21. februar 2019

Victor Orban vil motivere ungarnske kvinder til at få flere børn: Svensk minister trækker nazi-kortet…

Ungarn undsiger ikke bare masseindvandring af kulturfremmede, men gør det tilmed politisk legitimt at reproducere sig selv. Det er selvfølgelig problematisk for kulturelle flagellanter, der har fået den illusion at verden bliver et bedre sted, hvis den kristne hvide mand gradvist forsvinder. Det ‘minder om 1930’erne’, skrev en yndig svensk minister til sine følgere på et socialt medie. Citeret fra DR.dk – Sverige langer ud efter Ungarn: Jeres politik minder om 1930’erne.

“En diplomatisk krise udspiller sig netop nu mellem Sverige og Ungarn.

Det sker, efter Sveriges socialforsikringsminister Annika Strandhäll i et tweet kalder Ungarns premierminister Viktor Orban for en ‘højrepopulist’ fra 1930’erne.

Tweetet kom, efter at den ungarssterke leder den 10. februar foreslog at komme befolkningsnedgangen til livs ved at fritage landets kvinder fra at betale skat, hvis de føder fire børn – eller flere.

– Der bliver født færre børn i Europa, lød det fra Viktor Orban, der ikke mener, migration er en løsning på problemet, for det ‘er at give op’, lyder det. …

Det fik hurtigt Annika Strandhäll til at angribe Ungarns premierminister på Twitter.

– Det, der sker i Ungarn, er alarmerende. Nu vil Orban have, at der fødes flere ‘ægte’ ungarske børn. Politikken minder om 1930’erne, skriver Annika Strandhäll blandt andet.

(Socialforsikringsminister Annika Strandhäll; Foto: Castbox)

Oploadet Kl. 10:31 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


19. februar 2019

Niels Lillelund: “… i Foghs fjerne blik ved muren findes konturerne af Europas moderne ulykke.”

Niels Lillelund har set ‘Skål for Europa’ med Anders Fogh Rasmussen, der blandt andet har været på besøg i Orbans Ungarn. Skøn kommentar sakset fra JP.dk – Skål for Europa (10. februar 2019, kræver login).

“Vi så det ikke mindst i udsendelsen fra Ungarn. … både seeren og Morten og Anders fornemmer, at de vist egentlig er glade nok for den mur. Altså ungarerne.

… da de når frem, begynder journalisten altså at stille spørgsmål. Anders Fogh synes ikke at have ventet det fra denne kant. Men journalisten spørger altså, stille og roligt, for hvorfor ikke en mur, når den nu har virket, og når nu Europa ikke kan standse strømmen, og muren kan standse strømmen?

Anders Fogh Rasmussen tøver. Han mumler noget om, at det jo ikke kan nytte, vi må være fælles, vi må være europæiske, og hans blik bliver et øjeblik fjernt. Og dér, lige netop i dette fjerne blik, har vi portrættet af en moderne europæisk arketype.

Med så enkle greb udstilles manden, der vil åbne Europas grænser, men ikke vil åbne sine egne sanser for smagen af kvæde, verdensmanden, der aldrig blev det, manden, der rejste kloden rundt og blev budt på al verdens herlighed og forskellighed, men sagde nej tak til vinen og kun lod sig beruse af magten og de store visioner. Denne stærkt begrænsede mand med alle de kontrollerede vaner burde jo om nogen kunne forstå et folk, der føler sig nødsaget til at bygge en mur ved synet af maurernes horder ved deres lands grænse, en noget alvorligere trussel end smagen af confiteret appelsinskal. Men nej, det forstår han ikke, han har forskrevet sig til den store vision.

Og i Foghs fjerne blik ved muren findes konturerne af Europas moderne ulykke, som man også ser den udspillet på revyscenen, når Jean-Claude Juncker stavrer stangstiv rundt og roder rundt i kvindernes hår af bar iskiassmerter, mens han i ledige stunder tegner nådesløst visionære linjer om den europæiske nyordning.. De store visioner og det lille, lille svage menneske; det er tegningen, og In Vino Veritas, siger jeg bare….”

