21. maj 2016

Jeppe Kofod på slap line: Hævdede Søren Espersen kaldte Barack Obama for ‘first nigger President’

Søren Espersen har fået flere rundture i medierne baseret på journalistiske opstramninger, og måske har Jeppe Kofod ikke forstået at tiderne er skiftet. At lavpandede racisme-insinuationer ikke virker mere, og Nyrups parti ikke mere har fortolkningsmonopol. Han skulle have slugt kamelen, og sagt undskyld. I stedet vejrede han stemningen i to døgn, og valgte den værst tænkelige løsning: “Medgiver at oversættelse selvfølgelig kan diskuteres.”

Det lukkede naturligvis ikke sagen, og 5-6 timer senere måtte han så tage skridtet: “Gik jeg, i min vrede og indignation, selv over stregen som Espersen? Ja… jeg valgte det mest sårende af ordene, og dermed tillagde jeg også Søren at mene den hårdeste betydning af ordet. Det er jeg både ærgerlig og ked over…”

Der er for mig at se kun to muligheder. Enten er han dum eller ond. Jeg tror ikke han er ond.

(Jeppe Kofod på Twitter, 18. maj 2016)

Reaktioner.

“well, I guess statutory rapists just get into the habit of lying.” (‘Bob Glitter’, 19. maj 2016)

“Grotesk dårlig stil, @JeppeKofod. Grænsende til det vanvittige. Det her er, hvad politikerlede kommer af… (Morten Scheelsbeck, 19. maj 2016)

“Alle i min generation er vokset op med, at ordet for en sort mand var ‘neger’. Der lå intet fordømmende i det; det var en ren deskriptiv term, som man brugte samtidig med, at man sympatiserede med negerens kamp for borgerrettigheder i Sydstaterne og havde Martin Luther King som idol – der vel at mærke selv omtalte sig selv som ‘negro’. Siden har sprogpolitiet af al magt forsøgt at få ordet ‘neger’ forbundet med sydstatsracisme, selv om det er notorisk forkert. Denne sprog-revisionisme er farlig, for der står mere på spil end et enkelt ord. Lykkes det at sætte lighedstegn mellem racisme og brugen af ordet ‘neger’ har man udnævnt alle danskere før 1990 til racister. Fra H.C. Andersen til Jørgen Clevin.” (Katrine Winkel Holm, 20. maj 2016)

“For det første er det hæsligt, at han kommer til at oversætte forkert. ‘Nigger’ er det værste udtryk man kan bruge i USA om en sort. Det er sådan noget Ku Klux Klan-agtigt. Han overdriver Søren Espersens pointe.” (David Trads, 20. maj 2016)

“Jeg tror, Søren Espersen har sagt neger hele sit liv, for det gør mange fra den generation. … Jeg synes, Jeppe Kofod skulle gå sig en lang tur og så komme tilbage og sige undskyld. … Han risikerer, at internationale medier hænger Danmark ud. Det tangerer til landsskadelig virksomhed, og det har vi altså ikke brug for lige nu. Man vasker sit skidne linned derhjemme.” (Hella Joof, 20. maj 2016)


Edward Luttwak, historiker: Pressen tog ‘180 grader fejl’ med Reagan, “Det gør de også med Trump.”

Klaus Wivel har talt med Edward Luttwak, der som forfatter, universitetsmand og rådgiver for skiftende administrationer vel er nået så langt som en akademiker overhovedet kan. Uden decideret at være begejstret for Trump, så ville det være underholdende at følge venstrefløjens reaktion i forhold til en mere isolationistisk præsident. Jeg gætter på vi vil høre følgende igen og igen: ‘I er medskyldige i massakre, hvis ikke I tager ansvar.’.

Fra seneste udgave af Weekendavisen – En kur mod Trumpfobi (ikke online).

“Vi må jo vænne os til tanken: der kommer en ny sherif i byen, og det bliver muligvis ikke Hillary Clinton. … Luttwak lægger ud med at forklare mig, hvorfor Trump vil vinde. Årsagen er den enkle, at han ikke har i sinde at øge skatterne, hvilket ifølge analytikeren er, hvad valget kommer til at handle om. Hillary har tidligere afsløret sin vilje til at sætte skatterne op. Trækker hun de udtalelser i land – og det bliver hun nødt til, hvis hun skal slå Trump – kan enhver amerikaner se, at hun lyver, siger han. …

Hvordan kan det være, vil jeg vide på Vinstuen, at stort set alle hans skrivende kolleger bruger sprogets tarveligste gloser, når de skal udtrykke deres syn Donald Trump? ‘Europæernes syn på USA er altid overfladisk,’ siger han… ‘De ser kun gennem det vindue, som The New York Times, Washington Post eller CNN giver dem. Det vindue giver ofte et misvisende billede. Eksempelvis da Jimmy Carter stillede op mod Gerald Ford i 1976. Ford var tidligere talsmand for Kongressen og landets vicepræsident, han havde været præsident i to år. Hans modstander? Jimmy Carter,en peanut-bonde. Alle udenrigsministerier i Europa vidste, at han kunne aldrig vinde.’

Det samme gjaldt for Ronald Reagan, fortsætter Luttwak. Han stillede op mod Carter, der skulle genvælges. Alle vidste, at Reagan ikke kunne blive valgt, fordi han ville starte en atomkrig. Desuden var Reagan skuespiller og meget gammel.’Udelukket! Latterligt!’ råber Luttwak, der selv mødte Reagan som en af de første efter valget, hvor han hurtigt opdagede, at den nye præsident ikke under nogen omstændigheder ønskede at trykke på atomknappen; heller ikke, hvis USA blev angrebet. ‘Pressen tog 180 grader fejl,’ siger Luttwak. ‘Det gør de også med Trump.’

– Trump vil trække USA helt ud af Mellemøsten. Vil det ikke bare føre til endnu mere kaos? ‘Trump mener, at alt, hvad USA har forsøgt sig med i Mellemøsten, er mislykkedes. Økonomisk støtte har slået fejl, fordi de ikke er interesserede i økonomisk udvikling. At bombe dem har også slået fejl. Dræber man en terrorist, skyder der tre nye op. Derfor skal USA fjerne sig helt.’

– Ikke at skride ind i Syrien er jo også slået fejl. Hundredtusinder er døde. ‘Det har ikke slået fejl,’ råber han og slår i bordet, så teskeerne danser, og kaffen går i bølgegang. ‘Ingen amerikanske soldater er døde. Det er det valg, vi har: at blive skudt i ryggen af de folk, vi beskytter. … Vi kan ikke intervenere i borgerkrigen, fordi vi ikke har allierede.

… Trumps udtalelser om, at at muslimer skal nægtes indrejse til USA. Er det ikke – udover at mistænkeliggøre alle muslimer – umuligt at gennemføre? ‘Under Barack Obama er det uhyre svært at få et visum, hvis man kommer fra et muslimsk land. Kommer man fra Danmark, behøver man intet visum, hvis opholdet er under tre måneder,’ svarer han…

‘Trump råber bare meget højt om noget, som Obama allerede har indført.’ – Er det ikke uamerikansk at nægte en bestemt religiøs gruppe adgang til landet? ‘Muligvis. Men USA praktiserer diskrimination mod enhver religiøs gruppe, for hvem hellig krig er en iboende del af doktrinen.’

(Edward Luttwak, forfatter mm.; Foto: Huffington Post)



29. marts 2016

Irrelevant jf. Poul Høi: Multietnicitet er unaturligt, “Hvide identificerer sig med hvide, sorte med sorte..”

“Hon kallas Danmarks Donald Trump”, skrev Dagens Nyheter i forrige uge, og ‘The Donald’ er ondskabens ikon anno 2016. Det siger sig selv, at Poul Høi kun har foragt for fænomenet, der angribes fra alle vinkler. Når Høi læser en forskningsbaseret artikel der påpeger, at sorte har mere sympati med sorte (og hvide med hvide), så associeres Trump med islamistiske massemordere såsom Ibrahim el-Bakraoui og Omar Abdel Hamid El-Hussein.

Poul Høi kunne have rettet opmærksomhed mod det faktum at 92-94 procent af sorte vælgere i USA stemte på Barack Obama, men nej – Trump er en hvid pendant til Koran-tro mordere. Helt i ånden fra mediedækningen af valgene i 2008 og 2012, hvor det blev problematiseret at hvide vælgere foretrak henholdsvis John McCain og Mitt Romney. At sorte stemmer på Barack Obama blev ikke problematiseret.

Den refererede forskning er ganske oplysende, selvom konklusionen er ligeså ubrugelig som Høis personlige afrunding – Ny forskning forklarer: Derfor kan hvide ikke bo med sorte – og omvendt.

Vores hjerne er en monohjerne, siger forskere, og hvide føler f.eks. mere empati over for hvide og sorte over for sorte. Er ideen om et multietnisk Bruxelles eller København dermed en umulighed? … Racisme er en urmenneskelig egenskab, og vores hjerne er en rigtig monohjerne.

Konklusionen fremgår af en nylig artikel i det videnskabelige og digitale magasin Aeon. ‘Er vi alle racister,’ spørger artiklen, som gennemgår den relevante forskning siden 2009 og besvarer sit eget spørgsmål med et rungende ‘ja.’ Forskerne har brugt enhver neurovidenskabelig teknik til at måle racisme, og de når hver gang til det samme svar: Vi tænker i racer. Hvide identificerer sig med hvide, sorte med sorte, asiater med asiater, og vi identificerer os også i modsætning til de andre racer, skriver forfatteren, den amerikanske hjerneforsker og journalist, Princess Ojiaku.

… ‘Når vores hjerner ubevidst er racistiske, kan vi så overhovedet skabe et multietnisk samfund?’ … Hvad vi gør ved den slags urracistiske instinkter? … Men det oplagte svar forsøger at besvare et spørgsmål anno 2016 med et svar anno 1956, for den vestlige verden er allerede en multi-verden. … Vores monohjerne befinder sig i en multi-tid, og hverken bomber, tortur eller tæppebomber kan lave om på det, og derfor er de neurologiske og psykologiske undersøgelser på én gang oplysende og irrelevante.”

(Princess Ojiaku i Aeon, 21. marts 2016: Is everybody a racist?)

Perhaps the most insidious form of undercover racism is the racial empathy gap, a phenomenon backed by a massive amount of scientific evidence showing that all of us see other races as less sensitive to pain than ourselves. … Aided by my background in neuroscience, I looked to the brain for answers on this strange phenomenon. As I drilled into the scientific literature, I found that researchers had used just about every neuroscience technique developed to detect emotion to also detect implicit (or unconscious) racial bias in the deepest parts of the body and brain. …

We often have these ideas that children are colour blind and that they love everyone and that they don’t see race and that if you don’t talk to them about it, maybe they won’t notice it and everything will be okay,’ Dore told me in a phone interview. ‘But that’s clearly not the case. …

The studies are numerous and conclusive – we have a significant race problem in empathy. While it will be hard for most of us to know whether or not our brains are reacting equitably in situations that call for empathy, it should be easier to build concern and care for people of other races on a conscious level.” (Princess Ojiaku)



17. november 2015

Niels Lillelund skærer igennem: “De vestlige værdier er vestlige, de er ikke universelle.”

De vestlige værdier burde egentlig være universelle, lød det fra udenrigsminister Kristian Jensen i Deadline i aftes, og nogle minutter senere blev han mere konkret. Det syriske folk skulle bestemme i Syrien, Assad er ikke demokratisk valgt, og løsningen er frie valg. En mindre naiv udgave af radikale Christian Friis Bach, men stadig blind i forhold til det store skisma. Vores værdier er ikke deres. Deres værdier er ikke vores.

Niels Lillelund skærer igennem i Jyllands-Posten – Universelle værdier.

“‘Det er et angreb på hele menneskeheden,’ sagde præsident Obama. Han talte om angrebet i Paris, som anfægter os alle på en særlig måde. For det gør det. Kort forinden var der terror i Beirut, det havde man knap nok hørt om. Hver dag sker der et eller andet forfærdeligt et eller andet sted i verden, men når man rammer Paris, rammer man os på en særlig måde og hvorfor det? …

An attack not just on Paris, it’s an attack not just on the people of France, but this is an attack on all of humanity and the universal values we share. Sagde Obama, men det er løgn.

Det passer ikke, det er en grundlæggende misforståelse. De vestlige værdier er vestlige, de er ikke universelle. Endeløse terrorbomber, meningsmålinger blandt muslimer, mislykkede invasioner og integrationsprojekter, milliarder og atter milliarder af spildte kroner, dollars og euro har demonstreret det, og dog synes vestligere ledere forhippet på at tro det.

(Muslimsk input til Facebook-gruppen ‘Mindehøjtidelighed for ofrene i Frankrig’, 15. november 2015)



26. september 2014

Statsminister-alternativ Lars Løkke Rasmussen om Islamisk Stat: “… de har voldtaget islam”

Det virker som en massepsykose, men den rammer tilsyneladende kun vestlige politikere. Muhammedanisme er “as dangerous in a man as hydrophobia (rabies) in a dog… No stronger retrograde force exists in the world… Mohammedanism is a militant and proselytizing faith”, skrev Winston Churchill om Islam tilbage i 1899.

Lars Løkke Rasmussen interviewet på TV2 News.

“Det, jeg gør her, er, at jeg sender et signal. Et meget uvenligt, nærmest krigerisk, signal til Islamisk Stat om, at vi har godt set, at de har voldtaget islam og kæmper en kamp – også mod Vesten – og der er vi parat til at stille op.” (Lars Løkke Rasmussen)

Apropos.

“They are killing and slaughtering thousands of people – Christians, Muslims, minorities across Iraq and Syria. They boast of their brutality. They claim to do this in the name of Islam. That is nonsense. Islam is a religion of peace. They are not Muslims, they are monsters.” (David Cameron, The Spectator, 15. september 2014)

ISIL is not Islamic. No religion condones the killing of innocents, and the vast majority of ISIL’s victims have been Muslim. … ISIL is a terrorist organization, pure and simple, and it has no vision other than the slaughter of all who stand in its way.” (Barack Obama,CNN, 11. september 2014)

“ISIL claims to be fighting on behalf of Islam but the fact is that its hateful ideology has nothing do with Islam. ISIL a manifestation of evil, a vicious terrorist organization and it is an organization that achieves its goals only through violence, repression and destruction.” (John Kerry, RCP, 10. september 2014)



25. juni 2014

“De har været efter hinanden, før der overhovedet fandtes statsdannelser.. Hvor der er islam, er der krig”

Uvist af hvilken årsag forventer vestlige politikere, at muslimer der bosætter sig i Vesten pludselig bliver fuldfede demokrater. Det er der intet der tyder på, og når man taler egen sikkerhed, bør man selvfølgelig gå med livrem og seler. Lars Hedegaard på Dispatch International – Vestens mellemøstenpolitik i ruiner.

“Søndag morgen sad Dianna Feinstein, demokratisk senator fra Californien og formand for senatets efterretningskomite, på CNN og fortalte, at hun ikke havde forudset, at den sunnimuslimske bølleorganisation ISIS, The Islamic State of Iraq and Syria, kunne trænge så hurtigt frem i Irak. Adspurgt hvad hun troede, der ville ske de næste ti år, måtte hun medgive, at det anede hun ikke.

Senere på dagen stod den amerikanske udenrigsminister John Kerry i Cairo og et sendte et ganske andet signal end vi er vant til at høre fra amerikanske toppolitikere. Under et pressemøde sagde han (ikke med netop disse ord, men meningen var tydelig), at han ikke ville bruge amerikanske skatteyderes penge på håbløse militære projekter i Irak eller Syrien. Skulle der bruges hårdttjente amerikanske penge, skulle det være på noget, som amerikanerne havde gavn af.

Væk var de to seneste amerikanske præsidenters – George W. Bushs og Barack Obamas – stadige omkvæd om at ville sikre frihed og demokrati i den muslimske verden og styrke de muslimske landes regeringer og væbnede styrker, så de selv kunne tage vare på deres sikkerhed.

Man står tilbage med fornemmelsen, at det omsider er sevet ind i Washington, at man ikke kan pådutte muslimer vestlige idealer, som de afskyr. Hverken med overtalelse, bestikkelse eller militærmagt. …

Det er naturligvis irakernes og afghanernes ret at kæmpe for det politiske system, de går ind for. Lige så naturligt vil det være, at vestlige lande holder sig ude af deres interne konflikter. At sende vestlige soldater ind i områder, hvor folk støtter mandens ret til at have fire koner og til at slå dem og som går ind for ‘ægteskab’ med ni-årige piger, er lige så udsigtsløst som at sende pædagoger ind i junglen for at overtale tigrene til at blive vegetarer.

De har været efter hinanden, før der overhovedet fandtes statsdannelser i Vesten og før den første vestlige ‘imperialist’ og ‘racist’ gav sig til kende. Gud ved hvad vestlige politikere i grunden har forstillet sig, at de kunne gøre for at få dem til at holde op?

Men sunnier kan heller ikke lide andre sunnier og shiiter ikke andre shiiter. Derfor slås de uophørligt indbyrdes, fordi der altid er nogen, der er mindre rettroende end andre eller tilhører den forkerte klan.

Hvor der er islam, er der krig. Lavintensiv krig på daglig basis eller åben og spektakulær krig, som den, der nu breder sig i Nærorienten.”

(Muslim der var muslim på den forkerte måde, Raqqa, Syrien, april 2014; Daily Mail)



3. juni 2014

Høis vrede hvide: “Sagen er blot, at to ud af de tre eksempler på ‘hvide mænd’ slet ikke var hvide mænd.”

God artikel af Lennart Kiil på Folkets Avis – Er Poul Høi korrespondent eller identitetskriger?

“Mange anser Poul Høi for at være en af Danmarks dygtigste journalister. Den holdning deler jeg ikke. Han er en dygtig skribent, men en middelmådig journalist. Høi har for nyligt i Berlingske og B.T. skrevet om det meningsløse massemord begået af Elliot Rodger. Her er Høi meget opsat på at få den tragiske hændelse til at passe ind i en fordomsfuld skabelon, som den sexistiske og racistiske forsker Michael Kimmel nogen tid tilbage udlagde i sin bog Angry White Men. …

Kimmel mener kort sagt, at hvide mænd er vrede og har en irrationel forestilling om, at livet skylder dem noget. … Poul Høi omfavner ukritisk Kimmels raceteori om de ‘vrede, hvide mænd’, men hans forsøg på at understøtte den med udgangspunkt i den tragiske hændelse bliver hurtigt til en farce. Fuldstændigt. For ud over Elliot Roger nævner Høi to andre eksempler. I alt altså tre eksempler på ‘hvide mænd’, der går amok. Så skulle Kimmels teori om vrede hvide mænd vel være bekræftet?

Sagen er blot, at to ud af de tre eksempler på ‘hvide mænd’ slet ikke var hvide mænd. Hverken Elliot Rodger eller Marc Lepine var hvide mænd. Marc Lepine havde i lighed med præsident Obama en afrikansk far og en mor af europæisk afstamning. Men man kalder jo ikke Obama for hvid.

Når en mixed ethnicity bliver præsident, kalder Høi og andre ham for sort, men når en mixed ethnicity bliver massemorder, kalder de samme mennesker ham for hvid. Det er jo interessant nok. Elliot Roger var også mixed ethinicy med en asiatisk mor og en far af europæisk afstamning.

Kun én ud af de tre eksempler, Høi giver på ‘hvide mænd’, var rent faktisk i virkeligheden en hvid mand, nemlig George Sodini. Så Høi har i virkeligheden snarere afkræftet Michael Kimmels raceteori om hvide mænd, end han har bekræftet den. …

Det virker i forvejen desperat at bruge enkelte galningers amokløb som indikatorer på et mere generelt problem specifikt ved hvide mænd. Men helt galt bliver det, når man som Høi bruger eksempler, der slet ikke er hvide, til at understøtte denne besynderlige og fordomsfulde raceteori. …

Men Poul Høi er da ikke racist, vil mange sikkert fastholde. Det er svært at sige. Baseret på hans artikel om Elliot Roger kunne man godt få mistanken. Det virker ret racistisk at sværte hvide mænd på et falskt grundlag. Hvis ikke Poul Høi er racist, hvorfor går han så så vidt for at fastholde og underbygge en racistisk teori om hvide mænd, at han må se bort fra kendsgerningerne for at kunne gøre det? Hvorfor rette anklagen specifikt mod hvide mænd, hvis ikke man er racist? Hvorfor overhovedet anlægge en racevinkel på en gal mands amokløb, hvis ikke man er racist?”

(Elliot Rodger, vred hvid mand ifølge Berlingskes Poul Høi)

Oploadet Kl. 15:24 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


21. januar 2014

Mytebevarende redaktion: “… the rewrite makes Mandela sound reasonable. The original is Stalinism.”

Yderst velskrevet artikel der foruden at fortælle et par sandheder om Nelson Mandela, også hudfletter den storsælgende selvbiografi og filmatiseringen, der har dansk premiere senere på ugen. Rian Malan i The Spectator – What a lost prison manuscript reveals about the real Nelson Mandela.

“This is a story about Nelson Mandela, and it begins on Robben Island in 1974. Prisoner number 466/64 is writing up his life story, working all night and sleeping all day. Finished pages go to trusted comrades who write comments and queries in the margins. The text is then passed to one Laloo Chiba, who transcribes it in ‘microscopic’ letters on to sheets of paper which are later inserted into the binding of notebooks and carried off the island by Mac Maharaj when he is released in 1976.

Outside, the intrepid Mac turns the microscopic text into a typescript and sends it to London, where it becomes the Higgs boson of literary properties, known to exist but not seen since it passed into the hands of the South African Communist Party, or SACP, in 1977.

It is common cause that the ANC decided in the 1960s to use Mandela as the anti-apartheid movement’s official poster boy. He was the obvious choice, a tall, clean-limbed tribal prince, luminously charismatic, married to the telegenic Winnie, and reduced by cruel circumstance to living martyrdom on a prison island. All you had to do was cleanse him of the communist taint and Bob’s your uncle: four decades down the road, you have the president of the USA getting weepy as he describes Mandela’s lifelong struggle for ‘your freedom, your democracy’. There’s no accounting for taste, but one wonders if Barack Obama would have said that if he’d known his hero batted for the opposition during the Cold War.

‘I hate all forms of imperialism, and I consider the US brand to be the most loathsome and contemptible.’

‘To a nationalist fighting oppression, dialectical materialism is like a rifle, bomb or missile. Once I understood the principle of dialectical materialism, I embraced it without hesitation.’

‘Unquestionably, my sympathies lay with Cuba [during the 1962 missile crisis]. The ability of a small state to defend its independence demonstrates in no uncertain terms the superiority of socialism over capitalism.’

Whoa! That’s not Mandela, is it? Well, yes. These quotes come from the prison manuscript, which turns out to be the first draft of Long Walk to Freedom, Mandela’s famous 1994 autobiography. Much of the first draft is carried forth into the finished book, but these problematic quotes have vanished, along with several other outbreaks of what can only be described as pro-communist harangue. What happened?

Our search for an answer must begin with Rick Stengel, a New York journalist who is now President Obama’s undersecretary for public diplomacy. In the 1980s, Stengel did a tour of duty in South Africa, where he exhibited sensitivity to the hardships of black people and enthusiasm for their ANC liberators, surely one of the factors that led to his eventual appointment as Mandela’s ghostwriter. …

Among the raw materials he was given to work with was the prison manuscript, a sprawling 637-page affair with many uneven passages and no clear ending. Stengel proceeded to turn this sow’s ear into Long Walk to Freedom, a blockbuster that considerably boosted the Mandela legend and formed the basis for a movie of the same title, now doing boffo box office around the planet. …

Having read both manuscripts several times, I think it’s fair to say that Stengel appears to have cleaned up Mandela’s act in three critical areas.

The first was his premature conversion to violence. Officially, Mandela was a moderate black nationalist, clinging to hope of peaceful change until it was extinguished by the Sharpeville massacre of 1960. But in the prison memoir we find him plotting war as early as 1953, when he sent a comrade on a secret mission to beg guns and money from Red China, in flagrant violation of the ANC’s non-aligned and non-violent stance.

‘I was bitter and felt ever more strongly that SA whites need another Isandlwana,’ he explains. Driving around the country, Mandela constantly imagines rural landscapes as battlefields and cities as places where one day soon ‘the sweet air will smell of gunfire, elegant buildings will crash down and streets will be splashed with blood’. These vivid quotes did not make it into the bestseller.

The second area is his endorsement of force against opponents. In April 1958, the ANC called a three-day national strike which drew little or no support and had to be called off in humiliating circumstances. In Long Walk, Mandela notes that the strike was completely effective in towns where it was enforced by violence or pickets. ‘I have always resisted such methods,’ he says, but goes on to reason that coercion is acceptable in cases where a dissident minority is blocking a majority. ‘A minority should not be able to frustrate the will of the majority,’ he concludes.

But in the prison manuscript, he says the opposite. ‘This is not a question of principle or wishful thinking,’ he says. ‘If force will advance [the struggle], then it must be used whether or not the majority agrees with us.’ Pardon my italics, but it’s important to understand what you’re looking at here: the rewrite makes Mandela sound reasonable. The original is Stalinism. Who determines the course of struggle? It is the communist vanguard, imbued with higher wisdoms derived from the gospel of dialectical materialism. And if the majority talks back, they must be smashed. As they were in the final bloody phase of the struggle here. And everywhere else in Planet Soviet.

The third area of amendment involved errors of even-handedness. I thought I knew South African history, but one section of the prison manuscript surprised me. … I’d heard of the Alexandra bus boycott of 1957, in which a determined display of people power forced capitalists to withdraw a fare increase. But I was totally ignorant of ANC-led boycotts against Langeberg, a giant food-canning operation, and United Tobacco; both corporations were forced to deal with African unions and grant wage increases.

Emboldened, the ANC tackled cruel potato farmers, and brought them down too. … The cost in ANC lives: zero. ‘To the best of my knowledge,’ writes Mandela, ‘no individuals [meaning political detainees] were isolated, forced to give information, beaten up, tortured, crippled or killed’ prior to December 1961, when the communists started their bombing campaign (see page 302).

Clearly, this could not be allowed to stand. It spoils the plot completely! So Stengel cut it, allowing Long Walk to soar towards to its moral epiphany. Provoked beyond endurance by oppression, Mandela convinces the ANC’s timid old guard that it is time to fight back. With their blessing, he goes on to form MK, ‘military wing of the ANC’, which launches a bombing campaign against non-human targets.

[…]

I attempted to elicit a comment, but Mr Stengel failed to get back to me. Another man who might be able to shed light on the mystery is Mac Maharaj, the man who smuggled the original out of prison, now a spokesman and adviser in the office of President Zuma. But he didn’t return my calls either.

We will therefore have to turn to Hollywood to complete this story. I went to see the movie version of Long Walk to Freedom armed with a pen and ready to fight yet another rearguard action for Afrikaner honour, only to find myself disarmed by the director Justin Chadwick’s take on the Mandela story. No one really expects movies to be true, and this one certainly isn’t. It’s a fable about a brave man who sticks up for what he believes in and, against all odds, wins in the end. Music swells, titles roll and I must hide the fact that I am moved. (Yes, I am a sucker.)

Then I borrow an electronic copy of the script and run a search for the word ‘communist’. Two scenes come up. In one, a white policeman jostles Mandela while saying, ‘Ag, everyone knows you’re a bloody communist!’ In another, a white police general appears at the scene of a bombing and says, ‘This is the work of communist terrorists…’ Both cops are clearly intended to be taken as racist buffoons. This is a perfect distillation of the traditional left-liberal position on Mandela. For decades it was gospel. Now, it’s inadvertently funny.”

Oploadet Kl. 03:59 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


3. oktober 2013

Ritzau: “… stærke racistiske undertoner. Tea Party-tilhængere er stort set hvide mænd over 45 år…”

Når man taler amerikansk indenrigspolitik er Ritzaus Bureau noget nær det ringest tænkelige medie, også selv om nyhedsbureauet dagligt leverer baggrundsartikler til borgerlige aviser. Her en historie om Barack Obama’s politiske problemer. Fra Børsen.dk – Ekspert: Hvide mænd over 45 år har bagbundet USA.

Højreekstreme kræfter har fået frit spil i USA og er skyld i en ‘håbløs’ politisk situation. Så skarpt trækker en ekspert i amerikanske forhold situationen op, efter at det mandag ikke lykkedes Kongressen at blive enige om en finanslov.

“Det er et makabert spil,” siger Ole O. Moen, professor ved Universitet i Oslo og USA-ekspert, til Dagens Næringsliv.

Han mener, at yderliggående personer i Det Republikanske Parti ser stort på al fornuft og spillereglerne i et demokrati.

Og han mindes ikke, at der har været en tilsvarende situation, hvor en stærk højreorienteret minoritet har holdt flertallet som gidsler og bagbundet USA på den måde, som Tea Party-tilhængerne gør nu. …

Problemet er, at Tea Party-bevægelsen er ligeglad med almindelige regler og kutyme eller demokrati…

Samtidig er der stærke racistiske undertoner. Tea Party-tilhængere er stort set hvide mænd over 45 år, der alle har stort flertal i deres valgdistrikter. De skal derfor ikke bekymre sig for om ikke at blive genvalgt. …

“De er kommet til Washington for at minimere det føderale initiativ og social lovgivning. De er ikke politikere. De er udsmidere…, siger Moen til Dagens Næringsliv.”

(Læs evt. Colin Flaherty på Frontpage Magazine: Two Weeks in September)

Oploadet Kl. 11:10 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


24. september 2013

Endnu et æresrelateret indvandrerdrab: 18-årige Taher Saadaoui stukket ned med kniv ved Forum

For et par måneder siden, under retsagen mod George Zimmermann, erklærede præsident Barack Obama sin sympati med offeret med ordene, ‘det kunne have været min søn’, “could have been me 35 years ago”. Herunder ses den 18-årige handelsskoleelev Taher Saadaoui, der i går blev stukket ned med kniven i en konfrontation der heller ikke har noget med racisme at gøre.

(Taher Ben Tarek Saadaoui, 2011)

“Taha Saadaoui var frem til sin død elev på handelsgymnasiet Niels Brock, men forinden havde han gået på Dia Privatskole på Nørrebro. … Mandag aften meldte gerningsmanden sig selv til politiet. En 19-årig ung mand, der er af anden etnisk oprindelse af dansk, men dansk statsborger.” (BT)

Oploadet Kl. 13:15 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Gyldig XHTML
WP






MediaCreeper