3. november 2013

Svenske U17-landsholdsspillere fejrer scoring med bøn under VM-kamp i Forenede Arabiske Emirater

Svensk fodbold er ikke kun den uforlignelige Zlatan Ibrahimovic. Fredag slog det svenske U17-landshold Honduras 2-1, og spillede sig hermed i semifinalen i U17-VM, der i disse dage afholdes i de Forenede Arabiske Emirater. Herunder ses Malmø’ske Erdal Rakip fejre sin udligning til 1-1. Han sekunderes i sin underkastelse på bede-græstæppet af Mirza Halvadzic, Valmir Berisha, og lidt forsinket Gentrit Citaku.

(Sheikh Khalifa International Stadium, Al Ain, 1. november 2013; Youtube)

Oploadet Kl. 20:17 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


11. oktober 2013

Yahya Hassans anti-islamiske aforismer: ‘Jeg kan ikke bruge Allah til noget’, ‘Det er hele tiden os og dem’

Yahya Hassan er opvokset i Trillegården, og kunne i princippet have været en af de mange små drenge på legepladsen for år tilbage, da jeg selv boede på Trillegårdsvej. Langt interview med Yahya Hassan i onsdagens Jyllands-Posten, der fint illustrerer at hans opgør ikke bare er med forældregenerationen, men også Islam og mellemøstlig kultur. No more, no less. Fra Jeg kan ikke bruge Allah til noget (ikke online).

“Interviewet afbrydes, da Yahya Hassans telefon ringer. Der tales højt på arabisk. ‘Det var min mor,’ konstaterer digteren kort efter og læner sig afvæbnende tilbage med hænderne foldet i nakken. ‘Hun ringer indimellem og skælder mig ud, fordi jeg taler dårligt om min far. Ifølge Koranen er det respektløst at konfrontere manden. Det er derfor, at de her historier aldrig kommer frem.‘ …

Jeg kan ikke bruge Allah til noget,« siger den 18-årige digter, som er træt af hykleriet blandt indvandrere i ghettoer som Mjølnerparken, Vollsmose og ikke mindst Trillegården i Aarhus V, hvor han selv er vokset op.

‘Ghettoerne er fyldt med dumme perkere, som render rundt i joggingtøj. De går til fredagsbøn, men bruger ugens øvrige dage på at stjæle, hæle, drikke sprut og gå i seng med danske piger. Når de sidder i fængsel, bladrer de lidt i Koranen, anskaffer sig en bedekæde og optjener gode gerninger, så de kan begynde forfra med alt det forbudte.’

Digteren har selv stjålet, solgt stoffer og slået uskyldige mennesker ned. Efterfølgende har også han bedt om syndsforladelse. ‘Men jeg orker ikke mere hykleri. Folk spørger, om jeg er muslim. Men hvordan kan jeg være muslim, når jeg ryger, drikker og knepper og i øvrigt aldrig kunne drømme om at bede eller faste? Religionen skal ind i dette århundrede.

Hidsigt opremsende gør Yahya Hassan op med forældregenerationen, som han beskylder for at have slået ring om deres børn og forhindret dem i at blive integreret: … Vi havde ingen planer for Allah havde planer for os.

‘Forældregenerationen har skabt splid,’ siger Yahya Hassan.

De har spildt tiden på at spille kort og glo på Al Jazeera, mens de har svinet jøderne til og advaret deres børn mod at stole på danskerne. Selv rådnede de op på kontanthjælp. … De har fritaget deres børn fra kristendom og idræt. Alene det, at man ikke må bade sammen med danske børn, skaber en kropslig distance. Det er hele tiden os og dem.‘. …

Yahya Hassan har aldrig oplevet sine forældre vise interesse for det danske samfund.

»Allah havde jo planer for os. Lad os vente og se, hvad han har til os. Af godt og skidt. Folk hænger fast i religionen, fordi de er bange for at komme i helvede. De er indoktrinerede og har Allah hængende over hovedet konstant.«

[...]

Yahya Hassan har ikke længere kontakt til sin far. Forældrene er skilt, men faderen har giftet sig igen, og i digtsamlingen beskylder Yahya Hassan ham for at begå socialt bedrageri: Han er muslimsk gift men separeret hos kommunen så hans kone er enlig mor på bistandskontoret.

‘Han gør som alle andre i ghettoerne,’ tilføjer digteren.

»Perkerne konkurrerer nærmest om, hvem der kan begå mest socialt bedrageri. Fædrene modtager kontanthjælp og sælger samtidig hælervarer til venner og bekendte. Mødrene modtager kontanthjælp og arbejder sort som opvaskere på restauranterne. I ghettoen svindler alle sig til overførselsindkomst. De flytter adresse for at få mere i SU og lyver sig syge for at få førtidspension. …«

[...]

‘Jeg får dødstrusler hver eneste dag,’ siger han og finder en af de truende beskeder. ‘Muslimerne siger, at de nok skal finde mig. At de kommer efter mig. Men de kan bare komme alle sammen. Jeg giver ikke en skid for de tumper.‘”

Oploadet Kl. 07:25 af Kim Møller — Direkte link67 kommentarer


8. oktober 2013

“… den der med at det er de her få der ødelægger det for alle de andre… Det forholder sig helt omvendt”

Den debuterede digter Yahya Hassan var gæst i søndagens Deadline, og det var ikke ligefrem en nem opgave for Martin Krasnik. Han talte før han tænkte, og har endnu ikke tillært sig rød kunstner-lingo. Han nægtede at være offer for samfundets marginalisering, og gjorde sig ingen ingen illusioner om moderat Islam. Islam er Islam, og det er uforenelig med dansk kultur. Her lidt af det bedste – Digter: Yahya Hassan – Jeg er fucking vred.

Yahya Hassan, digter: … min far har ikke haft overskud til at have børn, og så er det typisk i arabiske familier, at man så lige laver seks-syv i streg. … Så kan det godt være at du har dine traumer fra flygtningelejrene, men så må du lade være med at sætte liv i verdenen. …

Man kan sige, i forhold til forældrene, er det jo hyklerisk, at på den ene side så beder de og faster, og alle de her andre påbud, samtidig med at de i stor stil bedrager samfundet, på mange måder. Jeg ved. For eksempel når man som ung skal søge SU, så er det ganske naturligt at du for 500 kroner kan ringe til en og få din adresse der, og så få lidt mere i SU. Og SU’en, i sådan et fattigt hjem, den skal man jo ikke tro at den går til de studerende, den bliver jo ligesom delt op, for der er ikke så mange penge at gøre med. Det er en stor tendens. … Det er ikke bare i min familie. Jeg kommer ligesom fra det her miljø. Jeg kender det ind og ud, og det kan godt være der er nogle der mener jeg en svans eller en vantro, at jeg ikke skal tro at jeg er noget, og sådan noget, men sandheden er, at jeg er opvokset i det her miljø. Jeg bliver tit ringet op af folk, som enten vil sælge mig det ene eller andet, spørger om jeg kender en adresse, da jeg havde min egen lejlighed blev jeg tit ringet op af nogen som ville give mig nogle penge (for) – af kriminelle, men også folk der ikke er kriminelle. På den måde er det jo kriminalitet, men… Alle mine fætre er kriminelle. Jeg har dog for tiden 2-3 stykker som er inde og bure, så de har en lille pause. Hvor de så bruger tiden på at begynde at bede igen og sådan nogle ting – i hårde tider.

Martin Krasnik, DR2: Du taler faktisk både om det sociale og det religiøse ik’?

Yahya Hassan: Det er en blanding af det her sociale. Det er jo det der er det største problem, at de ikke kan administrere den religion på en fornuftig måde. De er efter behov, en underklasse-Islam. Folk som er moderate efter behov. Jeg har snakket med nogle stykker på Facebook her på det sidste, alle de reaktioner der kommet, hvor der er en Ismail fra Mjølnerparken der spørger hvorfor jeg ikke er muslim, og jeg svarer så, at det er jeg ikke, fordi jeg beder ikke, jeg faster ikke, og jeg ryger en masse hash. Og jeg kan også godt lide at drikke sprut, og jeg kan også godt lide at gå i seng med danske piger ik’. Så siger han, at ‘jeg gør det samme, men jeg er stadig muslim’. Så han anerkender hykleriet, men holder fast i sin islamiske identitet.

[...]

Martin Krasnik: … Hvad er forskellen på den etnisk dansk underklasse, og den nydanske underklasse? Er det, det samme?

Yahya Hassan: Det er hykleriet. Religionen er ikke noget skadeligt i den etnisk danske underklasse. Der danser man bare rundt om juletræet, får julegaver og hygger sig. Det gør man ikke (i) – det er hykleriet de skal slippe af med. De bliver nødt til at indse, at I alle sammen går i seng med piger, at I alle sammen kan lide at drikke sprut, at I alle sammen gør en masse ting som jo er ganske normale. Hvorfor er det så i bliver ved med at sige at det er syndigt, det er syndigt, når I hele tiden gør det. … Det har noget at gøre med, at der findes en generation af en masse dumme perkere, som render rundt og ikke anerkender det samfund de lever i. Som ikke accepterer danskerne, altså, I er fandme i danskernes land. Så jeg kan simpelthen ikke forstå den mentalitet.

Martin Krasnik: Der er mange der vil sige, at det skyldes sociale forhold… hvad tænker du om det?

Yahya Hassan: … når man ikke engagerer sig i det her, og bliver ved med at indoktrinere, så er det ikke længere systemets skyld. … Det er forældrene der har et ansvar i forhold til at opdrage et menneske, som kan acceptere noget som er anderledes fra en selv. De tror jo at alt hvad der ikke ligner en selv skal bekriges, og at det ikke er noget der dur. Altså hvis man ikke, som der var en der skrev på Facebook, om de her ikke bare skal smides ud, men hvis man vitterlig ikke trives i det land man nu engang er i, så må man prøve at finde et andet land.

[... Sociolog Aydin Soei mener han generaliserer ...]

Yahya Hassan: Som sagt så skal han bare holde kæft… Det er en trussel at vi har sådan nogle idioter som bor over det hele i det her lille land, som tydeligvis ikke forstår hvad frihed er, hvad det vil sige at anerkende et andet menneske som et menneske… Jeg ikke ved ikke hvorfor han kører den der idiot-retorik som alle de sure arabere de kører. Det handler ikke om at der ikke er nydanskere i det her land som klarer sig godt… Jeg ved da godt sådan nogle mennesker findes. Jeg taler om underklassen, tag ud til hvilken som helst ghetto, tag til Gellerup, tag til Trillegården, tag til Nørrebro, tag til Tingbjerg, så ved du hvordan tingene hænger sammen. Alle sælger hash, alle stjæler, alle hæler – min fætre gør det, alle andre gør det. Jeg kender de her mennesker, det er sådan miljøet er, altså. Hvis du er journalist så render du ind i journalister, hvis du er kriminel, så render du ind i kriminelle – og alle sammen bor derude. Så jeg ved ikke rigtigt hvorfor de har behov for at putte det over i, at jeg fralægger mig mit ansvar, og jeg peger – den der med at det er de her få der ødelægger det for alle de andre. Det er fuldstændigt absurd. Det forholder sig helt omvendt.

(Yahya Hassan oplæser ‘Langdigt på Deadlines Facebook-side, 6. oktober 2013)

“… Jeg pisser på Allah og hans sendebud, og på hans alle mulige uduelige disciple.” (Langdigt, Deadline på Facebook, 7. oktober 2013)

“Han lavede fem børn med bitre hjerter / Og fandt et nyt tørklæde og lavede tre mere” (Skuffelsen; Den Frie på blogspot)

Oploadet Kl. 01:30 af Kim Møller — Direkte link56 kommentarer


5. oktober 2013

Dansk-palæstinenser digter om livet, når “… dine forældre kun opdrager dig med tæsk og korancitater”

Suzanne Brøgger skriver stadig i Politiken. Her noget læseværdigt fra samme avis – Digter: Jeg er fucking vred på mine forældres generation.

“‘Jeg er fucking vred på mine forældres generation, der kom til Danmark i slutningen af 1980’erne. Den der kæmpe gruppe af flygtninge, der skulle forestille at være forældre, har totalt svigtet deres børn. Så snart vores forældre landede i Kastrup, var det, som om deres rolle som forældre hørte op. Og så kunne vi se vores fædre rådne passivt op på kontanthjælp i sofaen med fjernbetjeningen i hånden, ledsaget af en desillusioneret mor, der aldrig sagde til eller fra. … vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre. Vi er den forældreløse generation’.

Ordene kommer fra den 18-årige Yahya Hassan, som i denne måned debuterer med en digtsamling, der udkommer på Gyldendal. … Selv om lyspunkterne er mange i Yahya Hassans liv i dag, var de svære at få øje på i barndomsmørket i Aarhus Vest, der var præget af vold, angst og uforudsigelighed.

Jeg er blevet tæsket som barn. Systematisk tæsket. Alle mine venner blev opdraget med tæsk. Min far brugte tid på at finde straffe til mig og mine søskende. Han tvang os til at stå på et ben med ansigtet vendt mod væggen i timevis med hænder udstrakt til hver side. Det er jo sygt. Det var heller ikke så meget, at de ikke kunne hjælpe os med vores lektier og citere klassiske digte, men snarere at de ikke gad os, at de ikke overskuede deres egne børn, det er det, der gør mig harm i dag. Det er det, jeg angriber i mine digte. …’.

‘… Det værste af alt var, at de rent faktisk havde tid til os, men brugte den på alt andet. Mændene spillede kort, dovnede den, gik i moske og så nyheder fra Mellemøsten, mens kvinderne havde travlt med at sladre og jagte tilbud i Føtex. … Langt de fleste fædre i mit område, hvor jeg er opvokset i Aarhus Vest, var arbejdsløse og på kontanthjælp. De havde al den tid i verden, de kunne ønske sig, men brugte den ikke på os. …’.

[...]

‘… Råddenskaben er overalt i ghettoerne. Se bare på, hvordan mange i underklassen opfatter velfærdsydelserne og staten. Samtidig med at voksne mænd kan recitere hele Koranen, går i moske hver dag og spiller hellige, er der ingen kvaler forbundet med at snyde og bedrage systemet – især når det handler om at få tildelt førtidspension. Den sociale råddenskab er gennemgribende. Prøv at se på, hvor mange unge og raske drenge i de danske ghettoer der kan løfte 100 kg jern i strakt arm i træningscenteret og samtidig får tildelt førtidspension, fordi de ikke er egnet til arbejdsmarkedet. Førtidspensionen er ligefrem noget, man stræber efter og fejrer, når man får det’. …

‘… hykleriet er klart større i den nydanske underklasse, hvor man på den ene side bryster sig af at være rettroende muslim og på den anden side bedrager samfundet. Det er patetisk, når en fra min hjemby Aarhus, som jeg ved arbejder sort og har snydt sig til kontanthjælp, sidder og belærer mig om, at jeg skal opføre mig ordentligt. Det er svært at tage seriøst. Han beder sine døtre om at tage tørklæde på, men nedstirrer andre kvinder på gaden, når de går forbi ham. … De mænd lever i en mærkelig fantasiverden, hvor de kan hore, drikke og stjæle og om aftenen gå i moskeen og søge tilgivelse. … Jeg har ikke respekt for den slags hykleri. …’.

Men når du entydigt giver forældrene skylden, glemmer du så ikke det individuelle ansvar, de her drenge har for deres egen fremtid?

‘Hvis du aldrig har lært, hvad der er rigtigt eller forkert hjemmefra, er det svært at træffe de rigtige beslutninger som ung. Hvis dine forældre kun opdrager dig med tæsk og korancitater og aldrig med dybe samtaler, så er det svært at være forberedt på det, samfundet har at byde dig. Når forældrene har gjort deres for at skabe et sundt og godt menneske, kan du tale om personligt ansvar«.

Nu har vi en begavet, ung mand, som dig, der kommer på banen og i talesætter forældresvigtet. Hvad foreslår du, der skal gøres?

»Først må vi anerkende, at der er et kæmpe problem her. Og når jeg siger vi, mener jeg nydanskere. Berøringsangsten kommer sjovt nok ikke fra de etniske danskere, men fra nydanskerne selv. Dernæst har man tøvet for meget med at anbringe børn med nydansk baggrund, selv om forældrene i alles øjne ikke var i stand til at være forældre. Fordi de har haft en anden kultur, har man haft større forståelse for, at de tæskede deres børn. Sådan gør man jo i Mellemøsten. I dette misforståede hensyn har de etniske danskere ramt ved siden af. Men først må min generation gøre op med deres forældres svigt«.”

(Yahya Hassan på Politiken TV, oktober 2013; Poltv)

“I flere år havde han en kriminel løbebane, men så tog hans liv en helt ny drejning. Det skete da han blev introduceret til rapmusik.” (TV2 Østjylland, 2010)

“Umiddelbart ligner han en succes, men for bare et år siden blev han smidt ud af en højskole, året før var han varetægtsfængslet for røveri…” (Politiken, 2013)

Oploadet Kl. 22:24 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


26. september 2013

Hanna Ziadeh (tidl. militant kommunist) om det arabiske forår: “Det er det rene mareridt efterhånden.”

Kasper Støvring fortsætter med at tørre gulv med naivistiske meningsdannere, der i eufori over ‘det arabiske forår’ gav fæle kulturkonservative mørkemænd det glatte lag. Det går blandt blandt andet ud over Fathi El-Abed, men han kunne sådan set også have set nærmere på den mere lødige Hanna Ziadeh.

I sidste måned sendte DR en dokumentarfilm om det arabiske ‘efterår’ baseret på Hanna Ziedah, der ifølge programomtalen ved alt om hvordan det er at tilhøre en minoritet, fordi han ikke bare er homoseksuel ateist af kristen afstamning, men også er halvt libaneser/palæstinenser. Spørgsmålet er om mellemøstlige aner ikke nærmere gør meningsdannere inhabile om samme. Naser Khader er næsten skræmmeeksemplet.

I udsendelsen fortæller Hanna Ziadeh, der i dag er medarbejder ved Institut for Menneskerettigheder, at han som 14-årig blev en del af Demokratic Front for The Liberation of Palestine (DFLP), en sekulær maoistisk terrororganisation til venstre for kommunisternes foretrukne. Gruppen stod eksempelvis bag Ma’alot-massakren i 1974, hvor tre DFLP-militante myrdede 22 skoleelever livet med håndgranater og automatvåben.

(Hanna Ziadeh, DFLP-militant, ca. 1988-1990)

Ziadehs politiske fortid skal ikke bruges imod ham, for i det mindste har han lært af sine erfaringer. Herunder lidt fra dialogen i En chokerende rejse – Hanna Ziadeh og det arabiske efterår. Suppler evt. med Monokultur.

Hanna Ziadeh (Egypten): Ville det krænke dig hvis en muslimsk pige giftede sig med en ikke-muslim? Jeg vil gerne gifte mig med en muslim! Hvorfor må jeg ikke det?

Kamal Habib, islamist: Det går ikke! Sådan er islam, og der er intet, der kan ændre den islamiske lovgivning! Hverken i det 21. århunderede eller senere. Du forsøger at betvivle et spørgsmål om tro med din fornuft! Det står i sharia! Det er ikke tilladt at en muslimsk kvinde gifter sig med en ikke-muslim! Sådan er islams natur. Islam hersker over alle og ingen hersker over den!

Hanna Ziadeh: Hele det offentlige rum i Egypten er totalt farvet af islam. Hvis de kunne farve træstammerne grønne og kalde dem for islamiske så havde de gjort det. Alt er islamificeret…

[...]

Hanna Ziadeh (Libanon): Jeg tror at det arabiske forår har sat nogle kræfter fri, og ingen anede hvilket omfang af forandringer det ville medbringe. Vi har alle haft en fornemmelse af, at islamisterne kan være stærke, men de er stærkere end vi har troet. Der er en afgrund af frustrationer og had i de arabiske masser, som vi er vidner til i øjeblikket. Det virker ikke som om at demokratiet har vundet revolutionen, og i Syien kan man frygte det går helt galt.

Mammuth Shureikh, forsker (Libanon): Hele tanken om demokrati, frihed og social retfærdighed er et europæisk koncept. Måske er den arabiske tankegang fremmed overfor de her moderne begreber. Det, der skete i Europa i 1848, og det, der sket i Frankrig i 1789 var en radikal og social omvæltning. Det samme sker muligvis ikke med Det Arabiske Forår. Vi har ikke en Rousseau, Voltaire, Kirkegaard eller Sartre.

[...]

Nedal Achqar, kristen libaneser, tidl. minister: Jeg er imod Israel, og jeg er imod ethvert europæisk land, som har sendt våben til Syrien. Dem alle sammen. … Det vigtigste for mig er, at dette oprør altid kommer til at dreje sig om et oprør mod Israel. Det ønsker Vesten ikke at vi siger. Du må forstå, at vi prioriterer Palæstina over alt andet.

Hanna Ziadeh: Så det retfærdigør alting?

Nedal Achqar: Selvfølgelig gør det det! Det retfærdigør alt! Jeg ville endda acceptere at blive sat 100 år tilbage i tiden. Jeg holder med syrerne og med iranerne fordi de støtter oprøret mod Israel.

Hanna Ziadeh: Vi to burde være på folkets side.

Nedal Achqar: Fortæl mig ikke, hvad jeg burde gøre. Spar mig for dine gode råd. Fuck dig og dine gode råd! Nu fortæller jeg dig min ærlige mening foran kameraet. Jeg er pisse ligeglad med dine holdninger.

[...]

Hanna Ziadeh (Nyhavn): … det samme med det arabiske forår. Jeg har da måtte tage mine egne holdninger til overvejelse. Selvfølgelig var Mubarak forfærdedlig. Selvfølgelig er Ghadaffi en forbryder, Assad er en større forbryder. Men det betyder ikke at vores oprindelige støtte til de her diktaturers modstandere, skal være ubetinget. Det er endnu en bristet arabisk drøm. Endnu en forspildt chance for at gøre op med generationer af undertrykkelse. Tingene gik ikke i den retning som vi ønskede. Hverken i Tunesien eller i Yemen, især ikke i Egypten, ej heller i Libyen og bestemt heller ikke i Syrien. Det er det rene mareridt efterhånden.



8. september 2013

Bæk Simonsen: Muslimer er demokrater, og demokratiet er på vej, men Assad-regimet er nødvendigt…

I en ny bog gennem Weekendavisens Klaus Wivel leveforholdene for kristne i Mellemøsten, og drager til sidst den konklusion at vi med det arabiske forår er vidne til en moderne ‘Endlösung’. Onsdag i sidste uge angreb islamistiske militser den kristne by Maaloula i det vestlige Syrien, og man behøver ikke være demograf for at se hvorledes frie valg vil udslette minoritetsreligioner.

(Maaloula, Syrien)

Lone Nørgaard skriver i dagens Jyllands-Posten, om hvorledes statsansatte forskere såsom Jørgen Bæk Simonsen, Thomas Hoffmann og Jakob Skovgaard-Petersen ikke har rustet danskerne imod den igangværende islamiseringsproces. Jørgen Bæk Simonsen er helt i særklasse, og det har været interessant at følge hans årelange Islam-apologi, der med et fler-årigt ophold i Damaskus, også blev til apologi for Assad-regimet.

(Balkaniseringen af Syrien)

Bæk Simonsens analyse i punktform: 1) Muslimer er demokrater som alle andre, 2) – men det er nødvendigt med et autoritært regime i Syrien, 3) – så Dansk Folkepartis mellemøstlige modsvar ikke vinder indflydelse. Kun tiden vil vise om mellemøstlige lærde “er lige så kulturfundamentalistiske som Dansk Folkeparti”, som han formulerede det tilbage i 2001, ugen efter 9-11.

Herunder lidt blandet fra diverse interviews, der i det mindste indikere, at Bæk Simonsen ikke altid tager fejl: Kun et autoritært regime kan skabe tålelige vilkår for religiøse minoriteter. Demokratisering qua folkelige krav om sociale rettigheder, lader dog vente på sig.

“… personer af begge køn kan bevæge sig rundt alene i alle døgnets 24 timer med en til næsten absurditet grænsende garanti for, at man hverken bliver antastet, forulempet eller tiltalt. Damaskus ligger i den del af Mellemøsten, som man fejlagtigt i et europæisk perspektiv altid tror er totalt domineret af konflikter, vold og elendighed, men der er ingen fare forbundet med at opholde sig i Syrien i almindelighed og Damaskus i særdeleshed. … Syrien er et nemt land at leve i, også for kvinder. Der er ingen krav om, at man skal bære slør i offentligt rum eller klæde sig på bestemte måder, uanset om man er mand eller kvinde. …

Hvad angår forestillingen om islamiske normer og muslimske traditioner er Syrien, ifølge Jørgen Bæk Simonsen, et liberalt samfund, der bærer tydeligt præg af, at befolkningen repræsenterer mange forskellige varianter af både islam og kristendommen. Det anslås, at fem til otte pct. af den syriske befolkning er kristne. Damaskus har med sine fire til fire en halv million indbyggere en årtusind gammel tradition for at være fler-religiøs, fler-sproget og fler-etnisk, men de fleste jøder er udvandret til Israel. Under tusind er blevet i Damaskus.” (Berlingske Tidende, 22. juli 2001: Dansk udkigspost i Damaskus)

“Det Danske Institut er lidt tilfældigt blevet oprettet i Damaskus. … Jørgen Bæk Simonsen mener personligt, at er Damaskus et godt valg. … Han er heller ikke bekymret for, at den politiske situation i Syrien kan eksplodere. … selvom en del mennesker i Syrien kunne ønske et opgør med Assad-familien, så er tendensen i hele Mellemøsten, at regimerne åbner for indflydelse til en del af oppositionen for at holde ekstremisterne uden for indflydelse. … Befolkningen i Syrien er meget ung, og de unge vil presse på for, at de åbninger, der var nødvendige i forhold til økonomien, bliver bredere, siger Jørgen Bæk Simonsen.” (Kristeligt Dagblad, 17. september 2001: En dansk bro til den arabiske verden)

“Selv om Syrien på mange måder har været en succes som nationalstat, så skriger landet på investeringer og i særdeleshed ny teknologi. Den arabiske republik har længe sat sin lid til Europa…

- Så Syrien handler i modsat til irakerne pragmatisk. Styret kender sine begrænsninger. … Så hvis vi på nogen måde mener, at vores demokratiske værdier er værd at sprede, så bør vi gribe den chance med Syrien, men hele tiden huske på, at det altså er et samarbejde, siger Jørgen Bæk Simonsen. …

Og netop demokratiske elementer som disse er der gode eksportmuligheder for i disse år. Der blæser nemlig ifølge Jørgen Bæk Simonsen en del nye vinde i øjeblikket. Ikke blot over Syrien, men gennem hele den arabiske verden. … Når Mellemøsten nu viser tegn på stor modenhed i civilsamfundet, så skyldes det en proces, der har stået på længe. Den sociale modenhed har vi senest set i Libanon. Her er der to nogenlunde lige store dele af befolkningen, der jo er meget uenige om landets udenrigspolitik. Men alligevel demonstrerer de fredeligt side om side. Med respekt for at de hver især har forskellige holdninger.

- Derfor er der god grund til at støtte de kræfter, som forsøger at arbejde for flere borger-rettigheder her i regionen. Der er nemlig nu en social modenhed hos mange borgere. Og her kan en del af samarbejdet med regeringer som den syriske være, at de skal give borgerne flere rettigheder, hvis de vil have adgang til for eksempel ny teknologi. Som vi ser med Syrien, så kan en arabisk regering sagtens tænke logisk for at fremme sine egne interesser. Det skal vi altid huske på, når vi beskæftiger os med den her del af verden, siger Jørgen Bæk Simonsen.” (Fyens Stiftstidende, 20. marts 2005: Et lille fattigt land)

“I dag har han sin gang på Københavns Universitet som lektor ved Carsten Niebuhr Instituttet, og hjemme fra tv-stuen i Danmark ser han det syriske folk fremstillet på en helt anden vis, end han selv har oplevet på nært hold. Jørgen Bæk Simonsen kan ganske enkelt ikke genkende billedet af et vredt folkefærd, der tænder ild til ambassader.

“Jeg har i løbet af mine fire år i Syrien mødt bred forståelse og rummelighed hos syrerne. Men det er vigtigt at understrege, at kontakten, forbindelsen og den generelle relation til syrerne i øjeblikket er præget af, at Danmark befinder sig i skurkens rolle,” fortæller Jørgen Bæk Simonsen.” (Dagbladet Information, 8. februar 2006: Onsdagsprofilen: ‘Danskerne er ikke uskyldige’)

“»Der er sket flere forandringer til det bedre, men det er klart at det politiske styre i Syrien fortsat er autoritært. Men verdenshistorien rummer ingen eksempler på sådanne regimer, der har evnet at forblive uforandret. Der er i dagens Syrien en større bevægelighed i forhold til at diskutere en bred række af emner end der nogensinde tidligere har været«.

Hvad er status for det meget omtalte ‘Forår i Damaskus’, altså opblomstringen af demokratibevægelsen?

»Min vurdering er at de mindre grupperinger, som var aktive, da ‘Damaskus-foråret’ spirede frem i 2000-2001, nu har erkendt at man ikke bare kan presse bevidstløst på for forandringer. De har indset at man må formulere nogle passende bud på gradvise reformer, sådan at man ikke fremprovokerer en overreaktion fra regimets side. Der er nu blandt reformkræfterne en erkendelse af at forandringshastigheden skal sættes lidt ned«.

Men har oppositionen fået tænderne trukket ud?

»I et land som Syrien har der naturligvis været nogle tilbageslag, men jeg vil snarere sige ud fra mine møder med oppositionsfolk at de er blevet mere realistiske. Dengang da det politiske forår var på sit højeste kunne man opleve at de forskellige bevægelser nærmest overbød hinanden. Det gør de ikke længere. Nu er de indstillet på at tage det lange seje træk«. …

Demokratibevægelserne er måske mere fatamorgana end virkelighed?

»Nej, det ville være forkert at sige. Jeg synes tværtimod at det vi oplever rundt om i den arabiske verden er en voksende folkelig bevægelse for mere medbestemmelse og mod til at deltage i debatten. Det er spændende og løfterigt at se, hvordan demokratiønsket er funderet i en uddannet og økonomisk relativt stærk middelklasse. For første gang i Mellemøstens politiske forløb ser vi en bevægelse, der er i stand til at finde egne ben at stå på og som ikke er styret fra oven«. …

Syrien var i 1970′erne og begyndelsen af 1980′erne præget af militante islamister. Har de fået en genkomst i takt med situationens udvikling i Irak?

»Medierne hernede gør meget ud af at berette at sikkerhedsstyrkerne har arresteret udenlandske ekstremister, som man så har udleveret til deres hjemlande. Der har også været tilbageholdelser af hjemlige kræfter, som man mistænker for militante islamiske holdninger, men billedet er ikke som for 25 år siden«.

Amerikanske analytikere taler ellers om, at Syrien er en rede for al-Qaeda?

»Jamen, amerikanerne savner fuldkommen føling med virkeligheden! De ser hvad de vil se, fordi de lader sig forblinde af en blanding af hård ideologi og fordomme. Det er direkte pinligt, hvor ligegyldige de er med fakta. De vil forandre verden i deres billede. Det er skræmmende for alt, hvad der hedder almindelig menneskelig medindflydelse«.

Hvis du skal vove det ene øje, hvordan tror du så at Syrien tager sig ud om fem-ti år; samme styreform, semidemokratisk som i Egypten eller begyndende borgerkrig som i Irak?

»Jeg tror ikke at spændingerne i landet vil eskalere til en borgerkrig. Syrerne har taget ved lære af borgerkrigen i Libanon (1975-1990, red.) og tragedien i Irak. De skal ikke have klinket noget. Mit indtryk fra samtaler med folk både i systemet og oppositionen er, at Syrien med små, men sikre skridt bevæger sig i retning af et politisk system, der ikke længere domineres af kun ét parti. Men som med al anden udvikling – tænk på danskernes tilvænning til demokrati op igennem det 19. og 20. århundrede – tager en sådan proces tid. Det vigtige er dog, at processen nu er i gang. Det var den knap nok for fem år siden«.” (Politiken, 17. september 2005: Interview: Vi har ikke lært af historien)

Jørgen Bæk Simonsen mødte i sine fire år som leder i Damaskus en kolossal iver efter udveksling med Vesten, og han så igen og igen kulturelle møder blive til store, positive oplevelser… Den slags personlige oplevelser nedbryder fordommene, mener Bæk Simonsen.

De fleste danskere, der enten kom forbi instituttet i Damaskus eller var på ophold der, blev overraskede over kulturlivets mangfoldighed i området. Det siger meget om de medbragte fordomme, at både teater, musikliv og ikke mindst det litterære miljø var i stand til at overraske besøgende i så høj grad.” …

Jørgen Bæk Simonsen er ikke imponeret af nylige vestlige forsøg på at bidrage til forandring i Mellemøsten:

“Forandringer gennemføres bedst af mennesker, der synes der er noget at forandre. Og det moderne Mellemøsten er befolket af millioner, som er rimeligt uddannede og meget gerne vil have større muligheder for at deltage i planlægningen af og diskussionerne om deres samfund. Man støtter dem ved at lytte til, hvad de gerne vil, for det er dem, der ved, hvordan man gør.” (Dagbladet Information, 14. januar 2006: Kulturmøder: Møder i det kulturelle mylder)

- Damaskus er vel nok verdens tryggeste storby at færdes i, mener Jørgen Bæk Simonsen, religionsforsker og direktør for Det Danske Institut midt i den gamle bydel. Og én af grundene til det er nok netop Syriens ‘slyngelstatus’ -dvs. befolkningens frygt for myndighederne i det Baath-partikontrollerede militærdiktatur under nu afdøde præsident Hafiz Assads 30-årige styre, fra 2000 afløst af sønnen Bashar….

Den 62-årige mand, der kalder sig Rudi og er ‘den næstsidste jøde’ i Damaskus, tilbringer mange timer om dagen på den udendørs te-café skråt over for butikken, hvor der fra morgenstunden er fuld damp på vandpiberne.

- Turister har intet at frygte her. Er du måske blevet snydt eller bestjålet? Nej, vel?

- Herregud, jeg er jøde, men min butik ligger i skyggen af minareten, siger Rudi og påpeger, at også kristne syrere har et kvarter et par stenkast væk inde i den gamle bydel.

- Sådan er Damaskus. (Ekstra Bladet, 8. maj 2004: Syrien: Hvis bare de vidste)



23. juli 2013

Libanon: Drusisk familie skar penis af datterens sunni-muslimske mand: “- Det skal være en lektion”

I Svendborg stak en herboende tyrker i går sin svigermor nitten gange med kniv, da svigerfamilien truede med skilsmisse - og hermed også “at få ham udvist til Tyrkiet inden den midlertidige opholdstilladelse udløb”. Sagen er efter det fremlagte at dømme ikke æresrelateret. Her en klassisk mellemøstlig af slagsen, set på TV2.dk – Vred familie skar penis af svigersøn.

“En 39-årig libanesisk mand har fået skåret sin penis af af sin svigerfamilie. Familien var i mod ægteskabet mellem ham og deres datter. …

Episoden opstod efter Ahmad Rabih og den 19-årige Roudaina Melaab blev gift i al hemmelighed efter parret havde mødt hinanden på Facebook. Brudens familie, som er drusere var imod ægteskabet med den sunni-muslimske Ahmad Rabih, fordi det er imod deres religion. Det er ikke muligt at konvertere til den drusiske religion, og derfor gifter de sig kun indbyrdes. …

Efter 15 dages ægteskab ringede brudens forældre til Ahmad Rabih for at invitere ham og datteren over til middag, så de kunne forsones…

- Da vi kom ind af døren blev jeg angrebet af 6-7 personer. Jeg vidste ikke hvem der slog. Jeg blev slået med våben, bat, hænder og ben. Til sidst blev jeg taget ud og hendes bror og morbror skar den af og sagde: – Det skal være en lektion, fortæller Rabih Ahmad til Al-Jadeed.”

Oploadet Kl. 16:01 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


19. juli 2013

Medierne “… dobbelteksponerer den hjemlige, definerende klasses ønskebillede af bestemte kulturer”

Læserbrev af historiker Anders Orris i Jyllands-Posten.

Det globale udsyns abstraktion
Det er populært at hævde, at det i vor tid er nødvendigt med et såkaldt globalt udsyn. Oftest defineret som en abstraktion; et ikke-nærmere defineret smart diktum, der – hvis det defineres – ofte defineres negativt: Bestemte personer eller partier har ikke et globalt udsyn. Faste rekvisitter i denne negative definition er Dansk Folkeparti ohne ende, grænsebomme, EU-skeptikere, bestræbelser på at begrænse tilstrømningen af fremmede mennesker, endog blot at ville begrænse disses adgang til velfærdsydelser med videre. Alt sammen eksponenter for et manglende globalt udsyn.

Man må spørge: Hvad er egentlig et globalt udsyn? Der er to led i begrebet: globalt og udsyn. Hvordan står det egentlig til med det globale? Skal man tro de elektroniske mediers og avisernes udlandsdækning, vedrører det globale primært Mellemøsten og den endeløse række af symmetriske og asymmetriske krige her. Udlandet – det globale – er alt væsentligt Mellemøsten. Til nød USA, EU som magtkoncentration eller Fastlandskina.

Udlandet er ikke vore nordiske broderfolk, Sverige, Norge eller Finland, og slet ikke Canada, Argentina, Japan eller New Zealand. Særligt Danmarks Radios orientering om forholdene i disse lande er fornærmende ringe. Hvorfor er det sådan? Det hænger formentlig sammen med den hjemlige, definerende klasses mangeårige grundpostulat i flygtninge- og indvandrerdebatten. Et grundpostulat, der betoner, at der ikke findes noget grundlæggende modsætningsforhold mellem Europa og Mellemøsten.

Dobbeltsyn af hjemlig debat

Den definerende klasse og dens medieapparat har sat alle sejl til for at kujonere kritikerne af den førte flygtninge- og indvandrerpolitik, hvor de negative konsekvenser af kulturfremmed tilvandring systematisk bagatelliseres eller forties. I dette perspektiv er Mellemøsten et dobbeltsyn af den hjemlige debat, hvorfor man for alt i verden må fremmane en bølge af demokrati i Mellemøsten; en stigende bekendelse til pluralisme og menneskerettigheder. Ellers står man til at tabe afgørende ansigt i den hjemlige debat.
Kulturens mangfoldige legeplads

Det lover ikke godt for udsynet. Nej, for i den henseende er det påståede globale udsyn blot en instrumentalisering af en position i den hjemlige debat. I dets essens er det omsværmede globale udsyn navlebeskuende, fordi det ikke søger at beskrive den brogede verdens egentlige kompleksitet, men derimod dobbelteksponerer den hjemlige, definerende klasses ønskebillede af bestemte kulturer.

Der er to ting at sige om det globale udsyn. For det første fortjener det egentlige globale udsyn at blive bredt ud: Vi trænger til at høre mere om forholdene og samfundsdebatten i Canada, Argentina, Japan, New Zealand og mange andre vestlige lande. For det andet er der også en alternativ konsekvens at drage af et globalt udsyn. Betragter man Tahrir-pladsen, borgerkrigen i Syrien, endog blot de voldsomme optøjer i Tyrkiet eller Grækenland, er der god grund til at trække vindebroen op og både besinde og forskanse sig.

Det globale udsyn bør blive til et forbedret indsyn i vor egen kultur: en besindelse på forsvaret af vores homogene og stabile samfund; på vores – stort set – frimodige offentlige debat. For set fra min stol og set med mit globale udsyn er den store verden også og måske væsentligst truende, voldelig og fundamentalistisk. Ikke blot kulturernes velbehagelige og mangfoldige legeplads.



18. juli 2013

Dubai: 24-årige Marte gik til politiet efter voldtægt – fik 16 måneders dom for ‘sex utenfor ekteskabet’

Marxismen gjorde det moderne at se anskue islamiske doktriner, som et biprodukt af socio-økonomiske omstændigheder. Her en historie fra olie-staten Dubai, hvor man bygger tennisbaner på toppen af skyskrabere for sjov. Fra norske VG – Marte (24) anmeldte voldtekt i Dubai – dømt til 16 måneder i fengsel.

“6. mars i år anmeldte hun en kollega for voldtekt. Tirsdag denne uken ble hun selv dømt til 16 måneders fengsel for sex utenfor ekteskapet, samt for å ha drukket alkohol uten tillatelse. I dagens VG forteller hun i samråd med familien hele sin historie.

Det hele startet med en tur med jobben til Dubai. … Den siste kvelden på turen skulle Marte ut på byen med andre norske jenter og noen mannlige kolleger i den Qatar-baserte interiørforetningen hvor hun jobbet.

– Morgenen etter våknet jeg av at jeg ble voldtatt. Klærne mine var av. Jeg lå på magen, forteller hun.

Da hun gikk til politiet startet marerittet for alvor. Hun ble ikke trodd.

– To timer etter voldtekten spurte politiet meg: ‘«Gikk du til oss fordi du ikke likte det?’. Da skjønte jeg at de ikke trodde meg, sier hun. … Deretter blir Marte holdt i en celle på politistasjonen i til sammen fire døgn, siktet for å ha hatt sex utenfor ekteskap.

– De tok alt av penger, vesken min og passet mitt før jeg ble satt på cella. Det var iskaldt der inne, og ikke nok soveplasser til alle, forteller hun.”

(24-årige Marte Deborah Dalelv i Dubai – bemærk minaretten i baggrunden)

“Vi bor i et land som har et rettssystem som har kommet til den konklusjonen gjennom sin Sharia-lovgivning.” (Gisle Meling, sømandspræst i Dubai)

“Når jeg tager fat på det islamiske kvindesyn og mener, det skal bekæmpes, bliver jeg misforstået, for folk tror, at jeg vil kæmpe for de muslimske kvinder. Det vil jeg ikke. Jeg vil forsvare det danske kvindefrihedsideal og kæmpe mod, at det islamiske kvindesyn breder sig ind i vores kultur.” (Åse Clausen Bjerg på Facebook, 10. juli 2013)

Oploadet Kl. 15:29 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


11. juni 2013

Zenia Stampe: Mellemøsten kæmper for demokrati, egoistisk at sende islamist tilbage til Mellemøsten

Fredag i sidste uge deltog Zenia Stampe i Ordet er dit på P1. Et kvarter inde i programmet ringer Geoffrey Cain ind, hvad får den radikale indfødsrets- og forsvarsordfører til at tale frit fra leveren om hendes syn på udviklingen i Mellemøsten. Fra Skal vi smide antidemokratiske indvandrere ud? (51 min).

Anne Henderson, P1: Jeg vil gerne byde velkommen til Geoffrey Cain, som er meget uenig med med Kasper Reiss. Du ringer fra Hellerup.

Geoffrey Cain: Ja, jeg har en ganske kort kommentar til Zenia Stampe, som hele tiden taler om at sende folk til Gaza. Hvorfor netop Gaza, der findes 56 muslimske lande, så det kunne ikke være særligt svært at finde eet af dem, som vil modtage den islamist der åbenbart ikke deler værdier med de fleste andre danskere.

Anne Henderson: Geoffrey, hvorfor skulle de have lyst til at modtage nogen, som vi ikke ønsker at have i Danmark?

Geoffrey Cain: Hvorfor ikke, når de har samme holdning, som han har.

Anne Henderson: Så din holdning er, at hvis man selv bor i en islamistisk stat så kunne man tage imod et menneske som Abu Laban.

Geoffrey Cain: – som har de samme holdninger som ham. I de islamistiske stater, ja.

Anne Henderson: Jamen, lad os sende den over til Zenia Stampe.

Zenia Stampe, Det Radikale Venstre: Jov, men det vil jo svare til, at muslimer sagde, jamen – kan I ikke lige lægge hus til ham der Breivik, fordi han er jo kristen, og det er I jo også, så I deler jo også hans holdninger. Og det er jo altså et stort problem når man begynder, at tro at alle muslimer mener som Taimullah, og det er jo også en af grundene til…

Geoffrey Cain: - det har jeg ikke sagt!

Zenia Stampe: Jamen du siger der er 50 muslimske lande der deler hans holdning.

Geoffrey Cain: - ja.

Zenia Stampe: Jamen det er der jo ikke.

Geoffrey Cain: Det har jeg ikke sagt, men mange af dem gør.

Zenia Stampe: Så mange af dem gør? Så derfor skal man altså sende ham til et land hvor der måske er nogle radikale grupper…

Geoffrey Cain: Han kan selv vælge hvilket land han skal til. Der er 56 af dem.

Zenia Stampe: Jamen ved du hvad, det synes jeg simpelthen er så egoisk og tarveligt over for den muslimske verden, som lige nu kæmper, og der er utrolig mange millioner mennesker der har kæmpet for demokrati, kæmper for frihedsrettigheder.

Geoffrey Cain: Det gør de ikke – de kæmper for magt!

Zenia Stampe: Fint. Ved du hvad. At sende ham til for eksempel Syrien, eller til Libanon og så videre…

Geoffrey Cain: Han kan selv vælge hvor han vil hen.

Zenia Stampe: Jamen, det jeg siger, er jo at det er det samme som at modarbejde den kamp for demokrati og frihed som de her lande de kæmper for. Jeg synes det er så… over for de mennesker som…

Geoffrey Cain: De kæmper for magt, ikke for frihed.

Zenia Stampe: Altså, jeg ved ikke hvor du pludselig har forstand på, hvad folk kæmper for i Mellemøsten. Jeg har rejst i Mellemøsten og jeg har mødt utroligt mange unge muslimer som drømmer om at få det demokrati, få de frihedsrettigheder, som vi nyder af i Danmark.

Geoffrey Cain: Det er det de siger, men i virkeligheden er de ude efter at få magten.

Zenia Stampe: Hvad ved du om det? Hvor er du flabet at skyde folk sådan noget i skoene.

(14-årige Muhammad Qatta, myrdet af syriske ‘demokratiforkæmpere’; Facebook, WaPo)

Geoffrey Cain: Haha.

Zenia Stampe: … folk ofrer deres liv for at få frihed og demokrati, som du og jeg har. Så vil du sende sådan en mand som ham ned fordi…

Geoffrey Cain: Du kan se hvordan det er gået i Egypten.

Zenia Stampe: - jeg synes simpelthen, det er så flabet. Ved du hvad, jeg har mødt unge egyptere, der har kæmpet for at få en grundlov, og spurgt os – hvad skal vi gøre? Kan vi få gode råd af Jer. Og når jeg kigger på Egypten nu, så er det svært for dem, men jeg ved de kæmper. De gør alt hvad de kan for at få det samfund…

Geoffrey Cain: Det gør de sikkert, men det er et mindretal. Flertallet er islamister i Egypten.

Zenia Stampe: - og du vil så – Nej, det er de ikke. Men du vil så øge det…

Geoffrey Cain: – Jov, det er de! De har valgt Mursi som præsident.

Zenia Stampe: -ej, men det er jo ikke rigtigt, at de vi indføre et kalifat og deler den holdning som ham her Taimullah har. Men, men, men det er – jeg synes det er meget disrespektfuldt over for den proces mod demokrati og frihedsrettigheder som faktisk finder sted i Mellemøsten lige nu, at sige at alle antidemokrater som vi har i Danmark – dem er der heldigvis ikke så mange af – men dem vi har, dem skal vi så bare sende ned til Mellemøsten, så kan de sørme bidrage til kampen for demokrati dernede – de vil jo gøre det stik modsatte, og det synes jeg simpelthen er så hensynsløst og så tarveligt, over for de især unge mennesker, der simpelthen bare kæmper for at få det vi bare har heroppe.

Oploadet Kl. 23:47 af Kim Møller — Direkte link48 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper