15. august 2016

Victor Davis Hanson: “the Left continues to cherish the vision of a borderless world as morally superior”

Inspireret af denne artikel, pointerede jeg i en Facebook-debat i går, at det der drev historien frem, ikke var økonomi som tidligere, men internationalisme/nationalisme, identitet. At der derfor ikke var videre forskel på en mand som Bonnichsen, Rohde-segmentet og Enhedslistens internationale socialister. En århusiansk lektor kommenterede mit (otte linjer lange) oprids med ordene: “Sikke meget sludder man kan skrive på kun fem linjer. Er du beruset?”, og kaldte det for en ‘konspiration’. Ham om det. Jeg sov som en baby i nat.

Et lidt tørt, men fremragende indlæg af historiker Victor Davis Hanson hos City Journal – Imagine There’s No Border.

“Borders are in the news as never before. … Driving the growing populist outrage in Europe and North America is the ongoing elite push for a borderless world. Among elites, borderlessness has taken its place among the politically correct positions of our age—and, as with other such ideas, it has shaped the language we use. The descriptive term ‘illegal alien’ has given way to the nebulous ‘unlawful immigrant.’ This, in turn, has given way to ‘undocumented immigrant,’ ‘immigrant,’ or the entirely neutral ‘migrant’—a noun that obscures whether the individual in question is entering or leaving. Such linguistic gymnastics are unfortunately necessary. Since an enforceable southern border no longer exists, there can be no immigration law to break in the first place.

Today’s open-borders agenda has its roots not only in economic factors—the need for low-wage workers who will do the work that native-born Americans or Europeans supposedly will not—but also in several decades of intellectual ferment, in which Western academics have created a trendy field of ‘borders discourse.’ What we might call post-borderism argues that boundaries even between distinct nations are mere artificial constructs, methods of marginalization designed by those in power, mostly to stigmatize and oppress the ‘other’—usually the poorer and less Western—who arbitrarily ended up on the wrong side of the divide. ‘Where borders are drawn, power is exercised,’ as one European scholar put it. This view assumes that where borders are not drawn, power is not exercised—as if a million Middle Eastern immigrants pouring into Germany do not wield considerable power by their sheer numbers and adroit manipulation of Western notions of victimization and grievance politics.

… Undaunted, the Left continues to cherish the vision of a borderless world as morally superior, a triumph over artificially imposed difference.
Yet the truth is that borders do not create difference—they reflect it. Elites’ continued attempts to erase borders are both futile and destructive.

… Few escape petty hypocrisy when preaching the universal gospel of borderlessness. Barack Obama has caricatured the building of a wall on the U.S. southern border as nonsensical, as if borders are discriminatory and walls never work. Obama, remember, declared in his 2008 speech in Berlin that he wasn’t just an American but also a ‘citizen of the world.’ Yet the Secret Service is currently adding five feet to the White House fence—presumably on the retrograde logic that what is inside the White House grounds is different from what is outside…

While elites can build walls or switch zip codes to insulate themselves, the consequences of their policies fall heavily on the nonelites who lack the money and influence to navigate around them. The contrast between the two groups—Peggy Noonan described them as the ‘protected’ and the ‘unprotected’—was dramatized in the presidential campaign of Jeb Bush. When the former Florida governor called illegal immigration from Mexico ‘an act of love,’ his candidacy was doomed. It seemed that Bush had the capital and influence to pick and choose how the consequences of his ideas fell upon himself and his family—in a way impossible for most of those living in the southwestern United States.

Facebook founder Mark Zuckerberg offers another case study. The multibillionaire advocates for a fluid southern border and lax immigration enforcement, but he has also stealthily spent $30 million to buy up four homes surrounding his Palo Alto estate. They form a sort of no-man’s-land defense outside his own Maginot Line fence, presumably designed against hoi polloi who might not share Zuckerberg’s taste or sense of privacy. Zuckerberg’s other estate in San Francisco is prompting neighbors’ complaints because his security team takes up all the best parking spaces. Walls and border security seem dear to the heart of the open-borders multibillionaire—when it’s his wall, his border security.

Academics may now caricature borders, but key to their posturing is either an ignorance of, or an unwillingness to address, why tens of millions of people choose to cross borders in the first place, leaving their homelands, language fluency, or capital—and at great personal risk. The answer is obvious, and it has little to do with natural resources or climate: migration, as it was in Rome during the fifth century AD, or as it was in the 1960s between mainland China and Hong Kong—and is now in the case of North and South Korea—has usually been a one-way street, from the non-West to the West or its Westernized manifestations.

Western rules that promote a greater likelihood of consensual government, personal freedom, religious tolerance, transparency, rationalism, an independent judiciary, free-market capitalism, and the protection of private property combine to offer the individual a level of prosperity, freedom, and personal security rarely enjoyed at home. As a result, most migrants make the necessary travel adjustments to go westward—especially given that Western civilization, uniquely so, has usually defined itself by culture, not race, and thus alone is willing to accept and integrate those of different races who wish to share its protocols. …

Even the most adamant ethnic chauvinists who want to erase the southern border assume that some sort of border is central to their own racial essence. The National Council of La Raza (‘the race’; Latin, radix) is the largest lobbying body for open borders with Mexico. Yet Mexico itself supports the idea of boundaries. Mexico City may harp about alleged racism in the United States directed at its immigrants, but nothing in U.S. immigration law compares with Mexico’s 1974 revision of its ‘General Law of Population’ and its emphasis on migrants not upsetting the racial makeup of Mexico—euphemistically expressed as preserving ‘the equilibrium of the national demographics.’ In sum, Mexican nationals implicitly argue that borders, which unfairly keep them out of the United States, are nonetheless essential to maintaining their own pure raza.

Mexico, in general, furiously opposes enforcing the U.S.–Mexican border and, in particular, the proposed Trump wall that would bar unauthorized entry into the U.S.—not on any theory of borders discourse but rather because Mexico enjoys fiscal advantages in exporting its citizens northward, whether in ensuring nearly $30 billion in remittances, creating a powerful lobby of expatriates in the U.S., or finding a safety valve for internal dissent. … When Latino youths disrupt a Donald Trump rally, they often wave Mexican flags or flash placards bearing slogans such as ‘Make America Mexico Again.’ But note the emotional paradox: in anger at possible deportation, undocumented aliens nonsensically wave the flag of the country that they most certainly do not wish to return to, while ignoring the flag of the nation in which they adamantly wish to remain.

Borders are to distinct countries what fences are to neighbors: means of demarcating that something on one side is different from what lies on the other side, a reflection of the singularity of one entity in comparison with another. Borders amplify the innate human desire to own and protect property and physical space, which is impossible to do unless it is seen—and can be so understood—as distinct and separate. Clearly delineated borders and their enforcement, either by walls and fences or by security patrols, won’t go away because they go to the heart of the human condition—what jurists from Rome to the Scottish Enlightenment called meum et tuum, mine and yours. Between friends, unfenced borders enhance friendship; among the unfriendly, when fortified, they help keep the peace.”

9. august 2016

Plakat i DR-vært Lise Rønnes spisestue: ‘Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes’

Boligportalen Boliga fortæller, at DR-vært Lise Rønne har sat sit hus på Østerbro til salg for 9,5 millioner kr. På Nybolig.dk kan man se et smagfuldt indrettet hjem, hvor der er kælet for detaljerne. I spisestuen hænger en Barack Obama-plakat, og værre – Superflex’ selvhadske værk: ‘Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes’.

(Foto: Udsnit fra Nybolig.dk)

Oploadet Kl. 04:00 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer
Arkiveret under:

7. juni 2016

Thomas Gress: Trump er ‘den oplagte borgerlige kandidat’, tjener ‘det amerikanske folks interesser’

Når nu medierne i værste Michael Moore-stil angriber Donald Trump fra alle tænkelige (og utænkelige) vinkler, så er der behov for en ny vinkel på sagen. Måske er Trump ikke Satan selv, men det bedste bud på en republikansk præsident, der ikke lefler for venstrefløjens anti-konservative diskurs.

Herunder lidt fra en længere artikel af cand.polit. Thomas Gress i Critique – Amerikas bedste håb: Donald Trump.

“Selvom Trump på mange måder langt fra er den ideelle kandidat – han er forfængelig, narcissist, unuanceret og udiplomatisk – taler meget for, at han alligevel er den oplagte borgerlige kandidat i vores tid. For det, der kendetegner Trumps ofte forvirrende udtalelser er den øjensynlige kætterske holdning, at præsidentens hovedopgave er at tjene det amerikanske folks interesser.

Selvom konservativ intellektualisme lever godt og vel i USA – tænketankenes formuer bugner med rekordstore donationer – er det siden 1988 kun lykkedes republikanerne at mønstre et folkeligt flertal under et præsidentvalg én gang, nemlig i 2004, midt under et opsving og i krigstid. Muligvis har de konservative og borgerlige i USA svarene på nutidens udfordringer, men hvad nytter det, hvis vælgerne alligevel ikke køber varen?

… det er rigtigt, at der før i tiden var en borgerlig midte, der muliggjorde store jordskredssejre for konservative præsidentkandidater som Nixon og senere Reagan, har demografiske forskydninger og politiske særinteresser i dag tvunget fløjene væk fra hinanden. … Disse vælgere har holdninger, der førhen ikke var bemærkelsesværdige, men som i dag placerer dem på den ene af to sider i en eksistentiel kamp for, hvilken selvforståelse og vision, der skal definere USA og amerikanerne fremover. Den progressive, der ønsker at skære båndene til en fortid karakteristeret bl.a. ved erobringskrige, folkemord og slaveri, og den traditionelle, der forstår USA som en homogen nationalstat med en stærk kulturel arv, hvorom landet har kunnet samles, og som man har gjort rigtigt i at hædre.

De fleste af disse vælgeres instinktive reaktion er, at den kulturelle arv er bevaringsværdi – i modsætning til USA’s kosmopolitiske elite, der bliver ubekvemme, når nogen udtrykker en præference for amerikansk kultur.

Demokraterne har omfavnet den progressive vision, og dermed også afvist disse vælgere. Hvad har Republikanerne gjort? De har valgt at efterligne Demokraterne, i håb om, at man ved at afgive terræn på kulturelle spørgsmål til gengæld kunne vinde terræn på de økonomiske.

Det er et vidnesbyrd om mange amerikanske konservatives overfladiskhed, at man lefler for progressives moraliseren blot for at slippe for betegnelsen racist i et stedse mere multikulturelt samfund, hvor sådanne anklager medfører økonomisk og social udstødelse.

Trump har ikke denne svaghed. Gentagne gange har han vist, han er bedøvende ligeglad med venstrefløjens rødgardister og skueprocesser. Alene det faktum, at han tør stå fast under intensiv beskydning, gør ham til en kvalificeret leder i disse tider med tankeforbrydelse og nysprog.

Demokraterne har ellers ikke altid været styret af de progressive kræfter og deres ekstreme fortrop, socialretfærdighedskrigerne. … Husker vi tilbage på præsidentvalget i 1992 mellem Bill Clinton og Bush den ældre, stod begge for lov og orden, en klassisk borgerlig mærkesag. Raceoptøjerne i storbyerne havde givet Nixon sine sejre 1968 og 1972, og den sociale kollaps i ghettoerne havde også spillet en vigtig rolle i Reagans sejr i 1980. Demokraterne kunne se, at det ikke var muligt at vinde valget uden også at omfavne den – af Tocqueville bemærkede – karakteristisk amerikanske nultolerance over forbryderisk adfærd. Med andre ord stred det imod amerikansk kultur ikke at insistere på borgerlig ordentlighed, og dermed var det også umuligt at vinde valg uden at påberåbe sig dette særlig amerikanske karaktertræk.

Således var det præsident Clinton, en Demokrat, der i 1994 iværksatte det mest omfattende tiltag mod kriminalitet i USA’s nyere historie, foruden en massiv velfærdsreform et par år senere.

Det er utænkeligt, at Obama ville gennemføre lignende stramninger i dag, for det ville for det første stride imod hans grundlæggende forståelse af de amerikanske institutioners fæle fortid og deres rolle i nutidens social ulighed, og for det andet ville det være et angreb på store dele af hans egen koalition. Begge tiltag gik i overvejende grad ud over sorte og latinoer, der er overrepræsenteret blandt overførselsmodtagere og kriminelle. Det er den samme koalition, som Hillary står til at arve, og hvis politik vil styre USA, såfremt hun vinder – Dette vil også præge hendes valg af højesteretsdommere.

Den ellers altid charmerende Bill Clinton måtte forleden forsvare sig over for sorte aktivister, der angreb hans tiltag som racistiske. Uagtet at sorte begår mere kriminalitet og derfor nødvendigvis også vil være overrepræsenteret, når man opretholder loven. Gamle Bill gjorde opmærksom på, at sorte amerikanerne er de første, der får gavn af, at loven opretholdes i ghettoområder.

Det er indlysende borgerlig fornuft, men det gjorde kun aktivisterne mere aggressive, for selve det, at loven håndhæves, er for dem udtryk for racisme, fordi kun en racistisk lov og racistiske institutioner ville føre til, at sorte er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Af samme grund har Obama udtrykt sympati med sorte voldsforbrydere i politidrabssager, inden beviserne overhovedet var lagt frem… Mens denne holdning førhen var forbeholdt en hård kerne af progressive, der efter store nederlag fra 1968 til 1988 måtte overlade førersædet til mere moderate, borgerlige, kræfter, er den i dag ganske udbredt blandt Demokraterne. Ikke fordi Demokraterne har skiftet mening, men fordi demokraterne har skiftet vælgere.

Havde USA i 2012 haft samme demografiske profil som i 1980, ville 2012 have været en jordskredssejr til Romney.

(Dagbladet Information, 4. juni 2016: Trumps partnere i mafiaen)

Republikanernes reaktion på denne udvikling har været deprimerende læsning. Partiet foreslog i ‘obduktionsrapporten’ efter valgnederlaget i 2012, at man målrettet skulle gå efter latinostemmer, og for alt i verden skulle man undgå at fornærme dem ved at forlange, at indvandringen fra Latinamerika fremover skulle begrænses. Mange på højrefløjen støttede denne anbefaling, der må opfatters som selvmorderisk – for beviserne for, at latinamerikanerne nogensinde ville stemme konservativt er, i bedste fald, ringe.

… Hvorfor denne passivitet fra republikansk side? Svaret er, at de republikanske ledere var købt og betalt af stærke erhvervsinteresser, der ikke køber fortællingen om, at amerikansk velstand skyldes den amerikanske kulturarv, men kun skyldes amerikanske institutioner, samt at de to var adskillige størrelser.

Når Trump til gengæld foreslog det eneste rimelige, nemlig at man opretholdt loven, blev han og hans tilhængere tilsvinet af selvsamme republikanere og konservative med samme skældsord, som venstrefløjens rødgardister ynder at bruge i deres egne skueprocesser: racist, chauvinist, fascist, voldsmand, hykler.

Trump er måske det borgerlige USA’s bedste håb, fordi han ikke lod sig kue, når bølgerne gik højest og medierne skreg efter blod. Debatten om indvandringen i USA var hermetisk lukket, inden Trump sparkede døren ind, og modsat andre republikanske kandidater, var Trump usårlig, da man forsøgte at ramme ham med udskamning.

Det er en sjælden behagelig oplevelse, når fjendens mest frygtede våben, social og økonomisk udstødelse, kun forstærker den, de anvendes mod. På få måneder har Trump gjort mere for borgerlige sager i den offentlige debat, end samtlige intellektuelle over flere årtier. Det er nu tydeligt for alle, at de mange politiske ukorrekte ytringer, Trump er kommet med, deles af mange gode borgere, og at vi ikke er alene i kampen mod de progressives anklager om orwellske tankeforbrydelser.”

21. maj 2016

Jeppe Kofod på slap line: Hævdede Søren Espersen kaldte Barack Obama for ‘first nigger President’

Søren Espersen har fået flere rundture i medierne baseret på journalistiske opstramninger, og måske har Jeppe Kofod ikke forstået at tiderne er skiftet. At lavpandede racisme-insinuationer ikke virker mere, og Nyrups parti ikke mere har fortolkningsmonopol. Han skulle have slugt kamelen, og sagt undskyld. I stedet vejrede han stemningen i to døgn, og valgte den værst tænkelige løsning: “Medgiver at oversættelse selvfølgelig kan diskuteres.”

Det lukkede naturligvis ikke sagen, og 5-6 timer senere måtte han så tage skridtet: “Gik jeg, i min vrede og indignation, selv over stregen som Espersen? Ja… jeg valgte det mest sårende af ordene, og dermed tillagde jeg også Søren at mene den hårdeste betydning af ordet. Det er jeg både ærgerlig og ked over…”

Der er for mig at se kun to muligheder. Enten er han dum eller ond. Jeg tror ikke han er ond.

(Jeppe Kofod på Twitter, 18. maj 2016)


“well, I guess statutory rapists just get into the habit of lying.” (‘Bob Glitter’, 19. maj 2016)

“Grotesk dårlig stil, @JeppeKofod. Grænsende til det vanvittige. Det her er, hvad politikerlede kommer af… (Morten Scheelsbeck, 19. maj 2016)

“Alle i min generation er vokset op med, at ordet for en sort mand var ‘neger’. Der lå intet fordømmende i det; det var en ren deskriptiv term, som man brugte samtidig med, at man sympatiserede med negerens kamp for borgerrettigheder i Sydstaterne og havde Martin Luther King som idol – der vel at mærke selv omtalte sig selv som ‘negro’. Siden har sprogpolitiet af al magt forsøgt at få ordet ‘neger’ forbundet med sydstatsracisme, selv om det er notorisk forkert. Denne sprog-revisionisme er farlig, for der står mere på spil end et enkelt ord. Lykkes det at sætte lighedstegn mellem racisme og brugen af ordet ‘neger’ har man udnævnt alle danskere før 1990 til racister. Fra H.C. Andersen til Jørgen Clevin.” (Katrine Winkel Holm, 20. maj 2016)

“For det første er det hæsligt, at han kommer til at oversætte forkert. ‘Nigger’ er det værste udtryk man kan bruge i USA om en sort. Det er sådan noget Ku Klux Klan-agtigt. Han overdriver Søren Espersens pointe.” (David Trads, 20. maj 2016)

“Jeg tror, Søren Espersen har sagt neger hele sit liv, for det gør mange fra den generation. … Jeg synes, Jeppe Kofod skulle gå sig en lang tur og så komme tilbage og sige undskyld. … Han risikerer, at internationale medier hænger Danmark ud. Det tangerer til landsskadelig virksomhed, og det har vi altså ikke brug for lige nu. Man vasker sit skidne linned derhjemme.” (Hella Joof, 20. maj 2016)

Edward Luttwak, historiker: Pressen tog ‘180 grader fejl’ med Reagan, “Det gør de også med Trump.”

Klaus Wivel har talt med Edward Luttwak, der som forfatter, universitetsmand og rådgiver for skiftende administrationer vel er nået så langt som en akademiker overhovedet kan. Uden decideret at være begejstret for Trump, så ville det være underholdende at følge venstrefløjens reaktion i forhold til en mere isolationistisk præsident. Jeg gætter på vi vil høre følgende igen og igen: ‘I er medskyldige i massakre, hvis ikke I tager ansvar.’.

Fra seneste udgave af Weekendavisen – En kur mod Trumpfobi (ikke online).

“Vi må jo vænne os til tanken: der kommer en ny sherif i byen, og det bliver muligvis ikke Hillary Clinton. … Luttwak lægger ud med at forklare mig, hvorfor Trump vil vinde. Årsagen er den enkle, at han ikke har i sinde at øge skatterne, hvilket ifølge analytikeren er, hvad valget kommer til at handle om. Hillary har tidligere afsløret sin vilje til at sætte skatterne op. Trækker hun de udtalelser i land – og det bliver hun nødt til, hvis hun skal slå Trump – kan enhver amerikaner se, at hun lyver, siger han. …

Hvordan kan det være, vil jeg vide på Vinstuen, at stort set alle hans skrivende kolleger bruger sprogets tarveligste gloser, når de skal udtrykke deres syn Donald Trump? ‘Europæernes syn på USA er altid overfladisk,’ siger han… ‘De ser kun gennem det vindue, som The New York Times, Washington Post eller CNN giver dem. Det vindue giver ofte et misvisende billede. Eksempelvis da Jimmy Carter stillede op mod Gerald Ford i 1976. Ford var tidligere talsmand for Kongressen og landets vicepræsident, han havde været præsident i to år. Hans modstander? Jimmy Carter,en peanut-bonde. Alle udenrigsministerier i Europa vidste, at han kunne aldrig vinde.’

Det samme gjaldt for Ronald Reagan, fortsætter Luttwak. Han stillede op mod Carter, der skulle genvælges. Alle vidste, at Reagan ikke kunne blive valgt, fordi han ville starte en atomkrig. Desuden var Reagan skuespiller og meget gammel.’Udelukket! Latterligt!’ råber Luttwak, der selv mødte Reagan som en af de første efter valget, hvor han hurtigt opdagede, at den nye præsident ikke under nogen omstændigheder ønskede at trykke på atomknappen; heller ikke, hvis USA blev angrebet. ‘Pressen tog 180 grader fejl,’ siger Luttwak. ‘Det gør de også med Trump.’

– Trump vil trække USA helt ud af Mellemøsten. Vil det ikke bare føre til endnu mere kaos? ‘Trump mener, at alt, hvad USA har forsøgt sig med i Mellemøsten, er mislykkedes. Økonomisk støtte har slået fejl, fordi de ikke er interesserede i økonomisk udvikling. At bombe dem har også slået fejl. Dræber man en terrorist, skyder der tre nye op. Derfor skal USA fjerne sig helt.’

– Ikke at skride ind i Syrien er jo også slået fejl. Hundredtusinder er døde. ‘Det har ikke slået fejl,’ råber han og slår i bordet, så teskeerne danser, og kaffen går i bølgegang. ‘Ingen amerikanske soldater er døde. Det er det valg, vi har: at blive skudt i ryggen af de folk, vi beskytter. … Vi kan ikke intervenere i borgerkrigen, fordi vi ikke har allierede.

… Trumps udtalelser om, at at muslimer skal nægtes indrejse til USA. Er det ikke – udover at mistænkeliggøre alle muslimer – umuligt at gennemføre? ‘Under Barack Obama er det uhyre svært at få et visum, hvis man kommer fra et muslimsk land. Kommer man fra Danmark, behøver man intet visum, hvis opholdet er under tre måneder,’ svarer han…

‘Trump råber bare meget højt om noget, som Obama allerede har indført.’ – Er det ikke uamerikansk at nægte en bestemt religiøs gruppe adgang til landet? ‘Muligvis. Men USA praktiserer diskrimination mod enhver religiøs gruppe, for hvem hellig krig er en iboende del af doktrinen.’

(Edward Luttwak, forfatter mm.; Foto: Huffington Post)

29. marts 2016

Irrelevant jf. Poul Høi: Multietnicitet er unaturligt, “Hvide identificerer sig med hvide, sorte med sorte..”

“Hon kallas Danmarks Donald Trump”, skrev Dagens Nyheter i forrige uge, og ‘The Donald’ er ondskabens ikon anno 2016. Det siger sig selv, at Poul Høi kun har foragt for fænomenet, der angribes fra alle vinkler. Når Høi læser en forskningsbaseret artikel der påpeger, at sorte har mere sympati med sorte (og hvide med hvide), så associeres Trump med islamistiske massemordere såsom Ibrahim el-Bakraoui og Omar Abdel Hamid El-Hussein.

Poul Høi kunne have rettet opmærksomhed mod det faktum at 92-94 procent af sorte vælgere i USA stemte på Barack Obama, men nej – Trump er en hvid pendant til Koran-tro mordere. Helt i ånden fra mediedækningen af valgene i 2008 og 2012, hvor det blev problematiseret at hvide vælgere foretrak henholdsvis John McCain og Mitt Romney. At sorte stemmer på Barack Obama blev ikke problematiseret.

Den refererede forskning er ganske oplysende, selvom konklusionen er ligeså ubrugelig som Høis personlige afrunding – Ny forskning forklarer: Derfor kan hvide ikke bo med sorte – og omvendt.

Vores hjerne er en monohjerne, siger forskere, og hvide føler f.eks. mere empati over for hvide og sorte over for sorte. Er ideen om et multietnisk Bruxelles eller København dermed en umulighed? … Racisme er en urmenneskelig egenskab, og vores hjerne er en rigtig monohjerne.

Konklusionen fremgår af en nylig artikel i det videnskabelige og digitale magasin Aeon. ‘Er vi alle racister,’ spørger artiklen, som gennemgår den relevante forskning siden 2009 og besvarer sit eget spørgsmål med et rungende ‘ja.’ Forskerne har brugt enhver neurovidenskabelig teknik til at måle racisme, og de når hver gang til det samme svar: Vi tænker i racer. Hvide identificerer sig med hvide, sorte med sorte, asiater med asiater, og vi identificerer os også i modsætning til de andre racer, skriver forfatteren, den amerikanske hjerneforsker og journalist, Princess Ojiaku.

… ‘Når vores hjerner ubevidst er racistiske, kan vi så overhovedet skabe et multietnisk samfund?’ … Hvad vi gør ved den slags urracistiske instinkter? … Men det oplagte svar forsøger at besvare et spørgsmål anno 2016 med et svar anno 1956, for den vestlige verden er allerede en multi-verden. … Vores monohjerne befinder sig i en multi-tid, og hverken bomber, tortur eller tæppebomber kan lave om på det, og derfor er de neurologiske og psykologiske undersøgelser på én gang oplysende og irrelevante.”

(Princess Ojiaku i Aeon, 21. marts 2016: Is everybody a racist?)

Perhaps the most insidious form of undercover racism is the racial empathy gap, a phenomenon backed by a massive amount of scientific evidence showing that all of us see other races as less sensitive to pain than ourselves. … Aided by my background in neuroscience, I looked to the brain for answers on this strange phenomenon. As I drilled into the scientific literature, I found that researchers had used just about every neuroscience technique developed to detect emotion to also detect implicit (or unconscious) racial bias in the deepest parts of the body and brain. …

We often have these ideas that children are colour blind and that they love everyone and that they don’t see race and that if you don’t talk to them about it, maybe they won’t notice it and everything will be okay,’ Dore told me in a phone interview. ‘But that’s clearly not the case. …

The studies are numerous and conclusive – we have a significant race problem in empathy. While it will be hard for most of us to know whether or not our brains are reacting equitably in situations that call for empathy, it should be easier to build concern and care for people of other races on a conscious level.” (Princess Ojiaku)

17. november 2015

Niels Lillelund skærer igennem: “De vestlige værdier er vestlige, de er ikke universelle.”

De vestlige værdier burde egentlig være universelle, lød det fra udenrigsminister Kristian Jensen i Deadline i aftes, og nogle minutter senere blev han mere konkret. Det syriske folk skulle bestemme i Syrien, Assad er ikke demokratisk valgt, og løsningen er frie valg. En mindre naiv udgave af radikale Christian Friis Bach, men stadig blind i forhold til det store skisma. Vores værdier er ikke deres. Deres værdier er ikke vores.

Niels Lillelund skærer igennem i Jyllands-Posten – Universelle værdier.

“‘Det er et angreb på hele menneskeheden,’ sagde præsident Obama. Han talte om angrebet i Paris, som anfægter os alle på en særlig måde. For det gør det. Kort forinden var der terror i Beirut, det havde man knap nok hørt om. Hver dag sker der et eller andet forfærdeligt et eller andet sted i verden, men når man rammer Paris, rammer man os på en særlig måde og hvorfor det? …

An attack not just on Paris, it’s an attack not just on the people of France, but this is an attack on all of humanity and the universal values we share. Sagde Obama, men det er løgn.

Det passer ikke, det er en grundlæggende misforståelse. De vestlige værdier er vestlige, de er ikke universelle. Endeløse terrorbomber, meningsmålinger blandt muslimer, mislykkede invasioner og integrationsprojekter, milliarder og atter milliarder af spildte kroner, dollars og euro har demonstreret det, og dog synes vestligere ledere forhippet på at tro det.

(Muslimsk input til Facebook-gruppen ‘Mindehøjtidelighed for ofrene i Frankrig’, 15. november 2015)

26. september 2014

Statsminister-alternativ Lars Løkke Rasmussen om Islamisk Stat: “… de har voldtaget islam”

Det virker som en massepsykose, men den rammer tilsyneladende kun vestlige politikere. Muhammedanisme er “as dangerous in a man as hydrophobia (rabies) in a dog… No stronger retrograde force exists in the world… Mohammedanism is a militant and proselytizing faith”, skrev Winston Churchill om Islam tilbage i 1899.

Lars Løkke Rasmussen interviewet på TV2 News.

“Det, jeg gør her, er, at jeg sender et signal. Et meget uvenligt, nærmest krigerisk, signal til Islamisk Stat om, at vi har godt set, at de har voldtaget islam og kæmper en kamp – også mod Vesten – og der er vi parat til at stille op.” (Lars Løkke Rasmussen)


“They are killing and slaughtering thousands of people – Christians, Muslims, minorities across Iraq and Syria. They boast of their brutality. They claim to do this in the name of Islam. That is nonsense. Islam is a religion of peace. They are not Muslims, they are monsters.” (David Cameron, The Spectator, 15. september 2014)

ISIL is not Islamic. No religion condones the killing of innocents, and the vast majority of ISIL’s victims have been Muslim. … ISIL is a terrorist organization, pure and simple, and it has no vision other than the slaughter of all who stand in its way.” (Barack Obama,CNN, 11. september 2014)

“ISIL claims to be fighting on behalf of Islam but the fact is that its hateful ideology has nothing do with Islam. ISIL a manifestation of evil, a vicious terrorist organization and it is an organization that achieves its goals only through violence, repression and destruction.” (John Kerry, RCP, 10. september 2014)

25. juni 2014

“De har været efter hinanden, før der overhovedet fandtes statsdannelser.. Hvor der er islam, er der krig”

Uvist af hvilken årsag forventer vestlige politikere, at muslimer der bosætter sig i Vesten pludselig bliver fuldfede demokrater. Det er der intet der tyder på, og når man taler egen sikkerhed, bør man selvfølgelig gå med livrem og seler. Lars Hedegaard på Dispatch International – Vestens mellemøstenpolitik i ruiner.

“Søndag morgen sad Dianna Feinstein, demokratisk senator fra Californien og formand for senatets efterretningskomite, på CNN og fortalte, at hun ikke havde forudset, at den sunnimuslimske bølleorganisation ISIS, The Islamic State of Iraq and Syria, kunne trænge så hurtigt frem i Irak. Adspurgt hvad hun troede, der ville ske de næste ti år, måtte hun medgive, at det anede hun ikke.

Senere på dagen stod den amerikanske udenrigsminister John Kerry i Cairo og et sendte et ganske andet signal end vi er vant til at høre fra amerikanske toppolitikere. Under et pressemøde sagde han (ikke med netop disse ord, men meningen var tydelig), at han ikke ville bruge amerikanske skatteyderes penge på håbløse militære projekter i Irak eller Syrien. Skulle der bruges hårdttjente amerikanske penge, skulle det være på noget, som amerikanerne havde gavn af.

Væk var de to seneste amerikanske præsidenters – George W. Bushs og Barack Obamas – stadige omkvæd om at ville sikre frihed og demokrati i den muslimske verden og styrke de muslimske landes regeringer og væbnede styrker, så de selv kunne tage vare på deres sikkerhed.

Man står tilbage med fornemmelsen, at det omsider er sevet ind i Washington, at man ikke kan pådutte muslimer vestlige idealer, som de afskyr. Hverken med overtalelse, bestikkelse eller militærmagt. …

Det er naturligvis irakernes og afghanernes ret at kæmpe for det politiske system, de går ind for. Lige så naturligt vil det være, at vestlige lande holder sig ude af deres interne konflikter. At sende vestlige soldater ind i områder, hvor folk støtter mandens ret til at have fire koner og til at slå dem og som går ind for ‘ægteskab’ med ni-årige piger, er lige så udsigtsløst som at sende pædagoger ind i junglen for at overtale tigrene til at blive vegetarer.

De har været efter hinanden, før der overhovedet fandtes statsdannelser i Vesten og før den første vestlige ‘imperialist’ og ‘racist’ gav sig til kende. Gud ved hvad vestlige politikere i grunden har forstillet sig, at de kunne gøre for at få dem til at holde op?

Men sunnier kan heller ikke lide andre sunnier og shiiter ikke andre shiiter. Derfor slås de uophørligt indbyrdes, fordi der altid er nogen, der er mindre rettroende end andre eller tilhører den forkerte klan.

Hvor der er islam, er der krig. Lavintensiv krig på daglig basis eller åben og spektakulær krig, som den, der nu breder sig i Nærorienten.”

(Muslim der var muslim på den forkerte måde, Raqqa, Syrien, april 2014; Daily Mail)

3. juni 2014

Høis vrede hvide: “Sagen er blot, at to ud af de tre eksempler på ‘hvide mænd’ slet ikke var hvide mænd.”

God artikel af Lennart Kiil på Folkets Avis – Er Poul Høi korrespondent eller identitetskriger?

“Mange anser Poul Høi for at være en af Danmarks dygtigste journalister. Den holdning deler jeg ikke. Han er en dygtig skribent, men en middelmådig journalist. Høi har for nyligt i Berlingske og B.T. skrevet om det meningsløse massemord begået af Elliot Rodger. Her er Høi meget opsat på at få den tragiske hændelse til at passe ind i en fordomsfuld skabelon, som den sexistiske og racistiske forsker Michael Kimmel nogen tid tilbage udlagde i sin bog Angry White Men. …

Kimmel mener kort sagt, at hvide mænd er vrede og har en irrationel forestilling om, at livet skylder dem noget. … Poul Høi omfavner ukritisk Kimmels raceteori om de ‘vrede, hvide mænd’, men hans forsøg på at understøtte den med udgangspunkt i den tragiske hændelse bliver hurtigt til en farce. Fuldstændigt. For ud over Elliot Roger nævner Høi to andre eksempler. I alt altså tre eksempler på ‘hvide mænd’, der går amok. Så skulle Kimmels teori om vrede hvide mænd vel være bekræftet?

Sagen er blot, at to ud af de tre eksempler på ‘hvide mænd’ slet ikke var hvide mænd. Hverken Elliot Rodger eller Marc Lepine var hvide mænd. Marc Lepine havde i lighed med præsident Obama en afrikansk far og en mor af europæisk afstamning. Men man kalder jo ikke Obama for hvid.

Når en mixed ethnicity bliver præsident, kalder Høi og andre ham for sort, men når en mixed ethnicity bliver massemorder, kalder de samme mennesker ham for hvid. Det er jo interessant nok. Elliot Roger var også mixed ethinicy med en asiatisk mor og en far af europæisk afstamning.

Kun én ud af de tre eksempler, Høi giver på ‘hvide mænd’, var rent faktisk i virkeligheden en hvid mand, nemlig George Sodini. Så Høi har i virkeligheden snarere afkræftet Michael Kimmels raceteori om hvide mænd, end han har bekræftet den. …

Det virker i forvejen desperat at bruge enkelte galningers amokløb som indikatorer på et mere generelt problem specifikt ved hvide mænd. Men helt galt bliver det, når man som Høi bruger eksempler, der slet ikke er hvide, til at understøtte denne besynderlige og fordomsfulde raceteori. …

Men Poul Høi er da ikke racist, vil mange sikkert fastholde. Det er svært at sige. Baseret på hans artikel om Elliot Roger kunne man godt få mistanken. Det virker ret racistisk at sværte hvide mænd på et falskt grundlag. Hvis ikke Poul Høi er racist, hvorfor går han så så vidt for at fastholde og underbygge en racistisk teori om hvide mænd, at han må se bort fra kendsgerningerne for at kunne gøre det? Hvorfor rette anklagen specifikt mod hvide mænd, hvis ikke man er racist? Hvorfor overhovedet anlægge en racevinkel på en gal mands amokløb, hvis ikke man er racist?”

(Elliot Rodger, vred hvid mand ifølge Berlingskes Poul Høi)

Oploadet Kl. 15:24 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.


Næste side »

Vælg selv beløb


RSS 2.0
Comments RSS 2.0