3. december 2019

Tyskland: Rapper henretter AFD-politikere i musikvideo, “Gauland wird geköpft, Weidel aufgeschlitzt..”

Vi lever i en verden, hvor man ikke kan må skrive ‘Tommy Robinson’ på Facebook, men en tysk rapper uden videre kan lægge en video på Youtube, hvor han henretter tre AFD-politikere. Tarek Ebéné er solo i ‘Nach wie vor’, men er normalt en del af trioen K.I.Z, der ofte er politiske. Fra MD.de – Brutales Musikvideo: Rapper Tarek tötet drei AfD-Politiker.

“Der Berliner Rapper Tarek Ebéné, der Teil der umstrittenen Band K.I.Z. ist, hat Freitagnacht ein brutales Video zu seiner neuen Solosingle ‘Nach wie vor’ bei Youtube hochgeladen. Auch wenn der Text eher harmlos daherkommt, sind die Bilder dazu umso heftiger und definitiv nichts für schwache Nerven. Sehen Sie hier das Video.

Der Clip spielt im Jahr 2021. Tarek wird von Bodyguards durch wütende Fans geschleust, bis er in einem loftähnlichen Gebäude landet. Dort trifft er auf drei Personen, die ihn bereits erwarten. Es ist offensichtlich, dass die drei den AfD-Politikern Alice Weidel, Alexander Gauland und Björn Höcke nachempfunden sind. Vor allem Weidel ist täuschend gut getroffen. Was dann folgt, ist ein unappetitliches Gemetzel wie aus einem Splatterfilm. Gauland wird geköpft, Weidel aufgeschlitzt und Höcke kriegt einen Wurfstern in die Stirn.

Noch hat keiner der betroffenen AfD-Politiker auf den brutalen Clip reagiert.”

(Tarek K.I.Z., Nach wie vor, 2019; Fotos: Youtube)

Oploadet Kl. 12:39 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


15. oktober 2019

Tyskland: St. Pauli fyrer tyrkisk spiller, der støtter kurder-bombninger, ‘our heroic military and armies’

Jeg har ingen personlig aktie i Tyrkiet vs Kurderne, og ligesom man forstår hvorfor Erdogan ikke ønsker et stærkt syrisk ‘Kurdistan’ med ambitioner om at indlemme dele af det nuværende Tyrkiet, så forstår man også fint kurdernes ønske at en suveræn nationalstat, hvor de kan leve som majoritet. 2. Bundesliga-klubben St. Paul er en venstreradikal højborg, der normalt bekæmper enhver form for nationalisme. De kurdiske aspirationer skal dog være uantastet, da de fleste militante kurdere kæmper for en socialistisk statsdannelse.

En historie om hykleriet beskrevet hos AZcentral – German club releases Turkish player over Instagram post.

“Turkish midfielder Cenk Sahin has been released by German soccer club St. Pauli following his Instagram post in support of his country’s invasion of Kurdish-held regions in northern Syria.

The second-division club said on Monday that ‘Sahin has been released from his training and playing duties with immediate effect. The prime factors in reaching the decisions were his repeated disregard for the club’s values and the need to protect the player.’

Sahin on Friday wrote on Instagram: ‘We’re on the side of our heroic military and armies. Our prayers are with you!’

It led to calls from St. Pauli fans for the player to be sacked, and messages of support for the Kurds.

The Hamburg-based club said Monday it conducted an internal review amid further talks between club officials and the player.

‘After numerous discussions with fans, members and friends whose roots lie in Turkey, it has become clear to us that we cannot and should not attempt to gauge nuances in perceptions and attitudes from other cultural backgrounds in detail,’ St. Pauli said. ‘That we reject acts of war is not open to doubt or discussion, however. These acts, and the expression of solidarity with them, run counter to the values of the club.'”

(St. Paulis Cenk Şahin på Instagram, 11. oktober 2019; NB: Efterfølgende slettet)



14. oktober 2019

Istanbul: Politiet konfiskerede Borussia Mönchengladbach-flag, da de indeholdt ‘kristne symboler’

Mens europæiske lande næsten på ugentlig basis straffer fodboldklubber for ethvert optræk til noget der kan tolkes som racisme, så eksisterer der en helt anden virkelighed udenfor postmodernismens beskyttede værksted. Her en historie fra sidste uge, omhandlende en Europa League-kamp mellem Istanbul-klubben Basaksehir FK og tyske Borussia Mönchengladbach, der blev spillet på et af byens store stadions, blot ti kilometer fra Bosporus, der adskiller Europa fra Lilleasien. Fra – Tyrkisk politi beslaglægger fodboldfaner med kristne symboler.

“Tyrkiets kristne arv går helt tilbage til det første århundrede e.Kr., men de tyrkiske myndigheder i det overvejende muslimske land har tilsyneladende et anstrengt forhold til kristne symboler.

I sidste uge fik tyske fans af den tyske fodboldklub Borussia Mönchengladbach frataget deres faner forud for en kamp mod den tyrkiske klub Basaksehir F.K. i storbyen Istanbul.

Det tyrkiske politi konfiskerede fanerne, fordi de afbildede byen Mönchengladbachs våbenskjold, og det indeholder kristne symboler, herunder kors.

… Det er ikke første gang, at religiøse symboler i fodbold vækker ballade i Tyrkiet. I 2007 spillede den italienske klub Inter Milan i Istanbul med et rødt kors på en hvid baggrund på holdtrøjen. Ifølge merkur.de vakte trøjen vrede i Tyrkiet og blev beskyldt for at krænke muslimers følelser, da korset bar mindelser til tiden under de kristne korstoge.”

(Merkur.dk, 6. oktober 2019, Türkische Polizei kassiert Gladbach-Fahnen aus religiösen Gründen…)

Oploadet Kl. 10:12 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


25. september 2019

Inside Facebook (’16): “.. en slags parallel lov om ytringsfrihed”, bl.a. modereret af syriske ‘flygtninge’

Den oversatte artikel fra Süddeutsche Zeitung er fra december 2016, men er stadig aktuel, da Facebook i tiltagende grad definerer had så tilfældigt, at det i praksis er et ubrugelig organ for højreorienterede, islamkritikere, modstandere af befolkningsudskiftningen og alt der ligner. Fokus for artiklen er (naturligvis) andet steds, men den er alligevel interessant. Facebook er qua sin størrelse uværgeligt en politisk aktør, og når de forfægter en parallel love om ytringsfrihed, navigerer efter politisk pres, og blandt andet ansætter syriske flygtninge til at moderere debatten, så kan det næsten kun gå galt.

Artiklen er tilsendt, men ikke tjekket sætning for sætning.

Inside Facebook

Af Hannes Grassegger og Till Krause

Had, tortur, børnepornografi: I Berlin sletter hundredevis af ansatte i Bertelsmann-firmaet Arvato uønsket Facebook-indhold. Et indblik i en lukket verden – og et job fuld af grusomhed.

I sommeren 2015 var der en jobannonce på Internettet: ‘Medarbejdere søges til servicecenter. Vil du gerne være en del af et internationalt team? Have gode karrieremuligheder?’ Sprogkundskaber, fleksibilitet og pålidelighed var påkrævet. Arbejdssted: Berlin.

Da jeg så annoncen, tænkte jeg: sikke et held. I månedsvis havde jeg været på udkig efter et job i Berlin, hvor jeg ikke behøvede at kunne tysk.

Personen der fortæller dette, vil gerne forblive anonym. Jobbet hun søgte, var så nyt, at det ikke engang havde en rigtig stillingsbetegnelse. Det lignede mere en annonce for et callcenter end det som i virkeligheden ventede ansøgerne. Nogen kalder stillingen for content-moderator, andre for ‘digital skraldemand’. Disse menneskers opgave er at holde kunders websteder rene. De klikker sig igennem al den had og rædsel, som brugere deler på nettet. Og de skulle bestemme: Skal dette slettes eller ej? Det er et arbejde de færreste kender til. Mange ved end ikke, at der findes mennesker som har sådan et job.

lang tid blev det antaget, at sådanne aktiviteter hovedsageligt udføres af tjenesteudbydere på nye markeder, såsom Indien eller Filippinerne. En af de største kunder hos disse virksomheder: Facebook. Det sociale netværk med 28 millioner brugere i Tyskland og 1,8 milliarder brugere på verdensplan siger næsten intet om, hvordan det sletter farligt indhold, der dagligt uploades i massevis. Først i januar blev det offentligt kendt, at tjenesteudbyderen Arvato, et Bertelsmann-datterselskab, også havde flere hundrede mennesker siddende i Berlin, som arbejder som content-moderatorer for Facebook. Hvor meget Facebook betler Arvato for dette arbejde eller ud fra hvilke kriterier medarbejderne vælges ønsker firmaet som udgangspunkt ikke at svare på.

I flere måneder har SZ-Magazin talt med mange tidligere og nuværende ansatte i Arvato. De har fået forbud mod at tale med journalister af deres overordnede, men de vil gerne fortælle deres historie. Mange af dem føler sig dårligt behandlet af deres arbejdsgiver. De lider under at skulle se på de billeder de ser på dagligt, de klager over stress og udbrændthed og synes at deres arbejdsbetingelser bør offentliggøres. Nogle er nederst i hierarkiet, andre er længere oppe. De kommer fra forskellige lande og taler forskellige sprog. Nogle tilbød endda at stå frem med navn, fordi de havde sagt op eller var tæt på at gøre det. Vi besluttede dog at holde alle kilder anonyme, da alle medarbejdere har underskrevet kontrakter, som kræver tavshedspligt. Vi bringer deres udtalelser i kursiv. Samtalerne fandt sted i Berlin, via Skype eller via krypteret internetkommunikation. De fleste ansøgere er unge mennesker, der på den ene eller anden måde er endt i Berlin: på grund af kærlighed, på grund af eventyrlyst eller i forbindelse med deres studium. Nogle ansøgere er flygtninge fra Syrien. Fælles for dem alle er at udsigterne ser fristende ud: et fast job hos et af de største tyske firmaer, for de fleste i en begrænset tidsperiode, men stadigvæk. Jobinterviewet klares ofte hurtigt og der bliver mest spurgt om sprogkundskaber og erfaring med computere. Kun ét spørgsmål undrede flere ansøgere: ‘Vil du kunne klare at se billeder med et forstyrrende indhold?’

På vores første dag fik vi en introduktion. Vi var cirka 30 mennesker fra alle mulige lande. Tyrkiet, Sverige, Italien, Puerto Rico og også mange fra Syrien. Vores instruktør kom glad ind i lokalet og sagde at vi havde vundet i lotteriet. Vi skulle arbejde for Facebook! Alle jublede.

Under introduktionen fik medarbejderne reglerne for deres job hos Arvato forklaret. Den første var: Ingen måtte få at vide, for hvilken kunde de arbejdede. De måtte ikke bruge navnet Facebook i deres CV’er eller på deres LinkedIn-profiler. De måtte ikke engang fortælle det til deres familie.

Instruktøren forklarede de nytilkomne at deres job var at rense Facebook for indhold, som børn ellers ville kunne komme til at se. Og ved at fjerne det, fjernede man terror og had fra platformen.

En tidligere medarbejder kalder over for SZ-Magazin introduktionen for ‘indoktrinering’: Folk skulle have en følelse af, at dette arbejde, som han betegner som åndsvagt og kedeligt, frem for alt skal beskytte resten af samfundet – og ikke først og fremmest milliardvirksomheden Facebooks interesse i at holde folk på deres side i længst mulig tid, og som derfor er afhængige af, at deres brugere ikke ser alt for meget forstyrrende indhold.

Under introduktionen blev der vist billeder, som ikke var så slemme: penisser i alle størrelser og former. Vi grinte. Lidt underligt at se på sådan noget mens man var på arbejde, men sådan noget skulle vi også slette. Og blottede brystvorter. En aften var vi ude at drikke nogle øl med nogle af de andre, der havde haft jobbet i længere tid. Efter et par øl sagde en af dem: Hvis jeg må give jer et godt råd, så sørg for så hurtigt som muligt at forlade dette arbejde, før det ødelægger jer fuldstændigt.

Medarbejderne får under introduktionen udleveret nogle dokumenter, som udover tavshedsklausuler også indeholder mulige sundhedsrisici: rygsmerter, øjenskader som følge at af kigge for længe på en skærm. Psykiske farer, som kan opstå af hele tiden at kigge på brutalt indhold nævnes ikke med et ord. Derudover får de nye Arvato-medarbejdere en køreplan over S-banen i Berlin og et ‘Have a good time in Berlin!’

Lokalerne på Wohlrabedamm i Berlin Siemensstadt er meget neutral i sin fremtoning. I de tidligere fabriksbygninger i mursten er der inden for smalle, hvide enpersonsskriveborde på rad og række med en sort computer med et hvidt tastatur. Derudover er der ergonomiske kontorstole og et gråt kontorgulvtæppe. Hvert lokale har plads til omkring et dusin mennesker. Mobiltelefoner er i følge medarbejdernes arbejdskontrakter strengt forbudte under arbejdet. I den nederste etage er der en kaffeautomat og en schnackautomat. Der er derudover også en stor indre gård til rygerne, som deles med andre firmaer som også har til huse i bygningerne.

Man logger sig ind og går til en kø hvor tusindvis af anmeldt indhold hober sig op. Man klikker, og så er man ellers i gang.

Der er maskinfiltre, der automatisk sorterer indholdet, siger en tidligere medarbejder. Men især når det kommer til billeder eller videoer, har computere det svært med at skelne mellem visning af en medicinsk operation og en henrettelse. Derfor kommer de fleste af de indlæg som teamet i Berlin skal se igennem fra Facebook-brugere som har meldt noget indhold for at være anstødeligt og har brugt funktionen ‘meld dette indhold – det bør efter min mening ikke være på Facebook’

Jeg har set ting, der seriøst får mig til at tvivle på det gode i mennesker. Tortur og sex med dyr.

Det anmeldte indhold lander hos medarbejderne som er lavest i hierakiet. Deres team hedder FNRP, det står for ‘Fake Not Real Person’. De skal filtrere i det som brugerne anmelder: hvilket tekstindhold, billeder og videoer overtræder reelt de såkaldte fællesskabsstandarder på Facebook? Første trin: Undersøg, om indholdet kommer fra en ægte profil med et rigtigt navn. Hvis ikke – og deraf navnet ‘Fake Not Real Person’ – sendes der en besked til brugeren af den fiktive profil, hvor vedkommende trues med at blive slettet hvis denne ikke identificerer sig selv på troværdig vis. Sådan håndteres profiler der er oprettet udelukkende til at udbrede forbudt indhold.

Den ugentlige arbejdstid i FNRP-teamet er fyrre timer, og medarbejderne arbejder i to skiftehold fra 8.30 til 22.00. Den månedlige løn er ca. 1500 euro brutto, lidt højere end mindsteløn på 8,50 euro i timen.

Content-moderatorerne er et trin højere på skalaen og skal også gennemgå videoer. Særligt vanskelige sager afklares af ‘Subject Matter Experts’. Over dem står igen gruppelederne, som har et mindre belastende arbejde. De bruger knap nok tid på at skulle se på forstyrrende indhold.

Arvato er en gigant. Et firma som overtager opgaver som andre firmaer outsourcer. Firmaet varetager forskellige opgaver såsom callcentre, bonusprogrammer for flyselskaber og pakkepostcentraler. I mere end fyrre lande beskæftiger outsourcing-firmaet omkring 70.000 mennesker. Arvato er en af grundpillerne i mediegiganten Bertelsmann. Mere end halvdelen af alle medarbejdere hos Bertelsmann er ansat hos Arvato. På firmaets hjemmeside lyder mottoet: ‘Hvordan kan vi hjælpe dig?’

En af grundene til at Facebook modererer i Berlin er det stigende pres fra de tyske myndigheder. Justitsminister Heiko Maas har krævet, at der er tyske medarbejdere hos Facebook som tager sig af indholdet på tysk og hurtigt fjerner tvivlsomt indhold. I øjeblikket fører anklagemyndigheden i München en sag mod Facebook som handler om mistanke om støtte til hetz mod folk. Anklagen: Firmaet sletter ofte ikke illegalt indhold hurtig nok.

I forsommeren 2015 blev en lille delegation fra Arvato inviteret til Facebooks hovedcentral i Europa. Firmaerne var blevet enige om et samarbejde: Verdens største sociale netværk havde brug for hjælp til at holde deres side ren, derfor skulle managere fra Arvato lære hvordan man opbygger et team. Arbejdet gik i gang i efteråret 2015, som en hemmelig operation.

Hvor lang tid løber kontrakten mellem Facebook og Arvato? Hvordan forberedes medarbejderne på deres arbejde? Har Arvato allerede udarbejdet en arbejdsplan når det kommer til den psykiske belastning som ‘Content-Moderation’ vil medføre? SZ-magazin har i den forbindelse stillet 19 skriftlige spørgsmål til Arvato. Til disse siger Arvato: Vores samarbejdspartner, Facebook, forbeholder sig sammen med Arvato retten til at svare på alle henvendelser fra pressen.’

Facebook Deutschland svarer også ukonkret på flere skriftlige spørgsmål fra SZ-Magazin, eller siger: ‘Dette har vi ingen kommentarer til.’ På mange punkter adskiller forklaringen fra Facebook med de udsagn, som de tidligere og nuværende medarbejdere hos Arvato, som vi har talt med kommer med. For eksempel skriver Facebook, at hver medarbejder i Arvato-teamet, er forpligtet til at deltage i et ’seks uger langt kursus samt et mentorprogram som varer i fire uger’. De medarbejdere som SZ-Magazin har talt med fortæller dog at det var væsentlig kortere: 2 uger i alt.

Moderatorteamet hos Arvato er delt op efter sprog. På fællesområderne taler man engelsk men ellers er man delt ind efter teamets sprog: arabisk, spansk, fransk, tyrkisk, italiensk, svensk og selvfølgelig også tysk. De forskellige teams ser indhold på det sprog de taler, indholdet er dog for det meste ens.

Det er helt tilfældigt hvilke billeder der kommer i køen. Dyrplageri, hagekors, penisser.

De forskellige teams har fundet forskellige metoder til hvordan de håndterer billeder som er svære at se på: Spanierne taler højt om det, araberne er trækker sig for det meste ind i sig selv. Franskmændene sidder ofte helt stille foran deres computere.

I begyndelsen jokede vi med al pornoen i middagspausen. Men til sidst var vi alle deprimerede.

Slette eller ej? Når først beslutningen er truffet, er den næste opgave klar på skærmen. Antallet af sager – som kaldes tickets – kan man se på skærmen.

Billederne blev hele tiden værre, meget værre end under vores træning. Men ofte heller ikke værre end hvad du kan læse i avisen fra mit hjemland. Vold, og til dels vansirede lig. Det sker ofte at folk hopper op af stolen, løber ud eller hulker.

Medarbejderne har fortalt SZ-Magazin detaljer, der er for grusomme til at trykke, selv følgende historier er næsten ikke til at bære.

‘En hund var bundet fast. En nøgen asiatisk kvinde torterede dyret med glødende jern. Så hældte hun kogende vand over den. Videoen var til folk som tændte på den fetich. Børnepornografien var dog det værste. Denne lille pige, som maksimalt var seks år, der ligger i sengen med overkroppen blottet, og ovenpå hende sidder der en fed mand og misbruger hende. Det var en næroptagelse.’

Den som håndterer indholdet, skal agere som en blanding mellem en dørmand og en transportbåndsarbejder. Dette må være på Facebook. Klik. Dette må ikke. Klik. I starten skulle enhver medarbejder klare cirka tusind tickets. Tusind beslutninger, om noget var imod det komplicerede regelsæt fra Facebook, de såkaldte fællesskabsstandarder, som angiver, hvad der må offentliggøres på siden, og hvad som skal fjernes.

“Nogle gange kom der halshugninger, terror og rigtig meget nøgenhed. Den ene pik efter den anden. Uendelig mange pikke. Og så igen noget helt grusomt. Det er svært at sige hvor meget, det afhang lidt. En til to gange i timen var det sikkert. Hver dag så du noget forfærdeligt. Et par dage inde så jeg mit første lig. Der var meget blod og jeg blev chokeret. Jeg slettede billedet med det samme, men min overordnede kom hen til mig med det samme og sagde: det var ikke rigtig gjort, dette billede overtræder ikke Facebooks fællesskabsregler. Næste gang skulle jeg være mere opmærksom i mit arbejde.’

Selvom ordet ‘fællesskabsstandarder’ måske lyder lige så harmløst som et rengøringsskema i et bofællesskab, er det i virkeligheden et sæt hemmelige regler for det sociale medie. Det bestemmer detaljeret, hvilket indhold der kan uploades og deles og hvad der skal slettes. Det er en slags parallel lov om ytringsfrihed, der er fastlagt af virksomheder, med en stor indflydelse på, hvad milliarder af mennesker ser hver dag – og hvad de ikke skal ikke.

Det handler om mere end spørgsmålet om, hvorvidt en blottet brystvorte er stødende eller ej. Facebook er et vigtigt redskab til politisk uddannelse og indflydelse. Hvilket indhold der deles der, er en afgørende form for samfundets image. Hvordan katastrofer, revolutioner eller demonstrationer opfattes, afhænger også af hvilke billeder af dem, der ender på Facebooks tidslinjer. Ikke desto mindre er de fleste af detaljer i disse regler hverken offentlige, og lovgivere har heller ikke indsigt i de nøjagtige kriterier, hvormed indhold kan censureres eller deles.

Sociale medievirksomheder offentliggør normalt kun en lille del af dette sæt regler, som ofte er vagt formuleret. På Facebook er der sætninger som ‘Vi tolererer ikke adfærdsmønstre, der udsætter folk for fare.’ Hvordan denne ikke-tolererede opførsel egentlig er, forklares ikke detaljeret. En tidligere medarbejder retfærdiggør hemmeligholdelsen af disse regler med det faktum, at folk ikke ønsker at give nogen ledetråde til, hvordan de kan omgå sletningsreglerne ved smart formuleret indhold. En absurd logik: ligesom en stat, der holder sine love bag lås og slå, fordi den er bange for at folk kan omgå eventuelle kriminelle metoder.

Selvom Facebook præsenterer sig som et åbent foretagende, der blot giver folk en platform til at dele information, er firmaet meget lukket, når det kommer til at give en kommentar til deres egen forretningspraksis. Gerd Billen, statssekretær i det tyske justitsministerium og leder for taskforcen af “håndtering med ulovlige hadbudskaber på internettet” siger: ‘Desværre ser jeg for øjeblikket ikke tilstrækkelig vilje hos Facebook, til at forklare på en transparent og forståelig måde, hvordan de arbejder med kriminelt indhold.’

Selv han som repræsentant for justitsministeriet har indtil videre ikke haft lov til at komme forbi Arvato og besøge dem. ‘Jeg har gentagne gange opfordret til gennemsigtighed i behandlingen af forstyrrende indhold, såsom de præcise regler for at slette indlæg, antallet af medarbejdere indenfor dette samt deres kvalifikationer.’ siger Billen. Hans ministerium gennemgår i øjeblikket lovgivningsmæssige forslag, der ville forpligte Facebook til at være mere gennemsigtig.

SZ-magasinet har store dele af Facebooks hemmelige regler. Det er første gang, de offentliggøres i dette omfang. Sidst det skete var i begyndelsen af 2012 hvor der blev offentliggjort 17 sider med retningslinjer på det amerikanske websted Gawker med sletningskriterierne for et firma, der også arbejdede på vegne af Facebook.

De interne dokumenter som er forelagt SZ-Magazin, består af hundredvis af regler som alle fastlagt af Facebook. Noget som er særlig interessant, er de mange eksempler på hvilket indhold som skal slettes og hvilket som ikke skal.

Noget der blandt andet skal slettes: Et billede af en kvinde, som kaster op i offentligheden – med kommentaren: ‘Åh Gud, du er voksen! Det er ulækkert’ (Grunden: Kommentaren vurderes som mobning, da der udtrykkes afsky over for en kropsfunktion). Et ukommenteret billede af en pige ved siden af et billede af en chimpanse med et lignende ansigtsudtryk (Grunden: nedværdigende billedbearbejdning: klar sammenligning af et menneske med et dyr) En video hvor et menneske påføres smerte, men kun hvis der står en kommentar nedenunder som ‘Fedt at se hvor meget han lider af smerte’.

Ting som ikke skal slettes, er f.eks.: En video af en abort (dog skal den slettes hvis den indeholder nøgenbilleder). Billeder af en som er blevet hængt med kommentaren ‘Her hænger et svin’ (Gælder som en mening omkring dødsstraf, det er kun forbudt hvis det er rettet mod en ‘beskyttet gruppe personer’ som f.eks. hvis der stod: hæng alle bøsserne”). Billeder af ekstremt anorektiske kvinder uden kommentar (visning af selvskadende adfærd uden kontekst er tilladt).

Hvordan man skal håndtere ekstrem vold er f.eks. reguleret i kapitel 15.2, tiljubling af vold: ‘vi tillader ikke at mennesker deler billeder og videoer hvor mennesker eller dyr dør eller bliver hårdt såret, når denne form for vold samtidig tiljubles.’ Hvad man kan se på billedet, spiller ifølge Facebook ingen rolle, kun kombinationen af billede og tekst. F.eks. tælles der kommentarer som bifalder vold. Hvis nogen skriver en kommentar under et billede af en døende hvor der står: ‘Se lige der – så coolt’ eller ‘Fuck yeah’ skal billederne i følge Facebooks regler slettes.

‘Man kunne knap forstå reglerne. Jeg fortalte engang til min teamleder om et billede, som var helt vildt. Billedet var totalt blodigt og brutalt og det burde intet menneske se. Han mente dog at det bare var min holdning (til billedet, red.). Jeg skulle forsøge at tænke som Facebook ville have jeg skulle tænke. Vi skulle alle sammen tænke ligesom maskiner.

Der komme hele tiden ændringer og nye regler til fællesskabsreglerne fra Facebook-centralen. Hos Arvato har man også nogle ansatte til at bevare overblikket. Det er meget vigtigt for Facebook, da det handler om hvilket indhold som får brugerne til at forlade platformen, det modsatte er nemlig Facebooks vigtigste mål, nemlig at holde flest mulige mennesker så længe som muligt på platformen, så de ser så mange reklamer som muligt og Facebook tjener flest mulige penge.

Det er ikke en let opgave, som Facebook er nødt til at løse: At holde folkets had og vanvid i skak, samtidig med at de sikrer, at vigtige begivenheder ikke bare forbliver usynlige. Beslutningerne om at slette kan have lige så vidtrækkende konsekvenser som beslutninger om journalistisk rapportering.

For hundreder af millioner af mennesker over hele verden er Facebook den vigtigste nyhedskilde. Ikke desto mindre betragtes virksomheden ikke som et mediefirma, da det ikke producerer sit eget indhold, men de skal beskæftige sig med medieetiske spørgsmål: Er visning af vold berettiget, f.eks. i krigsrapportering, da det da tjener et højere formål?

Forskere har beskæftiget sig med dette i årtier, men disse spørgsmål skal afgøres hurtigt på sociale medier. For mere end syv år siden blev videoen med den døende Neda Agha-Soltan, en ung kvinde fra Teheran, der blev skudt under protester, en første test for Facebooks konkurrent YouTube. Slette eller ej? Et YouTube-team besluttede: Filmen er en politisk dokumentation, den forbliver online på trods af sin brutalitet. Virksomheder har længe forsøgt at opstille enkle regler for sådanne komplekse beslutninger. De hemmelige Facebook-dokumenter siger, ‘Videoer, der viser folks død, er foruroligende, men de kan øge bevidstheden om selvskadende opførsel, mental sygdom, krigsforbrydelser eller andre vigtige problemer.’ I tvivlstilfælde bør medarbejderne på Arvato forelægge sådanne videoer til deres overordnede, især komplekse sager behandles angiveligt i det europæiske hovedkvarter for Facebook i Dublin.

Særlig slemt var det under sidste års terrorangreb i Paris. Der blev der holdt et ekstraordinært møde om hvad der skulle ske med livebillederne. Det var jo de mest brutale ting der landede hos os i realtid. I sidste ende fik vi at vide at vi skulle sende det meste indhold videre til det arabiske eller franske team. Hvad der skete med indholdet ved jeg ikke. Da angrebene i Paris startede, kaldte teamledelsen os der arbejder med Content-Management ind på arbejde, selvom det var weekend. Jeg fik både opkald og sms’er fra dem, og måtte arbejde hele weekenden.

Der findes næsten ikke nogen pålidelige tal om hvor mange mennesker som rundt omkring i verden arbejder med at slette Facebook-indhold. Lederen af den internationale Facebook-afdeling ‘Policy’, Monika Bickert, afslørede på en konference i marts 2016, at mere end en million Facebook-indlæg dagligt rapporteres som upassende af brugere verden over. Hvor mange mennesker som er ansvarlige for at slette disse opslag, fortalte hun ikke. Ekspert i medievidenskab Sarah Roberts fra University of California i Los Angeles har i flere år forsket i emnet. Hun anslår at op til 100.000 mennesker på verdensplan arbejder i sådanne job, næsten alle igennem tjenesteudbydere og ikke kun for Facebook. Roberts har interviewet flere medarbejdere som arbejder som moderatorer og beskriver nogle af dem som traumatiserede. Disse menneskers mentale helbred har en stor indflydelse på det indhold som får lov at blive stående. Mange af dem er så nedslidte efter i månedsvis at have set på had, sex og vold at de næsten lader alt passere. Dertil kommer det også at det er svært at være grundig når man ikke har tiden til det.

‘De fleste videoer er man nødt til at se til ende. De lader os ikke skippe igennem dem, også selvom man kunne nøjes med at se på screenshots. Det værste er lyden. Den er man nødt til at høre, da det kan være, at der er noget i lydsporet som ikke er tilladt. Hate speech eller sadisme f.eks. Nogle videoer er hele film, så det kan vare i over en time.’

Mange af ‘content-moderatorerne’ har stadig billederne i hovedet når de går hjem fra arbejde og samtidig får de derudover ofte tekstbeskeder fra deres teamleder om at de er bagud og om de ikke lige kan tage en ekstra vagt. Arbejdsbyrden er for stor for medarbejderne siger en af dem vi har talt med, som sidenhen har sagt op.

At være fleksibel er noget man er vant til at være i Berlin, især hvis man er flyttet dertil fra udlandet og ikke taler tysk. Tiderne hvor det var folk fra Bayern og Schwaben rykkede mod hovedstaden er nemlig forbi og i dag kommer folk fra hele verden: Indien, Mexico, Sydafrika etc. Det er unge mennesker som ofte er godt uddannede som er kommet til Berlin for at opleve byen, men også folk som ikke kan få arbejde i byen. Omkring tredive procent af udlændingene der lever i Berlin, anses for at være truet af fattigdom. En tidligere medarbejder siger:

Man er nødt til at beundre Arvato for deres forretningssans, når de vælger Berlin som stedet for dette arbejde skal udføres. Byen er en smeltedigel af sprog og kulturer, hvor ellers kan du finde svenskere, nordmænd, syrere, tyrkere, franskmænd og spaniere som er på udkig efter arbejde?

De fleste af disse tilflyttere er desperate. De vil ubetinget bo i byen og tager derfor gerne et job som de er overkvalificerede til. Et job som ødelægger deres sjæle og efterlader mange af dem afstumpede.

Derfor er det også, at man blandt slettemedarbejderene hos Arvato finder kvantefysikere, personer med doktorgrader og professorer. Ofte er de flygtninge, hvis faglige kvalifikationer ikke anerkendes i Tyskland. En tidligere medarbejder fortæller, at det er svært at motivere folk til at udføre sådan et hårdt arbejde. Det er også svært at få dem til at ville stige i graderne. Dem som bliver ‘content moderatorer’ skal nemlig også moderere videoer.

En video kunne være nok til at ødelægge hele mit liv. Det vidste jeg. Jeg ville på ingen måde forfremmes til at være Content-Moderator. Jeg var bange for hvad det ville gøre ved min psyke. Content-Moderatorerne ser de værste ting man overhovedet kan forestille sig. Både på billeder og i videoer.

‘Content-moderatorer’ skal arbejde endnu hurtigere end FNRP’erne på det laveste hierarkiske niveau. I gennemsnit har de i gennemsnit otte sekunder pr. ticket – selvom de konstant skal se filmklip der varer meget længere. En Content-moderator fortæller, at han skulle igennem 3000 Tickets på en dag. Dette er mere eller mindre på linje med de tal, der blev oplyst af den amerikanske radiostation NPR i november, som var hvad content-moderatorer i andre lande også skulle gennemse – Facebook benægtede dette tal. Ifølge en tidligere medarbejder foregår alt arbejde med at slette på en intern Facebook-platform, så virksomheden burde efter hans mening, vide ren besked med de rigtige tal.

Samtidig ville det være umuligt, virkelig at se alle videoerne igennem. De er så brutale at man bare helst vil klikke dem væk selvom man ikke må. Desuden er der jo mange ting man skal være opmærksom på – ofte er det ikke klart, præcis hvilken regel som overtrædes. Du skal nå dit daglige mål, ellers får du problemer med din leder. Presset var enormt.

I foråret 2016 skrev det spansktalende team et brev til Arvatos ledere hvor de fortalte om overbelastning, meget pres og dårlige arbejdsvilkår. Brevet gik hurtigt på runde blandt alle medarbejderne: ‘På grund af pres, har vi bedt om at få fem minutters pauser (…) dette ønske har man dog imidlertid ikke imødekommet. Derudover skal det nævnes, at der udover alle de overnævnte vanskeligheder også kommer den psykiske belastning, som skyldes behandlingen af tickets med indhold som nogle gange kan være chokerende.’

Intet har ændret sig siden da, siger medarbejderne. Mange fortæller, at FNRP-medarbejderne i mellemtiden forventes at skulle klare næsten 2.000 tickets om dagen i stedet for tusind. Facebook ønsker ikke at svare på SZ-Magazins spørgsmål om dette tema.

Min teamleder mente: Hvis du ikke kan lide jobbet, kan du da bare sige op.

I dag arbejder mere end 600 personer med at slette indhold på Facebook rapporterer en medarbejder. De bliver hele tiden flere. I marts 2016 erhvervede man en ekstra bygning et par minutters gang fra den anden. Personalet hang et stort Facebook-banner på det nye kontor.

Det er så modsætningsfyldt. Selvfølgelig synes vi at det var cool at arbejde for Facebook, et firma som alle kender og elsker. Man forsøger mest bare at skjule det grimme.

Selvom det er et forfærdeligt arbejde, siger ganske få op, fortæller en af vores kilder. Måske fordi at de har brug for jobbet, måske fordi at de er blevet afstumpede. En medarbejder fra det arabiske team siger:

‘Det er slemt, men på denne måde kan jeg i det mindste forhindre, at de mest skrækkelige og voldelige videoer fra Syrien ikke udbredes.’

Der kommer dog hele tiden videoer som får medarbejderne til at give op.

‘Det var en mand med et barn. Et cirka tre år gammelt barn. Manden indstillede kameraet. Han tager barnet og en slagterkniv. Jeg har selv et barn, lige præcis i den alder. Det kunne altså være mit eget. Min hjerne skulle ikke tage skade på grund af det her lortejob. Jeg slukkede for det hele og gik min vej. Tog min taske og løb ud på gaden mens jeg græd.’

Videnskaben anser et psykologisk traume som en stressende oplevelse, som man ikke kan håndtere. Det er ofte et resultat af fysisk eller psykisk vold og fører ofte til posttraumatisk stress. Harald Gündel, professor i psykosomatisk medicin på Universitetshospitalet Ulm og bestyrelsesmedlem i Deutsche Traumastiftung, har læst nogle af de transskriptioner, som SZ-magasinet har udarbejdet fra interviews med Arvato-medarbejdere. For Gündel viser deres beskrivelser klassiske træk på mulig posttraumatisk stress: belastende billeder og sekvenser fra videoer, som de ser for deres indre øje igen og igen, gentagende mareridt, overdrevne skrækreaktioner i situationer, der ligger meget fjernt fra at have noget at gøre med indholdet af videoerne, smerter der ikke fysisk kan forklares, social tilbagetrækning, træthed og sløv adfærd samt tab af seksuel interesse.

‘Efter at have set videoerne med børneporno, kunne jeg gå i kloster – sex er overhovedet ikke noget jeg tænker på at have. Jeg har ikke kunne være intim med min partner i over et år. Lige så snart han rører ved mig, begynder jeg at ryste.’

‘Pludselig begyndte mit hår at falde af i totter efter et brusebad eller mens jeg var på arbejde. Min læge sagde at jeg var nødt til at forlade det job.’

‘Folk sprang hele tiden op fra deres stol ved skrivebordet, rendte ud i køkkenet eller åbnede vinduet for at noget frisk luft efter at have set en video hvor nogen fik revet huden af. Mange havde et overforbrug af alkohol eller hash for at kunne klare det.’

På anmodning fra SZ-Magazin forklarer Facebook: ‘Hver medarbejder tilbydes psykologisk rådgivning hvis medarbejderen anmoder om dette og dette tilbud kan til enhver tid bruges. ‘Medarbejderne fortæller dog enstemmigt, at de føler at Arvato lader dem være alene med deres psykiske problemer. Tilstrækkelig hjælp er der ikke rigtig noget af, heller ikke nogen målrettet forberedelse på den følelsesmæssige belastning ved arbejdet med forfærdelige billeder og videoer.

‘Vi skulle underskrive at vi blev tilbudt psykologisk hjælp hos Arvato, men i virkeligheden var det umuligt at få hjælp. De gjorde intet for os.’

Det faktum, at arbejdstagere også skal beskyttes mod psykisk belastning, er siden 2013 reguleret i den tyske arbejdsmiljølov, paragraf 4 og 5. ‘Pointen er ikke at vente med at skade på helbredet opstår, men at minimere risikoen så vidt muligt på forhånd,’ siger Raphaël Callsen, advokat for arbejdsret hos advokatfirmaet dka Berlin.

Han mistænker overtrædelser af arbejdsretten i forhold til “content-moderatorer”, som ikke modtager professionel behandling: ‘Arbejdsgivere skal træffe effektive beskyttelsesforanstaltninger, og medarbejderne skal have lov til at stoppe med at arbejde på en video eller billede, der er voldsomt for dem, og med en konstant tilgængelig kontaktperson, hvem med de kan reflektere over deres situation med. Helst en læge som har tavshedspligt.’

Ingen af de Arvato-ansatte havde en læge de kunne rapportere til. Kilderne rapporterer om åbne gruppemøder, hvor du kunne tale i folk om problemer. Disse blev afholdt af en socialarbejder, ikke en psykolog, siger de alle sammenstemmende. Ingen af de ansatte, som vi talte med, havde været til sådan et møde. De var bange for at tale med fremmede arbejdskollegaer om deres mest intime problemer.

En kvindelig medarbejder havde gentagne gange forsøgt at få en aftale alene med socialarbejderen. Hun måtte vente længe. Til sidst opgav hun omsider. På anmodning fra SZ-magasinet giver Facebook ingen detaljer om de psykologiske vejlederes kvalifikationer – eller om de er underlagt tavshedspligt.

Hvor jeg kommer fra, ville en sådan socialarbejder straks rapportere alt, hvad jeg fortalte, til min chef. Og han ville fritstille mig. Ingen i mit team har nogen tro på dette firma – så hvorfor skal vi betro vores bekymringer til dem?

Der er masser af eksempler på, hvordan man håndterer arbejdet for mennesker, som professionelt med grusomt medieindhold. Bundesprüfstelle für jugendgefährdende Medien, der også gennemgår brutale videoer, tilbyder nye medarbejdere regelmæssig træning i håndtering af foruroligende indhold. ‘ingen behøver at se sådan en film til ende i ét stræk’ siger Martina Hannak-Meinke, chef for Bundesprüfstelle, ‘man kan altid afbryde, lave noget andet, og gøre arbejdet færdigt senere.’ Der er individuelle konsultationer med socialarbejdere. Psykologer og traumeeksperter står altid klar. Andre myndigheder, hvis ansatte undersøger meget kriminelt materiale, har strenge regler: hos nogle må de ansatte kun beskæftige sig med sådanne film maks. otte timer om ugen, hos nogle kun i hold af to, så effekten kan diskuteres med en anden med det samme. Nogle ansætter kun specialuddannede advokater til sådanne aktiviteter.

Jeg var i militæret i mit hjemland, så billeder af krig og død chokerer mig ikke. Hvad der slår mig ud af kurs, er uforudseligheden. Der er en video jeg ikke kan få ud af hovedet: I den video trådte en kvinde med højhælede sko en kattekilling ihjel som en del af en fetich-video. Jeg troede ikke, at folk var i stand til sådan noget.

Kattevideoen skulle slettes, den var en klar overtrædelse af paragraf 15.1 i følge de interne dokumenter som SZ-Magazin er i besiddelse af: Sadisme. ‘Seksuel sadisme er den erotiske nydelse af påført smerte på et levende væsen” – altså ikke tilladt på Facebook.

Hvordan disse regler forvaltes, er en udfordring for mange medarbejdere. Mange fortæller, at de ikke måtte skrive ned mens de blev trænet af sikkerhedsmæssige grunde, som skulle sikre at reglerne ikke blev kendt af offentligheden.

Fællesskabsreglerne ændrer sig hele tiden. Før i tiden var et afhugget hoved i orden så længe snittet var lige. Hvad er det for en åndsvag regel? Og hvem beslutter den slags?

I fællesskabsreglerne er der et kapitel om hate speech, hvor det er præciseret, hvilke fornærmelser der er tilladt. Her står der ‘Oprindeligt slettede Facebook ikke indhold, hvor migranter blev angrebet, da de ikke tilhørte en beskyttet kategori, hvilket resulterede i en negativ rapportering om Facebooks retningslinjer og førte til, at Tyskland truede med at stoppe for Facebook i Tyskland. Dette ledte til en opdatering af fællesskabsreglerne, hvor migranterne nu har en vis beskyttelse’

På den ene side betyder det at politik og pres fra offentligheden har en direkte indflydelse på reglerne for hvad Facebook forbyder og sletter. På den anden side er det et eksempel på et grundlæggende problem med virksomheder som Facebook: Hvad eller hvem som nyder en særlig beskyttelse i samfundet, er primært noget som grundloven bestemmer i Tyskland – og ikke et firmas regler, som hurtigt og hele tiden kan tilpasses, hvis de truer med at skade deres image.

I teorien: hvad ville der ske, hvis social konsensus i USA skulle vælte, og Islam pludselig ville nyde mindre beskyttelse på Facebook? Hvis hadetalen mod muslimer ville blive retsforfulgt mindre alvorligt end de også i hemmelighed beskrevne Facebook-dokumenter kristne, jøder eller mormoner? Selv den mindste ændring i fællesskabsreglerne har en stor indflydelse på, hvad milliarder af mennesker i verden ser hver dag.

Vi ser så meget lidelse men finder aldrig ud af hvad der er sket med folkene på billederne. Hvordan går det børnene i dag? Og blev gerningsmanden anholdt?

Det indhold, der skal gennemgås af Arvato-medarbejderene, er ikke kun moralsk forkasteligt, det strider også imod tysk lov. Hvordan Facebook skal håndtere ulovlige poster, er kompliceret. I henhold til tysk lovgivning skal en platformoperatør, så snart denne får kendskab til en bestemt ulovlig handling eller information, straks slette indholdet eller blokere adgangen til det, forklarer specialistjurist inden for medie- og it-ret Bernhard Buchner. Ellers risikerer virksomheder som Facebook selv at skulle hæfte. Og det er ikke alt: Punkt 138 i straffeloven indeholder en liste over forbrydelser, der forpligter enhver, der får kendskab til deres alvorlige planlægning, til at anmelde sådan planlægning. Så et indlæg på Facebook, der troværdigt annoncerer, at en er ved at skyde sine klassekammerater, skal ikke bare slettes, men også anmeldes – enten til myndighederne eller til de truede.

Indtil videre vides det, at Facebook videresender børnepornografi til American National Center for Missing and Exploited Children (NCMEC). Alle oplysninger, der er modtaget af NCMEC, vil blive vist der og videresendt til de retshåndhævende myndigheder, der er ansvarlige for yderligere efterforskninger i USA eller i udlandet, forklarer det tyske forbundskriminalpoliti på anmodning fra SZ-Magazin. ‘Så vidt overtrædelsen åbenlyst har fundet sted inden for Tysklands grænser, vil de tilgængelige sagsoplysninger blive sendt til det tyske politi.’ Hvorvidt det ikke kun gælder børnepornografi, men at de tyske myndigheder også modtager andre lovovertrædelser via Facebook? Sådanne detaljer afsløres ikke af Facebook.

Der er bestemt mennesker på Arvato, der er bekymrede over at de skal håndtere ‘content-moderation’. Men Facebook trøster dem, ved at fortælle dem om deres vision: En dag ville kunstige intelligenscomputere være i stand til at opdage indhold, der overtræder brugsvilkårene. Facebook, Twitter, Google og Microsoft meddelte for kort tid siden, at de i fremtiden vil gemme terrorpropaganda fra deres sider i fælles database og forsyne dem med et digitalt fingeraftryk – så et billede, der blev slettet på Twitter, også automatisk vil blive fjernet fra Facebook. På den ene side er dette en tanke, der skaber håb: det vil betyde, at man ikke behøver at udsætte sig for denne rædsel. Men det er også en skræmmende idé: algoritmer bestemmer, hvilket indhold milliarder af mennesker ser på Facebook, en computer bedømmer, hvad der er brutalt, og hvad der ikke, hvor satire slutter, og hvor terrorisme begynder.

Jeg ved, at nogen er nødt til at gøre det her arbejde. Men det burde være mennesker som er trænet til det, som hjælpes og som ikke lades i stikken som os. Jeg har haft denne her drøm flere gange: mennesker falder fra et brændende hus. De styrter ned på jorden. Den ene efter den anden ender i en blodpøl. Jeg står og forsøger at fange folk, men der er for mange, og de er for tunge, jeg må undvige mig, så de ikke dræber mig. Der er mennesker omkring mig, mange mennesker, der ikke hjælper. De står bare og filmer med deres mobiler.

I løbet af vores research har vi gentagne gange spurgt vores kilder, hvordan de har det.

En er kommet over sine mareridt, kun i løbet af dagen dukker der nogle gange billeder op i hovedet. Da han for nylig stod på en stige for at skifte en pære, så han ned – og så pludselig for sit indre stedet, hvor de angiveligt homoseksuelle var blevet hængt fra et tag af IS. En anden har forladt landet og bor i dag langt væk fra Tyskland. En tredje kæmper med, at hun ser dyremishandlere i alle parker, krænkere af børn på stranden og har forladt Arvato. Hun får nu psykologisk hjælp og går i traumeterapi. En fjerde går på et tyskkursus og vil forsøge at finde et job i Tyskland, som det han er uddannet som.

Ingen af dem, der stadig arbejder for Arvato, agter at blive i virksomheden.

Oploadet Kl. 12:19 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


11. september 2019

Søren Pind: Regeringen planlagde ‘grænsemur’ i 2015, frygtede at ‘hele Europa ville bryde sammen’

Fra TV2 Online – V-regering ville bygge en mur ved den danske grænse, siger Søren Pind

“Da flygtningekrisen i 2015 var på sit højeste i Danmark blev der udarbejdet ‘meget præcise planer’ om at opføre en mur af beton og pigtråd nær den tyske grænse for at holde illegale flygtninge ude.

Det fortæller tidligere justitsminister for Venstre Søren Pind i talkshowet ‘Lippert’, som bliver sendt klokken 18.20 på TV 2 NEWS.

– Det (en grænsemur red.) var et scenarie, som kunne blive aktuelt, hvis det hele brændte sammen, og det var vi jo bange for ville ske. At hele Europa ville bryde sammen.

– Det var da ikke noget, vi gik og skiltede med. Men nu blev det jo heldigvis ikke aktuelt, siger Søren Pind. …

I sin nye bog, som udkom onsdag, uddyber Søren Pind den daværende Venstre-regerings planer, som ifølge ham gik så vidt, at man allerede havde indkøbt materialer til en mur.

– I regeringen var der diskussioner om at bygge en mur af pigtråd og beton ved grænsen til Tyskland. Meget præcise planer blev udarbejdet. Det viste sig, at vi ikke lå inde med de tilstrækkelige ressourcer, og at materialer og genstande til at foretage en sådan voldsom beslutning slet ikke var en del af vores beredskabslagre. I al stilfærdighed blev nogle af disse ting indkøbt internationalt, skriver han i bogen.

Opdate. Et citat fra Lippert (TV2 News).

“Vi var jo bange for at Europa ville bryde sammen. … Hvis hele Europa brød sammen og folk bare vandrede rundt på gader og stræder, så var det jo noget vi var nødt til at forholde os til. … Det var da heller ikke noget vi skiltede med. … Da de her folk begyndte at gå over grænsen, der havde jeg en snert af den følelse, som jeg tror de danske politikere må have haft den 9. april. Jeg følte mig fuldstændig magtesløs.” (Søren Pind)



2. august 2019

Tyskland: Demografiske forskydninger fremskyndes, 28-årig kosovarer, far til ni, skubber Anja i døden

Som dem gode Mark Steyn ofte påpeger, så afgøres Europas skæbne ikke af terrorangreb, tilfældig gadevold eller lignende. Det er blot symptomer på et Europa uden kristne europæere. Tyskland er med masseindvandringen et godt bud på hvordan fremtidens Europa bliver, også i gemytlige Danmark. Der har været flere markante historier fra vort sydlige grænseland de senere dage, for når vi taler tilvandret kriminalitet er det aldrig agurketid.

Lørdag den 20. juli skubbede 28-årige Jackson B. (serber med kosovo-aner) 34-årige Anja ned på banelegemet i Voerde (ved Duisburg) – dræbt for øjnene af sin mand. I mandags skete det igen. 40-årige Habte Araya (eritreaner bosat i Schweiz) skubbede en 40-årig mor og hendes 8-årige dreng ned på skinnerne i Frankfurt am Main. Moderen så sit barn dø. Han forsøgte også at skubbe en 78-årig kvinde i døden. For to år siden var han rollemodel i en brochure om integration.

(40-årige Habte Araya i brochure udgivet af ‘Schweizerischen Arbeiterhilfswerks’, 2017)

I onsdag var den gal igen. En af Angela Merkels gæster, en 28-årig syrer ved navn Issa Mohammed går amok med et sværd på åben gade i Stuttgart, og myrder en 36-årig mand (Kasakhstaner). Mandens 11-årige datter så på. Gerningsmanden var muligvis palæstinenser fra Jordan. Alt sejler. Også i Tyskland.

(28-årige Issa Mohammed, i færd med at myrde anden indvandrer efter banalt skænderi)

“Den skaldede mand står med begge hænder på sværdet. Igen og igen slår han på sit offers livløse krop. Et sidste hug med sværdet, og han skærer armen af sit offer. (Bild via EB.dk)

Kokain, Koran eller bipolare lidelser, skubber i samme retning, men ændrer ikke på det essentielle. Der bliver flere af dem, og færre af os. 28-årige Jackson B., som stod for det første af de nævnte drab, er ifølge Bild ‘neunfacher Vater’. Manden har NI børn som 28-årig.

Oploadet Kl. 12:37 af Kim Møller — Direkte link78 kommentarer


16. juli 2019

Knud Romer om indpodning af nationalsocialistisk ideer: “‘Etnisk dansker’ er en racistisk betegnelse…”

Jeg hører ofte Knud Romer på Radio24syv, hvor han rutinemæssigt henviser til sine tyske aner, og den særlige opvækst på Lolland-Falster. Knud Romer om begrebet ‘Etnisk dansker’ i Politiken – Fem debattører: Her er hadeordene, der skal dø sammen med ‘ghetto’. (Via Storm over Europa)

“Af de ord og vendinger, som har sneget sig ind i vores almindelige sprogbrug og manipulerer os til at overtage en hel ideologi uden at studse over det, er det mest giftige af alle dog ‘etnisk dansker’. Ligesom ‘ghetto’ genintroducerer det en tankegang og et menneskesyn, der burde høre til på historiens losseplads. Men nej – og det sker nøjagtigt, som Victor Klemperer beskriver det i sin bog ‘LTI – Lingua Tertii Imperii’, hvor den langsomme og umærkelige forskydning af det tyske sprog indpodede nationalsocialistiske ideer i folk. Undskyld, trak jeg lige nazikortet? ‘Etnisk dansker’ er en racistisk betegnelse, som ikke har gang på jord i andet end selektionen foran porten til ’ghettoen’, hvor sprogofficeren i den sorte uniform kan føle sig … ‘kernedansk'”

(Grafik: Politiken, 12. juli 2019 via Facebook)

Oploadet Kl. 16:30 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


13. juli 2019

Tyskland: Efterretningstjeneste definerer identitær bevægelse som ekstrem – ‘åndelige brandstiftere’

“Es darf keine Toleranz für Extremisten geben.”, slutter ‘Bundesamt für Verfassungsschutz’ deres officielle pressemeddelelse om ‘Identität Bewegung Deutschland’ (IBD), og her i 2019 er det tilsyneladende normalt at staten bekæmper enhver form for højrefløj med paroler der minder om Antifa-bannere. Modstand mod Islam, masseindvandring og det multikulturelle samfund er højrekstrem per definition, og som den danske afdeling pointerer, så skelnes der nu ikke fra officielt hold mellem holdninger og handlinger. IBD er ‘geistigen Brandstifter’, åndelige/intellektuelle brandstiftere. Fra Generation Identitær – Tyskland – et skridt nærmere mod totalitarismen.

“Bundesamt für Verfassungsschutz, den særlige tyske efterretningstjeneste, som har til opgave at holde øje med anti-konstitutionelle aktiviteter, har netop defineret den tyske identitære bevægelse som ‘højreekstrem’. En politisk beslutning, der ikke bygger på hverken farlige aktiviteter eller trusler om vold, men derimod alene på bevægelsens kritik af islam og multikulturalisme. At en efterretningstjeneste agerer politiske på denne måde er særdeles bekymrende, hvis man har demokratiet kært. …

Hvorfor mener BfV at IBD er ‘højreekstremistisk’?

I BfV’s pressemeddelelse om afgørelsen nævnes der to paragraffer fra forfatningen. Det ene handler om at alle er lige for loven, og den anden handler om religionsfrihed. BfV mener, at IBD har holdninger, der går imod disse to paragraffer.

Men hvad baserer de det på? Jo, der nævnes, at man vil diskriminere mod folk på baggrund af deres oprindelse, og at IBD mener at multikulturalisme ødelægger tysk kultur. Endelig nævnes der som årsag, at IBD mener at kultur eksisterer i forbindelse med etnicitet.

Du læste rigtigt. BfV mener det er højreekstremt at mene at multikultur er skadeligt. Et grundsyn for identitære, er at kultur ikke ’svæver derude et sted’, men altid er noget, der er skabt af konkrete folk. Dette synspunkt angives også som årsag. …

Som konkrete eksempler på dette angives blandt andet deltagelse i ‘Defend Europe’ missionerne, hvor identitære fra hele Europa symbolsk har protesteret mod masseindvandring på Middelhavet og i Alperne.

Helt absurd bliver det, når BfV nævner kampagnen ‘Stop Fatih’ som forfatningsstridig, da den netop handlede om at forfatningen, og ikke sharia skulle gælde i Tyskland. Kampagnen indeholdt slogans som ‘Imod islamisk universalisme – for ægte mangfoldighed’ og ‘Forfatningen, ikke sharia-lov’. Dette fremhæves altså som et form for bevis for at IBD skulle have holdninger, der er imod forfatningen. Man tror næsten ikke det kan være sandt.

Det fremgår klart og tydeligt af udmeldingen fra BfV, at IBD ikke anses for at være en voldelig organisation. Men dette er altså uden betydning. I stedet omtales IBD af BfV som ‘åndelige brandstiftere’, med en retorik, der sidestiller holdninger og ord med fysisk vold.”

Oploadet Kl. 11:25 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


10. juli 2019

“Ord kan ende med at dræbe, lyder konklusionen hos mange tyskere..” (Uffe Dreesen, TV2 Nyhederne)

I sidste måned blev den 65-årige CDU-overborgmester Walter Lübcke likvideret ved sit hjem i Wolfhagen-Istha, lidt vest for Kassel. Han blev landskendt i 2015, da han på lokalmøde i Lohfelden om etableringen af et asylcenter, bakkede op om Merkels åbne politik, og pointerede, at hvis nogle var uenige, kunne de ‘frit forlade det her land’.

Anholdt for mordet er 45-årige Stephan Ernst, der tidligere har bevæget sig i nationalsocialistiske kredse, og de senere år offentligt har bekæmpet Merkels linje. Konkret har han eksempelvis doneret 150 euro til nationalkonservative Alternative für Deutschland (AfD).

I retten angrede han drabet, og pointerede med henvisning til Lübcke, at ‘ingen bør dø for sine ord’. Det drejer TV2 bekvemt, og retter fokus på højrefløjens kritik af Lübcke. “Ord kan ende med at dræbe, lyder konklusionen hos mange tyskere…”, noterer Uffe Dreesen, og fabler videre om ‘en højreekstremistisk hadkampagne’.

Ord kan ikke dræbe, i modsat fald ville Pia Kjærsgaard og Zenia Stampe begge være døde. Det ville dog naturligvis være rart for multikulturalisterne, hvis den folkelige modstand mod masseindvandringen sås som en ‘prolog til vold’, og hermed mistede sin legimitet. Det må være i den kontekst vrøvleriet om dræbende ord opstår. Ord dræber ikke. Følger man denne tankegang, så kunne det vel ligeså godt være Lübckes ord.

Den skyldige er gerningsmanden, og kun han kender motivet. Her sakset fra BT.dk – Vred over drabet på danske Louisa: Skød tysk toppolitiker.

“Ifølge en politirapport, som blandt andre Süddeutsche Zeitung bringer uddrag af, har særligt tre episoder provokeret den 45-årige mistænkte i en sådan grad, at han var klar til at slå ihjel.

Først var det de seksuelle overgreb på unge piger i Köln i 2015 og 2016. Dernæst terrorangrebet i Nice, hvor 85 personer mistede livet i 2016.

Den mistænkte projekterede vreden over de islamiske angreb over på CDU-politikeren Walter Lübke, der tidligere har forsvaret, at regeringen lod en million migranter og flygtninge krydse grænsen til Tyskland i 2015.

Den 45-årige erkender ifølge rapporten, at han var været i tvivl om, hvorvidt han faktisk skulle slå Walter Lübke ihjel.

Men da to unge kvinder, danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland, blev slået ihjel i Marokko, tippede balancen for den 45-årige.”

(Walter Lübke håner tyskere, der opponerer imod et asylcenter, 2015; Indsat: Stephan Ernst)

Citater

“… es lohnt sich in unserem Land zu leben. Da muss man für Werte eintreten, und wer diese Werte nicht vertritt, kann dieses Land jederzeit verlassen, wenn er nicht einverstanden ist – das ist die Freiheit eines jeden Deutschen…” (Walter Lübke til oprørte tyskere under debat om asylcenter i Lohfelden, 14. oktober 2015)

“Drabet på Walter Lübke var også en uhyggelig påmindelse om, at landet står over for et alvorligt problem med voldelige højreekstremisme, og at selv ord kan ende med at dræbe.” (Uffe Dreesen, TV2 Online, 3. juli 2019)

“In dem zurückgezogenen Geständnis habe E. auch angegeben, der Mord tue ihm ‘unendlich leid’, niemand solle für seine Worte sterben müssen. Was er Lübckes Familie angetan habe, sei ‘unverzeihlich’, zitierten die Medien seine ursprüngliche Aussage.” (FAZ, 7. juli 2019)



28. juni 2019

Merete Bøye: “.. tillykke med det, men kristendom er det ikke. Det er kristendom og venstrepopulisme”

Det ville være godt, at landets kristne arv kunne være en mobiliserende faktor, men kirkelige samfund afspejler i lighed med diverse NGO’ere venstrefløjens march gennem institutionerne. Det går naturligvis helt galt i islamiserede områder, såsom Kreuzberg i Berlin, Tysklands Nørrebro.

Godt læserbrev af sognepræst Merete Bøye i Kristeligt Dagblad – Den tyske kirke er blevet venstrepopulistisk.

‘Rechtspopulismus schadet der Seele’ (på dansk: højrepopulisme skader sjælen) står der på et banner, der vajer fra en såkaldt evangelisk kirke i Berlin. Herinde er de nemlig inkluderende og tolerante, så deres dør er åben for alle i hele verden, men kun hvis du ikke har stemt på AfD, Alternativ for Tyskland, dit dumme svin!

Der er ikke meget tilbage af Anden Verdenskrigs bekendelseskirke her. I DDR-tiden var kirken et helle. Her var der et fællesskab, der ikke var konstitueret af forstilt opbakning til det kommunistiske regime. Her var man sammen om Kristus, og det fællesskab nivellerede medlemmernes indbyrdes uenigheder. Nu er det ikke samfundet, men kirken, der er socialistisk. Det er kirken, der sætter dig stolen for døren, hvis du ikke retter ind efter de socialistiske multikulti-paroler, som tilmed har fået et vist præg af ‘fromsethed’ ved at blive præget med kirkens stempel.

… C.S. Lewis lader i bogen ‘Fra Helvedes blækhus’ skrivebordsdjævelen Screwtape beskrive den teologi, som han ønsker udbredt i kirken: ‘Det, vi ønsker, hvis folk partout vil være kristne, er at holde dem i den sindstilstand, jeg kalder ’kristendom og’. Du ved: kristendom og krisen, kristendom og ny psykologi, kristendom og troshelbredelse, kristendom og vegetarianisme. Hvis de skal være kristne, så lad dem i det mindste være kristne på en anderledes måde. Erstat selve troen med en eller anden modedille med en kristen farve. Arbejd på deres skræk for Det Vi Plejer.’

Det er ikke godt nok bare at være kristen, nej, man skal gøre en forskel i verden, og i dag hedder det kristendom og flygtninge. Og de skulle komme fra øst og vest og nord og syd og sidde til bords i multikulti-regnbue-klappeland. … vig bort fra os, alle I, som tænker falsk. De, der ikke går ind for at åbne Tysklands og hele Europas grænser, er motiveret af ondskab og egoisme, derpå er man sikker. Det er højrepopulisme, og din evige sjæl er fordærvet, hvis du abonnerer på den slags beskidte tanker. Så kan det godt være, du selv tror, du er motiveret af retfærdighed og næstekærlighed. Det kan godt være, du selv tror, du bare gerne vil bevare dit lands kultur og skikke…

Medlemmerne forlader den tyske kirke hurtigere end vand gennem en si. Det forsøger den at reparere på ved at være tydelig nok i sin kommunikation omkring, at sjælen frelses via international socialisme. Virker det? Tjah, måske. Det kan da hænde, at vejen til det fyldte kirkerum går via flere frelste politiske floskler sejlende ned ad kirkemurene. I så fald tillykke med det, men kristendom er det ikke. Det er kristendom og venstrepopulisme, og Screwtape griner af os i sit helvede.”

(Helligkorskirken på Blücherplatz i multikulturelle Kreuzberg, Berlin, 2018)

Oploadet Kl. 12:22 af Kim Møller — Direkte link65 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper