatten kan stadig ses online.

Martin Krasnik, journalist: Vi har bedt, tryglet og håbet på demokrati i årtier i Mellemøsten. Nu kommer det.

[…]

Morten Messerschmidt, DF: Jeg frygter meget, at det vi kommer til at opleve, ikke et Østeuropa i 1989, men Iran i 1979.

Søren Pind, Venstre: Det tror jeg ikke. Jeg tror nærmere vi taler om noget a la Tyrkiet. Eller noget i den retning.

[…]

Martin Krasnik (med et overbærende smil): Nogen bliver nødt til at stoppe Morten Messerschmidt, for du siger det samme som gamle trætte som Mubarak i virkeligheden hele tiden sagde: Efter mig er det syndfloden, der kommer. Det er islamisterne, der overtager. Iran i 1979.

[…]

Lene Espersen, K: Jeg tror faktisk på, at der er den rigtige vej, nemlig demokratiets vej.

[…]

Naser Khader, løsgænger: Jeg tror ikke de (Det Muslimske Broderskab) får flertal ved demokratiske valg.Dem der er ude på gaderne… Det er Facebook-generationen der går forrest… Det er folk der gerne vil demokrati. … De vil have kernen af frihedsværdierne.Egypterne er muslimske på samme måde som italienerne er katolske. De har det kun i munden.

[…]

Mogens Lykketoft, S: Vestens politik har været dirigeret af de neuroser som Messerschmidt og Kholghi har fremlagt her i dag. Nemlig at hvis man lod folket bestemme, så ville de sikkert blive islamistiske fundamentalister og alt muligt andet. … Der er ved at opstå en ny verdensorden i Mellemøsten. Det er ikke de skæggede gutter, der går på gaden. Det er unge mennesker, det er veluddannede mennesker, som kan bruge Facebook, som kan bruge Twitter, som gerne vil have demokrati.

Trine Pertou Mach, SF: Pointen er, at dele af opinionen i Danmark har sagt, at i arabiske lande, blandt muslimer, kan man ikke få demokrati… Det er verdenshistorie der skrives nu. De kræver demokrati og frihed!

Morten Messerschmidt: Der er ingen der aner, hvad der kommer til at foregå i de her lande. … Vi kan bare ikke bygge virkeligheden på en drømmeverden.

Trine Pertou Mach: Morten (Messerschmidt). Nu er du jo ikke tynget af visdom om den arabiske verden kan man godt høre. Jeg har boet i Egypten i to år og beskæftiget mig med Mellemøsten professionelt i 10 år, så jeg ved faktisk en del om hvad det er der foregår.



12. november 2014

“… forudsigelige konflikter, der udspringer af de libyske soldaters kulturelle baggrund og traditioner”

Det kan lyde lidt barsk at kæde ‘voldtægter, overfald, tyverier, vold og trusler’ sammen med libyernes ‘kulturelle baggrund og traditioner’, men Krigeren.dk skrives af soldater med praktisk erfaring, ikke af folkevalgte kulturrelativister. Fra Træning af libyske soldater i England afbrydes øjeblikkeligt.

“For at rette op på den kaotiske tilstand, der har hersket i Libyen siden den NATO-støttede borgerkrig i 2011, ville man hente 2.000 libyske soldater til England og give dem træning, således de kunne vende hjem og håndhæve lov og orden. … Men projektet – kaldet OP VOCATE – er nu standset, efter at byen Cambridge og træningslejren Bassingbourn har været udsat for voldtægter, overfald, tyverier, vold og trusler.

Indtil videre er tre engelske kvinder blevet udsat for voldtægtsforsøg, og en enkelt mand er blevet voldtaget af to libyske rekrutter i en park. Derudover er flere englændere blevet udsat for gaderøverier, og politibetjente er flere gange blevet udsat for trusler. I byen Cambridge er cykler blevet stjålet i stort antal, og efterfølgende fundet i træningslejrens område.

En instruktør på kasernen er blevet tæsket, og en anden måtte tage flugten efter at være blevet overfaldet af en ophidset flok af libyske rekrutter. Rengørings- og kantinepersonale er også blevet truet med jævne mellemrum.

Godt 300 engelske soldater har fået inddraget deres orlov indtil de sidste libyske rekrutter har forladt landet. De skal nu bevogte træningslejren, så libyerne ikke længere kan komme i kontakt med lokalbefolkningen.

Man har allerede fra starten vidst, at man ville rende i et kultur sammenstød. Libyerne stillede bla. fra starten det opsigtsvækkende krav, at der kun måtte deltage mandlige instruktører.

– ‘De dele af uddannelsen, der fordrer ‘hands-on’ kontakt med libyske soldater – eksempelvis at rette på en libysk soldats skydestilling på skydebanen – gennemføres af mandlige instruktører. Herved undgås forudsigelige konflikter, der udspringer af de libyske soldaters kulturelle baggrund og traditioner’ – forklarede oberstløjtnant Henrik Lyhne fra Hærens Operative Kommando (HOK) over for DR Nyheder tilbage i marts 2014.”

(Libyske soldater i Bassingbourn-lejren, november 2014; Snaphanen, Daily Mail)



7. april 2014

Walid al Bustani fik asyl i kristne Danmark, rejse senere til Syrien for at myrde ikke-muslimer – henrettet

Tilbage i 2012 kunne man i Politiken læse om salafistlederen Walid al Bustanis brutale fremfærd i al-hons, en mindre by i Syrien ved korsfarerborgen Krak des Chevaliers. Avisen fortalte ikke at Walid al Bustani 20-25 år tidligere, som flygtning, fik permanent opholdstilladelse i Danmark, og stadig har sin første kone og fem børn bosat i København, i lighed med det radikale netværk han voksede frem af. Han er nu henrettet.

(Walid al Bustani; Youtube)

Hele historien kan læses på Jeg graver-bloggen – Walid al-Bustani fra Danmark ‘..startede med at skære hovedet af en trafikbetjent’.

“Torsdag i forrige uge fordrev syriske regeringsstyrker endelig islamiske oprørere fra byen al-Hosn og den gamle korsfarerborg Krak des Chevaliers, efter radikale muslimer havde besat begge i to år. De radikale muslimers overtagelse af magten i al-Hosn kunne man dengang læse om i Politiken, der havde interviewet en flygtning fra byen (‘Salafisterne skar trafikbetjentens hoved af’, Politiken, 7. oktober 2012):

‘Det hele startede, da Walid Al Bustani kom til byen i februar med sin gruppe af salafister’, siger Basan…

De startede med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen‘, siger Basan og forklarer, hvordan den lille gruppe salafister på kort tid reelt tog magten i byen.

De dræbte flere politibetjente og begyndte at tage grupper af kristne og alawitter fra området omkring al-Hosn til Krak des Chevalier som gidsler‘. Ifølge Basan tog salafisterne typisk femseks personer ad gangen og løslod dem mod at få løsepenge.

Flertallet af befolkningen i al-Hosn er sunnimuslimer, men både byen og den berømte korsfarerborg, der indtil borgerkrigen var en af Syriens største turistattraktioner, ligger i Wadi al-Nasara – Den Kristne Dal – med mange kristne og alawittiske landsbyer, og ifølge Basan var det sekteriske element i både drabene og kidnapningerne helt centralt.

‘Politibetjentene var alawitter, og de gik helt klart efter alle, der ikke var sunnimuslimer‘, siger han.