(Morten B. Iwersen til Anders Fogh: “Men er det løsningen, så er det jo løsningen?”; Foto: DR2, udsnit)

Oploadet Kl. 01:57 af Kim Møller — Direkte link59 kommentarer


4. oktober 2018

Støvring: ‘Ungarn er fremtidens Europa’, hvis Vesteuropa ‘intet effektivt vil gøre for at løse sin krise’

Nationalisme er og bliver ‘the prime mover of history’, og før vi anerkender det, forstår vi ingenting. Vi skal ikke være isolationistiske, men respektere kulturelle forskelle, og være mindre aktivistiske på andres vegne.

Bogaktuelle Kasper Støvring er her der og alle vegne i disse dage, og Gensyn med fremtiden lyder som en bog der bør stå på alle reoler. Start med gårsdagens Deadline, og suppler med denne her JP-kronik – Ungarn er fremtidens Europa (22. september 2018).

“Den ungarske regering under Viktor Orbáns ledelse er under konstant kritik. Således også i JP’s leder forleden, hvor Orbán tilskrives ‘totalitære ambitioner’. Og EU-parlamentet søger nu at aktivere den paragraf, der fratager Ungarn stemmeret. For Ungarn har brudt med basale retsprincipper, som det hedder.

Når man – som jeg – derimod taler positivt om det illiberale Ungarn, er det, som om ansigterne på tilhørerne pludselig mister deres imødekommende og åbne udtryk, som når man smækker en kuffert i. ‘Det kan du da ikke mene?!’ Men, jo, det kan jeg, og i min nye bog ‘Gensyn med fremtiden – et essay om den nye verdensorden’ argumenter jeg for, at Visegrad-landene – Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet – meget vel kan blive fremtidens Europa. For disse lande forsvarer den nationale suverænitet og den kulturelle homogenitet. Tydeligst vel nok i Ungarn. …

Ungarn modsætter sig også multikulturalisme og islam og værner om landets kristne kultur. Også det er der en god grund til. Homogene nationalstater skaber nemlig fred indadtil. De bygger på en høj grad af sammenhængskraft og forhindrer opkomsten af løsrivelsesbevægelser. Homogene nationalstater skaber også fred udadtil, fordi de løser problemet med grænsestridigheder.

Men national selvstændighed er en torn i øjet på liberale i Vesteuropa, især i EU-kleresiet. Derfor vil man altså straffe Ungarn. Det er et mageløst hykleri af flere grunde:

EU vil straffe Ungarns regering for at indskrænke demokratiet. Men EU har kun et skinparlament og har tilmed centraliseret magten hos kommissærer, der ikke er folkevalgte og ikke kan afsættes ved frie valg.

EU vil straffe Ungarns regering for at modarbejde en uafhængig dommerstand. Men EU baserer sig på en aktivistisk domstol, der har til formål at udbygge EU, og som politiserer uden at have demokratisk mandat til det. …

Der er gode grunde til at være skeptisk over for visse dele af Orbáns politik. Men EU’s problemer med demokratiet er værre, EU’s indflydelse er langt større, og der er mindre kritik af EU. I Vesteuropa burde vi i øvrigt takke Ungarn for at have lukket Balkan-ruten, så vi kan sove trygt i sengene og have fine moralske idealer, imens andre laver det beskidte arbejde.

Hvorfor bøjer Ungarn ikke bare nakken og accepterer det liberale regime, EU og indvandringen? En årsag ligger i Ungarns historie. Undertrykkelsen under Sovjet og de tyrkiske osmannerne har lært ungarerne at være skeptiske over for unioner og islam.

Netop Orbán var en af de stærkeste dissidenter under kommunismens diktatur. Den polske parlamentariker og filosof Ryszard Legutko, der selv var en ledende dissident, har peget på en påfaldende sammenhæng. Nemlig at de tidligere kommunister i Østeuropa er blevet liberale EU-støtter, imens de tidligere dissidenter er blevet nationalkonservative.

Nationen, kristendommen og kernefamilien var nemlig kilder til mobilisering imod det totalitære styre. Derfor skulle de ødelægges af kommunismen – ligesom de liberale i dag bekæmper selvsamme institutioner. Liberale og forhenværende kommunister er blevet sengepartnere. På lignende vis danner Enhedslistens Pelle Dragsted fælles front med den liberale jurist Jacob Mchangama imod nationalkonservative.

Min tese: At Ungarn er fremtidens Europa, holder kun, hvis min præmis holder: at Vesteuropa fortsat intet effektivt vil gøre for at løse sin krise. Jeg håber, at jeg tager fejl.

(Caspar David Friedrich, Munk ved havet, 1808/1810; Foto: Wiki)



17. april 2018

Støvring: “… forsøg på at restaurere den gamle orden vil derfor blive udskammet… som illiberalt.”

Et af de store medie-trylleord er ‘illiberal’, der bruges synonymt med ‘anti-demokratisk’, selvom det i virkeligheden blot betyder ‘ikke-liberalt’. Demokrati betyder ‘folkestyre’, og hvis folket ikke er liberalt, kan den demokratiske legitimitet i sagens natur heller ikke findes i liberalismen. Så kan medierne kalde Viktor Orban for ‘populist’ eller det der er værre, men tænker man lidt udenfor boksen, så må demokrati nødvendigvis tage udgangspunkt i hvad folk flest mener. Alternativet er værre. Konservatisme er ikke ‘illiberal’. Konservatisme er konservativ!

Kasper Støvring sætter ord på – Østeuropas illiberale demokratier viser vejen (9. april 2018).

“Ministerpræsident Viktor Orbáns parti Fidesz vandt en overlegen sejr ved det ungarske valg i går. Valget gav også pæne stemmer til det højreradikale Jobbik, imens venstrefløjen blev totalt marginaliseret.

Dermed er det endnu en gang bekræftet, at Ungarns såkaldt illiberale demokrati viser vejen mod en mere selvbevidst nationalkonservatisme og en politik, der vil genetablere grænserne, modvirke den ikke-vestlige indvandring, bevare kernefamilien, bygge på demokratisk flertalsstyre frem for domstolsstyre og fastholde kristendommen som en afgørende del af den vestlige kultur. Ungarn er måske det mest fremtrædende land blandt Visegrad-landene, der også tæller Polen, Tjekkiet og Slovakiet, der er kommet på kant med bl.a. Merkel, Macron og EU.

Der er overhovedet ingen grund til at anse Ungarn og de øvrige Visegrad-landes illiberale demokratier som forbilleder, hvis der med illiberal menes anti-demokratisk. I tilfældet med Ungarn er der bestemt problemer, bl.a. med korruption. Men hvis der med illiberal menes nationalkonservativ er sagen en helt anden.

… Revolutionen er allerede sket, så meget er forringet, så meget er ødelagt, dødt og begravet, og nu fremstilles rystelserne som den nye norm, som det etablerede; forsøg på at restaurere den gamle orden vil derfor blive udskammet som – revolutionært. Og som illiberalt.

(Viktor Orban, ungarns konservative premierminister; Foto: Foreign Policy)

“Opflammelsen over Orbán skyldes ikke mindst, at der er tydelig forskel på det ungarske og det vesteuropæiske demokrati. To varianter af samme styreform, men med ganske uens fokus.

Den ene model, Orbáns, har han selv kaldt for et ‘illiberalt demokrati’, hvilket betegner et folkestyre, hvor det nationale er i centrum. Her sætter man landet, dets faktiske fred og frihed over dyrkelsen af abstrakte rettigheder.

Men er det ‘illiberale’ så også illegitimt? Og på hvilken måde skulle det være? Det kan for eksempel ikke hævdes, at ungarerne ikke vidste, hvad de stemte på. Orbán og Fidesz har været både åbne og ærlige i betoningen af det illiberale – og befolkningen valgte ham ind alligevel med et kæmpe flertal. En udtrykkelig understregning af projektets folkelige legitimitet.

Der er heller ikke på nogen måde tale om en afskaffelse af demokratiet – det er jo ikke sådan, at Orbán ikke kan væltes, skulle vælgerne skifte præferencer. Ej heller har han kuppet sig til magten. En massiv folkelig opbakning, og sågar til den mest markante del af hans politik.” (Eva Selsing, Berlingske, 16. april 2018)



1. marts 2018

Definitionsmagt: De røde er ‘indignerede’ (berettiget harme) – De blå er ‘vrede’ (politisk populisme)

Når man hører Lars Trier Mogensen på Radio24syv, så går der sjældent længe før han fortæller at han er ‘indigneret’ over et eller andet. Levevilkårene for arbejdsløse, behandlingen af nytilkomne flygtninge, eller enhver form for borgerlig ideologi. ‘Indignation’ kan defineres som ‘berettiget harme’, men er blot et andet ord for vrede. Socialister er vrede, men på den gode måde. Væsensforskellig fra den berettigede harme blandt borgerlige.

Herunder, pudsigt nok, eksemplificeret med lidt fra en artikel af Poul Høi fra nominelt borgerlige Berlingske – Hvor kommer alle de vrede mennesker fra? Forsker har ny overraskende teori (19. februar 2018).

“Professor Andrés Rodriguez-Pose har i et fagtidsskrift offentliggjort sin 21-sider lange tese og givet den en provokerende overskrift: ‘Hævnen fra de steder, som ikke betyder noget’.

Det er, hvad vi oplever, siger han. Fra Brexit til Trump, fra AfD i Tyskland til PiS i Polen, fra Orban i Ungarn til Zeman i Tjekkiet. Det er forklaringen på tidens – som han kalder den – ‘politiske populisme’.

Indtil nu har vi været meget fokuserede på uligheden mellem mennesker som forklaring på udviklingen – det var f.eks. hele kernen i den franske økonom Thomas Pikettys argument. Men det er ikke, hvad vi ser, siger Rodriguez-Pose, for vi ser ikke fattige i politisk kamp mod rige. Tag f.eks. den britiske Brexit-afstemning. I hovedstaden, London, stemte både rige og fattige imod Brexit, og i den landlige region Lincolnshire stemte både rige og fattige for Brexit. I Los Angeles stemte både rige og fattige på Hillary Clinton, i Kentucky stemte både rige og fattige på Trump.

Det er ikke personer, men regioner, som driver den politiske udvikling, og ‘populismen’ kommer fra marginaliserede regioner, som hævner sig, skriver professoren i Cambridge Journal of Regions, Economy and Society. …

Reaktionen ser vi nu, og det er den gennemgående faktor fra land til land: Den ‘politiske populisme’ har stærkest fat i ‘områder, som har gennemgået lang tids deroute og/eller afspejler en stigende kløft mellem land og by,’ skriver Rodriguez-Pose. Eller igen med Brexit som eksempel: Langt de fleste større britiske byer stemte imod Brexit, men undtagelserne var byer som Sunderland, Sheffield og Hull, der ligger midt i bæltet af slukkede skorstene.

Det samme skete ved det seneste tyske forbundsdagsvalg, hvor det højreorienterede parti AfD blev tredjestørst. På overfladen handlede resultatet om indvandrere, men som den bulgarske politolog Ivan Krastev skriver i New Statesman, AfD hentede især sin støtte i det østlige Tyskland, som har modtaget langt færrest indvandrere. Derimod handler det om, at det østlige Tyskland er sat af udviklingen, og at de mest driftige beboere er flyttet til det vestlige Tyskland.”



5. oktober 2017

Politiet opløser venstreradikal blokade mod TFS-arrangement om ytringsfrihed i Ungarn

Mandag aften afholdt Trykkefrihedsselskabet et møde i Cepos’ lokaler, omhandlende Ungarns forhold til ytringsfrihed, EU, immigration og national suverænitet. Gæst var Zoltán Kovács, der talte på vegne af Viktor Orbáns regering.

Som det flere gange er sket ved lignende debatmøder, forsøgte en lille gruppe venstreradikale fra ‘No Pegida’, at ødelægge arrangementet. På Facebook praler de af deres ‘Blokade ved Trykkefrihedsselskabets møde’, men på stedet talte de kun om deres forsamlingsfrihed.

Det tog politiet 15-20 minutter at komme, og da de ankom gik de straks i dialog. Det lykkedes dem dog relativt ubesværet at få gelejdet de 8-10 sortklædte væk fra indgangen. Hvis debattens tilhørere vitterlig var fæle fascister, så havde de slet ikke turde stå der. Og råbe racist efter den eneste mørklødede i synsfeltet.

Forløbet kan ses i skønne Facebook-videoer: I & II.

(Katrine Winkel Holm får blokeret sin vej af autonome)

(Politiet går i dialog)

(- og får dem væk fra indgangen)

Stills

(Susanne Dahl, der i fredags hældte øl udover en deltager ifm. et NB-arrangement; Se evt. her)

(Helga Lützen med næsering)

Oploadet Kl. 00:32 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


13. september 2017

Mikkel Andersson: “Der er en grund til, at der er koranklodser i København, men ikke i Krakow.”

En skarp blogpost af Mikkel Andersson på B.dk – Østeuropæerne nægter at deltage i EUs flygtningepolitiske farce.

“En række østeuropæiske lande, der samlet går under betegnelsen Visegrad-gruppen (Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet), er i fuld gang med at fjerne sig fra EUs vesteuropæiske kerne i forhold til flere værdispørgsmål, ikke mindst asylmigration. …

EU kan påtvinge østeuropæerne nok så mange bøder og fratage enhver euro fra diverse strukturfonde, men flygtninge kommer landene næppe til at tage med de nuværende regeringer, som generelt står ganske stærkt.

Skulle det ske, vil beslutningen unægtelig efterlade de østeuropæiske lande fattigere, men også uden mange af de problemer med parallelsamfund, arbejdsløshed, kriminalitet og terror i kølvandet på asylmigration fra Mellemøsten og Nordafrika, som man i Østeuropa – helt korrekt – kan konstatere, har været en konsekvens af den politik, som Vesteuropa har ført de sidste omtrent 50 år.

Der er en grund til, at der er koranklodser i København, men ikke i Krakow.

(Musikhuset, Århus, august 2017; Foto: Tilsendt)

Oploadet Kl. 00:08 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


27. marts 2017

Douglas Murray: “Hungary does not appear to suffer from this ‘international terrorism’…”

Douglas Murray sætter ord på tidens Islam-apologi i The Spectator Pray for London, for Antwerp, for Nice: this is Europe’s new normal.

“I don’t think that the immediate aftermath of such an attack is the ideal moment for the Prime Minister to begin talking about Islam. But what is this ‘international terrorism’ about which everyone is now talking? The phrase is designed to obscure. Where does it come from, this ‘international terror’? Might anyone suffer from it? I happened to be in Hungary on the day Westminster was attacked. Hungary does not appear to suffer from this ‘international terrorism’ in the way that France and Britain do. Is there any reason for that?

Of course the fact that the authorities always seem to know where to go after such attacks inadvertently assists the public in making up our own minds. Who could have been remotely surprised that immediately after the Westminster attack there were police operations in Birmingham? Yet no one dares to extrapolate out from this. The nearest most of our political leaders can manage is a type of resigned fatalism. These things are like the weather – or the ever-increasing levels of airport security.

Last July, after the truck attack in Nice, the French Prime Minister Manuel Valls declared that France ‘must learn to live with terrorism’. He was fairly heavily criticised for saying this. As was the present Mayor of London, Sadiq Khan, when he said last September that terror attacks these days are just ‘part and parcel of living in a big city’. In a sense Khan and Valls are correct. Terror is indeed something that the residents of London, Paris, Antwerp and many other cities are going to have to learn to live with. In the same way that the residents of Istanbul, Beirut and Islamabad have had to learn to live with the same.

Yet why it might be that London, Paris and Antwerp are having to accustom themselves to the security status of Istanbul, Beirut and Islamabad is a question that nobody in any position of power seems keen to ask.

Oploadet Kl. 00:33 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


9. februar 2017

Arrangement på Hovedbiblioteket (Kbhn): “Kan ‘godt humør’ stoppe fremmedhad og nationalisme?”

En ny undersøgelse for tænketanken Chatham House foretaget før Trumps såkaldte ‘Muslim ban’ viser, at der i ti udvalgte EU-lande er et stort flertal for et totalt stop for indvandring fra ‘mainly Muslim countries’. I ingen af landene er mere end 32 procent uenige, og gennemsnitligt støtter 55 procent af de adspurgte udsagnet. Ungarn er blandt hardlinerne, men overgås af både Polen og Østrig. Meanwhile in Copenhagen…

(Hovedbiblioteket i København, 9. februar 2017; Foto: Snaphanen)



14. oktober 2016

Idehistoriker Jan-Werner Müller: Populisme er højreorienteret, anti-pluralistisk, autoritært, diktatorisk

Den tyske idehistoriker Jan-Werner Müller har udgivet bogen ‘Hvad er populisme?’, og er overalt i medierne i disse dage. Jeg kom for skade at se ham i gårsdagens Deadline, og han overraskede ikke – bogen er jo udgivet på Informations Forlag. Populisme var en ideologi, der handlede om at definere folket på en ekskluderende måde, og var hermed per definition højreorienteret. Venstreorienteret populisme eksisterede omvendt ikke, da venstreorienterede partier, der eksempelvis vil beskatte de rige, både var kritiske og konstruktive. Ikke som højrepopulismen, der bekæmpede pluralismen, og hvis de fulgte ‘deres idealer’ automatisk blev autoritært og diktatorisk. Intet mindre.

Deadline-værten Sigge Winther Nielsen, som jeg har skrevet om tidligere, bemærkede at Jan-Werner Müller godt kunne ‘virke lidt venstresnoet’. Når selv en DR-ansat kan se det, så er den gal. Indslaget kan ses her.

Jan-Werner Müller, idehistoriker: Jeg tror ikke, at der er nogen forbindelse mellem populisme og krav og øget medbestemmelse, mere direkte demokrati osv. Populister begynder altid med en symbolsk konstruktion af, hvem det ‘rigtige’ folk er. På basis af det udleder de den ene ting, folket tilsyneladende ønsker. Og ligesom Donald Trump ved konventet i sommer, siger de: ‘Jeg er jeres stemme’. Men det er en totalt teoretisk øvelse. Der er ikke behov for folkelig deltagelse. De er ikke interesserede i en åben proces, hvor folk siger, hvad de mener. Det er en symbolsk konstruktion. Selvfølgelig kræver den nogle gange en folkeafstemning. Men…

Jan-Werner Müller: Det er naivt at tro, at de partier ikke er i stand til at regere. Nogle gange påstår folk, at fordi de er protestpartier, kan de ikke regere, fordi man ikke kan protestere mod sig selv, når man først har magten. Eller at deres politik er så tåbelig, at den falder igennem med det samme. Det er forkert. Hvis sådanne partier kommer til magten og har tilstrækkeligt flertal, som fx Viktor Orban i Ungarn, vil de ændre de politiske institutioner, iht. deres anti-pluralistiske overbevisning. Så de gør det meget svært for oppositionen, fordi den mangler legitimitet. De modarbejder myndigheder, såsom forfatningsdomstole, og går i en autoritær retning, hvis de har magt nok. Har man en lille populistisk samarbejdspartner, betyder det ikke at de vil skabe et diktatur. Men hvis de kan føre deres idealer ud i livet, ser det skidt ud.

(Collage: Idehistoriker Jan-Werner Müller)

Oploadet Kl. 10:59 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper