3. september 2021

Ideologisk amnesi: Holger K. Nielsen om Foghs Afghanistan-krig: ‘Nyrup: Vi er med USA hele vejen’

Folkesocialisten Holger K. Nielsen er ikke vild med krig, og nævner George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen som værende politikere, der startede krigen i Afghanistan. Man kunne også argumentere for, at det i virkeligheden var al-Qaeda og Taliban der startede krigen. Uanset hvad, så giver det ikke rigtigt mening at tørre den af på Fogh. Det var statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der gjorde Danmark til en del af krigen i Afghanistan. Han havde opbakning i Det Udenrigspolitiske Nævn, og det endelige beslutningsforslag ‘om dansk militær deltagelse i en international sikkerhedsstyrke i Afghanistan’ blev ensstemmigt vedtaget. Dvs. også med SF-mandater.

“Til alle dem der kritiserer Biden for den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan: kritiser i stedet George W. Bush, Anders Fogh og alle de øvrige, som startede denne håbløse krig #dkpol” (Holger K. Nielsen)

(Holger K. på Twitter, 1. September 2021)

Fra Berlingske, 22. september 2001 – Nyrup: Vi er med USA hele vejen.

“Danmark står bag USA hele vejen i den forventede militære aktion, der ventes iværksat i løbet af kort tid som svar på terrorangrebene 11. september. Det sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen efter, at han i går havde sikret sig opbakning fra et flertal i både Folketingets Europaudvalg og Udenrigspolitisk Nævn.

Poul Nyrup Rasmussen tilsluttede sig fuldt ud den amerikanske præsident, George W. Bushs, tale til kongressen, hvor han blandt andet krævede, at Afghanistan udleverer Osama bin-Laden og alle ledende personer i hans terrornetværk, al-Ouaeda, samt får adgang til alle træningslejre.

‘Det er helt klare og berettigede krav. Danmark bakker fuldt og helt op om dem. Jeg har sagt det før, og jeg vil gerne sige det igen til USA: Vi er med jer hele vejen,’ sagde statsministeren.

Kritisér ikke Biden…



18. maj 2021

Tilbageblik (2004): Colin Powell gæster Frederiksberg Gymnasium, sidder få meter fra senere jihadist

Syrienblog fortæller, at Islamisk Stat-terroristen Rawand Dilsher Taher var tilstede, da Colin Powell som amerikansk udenrigsminister tilbage i 2004 besøgte Frederiksberg Gymnasium for at debattere med elever. Ja, faktisk sad han lige bag Per Stig Møller, og kan på pressefotos ses mellem de to udenrigsministre. Det vides ikke om Tahers kampfælle Basil Hassan var tilstede i salen. To år senere var Taher ’security Assistant’ i Københavns Lufthavn, og ti år senere blev han mentor for Foreningen Nydansker, og stod blandt andet for rådgivning om ‘culture in Denmark’. Den 7. december 2015 døde han som jihadist under amerikansk droneangreb i Raqqah.

På overfladen virkede Rawand Dilsher Taher velintegreret, men som skolekammeraterne tidligt fangede, så havde han stor interesse i Koranen. Han var klassens ‘religiøse leder og/eller terrorist’. Husk på kurdiske Rawand og libanesiske Basil, næste gang Twitterland harcelerer over en Generation Identitær-banner, der skal ‘minde danskerne om, at der går islamister rundt i blandt os, som kan slå til når vi mindst venter det’.

(Per Stig Møller, Rawand D. Taher og Colin Powell, Frederiksberg Gym., 29. april 2004; Foto: State.gov)

“Solen spejlede sig i Frederiksberg Gymnasiums spritnye glasfacade, da en afslappet amerikansk udenrigsminister slog sig ned blandt den danske gymnasieungdom. … I skolens aula ventede cirka 1.000 gymnasieelever. Det summede af spænding, embedsmænd vimsede omkring, sikkerhedsfolk tjekkede tv-kameraerne for grimme ting – og så kom han. En af verdens mægtigste mænd, Colin Powell, trådte ind. Her mødte den danske ungdom ham med store klapsalver. 12 elever havde fået lov til at stille et spørgsmål hver. Der blev spurgt om både konflikten i Mellemøsten, Irakkrigen, krigen mod terror, Guantanamo og miljøet.” (MetroXpress, 30. april 2004)



12. marts 2021

Rygter om kokain-sniffende George Bush Jr.: Her har vi Hunter Biden med crackpibe…

Emnet for ugens udgave af Comedy-kontoret (Radio4) var den amerikanske komiker Dave Chapelle, der tidligt i karrieren havde en bid om kokain-sniffende George Bush Jr. Efter sketchen forklarede vært Torben Sangild, at den byggede på ‘nogle rygter om at George Bush havde taget kokain som ung’, rygter der aldrig var blevet bekræftet. Lidt kluntet indledning, men her har vi et usjovt billede af Hunter Biden med crackpibe.

(Hunter Biden med crackpibe, foto lækket til New York Post, 2020)

Oploadet Kl. 01:00 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
Arkiveret under:


10. november 2020

QAnon, uden religionsforsker-filteret: “.. the problem was never… black or white, Muslim or Christian”

I forbindelse med præsidentvalget har medierne flere gang henvist til QAnon, der bekæmper ‘deep state’ med alskens påstande. Der fokuseres på komiske beskyldninger om satanisme og pædofili, og man får nemt det indtryk, at det er farligt blot at problematisere den herskende mening. Religionsforsker Peder Byberg trak eksempelvis nazi-kortet i ‘Rigtige Røverhistorier’ på Radio4.

“Sidst vi så det, og den sammenligning er jeg ikke bange for at bruge, det var Hitler. Hitler lavede et folkedrab på baggrund af en konspirationsteori. (Peder Byberg, religionsforsker)

Herunder en bid fra QAnons The plan to save the world (2018), hvor det postuleres at ‘deep state’ med medierne som håndlangere, sætter ‘black against white, woman against man, young against old, Muslim against Christian’. Problemet er ikke ‘capitalism or socialism, Democrat or Republican, black or white, Muslim or Christian’, fortsættes der. Herfra hvor jeg står, lyder det naivt grænsende til det latterlige, et godt stykke fra Hitler og Hitlerismen.

We were taught that capitalism was the cause of a massive rich/poor divide and the reason for poverty, which is in turn the reason for war, crime and starvation. Others were taught that communism, a system of equal wealth across all people, was really to blame for the mess.

But you see, folks, it is none of these things. It is not our nature to fight and be racist.

… they diverted attention to the last remaining competitor — the people of the world. You and me. We were not happy being ruled by criminals and having to work three jobs just to survive. They know we won’t accept it, so they use their control of the media to set black against white, woman against man, young against old, Muslim against Christian. They convinced us we were the problem so that we could fight and destroy ourselves.

We realize that the problem was never capitalism or socialism, Democrat or Republican, black or white, Muslim or Christian. We know it was just very powerful criminals who had too much power.

Fellow slaves, it’s time to buckle your seatbelt, recognize your true enemy and embrace a new future that we all owe to the brave patriots who risked their lives to achieve victory against the greatest force of evil the world has ever known. Q, Trust the Plan.” (The Plan to save the world via Medium, 2020)

(QAnon, The plan to save the world, 2018; Fotos: Youtube)

QAnon-konspirationsteorien kan lyde absurd, ikke desto mindre har den vokset sig enormt stor og er måske blevet en magtfaktor.” (Radio4)

(QAnon, The plan to save the world; Fotos: Youtube)



6. november 2020

Tilbage i 2004 var det ikke konspiratorisk at postulere valgfusk: ‘Sådan stjal Bush valget’, skrev EB…

Selvom Trumps chancer for genvalg mest er teoretisk, så skal han naturligvis forfølge chancen. Det giver dårlige overskrifter, for medierne har besluttet at mistanke om valgsvindel er en konspirationsteori, der i sin kerne er farlig for demokratiet. Sådan har det ikke altid været. Flere trækker tråde til valget i 2000, men der var også beskyldinger om valgfusk i 2004, da George Bush opnåede genvalg. Ekstra Bladets Bo Elkjær, der året forinden vandt Cavlingprisen, skrev kort efter valget en solohistorie om valgfusk i Ohio. Det gav forsider og dobbeltopslag i Ekstra Bladet, omtale i dagbladene, og indslag i Radioavisen. Der var ikke fugls føde på historien.

Beskyldningerne var baseret på en venstreorienteret EDB-mand med en klar dagsorden. Det lykkedes ham ikke at overbevise amerikanske medier, og sagen døde ud. En skønlitterær dansk forfatter skrev om emnet et par år senere, men det blev det ikke mere rigtigt af. Bo Elkjær er i dag webredaktør for Journalisten.dk. Mere om sagen her: I, II, III.

“Another election held and another election stolen. In 2000 Bush stole the election by restricting the ability to vote by those people most likely to vote against him… Not only has another election been stolen but our democracy is now gone. (Clinton Curtis, Ekstra Bladets kilde)

(Ekstra Bladet, 7. december 2004, forside)

(Ekstra Bladet, 15. december 2004, forside)

(Ekstra Bladet, 15. december 2004, 1. sektion, s. 10, udsnit)

“Det var exit polls, der afslørede Yushchenko, nøjagtig som det var exit polls, der indikerede massiv valgfusk først og fremmest i den såkaldte battleground-stat, Ohio og derudover i 26 stater. 350.000 vælgere blev af republikanske embedsmænd forhindret i at stemme – enten ved ganske enkelt ikke at få en stemmeseddel, eller ved ikke at få sin stemme talt. I et valg, der blev afgjort af 118.000 stemmer, var det mere end rigeligt til at have indsat Kerry som præsident. Exit polls viste, at Kerry ville vinde Ohio med 4,2 procent. Men Bush vandt med 2,5.” (Mathilde Walter Clark, MetroXpress, ‘Det stjålne valg’, 2006)



8. december 2017

Adam Holm: “Donald Trump er gal. … Det er ikke et spørgsmål om… ideologiske stridspunkter.”

Adam Holm var en kende for højreorienteret til DR, men fødderne er stadig solidt plantet i karrierens frodige muld. Når Donald Trump holder ord – ord som yndlingen Barack Obama, også har sagt – så er han ikke en ærlig politiker, men en ‘gal’ mand, der mangler logik. Videoen herunder er selvforklarende.

Donald Trump er gal. Ikke bare galt afmarcheret. Hans beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels retmæssige hovedstad er så monumentalt forrykt at jeg har brugt det forgange døgn på at gispe efter vejret. … Indrømmet, det er useriøst at betegne ham som ‘gal’. Jeg ved bare ikke hvad jeg ellers skal kalde hans politik. Det er ikke et spørgsmål om klassisk højre-venstre eller ideologiske stridspunkter. Det er manglen på logik… (Adam Holm, 7. december 2017)

Oploadet Kl. 15:44 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


8. august 2017

Bent Blüdnikow om Trump og journalisters ‘traditionsbunden kærlighed til venstrefløjsmedier.’

Bent Blüdnikow i Berlingske – Medierne forvrænger den amerikanske virkelighed.

“I næsten samtlige borgerlige medier fra Wall Street Journal til National Review har kritikken af Trump været særdeles hård. … Men der har ikke fra borgerlig side manglet kritik af de etablerede medier som Washington Post, New York Times og bl.a. CNN. Fra at være medier, der ville gengive virkeligheden til den amerikanske befolkning, er disse medier blevet et oppositionsparti og har skrottet de journalistiske dyder. Alt kan nu bruges i kampen om at vælte Trump. Fra administrationens tidligere Obama-embedsmænd flyder en strøm af anonyme oplysninger til pressen, der holder gryden i kog. … For de borgerlige er der anledning til undren over, at de medier, der i otte år under præsident Obama var ganske kritikløse, nu bruger alle sager til at kaste mistanke over Trump-regeringen.

Blandt mange eksempler kan nævnes Trump besøg i Europa i juli og han tale i Polen om de vestlige værdier og nødvendigheden af at forsvare dem. Talen blev af borgerlige amerikanske medier modtaget som en næsten Reagansk tale og rost til skyerne. I de etablerede medier blev talen rakket ned og kaldt udtryk for hvid racisme. Hvad de fleste medier hæftede sig ved – ikke mindst i Europa – var, at den polske præsidentfrue ikke trykkede Trumps udstrakte hånd, men gik hen til Melania Trump. Da præsidentfruen senere forklarede, at hun blot havde fulgt etiketten ved at trykke kvindens hånd først, blev det ikke gengivet i medierne. Man ønskede den negative historie og fortalte ikke, at Trump havde givet en forrygende tale.

… Der sker nemlig positive ting under Trump-regeringens korte levetid. Aktierne slår den ene rekord efter den anden. Job-tallene er gode og stadig flere kommer i arbejde. Regeringen har gang i en deregulering af love og regler for bl.a. erhversvlivet, der er med til at øge optimismen. Og ikke mindst har Trump øget tilliden til amerikansk udenrigspolitik, fordi han har vist, som fvh. chefredaktør Anna Libak bemærkede i Berlingske, at USA nu igen er parat til at bruge magt. … kun lidt af dette får plads i de etablerede amerikanske medier og slet ikke i de europæiske, hvor de negative kulørte historier totalt dominerer.

Sådan har det været i årevis. Præsident Reagan var bare en dum skydegal cowboy og præsident George W. Bush var dum og reaktionær. Præsident Obama var derimod et geni, ifølge de samme euorpæiske medier, både i de borgerlige og i de røde.

Republikanske politikere er altid blevet behandlet dårligere end demokratiske. Det skyldes, at journalisterne altid refererer fra de røde medier og hentede og stadig henter deres historier fra venstreorienterede aviser som Guardian, New York Times og f.eks. det israelske Haaretz.

Det skyldtes sandsynligvis ikke manglende åndsevner til at orientere sig i andre medier eller en bevidst politisk slagside, men en traditionsbunden kærlighed til venstrefløjsmedier. Resultatet bliver en forvrænget virkelighed.”



28. juli 2017

BT om ‘Trumps nye vanvidsskib’

Det er godt tolv år siden USA begyndte at bygge det 337 meter lange hangarskib USS Gerald R. Ford, der lørdag blev officielt indviet af præsident Donald Trump under en højtidelighed ved flådebasen i Norfolk, Virginia. Skibets lancering skulle oprindeligt have fundet sted i efteråret 2015.

Den slags detaljer er rare at have i baghovedet, når BT kalder hangarskibet for ‘Trumps nye vanvidsskib’, velvidende at beslutningen blev truffet under George W. Bush, og skulle have været lanceret under Barack H. Obama.

(BT, 25. juli 2017, ‘Trumps nye vanvidsskib’)

Oploadet Kl. 10:54 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


13. september 2016

Erik Holstein: Langt de fleste terrorangreb er islamistiske, motiveret af et had til vantro ikke-muslimer

Søndag var 15-årsdag for 9/11, og det var måske dumdristigt at tænde for Nattevagten natten til mandag. Keith Thomas Lohse var vært, og talte blandt andet om dumme Bush. En lytter, mente dog at dum var det forkerte ord. Han var godt nok dum, men han havde onde og fanatiske folk bag sig. Da Niels Harrit blev nævnt, panik-skiftede jeg kanal.

Fint oprids af Erik Holstein på Altinget.dk – 15 år efter 9/11: Syv myter om terrorisme.

“Diskussionen om terrorens årsager har splittet politikerne, og der er blevet præsteret et væld af analyser og forklaringer på terrorismen. Men meget har haft karakter af ønsketænkning eller regulære politiske statements. Det kan derfor være gavnligt at dykke ned i nogle af påstandene:

1) ‘Islamister står kun for en mindre del af terrordrabene.’

Påstanden er kronisk forkert. Altinget har på basis af DIIS’ database over islamistiske terrorangreb, Europols årsrapporter, Global Terrorism Database fra University of Maryland og en række andre kilder gennemgået terrorisme med dødelig udgang fra angrebet 11. september 2001 og frem. Og resultatet er tindrende klart…

Islamister er skyldige i den altovervejende del af terrordrabene såvel i perioden generelt som i det sidste år. Altingets opgørelse dækker kun Europa og USA, men billedet ændrer sig ikke afgørende, hvis man studerer terroren på verdensplan. …

4) ‘Terroren har rod i Irak-krigen og krigen mod IS i Syrien.’

… hvis nogen stadig anser den vestlige krigsindsats for baggrunden, bør de læse det nye nummer af IS-propaganda-bladet Dabiq. Her redegør IS selv for sine motiver i artiklen ‘Why we hate you and why we fight you’. …

‘1. Vi hader jer først og fremmest, fordi I er vantro. …

6. Vi hader jer, fordi I har invaderet vores lande og slår jer tilbage for at drive jer ud. Så længe der er en centimeters territorium for os at generobre, så længe vil jihad være en personlig forpligtelse for enhver muslim.’

Rækkefølgen er ikke tilfældig, hvad IS selv fremhæver med disse ord:

‘Det er vigtigt at forstå her, at selvom nogle måske argumenterer for, at jeres udenrigspolitik er det, der driver vores had, så er denne grund sekundær, hvorfor vi har sat den nederst på listen. Faktum er, at selvom I ville stoppe med at bombe, fængsle, torturere, bagvaske os og tilrane jer vores lande, så ville vi fortsat hade jer. For vores primære grund til at hade jer vil ikke forsvinde, før I omfavner islam.

Netop den tankegang forklarer, hvorfor Al-Qaeda-angrebet 11. september kom på et tidspunkt, hvor Vesten ikke var i krig i muslimske lande, men tværtimod havde støttet muslimerne mod Sovjet i Afghanistan og mod serberne i Bosnien og i Kosovo.”



7. juni 2016

Thomas Gress: Trump er ‘den oplagte borgerlige kandidat’, tjener ‘det amerikanske folks interesser’

Når nu medierne i værste Michael Moore-stil angriber Donald Trump fra alle tænkelige (og utænkelige) vinkler, så er der behov for en ny vinkel på sagen. Måske er Trump ikke Satan selv, men det bedste bud på en republikansk præsident, der ikke lefler for venstrefløjens anti-konservative diskurs.

Herunder lidt fra en længere artikel af cand.polit. Thomas Gress i Critique – Amerikas bedste håb: Donald Trump.

“Selvom Trump på mange måder langt fra er den ideelle kandidat – han er forfængelig, narcissist, unuanceret og udiplomatisk – taler meget for, at han alligevel er den oplagte borgerlige kandidat i vores tid. For det, der kendetegner Trumps ofte forvirrende udtalelser er den øjensynlige kætterske holdning, at præsidentens hovedopgave er at tjene det amerikanske folks interesser.

Selvom konservativ intellektualisme lever godt og vel i USA – tænketankenes formuer bugner med rekordstore donationer – er det siden 1988 kun lykkedes republikanerne at mønstre et folkeligt flertal under et præsidentvalg én gang, nemlig i 2004, midt under et opsving og i krigstid. Muligvis har de konservative og borgerlige i USA svarene på nutidens udfordringer, men hvad nytter det, hvis vælgerne alligevel ikke køber varen?

… det er rigtigt, at der før i tiden var en borgerlig midte, der muliggjorde store jordskredssejre for konservative præsidentkandidater som Nixon og senere Reagan, har demografiske forskydninger og politiske særinteresser i dag tvunget fløjene væk fra hinanden. … Disse vælgere har holdninger, der førhen ikke var bemærkelsesværdige, men som i dag placerer dem på den ene af to sider i en eksistentiel kamp for, hvilken selvforståelse og vision, der skal definere USA og amerikanerne fremover. Den progressive, der ønsker at skære båndene til en fortid karakteristeret bl.a. ved erobringskrige, folkemord og slaveri, og den traditionelle, der forstår USA som en homogen nationalstat med en stærk kulturel arv, hvorom landet har kunnet samles, og som man har gjort rigtigt i at hædre.

De fleste af disse vælgeres instinktive reaktion er, at den kulturelle arv er bevaringsværdi – i modsætning til USA’s kosmopolitiske elite, der bliver ubekvemme, når nogen udtrykker en præference for amerikansk kultur.

Demokraterne har omfavnet den progressive vision, og dermed også afvist disse vælgere. Hvad har Republikanerne gjort? De har valgt at efterligne Demokraterne, i håb om, at man ved at afgive terræn på kulturelle spørgsmål til gengæld kunne vinde terræn på de økonomiske.

Det er et vidnesbyrd om mange amerikanske konservatives overfladiskhed, at man lefler for progressives moraliseren blot for at slippe for betegnelsen racist i et stedse mere multikulturelt samfund, hvor sådanne anklager medfører økonomisk og social udstødelse.

Trump har ikke denne svaghed. Gentagne gange har han vist, han er bedøvende ligeglad med venstrefløjens rødgardister og skueprocesser. Alene det faktum, at han tør stå fast under intensiv beskydning, gør ham til en kvalificeret leder i disse tider med tankeforbrydelse og nysprog.

Demokraterne har ellers ikke altid været styret af de progressive kræfter og deres ekstreme fortrop, socialretfærdighedskrigerne. … Husker vi tilbage på præsidentvalget i 1992 mellem Bill Clinton og Bush den ældre, stod begge for lov og orden, en klassisk borgerlig mærkesag. Raceoptøjerne i storbyerne havde givet Nixon sine sejre 1968 og 1972, og den sociale kollaps i ghettoerne havde også spillet en vigtig rolle i Reagans sejr i 1980. Demokraterne kunne se, at det ikke var muligt at vinde valget uden også at omfavne den – af Tocqueville bemærkede – karakteristisk amerikanske nultolerance over forbryderisk adfærd. Med andre ord stred det imod amerikansk kultur ikke at insistere på borgerlig ordentlighed, og dermed var det også umuligt at vinde valg uden at påberåbe sig dette særlig amerikanske karaktertræk.

Således var det præsident Clinton, en Demokrat, der i 1994 iværksatte det mest omfattende tiltag mod kriminalitet i USA’s nyere historie, foruden en massiv velfærdsreform et par år senere.

Det er utænkeligt, at Obama ville gennemføre lignende stramninger i dag, for det ville for det første stride imod hans grundlæggende forståelse af de amerikanske institutioners fæle fortid og deres rolle i nutidens social ulighed, og for det andet ville det være et angreb på store dele af hans egen koalition. Begge tiltag gik i overvejende grad ud over sorte og latinoer, der er overrepræsenteret blandt overførselsmodtagere og kriminelle. Det er den samme koalition, som Hillary står til at arve, og hvis politik vil styre USA, såfremt hun vinder – Dette vil også præge hendes valg af højesteretsdommere.

Den ellers altid charmerende Bill Clinton måtte forleden forsvare sig over for sorte aktivister, der angreb hans tiltag som racistiske. Uagtet at sorte begår mere kriminalitet og derfor nødvendigvis også vil være overrepræsenteret, når man opretholder loven. Gamle Bill gjorde opmærksom på, at sorte amerikanerne er de første, der får gavn af, at loven opretholdes i ghettoområder.

Det er indlysende borgerlig fornuft, men det gjorde kun aktivisterne mere aggressive, for selve det, at loven håndhæves, er for dem udtryk for racisme, fordi kun en racistisk lov og racistiske institutioner ville føre til, at sorte er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Af samme grund har Obama udtrykt sympati med sorte voldsforbrydere i politidrabssager, inden beviserne overhovedet var lagt frem… Mens denne holdning førhen var forbeholdt en hård kerne af progressive, der efter store nederlag fra 1968 til 1988 måtte overlade førersædet til mere moderate, borgerlige, kræfter, er den i dag ganske udbredt blandt Demokraterne. Ikke fordi Demokraterne har skiftet mening, men fordi demokraterne har skiftet vælgere.

Havde USA i 2012 haft samme demografiske profil som i 1980, ville 2012 have været en jordskredssejr til Romney.

(Dagbladet Information, 4. juni 2016: Trumps partnere i mafiaen)

Republikanernes reaktion på denne udvikling har været deprimerende læsning. Partiet foreslog i ‘obduktionsrapporten’ efter valgnederlaget i 2012, at man målrettet skulle gå efter latinostemmer, og for alt i verden skulle man undgå at fornærme dem ved at forlange, at indvandringen fra Latinamerika fremover skulle begrænses. Mange på højrefløjen støttede denne anbefaling, der må opfatters som selvmorderisk – for beviserne for, at latinamerikanerne nogensinde ville stemme konservativt er, i bedste fald, ringe.

… Hvorfor denne passivitet fra republikansk side? Svaret er, at de republikanske ledere var købt og betalt af stærke erhvervsinteresser, der ikke køber fortællingen om, at amerikansk velstand skyldes den amerikanske kulturarv, men kun skyldes amerikanske institutioner, samt at de to var adskillige størrelser.

Når Trump til gengæld foreslog det eneste rimelige, nemlig at man opretholdt loven, blev han og hans tilhængere tilsvinet af selvsamme republikanere og konservative med samme skældsord, som venstrefløjens rødgardister ynder at bruge i deres egne skueprocesser: racist, chauvinist, fascist, voldsmand, hykler.

Trump er måske det borgerlige USA’s bedste håb, fordi han ikke lod sig kue, når bølgerne gik højest og medierne skreg efter blod. Debatten om indvandringen i USA var hermetisk lukket, inden Trump sparkede døren ind, og modsat andre republikanske kandidater, var Trump usårlig, da man forsøgte at ramme ham med udskamning.

Det er en sjælden behagelig oplevelse, når fjendens mest frygtede våben, social og økonomisk udstødelse, kun forstærker den, de anvendes mod. På få måneder har Trump gjort mere for borgerlige sager i den offentlige debat, end samtlige intellektuelle over flere årtier. Det er nu tydeligt for alle, at de mange politiske ukorrekte ytringer, Trump er kommet med, deles af mange gode borgere, og at vi ikke er alene i kampen mod de progressives anklager om orwellske tankeforbrydelser.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper