25. april 2017

Tidl. korrespondent: Politiken frygtede for vort omdømme, men er selv kilde til de negative historier

For et par uger siden bragte Weekendavisen en kronik af tidligere EU-korrespondent Erik Høgh-Sørensen, der påpegede at Politiken kørte et parløb med New York Times, i forhold til at sætte Danmark og den danske udlændingepolitik i dårligt lys. Høgh-Sørensen påpegede, at Politikens dækning bør afbalanceres med alternative medier, herunder Uriasposten.

Tidliger redaktionschef for Politiken Jacob Nielsen svarede i fredags. Kronikken beskrives som et langt konspiratorisk causeri, og anbefalingen af Den Korte Avis og Uriasposten var udtryk for kronikørens ‘journalistiske deroute’. Døm selv.

Kronik i Weekendavisen Erik Høgh-Sørensen i Weekendavisen.

Politiken som omrejsende imam (7. april 2017)

Før vedtagelsen af den omstridte smykkelov advarede dagbladet Politikens daværende chefredaktør Bo Lidegaard 26. januar 2016 på lederplads om risikoen for en ny Muhammedkrise.
Nyheden om smykkeloven var gået ‘verden rundt som et skræmmeeksempel på, hvor små og uværdige selv højt respekterede demokratier kan blive,’ skrev Lidegaard og tilføjede:

‘Det kan godt være, at omverdenen har misforstået intentionen [med loven], og det er muligt, at der kan findes eksempler på, at også andre lande konfiskerer værdier. Men det ændrer ikke ved, at smykkeloven har fået sit eget liv, og at en vedtagelse vil skade Danmark enormt.’

Lidegaard advarede om ligheden med Muhammedkrisen i 2005: ‘Også dengang var dunkle kræfter på spil, og også dengang havde mange af dem, der råbte højest, deres egne grunde til at tillægge Danmark skumle motiver og handlinger.’

Bo Lidegaard havde næppe sin egen avis i tankerne som en ‘dunkel kraft’ med ‘egne grunde’ til at ’skade Danmark enormt’. Ikke desto mindre viser Politiken sig ofte at være hovedaktør i det velrenommerede New York Times’ negative historier om Danmark.

Opskriften er groft sagt, at Politiken-journalister først fodrer undertiden partiske oplysninger og citater til den amerikanske avis. Derefter overgår internationale medier hinanden med kritisk dækning, hvorpå Politiken (og dens uofficielle partiorgan, Det Radikale Venstre) til sidst bruger den udenlandske kritik som argument i den hjemlige debat.

Smykkeloven er ét af flere eksempler. Politiken figurerede, og figurerer, som overeksponeret kilde i New York Times og får konsekvent ros for at være en ‘førende’ avis i Danmark.

Smykkesagen blev for alvor international, da Dan Bilefsky fra New York Times skrev to artikler 13. og 26. januar 2016. I den første artikel satte daværende Politiken-redaktør Jakob Nielsen tonen ved at beskrive Danmark som ‘en af verdens mest generøse velfærdsstater’ med tilføjelsen ‘nu prøver regeringen at forværre vores image’.

New York Times begik imidlertid mindst to fejl. For det første blev nazikortet trukket. Bilefsky kontrasterede smykkeloven med redningsaktionen i 1943, da størstedelen af de danske jøder blev bragt i sikkerhed i Sverige. Kontrasten er falsk, for i 1943 var det naturligt for mange almindelige danskere at hjælpe en velintegreret minoritet, dvs. jødiske nabofamilier, mod en fælles nazistisk fjende. Det var ikke tilfældet i 2015 og 2016, da tusinder af mestendels mandlige muslimske migranter ankom til Danmark efter at have passeret adskillige sikre lande såsom Tyskland.

For det andet er New York Times-artiklerne præget af udeladelser eller nedprioritering af relevante og nuancerende oplysninger. En af disse nedprioriteringer handler om, at Danmark
i dag er præget af utryghed, fordi velfærdssamfundet er ved at falde fra hinanden. Dette er af enorm betydning i Danmark, men for især amerikanske mediebrugere udgør dette aspekt en kulturkløft. De kender ikke velfærdssamfundet i samme grad og har svært ved at forstå, at danskere på tværs af partiskel værner om det. I den sammenhæng var smykkekonfiskationsloven at betragte som en ligestilling mellem asylansøgere og danske bistandsklienter, der også skal bruge af egen opsparing, før de kan modtage offentlige ydelser.

Ganske sigende ignorerede både Politiken og New York Times en opsigtsvækkende tragedie, der udfoldede sig nøjagtig samtidig med smykkeloven. Den 12. januar 2016 døde en 46-årig etnisk dansk hjemløs i ætsende kulde i København på Købmagergade. Den kolde mand sov ind, mens han i myldretiden lå på en af landets travleste gågader. Tragedien var en god mulighed for i al fairness at beskrive det danske dilemma mellem trængt offentlig økonomi, velfærd og migration.

Nu er Politikens journalister, herunder Jakob Nielsen, ikke ansvarlige for, om New York Times laver fejl. Og dog. Både Nielsen og Bilefsky befandt sig i Bruxelles for godt 10 år siden som medlemmer af det internationale pressekorps. Her er det god skik at tilsidesætte egne politiske holdninger, hvis en forudsætningsløs udenlandsk kollega skulle bede om råd om eksempelvis danske forhold. Jeg har selv rådgivet Bilefsky, mens jeg var EU-korrespondent i Bruxelles.

Naturligvis kan man ved en sådan lejlighed bruge sin ytringsfrihed, som man vil, men i stigende grad er New York Times endt med at fremstå som en skinger oversættelse af Politikens lederartikler. Dette gjorde sig eksempelvis gældende, da Jakob Nielsen og yderligere én Politiken-journalist deltog i Bilefskys artikel 15. marts 2017 om integrationsminister Inger Støjbergs (V) omstridte asylstrammer-kage.

I artiklens top lød konklusionen: ‘For ikke længe siden brystede Danmark sig af sin humanisme, gavmilde ulandsbistand og en gæstfri holdning til udlændinge. Tiderne har ændret sig.’ Påstanden blev ikke understøttet af kilder, idet Støjbergs lagkage på ingen måde gav sagligt grundlag for en generalisering om ‘Danmark’.

Ligeledes med Bilefskys beskrivelse 20. januar 2016 af den såkaldte frikadelle-krig i Randers. Også her figurerede Politiken. En indvandrer blev citeret for, at Dansk Folkeparti ‘taler på vegne af svin’, og læserne blev snydt for oplysningen om, at nogle randrusianske institutioner vitterlig havde fjernet svin fra menuen, tilsyneladende af hensyn til islam.

New York Times ignorerede også dyrevelfærds-aspektet, hvilket afspejler en kulturkløft vedrørende religion. Et bredt udsnit af danskerne nærer uanset partifarve uvilje mod dyrplageri afstedkommet af irrationelle religionsfølelser. På dette felt mindede New York Times om et andet amerikansk medie, TIME Magazine, som i juli 2015 måtte beklage en artikel om et ‘nyt’ dansk forbud mod kosher- og halalslagtning. Forbuddet viste sig at være et halvandet år gammelt krav om, at dyr skal bedøves inden slagtning. Formelt var forbuddet religionsneutralt, men i Politiken fik ekstreme religiøse kredse lydhørhed i deres kamp mod dyrevelfærd. Temaet i et indlæg 22. februar 2014 var, at ‘danskerne er jo ekstremister’.

Også bilafbrændingerne i Danmark fik 10. oktober 2016 en ganske skæv beskrivelse i New York Times. Her forklarede Politiken-journalist Frank Hvilsom vandalernes mulige motiver ud fra ‘en giftig debat om immigration i dette land og immigranter, som får at vide ‘du er ikke dansk’.’

Udeladt var den kendsgerning, at både motorvejs-steninger og bilafbrændinger i nogle tilfælde er foretaget af personer med muslimsk baggrund, samt at danske kriminalitetsstatistikker rummer en grel overrepræsentation af folk med rod i islamisk kultur. Mens denne kendsgerning lades uomtalt, har New York Times omvendt brugt ordet xenofobi, dvs. fremmedhad, i beskrivelserne af Danmark.

Det karakteristiske er, at udenlandsk presse kun overfladisk strejfer utrygheden og presset mod velfærdssamfundet. Mulighedernes kø er ellers lang. Den danske utryghed kunne Bilefsky såmænd nemt beskrive uden at skulle sige farvel til kilderne i Politiken. Han kunne lave et interview med JP/ Politikens ledelse om dens krænkelser af ytringsfriheden i form af hård censur mod manden bag Muhammedtegninger ne, Flemming Rose. Dette blev blotlagt i 2016 i bogen ‘De besatte’. Den dødstruede Roses hårde exit fra en avis, han havde tjent loyalt i 16 år, er en relevant global nyhed. New York Times kunne også beskrive, hvordan 74 procent af de såkaldte ‘asylbørn’ viser sig at være over 18 år. Der er altså tale om voksne, som prøver at snyde sig til dansk velfærd.

Til forsvar for Bilefsky skal nævnes, at der er forskel på amerikansk og dansk journalistik. Det bemærkede jeg selv, da jeg som amerikanskuddannet journalist efter nogle års arbejde
i Californien vendte tilbage til Danmark i 1994. Jeg fandt et nogenlunde fristed på Ritzau, men opdagede snart, at danske medier har ret svært ved at efterleve princippet om tilstræbt objektivitet. En undersøgelse viste i 2012, at omkring 30 procent af danske journalister var tilhængere af Det Radikale Venstre, og 80 procent af de adspurgte ville stemme »rødt-grønt«. En procent sympatiserede med DF.

Det belyser, at danske journalisters tradition for tilstræbt objektivitet ikke er helt stærk nok til, at de politiske holdninger bliver filtreret væk i nyhedsdækningen. Netop heri finder man nok en hovedårsag til almindelige danskeres mistillid til elite-medierne. Netop heri ses også en årsag til Bilefskys fejl. Han stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler som Den Korte Avis eller Uriasposten.

New York Times’ fejl og manglende balance er fortsat Bilefskys ansvar, og jeg har i hovedtræk foreholdt ham kritikken i denne kronik. Hans version kunne være kommet med, men må vente til en anden god gang. Naturligvis skal han og New York Times fortsat skrive efter avisens 120 år gamle slogan om ‘all the news that’s fit to print’. Ordsproget blev i øvrigt opfundet som led i et opgør mod partisk skandalejournalistik.



19. april 2017

Battle of Berkeley, 15. april 2017: Louise ‘Antifa chick’ Rosealma fik ikke ‘100 nazi scalps’ med hjem…

I lørdags blev der flere steder i USA afholdt demonstrationer, med det overordnede krav, at præsident Donald Trump skulle offentliggøre hans selvangivelse. Som modvægt afholdt ‘Liberty Revival Alliance’ en demonstration i venstrefløjsbastionen Berkeley (Californien). Vanen tro angreb mobiliserende venstreradikale, men til stor overraskelse for de fleste, så tog pro-Trump’erne kampen op. Uniformerede venstreradikale mod en broget flok højreorienterede.

En meget seværdig video er gået viralt, og selvom der er ikke er noget glorværdigt i gadekampe, så er det trods alt rart at se den yderste venstrefløj få modspil. Det være sig eksempel 20-årige Louise Rosealma (‘Antifa chick’ alias Venus Rosales, Emily Rose Marshall, Emily Rose Nauert).

Naboens datter. En pæn pige, der blev radikaliseret på universitet, og drog til Berkeley for at tæske politiske modstandere. Det lykkedes ikke helt. Faktisk slet ikke. Nogen havde bildt hende ind, at højrefløjen ikke kunne finde på at slå igen, men det gjorde de.

Man kan læse historien på Daily Mail, der lancerer ‘Antifa chick’ som offer for højreradikal vold, selvom de illustrerer historien med et foto, hvor man kan se at hun bruger en flaske som et slagvåben. Voat har en mere detaljeret gennemgang.

(Louise Rosealma, før og efter universitetet)

(Proklamerer på Facebook, at hun ville bringe ‘100 nazi scalps’ med hjem; NB: Opdatering slettet)

(Louise ‘Antifa Chick’ Rosealma 0 – Nathan Damigo 1)

“For many years now Hollywood has been giving us heroines who are as strong or stronger than men. They take a punch but never go down. They kick ass. Those of us who live in reality know that this is pure fantasy, but there is a generation of youngins’ who think it’s possible for a 5’4″, 100 lb. girl to fight toe to toe with a 6-foot-tall man and walk away with a bruise or two while leaving the man on the ground in a pool of his own blood. Lara Croft and a million other plucky FBI agents and CIA super spies with big boobs and deadly aim have taught us this.

… Does anyone see the irony in the social justice warriors complaining that a guy hit a girl? A girl who wants equality with men showed up at a Trump rally wearing weighted gloves, tried to punch a guy in the throat, and got laid out with one punch. For as long as I can remember, the feminists have told us they’re exactly the same, if not better than men. So why are we supposed to be outraged that one of them got hit in the face by a man? Isn’t that exactly what she wanted when she jumped into the fray and started swinging?” (PJ Media, 18. april 2016)

Oploadet Kl. 21:07 af Kim Møller — Direkte link53 kommentarer


13. april 2017

USA: Obama-rådgiver søgte efterretninger om ‘Trumps kampagnestabs møder og politiske intentioner’

Det siger alt om mediernes indspisthed, at de på den ene side kan angribe Trump-lejren med baggrund i lækkede efterretninger om russiske forbindelser, og samtidig kan affærdige aflytning af Trump-lejren som værende fake news. Ikke alle alternative vinklinger er i sagens natur gode, men to plus to giver stadig fire.

Bent Blüdnikow gennemgår sagen i Berlingske – Obamas medarbejder søgte efterretningsoplysninger om Trumps folk – det er ikke ‘fake news’.

“Da præsident Trump tweetede, at fhv. præsident Barack Obama havde ‘aflyttet’ ham, beskrev de etablerede medier som New York Times, Washington Post og CNN det som en fuldkommen udokumenteret påstand. I sidste uge kom det imidlertid frem, at Obamas sikkerhedsrådgiver Susan Rice i en række tilfælde bad om at se identiteten på de Trump-medarbejdere, som var nævnt i efterretningstjenesternes rapporter.

I første omgang nægtede Susan Rice at svare på henvendelser om sagen fra flere journalister, men i løbet af tirsdagen sagde hun til MSNBC, at hun ganske rigtigt havde bedt om at få identiteten oplyst på flere Trump-medarbejdere, men at dette var normal procedure, lovligt og at hun ikke havde gjort det af politiske årsager, men for at forstå de efterretningsrapporter, som hun havde læst, rigtigt i dybden. Hun sagde, at hun ikke havde lækket disse navne og at anklagen var ‘komplet falsk.’

Efterretningsrapporterne indeholdt, ifølge oplysninger fra bl.a. Drudge Report, konklusioner om samtaler, der var optaget mellem udenlandske diplomater, der talte om Trumps hold. De omfattede også nogle gange kommunikation mellem Trumps folk og udenlandske diplomater. Rapporterne indeholdt følsomme oplysninger om, hvem Trump mødtes med og deres holdninger til udenrigspolitik.

Denne nye udvikling styrker mistanken om, at Trump måske alligevel havde fat i noget rigtigt, da han 4. marts erklærede i et tweet, at Obama havde ‘aflyttet mig’ i Trump Tower. Sagen om Rice er desuden interessant, fordi New York Times under valgkampen kunne nævne personer fra Trumps hold, som efterretningstjenesten var interesseret i på grund af deres russiske kontakter.

Mens de borgerlige medier forfølger sagen intenst, så har mainstream medier som New York Times, Washington Post og CNN været meget langsomme med at følge op på sagen. … I disse medier er det stadig Trump-folkenes evt. samarbejde med russerne for at vinde valget, der er den eneste historie.

Interessant i den sammenhæng er Wall Street Journal, der er borgerlig, men har lagt sig på en Trump-kritisk linje. Avisen har en høj grad af troværdighed og den har nu i tre ledere i sidste uge beskæftiget sig med Susan Rice-sagen:

‘Vores kilde bekræfter, at Rice også undersøgte dusinvis af andre efterretningsprapporters konklusioner, som teknisk skjuler Trump-folks identiteter, men var skrevet på en sådan måde, at det blev åbenlyst, hvem de var. Dette betød, at tilsløringen i hovedsagen var meningsløs. Alt dette er højst usædvanligt og bekymrende (…) Rice havde intet logisk behov for at afsløre Trump-kampagnens ansatte andet end af politisk nysgerrighed (…) Vi har fået at vide af en kilde, der har set de afslørede dokumenter, at de omfattede politisk information om Trumps kampagnestabs møder og politiske intentioner.

Wall Street Journal kritiserer i lederen demokraterne og den etablerede presse for ikke at tage sagen alvorligt: ‘Intet af dette skal hindre undersøgere i at kigge efter Trumps russiske forbindelser. Se endelig efter hvor de oplysninger leder hen. Men medierne er løbet som vilde bæster efter den historie og ignorerer, hvordan Obama-administrationen muligvis har misbrugt indenrigsk overvågning til politiske mål. Amerikanerne fortjener at kende sandheden om begge sager.'”

Oploadet Kl. 07:36 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


12. april 2017

Silkeborg: Tema-arrangement om verdens lande med symbolsk kast mod Donald Trumps Mexico-mur

Ypperligt eksempel på politisk indoktrinering set på 24nyt.dk – Skolebørn fra Silkeborg kastede genstande mod Trump til skolearrangement.

“Skolebørn helt ned til seksårsalderen blev torsdag i sidste uge opfordret til at kaste genstande mod billeder af den amerikanske præsident Donald Trump. Denne alternative form for pædagogisk indlæring var en del af et tema-arrangement om verdens lande for elever, forældre og lærere fra Vestre Skole i Silkeborg.

Kasteriet mod Trump foregik i den såkaldte Mexico-stand, og den var tilrettelagt således, at de unge børn kunne vise deres afsky mod den mur, som den amerikanske præsident har sagt, at han vil bygge langs den amerikansk-mexicanske grænse for at forhindre den massive, ulovlige indvandring fra USA’s sydlige nabo.

De danske skolebørn kunne vise deres modstand mod Trumps politik over for illegal mexicansk indvandring ved at få den onde Trump til at vælte ned fra toppen af en Mexico-mur, hvilket de så gjorde efter bedste evne til forældre og lærers opmuntrende tilråb. Der blev der jublet, når det lykkedes at vælte Trump ned fra murens top, og ifølge 24NYTs kilder blev der flere gange skreget ‘fuck Trump’ af helt, helt unge børn.”

(Screencaps: 24nyt.dk)



9. april 2017

Henrik Dahl: Uanset motiverne, så ender vestlig intervention i Mellemøsten ikke med demokrati

Torsdag valgte præsident Donald Trump at bombe den Assad-kontrollerede al-Shayrat-flybase, hvad overrasker medierne, der i flere måneder har insinueret at Trump var i lommen på Putin. En del Trump-støttere betragter omvendt et angreb på Assad, som indirekte støtte til Islamisk Stat, og er derfor imod.

Personligt ser jeg flere fordele end ulemper. Trump får markeret at han ikke er en gøende Obama, men en bulldog, der kan bide, og er rent faktisk er villig til at gøre det. Trumps undsigelse af ‘global politimand-opgaven’ kan udemærket forenes med enkelte målrettede flyangreb, så længe Trump forstår det essentielle. At krige i islamiske lande, ikke løser problemet med Islam. Her i Henrik Dahls mere liberale fortolkning – Alternativet til diktatur i Mellemøsten synes at være ultravold.

“Men kan man ligefrem tale om, at der findes en nogenlunde fast drejebog for konflikter i ‘The Greater Middle East’ (GME), hvor vestlige lande er indblandet? Således, at uanset hvor forskelligartede de er i udspringet, kommer de over tid til at ligne hinanden? Forholder det sig sådan, vil det jo være en begrundelse for stor forsigtighed.

Den almindeligste vej for de vestlige lande ind i konflikter i GME siden 2001 har været forskellige udlægninger af FN-doktrinen om ‘responsibility to protect’. Det vil sige forpligtelsen til at forhindre eller standse overgreb på civile.

[…]

Man kan således ikke sige, at vestlig aggression har været den største årsag til interventionerne. Hvis man opfatter Afghanistan-, Irak-, Libyen-, IS- og anti-Assad-interventionerne som fem tilstrækkeligt separate begivenheder, er den umiddelbare årsag til de tre sidstnævnte Det Arabiske Forår og FN-princippet om ‘responsibility to protect’.

… Som man kan se, er de fire ældste af de fem konflikter, jeg har valgt at se på, meget forskellige. Alligevel er de konvergeret imod en relativt ensartet og stærkt begrædelig tilstand. …

For mig at se peger disse erfaringer på, at for så vidt angår lande i GME, er regimeskift i praksis umulige at opnå – hvor jeg forestiller mig, at et regimeskift er lig med ét centralt styret voldsmonopol, der afløser et andet, centralt styret voldsmonopol.

Den enorme koncentration af magt, der er nødvendig for at opretholde et nogenlunde centralt styret voldsmonopol i et GME-land, lader sig tilsyneladende ikke transformere fra for eksempel ét parti til et andet – for slet ikke at tale om fra en autoritær til en demokratisk statsform.

Man pånødes derfor den ubehagelige konklusion, at hvis man ene og alene retter sig efter sin kølige slutningsevne, så tvinger de erfaringer, vi råder over, os til at konkludere, at alternativet til den etablerede centralmagt i et GME-land – uanset hvem, det måtte være, der sidder på den – altid er magttomrummets ultravold. Og et eller andet sted inde i ultravolden som regel iranske og wahabistiske/salafistiske aktører, der styres andetsteds fra.

Dette har været konklusionen på fire af de fem episoder siden 2001, jeg har valgt at diskutere. Uanset hvor forskellige, de end var til at begynde med. Så hvad der skulle forhindre den femte i at udvikle sig på samme måde, er det mere end vanskeligt at indse for en rationel person.”



23. marts 2017

Kim Bildsøe Lassen i Deadline om London-angrebet: “… en højreorienteret protest, det ved jeg ikke.”

Samuel P. Huntingtons tese om kulturenes sammenstød bliver dagligt bekræftet, og reaktionerne på gårsdagens terrorangreb illustrerer fint den overordnede problematik. Det handler ikke blot om fire døde, det smadrer ikke en civilisation – problemet er langt større end blod i gaderne. Vesten anerkender ikke konfliktens eksistens.

Hvor de vestlige politikere taler om sammenhold, så fortsætter præsident Erdogan stimen af slet skjulte trusler. I det perspektiv er Donald Trump et godt valg som den frie verdens leder, men det siger måske alt, at han internationalt set er forhadt som få.

I Deadline i aftes kunne man høre Kim Bildsøe Lassen gøre alle dummere. Terrorangrebet var ‘en protest’, og muligvis ‘en højreorienteret’ af slagsen. France 24 Arabic sendte live fra London via Facebook, og her kunne den jævne araber udtrykke sine følelser desangående. Man skal ikke overfortolke den slags, men når alt er lagt sammen, så står der en neonoplyst konklusion tilbage: Det er en religionskrig for dem, ikke for os.

(France 24 Arabic Live via Facebook fra London, 22. marts 2017)

If Europe continues this way, no European in any part of the world can walk safely on the streets. We, as Turkey, call on Europe to respect human rights and democracy.” (Recep Erdogan, Reuters, 22. marts 2017)

“Alt tyder på, at det er en person som har haft til hensigt, at gøre noget som var en protest, om det er en islamisk protest, en højreorienteret protest, det ved jeg ikke. (Kim Bildsøe Lassen, DR2, 22. marts 2017)



8. marts 2017

Politiken kalder pakistanere for ‘vaskeægte dansk’, citerer Esposito, der advarer mod ‘frygtens politik’

“En vaskeægte dansk familie”, kalder Politiken pakistanske Shamim og Munir Hussein, børnene Waseem, Mubeen, Faheem og Meena, børnebørnene Zainab, Dina, Sana og Isma, samt svigerdatteren Hafsa. Nok så mange ord om danskernes modstand mod Islam, ændrer ikke på det faktum, at der er tale om en pakistansk storfamilie. Familien Møller bliver heller ikke kinesisk, hvis jeg bestiller flybilletter, og bosætter mig i Shijiazhuang.

Dagen efter præsenterer samme journalist et interview med islamofiliens hof-apologet, John Esposito –Islamforsker: Vi dæmoniserer muslimer.

“Den 76-årige professor fra Georgetown University i Washington har i mere end 40 år beskæftiget sig med islam og muslimers rolle i den vestlige verden.

… nu retter han en skarp kritik mod den politiske stand, de etablerede medier og meningsdannere, der i hans øjne gør en kunstig civilisationskamp til en realpolitisk virkelighed. …

Partier og bevægelser, der i stigende grad ser deres vælgere vende sig mod globaliseringen, har set en mulighed for at genvinde en tabt opbakning ved at male et forenklet fjendebillede af følgerne af verdens næststørste religion.

Man får pisket stemningen op, så folk når et niveau af nærmest hysterisk frygt, og i det klima virker enhver generalisering. Man koger enorme folkemængder ned til ’muslimer’, ’flygtninge fra Mellemøsten’ og ’immigranter’ og forklarer ofte uden tøven, hvordan denne gruppe gør det og det og det af ulovligheder, overgreb og velfærdsbedrageri. Man skeler aldrig til relative tal – at det jo kun er en uhyre lille procentdel af f.eks. flygtninge, der begår kriminalitet. Eller terror for den sags skyld’, lyder det fra Esposito, der ikke blot peger på populistiske ledere som Le Pen, Trump og Wilders, men også europæiske konservative og socialdemokrater som meddelagtige i denne ‘frygtens politik’.

‘… Islamofobien kan blive så udtalt, at det nødvendigvis skaber en modreaktion fra de store dele af befolkningen, der i øjeblikket tier. Når man spørger den brede befolkning, så vil man jo sameksistens. Europæere har generelt ikke negative forestillinger om folk, der kommer hertil, får et job og bidrager til samfundet og demokratiet’ siger han.”



7. marts 2017

Bent Jensen om mediernes heksejagt mod Trumps justitsminister Jeff Sessions

Facebook-opdatering af professor emeritus Bent Jensen.

Heksejagtens seneste mål

Har præsident Trumps justitsminister Jeff Sessions begået mened ved at have løjet om sine russiske kontakter? Det mener nogle stærkt ophidsede demokrater i Kongressen og deres villige medløbere i medierne. En af politikerne har endda sagt, at justitsministeren burde være i fængsel. Han går altså ind for lynchjustits uden forudgående anklageskrift og ordentlig rettergang.

Demokraternes ophidselse står i stærk kontrast til den langmodighed, de udviste over deres egne, som bevisligt har løjet – herunder Hillary Clinton om sin ulovlige private server i kælderen, hvor hun bl.a. havde fortrolige oplysninger af betydning for USAs sikkerhed. Eller Sessions forgænger i embedet, Eric Holder, som også løj over for kongressen. Det blev af demokraterne affærdiget som værende uden betydning.

For Gud ved hvilken gang spiller demokraterne og deres letantændelige medier – som ukritisk efterplapres her i landet – det russiske kort. Igen og igen kører de korrekte medier frem med løse påstande og udokumenterede formodninger om, at det var russerne, som påvirkede amerikanerne til at stemme på Trump. At have deltaget i en reception, hvor der blandt gæsterne var en russisk diplomat, er efterhånden politisk livsfarligt. Derimod kan man risikofrit omgås alle mulige (andre) banditregimers rpræsentanter

Det har været morsomt at se, hvordan to skinhellige demokratiske kongresdamer først offentligt svor på, at de aldrig – NEVER – havde mødtes med en russisk diplomat, hvorpå de omgående blev konfronteret med fotos, der viste dem bredt smilende deltage i møder med en russiske ambassadør.

For at begå mened skal man efter amerikansk lov bevidst og med hensigt have løjet, og løgnen skal være ‘materiel’, dvs. af betydning for sagen. Men absolut intet tyder på, at der er tale om en sådan forbrydelse i Sessions tilfælde.

Han har som medlem af senatet to gange i løbet af 2016 mødtes med den russiske ambassadør i USA. Den ene gang hilste han på ham i forbifarten til en reception, hvor omkring 50 diplomater deltog, så han har nok ikke kunnet udveksle mange hemmeligheder ved den lejlighed. Den anden gang mødtes de to på hans kontor, hvor han ligesom andre kongresmedlemmer løbende taler med ambassadører fra en lang række lande. Det er jo en del af deres arbejde.

Da Jeff Sessions i forbindelse med godkendelsesproceduren blev udspurgt af en kollega fra det demokratiske parti, om der havde været en ‘løbende udveksling af oplysninger’ med russiske regeringsembedsmænd under Trumps præsidentkampagne, svarede Sessions, at han ikke kendte til sådanne aktiviteter, og at han ikke selv i forbindelse med kampagnen havde haft forbindelser til russere. Han var derfor ude af stand til at give oplysninger herom.

Længere var den ikke. Spørgsmål og svar drejede sig altså klart om eventuelle russiske kontakter i forbindelse med præsidentkampagnen – ikke andet. Ikke om Sessions nogensinde som politiker havde mødtes med russiske repræsentanter. Det er i øvrigt oplyst, at Sessions som senator mødtes med 20 andre ambassadører ud over den russiske ambassadør.

Man er virkelig langt ude på overdrevet og må være hårdt trængt, når man påstår, at justitsminister Jeff Sessions løj over for kongressen. Jagten på Trumps justitsminister lugter langt væk af hykleri og dobbeltmoral. Målet for demokraterne er formentlig at skabe så mange skandaler, at de kan ramme præsident Trump.

Hvorfor interesserer medierne sig ikke i langt højere grad for, hvordan det kan gå til, at fortrolige oplysninger fra statslige institutioner ulovligt lækkes til udvalgte lydige medier?

Oploadet Kl. 00:48 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


3. marts 2017

Jagtvej 69-optøjer: Amerikansk reporter overfaldet af venstreradikale – “… they punched a few times”

Jeg har mødt journalisten en enkelt gang, og han virker ikke som typen der nemt lader sig ryste. Han var på gaden under den venstreradikale optøjer i går, og befandt sig pludselig i orkanens øje. De angreb ham bagfra, pressede ham op mod en mur, og slog ham flere gange. Det lykkedes dem ikke at stjæle kameraet, og han kom i sikkerhed.

“… they came from behind pushed so my head hit the wall, then they punched a few times while trying to take the camera. Happened super fast but I got away before more joined in.” (Journalist, ‘We are 138 productions’)

Indslaget.

Oploadet Kl. 00:10 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


27. februar 2017

Informations redaktionelle oversætter taget i citatfusk: Tilføjede ord til oversættelse, udelod sætning

For et par måneder siden bemærkede Dagbladet Informations redaktionelle oversætter Niels Ivar Larsen i forbindelse med en Breitbart/’fake news’-relateret debat, at der var behov for en liste over ‘dansksprogede propagandasites’, da – og jeg citerer – “… de kryb skal frem i lyset”.

Som oversætter går han ofte til grænsen, men oversættelsen i fredagens avis inkluderer decideret citatfusk. Han har indsat ‘evolutionslærebenægtende’ (om Mike Pence), og udelader samme afsnits ironiske afslutning. At opdigte citater kaldes fabrikation, og er indbegrebet af ‘fake news’.

“The guy has been in the White House barely four weeks, and the talk within the global opposition has passed from how he might be prevented from getting there to how he might legitimately be evicted. Article 4 of the 25th Amendment is enjoying a moment in the sun, providing as it does for the replacement of a president who is ‘unable to discharge the powers and duties of his office’. Enter (briefcase in hand) the sane, sensible, foreigner-friendly President Pence. We are all experts in the US constitution now. (Mary Dejrevsky i The Guardian, 21, februar 2017: Could Donald Trump’s ‘junta’ be his salvation?)

“Manden har kun siddet i Det Hvide Hus i en måned, men hans politiske modstandere verden over har allerede flyttet deres fokus fra, hvordan man kunne have forhindret ham i at havne dér, til, hvordan kan nu lovligt kan smides på porten igen. Artikel 4 i det 25. forfatningstillæg bliver gransket som aldrig før, for her angives de nøjere betingelser for, hvornår og hvordan en præsident kan afsættes, såfremt han skønnes ‘ude af stand til at varetage de beføjelser og forpligtelser, som følger med embedet’. Ind fra højre ville så træde med sin mappe i hånden den helt igennem retskafne og fornuftige, udlændingevenlige, evolutionslærebenægtende præsident Pence.” (Niels Ivar Larsens oversættelse i Dagbladet Information, 25. februar 2017, s. 19: Kan Donald Trumps ‘junta’ være hans redning?)

(Dagbladet Information, 25. februar 2015, s. 19)

Oploadet Kl. 01:12 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper