27. februar 2017

Informations redaktionelle oversætter taget i citatfusk: Tilføjede ord til oversættelse, udelod sætning

For et par måneder siden bemærkede Dagbladet Informations redaktionelle oversætter Niels Ivar Larsen i forbindelse med en Breitbart/’fake news’-relateret debat, at der var behov for en liste over ‘dansksprogede propagandasites’, da – og jeg citerer – “… de kryb skal frem i lyset”.

Som oversætter går han ofte til grænsen, men oversættelsen i fredagens avis inkluderer decideret citatfusk. Han har indsat ‘evolutionslærebenægtende’ (om Mike Pence), og udelader samme afsnits ironiske afslutning. At opdigte citater kaldes fabrikation, og er indbegrebet af ‘fake news’.

“The guy has been in the White House barely four weeks, and the talk within the global opposition has passed from how he might be prevented from getting there to how he might legitimately be evicted. Article 4 of the 25th Amendment is enjoying a moment in the sun, providing as it does for the replacement of a president who is ‘unable to discharge the powers and duties of his office’. Enter (briefcase in hand) the sane, sensible, foreigner-friendly President Pence. We are all experts in the US constitution now. (Mary Dejrevsky i The Guardian, 21, februar 2017: Could Donald Trump’s ‘junta’ be his salvation?)

“Manden har kun siddet i Det Hvide Hus i en måned, men hans politiske modstandere verden over har allerede flyttet deres fokus fra, hvordan man kunne have forhindret ham i at havne dér, til, hvordan kan nu lovligt kan smides på porten igen. Artikel 4 i det 25. forfatningstillæg bliver gransket som aldrig før, for her angives de nøjere betingelser for, hvornår og hvordan en præsident kan afsættes, såfremt han skønnes ‘ude af stand til at varetage de beføjelser og forpligtelser, som følger med embedet’. Ind fra højre ville så træde med sin mappe i hånden den helt igennem retskafne og fornuftige, udlændingevenlige, evolutionslærebenægtende præsident Pence.” (Niels Ivar Larsens oversættelse i Dagbladet Information, 25. februar 2017, s. 19: Kan Donald Trumps ‘junta’ være hans redning?)

(Dagbladet Information, 25. februar 2015, s. 19)

Oploadet Kl. 01:12 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


25. februar 2017

Efter Brexit og Trump: “De sociale medier er en trussel mod demokratiet; en ødelæggende kraft…”

Berlingske har talt med internetsociologen Vyacheslav W. Polonsky, der mener sociale medier ikke bare demokratiserer debatten, men også ændrer demokratiet til det værre. Den hårde tone skræmmer de ‘midtsøgende’ væk, og gør det umuligt for politikere at følge ‘flertallets vilje’, der i princippet kunne være “en højrøstet bøvs fra et algoritmefremhævet mindretal”.

Trump og Brexit-kampagnen bruges som eksempler, og der er også kritiske ord fra Institut for Menneskerettigheder, der påpeger at halvdelen holder sig væk fra værdipolitiske debatter på grund af netdebattens uforsonlige karakter. Det medieforsker Lars Holmgaard Christensen kalder for ‘tavshedens spiral’.

Demokrati var i det hele taget nemmere før internettet gav almindelige mennesker et talerør. Internettet giver ytringsfrihed til pøblen, og er derfor er yderst problematisk, må man forstå. Fra Berlingske – Er de sociale medier ved at smadre demokratiet?.

“Da befolkningen i næsten hele Mellemøsten i 2011 gik på gaden med slagord og protester mod deres despotiske ledere, talte omverdenen henført om ‘Facebook-revolutionen’. De sociale medier havde spillet en undertrykt befolkning et magtfuldt demokratisk redskab i hænderne. Det arabiske forår var kommet. En sejr for demokratiet!

Seks år senere er det arabiske forår forvitret i opløste stater og endeløs krig. Og de sociale medier ses af stadig flere ikke længere som en demokratisk mulighed snarere det modsatte. I takt med at Facebook og Twitter har bevæget sig ind i deres besværlige teenageår, er de kritiske stemmer taget til:

De sociale medier er en trussel mod demokratiet; en ødelæggende kraft, som trods alle sine iboende kvaliteter har vist sig at bringe kaos, ekstremisme og udemokratiske tendenser med sig, siger de mest bekymrede.

‘Valgkampagnerne sidste år gjorde alting værre, mere ekstremt og mere fastlåst. Hvis en oplysning, som sendes ud på sociale medier, vækker følelser nok og er polariserende nok og det var både Trump- og Brexit-kampagnen virkelig dygtige til så vil det blive delt. Og når en oplysning bliver delt meget, så opfatter folk det som en sandhed. Desværre underbyggede vores research også, at de sociale medier og internettet generelt ikke bare har en forkærlighed for de ekstreme synspunkter, vi har også kunnet påvise, at det er de mest negative synspunkter, som kommer længst,’ siger Vyacheslav W. Polonski.

[…]

De demokratiske institutioner i de fleste lande er formet ud fra et ideal om den dannede, langsommelige, grundige politiske samtale mellem individer, som havde en vis fast base af grundholdninger og -værdier. En samtale, hvor modsætninger mødes, brydes, det bedste argument vinder og konsensus nås til alles tilfredshed. Det holdt endnu vand på radio og TV.

Men på Facebook, Instagram og Twitter er vi underlagt formrestriktioner, som på ingen måde er tilpasset de århundredegamle oplysningstanker. … I et sådant samtaleklima vinder de emotionelle udbrud over fornuftige ræsonnementer. Det skarpe og uforsonlige over det konsensussøgende. Det letspiselige over det fordøjelsestunge. De, der raser, vinder over dem, der glatter ud. …

‘… betyder det basalt set, at de følger flertallet, hvis de lytter til de sociale medier? Eller følger de blot den mest højtråbende minoritet? Afspejler valgresultaterne i virkeligheden blot et øjeblik i tiden en flertalsholdning, som kan være væk om lidt? Vi kan i vores analyser af Brexit- og Trump-valgene se, at den nye teknologi hurtigt bliver en platform for konflikt og udemokratisk propaganda. …,’siger Vyacheslav W. Polonski.”



24. februar 2017

Forfatter: Flertalsstyre er problematisk, majoritet skabte nazismen, folkeviljen ’skal holdes meget i ave’

For blot fire måneder siden skabte Radio24syv magasinet ‘René ord for pengene’, et helt program dedikeret til samfundspolitik set gennem kunstnerbriller. Den slags programmer har nu aldrig været en mangelvare. Herunder lidt fra dialogen i seneste udgave af kulturprogrammet ‘AK 24syv’. Emnet var ‘Retten til ikke at mene noget som helst’, og selvom de tre inviterede (kunstnere) havde nogle pointer i forhold til sociale medier, så var det ret tydeligt, at de var bekymret for folkestyret, altså, idéen om at folket styrede. Mest ærlig i den henseende var Daniel Dencik, søn af RUC-professor Lars Dencik, tidligere omtalt her på siden. Udsendelsen kan høres på Radio24syv.dk.

Daniel Dencik, forfatter: Når vi tænker på hvad et demokratisk samfund er, så er det som om at det er blevet reduceret til at være en sådan flertals, flertallet der bestemmer. Jeg synes demokrati er mange andre ting. Demokrati er også magtdeling, for eksempel, som vi så med Trump nu for nyligt, at han ikke kunne få sin mening igennem, fordi det er så sindrigt konstrueret i det amerikanske retsvæsen, at det ligesom skal på i en domstol. Jeg synes, at vi skal passe på med at tillægge den her mening alt for meget…

Ida Herskind, Radio24syv-vært: … man kunne også tænke, at det var en styrke for demokratiet, at så mange kan komme til orde på de sociale medier. Men for dig, hvad er så konsekvensen af, at man kan mene så meget, så hurtigt. …

Daniel Dencik: Altså, jeg synes i det hele taget at man kan stille spørgsmålstegn ved om det er så godt, at vi lader vigtige valg blive truffet af flertallet, for eksempel. Altså, det er jo – i en ekstrem grad, konsekvensen af, at meninger fylder meget. Det at vi tror noget er rigtigt, blot fordi rigtigt mange siger det. Vi får jo også – nettet er skabt sådan, at det får en værdi hvis der er 100.000 der går i en retning, så skaber det en kommerciel værdi, så det har jo en værdi. Jeg synes, at problemet er, at der er enorm mange katastrofale beslutninger der er truffet af en majoritet, nazismen, er et eksempel ik’. Mange forfærdelige ting, fejlagtige ting – Brexit, tror jeg også man vil se tilbage som en fejl, som en impulshandling af en befolkning, hvor man lod folkeviljen, i den udstrækning den overhovedet eksisterer, få alt for meget magt, fordi folkeviljen – hvis den eksisterer, er noget meget omskifteligt, og noget der i virkeligheden skal holdes meget i ave, for det blusser op, og så forsvinder det igen. …

Elisa Kragerup, Teaterinstruktør: Det er meget interessant, det du siger Daniel, det med demokratiet. Har vi godt af, at det er flertallet der bestemmer., men det er jo mere et spørgsmål jeg har – det er ikke en ny overbevisning jeg har. Men jeg synes det er sindssygt interessant, lige nu, at diskutere det…

(Læserbrev af Daniel Dencik i Politiken, 19. februar 2017)



23. februar 2017

Flemming Rose: Bannon mener vi er i krig med Islam, men det er ‘politisk dumt’ at formulere det sådan

Der er intet odiøst i virkelighedsbaseret kritik af Stephen Bannon, og Flemming Rose er en af de tunge drenge, der er værd at høre på. Han anerkender at Bannon er begavet, men mener det er ‘politisk dumt’ at udpege Islam som fjenden, da vi ikke er i krig med ‘Islam som sådan’, men blot i krig med ‘voldelige islamister’, og i kold krig med ‘ikke-voldelige islamister’. En meget teoretisk indvending kan man sige, da Islam jo vitterligt er en ideologi, der i sagens natur ikke blive nemmere at nedkæmpe, hvis man taler uden om sagens kerne.

Den anden indvending, om en for lav ‘tolerancetærskel for volds- og magtanvendelse’ er ligeså teoretisk, når eksemplet er ‘omfattende deportationer eller åbenlys diskrimination’. Jeg tror Rose har forstået situationens alvor, men ikke rigtig har lyst til at tage de naturlige konsekvenser. Det forstår jeg godt, for det er langt nemmere at forsvare liberale værdier på kort sigt, end de konservative værdier i et mere historisk perspektiv. Problemet er bare, at de her flotte liberale værdier, ikke kan eksistere uden en dybt forankret kulturkonservativ ramme.

Fra TV2 – Rose spiste med Trumps toprådgiver kort før valget: – Jeg er bekymret.

“For nogle måneder siden endte danske Flemming Rose til en middag med Donald Trumps chefstrateg Steve Bannon. … Mødet med Steve Bannon gjorde den tidligere kulturredaktør for Jyllands-Posten, Flemming Rose, bekymret.

– Han (Steve Bannon, red.) mener grundlæggende, at vi er i krig med Islam. Og det, mener jeg, er forkert. Og jeg mener, at det er politisk dumt at formulere det på den måde, når man sidder i den position, som han sidder i, siger Flemming Rose til TV 2 NEWS. …

– Den anden ting, der bekymrede mig i vores snak, var Bannons meget lave tolerancetærskel for volds- og magtanvendelse. Han er af den opfattelse, at der grundlæggende kan komme gode ting ud af en krig og voldelige sammenstød, og at det kan have en rensende effekt, fortæller Flemming Rose.

– Der sagde jeg, at jeg synes, at Europa har rigtigt dårlige erfaringer med, så det skal vi undgå på alle mulige måder.

– Det betyder ikke, at demokratiet ikke skal forsvare sig selv mod voldelige islamister, for det skal vi. Men det med omfattende deportationer eller åbenlys diskrimination, synes jeg er den forkerte vej at gå, fortæller Flemming Rose til Søren Lippert.”

(Steven Bannon, chefrådgiver for præsident Trump)



22. februar 2017

Rød NGO: 2016 var året med splittende politikere, Trumps giftige retorik, Ikke set “… siden 1930’erne”

I mine unge år var jeg svært modtagelig overfor NGO’ere såsom Greenpeace og Amnesty International. I dag ser jeg ikke mildt på idealistiske verdensreddere, der under dække af humanistiske floskler, gøder jorden for det modsatte. I seneste årsrapport kan man læse en del om ’splittende politikere’ og ‘Donalds Trumps giftige retorik’, og slår man op på Danmark, så er problemet at vi tager lidt flygtninge ind, og behandler afviste og udviste for dårligt. Det hele serveres med nazi-kortet, omend rapporten er underligt ukonkret i forhold til partipolitik.

Tag ikke fejl. Amnesty Internationals overordnede budskab ligner til forveksling Iben Hjejles famøse takketale, da hun modtog en DR-pris tilbage i 2008: Husk at stemme ‘rigtigt langt til venstre for midten’. Som en naturlig konsekvens: Ingen kroner herfra, nogensinde. Whatsoever.

Omtale af årsrapporten på Amnesty.dk – Årsrapport: Dæmoniserende politikere skaber splid og angst.

“2016 var året, hvor store dele af Aleppo blev jævnet med jorden, hvor hospitaler og skoler i Yemen blev bombet, hvor Rohingya-befolkningen i Myanmar blev udsat for voldsomme overgreb, hvor landsbyer i Darfur blev ryddet med kemiske våben, og hvor kritiske røster blev fængslet og undertrykt i Tyrkiet, Kina og Bahrain. Statsledere i flere dele af verden brugte skræmmebilleder til at dehumanisere hele befolkningsgrupper, udpege syndebukke og skabe splid og utryghed – Trump i USA, Orbán i Ungarn, Erdogan i Tyrkiet og Duterte i Filippinerne.

Mere aggressive og splittende politikere er en tendens, som USA’s præsident Donald Trumps giftige retorik er en markant eksponent for. Ledere verden rundt har opnået eller holdt fast i magten på fortællinger om frygt, skyld og konflikt.

I årsrapporten The State of the World’s Human Rights giver Amnesty International den mest omfattende analyse af menneskerettighedssituationen verden over med fokus på 159 lande. Organisationen advarer om, at den hadefulde retorik, der sætter dagsordenen i både Europa, USA og andre regioner, giver brændstof til et globalt tilbageslag for menneskerettighederne og efterlader et faretruende svagt værn mod de grusomheder, der bliver begået.

‘2016 var året, hvor den kyniske brug af ”os-og-dem’-retorikken bygget på had og frygt fik en prominent global placering, som vi ikke har set siden 1930’erne. Alt for mange politikere anvender en giftig og splittende retorik for at vinde stemmer, når de italesætter legitime økonomiske og sikkerhedsmæssige bekymringer. Politik i dag dæmoniserer hele befolkningsgrupper og falbyder skamløst den farlige idé om, at nogle er mindre værd end andre. Denne tendens truer med at frigøre de mørkeste aspekter af den menneskelige natur’, siger Salil Shetty, international generalsekretær i Amnesty International.

[…]

Danmark får kritik i årsrapporten for at indføre et stop for modtagelsen af 500 FN-kvoteflygtninge årligt og for at udskyde muligheden for familiesammenføring i tre år for mennesker, der har fået tildelt midlertidig beskyttelsesstatus.

‘Den kyniske beslutning om at sætte et stop for kvoteflygtninge kunne ikke være truffet på et dårligere tidspunkt. Det er en katastrofe for de mest sårbare mænd, kvinder og børn, der må forblive under usikre vilkår i flygtningelejre. I en tid, der kalder på fælles, internationale løsninger, sender Danmark et farligt signal ved at trække os fra FN’s velordnede mekanisme til at fordele flygtninge på verdensplan,’ siger Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling. …

Også den politiske aftale om yderligere stramninger for mennesker på tålt ophold og regeringens erklærede mål om at gøre tålt ophold ’så utåleligt som muligt’, møder kritik.”

(Amnesty.dk, 2017: Amnesty International Report 2016/2017 – The State of the World’s Human Rights)



21. februar 2017

Henrik Qvortrup: Mediernes Trump-had tager ikke afsæt i virkeligheden, postulerede at Trump løj

Trumps mediehåndtering var et af emnerne i seneste udgave af Presselogen på TV2 News, og i panelet var blandt andet Zetland-redaktør Lea Korsgaard, der mente medierne skulle “forlade den journalistik, hvor man nøgent refererer, hvad der er sket” Som om det ikke allerede var sket.

Seneste Trump-historie tager udgangspunkt i en tale han holdt i Florida fredag aften, hvor han henviste til Sveriges erfaringer med masseindvandring. DR Nyheder dækker historien intenst, blottet for selvkritik. Henrik Qvortrup sætter ord på den fikse overfortolkning.

“Overalt har man hen over weekenden kunnet læse, at Trump angiveligt har sagt, at der fredag nat fandt et terrorangreb sted i Sverige. Men sagde han nu også det? Her er, hvad præsidenten faktisk udtalte:

‘We”ve got to keep our country safe. You look at what’s happening in Germany, you look at what’s happening last night in Sweden.’

‘Sweden, who would believe this? Sweden. They took in large numbers. They’re having problems like they never thought possible. You look at what’s happening in Brussels. You look at what’’s happening all over the world. Take a look at Nice. Take a look at Paris.’

Det forekommer mig, at opstandelsen på diverse medier, sociale såvel som traditionelle, baserer sig på et noget tyndt grundlag. Selv har Trump efterfølgende forklaret, at han henviste til et kritisk TV-indslag om Sverige, som blev sendt fredag. Og kan man ikke også forstå Trump sådan, at han blot adresserer en bekymring for konsekvenserne af en flygtningepolitik som Sveriges?

Den bekymring kan man være enig eller uenig i. Ligesom man bestemt er i sin gode ret til at mene, at USA har fået en elendig præsident. Men det kunne egentlig være forfriskende, hvis det omsiggribende Trump-had (også) begyndte at tage afsæt i virkeligheden.

Det virker besynderligt, at der i tilfældet Trump tilsyneladende gælder omvendt bevisbyrde:

Han skal bevise, at han ikke henviste til et konkret terrorangreb i Sverige.

Medierne, derimod, afkræves ikke yderligere dokumentation for påstanden om, at præsidenten løj.

(Trump har større troværdighed end journalister, jf. meningsmåling; Grafik: Politico)

Oploadet Kl. 01:34 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


19. februar 2017

Mikael Jalving: “Mens de går rundt og leder efter ‘racister’, fræser den politiske virkelighed forbi dem.”

Ungradikale Victor Boysen erklærer i en klumme på Altinget.dk, at integrationsdebatten er blevet så skinger, at “Zenia Stampe anno 2017 er på bølgelængde med Søren Krarup anno 2005 i en debat om, hvad det vil sige at være dansk.” Det er desværre ikke sandt, men hvis relativisterne ikke formår at holde den relativistiske fane højt, så har det en naturlig forklaring: Virkeligheden har ikke givet dem noget at arbejde med.

Mikael Jalving sætter ord på udviklingen i en blogpost på JP.dk – Venstrefløjens tre store svigt på 30 år.

“Få ord kan være meget sigende. Da Enhedslistens intellektuelle fyrtårn Pelle Dragsted forleden blev forelagt en analyse af venstrefløjens afvisende holdning til nationalstaten over de seneste årtier, lød hans svar sådan her: ‘Man kan sagtens tale om en venstreorienteret fædrelandskærlighed uden at være racistisk’.

Dragsteds svar viser, hvor løst racismeanklagerne sidder på venstrefløjen til daglig. At den regnbuefarvede politiker har brug for at understrege, at det faktisk er ok at have sympati for det land, man er født, opvokset eller bor i, kondenserer hvor trangbrystede de røde er blevet, og illustrerer til fulde, hvorfor han og store dele af den europæiske venstrefløj har mistet grebet om tidsånden. Mens de går rundt og leder efter ‘racister’, fræser den politiske virkelighed forbi dem.

For at forstå, hvorfor venstrefløjens mantra blev ‘antiracisme’, må vi spole lidt baglæns. Venstrefløjens manglende forståelse for og kærlighed til fædrelandet bunder nemlig i hele tre skelsættende svigt over de seneste 30 år: Først svigtede de røde arbejderklassen, dernæst svigtede de velfærdsstaten, og så svigtede de nationalstaten. …

Som præsident John F. Kennedy sagde med de berømte ord, da den amerikanske nationalisme stod højest på himlen i 1961: ‘Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land’. Sådan kunne en venstreorienteret politiker aldrig have udtalt sig i Europa. Tænk f.eks. på den tidligere britiske premierminister Tony Blair, der rummer alle tre svigt i én person.

USA har været en magnet på indvandring i århundreder, og indvandrerne tog i høj grad til USA for at blive amerikanere. Som den tyske bladmand Josef Joppe siden kommenterede tørt, så er det samme ikke tilfældet for tyrkere, der kommer til Tyskland. Dette er problemet i en nøddeskal: Kultur betyder meget mere, end vi har været villige til at indrømme. Ikke bare til venstre, men også til højre.


Cand.phil. Annette Franck: “Sig mig: Er eliten fattesvag? Kan den talende klasse ikke tælle?”

Jyllands-Posten kalder Francis Fukuyama for en ‘anerkendt politisk filosof’, og ‘anerkendt’ er åbenbart det man kalder tænkere der tager fundamentalt fejl. Med Washington Post som kilde, forklarer avisen, at han med valget af Trump frygter demokratiets endeligt. Læser man originalen fremgår det mere præcist, at der er tale om det liberale demokrati (‘liberal democracy’). Forskellen er alt.

Lidt i samme boldgade. Da jeg forsøgte mig med P1 lørdag eftermiddag, fortalte historiker Bertel Nygaard, at Brexit, Trumps valgsejr og en mulig sejr til Marine Le Pen i Frankrig har konturerne af en en revolution. Han afviste dog, at det lignede Den Franske Revolution, da den jo var ‘progressiv’. Liberalt demokrati… eller ‘pøbelvælde’.

Befriende kronik af Cand.phil Annette Franck i Børsen – Sig mig – er eliten fattesvag?.

“Eliten analyserer på Trump’s politik efter alle lærde teorier. Konklusionen er klar: Manden er totalt ukvalificeret som præsident. Den ‘talende klasse’ supplerer med lommepsykologiske diagnosticeringer, som hæver personlig afsky til uangribelige udsagn om, at manden er psykopat, narcissist og notorisk løgner. Sådan har den offentlige debat været, siden Trump stillede op.

Sig mig: Er eliten fattesvag? Kan den talende klasse ikke tælle?

Fakta er, at Trump blev demokratisk valgt. Af det åbenbart tavse flertal, som ikke deler elitens akademiske vurderinger af, hvad der er effektivt for et samfund. Disse vælgere svarer heller ikke igen på den talende klasses offentlige udskamning af ‘dem med forkerte meninger’. Derfor så vi ikke valget af Trump komme.

[…]

I hele Vesten lever store befolkningsgrupper med konsekvenserne af globaliseringen. Deres jobs er væk. De oplever, hvordan indvandring forandrer lokalmiljøer. Centralisering fjerner lokale samfundsfunktioner som politi og sygehuse. De er stavnsbundne, for deres huse i ‘udkantsområder’ er usælgelige. Vi møder dem ikke, for de ville alligevel aldrig få råd til at bo, hvor eliten og den talende klasse har slået sig ned i tryg afstand fra indvandring, jobtab og elendighed. …

Hvor svært er det for eliten at forstå, at selvom et samfund bliver rigere af frihandel, teknologisk udvikling og globalisering, så kan hele befolkningsgrupper blive dårligere stillede? Hvor svært er det for den talende klasse at forstå, at selvom Trump siger upassende ting, så kan det være en befrielse for de tavse, at han ikke dukker sig for offentlig udskamning, som er især venstrefløjens taktik? Hvor svært er det at forstå, at selvom vi elsker kulturforskelle på vores ferierejser, så kan det opleves meget ubehageligt, hvis halvdelen af ens børns skoleklasse ikke taler samme modersmål eller deler ens livsstil? …

Vi må erkende, at Trumps vælgere godt vidste, hvem de valgte. De er ikke dumme. Men de vil altså hellere have ham. Netop fordi han ikke er som os med vores kløgtige analyser og selvbekræftende værdier. Det må vi fatte nu. … Budskabet fra de tavse vælgere over hele den Vestlige verden er jo tydeligt: De andre vil ikke mere af det, vi synes er så fantastisk, nemlig den frie bevægelighed over grænserne for varer og mennesker, internationalt samarbejde om transnationale udfordringer som miljø, deltagelse i teknologisk udvikling, etc. De vil bare have jobs og sikkerhed hjemme i deres ‘udkantsområder’. De lever med bagsiden af vores medalje.

[…]

Debatten om Trump, Brexit og for den sags skyld DF’s fremgang ved vores seneste folketingsvalg har udstillet manglende respekt for demokratiet og de medborgere, som ikke fylder i den offentlige debat eller vores bevidsthed.

Vi er nødt til at forstå budskaberne. … Hvis ikke vi vågner op i Europa, venter Le Pen i Frankrig, Beppe Grillo i Italien, Gert Wilders i Holland osv. Listen er lang. Tålmodigheden med vores fatteevne kan være kort.”



18. februar 2017

Peter Viggo Jakobsen: Glem de trumpologiske analyser – Trump er godt nyt for verdensfreden

Det er mere end tre måneder siden Donald Trump blev valgt, og medierne er stadig ikke kommet sig over chokket. Dagligt er der Trump-bashende overskrifter i alle landsdækkende medier, ofte motiveret af ideologisk drevne motivanalyser. Når Trump forklarer, at han ikke har i sinde at gå i krig i fjerne lande, så er han en farlig mand. Helt som George W. Bush, der gjorde det modsatte.

Tirsdag aften fremlagde TV2 Nyhederne resultaterne af en Megafon-måling, der viste at danskerne var langt mere bange for Trump end ‘terrortruslen, Rusland, flygtninge og klimaforandringer’. Professor Mikkel Vedby Rasmussen gav den intellektuelle udlægning, der ikke adskilte sig væsentligt fra den forklaring Veronica fra 8. klasse gav i et supplerende indslag. “… det er meget alvorligt”, vurdererede ‘USA-ekspert David Trads’.

Kronik af Forsvarsakademiets Peter Viggo Jakobsen i Jyllands-Posten – Trump er godt nyt for verdensfreden.

“Trumpologi – granskninger af Trumps udtalelser og tweets – er blevet en ny vækstindustri. Medierne har kastet sig over den med stor iver, fordi Trumps ytringer skaber frygt og forargelse og sælger fantastisk. Trumps udtalelser trækker overskrifter, hver gang en ny mulig katastrofe er under opsejling. Disse historier suppleres med et hav af analyser af hans opvækst og personlighed, der skal forklare, hvorfor han er så mærkelig. Fordi det er svært at komme ind i hovedet på folk og forstå deres motiver og intentioner, kan sådanne analyser ikke stå alene.

Spørgsmålet ‘hvad vil/tænker Trump’ skal følges op med spørgsmålene: Hvad kan Trump, hvordan vil andre reagere, og hvad bliver konsekvenserne for USA og Trump selv? I en situation, hvor Trump udtaler sig i øst og vest, er det helt afgørende også at stille de to sidste spørgsmål. Gør man det, tegner der sig et meget mere positivt billede af den fremtidige sikkerhedsarkitektur i Europa og Asien end de dommedagsprofetier, som trumpologiske analyser har masseproduceret siden Trumps valgsejr.

USA’s allierede i Europa og Asien har siden begyndelsen af Den Kolde Krig indrettet deres forsvar på en forventning om, at USA vil komme dem til undsætning i en krisesituation. Nato-alliancen bygger på en amerikansk sikkerhedsgaranti nedfældet i Washington-traktatens artikel 5, og europæerne er ikke længere i stand til at udføre større militære operationer uden amerikansk assistance. Det blev illustreret i forbindelse med Nato-krigen mod Libyen i 2011. Den havde ikke kunnet udføres uden betydelig amerikansk støtte. Det samme er tilfældet i Asien, hvor USA’s allierede også har indrettet deres forsvar på forventninger eller aftaler om amerikansk assistance i en nødsituation.

Hvis Trump skaber tvivl om de amerikanske sikkerhedsgarantier, vil de allierede stå over for valget mellem at skulle afskrække Rusland og Kina på egen hånd eller føre tilpasningspolitik, som Danmark gjorde over for Tyskland i 1864-1945.

… hvis USA har så stor fordel af sine alliancer, hvorfor drager Trump dem så i tvivl? Her er der to muligheder: Enten ser Trump ikke fordelene, eller også er han en dygtig forhandler. Uanset hvad er slutresultatet det samme. Ved at kommunikere så aggressivt har Trump fået sine forhandlingspartnere – venner og fjender – til at anse ham for uberegnelig. Det er smart. Spilteori viser nemlig, at uberegnelige aktører opnår større indrømmelser i forhandlinger. Det har han fået. Siden valget af Trump har de allierede vist meget større vilje til at øge forsvarsbudgetterne. …

Denne udvikling er ikke kun Trumps fortjeneste, men frygten for Trumps uberegnelighed forstærker den ved at give tilhængere af større forsvarsudgifter i allierede regeringer meget stærkere kort på hånden. Slutresultatet bliver en mere balanceret byrdedeling i USA’s alliancer. Det vil øge opbakningen til dem i Washington og styrke de allierede militært. Det vil mindske Kinas og Ruslands militære eventyrlyst.

Trumps uberegnelighed er også en fordel i forhold til Kina og Rusland. Deres aggressive adfærd i Det Østkinesiske Hav, det østlige Ukraine og Syrien skyldes delvis en antagelse om, at Obama ikke ville svare igen militært. Det er derimod let at forestille sig Trump gøre det for at vise, at USA er ‘great again’. Trump øger på denne måde (bevidst eller ubevidst) sandsynligheden for forhandlingsløsninger med begge stormagter. Det er godt for verdensfreden.”

(Dagbladet Information, 14. februar 2017; Foto: Snaphanen)



17. februar 2017

Allarp: Nationalkonservative smadrer optimismen, der gjorde ‘indkomstskat på op til 70 procent’ mulig

Jeg har tidligere blogget om Radio24syv-værten Anne Sofie Allarp, der selvom hun har været ‘international sekretær for Socialdemokraterne’, ikke adskiller sig nævneværdigt fra kanalens øvrige venstreradikale. Det vil tage resten af aftenen at gå i detaljer med fejlskuddene, for der er virkelig nok af tage af. Eksempelvis forveksler hun vestlige kerneværdier med kulturrelativisme, og foregiver at universalisme er noget der har gang på jord, hvis blot nationalkonservative dropper sin ‘pessimisme’, eller sit ‘had’ – hun bruger meget sigende begreberne synonymt.

Hvis optimisme er noget der gør det muligt at ‘udskrive en indkomstskat på op til 70 procent, så forholder jeg mig retten til at være pessimist, også selvom hun så mener det så er undertegnede, der krænker individuelle rettigheder. Allarp slutter, at man risikerer de ‘vestlige friheds- og lighedsidealer’ forvises ‘til andre verdensdele’. Ord er gratis, ikke mindst i Politiken – Radiovært: De nationalkonservative hader den vestlige kultur.

“Opstandelsen over en svensk tørklædebærende handelsdelegation til Iran i sidste uge var afslørende for, hvad der er drivkraften bag den nationalkonservative strømning, der skyller ind over Vesten for tiden. … Billederne af en stribe svenske kvinder i audiens hos præsident Rouhani handlede ikke om Rouhani og hans kvindeundertrykkelse, men om svenskerne og det, de forsøger at kæmpe for. Det handler om hadet imod søsterlandet hinsidan, som i virkeligheden er et had imod kerneværdier i vores egen kultur.

Det er dette had, der driver den bølge af folkelig opstand, som har forrygende medvind lige nu.

Hadet har den funktion at det distraherer fra behovet for at fremlægge et sammenhængende politisk projekt. Samfundsvisionen defineres alene i hård, hadsk opposition til de andre uden for, men faktisk særligt inden for stammen. Og måske derfor er det så destruktivt, det had. …

Det nationalkonservative oprør hader for det første den optimisme, vi i Vesten har brugt til at opbygge vores samfund. Om noget skulle der optimisme til at give kvinder og alle uformuende mænd stemmeret eller udskrive en indkomstskat på op til 70 procent, som det skete i 1970’erne. …

Det nationalkonservative oprør erstatter optimismen med en grundlæggende pessimisme, hvis ikke ligefrem en alarm over tingenes tilstand. De rider på en bølge af katastrofekommunikation: ‘Vores samfundsmodel kan ikke overleve’, ‘Vores system knækker over’ og ‘Velfærdsstatens endeligt’.

Det står i kontrast til realiteterne med stort set konstant økonomisk vækst, faldende kriminalitet og lav arbejdsløshed…

Og så er der hadet imod humanismen, en afgørende sekulær opløftende drivkraft i udviklingen af de vestlige samfund de sidste tohundred år. Uden humanismen og dermed troen på menneskets godhed og værdien af dets individuelle bidrag, ingen velfærdsstater – og uden humanismen ingen uddannelsesrevolution. Det er hadet imod disse centrale vestlige værdier, der driver det nationalkonservative oprør.

De forsøger at kamuflere selvhadet i nationalistisk, fremmedfjendsk retorik og symboler. … det ville være særlig ironisk, hvis oprøret skulle blive så magtfuldt, at det helt forviser vores vestlige friheds- og lighedsidealer til andre verdensdele.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper