10. juni 2020

‘På snorlige linje efter de amerikanske medier kobler journalister sig til og fra historier alt efter udfald’

Jeg kan desvære kun citere lidt fra kommentaren, der er spækket med konkrete eksempler på danske mediers hysteriske Trump-bashing, og bør læses i sin helhed. RUC-professor Ole Bruun i Jyllands-Posten – Medier gengiver ukritisk anti-Trump-hysteri og er med til at skabe en amerikansk løgn.

“Den amerikanske løgn handler ikke om Donald Trumps løgne, for, som Fox News-værten Tucker Carlson udtrykker det, hader demokraterne ham endnu mere, når han fortæller dem sandheden.

Den handler derimod om de løgne og den misrepræsentation af det amerikanske samfund som er konsekvens af danske mediers og kommentatorers ukritiske gengivelse af anti-Trump-hysteriet i de demokratiske og venstreorienterede amerikanske medier.

Det skyldes næppe uvidenhed, men snarere en tiltagende politisering af vores medier i takt med den postmoderne og identitetspolitiske strømning. Den har åbnet en ladeport for subjektive tolkninger og identitetsbekræftende nyhedsformidling på bekostning af klassisk journalistik i oplysningens og demokratiets tjeneste.

En sådan journalistik har i høj grad bidraget til at forpeste det politiske klima i USA, hvor de mest markante eksempler er CNN’s, MSNBC’s og New York Times’ forfald til anti-Trump-journalistik: I stedet for at være en fjerde, kontrollerende instans bliver medierne en konfliktskabende instans. Som udtrykt af New York Times’ tidligere chefredaktør Jill Abramson er det velkendt, at unge journalister primært er venstreorienterede, men når posten som chefredaktør samtidig overgår til folk med en kulturradikal eller identitetspolitisk dagsorden, går det galt: Relevansen for danske medier er åbenlys. …

På snorlige linje efter de amerikanske medier kobler journalister sig til og fra historier alt efter udfald og undviger informationer der belaster demokraterne, såsom om baggrunden for Fisa-retskendelsen for overvågning af Trump, for Mueller-undersøgelsen og the Steel dossier, ligesom de undviger motiverne bag rigsretssagen.

… hvorfor er det så magtpåliggende for den nye elite både i USA og herhjemme at få os til at hade Trump?”

(Tucker Carlson på Fox News, 2019; Foto: Youtube)



1. april 2019

MSM videregav ‘udokumenteret bevismateriale og historier fra anonyme’, “der viste sig at være falske”

Berlingske bragte i går et større portræt af den gode Lennart Kiil, enmandshæren bag den liberale Folkets Avis, der siden 2016 har forsøgt at gøre Folkets.dk til en egentlig forretning. I den forbindelse pointerer journalist Line Tolstrup Holm, at “misinformation vælter ud fra alternative blogmedier”, uden dog at sætte navn på de formastelige. Det meste af det medieeksperter kalder ‘fake news’ er blot spidsvinklede kilder serveret med clickbaitende overskrifter fra undergrundsmedier der løber mod strømmen rent journalistisk. Der findes mange halve sandheder i cyberspace, men ingen misinformerer så systematisk som de store mediehuse.

Super gennemgang af Klaus Wivel i Weekendavisen – Intet brag, blot en klynken.

“Er den særlige undersøger Robert Muellers rapport en frikendelse af Donald Trump?

‘Når det handler om, hvorvidt Trump har koordineret valgkampen med Rusland, så ja, helt bestemt,’ svarer amerikanske Sharyl Attkisson, tidligere tilknyttet CBS News, nu undersøgende journalist og forfatter, der har gjort en dyd ud af at opsamle, hvad hun kalder ‘mediefejltagelser i Trump-æraen’. …

‘Nu ser det ud til, at Trump ifølge Mueller har fortalt sandheden. Vi i medierne har lavet et elendigt stykke arbejde, når det handler om at opretholde de normale journalistiske standarder for rettidig omhu og ansvarlighed i omgangen med en enormt stor historie. Det handler ikke om, at vi skulle have undgået at skrive om sagen. Naturligvis må vi viderebringe de beskyldninger, der lanceres. Men vi gik ikke til denne historie med den nødvendige journalistiske kritiske sans. Vi har videregivet udokumenteret bevismateriale og historier fra anonyme kilder, der viste sig at være falske,’ siger hun.

… Ikke uden sarkasme nævner Sean Davis den Pulitzerpris, landets fineste hæder, som New York Times og Washington Post delte sidste år for deres ‘grundigt kildebelagte og uophørlige rapporter i offentlighedens interesse, der på dramatisk vis har givet nationen en dybere forståelse for den russiske indblanding i valget i 2016 og dens forbindelser til Trump-kampagnen’.

Falsk varebetegnelse, forstår man. ‘Ikke alene lykkedes det ikke for pressen at ødelægge Donald Trumps tid i Det Hvide Hus; den har også leveret en enorm mængde beviser på hans konstante beskyldninger om ’fake news’,’ siger Sean Davis. Hans eget tidsskrift The Federalist har i denne uge udarbejdet en liste over 61 højtstående meningsmagere på de store nyhedsmedier samt ledende embedsmænd, som ifølge nettidsskriftet alle har været eksponenter for ‘det russiske sammensværgelselseshysteri’.”

(The Federalist, 61 Hacks Who Peddled Russian Collusion And Should Never Be Trusted Again; NB: Læsbar)



27. december 2018

Ellemann om Trump: “Det har overrasket og skuffet mig, at den dybe stat.. ikke har reageret stærkere”

“… democracy is the worst form of Government except for all those other forms that have been tried from time to time”, sagde Winston Churchill i en tale i Underhuset efter krigen, selvom han var opvokset på et slot, og født ind i den privilegerede overklasse. På daværende tidspunkt var Ellemann og Lykketoft børn, og endnu ikke spoleret af magtfuldkommenhed.

Uffe Ellemann-Jensen for fuld arrogance i et interview med Euroman – Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen om Trump, Putin, flygtningestrømme og global opvarmning.

“Den amerikanske præsident holdt i år et historisk møde med diktatoren Kim Jong-un, og spændingerne på den koreanske halvø er taget af. Men Donald Trump deler mere, end han samler i en verden, der galoperer med en globalisering, han ikke bryder sig om. Han taler for lukkede grænser, omtaler gamle allierede i Europa som ’fjender’, har forkastet en international atomaftale med Iran, startet handelskrig med Kina og flyttet sit lands ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem, der også er en hellig by for palæstinenserne.

På hjemmefronten er Det Hvide Hus rystet af fyringer, lækager, skældud og skandaler som pornostjernen Stormy Daniels’ påståede affære med Trump. Og så spøger undersøgelsen om russisk indblanding i hans valgsejr stadig.

Lykketoft: Trump har vist, hvor delte amerikanerne er. Vi har aldrig sanset, hvor meget Fox News betyder for mange mennesker og misinformerer dem. Vi tænker jo kun på amerikanske medier som CNN og New York Times. Dem er der bare ikke så mange amerikanere, der læser eller ser mere. Der er opstået forskellige virkeligheder. Hvordan kommer vi af med den nationalistiske indadvendthed, som Trump står for?

Ellemann: Det har overrasket og skuffet mig, at den dybe stat og nogle af de grundlæggende værdier i USA ikke har reageret stærkere på ham. Hans republikanske parti, som jeg har mange venner i, har ikke formået at stå mere sammen mod den disruption, der er kommet med Trump.

Lykketoft: Det er, som om dine venner ikke har ret mange venner tilbage i partiet.

Ellemann: De dør jo efterhånden. Det er også det ærgerlige ved at kigge sig omkring i vores alder. Vi må nok indrette os på, at selvom vi slipper af med Trump på et tidspunkt, vil der blive noget tilbage, som ikke bare falder på plads igen med det samme. Når republikanerne ikke gør mere modstand mod ham, er det fordi, han har ramt noget, de alligevel efterstræber. Han rammer en følelse hos nogle vælgere af, at de har haft en bad deal med det internationale samfund. At amerikanerne bliver udnyttet og betaler meget mere, end de får igen.”



7. december 2018

Alle imod Lindholm: Politiken nævner omtale i New York Times (skrevet af tidl. Politiken-journalist)

Kampen mod et udrejsecenter på øen Lindholm intensiveres i disse dage. Det er lige på kanten af menneskerettighederne, det bliver alt for dyrt, og naboerne er i øvrigt imod at placere flygtninge på denne her afsides beliggende ‘øde ø’. At det skulle være en øde ø er en sandhed med modifikationer, men sandheden betyder ikke så meget, når der mobiliseres imod den danske udlændingepolitik.

Som Rasmus Jarlov skarpt pointerer, så er medierne gået i selvsving. Visse artikler i udenlandske medier er sågar skrevet af danske journalister, specifikt nævnes Martin Selsøe Sørensen, der indtil fornyligt var korrespondent for Politiken, men nu freelancer for blandt andet New York Times. Politiken kan så berette om udlandets reaktion…

I skrivende stund fortæller de på TV2 News, at beslutningen om et udrejsecenter i Stege bugt kritiseres af FN. Nu mangler vi bare Bashy Quraishy, George Clooney og Pave Frants, så er hele pladen fyldt.

(Politiken, 3. december 2018: … Dansk asyl-ø skaber internationale overskrifter)

“Danske venstreorienterede medier har igen travlt med at henvise til opbakning fra udenlandsk presse imod Danmarks udlændingepolitik. Man skal bare være klar over, at mange af artiklerne i de udenlandske medier er skrevet netop af danske (formentlig venstreorienterede) journalister.

Her har en journalist ved navnet Martin Selsø fået bragt en historie i New York Times. Hvorefter Politiken skriver om, at New York Times har skrevet historien. Det er vist dét, man kalder en cirkulær reference.” (Rasmus Jarlov, 4. december 2018)

(New York Times, 3. december 2018: Denmark Plans to Isolate Unwanted Migrants on a Small Island)



15. november 2018

Henrik Jensen om Trump-bashing: “Vi blev tvangsfodret som foie gras-gæs med ensidige vinkler…”

I dag kom jeg for skade, at se dokumentaren ‘Børn i bure – Trumps nul-tolerance politik’ (Separated: Children at the Border, PBS, 2018) på DR2, og det var 52 minutters koncentreret antipati for uempatiske og racistiske Donald Trump. Økonomiske migranter krydser grænsen illegalt, og portrætteres som ofre for inhuman politik.

De interviewede NGO’ere havde et snævert perspekt, og det samme har de fleste kunstnere. Skuespilleren Robert De Niro er desværre ingen undtagelse. God kommentar af lektor emeritus Henrik Jensen i Jyllands-Posten – Fuck! – Hvordan blev vi så totalt amerikaniserede?

“Dækningen af det just overståede midtvejsvalg i USA var en demonstration af, hvor meget amerikansk politik fylder i danske medier, som alle havde indtil flere korrespondenter derovre i ugerne op til valget. Vi blev tvangsfodret som foie gras-gæs med ensidige vinkler på amerikansk politik. Og det af alle danske medier.

Trump befinder sig muligvis et sted mellem barnlig og bims, men er det grund nok til at kaste danske mediebrugere så aldeles i armene på New York Times, CNN og Hollywood? Hvad med lidt kølig distance?

Amerikansk politik er syg på begge sider af midterlinjen.. ‘Fuck Trump!’ var det indspark, skuespilleren Robert De Niro bragte, da han egentlig bare skulle præsentere Bruce Springsteen ved Tony-prisuddelingerne. ‘Jeg vil bare sige en ting,« sagde han, »fuck Trump!’ Og så rejste salen sig op og jublede. Det var den totale ensretning – en ensretning vi af vore egne medier inviteres til at deltage i. Man kan med god ret sige, at Trump selv begyndte den primitivisering af politikken, som hans modstandere har taget op.

Når det er så trist med De Niros ‘tegneseriepolitik’, er det på grund af den disrespekt for præsidentembedet og de demokratiske institutioner, han udtrykker. Den er muligvis på længere sigt mere farlig for demokratiet, end Trump selv er. Trump kan man skille sig af med ad demokratisk vej, hvis man vil, men den forsimpling og latrinering, der nu breder sig, er sværere at komme af med igen.

(Robert De Niro til Tony awards 2018, 10. juni 2018; Fotos: Youtube)>

Oploadet Kl. 22:08 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


29. marts 2018

A. El-Matari: “… danskheden har mistet dens affektionsværdi… rend mig i det nationale tilhørsforhold”

Man hører ofte, at Koranafbrændinger skaber splid. Det er måske rigtigt nok. Der er også positive effekter, for selvom det kan siges at være en form for primitiv ‘territoriel afpisning’, så er det ganske velegnet til at skille fårene fra bukkene. Kommentar af ungradikale Adam El-Matari i Information – Rend mig i det nationale tilhørsforhold.

“Grundet mange danskeres fremmedhad og dehumanisering af det menneske, jeg er, baseret på mit udseende, bliver jeg aldrig nogensinde en accepteret del af deres hellige gral af rugbrødsdanskhed. …

På den ene side vil jeg aldrig synke til lavpunktet og kapitulere til de nationalkonservative med deres evindelige snak om, at jeg ikke er dansk. Den fornøjelse har jeg i mine indre nationale stridigheder valgt at berøve dem.

På den anden side er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg faktisk overhovedet har lyst til at være ‘dansk’.

I min søgen efter en nationalidentitet er jeg stødt på mennesker, der er glade for at have truffet et bevidst valg om at frasige sig en nationalidentitet. Det har til delt ført til en indre fred hos mig selv…

Gider jeg overhovedet at være ‘dansk’, når Danmark er et land, hvor et nationalkonservativt og indvandrerfjendsk parti er landets næststørste, og hvor rabiate typer vælger at offentliggøre en video på Facebook, hvor de brænder koranen. …

I New York Times skrives der mere og mere i negative vendinger om Danmark, og danskernes brand bliver med tiltagende kraft set som noget fremmedhadsk, som man ikke ønsker at associeres med…

Min konklusion er, at danskheden har mistet dens affektionsværdi, danskheden er ikke længere noget, man vil stræbe efter. … Ønsker man at være en del af noget, der frastøder én? Jeg vil i hvert fald ikke. Så rend mig i det nationale tilhørsforhold.

(Arkiv-foto: Koranafbrænding, 11. september 2010)



8. august 2017

Bent Blüdnikow om Trump og journalisters ‘traditionsbunden kærlighed til venstrefløjsmedier.’

Bent Blüdnikow i Berlingske – Medierne forvrænger den amerikanske virkelighed.

“I næsten samtlige borgerlige medier fra Wall Street Journal til National Review har kritikken af Trump været særdeles hård. … Men der har ikke fra borgerlig side manglet kritik af de etablerede medier som Washington Post, New York Times og bl.a. CNN. Fra at være medier, der ville gengive virkeligheden til den amerikanske befolkning, er disse medier blevet et oppositionsparti og har skrottet de journalistiske dyder. Alt kan nu bruges i kampen om at vælte Trump. Fra administrationens tidligere Obama-embedsmænd flyder en strøm af anonyme oplysninger til pressen, der holder gryden i kog. … For de borgerlige er der anledning til undren over, at de medier, der i otte år under præsident Obama var ganske kritikløse, nu bruger alle sager til at kaste mistanke over Trump-regeringen.

Blandt mange eksempler kan nævnes Trump besøg i Europa i juli og han tale i Polen om de vestlige værdier og nødvendigheden af at forsvare dem. Talen blev af borgerlige amerikanske medier modtaget som en næsten Reagansk tale og rost til skyerne. I de etablerede medier blev talen rakket ned og kaldt udtryk for hvid racisme. Hvad de fleste medier hæftede sig ved – ikke mindst i Europa – var, at den polske præsidentfrue ikke trykkede Trumps udstrakte hånd, men gik hen til Melania Trump. Da præsidentfruen senere forklarede, at hun blot havde fulgt etiketten ved at trykke kvindens hånd først, blev det ikke gengivet i medierne. Man ønskede den negative historie og fortalte ikke, at Trump havde givet en forrygende tale.

… Der sker nemlig positive ting under Trump-regeringens korte levetid. Aktierne slår den ene rekord efter den anden. Job-tallene er gode og stadig flere kommer i arbejde. Regeringen har gang i en deregulering af love og regler for bl.a. erhversvlivet, der er med til at øge optimismen. Og ikke mindst har Trump øget tilliden til amerikansk udenrigspolitik, fordi han har vist, som fvh. chefredaktør Anna Libak bemærkede i Berlingske, at USA nu igen er parat til at bruge magt. … kun lidt af dette får plads i de etablerede amerikanske medier og slet ikke i de europæiske, hvor de negative kulørte historier totalt dominerer.

Sådan har det været i årevis. Præsident Reagan var bare en dum skydegal cowboy og præsident George W. Bush var dum og reaktionær. Præsident Obama var derimod et geni, ifølge de samme euorpæiske medier, både i de borgerlige og i de røde.

Republikanske politikere er altid blevet behandlet dårligere end demokratiske. Det skyldes, at journalisterne altid refererer fra de røde medier og hentede og stadig henter deres historier fra venstreorienterede aviser som Guardian, New York Times og f.eks. det israelske Haaretz.

Det skyldtes sandsynligvis ikke manglende åndsevner til at orientere sig i andre medier eller en bevidst politisk slagside, men en traditionsbunden kærlighed til venstrefløjsmedier. Resultatet bliver en forvrænget virkelighed.”



13. juni 2017

Comey under høring: New York Times-historie om Trump-folks samarbejde med russerne er ‘nonsens’

Politikens Kristian Madsen giver på Facebook udtryk for, at Bent Blüdnikows kritik af New York Times og Washington Post tenderer ‘fake news’, og får støtte fra Niels Bjerre-Poulsen (‘Bludnikows og Trumps fælles martyrium’), en af de mest citerede USA-eksperter. En kvindelig Berlingske-læser bruger i samme tråd ‘dybt konservativt’, som skældsord, og lige akkurat her kan man se at Danmark er et lille land. Trump-hadet er religiøst.

Herunder det meste fra den oprindelige kommentar. Sakset fra Berlingske – Den sørgelige tilstand i amerikansk presse.

“Der har været Senatshøring med FBIs direktør James Comey. De etablerede medier som Washington Post, New York Times og CNN havde forberedt det store show.

Man håbede, at sceancen ville blive katastrofal for Trump og måske bane vej for en rigsretssag. Man håbede, at James Comey ville sige, at Trump havde forhindret ham i at lade FBI undersøge Trump-folkenes samarbejde med russerne, og så ville man have Trump på gaflen.

James Comey lagde ikke skjul på sin mistillid til præsident Trump, men der var ikke skyggen af bevis for, at Trump havde forsøgt at forhindre en bred undersøgelse af Rusland-sagen.

Trump havde muligvis forsøgt at lade sin forhenværende rådgiver Michael Flynn slippe billigt, men der var ikke bevis for noget kriminelt.

Borgerlige medier som Wall Street Journal konkluderede: ‘James Comeys første optræden efter sin fyring i Senatet torsdag blev et politisk antiklimaks uden nogen større afsløringer om et eventuelt samarbejde mellem Trump og Rusland eller om præsidentens mulige forsøg på at afspore undersøgelsen.’

Skuffelsen hos blandt andre New York Times var da også høj som en skyskraber. …

Men én interessant oplysning kom der ud af Comeys høring. Den republikanske senator James Risch spurgte ham, om en nyhed i New York Times fra 14. februar 2017, der berettede om, at Trump-staben og russerne havde samarbejdet, var sand. James Comey svarede, at artiklen var ‘nonsens’ og ‘falsk’. Comey berørte dermed et kæmpeproblem for pressen, nemlig at deres artikler om Trump og hans stab er fyldt med rygter, anonyme kilder og ikke-dokumentérbare påstande. Der er ikke længere en solid efterprøvning af værdien i de trykte artikler.

Årsagen er, at hadet til Trump er blevet den drivende kraft. Wall Street Journals kommentator Kimberley A. Strassel skriver, at vi får et forvrænget virkelighedsbillede fra medierne, der nu primært drives af et ønske om at afsætte Trump.

Strassel skriver, at selv om der intet nyt er om beskyldningerne om Trumps eventuelle samarbejde med russerne, og selv om der ikke er bevis for, at der rent faktisk var et samarbejde, er medierne hver dag fyldt med tynde historier om netop det: ‘Kun få forventer noget bedre fra medierne. Specielt når man tager i betragtning, at deres nye mission er at samarbejde med demokraterne og Aldrig-Trumpisterne for at få Trump til at gå af. Det betyder en bølge af strategiske læk og formodninger, som skaber nye kontroverser, som er spundet ind i endnu fjernere skandaler (…) Resultatet er en absurd situation, hvor den næsten hysteriske pressedækning af personen Trump (en potentiel russisk agent) er fuldkommen adskilt fra de politiske initiativer, som hans administration er i gang med. Trumps administration, som omfatter nogle af landets bedste politiske reformatorer i den konservative verden, er metodisk i gang med at deregulere samfundet.’

Fra de amerikanske etablerede medier spredes denne utroværdige og forvrængede dækning ukritisk til europæisk presse. …

Intet har været mere afslørende for den sørgelige tilstand i amerikansk presse – og specielt for New York Times – end fyringen af avisens kvindelige læserredaktør, der skulle sørge for pålidelighed, og at presseetikken blev overholdt i avisen.

Hun hedder Liz Spayd, og allerede tidligere i år var hun fremme med kritik af journalister fra New York Times, der åbent erkendte deres had til Donald Trump og proklamerede på de sociale medier, at New York Times skulle kaste sig ind i kampen for at få ham fjernet.

Det førte til en intern magtkamp, der for to uger siden endte med, at hun blev fyret. Dermed fjernede avisen den sidste på bastionen, der kæmpede for en fair journalistisk standard.”



24. maj 2017

Forskere om Trump-dækningen: “… a new standard for unfavorable press coverage of a president.”

Mediernes dækning af præsident Trump har i journalistisk henseende været ‘udenfor kategori’, ikke mindst i den europæiske presse, der typisk baserer sig på Washington Post og New York Times.

En række medieforskere fra Harvard Kenney School har set nærmere på større amerikanske mediers dækning af Trumps første 100 dage, og konklusionen kunne uden problemer oversættes til dansk: “… a new standard for unfavorable press coverage of a president.”.

Referat fra Washington Examiner – Byron York: Harvard study: CNN, NBC Trump coverage 93 percent negative.

“How negative was press coverage of President Trump’s first 100 days in office? Far more than that of Barack Obama, George W. Bush, or Bill Clinton, according to a new report from the Harvard Kennedy School’s Shorenstein Center on Media, Politics and Public Policy.

The Harvard scholars analyzed the New York Times, Wall Street Journal, Washington Post and the main newscasts (not talk shows) of CBS, CNN, Fox and NBC during Trump’s initial time in office. They found, to no one’s surprise, that Trump absolutely dominated news coverage in the first 100 days. And then they found that news coverage was solidly negative — 80 percent negative among those outlets studied, versus 20 percent positive.

The numbers for previous presidents: Barack Obama, 41 percent negative, 59 percent positive; George W. Bush, 57 percent negative, 43 percent positive; and Bill Clinton, 60 percent negative, 40 percent positive.

… the coverage of some news organizations was so negative, according to the Harvard study, that it seems hard to argue that the coverage was anywhere near a neutral presentation of facts. Assessing the tone of news coverage, the Harvard researchers found that CNN’s Trump coverage was 93 percent negative, and seven percent positive. The researchers found the same numbers for NBC.

Others were slightly less negative. The Harvard team found that CBS coverage was 91 percent negative and 9 percent positive. New York Times coverage was 87 percent negative and 13 percent positive. Washington Post coverage was 83 percent negative and 17 percent positive. Wall Street Journal coverage was 70 percent negative and 30 percent positive. And Fox News coverage also leaned to the negative, but only slightly: 52 percent negative to 48 percent positive.

Ninety-three percent negative — that’s a lot by anybody’s standards. ‘CNN and NBC’s coverage was the most unrelenting — negative stories about Trump outpaced positive ones by 13-to-1 on the two networks,’ the study noted. ‘Trump’s coverage during his first 100 days set a new standard for negativity.'”

(CNN og NBC mest negative overfor Trump, Foxnews mest afbalanceret)

Oploadet Kl. 23:59 af Kim Møller — Direkte link42 kommentarer


10. maj 2017

Høgh-Sørensen: Redaktør fejlciterer mig – “Det er med medier som med mad. Varieret kost er bedst.”

Jeg har tidligere bragt et indlæg af den tidligere korrespondent Erik Høgh-Sørensen, omhandlende de etablerede mediers politiseren. Debatten går højt i Weekendavisen, der dog har valgt ikke at optage Høgh-Sørensens replik til Politikens Jakob Nielsen. Her i fuld længde.

Politikens imamer
I kronikken ‘Politiken som omrejsende imam’ belyste jeg (WEA 7.4) dagbladet Politikens undertiden anstrengte forhold til de nyhedsetiske mål om tilstræbt objektivitet.

Konklusionen var, at avisens journalister har givet ganske mange partiske citater til den toneangivende avis New York Times, hvorpå Politiken i nogle tilfælde bruger udenlandsk medie-kritik som indenrigspolitisk argument, bl.a. i smykkelovsagen.

Den tidligere Politiken-redaktør, Jakob Nielsen, som nu er chefredaktør på Altinget, afskriver imidlertid min kritik som ‘Høghs konspirationer’ (WEA 21.4).

Mine iagttagelser er desværre ikke ‘konspirationer’, men snarere øjenvidneskildringer. Som Bruxelles-korrespondent var jeg øjenvidne til New York Times’ arbejdsmetoder. Jeg kender Dan Bilefsky, som har skrevet nogle af de mest ensidige historier om Danmark, og jeg ved, at Bilefsky næppe forvansker bevidst, men at han ofte afhænger af hjælp fra danske journalister. Det har været Politiken-segmentets chance.

I sit defensorat 21.4 fejlciterer Nielsen mig desværre flere gange. Jeg anførte eksempelvis 7.4 den kendsgerning, at Bilefsky i 2016 undlod at interviewe Flemming Rose om hans nye bog ‘De besatte’. Det er fortsat en kendsgerning, uanset om Nielsen afviser dette med en bemærkning om, at jeg ikke kerer mig om fakta.

Dét at Rose blev underlagt grov censur på JP/Politiken, er en global nyhed værdig, fordi Rose blev en global personlighed under Muhammedkrisen. Her har New York Times fejlet, hvis målet er alsidig dækning af islamdebatten i Danmark. Lige netop den nyhed har JP/Politiken næppe været behjælpelig med.

Videre fejlciterer Jakob Nielsen mig for at ‘anbefale medier som Den Korte Avis og Uriasposten’. Hvad jeg rent faktisk skrev 7.4 var, at New York Times ’stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler’ som de to nævnte eller NewSpeek eller document.dk. Jeg ‘anbefaler’ således ingen af de nævnte medier i sig selv, heller ikke Politiken, for ingen af dem giver et afbalanceret billede af dagens Danmark. Det er med medier som med mad. Varieret kost er bedst.

Endelig er Nielsen ‘trist’ over min ‘journalistiske deroute’, idet jeg i dag som DF-politiker tillader mig at kritisere Politikens undertiden manglende objektivitet.

Måske var han næppe blevet lige så ‘trist’, hvis jeg havde valgt R, S, eller SF, men i øvrigt stortrives jeg på min ‘deroute’. Jeg har nemlig altid haft det sådan, at jeg aldrig med vilje ville være politiserende journalist. Så hellere melde klart ud og være journalistisk politiker.

Oploadet Kl. 11:03 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper