Forleden dag hørte jeg Naser Khader forklare, at udviklingen i Syrien overraskede ham, fordi han under sine besøg i landet havde fået det indtryk, at parterne ønskede en ‘sydafrikansk løsning’, en ikke-voldelig overgang til demokrati. Analytikere så aldrig skriften på væggen, selvom den er mejslet i granit. Fra DR Nyheder – Puks dagbog fra Syrien: Imamens dilemmaer.

“Han vil gerne fremstå moderne og udadvendt og er det måske også. Så den unge sheikh Hassem finder en lap papir og en kuglepen frem. … en politisk løsning på konflikten virker langt væk. Det kræver, at begge parter stopper med at slå hinanden ihjel.

[...]

Ved indgangen til moskeen, hvor sheikh Hassem prædiker, hænger et skilt med bogstaver hugget i sten. Budskabet er blevet sat op efter, at oprørerne har taget kontrollen i området. Der står:

- Ordet “sekulær stat” relaterer ikke til islam. Så sørg for at koncentrere dig om de gemte aspekter i den henseende. Lad dig ikke føre væk fra sandheden, som Gud valgte for os, som er kalifatet.

- Et civilsamfund, der er baseret på en sekulær stat, der separerer religion fra det demokratiske systems regler og krav, er alle opfundet af mennesket, og det er vores største bekymring.

- Vesten beder os gøre vores land til en fri og moderat nation. Men husk at tilfredsstille din Gud og dermed få den sande sejr. …

Med andre ord går denne moske ind for det verdensomspændende islamiske herredømme. Gad vide, hvad byens kristne befolkning vil sige til det?”

(Militsleder Khalid al-Hamad spiser indvolde fra alewit-modstander; Liveleak)

“I swear to God, soldiers of Bashar, you dogs – we will eat your heart and livers! Takbir! God is Great! Oh my heroes of Baba Amr, you slaughter the Alawites and take their hearts out to eat them!” (Khalid al-Hamad, ‘Independent Omar al-Farouq Brigade’; The Atlantic Wire)

Socialister minder på mange måder om religiøse, og religiøse har brug for symboler. Information har oversat en kommentar af Bernard-Henri Lévy – Opgør med den idiotiske Chávez-kult. Suppler eventuelt med den relativt kritiske Horisont-udsendelse om Chavez – og de 20.000 drab.

“Hugo Chávez’ død og efterfølgende storladne statsmandsbegravelse, har udløst en veritabel flodbølge af politisk idioti – og således af misinformationer – hvis lige ikke er set i meget lang tid.

Jeg vil ikke gå i detaljer – for meget af dette er allerede velkendt stof – med det forhold, at ’folkevennen’ Chávez blandt sine nærmeste allierede talte diktatorer med strømme af blod på deres hænder: Ahmadinejad, Bashar al-Assad, Fidel Castro og tidligere, naturligvis, også Muammar Gaddafi.

Ej heller vil jeg gøre meget ud af mandens lige så velkendte patologiske antisemitisme, som satte sit præg på hans 14 år lange regeringstid, hvor to tredjedele af Venezuelas jødiske befolkningsgruppe blev drevet i eksil. …

Var Chávez ikke en hengiven fan af Thierry Messans konspirationsteorier, denne discipel af den argentinske Holocaust-benægter Norberto Ceresole, som engang udtalte sin forbløffelse over, at »jøder elsker at kritisere Hitler, selv om de har begået samme eller måske værre ugerninger selv«? Hvordan forventer man egentlig, at jøder i Caracas skulle reagere på at blive udsat for en sådan stigmatisering af deres egen præsident, der omtalte dem, som »efterkommerne af dem, der korsfæstede Jesus Kristus«, og som ifølge Chávez »havde tyvstjålet verdens rigdomme til sig selv«?

(Chavez & Ahmadinejad)

Hvad der heller ikke har været meget fremme, eller muligvis er blevet bevidst fortiet af dem, som vil ophøje Chávez til en form for inspirationskilde for en venstrefløj, der synes at være løbet tør for ny inspiration, er, at denne vidunderlige leder, der øjensynligt var så optaget af arbejderklassen og dens rettigheder, kun tolererede fagforeninger, hvis de var officielle. Han tillod også kun strejker, hvis de var kontrolleret eller endog orkestreret af regimet. Og helt frem til det sidste retsforfulgte, kriminaliserede og fængslede han uafhængige fagforeningsaktivister…

Vil det være urimelig tilsmudsning af den afdøde leders minde at erindre om, at to bestemmelser i Venezuelas familielovgivning – den ene skulle beskytte ofre for hustruvold, den anden fraskilte kvinder – blev annulleret af regimet, fordi de åbenbart var for småborgerlige efter den fremherskende machismos standarder?”

Islamister tilknyttet ‘Free Syrian Army’ tager 21 FN-observatører som gidsler, og kræver at Assads hær trækker sig tilbage. Scenariet minder lidt om en Monty Python-sketch, for selv børn kan normalt forstå, at der helst skal være sammenhæng mellem trusler og konsekvens. ‘Hvis du ikke køber en Ipad til mig, så roder jeg op på mit værelse.’ Uhh. Fra Jyllands-Posten – FN-hold gidsler hos syriske oprørere.

“Syriske oprørere siger i en video på YouTube, at de tilbageholder en konvoj med FN-observatører nær Golanhøjderne.

En mand, der siger, at han er fra brigaden “Yarmous Martyrer”, gør det i videoen klart, at FN-observatørerne ikke vil blive frigivet, før styrker fra præsident Bashar al-Assads militær trækkes ud af landsbyen Jamla. …

I en anden video beskylder den samme talsmand for oprørerne observatørerne for at arbejde sammen med den syriske hær.

- Det syriske regime, FN og de europæiske lande arbejder sammen med Israel, siger talsmanden.”

(JP TV, 7. marts 2013)

Opdate. Gates of Vienna har lagt en video online, der indikerer hvilken stat Syrien bliver hvis ‘Free Syrian Army’ får magt som de har agt.

“one of the most damning pieces of evidence against the men they slaughtered was that they had been drinking alcohol.”

Hezbollah betyder Guds Parti, og har eksisteret siden 1982. Skal vi gætte på, at bomben mod de israelske turister i Bulgarien sidste år var Hezbollah, der var sendt i byen af sin sponsor (Iran) for at hævne Israels angreb på Irans atom-produktion? Tja, hvorfor ikke. Islamisterne fokuserer på Europa, og vi kan ikke forvente nogen form for etik fra folk, der hellere end gerne sprænger sig selv i luften for at dræbe uskyldige.

Ekspert i kemiske våben, Jill Bellamy Van Aalst, skriver i Dispatch International - Hezbollah may be prepared to use biological weapons in Europe (ikke online).

“Størstedelen af Europa er ligeglade med Hezbollahs tidligere og igangværende krigsforbrydelser. I juli 2012 blev en bus med israelske turister i Bulgarien angrebet med en bombe. Den omfattende efterforskning udført af Bulgarien viste, at bomben kom fra Hezbollah. …

Det der på meget grundlæggende vis ændrer sikkerheden i Europa og særligt for Holland, er den øgede risiko for angreb med biologiske våben, som følger af situationen i Syrien, hvor Basha al-Assad muligvis mister kontrollen over sine laboratorier.

Hezbollah og Iran siges at bygge en 50.000 mand styrke med det formål at overtage Assads våbenlager, skulle regimet falde. Allerede i dag er Hezbollah formentligt bevæbnet med biologiske og kemiske våben. Atlantic Counsil vurderer desuden, at Iran og Hezbollah bygger et netværk af krigere inden i Syrien for at beskytte deres interesser i det tilfælde, at præsident Bashar al-Assads styre falder eller tvinges til at trække sig fra Damaskus. En af disse interesser er deres biologiske våbenprogram med base i SSRC (Scientific Studies and Research Centre) nær Damaskus. Det er vigtigt at forstå forholdet mellem Syrien og Hezbollah i denne forbindelse. Deres netværk i Europa er omfattende, stabie og stratetisk bevidste.“

“Det her har ikke noget som helst med politisk Islam at gøre”, fortalte København Universitets Michael Irving Jensen, da han for godt to år siden debatterede den egyptiske revolution i Deadline på DR2. Irving Jensen overså alle faresignaler, og når nu intelligesiaen ikke er bedre, så kan man ikke forvente TV2-korrespondenter i Mellemøsten undrer sig over demokrati-aktivisters ‘Allah u-akbar-råb’, sorte Jihad-flag eller en ældre mand der fortæller at han de senere måneder har givet ‘fem martyrer’ til kampen.

Jørgen Bæk Simonsens er Islam-apologiens nestor, og når nu årene i Damaskus blot styrkede blot hans tro på den lykkelige multikultur i Assads Syrien, så er der ingen grund til at forvente præcise analyser fra den kant. To uger før den syriske opstand tog form blev han interviewet til Ræson, og her var ingen vaklen – Syrien: Hvor bliver revolutionen af? (via Alex Damgaard).

RÆSON: Siden vi snakkede sidst er to diktatorer i Mellemøsten faldet, og en tredje er godt på vej. Vil Syrien følge trop?
SIMONSEN: Det er der intet, der tyder på. Det forsøg på demonstration, som fandt sted i starten af februar, vandt på ingen måde genklang. Men det er utvivlsomt, at der er kræfter under overfladen, som gerne vil have tingene ændret, og det ville være naivt at tro at de ikke tager bestik af situationen i regionen.

RÆSON: Men hvilke faktorer gør så, at Syriens befolkning indtil videre har forholdt sig så rolig?
SIMONSEN: Det skal nok ses i lyset af, at Syrien i dag, uden tvivl, er et andet end det var for bare fem eller otte år siden. Der er en langt mere åben debat i det offentlige rum. Der er en langt mere levende og rummelig diskussion, end den man så i fx Tunesien. Det autokratiske system i Syrien har, indtil videre, haft held til give tilpas med rum til diskussion hos befolkningen, samtidig med at befolkningen stadig ved, at der findes en rød linje, som ikke skal overtrædes.

RÆSON: Så du ser altså ikke nogen mulighed for at Bashar al-Assad ikke sidder på magten i Syrien i den nærmeste fremtid?
SIMONSEN: Nej.

RÆSON: Selv med historien om Egypten i baghovedet?
SIMONSEN: Ja. Blandt andet fordi al-Assad, modsat præsidenterne i Egypten og Tunesien, har formået at være på forkant med udviklingen. Deri ligger den vitale forskel.

Villy Søvndal er ingen stor politiker. Det er altså børnelærdom, at man som udenrigspolitiker ikke kalder en arabisk leder for ‘moderat’. Fra Jyllands-Posten – Søvndal: Syrisk oppositionsleder er moderat.

“Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har mandag i Bruxelles sammen med de 26 andre udenrigsministre i EU spist frokost med lederen af Den Nationale Koalition for den Syriske Revolution og Oppositionsstyrker, Mouaz al-Khatib.

Og Søvndal er ganske tilfreds med al-Khatib og hans koalition, som Danmark siden søndag har betragtet som “den legitime repræsentant for den syriske befolkning”.

- Vi havde en meget fin drøftelse og et meget opløftende møde. Han er en leder, som virker ikke alene moderat, men også klar på, hvad det er for nogle opgaver, oppositionen står over for, siger Søvndal på et pressemøde efter mødet i Bruxelles.”

(Ahmad Mouaz Al-Khatib Al-Hasani, leder af ‘den Syriske Revolution’)

Fra Foreign Policy – Islamist-In-Chief.

“By dispelling Western fears of growing jihadist influence within the Free Syrian Army, the rebels hope, the new coalition can open the door to increased financial and military assistance from the international community.

The election of the Cairo-based Khatib, a former imam of Damascus’s historic Umayyad Mosque who was imprisoned under Assad, is a crucial part of this strategy. Western media outlets such as the BBC were quick to declare him “a respected figure within Syria” who holds “moderate” political views, citing his trips to Britain and the United States, as well as his teaching experience at the Dutch Institute in Damascus, as evidence. However, public statements posted on the clergyman’s website, darbuna.net, paint a different picture.

Khatib’s website features numerous instances of anti-Semitic rhetoric. In one of his own articles, he writes that one of Iraqi dictator Saddam Hussein’s positive legacies was “terrifying the Jews.” He has also published others’ anti-Semitic observations on his site: In one article, written by Abdul Salam Basiouni, Jews are described as “gold worshipers.” Finally, in an obituary of a Gaza sheikh copied from IslamSyria, Jews are dubbed “the enemies of God.”

While Khatib used his post-election speech to call for equal rights for “all parts of the harmonious Syrian people,” his previous rhetoric toward his country’s minorities has been nothing short of virulent. One of his articles describes Shiite using the slur rawafid, or “rejectionists”; he even goes further, criticizing Shiites’ ability to “establish lies and follow them.” Such language, needless to say, will hardly reassure the country’s Alawite community, a Shiite offshoot to which Assad belongs. …

Khatib is also a fan of Qatar-based Egyptian televangelist cleric Yusuf al-Qaradawi. His website places Qaradawi on equal footing with Tunisia’s Mohamed Bouazizi, whose self-immolation set off the Arab revolutions, and praised the Egyptian preacher as “our great Imam.” Qaradawi is a controversial figure who has been denied entry to France and Britain for his support of suicide bombings — he has described such attacks, when used against Israel civilians, as “evidence of God’s justice.” Given Qaradawi’s Qatari connections, Khatib’s praise of the cleric may be an indication of where his loyalties lie. …

Taken as a whole, these statements raise disturbing questions about whether Syria’s new opposition leader is truly as “moderate” as he has been described in the press. His religious and political views appear divisive and at odds with the reassuring image Syria’s opposition is trying to present — both domestically and on the international front. Rather than a positive step forward, Khatib’s leadership suggests that Syria’s opposition is poised to repeat the same mistakes that have bedeviled it since the beginning of the revolt.“

Selvom Ahmed ‘Syri’ Samsam understreger at det ikke handler om Islam, så er det ikke helt det der fremgår af hans Facebook-profil. Her flyder det med henvisninger til ‘Soldiers of Allah’, og så sent som den 16. august skrev han fra fængslet: “soldier’s syri is soon out of this bitch” Interessant er det også, at DR kalder ham ‘dansk kriger’, når han kæmper i Syrien for “Min religion, mit folk, min jord.” Måtte flere følge i hans fodspor.

Fra DR Online – Dansk kriger i Syrien: Jeg er her til sejren eller døden.

“… Ahmeds far var heldig at slippe levende ud. Han endte i Danmark, hvor Ahmed er født. – Jeg elsker Danmark, jeg elsker friheden, fortæller Ahmed Samsam på trods af, at hans egen frihed har været berøvet af danske myndigheder en hel del gange. Han fik sin første dom som 15-årig og er på trods af sin unge alder et velkendt ansigt hos politiet.

- Jeg er opvokset i Vollsmose, så jeg har ikke haft de helt gode venner, så jeg sad i fængsel og havde masser af tid til at tænke, siger Ahmed. – Jeg gider ikke det liv mere. Jeg har haft en kriminel løbebane i cirka 8-9 år. Ind og ud, ind og ud. Så jeg har været samfundet til belastning mange gange. …

For få måneder siden sad han i fængsel, men de seneste uger har Ahmed Samsam tilsyneladende fundet sit kald – i en voldsom krig i Syrien… For nogle uger siden skrev han begejstret således på sin Facebook-side fra det nordlige Syrien:

Min religion, mit folk, min jord. Mit liv er én dråbe i dit hav, et sandkorn i din ørken, en sten i dine bjerge, et græsstrå i dine marker. Er klar til at ofre hver eneste dråbe for at skåne min ære. Hellere dø med ære end at leve uden. 30 dage i Syrien er mit livs højdepunkt. …

- Det er en ingen troskrig. Jeg kender både alawitter (der tilhører Assad’s sekt, red), kristne og andre, der kæmper med os. Oprøret er ikke rent sunnimuslimsk, som folk gerne vil gøre det til. … – Oprøret er heller ikke ekstremistisk.”

(Ahmed ‘Syri’ Samsam i Syrien 2009, 2012; Facebook)

Fathi El-Abed (SF) kommenterer i Berlingske Tidende de igangværende optøjer i Mellemøsten, og friholder som sædvanlig muslimer for ansvaret for egne handlinger. Når islamister går til angreb, så er det et ‘resultat’ af noget andre har gjort. El-Abed er formand for Dansk-palæstinensisk Venskabsforening, og som sådan udenfor pædagogisk rækkevidde, langt værre er det at Berlingske Tidende også abonnerer på tænkningen.

(B.dk, 12. september 2012: Amerikansk Muhammed-film skyld i uro)

Med vanlig foragt for de store linier, har Politiken på samme måde ladet Kim Skotte analysere filmens kunstneriske kvaliteter. Ren Mette Winge – det er fuldstændigt irrelevant. Når folk slår ihjel, er problemet ikke at andre kaldte deres ideolog for blodtørstig.

Islamister går amok dagligt kloden rundt. I mandags angreb islamister eksempelvis i Mussayib (Irak), Perachinar (Pakistan), Aleppo (Syrien) og Kunduz (Afghanistan) hvad kostede 3, 14, 17 og 21 mennesker livet. De fleste ofre er muslimer, der ifølge andre muslimer, er muslimer på den forkerte måde, og det siger sig selv, at når to amerikanske ambassader på årsdagen for 11. september 2011 angribes af islamister, så har meget lidt med en tilfældig Youtube-film at gøre. Vold er at betragte som et debatindlæg i den del af verden.

(Libyen-ambassadør Christopher Stevens – Twitter fra Cairo-ambassaden kort inden)

Da Barack Obama for fire år siden blev præsident, blev han betragtet som lidt af en messias. Mest fordi han ville tage et opgør med Bushs konfronterende udenrigspolitik, og man må sige den frie verden har fået dialog for alle pengene. Mellemøsten fik mere Islam.

Situationen udvikler sig løbende, og ambassadeangrebene i Egypten og Libyen har nu spredt sig til Tunesien, Yemen og adskillige islamiske lande. Det stopper næppe her, og ingen ved rigtigt hvor det ender. I modsætning til Vesten ved islamisterne hvor de vil hen.

“Anti-American rioting spread yesterday to Tunisia, where police used tear gas to stop hundreds of protesters from storming the United States Embassy in protest over a film mocking the prophet Mohammed. The throngs of demonstrators, who carried the white and black banners of militant Salifist Muslims, had been protesting peacefully in Tunis for hours when about 300 started to break through the gates.” (New York Post)

(Den Amerikanske Ambassade i Sanaa, Yemen, 13. september 2012; Telegraph)

I tirsdagens Information kunne man læse at ‘skandinavere’ er rejst til Syrien for at kæmpe Islams sag, og samme dag kunne man i Politiken læse, at en ‘svensk mand’ gik amok i et fly på vej mod København. Den voldelige flyrejsende var iraker, de to islamister hed Malik og Hassan.

Her en historie fra BT, der fortæller at gerningsmanden var af ‘anden etnisk herkomst’ – Nikkede dommeren skalle – hele holdet stak af i biler.

“En fodbolddommer måtte onsdag stå til måls for både verbale og fysiske tæv, da han dømte en syvmandskamp for seniorer i Nykær, Brøndby, mellem Brøndby og Ishøj. …

- En spiller bliver herefter så ophidset på dommeren, at han får det røde kort. Derefter går det helt galt. En medspiller holder ham tilbage, da han ville have fat i dommeren. Herefter så dommeren sig nødsaget til at fløjte kampen af…

- Han bliver efter kampen forfulgt af den hidsige spiller. Pludselig kommer der en af de andre spillere fra holdet flyvende ind fra højre og nikker dommeren en skalle. Derefter flygter hele Ishøj-holdet i tre biler…“

For nogle år siden talte Islamforsker Jørgen Bæk Simonsen varmt om den harmoniske multikulturalisme i Assads Syrien. For tiden kan man høre Naser Khader analysere udviklingen i Syrien på TV2 News, og han har stor tiltro til den demokratiske udvikling. Demokrati ville være en nyhed i den del af verden, men kristenforfølgelser ville ikke.

Fra Spiegel Online – Christians Flee from Radical Rebels in Syria.

“There had been many warnings that the Khouri* family wouldn’t talk. “They won’t say a word — they’re too scared,” predicted the mayor of Qa, a small market town in northeastern Lebanon where the Khouris are staying. … Somehow, though, the interview was arranged in the end. Reserved and halting, the women described what happened to their husbands, brothers and nephews back in their hometown of Qusayr in Syria. They were killed by Syrian rebel fighters, the women said — murdered because they were Christians, people who in the eyes of radical Islamist freedom fighters have no place in the new Syria. …

With fighting ongoing, however, the rebels have also committed excesses. And some factions within the patchwork of disparate groups that together comprise the Free Syrian Army have radicalized at a very rapid clip in recent months. A few are even being influenced by foreign jihadists who have traveled to Syria to advise them. That, at least, is what witnesses on the ground are reporting in Qusayr, where fierce fighting has raged for months. Control of the town has passed back and forth between the two sides, at times falling into the hands of the regime and at others of the rebels. Currently, fighters with the Free Syrian Army have the upper hand, and they have also made the city of 40,000 residents a place where the country’s Christian minority no longer feels safe. …

“There were always Christians in Qusayr — there were around 10,000 before the war,” says Leila, the matriarch of the Khouri clan. …

“Last summer Salafists came to Qusayr, foreigners. They stirred the local rebels against us,” she says. Soon, an outright campaign against the Christians in Qusayr took shape. “They sermonized on Fridays in the mosques that it was a sacred duty to drive us away,” she says. “We were constantly accused of working for the regime. And Christians had to pay bribes to the jihadists repeatedly in order to avoid getting killed.” …

Like many Lebanese and Syrian Christians, Saad is also a supporter of the Assad regime. As a religious minority in the Middle East, Christians don’t have much choice other than to align themselves with a strong leader who can protect them, Saad says. “The rebels haven’t managed to convince me they are fighting for more democracy,” the mayor says.

And while there may be a number of open questions about the Assad regime, like the fact that “there is certainly no freedom of expression in Syria,” he says the rebels aren’t one bit better. There may have been respectable aims at the start of the uprising, but the insurgency has since been hijacked by Islamists, the mayor argues. “And we know the types of Muslims who have emerged at the head of the rebellion: The ones who would like to lead the people back into the Stone Age.”"

(Det kristne kvarter i Damaskus efter Kristenmassakren i 1860