28. marts 2018

Nordens Grænse: Interview with a white South African farmer

Jeg har tidligere blogget om racismen mod hvide sydafrikanere. Nordens Grænse har lagt et langt interview med en hvid sydafrikansk kvinde på Youtube.

“En hvid farmer i Sydafrika deler her med os, hvordan det er at være hvid i Sydafrika i dag.” (Nordens Grænse)

Oploadet Kl. 04:48 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


8. marts 2018

Sydafrika: Marxistisk partileder fik flertal for lov om ekspropriering af ‘hvide menneskers ejendom’

Da Zimbabwe ekspropierede hvide farmers jorde for 15 år tilbage, endte det med forarmelse og hungersnød. Nu planlægges der lignende tiltag i Sydafrika, lovformelig iscenesat af den revolutionære marxist Julius Malema (EFF). Han er tidligere leder af ANC’s ungdomsgren, men blev ekskluderet fordi han var for radikal. Tilbage i 2010 blev han dømt for hatespeech, fordi han sang ‘Dubul’ ibhunu’ (Skyd boeren), ikke ulig Mandelas ‘kill the ‘AMA-Bhulu’-sang (Dræb boeren, ca. 1991). Julius Malema er Breivik med et statsapparat i ryggen, og medierne er helt tavse.

Modig kommentar af den gode Caspar Stefani på B.dk – Racistisk lovgivning er åbenbart ok, så længe det går ud over de hvide.

“Den hvide mand har det ikke sjovt for tiden. Men det er eskaleret lidt fra sidste års angreb på typer som undertegnede, der, som jeg lod mig forstå af debatten, åbenbart har et iboende ønske om at undertrykke alt, hvad vi kan komme i nærheden af.

Det har Sydafrika taget konsekvensen af, idet et overvældende flertal har besluttet sig for at give mulighed for at ekspropriere hvide menneskers ejendom – uden kompensation.

Jeg tror næppe, at omverdenens reaktion havde været den larmende tavshed, man ser netop nu, såfremt man havde byttet om på lovgiver og offer. Så skulle NGOer såsom Amnesty og deslige, nok være kommet på banen. End ikke FN er kommet med en udtalelse. Deres hykleri er tydelig. …

Slår man ordet ‘apartheid’ op kan man se, at det handler om politisk, økonomisk og social adskillelse af hvide og ikke-hvide. Det vakte derfor naturligvis stor jubel, da Sydafrika afskaffede apartheidstaten i 1994.

Men i 2018 ser man nu ud til at ville genindføre dele af det vederstyggelige system. Nu blot med omvendt fortegn.

(Julius Malema, leder af marxistiske EFF; Foto: News24)

In March 2010, at a rally on a university campus Malema sang the lyrics ’shoot the Boer’ (Dubul’ ibhunu) from the anti-apartheid song ‘Ayasab’ amagwala’ (The cowards are scared). ‘Boer’ is the Afrikaans word for ‘farmer’, but is also used as a term for any Afrikaans-speaking white person. His singing was compared to similar chants by deceased Youth League leader Peter Mokaba in the early 1990s, to ‘kill the Boer’, which had previously been defined as hate speech by the South African Human Rights Commission.” (Wiki)

“We cannot allow white people to do as they wish in this country. … Let us meet them toe to toe. Let us teach them who owns South Africa. … Let us send them toe to toe. Let us show them who is in charge in this country. This is our land. This is our country.” (Julius Malema, Youtube; Se evt. her)



23. april 2015

Fremmedhadske grækere er ‘højreradikale’, fremmedhadske sydafrikanere er frustrerede og ‘utilfredse’

Jeg har tidligere blogget om mediernes besynderlig brug af etiketter såsom højreradikale/højreekstrem. Grækere der er imod masseindvandring er højreekstreme, hvorimod fremmedhadske libanesere slet og ret er ‘frustrerede’. Forleden gik P1 direkte fra et indslag om ‘højreekstreme’ Gyldent Daggry til en historie om mord på indvandrere i post-Apartheid-Sydafrika. De fremmedhadske sorte sydafrikanerne havde tilsyneladende ingen politisk observans, og det lød næsten som om at morderen var arbejdsløshed.

Her en lignende udlægning fra DR Online – Sydafrika: Afrikanske udlændinge angribes med sten og køller under optøjer.

“Volden mod afrikanske udlændinge spreder sig i Sydafrika, hvor mindst seks personer døde efter grusom vold i flere af landets fattige kvarterer. … Dorte Tietze, som er international partnerskabskoordinator i Mellemfolkeligt Samvirke, fortæller, at frustrationerne stammer helt tilbage fra begyndelsen af 1990’erne, hvor de sorte håbede på bedre tider efter et mørkt kapital med race-adskillelse, apartheid. …

Arbejdsløsheden er på 25 procent – i nogle af de fattige områder er den dobbelt så høj – og som andre steder på kloden får udlændinge skylden for de dårlige tider. … De utilfredse sydafrikanere skyr tilsyneladende ingen midler, fortæller Dorte Tietze. Nogle bliver banket med kæppe eller macheter, mens andre er blevet stenet. …

I Sydafrika har præsident Jacob Zuma også vendt sig mod de voldelige protester, mens landets zulu-konge… bliver beskyldt for at have opildnet til uroligheder, da han bad udlændinge om at ‘pakke deres ejendele og forlade landet’.”

En Facebook-ven tilknyttet en bevægelse danske medier uden tvivl vil kalde højreradikal, tog forleden en politisk test på nettet. Svaret bør ikke overraske, for højreradikal er forlængst blevet en tom etikette venstredrejede medier kaster i retningen af alle der ikke godtager den grænseløse socialisme.

(‘Højreradikal’ viste sig at være let venstreorienteret jvf. The Political Compass, 21. april 2015)



19. december 2013

Ulrik Dahlin om angrebet på Shell-tanken i Nærum (1987) – Gerningsmændene kom fra Ryesgade (58)

Lang artikel af Ulrik Dahlin, der en passant fortæller, at han selv har afsonet 50 dages fængsel for politiske aktioner. Interessant, når nu han dækkede Brandstifterbanden for Information, og senere fik Cavlingprisen for sin dækning af Statsløse-sagen, der fældede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. Dahlin har i øvrigt en fortid i Kommunistisk Arbejder Parti (KAP).

Det ville være fint at få sat navne på ‘Aktivisten’, ‘Eleven’, ‘Nr 2.’ og ‘Nr. 3.’, der deltog i brandaktionen mod Shell i Nærum, men artiklen er absolut læseværdig uden – Shell i flammer.

“‘Vi er ligeglade med, hvor meget Shell fordømmer apartheid. Det er, hvad de gør, der tæller’.

Sådan stod der i en aktionserklæring, som ’UG’, ukendte gerningsmænd, tidligt om morgenen fredag den 1. maj 1987 sendte til bl.a. Ritzaus Bureau. Shell-tankstationen på Skodsborgvej 313 i den velhavende københavnerforstad Nærum blevet angrebet med molotovcocktails, så bygningen brændte ned til grunden. På den anden side af Skodborgvej, knap 50 meter i luftlinje fra tanken, ligger også i dag et stort boligbyggeri. …

Det kunne ‘meget let have kostet menneskeliv’, refererede Ekstra Bladet kilder i politiet, som mente, at konsekvenserne kunne have været ‘uoverskuelige’, hvis jordtankene var eksploderet. Få dage senere mødte Ekstra Bladet i en skov to unge hætteklædte, der hævdede at stå bag angrebet. Trods omfattende efterforskning, inddragelse af PET og nedsættelsen af en særlig landsdækkende efterforskningsgruppe blev gerningsmændene bag brandattentatet aldrig fundet. …

For mig begyndte sagen om den nedbrændte benzintank i et afpillet tv-lokale i B-barakken i Statsfængslet i Gribskov søndag aften den 10. maj. Det var en halv snes dage efter branden. Det forår afsonede jeg 50 dages hæfte i statsfængslet, fordi jeg sammen med aktivister fra Sydafrikakomiteen i København i oktober 1985 var brudt ind i det sydafrikanske generalkonsulat i Møntergade i Københavns indre by.

Aktivisterne ville omdanne apartheidkonsulatet til et kontor for befrielsesbevægelsen ANC. Selv om jeg deltog for at dække aktionen for den venstreorienterede Ugeavisen København, hjalp jeg aktivt til med at hive brædder ind gennem et vindue til konsulatet på 1. sal. Siden da var jeg selv blevet aktivist i komiteen samtidig med arbejdet som journalist. …

Midt i søndags tv-avisen kom der pludselig en nyhed om Shell på tv-stuens gammeldags sorthvid apparat: I et øde landskab blev en hætteklædt person interviewet. Han var, viste et skilt på skærmen, ‘hærværksmand’.

‘Spørgsmålet er, om I overhovedet kan styre det her. Nu siger du, at I er ikke-voldelige, og der bliver ikke slået nogen mennesker ihjel. En dag kan det gå galt og hvad så,’ spurgte TVA-reporteren den hætteklædte unge mand.

‘Hvis det går galt, så må de mennesker, der er impliceret, tage konsekvensen af, at det går galt,’ svarede han.

[…]

Året efter afsoningen i statsfængslet fandt jeg i forbindelse med en artikelserie til Månedsbladet PRESS ud af, at tv’s hætteklædte hærværksmand intet havde at gøre med den nedbrændte benzintank. … Siden har jeg tænkt over, hvem der så stod bag brandattentatet i Nærum. … Ad tilfældige omveje kom jeg i januar til at tale med en tidligere aktivist, der havde været med til brandattentatet i Nærum. Det genoplivede den gamle interesse for den nedbrændte Shell-tank for 26 år siden.

Aktivisten flyttede til København i midten af 1980’erne efter at have været SFU’er i en mindre provinsby. Aktivisten kom snart i kontakt med datidens BZ-miljø, men kun i yderkanten. … Aktivisten er i dag en midaldrende person, der for nogle år siden har boet i længere tid i udlandet. Vedkommende kan ikke huske særlig mange detaljer, kun aktionens hovedtræk.

I 1986 flyttede Aktivisten ind i en lille lejlighed i Ryesgade, hvor 12-14 unge kom og gik. Flere af de unge havde i september 1986 været med til at forsvare det barrikaderede BZ-hus i Ryesgade 58. Det lå i tiden, at mange unge var aktive i politisk arbejde. …

‘Jeg var lidt i kontakt med Sydafrikakomiteen i København og Unge Mod Apartheid, men det var ikke andet end nogle kontakter. Vi havde vores egen ide om at gøre det mere ekstremt.’

Sammen med tre andre unge begyndte Aktivisten i dyb hemmelighed at planlægge en aktion mod Shell. Og det skulle være en voldsom aktion. …

Jeg står fuldt inde for det. Jeg ville aldrig gøre det nu, for jeg er blevet alt, alt for gammel, og mine nerver ville slet ikke kunne holde til det. Men hvis jeg var ung, og man kunne gå tilbage til den tid, så ville jeg gøre det igen.’

[…]

Aktivisten vil ikke fortælle, hvem de andre er. For øvrigt kender Aktivisten kun navnet på to af dem. …

I en bod i nærheden af Pusherstreet på Christiania sidder af og til en langhåret midaldrende mand og sælger cigaretpapir og hashpiber. …

Mens Eleven gik i folkeskole om formidagen, var i fotolære om eftermiddagen… boede han i den lejlighed i Ryesgade, hvor også Aktivisten og en masse andre unge boede. På den måde blev Eleven indblandet i sagen.

‘I den lejlighed var der to fraktioner: Der var os hashrygere, og der var dem, vi kaldte tjekkerne. Deres måde at lave revolution på var alt for voldsom for os. Sumperne, som vi blev kaldt, lavede en masse aktioner, men vi snakkede ikke så meget om det.’ …

Da Eleven ud på efteråret 1987 kom tilbage til København, begyndte han på Christianshavns gymnasium og droppede at være fotografelev. …

Eleven indvilliger i at fortælle navnet på den person, der bad om at få papiret tilbageleveret. Det viser sig at være en anden end Aktivisten, nemlig en person, som var aktiv i Unge Mod Apartheid, og som jeg godt kan huske. Vi kan kalde vedkommende for Nr. 2. …

Ud på efteråret kommer Nr. 3 på banen. Desværre kan jeg ikke udførligt forklare, hvordan jeg får forbindelse til vedkommende og opsporet adressen, men Nr. 3 har været med til Nærum-branden og erindrer en masse detaljer.

Nr. 3 er opvokset i de nordlige forstæder til København. Og i modsætning til Aktivisten har vedkommende været medlem af Sydafrikakomiteen, samtidig med at Nr. 3 også var aktiv i BZ-miljøet.

‘For mig startede det i gymnasietiden, hvor jeg begyndte at gå til demonstrationer mod apartheidstyret i Sydafrika. Jeg blev medlem af Sydafrikakomiteen og lærte en masse andre at kende, der var interesserede dels i anti-apartheid-arbejde, dels i, hvad man kunne kalde ’det sorte miljø’, altså BZ’ere og andre ballademagere,’ siger Nr. 3.

Nr. 3 har siden fået en akademisk uddannelse, men arbejder i dag uden for sit fag i en privat virksomhed et sted i det indre København. …

‘Jeg bidrog med arbejdskraft til forskellige aktioner, som der var mange af dengang, og det spændte lige fra uddeling af løbesedler og plakatopsætning til mere radikale aktioner.’

I foråret 1987 havde Nr. 3 også sin faste gang i den lille lejlighed i Ryesgade, hvor Aktivisten og en masse andre boede.

Oploadet Kl. 08:59 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


15. december 2013

Hans Hauge: Apartheidstyret kunne ikke opretholdes efter Sovjetimperiets fald og Den Kolde Krigs ophør

I Radioavisen tidligere i dag, forklarede en forsker, at Mandelas arv var den racemæssige forsoning, men at der stadig var store problemer med den økonomiske ulighed. ‘Fred mellem folkeslag – Krig mellem klasser!’, lyder det fra organiserede ‘antiracister’ i Danmark anno 2013. Glimrende kronik af Hans Hauge i torsdagens udgave af Jyllands-Posten – Apartheid og Den Kolde Krig.

“Apartheidsystemets mulighedsbetingelse var Øst-Vest-konflikten og dermed Den Kolde Krig. Sydafrika følte sig omringet af fjender, der havde forbindelser til Østlandene og Cuba. Og ANC havde nære forbindelser til bl.a. DDR.

Den danske anti-apartheid bevægelse var en del af noget større: anti-amerikanisme, anti-EF og modstand mod NATO og atomkraft osv. Kampen mod apartheid i Danmark var en kamp mellem danskere og handlede om noget helt andet. Efter Nelson Mandelas død er apartheid-debatten dukket op igen. Mandelas kendemærke var forsoning, og nu vrimler det med uforsonlige angreb på de ‘konservative’ politikere, der ikke dengang kritiserede apartheid, eller som støttede Sydafrika. I Norge kritiseres Fremskrittspartiet og statsminister Erna Solberg fra Høyre; de kaldes hyklere. I Danmark går det ud over Brian Mikkelsen og afdøde Erhard Jakobsen. I England er det Margaret Thatcher, i USA Reagan, og man kan selv føje andre til.

Men man skal som bekendt ikke kaste med æbler, hvis man selv er et skrog. Hermed mener jeg: Det kom som et chok for dem i ANC, da DDR blev opløst. Det kommer jeg til til slut. Tiden var jo en anden dengang. Det var Den Kolde Krigs tid. Der må være en sammenhæng mellem Murens og apartheids fald. Sydafrika var realpolitisk set på Vestens side.

[…]

I 1948 vinder Nationalisterne (Afrikaaner) valget. I 1949 overtog de radikale ANC med sloganet om at smide alle de hvide i havet. Dog skulle de have skibe, mente Mandela. Vi skal ikke glemme, at Sydafrika var og er et demokrati. Der var tredeling af magten, og der var partier, som vi kender dem. Der var moderne infrastruktur og universiteter. Også for de indfødte. Mandela læste jura på Witwatersrand University. Der var blot ikke almindelig valgret, men det tog da også lang tid, før vi fik det. Det var et slags græsk demokrati. Det er det demokratiske, der adskilte Sydafrika fra alle andre afrikanske lande i samtiden.

Det vil også sige, at der stod demokratiske institutioner til rådighed, da Mandela overtog styret. Det nye styre ophævede undertrykkelsen, men den blev så erstattet af uorden og megen korruption. Sydafrika er et meget voldeligt land. Og så videreførte de på en underlig måde noget, der var grundlaget for apartheid – nemlig ideen om retten til et modersmål.

Nationalisterne opfandt i 1948 ideen om apartheid. Den blev opfundet af antropologer, der lagde stor vægt på, at børn skulle have modersmålsundervisning – især Bantu sprog og kultur. For uden et sprog og en kultur kunne de sorte afrikanere ikke bevare deres identitet. Og det var meningen med apartheid, at alle skulle have distinkte identiteter. Det var især noget, de afrikaans- talende vidste, var vigtigt, for sådan havde de bevaret deres kultur. Bantuerne skulle ikke, sagde de, være imitationer af europæerne. De mente, at først når de sorte fik en egen kultur, kunne de blive integreret i Unionen. De hvide var blot ikke kulturrelativister, for de mente, at den hvide race eller kultur var den sorte overlegen. I dag er der i Sydafrika 11 officielle sprog. Det er, vil jeg mene, en arv fra apartheidtidens opfattelse af en intim sammenhæng mellem sprog, identitet og kultur. Det synes at udelukke en fælles litteratur. …

Min pointe er altså, at apartheidstyret ikke kunne opretholdes efter Sovjetimperiets fald og efter Den Kolde Krigs ophør. Det ny Sydafrika er et af de første resultater af det verdenssystem, der afløste Den Kolde Krigs system: globaliseringen.

Mandela løslades februar 1990; de først valg afholdes i DDR, og Thatcher træder tilbage. Mandelas gode ven (der også sad på Robben Island) Walter Sisulu var medlem af kommunistpartiet. Sønnen Max Sisulu, parlamentsformand, beundrede DDR. ‘Vi var dybt truffet af DDRs kollaps’. DDRs fald var, som jeg nævnte, i ANC og SWAPO, et chok. … Geraldine Fraser-Moleketti, der var minister under Mandela og Mbkei indtil 2008, er aktiv medlem af kommunistpartiet. For hende er DDR et slags forbillede på et succesrigt socialistisk samfund. I dag er hun ansat i FN.

Der er ikke brug for et retsopgør, for kun ganske få gik ind for apartheid, men de fleste gik imod kommunismen. … I dag er der vist igen brug for kritik af det sydafrikanske styre, men det er, som om man holder sig tilbage med kritik af respekt for Mandela.”

Oploadet Kl. 19:12 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


11. december 2013

Greenfield: “The man who preached a utopian creed with a violent edge proved to be a pragmatist.”

Gårsdagens store mindehøjtidelighed for Nelson Mandela, blev en pinlig affære for præsident Jacob Gedleyihlekisa Zuma, ANC-lederen der i lighed med Mandela har en fortid i ANC’s militære gren ‘Nationens spyd’ og Det Sydafrikanske Kommunistparti (SACP).

Yderst velskrevet artikel af Daniel Greenfield set på Frontpage Mag – The Mandela Myth.

“White liberals are obsessed with Nelson Mandela everywhere outside South Africa. … To Western whites, Mandela is an iconic figure, a latter-day Gandhi, but to South Africans of all races his memory is entangled with the corrupt infrastructure of the African National Congress and its leaders. …

Like Gandhi, Mandela is a more controversial figure inside South Africa than he is outside it. But to many he isn’t even that. In a country torn apart by disease, poverty and crime; he appears far less relevant than he does in Washington or Brussels. Few South Africans want inspiration. Instead they want results.

After leaving office, Mandela blasted his own African National Congress accusing it of being ‘as corrupt as the Apartheid regime’ and warning that, ‘Some Africans have made mistakes. They now throw their weight about as a majority. There are some Africans who inspire fear in the minorities.’

That began a process that would allow Mandela to detach his reputation from the corrupt sinkhole of the African National Congress. But it is another of the Mandela myths that the ANC became corrupt only after his tenure. The African National Congress was always corrupt. The only difference is that it has become more flamboyantly corrupt now that it has a majority that will always vote for it.

South Africa is for all intents and purposes a one-party state. And it was Mandela who blasted opposition Democratic Party voters as white racists who ‘would one day die with a heavy conscience.’ What other outcome of that could there have been except a one-party state and what outcome of a one-party state could there be except the total corruption that we see in South Africa today?

As a Communist, Mandela had always envisioned a one-party state.

‘Under a Communist Party Government South Africa will become a land of milk and honey. Political, economic and social rights will cease to be enjoyed by Whites only. They will be shared equally by Whites and Non-Whites. There will be enough land and houses for all. There will be no unemployment, starvation and disease,’ Mandela wrote.

Today South Africa has a 26 percent unemployment rate and a 17 percent HIV rate. There is no equality. Instead, like all wealth redistribution schemes, inequality has been spread along with resentment and a pervasive feeling of injustice for everyone.

… much of the white population is thinking about leaving. Nearly a million have already left. And they’re not alone. …

The South Africa that Mandela leaves behind is a land in search of a people. There is no milk and honey. Instead there is a desperate scramble for a way out of the country by every race and creed able to agree only on wanting to leave. Post-Apartheid South Africa is an experiment that Western liberals love to admire, but that nobody seems to want to actually live in.

‘The people of South Africa, led by the S.A.C.P. will destroy capitalist society and build in its place socialism where there will be no exploitation of man by man, and where there will be no rich and poor, no unemployment, starvation, disease and ignorance,’ Mandela wrote.

Today 77 percent of South African households face food insecurity and most teachers are not able to teach students how to read independently. The Communist utopia of universal literacy, plenty and equality has not come and isn’t coming.

To many white liberals, Mandela has taken his place in the pantheon alongside Gandhi and the Dalai Lama as a Third World saint who led a resistance based on forgiveness and acceptance. This need for Third World saints that led to a white cult growing around Gandhi and the Dalai Lama has more to do with the decline of spirituality in the West than with the reality of the three political figures who like most leaders understood the value of symbolism when it came to cloaking their more human agendas.

Mandela was neither a monster nor a saint. Instead he occupied a troubled middle ground which saw him employ terrorism and align with unambiguous monsters like Castro and Gaddafi. The man who preached a utopian creed with a violent edge proved to be a pragmatist. If there is any virtue to take away from his life, it is that when push came to shove, he chose pragmatism over ideology.”

(Præsident Jacob Gedleyihlekisa Zuma, kommunistisk ANC-leder)

Oploadet Kl. 08:32 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
Arkiveret under:


9. december 2013

Mette Frederiksen meldte sig som ung ind i ANC – støttede terrororganisation, der gjorde i bilbomber o.l.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen fortæller på Facebook, at hun i en alder af blot 12 år meldte sig ind i ANC. Børn er nemme ofre for indoktrinering, men det er nu alligevel tankevækkende, at en senere dansk minister er opvokset i et miljø hvor det tilsyneladende ikke var unormalt at en 6. klasses elev støttede en marxistisk oprørsbevægelse på et andet kontinent.

Mette Frederiksen må have meldt sig ind i ANC omkring 1989/1990, i umiddelbar forlængelse af en række ANC-bombninger mere eller mindre rettet mod civile i det offentlige rum. Herunder eksempelvis bilbomben ved retten i Krugersdorp, 17. marts 1988, der kostede tre mennesker livet.

“Jeg meldte mig ind i ANC, da jeg var 12 år gammel.” (Mette Frederiksen, 6. december 2013)

“Jeg meldte mig dengang ind i ANC. Det blev til et langdistance-medlemskab af ANC Youth League.” (Mette Frederiksen, 6. december 2013)

(ANC-terror i Krugersdorp, 17. marts 1988; Flere fotos)

ANC-terror i 80’erne: Church Street West, Pretoria, 20. maj 1983; Amanzimtoti Shopping complex KZN, 23. december 1985; Durban Pick ‘n Pay shopping complex, 1. september 1986; Pretoria Sterland movie complex, 16. april 1988; Johannesburg Magistrate’s Court, 20. maj 1987; Roodepoort Standard Bank, 3. juni 1988.

Oploadet Kl. 09:01 af Kim Møller — Direkte link65 kommentarer


6. december 2013

Nelson Mandela; Militant kommunist der i anti-racismens navn hyldes som ikon for ikke-vold og demokrati

Så døde Nelson Mandela, og selvom han selvfølgelig bør have kredit for at være med til at skabe en fredelig overgang fra apartheid til demokrati, så har han lig i lasten som fortjener et par ord, ikke mindst fordi de etablerede medier berører gråzonerne med hvide løgne. Et par eksempler…

“Demokrati og frihed til alle. … Han gik ind for ikke-vold men blev tegnet som terrorist. Han var kommunist i sine unge dage… Hans ikon-status skyldes blandt andet hans ikke-voldelige kamp i 40’erne og 50’erne mod det hvide styre og Sydafrikas apartheid-politik. En kamp der kostede ham en fængselsdom på livstid for terrorisme. … Hans ikon-status blev styrket med hans politik om fred og forsoning mellem sorte og hvide efter løsladelsen i 1990. En politik han fik Nobels Fredspris for” (DR Online, 6. december 2013: Nekrolog)

“Ærkebiskop Desmond Tutu: “Han var en forener fra det øjeblik, han forlod fængslet. Han lærte os at stå sammen.” (Fyens.dk, 6. december: Fakta: Hele verden hylder Nelson Mandela)

ANC-lederen Nelson Mandela blev fængslet for terrorisme, fordi han som leder af ANC’s væbnede gren ‘Umkhonto we Sizwe’ (‘Nationens spyd’) stod bag adskillige terrorangreb. Efter at have været i våbenlejr hos algeriske islamister i 1962 blev han fængslet, senere frigivet, hvorefter han juni 1964 fik sin meget omtalte livstidsdom. På hans gård konfiskerede myndigheder blandt andet 210.000 håndgranater, 48.000 anti-personel miner og udstyr til bombeproduktion.

I fængslet fortsatte han med at være en del af ANC’s væbnede kamp.

In his book Long Walk to Freedom Nelson Mandela wrote that as a leading member of the ANC’s executive committee, he had ‘personally signed off’ in approving these acts of terrorism, the pictures and details of which follow below. This is the horror which Mandela had ’signed off’ for while he was in prison – convicted for other acts of terrorism after the Rivonia trial.” (Censorbugbear)

De mange ANC-orkestrede terrorangreb mod civile er veldokumenterede, og inkluderer i perioden 1983 til 1988 bomber mod biografer, banker, domstole og supermarkeder. Mange civile døde, endnu flere såredes – nogle sorte, andre hvide.

(Church Street i Pretoria, 23. maj 1983, efter ANC’s bombeangreb, 19 døde; Fotos)

“The late SA president P.W. Botha told Mandela in 1985 that he could be a free man as long as he did just one thing: ‘publicly renounce violence’. Mandela refused. That is why Mandela remained in prison until the appeaser Pres F W de Klerk freed him unconditionally.” (Censorbugbear)

P.W. Bothas tilbud er nok så interessant. Her en tale Botha holdt ved et offentligt møde, 15. august 1985.

“… let me remind the public of the reasons why Mr Mandela is in jail. … The saboteurs had planned the manufacture of at least seven types of bombs: 48 000 anti-personnel mines, 210 000 hand grenades, petrol bombs, pipe bombs, syringe bombs and bottle bombs.

A document was produced during the Court case in Mandela’s own handwriting in which he stated:

‘We Communist Party members are the most advanced revolutionaries in modern history … The enemy must be completely crushed and wiped out from the face of the earth before a Communist world can be realised.’

Flere terrorangreb fulgte, eksempelvis det blodige angreb på indkøbscenteret i Amanzimtoti Lillejuleaftens 1985, få måneder efter Mandela afviste Bothas tilbud. Efter internationalt pres blev Mandela sat fri i februar 1990. Senere samme år talte han ved et ANC-møde sammen med Joe Slovo, tidligere leder af ‘Nationens spyd’, der nogle år forinden var blevet leder af Det Sydafrikanske Kommunistparti (SACP).

(Winnie og Nelson Mandel med Joe Slovo, 1990)

(Nelson Mandel synger kampsang med ‘Nationens Spyd’, 1992: “… dræb de hvide/Boerne”)

Senere proklamerede han offentligt sin støtte til Yasser Arafat, og diverse røde diktatorer, såsom Saddam Hussein (Irak), Libyen (Gadaffi; som han fik et barnebarn opkaldt efter) og ikke mindst Fidel Castro (Cuba). Mandela var særligt inspireret af det cubanske ‘demokrati’. Her et citat fra et møde i Cuba, 26. juli 1991.

“We have long wanted to visit your country and express the many feelings that we have about the Cuban revolution, about the role of Cuba in Africa, southern Africa, and the world. … From its earliest days the Cuban revolution has itself been a source of inspiration to all freedom-loving people. We admire the sacrifices of the Cuban people in maintaining their independence and sovereignty in the face of a vicious imperialist-orchestrated campaign to destroy the impressive gains made in the Cuban revolution. …

We do not want popular participation to cease at the moment when apartheid goes. We want to have the moment of liberation open the way to ever-deepening democracy. We admire the achievements of the Cuban revolution in the sphere of social welfare. …

We know that the revolutionary spirit of today was started long ago and that its spirit was kindled by many early fighters for Cuban freedom, and indeed for freedom of all suffering under imperialist domination. … We also honour the great Che Guevara, whose revolutionary exploits, including on our own continent, were too powerful for any prison censors to hide from us. The life of Che is an inspiration to all human beings who cherish freedom. We will always honour his memory. … Long live the Cuban revolution! Long live Comrade Fidel Castro! (Nelson Mandela i Cuba, 26. juli 1991; mere)

(Nelson Mandela & Fidel Castro, under et af flere møder efter løsladelsen, udat.)

Alle kan blive klogere, men hånden på hjertet: Nok så mange fredspriser kan ikke kan gøre Mandela til et ikon for ikke-vold og demokrati. I lighed med Mikhail Gorbatjov, kom bidragene til en bedre verden først da han var aldrende, og alle andre alternativer var testet af.



1. marts 2011

McHangama: ‘Menneskerettighedsbegrebet “må afgrænses” i forhold til almindelig politik

For nogle år siden valgte FN efter en hemmelige afstemning, at tildele Libyen formandskabet for Menneskerettigheds-kommissionen. USA var imod, men med hjælp fra Sydafrika og Nelson Mandela lykkedes det Gaddaffi at vinde afstemningen. FN har forlængst mistet sin legitimitet.

God klumme af Jacob McHangama på Berlingske Blogs – Menneskerettigheder kræver national forankring.

“Sagen om de ulovlige afslag på statsborgerskab synes ingen ende at tage. Det er klart, at integrationsministeriet i den konkrete sag naturligvis bør følge gældende ret i henhold til en konvention som Danmark frivilligt har tiltrådt. Men sagen bør også føre til en debat om i hvor høj grad og i hvilke tilfælde Danmark bør ratificere internationale konventioner.

Oprindeligt har tanken givetvis været at disse konventioner i vidt omfang alene udgjorde politiske hensigtserklæringer som Danmark uden større risiko kunne tiltræde for dermed ikke at underminere sin rolle som fortaler for en international retsorden og kampen for menneskerettigheder. Men som det ses af både statsløsesagen og eksempelvis udvidelsen af racismeparagraffen i 1971 som følge af ratificering af racekonventionen, kan FN-konventioner medføre konsekvenser for national ret. …

Umiddelbart kunne det således virke som om, at Danmark i vidt omfang overtræder grundlæggende menneskerettigheder. … Lad os eksempelvis tage anbefalingerne til Danmark fra FNs Komité om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder. I en anbefaling til Danmark skriver Komiteen:

“The Committee recommends that the State party continue taking measures for the effective implementation of programmes to prevent the consumption of illicit substances, tobacco smoking and alcohol abuse”. Det vil altså styrke menneskerettighederne hvis Danmark slå hårdere ned på danskernes frihed til at nyde tobak og alkohol.

Komiteen der er ansvarlig for Kvindekonvention anbefaler, at Danmark indfører positive særbehandling I form af kvinde-kvoter i relation til folketings- og kommunalbestyrelsesmedlemmer, samt i forhold til universitetsansatte og ledere i erhvervslivet.

Komiteen der er ansvarlig for racekonventionen kritiserer Danmark for ikke at tiltale flere personer for overtrædelse af racismeparagraffen (herunder Jyllands-Posten for publicering af Muhammed-tegningerne), samt for at skoler og kulturlivet generelt ikke giver indvandrere og minoriteter tilstrækkelig information om deres kultur og den kulturelle diversitet i Danmark. …

Dette er blot et lille udpluk af anbefalinger som FN komiteer mener Danmark burde indføre for i højere grad at efterleve internationale menneskerettigheder. Det er dog også klart, at langt de fleste af disse anbefalinger vedrører emner der har meget lidt at gøre med en traditionel opfattelse af grundlæggende menneskerettigheder og afspejler, hvad vi i Danmark ville betegne som politiske opfattelser af ret og vrang. En række af anbefalingerne er endog direkte i konflikt med andre menneskerettigheder såsom ytringsfrihed og lighed for loven.

Både menneskerettighedsdomstolens aktivistiske fortolkning… og den knopskydning af menneskerettighederne som stadigt flere FN konventioner og FN komiteers fortolkning heraf har medført resulterer i en udvanding af selve menneskerettighedsbegrebet. Hvis en nedsættelse af sociale ydelser til børnefamilier er en menneskerettighedskrænkelse på linje med at fængsle politiske modstandere bliver relativiseringen total.

Menneskerettigheder har netop værdi fordi de fungerer som en slags trumf, der betyder at selv demokratiske flertal ikke kan gribe ind visse grundlæggende områder af det menneskelige liv, med mindre der foreligger meget stærke grunde. Denne status betyder, at menneskerettigheder må afgrænses i forhold til mere almindelige politiske emner, der må afgøres i henhold til demokratiets uperfekte flertalsmekanisme. I takt med menneskerettighedernes relativisering vil appelleren til grundlæggende menneskerettigheder i stigende omfang blive mødt med ligegyldighed…

Er det… primært internationale organer og domstole der udvikler menneskerettigheder ”fra oven” ud fra abstrakte principper og i strid med de grundlæggende rammer som menneskerettighedernes legitimitet er snævert knyttet til mister menneskerettighedsbegrebet både sin moralske værdi og praktiske betydning.”

Oploadet Kl. 19:28 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


12. juli 2010

Nelson Mandela Bay Stadium, Peter Mokaba Stadium og Moses Mabhida Stadium

Spanien vandt VM i fodbold, og nu hvor jeg holdt med Danmark, Tyskland og Holland i prioriteret rækkefølge, bliver jeg nødt til at dryppe lidt malurt i bægeret. For at kunne afholde VM i fodbold måtte Sydafrika bygge fem nye stations. Tre af dem blev døbt efter markante personer i Sydafrikas nyere historie.

Sydafrika ledes af ANC (African National Congress), der indtil for få år siden var nært beslægtet med SACP (South African Communist Party), og racistiske grupperinger på den yderste venstrefløj.

Det ene stadion, Nelson Mandela Bay Stadium, er som navnet indikerer opkaldt efter Nelson Mandela, der i medierne altid omtales positivt som landsfader eller frihedshelt. Som en væsentlig aktør under den forholdsvise fredelige afvikling af Apartheid-systemet fortjener han kredit, men historien er ikke helt så sort/hvid. Hans venskaber med diktatorer af socialistisk tilsnit pryder ikke ligefrem hans cv. Herunder ses Mandela synge en kampsang for ANC’s militære gren ‘Umkhonto we Sizwe’ (MK), form. 1992.

Go safely, (Mkhonto) we, the members of the MK have pledged ourselves to kill the ‘AMA-Bhulu‘ (Boers).”

(se evt. Youtube: Fidel Castro i Sydafrika, 1998)

‘Bhulu’ kan muligvis oversættes til ‘hvide’, men betyder nok nærmere (hollandske) boere i al almindelighed. Et lignende slogan – “Kill the boers” blev ofte anvendt af Peter Mokaba. Han var tidligere leder af ANC’s Youth League, og en anden af revolutionens helte som fik et stadion opkaldt efter sig – Peter Mokaba Stadium i Polokwane. Indtil sin død i 2002 benægtede han eksistensen af AIDS.

Det store stadion i Durban – Moses Mabhida Stadium, er opkaldt efter den tidligere leder for ‘Umkhonto we Sizwe’, der indtil sin død var generalsekretær for South African Communist Party. Hans efterfølger blev Joe Slovo, der i 1994 blev minister i Nelsons Mandels regering. De ses samme herunder.

(Nelson Mandela og kommunistlederen Joe Slovo, udateret)

Mere.

  • 3/4-10 The Independent – Apartheid-era song opens old wounds in South Africa.
  • 21/5-10 Riverbank News – Stadium Naming Policy.
  • Oploadet Kl. 00:43 af Kim Møller — Direkte link62 kommentarer
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper