I søndagens Jyllands-Posten satte Mikael Jalving ord på udviklingen i Sverige: “Mens kristendommen er udskilt fra staten, integreres islam løbende i statens love, regler og bekendtgørelser. Den svenske stat er sekulær på overfladen, men hellig indeni, og de politiske fløje har simpelthen byttet plads. Mens højrefløjen har tabt troen, har venstrefløjen fået en ny.”

Fra Kristeligt Dagblad – Kirke inviterer imam til at tale ved pinsegudstjeneste.

“Selvom pinsen er en fejring af kirkens fødselsdag, kan man sagtens bede en muslim om at tale til menigheden under den kristne højtid. Det er holdningen i Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København, hvor sognepræst Louise Britze Kijne med provstens og menighedsrådets velsignelse har inviteret imam Abdul Wahid Pedersen til at tale under temaet fred. Det sker i forbindelse med en formiddagsgudstjeneste anden pinsedag, som foregår i kirkens have.

Planen var først, at imamen skulle tale under selve gudstjenesten. Men ved nærmere eftertanke har præst og imam besluttet at lægge talen umiddelbart efter gudstjenesten, fortæller sognepræst Louise Britze Kijne.

”Det er ikke vores mening at være kontroversielle…,” siger Louise Britze Kijne.

Muslimer tror ikke på Helligånden, som ifølge Bibelen er Guds ånd, der efter Jesu himmelfart møder disciplene og giver dem kraft til at grundlægge den kristne kirke. Men det er ikke noget problem, mener Louise Britze Kijne.

”Bibelens pinseberetning viser, at vi er åndsvæsener, og at vi derfor kan forstå hinanden og dele troen på at være skabt i Guds billede – på tværs af sprog og kultur, der ellers kan skille os ad. Det er vigtigt, at vi får vist, at vi som kristne og muslimer kan stå skulder ved skulder og tale over et fredstema. … og tilføjer, at valget faldt på Abdul Wahid Pedersen, fordi han er en god repræsentant for muslimer i lokalmiljøet.

[...]

Hverken biskop i Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen eller provst i Nørrebro Provsti Gert Blak Mogensen kan dog se et problem. Biskoppen kalder gudstjenesten for et ”rigtig fint og imødekommende initiativ”, mens provsten siger:

“Det er fint, at der eksperimenteres med sådan en gudstjeneste på højmessens plads. Imamen skal tale om fred…”

Hvis man kan lære noget af historien, så må det være, rettroende muslimer altid kan finde noget at blive krænket over. I Sverige vinder islamisterne terræn, og ikke engang den yderste venstrefløj kan undgå racisme-beskyldninger. I sidste uge gik det ud over venstreradikale EXPO, der kritiserede jødehaderen Omar Mustafa (S), og herefter blev lyst i band som islamofobe af talsmænd for tre muslimske organisationer.

“… EXPO:s granskning är inte konsekvent. Den häxjakt de har bedrivit mot Omar Mustafa har inget med granskande journalistik att göra då den är full av populistiska undertoner… EXPO:s sätt att sköta denna situation visar oss som muslimer att EXPO lägger sig till den skara lobbyister som inte vill se muslimer hamna på betydelsefulla samhällspositioner. Som en organisation som säger sig stå emot islamofobi och antimuslimism finner vi det beklagligt att de inte har hanterat denna situation mer ansvarsfullt.” (Aftenposten, 12. april 2013)

Gårsdagens sag er næsten mere absurd. Islamister kritiserer tegneserien ‘Mustafas kiosk’ af danske Jakob Martin Strid. Urias-læsere vil vide, at Strid for år tilbage var aktiv i Antifascistisk Aktion, Den Røde Bande og Kollektivtet for Kommunisme. Generaliebladet tæller flere militante ‘anti-racistiske’ aktioner.

“”Hur tänkte ni när ni bestämde er för att ge ut Mustafas kiosk? Maken till rasistisk nidbild”, skriver en av många upprörda läsare på förlagets Facebooksida. ”Ska små barn verkligen lära sig rimma genom islamofobi?”, skriver en annan. ”Gavs den ut på 30-talet?!” (Avpixlat, 18. april 2013)

(Stereotype Mustafa i Jakob Martin Strids ‘Mustafas Kiosk’ fra 1999)

I forbindelse med DR Dokumentaren ‘Et ekstremt netværk’ efterlyste jeg her på siden konkret kritik af islamiseringens modstandere. Jacob McHangama kommenterer i Politiken, og selvom han selvfølgelig er lidt for dogmatisk-liberal, så er gennemgangen værd at gengive her. Det er trods alt banebrydende, at anti-islamister møder konkret kritik, og ikke bare tomme slogans. Politikens kernelæsere er ikke begejstrede.

(Karin Bennedsen kommenterer Jacob McHangamas kritik af SIAD, 14. april 2013)

Personligt mener jeg McHangama vægter ‘almene rettigheder’ lidt for højt, og ignorerer det forhold at demokrati også handler om ‘folkets vilje’. En klassisk strid mellem det man kunne kalde ‘minoritetsbeskyttelse og flertalshævdelse’, men er Sverige i sidste ende mere demokratisk end Schweiz, fordi indbyggerne i sidstnævnte kan imødegå islamiseringen ved folkeafstemninger? Nej, selvfølgelig ikke. Demokrati er ikke kun stat, men også folk – dem der skal leve med konsekvenserne på godt og ondt.

Jacob McHangama i Politiken – Højreekstremister er i kamp mod det danske demokrati.

“I de senere år er der i en række vestlige lande opstået en såkaldt counterjihadbevægelse, der i egen optik kæmper en frihedskamp mod, hvad man anser for en stigende islamisering af Vesten, der vil ophæve demokratiet og ultimativt indføre islamisk styre og sharialovgivning.

… spørgsmålet er, om counterjihadbevægelsens formelle støtte til frihed har grobund i virkeligheden. …

Kigger vi på Siad’s vision for det danske samfund, bliver det også meget hurtigt klart, at der er tale om et frontalangreb på – snarere end et forsvar for – de mest basale grundlovssikrede frihedsrettigheder.

Anders Gravers har – ligesom Geert Wilders – opfordret til at forbyde Koranen. I Siad’s program hedder det bl.a. »Ikke-statsborgere har principielt ikke nogen grundlovssikret ret til at manifistere [sic] sig politisk, hverken mod den danske stat eller mod andre stater«. …

Men det skal ikke kun gøres strafbart at støtte en udlændingepolitik, som Siad er uenig i; straffebestemmelsen skal også indføres med tilbagevirkende kraft til 1973. Det ville i givet fald gøre det muligt at føre straffesager mod de politikere, debattører m.v., som ifølge Siad’s dolkestødslegende har forrådt Danmark og tilskyndet til ‘islamiseringen’.

Disse punkter er indiskutabelt i strid med grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder, ikke mindst ytringsfriheden, og flere af Siad’s programpunkter har klart totalitære træk. …

Trods tvetydig retorik på sociale medier, synes der heller ikke at være holdepunkter for at kæde Siad og lignende bevægelser sammen med organiseret vold eller tilskyndelse til terrorisme a la Anders Breivik, hvilket ellers er blevet insinueret i visse medier, herunder DR, samt nævnes som en risiko i rapporten fra ICSR.

Rent faktisk har medlemmer af Siad været udsat for grove overfald fra venstreekstremistiske grupper, ligesom politiet har nægtet Siad ret til at demonstrere på bestemte lokaliteter grundet faren for uroligheder stammende fra Siad’s modstandere på venstrefløjen, hvilket selvsagt er uacceptabelt.

… det er afgørende, at kampen mod islamisme i videst muligt omfang kæmpes på demokratiets og frihedens grund, ikke via drakoniske særlove og ophævelse af grundlovssikrede rettigheder. Siad skal derfor have ret til at give udtryk for deres holdninger, ligesom de bør beskyttes mod fysiske angreb fra venstrefløjsekstremister.

Men det store flertal af demokratisk indstillede islamkritikere bør se Siad og dets meningsfæller i counterjihadbevægelsen som hykleriske demagoger snarere end naturlige allierede.”

I går kunne Expressen fortælle, at en Ung Vänster-ordfører, havde truet integrationsministeren på livet i en kommentar på Twitter: “Jag vill skjuta Tobias Billström.” Kort før jul fik Swedish Defence League-lederen Kamil Ryba besøg af Antifascistisk Aktion i privaten, hvad gik ud over hans firmabil. Herunder en kommentar på Projekt Antifas Facebook-gruppe skrevet af Håkan Larsson, der sidder i byrådet for Miljöpartiet de gröna i Eslöv.

(Projekt Antifa på Facebook, 24. marts 2013)

Det norske Fremskrittsparti er “et parti med stærke fascistiske indslag” og “Sverigedemokraterna er næsten et skoleeksempel på et fascistisk parti” kunne man høre på SVT Gomorron i går, hvor historiker Henrik Arnstad forklarede at moderne fascister ikke vil afskaffe demokratiet, men ønsker et ‘flertalsdemokrati’.

(Avpixlat, 19. marts 2013: Rabiat fejkhistoriker i SVT:s morgonsoffa)

Jeg ved ikke hvilken etikette Henrik Arnstad vil give herværende blog, men i Antifascistisk Aktions seneste bog ‘At knuse fascismen’ er der ingen slinger i valsen. Uriasposten er demokratisk, men… en fascistisk blog.

“Ikke alle fascister i de nordeuropæiske lande vil dog skrive under på at de ønsker at afskaffe det borgerlige demokrati til fordel for et fascistisk diktatur. Alligevel spiller autoritærismen en helt central rolle, også for disse mindre klassisk orienterede fascister. Dette skyldes autoritærismens nøgleelement: viljen til offensiv voldelig repression mod politiske modstandere og uskyldige civile. Dette forener alle fascister, også i Danmark, lige fra Den Danske Forening til de erklærede voldsmænd i White Pride. …

Alle fascisterne er involverede i en voldelig kultur, rettet især mod muslimske indvandrere og venstrefløjen, omend ikke alle involverer sig fysisk. Grupper som White Pride, DNF og DNSB er åbenlyst fascistiske og åbne omkring deres brug af- og vilje til vold. Andre forsøger imidlertid at lancere sig som almindelige konservative med et islamkritisk udsyn, men deres alliancer og relationer filtrer dem ind i den fascistiske bevægelses net. Sådanne fascister står for f.eks. informationsarbejde og lobbyvirksomhed, som støtter op om den konkrete, voldelige aktivisme; f.eks. ved at indsamle oplysninger, som bruges af de militante fascister. Dette arbejde anføres i disse år af fascistiske bloggere som Uriasposten.“ (At knuse fascismen, 2013, s. 26-28)

Snaphanen har oversat en Newssmill.se-artikel af bogaktuelle Karl-Olov Arnstberg og Gunnar Sandelin. Der indledes med et dansk forord, som indirekte fortæller hvilken medievirkelighed svenskerne er oppe imod.

“Denne artikel, “Sverige kan ikke klare så stor indvandring,” blev afvist af DN Debatt, opinionssiden på det svenske dagblad Dagens Nyheter. Vi har også skrevet en forkortet version, der blev nægtet optagelse i de førende svenske dagblade, Gøteborgs-Posten, Sydsvenska Dagbladet og Svenska Dagbladet.”

(Mona Sahlin i TV4 Nyheterna i går om ‘svensk politik’: “Den vita majoriteten är problemet”)

Fra den oprindelige artikel i Den Korte Avis – Censuren i Sverige antager opsigtsvækkende former.

“I 2012 bevilligede Migrationsverket (Udlændingestyrelsen) sammenlagt godt 111.000 opholdstilladelser. Antallet af asylansøgere blev øget med 48 procent i forhold til 2011. Sammenligner vi med vore nordiske naboer bevilligede Sverige sidste år otte gange flere permanente opholdstilladelser end Finland, fem gange flere end Danmark og mere end dobbelt så mange som Norge. …

Indvandringen har ændret karakter med tiden. Et bredt spektrum af indvandrere er erstattet af hovedsagelig asylansøgere fra muslimske lande som Syrien, Somalia og Afghanistan. …

I medierne beskrives alle asylansøgere som ‘flygtninge’. Dette er ikke sandt, eftersom flygtningebegrebet er knyttet til Genèvekonventionen og Udlændingeloven. Af de asylansøgere, som har fået ophold under Fredrik Reinfeldts tid som statsminister til og med i år, har 21 procent været flygtninge.

Vælger vi en længere periode og tager 1980 som udgangspunkt, er det tilsvarende antal betydeligt mindre, 10 procent. Næsten halvdelen fik ophold af humanitære grunde, mens cirka en fjerdel bevilligedes asyl som ’værende i behov af beskyttelse’. (Migrationsverkets statistik er ufuldstændig hvad angår 1980’ernes første del.)

I løbet af de senere år har indvandringen via familiesammenføring været cirka tre gange så stor som asylindvandringen. Flertallet af ansøgningerne består af nyetablerede familierelationer. Den handler altså ikke om en familie-genforening, men mest om partnere som tages hertil fra de forhenværende hjemlande.

Her bør man notere at Sverige, efter hvad vi har kunnet finde ud af, er det eneste land, som tillader, at mennesker på offentlig forsørgelse kan tage slægtninge hertil. Slægtninge, som også med stor sandsynlighed skal forsørges af det offentlige. …

Migrationen fra fattige lande til Europa er en standardiseret virksomhed i stor skala. Det betyder, at de, som søger asyl i Sverige, næsten altid køber hjælp af menneskesmuglere. Rikskriminalen (Rigskriminalpolitiet) beregnede i 2010, at flygtningesmugleriet omfattede 90 til 95 procent af de asylsøgende, som kommer hertil, først og fremmest fra Irak, Somalia og Afghanistan.

Smuglerne forsyner de asylsøgende med flygtningehistorier, som kan accepteres af modtagerlandets migrationsmyndigheder. De asylsøgende frarådes at vise pas eller andre relevante identitetspapirer. Mindst ni af ti asylansøgere har derfor, når de søger i mange år ikke vist noget gyldigt pas for svenske myndigheder. …

I september 2012 slog femten socialdemokratiske kommunalpolitikere i Stockholmsområdet alarm om boligsituationen. … Men det er ikke bare boligsituationen, der er problematisk. Forlader vi Stockholmsområdet og tager Katrineholm som eksempel, viser Socialstyrelsens statistiske database at de udenrigsfødte, som i 2011 udgjorde 14 procent af Katrineholms befolkning, modtog 67 procent af kommunens forsørgelsesstøtte.

Dette tal er repræsentativt. I 2011 havde udenrigsfødte, når det gælder offentlig støtte (inkl. etableringsydelse), en overrepræsentation på landsplan på hele 8.6 gange (eller 860 procent) sammenlignet med indenrigsfødte. …

Svenske politikere har tabt kontrollen med indvandringen. Omkostningerne løber løbsk, boligsituationen er desperat, arbejdsløsheden vokser, og segregationen er nærmest dramatisk. … Der findes kun én mulig konklusion. Hvis ikke den udvikling, som vi beskriver, brydes, vil Sveriges status som velfærdsland snart tilhøre historien.”

Det lægmand har vidst i årevis, kan man høre fra akademikere, når de går på pension. Michael Jalving har talt med bogaktuelle Karl-Olov Arnstberg. Fra Jyllands-Posten – Nationalstaten er demokratiets garanti (ikke online).

“Da jeg stiger ud af S-toget på Vårberg Station sydvest for Stockholm, mærker jeg med det samme, hvad der menes med udtrykket “indvandrertæt forstad”. Fra alle hjørner af ankomsthallen og ved udgangen observerer små grupper af indvandrerdrenge mig, som var jeg en skabning ankommet fra det ydre rum. Et kvarter senere sidder jeg i privaten hos etnologen Karl-Olov Arnstberg, der har boet i området i mange år, skrevet en lang rækker bøger om etnicitet, svenskhed og social ingeniørkunst og indtil for tre år siden var professor i etnologi på Stockholms Universitet. …

I disse dage udgiver han på eget forlag sammen med journalisten Gunnar Sandelin en bog på 400 sider om den svenske indvandrerdebat – eller snarere mangel på samme – med titlen “Indvandring og mørklægning”. Bogen fremlægger en mængde indvandrerstatistik og beskriver mere essayistisk, hvordan den menige svensker forsøges opdraget til en bestemt moral, og hvordan medierne vinkler virkeligheden, ligesom bogen går i direkte clinch med fem navngivne højtplacerede svenske akademikere, heriblandt Mattias Gardell, professor i religionshistorie, der ifølge forfatterne sviger den videnskabelige metode og i stedet arbejder som aktivister for indvandring og imod “racisme”.

»Gunnar og jeg forsøger at skabe et bedre grundlag for en hæderlig debat i og om indvandringen til Sverige og viser, hvordan forskerne svigter. De svigter, fordi de burde vide bedre.« Hvad er det, de burde vide bedre? »At de seneste mange års indvandring til Sverige fra ikkevestlige lande medfører mange direkte og afledte problemer. Man kan ikke have en så godt som fri indvandring sammen med en skatteyder-finansieret velfærdsstat. Velfærdsstaten skabes af folks arbejde og deres evne til at betale skat. Den massive indvandring fra fjerne lande og kulturer ændrer afgørende ved denne præmis og risikerer at ødelægge den motor og moral, der holder samfundet kørende.« …

»Jeg er en stor tilhænger af nationalstaten. … Fra venstre bliver nationalstaten kaldt reaktionær og farlig pga. Anden Verdenskrig. Nationalstaten angribes også indefra – af multikulturalismen. Som forventer, at mennesker, der aldrig før har prøvet at leve i en nationalstat, pludselig skal kunne det, selv om de typisk er solidariske med deres egen etniske gruppe frem for med nationalstaten.«”

Tidligere på ugen bloggede Snaphanen et lille tilsendt interview med den svenske gallerist Henrik Rönnquist, der til statspressens store trydelse, har planlagt at udstille Lars Vilks i sit Malmø-galleri senere på året.

“Vet du att alla överfallsvåldtäkter i Oslo begås av MENA-invandrare? Inte 99%. 100 %. Gruppvåldtäkter är inte svenskt. Det är något som kommit utifrån. Jag var i Rosengårds Centrum med två vänner för två veckor sen. Mitt sällskap var de enda kvinnorna. Inte de enda icke-arabiska kvinnorna eller de enda kvinnorna utan slöja. Det gick inte att se en enda kvinna i stadsdelscentrat! Det här är inte det Sverige jag växt upp i, inte det Sverige jag vill leva i.” (Henrik Rönnquist; Snaphanen.dk)

Jeg debatterede det understregede med en borgerlig bekendt sidste år, og selvom han på ingen måde gør sig illusioner om det multikulturelle samfund, affærdigede han straks tallene. Det siger sig selv, at når en borgerlig dansker nægter at tro på den slags virkelighed, så er det slet ikke noget svenske kulturskribenter gider forholde sig til. En enkelt undtagelse er dog Aftonbladets Martin Aagård – Korkat, Rönnquist.

“Galleristen Henrik Rönnquist från Malmö är en dum människa. … Nej, han är dum därför att han gått på extremhögerns allra mest fantasifulla lögner om hur farliga mörkhyade människor är. I en intervju med den danska rasist-bloggen Snapphanen avslöjar han för Sverigedemokraten Filippa von Platen att han med hull och hår svalt myten om att män födda i Norge slutat våldta kvinnor. …

Det är såklart inte sant, men det behöver man inte ens granska de manipulerade siffror han använder som argument för att förstå. Det är en så orimlig myt att man måste vara ordentligt korkad för att tro på den.” (Martin Aagård; Aftonbladet)

Her fra ophavet, Oslo Politi’s Hanne Kristin Rohde, der udtalte sig til NRK Nett-tv (13. januar 2010) konkret om overfaldsvoldtægter i Oslo i perioden 2007-2009.

“Poltitet sier at gjerningsmennene utelukkende er ikke-vestlige innvandrere.

- Vi har pågrepet fire personer. I alle de andre sakene opplyser kvinnene at gjerningsmannen har et ikke-vestlig utseende eller snakker et ikke-vestlig språk, sier Hanne Kristin Rohde i Oslo-politiet.

Det betyr at i samtlige overfallsvoldtekttssaker i Oslo de siste tre årene, knyttes ikke-vestlige innvandrere til voldtektene. … I 2009 var det 21 overfallsvoldtekter i Oslo. Det er det meste som er registrert siden politiet begynte å samle disse tallene i 2006.

Politiet har også for første gang kartlagt ofrene. 9 av 10 ofre, eller 17 av 21 kvinner, er norske med etnisk nordisk utseende. Det samme gjelder for overfallsvoldtekter i 2008. Da hadde ni av 11 ofre etnisk norsk utseende.

- Det bør settes spørsmålstegn ved om gjerningsmennene i disse sakene har et kvinnesyn som må behandles, sier Rohde til NRK.”

(Hanne Kristin Rohde, Oslo Politi)

Jeg har blogget om emnet flere gange. Første gang citerede jeg Hanne Kristin Rohde, der som det fremgår af ovenstående, fortalte at der var hele 21 overfaldsvoldtægter i Oslo i 2009. I 2011 var tallet steget til 51, hvad en ‘voldsforsker’ mente havde sammenhæng med Anders Breivik. Eneste forbindelse er jo nok, at Breivik specifikt i sit manifest berettede om konsekvensen af multikultur i relation til voldtægter (“two thirds of these rapes are committed by immigrants”, Breiviks Manifest, s. 485).

De 51 overfaldsvoldtægter I Oslo i 2011 fik TV-avisen til at lave et længere indslag, der var hermetisk renset for det etniske element – at gerningsmændene var indvandrere, og ofrene overvejende norske piger. Det lykkedes dog DR’s udsendte at finde og interviewe et etnisk voldtægtsoffer, at gerningsmanden i den pågældende sag var en afrikansk asylansøger fremgik selvfølgelig ikke.

Min mere internationale blogger-kollega på Snaphanen gør det aldeles fremragende, og derfor skriver jeg ikke meget om udviklingen i Sverige. Det går dog planmæssigt hinsidan. Herunder et stemningsbillede fra multikulturelle Malmø, tidligere i dag. Kontekst fra Metro.se – Här brinner bussen – polisen jagar ungdomsgäng.

“Larmet om den brinnande bussen på Agnesfridsvägen i Malmö kom in till räddningstjänsten strax före klockan 13. Det hade börjat brinna i bussens bakända. På en video som ett ögonvittne skickat till Metro syns hur lågor slår ut från fönstren och svart, bolmande rök stiger mot himlen. …

Enligt polisen har ett ungdomsgäng setts elda ombord på bussen kort innan branden startade. … Ärendet rubriceras som mordbrand. Polisen vill gärna komma i kontakt med vittnen till händelsen. Var du på plats? Ring polisen på 114 14.”

I Politiken klynker en i Sverige bosiddende Maria Rosenberger over betjentenes bramfrie omtale af sigøjnere i Kanal 5′s kriminalmagasin, og fortæller så om hvorledes hun selv har forsøgt at vaske ‘Dansk Folkeparti-snavset’ bort. De svensk-sindede er ofte i medierne, men er langt fra den gennemsnitlige dansker.

Fra Metroxpress – Chokmåling: DF er nu større end S.

“For første gang nogensinde er Dansk Folkeparti større end Socialdemokraterne i en vælgermåling. Det er historisk. Partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) og co. står til 17,4 procent af vælgerne, mens Helle Thorning-Schmidts socialdemokrater står til 17,2 procent af stemmerne. Det viser en vælgermåling, som YouGov har foretaget for metroXpress. …

»Målingen er en katastrofe for Socialdemokraterne, fordi den rammer dybt ind i den socialdemokratiske selvforståelse som et stort regeringsbærende parti. Det er jo ikke mange år siden, Nyrup kaldte Dansk Folkeparti ikke-stuerene,« siger Helle Ib, Børsens politiske kommentator.”