5. november 2006

Ritzau Bureau opstrammer, og lidt om mediedækningen af midtvejsvalget

Ingen kan strække virkeligheden som Ritzaus Bureau. Fire amerikanske militæraviser kræver i en fælles leder imorgen, forsvarsminister Donald Rumsfelds afgang. Meget ubelejligt for Republikanerne her kort før midtvejsvalget, men aviserne er (som det bl.a. fremgår af DR Online) altså ejet af Gannett Company, og underoverskriften er således en urimelig opstramning. Her fra Politiken.

“Nyt tilbageslag for præsident Bush før midtvejsvalget: Militæret undsiger hans forsvarsminister på grund af fiasko for USA’s Irak-politik.”

Mediedækningen af den igangværende valgkamp i USA følger iøvrigt mønsteret, hvadenten det drejer sig om Foley, Fox eller Kerry. Valgkampen er hård, men sjovt nok så er Demokraterne også denne gang næsten pr definition den forurettede part.

Når Republikanerne går til stålet, så lyder det at Bush “skruer bissen på” (MetroXpress, 1/11-06) men når Kerry forsøger at fremstille Bush som en uintelligent mand, og efterfølgende må undskylde – ja, så kan man læse en klumme af Troels Myhlenberg (MetroXpress, 2/11-06), der causerer over det problematiske i magtfulde medier med udgangspunkt i Kerrys undskyldning. Orienterings Niels Lindvig bragte i fredags et indslag som fint illustrerer de dobbelte standarder. Indslaget omhandlede det han betegnede som ‘en snavset valgkamp’, men selvom en republikansk kandidat udsættes for groteske kampagner med racisme som stikord, så lød det blot at “de demokratiske grupper var i offensiven”.



26. september 2006

Danske aviser henviser næsten udelukkende til den amerikanske venstrefløjs aviser

USA har adskillige større regionale og landsdækkende aviser, og ligesom herhjemme markedsfører de fleste sig som holdningsavis – støttende enten republikanerne eller demokraterne.

I 1999 satte Ashley K. Vroman sig for at undersøge de amerikanske dagblade politiske bias, og resultateterne blev offentliggjort i artiklen “Slandering” the News: How Labelers Cleverly Undermine the Reliability and Validity of Newspapers. Emnet er i sig selv interessant nok, men når nu de danske medier ofte citerer analyser/historier fra amerikanske dagblade, så må det være på sin plads at gengive hendes liste over de fem mest venstreorienterede (liberal) og højreorienterede (conservative) aviser.

For sjov skyld har jeg kørt top5-listerne igennem avisdatabasen Infomedia. Første tal sat i parentes er antal henvisninger i danske dagblade for valgåret 2004, andet tal dækker perioden fra 1. januar 2005 til dags dato – tredje tal dækkende begge perioder.

Venstreorienterede (liberal)

1. New York Times (2039/3754/5793) – Kerry2004
2. Los Angeles Times (358/666/1024) – neutral
3. Washington Post (911/1639/2550) – Kerry2004
4. Boston Globe (119/148/267) – Kerry2004
5. Chicago Tribune (41/92/133) – Bush2004

Samlet (3468/6299/9767)

——————————————————————————————

Højreorienterede (conservative)

1. Wall Street Journal (407/1037/1444) – neutral
2. Washington Times (55/88/143) – Bush2004
3. New York Post (118/211/329) – Bush2004
4. Manchester (N.H.) Union-Leader (4/0/4) – Bush2004
5. Daily Oklahoman (0/0/0) – Bush2004

Samlet (584/1306/1890)

Forholdstal (5,94/4,82/5,17)

I valgåret 2004 refererede de danske aviser seks historier fra venstreorienterede aviser, hver gang de refererede en historie fra en højreorienteret avis. Vigtigste avis set med danske øjne – med en helt unik status var New York Times, en af de aviser på listerne som tidligt i valgkampen valgte at anbefale sine læsere at stemme på John Kerry.

Ud af de ti aviser nævnt valgte to af dem hverken at anbefale Bush eller Kerry. Af de øvrige otte, foretrak fem af dem Bush og kun tre Kerry, men det var de tre Kerry-støttere der blev citeret fra flest gange. I valgåret 2004 blev der blot henvist til de Bush-støttende aviser 218 gange, mens der blev henvist til Kerry-støtterne hele 3069 gange. (Forholdstal: 14,08).

Man kunne selvfølgelig argumentere for at de venstreorienterede aviser i USA bedrer afspejler det politiske klima i Danmark, og derfor se venstrefløjens klare dominans som noget naturligt. Det er isoleret set ikke helt forkert, men det ændrer ikke ved det forhold at de danske medier på mange måder gengav en venstre-aktivistisk tolkning af Bush under 2004-valget, og i forhold til Irak-krigen stort set altid præsenterer nyhedshistorier i en Bush-kritisk optik. Det fordrejer det politiske kompas, og hvor dækningen af den amerikanske valgkamp i praksis kom til at foregå med demokraternes dagsorden, så foregik og foregår dækningen af Irak-krigen stort set altid med udgangspunkt i Bush-kritikernes dagsorden.

Det må nævnes at en simpel optælling har sine mangler, og slører et mønster som man nemt kan konstatere ved at følge nyhedslisten fra Ritzaus Bureau, som både de danske dagblade og DR anvender i stor stil. Hvor de venstreorienterede aviser typisk får refereret sin dagsorden-sættende Bush-kritiske historier som værende neutrale informationer, så refereres højreorienterede medier langt mindre for det faktuelle, men bringes ofte på banen, enten for at informere om at medierne er delte i deres analyser rent politisk, eller for at understøtte Bush-kritikken med pointen ‘Selv konservative aviser siger nu fra’… 

Det er iøvrigt svært at betragte Wall Street Journal som højreorienteret hardliner. Avisen er ideologisk mere liberalistisk end konservativ, og værdipolitisk ikke langt fra Politiken. De øvrige fire højreorienterede aviser fylder stort set intet i det danske mediebillede. 

De danske avisers forkærlighed for den venstreorienterede del af den amerikanske presse, har stor betydning både i forhold til hvilke historier der når spalterne, men ligeså vigtigt, også i forhold til hvordan historierne vinkles. Fællesnævneren er her en generel afstandtagen til præsident George W. Bush og den nuværende republikanske administration. For nu at opsummere problemets karakter i en sætning: Poul Høi skriver for Berlingske Tidende.

Opdate 28/9-06. Uriasposten citeres i Berlingske Tidende…



15. september 2006

Demokraterne fører beskidt valgkamp imod republikanere i Niels Lindvigs fortolkning

Der er midtvejsvalg i USA i øjeblikket, og i Orientering igår kunne man høre hvorledes demokraterne førte en beskidt valgkamp imod republikanske kandidater. Ja, sådan præsenterer man naturligvis ikke virkeligheden på P1… 

Republikanerne presset i valgkampen (8,53 min.)

USA drejer valgkamp sig måske i højere grad end andre steder om at få sagt noget skidt om modstanderen.

Demokraternes præsidentkandidat i 2004, John Kerry måtte f.eks. opleve at se sin status som krigshelt sværtet til i TV-annoncer. Op til midtvejsvalget her i begyndelsen af november er det indtil videre især republikanerne, som må leve med negative annoncer fremstillet af krigsveteraner.

Samtidig er republikanerne og præsident Bush blevet tvunget til at bide i det sure æble og aktivt støtte præsidentens argeste modstander i det republikanske parti. For selv om Lincoln Chafee stemmer imod Bush i mange vigtige spørgsmål i Senatet, og Det hvide Hus hader ham for det, så er han nødvendig for at bevare flertallet.

Swiftboat-affæren var selvfølgelig ikke rar for John Kerry under valgkampen i 2004, men ingen kampagne var dog mere underlødig end MoveOns BusHitler-videoer. Mon ideologiske blokeringer forringer hukommelsen…



1. maj 2006

Myten om den intelligente og ærlige socialist & den uintelligente forførende borgerlige

Socialister er intelligente og ærlige, men mangler skærmtække. Borgerlige er uintelligente, men forfører vælgerne med billige argumenter. Tre klassiske eksempler…

Bush vs Kerry, nov. 2004 / Fogh vs Lykketoft, feb. 2005 / Berlusconi vs Prodi, april 2006

Søndagsavisen lægger i seneste nummer op til en duel mellem socialdemokraternes Henrik Sass Larsen og Venstres Jens Rohde. Her lidt fra Kamphanerne (af Mette Guldager, Rikke Danielsen og Jens Aagaard):

Først Jens Rohde: 

Retorik

Jens Rohde udnytter sproget mere. Han laver ind i mellem en slags retorisk kortslutning, a la solen skinner, og det viser, at Venstre er bedst! Det lykkes på grund af en kombination af frækhed og elegance og en evne til at ignorere, at der ikke er nogen sammenhæng i det, han siger. Som det er nu, hvor det ikke er indholdet, men den hurtige replik, der gælder, står Rohde stærkest.

Metoder

Han er meget optaget af processen, det strategiske. Han arbejder meget med at ’spille spillet’.

Dernæst Henrik Sass Larsen (betegnes på forsiden som “Det røde håb”).

Retorik

Henrik Sass Larsen er den klassiske politiker, god til at forklare sit standpunkt lige ud af landevejen, men uden at det bliver fiffigt eller frækt. Lader sig ikke ildne op og friste til at give den en ekstra tand. Hvis presset, kan han komme til at lyde bitter.

Metoder

Sass Larsen går efter sagen og er fagpolitiker.

PS: Sakset på BBC, der henviser til Christopher Hitchens analyse af Bush (2003).

For nu at føje spot til skade, så kunne Berlingske Tidendes Karl Erik Nielsen sidste søndag skrive følgende [via Kjerulf hos Punditokraterne]:

“… fra den konservative lejr hagler kritikken ned over manden, der kalder George W. Bush for USAs hidtil dårligste præsident. Kommentatoren Christopher Hitchens angriber især påstanden om, at få andre præsidenter har sået så meget splid i krisetider som Bush.”



8. november 2004

Hørt i 60 Minutes om Jon Stewart: “No one can accuse him of playing favorites”

TV2 sender som bekendt CBS’ udskældte nyhedsprogram 60 Minutes nogle uger forskudt. Igår på TV2 Charlie var der et indslag om The Daily Show – og ikke mindst om værten Jon Stewart, der står for de fire ugentlige shows, der trods det nyhedsagtige ydre – er rendyrket underholdning. Programmet sendes på Comedy Central, som ejes af CBS, og minsanten om ikke Jon Stewart havde et problem med Bush, Cheney og Irak-krigen. Her lidt fra indslaget.

Dick Cheney minder ham om Hulk:

Som lover en brutal død hvis vi ikke stemmer på ham. – hvad tydeligvis faldt i god jord hos 60 Minutes-journalisten Steve Kroft.

Med tanke på Danes for Bush-udsendelserne, som Mads Brügger forleden erklærede var et DR2-foretagende – så er følgende særdeles interessant.

Ovenstående fra det officielle ‘transkript’:

Kroft: Is Stewart sort of an equal opportunity skewer?

Stewart: “We don’t consider ourselves equal opportunity anythings, because that’s not – you know, that’s the beauty of fake journalism. We don’t have to – we travel in fake ethics,”

Her begyndte man så at tro at Jon Stewart modsat Mads Brügger besad lidt selvkritik, men selvom han var langt mere fair – så var tendensen klar.

Næste indslag var optaget under Republikanernes Konvent, og var som taget ud af Danes for Bush. The Daily Shows korrespondent stiller et spørgsmål til en republikansk udsending fra Montana, som alt afhængig af hans svar får ham til at fremstår mere eller mindre racistisk.

Emnerne var tidligere ‘berørt’ i diverse Udefra-dokumentarer, men her dog langt sjovere

Stewart: Alle unge mænd blev tvunget til Vietnam-krigen

Cheneys kone, indklippet: “Dick did not”

Andet eksempel: Irak anno 2004 ~Mess O’Potamia.

Sidste halvdel af Daily Show-indslaget var et studie i damagecontrol. Der vises en kort sekvens hvor Jon Stewart revser 60 Minutes for Rathergate…

– hvorefter Jon Stewart i interviewet udtrykker forbavselse over at Rathergate blev så stor en sag, når man tænker på at Bush førte USA i krig på forkert grundlag (sic). CBS’ ene hånd kradser den anden på ryggen over en kop kaffe…

Slutteligt ser vi Jon Stewart i hård debat på CNNs Crossfire, hvor han håner tv-stationen med genrens værste gloser… [Jeres slogans er ligeså vildledende som Foxnews’]

Kort forinden havde det allerede lydt: “In any event, when it comes to the media, no one can accuse him of playing favorites.”… for han revser alle der ikke er ligeså venstreorienterede som ham selv, må der menes.

The Center for Media and Public Affairs har fortløbende optalt (og kategoriseret) vittigheder om præsidentkandidaterne i fire landsdækkende shows (Letterman, Leno, O’Brian og Stewarts Daily Show)… Alle fire har i alle perioder før det netop overståede valg klart fokuseret mest på George W. Bush. Letterman og O’Brian med 2-3 gange flere ‘jokes’ om Bush end om Kerry – og lidt overraskende er Jon Stewart mest fair selvom han næsten har dobbelt så mange indslag om Bush i forhold til Kerry. [Link: 1/1 2004- 24/8-2004]

Det virker naturligt at Bush, som siddende præsident er genstand for flest jokes. Men mønsteret er lidt for markant. 778 vittigheder om Bush, 348 om Kerry, og måske mere sigende. Hyppigste emne for Kerry-jokes er ‘Appearance’ med 50 jokes, hvorimod Bush er blevet offer for ‘Intelligence’-jokes hele 261 gange. Ser man på de generelle tendenser ved tidligere præsidentkampagner bliver mønstret endnu tydeligere. Ved valget i 1992 (hvor Clinton vandt) – blev Clinton ‘offer’ under halvdelen af det antal gange Bush senior og Ross Perot blev det. Ved Clintons genvalg i 1996, var der minsanten flere jokes om den republikanske udfordrer Dole. Med Clintons liv i mente, virker det ikke så lidt påfaldende.

Problematikken er interessant. Kan man blande journalistik og humor, og hvis ja – skal objektivitet være et mål i sig selv? Vi ved hvad Mads Brügger, Michael Moore og andre leftloonies mener om den sag. Ligesom det også står klart hvilken goodwill CBS giver Jon Stewart i forhold til Foxnews’ Bill O’Reilly. Alt imens Carl Pedersen næsten ikke kan åbne munden uden at tale om (højreorienterede) talkshow-vært Rush Limbaugh…

Oploadet Kl. 23:41 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer


7. november 2004

George W. Bush i infight med John Kerry

Stor humor – George W. Bush lammetæver senator John Kerry… [link]

Oploadet Kl. 21:49 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
Arkiveret under:

Lau Hansen og JP: Dænomiseringen af Bush gik ud over den journalistiske kvalitet

Skøn kronik af Jesper Lau Hansen i lørdagens Berlingske Tidende [via Filtrat]. En smagsprøve fra Kerrys nederlag – og mediernes:

“En første fejl i mediernes strategi var dæmoniseringen af Bush. Allerede i den første uge efter terrorangrebet 11. september trådte Bush offentligt frem med muslimer og et budskab om, at kampen mod terror ikke var en kamp mod islam. Alligevel fremstilles han som en korsfarer og religiøs fanatiker. Da fokus blev rettet mod Afghanistan, blev han beskyldt for at være en skydegal cowboy, selvom han omhyggeligt opbyggede en alliance, før krigen blev indledt. Bush har i FN taget afstand fra USAs hidtidige politik med at støtte arabiske diktatorer og fastslået, at de er den egentlige årsag til terror, og at en demokratisering er den eneste reelle løsning herpå. Alligevel blev først krigen i Afghanistan og siden krigen i Irak affærdiget med vulgærmarxistiske forklaringer om mystiske oliekontrakter. Da fokus flyttede til Irak, valgte Bush at arbejde med FN og opnåede enstemmig tilslutning til resolution 1441, der krævede Saddams omgående samarbejde. Alligevel anklages Bush for at være unilateralist. Og selvom det var Tyskland og Frankrig, der konfronteret med Saddams modvilje nægtede at følge resolutionen og dermed nok engang ville få FN til at fremstå som handlingslammet, anklages Bush for at være den, der undergraver FNs anseelse. I Europa fik Bush støtte af 18 ud af 24 stater, alligevel fremstilles han som den, der splittede Europa. Osv., osv.”

“Den alvorligste ulempe ved denne journalistiske forfladigelse er dog skævvridningen af nyhedsdækningen. Den positive udvikling i Afghanistan ignoreres, f.eks. afholdelsen af frie valg med deltagelse af kvinder; et valg hvor Karzai har fået landsdækkende opbakning på tværs af stammeskel. Ved dækningen af Irak fokuseres kun på terror, og FNs erklæring for nylig om, at valg i januar nu er sandsynligt, nedtones. Det gik så vidt, at medierne under Allawis besøg i USA fremstillede ham som en løgnagtig marionetdukke af frygt for, at hans tak for USAs hjælp til Iraks befrielse skulle gavne Bush i valgkampen. En tarvelig behandling af en mand, der dagligt sætter livet på spil for at skabe en bedre fremtid for sit folk.”

“Et nyligt eksempel på fraværet af ordentlig journalistik var dækningen af en undersøgelse, der angiveligt viste, at ca. 100.000 irakere var døde efter krigen. Undersøgelsen var lavet af læger, hvilket åbenbart var nok til at indgyde medierne tillid. I TV Avisen blev den kritikløst gengivet endda med brug af grafik. Man skal til Slate.com (29.10.2004) for at få oplyst, at undersøgelsen reelt er ubrugelig. Dens skøn er et sted mellem 8.000 dræbte og 194.000. Det svarer til, at man gætter på, at et firbenet dyr enten er en ged eller en elefant. Heroverfor står, at Iraq Body Count, der tæller antallet af rapporterede dødsfald, kun er nået til ca. 16.000.”

Dagens leder i Jyllands-Posten følger pænt trop. Tre citater fra DR og Bush:

“Til de virkelige tabere ved det amerikanske valg hører også Danmarks Radio… I fire år har DR på alle kanaler hamret løs på George W. Bush… DR’s dækning af Bush har været under al kritik. Den har fordømt i stedet for at søge at forstå, hvorfor netop han i sin tid blev valgt, og hvad det er for et politisk projekt, han har gang i… Man har haft alt for travlt med at dæmonisere ham.

“For meningskleresiet er Bush-sejren derfor et eklatant nederlag. I fire år har den samme stok af Bush-hadende DR-kommentatorer (‘Altid plads til en til, der mener det samme’) ikke kunnet vente på, at han helt selvfølgeligt ville blive sendt på pension, så forfærdelig han er som person, politiker og præsident.

“For det skatteyderfinansierede DR må Bush-sejren give anledning til dyb selvransagelse. Og for seere og lyttere er det en ny påmindelse om, at man ikke kan nøjes med at se og lytte til DR. Public service-forpligtelsen til neutral nyhedsformidling har vi for længst opgivet at tage alvorligt.”

Oploadet Kl. 12:21 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:

Mennesket og Medier om mediernes Kerry-sympati – Lasse Jensen-selvmål

I sidste uges Mennesket og medier var emnet Bush, Kerry og medierne – hvor den notoriske Bush-hader Carl Pedersen sammen med Information Dorte Saietz, debatterede det kommende amerikanske præsidentvalg med SDUs Niels Krause-Kjær. Så vil man vide hvad Carl Pedersen mener om Foxnews, eller høre Saietz forklare hvorfor New York Times og Washington Post ikke er biased, så der her rig lejlighed. Carl Pedersen spåede iøvrigt at Kerry ville vinde, på grund af en forventet høj valgdeltagelse… Ikke overraskende at han henviser til bogen What liberal media, af Eric Alterman – en af eksperterne fra Outfoxed.

I slutningen af programmet er der et langt mere informativt interview med Charles Ferro, en amerikansk korrespondent i Danmark, der blandt reporterer til Newsweek. Efter at han i nogle minutter har fortalt om de danske mediers klare Kerry-sympati stiller værten Lasse Jensen – et spørgsmål, som indikerer at han enten ikke har hørt efter – eller forsøger at fremmane en DR-spiselig konklusion: “Så du oplever altså ikke at de danske medier som sådan specielt Kerry-sympatiserende?” [Svar: Jov, det gør jeg…]

Denne uges Mennesket og medier (som endnu ikke er online), har iøvrigt et interview med Mads Brügger ang. den journalistiske debat om Danes for Bush.


TV2-psykolog: Bush har den dårligste psyke

TV2 har fået chefpsykolog Jørn Beckmann til at kigge lidt på præsident Bush og senator Kerry.

Kerry vinder blandt andet i Begavelse og Analytiske evner – Bush vinder derimod stort i Manipulation – men taber til gengæld i Agressitionskontrol … [TV2]

Bonus-analyse – hvorfor vandt Bush: Fredsforsker Jan Øberg i torsdagens Deadline (i Anderssons referat): “Fra et massepsykologisk perspektiv havde Bush det mest attraktive program…”

Oploadet Kl. 09:50 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
Arkiveret under:


5. november 2004

Bush vandt – de første konspirationsteorier

Bush vandt præsidentvalget, og naturen går sin gang. Allerede onsdag aften hørte jeg tilfældigt den første konspirationsteori, gående ud på at demokratisk-registrerede vælgere blev nægtet adgang til valgstederne i Ohio selvom de stod i kø da afstemningen officielt lukkede. Indlysende absurd, men mon ikke Michael Moore eller en klon får baseret en The Ohio Incident-dokumentar på rygterne. Mere grundig er Daily Kos, omend det med hans metode nok ville blive umuligt at erklære en vinder i nogen stat på noget tidspunkt. Det tjener John Kerry til ære, at han valgte ikke at forfølge en usandsynlig tankerække til stor skade for verdens største demokrati – og hermed for Vestens funktionsdygtighed som sådan. Anything-but-Bush-typerne kunne lære en hel del af ham…

Oploadet Kl. 22:50 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper