20. november 2012

Hørt i dokumentar om ‘højreekstremisme’ i det østlige Europa: “Jeg er ikke demokrat, snarere socialist.”

Når DR1 fortæller, at Horisont i dag handler om ‘højreekstremisme’ i Grækenland, Ungarn og Serbien, så frygter man på forhånd det bliver en perlekæde af associationer, der starter med heilende nazister og via Breivik drejes over på helt igennem legitim kritik af indvandring, Islam og islamisering. Titlen var Støvletramp og nazi-hilsner, og selvom det selvfølgelig ikke er helt præcist at kalde jødehadende socialister for ‘højreekstremister’, så var det en ganske sober udsendelse Thomas Ubbesen havde skruet sammen.

(Ungarnske Norbert: “Jeg er ikke demokrat, snarere socialist.”)

Han startede i Grækenland, hvor det klart fremgik at Gyldent Daggry’s succes var en direkte konsekvens af den illegale indvandring der lammer landet, og havde gjort livet usikkert for den gennemsnitlige græker. Herunder eksempelvis pensionisten der måtte have hjælp fra partiets gadekrigere for at få sin pension hentet sikkert hjem fra banken. Retsstatens sammenbrud, sådan helt konkret.

Thomas Ubbesen, DR1: Velkommen til Distrikt 6, en bydel der snart mere ligner Kabul, end det solide middelklassekvarter det var for snart få år siden. Her patruljerer Nikos hver aften på jagt efter illegale indvandrere. … Nikos fortæller at immigranterne har trukket kvarteret ned til det helt uigenkendelige.

Nikos Dimitriou, Gyldent Daggry aktivist: Hvis det fortsætter sådan her, så vil landet ikke eksistere om fem år. Vi bliver en minoritet i vores land.

Thomas Ubbesen: Der er blevet fattigt i Distrikt 6. Butikker er lukket, og ind er rykket folk fra Bangladesh og Somalia som har åbnet forretninger. De betaler ikke skat, elektricitet eller husleje. De kommer bare, er der nogen tid og forsvinder igen, siger han. … Folk er normalt lovlydige her i kvarteret, men tiderne er onde, og tiderne skifter.

Thomas Ubbesen: … så Nikos går ud med drengene hver aften, og tæsker gerne, og med stolthed, de mørke mennesker der holder til i Distrikt 6′s kældre og overfyldte lejligheder. Tæsker til blodet flyder, ‘så kan de lære det’.

Nikos Dimitriou: … Jeg frygter dem ikke. Jeg er i mit land, og bliver i mit land. Jeg tager kampen.

[...]

Spyros Giannatos, butiksejer: Det er vigtigt for mig at understrege, at vi som borgere og udvalg, overhovedet ikke har noget problem med udlændinge. … Dem vi har noget imod er illegale indvandrere. … Intet er vigtigere end religion for dem, hverken familie, venner eller børn. Tidligere samledes de på torvet og skrev ‘Allahu akbar’ og hævn. De omtaler de kristne som vantro. De mennesker kan ikke integreres med os.

Anastasia Katamanga, pensionist: De stjæler, de bryder ind, man bliver slået ned i elevatoren for 20 Euro. … Jeg ved ikke hvordan Grækenland er blevet sådan.

Thomas Ubbesen: Når fru Katamanga skal i banken ringer hun nogle gange til Gyldent Daggry. Det kan være Nikos, en engang helt fredelig mand, der har set sit job, sit kvarter, sin nation gå ned på ganske få år. …

Nikos Dimitriou: Så længe der er blod i vores årer, ved vi, at der vil være folk, eksempelvis jøder, som vi udrydde grækerne. Det vil ikke lykkedes dem. … For hele menneskeheden er de fjenden. De har pengene, ikke sandt? Det er dem der ved hjælp af penge har gjort folk til slaver. Hvem har pengene? … De er i dette øjeblik alles fjende. De er antikrist. Udslet dem. Det har historien lært mig. Det mente jeg ikke tidligere … I denne situation: Ja, ekstreme problemer kræver ekstreme svar.

Herfra til Ungarn, hvor man foruden overdrevet nationalisme, også fik et indblik i underklasse-Ungarns manglende lyst til at betale for sigøjnere der ikke integrerede sig. Også her med klassisk antisemitisme lige under overfladen.

Thomas Ubbesen: Den Hvide Hest er et tilholdssted for lokale, ja, hvad skal vi kalde dem. Er de for eksempel demokrater?

Norbert, biavler: Nej, snarere socialist. Jeg er ikke demokrat, snarere socialist. Man kan godt sige nationalsocialist.

Thomas Ubbesen: Norbert som stemmer på det ekspansivt voksende højrenationalistiske parti Jobbik, mener at Ungarns problemer, arbejdsløsheden, den katastrofale økonomiske situation, fattigdommen – bevidst er påført landet af indre såvel som ydre fjender. Det er sigøjnerne, først og fremmest. Og så jøderne.

Thomas Ubbesen: Der er ikke mange jøder her på egnen. I hvert fald ikke efter Anden Verdenskrigs rædsler. Men der er masse af romaer, eller sigøjnere – de får mange børn og får børnetilskud, og det må høre op, mener Norbert.

Norbert: Hvad angår romaer: Væk med socialhjælp, tving dem i arbejde, så de kan integreres til at blive ungarere. De skal tvinges i arbejde så det kan betale skat, og ikke nasse på dem der betaler skat, og kun har råd til et-to børn eller slet ingen. Vi bliver færre og færre ungarere.

Aniko Koka, arbejdsløs (sigøjner): Når man får børnetilskud står mange romaer i kø på posthuset. Fordi det er det eneste sted, man kan få pengene. Det skaber spændinger, at folk ser, at romafamilierne får overførselsindkomst, mens de selv står i kø for at betale regninger.

[...]

Thomas Ubbesen: Der er ingen tvivl om at de synspunkter vi hører ude i provinsen har rødder langt tilbage i tiden. … Har partiet et problem med jøder?

Márton Gyöngyösi, Jobbik: Nej, ikke jøder som sådan. Men vi har tydeligt sagt, hvad vi mener om Israels politik. Den er vi stærkt imod. Jeg er klar over, at enhver kritik rettet mod Israels politik eller drab på palæstinensere, medfører at man stemples som antisemitisk.

Slutteligt til Serbien, der stadig var præget af krigens sår. Klart fascistisk, en solid gang nationalisme, men ret beset også en forventelig konsekvens af hastige demografiske forskydninger. Det hele med en ideologisk overbygning der gjorde enhver form for afvigere for legitime mål.

Sonja Biserko, menneskerettighedsaktivist: De unge er frustrerede. De er vokset op med nationalisme og benægtelse.

Thomas Ubbesen: Har unge og vokse slet ikke lært noget af de blodige begivenheder i 90′erne, hvor hundredetusinder blev slået ihjel?

Sonja Biserko: Nej, desværre. De unge er opvokset med en nationalistisk model.

Thomas Ubbesen: … mange af dem marcherer, ligesom deres forældre, direkte ind i den store serbiske nationalisme.

Thomas Ubbesen: Opraz er i dag forbudt. Blandt andet på grund af dens rolle i 2010, da en Gay pride, en homoseksuel gadefest, endte i blodige gadekampe.

Mladen Obradovic, serbisk ortodoks nationalist: Serbien er den største og stærkeste nation på Balkan. Enhver, der benægter det faktum, vil før eller siden lide nederlag.

Thomas Ubbesen: Unge serbere strømmer i dag ligesom i 90′erne til nationalistiske højreekstreme grupper. … Der er mange nationalistiske grupper i dagens Serbien… Vojislav kender udemærket de heilende sortklædte nazister ude på stadion. Han mener det er at gå for vidt ligefrem at blive nazist, men han er serbisk nationalist, uanset hvad der flød af blod i 90′erne.

Vojislav Vladimirovic, højrenationalist: … Personligt tror jeg ikke på demokrati… demokrati har ikke ført noget godt med sig for os.Den kommunistiske elite har været så ødelæggende for Serbien, det serbiske folk og andre nationaliteter, der bor her, at alle midler – ja, stort set alle midler er tilladt.



1. juni 2011

Demonstrationer i Athen (strejkende), Madrid (unge aktivister) og Beograd (højreradikale)

I løbet af maj var der demonstrationer flere steder i Europa. Herunder en lille sammenligning af tre af de største, hvad fint illustrerer de danske mediers politiske skævvridning. Demonstrerende venstreorienterede kan samle sig med kommunister og stille utopiske krav, de vil altid være ‘strejkende’ eller ‘unge aktivister’. Demonstrerende højreorienterede kan have en nok så folkelig forankring, de vil altid være ‘højreradikale’.

Athen, Grækenland – 11. maj 2011. 30.000 grækere demonstrerer under en generalstrejke imod offentlige nedskæringer. Blandt de arrangerende fagforeninger var eksempelvis den store kommunistiske Panergatiko Agonistiko Metop forkortet PAME, All-Workers Militant Front. Fra TV2 Online – Grækenland: Tåregas mod strejkende.

“Mindst 10 personer er såret under sammenstød mellem politi og flere end 30.000 demonstranter. Størstedelen af de strejkende samledes i Athens cen­trum til protester, der er arrangeret af flere store fagforeninger. …

“Vi strejker for at vise vores vrede og modstand mod den politik, som føres, og mod de nye indgreb mod arbejdere og arbejde. I stedet for at gå efter de velhavende,” siger Stathis Anestis fra det græske LO.”

Kort: En stor venstreorienteret manifestation med et stærkt kommunistisk islæt, demonstrerer under klassiske venstrefløjsparoler. Der er en vis folkelig opbakning. Flere blev såret under optøjer.

(Athen, 11. maj 2011; Picasa)

Madrid, Spanien – 19. maj 2011.. Op imod tyve tusinde, hovedsageligt unge, demonstrerer i forbindelse med en lovændring under klassiske venstrefløjsparoler, der blandt andet inkluderer krav om bedre vilkår for arbejdsløse og mere demokrati. Den yderste venstrefløj luftede sine frustrationer over det regerende socialistpartis økonomiske realisme, og det hele fik et markant anarkistisk islæt. Fra DR Online (ved kommunist-journalisten Dines Boertman) – Unge gør oprør i Spanien.

“Et ungdomsoprør der er under udfoldelse i flere spanske storbyer, har fået myndighederne i blandt andet Madrid til at forbyde den permanente demonstration, som unge aktivister indledte i søndags på den centrale plads Puerta del Sol. … Oprøret viste sit ansigt søndag den 15. maj, hvor tusinder af unge samlede sig i mere end 50 byer under parolen “Reelt demokrati nu!”

De fortrinsvis unge deltagere blev mobiliseret via internettets forskellige sociale tjenester, og det gennemgående træk er, at de erklærer sig fuldstændig overset af de politiske partier og de herskende politiske dagsordener.

- Vi er dem uden bolig, uden arbejde og uden frygt, er et af aktivisternes slagord. De vender sig mod at krisen i den spanske økonomi skal betales af de dårligst stillede…”

Kort: En stor venstreorienteret manifestation med et stærkt anarkistisk islæt, demonstrerer under klassiske venstrefløjsparoler. Der er en vis folkelig opbakning. Flere blev såret under optøjer.

(Madrid, 19. maj 2011; Flickr)

Beograd, Seriben – 29. maj 2011. 40.000 serbere demonstrerer i protest mod udleveringen af Ratko Mladic. Blandt arrangørerne var Srpska radikalna stranka Serbiens Radikale Parti, det andenstørste parti i det serbiske parlament. Mladic er født i 1942 af kommunistiske forældre under et nazistisk styre, og gjorde som stålsat kommunist karriere i den jugoslaviske folkehær. Fra TV2 Online – Uroligheder i gaderne i Beograd.

“I den serbiske hovedstad Beograd kom det her til aften til sammenstød mellem demonstranter og kampklædt politi.

Urolighederne opstod efter et møde, hvor tusinder af højreradikale demonstranter krævede, at den anholdte formodede krigsforbryder Ratko Mladic bliver løsladt.”

Kort: En stor højreorienteret manifestation med et stærkt nationalistisk islæt, demonstrerer mod udlevering af tidligere hærfører. Der er en vis folkelig opbakning. Flere blev såret under optøjer.

(Beograd, 29. maj 2011; Euronews)



26. juli 2009

Dommere: “frafald anklager imod Karadzic!”

Haag: Anklagerne ved Den Internationale Domstol har fået besked på at sætte tempoet op i retssagen imod Radovan Karadzic. Dommerne truer med at annullere en del af anklagerne, hvis ikke anklagerne selv frafalder dem. Det skriver Radio Netherlands Worldwide.

Chefanklager Serge Brammertz har udformet et anklageskrift på 11 punkter, hvilket domsmagten mener er for mange. Anklagemyndigheden bedes også om at skære ned på de næsten 500 vidner i sagen.

Dommeren ved Karadzic’ sag, var også dommer ved retssagen imod Slobodan Milosevic – tidligere præsident af Jugoslavien. Milosevic døde i retssagens femte år, før tribunalet havde nået en dom. En af grundene til at retssagen trak ud, var antallet af anklager. Mange eksperter ansér Milosovic-sagen, som et skoleeksempel på, hvordan man ikke skal føre international strafferet, skriver RNW og fortsætter:

“Karadzic stands trial on charges of genocide, complicity in genocide, extermination, murder, wilful killing, persecutions, deportations, inhumane acts and other crimes during Bosnia’s 1992-1995 war that left an estimated 100,000 people dead.”

Retssagen forventes afsluttet i 2013.

Læs mere hos Radio Netherlands Worldwide.

Oploadet Kl. 00:09 af Søløven — Direkte link58 kommentarer
Arkiveret under:


22. august 2008

Monica Papazu: Forløbet omkring Kosovo er “udtryk for et historisk, europæisk selvmord”

Fra Weekendavisen. Poul Pilgaard Johnsen interviewer Monica Papazu – Vesten forstår intet.

“»Når Kosovo nu har opnået sin selvstændighed, og når de internationale styrker forlader området, vil ikke blot serberne, men også deres kirker og klostre sandsynligvis forsvinde fra Kosovo. Det er ikke kun et spørgsmål om at redde et folk, som er blevet til et mindretal i en af sine historiske provinser men om at redde en unik, kristen arv, som ikke alene fortæller om serbernes kristendom, men også om Europas egne rødder,« fastslår hun, og fortsætter:

»Kirkerne og klostrene, hvoraf otte befinder sig på UNESCOs liste over verdens kulturarv, bliver brændt og risikerer at forsvinde for vore øjne, og i deres sted skyder moskeerne op. I ’Solsortenes Land’ og på ’Kirkens Jord’ – Kosovo og Metohija – bliver kristendommen udraderet, og islam ekspanderer endnu en gang ved sværdet. Og mens talebanernes ødelæggelse af Buddha-statuerne i Afghanistan i foråret 2001 blev kendt overalt og entydigt fordømt som en utilgivelig forbrydelse mod verdens kulturskat, foregår udslettelsen af den kristne arv i Europa i al stilhed, og der, hvor den er kendt, bliver den alt for ofte mødt med ligegladhed.«

Det er et kodeord: ligegladhed. Man kunne tilføje: uvidenhed. For Monica Papazu er hele forløbet omkring krigen i Kosovo i virkeligheden et udtryk for et historisk, europæisk selvmord, som man kun kan forstå, hvis man forstår, at både Europa og USA intet forstod:

»Problemet er, at hele denne krig, som foregik ved Jugoslaviens sammenbrud i 1990erne, er blevet projiceret over på et tomt lærred, fuldstændig løsrevet fra den historiske sammenhæng. Der var ingen historisk erindring tilbage, der kunne kaste lys over, hvad der skete. Man anede intet om, hvad Jugoslavien var, om Det osmanniske Rige eller om Kosovos betydning for serberne og den øvrige kristenhed. Både journalisterne og de vestlige politikere, de amerikanske især, var præget af en tragisk uvidenhed om historien og ligegladhed med den,« mener hun og illustrerer sin pointe med en samtale mellem Warren Christopher, der var USA’s udenrigsminister fra 1993 til 1997, og Storbritanniens tidligere udenrigsminister, EU’s fredsmægler David Owen:

»Warren Christopher spurgte en dag David Owen, hvorfor i alverden europæerne havde ladet serberne besætte Bosnien. Hvorpå David Owen svarede, at serberne jo ikke havde besat noget som helst: ’de boede bare der.’Siden hvornår?,’ spurgte Warren Christopher så forbløffet. ’Jamen, siden altid!,’ svarede briten.«”

Oploadet Kl. 12:48 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


28. januar 2008

“Historieforståelsen er ‘subjektiv’, for mennesket er ikke forudsætningsløst…”

Fra dagens Information. Monica Papazu irettesætter Jens-Martin Eriksen om Kosovo-problematikken - Den nye løgn.

“Hvordan kan man forstå historien? Fra et punkt uden for historien eller som et historisk menneske, bundet til tid og sted? Kan historien forstås uden at tage historien i betragtning? Hvad er objektivitet og subjektivitet i historieskrivningen? Hvad er forholdet mellem fakta og tolkning?

[...]

At Eriksens omgang med stoffet er lemfældigt, vidner hans anmeldelse af mit essay om. Der er faktuelle fejl: Kosovo er ikke en ‘republik’ (FN’s resolution 1244); autonomien blev ikke ‘ophævet’, men indskrænket; etnisk udrensning blev ikke kun begået af serberne i Bosnien, men også af kroater og muslimer. De tre eksempler er udtryk for et bestemt standpunkt, hvor fakta bliver undertrykt i én ganske bestemt retning: Retningen er anti-serbisk.

[...]

Med dette er vi nået til hjertet af den principielle diskussion. Hvad er historieskrivning?

Det er fakta plus tolkning og forbindelsen imellem dem. Det faktuelle aspekt i Eksjugoslaviens tilfælde er, som vist i mit essay, interessant, fordi misinformationen, som signaleret af primære kilder (militære kilder på stedet, f.eks. de vestlige generaler, FN-ansatte osv.) såvel som af de seneste medieanalyser, har været massiv. Misinformationen (halve sandheder, fordrejninger, fortielse af fakta) har selv været betinget af en forudfattet tolkningsmodel, som bl.a. hviler på det vestlige traditionsbrud og historieløshed. Således blev den historiske baggrund ignoreret, og dette netop i et område, hvor fortiden var materiel årsag til de nuværende fænomener (kommunistsamfundet, Titos særlige politik med hensyn til nationerne; II. verdenskrig; det osmanniske rige), og hvor den historiske erindring er stærk.

Det spørgsmål, der opstår i historieskrivningen, er således: Hvilken tolkning bidrager til den bedste forståelse? Den, som kun tager ‘øjeblikket’ i betragtning (hvad der udgør øjeblikkets realitet, er selv et spørgsmål om valg og fravalg), eller den, som tager den bredere historie med? Den, som placerer sig uden for historien, eller den, som prøver at læse historien på dens egne præmisser? Den, som har ét goldt og hovmodigt skema, som hele historien skal tvinges ned i, eller den, som forsøger at lytte til historien i dens kompleksitet?

Den historieforståelse, Eriksen repræsenterer, hviler på ét simpelt skema: Nationalstaten er af det onde; forankringen i den nationale kultur er årsagen til krige; tro og kultur skal uskadeliggøres; kristendom er skældsord. Skemaet er lige så enkelt som den marxistiske klassekampsreduktionisme og lige så anti-kulturelt og utopisk (det tilsigtede ideal er det universalistiske samfund).

Historieforståelsen er ‘subjektiv’, for mennesket er ikke forudsætningsløst, men betinget af den historie, han er en del af. Men den ‘objektivitet’, som Eriksen postulerer, er mindst lige så ‘subjektiv’, idet den hviler på et tilfældigt ideologisk skema. Den følger blot dagens politiske korrekthed, som i morgen vil være lige så meget ‘passé’ som marxismen, som er dens uindrømmede forudsætning.

Den type historieskrivning, som Eriksen repræsenterer, ønsker at etablere sig som den eneste gyldige læsning af historien og fratage både den akademiske forskning og den historieforståelse, som udspringer af historie og kultur og modsætter sig dagens ideologi, enhver legitimitet. Den er ikke andet end totalitær åndsformørkelse.”



18. december 2007

“Vi kunne også invitere islam indenfor i Europa og lade muslimerne overtage det hele?”

Jens-Martin Eriksen har til gårsdagens Information interviewet Radomir Popovic, serbisk professor i kirkehistorie – Krigen i Bosnien var en krig mellem kristendom og islam.

“Jeg vil gerne høre fra Dem, om krigen i Bosnien ikke var en krig mellem kristendom og islam.

“Ja, det var den, det er rigtigt, og som De der fremstiller konflikten, er det også meget korrekt! Det var et forsøg på at skabe en islamisk stat i Europa. Og hvis Vesten siger ja til det, så lad den endelig få en sådan stat, men vi her i Serbien er imod den. De kan så lave en islamisk stat i både Frankrig og Tyskland, hvor der er fem millioner muslimer. Det vil nemlig ske efter det samme princip, hvor man har samme sprog, men forskellig religion. Så lad dem få en islamisk stat i disse lande!”

Men tror De ikke, at der nu er skabt fred mellem serbere og bosniere med Dayton-fredsaftalen, og at grænsen mellem de to lande langs floden Drina nu er anerkendt af begge parter?

“Dayton-aftalen er kun en midlertidig løsning, for jeg tror slet ikke, at der skal eksistere nogle etniske grænser eller adskillelse mellem vore to lande langs floden Drina. Man kan se med eksemplet Sarajevo, at det er muligt for forskellige grupper at leve sammen. Jeg tror, at det er forkert at støtte denne aggressive islam, som findes i Bosnien. Muslimerne behøver heller ikke at frygte, at vi serbere er i flertal, for erfaringen viser, at kristne ikke angriber nogen fra andre trosretninger. De er snarere ofre end bødler. Det viser sammenstødene med islam.”

[...]

Er det også den måde, som De ser konflikten i Bosnien på i den serbiske kirke?

“Det er rigtigt! Det første sammenstød var mellem det byzantinske rige og islam, og mange kristne mistede deres liv i denne strid og blev dermed helgener i den kristne kirke. Men jeg ved dog ikke, om vi her i Serbien er de eneste i frontlinjen? Vi kunne også invitere islam indenfor i Europa og lade muslimerne overtage det hele? Det kan man så gøre i Paris og London, men her i Beograd valgte vi altså at kæmpe.

Jeg læser i Deklaration mod folkemordet på det serbiske folk fra 1997, som er undertegnet af patriarken Pavle for den serbisk ortodokse kirke og en række intellektuelle, bl.a. fra det serbiske akademi, at denne plæderer for serbernes ret til at “leve under ét tag”… Vil De forklare, hvad patriarken mener?

“Det patriarken udtrykker i brevet til Lord Carrington i 1991, da Jugoslavien er ved at falde fra hinanden, var, at da ville det være en god idé at bevare både den åndelige og den territoriale samling af serberne. Man kunne jo se på det gamle jugoslavienskort, at kirkens åndelige grænser, der hvor der boede ortodokse kristne serbere, ikke passede sammen med de republikgrænser, som var aftegnet. Og kirkens mål er at samle hele nationens åndelige identitet. Men vi ved, at når vi taler om Patriarken Pavle, så skal man ikke tillægge ham nogen intentioner om at ville skabe et Storserbien. Snarere tværtimod…. Ved De, at i store dele af Kroatien, hvor serberne levede og var i flertal, der bor de ikke mere? Der er disse serbere i dag fordrevet.

  • 15/12-07 Information – Religionen er den sande drivkraft (1. del i serien, Milan Vukomanovic).
  • 18/12-07 TV2 Online – Tusindvis demonstrerer i Kosovo (ikke på DR).
  • Oploadet Kl. 18:16 af Kim Møller — Direkte link80 kommentarer
    

    16. december 2007

    Stjernfelt & Eriksen: “Et stabilt demokrati må… forudsætte en pessimistisk antropologi”

    Eurozine har lagt et kapitel af Frederik Stjernfelts og Jens-Martin Eriksens bog Hadets anatomi online. Sjældent har jeg læst noget så skarpt – Fremtidens spejl

    “Multikulturalisme i et samfund er ofte blevet set som en særlig “demokratisk” indstilling: alle kulturers lige ret til at udfolde sig på jordskorpen, så at sige demokratiet overført fra forholdet mellem individer til forholdet mellem kulturer. Men hvad krigene i Bosnien kan lære os er, at multikulturalisme tvært imod står i skærende kontrast til demokratiske værdier som individets ukrænkelighed, menneskerettigheder og lige ret for loven. For multikultur betyder naturligvis flere kulturers sameksistens i et samfund, og hvis disse kulturer hylder særlige rettigheder for deres medlemmer, så ligger det i sagens natur, at så forholdes andre kulturers medlemmer disse rettigheder. Multikulturalismen er derfor snarere et opløsningstegn i et samfund i undergang, hvor de næste stadier hedder ghettoisering og adskillelsen i separate nationer. Den tendens er da også tydelig i multikulturalismen, at bagsiden af den øjensynlige tolerance – som Zygmunt Bauman formulerer det i sin bog “Fællsesskaber” – er retten til fuldstændig ligegyldighed over for de andre kulturelle grupper. Næste trin er opgivelsen af enhver deltagelse i samfundets fællesanliggender til fordel for ens egen kulturelle gruppe, hvorved almindelig civil adfærds- og omgangsform fortabes – og næste trin bliver når konflikter opstår mellem grupperne, og man ikke længere har adgang til anden samfærdsel end vold, fordi de almindelige civile og demokratiske procedurer forlængst er ugyldiggjort.

    [...]

    Multikulturalismens afgørende naivitet er, at den ikke ser hverken statens eller civilsamfundets rolle. Den tror, at et samfund udgøres af en række af sideordnede kulturer, men reflekterer ikke over, at disse også må udgøre en sum, et fælles normativt grundlag af værdier, som hele samfundet skal hvile på. Men en moderne demokratisk stat forudsætter ikke bare formelt demokratiske valgprocedurer, men også en sådan demokratisk kultur. Det kan være ganske svært at begrebsliggøre, hvad denne “demokratiske kultur” går ud på – som slet ikke er kultur i den “etnologiske” forstand, at den hylder bestemte værdier, guder, nationalretter, klædedragter, historier og så videre, og som derfor ikke ligner nogen enkelt af “multikulturalismen”s eksotiske kulturer.

    [...]

    Det er en udbredt synd hos demokratiets mere naive tilhængere: at fraværet eller svækkelsen af diktatur er ensbetydende med at demokrati vokser frem som en naturlig tilstand, der bare har været undertrykt. Det er en anden lære af tilfældet Bosnien: demokrati er ikke en “naturtilstand”, som indfinder sig så snart dets fjender ophører med at være stærke – sådan som mange naive demokratitilhængere tror det. Demokrati er tværtimod en uhyre sofistikeret tilstand med mange sociale, politiske, militære, økonomiske og kulturelle forudsætninger udover dens kerne, den nøgne, formelle valgprocedure.

    Dette ser “multikulturalismen” ikke – i sin galopperende antropologiske naivitet har den ingen interesse i presse, hær, politi, uddannelse, økonomi og så videre. Den tror, at kulturbegrebet er overordnet samfundsbegrebet – og at kultur bare består af forskelllige, sideordnede værdisystemer. Og hvem er vi, der forsøger at sætte vort vestlige værdisystem igennem over for de andres, de helt andres? Denne idé hylder et så generelt kulturbegreb, at den vestlige kultur med dens enorme udstrækning i tid, rum og personer, og i øvrigt med dens store indre variation, bliver sidestillet med antropologiske “kulturer” bestående af nogle få hundrede personer. Men det interessante ved den sækulære vestlige kulturs universalisme er, at den er et af de få levedygtige koncepter for at forskellige etniske kulturer faktisk kan leve sammen. Og det har den kun muliggjort ved kompromisløst at hævde sine basale fordringers universalisme. Derfor stiller den også et afgørende krav til de kulturer, der skal leve sammen i demokratiske samfund – nemlig at de skal anerkende disse fordringer. De må hylde hver deres guder og tjene dem som de vil, de må have hvilke skikke i klædedragt, gastronomi, navngivning, litteratur osv. som de vil – så længe de ikke interfererer med demokratiske fordringer, for demokratiet og universalismen kender intet kompromis med nogen “etnologiske” kulturer. Det er tværtimod disse kulturer, der må indrette sig på demokratiet. Og dette forhold vil derfor også betyde et farvel til alle forestillinger om kollektive rettigheder – til serbernes evige og gudgivne krav på Kosovo, til bosniske muslimers drømme om den dydige stat, til danske imamers hellige krig mod vestlige værdier, til forestillinger om særlige krav til individer med en bestemt etnisk baggrund, til accepten af fuld og uindskrænket personlig frihed for ethvert individ uanset religiøse normer og baggrund. Den kristnes ret til at konvertere til islam såvel som muslimens ret til blasfemi og til at forlade islam.

    Adgang til det demokratiske samfund gives kun mod en lille, men ganske afgørende pant: afkaldet på at være et udvalgt folk, privilegeret gruppe, hellig nation – i det mindste i denne verden. Sådanne drømme må deponeres i det hinsides. Det kan forekomme mærkelig overflødigt at skulle gøre opmærksom på disse helt grundlæggende oplysnings-standarder i år 2002, men den multikulturelle ideologis voksende ødelæggelsesarbejde gør det nødvendigt.

    Dens naivitet gør kulturbegrebet til en religiøs kategori, til en forudsætning, som det er umuligt for den at problematisere. Men selv om multikulturalismen i en vis forstand er en art meta-religion, der indeholder traditionelle religioner ufordøjet i sig, så er den ligefuldt en irrational overtro. Som Zygmunt Bauman har set, har kulturalismen nøjagtig samme struktur som racismen: begge inddeler menneskeheden i statiske grupper, der er sig selv nærmest, og hvor man ikke skal blande sig i de andre gruppers anliggender. Hvor racismen misbrugte biologien til sine opdelinger, dér misbruger kulturalismen antropologien. Derfor deler multikulturalismen racismens historieløshed. “Kulturer” ses som gode i sig selv, fordi de anskues som givne, færdigt foreliggende, næsten evige. Alt “kulturelt” bliver derfor bevaringsværdigt og værdifuldt i sig selv. Men det er essentielt en turists opfattelse af eksotiske kulturer som en kuriøs og interessant ingrediens i verden, som en art krydderi. Intet kunne være mere rammende for en karakteristik af multikulturalismen i dag end hvad Carl Schmitt kynisk konstaterede i 1932: “Et relativistisk bourgeoisi forsøgte i et forvirret Europa at gøre alle tænkelige eksotiske kulturer til genstand for sit æstetiske forbrug.” Men det er et endnu mere kynisk syn på mennesker at se deres kultur som sådanne tidløse størrelser, lukket om sig selv, og som bør forblive sig selv for vor æstetiske nydelse af en “mangfoldig” verden.

    [...]

    At være demokrat er ikke ensbetydende med at skulle abonnere på en naiv, optimistisk antropologi, hvor man tror, at alle mennesker er gode (og demokratiet derfor en naturlig konsekvens af deres godhed) Et stabilt demokrati må snarere forudsætte en pessimistisk antropologi, ifølge hvilken mennesket hverken er godt eller ondt fra naturens hånd, men kan gøres hjælpsomt eller grusomt i forskellige situationer. På et sådant grundlag må demokratiet være forberedt på det værste…

    Oploadet Kl. 16:59 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer
    

    12. december 2007

    “Nu må der endelig skæres igennem”, skrev Politiken

    Forleden hørte jeg på P1 Kosovo omtalt som Kosova, men tænkte ikke nærmere over det. Forskellen er alt – Kosova er “det albanske navn for provinsen”. Fra Den Danske Forenings blog, en række citater…

    Vi gav dem mad, vi gav dem husly, men de var ikke taknemmelige… De reproducerede sig i hastigt tempo, de opretholdt kvinderne i faste kønsroller, der blandt andet forbyder dem at arbejde og ytre sig offentligt, og pludselig ønsker de at få deres egen stat.” (Serber i Kosovo, Berlingske Tidende 16/10-1988)

    “Pr. 1. januar 1988 var 650 af provinsens 1450 byer og landsbyer racerent albanske. I de senere år sker det ved regulær forfølgelse af det serbiske mindretal. Formerne er mange, fra brosten gennem vinduet, ildspåsættelse, forgiftning af brønde, til overfald, mest om natten så gerningsmanden kan slippe væk… Meget virkningsfuldt er trusler mod de serbiske skolebørn, som udsættes for racistiske tilråb, stenkast og tæv.” (Politiken 1/2-1989)

    “EU bør være først til at anerkende landet… I Kosova vil serbere afvise at acceptere selvstændighed og erklære sig som del af Serbien, men mange ventes også at begå selvvalgt etnisk udrensning og forlade landet. Begge dele er beklageligt, men nu må der endelig skæres igennem. (Vibeke Sperling i leder: Frit Kosova; Politiken 11/12-07)

    Oploadet Kl. 22:11 af Kim Møller — Direkte link74 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.