5. januar 2019

Medierne giver hackersag anti-AfD-vinkel: Ignorerer samtidigt bombeangreb mod AfD-hovedkontor…

Blandt de store nyhedsindslag i går, var historien om at Angela Merkel mfl. havde fået hacket, og offentliggjort personlige emails. Nyheden fik en anti-AfD vinkel, og det er lidt interessant, for vi taler om medier, der systematisk ignorerer den løbende venstreradikale kamp mod Alternative für Deutschland. Nogenlunde samtidig med at hackersagen breakede i Tyskland, blev et AfD-hovedkontor bombet i østtyske Döbeln, og få timer efter fik en AfD-kasserer i Emsland overmalet facaden på sin privatbolig. Her var endda afsender på: Hammer & Segl.

Hackersagen citeret fra DR Online. Lignende vinkel i 19-Nyhederne, torsdag aften.

“Hackerangrebet, som tilsyneladende er foregået via programmet Outlook, har ramt samtlige partier i det tyske parlament Forbundsdagen – undtagen det højrenationale Alternative für Deutschland (AfD).

– Et muligt politisk motiv for dette angreb må afklares. Den, der er ansvarlig, vil skræmme politikere. Det vil ikke lykkes, siger generalsekretæren for de tyske socialdemokrater, Lars Klingbeil, til Bild.”

(AfD hovedkontor i Döbeln, Sachsen, torsdag d. 3. januar 2019)

Anti-terror investigators see the blast as an escalation following other acts of anti-AfD vandalism. … Police said there had been a series of attacks against AfD offices in the eastern state of Saxony in recent weeks…” (Deutsche Welle, 4. januar 2019)

(Privatbolig for Guido Stolte, kasserer i AfD Emsland, fredag d. 4. januar 2019)

2. januar 2019

Tyskland: ZDF-kameramand på tv iført trøje for punkband, Bl.a. kendt for ‘Deutschland muss Sterben’

Radio24syv havde for et par år siden venstreradikale Rasmus Preston som fotografpraktikant, og der er aldrig langt fra den venstreradikale undergrund til den journalistiske mainstream. Tyske PI News fortæller, at en kameramand for ZDF, det filmer et interview med parlamentsformand Wolfgang Schäuble i et nyhedsprogram, bærer en trøje med slogan for det venstreradikale punkband ‘Slime’. Bandet er en integreret del af den venstreradikale scene i Hamborg, og er kendt for numre såsom Brüllen, zertrümmern und weg (‘Brøl, smadr, væk’), A.C.A.B. (‘All cops are bastards’) og Deutschland muss Sterben (‘Tyskland må dø’).

CDU-politikeren på en anden side af kameraet, fangede det næppe. En historie fra PI News.

“Dabei wurde mehrfach (bei 1:18, 2:27 min.) ein Kameramann mit der (‘richtigen’)
‘Antifa’-Einstellung eingeblendet. Auf dem T-Shirt des Linksfaschisten-Fans konnte man eine martialisch gestreckte Faust sehen und die Aufschrift ‘Brüllen, zertrümmern und weg’. Der Songtitel, der das Motto der G-20-Gegner von Hamburg oder der potenziellen Polizistenmörder des Hambacher Forstes zeigt, stammt von der Punk-Gruppe ‘Slime’.

Die haben sich als ‘antifaschistische’ Band schon früher einen Namen gemacht, sozusagen. Besonders bekannt und zum Gegenstand von Ermittlungen wurden sie durch das Lied ‘Wir wollen keine Bullenschweine’.

Ihre Nähe zur derzeit herrschenden Klasse zeigte die vom ZDF-Kameramann beworbene Band auch durch das Lied ‘Deutschland muss sterben, damit wir leben können’…

(ZDF heute Sendung, 30. december 2018 Kl.19.00)

“Wo Faschisten und Multis das Land regieren
Wo Leben und Umwelt keinen interessieren
Wo alle Menschen ihr Ich verlieren
Da kann eigentlich nur noch eins passieren…

Deutschland muss sterben, damit wir leben können!” (Slime, Deutschland muss sterben, 2000)

(Brüllen, zertrümmern und weg, ‘Brøl, smadr, væk’; Se evt. Amazon.de)

Oploadet Kl. 23:01 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer
Arkiveret under:

28. december 2018

Der Spiegels prisvindende Trump-basher afsløret, fyret: “Quotes, places, scenes, characters: All fake.”

“En svindler har gjort livet lettere for Trump-typerne”, skriver chefredaktør Karen Bro, og så kender man Ekstra Bladet. Historien om Der Spiegel-journalisten Claas Relotius, der hårdt presset måtte indrømme, at han i årevis har har opdigtet historier, forfalsket citater og fremdeles. Han er nu fyret fra Der Spiegel, der har ført kampagne mod Trump siden han blev præsident, og Claas Relotius har netop været topjournalisten, der leverede skytset med historier der understøttede bashingen. Godt oprids af sagen hos Politico – Der Spiegel’s first-class faker.

“The fabled German news magazine’s award-winning reporter Claas Relotius, 33, a legend in his time, replaced facts with fantasy. He quoted people he had not interviewed. He described streets and buildings he had seen on Google Earth only. Painted in exquisite detail, the scenes were nothing more than figments of his imagination.

… Why did the system set up to corroborate every fact and assertion, every quote and statistic, fail to expose and stop the fake artist?

Relotius was a most brilliant counterfeiter: His pieces are full of minute detail so specific, so precise, as to appear necessarily authentic. And why doubt a celebrated reporter who describes a small-town street corner as if it were etched into his photographic memory? …

Among Relotius’ most celebrated articles were his pieces on Donald Trump’s America. They paint a picture of the country Europeans love to despise.

‘In This Small Town’ — a 7,300-word story about Fergus Falls, where ‘people pray for Donald Trump on Sundays,’ confirmed what we all ‘know.’ It was a tableau of ‘red-neck’ America — a gun-toting, intolerant, anti-immigrant and irrationally religious nation.

The fact-checking work of two Fergus Falls citizens revealed this to be a fabrication. Not only does Relotius’ starring character, city administrator Andrew Bremseth, not carry a Beretta 9mm to work, he doesn’t even own one. Neither does the town have a sign that reads ‘Mexicans stay out.’ Relotius’ report was about perpetuating ‘an ugly and exaggerated stereotype,’ the residents concluded…

(Claas Relotius modtager ‘CNN Journalist Award’, 27. marts 2014; Foto: NBC)

“Relotius has received accolades for his daring quest to live among us for several weeks. And yet, he reported on very little actual truth about Fergus Falls life. In 7,300 words he really only got our town’s population and average annual temperature correct, and a few other basic things, like the names of businesses and public figures, things that a child could figure out in a Google search. The rest is uninhibited fiction… There are so many lies here, that my friend Jake and I had to narrow them down to top 11 most absurd lies (we couldn’t do just 10) for the purpose of this article.” (Medium, 19. december 2018)

“On the evening of Monday, Dec. 3, Relotius, who had worked for DER SPIEGEL for seven years and had been employed as an editor for the past year and a half, was called onto a stage in Berlin. The jury for the 2018 German Reporter Prize was once again of the opinion that he had written the best feature story of the year, this one about a Syrian boy who lived with the belief that he had contributed to the country’s civil war through a graffito he had daubed onto a wall in Daraa. The jurors praised the article for its ‘unparalleled lightness, intimacy and relevance that is never silent regarding the sources on which it is based.’ The truth, however — a truth that nobody could have known at that point in time — is that his sources were anything but clear. Indeed, it is likely that much of it was made up. Inventions. Lies. Quotes, places, scenes, characters: All fake. (Der Spiegel, 20. December 2018)

Although these two most-publicized stories purport to expose how immigrants and minority families suffer in Trump’s America, the fabrications occasionally further a larger anti-American narrative. Relotius invented a phone interview with Colin Kaepernick’s parents. Another fraudulent tale involved a Yemeni prisoner at Guantanamo Bay. Earlier this month, he won Germany’s Reporter of the Year award for a largely fabricated story about a young Syrian boy. Other tainted articles that won or were nominated for awards involved Iraqi children kidnapped by ISIS and Syrian orphans forced into a Turkish sweatshop.” (The Federalist, 20. december 2018)

“Han har nu indrømmet at have opfundet 14 ud af 60 historier, som han har skrevet for Der Spiegel.” (DR Online, 20. december 2018)

“Several major features Relotius wrote for Der Spiegel that were also nominated for or won journalism awards are now under scrutiny, according to the magazine. Among them, ‘The Last Witness,’ about an American who allegedly travels to an execution as a witness, ‘Lion Children,’ about two Iraqi children who have been kidnapped and reeducated by the Islamic State, and ‘Number 440,’ a feature about alleged prisoners at the US detention facility in Guantanamo Bay, Cuba.” (CNN, 21. december 2018)

(Et par Spiegel-forsider fra 2017, begge af cubanske Edel Rodriguez)

Oploadet Kl. 11:01 af Kim Møller — Direkte link49 kommentarer

27. december 2018

Poul Høi i podcast: Kun tilfældigheder gør, at vi ikke i dag taler om ‘røde Adolf istedet for brune Adolf’

Da jeg hørte, at Berlingskes Poul Høi havde lavet en podcast-serie med titlen ‘Da Adolf blev Hitler’ forventede jeg det værste. Som journalist er han dybt tendentiøs, og det kunne næsten kun ende med en solid omgang Trump-analogi. Foromtalen så dog lovende ud. At de historiske detaljer var nødvendige at få frem, da ‘Hitler er blevet trivialiseret’. Faghistorikeren var måske alligevel bedre end journalisten.

Første afsnit afdækker myter om nazismens fødsel, som Hitler satte ord på i ‘Mein Kampf’, skrevet i fængslet efter det mislykkede ølstuekup i 1923. Særligt den sidste er interessant. Myten om at Hitler blev opvakt nationalsocialist, fordi de etablerede politikere havde svigten nationen under 1. Verdenskrig. Via Spotify.

Poul Høi, historiker: Efter han blev udskrevet fra sygehuset i Pasewalk vendte han tilbage til München, og han vendte tilbage til München af en simpel grund, og det var fordi han skulle demobiliseres som soldat. Altså, en forholdsvis administrativ forteelse. Og der lå hans regiment, her havde hans regiment hovedkvarter. Han vender tilbage til et München, som er helt anderledes, end det München han tog afsted fra i 1914.

Der havde været revolution i München. Socialisterne havde taget magten, og en Kurt Eisner havde udråbt sig selv som statens premierminister. Staten hed nu Folkestaten Bayern (Volksstaat Bayern, Kim). Eisner, han var socialist, han var teateranmelder, han var journalist, og så var han også jøde. Så hvad gjorde Adolf Hitler, da han vendte tilbage? Den angiveligt vakte Hitler, nazisten Hitler, hvad gjorde han? Han gik vel ind i et højreorienteret frikorps, for at bekæmpe socialisten og jøden Eisner. Gjorde han ikke? Det ville da være helt oplagt at gøre for en mand der var så politisk vakt, som han angiveligt var. Ikke?

Nej, det gjorde han ikke. Han gik i stedet for i Eisners tjeneste. Han forlængede sin kontrakt med den bayerske hær, der nu var en del af Folkestaten Bayern, og han og hans kollegaer i regimentet, de gjorde hvad Folkestaten bad dem om. Det er også et interessant billede, for revolutionen udviklede sig som den slags altid gør – den begynder at æde sine egne. Eisner bliver dræbt, og ved hans bisættelse, der kan man se hans ligfølge, og ifølge mange historikere kan man lige præcis i følget se ingen ringere end Adolf Hitler. Den angivelige nazist Adolf Hitler, som går bag ved socialisten og jøden Kurt Eisners kiste. Der er noget der ikke stemmer her, og det bliver værre. For i 1919 tog bolsjevikkerne så magten, altså de sovjet-tro bolsjevikker, tog magten i München. De udråbte nu Sovjetstaten Bayern (Bayerische Räterepublik, Kim). Hæren, den bayerske hær, blev omdøbt til den røde hær, og soldaterne gik med rødt armbind.

Det må være det. Hertil og ikke længere. Han kan vel ikke være en del af Sovjetstaten Bayern, kan han? Jov, det kunne Adolf Hitler. Han fortsatte. Han puttede det røde armbind på sin uniform, og ikke nok med det. Hans kammerater valgte ham også i 1919 til det nye sovjetiske soldaterråd. Han var nu ‘Vertrauensmann’ i Sovjetstaten Bayern. De valgte ham formentligt ikke fordi han var en antisemitisk nazist, for vi ved, fra et valg i 1919, at 72,5 procent af soldaterne i Hitlers regiment, de var enten socialister eller socialdemokrater. Så hvis han havde været en glødende antisemit, sådan en glødende nationalist eller nazist, så havde de formentligt ikke valgt ham. Det er ikke sikkert, at han var socialist eller kommunist, det er ikke sikkert at han fulgte Sovjetstaten Bayern og troede på alt de troede på, men han var åbenbart heller ikke så meget imod, at hans kammerater ikke kunne vælge ham som ‘Vertrauensmann’. Den bayerske sovjetrepublik, den faldt i maj 1919. …

Han blev ikke nazist i 1918 i Pasewalk. Det blev han først efter en meget omskiftelig politisk tilværelse i sommeren 1919. Og det pudsige er jo, at hvis tilfældighederne havde villet det bare en lille bitte smule anderledes, så kunne vi i dag havde talt om røde Adolf istedet for brune Adolf.

(Adolf Hitler til Kurt Eisners begravelse, 26. februar 1919; Foto: Reddit)

Oploadet Kl. 23:17 af Kim Møller — Direkte link46 kommentarer

3. december 2018

Retten i Flensborg: Retssag mørkelagt ‘af hensyn til de to unge mænds personlige og sociale udvikling’

To 19-årige mænd har i mindst elleve tilfælde kastet sten ned på større veje, lidt syd for grænsen. Den 8. maj ramte de en bil med en 58-årig dansk kvinde, der blev hårdt kvæstet. Stenen der vejede hele 46 kilo gik gennem forruden, da hun med 120 km/t kom kørende på motorvej A7. Bemærk rettens forklaring på den lukkede retssag.

Citeret fra DR Syd – Teenagere ramte kvinde med granitsten fra motorvejsbro: Sagen bliver nu mørklagt

“Sagen ved retten i Flensborg mod to 19-årige mænd, der er tiltalt for gentagne tilfælde af stenkast på en motortrafikvej og motorvej få kilometer syd for den dansk-tyske grænse, kommer til at foregå bag lukkede døre.

Selv domsafsigelsen vil foregå, uden at offentligheden kan være til stede. Det har retten i Flensborg afgjort.

Når retten har besluttet at lukke dørene for retssagen, så er det af hensyn til de to unge mænds personlige og sociale udvikling, som man frygter ville kunne tage skade, hvis pressen var til stede, står der videre i pressemeddelelsen.”

(Danskerens BMW efter ulykken; Foto: NDR)

Oploadet Kl. 03:07 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer
Arkiveret under:

21. november 2018

Berlin: Julemarked befæstet med jerngitre/sandsække, “… mehr als hundert quadratische Gitterkörbe”

For to år siden blev det berømte julemarked ved Gedächtniskirken i Berlin udsat for et terrorangreb, og Merkels nye multikulturelle virkelighed kræver en opdatering af kristne traditioner. Man kan stadigvæk drikke varm gløgg og nyde brændte mandler, men kun bag jerngitre og sandsække, der holder Koran-tro jihadister væk fra kulturkristne. Fra Berliner Zeitung – Der Berliner Breitscheidplatz wird immer mehr zur Festung..

“Seit Montag – fast zwei Jahre nach dem Terroranschlag – bauen Arbeiter an den Längsseiten des Platzes mehr als hundert quadratische Gitterkörbe auf und verschrauben sie miteinander zu einer langen Reihe. In die Körbe kommen mit Sand gefüllte Kunststofftaschen.

Die Längsseiten und Fußgängerzugänge wurden bereits mit extra Pollern versperrt. Die Kombination aus verschiedenen Absperrungen soll laut Senat einen in Deutschland bislang ‘einzigartigen Zufahrtsschutz’ gegen Terroranschläge mit bis zu 40 Tonnen schweren Lastwagen bieten.”

(Breitscheidplatz, Berlin; Fotos: Berliner Zeitung)

Oploadet Kl. 20:39 af Kim Møller — Direkte link50 kommentarer

19. november 2018

“Nationalstaten er svaret på denne menneskelige, sociale og politiske konstant. Det fredelige svar.”

Rune Selsing rekapitulerer lidt om forholdet mellem multikulturelle imperier og homogen nationalstat med udgangspunkt i 1. Verdenskrig. Læs det hele på JP.dk – Uden det nationale får vi krig.

Verdenskrigene handlede ingenlunde om nationalstater, der bekrigede hinanden. De var et udtryk for multikulturelle imperier, der brød sammen og etniske konflikter, som blev sluppet løs i kollapset af orden. Vi forlod en verden, der blev holdt sammen af store imperiale magtkoncentrationer, hvor fraværet af blodbad byggede på en benhård undertrykkende magt. Efter krigene og serieopbrud af imperier, massevis af nye statsdannelser, befolkningsoverførsler og grænsedragninger fik vi noget, der mindede om nationalstater. Stater, hvor jurisdiktion og nation var sammenfaldende. Det er først og fremmest i den forstand, at vi kan kæde verdenskrigene sammen med nationalstaterne. Da krigene var overstået, var den hidtidige orden væk. Tilbage var en anden orden bestående af mere eller mindre velafgrænsede nationalstater.

Nationalstaterne har givet en langt mere fredelig verden og især et fredeligere Europa. Inden for det kulturelle fællesskabs grænser respekterer og tolererer vi hinandens ret til forskellighed og frihed. Vi har sammenhørighed med dem, vi deler kultur med. Vi taler samme sprog, og det gør det indlysende nemmere at forstå hinanden og være solidariske. De kulturelle spændinger og konflikter er afløst af en politisk orden baseret på en bund af homogenitet.

Kan nationalstater ikke bekrige hinanden? Jo selvfølgelig. Men den slags krige handler som udgangspunkt ikke om overlevelse og eksistens. Vi har jo allerede vores nations grænser, så hvorfor gå i krig? Hvilket folk ønsker for eksempel en krig på grund af pekuniære forhold? Det er vist primært konger, der har forfulgt dén ide. Nej, det nationale bliver først farligt, dér hvor det udvikler sig til chauvinisme. En idé om at ens kultur er de andre overlegne og derfor bør udbredes til resten af verden. Sådan har de færreste med deres land. Jeg elsker ikke Danmark, fordi det er bedre end andre lande. Jeg elsker det, fordi det er mit land. …

Selvfølgelig er der stadig fare for krig. Hvor der er følelser, er der basis for konflikt. Men det er først og fremmest alle de steder, hvor vi ikke har nationalstater, at vi ser krige. … Nationalstaten er svaret på denne menneskelige, sociale og politiske konstant. Det fredelige svar.

Det er sigende, at EU’s hovedstad netop findes i en uholdbar statskonstruktion, altså Belgien. Ideen bag EU er at opbryde nationalstaterne og lige så stille erstatte dem med en paneuropæisk føderation. Det som man i gamle dage ville have kaldt et imperium. Derfor skal man ikke bare grine af Macron, når han taler om, at det nationale og patriotisme er modsætninger (uanset hvordan man definerer ordet nationalisme, er udsagnet selvindlysende idiotisk). Macron er farlig. Ligesom Merkel har været det, og den liberale universalisme, de er eksponenter for, som, hvis den får held til at opløse det nationale, atter vil slippe de kræfter, vi betalte så dyrt for i forrige århundrede, løs. Solgt som fredens og frihedens projekt – de facto det modsatte.”

(Fergusons The War of the World, 2006 & Snyders Bloodlands: Europe Between Hitler and Stalin, 2010)

Oploadet Kl. 11:02 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer

12. november 2018

Stine Bosse på 100-årsdagen for Første Verdenskrigs afslutning: “Se på dagen i dag! Fred i 100 år”

Føderalisterne plejer at bruge freden siden 2. Verdenskrig som argument for stadig snævrere EU-integration. Stine Bosse tager generelt fejl i alt, og selv når hun opremser i punktform er det ufiltreret vås. Freden skabte grobunden for den næste krig, og der gik blot tyve år. Fredens betingelser, som dikteret i Versaillestraktaten, tog ikke nok hensyn til etnicitet, og ti procent af tyskerne blev efter afståelse af landområder indlemmet i nabolande. Hvis man roder med det fundamentale i mennesket, så spiller man hasard med freden. Tag bare noter, Bosse.

(Stine Bosse på Twitter, 11. november 2018)

Oploadet Kl. 02:47 af Kim Møller — Direkte link49 kommentarer

11. november 2018

Tyskland: Merkel bruger Krystalnatten og nutidigt jødehad til at advare mod… ‘højreekstremisme’

Tyskland under Angela Merkel minder lidt for meget om Sverige. I et frit land med et afbalanceret mediebillede, ville det eksempelvis ikke være muligt at fordreje sandheden så fundamentalt i en næsten historisk tale. Alternative für Deutschland var som eneste parti ikke inviteret til ceremonien, der foregik i en synagoge i Berlin.

Kansler Merkels tale gengivet på TV2.dk – Merkel advarer mod ‘bekymrende antisemitisme’: – Jødisk liv er truet i vores land.

“Antisemitismen er i fremgang i Tyskland, og de tyske myndigheder er moralsk forpligtet til at skride målrettet ind mod racisme, fremmedfrygt, jødehad og social udelukkelse. Det sagde den tyske forbundskansler, Angela Merkel, da hun fredag holdt en følelsesladet tale i Berlin på årsdagen for Krystalnatten. …

Merkel nævnte blandt andet angreb mod jøder, der bærer den traditionelle jødiske hovedbeklædning, en såkaldt kippa. Men også højreorienterede personers angreb mod en jødisk restaurant i byen Chemnitz i august er skræmmende, sagde kansleren.

Den type antisemitiske forbrydelser ‘minder os om begyndelsen på jødeforfølgelsen i 1930’erne’, sagde Merkel.

– Staten må handle resolut og konsekvent mod spot, social udelukkelse, antisemitisme, racisme og højrefløjsekstremisme, sagde Merkel.”

(Johannes Due Enstad, Antisemitic Violence in Europe, 2005-2015, HL-Senteret, 2017, s. 17)

“German police statistics suggest that far-right actors commit most of the violence… How can this be explained? … We could also be looking at a categorisation problem. Could it be that German police considers antisemitism a right-wing type of ideology and thus categorises most antisemitic attacks as right-wing, regardless of the perpetrator’s ethnic or religious background?” (s. 19)

1. november 2018

Douglas Murray, Europas undergang — immigration, identitet og islam, Forlaget Ellekær, 2018

Forlaget Ellekær har oversat og udgivet Douglas Murrays The Strange Death of Europe: Immigration, Identity, Islam, og det må være årets udgivelse i genren. Europas undergang — immigration, identitet og islam kan købes online for 295 kroner. Herunder tre eksempler.

“I 1984 havde Ray Honeyford, der var skoleleder i en skole i Bradford, et indlæg i The Salisbury Review, et blad med begrænset oplagstal, hvori han reflekterede over nogle af aspekterne ved at lede en skole i et område, hvor 90 procent af eleverne var børn af immigrantforældre. Han nævnte, at muslimske fædre ikke ville tillade deres døtre at deltage i danseundervisning, drama og sport, og at myndighederne tav om de forskellige kulturelle praksisser, såsom at forældre sendte børn til Pakistan i undervisningsperioder.

Han var tilhænger af, at skoleelever skulle anspores til at tale sproget og forstå kulturen i det land, de levede i, og ikke opfordres til – sådan som Horneyford hævdede, at de toneangivende inden for racerelationsområdet gjorde det – at leve parallelle liv i samfundet.

Racerelationsindustrien, som Honeyford havde kritiseret i sin artikel, iværksatte øjeblikkeligt en kampagne mod ham. Bradfords muslimske borgmester krævede Honeyford fyret og anklagede ham endog flere år senere for blandt andet ‘kulturchauvinisme’. I strømmen af protester og beskyldningen om at være ‘racist’ blev Honeyford tvunget ud af sit job og kom aldrig mere til at arbejde med uddannelse. Han havde i sin stødende artikel skrevet, at som følge af et politisk og endog sprogligt forfald var det vanskeligt at skrive ærligt om disse forhold, og den måde, hvorpå han blev behandlet, var et klart bevis herpå.

Hvorfor blev en populær skoleleder – over hvem der ikke var andre klager – tvunget til pensionering for at fremsætte en sådan påstand? Den eneste forklaring er, at på det tidspunkt var der ingen, der brød sig om den nøgne sandhed om disse forhold. Der var opstået et politisk og socialt paradigme –pinligt benævnt ‘multikulturalisme’ -, og i 1984 var det endnu ikke muligt at anfægte grundlaget for den anskuelse. Selv om dette kan have været en ringe trøst for Ray Honeyford, så begyndte mange mennesker et par årtier efteroffentliggørelsen af hans artikel at tale om, at han måske havde haft fat i noget rigtigt, og ved hans død i 2012 var kernen i hans påstand blevet bredt anerkendt.” (S. 37f)


“I 2006 vakte den hollandske justitsminister, Piet Hein Donner, betydelig vrede i Holland, da han i et interview antydede, at hvis muslimer ønskede at ændre landets love til sharia med demokratiske midler (dvs. når muslimerne var blevet tilstrækkelig mange), så kunne de gøre det. I 2004 havde Donner kortvarigt foreslået en genoplivelse af landets blasfemilove for hermed at imødekomme nogle muslimers bekymringer.

I 2008 vakte det mindst lige så meget offentlig harme i Storbritannien, da ærkebiskoppen af Cantebury, Rowan Williams, i The Royal Courts of Justice holdt en forelæsning, der beskæftigede sig med den parallelle jurisdiktion, som var i vækst i landet. Under forelæsningen antydede ærkebiskoppen, at indførelse af elementer af sharia i Storbritannien ’synes uundgåelig’. I efterdønningerne af den første offentlige vrede hævdede ærkebiskoppen, at han var blevet misforstået. Men i et interview i BBC Radio den følgende dag, som skulle afklare hans bemærkninger, gik han endnu længere og erklærede, at ideen om, at ‘der er én lov for alle, og at det er alt, hvad der er at sige om det’, udgjorde ‘en vis fare’.

Efter år med stigende bekymring for immigration og sikkerhed syntes det pludselig, som om noget af det mest grundlæggende i den vestlige civilisation blev lagt frem til forhandling. Undertiden forekom det, som om også fortiden var til salg.

Blot to uger før Merkels Potsdamtale talte den forbundstyske præsident, Christian Wulff, på ‘Den Tyske Enheds Dag’. Blandt hans bemærkninger, som også sigtede mod at besvare Sarrazins spørgsmål om islams placering i Tyskland, lod Wulff forstå, at islam var lige så meget en del af landets historie, som kristendommen og jødedommen havde været det. Denne udtalelse afstedkom et ramaskrig i Tyskland – også fra rækkerne af hans eget parti, CDU. Men Wulff var ikke alene om at fremstå som villig til at ændre fortiden med det formål at tilpasse sig de aktuelle realiteter.” (s. 121f)


“Efter kansler Merkels store beslutning fortsatte politikere, mediestjerner og andre igennem et år med at insistere på, at Europa skulle tage imod verdens migranter. De mennesker, inklusive den almene offentlighed, som fortsatte med at stille spørgsmål ved denne politik, afvistes igen og igen som hjerteløse og mulige racister. Og selv et år efter, at der var enighed om, at situationen i Europa var en katastrofe, fortsatte flådepatruljer i det sydlige Middelhav med at samle mennesker op i tusindvis. I henhold til EU’s egne agenturer var antallet af
migranter, som kom til Italien i juli 2016 12 procent højere end i juli 2015.

Et år efter det, der skulle have været toppunktet, blev mere end ti tusind mennesker samlet op ud for den nordafrikanske kyst på blot 48 timer. Når som helst medierne rapporterede om disse begivenheder, beskrev de migranterne som værende blevet ‘frelst’ eller ‘reddet’ op af Middelhavet.

Det meste af tiden sejlede europæiske fartøjer blot tættere på den nordafrikanske kyst og samlede mennesker op fra de både, som de var blevet skubbet ud i ikke mange minutter tidligere. Men det var virkelig underforstået, at de var blevet ‘frelst’ eller ‘reddet’ fra en forfærdelig situation, som i første omgang havde fået dem til at sejle ud i bådene. Og som tidligere havde ingen af detaljerne nogen betydning. Blandt de fraværende detaljer var, at der i strømmen af migranter til Italien stort set ikke var nogen syrere fra borgerkrigen. Det var i stedet næsten alle unge mænd fra Afrika syd for Sahara.

Et andet punkt, som kunne have været af en vis interesse, var, at hvad de end var flygtet fra, så var det muligvis ikke værre end det, som hundreder af millioner andre kunne ønske at flygte fra i månederne og årene fremover. Når først migranterne var blevet ‘reddet’, ville det godgørende Europa, som krævede, at denne politik skulle fortsætte, miste interessen for de senest ankomne.

Da 2015-krisen var på sit højdepunkt, havde mange personer i Storbritannien fra lederen af Scottish Nationalist Party til Labours skyggeindenrigsminister samt utallige skuespillere og rockstjerner sagt, at de ville tage imod en flygtningefamilie. Mere end et år senere havde ingen af disse personer i realiteten gjort dette. Som med generøsiteten og godgørenheden gennem hele krisen var det lettere at forvente af andre, at de ville være godgørende på ens vegne, når man først havde givet til kende, at man var på jordens fattiges og undertryktes side.

Konsekvensen af ens godgørenhed kunne overlades til andre. (s. 336f)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.


« Forrige sideNæste side »


Vælg selv beløb


RSS 2.0
Comments RSS 2.0