29. marts 2016

Irrelevant jf. Poul Høi: Multietnicitet er unaturligt, “Hvide identificerer sig med hvide, sorte med sorte..”

“Hon kallas Danmarks Donald Trump”, skrev Dagens Nyheter i forrige uge, og ‘The Donald’ er ondskabens ikon anno 2016. Det siger sig selv, at Poul Høi kun har foragt for fænomenet, der angribes fra alle vinkler. Når Høi læser en forskningsbaseret artikel der påpeger, at sorte har mere sympati med sorte (og hvide med hvide), så associeres Trump med islamistiske massemordere såsom Ibrahim el-Bakraoui og Omar Abdel Hamid El-Hussein.

Poul Høi kunne have rettet opmærksomhed mod det faktum at 92-94 procent af sorte vælgere i USA stemte på Barack Obama, men nej – Trump er en hvid pendant til Koran-tro mordere. Helt i ånden fra mediedækningen af valgene i 2008 og 2012, hvor det blev problematiseret at hvide vælgere foretrak henholdsvis John McCain og Mitt Romney. At sorte stemmer på Barack Obama blev ikke problematiseret.

Den refererede forskning er ganske oplysende, selvom konklusionen er ligeså ubrugelig som Høis personlige afrunding – Ny forskning forklarer: Derfor kan hvide ikke bo med sorte – og omvendt.

Vores hjerne er en monohjerne, siger forskere, og hvide føler f.eks. mere empati over for hvide og sorte over for sorte. Er ideen om et multietnisk Bruxelles eller København dermed en umulighed? … Racisme er en urmenneskelig egenskab, og vores hjerne er en rigtig monohjerne.

Konklusionen fremgår af en nylig artikel i det videnskabelige og digitale magasin Aeon. ‘Er vi alle racister,’ spørger artiklen, som gennemgår den relevante forskning siden 2009 og besvarer sit eget spørgsmål med et rungende ‘ja.’ Forskerne har brugt enhver neurovidenskabelig teknik til at måle racisme, og de når hver gang til det samme svar: Vi tænker i racer. Hvide identificerer sig med hvide, sorte med sorte, asiater med asiater, og vi identificerer os også i modsætning til de andre racer, skriver forfatteren, den amerikanske hjerneforsker og journalist, Princess Ojiaku.

… ‘Når vores hjerner ubevidst er racistiske, kan vi så overhovedet skabe et multietnisk samfund?’ … Hvad vi gør ved den slags urracistiske instinkter? … Men det oplagte svar forsøger at besvare et spørgsmål anno 2016 med et svar anno 1956, for den vestlige verden er allerede en multi-verden. … Vores monohjerne befinder sig i en multi-tid, og hverken bomber, tortur eller tæppebomber kan lave om på det, og derfor er de neurologiske og psykologiske undersøgelser på én gang oplysende og irrelevante.”

(Princess Ojiaku i Aeon, 21. marts 2016: Is everybody a racist?)

Perhaps the most insidious form of undercover racism is the racial empathy gap, a phenomenon backed by a massive amount of scientific evidence showing that all of us see other races as less sensitive to pain than ourselves. … Aided by my background in neuroscience, I looked to the brain for answers on this strange phenomenon. As I drilled into the scientific literature, I found that researchers had used just about every neuroscience technique developed to detect emotion to also detect implicit (or unconscious) racial bias in the deepest parts of the body and brain. …

We often have these ideas that children are colour blind and that they love everyone and that they don’t see race and that if you don’t talk to them about it, maybe they won’t notice it and everything will be okay,’ Dore told me in a phone interview. ‘But that’s clearly not the case. …

The studies are numerous and conclusive – we have a significant race problem in empathy. While it will be hard for most of us to know whether or not our brains are reacting equitably in situations that call for empathy, it should be easier to build concern and care for people of other races on a conscious level.” (Princess Ojiaku)



17. november 2015

Niels Lillelund skærer igennem: “De vestlige værdier er vestlige, de er ikke universelle.”

De vestlige værdier burde egentlig være universelle, lød det fra udenrigsminister Kristian Jensen i Deadline i aftes, og nogle minutter senere blev han mere konkret. Det syriske folk skulle bestemme i Syrien, Assad er ikke demokratisk valgt, og løsningen er frie valg. En mindre naiv udgave af radikale Christian Friis Bach, men stadig blind i forhold til det store skisma. Vores værdier er ikke deres. Deres værdier er ikke vores.

Niels Lillelund skærer igennem i Jyllands-Posten – Universelle værdier.

“‘Det er et angreb på hele menneskeheden,’ sagde præsident Obama. Han talte om angrebet i Paris, som anfægter os alle på en særlig måde. For det gør det. Kort forinden var der terror i Beirut, det havde man knap nok hørt om. Hver dag sker der et eller andet forfærdeligt et eller andet sted i verden, men når man rammer Paris, rammer man os på en særlig måde og hvorfor det? …

An attack not just on Paris, it’s an attack not just on the people of France, but this is an attack on all of humanity and the universal values we share. Sagde Obama, men det er løgn.

Det passer ikke, det er en grundlæggende misforståelse. De vestlige værdier er vestlige, de er ikke universelle. Endeløse terrorbomber, meningsmålinger blandt muslimer, mislykkede invasioner og integrationsprojekter, milliarder og atter milliarder af spildte kroner, dollars og euro har demonstreret det, og dog synes vestligere ledere forhippet på at tro det.

(Muslimsk input til Facebook-gruppen ‘Mindehøjtidelighed for ofrene i Frankrig’, 15. november 2015)



26. september 2014

Statsminister-alternativ Lars Løkke Rasmussen om Islamisk Stat: “… de har voldtaget islam”

Det virker som en massepsykose, men den rammer tilsyneladende kun vestlige politikere. Muhammedanisme er “as dangerous in a man as hydrophobia (rabies) in a dog… No stronger retrograde force exists in the world… Mohammedanism is a militant and proselytizing faith”, skrev Winston Churchill om Islam tilbage i 1899.

Lars Løkke Rasmussen interviewet på TV2 News.

“Det, jeg gør her, er, at jeg sender et signal. Et meget uvenligt, nærmest krigerisk, signal til Islamisk Stat om, at vi har godt set, at de har voldtaget islam og kæmper en kamp – også mod Vesten – og der er vi parat til at stille op.” (Lars Løkke Rasmussen)

Apropos.

“They are killing and slaughtering thousands of people – Christians, Muslims, minorities across Iraq and Syria. They boast of their brutality. They claim to do this in the name of Islam. That is nonsense. Islam is a religion of peace. They are not Muslims, they are monsters.” (David Cameron, The Spectator, 15. september 2014)

ISIL is not Islamic. No religion condones the killing of innocents, and the vast majority of ISIL’s victims have been Muslim. … ISIL is a terrorist organization, pure and simple, and it has no vision other than the slaughter of all who stand in its way.” (Barack Obama,CNN, 11. september 2014)

“ISIL claims to be fighting on behalf of Islam but the fact is that its hateful ideology has nothing do with Islam. ISIL a manifestation of evil, a vicious terrorist organization and it is an organization that achieves its goals only through violence, repression and destruction.” (John Kerry, RCP, 10. september 2014)



25. juni 2014

“De har været efter hinanden, før der overhovedet fandtes statsdannelser.. Hvor der er islam, er der krig”

Uvist af hvilken årsag forventer vestlige politikere, at muslimer der bosætter sig i Vesten pludselig bliver fuldfede demokrater. Det er der intet der tyder på, og når man taler egen sikkerhed, bør man selvfølgelig gå med livrem og seler. Lars Hedegaard på Dispatch International – Vestens mellemøstenpolitik i ruiner.

“Søndag morgen sad Dianna Feinstein, demokratisk senator fra Californien og formand for senatets efterretningskomite, på CNN og fortalte, at hun ikke havde forudset, at den sunnimuslimske bølleorganisation ISIS, The Islamic State of Iraq and Syria, kunne trænge så hurtigt frem i Irak. Adspurgt hvad hun troede, der ville ske de næste ti år, måtte hun medgive, at det anede hun ikke.

Senere på dagen stod den amerikanske udenrigsminister John Kerry i Cairo og et sendte et ganske andet signal end vi er vant til at høre fra amerikanske toppolitikere. Under et pressemøde sagde han (ikke med netop disse ord, men meningen var tydelig), at han ikke ville bruge amerikanske skatteyderes penge på håbløse militære projekter i Irak eller Syrien. Skulle der bruges hårdttjente amerikanske penge, skulle det være på noget, som amerikanerne havde gavn af.

Væk var de to seneste amerikanske præsidenters – George W. Bushs og Barack Obamas – stadige omkvæd om at ville sikre frihed og demokrati i den muslimske verden og styrke de muslimske landes regeringer og væbnede styrker, så de selv kunne tage vare på deres sikkerhed.

Man står tilbage med fornemmelsen, at det omsider er sevet ind i Washington, at man ikke kan pådutte muslimer vestlige idealer, som de afskyr. Hverken med overtalelse, bestikkelse eller militærmagt. …

Det er naturligvis irakernes og afghanernes ret at kæmpe for det politiske system, de går ind for. Lige så naturligt vil det være, at vestlige lande holder sig ude af deres interne konflikter. At sende vestlige soldater ind i områder, hvor folk støtter mandens ret til at have fire koner og til at slå dem og som går ind for ‘ægteskab’ med ni-årige piger, er lige så udsigtsløst som at sende pædagoger ind i junglen for at overtale tigrene til at blive vegetarer.

De har været efter hinanden, før der overhovedet fandtes statsdannelser i Vesten og før den første vestlige ‘imperialist’ og ‘racist’ gav sig til kende. Gud ved hvad vestlige politikere i grunden har forstillet sig, at de kunne gøre for at få dem til at holde op?

Men sunnier kan heller ikke lide andre sunnier og shiiter ikke andre shiiter. Derfor slås de uophørligt indbyrdes, fordi der altid er nogen, der er mindre rettroende end andre eller tilhører den forkerte klan.

Hvor der er islam, er der krig. Lavintensiv krig på daglig basis eller åben og spektakulær krig, som den, der nu breder sig i Nærorienten.”

(Muslim der var muslim på den forkerte måde, Raqqa, Syrien, april 2014; Daily Mail)



3. juni 2014

Høis vrede hvide: “Sagen er blot, at to ud af de tre eksempler på ‘hvide mænd’ slet ikke var hvide mænd.”

God artikel af Lennart Kiil på Folkets Avis – Er Poul Høi korrespondent eller identitetskriger?

“Mange anser Poul Høi for at være en af Danmarks dygtigste journalister. Den holdning deler jeg ikke. Han er en dygtig skribent, men en middelmådig journalist. Høi har for nyligt i Berlingske og B.T. skrevet om det meningsløse massemord begået af Elliot Rodger. Her er Høi meget opsat på at få den tragiske hændelse til at passe ind i en fordomsfuld skabelon, som den sexistiske og racistiske forsker Michael Kimmel nogen tid tilbage udlagde i sin bog Angry White Men. …

Kimmel mener kort sagt, at hvide mænd er vrede og har en irrationel forestilling om, at livet skylder dem noget. … Poul Høi omfavner ukritisk Kimmels raceteori om de ‘vrede, hvide mænd’, men hans forsøg på at understøtte den med udgangspunkt i den tragiske hændelse bliver hurtigt til en farce. Fuldstændigt. For ud over Elliot Roger nævner Høi to andre eksempler. I alt altså tre eksempler på ‘hvide mænd’, der går amok. Så skulle Kimmels teori om vrede hvide mænd vel være bekræftet?

Sagen er blot, at to ud af de tre eksempler på ‘hvide mænd’ slet ikke var hvide mænd. Hverken Elliot Rodger eller Marc Lepine var hvide mænd. Marc Lepine havde i lighed med præsident Obama en afrikansk far og en mor af europæisk afstamning. Men man kalder jo ikke Obama for hvid.

Når en mixed ethnicity bliver præsident, kalder Høi og andre ham for sort, men når en mixed ethnicity bliver massemorder, kalder de samme mennesker ham for hvid. Det er jo interessant nok. Elliot Roger var også mixed ethinicy med en asiatisk mor og en far af europæisk afstamning.

Kun én ud af de tre eksempler, Høi giver på ‘hvide mænd’, var rent faktisk i virkeligheden en hvid mand, nemlig George Sodini. Så Høi har i virkeligheden snarere afkræftet Michael Kimmels raceteori om hvide mænd, end han har bekræftet den. …

Det virker i forvejen desperat at bruge enkelte galningers amokløb som indikatorer på et mere generelt problem specifikt ved hvide mænd. Men helt galt bliver det, når man som Høi bruger eksempler, der slet ikke er hvide, til at understøtte denne besynderlige og fordomsfulde raceteori. …

Men Poul Høi er da ikke racist, vil mange sikkert fastholde. Det er svært at sige. Baseret på hans artikel om Elliot Roger kunne man godt få mistanken. Det virker ret racistisk at sværte hvide mænd på et falskt grundlag. Hvis ikke Poul Høi er racist, hvorfor går han så så vidt for at fastholde og underbygge en racistisk teori om hvide mænd, at han må se bort fra kendsgerningerne for at kunne gøre det? Hvorfor rette anklagen specifikt mod hvide mænd, hvis ikke man er racist? Hvorfor overhovedet anlægge en racevinkel på en gal mands amokløb, hvis ikke man er racist?”

(Elliot Rodger, vred hvid mand ifølge Berlingskes Poul Høi)

Oploadet Kl. 15:24 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


21. januar 2014

Mytebevarende redaktion: “… the rewrite makes Mandela sound reasonable. The original is Stalinism.”

Yderst velskrevet artikel der foruden at fortælle et par sandheder om Nelson Mandela, også hudfletter den storsælgende selvbiografi og filmatiseringen, der har dansk premiere senere på ugen. Rian Malan i The Spectator – What a lost prison manuscript reveals about the real Nelson Mandela.

“This is a story about Nelson Mandela, and it begins on Robben Island in 1974. Prisoner number 466/64 is writing up his life story, working all night and sleeping all day. Finished pages go to trusted comrades who write comments and queries in the margins. The text is then passed to one Laloo Chiba, who transcribes it in ‘microscopic’ letters on to sheets of paper which are later inserted into the binding of notebooks and carried off the island by Mac Maharaj when he is released in 1976.

Outside, the intrepid Mac turns the microscopic text into a typescript and sends it to London, where it becomes the Higgs boson of literary properties, known to exist but not seen since it passed into the hands of the South African Communist Party, or SACP, in 1977.

It is common cause that the ANC decided in the 1960s to use Mandela as the anti-apartheid movement’s official poster boy. He was the obvious choice, a tall, clean-limbed tribal prince, luminously charismatic, married to the telegenic Winnie, and reduced by cruel circumstance to living martyrdom on a prison island. All you had to do was cleanse him of the communist taint and Bob’s your uncle: four decades down the road, you have the president of the USA getting weepy as he describes Mandela’s lifelong struggle for ‘your freedom, your democracy’. There’s no accounting for taste, but one wonders if Barack Obama would have said that if he’d known his hero batted for the opposition during the Cold War.

‘I hate all forms of imperialism, and I consider the US brand to be the most loathsome and contemptible.’

‘To a nationalist fighting oppression, dialectical materialism is like a rifle, bomb or missile. Once I understood the principle of dialectical materialism, I embraced it without hesitation.’

‘Unquestionably, my sympathies lay with Cuba [during the 1962 missile crisis]. The ability of a small state to defend its independence demonstrates in no uncertain terms the superiority of socialism over capitalism.’

Whoa! That’s not Mandela, is it? Well, yes. These quotes come from the prison manuscript, which turns out to be the first draft of Long Walk to Freedom, Mandela’s famous 1994 autobiography. Much of the first draft is carried forth into the finished book, but these problematic quotes have vanished, along with several other outbreaks of what can only be described as pro-communist harangue. What happened?

Our search for an answer must begin with Rick Stengel, a New York journalist who is now President Obama’s undersecretary for public diplomacy. In the 1980s, Stengel did a tour of duty in South Africa, where he exhibited sensitivity to the hardships of black people and enthusiasm for their ANC liberators, surely one of the factors that led to his eventual appointment as Mandela’s ghostwriter. …

Among the raw materials he was given to work with was the prison manuscript, a sprawling 637-page affair with many uneven passages and no clear ending. Stengel proceeded to turn this sow’s ear into Long Walk to Freedom, a blockbuster that considerably boosted the Mandela legend and formed the basis for a movie of the same title, now doing boffo box office around the planet. …

Having read both manuscripts several times, I think it’s fair to say that Stengel appears to have cleaned up Mandela’s act in three critical areas.

The first was his premature conversion to violence. Officially, Mandela was a moderate black nationalist, clinging to hope of peaceful change until it was extinguished by the Sharpeville massacre of 1960. But in the prison memoir we find him plotting war as early as 1953, when he sent a comrade on a secret mission to beg guns and money from Red China, in flagrant violation of the ANC’s non-aligned and non-violent stance.

‘I was bitter and felt ever more strongly that SA whites need another Isandlwana,’ he explains. Driving around the country, Mandela constantly imagines rural landscapes as battlefields and cities as places where one day soon ‘the sweet air will smell of gunfire, elegant buildings will crash down and streets will be splashed with blood’. These vivid quotes did not make it into the bestseller.

The second area is his endorsement of force against opponents. In April 1958, the ANC called a three-day national strike which drew little or no support and had to be called off in humiliating circumstances. In Long Walk, Mandela notes that the strike was completely effective in towns where it was enforced by violence or pickets. ‘I have always resisted such methods,’ he says, but goes on to reason that coercion is acceptable in cases where a dissident minority is blocking a majority. ‘A minority should not be able to frustrate the will of the majority,’ he concludes.

But in the prison manuscript, he says the opposite. ‘This is not a question of principle or wishful thinking,’ he says. ‘If force will advance [the struggle], then it must be used whether or not the majority agrees with us.’ Pardon my italics, but it’s important to understand what you’re looking at here: the rewrite makes Mandela sound reasonable. The original is Stalinism. Who determines the course of struggle? It is the communist vanguard, imbued with higher wisdoms derived from the gospel of dialectical materialism. And if the majority talks back, they must be smashed. As they were in the final bloody phase of the struggle here. And everywhere else in Planet Soviet.

The third area of amendment involved errors of even-handedness. I thought I knew South African history, but one section of the prison manuscript surprised me. … I’d heard of the Alexandra bus boycott of 1957, in which a determined display of people power forced capitalists to withdraw a fare increase. But I was totally ignorant of ANC-led boycotts against Langeberg, a giant food-canning operation, and United Tobacco; both corporations were forced to deal with African unions and grant wage increases.

Emboldened, the ANC tackled cruel potato farmers, and brought them down too. … The cost in ANC lives: zero. ‘To the best of my knowledge,’ writes Mandela, ‘no individuals [meaning political detainees] were isolated, forced to give information, beaten up, tortured, crippled or killed’ prior to December 1961, when the communists started their bombing campaign (see page 302).

Clearly, this could not be allowed to stand. It spoils the plot completely! So Stengel cut it, allowing Long Walk to soar towards to its moral epiphany. Provoked beyond endurance by oppression, Mandela convinces the ANC’s timid old guard that it is time to fight back. With their blessing, he goes on to form MK, ‘military wing of the ANC’, which launches a bombing campaign against non-human targets.

[…]

I attempted to elicit a comment, but Mr Stengel failed to get back to me. Another man who might be able to shed light on the mystery is Mac Maharaj, the man who smuggled the original out of prison, now a spokesman and adviser in the office of President Zuma. But he didn’t return my calls either.

We will therefore have to turn to Hollywood to complete this story. I went to see the movie version of Long Walk to Freedom armed with a pen and ready to fight yet another rearguard action for Afrikaner honour, only to find myself disarmed by the director Justin Chadwick’s take on the Mandela story. No one really expects movies to be true, and this one certainly isn’t. It’s a fable about a brave man who sticks up for what he believes in and, against all odds, wins in the end. Music swells, titles roll and I must hide the fact that I am moved. (Yes, I am a sucker.)

Then I borrow an electronic copy of the script and run a search for the word ‘communist’. Two scenes come up. In one, a white policeman jostles Mandela while saying, ‘Ag, everyone knows you’re a bloody communist!’ In another, a white police general appears at the scene of a bombing and says, ‘This is the work of communist terrorists…’ Both cops are clearly intended to be taken as racist buffoons. This is a perfect distillation of the traditional left-liberal position on Mandela. For decades it was gospel. Now, it’s inadvertently funny.”

Oploadet Kl. 03:59 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


3. oktober 2013

Ritzau: “… stærke racistiske undertoner. Tea Party-tilhængere er stort set hvide mænd over 45 år…”

Når man taler amerikansk indenrigspolitik er Ritzaus Bureau noget nær det ringest tænkelige medie, også selv om nyhedsbureauet dagligt leverer baggrundsartikler til borgerlige aviser. Her en historie om Barack Obama’s politiske problemer. Fra Børsen.dk – Ekspert: Hvide mænd over 45 år har bagbundet USA.

Højreekstreme kræfter har fået frit spil i USA og er skyld i en ‘håbløs’ politisk situation. Så skarpt trækker en ekspert i amerikanske forhold situationen op, efter at det mandag ikke lykkedes Kongressen at blive enige om en finanslov.

“Det er et makabert spil,” siger Ole O. Moen, professor ved Universitet i Oslo og USA-ekspert, til Dagens Næringsliv.

Han mener, at yderliggående personer i Det Republikanske Parti ser stort på al fornuft og spillereglerne i et demokrati.

Og han mindes ikke, at der har været en tilsvarende situation, hvor en stærk højreorienteret minoritet har holdt flertallet som gidsler og bagbundet USA på den måde, som Tea Party-tilhængerne gør nu. …

Problemet er, at Tea Party-bevægelsen er ligeglad med almindelige regler og kutyme eller demokrati…

Samtidig er der stærke racistiske undertoner. Tea Party-tilhængere er stort set hvide mænd over 45 år, der alle har stort flertal i deres valgdistrikter. De skal derfor ikke bekymre sig for om ikke at blive genvalgt. …

“De er kommet til Washington for at minimere det føderale initiativ og social lovgivning. De er ikke politikere. De er udsmidere…, siger Moen til Dagens Næringsliv.”

(Læs evt. Colin Flaherty på Frontpage Magazine: Two Weeks in September)

Oploadet Kl. 11:10 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


24. september 2013

Endnu et æresrelateret indvandrerdrab: 18-årige Taher Saadaoui stukket ned med kniv ved Forum

For et par måneder siden, under retsagen mod George Zimmermann, erklærede præsident Barack Obama sin sympati med offeret med ordene, ‘det kunne have været min søn’, “could have been me 35 years ago”. Herunder ses den 18-årige handelsskoleelev Taher Saadaoui, der i går blev stukket ned med kniven i en konfrontation der heller ikke har noget med racisme at gøre.

(Taher Ben Tarek Saadaoui, 2011)

“Taha Saadaoui var frem til sin død elev på handelsgymnasiet Niels Brock, men forinden havde han gået på Dia Privatskole på Nørrebro. … Mandag aften meldte gerningsmanden sig selv til politiet. En 19-årig ung mand, der er af anden etnisk oprindelse af dansk, men dansk statsborger.” (BT)

Oploadet Kl. 13:15 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer


29. januar 2013

Kurrild-Klitgaard: “… fire år og et par uger siden, at den sidste danske Guantánamo-protest blev afholdt.”

Jeg deler ikke helt forargelsen over Obama-administrationens brug af droner, men det er da tankevækkende med de danske mediers dobbelte standarder. Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske – Blodige hænder.

“Det spørgsmål var der næppe mange, der drøftede, mens de for en uge siden fulgte den storslåede genindsættelse af Barack Obama som USAs 44. præsident. Det havde der ellers været god grund til. For dagen før Obama svor at overholde forfatningen og talte om fred, frihed og fællesskab, dræbte et dronefly i Yemen mindst otte. Dagen efter præsidentens fest med Hollywood-stjerner og velhavende valgkampdonorer, gik det for sig igen, med nyt angreb og syv dræbte. At der i krig foregår krigshandlinger, hvor der dør uskyldige civile, er nok uundgåeligt…

Men Obamas problemer er større end, at der dør al-Qaeda-medlemmer ved droneangrebene, og der kan være grund til at opsummere et par simple fakta, som ikke får megen omtale i danske medier, der ofte har det svært med Obama-kritik: Siden 2010 har Obama fået lavet ’dødslister’ og underskrevet hemmelige ordrer om henrettelse af amerikanske statsborgere, som indtil nu har medført drab på (mindst) tre i Yemen – en af dem en 16-årig amerikansk dreng. De pågældende har på intet tidspunkt været formelt anklaget for specifikke forbrydelser. I sagens natur er de derfor heller ikke blevet stillet for en domstol eller dømt for noget, ikke engang i deres fravær. Der findes intet sted i forfatningen eller nogen anden kendt lov, der giver USAs præsident en sådan myndighed. Tværtimod forbyder forfatningens 4. og 5. tillæg samt diverse traktater og dekreter den slags. Eller det vil sige: Obamas advokater siger, at der findes et lovgrundlag – men at det er hemmeligt. Det faktiske antal henrettede amerikanere kan reelt være større – det ved vi ikke, fordi beslutningerne er, ja, hemmelige. At se dette som et problem er ikke det samme som at sige, atde dræbte er uskyldige. Muligvis er de terrorister, og måske de kunne idømmes dødsstraf. Men ønsker man et retssamfund, er regel nr. 1, at myndighederne ikke kan gøre noget imod borgerne, uden at det sker med baggrund i gældende lov og én, som borgerne kan være bekendt med. Alt andet er tyranni – intet mindre. Er man i tvivl, kan man spørge sig selv: Hvis en præsident kan henrette uden lov og dom og holde det hemmeligt, hvad kan han så ikke gøre?

Hvad ville der mon være sket, hvis det havde været George W. Bush, eller en anden republikaner, der havde gjort noget lignende?

Bål og brand, demonstrationer og indignerede avisledere. Da Bush i 2000 blev valgt til præsident, flød medierne over med historier om, hvor mange der var blevet henrettet, mens han var guvernør i Texas på en måde der tilnærmelsesvis gjorde Bush personligt ansvarlig for henrettelserne. Desuagtet at der – i modsætning til Obama – var tale om domfældelser på baggrund af rettergang med nævninge og med grundlag i Texas’ lovgivning. Man kan også tænke på Guantánamo, hvor der under Bush var kritik og demonstrationer uden ende. Da Obama tiltrådte i 2009, var hans første embedsgerning at underskrive et dekret om, at den skulle lukkes indenfor et år. Men fire år senere findes Guantánamo fortsat – men nu aldeles uden kritik. Det er fire år og et par uger siden, at den sidste danske Guantánamo-protest blev afholdt. Lærdommen synes at være, at kampen for grundlæggende frihedsrettigheder, retssikkerhed og magtens flerdeling mestendels er noget, man interesserer sig for, hvis det er politikere, man ikke kan lide.

Oploadet Kl. 13:13 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


6. november 2012

Peter Kurrild-Klitgaard: Blot 4 pct. af danskerne ville stemme på Romney – Obama er stadig mediedarling

Sammen med gode venner tager jeg idag et lille smut til Europarlamentet i det belgiske, og jeg får hermed, desværre og Gudskelov, ikke mulighed for at følge de danske mediers dækning af den amerikanske præsidentvalg på valgaftenen. Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske – Obama er stadig mediedarling.

“En Gallup-undersøgelse viste for nyligt, at 85 procent af danskerne ville stemme på Obama, hvis de havde mulighed for det. Blot 4 procent ville stemme på Romney. Journalisternes holdning til de to kandidater er næppe meget anderledes.

For den danske mediedækning af præsidentvalget kan ikke se sig fri for at være i Obamas favør. Hver gang der i det seneste år er publiceret en negativ og kritisk artikel om Obama og Demokraterne, er der publiceret tre om Romney og Republikanerne. Af de 1.550 artikler, der har været skrevet i de landsdækkende dagblade om den amerikanske valgkamp, er der alene skrevet 61 artikler om Obama og Demokraterne med en kritisk vinkel. Til sammenligning er der skrevet hele 178 negative og kritiske artikler om Romney og hans parti. Det svarer til knap 12 procent af alle artikler.

Der er dog store forskelle på vinklingen og dækningen mellem de enkelte dagblade. Særligt tabloidaviserne tegner ofte et ensidigt og unuanceret billede af de to kandidater og kopierer i vid udstrækning amerikanske mediers udlægninger. Mens aviser som Ekstra Bladet og BT dyrker stereotype helte- og skurkeroller og ignorerer nuancerne i den amerikanske valgkamp, har medier som Berlingske, Politiken og Weekendavisen en langt mere dybdegående og balanceret dækning.

Men selvom mediedækningen har taget et kvantespring fra valget i 2008, hvor en stor del af den danske presse faldt i svime over Obama og ukritisk beskrev ham som en frelser, så oplever vi stadig en fordrejet og fortegnet dækning af valgkampen, der i dele af pressen går i retning af en form for Obama-heppekorsdækning, som USA-korrespondenten Annegrethe Felter Rasmussen omtalte tendensen i en kommentar på Facebook. Som når vi f.eks. hører om »Romneys mange fejl« (BT, 28. september 2012), når »Romney kvajede sig« (Ekstra Bladet, 12. august 2012), eller når »Romney løj igen« (Ekstra Bladet, 28. januar 2012). Modsat er medierne fyldt med overskrifter som »Obamas drøm består« (Kristeligt Dagblad, 26. juni 2012), »Derfor vinder Barack Obama præsidentvalget« (Jyllands-Posten, 13. september 2012) eller »Obama i topform« (BT, 18. oktober 2012). Mens dele af den danske presse fokuserer på Republikanernes fodfejl, fejlskud og fadæser, favoriserer selvsamme medier Demokraterne og Obama med positiv omtale. Af og til ligner den danske mediedækning mest af alt et afsnit af The Tonight Show eller Colbert Report, hvor de to prodemokratiske talkshowværter, John Stewart og Steven Colbert, med sylespids satire udstiller Republikanernes udtalelser.

Ser man nærmere på indholdet af danske mediers kritiske vinkler og negative historier om henholdsvis Demokraterne og Republikanerne, tegner der sig også et interessant mønster. De kritiske artikler om Demokraterne og Obama fokuserer i overvejende grad på de sidste fire års politiske resultater, eller mangel på samme, den økonomiske situation, USAs gæld, ledigheden og den kontroversielle sundhedsreform. Den kritiske vinkel fokuserer i høj grad på den førte økonomiske politik eller udefrakommende faktorer og meget lidt på personsager eller udsagn fra Obama-lejren.

Det gør dækningen af Romney og Republikanerne derimod. Her er det skandalerne og enkeltsagerne, der hiver de store overskrifter, og som bliver highlightet i de danske medier. Det er historierne om skolemopperen Romney eller »hundevennen« Romney, som transporterede sin hund på sin tagbagagebærer, eller om præsidentkandidaten, som spørger, hvorfor man ikke kan åbne vinduerne i flyvemaskinen. Det er historien om, at Romney i en tale præsenterer Paul Ryan som landets næste præsident i stedet for vicepræsident. Ryan hører vi også mest om, når han overdriver med sin maratontid eller tager opvasken i et suppekøkken for fattige, hvor de fattige er taget hjem og opvasken for længst er klaret. Korte – og kontroversielle – statements fra Romney gentages i en uendelighed: »Jeg kan godt lide at fyre folk«, »Jeg er ikke bekymret for de virkeligt fattige«.

Det er de kontroversielle historier om abort, voldtægt og kvindesyn, der ofte bliver fremhævet som republikansk politik, når vi gentagne gange kan læse om kongresmanden Todd Akin, som udtalte, at voldtægtsramte kvinder selv kan blokere for uønsket graviditet. Eller når Indianas republikanske kandidat til Senatet, Richard Mourdock, mente, at »selv når livet begynder med en forfærdelig begivenhed som voldtægt, er det noget, Gud planlagde skulle ske«.

Medierne svælger i sådanne historier. De er underholdende. De er lettere at forholde sig til end tørre facts om Romneys og Ryans økonomiske planer og visioner for det amerikanske samfund. Men seriøs og balanceret pressedækning er det ikke, og det giver langtfra et dækkende eller retvisende billede af Romneys og Republikanernes politiske mærkesager.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Gyldig XHTML
WP






MediaCreeper