Det er rosværdigt, at Politiken dengang fortalte historien om Walid Hassan al-Bustani – den kom på et tidspunkt, da vestlig presse og ledere gerne ville lade som om oprørerne var blide socialdemokrater alle sammen. Det er knapt så rosværdigt, at avisen glemte at nævne, at Walid al-Bustani boede i Danmark i næsten 20 år, før han tog tilbage til Mellemøsten for at slå ihjel. Hans ene kone og de fem børn han fik med hende bor her stadig, og de radikale muslimer han fandt sammen med bor her stadig – én af dem kan knyttes til alt fra væbnede røverier til forsøg på bombeattentater i Danmark over de sidste 17 år. Historien er som følger:

Walid Hassan al-Bustani er libaneser, født i 1964 i landsbyen Bebnine, der ligger 15 kilometer øst for storbyen Tripoli. Området er primært befolket af sunni-muslimer, og det er en fundamentalistisk sunnimuslimsk højborg. Det var derfor heller ikke overraskende, at han under den libanesiske borgerkrig i starten af 80erne sluttede sig til den radikale milits Harakat al-Tawhid al-Islami, Bevægelsen for Islamisk Énhed… Da syrerne knuste Harakat i Tripoli i 1986 og tog hans bror til fange, flygtede Walid al-Bustani ud af Libanon. Først til Libyen, senere videre til Danmark, hvor han fik permanent opholdstilladelse og bosatte sig i København. …

I København begyndte Walid at komme i imam Ahmad Abu Labans moske, Tawba-moskeen på Vesterbrogade. På tidspunktet var moskeen samlingspunkt for sympatisører og medlemmer af en række muslimske terrorgrupper, og Walid fandt hurtigt sammen med dem. Især en anden libaneser, MDR, blev han en nær ven af, og begge lyttede meget til en imam, AH, der gik under navnet Abu Suud. Både MDR og AH var involveret i forsøget på at stjæle et større millionbeløb fra en pengetransport i 1997, og siden smugle pengene ud af landet. Man går ud fra, de skulle bruges til at finansiere islamiske terrorgrupper. To andre deltagere i det væbnede røveri er aldrig blevet fundet. MDR forsvandt fra Danmark i 2001, og da han kom op til overfladen igen var det som emir i al-Qaeda (mere om AH og MDR i senere blogposter).

I Danmark fik Walid selv efterhånden ikke bare kone, men også fem børn. Alt var dog ikke fryd og gammen – ud over sin muslimske fundamentalisme blev Walid også diagnosticeret som skizofren… I år 2002 tillagde Walid sig en kone nummer to, en kvinde, hans familie i Libanon havde fundet til ham. Han lod sig godt nok proforma-skille fra konen i Danmark, så de danske myndigheder ikke lagde sig imellem, og istedet skruede op for overførselsindkomsterne, men under islamisk lov (sharia) forblev han gift med begge. Kone nr 2 blev installeret i et hus i den palæstinensiske Beddawi-ghetto nord for Tripoli, og Walid kom jævnligt på besøg fra Danmark og levede med familie nr. 2 der. …

Til gengæld begyndte der at ske ting og sager for Walid i Libanon. Radikal sunni-islam var på fremmarch i Syrien, blandt andet hjulpet på vej af Walids bror Kamal, der som imam leverede det islamiske grundlag vor jihad, hellig krig.

(Korsfarerborgen Krak des Chevaliers, som Walid al Bustani ville gøre til base)

Alle de anholdte blev koncentreret i Roumieh-fængslet lidt uden for Beirut. Her sad Walid så i tre et halv år, før det d. 16. november 2010 lykkedes ham at kravle over fængslets 10 meter høje mure sammen med Mounjed al-Fahham, en anden fange fra Fatah al-Islam. Mounjed faldt og pådrog sig så svære skader at han ikke kunne flygte fra stedet, og blev taget af politiet. Walid selv løb derfra så hurtigt han kunne, og man hørte ikke fra ham de næste 15 måneder.

Næste gang man hørte fra Walid var i februar 2012, da han sneg sig over grænsen til Syrien i spidsen for 30 terrorister fra gruppen Jund al-Sham (‘Syriens Soldater’). De vandrede små 8 kilometer ind i Syrien, før de så korsfarer-borgen Krak des Chevaliers, der tronede over byen al-Hosn, og besluttede sig for at det skulle være deres base. Som Politiken nævnte startede de med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen, så folk blev skræmt til ikke at støtte den syriske regering. Derefter fulgte en stribe mord og kidnapninger af ikke-muslimer for at få løsepenge, noget som Walid kronede med at udråbe al-Hosn til ‘Det islamiske emirat Homs’. At storbyen Homs og provinsbyen al-Hosn ikke havde så meget med hinanden at gøre gjorde ikke så meget.

Walids rædselsherredømme i al-Hosn førte efterhånden til, at områdets primært kristne befolkning begyndte at flygte i tusindvis. … Da Walid myrdede to af Syriens Frie Hærs egne krigere faldt der til gengæld brænde ned. Konsekvensen var tæsk, en ‘retssag’ der bestod af at man råbte af ham, og henrettelse ved skydning. Videoen af retssag og henrettelse tager lidt under 3 minutter…

Sådan døde Walid al-Bustani. Der er dog en lang kø af mænd, der venter på at gå samme vej. Tilbage i Libanon sidder Walids bror, imamen Kamal. Sammen med en række andre salafistiske imamer, der rekrutterer sunnimuslimer til kamp. For de der ikke er klar til at tage skridtet fuldt ud og tage over grænsen for at halshugge folk er der altid lokal-opgørene i Tripoli. … Og imamer som Kamal al-Bustani har vi også i Danmark.”



6. december 2013

Nelson Mandela; Militant kommunist der i anti-racismens navn hyldes som ikon for ikke-vold og demokrati

Så døde Nelson Mandela, og selvom han selvfølgelig bør have kredit for at være med til at skabe en fredelig overgang fra apartheid til demokrati, så har han lig i lasten som fortjener et par ord, ikke mindst fordi de etablerede medier berører gråzonerne med hvide løgne. Et par eksempler…

“Demokrati og frihed til alle. … Han gik ind for ikke-vold men blev tegnet som terrorist. Han var kommunist i sine unge dage… Hans ikon-status skyldes blandt andet hans ikke-voldelige kamp i 40’erne og 50’erne mod det hvide styre og Sydafrikas apartheid-politik. En kamp der kostede ham en fængselsdom på livstid for terrorisme. … Hans ikon-status blev styrket med hans politik om fred og forsoning mellem sorte og hvide efter løsladelsen i 1990. En politik han fik Nobels Fredspris for” (DR Online, 6. december 2013: Nekrolog)

“Ærkebiskop Desmond Tutu: “Han var en forener fra det øjeblik, han forlod fængslet. Han lærte os at stå sammen.” (Fyens.dk, 6. december: Fakta: Hele verden hylder Nelson Mandela)

ANC-lederen Nelson Mandela blev fængslet for terrorisme, fordi han som leder af ANC’s væbnede gren ‘Umkhonto we Sizwe’ (‘Nationens spyd’) stod bag adskillige terrorangreb. Efter at have været i våbenlejr hos algeriske islamister i 1962 blev han fængslet, senere frigivet, hvorefter han juni 1964 fik sin meget omtalte livstidsdom. På hans gård konfiskerede myndigheder blandt andet 210.000 håndgranater, 48.000 anti-personel miner og udstyr til bombeproduktion.

I fængslet fortsatte han med at være en del af ANC’s væbnede kamp.

In his book Long Walk to Freedom Nelson Mandela wrote that as a leading member of the ANC’s executive committee, he had ‘personally signed off’ in approving these acts of terrorism, the pictures and details of which follow below. This is the horror which Mandela had ’signed off’ for while he was in prison – convicted for other acts of terrorism after the Rivonia trial.” (Censorbugbear)

De mange ANC-orkestrede terrorangreb mod civile er veldokumenterede, og inkluderer i perioden 1983 til 1988 bomber mod biografer, banker, domstole og supermarkeder. Mange civile døde, endnu flere såredes – nogle sorte, andre hvide.

(Church Street i Pretoria, 23. maj 1983, efter ANC’s bombeangreb, 19 døde; Fotos)

“The late SA president P.W. Botha told Mandela in 1985 that he could be a free man as long as he did just one thing: ‘publicly renounce violence’. Mandela refused. That is why Mandela remained in prison until the appeaser Pres F W de Klerk freed him unconditionally.” (Censorbugbear)

P.W. Bothas tilbud er nok så interessant. Her en tale Botha holdt ved et offentligt møde, 15. august 1985.

“… let me remind the public of the reasons why Mr Mandela is in jail. … The saboteurs had planned the manufacture of at least seven types of bombs: 48 000 anti-personnel mines, 210 000 hand grenades, petrol bombs, pipe bombs, syringe bombs and bottle bombs.

A document was produced during the Court case in Mandela’s own handwriting in which he stated:

‘We Communist Party members are the most advanced revolutionaries in modern history … The enemy must be completely crushed and wiped out from the face of the earth before a Communist world can be realised.’

Flere terrorangreb fulgte, eksempelvis det blodige angreb på indkøbscenteret i Amanzimtoti Lillejuleaftens 1985, få måneder efter Mandela afviste Bothas tilbud. Efter internationalt pres blev Mandela sat fri i februar 1990. Senere samme år talte han ved et ANC-møde sammen med Joe Slovo, tidligere leder af ‘Nationens spyd’, der nogle år forinden var blevet leder af Det Sydafrikanske Kommunistparti (SACP).

(Winnie og Nelson Mandel med Joe Slovo, 1990)

(Nelson Mandel synger kampsang med ‘Nationens Spyd’, 1992: “… dræb de hvide/Boerne”)

Senere proklamerede han offentligt sin støtte til Yasser Arafat, og diverse røde diktatorer, såsom Saddam Hussein (Irak), Libyen (Gadaffi; som han fik et barnebarn opkaldt efter) og ikke mindst Fidel Castro (Cuba). Mandela var særligt inspireret af det cubanske ‘demokrati’. Her et citat fra et møde i Cuba, 26. juli 1991.

“We have long wanted to visit your country and express the many feelings that we have about the Cuban revolution, about the role of Cuba in Africa, southern Africa, and the world. … From its earliest days the Cuban revolution has itself been a source of inspiration to all freedom-loving people. We admire the sacrifices of the Cuban people in maintaining their independence and sovereignty in the face of a vicious imperialist-orchestrated campaign to destroy the impressive gains made in the Cuban revolution. …

We do not want popular participation to cease at the moment when apartheid goes. We want to have the moment of liberation open the way to ever-deepening democracy. We admire the achievements of the Cuban revolution in the sphere of social welfare. …

We know that the revolutionary spirit of today was started long ago and that its spirit was kindled by many early fighters for Cuban freedom, and indeed for freedom of all suffering under imperialist domination. … We also honour the great Che Guevara, whose revolutionary exploits, including on our own continent, were too powerful for any prison censors to hide from us. The life of Che is an inspiration to all human beings who cherish freedom. We will always honour his memory. … Long live the Cuban revolution! Long live Comrade Fidel Castro! (Nelson Mandela i Cuba, 26. juli 1991; mere)

(Nelson Mandela & Fidel Castro, under et af flere møder efter løsladelsen, udat.)

Alle kan blive klogere, men hånden på hjertet: Nok så mange fredspriser kan ikke kan gøre Mandela til et ikon for ikke-vold og demokrati. I lighed med Mikhail Gorbatjov, kom bidragene til en bedre verden først da han var aldrende, og alle andre alternativer var testet af.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper