10. maj 2017

Høgh-Sørensen: Redaktør fejlciterer mig – “Det er med medier som med mad. Varieret kost er bedst.”

Jeg har tidligere bragt et indlæg af den tidligere korrespondent Erik Høgh-Sørensen, omhandlende de etablerede mediers politiseren. Debatten går højt i Weekendavisen, der dog har valgt ikke at optage Høgh-Sørensens replik til Politikens Jakob Nielsen. Her i fuld længde.

Politikens imamer
I kronikken ‘Politiken som omrejsende imam’ belyste jeg (WEA 7.4) dagbladet Politikens undertiden anstrengte forhold til de nyhedsetiske mål om tilstræbt objektivitet.

Konklusionen var, at avisens journalister har givet ganske mange partiske citater til den toneangivende avis New York Times, hvorpå Politiken i nogle tilfælde bruger udenlandsk medie-kritik som indenrigspolitisk argument, bl.a. i smykkelovsagen.

Den tidligere Politiken-redaktør, Jakob Nielsen, som nu er chefredaktør på Altinget, afskriver imidlertid min kritik som ‘Høghs konspirationer’ (WEA 21.4).

Mine iagttagelser er desværre ikke ‘konspirationer’, men snarere øjenvidneskildringer. Som Bruxelles-korrespondent var jeg øjenvidne til New York Times’ arbejdsmetoder. Jeg kender Dan Bilefsky, som har skrevet nogle af de mest ensidige historier om Danmark, og jeg ved, at Bilefsky næppe forvansker bevidst, men at han ofte afhænger af hjælp fra danske journalister. Det har været Politiken-segmentets chance.

I sit defensorat 21.4 fejlciterer Nielsen mig desværre flere gange. Jeg anførte eksempelvis 7.4 den kendsgerning, at Bilefsky i 2016 undlod at interviewe Flemming Rose om hans nye bog ‘De besatte’. Det er fortsat en kendsgerning, uanset om Nielsen afviser dette med en bemærkning om, at jeg ikke kerer mig om fakta.

Dét at Rose blev underlagt grov censur på JP/Politiken, er en global nyhed værdig, fordi Rose blev en global personlighed under Muhammedkrisen. Her har New York Times fejlet, hvis målet er alsidig dækning af islamdebatten i Danmark. Lige netop den nyhed har JP/Politiken næppe været behjælpelig med.

Videre fejlciterer Jakob Nielsen mig for at ‘anbefale medier som Den Korte Avis og Uriasposten’. Hvad jeg rent faktisk skrev 7.4 var, at New York Times ’stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler’ som de to nævnte eller NewSpeek eller document.dk. Jeg ‘anbefaler’ således ingen af de nævnte medier i sig selv, heller ikke Politiken, for ingen af dem giver et afbalanceret billede af dagens Danmark. Det er med medier som med mad. Varieret kost er bedst.

Endelig er Nielsen ‘trist’ over min ‘journalistiske deroute’, idet jeg i dag som DF-politiker tillader mig at kritisere Politikens undertiden manglende objektivitet.

Måske var han næppe blevet lige så ‘trist’, hvis jeg havde valgt R, S, eller SF, men i øvrigt stortrives jeg på min ‘deroute’. Jeg har nemlig altid haft det sådan, at jeg aldrig med vilje ville være politiserende journalist. Så hellere melde klart ud og være journalistisk politiker.

Oploadet Kl. 11:03 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


25. april 2017

Tidl. korrespondent: Politiken frygtede for vort omdømme, men er selv kilde til de negative historier

For et par uger siden bragte Weekendavisen en kronik af tidligere EU-korrespondent Erik Høgh-Sørensen, der påpegede at Politiken kørte et parløb med New York Times, i forhold til at sætte Danmark og den danske udlændingepolitik i dårligt lys. Høgh-Sørensen påpegede, at Politikens dækning bør afbalanceres med alternative medier, herunder Uriasposten.

Tidliger redaktionschef for Politiken Jacob Nielsen svarede i fredags. Kronikken beskrives som et langt konspiratorisk causeri, og anbefalingen af Den Korte Avis og Uriasposten var udtryk for kronikørens ‘journalistiske deroute’. Døm selv.

Kronik i Weekendavisen af Erik Høgh-Sørensen.

Politiken som omrejsende imam (7. april 2017)

Før vedtagelsen af den omstridte smykkelov advarede dagbladet Politikens daværende chefredaktør Bo Lidegaard 26. januar 2016 på lederplads om risikoen for en ny Muhammedkrise.
Nyheden om smykkeloven var gået ‘verden rundt som et skræmmeeksempel på, hvor små og uværdige selv højt respekterede demokratier kan blive,’ skrev Lidegaard og tilføjede:

‘Det kan godt være, at omverdenen har misforstået intentionen [med loven], og det er muligt, at der kan findes eksempler på, at også andre lande konfiskerer værdier. Men det ændrer ikke ved, at smykkeloven har fået sit eget liv, og at en vedtagelse vil skade Danmark enormt.’

Lidegaard advarede om ligheden med Muhammedkrisen i 2005: ‘Også dengang var dunkle kræfter på spil, og også dengang havde mange af dem, der råbte højest, deres egne grunde til at tillægge Danmark skumle motiver og handlinger.’

Bo Lidegaard havde næppe sin egen avis i tankerne som en ‘dunkel kraft’ med ‘egne grunde’ til at ’skade Danmark enormt’. Ikke desto mindre viser Politiken sig ofte at være hovedaktør i det velrenommerede New York Times’ negative historier om Danmark.

Opskriften er groft sagt, at Politiken-journalister først fodrer undertiden partiske oplysninger og citater til den amerikanske avis. Derefter overgår internationale medier hinanden med kritisk dækning, hvorpå Politiken (og dens uofficielle partiorgan, Det Radikale Venstre) til sidst bruger den udenlandske kritik som argument i den hjemlige debat.

Smykkeloven er ét af flere eksempler. Politiken figurerede, og figurerer, som overeksponeret kilde i New York Times og får konsekvent ros for at være en ‘førende’ avis i Danmark.

Smykkesagen blev for alvor international, da Dan Bilefsky fra New York Times skrev to artikler 13. og 26. januar 2016. I den første artikel satte daværende Politiken-redaktør Jakob Nielsen tonen ved at beskrive Danmark som ‘en af verdens mest generøse velfærdsstater’ med tilføjelsen ‘nu prøver regeringen at forværre vores image’.

New York Times begik imidlertid mindst to fejl. For det første blev nazikortet trukket. Bilefsky kontrasterede smykkeloven med redningsaktionen i 1943, da størstedelen af de danske jøder blev bragt i sikkerhed i Sverige. Kontrasten er falsk, for i 1943 var det naturligt for mange almindelige danskere at hjælpe en velintegreret minoritet, dvs. jødiske nabofamilier, mod en fælles nazistisk fjende. Det var ikke tilfældet i 2015 og 2016, da tusinder af mestendels mandlige muslimske migranter ankom til Danmark efter at have passeret adskillige sikre lande såsom Tyskland.

For det andet er New York Times-artiklerne præget af udeladelser eller nedprioritering af relevante og nuancerende oplysninger. En af disse nedprioriteringer handler om, at Danmark
i dag er præget af utryghed, fordi velfærdssamfundet er ved at falde fra hinanden. Dette er af enorm betydning i Danmark, men for især amerikanske mediebrugere udgør dette aspekt en kulturkløft. De kender ikke velfærdssamfundet i samme grad og har svært ved at forstå, at danskere på tværs af partiskel værner om det. I den sammenhæng var smykkekonfiskationsloven at betragte som en ligestilling mellem asylansøgere og danske bistandsklienter, der også skal bruge af egen opsparing, før de kan modtage offentlige ydelser.

Ganske sigende ignorerede både Politiken og New York Times en opsigtsvækkende tragedie, der udfoldede sig nøjagtig samtidig med smykkeloven. Den 12. januar 2016 døde en 46-årig etnisk dansk hjemløs i ætsende kulde i København på Købmagergade. Den kolde mand sov ind, mens han i myldretiden lå på en af landets travleste gågader. Tragedien var en god mulighed for i al fairness at beskrive det danske dilemma mellem trængt offentlig økonomi, velfærd og migration.

Nu er Politikens journalister, herunder Jakob Nielsen, ikke ansvarlige for, om New York Times laver fejl. Og dog. Både Nielsen og Bilefsky befandt sig i Bruxelles for godt 10 år siden som medlemmer af det internationale pressekorps. Her er det god skik at tilsidesætte egne politiske holdninger, hvis en forudsætningsløs udenlandsk kollega skulle bede om råd om eksempelvis danske forhold. Jeg har selv rådgivet Bilefsky, mens jeg var EU-korrespondent i Bruxelles.

Naturligvis kan man ved en sådan lejlighed bruge sin ytringsfrihed, som man vil, men i stigende grad er New York Times endt med at fremstå som en skinger oversættelse af Politikens lederartikler. Dette gjorde sig eksempelvis gældende, da Jakob Nielsen og yderligere én Politiken-journalist deltog i Bilefskys artikel 15. marts 2017 om integrationsminister Inger Støjbergs (V) omstridte asylstrammer-kage.

I artiklens top lød konklusionen: ‘For ikke længe siden brystede Danmark sig af sin humanisme, gavmilde ulandsbistand og en gæstfri holdning til udlændinge. Tiderne har ændret sig.’ Påstanden blev ikke understøttet af kilder, idet Støjbergs lagkage på ingen måde gav sagligt grundlag for en generalisering om ‘Danmark’.

Ligeledes med Bilefskys beskrivelse 20. januar 2016 af den såkaldte frikadelle-krig i Randers. Også her figurerede Politiken. En indvandrer blev citeret for, at Dansk Folkeparti ‘taler på vegne af svin’, og læserne blev snydt for oplysningen om, at nogle randrusianske institutioner vitterlig havde fjernet svin fra menuen, tilsyneladende af hensyn til islam.

New York Times ignorerede også dyrevelfærds-aspektet, hvilket afspejler en kulturkløft vedrørende religion. Et bredt udsnit af danskerne nærer uanset partifarve uvilje mod dyrplageri afstedkommet af irrationelle religionsfølelser. På dette felt mindede New York Times om et andet amerikansk medie, TIME Magazine, som i juli 2015 måtte beklage en artikel om et ‘nyt’ dansk forbud mod kosher- og halalslagtning. Forbuddet viste sig at være et halvandet år gammelt krav om, at dyr skal bedøves inden slagtning. Formelt var forbuddet religionsneutralt, men i Politiken fik ekstreme religiøse kredse lydhørhed i deres kamp mod dyrevelfærd. Temaet i et indlæg 22. februar 2014 var, at ‘danskerne er jo ekstremister’.

Også bilafbrændingerne i Danmark fik 10. oktober 2016 en ganske skæv beskrivelse i New York Times. Her forklarede Politiken-journalist Frank Hvilsom vandalernes mulige motiver ud fra ‘en giftig debat om immigration i dette land og immigranter, som får at vide ‘du er ikke dansk’.’

Udeladt var den kendsgerning, at både motorvejs-steninger og bilafbrændinger i nogle tilfælde er foretaget af personer med muslimsk baggrund, samt at danske kriminalitetsstatistikker rummer en grel overrepræsentation af folk med rod i islamisk kultur. Mens denne kendsgerning lades uomtalt, har New York Times omvendt brugt ordet xenofobi, dvs. fremmedhad, i beskrivelserne af Danmark.

Det karakteristiske er, at udenlandsk presse kun overfladisk strejfer utrygheden og presset mod velfærdssamfundet. Mulighedernes kø er ellers lang. Den danske utryghed kunne Bilefsky såmænd nemt beskrive uden at skulle sige farvel til kilderne i Politiken. Han kunne lave et interview med JP/ Politikens ledelse om dens krænkelser af ytringsfriheden i form af hård censur mod manden bag Muhammedtegninger ne, Flemming Rose. Dette blev blotlagt i 2016 i bogen ‘De besatte’. Den dødstruede Roses hårde exit fra en avis, han havde tjent loyalt i 16 år, er en relevant global nyhed. New York Times kunne også beskrive, hvordan 74 procent af de såkaldte ‘asylbørn’ viser sig at være over 18 år. Der er altså tale om voksne, som prøver at snyde sig til dansk velfærd.

Til forsvar for Bilefsky skal nævnes, at der er forskel på amerikansk og dansk journalistik. Det bemærkede jeg selv, da jeg som amerikanskuddannet journalist efter nogle års arbejde
i Californien vendte tilbage til Danmark i 1994. Jeg fandt et nogenlunde fristed på Ritzau, men opdagede snart, at danske medier har ret svært ved at efterleve princippet om tilstræbt objektivitet. En undersøgelse viste i 2012, at omkring 30 procent af danske journalister var tilhængere af Det Radikale Venstre, og 80 procent af de adspurgte ville stemme »rødt-grønt«. En procent sympatiserede med DF.

Det belyser, at danske journalisters tradition for tilstræbt objektivitet ikke er helt stærk nok til, at de politiske holdninger bliver filtreret væk i nyhedsdækningen. Netop heri finder man nok en hovedårsag til almindelige danskeres mistillid til elite-medierne. Netop heri ses også en årsag til Bilefskys fejl. Han stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler som Den Korte Avis eller Uriasposten.

New York Times’ fejl og manglende balance er fortsat Bilefskys ansvar, og jeg har i hovedtræk foreholdt ham kritikken i denne kronik. Hans version kunne være kommet med, men må vente til en anden god gang. Naturligvis skal han og New York Times fortsat skrive efter avisens 120 år gamle slogan om ‘all the news that’s fit to print’. Ordsproget blev i øvrigt opfundet som led i et opgør mod partisk skandalejournalistik.



12. oktober 2016

New York Times om bilbrande i København: Måske udført af en vred dansk (far-right) underklasse…

Den fremhævede formulering er tvetydig, og det må være bevidst. Dan Bilefsky var ikke blevet korrespondent for New York Times, hvis ikke han kunne formulere sig præcist. Politikens manglende lyst til at fortælle sandheden er velkendt. Hvide løgne i New York Times – Car Attacks in Denmark Spread ‘Like an Infection’.

“At least 185 cars have been set ablaze in Copenhagen, the Danish capital, so far this year, the police say, with a sudden and mysterious increase over the past two months or so, when about 80 automobiles were burned. …

Car burning has long been a potent and extreme example of urban revolt in some countries — France in 2005, in particular. But it is particularly jarring for Danes, who have long taken pride in their country’s social harmony and in being ranked among the happiest people on the planet.

It is a mystery why this is happening, and there has been a big increase over the last few months and that is worrying,’ said Jens Moller Jensen, a detective inspector with the Copenhagen police, charged with investigating the attacks. … ‘I am working on several hypotheses,’ he added. …

As the motives and identities of the attackers remain a mystery, speculation is growing. Violent nihilism or rage? Immigrant angst? Simple boredom or, perhaps, large-scale insurance fraud?

One theory is that cars in Denmark are being burned by individuals from an angry underclass in a country where far-right groups have organized bitter protests against immigration, calling it a threat to the nation’s identity.

‘It is a bit like an infection that has spread,’ said Frank Hvilsom, a crime reporter for Politiken, a leading Danish newspaper. ‘At a time when we have a toxic debate about immigration in this country and immigrants are being told, ‘You are not Danish,’ this could be the work of attention seekers who are trying to disturb society and are saying, ‘Let us show you what we can do.'”

(New York Times, All the News That’s Fit to Print; Se evt. Snaphanen)



11. september 2016

New York Times portrætterer Danmark: Om racisten Johnny og irakiske Omar der går i kirke for at lære

Mandag bragte selveste New York Times en stort opsat artikel om Danmark, den danske højrefløj og forholdet til muslimer. Kilderne var ‘historiker’ Bo Lidegaard, Özlem Cekic, en antropolog og en selverklæret racist ved navn Johnny. Her fik man blandt andet historien om en irakisk ingeniør, de ‘ attend church to learn about Christianity’, og ikke er ‘opposed to his son’s eating pork’. Et eventyr, som Niels Lillelund så rigtigt påpeger.

Hugh Fitzgerald kommenterer på New English Review – Those Danish Right-Wing ‘Racists,’ Their ‘Harsh’ Demands and ‘Hate’ Speech.

“The other day the New York Times published a story about how Danes are souring on Muslim immigrants, and how some feel guilty about it:

Johnny Christensen, a stout and silver-whiskered retired bank employee, always thought of himself as sympathetic to people fleeing war and welcoming to immigrants. But after more than 36,000 mostly Muslim asylum seekers poured into Denmark over the past two years, Mr. Christensen, 65, said, ‘I’ve become a racist.’

He believes these new migrants are draining Denmark’s cherished social-welfare system but failing to adapt to its customs. ‘Just kick them out,’ he said, unleashing a mighty kick at an imaginary target on a suburban sidewalk. ‘These Muslims want to keep their own culture, but we have our own rules here and everyone must follow them.’

When Christensen says ‘I’ve become a racist,’ he has internalized the false charge made by Muslims, and their willing collaborators, that those who are sensibly anxious about Islam are ‘racists.’ Since that scare-word automatically consigns one to the outer darkness, when even perfectly intelligent people with perfectly reasonable grievances turn that word on themselves, it is clear that something is amiss. Mr. Christensen needs to be unapologetic for his views, and he should start by watching his language: Islam is not a race, antipathy to Muslims does not constitute ‘racism.’ Leave that word alone.

… just look at how the Times reporter then slants the story at every point: ‘The center-right government has backed harsh measures targeting migrants, hate speech has spiked, and the anti-immigrant Danish People’s Party is now the second largest in Parliament.’

… the reporter sees a Morality Play with two kinds of Danes: the Good Danes, ’still opening their arms,’ and the Bad Danes, ‘a resurgent right wing that seeks to ban all Muslims.’ But even the Good Danes did not invite the Muslims in, and never quite were ‘opening their arms.’ And even if the Bad Danes want to end Muslim immigration, none have as yet called for removing all of the Muslims already in Denmark. Not quite a Morality Play.

The Times reporter continues:

There is tension, too, over whether the backlash is really about a strain on Denmark’s generous public benefits or a rising terrorist threat — or whether a longstanding but latent racial hostility is being unearthed. …

Those who talk about a ‘latent racial hostility’ in this famously tolerant country are deliberately trying to make the Danes feel guilty about their well-justified fears, and to deflect attention away from Islam. …

This report from Denmark, with its loaded words – ‘right-wing,’ ‘hate speech,’ ‘targeting immigrants,’ ‘harsh measures’ – does not leave much room for thoughtful analysis of what is clearly a grave problem everywhere in Western Europe. That problem, let me repeat, is that Muslim migrants, in large numbers (one million arrived in Germany alone in 2015), have been moving into Europe, bringing Islam with them in their mental luggage, putting great strain on the welfare systems of every country in which they end up, and on the criminal justice systems because of their sky-high crime rate, and, given Muslim terrorist attacks in nearly a dozen Western countries, on the security services too.

Yet it is amazing that even now, after all the murder and mayhem that has been committed by Muslims, and not only those of ISIS who dutifully cite Islamic texts to justify their every act, people in Denmark are embarrassed to admit to an anxiety about Islam, and instead accuse themselves (‘I’ve become a racist’) rather than ask what it is about the ideology of Islam that makes it uniquely difficult, perhaps even impossible, for Muslim migrants – always with a few remarkable exceptions — to integrate.”

(New York Times, 5. september 2016: ‘I’ve Become a Racist’: Migrant Wave Unleashes Danish Tensions…)

Apropos.

“Danmarks blakkede omdømme har lidt ny skade, for det er selveste The New York Times, der har været i Tårnby og tegnet et portræt af puslingelandet. … der var ting, man huskede, og ting, man huskede at glemme i fremstillingen, og så var der historien om Omar Mahmoud, irakisk ingeniør, der kom til landet for et år siden, bor i et flygtningecenter i Randers, går til dansk og lærer sproget hurtigt, går i kirke ‘for at lære om kristendommen’, og som ikke har noget imod, at hans børn spiser svinekød, selv om det er forbudt i islam.

historien om den irakiske ingeniør, der siger, at han går i kirke og lade børnene spise frikadeller for lissom at sætte turbo på integrationen, kan isoleret set godt være sand – men den fortæller ikke noget om den muslimske indvandring til Danmark, lige så lidt som historien om min storrygende mormor, der levede, til hun var nær halvfems og døde af noget andet, siger noget om det risikofyldte i at ryge 40 Kings om dagen. (Niels Lillelund, Jyllands-Posten, 11. september 2016)



21. maj 2016

Edward Luttwak, historiker: Pressen tog ‘180 grader fejl’ med Reagan, “Det gør de også med Trump.”

Klaus Wivel har talt med Edward Luttwak, der som forfatter, universitetsmand og rådgiver for skiftende administrationer vel er nået så langt som en akademiker overhovedet kan. Uden decideret at være begejstret for Trump, så ville det være underholdende at følge venstrefløjens reaktion i forhold til en mere isolationistisk præsident. Jeg gætter på vi vil høre følgende igen og igen: ‘I er medskyldige i massakre, hvis ikke I tager ansvar.’.

Fra seneste udgave af Weekendavisen – En kur mod Trumpfobi (ikke online).

“Vi må jo vænne os til tanken: der kommer en ny sherif i byen, og det bliver muligvis ikke Hillary Clinton. … Luttwak lægger ud med at forklare mig, hvorfor Trump vil vinde. Årsagen er den enkle, at han ikke har i sinde at øge skatterne, hvilket ifølge analytikeren er, hvad valget kommer til at handle om. Hillary har tidligere afsløret sin vilje til at sætte skatterne op. Trækker hun de udtalelser i land – og det bliver hun nødt til, hvis hun skal slå Trump – kan enhver amerikaner se, at hun lyver, siger han. …

Hvordan kan det være, vil jeg vide på Vinstuen, at stort set alle hans skrivende kolleger bruger sprogets tarveligste gloser, når de skal udtrykke deres syn Donald Trump? ‘Europæernes syn på USA er altid overfladisk,’ siger han… ‘De ser kun gennem det vindue, som The New York Times, Washington Post eller CNN giver dem. Det vindue giver ofte et misvisende billede. Eksempelvis da Jimmy Carter stillede op mod Gerald Ford i 1976. Ford var tidligere talsmand for Kongressen og landets vicepræsident, han havde været præsident i to år. Hans modstander? Jimmy Carter,en peanut-bonde. Alle udenrigsministerier i Europa vidste, at han kunne aldrig vinde.’

Det samme gjaldt for Ronald Reagan, fortsætter Luttwak. Han stillede op mod Carter, der skulle genvælges. Alle vidste, at Reagan ikke kunne blive valgt, fordi han ville starte en atomkrig. Desuden var Reagan skuespiller og meget gammel.’Udelukket! Latterligt!’ råber Luttwak, der selv mødte Reagan som en af de første efter valget, hvor han hurtigt opdagede, at den nye præsident ikke under nogen omstændigheder ønskede at trykke på atomknappen; heller ikke, hvis USA blev angrebet. ‘Pressen tog 180 grader fejl,’ siger Luttwak. ‘Det gør de også med Trump.’

– Trump vil trække USA helt ud af Mellemøsten. Vil det ikke bare føre til endnu mere kaos? ‘Trump mener, at alt, hvad USA har forsøgt sig med i Mellemøsten, er mislykkedes. Økonomisk støtte har slået fejl, fordi de ikke er interesserede i økonomisk udvikling. At bombe dem har også slået fejl. Dræber man en terrorist, skyder der tre nye op. Derfor skal USA fjerne sig helt.’

– Ikke at skride ind i Syrien er jo også slået fejl. Hundredtusinder er døde. ‘Det har ikke slået fejl,’ råber han og slår i bordet, så teskeerne danser, og kaffen går i bølgegang. ‘Ingen amerikanske soldater er døde. Det er det valg, vi har: at blive skudt i ryggen af de folk, vi beskytter. … Vi kan ikke intervenere i borgerkrigen, fordi vi ikke har allierede.

… Trumps udtalelser om, at at muslimer skal nægtes indrejse til USA. Er det ikke – udover at mistænkeliggøre alle muslimer – umuligt at gennemføre? ‘Under Barack Obama er det uhyre svært at få et visum, hvis man kommer fra et muslimsk land. Kommer man fra Danmark, behøver man intet visum, hvis opholdet er under tre måneder,’ svarer han…

‘Trump råber bare meget højt om noget, som Obama allerede har indført.’ – Er det ikke uamerikansk at nægte en bestemt religiøs gruppe adgang til landet? ‘Muligvis. Men USA praktiserer diskrimination mod enhver religiøs gruppe, for hvem hellig krig er en iboende del af doktrinen.’

(Edward Luttwak, forfatter mm.; Foto: Huffington Post)



29. november 2009

‘For at tydeliggøre klimabudskabet har man klippet en hæl og hugget en tå’

Når Foxnews omtales i danske medier, så er det altid som et ondt højreorienteret medie-monster, men hvor ville det være befriende med en dansk pendant til Glenn Beck. Herunder ses han i en sekvens, hvor han kommenterer Climategate, giver gode eksempler fra de lækkede dokumenter og slutteligt udstiller New York Times’ dobbeltmoral. Via Zonka på dansk.

New York Times’ har nok mest tilfælles med Politiken, men nedenciterede blogindlæg er pudsigt nok skrevet af Berlingske Tidendes videnskabsraporter Lars Henrik Aagaard. Journalister er tilsyneladende ikke altid glade for afsløringer – Klimakriminalitet.

“Nogle kalder det ”Climategate”, andre det største slag nogensinde mod ”teorien om menneskeskabt global opvarmning”. Jeg siger: Klap lige klimahesten…

Før jeg går videre, så lad mig slå fast, at det er en klar kriminel handling, en strafbar handling. Af samme årsag er det digitale indbrud meldt til politiet og jagten på hackerne er gået ind. Lad os håbe, at forbryderne opspores, så de kan få deres fortjente straf og deres skumle motiver kan blive kendt.

Forestil dig, at samtlige mails, som du har skrevet og modtaget siden internettets gennembrud i midten af 1990erne, bliver lagt ucensureret ud på nettet til alles beskuelse… Der kan sagtens være ting og sager, man som nære kolleger eller venner skriftligt har udvekslet i et lukket forum, der ikke bør se se dagens lys.

Alt i alt er over 3.000 emails blevet offentliggjort, flertallet af dem mellem en række af verdens førende klimaforskere – altså kloge hoveder, der har brugt ti-år af deres liv på at forske og fordybe sig i klimaet og dets faktorer, som offentliggør deres forskning i førende tidsskrifter som Science og Nature, og som i adskillige tilfælde er medlemmer af FNs klimapanel IPCC.

At læse disse mails er som at titte ind mellem naboens soveværelsesgardiner efter mørkets frembrud med en kraftig halogenlampe. Man føler vitterligt, at man ikke har noget at gøre her.

Men nu ligger de der, alle taler om dem, verdens største medier refererer til dem, og ja, indholdet af nogle af disse mails synes at efterlade et forklaringsproblem.

Et er, at en forsker fryder sig over en fremtrædende klimaskeptikers død, eller at en anden – efter alt at dømme for sjov – giver udtryk for en ubændig lyst til at pande en navngiven skeptiker ned. Klimaforskere er vel også mennesker

Det kunne godt se ud som om, der er blevet klippet en hæl og hugget en tå enkelte steder for tydeliggøre klimabudskabet over for offentligheden. Men om man ligefrem har benyttet sig af videnskabelig uredelighed synes straks mere tvivlsomt.”

  • 29/11-09 Jyllandsposten – Leder: Rigtige meninger.
  • 

    31. august 2009

    Mishra om “de udtalelser, hvis budskab var, at alle, som ikke var muslimer, skulle dræbes”

    Mrutyuanjai Mishra på sin JP Blog – Svensk Muhammed-krise, jødehad og antisemitisme.

    “De, der ønsker at forstå antisemitismen i dag, burde læse historien om en ung, dygtig journalist fra Wall Street Journal, Daniel Pearl. Daniel Pearl var udstationeret i Mumbai, da han af islamister blev lokket til Karachi, hvor han blev kidnappet og senere myrdet… Daniel Pearl efterlod en højgravid kæreste, og nåede aldrig at se sit barn.

    Den kendte franske filosof Bernard-Henri Levy har skrevet en meget omtalt bog, Who killed Daniel Pearl? Bogen burde være obligatorisk læsning, hvis man vil forstå sammenhængen mellem islamisme og antisemitisme i dag…

    Manden, der var ansvarlig for kidnapningen af Daniel Pearl, er Omar Sheikh, en islamist født og opvokset i Storbritannien, som har gået på intet mindre end elite-universitetet London School of Economics. Og han var ikke den eneste sin familie, der havde studeret på et af landets førende universiteter. Alligevel valgte han at blive medlem af en jihadist-organisation.

    Da Indien d. 26. november 2008 oplevede sit 11/9, havde islamiske terrorister det klare formål at dræbe så mange vesterlændinge som muligt. Indisk politi fremlagde dokumentationen for omverdenen af samtalerne mellem terroristerne og deres bagmænd, men af politisk korrekte årsager ville ikke engang New York Times bringe de udtalelser, hvis budskab tydeligt var, at alle, som ikke var muslimer, skulle dræbes.

    Daily Telegraph og Huffington Post berettede efterfølgende, at en jødisk rabbi og hans kone samt andre tilstedeværende jøder på et lokalt jødisk kulturcenter i Mumbai blev dræbt. Men de blev ikke bare dræbt, de blev også tortureret. Terrorangrebet i Mumbai vil ikke bare blive husket som et angreb på indisk demokrati, hvilket bragte Indien og Pakistan tæt på regulær krig. Det vil også blive husket som et voldsomt antisemitisk angreb på jøder.”

    Oploadet Kl. 16:52 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
    

    15. juli 2009

    Berlingske Tidende & New York Times og den svære kronologi

    Berlingske Tidende har oversat en klassisk-vinklede artikel fra New York Times, der behændigt ignorerer det forhold, at det med at gå efter terrorister på udenlandsk jord ikke var noget Bush eller Cheney opfandt. Den 17. august 1998, efter islamistiske terrorangreb på amerikanske ambassader i Afrika et par uger tidligere, iværksatte præsident Clinton Operation Infinite Reach.

    Operationen gik blandt andet ud på at myrde Osama bin Laden i Zhawar Kili-lejren, dybt inde i Afghanistan, på fremmed suverænitet. Bomberne faldt desværre nogle timer for sent, og Osama bin Laden overlevede. Det var mere end tre år før 9/11, da Bush stadig var guvernør i Texas.

    Fra CIA ville myrde lederne af al-Qaeda.

    “Siden 2001 har USAs efterretningstjeneste, CIA, ifølge nuværende og tidligere regeringsembedsmænd udarbejdet planer om at sende små hold til udlandet med henblik på at snigmyrde højtstående terrorister fra al-Qaeda.

    Planerne forblev ukonkrete og blev aldrig ført ud i livet, hedder det, og direktøren for CIA, Leon E. Panetta, afviklede i sidste måned programmet. Ansatte i efterretningstjenesten løb i årenes løb ind i et utal af logistiske, juridiske og diplomatiske problemer… Alligevel blev planerne ifølge de embedsmænd, der har haft indsigt i sagen, aldrig helt opgivet, for Bush-regeringen ledte efter alternativer til at dræbe terrorister med missiler affyret fra førerløse fly eller fange dem i deres hjemlande og overføre dem til hemmelige fængsler drevet af CIA…

    Programmet blev opstillet i de hektiske dage efter terrorangrebet den 11. september 2001, da præsident George W. Bush underskrev en hemmelig ordre, der bemyndigede CIA til at fange eller dræbe aktive terrorister fra al-Qaeda rundt omkring i verden.”

    Når et borgerligt medie som Berlingske Tidende løber med halve sandheder, så kan det næppe undre konspirationsteorierne når uanede højder i et land som Afghanistan. Citater fra mandagens Metroxpress – En sump af røverhistorier (ikke online).

    “Krigen er bluff. USA bekæmper ikke Taleban eller al-Qaeda – tværtimod... USA støtter terroristerne for at have en forklaring på sin militære oprustning… og så vil de have vores gas.” (Najif, afghansk journalist)

    “Amerikanerne er kun ude på, at krigen fortsætter.” (Shinwari, TV-journalist)

    Osama bin Laden eksisterer ikke. Han er opfundet af amerikanske medier for at have en eller anden grund til at invadere vores land.” (Khan Wali, IT-tekniker)

    Oploadet Kl. 14:11 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer
    

    24. oktober 2008

    Liberale New York Times, det ikke-refererede argument og Viggo Sommer

    De støttede Al Gore i 2000 og John Kerry i 2004, og det kan ikke komme som en overraskelse at de danske mediers foretrukne kilde udi det amerikanske også denne gang støtter demokraternes præsidentkandidat. Medierne har ingen problemer med at kalde iranske eller pakistanske islamister for ‘konservative’, men selvom Barack Obama går til valg på en i økonomisk henseende ikke-liberal dagsorden, så oversættes liberal ikke med ‘venstreorienteret’.

    Fra onsdagens Berlingske Tidende. Et læserbrev af Michael Sandfort.

    Dårligt journalistisk håndværk
    Ifølge CNN (som Republikanere kalder Obama News Network) skyldes subprimekrisen, at grådige bankfolk udnyttede uregulerede markeder til at låne penge ud til fattige familier som ikke havde en chance for at betale gælden tilbage. Ifølge Fox News (som Demokrater kalder konservativ) skyldes subprimekrisen, at demokraterne under Bill Clinton tvang bankerne til at låne ud til dårlige betalere for at tilgodese etniske minoriteter, og at Demokraterne siden har forhindret George W. Bush i at afhjælpe problemet. Når danske medier hyppigt refererer førstnævnte og aldrig sidstnævnte, er det så ikke dårligt journalistisk håndværk og i strid med reglerne for god presseskik?

    (Liberale Viggo Sommer, Middagsmagasinet 24/10-08, TV2 Østjylland)

    

    18. oktober 2008

    Åben tråd: Mediernes dækning af det amerikanske præsidentvalgkamp

    De danske mediers dækning af det amerikanske præsidentvalgkamp er ligeså slem som for fire år siden, og måske er problemet værre denne gang, fordi der hersker en koncensus ikke set tidligere. Der er praktisk talt ikke forskel på Informations Martin Burcharth og Berlingske Tidendes Karl Erik Stougard og Poul Høi.

    Eksemplerne er mange. Her de tre seneste fra DR Online.

  • 16/10-08 DR Online – Obama er mere cool end iPhone.
  • 17/10-08 DR Online – Måling: Verden er blevet obamofil.
  • 17/10-08 DR Online – Problemer med McCains Blikkenslager-Joe.
  • “McCain vil bruge historien om Blikkenslager-Joe – en lille erhvervsdrivende – i forsøget på at nå Obama inden USA’s præsidentvalg. Men der er visse problemer med “Joe”.

    Egentlig hedder han ikke Joe, og han har ikke licens til at være blikkenslager…

    Således kan avisen New York Times fastslå, at Blikkenslager-Joe slet ikke hedder Joe. Hans rette navn er Samuel J. Wurzelbacher.

    Den sidste er bizar, men et godt eksempel på hvad der sker når medier konsekvent fremlægger en historie med udgangspunkt i den ene fløjs argumentation. Mandens rigtige navn er Samuel Joseph Wurzelbacher, og kaldes i daglig tale Joe (Joseph). Sjovt nok, så betragtes det som underlødigt at kalde Obama for Barack Hussein Obama, og DR vil næppe problematisere, at samme kalder sin vicepræsidentkandidat for Joe Biden, selvom manden rent faktisk hedder Joseph Biden (se evt.: DR Online 23/8-08 Joe Biden er Obamas makker).

    At det skulle være forkert at kalde ham blikkenslager er ligeledes rent spin. Manden kaldes i daglig tale ‘Joe the plumber’, og arbejder for et blikkenslagerfirma. At han er ufaglært er kun interessant, fordi det kan bruges til at kompromitere John McCain.

    Som skrevet står, dette er en åben tråd. Gode eksempler noteret i kommentarfeltet suppleres denne tråd på et senere tidspunkt.

    (Månen set fra Højbjerg 17/10-08 Kl. 08.49)

    Mere.

  • 14/10-08 Jyllandsposten – Her er manden bag løgnene om Obama.
  • 16/10-08 Berlingske Tidende – En grimasse, der kan passe (Poul Høi).
  • Billedserier.

  • 16/10-08 Berlingske Tidende – McCains mange ansigter .
  • Mediekritik.

  • 3/10-08 The Asylum of TerminalFrost – Berlingskes USA-dækning.
  • 13/10-08 Værdikampen – Troopergate – det som danskerne ikke får at se.
  • 15/10-08 The Vanishing Point – Danmarks borgerlige avis – i USA.
  • Ikke-historier.

  • 12/10-08 Washington Post – Obama’s Kenya ghosts.
  • 13/10-08 JammieWearingFool – Voter Fraud You Can Believe In: Every Form Turned In By ACORN At One Location Is Bogus.
  • 14/10-08 National Review – Mark Steyn: Rotten Boroughs (ACORN-historien).
  • 14/10-08 Justonminute – Why Obama’s Columbia Years Went AWOL.
  • 15/10-08 AP – Video games feature ads for Obama’s campaign.
  • 15/10-08 Daily Telegraph – Warner Brothers block release of ‘pro-John McCain film’ .
  • “Warner Brothers has delayed the re-release of a film about American prisoners of war in Vietnam in case it influences the outcome of the US presidential election.”

  • 16/10-08 Fox 35 – Student called out for political t-shirt (kaldet racist pga. McCain trøje).
  • 16/10-08 Little Green Footballs – Video: Obama Bashes McCain with a Bogus Story.
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper