13. september 2016

Erik Holstein: Langt de fleste terrorangreb er islamistiske, motiveret af et had til vantro ikke-muslimer

Søndag var 15-årsdag for 9/11, og det var måske dumdristigt at tænde for Nattevagten natten til mandag. Keith Thomas Lohse var vært, og talte blandt andet om dumme Bush. En lytter, mente dog at dum var det forkerte ord. Han var godt nok dum, men han havde onde og fanatiske folk bag sig. Da Niels Harrit blev nævnt, panik-skiftede jeg kanal.

Fint oprids af Erik Holstein på Altinget.dk – 15 år efter 9/11: Syv myter om terrorisme.

“Diskussionen om terrorens årsager har splittet politikerne, og der er blevet præsteret et væld af analyser og forklaringer på terrorismen. Men meget har haft karakter af ønsketænkning eller regulære politiske statements. Det kan derfor være gavnligt at dykke ned i nogle af påstandene:

1) ‘Islamister står kun for en mindre del af terrordrabene.’

Påstanden er kronisk forkert. Altinget har på basis af DIIS’ database over islamistiske terrorangreb, Europols årsrapporter, Global Terrorism Database fra University of Maryland og en række andre kilder gennemgået terrorisme med dødelig udgang fra angrebet 11. september 2001 og frem. Og resultatet er tindrende klart…

Islamister er skyldige i den altovervejende del af terrordrabene såvel i perioden generelt som i det sidste år. Altingets opgørelse dækker kun Europa og USA, men billedet ændrer sig ikke afgørende, hvis man studerer terroren på verdensplan. …

4) ‘Terroren har rod i Irak-krigen og krigen mod IS i Syrien.’

… hvis nogen stadig anser den vestlige krigsindsats for baggrunden, bør de læse det nye nummer af IS-propaganda-bladet Dabiq. Her redegør IS selv for sine motiver i artiklen ‘Why we hate you and why we fight you’. …

‘1. Vi hader jer først og fremmest, fordi I er vantro. …

6. Vi hader jer, fordi I har invaderet vores lande og slår jer tilbage for at drive jer ud. Så længe der er en centimeters territorium for os at generobre, så længe vil jihad være en personlig forpligtelse for enhver muslim.’

Rækkefølgen er ikke tilfældig, hvad IS selv fremhæver med disse ord:

‘Det er vigtigt at forstå her, at selvom nogle måske argumenterer for, at jeres udenrigspolitik er det, der driver vores had, så er denne grund sekundær, hvorfor vi har sat den nederst på listen. Faktum er, at selvom I ville stoppe med at bombe, fængsle, torturere, bagvaske os og tilrane jer vores lande, så ville vi fortsat hade jer. For vores primære grund til at hade jer vil ikke forsvinde, før I omfavner islam.

Netop den tankegang forklarer, hvorfor Al-Qaeda-angrebet 11. september kom på et tidspunkt, hvor Vesten ikke var i krig i muslimske lande, men tværtimod havde støttet muslimerne mod Sovjet i Afghanistan og mod serberne i Bosnien og i Kosovo.”



7. juni 2016

Thomas Gress: Trump er ‘den oplagte borgerlige kandidat’, tjener ‘det amerikanske folks interesser’

Når nu medierne i værste Michael Moore-stil angriber Donald Trump fra alle tænkelige (og utænkelige) vinkler, så er der behov for en ny vinkel på sagen. Måske er Trump ikke Satan selv, men det bedste bud på en republikansk præsident, der ikke lefler for venstrefløjens anti-konservative diskurs.

Herunder lidt fra en længere artikel af cand.polit. Thomas Gress i Critique – Amerikas bedste håb: Donald Trump.

“Selvom Trump på mange måder langt fra er den ideelle kandidat – han er forfængelig, narcissist, unuanceret og udiplomatisk – taler meget for, at han alligevel er den oplagte borgerlige kandidat i vores tid. For det, der kendetegner Trumps ofte forvirrende udtalelser er den øjensynlige kætterske holdning, at præsidentens hovedopgave er at tjene det amerikanske folks interesser.

Selvom konservativ intellektualisme lever godt og vel i USA – tænketankenes formuer bugner med rekordstore donationer – er det siden 1988 kun lykkedes republikanerne at mønstre et folkeligt flertal under et præsidentvalg én gang, nemlig i 2004, midt under et opsving og i krigstid. Muligvis har de konservative og borgerlige i USA svarene på nutidens udfordringer, men hvad nytter det, hvis vælgerne alligevel ikke køber varen?

… det er rigtigt, at der før i tiden var en borgerlig midte, der muliggjorde store jordskredssejre for konservative præsidentkandidater som Nixon og senere Reagan, har demografiske forskydninger og politiske særinteresser i dag tvunget fløjene væk fra hinanden. … Disse vælgere har holdninger, der førhen ikke var bemærkelsesværdige, men som i dag placerer dem på den ene af to sider i en eksistentiel kamp for, hvilken selvforståelse og vision, der skal definere USA og amerikanerne fremover. Den progressive, der ønsker at skære båndene til en fortid karakteristeret bl.a. ved erobringskrige, folkemord og slaveri, og den traditionelle, der forstår USA som en homogen nationalstat med en stærk kulturel arv, hvorom landet har kunnet samles, og som man har gjort rigtigt i at hædre.

De fleste af disse vælgeres instinktive reaktion er, at den kulturelle arv er bevaringsværdi – i modsætning til USA’s kosmopolitiske elite, der bliver ubekvemme, når nogen udtrykker en præference for amerikansk kultur.

Demokraterne har omfavnet den progressive vision, og dermed også afvist disse vælgere. Hvad har Republikanerne gjort? De har valgt at efterligne Demokraterne, i håb om, at man ved at afgive terræn på kulturelle spørgsmål til gengæld kunne vinde terræn på de økonomiske.

Det er et vidnesbyrd om mange amerikanske konservatives overfladiskhed, at man lefler for progressives moraliseren blot for at slippe for betegnelsen racist i et stedse mere multikulturelt samfund, hvor sådanne anklager medfører økonomisk og social udstødelse.

Trump har ikke denne svaghed. Gentagne gange har han vist, han er bedøvende ligeglad med venstrefløjens rødgardister og skueprocesser. Alene det faktum, at han tør stå fast under intensiv beskydning, gør ham til en kvalificeret leder i disse tider med tankeforbrydelse og nysprog.

Demokraterne har ellers ikke altid været styret af de progressive kræfter og deres ekstreme fortrop, socialretfærdighedskrigerne. … Husker vi tilbage på præsidentvalget i 1992 mellem Bill Clinton og Bush den ældre, stod begge for lov og orden, en klassisk borgerlig mærkesag. Raceoptøjerne i storbyerne havde givet Nixon sine sejre 1968 og 1972, og den sociale kollaps i ghettoerne havde også spillet en vigtig rolle i Reagans sejr i 1980. Demokraterne kunne se, at det ikke var muligt at vinde valget uden også at omfavne den – af Tocqueville bemærkede – karakteristisk amerikanske nultolerance over forbryderisk adfærd. Med andre ord stred det imod amerikansk kultur ikke at insistere på borgerlig ordentlighed, og dermed var det også umuligt at vinde valg uden at påberåbe sig dette særlig amerikanske karaktertræk.

Således var det præsident Clinton, en Demokrat, der i 1994 iværksatte det mest omfattende tiltag mod kriminalitet i USA’s nyere historie, foruden en massiv velfærdsreform et par år senere.

Det er utænkeligt, at Obama ville gennemføre lignende stramninger i dag, for det ville for det første stride imod hans grundlæggende forståelse af de amerikanske institutioners fæle fortid og deres rolle i nutidens social ulighed, og for det andet ville det være et angreb på store dele af hans egen koalition. Begge tiltag gik i overvejende grad ud over sorte og latinoer, der er overrepræsenteret blandt overførselsmodtagere og kriminelle. Det er den samme koalition, som Hillary står til at arve, og hvis politik vil styre USA, såfremt hun vinder – Dette vil også præge hendes valg af højesteretsdommere.

Den ellers altid charmerende Bill Clinton måtte forleden forsvare sig over for sorte aktivister, der angreb hans tiltag som racistiske. Uagtet at sorte begår mere kriminalitet og derfor nødvendigvis også vil være overrepræsenteret, når man opretholder loven. Gamle Bill gjorde opmærksom på, at sorte amerikanerne er de første, der får gavn af, at loven opretholdes i ghettoområder.

Det er indlysende borgerlig fornuft, men det gjorde kun aktivisterne mere aggressive, for selve det, at loven håndhæves, er for dem udtryk for racisme, fordi kun en racistisk lov og racistiske institutioner ville føre til, at sorte er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Af samme grund har Obama udtrykt sympati med sorte voldsforbrydere i politidrabssager, inden beviserne overhovedet var lagt frem… Mens denne holdning førhen var forbeholdt en hård kerne af progressive, der efter store nederlag fra 1968 til 1988 måtte overlade førersædet til mere moderate, borgerlige, kræfter, er den i dag ganske udbredt blandt Demokraterne. Ikke fordi Demokraterne har skiftet mening, men fordi demokraterne har skiftet vælgere.

Havde USA i 2012 haft samme demografiske profil som i 1980, ville 2012 have været en jordskredssejr til Romney.

(Dagbladet Information, 4. juni 2016: Trumps partnere i mafiaen)

Republikanernes reaktion på denne udvikling har været deprimerende læsning. Partiet foreslog i ‘obduktionsrapporten’ efter valgnederlaget i 2012, at man målrettet skulle gå efter latinostemmer, og for alt i verden skulle man undgå at fornærme dem ved at forlange, at indvandringen fra Latinamerika fremover skulle begrænses. Mange på højrefløjen støttede denne anbefaling, der må opfatters som selvmorderisk – for beviserne for, at latinamerikanerne nogensinde ville stemme konservativt er, i bedste fald, ringe.

… Hvorfor denne passivitet fra republikansk side? Svaret er, at de republikanske ledere var købt og betalt af stærke erhvervsinteresser, der ikke køber fortællingen om, at amerikansk velstand skyldes den amerikanske kulturarv, men kun skyldes amerikanske institutioner, samt at de to var adskillige størrelser.

Når Trump til gengæld foreslog det eneste rimelige, nemlig at man opretholdt loven, blev han og hans tilhængere tilsvinet af selvsamme republikanere og konservative med samme skældsord, som venstrefløjens rødgardister ynder at bruge i deres egne skueprocesser: racist, chauvinist, fascist, voldsmand, hykler.

Trump er måske det borgerlige USA’s bedste håb, fordi han ikke lod sig kue, når bølgerne gik højest og medierne skreg efter blod. Debatten om indvandringen i USA var hermetisk lukket, inden Trump sparkede døren ind, og modsat andre republikanske kandidater, var Trump usårlig, da man forsøgte at ramme ham med udskamning.

Det er en sjælden behagelig oplevelse, når fjendens mest frygtede våben, social og økonomisk udstødelse, kun forstærker den, de anvendes mod. På få måneder har Trump gjort mere for borgerlige sager i den offentlige debat, end samtlige intellektuelle over flere årtier. Det er nu tydeligt for alle, at de mange politiske ukorrekte ytringer, Trump er kommet med, deles af mange gode borgere, og at vi ikke er alene i kampen mod de progressives anklager om orwellske tankeforbrydelser.”



25. juni 2014

“De har været efter hinanden, før der overhovedet fandtes statsdannelser.. Hvor der er islam, er der krig”

Uvist af hvilken årsag forventer vestlige politikere, at muslimer der bosætter sig i Vesten pludselig bliver fuldfede demokrater. Det er der intet der tyder på, og når man taler egen sikkerhed, bør man selvfølgelig gå med livrem og seler. Lars Hedegaard på Dispatch International – Vestens mellemøstenpolitik i ruiner.

“Søndag morgen sad Dianna Feinstein, demokratisk senator fra Californien og formand for senatets efterretningskomite, på CNN og fortalte, at hun ikke havde forudset, at den sunnimuslimske bølleorganisation ISIS, The Islamic State of Iraq and Syria, kunne trænge så hurtigt frem i Irak. Adspurgt hvad hun troede, der ville ske de næste ti år, måtte hun medgive, at det anede hun ikke.

Senere på dagen stod den amerikanske udenrigsminister John Kerry i Cairo og et sendte et ganske andet signal end vi er vant til at høre fra amerikanske toppolitikere. Under et pressemøde sagde han (ikke med netop disse ord, men meningen var tydelig), at han ikke ville bruge amerikanske skatteyderes penge på håbløse militære projekter i Irak eller Syrien. Skulle der bruges hårdttjente amerikanske penge, skulle det være på noget, som amerikanerne havde gavn af.

Væk var de to seneste amerikanske præsidenters – George W. Bushs og Barack Obamas – stadige omkvæd om at ville sikre frihed og demokrati i den muslimske verden og styrke de muslimske landes regeringer og væbnede styrker, så de selv kunne tage vare på deres sikkerhed.

Man står tilbage med fornemmelsen, at det omsider er sevet ind i Washington, at man ikke kan pådutte muslimer vestlige idealer, som de afskyr. Hverken med overtalelse, bestikkelse eller militærmagt. …

Det er naturligvis irakernes og afghanernes ret at kæmpe for det politiske system, de går ind for. Lige så naturligt vil det være, at vestlige lande holder sig ude af deres interne konflikter. At sende vestlige soldater ind i områder, hvor folk støtter mandens ret til at have fire koner og til at slå dem og som går ind for ‘ægteskab’ med ni-årige piger, er lige så udsigtsløst som at sende pædagoger ind i junglen for at overtale tigrene til at blive vegetarer.

De har været efter hinanden, før der overhovedet fandtes statsdannelser i Vesten og før den første vestlige ‘imperialist’ og ‘racist’ gav sig til kende. Gud ved hvad vestlige politikere i grunden har forstillet sig, at de kunne gøre for at få dem til at holde op?

Men sunnier kan heller ikke lide andre sunnier og shiiter ikke andre shiiter. Derfor slås de uophørligt indbyrdes, fordi der altid er nogen, der er mindre rettroende end andre eller tilhører den forkerte klan.

Hvor der er islam, er der krig. Lavintensiv krig på daglig basis eller åben og spektakulær krig, som den, der nu breder sig i Nærorienten.”

(Muslim der var muslim på den forkerte måde, Raqqa, Syrien, april 2014; Daily Mail)



29. januar 2013

Kurrild-Klitgaard: “… fire år og et par uger siden, at den sidste danske Guantánamo-protest blev afholdt.”

Jeg deler ikke helt forargelsen over Obama-administrationens brug af droner, men det er da tankevækkende med de danske mediers dobbelte standarder. Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske – Blodige hænder.

“Det spørgsmål var der næppe mange, der drøftede, mens de for en uge siden fulgte den storslåede genindsættelse af Barack Obama som USAs 44. præsident. Det havde der ellers været god grund til. For dagen før Obama svor at overholde forfatningen og talte om fred, frihed og fællesskab, dræbte et dronefly i Yemen mindst otte. Dagen efter præsidentens fest med Hollywood-stjerner og velhavende valgkampdonorer, gik det for sig igen, med nyt angreb og syv dræbte. At der i krig foregår krigshandlinger, hvor der dør uskyldige civile, er nok uundgåeligt…

Men Obamas problemer er større end, at der dør al-Qaeda-medlemmer ved droneangrebene, og der kan være grund til at opsummere et par simple fakta, som ikke får megen omtale i danske medier, der ofte har det svært med Obama-kritik: Siden 2010 har Obama fået lavet ’dødslister’ og underskrevet hemmelige ordrer om henrettelse af amerikanske statsborgere, som indtil nu har medført drab på (mindst) tre i Yemen – en af dem en 16-årig amerikansk dreng. De pågældende har på intet tidspunkt været formelt anklaget for specifikke forbrydelser. I sagens natur er de derfor heller ikke blevet stillet for en domstol eller dømt for noget, ikke engang i deres fravær. Der findes intet sted i forfatningen eller nogen anden kendt lov, der giver USAs præsident en sådan myndighed. Tværtimod forbyder forfatningens 4. og 5. tillæg samt diverse traktater og dekreter den slags. Eller det vil sige: Obamas advokater siger, at der findes et lovgrundlag – men at det er hemmeligt. Det faktiske antal henrettede amerikanere kan reelt være større – det ved vi ikke, fordi beslutningerne er, ja, hemmelige. At se dette som et problem er ikke det samme som at sige, atde dræbte er uskyldige. Muligvis er de terrorister, og måske de kunne idømmes dødsstraf. Men ønsker man et retssamfund, er regel nr. 1, at myndighederne ikke kan gøre noget imod borgerne, uden at det sker med baggrund i gældende lov og én, som borgerne kan være bekendt med. Alt andet er tyranni – intet mindre. Er man i tvivl, kan man spørge sig selv: Hvis en præsident kan henrette uden lov og dom og holde det hemmeligt, hvad kan han så ikke gøre?

Hvad ville der mon være sket, hvis det havde været George W. Bush, eller en anden republikaner, der havde gjort noget lignende?

Bål og brand, demonstrationer og indignerede avisledere. Da Bush i 2000 blev valgt til præsident, flød medierne over med historier om, hvor mange der var blevet henrettet, mens han var guvernør i Texas på en måde der tilnærmelsesvis gjorde Bush personligt ansvarlig for henrettelserne. Desuagtet at der – i modsætning til Obama – var tale om domfældelser på baggrund af rettergang med nævninge og med grundlag i Texas’ lovgivning. Man kan også tænke på Guantánamo, hvor der under Bush var kritik og demonstrationer uden ende. Da Obama tiltrådte i 2009, var hans første embedsgerning at underskrive et dekret om, at den skulle lukkes indenfor et år. Men fire år senere findes Guantánamo fortsat – men nu aldeles uden kritik. Det er fire år og et par uger siden, at den sidste danske Guantánamo-protest blev afholdt. Lærdommen synes at være, at kampen for grundlæggende frihedsrettigheder, retssikkerhed og magtens flerdeling mestendels er noget, man interesserer sig for, hvis det er politikere, man ikke kan lide.

Oploadet Kl. 13:13 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


13. september 2012

Mere om ambassadeangrebene…

Fathi El-Abed (SF) kommenterer i Berlingske Tidende de igangværende optøjer i Mellemøsten, og friholder som sædvanlig muslimer for ansvaret for egne handlinger. Når islamister går til angreb, så er det et ‘resultat’ af noget andre har gjort. El-Abed er formand for Dansk-palæstinensisk Venskabsforening, og som sådan udenfor pædagogisk rækkevidde, langt værre er det at Berlingske Tidende også abonnerer på tænkningen.

(B.dk, 12. september 2012: Amerikansk Muhammed-film skyld i uro)

Med vanlig foragt for de store linier, har Politiken på samme måde ladet Kim Skotte analysere filmens kunstneriske kvaliteter. Ren Mette Winge – det er fuldstændigt irrelevant. Når folk slår ihjel, er problemet ikke at andre kaldte deres ideolog for blodtørstig.

Islamister går amok dagligt kloden rundt. I mandags angreb islamister eksempelvis i Mussayib (Irak), Perachinar (Pakistan), Aleppo (Syrien) og Kunduz (Afghanistan) hvad kostede 3, 14, 17 og 21 mennesker livet. De fleste ofre er muslimer, der ifølge andre muslimer, er muslimer på den forkerte måde, og det siger sig selv, at når to amerikanske ambassader på årsdagen for 11. september 2011 angribes af islamister, så har meget lidt med en tilfældig Youtube-film at gøre. Vold er at betragte som et debatindlæg i den del af verden.

(Libyen-ambassadør Christopher Stevens – Twitter fra Cairo-ambassaden kort inden)

Da Barack Obama for fire år siden blev præsident, blev han betragtet som lidt af en messias. Mest fordi han ville tage et opgør med Bushs konfronterende udenrigspolitik, og man må sige den frie verden har fået dialog for alle pengene. Mellemøsten fik mere Islam.

Situationen udvikler sig løbende, og ambassadeangrebene i Egypten og Libyen har nu spredt sig til Tunesien, Yemen og adskillige islamiske lande. Det stopper næppe her, og ingen ved rigtigt hvor det ender. I modsætning til Vesten ved islamisterne hvor de vil hen.

“Anti-American rioting spread yesterday to Tunisia, where police used tear gas to stop hundreds of protesters from storming the United States Embassy in protest over a film mocking the prophet Mohammed. The throngs of demonstrators, who carried the white and black banners of militant Salifist Muslims, had been protesting peacefully in Tunis for hours when about 300 started to break through the gates.” (New York Post)

(Den Amerikanske Ambassade i Sanaa, Yemen, 13. september 2012; Telegraph)



8. juni 2012

Pludselig fik ‘ondskab’ som begreb en renæssance – Regeringen vil give statsborgerskab til terrorister…

Ingen har i nyere tid været så foragtet som George W. Bush, og hvis man spørge forskere så var det største problem med ham, hans unuancerede virkelighedsbillede, konkret udmøntet i begrebet ‘Axis of Evil’ – ‘ondskabens akse’, som Bush anvendte i en tale i 2002, direkte møntet på lande som Iran, Irak og Nordkorea.

Hvis man mener, at det er unuanceret, at kalde Saddam Husseins diktatur i Irak og den islamiske stat Iran for ond, så skulle man tro ondskab som begreb helt er forsvundet, når nu Bush ikke mere er ved magten. Sådan er det på ingen måde. Ja, ondskab som begreb har næsten fået en renæssance det sidste års tid. Tre eksempler omhandlende Anders Breivik.

“Breiviks massemord i Norge var en ond gerning udført af en ond mand.” (Joachim Wrang i Information, 27. juli 2012)

“… en person, som påfører andre store lidelser og skader mod deres vilje, uden at tage hensyn til deres menneskeværd, må kaldes ondt.” (Professor Knud Jørgensen i Kristeligt Dagblad, 23. april 2012)

Breiviks ondskab behøver ikke være tegn på galskab” (BT, 27. april 2012)

Siden Breivik koldblodigt likviderede skolebørn på Utøya, har det store spørgsmål i den brede offentlighed været, hvorvidt han var ond, skør eller begge dele. Man kan roligt konstatere, at de fleste mener ondskab eksisterer. Det der skiller vandene er således ikke brugen af begrebet, men hvem og hvad det bruges om. Diverse undertrykkende diktaturer må ikke kaldes det, og det samme gælder i praksis terrorister, der dedikerer sit liv til mord på vesterlændinge. Altså, med mindre terroristen er højreorienteret, og ofrene socialister.

Mens medierne diskuterer hvorvidt Breivik er ond eller gal, så ser regeringen intet problem i at give onde mennesker statsborgerskab. Det gør mig gal. Fra DR Online – Terrortiltalte kan få dansk statsborgerskab.

I et svar til Folketinget siger justitsminister Morten Bødskov (S), at sager om statsborgerskab ikke bliver udsat, selv om ansøgeren er sigtet eller tiltalt for terrorisme. Og det bekymrer Venstres Jan E. Jørgensen, der er medlem af indfødsretsudvalget.

– Hvis man arbejder på at begå terrorisme imod den danske stat, så virker det jo ikke som om, at man er særlig interesseret i Danmark og i at være dansk…, siger Jan Jørgensen.”

Oploadet Kl. 14:54 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer
Arkiveret under:


17. februar 2012

‘Ekstremisme i forsvar for frihed er ingen last — moderation i forsvaret for retfærdighed er ingen dyd’

De forhold liberale Rasmus Moliin sætter ord på, har været baggrundstapet for enhver form for konservativ højrefløj lige så længe jeg kan huske. Fantastisk kommentar i gårsdagens Information – Ekstremisme, ja tak.

“Det er interessant at følge republikanernes primærvalgkamp gennem de danske medier. Der tegner sig et billede af et freak show, hvor kandidaterne konkurrer i at være mest gakket. … Mediernes dækning har stort set udelukkende drejet sig om kulørte historier og næsten ikke om kandidaternes holdninger. Særligt omtalen af Ron Paul har generet mig… Gennem sit knap 40-årige politiske virke har han fuldstændig konsekvent kæmpet for personlig og økonomisk frihed… Der er dog ikke mange danske medier, der formår at omtale af denne kandidat uden at kalde ham »ekstrem« eller nævne, at han i øvrigt har »ekstreme holdninger«. …

Slår man ordet ekstrem op i ordbogen, kan man se, at det betyder ’yderligtgående’ eller ’noget, der ligger langt fra det normale’. Det at være ekstrem skal altså altid stå i forhold til det normale, man er ekstrem i forhold til — med andre ord giver begrebet ’ekstrem’ ikke mening i sig selv. Den kommer først, når man har defineret det normale.

Den tidligere amerikanske præsidentkandidat Barry Goldwater sagde engang: »Ekstremisme i forsvar for frihed er ingen last — moderation i forsvaret for retfærdighed er ingen dyd«. Alligevel lader ordet ekstrem til at være et stempel, man kan sætte på en holdning eller på en person, man ikke ønsker at forholde sig yderligere til. Man kan nøjes med at konstatere, at vedkommendes holdninger afviger fra de nu engang vedtagne ’rigtige’ holdninger, og så behøver man ikke beskæftige sig mere med dem.

Ved det amerikanske præsidentvalg i 2008 var medierne ellers henrykte ved tanken om, at der blev valgt en kandidat, der ikke repræsenterede det normale. Barack Obama gik til valg på slogans som »hope« og »change« og krævede et opgør med Bush æraen. Det fik dog ikke medierne til at afskrive Barack Obama som ekstrem eller urealistisk. Tværtimod. For hvad kunne være bedre i overensstemmelse med europæisk politisk korrekthed end en ung, sort borgerrettighedsadvokat, der gik til valg på at samle landet og at genindføre fred, retfærdighed og optimisme?

Begejstringen har holdt ved i danske medier. At Obama er rasende upopulær i den amerikanske befolkning forklares i reglen med, at der er tale om omstændigheder, Obama ikke har kunnet kontrollere… Fakta ignoreres fuldstændig. Sandheden er, at Obama har øget gældssætningen voldsomt. Faktisk med knap 25 pct. af BNP. Det er langt mere end nogen anden præsident gennem de sidste 30 år — til trods for, at Obama kun har siddet i tre år! … Hypen om Obama var så stor, at han fik Nobels fredspris, før han havde udrettet noget som helst…

Men alt dette er ligegyldigt for den danske presse. Obama har de rigtige holdninger; derfor kan vi lide ham. Han talte om forandring efter en tid med en ’ond republikaner’, og selv om han aldrig rigtig var konkret, vidste vi, at vi kunne lide ham. Hans generalieblad som præsident og det faktum, at han har svigtet på alle de vigtigste områder er, underordnet.

(Mr. Destructo, 21. december 2011: Game Over: Scans of Over 50 Ron Paul Newsletters)

Det største offer for mediernes blinde kærlighed til Obama er hverken Ron Paul eller republikanerne. Det største offer er demokratiet. For den demokratiske samtale dør, hvis vi på forhånd vedtager et sæt holdninger, der er de rigtige, og dermed udelukker holdninger, der afviger fra disse. Hermed slutter den politiske debat, før den er begyndt. For da bliver fakta og argumenter underordnede i forhold til de på forhånd vedtagne konklusioner.

Skal den demokratiske samtale fungere, må en holdning bedømmes fordomsfrit på dens egne præmisser — ikke på dens overensstemmelse med det bestående normale eller politisk korrekte. I modsat fald vil vi aldrig kunne korrigere uretfærdigheder eller uhensigtsmæssigheder, hvis de er blevet så accepterede, at de er ’normale’.”

Oploadet Kl. 12:11 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


11. januar 2012

Dan Jørgensen (S) om Republikanske kandidater: “De er rabiate mennesker.”

Jeg følger ikke med i Republikanernes primærvalg, men kan konstatere, at medierne har travlt med negative superlativer. For venstrefløjen findes der ikke gode konservative politikere, og når socialdemokraten Dan Jørgensen i Ekstra Bladet fremhæver Jon Huntsman som moderat blandt flere ‘rabiate’ republikanere, så blotlægger han egen middelmådighed.

Det kan godt være Huntsman er enige med Dan Jørgensen i klimaspørgsmål, men hvis der var lidt konsekvens i analysen, så burde Huntsman som stout abortmodstander (pro-life) og tilhænger af liberal våbenlovgivning få ærke-konservativ etiketten.

I disse dage kaldes Margaret Thatcher for ‘kontroversiel‘, og de mange politiserende betegnelser siger sådan set mest om afsenderen. Fra Ekstra Bladet – S-politiker: Republikanerne er rabiate.

“Socialdemokraternes stemmesluger i Europa-parlamentet, Dan Jørgensen, krydser fingre for, at præsident Barack Obama bliver genvalg til november – ellers frygter danskeren, at USA tager et markant skridt mod højre.

– Jeg ved godt, at amerikanerne er skuffede over Obama, når det kommer til økonomien og ledigheden. Men jeg er overrasket over, hvor højreorienterede republikanerne er. De er rabiate mennesker, siger den 36-årige Europa-politiker.

… Han er skuffet over de republikanske kandidater, der ignorerer den globale opvarmning og slår på krigstromme over for præstestyret i Iran. Det kan få konsekvenser for Danmark. …

– Det er hul i hovedet, at man siger, at folk mister frihed, fordi de har adgang til et offentligt sundhedsvæsen. I Danmark mener vi jo, at det er lige omvendt, siger Dan Jørgensen, der mener, at Romney befinder sig til højre for ekspræsident George W. Bush.”

Oploadet Kl. 06:54 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


27. november 2011

“Det er en rigtig dårlig ide at se Fox News”, skrev Politiken – og henviste til ny undersøgelse

I sidste uge kunne Politiken fortælle, at en ny undersøgelse påviste, at folk der ser Fox News er dummere end resten af verden, og det er selvfølgelig rent guf for avisen. Her lidt fra – Ny undersøgelse: Fox News er ikke bedre end ingenting.

Det er en rigtig dårlig ide at se Fox News… Det viser en undersøgelse fra Fairleigh Dickinson University, som flere amerikanske medier citerer i dag.

Undersøgelsen konkluderer på baggrund af interview med 612 vælgere fra New Jersey, at det faktisk bedre kan betale sig helt at undlade at se eller læse nyheder frem for at få sine nyheder fra Fox News.”

Det ligger i Politikens referat, at kanalen gør folk dummere, men ser vi på spørgsmålene, så ser vi at Fox’ seere ligger i bunden i forhold til de fleste emner, det være sig eksempelvis i forhold til Occupy-bevægelsen, hvor der spørges hvorvidt de demonstrerende hovedsageligt er republikanere eller demokrater.

Hele 13 pct. af Fox-seere mener Occupy-bevægelsen hovedsageligt består af republikanere, væsentligt flere end hos hos de fleste medier og tre gange så mange som hos niche-kanalen NPR. Den ene dag kritiserer venstrefløjen Fox for at bashe venstreorienterede, den næste dag påviser forskere, at Fox-seere er dumme fordi de har et mere nuanceret syn på samme.

(Fairleigh Dickinson University’s PublicMind, Some News Leaves People Knowing Less, s. 5)

Fox News er en mere amerikansk TV-station end eksempelvis CNN, og det kan ikke undre lige netop Fox’ seere ved mindre om udenrigspolitiske emner. Fox’ Ezra Levant ironiserer i et seværdigt indslag over, at det relativt ukendte universitet netop har afholdt forelæsning af Che Guevaras datter, men bliver så seriøs og henviser til et af de spørgsmål der skiller vandene.

Et yderst tvetydigt spørgsmål, som Politiken refererer således…

Et af spørgsmålene lød, hvorvidt det efter respondenternes bedste overbevisning var lykkes oppositionsgrupper at vælte Hosni Mubaraks styre i Egypten. 49 procent af Fox News’ seere svarede rigtigt mod eksempelvis 68 procent af folk, der lytter til radiokanalen NPR. Og det rigtig sjove – Fox News-seere var 18 procentpoint mindre tilbøjelige til at svare rigtigt end dem, der slet ikke så eller læste nyheder.”

(Fairleigh Dickinson University’s PublicMind, Some News Leaves People Knowing Less, s. 3)

Mubarak er ikke nævnt i undersøgelsen, og det militærstyre der holdt ham oppe trækker stadig i trådene. Der er stadig ikke kommet et nyt styre, og her ni måneder senere demonstrerer egyptere demonstrerer stadig på Tahrirpladsen.

Der er lavet utallige ‘bias’-undersøgelser af de amerikanske medier, og jeg husker ‘The Center for Media and Public Affairs’ tilbage i 2004, konkluderede at Fox News var det medie der lå tættest på vælgerne generelt. Mens de fleste medier bashede Bush på rygmarven, så var kritikken af Bush og Kerry på Fox News mere nuanceret, og mere i overensstemmelse med den gennemsnitlige amerikaner.

Fox News lider som alle større medier af overfladiskhed, men i en verden hvor medierne bliver mere og mere ens, er det godt der eksisterer en kanal der tillader sig at have konservative værter som spidsvinkler virkeligheden. Politiken illustrerer sin artikel med med Bill O’reilly, der ifølge avisen ‘forvirrer seerne’, men det O’Reilly gør godt, er blot en skarp-rettende højreudgave af The Daily Show, som venstrefløjen omvendt skamroser for sin politiske humor.

Unuancerede højrefløjsere er underlødige – unuancerede venstrefløjsere er sjove. I Beg to Differ.

Oploadet Kl. 17:02 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


21. august 2011

Fra George Soros til Jacob Mollerup, og hermed Danmarks Radio

Den ungarnske milliardær George Soros beskrives undertiden som filantrop i de danske medier, formentligt fordi han via sit Open Society Institute investerer store summer i venstrefløjens mærkesager, og mere eller mindre åbent forsøger at præge medierne i venstreorienteret retning.

De danske medier er altid hurtige til at kritisere Silvio Berlusconi’s medievirksomhed, og hvor Ted Turner tidligere fik det glatte lag for at amerikanisere mediebilledet med CNN, så er Rupert Murdoch som ejer af Fox News inkarneringen af alt det venstrefløjen hader – konservativ uden blusel – uden venstreintellektuel distance.

Business Media Institute har set nærmere på mediemogulen George Soros. Fra Lefty Businessman Spends Millions Funding Journalism. Den fulde rapport kan læses her.

“Through his foundation network, Soros has helped numerous left-wing operations either be born or grow. Many of those are either associated with the media – such as Free Press which pushes for media regulation and government-funded journalism – or have media components to their operation.

That has given Soros far more influence than even many of his harshest critics realize. He has managed to insinuate himself and his money into the media culture, making connections with the nation’s top publishing organizations. He has direct ties to more than 30 mainstream news outlets – including The New York Times, Washington Post, the Associated Press, CNN and ABC. Each one of those operations has employees, often high-level ones, on the boards of Soros-funded media operations.

It’s a connection hard to deny. But Soros does so, blaming the claim on Fox News. ”Another trick is to accuse your opponent of the behavior of which you are guilty, like Fox News accusing me of being the puppet master of a media empire,” wrote Soros in the introduction to the new book ”The Philanthropy of George Soros.’‘ That book was written by former New York Times reporter Chuck Sudetic who now works for Soros’ Open Society Foundations.”

På listen over Soros-relaterede er flere kendte amerikanske journalister, men fra et dansk perspektiv springer det i øjnene, at der blandt listens fire ledende ‘News ombudsmen’ er et dansk islæt. Jacob Mollerup, Lytternes og seernes redaktør på DR.

Fra Top Journalists that Serve on Soros-Funded Boards of Directors or Advisers.

“Officers and Directors
Jacob Möllerup – Danish Broadcasting Corporation and president of ONO

Debbie Kornmiller – Reader advocate of the Arizona Daily Star

Julie Miville-Dechene – Radio-Canada

Judi Whetstine – Gazette Communications”

Jacob Mollerup er også præsident for ONO, en international organisation af medie-ombudsmænd, og det er ganske givet derfor han er interessant for en mand som Soros. Tidligere på sommeren blev Mollerup interviewet af TVnyt.com, om sine aktiviteter i ONO.

“Det er nyttigt og interessant at diskutere medieetik med folk fra kvalitetsmedier verden over. Det er forbløffende hvor mange problemer, der går igen. Det, der særligt slog mig i Montreal var, at også folkene fra de største tv-stationer og aviser satte stor pris på at være med og deltage i erfaringsudvekslingen. Det var tankevækkende at høre folkene fra de amerikanske public service medier – NPR og PBS – fortælle om det pres, de rent faktisk arbejder under.

(George Soros på forsiden af Fortune og Time)

Oploadet Kl. 10:08 af Kim Møller — Direkte link58 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper