26. oktober 2018

Kronik: “Den naive og oprigtige følsomhed, nærhed, varme… der karakteriserer kunsten i Nordkorea”

Flere elementer i kronikken indikerer, at skribenten politisk befinder sig et sted mellem Ho Chi Minh og Kim Jong-il, men han er relativ anonym online. Han udgiver bøger fra et selvejet forlag på et større landsted i Århus V, og fokuserer på kunst, kultur og mere eksistentielle spørgsmål. Seneste udgivelse skiller sig dog ud – en essay-antologi om ‘anerkendende multikultur’ af amerikanske tænkere, samlet, oversat, redigeret og udgivet af ham selv.
Foruden at være en næsten parodisk apologet for ensrettede Nordkorea, har han tilsyneladende også en dybfølt kærlighed til det multikulturelle samfund. Kronik af Leif Ebbesen i Politiken – Drop fordommene om Nordkorea.

“Når man vurderer en fremmed kultur med de samme målestokke som dem, man benytter, når man ser på sin egen, vil det sjældent give et godt resultat. Således også når man besøger Nordkorea og prøver at give et billede af kunsten og dagliglivet i dette fremmedartede samfund.

Billedet kommer let til at understøtte eksisterende fordomme om en slyngelstat befolket af indoktrinerede og undertrykte skabninger og kunstnere underlagt strenge restriktioner.

Men uden at forsvare forhold, der må støde enhver vesterlænding, kan der også tegnes et andet billede af dette terra incognita – Den Demokratiske Folkerepublik Nordkorea med dens store leder Kim Jong-un, der selv af CIA er betegnet som en rationel aktør med en klar vision og et klart formål med det, han siger og gør. …

Man kan affærdige den nordkoreanske kunst som kitsch i betydningen kunst med lav æstetisk kvalitet og, om man vil, endda som totalitær kitsch. Man kan også vælge at betragte den som statsstyret socialrealisme af værste skuffe og dermed få bestyrket en allerede eksisterende negativ opfattelse af et samfund som tilbagestående også på dette område.

Men uanset kunstopfattelse eller politisk holdning må man erkende, at kunsten har en overordentlig stor betydning/funktion i det koreanske samfund, at kunstnerne er særdeles veluddannede, er meget respekterede og stolte over at tjene deres land og folk med deres talenter og kreativitet. Og især på et område må man anerkende, at den nordkoreanske kunst er unik.

Som det eneste sted i verden skabes stenmalerier/juvelmalerier, hvor malerier fremstilles ved at anvende farvede pulveriserede ædelsten/halvædelsten.

Hverken nordkoreanske kunstnere eller kunstformidlere skjuler, at deres kunst er udtryk for virkeligheden i et land med en konfuciansk socialisme. Men de benægter, at kunsten er underlagt propagandistiske krav formuleret af regimet.

De ser derimod kunsten som en integreret del af en, for vesterlændinge, fremmed, delvis ukendt, delvis mystisk og særdeles kompleks fjernøstlig virkelighed, hvor forholdet mellem kunst og politik gennem århundreder har været afgørende forskelligt fra det, vi kender. …

Den Juche-bevidste kunstner vil skabe en kunst, der kan forstås af masserne, og den nordkoreanske kunstner betragter ikke abstrakt kunst som en værdig udtryksform.

Det indebærer ikke, at maleren ikke kan inkorporere store områder i sine værker ved at kombinere det realistiske maleris virtuositet med charmen i det abstrakte. Den nordkoreanske kunstner har både et imponerende traditionelt repertoire og et indgående kendskab til andre ismer til sin rådighed, når hun/han bevæger sig rundt i virkeligheden. Den naive og oprigtige følsomhed, nærhed, varme og tvetydighed, der karakteriserer kunsten i Nordkorea, kan endelig tolkes som typisk for et samfund, der ikke har oplevet den fremmedgørende, homogeniserende og depersonaliserende virkelighed, hvormed mange vestlige kunstnere og filosoffer ynder at skildre samtidens samfund.

(Nyere nordkoreansk kunst, 2017 – Det multikulturelle samfund – en anerkendende politik, 2018)

Oploadet Kl. 10:08 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


14. december 2016

Venezuela beslaglægger legetøj fra importør: ” Julen er reddet for Venezuelas drenge og piger…”

I et indlæg på World Economic Forums hjemmeside fremlægger folkesocialisten Ida Auken sit idealsamfund – hvor ingen ejer noget, og alt er en gratis service drevet af staten. Lennart Kiil henviser på Folkets Avis til ‘det klassiske kommunistiske utopia’, og fremhæver Nordkorea som værende et land der er tro mod Aukens idealer.

Amerikanske Bloomberg fortæller, at myndighederne i Venezuela har konfiskeret 3.821.926 stykker legetøj fra en importør, da regeringen mistænker firmaet for at ville sælge det til overpriser. TV2 Online lancerer det som hyggelig lille Robin Hood-historie – Firma ville sælge legetøj til overpriser: Nu giver staten det i julegave til fattige børn.

“I Venezuela har myndighederne konfiskeret næsten fire millioner stykker legetøj, som nu skal gives til fattige børn. … Årsagen var, at myndighederne mente, at firmaet igennem længere tid havde ‘hamstret’ legetøj, som de ville sælge til overpriser. …

Venezuela har en enhed, der må regulere og diktere priserne i det socialistiske land. William Contreras, der er chef for enheden, trådte efter aktionen frem på et pressemøde. Her fortalte han, at regeringens borgernetværk, der normalt uddeler mad til fattige familier, nu vil give legetøjet væk til de samme familier. …

– Julen er reddet for Venezuelas drenge og piger, og disse firmaer lærer nu, at de ikke kan lege med borgerne i Venezuelas rettigheder, lød det fra William Contreras ifølge Bloomberg.”

(Tilsynsførende for ‘fair priser’ William Contreras beslaglægger ‘hamstret legetøj’, Caracas, 2016; Foto: CPR)

Oploadet Kl. 16:38 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


1. september 2016

P4 lod hypnotisør analysere Lars Løkkes lancering af 2025-plan: Minder om nordkoreansk stats-tv…

Mandag lancerede Venstre sin 2025-plan, hvad som en form for happening blev lanceret via Facebook Live. Han sprang det journalistiske filter over, og gjorde journalister vrede, og det skal naturligvis ikke bruges imod ham. Jeg er mere vred over, at han hellere vil sætte pensionsalderen op, end lukke masseindvandringen der gør det nødvendigt.

Formiddag på 4’eren, satte en hypnotisør til at analysere statsministerens tale, og det gik lige akkurat som man kunne forvente. Sekvensen kan høres her.

Vært, P4: Jacob Strachotta er lige gået, han laver en lille ting til Facebook, hvis du er medlem af vores gruppe, så kan du gå ind og se ham der. Og en af de ting der fascinerede mig ved snakken, det var at han sidestillede jo faktisk Lars Løkke med en hypnotisør.

Lars Løkke Rasmussen (tale): – en helhedsplan der gør vores land stærkere, rigere og tryggere. Så Danmark også i fremtiden er et af verdens allerdejligste lande.

Jacob Strachotta, hypnotisør: Han holder gode pauser, han er god til at fastholde folks blik når han taler i tv. Den ros skal han have. Og, hvis jeg lige må spille et andet klip, for at vise hvordan man også kan gøre. Det her er fra det nordkoreanske stats-tv. Er du klar?

Vært: Ja.

[Nordkoreansk speak]

Vært: Hvad siger hun?

Jacob Strachotta: Hun siger, at du skal holde op med at ryge, at du skal holde op med at drikke. Du skal holde op med at spise, der er alligevel ikke mere ris. Men Nordkorea er et rigtigt rigtigt fint land.

Oploadet Kl. 10:33 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


17. maj 2016

Enhedslisten fik sin sande socialisme – Venezuela fik regering per dekret, inflation, sult og fattigdom

Det er ikke nemt at være dansk kommunist efter Murens fald. Hverken Nordkorea eller Vietnam kan siges at et ideal til efterfølgelse, og kun DKP har maven til at dyrke Castros Cuba. Jagten på den sande socialisme fortsatte ikke desto mindre, og på et tidspunkt var Hugo Chavez’ Venezuela det politiske ideal. Han ledede en revolution inspireret af Fidel Castro, og blev kult på den yderste venstrefløj.

Da han gæstede Valbyhallen i 2009 var det foran 4000 tilhørere. “Har I læst det kommunistiske manifest? Læs det igen! Det skal relanceres.”, lød det fra talerstolen. Chavez døde i 2013, og på daværende tidspunkt havde ‘Partido Socialista Unido de Venezuela’ mistet sin popularitet. Selvom landet har verdens største oliereserver, i en tid hvor oliepriserne steg, havde nationaliserende monopoler ødelagt økonomien.

Den af Chavez udpegede efterfølger blev Nicolás Maduro fik pæne ord fra Enhedslisten: “Vores solidaritet går til de progressive kræfter, der kæmper for at bevare Venezuelas demokrati.” Den nye leder har siden sin indsættelse, regeret per dekret i mere end halvdelen af tiden. Resten er historien.

(Politiet indsættes mod folket, Caracas, Venezuela, lørdag den 14. maj 2016; Foto: Zerohedge)

“Venezuela’s epic shortages are nothing new at this point. No diapers or car parts or aspirin — it’s all been well documented. But now the country is at risk of running out of money itself.

In a tale that highlights the chaos of unbridled inflation, Venezuela is scrambling to print new bills fast enough to keep up with the torrid pace of price increases. Most of the cash, like nearly everything else in the oil-exporting country, is imported. And with hard currency reserves sinking to critically low levels, the central bank is doling out payments so slowly to foreign providers that they are foregoing further business.
Venezuela, in other words, is now so broke that it may not have enough money to pay for its money.”
(Bloomberg, 27. april 2016)

[…]

“Ramón Muchacho, Mayor of Chacao in Caracas, said the streets of the capital of Venezuela are filled with people killing animals for food. Through Twitter, Muchacho reported that in Venezuela, it is a ‘painful reality’ that people ‘hunt cats, dogs and pigeons’ to ease their hunger. People are also reportedly gathering vegetables from the ground and trash to eat as well. …

The population’s desperation has begun to show, with looting and robberies for food increasing all the time. This Sunday, May 1, six Venezuelan military officials were arrested for stealing goats to ease their hunger, as there was no food at the Fort Manaure military base.

The week before, various regions of the country saw widespread looting of shopping malls, pharmacies, supermarkets and food trucks, all while people chanted ‘we are hungry.’ (Panampost.com, 4. maj 2016)

[…]

“On the morning of Wednesday, May 11, a crowd sacked the Maracay Wholesale Market in the central region of Venezuela. According to the testimonies of merchants, the endless food lines that Venezuelans have been enduring to do groceries could not be organized that day. … Then they started jumping over the gates.

‘They took milk, pasta, flour, oil, and milk powder. There were 5,000 people,’ one witness told Venezuela outlet El Estímulo.” (Panampost.com, 11. maj 2016)



20. marts 2016

Anker Jørgensen 1922-2016

Tidligere i dag udåndede tidligere statsminister Anker Jørgensen, og medierne er fulde af lovord om det socialdemokratiske ikon alle var på fornavn med. ‘Hele Danmarks Anker er død’, skriver BT i sin nekrolog, men har man været statsminister i to perioder, skulle eftermælet helst have lidt storhed. Det har det ikke.

A. Jørgensen forgældede Danmark, og tog grusomt fejl i forhold til indvandringen. “Indvandrerproblemet er i virkeligheden ikke noget, der bør kaldes et problem.”, lød det naivt i 1985 (Ekstra Bladet, 15. marts 1985), og helt frem til 2001 fastholdt han de åbne grænsers paradigme: “Socialdemokratiet skal afvise frygt og fremmedfjendtlige strømninger og stå fast på tolerance og anstændighed i forholdet til indvandrerne i Danmark. Også selv om det måtte koste regeringsmagten ved valget på tirsdag.”

Hvor folkets vilje ikke var altafgørende for folkelige Anker, så var ideologien omvendt det vigtigste. Samfundet skal have mere demokrati på alle områder – “hvilket reelt vil sige socialisme”, lød det i tilbage i 1970. ‘Hans menneskesyn’ var helt i top, lyder det i dag fra Mette Frederiksen, og hun ved næppe, at den tidligere partiformand over ni dage i maj 1984 gæstede Kim Il Sungs Nordkorea. kommunistiske diktator.

Berlingske Tidende beskrev besøget i detaljer på forsiden – Anker Jørgensen hylder Nordkoreas diktator (16. maj 1984; ikke online)

Det var en hyldesttale af de usædvanlige til Nordkoreas kommunistiske enehersker Kim Il Sung, der gentagne gange blev rost for sin kamp og hengivenhed, og ikke mindre end fem gange fik Kim Il Sung, der i sit land officielt er ‘den store leder’, at vide, at han var ‘kær’ og ‘en kær kammerat’.

Anker Jørgensen var også begejstret for det nordkoreanske folks lykke, og han kunne se på alle folk, at de var glade og tilfredse… [han] benyttede også lejligheden til i sin takketal at beundre landets disciplin og høje produktivitet.

Socialdemokratiets formand fandt endvidere anledning til at fremhæve det nordkoreanske folks kamp for uafhængighed og sammenlignede i en tale med danskernes indsats mod tyskerne under besættelsen. Forklaringen på de nordkoreanske fremskridt fandt Anker Jørgensen i den kendsgerning, at folket stod bag dets leder, der havde forstået at vise den vej, der skulle følges.”

(Berlingske Tidende, 16. maj 1984, forside)

Fra samme udgave, side 5 – En dansker møder sit forbillede (ikke online).

“I Nordkorea blev de store ord fundet frem, og han var ikke karrig med sin ros. Landets mangeårige enehersker Kim Il Sung var både kær og elsket og fik iøvrigt mange gode ord med på vejen.

… og Anker Jørgensen viste med klare ord, hvad han mente om systemet og dets leder, da han holdt sin store officielle takketale i landets hovedstad: Vi forstår, at De, præsident Kim Il Sung, har været en fremragende leder af en meget lang og hård kamp for Deres lands uafhængighed. Jeg forstår, at Deres folk ønsker at være fri af enhver dominans fra store lande. En af de store opgaver for det koreanske folk er at fremme genforeningen af Korea. Jeg forstår meget vel at ét folk ønsker at bo i ét land, så jeg støtter fuldt ud Deres kamp for at nå dette mål… Jeg ved, hvor meget De, præsident Kim Il Sung, med al Deres hengivenhed har arbejdet for dette vidunderlige lands uafhængighed og for Deres folks lykke…

Jeg har nogle erfaringer på dette område. Under Anden Verdenskrig var Danmark fra 1940 til 1945 besat af tyske tropper, og vi kæmpede mod besættelsesstyrkerne. Jeg mener, vores kamp var hård. Men jeg er sikker på, at vi ikke kan sammenligne den med alle de frygtindgydende begivenheder, som De og Deres land har været udsat for.

Folket fører et godt og sundt liv… Denne udvikling er meget fantastisk… Jeg vil også sige, at det er skønt at se Deres lykkelige folk. Alle har job, alle kan lide at arbejde og ser glade og tilfredse ud. Børn og skoleelever i blå og hvide uniformer er optimistiske, og denne unge generation er Deres lands håb og fremtid… Det har været muligt, fordi De, præsident Kim Il Sung, har vist Deres folk den vej, der skal følges, fordi Deres folk står bag dets leder, men også fordi Deres folk virkelig ønskede at bygge landet fint op igen… Deres folks villighed og disciplin ligger på et meget højt niveau.

(Berlingske Tidende, 16. maj 1984, side 5)

Anker Jørgensen åbnede sin tale med et ‘kære kammerat’, men ved talens slutning tog begivenhederne fart. Før skålen blev udbragt, fik Kim Il Sung at vide hele fire gange, at han var ‘kær’ og endelig ønskedes Kim Il Sung personligt ‘et langt liv og et godt helbred’. Dette med det lange liv blev kædet sammen med en skål for ‘venskabet mellem Koreas arbejderparti og det danske socialdemokrati’. Anker Jørgensen kunne også den særlig jargon med at ønske ‘alle tilstedeværende et godt helbred’.

Da Kim Il Sung skulle tale til Anker Jørgensen var han mere behersket i tiltaleformen… Den danske gæst blev også hyldet, fordi han havde arbejdet så ihærdigt for venskabet mellem Korea og Danmark. Kim Il Sung var også tilfreds med, at Anker Jørgensens parti var så aktivt i fredsbevægelsen.”

(Foto: The Pyonggyang Times via Berlingske Tidende, 1984)



19. marts 2016

Lektor om Nordkorea: Det er muligt ‘der sidder 200.000 i arbejdslejre’, men ‘23,6 millioner’ gør ikke

I dag nåede Soldiers of Odin de danske medier, og som forventet blev gruppen lanceret som højreorienteret og racistisk, selvom talsmanden fra Kalundborg-afdelingen, en tidligere dørmand, pointerer at gruppen er et apolitisk vagtværn der vil beskytte alle: “Om du hedder Ibrahim eller hr. Jensen er irrelevant”. Danskere der organiserer sig mod multikulturens iboende utryghed, er per definition suspekte højreekstremister.

Omvendt med venstrefløjen. I går bragte Orientering på P1 eksempelvis et indslag om venskabet mellem Nordkorea og Laos. På et intet tidspunkt i det seks minutter lange indslag blev det nævnt, at landene var kommunistiske, og det netop var ideologien der bandt landene sammen.

Kommunisme nævnes heller ikke med et eneste ord i en artikel på EB.dk, der sågar bruger den tidligere DKP’er Geir Helgesen som ekspert – Nordkorea-ekspert: Jeg har brugt 35 år på at forstå det mærkelige land.

“… Det fastslår Danmarks førende Nordkorea-ekspert, institutleder og seniorforsker på Nordisk Institut for Asienstudier (NIAS) på Københavns Universitet Geir Helgesen over for Ekstra Bladet:

– Jeg har brugt 35 år på at forstå det mærkelige land, og jeg bliver mere og mere overbevist om, at de omgivende lande og medier – herunder de danske – skal lade være med at fokusere 100 procent på det negative, hvis man virkelig ønsker, at nordkoreanerne skal få det bedre. …

– Hvis Kim jong-Un ønsker det bedste for sit folk, hvorfor byder han det så ikke mere frihed og mindre kontrol?

– Det nytter ikke noget bare at tænke frihed på vores måde. Der er forskel på frihed, om man tænker på Europa, Kina, Indien, USA eller Afrika. Jeg kunne heller ikke leve i sådan et land, men der er nogen, der aldrig har prøvet andet og er indoktrineret i at leve med, at der for eksempel altid mangler mad. Men hvorfor gør der det – det er blandt andet på grund af den skide handelsembargo, og så er nordkoreanerne glade for, at de heldigvis har en leder, som de tror og mener gør alt for, at de skal få det bedre. …

– Men er det nødvendigt at ophøje ham til en gud, som kan bestige Nordkoreas højeste bjerg iført lædersko og frakke?

– Det kræver tværkulturel indsigt at forstå kultdyrkelsen og myterne. … i et lukket land som Nordkorea er det stadig helt normalt at hylde lederne på den måde. Her trækker ingen på smilebåndet, men tænker bare: ‘Hvor er han dog god’. …

– Han er diktator, men alt, han gør, gør han ikke af egen fri vilje. Kim jong-Un har en række propagandasystemer bag sig – herunder tusindvis af folk, som vi ville kalde spindoktorer. For styret handler projektet om at overleve. …

– Det er muligt, der sidder 200.000 i arbejdslejre, men hvad med de 23,6 millioner, der ikke er i arbejdslejre. Der er også normalitet i Nordkorea – mennesker, der går på arbejde, sender deres børn i skole og passer på dem, der prøver at få et godt liv. …

– Nordkorea er Nordkorea – ifølge de fleste det værste land overhovedet at være i i hele verden. Men er de i virkeligheden meget værre end de lande, der opfører sig pænt overfor USA, som får lov til at pumpe olie op af deres jord, spørger Geir Helgesen.”

(Geir Helgesen, lektor, tidl. medlem af Danmarks Kommunistiske Parti; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 16:04 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


9. marts 2014

Dansk Nordkorea-fan afviser kritik af regimet: “… der er ikke nogen som lever i i ekstrem rigdom”

Anders Kristensen fra Nordkorea-venskabsforeningen definerer socialisme i et interview med Ekstra Bladet.

Anders Kristensen, Formand for ‘Venskabsforeningen Danmark-DDF Korea’: Der er jo mange der siger at Nordkorea er et af de mest lige samfund i verdenen, så kan man sige, at alle er lige fattige, men der er ikke nogen som lever i ekstrem rigdom. Det kan godt være partiledelsen har nogle materielle goder og så videre, det skal de jo have for at det kan fungere, i det samfund de skal fungere i, men de lever ikke et vildt luksusliv.

Oploadet Kl. 01:04 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


15. december 2013

“Bare fordi der har været nogle kriser, betyder det ikke, at ideen om det socialistiske samfund er død.”

Anders Kristensen tilhører selvfølgelig et uforbedrelig 68’er-overdrev, men meget af det han siger om socialismen giver sådan set god mening. Vil man skabe et socialistisk samfund, må det nødvendigvis blive totalitært. Fra BT – Dansker trods henrettelse: Jeg støtter stadig Nordkorea.

“Formanden for den nordkoreanske venskabsforening i Danmark… erklærer sin støtte til den nordkoreanske leder, Kim Jong-un. Og drømmen om det gennemførte socialistiske samfund er langt fra er brast. Det siger Anders Kristensen efter den seneste henrettelse i Nordkorea, hvor Kim Jong-uns onkel, Jang Song-Thaek, torsdag blev dødsdømt og henrettet i en militærretssag, hvor han blev fundet skyldig i forræderi.

– … Og det han har gjort er forfærdeligt, så jeg kan godt forstå, at man fjerner ham fra den position, som han har haft. Sådan må det være, siger Anders Kristensen. …

– Jeg tror på de årsager, som de har givet. … Og han havde også planer om at lave nogle flere af de specielle økonomiske zoner i landet, hvor der er kapitalisme, som de har nogle stykker af i forvejen. Når man af bagvejen forsøger at luske det igennem, så kan jeg godt forstå, at lederne er utilfredse. …, siger Anders Kristensen. …

Så du støtter styreformen?

– Ja, vi støtter styreformen. Og det går den rigtige vej i Nordkorea nu. Vi tager ikke afstand fra landet, styret eller Kim Jong-un. …

Du mener ikke, at drømmen, ideen og forestillingen om det gennemførte socialistiske samfund har lidt et knæk – ikke bare efter dette, men efter de mange begivenheder de seneste 20-30 år?

– Bare fordi der har været nogle kriser, betyder det ikke, at ideen om det socialistiske samfund er død.

Vil du kalde Nordkorea for et diktatur?

– Det er et socialistisk samfund. … du kan kalde det, hvad du vil. Men der er nødt til at være nogle restriktive forhold, fordi landet stadig er i krig. De restriktive forhold gør sig også gældende i pressen, men jeg tror, at når freden kommer, så vil det også blive løsnet op. … hvis vi skulle have socialisme i Danmark, ville det se anderledes ud. … Sådan vil det formentlig ikke være i Danmark.”

(Kim Jong Un, formand for Det Koreanske Arbejderparti)

“Ifølge Wall Street Journal har nordkoreanske statsmedier torsdag offentliggjort et detaljeret anklageskrift på 2.700 ord, og her bliver der bestemt ikke sparet på krudtet. Blandt andet blev Jang Song-thaek anklaget for, at han opførte sig arrogant, og at han kun klappede halvhjertet under en ceremoni.” (Jyllands-Posten, 13. december 2013)

Oploadet Kl. 01:43 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


10. september 2012

Shin Dong-Hyuks Nordkorea: 6-årig pige tæsket til døde, da hun havde gemt fem majskerner i sin lomme

I en supplerende artikel fortælles det, at Nordkorea i 1972 indførte en lov der straffede ‘klassefjender’ i tre generationer. Året efter gæstede Christen Amby (SF), Gert Petersen (SF) og Mogens Lykketoft (A) den kommunistiske mønsterstat. I 1984 (da Shin Dong-Hyuk var to år), var tidligere statsminister Anker Jørgensen (A) ligeledes på officielt besøg i Nordkorea, og lovpriste her under et ugelangt ophold Kim Il-Sung for at have skabt lykke og disciplin for folket – for have vist ‘den vej, der skal følges’.

Fra DR Online – Shin blev født i helvede på jord.

“”Hans første erindring er en henrettelse.” Sådan begynder Blaine Hardens bog om Shin Dong-hyuk. I dag er han 28 år og en fri mand. … Han blev født i Camp 14 i Nordkorea. Landets mest sikre lejr for politiske fanger. Nærmere kommer man ikke på helvede på jord. Hans tidligste minde beskrives sådan her i bogen:

“Han fulgte med sin mor hen til en hvedemark tæt på Teadong-floden, hvor vagterne havde drevet adskillige tusinde fanger sammen. Det var spændende med de mange mennesker, og drengen kravlede ind mellem de voksnes ben og frem i forreste række, hvor han så nogle vagter binde en mand til en pæl.”

Han var fire år gammel og forstod ikke, hvad der skete. At grunden til at vagterne puttede sten i munden på fangen, var for at forhindre ham i at forbande den nordkoreanske stat. Så trak de en hætte nedover hans hoved.

“Ved den første henrettelse så Shin tre vagter tage sigte: Hver af dem affyrede sin riffel tre gange. Bragene skræmte drengen, og han tumlede bagover: Men han kom tids nok på benene til at se vagterne løsne rebet om den slappe, blodplettede krop, svøbe den ind i et tæppe og smide den op på en vogn.”

Sådan begyndte Shin Dong-hyuks liv. Han er den eneste, det nogensinde er lykkedes at flygte fra Camp 14 og komme til Vesten. I dag kan han fortælle sin historie. Også selvom det gør ondt.

– Men jeg har egentlig ikke noget valg om at tale eller ikke tale. Det eneste jeg kan gøre for mine medfanger er at fortælle min historie, så deres kan blive hørt. … Så Shin fortæller.

Om da han som seks-årig så en pige fra sin skoleklasse blive tæsket ihjel af vagten med en pegepind, fordi hun havde gemt fem majskerner i sin lomme. Et brud på regel nummer to om ikke at stjæle. Straffen er øjeblikkeligt at blive henrettet.
Lejren havde ti regler. De ti bud.

– Den første regel var, at man ikke måtte flygte. Den havde så flere regler under sig. F.eks, hvis du bliver fanget, mens du forsøger at flygte, vil du øjeblikkeligt blive skudt: Hvis du ikke angiver dem, der planlægger at flygte, vil du øjeblikkeligt blive skudt.

Som 13-årig gjorde Shin netop det. Han overhørte sin mor og bror tale om at flygte. … Han fortalte en vagt om moderen og broderens planer. Måske han ville få lidt ekstra mad. Måske en portion ris. …

I stedet tilbragte han syv måneder i et underjordisk fængsel, hvor vagterne torturerede ham for at få mere at vide. En dag blev han kørt til lejrens henrettelsesplads. Først troede Shin, at han skulle henrettes. Han trak vejret ekstra dybt. Prøvede at ånde de sidste øjeblikke af livet ind. Men i stedet for at henrette ham, så hængte vagterne først Shins mor og skød derefter hans bror.

Hvis Shin stopper med at fortælle sin historie, fortsætter hans krop. Hans midterste finger på højre hånd mangler: Vagter skar den af, da han på fabrikken kom til at tabe en symaskine: Hans ryg er dækker af store ar, fra da han som 13-årig blev hejst ned over levende ild indtil hans kød brændte: Hans arme er krumme af sliddet fra børnearbejdet. Og hans ben bærer stadig store mærker fra strømmen, som jog igennem ham, da han som 23-årig klatrede henover sin døde kammerat for at komme igennem det elektriske hegn.

(Nordkorea, Camp 14; Free Korea)

“For 60 år siden – under Holocaust – forestillede ingen sig, at seks millioner mennesker kunne blive slået ihjel på den måde. Det var fuldstændig utænkeligt. Men det samme sker lige nu i Nordkorea. Folk lider på samme måde.” (Shin Dong-hyuk)

“Jeg ved, hvor meget De, præsident Kim Il Sung, med al Deres hengivenhed har arbejdet for dette vidunderlige lands uafhængighed og for Deres folks lykke… Jeg har nogle erfaringer på dette område. Under Anden Verdenskrig var Danmark fra 1940 til 1945 besat af tyske tropper, og vi kæmpede mod besættelsesstyrkerne.” (Anker Jørgensen cit. i Berlingske Tidende, 16. maj 1984)



1. august 2012

Nordkorea-apologet Geir Helgesen, tidl. medlem af revolutionære Sosialistisk Ungdomsforbund & DKP

Sommergæsten på P1 var igår Asienforskeren Geir Helgesen, der har gjort Nordkorea-apologi til sit speciale. Jeg så ham på TV2 News sidste år, og han taler tydeligvis fra et udgangspunkt, der frikender kommunismen som ideologi, og friholder Nordkorea fra ansvar, alt imens Vestens revses for ikke-dialogsøgende tiltag. At han er tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, og som ung kultursociolog flirtede med diktaturet i Nordkorea kommer ikke som en overraskelse – det præger i høj grad hans nuværende analyser.

En lille detalje må med. Han fortæller undervejs i samtalen, at han som 14-årig meldte sig ind i det han beskriver som ungdomsafdelingen af SF’s norske søsterparti. Det er ikke helt korrekt. Han var formand for Sosialistisk Ungdomsforbund, en revolutionær ungdomsorganisation der i forbindelse med dannelsen af Arbeidernes kommunistparti i 1973 skiftede navn til Rød Ungdom.

(Geir Helgesen, leder af Nordisk Institut for Asien Studier, KU; Youtube)

Delvis transskription af Så er nordkoreanerne heller ikke værre (P1, 31. juli 2012).

P1-vært: Du har været der en del gange i det der bliver kaldt verdens mest lukkede land, Nordkorea… Et eller andet sted, Geir, så er det blevet din rolle i debatten, at sige, ah men, så skøre er de altså heller ikke.

Geir Helgesen: Ja, det tager jeg gerne på mig. Der er jo 23 millioner koreanere i den nordlige del af landet…

[…]

P1-vært: Du har rejst i Nordkorea, været der en del gange. Hvad er den største og vigtigste forskel på livet i Nordkorea og livet vi har her hos os?

Geir Helgesen: Vi har nok været ligeså fattig engang her også, men det er et mangelsamfund. Det et samfund i konstant krise, og folk bliver nødt til at tænke på hvordan de skal overleve. Der er et regime som i de gode år, det vil sige i 70’erne og 80’erne sørgede for alt for folk, men når krisen kom, og det skal ikke sammenlignes med den krise vi taler om her, så var den så fundamental, at regimet ikke længere magtede at levere det der skulle leveres. Ingen varme i husene, ingen lys, kun sjældent i hvert fald – mad måtte man ligesom prøve at finde ude på landet, og langsomt kom der markeder hvor man kunne købe fra private og så videre. Det er den kæmpe forskel. Og så er der den kulturelle forskel

P1-vært: Helt grundlæggende, så er der vel også den forskel, at Nordkorea er et undertrykkende diktatur, mens vi er et frit demokrati. Vi kan tage til Sydkorea, hvis vi har lyst til det, og det kan de ikke i Nordkorea.

Geir Helgesen: Nej, det er en stor forskel, men jeg synes nok at medierne og nu også dig, gør lidt for meget præcist ud af den forskel, fordi hvis man kigger på hele regionen, så har vi jo også demokratier i Østasien, men de er jo ikke demokratier på samme måde som vores demokratier. Det er jo ikke ret mange år siden at sydkoreanere som skulle rejse ud i verden, måtte gå på nogle kurser for at lære at ikke blamere sig. … Man har altså samfund hvor ledelsen føler et kæmpeansvar overfor befolkningen, fordi de ikke rigtigt kan, de er som børn der skal styres. Det er en forskel som bliver forstærket i et diktatur.

[…]

P1-Vært: … den her lukkethed, er det også en del af din fascination af landet.

Geir Helgesen: Man kan sige, at jeg valgte et speciale, som viste sig at være meget eksklusivt, kan man sige. Der var ikke rigtigt så mange andre der fokuserede på Nordkorea. Egentligt mener jeg Sydkorea er mere fascinerende, men jeg burde nok have valgt Cuba, der er jo dejligt vejr, smukke damer, god musik og så videre.

P1-vært: Det stod heller ikke skrevet nogle steder, at du skulle blive Nordkorea-ekspert, eller Eksperten, fordi er der egentlig andre end dig i hele Norden? Er i nok til at holde en konference?

Geir Helgesen: Nej, ikke i det nordiske. Det er vi ikke, og jeg tror nok jeg uden at overdrive, kan sige at jeg kender Nordkorea-eksperterne i verden med fornavn, har trykket deres hænder, og har siddet ved konferencer med dem og så videre. … Jeg ved ikke om jeg er den eneste i Norden, men jeg er den man meget tit spørger om de her ting.

[…]

P1-vært: … det politiske greb dig allerede som 14-årig.

Geir Helgesen: Ja, jeg kommer fra et meget politisk hjem. Min far var aktiv fagforeningsmand. Han var medlem af det norske kommunistparti, men på trods af det blev han altså valgt som tillidsmand, fællestillidsmand og så videre for en masse mennesker i Norsk Hydro hvor han arbejdede, og var tit til forhandlinger inde i Oslo… Som 14-årig, til min fars store fortrydelse, så meldte jeg mig ind i Sosialistisk Ungdomsforbund og blev formand – som var SF’s ungdomsgruppe. Og var den yngste landsmødedeltager i Oslo for SF’s første eller andet landsmøde i 1964.

P1-vært: Så det havde du med i ungdomsårene der, og da du er 18-19 år der skal du så ud og se verden.

Geir Helgesen: Træt af Norge, vil jeg sige… Så kommer jeg til København…

P1-vært: Der er vi omkring maj 1969. Havde du lagt langt hår?

Geir Helgesen: Jeg tror ikke jeg havde langt hår da jeg kom, men det varede ikke ret længe før det blev langt, lyst og krøllet. Det er rigtigt.

P1-vært: Sådan var det jo, dengang. … Hvor kommer Nordkorea ind i billedet. Hvornår kommer du første gang ind på det koreanske.

Geir Helgesen: Uha, det er jo mange år senere. Fordi så vil jeg gerne være pædagog, og kommer ikke ind på seminariet…

P1-vært: Du bliver altså pædagogog, du bliver også børnehaveklasselærer, og så kultursociologi, og så Nordkorea – hvor kommer det ind?

Geir Helgesen: Det er jo en tilfældighed… Dengang var jo på venstresiden, og blev også medlem af DKP, og jeg var kommunalbestyrelsesrepræsentant i Lejre kommune for Socialistisk Liste i en otte års periode, men der var DKP jo sådan set en politisk kraft for venstresiden i Danmark, og ikke sådan – det var ikke helt umuligt at være med, man var ikke idiot hvis man var med – vores rektor på KU var sådan set også medlem, og der var vigtige kunstnere og kulturpersonligheder som var medlem af det parti, så det var sådan set bare en naturlig del af dansk politik.

Land & Folk som var DKP’s avis havde en kæmpefestival i Fælledparken hvert år – Land & Folk-festivalen som var en Københavnerbegivenhed, og derude står der nogle folk fra den nordkoreanske venskabsforening. Og de uddeler propagandamateriale, og jeg falder i snak med dem, og spørger på et tidspunkt om de skulle til Nordkorea. Og de siger, at det skal de om en måneds tid. Har I plads til en til, spørger jeg. De siger ja, hvorfor ikke, og hvis du vil med, skal du bare betale turen til Moskva, og så kører det ellers. Og det var starten på min Nordkorea-karriere, kan man sige – lidt tilfældigt.

… så var vi i Moskva så vidt jeg husker tre dage… vi boede på ambassaden… og så rejste vi videre til Nordkorea. … Det sovjetiske samfund dengang var meget strikt… Vi fik en ikke særlig god oplevelse i Moskva, og så kom vi til Nordkorea, hvor der stod yndige små piger i nationaldragter og blomster og tager imod os. Der er ikke nogen der kigger i vores kufferter, og vi bliver behandlet som landets ophøjede gæster, kan man sige, og vi oplever slet ikke, her i begyndelsen af 80’erne, at Nordkorea er et fattigt samfund. Selvfølgelig ser vi også kun hvad de ønsker at vise os. Vi er der et par uger. Jeg er der sammen med nogle som er professionelle venner, som ikke stiller spørgsmålstegn om noget som helst, synes jeg, i Nordkorea. Jeg er alligevel så meget kultursociolog, at jeg hele tiden spørger mig selv, hvorfor dit og hvorfor dat. Hvad er forklaringen på det. Og der besluttede jeg mig… at det vil jeg selv prøve at finde ud af, og det har jeg gjort lige siden.

P1-vært: Men det, at de her professionelle venner, som du var med – de skulle vel ud og se hvor fint og kommunistisk det var, hvor velfungerende…

Geir Helgesen: Hvor fint og koreansk det var. Fordi det der med kommunismen, det er sådan lidt staffage, det er lidt noget de har været tvunget til i en periode. Nu har de jo nærmest kemisk renset deres forskellige programmer og sådan noget, både for Marx, for Engels og Lenin. Nu er der kun Kim’erne tilbage, og Korea har aldrig været særligt kommunistisk i den forstand. De har været meget nationalistiske, og de har været meget koreanske i den måde de har tolket deres kommunisme på.

P1-vært: Hvornår var det her. Hvornår var din første rejse.

Geir Helgesen: Den første rejse var, og jeg er ikke 100 pct. sikker på at om det var ’83 eller ’84, men deromkring.

[…]

Geir Helgesen: Det var jo det internationale, uretfærdigheden i den store verden, som optog os på venstrefløjen meget, og ikke så meget de lokale ting. Det er jo mere kedeligt at beskæftige sig med kloakering i kommunerne eller børnehaveklassers normering, men kampen mod undertrykkelsen, det har – havde – stor betydning for os, der var unge dengang. Nu var det Spanien og fascismen der, men Vietnamkrigen, det var nok det der stod som det helt helt store i vor politiske verden.

P1-vært: Geir Helgesen, nu fortalte du lidt om dit første besøg i Nordkorea. Hvor besøgte du første gang Sydkorea?

Geir Helgesen: Det var efter tre besøg Nordkorea, hvor jeg også skrev lidt nogle artikler i Politiken, Information og Land & Folk, at jeg blev opsøgt af nogle folk fra den sydkoreanske ambassade, som sagde at de havde holdt lidt øje med hvad du skriver, og jeg opdagede jo meget hurtigt, at de jo ikke var helt glade for det, men de var heller ikke helt, totalt kede af det. Fordi jeg forsøgte faktisk allerede dengang, at balancere tingene. Jeg er ikke tilhænger af det system, men det er ikke så sort/hvidt som medierne stadigvæk, dengang og nu, fremstiller det. Jeg synes der er forskellige nuancer…

[…]

Geir Helgesen: … mange af mine kolleger siger at der slet ikke sker noget i Nordkorea, at det er totalt fastfrosset, men jeg kunne se, med sytten års afstand [1987/2004, Kim], at det ikke var så reglementeret mere, de så mere forskellige ud, de var (mere) klippede på samme måde, de havde ikke det samme tøj, de samme farver og så videre og så videre. Der var kommet små boder med mad og frugt og tingeltangel i baggaderne, private restauranter og der var en helt anden stemning – privatbiler, ikke ligesom i Seoul, men en hel del privatbiler i bybilledet.

[…]

P1-vært: Det vi ved om Nordkorea… hvor vi egentligt det fra?

Geir Helgesen: Der er stadigvæk en masse konstruerede nyheder, som bliver fabrikerede af efterretningstjenester i Sydkorea, muligvis i USA. Hvor man ligesom giver det en ekstra tand, fordi der er altså kræfter i verden der har brug for at have en regulær fjende.

P1-vært: Når der så i internationale medier kommer historier ud om KZ-lignende forhold, at styret torturerer, at hvis man ejer en Bibel så bliver hele familien sendt afsted til fangelejre -. er det så forkert? Er det måske rigtigt, eller måske forkert? Eller?

Geir Helgesen: Det er, en hel del af det er sandsynligvis rigtigt, og meget af det er helt sikkert rigtigt. Så det vil jeg ikke tilbagevise, og jeg vil ikke prøve at skønmale Nordkorea. Mit ærinde er mere at sige, at hvis vi vil ændre de forhold, hvis vi positivt vil ændre situationen for mennesker der har det rigtigt rigtigt svært – hvad er så bedst?

[…]

P1-vært: Vi tager udgangspunkt i individet, de tager udgangspunkt i gruppen. Er de ligeglade med individet. Betyder det ikke noget om der er en fra eller til?

Geir Helgesen: Det er nok for meget sagt, men den enkeltes lykke hænger jo så i meget meget større grad sammen med fællesskabets lykke. Vi er kritiske overfor stærke ledere… hvor imod man i Østasien går efter stærke ledere… Gruppen ønsker faktisk en leder, som har magt til at gøre de ting som gruppen som helhed ønsker.

Oploadet Kl. 17:42 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper