18. januar 2011

Algeriet, 11. januar 1992: Militæret aflyser 2. valgrunde, da islamisterne stod til totalsejr

I disse dage ser vi glade billeder fra Tunesien, ofte afbrudt af eksperter, der taler om frihedens komme, demokrati og det der betegnes som en ‘Jasmin-revolution’. Jeg håber selvfølgelig det bedste, men det er ikke første gang vestlige meningsdannere og venstreintellektuelle drømmer om at gøre et muslimsk land til et åbent liberalt demokrati. Således skrev Anders Jerichow for Weekendavisen, 3. januar 1992 – Demokratisk revolution (ikke online).

“Mens den kristne verden åd sig en juledelle til, mødte det muslimske Arabien sin demokratiske skæbne. Mange arabiske regimer har talt om det, talt om »folkelig deltagelse«, om at lytte til folkets stemme; ikke så få statsledere har også forsøgsvis taget ordet demokrati i deres mund. Men sidste uge kastede Algeriet sig ud i en arabisk revolution – et frit valg. Det første frie valg i den arabiske verdens historie; første gang en arabisk befolkning kunne stille sin regering til ansvar. Datoen var den 26. december 1991…

Tredive års étpartivælde af centralistisk- tenokratiske dimensioner blev hånet, forkastet, fejet væk af akkurat dét folk, partiet havde hævdet at repræsentere. Simpelt hen: Det blev nedstemt. Ud og væk med FNL, dén Nationale Befrielses-Front, som i 1962 havde skaffet Algeriet sin frihed fra Frankrig…

Efter første valgrunde er FNL allerede detroniseret med kun en snes af de 430 pladser i parlamentet i Algier. Oppositionen har fået 188 og står til at få et absolut flertal efter anden runde den 16. januar. Alligevel er det småt med lykønskningerne – både fra Arabien og det gerne demokrati-eksporterende Europa… i Europa lyder det i presse og politik, at det er meget godt med valget, men knapt så godt med resultatet: For vinderne er »fundamentalister« i FIS, den Islamiske Rednings-Front. Og det er jo ikke var fundamentalisme, man håbede at se som demokratiets vinder….

Et varsel blev allerede givet i juni 1990 ved Algeriets første frie lokalvalg, da fundamentalisterne i FIS tog 54 procent af stemmerne og derfor magten i en lang række algeriske byer. Ikke så mærkeligt endda. I årevis havde enhver opposition været knægtet, alle tilløb til organiserede, politiske trusler mod FNL-regimet været undertrykt, kontant stoppet. Kun moskeen og islams læresteder og bøger stod tilbage som samlingspunkt og opråb; som det eneste sted, der kunne samle tusinder af mennesker og sprede lige så bastante budskaber. Fundamentalisterne var ikke ene; i alt 49 partier stillede op. Men fundamentalisterne var stærkest, bedst organiseret og med de bedste talerør. Udover FIS og FNL var kun det lille »Demokratiske Socialistiske Kræfters Front« i stand til at vinde en snes mandater i dette valg med flertalsafgørelser i enkeltmandskredse. Og den 16. januar kan kun ørkenstore tømmermænd over demokratiets berusende kraft hindre, at FIS i anden runde vinder sit absolutte flertal. Paradiset eller arbejdsløshed? »Allahu Akhbar«, Gud er stor, lyder det fra FIS’ moskeer. Men bi nu lidt, advarer den midlertidige ledelse, som kører FIS, mens dets ledere er fængslet for forsøg på samfundsomstyrtning… Ikke alle tilhængere sætter lige straks håbet om paradis højere end kravet om mad, der kan betales, og jobs, der kan honoreres. Den millionskare, der nu bringer det radikale parti til magten, rummer alt fra muslimske gejstlige til uuddannede ofre for social nød, til intellektuelle i protest mod en massiv korruption og handelsfolk, trætte af statstyret misrøgt af en ellers udsigtsrig olieøkonomi. Vælgerne har trætheden og protesten til fælles. De er ikke nødvendigvis enige om FIS’ løfter om at bandlyse alkohol, om at skille drenge og piger i skolerne eller om at kræve kvinder tilbage under hijab, det tækkelige tørklæde, som i 12 år har været symbolet på Irans »islamiske revolution«

Inden valget var det FIS’ slogan, at »den eneste lov er koranens og Guds ord«. Derfor: »Ingen grundlov og ingen andre love«. Kun koranen. Det er stadig mange algieres – foruden Vestens – skræk. Men den midlertidige leder, Abdelkader Hachani – indsat i stedet for de fængslede Abassi Madani og Ali Belhadi – har også lovet at overholde de demokratiske spilleregler… Og FIS har nu efter valgets første runde allerede haft travlt med at mane sine kritikere til ro… Alligevel beder verdslige politikere og fagforeninger – hidtil fortalere for demokratiet – om, at statsmagten, der stadig ligger hos præsident Benjedid og hæren, lader valget afbryde og resultatet skrotte…

Men på den anden side – hvilken hær ville nu bryde sig om at skride ind imod så klart et valgresultatet som 70 procent til eet parti?

Torsdagen ugen efter greb militæret ind, og aflyste anden valgrunde. Den Islamiske Frelserfront (FIS, med Koranen i logoet), der gik til valg på, at de inden for et år ville skabe en islamisk stat baseret på Koranen, blev herefter forbudt ved lov. I kølvandet af denne udvikling opstod terrororganisationen GIA.

Oploadet Kl. 15:52 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige side



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper