25. august 2013

Muslimsk frihedsikon bryder med FEMEN efter moské-aktion: “We must respect everyone’s religion.”

Historien om Amina Tyler er historien om Islam i mikrokosmos. Hun gjorde sig selv til en del af FEMEN, efter gruppen havde aktioneret mod Paven i Vatikanet, og ved flere happenings i Kiev chikaneret en patriark, ringede med klokkerne ved katedral og sågar savet et kæmpe træ-crucifiks over med motorsav. Men at brænde salafisternes sorte flag foran en Paris-moské er over grænsen: Vi må jo respektere ‘religion’.

Fra ‘F… your morals’ til ‘We don’t need your dimocracy’ på fem måneder. Mon ikke den unge anarkist en dag ender med slør og tvillingebarnevogn. Set på Huffington Post – Amina Sboui Quits FEMEN: ‘I Do Not Want My Name To Be Associated With An Islamophobic Organization’ (via Modkraft.dk).

“Amina Sboui met us in a small cafe in Tunis. … Sboui sparked a massive controversy in Tunisia in March 2013 by posting a topless photo on Facebook with the words “F**k your morals” written across her chest. Sboui was arrested in Kairouan on May 19, 2013 for painting the word “FEMEN,” the name of an activist group know for its topless protests, on a cemetery wall. Feminists around the world called for her release. FEMEN leader Inna Shevchenko addressed Sboui’s case in international media and the group staged protests around Europe under the name “International Topless Jihad Day”. On May 29, three foreign FEMEN activists were arrested for a topless protest in front of the courthouse in Tunis.

Liberated on August 1st, after being detained for more than two months, Amina finally decided to quit FEMEN, accusing the group of Islamophobia and lack of financial transparency. …

Why did you decide to quit the Femen group?

I don’t know how the movement is financed. I asked Inna several times, but I didn’t get a clear answer. I don’t want to be in a movement supported by dubious money. What if it is financed by Israel? I want to know. And then, I don’t want my name to be associated with an Islamophobic organization. I did not appreciate the action taken by the girls shouting “Amina Akbar, Femen Akbar” in front of the Tunisian embassy in France, or when they burned the black Tawhid flag in front of a mosque in Paris. These actions offended many Muslims and many of my friends. We must respect everyone’s religion.

… these actions were taken to support you while you were in prison.

[…]

So, you decided to quit the organization, but you posted another topless photo just four days ago…

Yes, a topless photo of myself bearing a painted circled A, the anarchist symbol. It’s different.”

(Amina Tyler før & nu, 2013; For moské-happeningen, se evt. Uriasposten, Snaphanen)

Oploadet Kl. 10:58 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


10. marts 2013

Tunesisk islamist: “… må den med de bedste argumenter vinde. Men hvis man modsætter sig os” – JIHAD

Fredag aften sendte DR2 en fransk-produceretdokumentar om Islamisternes kapring af det arabiske forår, og her var der hårde facts om islamiseringen i Tunesien, Egypten og Libyen efter det Vesten tidligere beskrev som demokratisering. En tunesisk islamistleder gav følgende lynkursus i Islam.

Speak: Nu samler salafisterne tropperne. Moncef Ouerghi advarer regeringen. Hvis den ignorerer deres krav, så er jihad, brug af vold, acceptabelt.

Moncef Ouerghi, islamistleder: Hvis vi ikke må udbrede islams principper, så bliver der jihad. Gud skabte verden for mig og for dig. Vi ønsker dialog, og må den med de bedste argumenter vinde. Men hvis man modsætter sig os, så er jihad det næste skridt.

(Les Djihadistes en embuscade, Kamal Redouani, 2013; Trailer)

Oploadet Kl. 23:21 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


17. februar 2013

“Kholghis neurose er islamisme”, lød det fra tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (2011)

Natten til onsdag i sidste uge blev lederen af den sekulære opposition i Tunesien myrdet, og sådan gør virkeligheden ofte det grimme ved naive vestlige idealer. I dag kan man læse i Politiken, at oppositions-islamisternes succes i Syrien har øget afstanden mellem parterne i Irak, og det i en grad så det risikerer at føre landet ud i en regulær borgerkrig. Farshad Kholghi i Berlingske – Vil vi nogensinde lære af historien?

“For to år siden brød kaos ud i Egypten. Da jeg hørte om de første demonstrationer i Kairo, var min reaktion umiddelbart ikke jubel og glædesrus. Jeg tænkte, at nu ville Det Muslimske Broderskab få magten. …

Jeg fik kendskab til »brødrene« for mange år siden, da jeg læste bogen Mod Mørket skrevet af journalist og forfatter Helle Merete Brix. Bogen handler om Det Muslimske Broderskab. Bogens fokus er på organisationens netværk i Europa og Danmark; men den giver et godt og generelt billede af, hvordan disse »veluddannede« islamister tænker, og hvilke grundværdier de er parate til at dø og dræbe for.

Da oprøret brød ud i Egypten, var de fleste i Vesten lykkelige. Eksperter, politikere og journalister stod hånd i hånd, og med tårer i øjnene sang de »Oh Happy Day«. Selv de danske eksperter, der havde boet i Egypten – og burde vide bedre, sammenlignede det hele med Murens fald. Hvis man trods alt vovede at ytre sig en anelse kritisk, blev man straks beskyldt for at være ondskabsfuld og pessimistisk. Da jeg i en direkte TV-debat vovede at sammenligne situationen med den iranske revolution i 1979, der blev overtaget af Khomenis islamister, sukkede Mogens Lykketoft træt og sagde: »Kholghis neurose er islamisme«. Men to år er gået efter »Murens fald«, og det ser ud til, at Det Muslimske Broderskab ikke blot har taget magten – men nu er i gang med at bygge en endnu højere og tykkere mur.

… Historien har desværre gentaget sig. Nej, lad mig rette denne sætning … Det er ikke så meget det, at historien har gentaget sig. Det er os, der ikke har lært af historien, og vi har endnu en gang gentaget vores fejltagelser. Endnu en gang har håbefulde mennesker troet på islamisternes løfter om frihed og retfærdighed – men er endt i et helvede. … Vil vi nogensinde lære af historien?”



13. september 2012

Mere om ambassadeangrebene…

Fathi El-Abed (SF) kommenterer i Berlingske Tidende de igangværende optøjer i Mellemøsten, og friholder som sædvanlig muslimer for ansvaret for egne handlinger. Når islamister går til angreb, så er det et ‘resultat’ af noget andre har gjort. El-Abed er formand for Dansk-palæstinensisk Venskabsforening, og som sådan udenfor pædagogisk rækkevidde, langt værre er det at Berlingske Tidende også abonnerer på tænkningen.

(B.dk, 12. september 2012: Amerikansk Muhammed-film skyld i uro)

Med vanlig foragt for de store linier, har Politiken på samme måde ladet Kim Skotte analysere filmens kunstneriske kvaliteter. Ren Mette Winge – det er fuldstændigt irrelevant. Når folk slår ihjel, er problemet ikke at andre kaldte deres ideolog for blodtørstig.

Islamister går amok dagligt kloden rundt. I mandags angreb islamister eksempelvis i Mussayib (Irak), Perachinar (Pakistan), Aleppo (Syrien) og Kunduz (Afghanistan) hvad kostede 3, 14, 17 og 21 mennesker livet. De fleste ofre er muslimer, der ifølge andre muslimer, er muslimer på den forkerte måde, og det siger sig selv, at når to amerikanske ambassader på årsdagen for 11. september 2011 angribes af islamister, så har meget lidt med en tilfældig Youtube-film at gøre. Vold er at betragte som et debatindlæg i den del af verden.

(Libyen-ambassadør Christopher Stevens – Twitter fra Cairo-ambassaden kort inden)

Da Barack Obama for fire år siden blev præsident, blev han betragtet som lidt af en messias. Mest fordi han ville tage et opgør med Bushs konfronterende udenrigspolitik, og man må sige den frie verden har fået dialog for alle pengene. Mellemøsten fik mere Islam.

Situationen udvikler sig løbende, og ambassadeangrebene i Egypten og Libyen har nu spredt sig til Tunesien, Yemen og adskillige islamiske lande. Det stopper næppe her, og ingen ved rigtigt hvor det ender. I modsætning til Vesten ved islamisterne hvor de vil hen.

“Anti-American rioting spread yesterday to Tunisia, where police used tear gas to stop hundreds of protesters from storming the United States Embassy in protest over a film mocking the prophet Mohammed. The throngs of demonstrators, who carried the white and black banners of militant Salifist Muslims, had been protesting peacefully in Tunis for hours when about 300 started to break through the gates.” (New York Post)

(Den Amerikanske Ambassade i Sanaa, Yemen, 13. september 2012; Telegraph)



30. maj 2012

Tunesien: Grund til optimisme, da “.. det er et relativt lille land, det er både etnisk og religiøst harmonisk”

Deadline bragte torsdag aften et længere interview med den tunesiske udenrigsminister Rafik Abdessalem. Han forklarede, at man i Tunesien praktiserede moderat Islam, og frugten af revolutionen derfor ville være økonomiske reformer og demokratisk udvikling. Herefter var der analyse ved konvertitten Ole Wohlers Olsen, der som tidligere ambassadør i flere islamiske lande, havde stor viden om Islam og multikultur.

Nynne Bjerre Christensen, Deadline: Ja Ole Wøhlers, det lyder jo rosenrødt det her – han taler om koncensus, han taler om pragmatisme, om stabilitet. Er det en mand der er dygtig til at fortælle omverdenen hvad de gerne vil høre, eller er det rigtigt, delvist i hvert fald, at Tunesien er et stabilt politisk land på nuværende tidspunkt.

Ole Wohlers Olsen, tidl. ambassadør: … Jeg må til en vis grad give ministeren ret, for der er på en måde basis for at skabe parlamentarisk udvikling. Jeg er mere optimistisk for Tunesiens vedkommende, end jeg er for Libyen og Egypten, og Yemen – de tre steder, de tre andre steder hvor der har fundet omvæltning sted. Fordi Tunesien er et relativt lille land, der er ti millioner mennesker, det er et relativt lille land, det er både etnisk og religiøst harmonisk. Der er ikke forskellige spændinger mellem etniske grupper, der er ingen, der er næsten ingen berbere, som der er i nabolandene, og der er næsten ingen andre religioner. Der er omkring 25.000 kristne, der er 1.500 jøder, der er 200 bahaier, og det er jo ingenting – de kristne er en kvart procent af befolkningen.

Nynne Bjerre Christensen: Så forudsætningen etnisk er tilstede.

Ole Wohlers Olsen: – både etnisk og religiøst. … Så man kan have en vis tiltro og en vis optimisme til at det kan udvikle sig i en positiv retning i Tunesien. … Hvis man sammenligner med de andre lande, så er jeg meget positivt for Tunesiens vedkommende.



28. november 2011

Moderate muslimer, moderate islamister, moderate salafister – “Jeg kan dufte friheden.”

For nogle uger siden satte Ulrik Høy i Weekendavisen ord på den tendens medierne har til sort/hvid-tænkning i forhold til ‘det arabiske forår’. Det er som han så rigtigt skriver, ren ønsketænkning at tro ‘de hvide’ kommer til syne, blot fordi man vælter ‘de sorte’. ‘Moderat’ islamisk parti vandt valget i Marokko, skrev DR Online i går, men etiketterne bruges i flæng, og eksistensen af ’sorte’ jijadister, gør selvfølgelig ikke islamistiske ekstremister til ‘hvide’ demokrater.

I sidste måned gav Lasse Ellegaard en analyse i Dagbladet Information af det tunesiske valg, der som bekendt også endte med islamistisk valgsejr. Valgresultatet blev som det er gængs tolket ind i en post-kolonial diskurs, og ligesom kalder kaldte Ennahda for et ‘moderate Islamist’-parti, så lod Ellegaard en ekspert forklare, at partiets succes kunne hjælpe moderate muslimer i Egypten til at holde saudiske wahhabister på afstand. Altid en positiv vinkel.

Forleden talte Tunesiens kommende premiereminister Hammadi Jebali ved et større arrangement i middelhavsbyen Sousse. Her havde han inviteret Houda Naïm fra terrororganisationen Hamas.

“Jebali declared that the occasion was “a divine moment in a new state, and in, hopefully, a 6th caliphate,” referring to the historical system of Islamic monarchies. … The general secretary also echoed Naïm’s words, stating, “The liberation of Tunisia will, God willing, bring about the liberation of Jerusalem.””

(Ennahda’s Hammadi Jebali, 13. november 2011; The Elder of Ziyon)

Det er svært for kulturmarxister, at forklare islamisternes succes i muslimske lande, og en af måderne de forsøger at redde æren på, er det man kunne kalde ‘definitionsnuancering’. Et ypperligt eksempel på dette kunne man høre i Orientering på P1 tidligere på måneden, da professor Mark Sedgewick (AU) gav en introduktion til det netop påbegyndte valg i Egypten.

Delvis transskription…

Vært, P1: … det moderate islamiske Ennadah Ennadah fik et kanonvalg, da tunesierne gik til det første frie valg i den arabiske verden. Om få uger følger Egypten efter, og alt tyder på at islamisterne også her klarer sig rigtigt godt.

Mark Sedgewick, profesor: It’s not necessarily a problem that religious forces are gaining strength, the thing in question is what sort of religious forces are gaining strength. It’s not necessarily a problem, because we shouldn’t assume, that religious forces are becoming anti-democratic.

Birgitte Vestermark, P1; Det er ikke nødvendigvis et problem, at religiøse kræfter vokser i styrke, for det det handler om, er hvilken type af religiøse kræfter der vinder frem. Det er heller ikke nødvendigvis et problem, fordi vi ikke per definition skal regne med at religiøse kræfter er anti-demokratiske. Og det har så også forbindelse til hvilke religiøse grupper der bliver styrket, siger han. En af de stærkeste islamiske bevægelser i Egypten er det islamistiske broderskab. Partiet var frem til revolutionen forbudt… 20 procent af stemmerne er på lang sigt det det muslimske broderskab plejer at få i muslimske lande, men for tiden kan den godt være større…

Birgitte Vestermark: Oprindeligt var safafisterne internt splittede om hvorvidt de overhovedet skulle deltage i den politiske proces eller ej. Flertallet var totalt afvisende overfor enhver form for politisk arbejde, mens et mindretal gik helhjertet ind for politisk handling. De var som oftest tilhænger af voldelige politiske handlinger, og derfor sluttede en stor del af dem sig til terrorbevægelsen Al-Qaeda. Men den balance er nu ved at forrykke sig, forklarer Mark Sedgewick, for antallet af politisk aktive salafister vokser og nu er de delt i tre retninger. De voldelige politisk aktive salafister, de ikke-voldelige politisk aktive salafister og de apolitiske salafister. Og det får betydning for det kommende valg mener professoren.

En af de ting salafisterne kommer til at gøre, er at splitte de islamiske stemmer yderligere. Før gik de islamistiske stemmer udelukkende til det muslimske broderskabs kandidat, nu bliver de splittet imellem en lang række grupper med udspring i det muslimske broderskab. Vi kommer måske til at se to salafistpartier, og nu ser vi også sufier, der ellers har været en apolitisk mystifistisk kult indenfor Islam blive interesseret i politik. Og det ser altså ud til at give os seks forskellige politiske partier der alle kæmper imod hinanden, så det begrænser den potentielle magt og indflydelse hver enkelt af dem vil få, siger han.

Men selv om de islamistiske stemmer splittes, så regner Mark Sedgewick alligevel med, at de bliver pænt repræsenteret i det nye parlament. Selv om vi der betragter valget udefra har en tendens til at fokusere på det religiøse aspekt, så kommer den store skillelinie i egyptisk politik næppe til at gå mellem religiøse og sekulære, men mellem de folkevalgte og hæren – vurderer historieprofessoren.

(Maha Abdullah fra Kairo; Politiken, 28. november 2011: Mød de egyptiske vælgere…)

“Jeg er lykkelig i dag. Egypten har ventet længe på at blive frit.” (Maha Abdullah, hjemmegående)



27. oktober 2011

Forsker: Sharia kan give demokrati, kan forstås som etiske principper om social retfærdighed

I dagens Metroxpress forklarer professor Jørgen S. Nielsen, at ‘Sharia kan give demokrati’ i Libyen, og det må siges at være et fantastisk eksempel på tidens groteske konstruktivisme. Udgangspunktet for den universitære apologi har ændret sig. Hvor man langt op i 80’erne havde som et udgangspunkt, at Islam var både religion og politik (‘din wa dawla’), så forsvandt det i 90’erne – Islam havde nu pludseligt intet ved politik at gøre. Det er ikke mange år siden politikere fik på puklen for at kalde Islam for en ideologi, for der måtte for enhver pris ikke opstå ‘fordomme’ om tilvandrede muslimers demokratiske sindelag.

Når Jørgen S. Nielsen i dag fortæller, at sharia kan give demokrati, så er det blot en smart måde, at fortælle, at Islam i sin essens er politisk. For professoren og andre marxister ligger det fjernt at afvise demokratisering af Islam, og hermed har de malet sig op i et hjørne – sharia kan være demokratisk. Adskillige danske islamister hævder på samme måde, at sharia er demokratisk, og mon ikke forskerne de næste mange år vil udvide definitionen af demokrati, så det også kan rumme Islam. Deutsche Demokratische Republik.

Fra dagens Metroxpress – Forsker: Sharia kan give demokrati (s. 22).

“En ekspert giver nu udenrigsministeren ret i, at der findes en moderne form for sharia. Muslimsk sharia kan godt fungere i et demokrati, mener professor i islamiske studier, Jørgen Schøler Nielsen.

Sharia kan nemlig opfattes som etiske principper om for eksempel retfærdighed i stedet for streng muslimsk lovgivning. …

Noget, der ligner en velfærdsstat rigtigt meget, hører til holdningen hos nogle tilhængere af moderne sharia, forklarer han.

‘Man går ind for retssikkerhed. Og man går ind for folkevalgte parlamenter – alle de ting, som vi ville genkende som en del af demokratiet,’ siger Jørgen Schøler Nielsen. …

Ifølge Jørgen Schøler Nielsen går nogle tilhængere af moderne sharia ind for ligestilling mellem mænd og kvinder.”

Mere.

  • 24/10-11 TV2 Online – Kanonvalg til Tunesiens Per Ørum (via Morten Uhrskov).
  • 

    2. februar 2011

    Nyrup og den danske venstrefløj var allieret med Ben Ali i Tunesien og Mubarak i Egypten

    Det er kun få måneder siden Poul Nyrup Rasmussen som formand for den socialistiske gruppe i Europaparlamentet proklamerede at Sverigedemokraterne, Dansk Folkeparti og andre fra det europæiske ‘ekstrem-højre’, skulle isoleres politisk. En besked han gentog på et møde i Socialist International nogle uger senere: “It is time to confront… far right movement”.

    Hodjanerne skrev i fredags om hykleren Poul Nyrup Rasmussen

    “Poul Nyrup Rasmussen udtaler sig ofte og gerne i medierne om diverse partiers stueurene samarbejdspartnere rundt om i Verden. Så kan det jo undre at medierne – herunder DanMarx Radio – ikke tager fat i Socialakrobaternes samarbejdspartnere.

    Specielt i den nuværende situation, hvor ‘befolkningerne’ i de nordafrikanske lande er på gaderne for at styrte de regimer, som DanMarx Radio omtaler som “diktaturer” og “korrupte”.

    Det styrtede regime i Tunesien var medlem af socialdemokraternes internationale organisation, Socialist International, men blev smidt ud efterfulgt af masser af dårlige undskyldninger, da det kom frem i udenlandske medier. DDR har ikke berettet om det.

    Nu er det også sådan, at Hosni Mubaraks parti, NDP, også er medlem af Socialist International, et faktum DDR ikke nævner, når de for eksempel her til middag beretter om, hvor stort et dilemma, det er for USA, når de støtter NDP – som ifølge DDR står for et gennemkorrumperet og diktatorisk styre.”

    (SI decision on RDC of Tunesia, 17/1-11 & NDP of Egypt, 31/1-11)

    Mere.

    2/2-11 Jarl Cordua – Oliver og Elefantordenen (om hykleren Kamal Qureshi).

    

    18. januar 2011

    Algeriet, 11. januar 1992: Militæret aflyser 2. valgrunde, da islamisterne stod til totalsejr

    I disse dage ser vi glade billeder fra Tunesien, ofte afbrudt af eksperter, der taler om frihedens komme, demokrati og det der betegnes som en ‘Jasmin-revolution’. Jeg håber selvfølgelig det bedste, men det er ikke første gang vestlige meningsdannere og venstreintellektuelle drømmer om at gøre et muslimsk land til et åbent liberalt demokrati. Således skrev Anders Jerichow for Weekendavisen, 3. januar 1992 – Demokratisk revolution (ikke online).

    “Mens den kristne verden åd sig en juledelle til, mødte det muslimske Arabien sin demokratiske skæbne. Mange arabiske regimer har talt om det, talt om »folkelig deltagelse«, om at lytte til folkets stemme; ikke så få statsledere har også forsøgsvis taget ordet demokrati i deres mund. Men sidste uge kastede Algeriet sig ud i en arabisk revolution – et frit valg. Det første frie valg i den arabiske verdens historie; første gang en arabisk befolkning kunne stille sin regering til ansvar. Datoen var den 26. december 1991…

    Tredive års étpartivælde af centralistisk- tenokratiske dimensioner blev hånet, forkastet, fejet væk af akkurat dét folk, partiet havde hævdet at repræsentere. Simpelt hen: Det blev nedstemt. Ud og væk med FNL, dén Nationale Befrielses-Front, som i 1962 havde skaffet Algeriet sin frihed fra Frankrig…

    Efter første valgrunde er FNL allerede detroniseret med kun en snes af de 430 pladser i parlamentet i Algier. Oppositionen har fået 188 og står til at få et absolut flertal efter anden runde den 16. januar. Alligevel er det småt med lykønskningerne – både fra Arabien og det gerne demokrati-eksporterende Europa… i Europa lyder det i presse og politik, at det er meget godt med valget, men knapt så godt med resultatet: For vinderne er »fundamentalister« i FIS, den Islamiske Rednings-Front. Og det er jo ikke var fundamentalisme, man håbede at se som demokratiets vinder….

    Et varsel blev allerede givet i juni 1990 ved Algeriets første frie lokalvalg, da fundamentalisterne i FIS tog 54 procent af stemmerne og derfor magten i en lang række algeriske byer. Ikke så mærkeligt endda. I årevis havde enhver opposition været knægtet, alle tilløb til organiserede, politiske trusler mod FNL-regimet været undertrykt, kontant stoppet. Kun moskeen og islams læresteder og bøger stod tilbage som samlingspunkt og opråb; som det eneste sted, der kunne samle tusinder af mennesker og sprede lige så bastante budskaber. Fundamentalisterne var ikke ene; i alt 49 partier stillede op. Men fundamentalisterne var stærkest, bedst organiseret og med de bedste talerør. Udover FIS og FNL var kun det lille »Demokratiske Socialistiske Kræfters Front« i stand til at vinde en snes mandater i dette valg med flertalsafgørelser i enkeltmandskredse. Og den 16. januar kan kun ørkenstore tømmermænd over demokratiets berusende kraft hindre, at FIS i anden runde vinder sit absolutte flertal. Paradiset eller arbejdsløshed? »Allahu Akhbar«, Gud er stor, lyder det fra FIS’ moskeer. Men bi nu lidt, advarer den midlertidige ledelse, som kører FIS, mens dets ledere er fængslet for forsøg på samfundsomstyrtning… Ikke alle tilhængere sætter lige straks håbet om paradis højere end kravet om mad, der kan betales, og jobs, der kan honoreres. Den millionskare, der nu bringer det radikale parti til magten, rummer alt fra muslimske gejstlige til uuddannede ofre for social nød, til intellektuelle i protest mod en massiv korruption og handelsfolk, trætte af statstyret misrøgt af en ellers udsigtsrig olieøkonomi. Vælgerne har trætheden og protesten til fælles. De er ikke nødvendigvis enige om FIS’ løfter om at bandlyse alkohol, om at skille drenge og piger i skolerne eller om at kræve kvinder tilbage under hijab, det tækkelige tørklæde, som i 12 år har været symbolet på Irans »islamiske revolution«

    Inden valget var det FIS’ slogan, at »den eneste lov er koranens og Guds ord«. Derfor: »Ingen grundlov og ingen andre love«. Kun koranen. Det er stadig mange algieres – foruden Vestens – skræk. Men den midlertidige leder, Abdelkader Hachani – indsat i stedet for de fængslede Abassi Madani og Ali Belhadi – har også lovet at overholde de demokratiske spilleregler… Og FIS har nu efter valgets første runde allerede haft travlt med at mane sine kritikere til ro… Alligevel beder verdslige politikere og fagforeninger – hidtil fortalere for demokratiet – om, at statsmagten, der stadig ligger hos præsident Benjedid og hæren, lader valget afbryde og resultatet skrotte…

    Men på den anden side – hvilken hær ville nu bryde sig om at skride ind imod så klart et valgresultatet som 70 procent til eet parti?

    Torsdagen ugen efter greb militæret ind, og aflyste anden valgrunde. Den Islamiske Frelserfront (FIS, med Koranen i logoet), der gik til valg på, at de inden for et år ville skabe en islamisk stat baseret på Koranen, blev herefter forbudt ved lov. I kølvandet af denne udvikling opstod terrororganisationen GIA.

    Oploadet Kl. 15:52 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige side

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper