Uriasposten » Jubiiiiiii! » Rusland



12. juli 2018

Moskva, juni 2018

I en af de kolde vintermåneder aftalte jeg med en tidligere kollega, at vi skulle tage til Moskva og se VM sammen. Tiden gik, og lige pludselig var det april. Det lykkedes en lokal guide at skaffe et dyrt hotelværelse til os, hvis blot vi forudbetalte det fulde beløb, og det gjorde vi så. Senere lykkedes det os at få billetter på Fifas hjemmeside, og så var det blot at bestille et såkaldt Fan ID, der erstattede visum for alverdens fodboldrejsende.

Vi tog det sene fly fra Kastrup fredag aften (for tre uger siden), og ankom til en natlig trafikprop i bymidten. Aldrig har jeg set så mange mennesker i nattelivet. I samråd med guiden fik vi hentet billetterne lørdag eftermiddag, og hermed var der tid til sightseeing. Vi testede et par restauranter af ved Frelseren Kristus-katedralen, og fik smagt den berømte Borscht (rødbedesuppe)

Stemningen i byen var helt fantastisk. Overalt sås glade fodboldfans – franskmænd med napoleonshatte, mexicanere med sombreros, danskere med klaphatte og vikingehjelme. Danskerne var uniformerede i rødt, men slagsangene faldt lidt mere naturligt hos latinamerikanerne.

Ved universitet havde russerne indrettet en enorm forskanset fanzone, hvor kampene blev vist på adskillige storskærme. Her så vi et par kampe, og særligt russernes sidste puljekamp trak tilskuere til. Jeg gætter på 100.000, men det forbliver et gæt.

Det første kulturelle højdepunkt var den farverige Vasilij-katedral, bygget under Ivan den Grusomme, og ganske givet inspirationskilde til prinsesseslottet i Disneyland Paris.

Tirsdagens kamp mod Frankrig skulle spilles på Luzhniki Stadion, men danernes optakt fandt sted ved Bar BQ på Den Røde Plads. Vi mødtes klokken 10 om formiddagen, og tog herfra til Stadion. Noget af en fest. Kampen var dog den ringeste jeg har set siden AGF-Lyngby pokalfinalen i 1990, men bevares – alene det at være tilstede. Jeg tog et hurtigt foto med mobilen af den store Lenin-statue ved Fifa fan-shop foran stadion. Dagen forinden havde en russisk fan medbragt en banner påskrevet ’88’ (talkode: Heil Hitler) til Uruguay-kampen, hvad gav en bøde på 65.000 kroner. Det er tilsyneladende bedre at myrde uskyldige på grund af klasse end race.

Efter kampen var der efterfest på et større diskotek nogle kilometer derfra. Øllene var mistænkeligt dyre, men forklaringen fulgte hurtigt. Det var en stripklub med alt hvad deraf følger, og selvom de fleste danskere på stedet var overrislede, så var det mit indtryk at det var lige lovligt hårdt for folk flest. Formoder der var et bordel bag en svært bevogtet dør. Den æggende dans fra unge damer på scenen trak en del husarer til, og den mafia-lignende vagt måtte sætte flere roligans på plads – kun se, ikke røre. Den ene var i øvrigt en af blot to arabere jeg så til forfesten.

Min rejsepartner røg i vodka’en og forsvandt, så jeg tog alene til hotellet med en pirattaxi. En kirgiser, der med høj kirgisisk musik i anlægget, kæmpede for at få GPS-signal med telefonen ud af vinduet. Han fandt ikke hotellet, men kom dog tæt på. Min vikingehjelm blev hans VM-souvenir. Min ven ankom desorienteret en time senere.

Det var planen, at vi skulle se kremlin med en russisk guide om onsdagen, men over et glas vand på et overklasse-restaurant, blev vi enige om, at det nok var bedst han tog en dag i sengen. Jeg så et lokalt kloster, og tog så den store tur til Frelseren Kristus-katedralen. Et formidabelt bygningsværk med en unik historie. Katedralen var den synlige forening af Rusland og den ortodokse kirke. Det var denne katedral som venstreradikale Pussy Riots skændede tilbage i 2012. For vestlige medier var de frihedskæmpere, for russerne var de alt andet.

Herefter et besøg på ‘nationalmuseet’, der blandt andet havde udstillet Lenins Rolls Royce.

Det siges at Putin holdt møde med Trumps sikkerhedsrådgiver John Bolton i kremlin denne dag… desuagtet. Det er ingen skam at blive væk, når man nu ikke er inviteret.

De efterfølgende dage tog den danske guide os med rundt, og vi så blandt andet Alexanderhaven, ‘det militærhistoriske museum’, Kiev-stationen (mfl.), Peter den Store-monumentet, Krimbroen og Gorky Park.

Fredag mødtes vi med guiden Galina, der viste os rundt i Kremlin, ikke mindst de imponerende løgkuplede kirker. Vi så naturligvis også Zarens klokke (der gik i stykker under produktionen), og Zar-kanonen (der ikke kune affyres). For mere kuppelkatar, se billederne nederst i denne post.

Det var ikke muligt at skaffe billetter til ‘våbenkammeret’ (lidt ala Tøjhusmuseet), og køen foran Leninmausolæet gjorde det i praksis umuligt. Det må blive en anden god gang.

Fredag aften spiste vi på restaurant Yar, i noget der lignende en teatersal. Her hang Pushkin, Tolstoj, Chekhov mfl. ud i forne tider. Guiden gav mig et lommelærke-sæt med Zar-tidens våbenskjold, og det er værd at huske på at Rusland har en rig historie: Pre-kommunisme ad libitum.

Vi tog en båd på Moskva-floden for at slappe af i skyggen, og samme ide havde en gruppe brasilianere fået. De første dage gik vi 15-20 kilometer, og kombineret med 25-30 grader var det lige i overkanten for en bleg dansker.

I stormagasinet GYM ved Den Røde Plads var priserne opskruede, men flot var det. I et nærliggende center var priserne noget bedre, men intet var rigtigt billigt i den indre by. Moskva er ikke mere Rusland end London er England, og det afspejlede sig i bilparken. AMG-Mercedes, Range Rovere og store Audier var overalt, og mens man drak ‘kaffe’ (pivo) på en fortorvscafé kunne man nemt se flere forbikørende Bentley’er. Her dog en Rolls Royce.

Lige overfor en tøjbutik der solgte tørklæder til muslimer, lå en Thor Steinar-butik, der solgte tøj med nationalistiske temaer. Mere interessant var dog en lille forretning, der solgte tinsoldater fra diverse perioder. Venligt spurgte jeg den konfuse ekspedient om prisen på de udstillede vare, og da jeg pegede på en spartaner med Lambda-skjold, fandt han ipad’en frem og skrev svaret i en oversættelses-app: ‘Alt er udsolgt!’ Jeg så minimum ti af slagsen i montret, og efter nogle minutter fortalte han mig, at de kostede 42 dollars stykket. Alt for dyrt, men jeg sagde ja. Herefter tastede han 5900 rubler ind på kasseapparatet, og jeg betalte således 600 kroner for ti gram tin. Well played Vladimir…

Souvenirkøbene tog lidt overhånd. Drengene fik et par VM-trøjer, datteren en ‘Putin-ridende-på bjørn-kaffekop’ og kæresten en fin matryoshka-dukke. Foruden den dyre spartaner, købte jeg flere kaffekopper med religiøse motiver, en Putin gips-buste, og nogle Putin-køleskabsmagneter med Krim-tema. Overalt kunne man købe turistede ting med Stalin, Lenin, Trotsky… Putin og Trump. Ja, selv en Bendtner-dukke.

Jeg skal ikke forherlige det russiske demokrati, men må blot konstatere, at den vestlige kritik af Putin skyder over målet. Han repræsenterer sit folk, og meget af det Vesten kritiserer ham for, har han solid opbakning til i befolkningen. Ingen EU-præsident kan sige det samme. MSM fører an i hetzen. Før VM fortalte medierne om hvor farligt det ville være i Rusland, men her hvor turneringen er ved at være slut, er der stort set intet sket. Vi følte os trygge overalt, også tryggere end vi ville være i Århus eller København. Den del overraskede mig.

Sikkerhedsopbuddet var uden sidestykke. Moskva var gearet til fodboldturisme, og man skulle eksempelvis scannes for at komme ind på Den Røde Plads. En ung overgearet betjent ville se displayet lyse på mit kamera, og problematiserede en netop indkøbt deodorant.

VM må i øvrigt have givet midlertidigt arbejde til tusinde af unge russere. Da vi ankom til lufthavnen (en af byens tre-fire internationale) en sen nattetime, var der opsat en særskilt skrank ved gaten: ‘Get your Fan ID here’. Tre personer var ansat til at fortælle os hvor vi kunne hente vores Fan ID, hvis vi ikke havde fået det tilsendt. Ved Metro-stationer stod Fifa-repræsentanter i små grupper, og guidede folk videre.

Sproget må siges at være en barriere. Når vi på engelsk bestilte vand uden brus (’still water’), kom det med brus – hvis det overhovedet kom. En lille fadøl blev en stor og fremdeles. Selv det mest simple kunne misforstås. Trods sproglige mangler og en lidt reserveret attitude, var der dog venlighed over hele linjen. Det samme med de tilrejsende fodboldfans. Vi sludrede lidt med en par russere på en irisk pub, og sad pludselig og hyggede os med nogle franskmænd. En anden dag drak vi ananasjuice/vodka af pap med et par fyre fra Balkan, og på syv dage så jeg intet der ødelagde stemningen – hverken vold eller hærværk.

Min vikingehjelm gav en del opmærksomhed, og jeg tror der blev taget 100 selfies med mig. På et tidspunkt blev det næsten for meget, men iført daner-uniformen laver man ingen scener.

(Se evt. tidligere post)

Hvor nazistisk symbolik er forbudt i Tyskland, så har russerne et andet forhold til kommunist-tiden. Det meste propaganda i gadebilledet var væk, men ikke 100 procent. På de mange monumentale bygningsværker fra Stalin-årene kunne man eksempelvis stadig se hammer & sejl, CCCP etc. Tæt på hotellet var en statue af Friedrich Engels og fremdeles. Her en detalje fra den store port ind til Gorky Park.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal mene om det, men russerne har tydeligvis et afklaret forhold til den slags. I Gorky Park var statuer af Lenin, Stalin, Dzerzhinsky mfl. samlet ved et mindesmærke for ofre for totalitære regimer. Ganske passende, omend det må siges at være et paradoks når nu Lenin stadig indgår i navnet på parken. “A riddle, wrapped in a mystery, inside an enigma”, sagde Winston Churchill om Rusland i 1939.

I Gorky Park så jeg også en statue af H.C. Andersen. Mest indtryk gjorde dog statuen af Sergei Yesenin, en digter der (formentligt) blev myrdet af regimet i 1925. Det siges, at han hver dag drak sig fuld og offentligt råbte ‘Død over kommunisterne’, lige til den dag han ikke var mere.

“What seems like an open and shut case of suicide may not be so simple. In the months leading up to his death the Soviet authorities had become increasingly concerned about the poet’s drunken debauchery. Criminal charges were brought against him and his friends because of their numerous brawls, and the Bolsheviks feared that Esenin could start to denounce the new government. Apparently there was even discussion of putting the poet under continual surveillance. This has led to unproven speculation that Esenin was assassinated by the secret police – a theory that is still hotly contested.” (Russia Beyond, 2014)

Kremlin

Metro-udsmykning, statuer mv.

Gorky Park

Diverse

Oploadet Kl. 18:51 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


30. juni 2018

Med hammer, segl og hagekors for den nationale socialisme: “Nation! Moderland! Socialisme!”

De senere dage har budt på uforglemmelige oplevelser her i Moskva. En længere illustreret gennemgang følger i den kommende uge, men nedenviste foto kan fint stå alene. En klistermærke der illustrerer hvorledes den nationale og den internationale socialisme i praksis er en fløjkamp blandt totalitære. Gruppen ‘Andet Rusland’ (sic) vil samle fløjene, hvad klart illustreres af logoet: Hammer, segl og hagekors: “Nation! Moderland! Socialisme!”.

Oploadet Kl. 00:45 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


26. juni 2018

En venligsindet viking, Den Røde Plads, Moskva, 25. juni 2018

Det har været nogle lange og intense dage her i Moskva, og ramkortet afspejler ikke helt de mange oplevelser. Jeg har smagt ‘Borscht’ (rødbedesuppe), spist ukrainsk og i det hele taget været vidt omkring. Alt har fungeret upåklageligt, men sproget har været et problem. De fleste russere taler ikke engelsk, og uanset hvad vi bestiller, ender vi altid med at få noget andet. Moskva er turistramt i disse uger, og det præger hele byen, ikke mindst området omkring Den Røde Plads, der er fyldt til bristepunktet dag og nat.

Der er dog styr på tingene, og overalt står frivillige klar til til at guide turister på rette vej. De sidste par dage har vi været i Fanzonen ved universitetet – et kæmpe aflukket område dedikeret til fodboldfans fra nær og fjern. Sikkerheden er højt prioriteret, men politiet keder sig tydeligvis lidt. Tirsdag eftermiddag, da Rusland spillede mod Uruguay, var vi måske 100.000 på pladsen. Russerne er lidt reserverede, men stemningen var helt fantastisk, lige indtil Luis Suarez bragte latinamerikanerne foran 1-0.

Min Vikinge-hue giver en del opmærksomhed, og foruden et interview med en kinesisk tv-kanal er jeg blevet selfie-fotograferet af mere end 100. En del asiater, en masse russere, men også argentinere, peruvianere, kroatere, brasilianere etc. Herunder et foto af mig med en tunesisk fan, der insisterede på at bytte hue. Den fez-lignende hat er en såkaldt ‘chechia’, den tunesiske nationalhat.

Oploadet Kl. 00:05 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer
Arkiveret under:


25. juni 2018

Vasiljekatedralen, Moskva, 23. juni 2018

Oploadet Kl. 00:24 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
Arkiveret under:


23. juni 2018

Frelseren Kristus-Katedralen, Moskva, 23. juni 2018

Jeg er mæt af indtryk efter et langt døgn i Moskva, der inkluderede 19-20 kilometers gang, og alt for meget lokalt bryg. Vi har set området omkring Den Røde Plads, og forventer først at gå i dybden med det mere seriøse, når Danmark har slået Frankrig på tirsdag. En lille gruppe franskmænd mente at Danmark var en ren walk-over, men Napoleon lever ikke mere – og var i øvrigt en lille ubetydelig gnom. Alt i midtbyen er dedikeret til VM, og overalt er der storskærme. Latinamerikanerne fylder godt op, men jeg så også øldrikkende iranere og tunesere, og stemningen er helt fantastisk. Det ene øjeblik hilser en brasilianer på mig på grund af trøjen, det næste øjeblik drikker man ananasjuice/vodka med et par fyre fra Balkan, mens en araber i Sverige-trøje råber ‘I am swedish’.

Oploadet Kl. 05:34 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer
Arkiveret under:


9. juni 2018

DFI-konsulent med DKU-fortid bevilliger 5,7 mio. til iraker: Laver dyster film om ‘et islamkritisk parti’

Nye Borgerliges Mette Thiessen skriver på Facebook, at Det Danske Filminstitut (DFI) har bevilliget 5,7 millioner skattekroner til filmen ‘Danmarks sønner’ der har præmiere næste år. En film instrueret af den irakiske flygtning Ulaa Salim, der tidligere har produceret kortfilmen ‘Ung for Evigt’ (2012) om forelskelsen mellem Omar og Sophie.

Filmen maler et dystert billede af, hvordan Danmark vil være, hvis et islamkritisk parti er ved magten. … Hovedrollen i filmen er den ’stærkt nationalistiske politiker’, Martin Nordahl, der spilles af skuespilleren Rasmus Bjerg. Martin Nordahl er i filmen formand for det fiktive og nystiftede parti National Bevægelsen.” (Mette Thiessen, 8. maj 2018)

(Bemærk National Bevægelsens Nye Borgerlige-lignende svane-logo; Foto: FB)

Konsulenten bag filmstøtten hedder Mette Damgaard Sørensen, der tilbage i 1997 talte ud på DR2 om hendes kommunistiske ungdom. Hendes forældre var kommunister, og hun kom selv på partiskole i Moskva, og blev ‘turistguide’ i DDR. Hun valgte kommunismen på grund af ‘medfølelse’ og ‘medmenneskelighed’, forklarede den daværende filmanmelder på TV2 otte år efter Murens fald. Mikhail Gorbatjov var for hende ’symboler på anstændighed og hæderlighed’, og selvom socialismens iboende demokratiske idealer mistede lidt uskyldighed i Østblokken, så var kampen mod kapitalismen evig aktuel. Og kampen mod islams kritikere, må man forstå.

(Mette Damgaard Sørensen, konsulent, Det Danske Filminstitut; Collage: DR2, 1997 mfl.)



13. april 2018

Peter Schmeichel: Hvis TV2 er så stødt, så burde de “.. tage konsekvensen og afgive deres rettigheder”

Tidligere landsholdsmålmand Peter Schmeichel er for en kortere periode ansat af Russia Today, for at lave ‘The Schmeichel Show’, hvor han interviewer folk relateret til det kommende VM i fodbold. I disse tider, er det tilsyneladende en stor forbrydelse. Min største bekymring relateret til Rusland lige nu, er ikke russiske hooligans, men det faktum, at jeg har købt flybilletter og forudbetalt hotel i Moskva, men endnu ikke har sikret mig billetter til Danmark-Frankrig. Hotellet er beliggende ved Kristi Frelserkirken, som ‘Pussy Riots’ skændede i 2012.

Fra TV2 Online – Peter Schmeichel svarer nu på kritik i mail til TV 2-vært: – Nu må I stoppe.

“I en mail til TV 2-vært Morten Ankerdal svarer Peter Schmeichel på den kritik, han har fået fra flere sider. …

– Nu må I stoppe. Jeg har ingen holdninger til hverken det ene eller det andet. Jeg elsker fodbold og glæder mig til VM, uanset hvor VM bliver spillet. Og hvis TV 2 er så stødt over Rusland og mit arbejde, så synes jeg, at de skal tage konsekvensen og afgive deres rettigheder til at vise fodboldturneringen, indleder Peter Schmeichel sin e-mail …

– Jeg har rejst rundt i Rusland i otte uger og føler mig 100 procent sikker alle steder, jeg har været. Så måske ubevidst og på den baggrund har jeg følt mig stødt over, at de såkaldte ‘vestlige medier’ siger, at her er farligt at være. Min intention var at få FIFAs præsident til at berolige folk og sige, at alt er fint, og at de bare skal komme til Rusland og se VM i fodbold. For det er det, fodbold drejer sig om. Ikke alt det politik. Det blander jeg mig overhovedet ikke i, skriver han også.”

(Peter Schmeichel som Russia Today-vært, 2018; Foto: Youtube)

“Russia Today er et propagandamedie og en forlænget arm for Putin og den russiske statsmagt. … Han sælger sin krop og sjæl til russisk propaganda.” (Hans Bonde, professor)

Oploadet Kl. 07:53 af Kim Møller — Direkte link44 kommentarer


10. oktober 2017

Revolutionær justits: Afskaffelse af ytringsfrihed og domstole (I: Jensen, Ruslands undergang, 2017)

Enhedslisten ændrede for et par år siden sit principprogram, og fjernede konkrete afsnit om nedlæggelse af politi, etablering af ‘folkemagtsorganer’ og andre elementer i det der blev kaldt ‘den revolutionære nødvendighed’.

Ungdomsforgreningen Socialistisk Ungdomsfront har stadig ‘folkelige kampe’ og ‘udenomsparlamentariske massebevægelser’ i sit minimumsprogram, og selvom den revolutionære justits nødvendigvis må være sporadisk før Revolutionen, så er der løbende angreb på ‘kontrarevolutionære’.

Herunder et længere afsnit fra Bent Jensens Ruslands undergang – Revolutioner og sammenbrud 1917-1921 (Gyldendal, 2017).

Revolutionær justits: Afskaffelse af ytringsfrihed og domstole

Noget af det allerførste, Lenin og hans regime gjorde efter magtovertagelsen, var at gribe ind mod menings- og ytringsfriheden. En forordning om pressen blev udstedt allerede den 27. oktober 1917 kun et døgn efter det nye regimes optræden. Det var, hed det i bolsjevikkernes begrundelse for ophævelsen af den ytringsfrihed, der havde været en realitet under zarismens seneste periode og under Den Foreløbige Regering, nødvendigt at få standset den ‘tilsmudsning’ og ‘bagvaskelse’ af det revolutionære regime, som den kontrarevolutionære presse angiveligt stod for.

Det næste alvorlige indgreb i befolkningens hidtidige frihedsrettigheder var udstedelsen i december af et forbud mod det liberale Kadet-parti. Partiet blev nu betegnet som ‘en fjende af folket’ og derfor forbudt. De socialistiske partier mensjevikkerne og de Socialistisk Revolutionære blev fortsat tolereret en tid, men turen kom også snart til dem. Ligesom Lenin fra starten havde ønsket en étpartiregering, lagde han nu også grunden til en étpartistat.

Et dekret om domstole afskaffede det hidtidige retssystem og de eksisterende love. Samtidig opfordrede det nye regime og ikke mindst Lenin selv ‘proletariatet’ til at terrorisere borgerskabet og alle andre modstandere af det revolutionære regime – altså en generel opfordring til selvtægt. Ligesom andre af den kapitalistiske stats ‘undertrykkende’ institutioner skulle også politiet afskaffes i det socialistiske Rusland. Det var i vidt omfang allerede sket efter Februarrevolutionen under Den Foreløbige Regering. Nu skulle politiets funktioner efter Lenins opfattelse i stedet overlades til arbejdermilitser, revolutionære tribunaler og folkedomstole.

‘Revolutionær justits’ skulle erstatte det hidtidige retsvæsen, der blev betegnet som den borgerlige stats ‘klassejustits’. Resultat af nedbrydningen af retssystemet og ordensmagten blev arbitrær vold, røverier, plyndringer og lynchjustits. (s. 221f)

(Politiet opløser den revolutionære justits, København, 2. oktober 2017)

Oploadet Kl. 13:03 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


4. oktober 2017

“… dét, at de troede, at de gjorde noget godt, var grunden til, at de blev så exceptionelt grusomme.”

Jeg fik et anmeldereksemplar af bogen fra Gyldendal, og det sker ikke hver dag. Den vil blive læst ved lejlighed, men vi har at gøre med 526 tætpakkede sider. Den gode Mikael Jalving er i gang – Tvang, tvang og atter tvang.

“… hvis jeg skal være ærlig, får jeg den nok ikke læst færdig. Det er for meget af det onde. Eller som Bo Bjørnvig skrev i sin anmeldelse i Weekendavisen:

‘Til dem, der stadig forsvarer Lenin & Co., med, at de var idealister, der ville det gode, må man sige, at det forholder sig stik modsat: Netop dét, at de troede, at de gjorde noget godt, var grunden til, at de blev så exceptionelt grusomme.

Den reelt eksisterende kommunisme er således snarere for meget af det gode.

Hos Jensen er Lenin tyrannen over dem alle, mens den militante journalist Trotskij er praktikeren, der får den bolsjevikiske revolution til at skride fremad mod katastrofen via organiseringen af Den Røde Hær, før sjæleingeniøren og feltherren Stalin overtager showet og bliver den mest berømte og berygtede af de tre, idet han opnår noget nær total kontrol med partiapparatet, bekriger tyskerne og fuldbyrder det totalitære stormløb mod indbildte og potentielle fjender af regimet i en kalkuleret blodrus, der skal rense rådsrepublikken for oppositionelle baciller og ideologisk urene mennesker.

Du har muligvis hørt historien før, men her får du en samlet pakke – og som altid med Bent Jensen – overlegent, klart formidlet.

Alle revolutioner har et sted og en tid, der mødes.

Ét af krydspunkterne – bogen giver mange flere – var et numerisk overskud af arbejdsløse intellektuelle. … Disse fritgående og radikaliserede typer tilbad folket, selv om de knap var en del af det. Samtidig var de fulde af foragt over for forældregenerationen og de såkaldte småborgerne og kontrarevolutionære bønder og arbejdere, mens de selv hørte til de privilegerede – takket være deres forældre. Det var fra denne isolerede, men eksklusive kreds, at bolsjevikkernes ledere trådte frem på scenen med deres sans for dramatik og selvskrevne ret til at diktere øjeblikkets nødvendighed…”

Oploadet Kl. 13:34 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


11. august 2017

Vejle-usbeker der leverede våben til IS-terror, støttede folk der var ‘anklaget for religiøs ekstremisme’

For tre år siden berettede Vejle Amts Folkeblad historien om café-ejeren Ibrohimjon Asparov, der flygtede til Danmark fra Usbekistan efter ‘en folkelig demonstration’ til fordel for folk der var ‘anklaget for religiøs ekstremisme’. Ibrohimjon video-dokumenterede overtrædelser af menneskerettighederne, og han var stadig nervøs for regimets repressalier, selvom han nu boede i Vejle. En klassisk rollemodel-artikel om en integreret flygtning, der nu skulle lære vejlenserne at spise russiske egnsretter. Churros til danskerne, AK-47 til islamisterne.

I år blev han kendt som ‘vejlenseren’, der leverede våben til Islamisk Stats angreb på en natklub i Istanbul.

(Collage: Ibrohimjon I. Asparov i Vejle Amts Folkeblad, 26. juni 2014, s. 14-15; Se evt. Syrienblog)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper