15. december 2014

Al-Azhar vil ikke undsige Islamisk Stat: Det store islamiske fyrtårn med opinionsdannende betydning…

“Måske har det slet ikke noget med religion at gøre, men bare en galnings værk.”, noterer en Pia Monrad Jensen på Facebook om Sheikh Man Haron Monis, og uanset hvad der sker, så starter debatten ved nul hver evig eneste gang. ‘Sikkerhedsekspert’ Niels Brinch var helt surrealistisk på TV2 News, hvor han blandt andet pointerede, at når nu 40 islamiske organisationer havde taget afstand fra gidseltageren, så havde han jo intet med Islam at gøre.

Herunder en lille spids pointe fra Jihadwatch. Det gør ingen videre forskel, for i den brede offentlighed handler det meste om følelser – Al Azhar refuses to denounce the Islamic State as ‘un-Islamic’.

“For all its talk about ‘combatting radicalism,’ Al Azhar University—perhaps Sunni Islam’s most authoritative voice—will not even denounce the Islamic State as ‘un-Islamic.’

When pressed on it, an Al Azhar spokesman, Abbas Showman, recently said: ‘As an official entity, Al Azhar has never in all its history proclaimed anyone or any organization as un-Islamic … . being occupied by this question will not lead to anything,’ because ‘Al Azhar will not judge ISIS or its Islam as un-Islamic, for it is not its right, neither concerning ISIS or anyone else.’

But, as one human rights advocate in Egypt was quick to quip: ‘What, didn’t the ulema and sheikhs of Al Azhar denounce as un-Islamic Naguib Mahfouz and Farag Foda and others from among the intellectuals and writers whose activities were stopped and some of whom were assassinated due to Al Azhar’s position?'”

(Berlingske, 21. februar 2014: Al Azhar Universitet – det store islamiske fyrtårn)

“Al-Azhar udgiver månedligt et teologisk, juridisk og kulturelt tidsskrift, der har stor opinionsdannende betydning i den islamiske verden.” (Gyldendals åbne encyklopædi, 2014)

“Al-Azhar University… chief centre of Islamic and Arabic learning in the world” (Encyclopædia Britannica, 2014)

“Tre tekster om al-Azhar, der i sig selv er en treenighed, sådan som Jacob Skovgaard-Petersen citerer fra et mundheld: ‘moské og universitet og velgørende selskab’.” (Politiken, anmeldelse af Al-Azhar af Jakob Skovgaard-Petersen mfl., 2007)



25. november 2014

Prof.: Uklogt at støtte forfulgte kristne i Mellemøsten, da ‘mellemøstlige mentaliteter’ tænker i dem & os

Folketingets udenrigsudvalg afholdt for et par uger siden en høring om religionsfrihed og forfølgelse af kristne. Religionsrapport på P1 bragte i sidste uge et fyldigt referat, og hvis man på forhånd går ud fra, at høringen samlede NGO’ere, forskere og politikere i forsvaret for kristne i Mellemøsten, så tager man grueligt fejl.

Fremhæves negativt må professor Jakob Skovgaard-Petersens kyniske Islam-apologi. Han fortalte at det lå i ‘mellemøstlige mentaliteter’ at støtte egen minoritet, men at vi i Vesten jo har ‘en anden agenda’. En agenda der går ud på at støtte mennesker i nød, og efter hans mening var intra-muslimsk forfølgelse noget mere bekymrende. Det var decideret uklogt at fokusere på kristnes rettigheder, men omvendt helt på sin plads med mere dialog om ‘muslimsk-kristne relationer’. Støt muslimer, og gå i dialog med dem om kristnes rettigheder.

Den logiske konsekvent af Skovgaard-Petersens regionale apati er etnisk udrensning af ældre kristne kulturer. Humanister er måske nok vilde med multikultur, men ikke i ‘Islams hus’ (Dar al-Islam), blandt muslimer også kaldet ‘Fredens Hus’ (Dar al-Salam). ‘Freden kommer’, når de kristne er fordrevet til Dar ul-Harb, ‘Krigens hus’, det multikulturelle Vesten.

Fra Kristne er den mest forfulgte religiøse gruppe i verden (27 min, 18. november 2014).

Lisbeth Brocelius Meléndez, P1-Vært: Nogle af oplægsholderne til konferencen på Christiansborg indskærpede, vigtigheden af at skelne mellem diskrimination, chikane og egentlig forfølgelse. Hvor sidstnævnte altid er fysisk, enten fordrivelse eller overgreb, såsom vold, voldtægt og mord. Professor Jakob Skovgaard-Petersen fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet sagde sådan her om det fokus der her var især på de kristnes situation i Mellemøsten.

Jakob Skovgaard-Petersem: Jeg var lidt bekymret over, at det blev fastslået som en kendsgerning, at kristne er langt mere forfulgte end andre mennesker i Mellemøsten. Kristne er forfulgte nogle steder, andre steder er det nok ikke så voldsomt som forfølgelse, men mere diskrimination. Og under alle omstændigeheder er disse to ting selvfølgelig noget vi skal diskutere, hvad vi kan gøre ved, men drejer det sig om mange steder, så må man sige, at der er andre grupper der er mere forfulgte. Andre grupper, der slet ikke accepteres, andre grupper der er forbudt, det gælder ikke de kristne, typisk. Eller grupper som virkelig bliver massakreret, hvor man mener at man har lov til at slå dem ihjel, og lige i øjeblikket er det altså først og fremmest nogle enorme myrderier mellem sunni-muslimer og shia-muslimer, mens de kristne sommetider kommer så at sige kommer i skudlinien.

Tager man et land som Syrien, hvor de meget store myrderier foregår i øjeblikket, der er de kristne så at sige nådigt sluppet. I forhold til deres størrelse er det en gruppe der er gået lidt ramt forbi, men det er ikke sjovt for dem heller at være kristne i Syrien, men det kan blive værre endnu. Så det er ikke fordi jeg ikke synes at man skal beskæftige sig med de kristnes situation, men jeg synes man gør klogt i at se det i proportioner.

Lisbeth Brocelius Meléndez: – Og områder. Det er jo altså, det du sager – der er meget stor forskel på om vi snakker Irak eller Nordirak, hvad der foregår i forhold til ISIS, hvad der foregår i nogle af de andre lande hvor der er noget dialog.

Jakob Skovgaard-Petersen: Ja, jeg var til et møde i Beirut, hvor man har sådan et vigtigt møde mellem muslimske og kristne ledere, der har mødtes igennem 20-25 år fordi man jo havde en stor borgerkrig i Libanon, hvor en af frontlinerne, den mest gennemgående, var mellem det kristne øst og det muslimske vest, og det vil de jo ikke have skulle gentage sig. De havde holdt deres måske 14. møde, eller noget i den retning, og bagefter mødte jeg dem, og så snakkede vi om, at vi havde jo glemt nærmest, at snakke om muslimsk-kristne relationer fordi de er så utroligt dårlige mellem shia-muslimer og sunni-muslimer, det er langt mere morderisk. De kristne områder er relativt fredelige i Libanon i øjeblikket. Så det ser på den måde meget forskelligt ud fra…

Lisbeth Brocelius Meléndez: – Og så er situationen i Irak, så alvorligt som vi hører. Kan du bekræfte blandt dem du snakker med, de ting der foregår i Irak – at kristne er ved at være fuldstændigt udryddet i Irak, eller forsvundet derfra.

Jakob Skovgaard-Petersen: Ja, kristne er flygtet og fordrevet i stor stil, de er ikke de eneste grupper, og igen er der massemyrderier mellem shia- og sunni-muslimer, vi har jo set yizidierne, som simpelthen kunne blive komplet udryddet, men de kristne er meget meget hårdt ramt i Irak. Og det må man selvfølgelig spekulere over, hvad vi kan gøre for at hjælpe dem, ligesom i kan gøre for at hjælpe de andre grupper. Men gennemgående tror jeg ikke, at det er særligt klogt at gøre de kristne til den særlige gruppe, for det kan godt komme til at ramme dem som en boomerang. Det faktum at vi selv er kristne, det spiller ligesom ind i mellemøstlige mentaliteter, at så er det os der beskytter vor egne, ligesom så mange andre, ligesom Iran beskytter shi’iterne, ligesom Saudi-Arabien beskytter sunnierne og så videre. Vi har jo en anden agenda. Vi beskytter mennesker og deres rettigheder, og de kristne er nogle vi i højeste grad skal beskytte, og også for os som kristne, er det selvfølgelig meget vigtigt at den kristne kultur bevares, det er der Kristendommen kommer fra, så det er bestemt ikke noget vi skal tage let, men det er samtidigt noget vi skal tage klogt.

Citater.

“… jeg har deltaget i gudstjenester i det nordlige Irak, hvor samtlige ledere af de kristne kirker, som jo har været der gennem 1700 år, alle ensstemmigt stillede sig op og sagde – ‘Vi har brug for støtte, hvor er Vesten henne…’ og så sagde de noget, som jeg har aldrig har hørt før – som kirkeleder stillede de sig frem og sagde ‘Hvis I vores kristne brødre, ikke forsvarer os, så bliver vi udryddet. Hvis vi skal overleve, så er der ikke andet tilbage, end at gribe til våben.’ Jeg har aldrig før hørt kirkeledere sige det her. … Vi ser nu en nedgang fra 20 procent for 10-20 år siden, til i dag er de nede på under fem procent i mange lande totalt af kristne. Det vil sige, at Mellemøsten bliver udrenset for kristne, ligesom Europa er blevet det gennem århundreder af jøder. Det er den samme tendens, det er den samme onde billede af andre mennesker… (Kim Hartzner, Mission Øst)

“Bare ifølge menneskerettighedserklæringens artikel 18, om at mennesket skal leve med religionsfrihed og trosfrihed, indikerer jo, at vi også i Danmark har et problem, eksempelvis på de omtalte asylcentre. … Det er jo et retspolitisk anliggende hvis der er brud på menneskerettighederne i Danmark.” (Venstres Esben Lunde Larsen om forholdene for frafaldne muslimer på danske asylcentre)



20. november 2014

DR2-Debatten om ‘Det Arabiske Forår’, feb. 2011: Messerschmidt vs Krasnik, Lykketoft, Khader, P. Mach

Debatten om ‘Det Arabiske Forår’ anno 2011 er måske det bedste eksempel i mine levetid, på at politikere, forskere og meningsdannere i høj grad mangler den nødvendige forståelse af kulturens betydning. En venlig sjæl har transskriberet lidt fra Debatten på DR2, sendt 24. februar 2011. Morten Messerschmidt (og Farshad Kholghi), og havde det nemt overfor Martin Krasnik, Mogens Lykketoft, Naser Khader og Trine Pertou Mach der dumpede fælt. Debatten kan stadig ses online.

Martin Krasnik, journalist: Vi har bedt, tryglet og håbet på demokrati i årtier i Mellemøsten. Nu kommer det.

[...]

Morten Messerschmidt, DF: Jeg frygter meget, at det vi kommer til at opleve, ikke et Østeuropa i 1989, men Iran i 1979.

Søren Pind, Venstre: Det tror jeg ikke. Jeg tror nærmere vi taler om noget a la Tyrkiet. Eller noget i den retning.

[...]

Martin Krasnik (med et overbærende smil): Nogen bliver nødt til at stoppe Morten Messerschmidt, for du siger det samme som gamle trætte som Mubarak i virkeligheden hele tiden sagde: Efter mig er det syndfloden, der kommer. Det er islamisterne, der overtager. Iran i 1979.

[...]

Lene Espersen, K: Jeg tror faktisk på, at der er den rigtige vej, nemlig demokratiets vej.

[...]

Naser Khader, løsgænger: Jeg tror ikke de (Det Muslimske Broderskab) får flertal ved demokratiske valg.Dem der er ude på gaderne… Det er Facebook-generationen der går forrest… Det er folk der gerne vil demokrati. … De vil have kernen af frihedsværdierne.Egypterne er muslimske på samme måde som italienerne er katolske. De har det kun i munden.

[...]

Mogens Lykketoft, S: Vestens politik har været dirigeret af de neuroser som Messerschmidt og Kholghi har fremlagt her i dag. Nemlig at hvis man lod folket bestemme, så ville de sikkert blive islamistiske fundamentalister og alt muligt andet. … Der er ved at opstå en ny verdensorden i Mellemøsten. Det er ikke de skæggede gutter, der går på gaden. Det er unge mennesker, det er veluddannede mennesker, som kan bruge Facebook, som kan bruge Twitter, som gerne vil have demokrati.

Trine Pertou Mach, SF: Pointen er, at dele af opinionen i Danmark har sagt, at i arabiske lande, blandt muslimer, kan man ikke få demokrati… Det er verdenshistorie der skrives nu. De kræver demokrati og frihed!

Morten Messerschmidt: Der er ingen der aner, hvad der kommer til at foregå i de her lande. … Vi kan bare ikke bygge virkeligheden på en drømmeverden.

Trine Pertou Mach: Morten (Messerschmidt). Nu er du jo ikke tynget af visdom om den arabiske verden kan man godt høre. Jeg har boet i Egypten i to år og beskæftiget mig med Mellemøsten professionelt i 10 år, så jeg ved faktisk en del om hvad det er der foregår.



18. november 2014

Douglas Bazi, irakisk præst: “I Mosul var det ikke IS, men vores naboer, der plyndrede vores huse.”

I sidste måned bragte Weekendavisen en artikel af Pernille Bramming, der har været en tur i Irak. Herunder lidt fra Massakre (via Den Frie). Se evt. også tidligere post.

“For fader Douglas Bazi er det også anderledes nu. Han hører til den kaldæiske kirke og er en af de ansvarlige for flygtningelejren ved Sankt Elias kirken over for mit hotel. Han vil ikke bo i en zoologisk have, svarer han på spørgsmålet, om han deler drømmen om Nineveh-højsletten.

‘Jeg ser intet lys for enden af tunnelen. Mit folk er døende. Da folk ankom her for tre måneder siden, talte de om at kunne vende tilbage, nu taler de om at kunne komme videre. Som kristne i dette land (Irak, red.) har vi set islams eneste, sande ansigt, og det er IS,’ erklærer han kategorisk.

Og selv om han tydeligvis er meget, meget stresset og taler højt og melodramatisk, så er hans vrede dybfølt. Han nærer ikke tillid til nogen muslimer i Irak, hverken kurdiske eller arabiske, og mener, at der kun er én vej frem, og det er at udvandre.

‘Jeg har hidtil hørt til dem, der sagde: bliv og kæmp. Min kirke i Bagdad blev sprængt i luften, jeg var kidnappet i ni dage, jeg blev skudt i benet, men ordet opgive stod ikke i min ordbog.

Nu tænker jeg på børnene. Jeg kunne lege kamikaze-pilot, og jeg kunne klare al smerten, men hvorfor skulle næste generation dog også opleve al den smerte? I Mosul var det ikke IS, men vores naboer, der plyndrede vores huse. I Qaraqosh var det folk fra de muslimske nabolandsbyer, der kom og plyndrede,’ siger han.

Oploadet Kl. 16:58 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


13. november 2014

“They flee the burning grounds of Islam, but carry the fire with them. ” (Fouad Ajami, 1945-2014)

Selvom indvandrergangsteren Danny Abdallah er udvist, så lever han et fint liv i Danmark, skriver Den Korte Avis. På Facebook fortæller hovedpersonen, at han er nevø til professor Fouad Ajami, der døde tidligere på året. Fouad Ajami er ikke hvem som helst. Her lidt fra en 2008-kommentar til Samuel P. Huntington i New York Times – The Clash.

“It would have been unlike Samuel P. Huntington to say ‘I told you so’ after 9/11. He is too austere and serious a man, with a legendary career as arguably the most influential and original political scientist of the last half century — always swimming against the current of prevailing opinion.

In the 1990s, first in an article in the magazine Foreign Affairs, then in a book published in 1996 under the title ‘The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order,’ he had come forth with a thesis that ran counter to the zeitgeist of the era and its euphoria about globalization and a ‘borderless’ world. After the cold war, he wrote, there would be a ‘clash of civilizations.’ Soil and blood and cultural loyalties would claim, and define, the world of states. …

Shortly after the appearance of the article that seeded the book, Foreign Affairs magazine called upon a group of writers to respond to Huntington’s thesis. I was assigned the lead critique. I wrote my response with appreciation, but I wagered on modernization, on the system the West had put in place. ‘The things and ways that the West took to ‘the rest,” I wrote, ‘have become the ways of the world.

[...]

Nearly 15 years on, Huntington’s thesis about a civilizational clash seems more compelling to me than the critique I provided at that time. … I still harbor doubts about whether the radical Islamists knocking at the gates of Europe, or assaulting it from within, are the bearers of a whole civilization. They flee the burning grounds of Islam, but carry the fire with them. They are ‘nowhere men,’ children of the frontier between Islam and the West, belonging to neither. If anything, they are a testament to the failure of modern Islam to provide for its own and to hold the fidelities of the young.

More ominously perhaps, there ran through Huntington’s pages an anxiety about the will and the coherence of the West — openly stated at times, made by allusions throughout. The ramparts of the West are not carefully monitored and defended, Huntington feared. Islam will remain Islam, he worried, but it is ‘dubious’ whether the West will remain true to itself and its mission. Clearly, commerce has not delivered us out of history’s passions, the World Wide Web has not cast aside blood and kin and faith. It is no fault of Samuel Huntington’s that we have not heeded his darker, and possibly truer, vision.

(Fouad Ajami, 2011: Tracking the Arab Spring: The Best Day After a Bad Emperor is the First)

Oploadet Kl. 13:40 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer


25. september 2014

Om islamiserede Arabien: “Deres ødelæggelse kan blive vores ødelæggelse. Vi importerer den nemlig.”

Velskrevet og lige på kornet. Mikael Jalving i topform – Efter os, syndfloden!

“Det er blevet efterår, ikke bare herhjemme. Som de fleste nok har bemærket, er det herostratisk omtalte arabiske forår, som fik mainstreammedier og idealistiske politikere til at glimte af håb og humanisme, afløst af blod i sandet og mørke midt på dagen. Analytikere har allerede beskrevet det, og det skal siges igen: Den arabiske civilisation er brudt sammen, det er game-over. …

Den arabiske civilisation, som selv Samuel Huntington anerkendte i sit kritiske værk om civilisationernes sammenstød for 20 år siden, er udlevet og vil næppe genopstå i vores levetid. Hvad skulle redde den? Plaget, som den er af Koranens allestedsnærværelse, er udsigterne til social, politisk, kulturel og økonomisk bedring mere end distante. …

Men nu ser vi den. Vi ser, at det hele er noget lort på de kanter. Og vi ser noget andet og endnu værre – for os: At vi ikke evner at forvare os mod opløsningen af den arabiske civilisation. Deres ødelæggelse kan blive vores ødelæggelse. Vi importerer den nemlig.

Udfordringen handler ikke alene om penge, som er akut nok i sig selv. Den handler også om, at det på en eller anden morbid, flagellantisk måde er blevet Vestens opgave at gøre alle glade og mætte. …

De har prøvet nærmest hvad som helst i løbet af det 20. århundrede, men intet virker: Nationalisme, socialisme, korporatisme, diktatur, militærstyre, frie valg, Twitter-demokrati, das ganze Sweinerei. Uden held. Dertil er den politiske kultur i området for sekterisk og hysterisk.

Når de vestlige journalister er fløjet hjem igen, fortsætter de islamiske eliter og våbenbrødre med at lægge alting i ruiner, bortset fra moskéer, koranskoler, barakker, bordeller og bedetæpper. Hvorfor? Jo, fordi de tager Koranen alvorligt og følger den praktiske sharia…

Hvorfor peger flaskehalsen på os? Hvorfor er det ikke kinesernes opgave, de er trods alt de kommende, globale magthavere? Hvorfor kigger ingen på Latinamerikas ansvar, de vil for helvede også gerne handle med araberne? Hvorfor kan Putin køre friløb? Og mere graverende: Hvorfor er det ikke araberne, der løser arabernes selvskabte problemer?

Du ved godt hvorfor. Det er kun i Vesten, at vi har fået den tro, at vi og ingen andre kan løse alverdens problemer lige fra nødhjælp til geopolitik. Det er os, dvs. vores nedarvede humanisme, der i generationer har ledt Vesten på vildspor og skabt en grænseløs, universel samvittighed hinsides alle sociale konsekvenser i hjemlandene og gjort menneskerettighedskonventioner til guddommelige anvisninger.

Dér ligger hunden begravet, og det er på tide at sige det ligeud, som det er: Det er os selv, ikke araberne, der har gjort den kroniske arabiske borgerkrig til USA’s, Storbritanniens, Australiens, Canadas, Hollands, Sveriges og Danmarks evige problem. Vi vil og skal hjælpe, koste hvad det koste vil, herunder vores egen deroute.

Deroute er egentlig for venligt et udtryk. Det er ikke alene den arabiske civilisation, der forsvinder for øjnene af os, men tillige vores egen kultur, der synker sammen i bestræbelsen på at spille Jesus, imens vi tillader, at arabere, der tydeligvis ikke vil Danmark eller det land, der har givet dem eller deres forældre en ny chance, huserer som grever og baroner på gader og stræder og opfører sig, som var de herrer i vores hus.

Mærk dig disse dage, det er dage, der forandrer verden, herunder din egen. Tiderne skifter, jeg siger det bare.”



21. september 2014

TV2 Østjylland spurgte 15 moskeer/kulturforeninger om synet på IS: Danmark 2 – Kalifatet 13

TV2 Østjylland har spurgt 15 østjyske moskeer og kulturforeninger om deres holdning til Islamisk Stat, og blot to tager afstand. Begge er tyrkiske, og den eneste interviewede, Yunus Coban fra Horsens, argumenterede med at terrororganisationen skabte ‘grobund for islamofobi’. Det var i øvrigt ham der i sidste måned kommenterede konflikten mellem Israel og Hamas med kommentaren: “Nogle gange har man bare lyst til at sige Heil Hitler”. Der findes moderate muslimer, men mainstream-Islam er ekstrem. Fra TV2 Østjylland – Tavse om afstand til IS.

“Det er en rungende tavshed, der har mødt TV 2 | ØSTJYLLANDS journalister i løbet af ugen, når de har ringet til østjyske moskeer for at spørge ‘Hvordan forholder I jer til organisationen IS?’ …

Nu viser det sig, at kun meget få af de andre moskéer i Østjylland er klar til at lægge direkte afstand til IS.

Formanden for Arabisk kulturforening, der driver Fredens Moske ved Bazar Vest i Aarhus, fmd Khaled Mansour afviser efter et døgns tænketid at fortælle om foreningens holdning. Han vil ikke forklare, hvorfor han ikke vil fortælle om moskéens standpunkt. …

Også Islamisk Menighed på Nørre Allé beder om betænkelighed til efter torsdag, da TV 2 | ØSTJYLLANDs journalist ringer til ham. Men fredag morgen er linjen død.”



17. september 2014

Asger Aamund om islamiske tørklæder: ” Vi kan ikke tolerere et parallelsamfund af trojanske heste…”

Liberale Johan Norberg er et godt eksempel på svensk borgerlighed anno 2014. Hellere give post-kommunister indflydelse end ‘legitimere indvandringsmodstand’, som han så poetisk udtrykker det. I Danmark er liberalisterne ikke helt så grænseløse. Kommentar af Asger Aamund i Berlingske – Tørklæde eller ej? (11. september 2014).

“Vores valg af hatte, huer og tørklæder viser vores kulturelle og sociale tilhørsforhold. … Hovedbeklædningen var således med til at udtrykke vores identitet, men var også en slags sutteklud, der gav os en tryg placering i en liga af ligesindede. Vi kan derfor ikke bebrejde muslimske kvinder, at de med tørklædet ønsker at vise, hvor de hører til, nemlig i det arabiske kulturunivers, hvor islam spiller en altdominerende rolle. …

Arabisk kultur er religion, politik og samfundssyn fusioneret til en ideologisk frugtsalat, der hedder islam. Den islamiske verdensanskuelse er udtryk for en missionerende og aggressiv bevægelse, der ser det som sin naturlige opgave at dominere det omgivende samfund, ikke bare religiøst, men også politisk og kulturelt i videste forstand. …

Hvad enten man vil det eller ej, bliver tørklædet også et symbol på den koranstat, der skal afløse den demokratiske retsstat. Men selv på denne baggrund kan vi ikke forbyde islamiske tørklæder for husmødre, skoleelever, sygeplejesker eller kassedamer. Derimod skal tørklædet forbydes for myndighedspersoner, der arbejder ved domstolene, i politiet eller i undervisningssektoren. Dette forvaltes ikke gennem et generelt forbud mod at bære religiøse symboler, der er neutrale over for samfundets indretning. Vi kan være trygge ved dommere, der bærer Margrethekors, kalotter eller Torshammer, som jo kun udstiller vores gudsforhold.

Men vi kan ikke have politifolk, pædagoger eller dommere, der har et hagekors eller et billede af Stalin i knaphullet, fordi disse symboler viser, at bæreren bekender sig til diktaturet og til retsstatens omstyrtelse. Præcist som islam også gør det.

I Danmark betyder integration, at man taler dansk, at man tager sig en uddannelse, at man finder sig et arbejde, og at man accepterer Danmark som en demokratisk retsstat. Vi kan ikke tolerere et parallelsamfund af trojanske heste, der arbejder på, at muslimske borgere og boligkvarterer glider over i sharia-enklaver, hvor islamiske retsprincipper og justits siver ind ad bagvejen, fordi folkestyret er blevet for slattent og impotent til at forsvare sine mest fundamentale principper.”

Oploadet Kl. 18:08 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


28. august 2014

Muslimske naboer vendte sig pludselig mod yezidierne: “Den eneste forklaring er islam, siger han.”

Jeg har flere gange blogget om konvertitten Kasper Mathiesen. Selvom om han nu er blevet ekstern lektor på Københavns Universitet, så er han ligeså radikal som han altid har været. Forleden kommenterede han IS’ folkedrab på yezidierne med ordene: “Den store humanitære redningsaktion for de stakkelse yazidier på bjerget: endnu et medieskabt bedrag orkestret af Obama og USA.” (Facebook, 14. august 2014)

Herunder lidt fra en lang artikel af Allan Sørensen om IS’ fremfærd i søndagens BT – Forrådt af deres naboer (ikke online).

“Hun står som en saltstøtte i Khanke-flygtningelejren uden for den nordirakiske by Dohuk. … Mentalt er Hure Mahmoud ikke til stede. På den anden side af floden er det stadig Islamisk Stat, der kontrollerer områderne. …

Næsten alle de fordrevne yezider i området har den samme historie at fortælle. De er yeziderne fra Sinjarbjerget. Børnene, mødrene og fædrene, der kæmpede mod temperaturer på omkring 40 grader i syv dage uden mad og drikke. Nedenfor bjerget ventede Islamisk Stats kalifatkrigere. Mange bukkede under.

Nogle begravede børnene for at skjule dem for IS. En familie, hvoraf de overlevende nu opholder sig i byen Lalesh ved Dohuk, havde ingen bil. Så de stak af fra IS til fods.

Deres overvægtige teenagedatter var den første til at give op. Benene flyttede sig ikke længere. Resten af familien forsøgte at bære hende under den hede sol i det åbne terræn på vej til Sinjar-bjerget. … Familien havde andre og yngre børn, der skulle hjælpes. Så de efterlod datteren siddende på det stenede plateau. Senere blev det også for meget for sønnen på syv år. Han var udmattet og dehydreret og begyndte at snuble. Ham efterlod familien også, inden det lykkedes at nå til Sinjarbjergets skråninger, hvor en uges mareridt kunne begynde.

Familien har ikke hørt fra sønnen og datteren siden.

[...]

Romas mareridt begyndte også den 3. august. … Hendes mand var på arbejde. Hun nåede ikke at reagere, inden krigerne fra IS bankede på døren sammen med nogle af naboerne. De tog hendes 13-årige datter med sig.

- Det var sidste gang, jeg så hende, siger Hure Mahmoud.

Hun har ikke flere tårer, og det er, som om hun ikke kan bevæge kroppen, selv om hun ikke er fysisk såret. Hun ryster ikke. Står der bare. …

Når Hure Mahmoud fortæller historien om sin datter, der blev slæbt med af IS, er der ikke en eneste af tilhørerne, der er i tvivl om, hvad det betyder. Hun bliver brugt som sex-slave af IS. Eller også er hun blevet solgt til en arabisk rigmand med samme formål.

Man kan mærke på dem, der lytter til Hures historie, at de tænker, det nok er bedre, hvis hun er blevet slået ihjel. Ligesom Hures syv brødre fra Tel Azer og hendes mand.

Fortællingen om hendes brødre fra Tel Azer er, at de blev anbragt på byens torv sammen med andre mænd fra yezide-sekten. Her blev de slagtet med knive, mens børn og kvinder blev tvunget til at se på. Lignende beretninger høres fra en række af de byer, yeziderne flygtede fra den 3. august, da IS udvidede offensiven til deres områder.>

(BT, 24. august 2014, s. 28)

Elias Zorowa, en prægtig mand med hvidt skæg og et stolt udseende, husker den 3. august tydeligt. Et par dage forinden var nogle af de arabiske muslimer i nabolaget begyndt at fortælle, at IS var på vej, men at yeziderne intet havde at frygte, så længe de udleverede alle våben. Med den stemning i byen valgte mange at stikke af. De turde ikke tage chancen. Andre beroligede sig selv ved tanken om, at hvis naboerne gennem alle disse år lover, at det nok skal gå – ja, så er det muligt at blive. Den 3. august rykkede IS ind i området omkring Tal Afar uden for byen Mosul.

– Vi fik alle det samme valg, fortæller Elias Zorowa: ‘ Konverter til islam, eller dø’.

Mange valgte at konvertere, men blev slagtet alligevel.

- Vi er kommet for at dræbe alle yezider, råbte IS-krigerne ifølge Elias Zorowa i byens højtalere. … Omkring 400 yezider blev dræbt den dag, ifølge lokale vidner.

- Deres lemmer blev skåret af i al offentlighed. Hvad min egen familie angår, er der 51 familiemedlemmer, jeg ikke aner, hvor er. 31 af dem er døde. Resten er måske i live, siger han.

Elias Zorowa fortrækker ikke en mine. Hans ansigt er næsten lige så forstenet som Hures. …

Tanken om at IS bliver drevet på flugt af de amerikanske bombardementer og de kurdiske peshmerga-soldater beroliger ham ikke. Han kan ikke forestille sig, hvordan det kan være muligt at vende tilbage og leve side om side med de arabiske muslimer igen. Dem, der stak yeziderne.

Dem, der hjalp IS i stedet for at beskytte yeziderne. Dem, der dag efter dag i årevis har været trofaste naboer.

Yeziderne spørger nu sig selv, hvordan det kunne ske. Den forklaring, næsten alle de fordrevne giver, hører ikke til på den politisk korrekte side af den vestlige debat. Det er yeziderne godt klar over, og det er derfor Elias Zorowa taler om Europa som en enhed, der er faldet i søvn.

- Den eneste forklaring er islam, siger han.

– Vi har levet side om side i generationer uden et eneste problem. Pludselig kommer IS, og så skal kristne og yezider myrdes. Ikke bare af IS. Også af vores naboer, tilføjer han.

[...]

Yervant Amenian, den eneste armenske politiker fra det kurdiske parlament, har taget initiativ til at få vedtaget, at fordrivelserne af yeziderne og de kristne er folkemord. …

- Man behøver ikke være nogen stor historiker for at se, at dette er en direkte parallel til jødeforfølgelserne i Europa og folkemordet mod armenierne, siger han.

Oploadet Kl. 16:52 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


13. august 2014

DIIS-forsker Lars Erslev Andersen afviser terrortrussel : “Den globale jihadisme er der ikke rigtig.”

Lars Erslev Andersen er næppe helt så uintelligent som Mr. Chance i Being there fra 1979 (da. Velkommen Mr. Chance), så man må vel gå ud fra, at han som andre forskere i lignende stillinger har ideologiske blokeringer. Flere muslimer i vestlige storbyer, vil give flere potentielle jihadister – sværere er regnestykket i virkeligheden ikke. Fra Weekendavisen – Efter Syrien (17. juli 2014; ikke online).

“I følge PETs Center for Terroranalyse (CTA) er terrortruslen mod Danmark fortsat alvorlig. Og særlig én udvikling vækker bekymring: det stigende antal danske, militante islamister, der kæmper i Syrien og Irak. I et notat fra d. 26. juni konkluderer PET, at antallet af danske udrejste nu har oversteget 100, og at mindst 15 har mistet livet.

Det store spørgsmål er, hvad disse veteraner mon finder på, når de vender hjem. Vil de lægge deres militante fortid på hylden? Eller vil de i stedet kaste sig over terrorplaner mod vestlige mål? Ifølge CTA bør man være særdeles bekymret for, at nogle vælger det sidste.

… seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier Lars Erslev Andersen, der forsker i global terrorisme, maner til besindighed: ‘Min vurdering er, at risikoen ikke er så stor. …,’ siger Erslev Andersen.

‘Jeg siger ikke, at der ikke er en risiko, blot at den ikke er så stor. Den er blevet overvurderet. Det tror jeg, at man roligt kan sige,’« siger han. Med den vurdering lægger Lars Erslev Andersen sig på linje med den tidligere leder af britisk MI6, Sir Richard Dearlove, der i sidste uge udtalte, at Vesten i dag kun er ‘marginalt påvirket’ af islamistisk ekstremisme, og at truslen fra ISIS og vestlige kombattanter i Mellemøsten generelt er blæst ud af proportion.

I den seneste rapport om den europæiske terrorsituation fra Europol er truslen fra de hjemvendte, såkaldt foreign fighters, ellers fremhævet som en særlig alarmerende udvikling. Her frygter man, at truslen kan stige eksponentielt, og at Syrien og Irak vil kunne udklække nye generationer af terrorister, som man så det i Afghanistan og Pakistan i 1990erne. Men Lars Erslev Andersen mener ikke, at man kan sammenligne de to.

Det, der adskiller dem, der tog til træningslejre i 1990erne, fra dem, der tager til Syrien i dag, var en psykisk træning, en oplæring, en ideologisk skoling og en kontakt, der blev opretholdt, da de vendte tilbage. Så der var nok en ubehagelig trussel dengang. Sådan er det ikke med dem, der tager til Syrien. … det er korrekt, at nogle måske har fået en træning og lært noget, de kan bruge. Men mange andre kommer måske hjem og har fået en lærestreg. …,’ siger han. …

Erslev vurderer, at truslen fra global jihad er på retur: ‘Den globale jihadisme er der ikke rigtig. Der er ingen tvivl om, at de, der stadig taler for en global jihad, de har USA som fjende og abonnerer på helt samme ideologi, som Osama bin Laden lagde frem. På det ideologiske plan er der nok ikke nogen markant forskel. Spørgsmålet er, om de har ressourcer og kapacitet til at fuldføre det. Og der kan vi se, at al-Qaeda er forkrøblede og svækkede.’ …

‘De udtaler en klar global dagsorden. Men den kan de ikke realisere på nuværende tidspunkt, da de har travlt med at etablere sig territorialt i Irak. De har ikke på nuværende tidspunkt samme infrastruktur, som al-Qaeda havde i Afghanistan,’ siger han. I antologien Terrorisme og trusselsvurderinger, der er udgivet af DIIS tidligere i år, konkluderer Erslev Andersens DIIS-kollega, terrorforsker Manni Crone, tilsvarende: ‘Alt tyder dog på, at den voldelige islamistiske ekstremisme i dag er svækket, og at den islamistiske bølge har toppet.‘.”

(Peter Sellers som Mr. Chance i Being there, 1979)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper