5. marts 2012

Libyske aktivister smadrer gravplads for allierede krigshelte: “Destroy that cross, they are dogs”

Må dette være et tiltrængt kursus i simpel interessepolitik. Det kan aldrig blive i Vestens interesse, at hjælpe islamister til magten. Fra Daily Mail – Desecrated: The shocking video of Churchill’s Desert Rats’ graves being smashed to rubble… by the Libyans we helped liberate.

A year ago they begged for Britain’s help when Colonel Gaddafi’s tanks encircled their city, threatening annihilation. Now former Libyan rebels in Benghazi – liberated with the aid of the RAF last March – have systematically desecrated the graves of more than 150 British servicemen killed in North Africa 70 years ago.

Headstones at the Benghazi War Cemetery have been torn down and crucifixes smashed with hammers by a mob of extremists, some carrying guns and dressed in combat fatigues. More than 1,000 soldiers and airmen who lost their lives in the desert wars of Montgomery and Rommel are buried at the site in Eastern Libya. …

Footage shows the mob methodically kicking down grave after grave. Some are then smashed with hammers. ‘Destroy that cross, they are dogs,’ cries one hooded rebel. … A few seconds later another extremist says: ‘This tomb has a cross on it – a disbeliever.’ As they discover a Jewish grave bearing the Star of David, one of the men says: ‘Look at what it says on it. There is even Israeli writing . . . in Hebrew.’

And in one of the most disturbing sequences, one protester attaches a ladder to the Cross of Remembrance next to the cemetery. He climbs up it and begins hacking at the memorial with a hammer. Then he shouts: ‘Watch out young people. It’s going to fall.’ The cross is then smashed off.”

(Commonwealth War Cemetery, Benghazi, Libyen, 24. februar 2012; Youtube)

Oploadet Kl. 16:55 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


22. februar 2012

Falder Bashar må alawitterne “søge op i bjergene og forskanse sig.. søge i eksil eller risikere udslettelse”

Da Gadaffi faldt, startede den etniske udrensning af tuareg’erne, og selvom Jyllands-Posten her til aften eufemiserer om en ‘libysk klanfejde’, så er det denne gang toubu’erne der står for tur. Politik handler om interesser, og den slags kan aldrig helt adskilles fra det etniske. Er det ikke mørklødede i Libyen eller kristne koptere i Egypten, så er der altid nogle som ikke er muslimske på den helt rigtige måde.

Fra mandagens Metroxpress – Syriens alawitter kæmper for livet (ikke online, se evt. TV2 Online).

“Syriens præsident, Bashar al-Assad, er alawit og det mest fremtrædende medlem af den shiamuslimske sekt, som ifølge iagttagere vil kæmpe til den bitre ende for at holde sig til magten. Alawitterne, der kun udgør omkring 12 procent af Syriens 22 millioner indbyggere, har alt at tabe og ikke så meget at vinde, påpeger flere eksperter. …

– Regimet i Damaskus ved, at det enten må knuse oppositionen. Ellers må det selv falde, siger Balanche.

Hvis det sker, vil alawitterne være trængt op i et hjørne uden at have ret mange andre muligheder end at søge op i bjergene og forskanse sig dér, søge i eksil eller risikere udslettelse, lyder en udbredt vurdering. Indtil nu synes Assad-regimet fast besluttet på at nedkæmpe opstanden, der truer med at gøre det af med alawitterne, som hovedsageligt lever i Syrien, Libanon, Tyrkiet og Golan-højderne. …

Thomas Pierret, der underviser i mellemøststudier på Edinburghs Universitet, mener også, at modstandere af Assads regime vil hævne sig på alawitterne og knuse dem, hvis de kommer til magten.

– Der er en risiko for, at alawitterne simpelthen vil blive udslettet, siger han.

Alawitterne har længe været foragtet af sunnimuslimerne, som er blevet styrket i det meste af Mellemøsten under Det Arabiske Forår. Sunnimuslimerne anser alawitterne for at være kættere og behandlede dem tidligere som andenrangsborgere.

Under Det Osmanniske Riges styre kunne alawitter kun komme ind i byerne, hvis de arbejdede som tjenere. … I modsætning til ortodokse muslimer tror alawitterne på reinkarnation, de har ingen moskeer, og de faster ikke under ramadanen. … Deres religionsudøvelse er delvist hemmelig og indeholder visse elementer af kristendom. Derfor anerkender mange muslimer ikke alawitternes tilhørsforhold til islam. Alawitter kan drikke alkohol og kvinder kan gå uden slør. De fejrer både muslimske og kristne helligdage – blandt andet jul.”

Oploadet Kl. 00:45 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


17. februar 2012

Kasper Støvring: “.. debatten er og var gennemsyret af idealisme, og .. det leder til forkerte beslutninger”

Tidligere i dag kunne man på TV2 News høre en analyse af udviklingen i Libyen ved DIIS-forsker Julie Pruzan-Jørgensen. Kasper Støvring gennemgår sidste års spådomme om det arabiske forår.

“Man kan tage fejl, selvfølgelig kan man det. Men problemet er, at debatten er og var gennemsyret af idealisme, og idealisme er en skidt ting, for det leder til forkerte beslutninger…”

(TV2 News, 17. februar 2012, Kl. 11.09)

“På højeste niveau drog man sammenligninger med revolutionerne i Østeuropa i 1989, hvor man nærmest fra den ene dag til den anden kunne gå fra diktatur til demokrati. Således professor i statskundskab Ole Wæver i Kristeligt Dagblad den 19. marts.

Islamforskeren Michael Irving Jensen er dog i en klasse for sig. I DRs P1 Debat med Lars Hedegaard den 23. februar, der mærkelig nok ikke er tilgængelig længere på DRs hjemmeside (kan dog ses her) kunne Irving som sædvanligt ikke holde begejstringen nede. Hedegaard var som egenskab af formand for Trykkefrihedsselskabet i øvrigt inviteret, fordi det forekom uforståeligt, at selskabet ikke lovpriste den arabiske opstand.

Irving var overbevist om, at revolutionen markerede en ny begyndelse for vores syn på arabere og muslimer. Den arabiske verden var nemlig ikke domineret af islam, og selve revolutionerne var dybt præget af en frihedslængsel mod demokrati. Det Muslimske Broderskab ville ikke tage magten, sagde Irving, for det sagde Broderskabet selv – dengang. Ikke mindst er den skepsis, som vesterlændinge måtte have, fuldkommen forfejlet, ifølge Irving. Der er nemlig ingen problemer med at forene islam og demokrati.

Irving lod forstå, at der var et bredt folkeligt oprør mod undertrykkerne, og derfor havde vi i Vesten nærmest en pligt til at udtrykke begejstring for Foråret. Muslimer kæmper nemlig for nogle af de samme idealer som os i Vesten.

I DRs Debatten den 24. februar var der hidkaldt både politikere og kommentatorer. Weekendavisens Martin Krasnik så ikke for godt ud. Han virkede tydeligvis helt ungdommeligt beruset af revolutionerne. NU kommer demokratiet til den arabiske verden, der er folkelig opstand, og Vesten har optrådt dybt hyklerisk, fordi vi har støttet diktatorer. Men det holder ikke og har aldrig holdt, for de har undertrykt menneskerettighederne og det folk, der nu vil blomstre som ægte demokrater.

Venstres Søren Pind, der som liberal tror på fremskridtstanken, deltog også. Araberne er nu klar til frihed, forsikrede den tidligere frihedsminister, og vi skal næppe frygte et islamisk tilbagefald. En proces er i gang, og det er til det bedre, måtte vi forstå.

Mogens Lykketoft var dog endnu værre. I Vesten lider vi af neuroser, fordi vi tror, at arabere hylder islamismen. ”Det er ikke de skæggede gutter”, der går på gaden, sagde Lykketoft, det er jo de unge med deres Facebook-profiler. Lykketoft syntes ikke at vide, at netop islamister i stor stil benytter de nye medier, og at han gjorde sig skyldig i at projicere sine egne længsler og ideer over på araberne, syntes ikke at anfægte ham. Han var fuldstændig overbevist om, at muslimerne ønskede demokrati (som i Vesten, underforstået).

Også SFs Trine Pertou Mach mente, at vi var vidner til en verdenshistorisk begivenhed, fordi de arabiske befolkninger nu kræver demokrati. Vi troede, at muslimer ikke ønskede demokrati, forkyndte Mach, der kunne forsikre, at hun vidste meget om, hvad der foregår i arabiske verden. …

I DR2s Deadline-temaserie om det arabiske forår kunne man høre toppolitikere fra Tony Blair – der troede, at de demokratiske kræfter ville vinde – til daværende udenrigsminister Lene Espersen, der var overbevist om, at frihed og demokrati ville komme til det Libyen, det land, der i dag trues af borgerkrig, og hvis overgangsråd vil indføre sharia.

Politikerne blev bakket op af forskere som Rikke Hostrup Haugbølle, der mente, at islamisterne ikke havde nogen appel, fordi de ikke er unge, at vi i Vesten til gengæld dyrker frygten for islamismen i alt for stor stil. Også Irving Jensen var med i denne sammenhæng, og lad os slutte med hans guldkorn: Det Muslimske Broderskab vil slet ikke have magten.

Det udsagn kan man jo så sammenligne med valget for nylig, hvor diverse grupperinger af islamister fik over to tredjedele af pladserne i det egyptiske parlament.”



26. november 2011

Racisme på Odense Universitetshospital

Tak er kun et fattigt ord. Fra Ekstra Bladet – Sårede libyere laver ballade på sygehus.

“Iltflasker og en tændt cigaret er ikke verdens bedste sammenstilling. Men rygning er blot et af de krav, som en gruppe af sårede libyere stiller under deres ophold på Odense Universitetshospital.

Siden de sårede blev fløjet til Danmark 15. november, har hospitalets læger og sygeplejersker også måttet kæmpe med racistiske udtalelser og krav om særbehandling fra de sårede. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger vil mændene for eksempel ikke have en kvindelig tolk.”

Oploadet Kl. 06:13 af Kim Møller — Direkte link44 kommentarer


19. november 2011

Enhedslistens Pelle Dragsted på besøg hos socialistiske kampfæller i Libyen (1993-94)

Det er ikke det værste i Pelle Dragsteds fortid, men det er nu alligevel interessant, at ikke alle slog hånden af Gaddafis arabisk/islamiske socialisme efter Lockerbie-attentatet, der kostede 270 uskyldige livet kort før jul tilbage i 1988.

180 Grader-bloggeren’Dadk’ har kommenteret EB-artiklens relativisme, så her blot lidt af det faktuelle fra fredagens Ekstra Bladet – I Libyen på Gadaffis regning.

Johanne Schmidt-Nielsens politiske rådgiver og spindoktor, Pelle Dragsted, var i 90’erne på venskabslejr i Libyen betalt af Gaddafi-styret. Pelle Dragsted bekræfter, at han både i 1993 og 1994 deltog i en ugelang konference i Libyen. Og han erkender, at turene efter al sandsynlighed var betalt af det libyske regime under ledelse af Muammar Gaddafi. …

På det tidspunkt, hvor Pelle Dragsted var i Libyen på Gaddafis regning, var landet isoleret fra det internationale samfund. 21. december 1988 eksploderede et Boeing 747 på vej mod New York over landsbyen Lockerbie i Skotland. 270 mennesker mistede livet.”

(Wikipedia, History of Libya under Muammar Gaddafi)

“The democratic system is a cohesive structure whose foundation stones are firmly laid one above the other, the Basic People’s Conferences, the People’s Conferences, and the People’s Committees, which finally come together when the General People’s Conference convenes. There is absolutely no conception of democratic society other than this.” (Gaddafi i Green Book, 1975 jf. Andrew Roberts)

“We have 50 million Muslims in Europe. There are signs that Allah will grant Islam victory in Europe—without swords, without guns, without conquest—will turn it into a Muslim continent within a few decades… They should agree to become Islamic in the course of time, or else declare war on the Muslims.” (Gaddafi, 10. april 2006 jf. New York Sun)



1. november 2011

“Meet the new boss – Same as the old boss.” (The Who, 1971)

I går kom det frem, at militser tro til de nye libyske magthavere fordriver indbyggere i Gadaffi-loyale byer, og skal man dømme efter oberst Ahmed Bani der blev interviewet på TV2 i sidste uge, så skal man næsten hedde Villy Søvndal for at bevare den demokratiske optimisme.

The Who sang om revolutionen der intet ændrede tilbage i 1971, den der slutter med “Meet the new boss – Same as the old boss”. Selvom nummeret hed ‘Won’t Get Fooled Again’, så husk lige, at albummet bar titlen ‘Who’s Next’.

Ahmed Bani, det libyske forsvarsministerium: Det allervigtigste nu er, at han er død. Hvordan, hvem og hvornår er ikke så vigtigt.

Simi Jan, TV2 Nyhederne: Det er vigtigt for Vesten, at han ikke skulle være blevet dræbt, da man tog ham til fange. Det siger Genéve-konventionen.

Ahmed Bani: Men hvor var Genévekonventionen, da han dræbte vores befolkning? Hvor var Genévekonventionen da han voldtog vores kvinder… Hvor var Genévekonventionen da han dræbte vores befolkning?

(Ahmed Omar Bani, talsmand for det nye libyske forsvarsministerium)

Fjordman & Diana West understreger det tragikomiske i affæren…

“Libya’s autocratic ruler Muammar Qaddafi was brutally tortured and killed on 20 October 2011 after France, Britain, the USA and NATO had actively given military support to rebel troops that were known to include groups with ties to terrorist organizations like al-Qaeda.

Muammar QadaffiAs writer Diana West said, “Qaddafi was not killed in retaliation for his attacks on American servicemen in Berlin in 1986, or the downing of Pan Am 103 over Lockerbie in 1989…. He was killed after coming over to our side of George Bush’s ‘war on terror’ in the final phase of a civil war in Libya in which his regime fought al Qaeda affiliates. Horrific as it sounds, Qaddafi was killed because we and our NATO allies joined the other side.” (Fjordman, Gates of Vienna, 31. oktober: What is Wrong With Western Elites)

Oploadet Kl. 16:01 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
Arkiveret under:


25. oktober 2011

Libyens kulturelle infrastruktur og den såkaldte ‘Køreplan for et demokratisk Libyen’

Selv forskere og politikere begynder efterhånden at forstå, at det såkaldte arabiske forår, ikke nødvendigvis gør Verden til et bedre sted. Elefanten i rummet hedder Muhammed, men da ingen tør sige det højt, væves der til hudløshed om at demokratisere Islam – ja, sågar om demokratisk Islam. Det er langt fra virkeligheden, men om ikke andet, så svært underholdende.

I sidste uge blev venstrefløjens tidligere yndling Muammar Gaddafi taget til fange og likvideret, af de nye libyske magthavere. Vejen skulle således være banet, for det udenrigsminister Søvndal ifølge Politiken har betegnet som en ‘Køreplan for et demokratisk Libyen’.

Problemet er dog stadig elefanten – den kulturelle infrastruktur er ikke på plads.

Det er ikke mere end fire måneder siden daværende udenrigsminister Lene Espersen fløj til Benghazi, hvor hun flankeret af den nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt og en række udenrigspolitiske ordførere, mødte manden der i dag er Libyens førstemand. “Vi er Jer meget taknemmelige”, sagde oprørslederen, hvis hærchef for få år siden kæmpede for Taliban.

Således faldt ordene søndag i Tripoli…

“We, as an Islamic state, have taken on the Islamic Sharia as the basic source of law. Therefore, any law that contradicts Islamic principles, Islamic Sharia will be an invalid law.” (Overgangsleder Mustafa Abdel-Jalil i Tripoli, 23. oktober 2011)

Reaktioner…

“I Tunesien og Egypten er hele familieretten baseret på sharia. Det er meget almindeligt, og det har ikke givet anledning til problemer.” (Lektor Helle Lykke Nielsen til Jyllands-Posten, 24. oktober 2011)

“Det viser sig, at religion og politik for rigtig mange i Mellemøsten hænger sammen på en eller anden måde. Hvis vi ser mod nabolandet Tunesien, synes der at være udsigt til, at islamisterne er villige til at spille med i et demokratisk spil…” (Adjunkt Morten Valbjørn til Jyllands-Posten, 24. oktober 2011)

“Jeg er altid bekymret, når nogen bruger ordet sharia i forbindelse med lovgivning. Men lad os slå koldt vand i blodet. Vi skal ikke dømme dem på, hvad forskellige personer siger, men hvad der rent faktisk bliver gennemført.” (Socialdemokraten Jeppe Kofod til Ritzaus Bureau, 24. oktober 2011)

“Hvis man indfører en shariastat er der ikke meget råderum for demokratiet, så det er selvfølgelig ikke godt… Hvis det bliver et demokrati, som bare er baseret på koranen, ligesom det danske er baseret på kristendommen, så kan det sagtens fungere. (Konservative Per Stig Møller til Berlingske Tidende, 24. oktober 2011)

“Det første demokratiske valg i kølvandet på det arabiske forår ser ud til at give stor medvind til partiet Ennahda, der overvejende består af moderate islamister.” (Politiken om det tunesiske valg, 24. oktober 2011)

“Jeg tror mere, at det kan sammenlignes med, at katolske partier i Europa kalder sig kristelige. Det betyder ikke hardcore-kristendom, men at sådan er deres grundorientering i livet.” (Udenrigsminister Villy Søvndal om ‘blød sharia’ i Jyllands-Posten, 25. oktober 2011)



21. oktober 2011

Så døde Libyens tyran. Hvad lærte vi af det?

Så døde Muammar Qaddafi, Libyens hidtidige diktator – først såret i et NATO-luftangreb, så skudt i ben og ryg under tilfangetagelsen af libyske styrker, og endelig henrettet med et skud i hovedet. Måden han døde på kan ikke overraske – tusindvis af hans egne fjender fik han slået ihjel på mere eller mindre samme brutale vis, og reelt var hans død beseglet da NATO-styrker pyntet med lidt mellemøstligt flyverpynt begyndte at bombe. Hvad der KAN overraske var, at det er HAM vesten besluttede sig for at få dræbt.

Tænk over det: Libyen var under Qaddafi den eneste mellemøstlige terrorstat der undskyldte og betalte erstatning (for Lockerbie). Den eneste mellemøstlige stat der lukkede sit program for masseødelæggelsesvåben ned, afleverede det, og lukkede op for reelle inspektioner udefra. I tilgift indgik Libyen under Qaddafi i et tæt samarbejde med vesten omkring bekæmpelse af den folkemorderiske terrorisme al Qaeda står for. Det blev i sidste ende belønnet med et halvt års bomberegn fra NATO-fly, derunder danske.

Sammenlign med Iran: landet står bag hundredevis af terrorangreb, er direkte forbundet til mordene på amerikanske soldater i 2007, gidseltagning af britiske marinesoldater samme år, støtter al Qaeda, træner, bevæbner og betaler Taliban for at slå amerikanske soldater ihjel i Afghanistan, bevæbner og fiansierer Hezbollah og Hamas, har et aktivt program til at producere atomvåben inden for få år, og nu er de endda igang med planer om bombeattentater INDE I USA….og det absolut værste de har været udsat for er en computer-virus. En irriterende en af slagsen, javel, men milevidt fra den bomberegn Libyen har været ude for.

Hvad vi får istedet for Qaddafi er endnu uklart, men det står klart at de nye magthavere har indsat et tidligere medlem af al Qaeda som hærchef, at al Qaeda-light har stadig større indflydelse på styret, at oprørerne begrænser pressen, torterer civile, massakrerer sorte, benytter politistatsmetoder og bare generelt ikke er særligt fine i kanten. Landet er tæt på 100% arabisk og 100% sunnimuslimsk – arabisk beduinkultur i fineste aftapning. Regn selv ud, hvor store chancerne for succes er her. Jeg krydser fingre på trods.

Jyllandsposten forsøger sig med nogle betragtninger over, hvad de nye magthavere i Libyen “skal” og “må” gøre. Belæringer fra JP vælger libyerne formentlig at overhøre, især fordi de ikke er baseret på noget der bare minder om virkeligheden. Tag denne bid (JP leder: “Tyrannens død”):

De voldsomme og oprørende billeder af Gaddafis lig indsmurt i blod og liggende på gaden i fødebyen Sirte i nøgen overkrop sendte chokbølger gennem den arabiske verden. Diktatorer overalt i Mellemøsten må have tænkt, at de en dag kan risikere at lide samme skæbne, og at uindskrænket magt og benhård undertrykkelse af egne befolkninger ikke er nogen garanti for, at man kan nyde livet i et palads til sine dages ende. Den samme tanke må deres befolkninger have tænkt.

Nej, den tanke tænker diktatorer i Mellemøsten dagligt, og har gjort det i århundreder – det er grunden til, at de mellemøstlige regimer i det hele taget ER politistater. Frygten for folket har de alle til fælles. Hvad der har ændret sig er frygten for omverdenen, og hvordan man sikrer sig mod angreb udefra.

Før gjorde man det ved at være gode venner med en stormagt, og da USA blev den eneste på banen af den slags var dét vejen Qaddafi valgte: bliv venner med USA. Da Sovjetunionen faldt fra hinanden valgte Nordkorea en anden vej, nemlig at stå på egne ben: skaf dig atomvåben og tru folk med dem. Iran har senere fulgt samme vej.

Krigen mod Libyen har vist alverdens diktatorer, at den eneste af de to veje der reelt virker er atom-vejen. Og Nordkorea er altid klar til at gøre en god handel, hvis man er interesseret. Velkommen til en interessant fremtid.



1. april 2011

Lene Espersen er overrasket – de libyske frihedskæmpere ville jo have en ’sekulær stat’

Det fremhævede relaterer specifikt til Libyen, men fortæller en hel del om Islam som kultur og religion. Fra Kristeligt Dagblad – Oprørere kæmper for muslimsk stat.

“… i tirsdags, offentliggjorde Overgangsrådet en ottepunktsplan, som beskriver principperne for et nyt, frit og demokratisk Libyen. Planen henviser til mange af de frihedsrettigheder, som er kendt fra FN og demokratiske lande. Men retten til religiøs frihed er ikke nævnt.

“Deklarationen om Libyens fremtid indeholder ikke referencer til religiøs frihed, fordi Libyen er et 100 procent muslimsk land. Det er meget homogent samfund,” forklarede talsperson Guma El-Gamaty fra Libyens Nationale Overgangsråd på et pressemøde i London.

Et af punkterne i planen siger specifikt, at Libyen skal være en stat, “som henter styrke fra vor stærke religiøse tro på fred, sandhed, retfærdighed og lighed.”

De tætte muslimske forbindelse vækker allerede bekymring. Nato’s øverstkommanderende har over for det amerikanske senat berettet, at der er mistanke om, at elementer i overgangsrådet har forbindelser til henholdsvis al-Qaeda og Hizbollah.

Over for Kristeligt Dagblad udtrykker udenrigsminister Lene Espersen (K) overraskelse over det stærke muslimske element. Hun understreger, at der hele tiden har været lagt vægt på, at et frit Libyen skal være en sekulær stat.”

Oploadet Kl. 14:28 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


30. marts 2011

Ph.d. Morten Valbjørn: “Det ville være naivt at tro, at der bliver frihed og demokrati i Libyen”

Multikultur hindrer demokrati. Analyse i Jyllandsposten – Ekspert: Libyen risikerer somaliske tilstande.

“Det ser sort ud for demokratiet i Libyen, også selvom Gaddafi bliver væltet. De mange hundrede døde civile i det libyske oprør kan risikere at blive forgæves. Et demokrati er sandsynligvis en drømmetanke.

Det mener Morten Valbjørn, der er ph.d. og adjunkt på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i “Et andet Mellemøsten”.

“Det ville være naivt at tro, at der bliver frihed og demokrati i Libyen, selv hvis Muammar Gaddafi væltes,” siger han.

Libyen kan stik i mod Vestens håb risikere at gå helt i opløsning, hvis landets diktator gennem 30 år bliver væltet. Det skyldes, at landet er opdelt i klaner og dermed ikke har en stærk nationalfølelse. Ligesom Somalia mangler landets borgere en fælles identitet, der kan være med til at skabe et stærkt centralt styre.

“Det er et kunstigt land i den forstand, at det er sammensat af mange forskellige regioner,” forklarer Morten Valbjørn.”

Oploadet Kl. 03:31 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper