7. april 2014

Walid al Bustani fik asyl i kristne Danmark, rejse senere til Syrien for at myrde ikke-muslimer – henrettet

Tilbage i 2012 kunne man i Politiken læse om salafistlederen Walid al Bustanis brutale fremfærd i al-hons, en mindre by i Syrien ved korsfarerborgen Krak des Chevaliers. Avisen fortalte ikke at Walid al Bustani 20-25 år tidligere, som flygtning, fik permanent opholdstilladelse i Danmark, og stadig har sin første kone og fem børn bosat i København, i lighed med det radikale netværk han voksede frem af. Han er nu henrettet.

(Walid al Bustani; Youtube)

Hele historien kan læses på Jeg graver-bloggen – Walid al-Bustani fra Danmark ‘..startede med at skære hovedet af en trafikbetjent’.

“Torsdag i forrige uge fordrev syriske regeringsstyrker endelig islamiske oprørere fra byen al-Hosn og den gamle korsfarerborg Krak des Chevaliers, efter radikale muslimer havde besat begge i to år. De radikale muslimers overtagelse af magten i al-Hosn kunne man dengang læse om i Politiken, der havde interviewet en flygtning fra byen (‘Salafisterne skar trafikbetjentens hoved af’, Politiken, 7. oktober 2012):

‘Det hele startede, da Walid Al Bustani kom til byen i februar med sin gruppe af salafister’, siger Basan…

De startede med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen‘, siger Basan og forklarer, hvordan den lille gruppe salafister på kort tid reelt tog magten i byen.

De dræbte flere politibetjente og begyndte at tage grupper af kristne og alawitter fra området omkring al-Hosn til Krak des Chevalier som gidsler‘. Ifølge Basan tog salafisterne typisk femseks personer ad gangen og løslod dem mod at få løsepenge.

Flertallet af befolkningen i al-Hosn er sunnimuslimer, men både byen og den berømte korsfarerborg, der indtil borgerkrigen var en af Syriens største turistattraktioner, ligger i Wadi al-Nasara – Den Kristne Dal – med mange kristne og alawittiske landsbyer, og ifølge Basan var det sekteriske element i både drabene og kidnapningerne helt centralt.

‘Politibetjentene var alawitter, og de gik helt klart efter alle, der ikke var sunnimuslimer‘, siger han.

Det er rosværdigt, at Politiken dengang fortalte historien om Walid Hassan al-Bustani – den kom på et tidspunkt, da vestlig presse og ledere gerne ville lade som om oprørerne var blide socialdemokrater alle sammen. Det er knapt så rosværdigt, at avisen glemte at nævne, at Walid al-Bustani boede i Danmark i næsten 20 år, før han tog tilbage til Mellemøsten for at slå ihjel. Hans ene kone og de fem børn han fik med hende bor her stadig, og de radikale muslimer han fandt sammen med bor her stadig – én af dem kan knyttes til alt fra væbnede røverier til forsøg på bombeattentater i Danmark over de sidste 17 år. Historien er som følger:

Walid Hassan al-Bustani er libaneser, født i 1964 i landsbyen Bebnine, der ligger 15 kilometer øst for storbyen Tripoli. Området er primært befolket af sunni-muslimer, og det er en fundamentalistisk sunnimuslimsk højborg. Det var derfor heller ikke overraskende, at han under den libanesiske borgerkrig i starten af 80erne sluttede sig til den radikale milits Harakat al-Tawhid al-Islami, Bevægelsen for Islamisk Énhed… Da syrerne knuste Harakat i Tripoli i 1986 og tog hans bror til fange, flygtede Walid al-Bustani ud af Libanon. Først til Libyen, senere videre til Danmark, hvor han fik permanent opholdstilladelse og bosatte sig i København. …

I København begyndte Walid at komme i imam Ahmad Abu Labans moske, Tawba-moskeen på Vesterbrogade. På tidspunktet var moskeen samlingspunkt for sympatisører og medlemmer af en række muslimske terrorgrupper, og Walid fandt hurtigt sammen med dem. Især en anden libaneser, MDR, blev han en nær ven af, og begge lyttede meget til en imam, AH, der gik under navnet Abu Suud. Både MDR og AH var involveret i forsøget på at stjæle et større millionbeløb fra en pengetransport i 1997, og siden smugle pengene ud af landet. Man går ud fra, de skulle bruges til at finansiere islamiske terrorgrupper. To andre deltagere i det væbnede røveri er aldrig blevet fundet. MDR forsvandt fra Danmark i 2001, og da han kom op til overfladen igen var det som emir i al-Qaeda (mere om AH og MDR i senere blogposter).

I Danmark fik Walid selv efterhånden ikke bare kone, men også fem børn. Alt var dog ikke fryd og gammen – ud over sin muslimske fundamentalisme blev Walid også diagnosticeret som skizofren… I år 2002 tillagde Walid sig en kone nummer to, en kvinde, hans familie i Libanon havde fundet til ham. Han lod sig godt nok proforma-skille fra konen i Danmark, så de danske myndigheder ikke lagde sig imellem, og istedet skruede op for overførselsindkomsterne, men under islamisk lov (sharia) forblev han gift med begge. Kone nr 2 blev installeret i et hus i den palæstinensiske Beddawi-ghetto nord for Tripoli, og Walid kom jævnligt på besøg fra Danmark og levede med familie nr. 2 der. …

Til gengæld begyndte der at ske ting og sager for Walid i Libanon. Radikal sunni-islam var på fremmarch i Syrien, blandt andet hjulpet på vej af Walids bror Kamal, der som imam leverede det islamiske grundlag vor jihad, hellig krig.

(Korsfarerborgen Krak des Chevaliers, som Walid al Bustani ville gøre til base)

Alle de anholdte blev koncentreret i Roumieh-fængslet lidt uden for Beirut. Her sad Walid så i tre et halv år, før det d. 16. november 2010 lykkedes ham at kravle over fængslets 10 meter høje mure sammen med Mounjed al-Fahham, en anden fange fra Fatah al-Islam. Mounjed faldt og pådrog sig så svære skader at han ikke kunne flygte fra stedet, og blev taget af politiet. Walid selv løb derfra så hurtigt han kunne, og man hørte ikke fra ham de næste 15 måneder.

Næste gang man hørte fra Walid var i februar 2012, da han sneg sig over grænsen til Syrien i spidsen for 30 terrorister fra gruppen Jund al-Sham (‘Syriens Soldater’). De vandrede små 8 kilometer ind i Syrien, før de så korsfarer-borgen Krak des Chevaliers, der tronede over byen al-Hosn, og besluttede sig for at det skulle være deres base. Som Politiken nævnte startede de med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen, så folk blev skræmt til ikke at støtte den syriske regering. Derefter fulgte en stribe mord og kidnapninger af ikke-muslimer for at få løsepenge, noget som Walid kronede med at udråbe al-Hosn til ‘Det islamiske emirat Homs’. At storbyen Homs og provinsbyen al-Hosn ikke havde så meget med hinanden at gøre gjorde ikke så meget.

Walids rædselsherredømme i al-Hosn førte efterhånden til, at områdets primært kristne befolkning begyndte at flygte i tusindvis. … Da Walid myrdede to af Syriens Frie Hærs egne krigere faldt der til gengæld brænde ned. Konsekvensen var tæsk, en ‘retssag’ der bestod af at man råbte af ham, og henrettelse ved skydning. Videoen af retssag og henrettelse tager lidt under 3 minutter…

Sådan døde Walid al-Bustani. Der er dog en lang kø af mænd, der venter på at gå samme vej. Tilbage i Libanon sidder Walids bror, imamen Kamal. Sammen med en række andre salafistiske imamer, der rekrutterer sunnimuslimer til kamp. For de der ikke er klar til at tage skridtet fuldt ud og tage over grænsen for at halshugge folk er der altid lokal-opgørene i Tripoli. … Og imamer som Kamal al-Bustani har vi også i Danmark.”



20. marts 2014

Flere syriske jihadist-videoer: Regulære slagtehaller, afskårne hoveder, rituelle henrettelser af kristne…

Der er tilsyneladende ingen grænser for islamistisk brutalitet. På nogle af de større udenlandske blogs flyder det med meget grafiske videoer, der kan være svært at vurdere autenticiteten af, hvad jeg af samme grund forsøger at holde mig fra. Der foregår for tiden massakrer flere steder på kloden, blandt andet i Centralafrika, men mon ikke Syrien i sidste ende tager prisen. Her kæmper flere islamistiske bevægelser mod alt og alle, og selv al-Qaeda-associerede militser kommer ofte til kort overfor ISIS, ‘Den Islamiske Stat i Irak’.

For tiden skriver hollandske medier om ‘Abdurahman’, der efter ti år i Almere, rejste til Syrien og blev en del af ISIS. På et foto ses han posere med fem afskårne hoveder, angiveligt jihadister fra en konkurrerende milits.

(The Body of Truth, 18. marts 2014: Dutch Jihadi… Poses With 5 Severed Heads)

Det siger sig selv, at når islamister myrder islamister, så holdes der heller ikke igen overfor kristne og ikke-muslimer. Walid Shobat, en frafalden islamist, der nu kæmper for kristnes rettigheder i Mellemøsten, dokumenterer i en faktamættet post, om hvorledes islamister har indrettet slagtehaller i Syrien, hvor kristne o.a. udsættes for det der ligner rituelle henrettelser. Menneskekroppe på slagtekroge, uden hoveder, videofilmede massedrab i Allahs navn, og en ung fyr der får skåret halsen over mens kameraet ruller.

(Shoebat.com, 11. marts 2014: Muslims Conduct Real Life Ritual Human Sacrifice On Video)

Den slags er modbydeligt at se på, men sådan er Islam også. Det må man have i baghovedet når vestlige medier tæppebomber med dokumentarudsendelser om CIA-faciliterede ‘waterboarding’ af terrormistænkte, dehumaniserende fangevogtere i Abu Ghraib-fængslet og islamofobiske netværk der skriver grimme ting på nettet. Det er nødvendigt at perspektivere lidt. Vi er ikke som dem, og det er ikke engang tæt på.

Oploadet Kl. 08:26 af Kim Møller — Direkte link61 kommentarer


4. marts 2014

Langkær Gymnasium, “… et sted som er kendt for at have en gruppe med islamistiske holdninger”

En 21-årig dansk konvertit fra Århus er dræbt i kamp under al-Qaidas faner, fortæller Ekstra Bladet, der har mere om jihadisme på Århus-skoler – det en lokal Inspector Clouseau uden at trække en mine betegner som ‘et ungdomsfænomen’. Fra Ekstra Bladet – Alarm på Aarhus-skoler: 13 elever i krig i Syrien.

“Mindst 13 elever fra forskellige gymnasier og ungdomsuddannelser i Aarhus har de seneste halvandet år lagt skolebøgerne bag sig for at gribe til våben i krigen i Syrien. Alene fra Langkær Gymnasium i Aarhus Vest kender politiet med sikkerhed identiteten hos fem elever, som har deltaget i den blodige borgerkrig.

Ud over Syrien-krigerne blev en elev fra Langkær også i 2012 anholdt og senere dømt efter terrorloven for at yde støtte til den somaliske terrorbevægelse al Shabab. Det oplyser Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Politiet i Aarhus kender med sikkerhed 27 Syrien-krigere fra deres område…

– Det er et ungdomsfænomen. Og mange af de unge er forholdsvis velfungerende, for det kræver noget at blive engageret og komme af sted, fortæller politikommissær Allan Aarslev fra Østjyllands Politi til Ekstra Bladet. …

– Jeg har hørt, at mange fra Langkær Gymnasium er taget til Syrien. Det er et sted, som er kendt for at have en gruppe med islamistiske holdninger. Men rekrutteringen foregår nok i højere grad i moskeen på Grimhøjvej, siger Naser Khader.”

(Koranlæseren VK fra Århus)

“Teksterne i islam adskiller sig klart fra de øvrige religioners tekster ved i højere grad at opfordre til vold og aggression over for anderledes troende. Der findes også direkte opfordringer til terror. … Hvis det er rigtigt, at mange muslimer opfatter Koranen som guds egne ord, der ikke kan fortolkes eller omformuleres, har vi et problem. Det er indiskutabelt, at teksterne opfordrer til vold og terror.” (Tina Magaard, ph.d)

(Jihadisten VK fra Århus)

(Jihadisten VK blandt kampfæller i al-Qaida-gruppen Den Islamiske Stat Irak og Levanten)

Oploadet Kl. 08:13 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


25. januar 2014

Århus-borgmester Jacob Bundsgaard “opfordrer imamer, moskéens bestyrelse… til at tage ansvar”

Østjyllands Politi fortæller til Jyllands-Posten, at 22 ud af 27 Syrien-rejsende militante fra Århus har haft sin gang i Grimhøjvej-moskéen. Borgmester Jacob Bundsgaard har et veltrimmet skæg, men fatter tilsyneladende ikke, at moskéen fungerer som kasernebygning for islamistisk ideologi – Borgmester: Moské skal tage ansvar.

“Med denne nye viden kræver myndighederne nu, at folkene bag moskéen bidrager til at sikre, at færre unge aarhusianere ender som ‘kanonføde’ i Syrien, som borgmester Jacob Bundsgaard (S) udtrykker det, og bliver trænet i at lave terrorhandlinger, der kan ramme Aarhus.

‘Det giver grund til et helt særligt fokus på, hvad der sker i den moské. Moskéen er nødt til at reagere på det her, og vi vil selvfølgelig lægge pres på og meget skarpt opfordre til, at man handler. Vi er nødt til at se nogle initiativer, som viser både de unge og omverdenen, at de tager det her meget alvorligt,’ siger borgmesteren og opfordrer imamer, moskéens bestyrelse og øvrige folk omkring Grimhøjvej 7 til at tage ansvar.

[...]

Den køber Jacob Bundsgaard ikke:

‘De er nødt til at anerkende, at de enten er en del problemet eller en del af løsningen på det her.’”

Oploadet Kl. 11:35 af Kim Møller — Direkte link52 kommentarer


12. november 2013

Syrien blog: Flere jihadister død under kampe i Syrien, herunder en 17-årig Koran-læser fra Fredericia

Fra den velunderrettede Syrien blog – To islamister fra Danmark dræbt i Aleppo.

“I går rapporterede syrisk tv, at to mænd fra Danmark er blandt de i alt 80 nedslagtede terrorister, som den syriske hær de seneste par dage har taget sig kærligt af i Aleppo. Den ene af de dræbte, 17-årige Fatih Jahangir Khan, var så elskværdig at medbringe sit studiekort fra Rødkilde Gymnasium. Den anden havde medbragt sit danske pas, som rapporteren åbner i indslaget. Det er dog lidt utydeligt, så vi er pt. i gang med at få et scan fra Syrien.

Den syriske hær rykkede for 2 dage siden ind i Sfeira ved Aleppo, for at genindtage den militære ‘Base 80′. Det blev det sidste, de to islamister fra Danmark kom til at opleve.”

(Jihadisten Fatih Jahangir Khan fra Fredericia, død under kampe i Syrien, nov. 2013; Youtube)

(Fatih Jahangir Khan, nummer 2 fra venstre, foto fra tyrkisk ‘Koranrecitationskonkurrence’, 2012)

Oploadet Kl. 22:10 af Kim Møller — Direkte link53 kommentarer


9. november 2013

Midtjylland: Syrisk far ville myrde 16-årig datter, fordi hun ‘havde et forhold til en 21-årig syrisk mand’

Torsdag havde BT nærmere detaljer om, hvad det kan give af repressalier, hvis man forelsker sig i den forkerte i Vollsmose. Man kan få skåret et øre af, blive slået med hammer og flasker, snittet med kniv, tisset på, og få “en finger puttet dybt ind i den ene øjenhule”.

Fredag bragte samme avis en kort notits om en ny sag fra Frederiks, en lille by lidt øst for Karup i provensielle Midtjylland – BT – Far fængslet for at planlægge drab på 16-årig datter.

“En 46-årig syrisk familiefar er fredag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et familiedrama i Frederiks ved Karup. … Ifølge sigtelsen har faderen været voldelig overfor datteren, fordi hun havde et forhold til en 21-årig syrisk mand. Faderen ville angiveligt føre datteren ud af landet for at slå hende ihjel.

Det var datterens læge i Frederiks, der alarmerede politiet.”

Opdate 14/11-13. Ekstra Bladet har mere om historien, der formentligt drejer sig om legal ‘social kontrol’ – Pige opdigtede anklage mod far om æresdrab.

“På baggrund af de nye oplysninger i sagen har politiet nu valgt at løslade faren, oplyser efterforskningsleder Henrik Grove fra Midt- og Vestjyllands Politi. Pigen har forklaret til politiet, at hun ikke kunne overskue at skulle med på et længerevarende familiebesøg i Tyrkiet. Anmeldelsen mod faren var hendes måde at slippe for rejsen.

- Hun kunne ikke undvære kæresten i en måneds tid, og så er der nogle andre personlige forhold, som har gjort sig gældende, fortæller Henrik Grove. …

Politiet vil ikke udelukke, at pigen og kæresten har ændret forklaring på grund af trusler eller lignende, og derfor opretholdes sigtelsen mod forældrene, mens efterforskningen af sagen fortsætter.”

Oploadet Kl. 13:18 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


24. oktober 2013

Debat på Islam’sk: Trusler mod Firoozeh Bazrafkan, Omar Marzouk, Naghme Ashabi, Mohammad Mahfoud

Politiet efterforsker seks dødstrusler mod Yahya Hassan, skrev DR Online sidste torsdag. Dagen efter kunne Mohammad Mahfoud, formand for ‘Dansk Syrisk Forening’ fortælle, at han dagen forinden var blevet antastet og truet med halshugning af flere fra ‘Kaldet til Islam’ på en restaurant på Nørrebro.

Enhver der følger lidt med, vil vide at trusler om vold er en integreret del af enhver politisk debat om Islam på nettet. Det kommer selvfølgelig fra et mindretal, men de er mange, og kan med den ene arm bundet på ryggen kue langt de fleste ikke-ekstreme muslimer til tavshed. Det er et globalt mønster, og demografien understøtter ikke demokratiet, for nu at sige det pænt.

Fra lørdagens Jyllands-Posten – Hun har fået så mange trusler, at hun ikke længere har tal på dem (kræver login).

“Trusler: Digteren Yahya Hassan er ikke den eneste, der har modtaget dødstrusler for at berøre islam i sit materiale. Den iranskfødte kunstner Firoozeh Bazrafkan har modtaget utallige trusler på gaden og på Facebook. Vreden har også ramt kvinderne i tv-serien ‘Det slører stadig’ og ikke mindst komikeren Omar Marzouk, som gennem mange år har berørt forskellige religioner i sine shows. …

Senest er Firoozeh Bazrafkan blevet antastet af en mand i en aarhusiansk bybus. Han sagde, at han ville finde en pistol og skyde hende.

‘Det er helt vanvittigt, at folk kan slippe af sted med at fremture med den slags trusler. Jeg er ikke bange, men jeg spekulerer da meget over, om der skal ske noget med mig. Da en af mine veninder skrev en kronik om kriminaliteten blandt indvandrerdrenge, blev hun overfaldet og indlagt med flere brækkede ribben. Politiet gør alt for lidt for at opklare den slags sager,’ siger kunstneren…

Komikeren Omar Marzouk kommer fra Egypten og er troende muslim. Også han har modtaget trusler for at lave sjov med islam. Det skete første gang på Teknisk Skole i Ishøj i 1990’erne, da han besøgte en række skoler i forbindelse med tv-programmet ‘OPS – Oplysning om perkerne til samfundet.’

‘Med på scenen havde vi en køn lyshåret pige, som skulle være sådan en GhettoConnie-pige. ‘Jeg vil bare ha’ dig’, sagde hun, og det misforstod nogle af indvandrerknægtene nede i salen. De råbte ‘luder’, jeg stoppede showet, vi skændtes, og da jeg skulle hjem, stod de klar ude ved min bil for at give mig en omgang. Det var de første trusler – derfor sidder de stadig i kroppen,’ siger Omar Marzouk, som siden har modtaget en lang række dødstrusler.

Blandt andet da en smagsprøve på tv-serien ‘Cellen’, som handler om en terrorcelle i København, for et par år siden havnede på Facebook…

Jeg er blevet ringet op kl. 2 om natten fra et hemmeligt nummer. ‘Vi slår dig ihjel,’ lød det. Det er blevet sværere at have med at gøre, efter at jeg har fået børn. Jeg tænker ikke så meget på, om der sker mig noget, men jeg har to små børn, og tænk, hvis der skulle ske dem noget, fordi jeg har gang i et eller andet,« siger Omar Marzouk, som bliver ved med at skrive satire om religion.

[...]

En af pigerne i ‘Det slører stadig’ er den 24-årige socialrådgiver Naghme Ashabi. Hun og programmets øvrige kvinder – Sara Al Naser, Ellie Jokar og Ajla Prohic – har skabt vrede i muslimske kredse.

‘Dødstruslerne var voldsomme og meget ubehagelige, men de får mig ikke til at ændre mit liv. Gerningsmændene gemmer sig typisk bag falske Facebook-navne uden foto, og det er så nemt at sidde bag en skærm og bruge store ord. Nogle af pigerne har godt nok fået at vide, at de gør klogest i ikke at færdes på Nørrebro, men der kommer jeg ikke alligevel,’ siger Naghme Ashabi…”

(Abu Ubaydillah fra ‘Kaldet til Islam’, der truede Assad-tro aktivist på Nørrebro; Youtube)

Oploadet Kl. 15:24 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


26. september 2013

Hanna Ziadeh (tidl. militant kommunist) om det arabiske forår: “Det er det rene mareridt efterhånden.”

Kasper Støvring fortsætter med at tørre gulv med naivistiske meningsdannere, der i eufori over ‘det arabiske forår’ gav fæle kulturkonservative mørkemænd det glatte lag. Det går blandt blandt andet ud over Fathi El-Abed, men han kunne sådan set også have set nærmere på den mere lødige Hanna Ziadeh.

I sidste måned sendte DR en dokumentarfilm om det arabiske ‘efterår’ baseret på Hanna Ziedah, der ifølge programomtalen ved alt om hvordan det er at tilhøre en minoritet, fordi han ikke bare er homoseksuel ateist af kristen afstamning, men også er halvt libaneser/palæstinenser. Spørgsmålet er om mellemøstlige aner ikke nærmere gør meningsdannere inhabile om samme. Naser Khader er næsten skræmmeeksemplet.

I udsendelsen fortæller Hanna Ziadeh, der i dag er medarbejder ved Institut for Menneskerettigheder, at han som 14-årig blev en del af Demokratic Front for The Liberation of Palestine (DFLP), en sekulær maoistisk terrororganisation til venstre for kommunisternes foretrukne. Gruppen stod eksempelvis bag Ma’alot-massakren i 1974, hvor tre DFLP-militante myrdede 22 skoleelever livet med håndgranater og automatvåben.

(Hanna Ziadeh, DFLP-militant, ca. 1988-1990)

Ziadehs politiske fortid skal ikke bruges imod ham, for i det mindste har han lært af sine erfaringer. Herunder lidt fra dialogen i En chokerende rejse – Hanna Ziadeh og det arabiske efterår. Suppler evt. med Monokultur.

Hanna Ziadeh (Egypten): Ville det krænke dig hvis en muslimsk pige giftede sig med en ikke-muslim? Jeg vil gerne gifte mig med en muslim! Hvorfor må jeg ikke det?

Kamal Habib, islamist: Det går ikke! Sådan er islam, og der er intet, der kan ændre den islamiske lovgivning! Hverken i det 21. århunderede eller senere. Du forsøger at betvivle et spørgsmål om tro med din fornuft! Det står i sharia! Det er ikke tilladt at en muslimsk kvinde gifter sig med en ikke-muslim! Sådan er islams natur. Islam hersker over alle og ingen hersker over den!

Hanna Ziadeh: Hele det offentlige rum i Egypten er totalt farvet af islam. Hvis de kunne farve træstammerne grønne og kalde dem for islamiske så havde de gjort det. Alt er islamificeret…

[...]

Hanna Ziadeh (Libanon): Jeg tror at det arabiske forår har sat nogle kræfter fri, og ingen anede hvilket omfang af forandringer det ville medbringe. Vi har alle haft en fornemmelse af, at islamisterne kan være stærke, men de er stærkere end vi har troet. Der er en afgrund af frustrationer og had i de arabiske masser, som vi er vidner til i øjeblikket. Det virker ikke som om at demokratiet har vundet revolutionen, og i Syien kan man frygte det går helt galt.

Mammuth Shureikh, forsker (Libanon): Hele tanken om demokrati, frihed og social retfærdighed er et europæisk koncept. Måske er den arabiske tankegang fremmed overfor de her moderne begreber. Det, der skete i Europa i 1848, og det, der sket i Frankrig i 1789 var en radikal og social omvæltning. Det samme sker muligvis ikke med Det Arabiske Forår. Vi har ikke en Rousseau, Voltaire, Kirkegaard eller Sartre.

[...]

Nedal Achqar, kristen libaneser, tidl. minister: Jeg er imod Israel, og jeg er imod ethvert europæisk land, som har sendt våben til Syrien. Dem alle sammen. … Det vigtigste for mig er, at dette oprør altid kommer til at dreje sig om et oprør mod Israel. Det ønsker Vesten ikke at vi siger. Du må forstå, at vi prioriterer Palæstina over alt andet.

Hanna Ziadeh: Så det retfærdigør alting?

Nedal Achqar: Selvfølgelig gør det det! Det retfærdigør alt! Jeg ville endda acceptere at blive sat 100 år tilbage i tiden. Jeg holder med syrerne og med iranerne fordi de støtter oprøret mod Israel.

Hanna Ziadeh: Vi to burde være på folkets side.

Nedal Achqar: Fortæl mig ikke, hvad jeg burde gøre. Spar mig for dine gode råd. Fuck dig og dine gode råd! Nu fortæller jeg dig min ærlige mening foran kameraet. Jeg er pisse ligeglad med dine holdninger.

[...]

Hanna Ziadeh (Nyhavn): … det samme med det arabiske forår. Jeg har da måtte tage mine egne holdninger til overvejelse. Selvfølgelig var Mubarak forfærdedlig. Selvfølgelig er Ghadaffi en forbryder, Assad er en større forbryder. Men det betyder ikke at vores oprindelige støtte til de her diktaturers modstandere, skal være ubetinget. Det er endnu en bristet arabisk drøm. Endnu en forspildt chance for at gøre op med generationer af undertrykkelse. Tingene gik ikke i den retning som vi ønskede. Hverken i Tunesien eller i Yemen, især ikke i Egypten, ej heller i Libyen og bestemt heller ikke i Syrien. Det er det rene mareridt efterhånden.



20. september 2013

Forfatter Thomas Nydahl om svensk udlændingepolitik: “Sverige er de facto et Syrien…”

“SF glade for flere syriske flygtninge”, skriver Avisen.dk, og mon ikke der altid vil en ‘ekstraordinær situation’ der gør det nødvendigvis at åbne grænserne, og dekonstruere Danmark ved roden. Endnu et interessant interview af Mikael Jalving i Jyllands-Posten – Sverige er et nyt Syrien (ikke online).

“Betingelserne for rigtig store problemer er allerede til stede i Sverige, vurderer den svenske forfatter Thomas Nydahl. … Jeg spørger ham, hvad problemet er med den generelle amnesti til syrerne. …

»Sverige er det eneste EU-land, som vælger at gøre sådan. … Hvorfor skulle syrerne søge at komme andre steder hen, når de ved, at de er sikre på at komme ind i Sverige? For det andet indebærer en generel amnesti, at man samtidig får mange uønskede elementer: krigsforbrydere, spioner, alment kriminelle og personer, som end ikke er syrere, men fremviser et syrisk pas. Man tør næsten ikke påpege, at et stort antal af dem, der allerede er kommet til Sverige, udgør et ‘logistisk problem’.

Hvor skal de bo, hvor skal de få skole-og institutionspladser, hvem skal betale deres mad, tøj, sygesikring, tandpleje osv.? Vi må gå ud fra, at det er svenskerne, der får regningen.«

Er problemet blot logistisk og økonomisk?

»Nej, ingenlunde. Men den officielle løsning er udtryk for en helt særlig svensk tilgang. Når den svenske regering viser sin ‘humanitære side’, skal det altid være spektakulært. Vi har set det før, f. eks. under krigen på Balkan i 1990′ erne, hvor Bosnien og Kosova genererede de største flygtningestrømme. I stedet for at udstede tidsbegrænsede opholdstilladelser indtil krigen er slut, vælger svenske regeringer uanset partifarve som regel desperat at give generel amnesti. Sådanne panikbeslutninger bliver et stort problem på længere sigt – økonomisk, kulturelt, politisk. … de ansvarlige sover i timen, ja, de opfordrer endda syrere til at rejse illegalt til Sverige vha. menneskesmuglere.«

Det overrasker mig ikke. Hvorfor overrasker det dig?

»Det overrasker mig ikke, men det er bemærkelsesværdigt, at en svensk politisk elite afstår fra at lære af tidligere erfaringer, som om de for alvor tror, at denne gang skal det nok gå godt. Glem ikke, at vi parallelt med de syriske flygtninge har en import af såkaldte ‘uledsagede flygtningebørn’, hvilket indebærer en daglig tilkomst af unge mænd fra Somalia og Afghanistan. Mht. somalierne har regeringen ligeledes udstedt en generel amnesti, som giver ret til familiesammenføring, hvilket forøger antallet yderligere. …«

Risikerer Sverige at blive en slags Syrien?

»Sverige er de facto et Syrien. Med det mener jeg, at landet består af så store, nye etniske og religiøse minoriteter, at betingelserne for rigtig store problemer allerede er til stede. Vi har en stor gruppe syriske kristne, vi har både sunni-og shia-samfund, vi har arabiske, afrikanske og asiatiske minoriteter, som vokser eksplosivt. Hvert eneste af disse minisamfund har lært sig den svenske lektie om at ‘stille krav’ og vil blive betydelige kravsmaskiner, som dræner økonomien og den demokratiske samtale. Den svenske offentlighed har længe lidt under syriske tilstande: Meningskontrol anvendes som våben til at dølge kritiske røster.«.”

Oploadet Kl. 18:39 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer
Arkiveret under:


8. september 2013

Bæk Simonsen: Muslimer er demokrater, og demokratiet er på vej, men Assad-regimet er nødvendigt…

I en ny bog gennem Weekendavisens Klaus Wivel leveforholdene for kristne i Mellemøsten, og drager til sidst den konklusion at vi med det arabiske forår er vidne til en moderne ‘Endlösung’. Onsdag i sidste uge angreb islamistiske militser den kristne by Maaloula i det vestlige Syrien, og man behøver ikke være demograf for at se hvorledes frie valg vil udslette minoritetsreligioner.

(Maaloula, Syrien)

Lone Nørgaard skriver i dagens Jyllands-Posten, om hvorledes statsansatte forskere såsom Jørgen Bæk Simonsen, Thomas Hoffmann og Jakob Skovgaard-Petersen ikke har rustet danskerne imod den igangværende islamiseringsproces. Jørgen Bæk Simonsen er helt i særklasse, og det har været interessant at følge hans årelange Islam-apologi, der med et fler-årigt ophold i Damaskus, også blev til apologi for Assad-regimet.

(Balkaniseringen af Syrien)

Bæk Simonsens analyse i punktform: 1) Muslimer er demokrater som alle andre, 2) – men det er nødvendigt med et autoritært regime i Syrien, 3) – så Dansk Folkepartis mellemøstlige modsvar ikke vinder indflydelse. Kun tiden vil vise om mellemøstlige lærde “er lige så kulturfundamentalistiske som Dansk Folkeparti”, som han formulerede det tilbage i 2001, ugen efter 9-11.

Herunder lidt blandet fra diverse interviews, der i det mindste indikere, at Bæk Simonsen ikke altid tager fejl: Kun et autoritært regime kan skabe tålelige vilkår for religiøse minoriteter. Demokratisering qua folkelige krav om sociale rettigheder, lader dog vente på sig.

“… personer af begge køn kan bevæge sig rundt alene i alle døgnets 24 timer med en til næsten absurditet grænsende garanti for, at man hverken bliver antastet, forulempet eller tiltalt. Damaskus ligger i den del af Mellemøsten, som man fejlagtigt i et europæisk perspektiv altid tror er totalt domineret af konflikter, vold og elendighed, men der er ingen fare forbundet med at opholde sig i Syrien i almindelighed og Damaskus i særdeleshed. … Syrien er et nemt land at leve i, også for kvinder. Der er ingen krav om, at man skal bære slør i offentligt rum eller klæde sig på bestemte måder, uanset om man er mand eller kvinde. …

Hvad angår forestillingen om islamiske normer og muslimske traditioner er Syrien, ifølge Jørgen Bæk Simonsen, et liberalt samfund, der bærer tydeligt præg af, at befolkningen repræsenterer mange forskellige varianter af både islam og kristendommen. Det anslås, at fem til otte pct. af den syriske befolkning er kristne. Damaskus har med sine fire til fire en halv million indbyggere en årtusind gammel tradition for at være fler-religiøs, fler-sproget og fler-etnisk, men de fleste jøder er udvandret til Israel. Under tusind er blevet i Damaskus.” (Berlingske Tidende, 22. juli 2001: Dansk udkigspost i Damaskus)

“Det Danske Institut er lidt tilfældigt blevet oprettet i Damaskus. … Jørgen Bæk Simonsen mener personligt, at er Damaskus et godt valg. … Han er heller ikke bekymret for, at den politiske situation i Syrien kan eksplodere. … selvom en del mennesker i Syrien kunne ønske et opgør med Assad-familien, så er tendensen i hele Mellemøsten, at regimerne åbner for indflydelse til en del af oppositionen for at holde ekstremisterne uden for indflydelse. … Befolkningen i Syrien er meget ung, og de unge vil presse på for, at de åbninger, der var nødvendige i forhold til økonomien, bliver bredere, siger Jørgen Bæk Simonsen.” (Kristeligt Dagblad, 17. september 2001: En dansk bro til den arabiske verden)

“Selv om Syrien på mange måder har været en succes som nationalstat, så skriger landet på investeringer og i særdeleshed ny teknologi. Den arabiske republik har længe sat sin lid til Europa…

- Så Syrien handler i modsat til irakerne pragmatisk. Styret kender sine begrænsninger. … Så hvis vi på nogen måde mener, at vores demokratiske værdier er værd at sprede, så bør vi gribe den chance med Syrien, men hele tiden huske på, at det altså er et samarbejde, siger Jørgen Bæk Simonsen. …

Og netop demokratiske elementer som disse er der gode eksportmuligheder for i disse år. Der blæser nemlig ifølge Jørgen Bæk Simonsen en del nye vinde i øjeblikket. Ikke blot over Syrien, men gennem hele den arabiske verden. … Når Mellemøsten nu viser tegn på stor modenhed i civilsamfundet, så skyldes det en proces, der har stået på længe. Den sociale modenhed har vi senest set i Libanon. Her er der to nogenlunde lige store dele af befolkningen, der jo er meget uenige om landets udenrigspolitik. Men alligevel demonstrerer de fredeligt side om side. Med respekt for at de hver især har forskellige holdninger.

- Derfor er der god grund til at støtte de kræfter, som forsøger at arbejde for flere borger-rettigheder her i regionen. Der er nemlig nu en social modenhed hos mange borgere. Og her kan en del af samarbejdet med regeringer som den syriske være, at de skal give borgerne flere rettigheder, hvis de vil have adgang til for eksempel ny teknologi. Som vi ser med Syrien, så kan en arabisk regering sagtens tænke logisk for at fremme sine egne interesser. Det skal vi altid huske på, når vi beskæftiger os med den her del af verden, siger Jørgen Bæk Simonsen.” (Fyens Stiftstidende, 20. marts 2005: Et lille fattigt land)

“I dag har han sin gang på Københavns Universitet som lektor ved Carsten Niebuhr Instituttet, og hjemme fra tv-stuen i Danmark ser han det syriske folk fremstillet på en helt anden vis, end han selv har oplevet på nært hold. Jørgen Bæk Simonsen kan ganske enkelt ikke genkende billedet af et vredt folkefærd, der tænder ild til ambassader.

“Jeg har i løbet af mine fire år i Syrien mødt bred forståelse og rummelighed hos syrerne. Men det er vigtigt at understrege, at kontakten, forbindelsen og den generelle relation til syrerne i øjeblikket er præget af, at Danmark befinder sig i skurkens rolle,” fortæller Jørgen Bæk Simonsen.” (Dagbladet Information, 8. februar 2006: Onsdagsprofilen: ‘Danskerne er ikke uskyldige’)

“»Der er sket flere forandringer til det bedre, men det er klart at det politiske styre i Syrien fortsat er autoritært. Men verdenshistorien rummer ingen eksempler på sådanne regimer, der har evnet at forblive uforandret. Der er i dagens Syrien en større bevægelighed i forhold til at diskutere en bred række af emner end der nogensinde tidligere har været«.

Hvad er status for det meget omtalte ‘Forår i Damaskus’, altså opblomstringen af demokratibevægelsen?

»Min vurdering er at de mindre grupperinger, som var aktive, da ‘Damaskus-foråret’ spirede frem i 2000-2001, nu har erkendt at man ikke bare kan presse bevidstløst på for forandringer. De har indset at man må formulere nogle passende bud på gradvise reformer, sådan at man ikke fremprovokerer en overreaktion fra regimets side. Der er nu blandt reformkræfterne en erkendelse af at forandringshastigheden skal sættes lidt ned«.

Men har oppositionen fået tænderne trukket ud?

»I et land som Syrien har der naturligvis været nogle tilbageslag, men jeg vil snarere sige ud fra mine møder med oppositionsfolk at de er blevet mere realistiske. Dengang da det politiske forår var på sit højeste kunne man opleve at de forskellige bevægelser nærmest overbød hinanden. Det gør de ikke længere. Nu er de indstillet på at tage det lange seje træk«. …

Demokratibevægelserne er måske mere fatamorgana end virkelighed?

»Nej, det ville være forkert at sige. Jeg synes tværtimod at det vi oplever rundt om i den arabiske verden er en voksende folkelig bevægelse for mere medbestemmelse og mod til at deltage i debatten. Det er spændende og løfterigt at se, hvordan demokratiønsket er funderet i en uddannet og økonomisk relativt stærk middelklasse. For første gang i Mellemøstens politiske forløb ser vi en bevægelse, der er i stand til at finde egne ben at stå på og som ikke er styret fra oven«. …

Syrien var i 1970′erne og begyndelsen af 1980′erne præget af militante islamister. Har de fået en genkomst i takt med situationens udvikling i Irak?

»Medierne hernede gør meget ud af at berette at sikkerhedsstyrkerne har arresteret udenlandske ekstremister, som man så har udleveret til deres hjemlande. Der har også været tilbageholdelser af hjemlige kræfter, som man mistænker for militante islamiske holdninger, men billedet er ikke som for 25 år siden«.

Amerikanske analytikere taler ellers om, at Syrien er en rede for al-Qaeda?

»Jamen, amerikanerne savner fuldkommen føling med virkeligheden! De ser hvad de vil se, fordi de lader sig forblinde af en blanding af hård ideologi og fordomme. Det er direkte pinligt, hvor ligegyldige de er med fakta. De vil forandre verden i deres billede. Det er skræmmende for alt, hvad der hedder almindelig menneskelig medindflydelse«.

Hvis du skal vove det ene øje, hvordan tror du så at Syrien tager sig ud om fem-ti år; samme styreform, semidemokratisk som i Egypten eller begyndende borgerkrig som i Irak?

»Jeg tror ikke at spændingerne i landet vil eskalere til en borgerkrig. Syrerne har taget ved lære af borgerkrigen i Libanon (1975-1990, red.) og tragedien i Irak. De skal ikke have klinket noget. Mit indtryk fra samtaler med folk både i systemet og oppositionen er, at Syrien med små, men sikre skridt bevæger sig i retning af et politisk system, der ikke længere domineres af kun ét parti. Men som med al anden udvikling – tænk på danskernes tilvænning til demokrati op igennem det 19. og 20. århundrede – tager en sådan proces tid. Det vigtige er dog, at processen nu er i gang. Det var den knap nok for fem år siden«.” (Politiken, 17. september 2005: Interview: Vi har ikke lært af historien)

Jørgen Bæk Simonsen mødte i sine fire år som leder i Damaskus en kolossal iver efter udveksling med Vesten, og han så igen og igen kulturelle møder blive til store, positive oplevelser… Den slags personlige oplevelser nedbryder fordommene, mener Bæk Simonsen.

De fleste danskere, der enten kom forbi instituttet i Damaskus eller var på ophold der, blev overraskede over kulturlivets mangfoldighed i området. Det siger meget om de medbragte fordomme, at både teater, musikliv og ikke mindst det litterære miljø var i stand til at overraske besøgende i så høj grad.” …

Jørgen Bæk Simonsen er ikke imponeret af nylige vestlige forsøg på at bidrage til forandring i Mellemøsten:

“Forandringer gennemføres bedst af mennesker, der synes der er noget at forandre. Og det moderne Mellemøsten er befolket af millioner, som er rimeligt uddannede og meget gerne vil have større muligheder for at deltage i planlægningen af og diskussionerne om deres samfund. Man støtter dem ved at lytte til, hvad de gerne vil, for det er dem, der ved, hvordan man gør.” (Dagbladet Information, 14. januar 2006: Kulturmøder: Møder i det kulturelle mylder)

- Damaskus er vel nok verdens tryggeste storby at færdes i, mener Jørgen Bæk Simonsen, religionsforsker og direktør for Det Danske Institut midt i den gamle bydel. Og én af grundene til det er nok netop Syriens ‘slyngelstatus’ -dvs. befolkningens frygt for myndighederne i det Baath-partikontrollerede militærdiktatur under nu afdøde præsident Hafiz Assads 30-årige styre, fra 2000 afløst af sønnen Bashar….

Den 62-årige mand, der kalder sig Rudi og er ‘den næstsidste jøde’ i Damaskus, tilbringer mange timer om dagen på den udendørs te-café skråt over for butikken, hvor der fra morgenstunden er fuld damp på vandpiberne.

- Turister har intet at frygte her. Er du måske blevet snydt eller bestjålet? Nej, vel?

- Herregud, jeg er jøde, men min butik ligger i skyggen af minareten, siger Rudi og påpeger, at også kristne syrere har et kvarter et par stenkast væk inde i den gamle bydel.

- Sådan er Damaskus. (Ekstra Bladet, 8. maj 2004: Syrien: Hvis bare de vidste)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »