Lørdag kunne DR Nyheder afsløre, at ‘danske kvinder’ rejser til Sverige, for at få foretaget aborter efter 12. uge, hvad er ulovligt i Danmark. Bemærk forklaringen fra Abortrådets Birgit Petersson – Danske kvinder rejser til Sverige som abort-turister.

“Danske kvinder vælger at rejse til udlandet for at få foretaget abort, hvis de er utilfredse med barnets køn. … Det er nemlig muligt at få barnets køn at vide ved en scanning efter 14. uge i Danmark. Er man utilfreds med kønnet, kan man uden yderligere forklaring få foretaget en abort i Sverige indtil den 18. graviditetsuge. … Abortrådet genkender problem…

- Den slags sager har været gennemgående igennem mange år efterhånden, lyder det fra speciallægen Birgit Petersson, som er medlem af Abortrådet.

- Den veluddannede del af befolkningen tager meget let til udlandet for at få lavet de her aborter, fordi det jo er tilgængeligt og let at komme til Sverige, og jeg tror ikke, at det kan stoppes, siger hun. …

Birgit Petersson fra Abortrådet forventer, at fænomenet med danske kvinder, der rejser til Sverige som abort-turister kun vil vokse i fremtiden.

- Det er min opfattelse, at det vil stige, fordi at der er en utrolig forkælelse i forhold til, hvordan barnet skal være og hvilket barn, man gerne vil have, siger hun.”

(DR Online, 10. oktober 2012)

Senere samme dag blev Radikale Camilla Hersom interviewet til TV-avisen. Indslaget kan ses ved artiklen – De Radikale: Abortturisme er forfærdeligt

“Camilla Hersom mener ikke, at man kan gøre trafikken strafbart. Blandt andet hjælper det kvinder fra stærkt katolske lande, der kan rejse til nabolandene og få foretaget en lovlig abort, påpeger hun.

- Det er jo ikke kun et onde, at vi har den frie bevægelighed. Tværtimod. Det er vanskeligt at gøre noget ved. Det vi kan gøre, er at holde øje med, hvordan tallene udvikler sig…, siger hun.”

Birgit Petersson fra Abortrådet er måske ukendt i den brede offentlighed, men var hun en markant skikkelse i Rødstrømpebevægelsen, og var sammen med sin senere samlever Preben Wilhjelm (DKP, SF, VS) med til at stifte Venstresocialisterne. Et revolutionært parti, der i sit første partiprogram erklærede at de arbejdede for ‘menneskets frigørelse i et socialistisk samfund’. Det kunne være en del af forklaringen på, at Birgit Petersson ikke fortæller sandheden.

Et radikalt pigebarn som Camilla Hersom kan man ikke forvente alverden af, og da slet ikke når vi som her taler konkret om konsekvensen af det Jaleh Talakovi omtaler som ‘en kræftknude på mellemøstlig kultur’. Vibeke Manniche skriver på sin hjemmeside om Abortrådets legitimering af sene aborter, så her blot lidt fra JP.dk.

“Hun mener, at det især er kvinder med anden etnisk baggrund, herunder muslimer, der vælger at få en abort i Sverige, efter at den danske grænse for en legal abort er overskredet.

- Jeg er ikke i tvivl om, at der blandt visse kulturer er et meget stort pres på kvinden for, at hun skal føde en dreng. …, siger Vibeke Manniche.

Modsat speciallæge Birgit Petersson, der er medlem af Abortrådet, mener hun ikke, at det især er veluddannede forkælede kvinder, der rejser over på den anden side af Øresund, fordi de er utilfredse med kønnet på det barn, de venter.

- Det er alt for nemt at sige. Fra Indien, Kina og arabiske lande ved vi, at pigefostre frasorteres, og det er min påstand, at det samme sker i miljøer herhjemme, siger Vibeke Manniche.“

Det er måske mest på grund af personen Jacob Mchangama, men CEPOS gør vitterlig en positiv forskel her. Fra Berlingske – Dansk tænketank: EU-chef sælger ud af ytringsfriheden.

“Uden den store bevågenhed har EUs udenrigspolitiske chef, Catherine Asthon, givet den muslimske verden en afgørende indrømmelse i den efterhånden årelange kamp om ytringsfriheden versus beskyttelse af religioner mod hån og spot. …

Indrømmelsen til den muslimske verden, der i årevis og især efter de danske karikaturtegninger af profeten Muhammed i 2005 har krævet et globalt forbud mod forhånelse af religioner, fremgår af en fælles erklæring fra sammenslutningen af verdens 56 islamiske lande, OIC, Den Arabiske Liga samt EUs udenrigschef, Catherine Ashton.

I erklæringen »fordømmes ethvert forsvar for religiøst had, som udgør tilskyndelse til fjendtligheder og vold. …

- Nu kan de islamiske lande så tilmed henvise til, at EU er enig i, at ting som filmen Innocence of Muslims og profettegninger kan forstås som strafbar hate speech, siger Jacob Mchangama.“

(EU, 20. september 2012; Consilium.Europe.EU via Snaphanen)

“We condemn any advocacy of religious hatred that constitutes incitement to hostility and violence. While fully recognizing freedom of expression, we believe in the importance of respecting all prophets, regardless of which religion they belong to. The anguish of Muslims at the production of the film insulting Islam, posting of its trailer on the internet and other similar acts, is shared by all individuals and communities who refuse to allow religion to be used to fuel provocation, confrontation and extremism. We condemn any message of hatred and intolerance.” (EU’s Catherine Ashton mfl.)

Fathi El-Abed (SF) kommenterer i Berlingske Tidende de igangværende optøjer i Mellemøsten, og friholder som sædvanlig muslimer for ansvaret for egne handlinger. Når islamister går til angreb, så er det et ‘resultat’ af noget andre har gjort. El-Abed er formand for Dansk-palæstinensisk Venskabsforening, og som sådan udenfor pædagogisk rækkevidde, langt værre er det at Berlingske Tidende også abonnerer på tænkningen.

(B.dk, 12. september 2012: Amerikansk Muhammed-film skyld i uro)

Med vanlig foragt for de store linier, har Politiken på samme måde ladet Kim Skotte analysere filmens kunstneriske kvaliteter. Ren Mette Winge – det er fuldstændigt irrelevant. Når folk slår ihjel, er problemet ikke at andre kaldte deres ideolog for blodtørstig.

Islamister går amok dagligt kloden rundt. I mandags angreb islamister eksempelvis i Mussayib (Irak), Perachinar (Pakistan), Aleppo (Syrien) og Kunduz (Afghanistan) hvad kostede 3, 14, 17 og 21 mennesker livet. De fleste ofre er muslimer, der ifølge andre muslimer, er muslimer på den forkerte måde, og det siger sig selv, at når to amerikanske ambassader på årsdagen for 11. september 2011 angribes af islamister, så har meget lidt med en tilfældig Youtube-film at gøre. Vold er at betragte som et debatindlæg i den del af verden.

(Libyen-ambassadør Christopher Stevens – Twitter fra Cairo-ambassaden kort inden)

Da Barack Obama for fire år siden blev præsident, blev han betragtet som lidt af en messias. Mest fordi han ville tage et opgør med Bushs konfronterende udenrigspolitik, og man må sige den frie verden har fået dialog for alle pengene. Mellemøsten fik mere Islam.

Situationen udvikler sig løbende, og ambassadeangrebene i Egypten og Libyen har nu spredt sig til Tunesien, Yemen og adskillige islamiske lande. Det stopper næppe her, og ingen ved rigtigt hvor det ender. I modsætning til Vesten ved islamisterne hvor de vil hen.

“Anti-American rioting spread yesterday to Tunisia, where police used tear gas to stop hundreds of protesters from storming the United States Embassy in protest over a film mocking the prophet Mohammed. The throngs of demonstrators, who carried the white and black banners of militant Salifist Muslims, had been protesting peacefully in Tunis for hours when about 300 started to break through the gates.” (New York Post)

(Den Amerikanske Ambassade i Sanaa, Yemen, 13. september 2012; Telegraph)

Islamister har aldrig manglet undskyldninger for at gå amok, og det væsentlige i den her historie er sådan set ikke den pågældende film om Muhammed, selvom det selvfølgelig siger en del at de går amok over en kedelig sex-scene, og ikke fremstillingen af deres profet som den blodtørstige kriger han var.

Det arabiske forår er forlængst blevet til vinter, og det er på tide Vesten dropper idealismen, og går tilbage til den gængse interessepolitik. Det gør ikke islamisterne tilfredse, men den dag de er tilfredse, er Vesten ikke mere. Godt oprids set på Hot Air – Is this 1979?

“I’m having the strangest sense of deja vu over the last eighteen months or so, and the attacks on two diplomatic missions in the Middle East over the last 24 hours has only intensified it. Once again we have an American government that either tacitly or actively undermined an ally in the region in favor of supposedly democratic Islamist radicals, and once again we have an American government that gets taken by surprise when the government that results either fails to protect our embassies and consulates or arguably participated in an attack on them. …

It’s looking a lot like 1979 all over again.

(Den Amerikanske Ambassade i Teheran, Iran, 4. november 1979; PBS.org)

In that year, President Jimmy Carter abandoned a key regional ally, Shah Mohammed Reza Pahlavi of Iran, who was no one’s idea of a nice guy. But we didn’t need Pahlavi to be a nice guy; we needed him to stand up against the Soviet Union. The CIA had squelched an earlier democratization movement in the late 1950s to maintain the monarchy and its influence in Iran, and apparently some in the US government thought Ruhollah Khomeini would bring that democratization to fruition in 1979. The Shah had to flee after his American allies withdrew their support, and Khomeini imposed a theocracy with a 12th-century mindset on what had formerly been one of the most liberalized Muslim nations in the region. When Pahlavi came to the US for medical treatment a few months later, a demonstration of “students” overran the American embassy in Tehran and took dozens of diplomatic personnel hostage, holding them for 444 days.

Eighteen months ago, we abandoned a key ally in Egypt, President Hosni Mubarak, who likewise was no one’s idea of a nice guy. But he had kept the Pax Americana in the Middle East for three decades, even when his predecessor Anwar Sadat got assassinated by Islamist radicals for doing so. Once again, we had an American government encourage the “democracy” movement run by radical Islamists in chasing our ally out of power. Once again, we seem surprised when the radical Islamists put radical Islamists in power. And once again we have “students” assaulting our embassy in the capital, this time Cairo, without so much as an apology from the radical Islamist government now running the nation.

The trend is even worse in Libya. Not only did our consulate get attacked, but four of our diplomatic personnel were murdered… The U.S. ambassador to Libya and three American members of his staff were killed in the attack on the U.S. consulate in the eastern city of Benghazi by protesters angry over a film that ridiculed Islam’s Prophet Muhammad, Libyan officials said Wednesday.

(Den Amerikanske Ambassade i Benghazi, Libyen, 11. september 2012; Daily Mail)

Mubarak looked like a saint next to Moammar Qaddafi, and few mourned his fall from power. The outcome is still more in doubt in Libya than in Egypt, where the Muslim Brotherhood have seized control of everything. But Qaddafi had at least been somewhat more cooperative since the fall of Saddam Hussein, and the West’s military attack on Qaddafi that caused his fall — led by the US initially — sent a big message on the futility of cooperation with the US and the West to all of the other governments in the region.

This outcome from the so-called “Arab Spring” was obvious almost from the start, and certainly from the moment we tossed Mubarak to the wolves. We’d lived through it before. The Obama administration failed to learn from the past, and so we get to repeat it.”

(Den Amerikanske Ambassade i Cario, Egypten, 11. september 2012; Daily Mail)

Landets radikale udviklingsminister Christian Friis Bach er for tiden i Yemen. Her blev han foreviget med demokrati-aktivisten Nadia.

“Været i Sana’a, Yemen hele dagen. Helt unikt og smukt sted – minder om 1001 nat og spænder fra Niebuhrs ekspedition for 251 år siden og til det yemenitiske forår i dag. Er nu en enestående national dialog om fremtidens Yemen – og om fred, forsoning og fremgang. Mødt præsidenten, premierministeren, udenrigsministeren, nobelpristageren og revolutionens moder Tarwakull Karman og de unge aktivister (herunder Nadia, 29 år på billedet) som stadig i tusindvis ligger i telte på frihedspladsen i kampen for demokrati og retfærdighed. Kom så Yemen!” (Christian Friis Bach på Facebook, 10. september 2012)

Kronik af Naser Khader i Berlingske Tidende – De definerer sig ikke som danskere.

“Jeg har fra sidelinjen fulgt med i diskussionerne omkring problemerne i Vollsmose. Selve balladen og volden overrasker mig for så vidt ikke. Jeg har selv oplevet at blive chikaneret og forulempet og nærmest stenet ud af Vollsmose for nogle år siden – med religiøs, dem/os og anti-integrations-retorik! Jeg er heller ikke overrasket over sagen med beskyttelsespenge fra Jane på Nørrebro. Det oplevede vi for 20 år siden, da min far havde en forretning på Nørrebrogade, hvor nogle bøller fra Mjølnerparken kom og krævede beskyttelsespenge. De blev afvist. Der er intet nyt i det, vi hører om nu. …

Det, der overrasker mig, er de mange debatindlæg fra apologeter og rollemodeller, hvor det handler om at undskylde, forsvare og bagatellisere det, der er sket. Vi er nærmest tilbage til 1990erne. …

Jeg bliver derfor bekymret, når folk, som er positive rollemodeller for unge indvandrere, mener, at problemerne er resultatet af social stigmatisering. I P1 Søndagsfrokosten (26.08.12) forklarede en ellers fornuftig rollemodel, Soulaima Gourani, ødelæggelserne på følgende måde: »Hvis man føler, at der er et dem og os. Hvis jeg var uønsket, hvis jeg ikke bliver mødt med værdighed, så har jeg også lyst til at ødelægge noget, som staten eller danskerne har betalt. Du ved, jeg tror, at det bare er … menneskeligt.«

… det er meget ærgerligt, at disse anklager kommer fra positive rollemodeller. … I stedet for at fratage de unge ansvaret for egne handlinger ved at gøre dem til et produkt af samfundet burde man forklare de unge og deres forældre, at man skal gøre sig fortjent til andres respekt. Det, de har brug for, er at lære at se indad og tage ansvar. …

Jeg har alt for ofte (i min studietid) tolket for familier, der kun har skuldertræk til overs for deres drenges dårlige opførsel. Jeg kan bl.a. huske en far, hvis 17-årige søn stjal computere. Da politiet ransagede deres hjem, sagde han overrasket, at han troede, han reparerede dem og tjente mange penge på dem. Da faren fandt ud af, hvad det i virkeligheden handlede om, reagerede han hverken med afstandtagen, skuffelse eller raseri – han virkede tværtimod næsten ligeglad med sønnens kriminalitet. Når forældrene ikke forlanger, at børnene skal opføre sig ordentligt – hvem skal så lære dem at gøre det?

[...]

En anden hyppigt brugt bortforklaring er, at der ikke er tale om et integrationsproblem, men at det i stedet er et socialt problem. En anden rollemodel udtalte, at de unge er ’pæredanske’, bl.a. fordi de har et manglende kendskab til arabisk historie og taler et gebrokkent arabisk. Den holdning er efter min mening helt forfejlet. Man kan ikke måle danskhed (eller mangel på samme) på viden eller sproglige kvalifikationer. Disse unge er ikke danske. Ikke fordi de ikke taler godt dansk eller ikke har stort kendskab til dansk historie. De er ikke danskere, fordi de ikke definerer sig selv som danskere. Det at være dansker handler om at føle en samhørighed og om at ville være dansk. Men disse unge afviser pure at være danske. Jeg har aldrig hørt nogen af den type unge, der definerer sig selv som dansk af arabisk oprindelse. Det betragtes som forræderi.

Det er især hos de unge indvandrere, at problemet med ’dem og os’ ligger. Det er dem, der hele tiden trækker offer- og diskriminationskortet, selvom det er dem, der ofte ikke har nogen intentioner om at integrere sig… Mange opfatter sågar betegnelsen dansker som et skældsord. Denne afsky for det danske samfund kan henføres direkte til ghettoerne.”

Katrine Winkel Holm skriver i Jyllands-Posten om socialdemokraten Ikram Sarwar, der i lighed med den selverklærede Vollsmose-talsmand Ahmed Mohammed og et par yngre arabere der fik taletid på tv, praktiserer den særlige islamiske variant af aggressiv offermentalitet.

Lørdag måtte TV2 opgive at interviewe Trine Bramsen i Vollsmose, da hun følte sig truet af maskerede indvandrere, og mon ikke det var udslagsgivende for hendes holdningsændring: “Vi skal indse det ikke handler om noget kulturelt”, lyder det nu, og vi er hermed tilbage på Zenia Stampe-stadiet. Deres opførsel er typisk dansk, de er pæredanske – løsningen er mere af det samme.

Bramsen er født i Svendborg, Stampe i Roskilde, og meget sigende for den danske debat, så skal man høre sandheden fra to kurdiske tyrkere, der ikke imponerede sprogligt, men til gengæld vidste hvad de talte om.

(Mehmet Ümit Necef, Danskernes Universitet 2011; Youtube)

Fra Deadline, 22. august 2012 – Vollsmose – Hvad ligger der bag? (Daily Motion via Snaphanen)

Mehmet Yüksekkaya, integrationskonsulent: Jeg ser det som et kulturelt fænomen, det er medbragte normer som de har taget med hjemmefra, som vi ser i Danmark. Og jeg er bange for vi kommer til at se det igen.

Nikolaj Sommer, DR2: Prøv lige at forklare. Noget de har taget med hjemmefra, vi ved jo ikke om de har boet og er opvokset i Danmark hele livet? Hvad er det de har taget med, og hvorfra?

Mehmet Yüksekkaya: Den måde de handler på hvor 60 til 80 personer angriber et sygehus, det har vi set mange eksempler på i mellemøstlige lande. Hvor der hersker lovløshed, hvor der hersker stammekultur, der er klaner, der er bander…

Nikolaj Sommer: Så det her er meget lig noget man ser i Mellemøsten. Er du enig med det, at det er kulturelt, som kan være en kopi af noget af det man har set i Mellemøsten?

Mehmet Ümit Necef, kultursociolog: Mehmet har en pointe her. Eksempelvis, hvorfor hører vi ikke om en flok vietnamesere eller kinesere, eller tamilere, der angriber et hospital og raserer den ned. Jeg tror det er en af forklaringerne, den kulturelle baggrund, er jeg sikker på spiller en vis rolle, ellers kunne man ikke forklare hvorfor nogle bestemte etniske grupper opfører sig på en bestemt måde, end anden måde end andre ikke-danske etniske grupper i Danmark.

Nikolaj Sommer: Men altså, hvis de er vokset op her i Danmark og har boet her hele deres liv, hvordan får de så den kulturelle ting med sig. Er det deres forældre der giver dem det eller er det noget de ser i tv?

Mehmet Necef: Altså kulturel ballast er ikke noget der forandrer sig ‘overnight’, bare fordi man befinder sig i Danmark. Forældrene kan påvirke dem. Fjernsyn kan påvirke dem. De tager til deres hjemlande i ferien, osv. osv. Altså, kultur på nogle punkter er noget som forandrer sig ret hurtigt, men på nogle andre punkter kan der være tale om træghed. Jeg mener, der er også en anden ting der spiller ind. Jeg er enig med Mehmet at kultur kan spille sin puds, men når man hører dem tale i medierne, så er der et bestemt aspekt der falder mig i øjnene – den der enorme fornærmethed, den følelse af, at hele verden, det danske samfund er i mod dem. Og at de er offer for det danske samfunds dårligdomme. Det danske samfund marginaliserer dem, diskriminerer dem, det danske samfund er racistisk osv. osv. Og når de har den opfattelse af det danske samfund som et fjendtligt magt, så opfører de en slags osteklokke, et parallelsamfund med deres egne regler.

Nikolaj Sommer: Nu ved vi det ikke, men hvis det nu bare har noget at gøre med narkomarkedet i Odense, så handler det vel ikke om integrationsproblemer og vrede mod det danske samfund eller hvad. Så er det vel forhærdede kriminelle.

Mehmet Yüksekkaya: Man kan sige at det hænger lidt sammen. Det der giver dem råderum, og gør det muligt at blive kriminelle, kaster sig over narkomarkedet, det er et eller andet sted udtryk for mislykket integration

Nikolaj Sommer: Der er også danskere der bliver kriminelle.

Mehmet Yüksekkaya: Jov jov, men det man kan sige i forhold til indvandrere, når man lever i isolerede områder, parallelsamfund, skaber sine egne normer, sine egne regler, så er vejen til kriminalitet lidt lettere i forhold til mange andre danskere. Der er i disse miljøer folk der bekræfter hinanden, der er i disse miljøer folk der beskytter hinanden i forhold til det omgivne samfund. Så hvis du spørger mig, så handler det ikke kun om narko. Det handler også om, at vi har skabt et samfund hvor mennesker i meget meget lang tid har fået lov til at leve efter egne normer. Og samfundet har på mange måder opgivet dem.

Nikolaj Sommer: Man kunne jo godt stille sig selv det spørgsmål, hvad siger forældrene til de her unge?

Mehmet Yüksekkaya: Forældrene. I bund og grund tror jeg ikke der er mange forældre som ønsker at deres børn bliver kriminelle, får en plet på sin straffeattest. Man er ikke glad for at ens barn, ens søn bliver kriminel. Altså, grundlæggende. Men på den anden side er den en udfordring, at mange af dem kommer fra lande hvor de er vant til at konfrontere politiet. Et eller andet sted hos mange af de her forældre, det med at deres unge dreng på 16, 17, 18 år laver den ballade – det er en form for manddomsprøve. Altså de ser ikke så alvorligt på det. Det går nok over, når de bliver 25 år, bliver gift og får børn osv. osv. I denne tidlige fase der ser mange forældre meget let på de ting som deres børn laver.

Nikolaj Sommer: Er du enig i det. Som jeg hører dig, så siger du, at det her er måske kriminalitet, men der er en eller anden kulturel accept af, at det er hvad man gør. Og så er der nogle forældre som er vant til det, og måske ikke ser på det med samme øjne som de fleste danskere.

Mehmet Necef: Altså jeg er bange for at mange af forældrene deler de unges verdensbillede, at det danske samfund er imod dem. Hvis de har oplevet manglende succes i det danske samfund, så skyldes det kun det danske samfund

Nikolaj Sommer: Hvorfor handler det om at være mod det danske samfund. Det er jo trods alt en konflikt mellem indvandrergrupperinger i det her tilfælde.

Mehmet Necef: Man skal passe på en ting. Selvom meget tyder på, at det er en konflikt mellem to indvandrergrupper, men hvis man hører efter hvad de unge siger, og hvis man sågar hører hvad – husker ikke hans navn, men han er formand for integrationsrådet i Odense, den måde han præsenterer sagen er, at der kom nogle rockere udefra og skød på os, angreb os. Og desuden så beskyldte en fremtrædende indvandrerpolitiker politiet i Odense for at diskriminere. Mens politiet ser bort fra rockernes angreb og kriminalitet, så fokuserer politiet på indvandrergruppernes handlinger – påstod han. Han skabte røre på Fyn, altså.

Nikolaj Sommer: Hvis vi lige skal vende blikket frem, hvad skal vi så gøre for at løse det her?

Mehmet Yüksekkaya: Jeg ser det som en kæmpeudfordring, at politiet er for passive. Man har i alt for lang tid overladt ghettoen til sig selv, og man har gjort det muligt at man kan skabe politifrie zoner, og det er ganske enkelt ikke acceptabelt. vejen frem – Indimellem så skal politiet vise, at det er dem der bestemmer, at det er dem der har magten. …

Nikolaj Sommer: Det er hårdt mod hårdt-princippet… Er det vejen frem?

Mehmet Necef: Mere polititilstedeværelse, og hvis unge mænd opfører sig uforskammet eller aggressivt pågående overfor politiet, så skal der vises konsekvens overfor den opførsel. Jeg skal også lige gøre opmærksom på, at ingen uddannelse eller jobtræning kan hamle op med kriminalitet. Hvis man er en ung mand på 19 eller 25 år, den indtægt han kan få fra kriminalitet, narkokriminalitet, er mange gange højere end den indtægt han kan få ved at feje gader.

Citater.

“Det veluddannede Danmark har igen og igen fortalt indvandrerne, at de bliver diskrimineret, og at de ikke bliver behandlet ordentligt. Det er der mange indvandrere, der har taget til sig, og derfor føler de sig som ofre for det danske samfund … Danskerne hykler, for hvis udgangspunktet automatisk er, at det danske samfund er ondt ved indvandrere, så er det klart, at en del indvandrere vil føle sig som ofre.” (Mehmet Necef i Jyllands-Posten, 22. august 2012)

“Jeg synes det er dybt problematisk. Altså, offermentaliteten – altså, jeg er samfundets offer, hvis jeg ikke har opnået noget, så er det samfundets skyld. Ja, det er næsten en vittighed i Danmark, (at) det er samfundets skyld. … Mentaliteten ved disse projekter er at det er synd for det.” (Mehmet Necef på TV2, 22. august 2012)

“Den helt ulidelige offerrolle som en del med anden etnisk baggrund (især yngre drenge) elsker at dyrke. Efter deres opfattelse er alle danskere racister, og derfor er det helt legitimt at angribe repræsentanter for det offentlige som f.eks. politi og ambulancefolk. … – Offerrollen er dybt skadelig for de pågældende unge selv… Offerrollen bliver alt for hyppigt spillet igen og igen og bakkes desværre ofte op af politikere med anden etnisk baggrund, imamer, diverse etniske konsulenter og såkaldte integrationseksperter.“ (Lars Aslan Rasmussen i Ekstra Bladet, 23. august 2012)

Nicolai Sennels har været en tur i Æblehaven-bebyggelsen i Roskilde, og interviewet end lokal beboer der i dagens anledning kalder sig ‘Michael’. Fra Sappho.dk – Dagligt liv i Ghettodanmark.

“Hvad er din oplevelse af de muslimske kvinders ligestilling?

“I de fælles gårdmiljøer er der en streng adfærdskodeks for hvordan især kvinder skal opføre sig. De bliver delvis overvåget af mændene fra altanerne. Som tidligere nævnt kommer der hyppige vredesudbrud fra altanerne, når ting ikke forløber, som mændene mener, de skal. Hvad disse anmærkninger går ud på, er uvist, da de er på klingende arabisk, men kærlighedserklæringer var det tydeligvis ikke. … Når man her går forbi kvinder og piger i fællesarealerne kigger de strengt ned i jorden. …

Drengene ser derimod ud til at få helt fri snor! Kun i helt ekstreme situationer blev der grebet ind overfor dem. Deres lege i fællesområderne er vilde, larmende og i deres lege indgår som oftest krig og slagsmål. Man kan dog ikke undlade at bemærke, at det er i en påfaldende tidlig alder, at de starter med at øve sig på det, der tilsyneladende er en ynglingsdisciplin blandt arabere af hankøn. Legen kan med rette kaldes: “Mange mod en!“

Gruppen udvælger en svag person, jager så denne og banker, sparker og tyranniserer personen det bedste, de har lært. Det sker under stor ståhej, råben og skrigen. Nu er jeg jo ikke børnehavepædagog, men det ser ud til, at aggressioner og vrede i drengenes leg, er langt mere accepteret i disse kredse end hvad der ville være acceptabelt i en typisk dansk børnehave.

Det kommer sikkert ikke som nogen overraskelse, at disse fællesarealer primært bliver brugt af såkaldte danskere med anden etnisk baggrund. Jeg har indtryk fra mit eget arbejde med muslimer, at kriminaliteten falder i ghettoerne, jo færre ikke-muslimer der er. Medmindre det handler om rivaliserende bander eller kriminel undertrykkelse af kvinder, holder muslimer sig nemlig til at angribe ikke-muslimer og ikke-islamiske autoriteter.

Så du et lignende mønster i dine år i ghettoen?

“For mig var det et relativt trygt sted at bo. Jeg har kun et par enkelte gange følt mig lidt truet af nogle af de muslimske grupper, der findes i nabolaget. Det var dog ikke situationer, der udviklede sig ud over provokerende attitude og opførsel.

En bekendt i området, der er etnisk dansk, havde dog det problem, at en af disse unge grupper råbte “luder” efter hans kæreste. Han gik ud og spurgte dem, om der var nogen, der mente hans kæreste var en luder?

Det var der ikke, men et par uger efter, da han skulle på arbejde, fandt han sin bil brændt ned!” …

“Det er min opfattelse, at så længe det foregår på deres præmisser, så laver de ikke specielt meget ballade i deres egen “base”.

Et eksempel på dette er buschaufførerne. Da jeg flyttede derud bemærkede jeg, at det var som om, at billetter ikke spillede den store rolle for buschaufførerne. Jeg mener – jeg har altid månedskort, som jeg viser, men de gad dårligt nok kigge på det. Rigtigt mange af dem var, i særligt overrepræsenteret grad, selv danskere med anden etnisk herkomst.

Da der så en dag sad en dansk buschauffør bag rettet, som rent faktisk krævede, at folk havde billet, opstod der en frygtelig ballade, da nogle af de arabisk/muslimske passagerer pludselig skulle til at købe billet!

Der blev både lovet tæsk, halshugning og buschaufføren blev beskyldt for at være racist af værste skuffe. … Det kom slet ikke på tale at tilkalde politiet. Faktisk har jeg aldrig set politiet i området i de år, jeg har boet der.”

[...]

Unge mandlige muslimer dominerer ofte gadebilledet i de muslimske områder. Hvordan vil du beskrive deres attitude og adfærd?

“Deres attitude og adfærd er i hvert fald ikke særlig dansk. Hvis danskere bliver vrede, højtråbende og aggressive over for deres koner, børn, pårørende eller omgivelser, så er det vel ikke ligefrem noget, der bliver set på med misundelse. … Det virker ikke som om, der er den samme tilgang til disse følelsesmæssige udbrud i muslimske kulturer. Her er det mere en måde at vise styrke og handlekraft på.”

På top 10-listen over sveriges største skyldnere for gæld opstået ved trafikforeseelser er der en enkelt med et svensk navn, en enkelt finne, og hele otte med med oprindelse i Mellemøsten. Fra Aftonbladet – Har p-böter för miljoner.

“De är Sveriges värsta felparkerare – och skyldiga svenska staten hundratals miljoner kronor. Myndigheterna har jagat dem i åratal. De har stora skulder hos Kronofogden – skulder som ekobrottsmyndigheten misstänker har koppling till kriminell verksamhet över hela landet. För den person som står registrerad på bilen är oftast inte den som använder den. Ägarna fungerar i stället som så kallade bilmålvakter och registrerar sig på tusentals bilar.

– … personerna som använder dem kan parkera var de vill och köra igenom alla trängselavgifter, det drabbar ju ändå bara personen som står på bilen. Det här systemet ger immunitet till den som kör bilen, säger Lennart Nilsson, kronokommissarie på ­Kronofogden i Malmö.

Det är i Malmö som de mest ökända bilmålvakterna finns.

– Jag gillar inte uttrycket, men de här personerna är i princip indrivningsimmuna…

– Det är ett svårarbetat klientel som rör sig i en undre, svart värld. Det är en värld som vanliga Svensson inte tror finns. Om de har ­inkomster, så beskattas det inte. Det är ett stort irritationsmoment, säger Lennart Nilsson.”

I krig er sandhed det første ofre, og som blogger skal man tænke grundigt over hvilke historier man tager for gode varer, ikke mindst dem der baserer sig på utydelige videoer oploadet i cyberspace. Palæstinenserne har perfektioneret den medievendte krig, men de er i det hele taget gode til den slags i Mellemøsten.

Vestlige hopper ofte i med begge ben samlet. Efter massakren i Al-Houla konfronterede Tidsskriftet Ræson eksempelvis en række politikere fra højre til venstre: “Er der overgreb fra Assad-regimets side, der efter din mening ville tvinge de vestlige lande til indgriben…”. De svarede stort set samme. Døde børn har det med at flytte hegnspæle i den politiske debat.

(Al-Houla, Syrien; Youtube)

Jeg skal ikke påstå jeg kender den fulde sandhed, men noget er helt galt. Her lidt fra en artikel i National Review, der henviser til Frankfurter Allgemeine Zeitung, der vender det hele på hovedet – Report: Rebels Responsible for Houla Massacre.

“… a savage massacre of over 90 people, predominantly women and children, for which the Syrian regime of Bashar al-Assad was immediately blamed by virtually the entirety of the Western media. … according to a new report in Germany’s leading daily, the Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ), the Houla massacre was in fact committed by anti-Assad Sunni militants, and the bulk of the victims were member of the Alawi and Shia minorities, which have been largely supportive of Assad. For its account of the massacre, the report cites opponents of Assad, who, however, declined to have their names appear in print out of fear of reprisals from armed opposition groups.

According to the article’s sources, the massacre occurred after rebel forces attacked three army-controlled roadblocks outside of Houla. The roadblocks had been set up to protect nearby Alawi majority villages from attacks by Sunni militias. The rebel attacks provoked a call for reinforcements by the besieged army units. Syrian army and rebel forces are reported to have engaged in battle for some 90 minutes, during which time “dozens of soldiers and rebels” were killed.

“According to eyewitness accounts,” the FAZ report continues,

the massacre occurred during this time. Those killed were almost exclusively from families belonging to Houla’s Alawi and Shia minorities. Over 90% of Houla’s population are Sunnis. Several dozen members of a family were slaughtered, which had converted from Sunni to Shia Islam. Members of the Shomaliya, an Alawi family, were also killed, as was the family of a Sunni member of the Syrian parliament who is regarded as a collaborator. Immediately following the massacre, the perpetrators are supposed to have filmed their victims and then presented them as Sunni victims in videos posted on the internet.

The FAZ report echoes eyewitness accounts collected from refugees from the Houla region by members of the Monastery of St. James in Qara, Syria. According to monastery sources cited by the Dutch Middle East expert Martin Janssen, armed rebels murdered “entire Alawi families” in the village of Taldo in the Houla region.

Already at the beginning of April, Mother Agnès-Mariam de la Croix of the St. James Monastery warned of rebel atrocities’ being repackaged in both Arab and Western media accounts as regime atrocities. She cited the case of a massacre in the Khalidiya neighborhood in Homs. According to an account published in French on the monastery’s website, rebels gathered Christian and Alawi hostages in a building in Khalidiya and blew up the building with dynamite. They then attributed the crime to the regular Syrian army. “Even though this act has been attributed to regular army forces . . . , the evidence and testimony are irrefutable: It was an operation undertaken by armed groups affiliated with the opposition,” Mother Agnès-Mariam wrote.”

(Multireligiøse Syrien)