12. juni 2016

USA: 29-årig afghansk muslim myrder 50 på bøsseklub, ‘registered in the Florida Democratic Party’

Natten til i dag åbnede 29-årige Omar Mir Seddique Mateen ild med automatvåben og pistoler i en bøsseklub i Florida, og tabstallet er i skrivende stund på 50. Endnu flere er sårede. Han har afghanske forældre, er muslim, og registreret som vælger for Demokraterne i delstaten. Det er værd at huske på, næste gang en Tony Scott, en Tue Blædel eller en Huxi Bach tærsker langhalm på amerikanske vækkelsesprædikanters syn på homoseksualitet.

Historien udvikler sig løbende. For overblik anbefaler jeg Zerohedge.

(Pulse Nightclub, Florida – Omar Mir Seddique Mateen, muslim)

Citater.

“NBC’s Pete Williams reports that terrorist was on a ‘watch list’ over associations w ’suspicious’ people several years ago.” (Zerohedge, 12. juni 2016)

“The senior law enforcement source reports that Mateen became a person of interest in 2013 and again in 2014. The Federal Bureau of Investigation at one point opened an investigation into Mateen but subsequently closed the case when it produced nothing that appeared to warrant further investigation. ‘He’s a known quantity,’ the source said. ‘He’s been on the radar before.'” (The Daily Beast, 12. juni 2016)

“The incident is being investigated as an act of terrorism. Mir Seddique, Mateen’s father, told NBC News, ‘this has nothing to do with religion.’ Seddique said his son got angry when he saw two men kissing in Miami a couple of months ago and thinks that may be related to the shooting.” (NBC news, 12. juni 2016)

“The FBI special agent in charge said there were indications that Mateen subscribed to a radical Islamic ideology, and Rep. Adam Schiff – a top Democrat on the House Intelligence committee – said that Mateen had pledged allegiance to ISIS.” (Businessinsider, 12. juni 2016)

Oploadet Kl. 17:47 af Kim Møller — Direkte link89 kommentarer


7. juni 2016

Thomas Gress: Trump er ‘den oplagte borgerlige kandidat’, tjener ‘det amerikanske folks interesser’

Når nu medierne i værste Michael Moore-stil angriber Donald Trump fra alle tænkelige (og utænkelige) vinkler, så er der behov for en ny vinkel på sagen. Måske er Trump ikke Satan selv, men det bedste bud på en republikansk præsident, der ikke lefler for venstrefløjens anti-konservative diskurs.

Herunder lidt fra en længere artikel af cand.polit. Thomas Gress i Critique – Amerikas bedste håb: Donald Trump.

“Selvom Trump på mange måder langt fra er den ideelle kandidat – han er forfængelig, narcissist, unuanceret og udiplomatisk – taler meget for, at han alligevel er den oplagte borgerlige kandidat i vores tid. For det, der kendetegner Trumps ofte forvirrende udtalelser er den øjensynlige kætterske holdning, at præsidentens hovedopgave er at tjene det amerikanske folks interesser.

Selvom konservativ intellektualisme lever godt og vel i USA – tænketankenes formuer bugner med rekordstore donationer – er det siden 1988 kun lykkedes republikanerne at mønstre et folkeligt flertal under et præsidentvalg én gang, nemlig i 2004, midt under et opsving og i krigstid. Muligvis har de konservative og borgerlige i USA svarene på nutidens udfordringer, men hvad nytter det, hvis vælgerne alligevel ikke køber varen?

… det er rigtigt, at der før i tiden var en borgerlig midte, der muliggjorde store jordskredssejre for konservative præsidentkandidater som Nixon og senere Reagan, har demografiske forskydninger og politiske særinteresser i dag tvunget fløjene væk fra hinanden. … Disse vælgere har holdninger, der førhen ikke var bemærkelsesværdige, men som i dag placerer dem på den ene af to sider i en eksistentiel kamp for, hvilken selvforståelse og vision, der skal definere USA og amerikanerne fremover. Den progressive, der ønsker at skære båndene til en fortid karakteristeret bl.a. ved erobringskrige, folkemord og slaveri, og den traditionelle, der forstår USA som en homogen nationalstat med en stærk kulturel arv, hvorom landet har kunnet samles, og som man har gjort rigtigt i at hædre.

De fleste af disse vælgeres instinktive reaktion er, at den kulturelle arv er bevaringsværdi – i modsætning til USA’s kosmopolitiske elite, der bliver ubekvemme, når nogen udtrykker en præference for amerikansk kultur.

Demokraterne har omfavnet den progressive vision, og dermed også afvist disse vælgere. Hvad har Republikanerne gjort? De har valgt at efterligne Demokraterne, i håb om, at man ved at afgive terræn på kulturelle spørgsmål til gengæld kunne vinde terræn på de økonomiske.

Det er et vidnesbyrd om mange amerikanske konservatives overfladiskhed, at man lefler for progressives moraliseren blot for at slippe for betegnelsen racist i et stedse mere multikulturelt samfund, hvor sådanne anklager medfører økonomisk og social udstødelse.

Trump har ikke denne svaghed. Gentagne gange har han vist, han er bedøvende ligeglad med venstrefløjens rødgardister og skueprocesser. Alene det faktum, at han tør stå fast under intensiv beskydning, gør ham til en kvalificeret leder i disse tider med tankeforbrydelse og nysprog.

Demokraterne har ellers ikke altid været styret af de progressive kræfter og deres ekstreme fortrop, socialretfærdighedskrigerne. … Husker vi tilbage på præsidentvalget i 1992 mellem Bill Clinton og Bush den ældre, stod begge for lov og orden, en klassisk borgerlig mærkesag. Raceoptøjerne i storbyerne havde givet Nixon sine sejre 1968 og 1972, og den sociale kollaps i ghettoerne havde også spillet en vigtig rolle i Reagans sejr i 1980. Demokraterne kunne se, at det ikke var muligt at vinde valget uden også at omfavne den – af Tocqueville bemærkede – karakteristisk amerikanske nultolerance over forbryderisk adfærd. Med andre ord stred det imod amerikansk kultur ikke at insistere på borgerlig ordentlighed, og dermed var det også umuligt at vinde valg uden at påberåbe sig dette særlig amerikanske karaktertræk.

Således var det præsident Clinton, en Demokrat, der i 1994 iværksatte det mest omfattende tiltag mod kriminalitet i USA’s nyere historie, foruden en massiv velfærdsreform et par år senere.

Det er utænkeligt, at Obama ville gennemføre lignende stramninger i dag, for det ville for det første stride imod hans grundlæggende forståelse af de amerikanske institutioners fæle fortid og deres rolle i nutidens social ulighed, og for det andet ville det være et angreb på store dele af hans egen koalition. Begge tiltag gik i overvejende grad ud over sorte og latinoer, der er overrepræsenteret blandt overførselsmodtagere og kriminelle. Det er den samme koalition, som Hillary står til at arve, og hvis politik vil styre USA, såfremt hun vinder – Dette vil også præge hendes valg af højesteretsdommere.

Den ellers altid charmerende Bill Clinton måtte forleden forsvare sig over for sorte aktivister, der angreb hans tiltag som racistiske. Uagtet at sorte begår mere kriminalitet og derfor nødvendigvis også vil være overrepræsenteret, når man opretholder loven. Gamle Bill gjorde opmærksom på, at sorte amerikanerne er de første, der får gavn af, at loven opretholdes i ghettoområder.

Det er indlysende borgerlig fornuft, men det gjorde kun aktivisterne mere aggressive, for selve det, at loven håndhæves, er for dem udtryk for racisme, fordi kun en racistisk lov og racistiske institutioner ville føre til, at sorte er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Af samme grund har Obama udtrykt sympati med sorte voldsforbrydere i politidrabssager, inden beviserne overhovedet var lagt frem… Mens denne holdning førhen var forbeholdt en hård kerne af progressive, der efter store nederlag fra 1968 til 1988 måtte overlade førersædet til mere moderate, borgerlige, kræfter, er den i dag ganske udbredt blandt Demokraterne. Ikke fordi Demokraterne har skiftet mening, men fordi demokraterne har skiftet vælgere.

Havde USA i 2012 haft samme demografiske profil som i 1980, ville 2012 have været en jordskredssejr til Romney.

(Dagbladet Information, 4. juni 2016: Trumps partnere i mafiaen)

Republikanernes reaktion på denne udvikling har været deprimerende læsning. Partiet foreslog i ‘obduktionsrapporten’ efter valgnederlaget i 2012, at man målrettet skulle gå efter latinostemmer, og for alt i verden skulle man undgå at fornærme dem ved at forlange, at indvandringen fra Latinamerika fremover skulle begrænses. Mange på højrefløjen støttede denne anbefaling, der må opfatters som selvmorderisk – for beviserne for, at latinamerikanerne nogensinde ville stemme konservativt er, i bedste fald, ringe.

… Hvorfor denne passivitet fra republikansk side? Svaret er, at de republikanske ledere var købt og betalt af stærke erhvervsinteresser, der ikke køber fortællingen om, at amerikansk velstand skyldes den amerikanske kulturarv, men kun skyldes amerikanske institutioner, samt at de to var adskillige størrelser.

Når Trump til gengæld foreslog det eneste rimelige, nemlig at man opretholdt loven, blev han og hans tilhængere tilsvinet af selvsamme republikanere og konservative med samme skældsord, som venstrefløjens rødgardister ynder at bruge i deres egne skueprocesser: racist, chauvinist, fascist, voldsmand, hykler.

Trump er måske det borgerlige USA’s bedste håb, fordi han ikke lod sig kue, når bølgerne gik højest og medierne skreg efter blod. Debatten om indvandringen i USA var hermetisk lukket, inden Trump sparkede døren ind, og modsat andre republikanske kandidater, var Trump usårlig, da man forsøgte at ramme ham med udskamning.

Det er en sjælden behagelig oplevelse, når fjendens mest frygtede våben, social og økonomisk udstødelse, kun forstærker den, de anvendes mod. På få måneder har Trump gjort mere for borgerlige sager i den offentlige debat, end samtlige intellektuelle over flere årtier. Det er nu tydeligt for alle, at de mange politiske ukorrekte ytringer, Trump er kommet med, deles af mange gode borgere, og at vi ikke er alene i kampen mod de progressives anklager om orwellske tankeforbrydelser.”



20. september 2015

New Yorker-demokrat om pro-palæstinsisk byrådshappening : “You want to know why they’re angry?”

David G. Greenfield er valgt i Brooklyn for Demokraterne, og sidder i New York City Council. Hans reaktion på pro-palæstinensiske aktivisters afbrydelse af en afstemning til minde om Auschwitz fortjener fremhævelse.

Protesters in the balcony of the Council chamber unfurled a Palestinian flag and began yelling ‘Palestinian lives matter,’ ‘Don’t support genocide,’ and ‘Melissa, you’re a hypocrite,’ a slam on Speaker Melissa Mark-Viverito, who will lead the Israel delegation.

Council members reacted furiously to the demonstration – especially because the disruption began as they were concluding a vote on a resolution commemorating the anniversary of the liberation of the Auschwitz concentration camp.

A few dozen protesters were booted from the chamber, with some physically removed, and were ordered off the City Hall property all together.” (New York Daily News, 22. januar 2015)

(Pro-palæstinenere afbryder møde i New York City Council, 22. januar 2015; Youtube)

(David G. Greenfield giver svar på tiltale; Youtube)

“Thank you Madam Public Advocate. You know, I’ve waited my turn here. I’ve followed protocol on the New York City Council, and haven’t spoken out because I respect this Chamber.

I have to tell you, you know, that I’m still shaken to my core. I’m upset, I’m angry, but I’ll tell you honestly, that I’m actually somewhat pleased at what we saw here today. If you’re wondering why I’m saying that, it’s because for the last few weeks, we’ve heard from people who said, ‘Oh, we don’t dislike Jews. We only dislike the State of Israel. We have no problem with you. We simply don’t want you to go to Israel. But we know that’s not really at the core of what they are saying, and today they proved it.

While we were discussing a resolution regarding the murder of 1.1 million human beings – I will point out that 90 percent of them were Jewish, but the other 10 percent were political dissidents. They were Jehovah’s Witnesses, they were gays. Those were the people who were being killed together in Auschwitz-Birkenau. While we were discussing that, they had the nerve, the chutzpah, the temerity, to unfurl the Palestinian flag, and to yell at us while we were discussing that.

And so, the reason I’m pleased is that we can stop pretending that this is about Israel, when the reality is that every Middle Eastern country that is in existence today is not democratic, persecutes people of other faiths, and persecutes gays, and persecutes others who disagree with them, and persecutes people on Twitter, and persecutes women who drive, EXCEPT FOR ONE COUNTRY, which is the State of Israel, and so what you saw here today was naked, blind anti-Semitism. That’s what you saw. That’s what you watched, that’s what you witnessed; people who are upset for one reason.

You want to know why they’re angry? You want to know why they’re unfurling that flag today? Because Hitler did not finish the job. He only wiped out half of my family, and only by the grace of God is the other half, me, the grandchild, still alive today, that’s why those people are upset.

Shame on them. Shame on them for hating Jews. Shame on them for hating people. Shame on them for disrespecting the most diverse, democratically-elected body in the United States of America, and that’s why we go to Israel. We go to Israel to make a message that is clear, that we will not be cowered by this fear, and by this hatred that we have, where these are people that would celebrate the death of Jews, rather than mourn the death of innocents.

I am embarrassed at what happened here today, but I’m pleased that we finally see what this is all about–good, old-fashioned anti-Semitism. Thank you.” (Maggies Notebook)



5. oktober 2013

“Det er første gang i 17 år, regeringen lukker ned, fordi republikanerne ikke kan enes om finansloven.”

På en af kanalerne havde de interviewet en midaldrende amerikaner, der ikke forstod nogen kunne være imod ‘gratis’ sundhedsforsikring. DR Online – Amerikanere bestormer hjemmesider med Obamacare.

“Op mod 2,8 millioner amerikanere besøgte allerede tirsdag de hjemmesider, hvor de kan søge om sundhedsforsikring som led i Obamas storstilede sundhedsreform. … Samme dag som USA’s regering lukkede ned lød startskuddet nemlig for en afgørende del af Obamas og demokraternes sundhedsreform; de såkaldte sundhedsbørser, hvor amerikanere uden sundhedsforsikring kan tegne en.

… selv om republikanerne prøver at kaste grus i maskineriet på Obamas sundhedsreformprogram ved at skændes om finansloven, er Obamacare allerede sat i søen.c…

Den amerikanske regering er delvist lukket ned på grund af en tvist om finansloven udløst af det republikanske partis forsøg på at underminere præsident Barack Obamas og demokraternes sundhedsreformprogram, også kendt som Obamacare. … Det er første gang i 17 år, regeringen lukker ned, fordi republikanerne ikke kan enes om finansloven. Sidste gang var i 1995, hvor det varede 21 dage.”

Oploadet Kl. 14:12 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


6. november 2012

Peter Kurrild-Klitgaard: Blot 4 pct. af danskerne ville stemme på Romney – Obama er stadig mediedarling

Sammen med gode venner tager jeg idag et lille smut til Europarlamentet i det belgiske, og jeg får hermed, desværre og Gudskelov, ikke mulighed for at følge de danske mediers dækning af den amerikanske præsidentvalg på valgaftenen. Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske – Obama er stadig mediedarling.

“En Gallup-undersøgelse viste for nyligt, at 85 procent af danskerne ville stemme på Obama, hvis de havde mulighed for det. Blot 4 procent ville stemme på Romney. Journalisternes holdning til de to kandidater er næppe meget anderledes.

For den danske mediedækning af præsidentvalget kan ikke se sig fri for at være i Obamas favør. Hver gang der i det seneste år er publiceret en negativ og kritisk artikel om Obama og Demokraterne, er der publiceret tre om Romney og Republikanerne. Af de 1.550 artikler, der har været skrevet i de landsdækkende dagblade om den amerikanske valgkamp, er der alene skrevet 61 artikler om Obama og Demokraterne med en kritisk vinkel. Til sammenligning er der skrevet hele 178 negative og kritiske artikler om Romney og hans parti. Det svarer til knap 12 procent af alle artikler.

Der er dog store forskelle på vinklingen og dækningen mellem de enkelte dagblade. Særligt tabloidaviserne tegner ofte et ensidigt og unuanceret billede af de to kandidater og kopierer i vid udstrækning amerikanske mediers udlægninger. Mens aviser som Ekstra Bladet og BT dyrker stereotype helte- og skurkeroller og ignorerer nuancerne i den amerikanske valgkamp, har medier som Berlingske, Politiken og Weekendavisen en langt mere dybdegående og balanceret dækning.

Men selvom mediedækningen har taget et kvantespring fra valget i 2008, hvor en stor del af den danske presse faldt i svime over Obama og ukritisk beskrev ham som en frelser, så oplever vi stadig en fordrejet og fortegnet dækning af valgkampen, der i dele af pressen går i retning af en form for Obama-heppekorsdækning, som USA-korrespondenten Annegrethe Felter Rasmussen omtalte tendensen i en kommentar på Facebook. Som når vi f.eks. hører om »Romneys mange fejl« (BT, 28. september 2012), når »Romney kvajede sig« (Ekstra Bladet, 12. august 2012), eller når »Romney løj igen« (Ekstra Bladet, 28. januar 2012). Modsat er medierne fyldt med overskrifter som »Obamas drøm består« (Kristeligt Dagblad, 26. juni 2012), »Derfor vinder Barack Obama præsidentvalget« (Jyllands-Posten, 13. september 2012) eller »Obama i topform« (BT, 18. oktober 2012). Mens dele af den danske presse fokuserer på Republikanernes fodfejl, fejlskud og fadæser, favoriserer selvsamme medier Demokraterne og Obama med positiv omtale. Af og til ligner den danske mediedækning mest af alt et afsnit af The Tonight Show eller Colbert Report, hvor de to prodemokratiske talkshowværter, John Stewart og Steven Colbert, med sylespids satire udstiller Republikanernes udtalelser.

Ser man nærmere på indholdet af danske mediers kritiske vinkler og negative historier om henholdsvis Demokraterne og Republikanerne, tegner der sig også et interessant mønster. De kritiske artikler om Demokraterne og Obama fokuserer i overvejende grad på de sidste fire års politiske resultater, eller mangel på samme, den økonomiske situation, USAs gæld, ledigheden og den kontroversielle sundhedsreform. Den kritiske vinkel fokuserer i høj grad på den førte økonomiske politik eller udefrakommende faktorer og meget lidt på personsager eller udsagn fra Obama-lejren.

Det gør dækningen af Romney og Republikanerne derimod. Her er det skandalerne og enkeltsagerne, der hiver de store overskrifter, og som bliver highlightet i de danske medier. Det er historierne om skolemopperen Romney eller »hundevennen« Romney, som transporterede sin hund på sin tagbagagebærer, eller om præsidentkandidaten, som spørger, hvorfor man ikke kan åbne vinduerne i flyvemaskinen. Det er historien om, at Romney i en tale præsenterer Paul Ryan som landets næste præsident i stedet for vicepræsident. Ryan hører vi også mest om, når han overdriver med sin maratontid eller tager opvasken i et suppekøkken for fattige, hvor de fattige er taget hjem og opvasken for længst er klaret. Korte – og kontroversielle – statements fra Romney gentages i en uendelighed: »Jeg kan godt lide at fyre folk«, »Jeg er ikke bekymret for de virkeligt fattige«.

Det er de kontroversielle historier om abort, voldtægt og kvindesyn, der ofte bliver fremhævet som republikansk politik, når vi gentagne gange kan læse om kongresmanden Todd Akin, som udtalte, at voldtægtsramte kvinder selv kan blokere for uønsket graviditet. Eller når Indianas republikanske kandidat til Senatet, Richard Mourdock, mente, at »selv når livet begynder med en forfærdelig begivenhed som voldtægt, er det noget, Gud planlagde skulle ske«.

Medierne svælger i sådanne historier. De er underholdende. De er lettere at forholde sig til end tørre facts om Romneys og Ryans økonomiske planer og visioner for det amerikanske samfund. Men seriøs og balanceret pressedækning er det ikke, og det giver langtfra et dækkende eller retvisende billede af Romneys og Republikanernes politiske mærkesager.”



25. maj 2012

Den demokratiske senatskandidat Elizabeth Warren VS ‘den højreorienterede republikaner’ Scott Brown

På Videnskab.dk har man trukket lingkvisten George Lakoff frem, for at fortælle, at socialisterne ligesom den politiske højrefløj må lære at bruge sproget til at påvirkede vælgerne, så de ikke bare stemmer på venstrefløjen, men tænker venstreorienteret. Personligt er jeg vild med begreber som ‘pro-life’ og ‘death tax’, men for Danmarks vedkommende sparker Lakoff åbne døre ind.

Forleden bloggede jeg historien om privatskoler der sugede penge ud af folkeskolen, men det er overalt, hele tiden. Her er for eksempel borgerlige Jyllands-Postens udlægning af amerikansk politik – Damon og Affleck indsamler millioner.

“Takket være Matt Damon og Ben Affleck får den demokratiske senatskandidat Elizabeth Warren flere millioner til sin valgkamp.

De to barndomsvenner holdt mandag aften indsamlingsfest for Warren, som forsøger at erobre afdøde Edward Kennedys gamle sæde i Senatet. Festen fandt sted i Damon og Afflecks hjemby Boston, hvor instruktøren J.J. Abrams stillede lokaler til rådighed.

Warren er oppe imod den højreorienterede republikaner Scott Brown…”

Hvert år offentliggør National Journal en liste over politikernes ‘vote-ratings‘, og her kan man se hvor de placerer sig internt i de to store partier. I 2011 fik Scott Brown en (conservative) rating på 55,3 pct., hvad kun overgås i venstreorienterethed af Olympia Snowe (55,0 pct.) og Susan Collins (53,7 pct.)- to Republikanere der beskrives med ord som ‘centrist’, ‘bipartisan’ og ja, ‘Republican In Name Only’.

Oploadet Kl. 14:45 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


11. januar 2011

Peter Kurrild-Klitgaard om danske mediers fordummende USA-dækning

Når så endelig Ritzaus Bureau fortæller sandheden om Jared Loughner, så leveres det som en påstand fra Tea Party-bevægelsen der “afviser, at deres retorik skulle være skyld”. De danske medier, inkl. Jyllandsposten er håbløse i de her sager. Peter Kurrild-Klitgaard i dagens Berlingske Tidende – USA i dag: Fordummende dækning.

“Fordummelsen strækker sig fra banale fejl til subtile forvridninger. I denne uge kunne man se ét kort telegram fra Ritzaus Bureau, der formåede at angive den forkerte leder af Repræsentanternes Hus, den forkerte leder af Republikanerne i Senatet og i øvrigt hævde, at USAs statsgæld er på 14 trillioner dollar – hvilket er 1 mio. gange større end virkeligheden.

Man kan også tage det tragiske attentat i Tucson forleden, hvor et konservativt Demokratisk kongresmedlem blev skudt og seks mennesker dræbt. Gerningsmanden fremstilles af Ritzau som én, der har virkeliggjort, hvad Sarah Palin ønskede: At få fjernet 20 navngivne Demokrater fra Kongressen og konkluderer, at der er »vrede mod Tea Party«. Hvad medierne til gengæld ikke gør så meget ud af er at fortælle, at han ikke var Tea Party-støtte, men tværtimod en venstreorienteret, religionshadende pot-ryger, der havde Marx’ »Det Kommunistiske Manifest« og Hitlers »Mein Kampf« blandt sine favoritbøger – og med velkendte psykiske problemer. Det ville nok forplumre billedet.

Samme tendens så man i forbindelse med midtvejsvalget og dækningen af Tea Party-bevægelsen. Næsten uden undtagelse fremstillede danske medier sympatisørerne som nogle Palin-beundrende, uuddannede, smårascistiske »red-necks« fra sydstaterne. Det gjorde man desuagtet en række omfattende studier, der viser, at de pågældende er bedre uddannede og mere vellønnede end gennemsnittet, ikke primært er i sydstaterne, er ganske liberale og for halvdelens vedkommende fandt Palin direkte ukvalificeret til at være præsident. Den slags nuancer havde været sværere at forklare.

USA er et mærkeligt og kompliceret land, men danske medier har en tendens til at dække det på en måde, der er forudindtaget, fejlagtig og fordummende. Både USA og Danmark fortjener bedre.”

(Jyllandsposten, 11. januar 2011: Tea Party: Massakremand er venstreorienteret anarkist)

(Annegrethe Rasmussen, Information; Deadline, 9. januar 2011)

AnneGrethe Rasmussen: Det er ikke alle Tea Party medlemmer, der er aggressive og voldelige, men…”



10. januar 2011

“Hun var på Palins dødsliste”, skrev Ekstra Bladet…

Lørdag skød 22-årige Jared Lee Loughner demokraten Gabrielle Giffords ved et valgmøde i Arizona. Det mest interessante er sådan set ikke at en blogger på venstreorienterede Daily Kos kort før mordforsøget omtalte hende som ‘Dead’, fordi hun efter hans mening var for konservativ. Nej, det interessante er gerningsmandens politiske baggrund, ikke mindst set i relation til mediernes letsindige analyser. Fra Hillbuzz, der har samlet indicierne.

(Debat om gerningsmanden på Catie Parkers Twitter-profil)

Intet, absolut intet, indikerer gerningsmanden var republikaner, endsige tilhørte højrefløjen, og derfor er det næsten surrealistisk, at se hvordan TV2 News natten til i dag kolporterer (venstreorienterede) Guardians fokus på ‘rightwing rhetoric’.

Herhjemme tager Ekstra Bladet prisen – Hun var på Palins dødsliste (af Jesper Hjorth; ikke online).

Tea Party-bevægelsens og Sarah Palins hadske kampagne mod præsident Obama, det demokratiske parti og den amerikanske venstre-fløj koster nu blod.

Uden at alt står klart omkring gerningsmandens baggrund er alle enige om, at den 22-årige Jared Lee Loughner kan have været inspireret af den ondskabsfulde politiske retorik, da han lørdag begik en massakre med 19 ofre under et politisk møde i Tucson, Arizona.

Her havde kongresmedlemmet Gabrielle Giffords stillet sig op på parkeringspladsen foran et lokalt supermarked for at tale med sine vælgere…. Den 40-årige kvinde, der bærer kælenavnet Gabby, var et hadeobjekt for højrefløjen.

Hun er tidligere republikaner, men repræsenterer nu på tredje periode det demokratiske parti i kongressen i Washington.

Specielt hendes støtte til præsident Obamas sundhedsreform, som skal sikre jævne amerikanere adgang til sygeforsikring, vakte raseri blandt de konservative, der står stærkt i Arizona.

Valgkampen op til midtvejsvalget i november var usædvanlig modbydelig i denne vestlige ørkenstat.

Sarah Palin placerede Gabby og to andre demokratiske kongresmedlemmer fra Arizona på en ‘dødsliste’ over 20 demokrater fra hele USA, som skulle nakkes politisk, fordi de var valgt i områder, hvor der var republikansk flertal ved præsidentvalget i 2008.”

Efterhånden som gerningsmandens identitet bundfælder sig i medierne, vil de i stigende grad omtale ham som uligevægtig og sindsyg. Så er det stadig muligt at tærske landhalm på Palins retorik. Hun og Teaparty-bevægelsen kritiseres blandt andet for nedenviste kort. Det til venstre, forstås. Det til højre er udarbejdet af Demokraterne og rettet mod Republikanerne.

(fokus-kort for henholdsvis højrefløj og venstrefløj; Pyjamasmedia)

Da Bush-bashingen var på sit højeste var opfordringer til mord, ikke noget de danske medier skrev om. Heller ikke selvom Bush flere gange blev forsøgt myrdet. Der findes sågar flere sange og film dedikeret til ‘mordet på Bush’. Helt uproblematisk.

At give Palin skylden for Arizona-skyderiet er absurd, og svarer til at give Helle Thorning-Schmidt et medansvar for et eventuelt overfald på Fogh: “Jeg kan slå Fogh!”, lød det op imod sidste folketingsvalg. “If they bring a knife to the fight we bring a gun.”, sagde Barack Obama for et par år siden.

Flere eksempler.

  • 10/1-11 JP Blogs, Claus Elholm: Terrorisme og retorikkens konsekvenser.
  • “Selvfølgelig er Sarah Palins ikke ansvarlig for massakren i Arizona. Men…”

    

    3. november 2010

    TV-avisen om US-valg: Republikanerne lyver (aktion) – Demokraterne svarer igen (reaktion)

    Midtvejsvalget endte med en storsejr til det republikanske USA, og hermed en syngende lussing til Barack Obama. Det prægede den sene udgave af TV-avisen igår, der blandt inkluderede et længere indslag om ‘den beskidte valg i Nevada’.

    Medieforskere vil uden tvivl godkende indslaget, idet det har et generelt fokus og begge fløje kritiseres, men tendensen er ikke desto mindre stålsat som den plejer i den her slags historier. Republikanerne lyver, Demokraterne svarer igen. Republikanerens budskab er “100 procent løgn” – demokratens budskab er (som en konsekvens af debattens niveau) på “kanten af sandheden”.

    (TV-avisen, 2. november 2010: Amerikanerne stemmer lige nu)

    Steffen Kretz, DR-vært: Det har været en usædvanlig beskidt valgkamp, selv efter amerikanske forhold. Manipulationer og direkte løgne har været en del af masser af valgreklamer i TV mange steder i landet, og især i Nevada har det gået hårdt for sig. Her har begge partier sat alt ind for at vinde valget i dag.

    Claus Fahrendorff
    , USA-korrespondent: Michelle Obama var den seneste kendis som var i Las Vegas igår, og det, for støtte hendes mands politiske ven, Harry Reid. Michelle Obama, præsidenten, og vicepræsidenten, alle har de været her for at fortælle, at Harry Reid er deres ven. Så stem på ham.

    Speak: Hos modstanderen, Tea-party kvinde og republikaner Sharon Angle er der knapt så glamourøst.

    Claus Fahrendorff: Der er kun få timer til at valget går i gang, og det her det er hovedkvarteret for Republikaneren Sharon Angle. Men følelsen derinde er så klemt og presset, at man ønsker at undgå kontakt med medier, nu handler det om at tale direkte med vælgerne.

    Speak: Men Sharon Angle har også forstået at spille andre bolde af knap så lødig karakter. Her spiller hun Reid for at hjælpe ulovlige immigranter til socialhjælp.

    [Anti-Reid-reklame: De illegales bedste ven]

    Speak: Der er kun et problem. Det er ikke sandt, og den slags er der masser af.

    [Anti-Reid-reklame: Skattedollar skal betale for viagra]

    Speak: Viagra til seksualforbrydere. 100 procent løgn ifølge den amerikanske organisation Fact Check.

    Vasko Dinov, kampagnemand for Demokraten Harry Reid: Der verserer mange løgne om de demokratiske kandidater, og om hvordan republikanerne nægter at være åbne om det.

    Speak: Også Obamas Harry Reid har været på kanten af sandheden. For løgnen syntes ikke længere at provokere. Den er hverdag i amerikansk politik.

    Brian Puchnik, tilfældig amerikaner: De kaster mudder efter hinanden. Det er en beskidt valgkamp.

    Kim Rogers, tilfældig amerikaner: Jeg kan ikke lide det, men jeg har ikke kontrol over det. Sådan noget sker.

    Speak: I Nevada har de beskidte kneb sat nye amerikanske højder i politik. For pressen har nemlig sjældent adgang til kandidaterne, og kan derfor ikke stille kritiske spørgsmål.

    Karoun Demirjian, Politisk redaktør Las Vegas Sun: [reklamer virker]

    Speak: Så med andre ord – løgne virker.

    Anti-Reid-reklame: … Harry Reid – the best friend illegals ever had.

    Steffen Kretz, DR-Vært: Så altså Claus, løgne i valgkampagnen, tv-reklamer fra republikanernes side, hvad gør demokraterne som modspil?

    [Claus Fahrendorff svarer, og valgdækningen fortsætter, bl.a. med Niels Bjerre-Poulsen]

    

    2. november 2010

    Mads Fuglede: Medierne giver et unuanceret billede af Barack Obama og hans modstandere

    Der er midtvejsvalg i USA i dag, og som ved præsidentvalget for to år siden, har de danske medier uden blusel ført valgkamp for demokraterne. For et par uger siden, bragte TV2 News et længere indslag fra USA, og lod et par dedikerede Obama-tilhængere tale i flere minutter, blandt andet om den sultedød der ville komme, hvis Republikanerne fik deres vilje.

    I fredagens Ekstra Bladet kunne man i samme stil, over en hel side læse om Tea Party-bevægelsen (“Te med grim bismag”), hvor 13-14 procent af amerikanerne rask væk blev associeret med racisme og holocaustbenægtelse. Lørdag var det TV-avisens tur med flere indslag om Obama, blandt andet om hans besøg i The Daily Show og Jon Stewarts helt vildt upolitiske Tea Party-alternativ.

    Mads Fuglede sagde det der skulle siges, i gårsdagens Metroxpress – Obama-feberen lever i Danmark.

    “Danskernes positive syn på Obama står i skarp kontrast til hans popularitet i USA, hvor blot 44 procent af amerikanerne ifølge Gallup synes, han gør det godt som præsident. 48 procent synes det modsatte, og det er medvirkende til, at hans parti, Demokraterne, står til at miste magten i mindst et af Kongressens to kamre ved midtvejsvalget i morgen.

    »Obama var meget bedre til at føre valgkamp end til at regere. Det kan ikke siges anderledes. Hvis man gør det, er det, fordi man ikke kan se objektivt på Obama. Og det er der mange, der ikke kan herhjemme,« siger Mads Fuglede, der mener, at den danske presse bærer en stor del af ansvaret:

    »Bare se på den måde, Obamas modstandere bliver portrætteret. De er altid nogle skøre kuler fra den yderste højrefløj. Det er et meget unuanceret billede.«

    Opdate 2/10-10 (13.36). På TV2 kan man lige nu, se en ældre Obama-fan ved navn Roberta McLeod drage en direkte sammenligning mellem Ku Klux Klan og Tea Party-bevægelsen. Hvis en tilhænger af Tea Party-bevægelsen i samme stil havde sammenlignet Obama med Stalin, så havde indslaget udelukkende omhandlet ekstremismen blandt Obamas modstandere.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper