Boston Marathon er en stor offentlig begivenhed, og det siger sig, at mistænkte hurtigt kunne udpeges, og sjældent har ‘crowdsourcing‘ vist sig så effektiv som i dette eksempel. Saudier-historien holdt ikke vand, men da FBI offentliggjorde billeder af to mørke mænd med karakteristiske rygsække, var identiteten på 26-årige Tamerlan Tsarnaev og hans 19-årige lillebror Dzhokhar A. Tsarnaev allerede kendt. To tjetjenske indvandrere, der pludselig tog deres religion seriøst, og med fuld overlæg myrdede tilfældige amerikanere.

(Dzhokhar A. Tsarnaev & Tamerlan Tsarnaev, få minutter før terrorangrebet)

(Jihadisterne tæt ved 8-årige Martin Richard, der døde kort efter)

Hvor medierne gjorde sig mange spekulationer omkring motivet før gerningsmændene blev kendt, så var der næsten radio-tavshed efterfølgende. De var fra Tjetjenien, de var atleter, de var… rare og omgængelige.

“… så sent som i 2009 sagde den dygtige bokser, at han drømte om at repræsentere USA ved OL. Og Tamerlans syv år yngre bror Dzhokhar virkede om muligt endnu mere ’amerikaniseret’.

Han elsker hiphop, og bare timer før terrorangrebet, susede han af sted på sit skateboard. Dzhokhar var mønsterelev på et fint lokalt college. Og til fest elskede han at ryge ’en fed’… Men for små tre år siden skete der angiveligt noget. Storebroderen droppede sin amerikanske uddannelse. Han viede sit liv til islam… Og som så mange gange før fulgte lillebror Dzhokhar forsigtigt efter.“ (Ekstra Bladet, 21. april 2013)

(Dzhokhar A. Tsarnaev på Facebook, 2013)

Mediedækningen fulgte Islam-apologiens ABC. Før nogen vidste noget konkret: Det er nok højreekstremister…

(DR Online, 16. april 2013: Teori: Højrenationalister bag Boston-bomber)

“I DR2 Morgen fik Anja Bo lige vendt tanken om hele to ensomme ulve … og ikke længe efter kunne Mette Nøhr Claushøj så lægge alle brikkerne på plads med håbet om, at Tea Party-bevægelsen og Sarah Palin nu ville dæmpe deres retorik.” (‘Axel’, 16/4-13; DR2 Morgen)

Efter det kom frem at gerningsmændene var rettroende muslimer: Vi kender ikke motivet…

(18.30-TVavisen, 21. april 2013: Stor mystik omkring motiv)

Ida Aistrup, TVavisen: Ifølge onklen blev han gradvist mere radikal i sin muslimske tro.

Ruslan Tsarni, onkel: Han så ingen anden mening med livet end at følge Guds vej.

Ida Aistrup: – Men muslimerne i Boston så ingen tegn på at Dzhokhar og hans bror skulle have religiøse motiver for bombeattentatet.

Anwsar Kazmi, Boston Mosque: Vi kan kun beskrive ham som en sjælden gæst.

Ida Aistrup: – og de to brødre virkede da heller ikke til at være rabiate højreekstremister.

Austin Hightower, ven af Dzhokhar: Han kunne lide at ryge. Han kunne lide piger. Han drak ved fester. Han var ikke nogen enespænder. Han var helt klart social, så jeg fatter det ikke.

(DR Nyheder, 21. april 2013, Kl. 23.11: BOSTON – Endnu intet nyt om motiv

Fredag eftermiddag hørte jeg P3, og selvom der blev talt en del om terrorangrebet, så blev Islam ikke nævnt en eneste gang. Informations Martin Burcharth talte om alt andet end gerningsmænd og motiv, men nævnte dog kort i slutningen, at angrebet kunne risikere at ramme udlændinge fra lande som Pakistan. Sandheden med filter.

Terrorbomberne under Boston Marathon ryddede sendefladen i går, og det er som Mads Holger skriver, påfaldende at lige netop dette terrorangreb får så meget fokus. Lignende hændelser finder sted flere steder i den islamiske verden hver dag, året rundt. En selvmordsbomber dræbte to på en hovedgade i Fallujahi i går, hvad overgås af en bilbombe i Habibiya. Det var så bare i Irak. En mandag i april. Efter freden.

Bomberne kunne være placeret af hvem som helst, og selvom rettroende muslimer selvfølgelig må stå højt på listen over mistænkte, når uskyldigt blod flyder i gaderne, så forsøgte medierne at dele sol og vind lige. Det kunne være ‘højreorienterede’, fortalte Niels Brinch på TV2 News, og det kunne ‘måske godt kunne være højreekstremister, sådan en slags Breivik’er’ (sic), lød det fra Islamforsker Jytte Klausen på samme kanal.

Jyllands-Posten opridser alternativerne under overskriften ‘Den ensomme eller højrenationale’, men noterer da også lidt om ‘Al-Qaida-muligheden’. Med andre ord: Hvis gerningsmanden er højreorienteret, så er han end del af en større bevægelse – hvis han ikke er det, er det en ensom (upolitisk) galning, med mindre en islamistisk terrorgruppe tager ansvaret, og gør bortforklaringer umulige.

Journalistisk indpakning og akademisk tomgang gjorde ingen forskel for Martin, der ventede på sin far ved målstregen. Han døde på ‘Patriot Day’, otte år gammel.

“Last night detectives raided a Boston home in connection with the explosion. It came after a man, said to be of Saudi origin, was arrested at the scene and taken to hospital, where he was treated for burns and shrapnel wounds.”

(Mere om terrorangrebet på Daily Mail)

Ingen kan være i tvivl om at James Holmes er en gal mand, men det er da påfaldende så ofte psykiatriske tilfælde søger lige netop ‘den hellige Koran’. Fra Daily Mail – Dark Knight killer James Holmes ‘is now a Muslim who prays five times a day’.

“James Holmes, the gunman behind the Dark Knight massacre in Colorado last July, has reportedly turned Muslim and prays five times a day.

The killer showed off a lengthy, thick beard during a court appearance earlier this month, and a prison source has claimed it is a symbol of his new-found faith.

The source said Holmes has turned to Islam as a way of justifying his horrific murder spree in an Aurora, Colorado cinema on July 20 which left 12 people dead and 58 people wounded.

‘He has brainwashed himself into believing he was on his own personal jihad and that his victims were infidels,’ a prison source told the National Enquirer.

He now prays five times a day, sticks to a strict Muslim diet and spends hours each day studying the Qur’an, the source said. …

Holmes sported a thick, bushy beard and unkempt dark brown hair during his appearance earlier this month – a stark difference to his bright orange hair at the time of the massacre.”

(James Holmes, før og efter hans ‘re-konvertering’)

Flere medier fortæller, at Slimane Hadj Abderrahmane fornyligt er død i kampe i Syrien, og som forventet er der ingen refleksion over det faktum at en jihadist der foragtede det menneskeskabte demokrati, døde i en kamp for det medierne under andre omstændigheder ser som et demokratisk alternativ til Assad-styret. Fra TV2.

“… på Facebook skriver Islamisk Budskab, at Slimane Hadj Abderahmane i sidste uge døde ved fronten i Syrien og således blev martyr. Her er der indsamlinger til mandens kone og to børn – og i en moske på Nørrebro i København bliver Slimane Hadj hyldet som islamisk kriger. Slimane Hadj Abderrahmane var et kendt ansigt her ved Taiba­moskéen på Nørrebro. …

- Han er en martyr, fordi han er rejst. Han forlod den her verden. Han forlod sine venner og sine kammerater. Han forlod alt, hvad han elsker og han gik ud og kæmpede mod en diktator. Det er rigtigt at føre hellig krig mod diktatoren. Han kæmpede for menneskeheden, fortsætter han.”

Slimane Hadj Abderrahmane var danmarks eneste Guantanamo-fange, og det er præcist 10 år siden Ekstra Bladet satte navn på, og problematiserede USA’s behandling af global-jihadister, der i sagens natur hverken er almindelige kriminelle eller en hær som defineret i diverse konventioner. Det var ikke nemt at gøre en så ekstrem skikkelse til darling, men guderne skal vide at det blev forsøgt. Herunder tilfældige eksempler.

“Slimane er blevet behandlet tarveligere, end den værste massemorder eller narkotikaforbryder bliver det. Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møllers kujonagtige optræden over for storebror i Washington er muliggjort af fangens anonymitet. Jo mindre offentligheden ved om et menneske, desto mindre interesse kan der rejses for det. Fra i dag er dette luskeri slut. … den unge mand er bedst tjent med at få et navn og et ansigt. … Hvad har regeringen tænkt sig at gøre for at sikre Slimane Hadj Abderrahmane en fair retlig behandling?” (Ekstra Bladet, 27. februar 2003)

“Ekstra Bladet har sat et ansigt på den dansker, som i mere end et år har siddet i amerikansk fangenskab på Cuba. … Til disse rettigheder hører, at han enten stilles for en dommer og anklages for de forbrydelser, han måtte have begået, eller også skal han løslades, når krigen er forbi. Det er ikke en forbrydelse i sig selv at have været soldat, om det så har været i verdens mest usympatiske hær. … Det er vigtigt, at vi i vores samfund ikke bekæmper terrorismen ved at bøje regler. Gør vi det, kan terroristerne med god grund gnide sig i skægget, for så er det lykkedes at lokke os ud i den sump af lovløshed, hvor de selv har hjemme.” (Jørgen Poulsen, Dansk Røde Kors i Ekstra Bladet, 1. marts 2003)

“Den danske krigsfange på Guantánamo-basen på Cuba har nu fået en ny støttekomité. Den er gået i gang med at samle underskrifter for at få Danmark til at kræve den 29-årige udleveret til eventuel dansk retsforfølgelse. Bag komiteen står sygepleje-studerende Lars Johansen fra Helsingør og en kreds af venner. – Vi har intet personligt kendskab til den danske krigsfange, men føler trang til at protestere over regeringens utroligt svage holdning i forhold til USA, siger Lars Johansen til Ekstra Bladet.” (Ekstra Bladet, 1. marts 2003)

“- Vi bliver nødt til at involvere os for alvor i det her. Skuespilleren Lone Hertz, der samler underskrifter ind til støtte for den danske fange på Guantánamo-basen i Cuba, når hun er ude at optræde, er både overrasket og glad over den opbakning, hun møder. – Det er en helt ny og ukendt situation, vi står i, og som kræver, at vi involverer os seriøst. En dansk statsborger sidder som krigsfange på Cuba, men er frataget den retsbeskyttelse, han har krav på – både ifølge dansk og international lov. – Det er vi nødt til at forholde os til. Nøgternt og usentimentalt. Situationen er helt uacceptabel set ud fra dansk retsopfattelse, siger Lone Hertz til Ekstra Bladet.” (Ekstra Bladet, 8. marts 2003)

“Måske vil du eller jeg befinde os på den forkerte side af stregen i morgen. Måske vil vores synspunkter være de upopulære i næste uge. Måske vil du eller jeg komme i problemer under en rejse. Føles det så trygt at vide, at den danske regering måler vigtigheden af dine menneskerettigheder, efter hvor acceptable dine synspunkter er i det aktuelle politiske klima?” (Lars Johansen i Ekstra Bladet, 16. maj 2003)

“Hamid El Mousti, formand for støtteforeningen bag den danske Cuba-fange, tror ikke en døjt på ministeriets forsikring om, at 29-årige Slimane Hadj Abderrahmane fra Århus har det godt og trygt i den amerikanske Guantanamo-fangelejr i Cuba. Den københavnske lokalpolitiker for Socialdemokraterne er overbevist om, at også den danske fange udsættes for psykisk tortur, og at det danske Rehabiliterings Center for Torturofre har ret i sin frygt for Slimanes tilstand. – På baggrund af flere beretninger, senest fra i dag, frygter vi, at fangerne udsættes for torturlignende metoder, siger Tue Magnussen fra RCT.” (Ekstra Bladet, 21. maj 2003)

“»Det er jo fuldstændig vanvittigt. Nu må statsministeren da gøre noget. Men Anders Fogh Rasmussen er vel alt for optaget af igen at komme til at sidde til bords med Gud selv, George W. Bush.« Socialdemokraten Hamid El Mousti gemmer ikke de skarpe og sarkastiske kommentarer bagest i kommodeskuffen, når han taler om USAs behandling af de 660 fanger på Guantanamo-basen på Cuba.” (BT, 5. juni 2003)

“- Endelig er han fri. Slimane har været en brik i et politisk spil og har fået en uretfærdig behandling. Det var på tide, at han blev løsladt, siger Jakob Domino. … – Jeg glæder mig meget til at høre fra hans egen mund, hvad der skete i Afghanistan.
Jakob Domino er uden betænkeligheder parat til atter at lukke Slimane Hadj Abderrahmane ind i sit liv, når han vender hjem. Han opfatter muslimen Slimane som et amerikansk trofæ -et bevis på den totale krig mod terrorisme. - Han blev offer for et terror-hysteri, der mistænkeliggjorde en hel religion. Enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Og der findes åbenbart ingen beviser mod Slimane, siger Jakob Domino.” (Ekstra Bladet, 20. februar 2004)

“… fri, kan vi roligt gå ud fra, at det har været helt umuligt at stykke en anklage sammen mod ham. Derfor virker det også ejendommeligt, at den danske regering har så travlt med at forsikre, at han vil blive overvåget af efterretningsfolk. For hvorfor skygge en skyldfri mand? Det kan alene skyldes, at det var USA’s betingelse for at slippe ham fri. Den danske regerings politi adlyder altså ordrer fra Washington. … er det ikke et led i lokumsaftalen med USA… er spørgsmålet om erstatning for uberettiget fængsling. … De danske myndigheder burde hjælpe Slimane med at få dem. I stedet for kun at være optaget af at skygge ham.” (Ekstra Bladet, 20. februar 2004)

“Per Stig Møller er ikke bleg for selv at påtage sig æren for frigivelsen af den danske fange.” (BT, 20. februar 2004)

“- Slimane skal hjælpes af den danske stat. Han skal bl.a. have hjælp til at sagsøge USA, siger Mohammed Fahim, mens de sidste moské-gængere siver ud i det høje solskin efter bønnen i moskeen på Grimhøjvej i forstaden Brabrand.” (Ekstra Bladet, 21. februar 2004)

“Slimane Hadj Abderrahmane er ikke terrorist. … Men selv om Abderrahmane ikke er terrorist, så kunne han være blevet det. Han er politisk ekstremist… Den udbredte fordom om, at ekstremismen har sine rødder i gammeldags religiøsitet og ‘middelalderlige værdier’ fra det oprindelige hjemland, holder ikke. … Abderrahmanes engagement er ikke kun født i teenageårenes polariserede Algier, men i lige så høj grad foran en dansk fjernsynsskærm…” (Politiken, 6. juni 2004)

(Shia-muslimsk kasernebyggeri på Vibevej i Nordvest, februar 2013)

“Socialdemokraternes politiske ordfører Frank Jensen er gået såvidt, som at kalde Slimane Hadj Abderrahmane for et sandhedsvidne og kritiserer regeringen for ikke at have afdækket, at han havde været udsat for tortur under sit fangenskab. Over for det står, at Slimane Hadj Abderrahmane fortæller, at han underafhøringerne på Guantanamo stort set ikke omtalte den hårde behandling, han havde været udsat for under opholdet i Afghanistan. På Guantanamo-basen blev han endda behandlet godt. Og Politiets Efterretningstjeneste afviser, at de på noget tidspunkt er blevet tilført viden om torturlignende forhold. … Det mest interessante er måske, at Slimane Hadj Abderrahmane ikke har det fjerneste ønske om at blive omklamret og udnyttet i et hjemligt politisk spil. Han ønsker ikke at blive fremstillet som offer. Faktisk siger han direkte i bogen, at han udmærket forstår, hvorfor amerikanerne måtte gå hårdt til værks efter angrebet den 11. september 2001. Han har heller ikke noget at udsætte på de danske myndigheders håndtering af hans sag. For at understrege, at han ikke opfatter sig som offer, har han tilmed afvist henvendelser fra hele industrien af godgørende organisationer og institutioner: Fra center for torturofre til Amnesty International. De vil så gerne fremstille ham som et offer i USAs – og Danmarks – onde krig mod terroren. Han vil helst opfattes og behandles for det, han er: En muslimsk kriger, der om nødvendigt er parat til at gå i kamp at forsvare islam.“ (Horsens Folkeblad, 8. juni 2004)

De fleste danskere modtager offentlige ydelser i et eller andet omfang, og meget få har interesse i at løsne velfærdsskruen, der alt andet lige vil give mindre tilbage til dem der i forvejen bidrager mest. For socialisterne er omfordeling et mål i sig selv, men for de borgerlige er det en svær debat. DR’s ‘Aktion socialt bedrageri‘ sætter tingene på spidsen, for i den virkelige verden er der ingen klar grænse mellem ‘fast overnattende kæreste’ og ‘bidragende bofælle’. Sådanne regler fremmer svindel, men også behovet for halvtotalitær kontrol.

Jeg er sjældent enig med Ole Thyssen, men han har en klar pointe, som jeg gerne så perspektiveret lidt bredere. Jo flere ikke-bidragende kulturfremmede der kommer til Danmark, jo mindre lyst har jeg til at have fælles budget med Familien Danmark. Fra onsdagens Berlingske – En nation af snydepelse (ikke online).

“… vores kollektive jagt på snyderne er også et udtryk for, at vores forhold til hinanden og staten har ændret karakter, mener Ole Thyssen, der er professor i filosofi på CBS.

»Fra at være en moralsk instans, man skyldte sin loyalitet og påtog sig ofre for, er den blevet et stort kollektivt yver, som alle mener, de har ret til at malke. Båndet imellem mennenesker er blevet mere privat og fællesskabet væk. Folk, der snyder og melder hinanden, er ikke et folk, der er fælles. Det er mennesker med hver deres livsprojekt,« siger han.

… Og spørgsmålet er også, om det overhovedet ville være samfundsmæssigt ønskeligt, tilføjer Ole Thyssen: »Selvfølgelig er der snyd. Vi lever i et samfund, hvor den stærke fokus på rigdom gør det fristende for alle parter,« siger han.

»Men skulle vi komme det hele til livs, ville det jo ende med en kontrol så gennemgribende, at de færreste ville kunne lide at bo i det.«.”

(Præsident Gerald Ford, 1974; Library of Congress)

“… a government big enough to give you everything you want is a government big enough to take from you everything you have.” (Gerald Ford i tale til Kongressen, 12. august 1974)

Det er lidt for sent med Bush-bashende dokumentarfilm, og når nu Barack Obama er præsident, bliver venstreorienterede filmproducenter nødt til at bruge tiden på mere historiske produktioner. Franskmændene elsker den slags, og DR2 kan altid bruge mere af det samme. At associere Ronald Reagans kamp mod kommunisme med Ayatollah Khomeinis kamp for Islam er underlødigt på flere planer, og det gør det selvfølgelig ikke bedre, at man på oversigten kan se et foto af Søren Krarup. Licensen kan afmeldes her.

(DR.dk, 29. januar 2013: 30 års krig i Guds navn)

Jeg deler ikke helt forargelsen over Obama-administrationens brug af droner, men det er da tankevækkende med de danske mediers dobbelte standarder. Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske – Blodige hænder.

“Det spørgsmål var der næppe mange, der drøftede, mens de for en uge siden fulgte den storslåede genindsættelse af Barack Obama som USAs 44. præsident. Det havde der ellers været god grund til. For dagen før Obama svor at overholde forfatningen og talte om fred, frihed og fællesskab, dræbte et dronefly i Yemen mindst otte. Dagen efter præsidentens fest med Hollywood-stjerner og velhavende valgkampdonorer, gik det for sig igen, med nyt angreb og syv dræbte. At der i krig foregår krigshandlinger, hvor der dør uskyldige civile, er nok uundgåeligt…

Men Obamas problemer er større end, at der dør al-Qaeda-medlemmer ved droneangrebene, og der kan være grund til at opsummere et par simple fakta, som ikke får megen omtale i danske medier, der ofte har det svært med Obama-kritik: Siden 2010 har Obama fået lavet ’dødslister’ og underskrevet hemmelige ordrer om henrettelse af amerikanske statsborgere, som indtil nu har medført drab på (mindst) tre i Yemen – en af dem en 16-årig amerikansk dreng. De pågældende har på intet tidspunkt været formelt anklaget for specifikke forbrydelser. I sagens natur er de derfor heller ikke blevet stillet for en domstol eller dømt for noget, ikke engang i deres fravær. Der findes intet sted i forfatningen eller nogen anden kendt lov, der giver USAs præsident en sådan myndighed. Tværtimod forbyder forfatningens 4. og 5. tillæg samt diverse traktater og dekreter den slags. Eller det vil sige: Obamas advokater siger, at der findes et lovgrundlag – men at det er hemmeligt. Det faktiske antal henrettede amerikanere kan reelt være større – det ved vi ikke, fordi beslutningerne er, ja, hemmelige. At se dette som et problem er ikke det samme som at sige, atde dræbte er uskyldige. Muligvis er de terrorister, og måske de kunne idømmes dødsstraf. Men ønsker man et retssamfund, er regel nr. 1, at myndighederne ikke kan gøre noget imod borgerne, uden at det sker med baggrund i gældende lov og én, som borgerne kan være bekendt med. Alt andet er tyranni – intet mindre. Er man i tvivl, kan man spørge sig selv: Hvis en præsident kan henrette uden lov og dom og holde det hemmeligt, hvad kan han så ikke gøre?

Hvad ville der mon være sket, hvis det havde været George W. Bush, eller en anden republikaner, der havde gjort noget lignende?

Bål og brand, demonstrationer og indignerede avisledere. Da Bush i 2000 blev valgt til præsident, flød medierne over med historier om, hvor mange der var blevet henrettet, mens han var guvernør i Texas på en måde der tilnærmelsesvis gjorde Bush personligt ansvarlig for henrettelserne. Desuagtet at der – i modsætning til Obama – var tale om domfældelser på baggrund af rettergang med nævninge og med grundlag i Texas’ lovgivning. Man kan også tænke på Guantánamo, hvor der under Bush var kritik og demonstrationer uden ende. Da Obama tiltrådte i 2009, var hans første embedsgerning at underskrive et dekret om, at den skulle lukkes indenfor et år. Men fire år senere findes Guantánamo fortsat – men nu aldeles uden kritik. Det er fire år og et par uger siden, at den sidste danske Guantánamo-protest blev afholdt. Lærdommen synes at være, at kampen for grundlæggende frihedsrettigheder, retssikkerhed og magtens flerdeling mestendels er noget, man interesserer sig for, hvis det er politikere, man ikke kan lide.“

Vil man forstå hvorfor store dele af samfundsforskningen faciliterer den yderste venstrefløjs partiprogram, så kommer man ikke udenom Frankfurterskolen. Lang faktamættet gennemgang af Tim Pallis på Snaphanen, som det næsten gør fysisk ondt at skære i – Det politisk korrekte har rod i Frankfurterskolen.

“Tanken om politisk korrekthed har sit ophav i kulturmarxismen, som siden midten af 1920 har arbejdet på en radikal omvæltning af Vestens traditionelle kultur for at skabe en social revolution. …

Da det i begyndelsen af tyverne blev klart, at Sovjetunionens kommunistiske revolution ikke kunne brede sig politisk til resten af det europæiske Vesten på grund af den socialdemokratiske og kulturradikale moderation, fandt Komintern eller Det kommunistiske Internationale på muligheden af at kompromitere selve de værdier og principper, som Vestens samfund hviler på.

På et initiativ af Lenin (1870-1924) blev der holdt et møde på Marx-Engels Instituttet i Moskva, hvor man etablerede en international marxistisk kulturrevolution. Til stede var bl.a. den ungarnske marxist Georg Lukács (1885-1971)…

Til stede var også Willi Munzenberg (1889-1940), som foreslog, at organisere de intellektuelle til at fremstille den vestlige civilisation som en stinkende kultur. Kun hvis man var i stand til at korumpere alle værdier og gøre livet umuligt, kunne man indføre proletariatets diktatur. I 1940 blev Munzenberg henrettet af Stalins håndlangere i Sydfrankrig som revisionist.

De marxistiske intellektuelle blev således klar over, at man for at gennemføre revolutionen ikke kunne fokusere på den kapitalistiske økonomis struktur, som Marx havde gjort, men på samfundets kulturelle superstruktur. Det var den italienske marxist Antonio Gramsci (1891-1937) og den ungarnske marxist Georg Lukács, som skabte den nye kulturmarxisme.

Gramsci rejste til Sovietunionen efter den bolshevistiske revolution og arbejdede 1923-24 i Moskva og Wien for Komintern, Det kommunistiske Internationale. I Moskva kom han til den konklusion, at det ikke var muligt at gennemføre en revolution blandt vestlige arbejdere i stil med den bolsjevistiske opstand i Rusland på grund af deres kristne overbevisning. Antonio Gramsci havde en “stor plan” i stil med Georg Lukács.

Hans tanke var, at det var nødvendigt at skabe et nyt “kommunistisk menneske” før det var muligt at gennemføre en politisk revolution. Dette førte til, at det var de intellektuelle indenfor uddannelse og kultur, som skulle realisere den lange march gennem samfundets institutioner. Denne march gennem institutionerne skulle også omfatte regeringen, retsvæsnet, militæret, skolerne og medierne. Han mente, at så længe arbejderne var troende kristne kunne de ikke modtage de revolutionære ideer.

Gramsci’s revolutionære strategi er afspejlet i Charles A. Reich’s (f.1928) værk “The Greening of America”: Der er en revolution på vej. Det vil ikke blive en revolution som alle de tidligere. Den vil begynde med individet og kulturen og vil til sidst forandre den politiske struktur. Dette vil ikke medføre voldelige tiltag og vil heller ikke medføre nogen voldelig modstand for at blive gennemført. Det er den nye generations revolution.

Georg Lukács begyndte sit politiske liv som agent for Komintern, og med bogen “Geschichte und Klassenbewusstsein” (1923) fik han ry for at være den førende marxistiske teoretiker. Hans tanke var, at for at en ny marxistisk kultur skulle kunne opstå, var det nødvendigt at udslette den eksisterende kultur. …

Som kulturkommisær i Bela Kuns bolsjevistiske regime iværksatte han, hvad der blev kendt som “kulturterror”. Han instituerede et radikalt sexuddannelsesprogram i de ungarnske skoler. Børnene blev undervist i fri kærlighed og fik viden om det seksuelle samleje. De blev fortalt om det gameldags ved middelklassens familiemønstre, det umoderne ved det monogame forhold og det irrelevante ved religion, som fratager mennesker al lyst og glæde. Kvinderne blev opfordret til at rejse sig mod tidens seksualmoral. Denne såkaldte “kulturterror” kan opfattes som forgængeren til den “politiske korrekthed”.

På et hemmeligt møde blandt marxistiske intellektuelle i Tyskland i 1923 foreslog Lukas den idé, at sprede en altomfattende “kultur pessimisme” for at skabe en tilstand af håbløshed og fremmedgørelse hos Vestens mennesker… Dette møde førte til grundlæggelse af Institutet for Social Forskning ved Frankfurt Universitet i Tyskland. Institutet blev snart kendt som Frankfurterskolen. Det var en organisation af marxister og kommunistisk orienterede psykologer, samfundsforskere og andre intellektuelle, og opgaven var at implementere Georg Lukács’ program.

Georg Lukacs rejste til Tyskland i 1924 efter kritik af hans forskning på den 5. Komintern kongres. Her blev han medlem af Institut for Socialforskning ved Frankfurt Universitetet, som bestod af en gruppe kommunistisk orienterede sociologer. Institutet var identisk med Frankfurterskolen og blev grundlagt af Felix Weil (1898-1975) i 1923, som arbejdede for at løse de praktiske problemer med implementeringen af socialismen.

Institutets direktør fra 1923-1929 var Carl Grünberg (1861-1940), som var erklæret marxist, men institutet havde ikke nogen officiel tilknytning til Det kommunistiske Parti. I 1930 blev Max Horkheimer (1895-1973) direktør, og han mente at instituttet i endnu højere grad skulle basere sin forskning på Marxs teorier. Da Hitler kom til magten i 1933 blev institutet lukket, og dens medlemmer flygtede til USA, hvor de fik ansættelser ved universiteterne Columbia, Princeton, Brandeis og California at Berkeley.
Frankfurterskolen var derfor en gruppe tysk-amerikanske forskere, som udviklede en revolutionær filosofi og pædagogik, som i første omgang stod på skuldrene af Hegel (1770-1831), Marx (1818-83), Nietzsche (1844-1900), Freud (1856-1939) og Weber (1864-1920).

I Amerika befandt sig nu følgende medlemmer af Frankfurterskolen: 1960ernes guru for “The New Left” Herbert Marcuse (1878-1979), Max Horkheimer, Theodor Adorno (1903-69), Erich Fromm (1900-1980), Leo Lowenthal (1900-93) og Jürgen Habermas (f. 1929), der var elev af Theodor W. Adorno og senere blev den sidste store repræsentant for Frankfurterskolen og dens kritiske teori.

Frankfurterskolen kombinerede marxistisk analyse med freudiansk psykoanalyse og skabte grundlaget for det, der senere blev kaldt “kritisk teori”. Denne teori var en destruktiv kritik af den vesterlandske kulturs grundlæggende forestillingsverden, som omfatter kristendom, kapitalisme, autoritet, familie, patriarkat, hieraki, moral, tradition, seksuel ufrihed, loyalitet, patrotisme, nationalisme, arv, etnocentrisme, konvertioner og konsevativisme.

Frankfurterskolens filosoffer mente, at så længe et individ havde troen på, at hans gudgivne fornuft kunne løse de problemer samfundet befandt sig i, ville samfundet aldrig nå den tilstand af håbløshed og fremmedgørelse, som var helt nødvendigt for at fremprovokere en socialistisk revolution.

Det gjalt derfor om så hurtigt som muligt, at underminere den judæisk-kristne arv. Man anbefalede derfor at fremsætte en destruktiv kritik af ethvert område af samfundslivet med henblik på at destabilisere samfundet og styrte den undertrykkende orden. Denne kulturrevolution skulle sprede sig som en virus og fortsætte det ideologiske arbejde med andre midler end de rent politiske. Følgende ideer var på tegnebrættet:

At gøre brug af bestandige anklager om racisme. …
At gennemføre en enorm indvandring fra tredje verdens lande for at bryde den gamle befolknings identitetsfølelse…
At tømme kirkerne.
At skabe et upålideligt retssystem, hvor den kriminelle opfattes som et offer for samfundets fejlslagne politik.
At skabe afhængighed af statslige og kommunale velfærds goder.
At etablere kontrol med og politisk korrekt nedtoning af medierne gennem venstreorienterede journalisters optik.
At fremme kernefamiliens sammenbrud.
Frankfurterskolen kunne bruge Freuds idé om “pan-seksualitet” og menneskets naturlige søgen efter seksuel nydelse. Men heri lå også en kuldkastelse af de traditionelle forhold mellem mænd og kvinder. Faderens autoritet skulle angribes, og vigtigheden af både faderens og moderens traditionelle roller skulle nedvurderes således, at man kunne fravriste familiens ret til at være barnets primære opdragere.

Man skulle naturligvis også afskaffe forskellen på drengene og pigernes opdragelse, og i hele taget erklære alle former for maskulin dominans for chauvinisme og forældede. Kvinder skulle kunne indtræde i alle de funktioner i samfundet, som havde været domineret af mænd – også de væbnede styrker. Disse ting forudsatte imidlertid, at kvinder blev erklæret for en “undertrykt klasse” og mænd for “undertrykkerne”.

Dette var et langtidsprojekt, hvor man fokuserede på familien, uddannelsen, medierne, sex og populærkulturen. Når man ser tilbage på ungdomsoprøret i 1968 i lyset af Frankfurterskolens program, er det helt tydeligt at disse ideer allerede før 1968 lå i støbeskeen på de store universiteter.

Denne kritik blev udtrykt i flere forskellige værker som f.eks. Erich Fromm’s “Escape from Freedom” (1941) og “The Dogme of Christ” (1930). I Wilhelm Reich’s (1897-1957) “Massenpsychologie des Fascismus” (1933) forklares det, at Frankfurterskolen adskilte sig fra den marxistiske sociologi, der satte bourgeoisiet op imod proleteriatet. I stedet skulle kampen stå mellem det reaktionære og det revolutionære. Hans sex-økonomiske sociologi var et forsøg på at harmonisere Freud’s psykologi med Marx’s økonomiske theori.

Reich udtrykte det på følgende måde: “Den autoritære familie er den autoritære stat i miniformat. Menneskets autoritære karakterstruktur kommer af, at de seksuelle hæmninger og angst har begravet livets naturlige seksuelle impulser. Familiens imperialisme genopstår derfor i den nationale imperialisme. Den autoritære familie er altså det sted, hvor reaktionær ideologi og de reaktionære strukturer skabes.” Reichs teori fortalte også, at kristendommens religiøsitet var en del af den autoritære familie og førte til fascisme.

Erich Fromm var social psykolog i Frankfurterskolen og kom til USA i 1930erne. I “Escape from Freedom” fra 1941 skrev han, at kapitalismen skabte et socialt system, som lagde kimen til en sadomasokistisk og autoritær menneskelig karakter, som Martin Luther (1483-1546) og Adolf Hitler (1889-1945) var typiske eksempler på. Det samme kapitalistiske system skabte også Calvin’s teori om forudsbestemmelse, som hyldede den grundlæggende ulighed mellem mennesker. Det førte til nazismens ideologi. …

From udtykker sine revolutionære hensigter meget klart i “The Dogma of Christ”: “Vi bliver nødt til at definere revolutionen psykologisk. … Theodor Adorno var også en marxistisk revolutionær og medlem af Frankfurterskolen, der kom til USA i 1930erne. Samme med andre udgav han værket “The Authoritarian Personality”. Dette sidste værk fra 1950 har inspireret alle socialpsykologer og samfundsforskere overalt i verden lige siden. I denne bog gøres der rede for, at kristendommen, kapitalismen og den patriakalsk-autoritære familie skaber en personlighed, som er tilbøjelig til racistisk forudintagethed og fascisme.

Den “Autoritære Personlighed” blev derfor en håndbog i kampen mod en hvilken som helst fordom eller diskrimination. Hvis disse onder ikke bliver udryddet er der stor chance for endnu et Holocaust. Denne kamp mod fordomme blev grundlaget for den politiske korrekthed. …

Den kritiske teori omfatter forskellige del teorier, som skal bruges til at bekæmpe den eksisterende kultur: Matriarkalsk teori, androgyn teori, personlighedsteori, autoritetsteori, familie teori, seksual teori, race teori, lov teori og literær teori. Det var meningen at disse teorier skulle praktiseres og bruges til at vælte den eksisterende sociale orden og bane vejen for en social revolution baseret på kulturmarxisme.

For at opnå dette, var det nødvendigt at nedbryde de traditionelle forestillinger og de eksisterende sociale strukturer og erstatte dem med noget nyt. Den patriakalske sociale struktur skulle erstattes af matriakatet. Forestillingen om at mænd og kvinder er forskellige og har forskellige roller skulle erstattes af androgynitet. Og forestillingen om at heteroseksualitet er normalen skulle erstattes af forstillingen om, at homoseksualitet er normalen.

Hele øvelsen går så vidt jeg kan se ud på at erklærer den hvide, heteroseksuelle mand for racist. Leon Trotsky havde haft den overbevisning, at de sorte skulle være foregangsmænd for en kommunistisk revolution i USA. Han vente tommelfingeren ned overfor hvide arbejdere, som havde fordomme med hensyn til sorte. Trotsky opfordrede de sorte til at forene sig i et revolutionært oprør mod de hvide. Det blev efterfulgt af tressernes modkultur bevægelse.

Ligesom Reich og From var Herbert Marcuse en intellektuel i Frankfurterskolen, der kom til USA i 1930erne. Han var marxistisk filosof og social revolutionær, der ligesom Marx og Lukács forestillede sig opløsningen af det amerikanske samfund. Den traditionelle idé om revolution og dennes strategi har ingen udsigt, fordi den er for gammeldags. Det vi må gøre er en spredt og udbredt opløsning af systemet.

Den eneste måde at undslippe det moderne industrielle samfunds èn-dimensionalitet er at frigøre menneskets erotiske side, det sanselige instinkt, i oprøret mod teknologisk rationalitet. Denne erotiske frigørelse skulle tage form af den “store afvisning” eller en total forkastelse af af det kapitalistiske monster og hele dets værk indbefattet teknologisk fornuft og det ritualistisk-autoritære sprog.

Studenterrevolutionen og kvindernes befrielsesbevægelse var inspireret af Herbert Marcuse. Han var talsmand for det “store afslag”, som var en afvisning af alle de grundlæggende vesterlandske begreber. Han pædikede seksuel frihed og værdien af den feministiske og sorte revolution. Marcuse’s tanke var, at universitetsstudenter, de sorte, de fremmedgjorte, de asociale og den tredie verdens folk skulle erstatte proletariatet i den kommunistiske revolution.

I sin bog “An Essay on Liberation” (1969) forklarede han sine mål: Omvurdering af værdier, overvindelse af tabuer, kulturel omstyrtning og et sprogligt oprør for at udskifte alle værdier. Marcuse skrev også, at den hvide mand er skyldig, og at de sorte er oprørets mest naturlige kraft. Han blev den vigtigste tænker og guru for 60erne og 70ernes modkultur og ungdomsoprør.

Han betragtede denne udvikling som en kultur revolution, idet ungdommens protester var rettet mod hele det kulturelle etablissement og samfundets moral som sådan. I bogen “Eros and Civilization” (1955) prædikede han for en frigørelse af seksualitetens stærke ur-kraft fra den borgerlige og civiliserede beherskelse af den seksuelle drift. Det var også ham, der skabte udtrykket: “Make love not war”. …

Maslow var social psykolog og skrev tidligt om kvinde dominans og seksualitet. Han var ven med Herbert Marcuse på Brandeis University og kendte Erich From helt tilbage til 1936. Maslow skrev allerede i 1944 en artikel med titlen “The Authoritarian Character Structure”. Det var et ekko af Wilhelm Reich og Frankfurterskolens personlighedsteori, som igen står på skuldrene af Karl Marx social revolutionære teorier.

Ideen om sexrollernes ombytning og transformationen af patriarkatet til et matriarkat har forbindelse tilbage til Friedrich Engels (1820-95) bog “Familiens, Statens og Privatejndommens Oprindelse” fra 1884. Men det var Marx, som i værket “Den Tyske Ideologi” fra 1845 var den første der skrev, at koner og børn var patriarkens ejendom og om det nødvendige af en ombytning af rollerne.

Frankfurterskolens politisk korrekte kulturmarxisme blev formuleret i en meget attraktiv sprogbrug, som journalister og politikere kunne bruge. Man sagde, at det hele blot handlede om at være sensitiv overfor andre mennesker. Det drejede sig ikke om andet end tolerance, mangfoldighed, inklusion, ligeværd…

Virkeligheden er imidlertid en anden. Det, at skulle være politisk korrekt medfører nemlig også en undertrykkelse af trykke- og talefrihed, tanke kontrol, en omvæltning af den sociale orden og ultimativt en totalitær stat.

Det kulturmarxistiske ungdomsoprør, som tilhørte de unge intellektuelle i de historiske, sociologiske, psykologiske og antropologiske retninger på universiteterne i 1968 vejrede morgenluft og hijackede den folkelige hippie (blomsterbørnenes) kultur revolution, som var spiret frem i løbet af 1960erne i USA. …

Denne kultur revolution havde sine bedste stunder i den nye miljø bevidsthed og med de nye kollektiver, som var baseret på en interesse for at leve i økologisk samhørighed med naturen. … Alt dette misforstod og forvrængede Frankfurterskolens unge, fordi de søgte nogle skyldige i at have skabt det kapitalistiske samfund. De fandt dem ikke alene i monopol koncernerne og i det militær industrielle kompleks, men også overalt i det autoritære etablissement, som deres forældrene og lærere også tilhørte.

… Den marxistiske kulturrevolution var designet til at rive ned og nedbryde den vestlige civilization indefra. Den autoritære personlighed var et produkt af den patriarkalske familie. Friedrich Engels havde derfor fremhævet matriarkatet som ur-alternativet. Det var derfor nødvendigt at opløse kerne familien, for at gøre den kommende generation klar til at acceptere de planlagte sociale forandringer.

Dette forberedte vejen til de nye venstresocialisters krigserklæring mod det maskuline køn i forklædning af kvindernes frigørelse. Samfundet skulle omformes til et kvinde domineret samfund. Wilhelm Reich skrev allerede i 1933 i “Massenpsychologie des Fascismus” , at matriarkatet var det originale familie system i det naturlige samfund. Det samme sagde Erich Fromm. Maskulinitet og femininitet havde intet med kønslige forskelle at gøre, men med kønsneutrale socialt bestemte livs funktioner (socialkonstruktivisme). Man betragtede hjemmets indflydelse som hindrende på vejen mod den marxistiske kulturrevolution. …

I de sidste 30 år har Frankfurterskolens filosofi fuldstændig domineret alle vestlige universiteter i verden – det gælder også USA, som har sine venstreorienterede kulturradikale. Arven fra Marcuse og Adorno indoktrinerer de historieløse unge og lærer dem at erstatte fornuft og virkelighedsbeskrivelse med politisk korrekte formuleringer.

De fleste lærebøger i kunst kritik, litteratur kritik, sociologi, filosofi, antropologi og kultur geografi må i dag anerkende deres dybe afhængighed af Frankfurterskolens filosofi. På alle universiteter implementerede man i 70erne Marcuses begreb om de borgerliges “repressive tolerance”… Universiteterne er ikke længere videnskabelige, men kultur politiske kurser. …

Arthur “Punch” Sulzberger (f. 1926), som i 1992 blev chefredaktør af New York Times, var stærkt påvirket af Adornos forskning omkring “The Authoritarian Personality”. Det blev blot kaldt frigørelse og det at forandre verden. Jeg kan ikke huske en anden bog fra min tid i Det kongelige Bibliotek, som i den grad skriftede lånere gennem 70erne og 80erne.

I 1953 flyttede Frankfurterskolen tilbage til deres oprindelige institut ved Frankfurt Universitet i Tyskland. Adorno døde i 1969 og Horkheimer i 1973. Det var disse intellektuelle marxister, som under anti-Vietnam demonstrationerne skabte udtrykket “make love, not war” og “do your own thing”. De fremstillede en filosofi om dekonstruktivisme, som var en dekonstruktion af alle værdier. De drømte om et nyt samfund og en ny historieskrivning.

Frankfurterskolens lærere indførte sensitivitet træning i alle skoler. Børnene skulle oplæres i at kunne tale om deres egne subjektive følelser. Hvad føler du? Hvis det føles godt, gør det! Denne træning var designet til at overbevise dem om, at de selv var deres egen autoritet her i livet. …

Der er ikke fri forskning inden for samfundsvidenskaberne. Den kritiske pædagogik er et ekko af Frankfurterskolen. Forskningen skal frem for alt være politisk korrekt, ellers bliver studenternes afhandlingerne kasseret. Man er blandt andet også bange for, at der bliver sagt nogle sandheder om islams påvirkning af vort muslimske mindretal.

Man burde egentlig talt slet ikke tale om indvandrere. Det er et altfor bredt begreb. Man bør sætte sig ind i hvad islam er, for det er islam, der er problemet – ikke de kultur muslimske indvandrere og slet ikke alle de andre indvandrere fra andre kulturer end de islamiske.

Universiteternes vejledninger for forskningsetik er politiske og kulturrelativistiske krav til de studerende, hvis de vil bestå. Man tvinger dem til at præsentere pseudovidenskab. … Frankfurterskolen forsøgte at fordreje og ultimativt destruere den vestlige kultur. Selv om Frankfurterskolen ikke havde et politisk program liggende på bordet og derfor ikke havde en fremtidsplan som sådan, var den dog meget fremtidsbevidst. Den vidste nemlig udmærket, at de moralske afvigelser, som de fremmer, en skønne dag vil medføre en opløsning af samfundets sammenhængskraft, således at det sociale liv bliver uudholdeligt for borgerne, som derfor vil erstatte det kapitalistiske samfund med kommunisme.

Når man forstår den indflydelse Franfurterskolen har haft og stadig har på uddannelsessystemet – ikke mindst Journalisthøjskolen – og det politiske system, er det begribeligt, at politisk korrekthed, moralsk relativisme, kulturradikalisme er så udbredt blandt de unge og veluddannede humanister, som skriver om de nuværende samfundsforhold.

Kulturdebattørerne i MSM behøver ikke engang at være særlig venstreorienterede. Langt ind i de borgerlige rækker har den ideolgiske virus bredt sig, som kræver politisk korrekt anstændighed og et menneskesyn som tolererer selv de intolerante. Her går Claus Rifbjerg, Carsten Jensen, Thøger Seidenfaden, Georg Metz, Rune Engelbrecht, Uffe Ellemann og Bent Melchior hånd i hånd med Enhedslisten.

Danmarks Radio og især Politiken vil genopdrage masserne til et finere menneskesyn. Men det kræver en fortegning af virkeligheden og et bind for øjnene, som kvikke journalister i gamle dage havde blik for at afsløre. Men sådan er det ikke mere. I dag er det almindeligt, at politikere og intellektuelle maler et billede af virkeligheden, som slet ikke eksisterer. Få kan se, hvad virkeligheden egentlig er. I stedet bliver der hver dag i MSM fokuseret på den socialkonstruktivistiske utopi, som alle humanister er blevet hjernevasket til at tro på – få har mod til at tale parnaset midt imod. …

De pædagogstuderende kommer fra gymnasiet til studierne med en post-marxistisk idé om, at rummelighed løser alle problemer vedrørende islamisk kultur. Der er intet problem i islam. Det er vore fordomme, der er problemet. Derfor er det ikke muslimen som er et problem. Det er manglen på inklusion, som er problemet. … det er en kulturmarxistisk misforståelse, at den muslimske drengs identitet skabes af den feedback, han får fra klassen.

Denne pædagogik stammer fra den værdirelativistiske filosofi, som det moderne multikulturelle samfund er gennemsyret af. Den siger, at al adfærd er relativ lige god. … Dette kaldes den anerkendende pædagogik, som beskylder deres kritikere for, at de ubevidst stigmatiserer de umulige muslimske drenge. Det er altså disse børns omgivelser, der skal ændres, ikke de ustyrlige drenge.

Tænksomme i dette land bør interessere sig for, hvor hele denne politisk korrekte pædagogik kommer fra. Den er nemlig et udtryk det multikulturelle samfunds kulturrelativisme. De fleste undervisnings institutioner i den vestlige verden har siden tresserne været inficeret med den marxistiske bacille, som hedder “kritisk teori”.

Der findes kritisk pædagogi, kritisk psykologi, kritisk filosofi, kritisk antropologi, kritisk sociologi og hvad ved jeg. Selv om det også kaldes post-modernisme, så står det altsammen på skuldrene af Frankfurterskolens kulturmarxistiske dogmer. Det er en fundamentalistisk religion uden Gud, som i den grad har forpestet de fleste universitetsmiljøer først i USA og siden i Europa.“

Jeg forsøger normalt at navigere udenom den værste propaganda, men i går aftes gik det galt med DR HD. Arlington Road fra 1999 er historien om hvorledes den dedikerede universitetslærer Michael Faraday (Jeff Bridges), opdager at den venlige nabo i virkeligheden er en højreekstremist i færd med et større bombeplot. I dag erfarer jeg så, at jeg gik glip af Jack Shaheens Hollywood-skurke: Arabere fra 2006 (org.: Reel Bad Arabs: How Hollywood Vilifies a People), der blev sendt på DR K.

(Højreekstremisten Oliver ‘just the messenger’ Lang i Arlington Road, 1999; Youtube)

I aften er der Borgen på DR1. Herom har Niels Lillelund et par velvalgte ord – Fiktion & faktion (ikke online).

“Gode, gamle Tante Sofie satte pris på at have nogen at være gal på. Vi husker det fra Kardemommebyens rekviem af spraglede stemmer, og vi bør bære det skjult i vore hjerter som sjælelig kontrabande, for det bliver snart forbudt. Det er den svenske teaterinstruktør Sofia Jupither, der er vred på Thorbjørn Egners univers, som »vanskeliggør arbejdet for mangfoldighed og ligestilling i flere generationer fremover«, for Kardommeby ligner den »højreekstreme retorik« og fortæller børn, at man bare kan kidnappe folk, hvis man vil.

Sådan er svenskerne jo så muntre, det kan vi glæde os over, lune os ved selvbilledet af danskerne som de nordiske latinere, men sandheden er jo, at vi er mindst lige så politisk korrekte og selvhøjtidelige her i landet. Bare tænd for fjernsynet.

… “Borgen” er en særlig genre inden for fiktionen, den journalistiske én til én-prosa, der også har erobret litteraturen. … »Det er kunst«, det er credoet, men det er at gøre sig sagen for let, for man mærker jo hensigten og bliver forstemt.

[...]

… vi stiller om til TV Nyhederne for at finde et illustrerende eksempel på, hvad nyhedsfjernsyn (også) er. Her optrådte i den forgangne uge en ung mand med det emblematiske navn Ali Hassan. Han havde været i tv før, ganske vist ikke med navns nævnelse som sådan, men som en del af den stormfulde »gruppe unge«, som smadrede en skadestue i Odense. …

Dengang var han en del af de ukendte, mørke kræfter, og politikere stod i kø for at kræve hjul og stejle og hastig hjemsendelse, for dette var for groft, dette var udansk, forstod vi på lovgiverne.

Nu faldt så dommen. … Han blev ikke udvist, og han var lettet, for han trives her. Ifølge anklageskriftet har han således siden 2002 fået ikke færre end fem domme for røveri og har tilbragt omkring seks og et halvt år i fængsel. Den karriere gør man ikke efter mange andre steder end i Danmark, og det ved Ali nok godt.

I Nyhederne havde han tårer i øjnene ved tanken om udvisning. Nu spillede han en helt ny rolle end første gang, han var på. Nu var han fjernsynets egen lille Hassan med de skæve ben, et offer for omstændighederne, en ulykkelig ung mand, der lovede bod og bedring.

Således udfyldes rollerne. Der er folk, og der er røvere, ganske som i Kardemommeby, og i Danmark er offerrollen altid tæt besat, vor talentmasse er massiv. At finde den rigtige er et spørgsmål om casting. Eller vinkling, som det hedder i nyhedsjournalistikken.“

Den danske venstrefløj er naturligt nok tilfredse med Danmarks Radio, men der findes dog stadig et segment der foretrækker internationale medier som BBC og den engelsksprogede Al Jazeera. En dokumentar på sidstnævnte sendt for godt tre år siden, fortæller følgende.

“Almost a year ago the inauguration of President Barack Obama was hailed as a turning point in US race relations. The country was said to be entering a new era of post-racial politics, on the path to a future of greater diversity and tolerance. But while crowds flocked to Washington to witness the swearing in, others were refusing to join the party. Racially motivated threats against Obama rose to new heights in the first months of his presidency, with the US seeing nine high-profile race killings in 2009. Meanwhile white supremacist and neo-Nazi groups claim their membership is growing and that visits to their websites are increasing. Filmmakers Rick Rowley and Jacquie Soohen went inside the white nationalist movement to investigate.”

(Al Jazeera, People & Power – White Power USA; Youtube)

Eneste håndfaste i ovenstående fortælling om nynazismens fremmarch er ‘ni racistisk motiverede mord i 2009′. Et hurtigt kik på FBI’s officielle statistik, fortæller dog, at der kun blev begået seks racistiske mord i 2009. Heraf var to ‘Anti-black’ og hele tre ‘Anti-white’. Sammenhold det med dokumentarens ord:

“There have been nine high profile murders by white supremacists since Obamas election… But these crimes represent only a small part of the white nationalist movement impact of American as a whole… Since Barack Obamas election conservative media figures that help launch a new populist movement, that white nationalists sees as their best chance in decades to crossover into mainstream american politics. Calling themselves Tea Party patriots…”

(FBI, Hatecrime Statistics, 2009, Table 4)