16. august 2017

Søren K. Villemoes gennemgår Skovgaard-Petersens ekspertanalyser om Islam, islamisme og Egypten

Weekendavisens Søren K. Villemoes skriver på Facebook, at danske islamforskere har set sig sure på avisen, og ingen vil i debat med ham: “Ethvert kritisk spørgsmål opfattes som et personangreb.” Som en konsekvens heraf, har han gennemgået professor Jakob Skovgaard-Petersens udtalelser til medierne, og begået en yderst interessant kommentar. Konkret kritik af navngivne forskere, når sjældent overfladen i Danevang.

Det ligner lidt mit historiespeciale om Jørgen Bæk Simonsen, men jeg har ladet mig fortælle, at Skovgaard-Petersen ikke er drevet af ideologi. Islam-apologi fra øverste skuffe, ikke desto mindre. Den er lidt lang for formatet, men bør læses i sin helhed.

Som lovet: KRITIK AF PROFESSOREN

Professor Jakob Skovgaard-Petersen (JSP) er en ekstremt belæst og vidende mand, der indiskutabelt er en af vores førende eksperter på den arabiske verden og islam. Han har tjek på detaljer, anekdoter, obskure skikkelser og begivenheder, de færreste er bekendt med. I kraft af sin forskning, sin tid som leder af Dansk-Egyptisk Dialog-Institut, sit enorme netværk og sit store kendskab til regionen er han en kæmpe kapacitet, der sidder inde med en stor og detaljerig viden.

Men det er ingen garanti for, at man har fat i den lange ende, når det kommer til overordnede analyser af mere generel karakter. Historien har vist, at JSP grundlæggende har taget fejl i sin opfattelse af islams betydning for almindelige mennesker i Mellemøsten.

JSPs forskning og diplomatiske arbejde vil jeg ikke forholde mig til her. Det følgende omhandler kun hans rolle som ekspert i de danske medier. Her har han igennem de sidste årtier adskillige gange gjort det klart, at danskerne generelt har en forkert opfattelse af muslimer i Mellemøsten. Han har gentaget det mange gange. Dette citat, fra dengang han tiltrådte som leder af Dansk-Egyptisk Dialog-Institut i 2005, opsummerer hans synspunkt:

I Danmark er der en tendens til at forklare alt med islam, og i flere tilfælde er det ikke relevant. Man opfatter islam som et sæt af doktriner, som folk følger, og ikke som en religion, som folk tager stilling til. I Danmark opfatter man det sådan, at folk i denne del af verden har en primær identitet som muslimer, og at den er langt vigtigere end deres nationale eller professionelle identitet. Det er en meget grov forenkling, og derfor vil danskerne kunne blive klogere af denne dialog.’

Naturligvis skal man ikke forklare alt med islam (hvilket da også er en karikeret opfattelse af danskernes syn på Mellemøsten). Men omvendt skal man heller ikke undlade at forklare noget med islam. Overvurderede danskerne islams betydning i Mellemøsten? Eller var det snarere JSP, der undervurderede samme?

Ifølge ham havde vi et værdifællesskab med den muslimske verden, som danskerne ikke forstod. Som han formulerede det kort efter angrebet d. 11. september 2001:

‘Vi har meget mere til fælles med muslimerne, end mange tror. Når folk beskriver det her som et angreb på Vestens værdier, kan det selvfølgelig godt være, at de mennesker, der står bag, ser det på den måde, men de værdier, mange ser som vestlige – tolerance, retsstat osv. – er de samme i den muslimske verden.

Vestens og den muslimske verdens værdier var altså de samme. Vi havde ikke noget at lære Mellemøsten på det område. Som han formulerede det i samme periode:

‘Befolkningen i Mellemøsten kender faktisk til demokrati, selv om demokratiet ganske rigtigt knægtes i mange sammenhænge. Men demokratiet praktiseres faktisk nogle steder. For eksempel har jeg selv været vidne til valg på universiteter i Mellemøsten, der foregik lige så demokratisk som på danske universiteter. Uanset at der sker mange forfærdelige ting i mellemøstlig politik, så er det ikke sådan, at medbestemmelse, demokrati og retsstat er ukendte eller forkastede idealer for flertallet af borgerne i Mellemøsten.

Vi kunne måske ligefrem tage ved lære af dem. Som han sagde i 2010:

‘Derfor er det også en myte, når danske kommentatorer hævder, at der ikke skulle være kulturel selvkritik i den arabiske verden. Der er masser. Betydeligt mere end herhjemme.’

Da det Arabiske Forår kom i 2011, og man fik smidt Mubarak på porten, havde vi et historisk øjeblik. Endelig ville vi få et nogenlunde troværdigt indtryk af, hvad der gemte sig i det muslimske, arabiske folkedyb. JSPs mangeårige besked til danskerne skulle nu stå sin prøve. Og han havde store forventninger til Mellemøstens fremtid:

‘Politik vil ikke blive udtrykt så religiøst. De arabiske parlamenter vil rumme mere ægte politiske konfrontationer, som forhåbentligt vil føre interessen væk fra identitetspolitik og over til valget mellem egentlige politiske alternativer.’

Samme år skulle den egyptiske befolkning for første gang blive hørt ved et (relativt) frit valg. Inden valget vurderede JSP, at islamisterne i Det Muslimske Broderskab havde bevæget sig temmelig langt fra sit gamle slogan ‘islam er både en religion og en stat’, og at danskerne havde et alt for dystert billede af partiet:

‘I min optik er Det Muslimske Broderskab ikke den enorme, dystre magt, som mange vil gøre dem til. Det er ikke for at være deres talsmand – de er ikke specielt tiltalende. Men den måde, man i Danmark taler om islamisme på, er præget af, at folk enten ikke interesserer sig for religion, eller at man bruger islamisme som skræmmebillede i en dansk debat.

Danskernes uvidenhed om religion gjorde altså, at vi havde et alt for negativt billede af Broderskabet, der ifølge JSP gennem en længere periode havde bevæget sig imod mere demokratiske og liberale positioner. Partiet ønskede en civil stat, hvor det kunne deltage på lige fod med andre partier inspireret af deres islamiske grundsyn, var vurderingen fra JPS. Hans fornemmelse af det egyptiske vælgerdyb lød således:

‘Så vidt jeg kan se, er det heller ikke sådan, at egypterne nu i stort antal vil gå hen og stemme på Broderskabet.’

I stedet forudså han et parlament præget af flere store blokke og modsatrettede interesser, hvor ét parti ikke ville dominere. Hvad skete der?

Det Egyptiske Broderskab fik 36,3 % af stemmerne, de moderate islamister 3,3 %, mens de ekstreme salafister løb med hele 28,8 %. JSP havde ellers i årevis fortalt danskerne, at de egyptiske salafister slet ikke var interesserede i parlamentarisk politik. Men her var de så med næsten en tredjedel af stemmerne. Alt i alt gik et massivt flertal af stemmerne – hele 69 % – til enten islamister eller endnu mere hardcore islamister.

(Morsi-tilhængere, ca. 2012; Foto: ISO)

Ved præsidentvalget løb Broderskabets Morsi med 52 % af de egyptiske stemmer. Tidligere på året havde partiet godt nok lovet, at man slet ikke ville stille med en præsidentkandidat, hvilket JSP dengang havde set som bevis på, at de ikke ønskede at forplumre den demokratiske udvikling.

Efter i årtier at have belært danskerne om, at de overvurderede islams rolle i den arabiske verden – der ifølge JSP allerede abonnerede på de samme værdier som i Vesten – viste det sig, at danskerne havde ret, og JSP tog fejl. Over to tredjedele af det egyptiske vælgerkorps gik ikke til valgurnerne med deres nationale eller professionelle identitet, men med deres religiøse.

Og hvad så med Broderskabet? Havde danskerne virkelig et alt for dystert billede af det parti, JSP år efter år havde observeret bevæge sig i en mere og mere liberal, pragmatisk og demokratisk retning? Måske var Broderskabets islamisme slet ikke så slem? I 1998 havde Information refereret JSP for følgende synspunkt:

‘I virkeligheden har Islam nemlig mange af de samme idealer og principper for ytringsfrihed, som findes i Vesten i dag.’

Et lignende budskab havde han gentaget i 2011:

‘Der er ikke noget i islam, der forhindrer demokrati’

Alt dette kunne jo tyde på, at det var en falsk modsætning mellem Broderskabets islamisme og vestlige værdier, danskerne så. JSP havde selv fortalt os, at der trods en svag demokratisk historie alligevel var en stærk tradition for ideologisk tolerance i den arabiske verden:

‘Den arabiske verden har en stærk tradition for, at ideologisk uenighed udkæmpes med ord og ikke med våben.’

Måske ville denne stærke tradition vise sig, og danskernes dystre skepsis gøres til skamme?
Hvad skete der?

Broderskabets præsident Morsi gik straks i gang med at svække domstolenes magt og lave en ny forfatning, der skar kraftigt i egypternes borgerrettigheder på en række områder. Særligt kvinder og minoriteter blev stillet ringere. Og Shariaens position som lovgivningens udgangspunkt blev styrket. I overensstemmelse med denne blev religionsfriheden kun tildelt ‘bogens folk’, jøder, kristne og muslimer. Og religiøse (muslimske) institutioners magt og privilegier blev udvidet. Morsi nåede ikke langt. I 2013 blev han væltet, da general Sisi overtog magten ved et militærkup, der kostede mindst 817 mennesker livet.

Den stærke, arabiske tradition for at udkæmpe ideologisk uenighed med ord frem for våben lod vente på sig. Egypten var vendt tilbage til sin præ-revolutionære tilstand med en stærk mand i spidsen – hvilket ellers gik imod JSPs diagnose fra året før, hvor han sagde følgende til Ræson:

‘Én samlende leder kan ikke længere stå i spidsen som alfaderlig figur i de arabiske lande. Folk kræver medbestemmelse.’

Hvor langt Morsi, Broderskabet og salafisterne ville være nået med islamiseringen af landet, kan vi kun gætte på. Men vi kan nok godt besvare spørgsmålet: Var danskernes indtryk af det Muslimske Broderskab for dystert? Nej.

Det leder til svaret på et sidste, retorisk spørgsmål, som JSP selv formulerede, da han i 2011 gav min kollega Klaus Wivel genmæle på en kritisk kommentar:

‘Men er det ikke lidt forsimplet at tro, at verden er opdelt i dem, der ved noget om islam men ikke kan tænke kritisk, og så dem der som Klaus Wivel selv ikke ved meget, men til gengæld kan gennemskue det hele?’

Jo, det er nok forsimplet at tro. Men nogle gange er det tilfældet.



4. august 2017

Steffen Jensen om offentlige henrettelse i Yemen: Europæisk sund fornuft passer ikke ‘til Mellemøsten’

Der er intet galt i at henrette en mand, hvis han vitterlig har voldtaget og myrdet en 3-årig pige, men gør man henrettelsen til en tv-dækket folkefest med børn på lægterne, så dyrker man brutaliteten. Det må være problemets kerne.

Mellemøstkorrespondent Steffen Jensens strejfer sandheden i interviewet herunder, velvidende, at han aldrig ville forsvare Israels ageren i forhold til terroristiske muslimer med ‘europæisk tænkning passer ikke til Mellemøsten’-ræsonnementet. Fra BT – Han voldtog lille pige og blev henrettet på live-tv: ‘Det ligner en folkefest’.

“Henrettelsen fandt sted i går i Yemens hovedstad Sanaa. Ikke alene blev den transmitteret live på tv. Den foregik også offentligt. På byens største torv, hvor tusindvis af yemenitter jublede af begejstring. Som var det en folkefest.

Men ligesom forbrydelsen vækker vores vrede, fremkalder folkemængdens reaktion forargelse og fordomme hos mange. Og det er forståeligt nok, mener TV 2’s mangeårige Mellemøsten-korrespondent Steffen Jensen.

Det er nemt at sidde heroppe i den vestlige verden og gnide sig i hænderne og sige ‘hvor er det dog en flok bestialske barbarer’. For vi er en meget analytisk civilisation. Hos os er tingene dét, de giver sig ud for. Men i Mellemøsten er så mange ting et røgslør og blændværk. Vores forsøg på at afkode dét, der foregår, sker ofte efter europæisk sund fornuft, som overhovedet ikke passer til Mellemøsten,’ siger han og påpeger, at synet af jublende folkemængder ved offentlige henrettelser er ét, man ikke skal spole specielt langt tilbage i danmarkshistorien for at finde.

‘Så jo, man kan selvfølgelig sige, at de i Mellemøsten er 100 år bagud, hvis der vel at mærke findes en naturlov, der siger, at alle civilisationer skal gennemgå samme forløb.'”

(Offentlig henrettelse i Sanaa, Yemen, 31. juli 2017; Foto: Metro.co.uk)

Oploadet Kl. 09:01 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer


22. juli 2017

Koranens vej er rummelighed, inklusion og oplysningstidens idealer: Danmark bør lære af Mellemøsten

I sidste måned holdt Berlingske mikrofonen for en talsmand for Minhaj-ul-Quran (Koranens vej), der advarede mod højreekstremisme: “Vi moderate muslimer er udsatte…”, lød det. ‘Koranens vej’ er moderat, må man forstå. Troende muslimer er helt enige, at dømme efter tidens islamiske agitprop.

Koranen handler om rummelighed, inklusion, helt i pagt med oplysningstidens idealer, og vi i Vesten kan lære meget af mellemøstlig kultur. Taletid til Koran-tro i forskellige medier…

Koranens rummelighed og inkluderende holdning til andre religioner er unik, og den franske revolutions mantra ‘frihed, lighed, broderskab’ er som snydt ud af Koranen

Og dermed lever Koranen til fulde op til oplysningstidens idealer såvel som til FN’s menneskeretskonventions første og vigtigste artikel: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Mange muslimske tænkere mener, at Koranen dybest set er et redskab til at befri menneskene fra formynderi, undertrykkelse og diskrimination.” (Aminah Tønnsen i kronik, Kristeligt Dagblad, 17. juli 2017)

(Ehab Atiqa: ‘Danskere bør lære værdier fra Mellemøsten’; Collage: TV2 Fyn)

“Hvorfor mener du ikke, danske kvinder nødvendigvis er et forbillede for kvinder i de arabiske lande?

‘Man tænker ikke så meget over i Danmark, at arabiske kvinder altså også har sattelit-tv og følger med i statistikkerne og nyheder. De er ikke blinde over for den pris, vi har betalt for vores frihed i Danmark.‘” (Saliha Marie Fetteh, interview, BT.dk, 21. juli 2017)



14. juli 2017

Springrytter Tina Lund om livet i Dubai: “… den måde de behandler kvinderne på er enormt galant”

Den profesionelle springrytter Tina Lund flyttede til Dubai i 2013, men er hjemme i Danmark på ferie. Torsdag aften var hun gæst i Aftenshowet, for at fortælle om hendes liv i emiratet. Et land med et sharia-baseret retssystem, hvor man praktiserer pisk, stening og eksempelvis har dødsstraf for homoseksualitet og frafald. DR-værten var ikke ukritisk, men Tina Lund havde næsten kun positivt at fortælle om det lokale kvindesyn.

Indslaget kan ses på DR.dk

Mark Stokholm, Aftenshowet: Du er hjemme i Danmark på ferie, og lad os lige slå fast. Hvorfor synes du det er så dejligt, at være i Dubai?

Tina Lund, springrytter: Ja, men det er jo nok at komme fra lille Danmark, og komme ud i den store verden og opleve noget nyt. Og så også at komme ned i Mellemøsten, det er jo noget helt andet end herhjemme, og det synes jeg er enormt inspirerende, også at møde nye forretningskunder, og se nogle nye stævnepladser. Det synes jeg er enormt spændende.

Mark Stokholm: Men der er jo også de her store forskelle, blandt andet på hvordan kvinder bliver behandlet. Hvordan opfatter du det, i din daglig dernede?

Tina Lund: Ja, men, det har jo både været godt og negativt. … Ja, jeg kan jo godt lide at arbejde for nogle forskellige – Jeg har en god chef, som er mand, og lokal, og den måde de behandler kvinderne på er enormt galant. Altså, når man er ude at flyve, skal ud og ride et stævne, så er det businessclass, og når man er ude at spise, så kunne de aldrig finde på, at lade kvinden betale regningen. Det er altid manden der gør det. Der synes jeg egentligt, at man føler lidt, at det er lidt noget andet end herhjemme. De er meget gentlemen(-agtige). De har stor respekt overfor sine ansatte og sine kvindelige ryttere. […]

Mark Stokholm: Hvordan har du det, og med kvindesynet, sådan i det hele taget.

Tina Lund: Ja, men – Jeg tror det er lige meget hvor man er henne i verden, så kan man altså se nogle positive ting, og finde nogle negative ting. Og jeg synes det meste ved at bo i Duabi er positivt. Selvfølgelig er der nogle negative ting, men så længe det meste er godt, så er jeg egentligt godt tilfreds med det. Og som jeg sagde tidligere, så synes jeg det er enormt spændende, at møde en anden kultur. Det har jeg lært rigtigt rigtigt meget af…

Der er jo lidt andre regler. Hvordan man klæder sig, hvordan man begår sig. Det er jo for eksempel også, at man ikke må tale grimt til hinanden… Det synes jeg egentligt er meget rart, for det er ligesom at folk taler pænere til hinanden, og respekterer hinanden bedre, og det synes jeg egentligt er meget behageligt.

(Tina Lund, Dubai)

Oploadet Kl. 11:42 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer


2. juli 2017

105 artikler på DR Online om Trumps indrejseforbud: “… this was a significant and substantial victory”

Den 30. januar underskrev Donald Trump en lov om indrejseforbud for indvandrere fra muslimske lande, og fem måneder senere, har DR Online skrevet hele et-hundrede-og-fem artikler om sagen. Enhver form for politisk modstand var en artikel værd, herunder kritikken af Trumps reviderede indrejseforbud fra Demokraternes leder Nancy Pelosi, der pointerede at det nye dekret blot var en ‘ompakning’, og stadig umoralsk og forfatningsstridig.

Mandag kunne DR Online berette, at Trumps indrejseforbud var ‘delvis godkendt’, og således fik Trump sat sine mange modstandere på plads.

Hans A. von Spakovsky kommenterer hos Foxnews – Trump’s travel ban: Don’t be fooled, the Supreme Court handed the president a big victory this week.

“There seems to be some debate over the extent of the victory that the Trump administration won on Monday when the Supreme Court stayed (or lifted) almost all of the injunctions issued against his revised executive order temporarily suspending entry of foreigners from six terrorist safe havens. But there is no doubt about it – this was a significant and substantial victory despite the fact that the Court left a small portion of the injunctions issued by the Fourth and Ninth Circuit Courts of Appeal in place.

The Court accepted the case for review, and oral arguments on the substantive merits of the claims will be heard when the Court starts its new term in October. Most importantly for the national security and safety of the nation, the Court slapped down the appeals courts by dissolving large portions of the injunctions issued against the executive order until the Court hears the case. …

The Court lifted the injunctions on foreigners or refugees who have no connection to the U.S. According to the Court, the ‘interest in preserving national security is ‘an urgent objective of the highest order” and to prevent the government from ‘pursuing that objective’ by not allowing these restrictions ‘against foreign nationals unconnected to the United States would appreciably injure its interests, without alleviating obvious hardship to anyone else.’

But the Court left in place the portion of the injunctions that would apply to any foreigner ‘who can credibly claim a bona fide relationship with a person or entity in the United States.’

Some have painted this as setback to the administration, but that is also not true – it simply recognizes the procedures that the Trump administration had already put in place.

[…]

Something else that seems to have gotten lost in the reporting: this was a ‘per curiam’ decision. That means that all nine justices agreed to lift the injunctions. The fact that none of the justices disagreed is another sign of how far out-of-line the lower court decisions were.

The only partial dissent by Justice Clarence Thomas (joined by Justices Samuel Alito and Neil Gorsuch) was to tell the Court that it should have lifted the injunctions in their entirety.

The bottom line is that the Supreme Court in large part agreed with the president. The tenor of this decision shows that the challengers will have a very hard time in the Fall convincing the Court that the president acted outside his statutory and constitutional authority. Or that federal judges should substitute their judgment for that of the president when it comes to national security.”

Oploadet Kl. 12:10 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
Arkiveret under:


23. juni 2017

8210, Mellemøsten: “De har inddelt området i zoner og opstillet vagter ved de forskellige indgange.”

Man kan tage araberen ud af Mellemøsten, men man kan ikke tage Mellemøsten ud af araberen. Her lidt fra en velresearchet artikel på TV2 Online – Københavnsk bande slår lejr i Aarhus – ‘Vi overtager byen’.

“Vi er taget til Bispehaven for at lave research på historien om, at den københavnske bande Loyal To Familia er i gang med at etablere sig i området. Håbet er at møde nogle af de ledende medlemmer, og det viser sig at være lettere end forventet. I det øjeblik, vi trækker kameraet frem for at dokumentere politiets anholdelser, er vi omringet af banden.

– Pak kameraet væk! Mit ansigt skal sløres, lyder det i bestemt tone fra en af de unge.

De er upåvirkede af, at der står flere politibetjente lige ved siden af. Det her er deres område, og de bestemmer, hvad der skal ske.

Vi falder i stedet i snak med en beboer, der med opgivende øjne følger optrinnet på afstand. Han har boet her i mange år, men det har aldrig været så slemt som nu. Han forklarer, at de unge har forskanset sig i Bispehaven. De har inddelt området i zoner og opstillet vagter ved de forskellige indgange. Det minder ham om noget, han kender fra Mellemøsten, men aldrig har savnet.

– De har indrettet sig fuldstændig som i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. De opfatter det som deres eget lukkede område, hvor myndighederne ikke er velkomne, sukker han.

[…]

En af de ledende figurer i Brabrand-grupperingen læner sig op mod sin luksuriøse bil, mens han afviser, at grunden til balladen alene skal findes i en konflikt om, hvilke bander der skal kontrollere de forskellige bydele. …

Kort efter kommer der en besked over walkie-talkie til Black Armys ledere. De opholder sig i boligområdet Rosenhøj et par kilometer længere ude af Skanderborgvej og sender straks folk på gaden for at holde øje med de ubudne gæster.

– Det er sådan, vi lever, forklarer en af lederne.

– Når vi er i krig, kan vi ikke tage hjem for at spise eller gøre andre normale ting. Så sidder vi her i bilerne og spiser aftensmad, siger han og byder på en af de hjemmelavede sfeeha, en libanesisk kødtærte, som en af hans håndlangere netop har leveret…”

Oploadet Kl. 19:41 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


26. april 2017

Om fætter-kusine-ægteskab: “Du kan ikke lære min dreng her så meget, men det er godt, at han lever”

Kommentar af Lise Egholm i Berlingske – Vi må forhindre de mange fætter-kusine-ægteskaber.

“Det, der undrer mig og har undret mig i årevis, er, hvorfor vi ikke taler om og arbejder med, ja, måske ligefrem forbyder de ganske mange fætter-kusine-ægteskaber?

I mit arbejde som skoleleder på Nørrebro er jeg adskillige gange stødt på hjerteskærende historier, og de er sande, om den ulykke, disse ægteskaber kan resultere i. Som regel er de også arrangeret, og det i sig selv er naturligvis problematisk. …

Jeg har mange eksempler. Her et par: En far fortalte mig med stor glæde, at hans datter nu skulle giftes med hans brors søn, som skulle familiesammenføres fra Konya. Pigen gik i 7. klasse. Jeg undlod ikke at fortælle, hvad det kunne betyde for de mulige kommende børnebørn, men det skete alligevel efter et par år. Om børnene fik handicap eller ej, ved jeg dog ikke.

Efter 2. klasse tog vi på skolen nogle prøver i læsning, og det var heldigvis sådan, at de allerfleste børn klarede testen fint. En lille tyrkisk dreng havde dog kun to rigtige ud af 40 ord. Den dygtige dansklærer var meget bekymret og bad mig deltage i mødet med moderen. Jeg så på elevkortet og undrede mig lidt over, at der i familien åbenbart kun var ét barn. Moderen sagde, at der havde været tre, men de to var døde som små, for ‘vi har dårligt blod’.

Hun forklarede, at hendes mand var hendes fætter, hans forældre var fætre og kusiner, og hendes egne forældre var beslægtet. Hun sagde også: ‘Du kan ikke lære min dreng her så meget, men det er godt, at han lever.’

Disse to eksempler er fra tyrkiske familier, men jeg har mødt samme problemer hos pakistanere og i de arabisk-talende familier.”

Oploadet Kl. 01:35 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer


9. april 2017

Henrik Dahl: Uanset motiverne, så ender vestlig intervention i Mellemøsten ikke med demokrati

Torsdag valgte præsident Donald Trump at bombe den Assad-kontrollerede al-Shayrat-flybase, hvad overrasker medierne, der i flere måneder har insinueret at Trump var i lommen på Putin. En del Trump-støttere betragter omvendt et angreb på Assad, som indirekte støtte til Islamisk Stat, og er derfor imod.

Personligt ser jeg flere fordele end ulemper. Trump får markeret at han ikke er en gøende Obama, men en bulldog, der kan bide, og er rent faktisk er villig til at gøre det. Trumps undsigelse af ‘global politimand-opgaven’ kan udemærket forenes med enkelte målrettede flyangreb, så længe Trump forstår det essentielle. At krige i islamiske lande, ikke løser problemet med Islam. Her i Henrik Dahls mere liberale fortolkning – Alternativet til diktatur i Mellemøsten synes at være ultravold.

“Men kan man ligefrem tale om, at der findes en nogenlunde fast drejebog for konflikter i ‘The Greater Middle East’ (GME), hvor vestlige lande er indblandet? Således, at uanset hvor forskelligartede de er i udspringet, kommer de over tid til at ligne hinanden? Forholder det sig sådan, vil det jo være en begrundelse for stor forsigtighed.

Den almindeligste vej for de vestlige lande ind i konflikter i GME siden 2001 har været forskellige udlægninger af FN-doktrinen om ‘responsibility to protect’. Det vil sige forpligtelsen til at forhindre eller standse overgreb på civile.

[…]

Man kan således ikke sige, at vestlig aggression har været den største årsag til interventionerne. Hvis man opfatter Afghanistan-, Irak-, Libyen-, IS- og anti-Assad-interventionerne som fem tilstrækkeligt separate begivenheder, er den umiddelbare årsag til de tre sidstnævnte Det Arabiske Forår og FN-princippet om ‘responsibility to protect’.

… Som man kan se, er de fire ældste af de fem konflikter, jeg har valgt at se på, meget forskellige. Alligevel er de konvergeret imod en relativt ensartet og stærkt begrædelig tilstand. …

For mig at se peger disse erfaringer på, at for så vidt angår lande i GME, er regimeskift i praksis umulige at opnå – hvor jeg forestiller mig, at et regimeskift er lig med ét centralt styret voldsmonopol, der afløser et andet, centralt styret voldsmonopol.

Den enorme koncentration af magt, der er nødvendig for at opretholde et nogenlunde centralt styret voldsmonopol i et GME-land, lader sig tilsyneladende ikke transformere fra for eksempel ét parti til et andet – for slet ikke at tale om fra en autoritær til en demokratisk statsform.

Man pånødes derfor den ubehagelige konklusion, at hvis man ene og alene retter sig efter sin kølige slutningsevne, så tvinger de erfaringer, vi råder over, os til at konkludere, at alternativet til den etablerede centralmagt i et GME-land – uanset hvem, det måtte være, der sidder på den – altid er magttomrummets ultravold. Og et eller andet sted inde i ultravolden som regel iranske og wahabistiske/salafistiske aktører, der styres andetsteds fra.

Dette har været konklusionen på fire af de fem episoder siden 2001, jeg har valgt at diskutere. Uanset hvor forskellige, de end var til at begynde med. Så hvad der skulle forhindre den femte i at udvikle sig på samme måde, er det mere end vanskeligt at indse for en rationel person.”



28. marts 2017

Skive: Syv arabere angreb ungt par – “En af dem hoppede op på fronthjelmen og smadrede forruden.”

Folk der har været i Knuthenborg Safaripark genkender scenariet. En historie fra TV Midtvest – En gruppe arabiske unge skaber frygt i Skive. Politiet anholdt syv arabere i alderen 20 til 35 år.

“Kæresteparret ankom til McDonalds kl. 22.16 fredag aften, hvor en 22-årig kvinde gik ind for at handle, mens hendes kæreste, en 22-årig mand, gik over på tanken på modsatte side for at købe Redbull.

Da de samtidig kom tilbage til bilen, kom unge med arabisk baggrund og opførte sig aggressivt over for parret. De råbte, sparkede til bilen og prøvede at hive bilens døre af.

– En af dem hoppede op på fronthjelmen og smadrede forruden. Da parret kørte væk, forsøgte andre arabiske unge at spærre vejen. Flere biler blev tilkaldt, så i alt tre biler forfølger dem ud mod kasernen, og her bliver syv mand tilbageholdt, siger Lars Mikkelsen, politikommissær hos lokalpolitiet i Skive.”

Oploadet Kl. 01:32 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


23. marts 2017

Kim Bildsøe Lassen i Deadline om London-angrebet: “… en højreorienteret protest, det ved jeg ikke.”

Samuel P. Huntingtons tese om kulturenes sammenstød bliver dagligt bekræftet, og reaktionerne på gårsdagens terrorangreb illustrerer fint den overordnede problematik. Det handler ikke blot om fire døde, det smadrer ikke en civilisation – problemet er langt større end blod i gaderne. Vesten anerkender ikke konfliktens eksistens.

Hvor de vestlige politikere taler om sammenhold, så fortsætter præsident Erdogan stimen af slet skjulte trusler. I det perspektiv er Donald Trump et godt valg som den frie verdens leder, men det siger måske alt, at han internationalt set er forhadt som få.

I Deadline i aftes kunne man høre Kim Bildsøe Lassen gøre alle dummere. Terrorangrebet var ‘en protest’, og muligvis ‘en højreorienteret’ af slagsen. France 24 Arabic sendte live fra London via Facebook, og her kunne den jævne araber udtrykke sine følelser desangående. Man skal ikke overfortolke den slags, men når alt er lagt sammen, så står der en neonoplyst konklusion tilbage: Det er en religionskrig for dem, ikke for os.

(France 24 Arabic Live via Facebook fra London, 22. marts 2017)

If Europe continues this way, no European in any part of the world can walk safely on the streets. We, as Turkey, call on Europe to respect human rights and democracy.” (Recep Erdogan, Reuters, 22. marts 2017)

“Alt tyder på, at det er en person som har haft til hensigt, at gøre noget som var en protest, om det er en islamisk protest, en højreorienteret protest, det ved jeg ikke. (Kim Bildsøe Lassen, DR2, 22. marts 2017)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper