21. januar 2014

Mytebevarende redaktion: “… the rewrite makes Mandela sound reasonable. The original is Stalinism.”

Yderst velskrevet artikel der foruden at fortælle et par sandheder om Nelson Mandela, også hudfletter den storsælgende selvbiografi og filmatiseringen, der har dansk premiere senere på ugen. Rian Malan i The Spectator – What a lost prison manuscript reveals about the real Nelson Mandela.

“This is a story about Nelson Mandela, and it begins on Robben Island in 1974. Prisoner number 466/64 is writing up his life story, working all night and sleeping all day. Finished pages go to trusted comrades who write comments and queries in the margins. The text is then passed to one Laloo Chiba, who transcribes it in ‘microscopic’ letters on to sheets of paper which are later inserted into the binding of notebooks and carried off the island by Mac Maharaj when he is released in 1976.

Outside, the intrepid Mac turns the microscopic text into a typescript and sends it to London, where it becomes the Higgs boson of literary properties, known to exist but not seen since it passed into the hands of the South African Communist Party, or SACP, in 1977.

It is common cause that the ANC decided in the 1960s to use Mandela as the anti-apartheid movement’s official poster boy. He was the obvious choice, a tall, clean-limbed tribal prince, luminously charismatic, married to the telegenic Winnie, and reduced by cruel circumstance to living martyrdom on a prison island. All you had to do was cleanse him of the communist taint and Bob’s your uncle: four decades down the road, you have the president of the USA getting weepy as he describes Mandela’s lifelong struggle for ‘your freedom, your democracy’. There’s no accounting for taste, but one wonders if Barack Obama would have said that if he’d known his hero batted for the opposition during the Cold War.

‘I hate all forms of imperialism, and I consider the US brand to be the most loathsome and contemptible.’

‘To a nationalist fighting oppression, dialectical materialism is like a rifle, bomb or missile. Once I understood the principle of dialectical materialism, I embraced it without hesitation.’

‘Unquestionably, my sympathies lay with Cuba [during the 1962 missile crisis]. The ability of a small state to defend its independence demonstrates in no uncertain terms the superiority of socialism over capitalism.’

Whoa! That’s not Mandela, is it? Well, yes. These quotes come from the prison manuscript, which turns out to be the first draft of Long Walk to Freedom, Mandela’s famous 1994 autobiography. Much of the first draft is carried forth into the finished book, but these problematic quotes have vanished, along with several other outbreaks of what can only be described as pro-communist harangue. What happened?

Our search for an answer must begin with Rick Stengel, a New York journalist who is now President Obama’s undersecretary for public diplomacy. In the 1980s, Stengel did a tour of duty in South Africa, where he exhibited sensitivity to the hardships of black people and enthusiasm for their ANC liberators, surely one of the factors that led to his eventual appointment as Mandela’s ghostwriter. …

Among the raw materials he was given to work with was the prison manuscript, a sprawling 637-page affair with many uneven passages and no clear ending. Stengel proceeded to turn this sow’s ear into Long Walk to Freedom, a blockbuster that considerably boosted the Mandela legend and formed the basis for a movie of the same title, now doing boffo box office around the planet. …

Having read both manuscripts several times, I think it’s fair to say that Stengel appears to have cleaned up Mandela’s act in three critical areas.

The first was his premature conversion to violence. Officially, Mandela was a moderate black nationalist, clinging to hope of peaceful change until it was extinguished by the Sharpeville massacre of 1960. But in the prison memoir we find him plotting war as early as 1953, when he sent a comrade on a secret mission to beg guns and money from Red China, in flagrant violation of the ANC’s non-aligned and non-violent stance.

‘I was bitter and felt ever more strongly that SA whites need another Isandlwana,’ he explains. Driving around the country, Mandela constantly imagines rural landscapes as battlefields and cities as places where one day soon ‘the sweet air will smell of gunfire, elegant buildings will crash down and streets will be splashed with blood’. These vivid quotes did not make it into the bestseller.

The second area is his endorsement of force against opponents. In April 1958, the ANC called a three-day national strike which drew little or no support and had to be called off in humiliating circumstances. In Long Walk, Mandela notes that the strike was completely effective in towns where it was enforced by violence or pickets. ‘I have always resisted such methods,’ he says, but goes on to reason that coercion is acceptable in cases where a dissident minority is blocking a majority. ‘A minority should not be able to frustrate the will of the majority,’ he concludes.

But in the prison manuscript, he says the opposite. ‘This is not a question of principle or wishful thinking,’ he says. ‘If force will advance [the struggle], then it must be used whether or not the majority agrees with us.’ Pardon my italics, but it’s important to understand what you’re looking at here: the rewrite makes Mandela sound reasonable. The original is Stalinism. Who determines the course of struggle? It is the communist vanguard, imbued with higher wisdoms derived from the gospel of dialectical materialism. And if the majority talks back, they must be smashed. As they were in the final bloody phase of the struggle here. And everywhere else in Planet Soviet.

The third area of amendment involved errors of even-handedness. I thought I knew South African history, but one section of the prison manuscript surprised me. … I’d heard of the Alexandra bus boycott of 1957, in which a determined display of people power forced capitalists to withdraw a fare increase. But I was totally ignorant of ANC-led boycotts against Langeberg, a giant food-canning operation, and United Tobacco; both corporations were forced to deal with African unions and grant wage increases.

Emboldened, the ANC tackled cruel potato farmers, and brought them down too. … The cost in ANC lives: zero. ‘To the best of my knowledge,’ writes Mandela, ‘no individuals [meaning political detainees] were isolated, forced to give information, beaten up, tortured, crippled or killed’ prior to December 1961, when the communists started their bombing campaign (see page 302).

Clearly, this could not be allowed to stand. It spoils the plot completely! So Stengel cut it, allowing Long Walk to soar towards to its moral epiphany. Provoked beyond endurance by oppression, Mandela convinces the ANC’s timid old guard that it is time to fight back. With their blessing, he goes on to form MK, ‘military wing of the ANC’, which launches a bombing campaign against non-human targets.


I attempted to elicit a comment, but Mr Stengel failed to get back to me. Another man who might be able to shed light on the mystery is Mac Maharaj, the man who smuggled the original out of prison, now a spokesman and adviser in the office of President Zuma. But he didn’t return my calls either.

We will therefore have to turn to Hollywood to complete this story. I went to see the movie version of Long Walk to Freedom armed with a pen and ready to fight yet another rearguard action for Afrikaner honour, only to find myself disarmed by the director Justin Chadwick’s take on the Mandela story. No one really expects movies to be true, and this one certainly isn’t. It’s a fable about a brave man who sticks up for what he believes in and, against all odds, wins in the end. Music swells, titles roll and I must hide the fact that I am moved. (Yes, I am a sucker.)

Then I borrow an electronic copy of the script and run a search for the word ‘communist’. Two scenes come up. In one, a white policeman jostles Mandela while saying, ‘Ag, everyone knows you’re a bloody communist!’ In another, a white police general appears at the scene of a bombing and says, ‘This is the work of communist terrorists…’ Both cops are clearly intended to be taken as racist buffoons. This is a perfect distillation of the traditional left-liberal position on Mandela. For decades it was gospel. Now, it’s inadvertently funny.”

Oploadet Kl. 03:59 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer

3. oktober 2013

Ritzau: “… stærke racistiske undertoner. Tea Party-tilhængere er stort set hvide mænd over 45 år…”

Når man taler amerikansk indenrigspolitik er Ritzaus Bureau noget nær det ringest tænkelige medie, også selv om nyhedsbureauet dagligt leverer baggrundsartikler til borgerlige aviser. Her en historie om Barack Obama’s politiske problemer. Fra Børsen.dk – Ekspert: Hvide mænd over 45 år har bagbundet USA.

Højreekstreme kræfter har fået frit spil i USA og er skyld i en ‘håbløs’ politisk situation. Så skarpt trækker en ekspert i amerikanske forhold situationen op, efter at det mandag ikke lykkedes Kongressen at blive enige om en finanslov.

“Det er et makabert spil,” siger Ole O. Moen, professor ved Universitet i Oslo og USA-ekspert, til Dagens Næringsliv.

Han mener, at yderliggående personer i Det Republikanske Parti ser stort på al fornuft og spillereglerne i et demokrati.

Og han mindes ikke, at der har været en tilsvarende situation, hvor en stærk højreorienteret minoritet har holdt flertallet som gidsler og bagbundet USA på den måde, som Tea Party-tilhængerne gør nu. …

Problemet er, at Tea Party-bevægelsen er ligeglad med almindelige regler og kutyme eller demokrati…

Samtidig er der stærke racistiske undertoner. Tea Party-tilhængere er stort set hvide mænd over 45 år, der alle har stort flertal i deres valgdistrikter. De skal derfor ikke bekymre sig for om ikke at blive genvalgt. …

“De er kommet til Washington for at minimere det føderale initiativ og social lovgivning. De er ikke politikere. De er udsmidere…, siger Moen til Dagens Næringsliv.”

(Læs evt. Colin Flaherty på Frontpage Magazine: Two Weeks in September)

Oploadet Kl. 11:10 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer

24. september 2013

Endnu et æresrelateret indvandrerdrab: 18-årige Taher Saadaoui stukket ned med kniv ved Forum

For et par måneder siden, under retsagen mod George Zimmermann, erklærede præsident Barack Obama sin sympati med offeret med ordene, ‘det kunne have været min søn’, “could have been me 35 years ago”. Herunder ses den 18-årige handelsskoleelev Taher Saadaoui, der i går blev stukket ned med kniven i en konfrontation der heller ikke har noget med racisme at gøre.

(Taher Ben Tarek Saadaoui, 2011)

“Taha Saadaoui var frem til sin død elev på handelsgymnasiet Niels Brock, men forinden havde han gået på Dia Privatskole på Nørrebro. … Mandag aften meldte gerningsmanden sig selv til politiet. En 19-årig ung mand, der er af anden etnisk oprindelse af dansk, men dansk statsborger.” (BT)

Oploadet Kl. 13:15 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer

29. januar 2013

Kurrild-Klitgaard: “… fire år og et par uger siden, at den sidste danske Guantánamo-protest blev afholdt.”

Jeg deler ikke helt forargelsen over Obama-administrationens brug af droner, men det er da tankevækkende med de danske mediers dobbelte standarder. Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske – Blodige hænder.

“Det spørgsmål var der næppe mange, der drøftede, mens de for en uge siden fulgte den storslåede genindsættelse af Barack Obama som USAs 44. præsident. Det havde der ellers været god grund til. For dagen før Obama svor at overholde forfatningen og talte om fred, frihed og fællesskab, dræbte et dronefly i Yemen mindst otte. Dagen efter præsidentens fest med Hollywood-stjerner og velhavende valgkampdonorer, gik det for sig igen, med nyt angreb og syv dræbte. At der i krig foregår krigshandlinger, hvor der dør uskyldige civile, er nok uundgåeligt…

Men Obamas problemer er større end, at der dør al-Qaeda-medlemmer ved droneangrebene, og der kan være grund til at opsummere et par simple fakta, som ikke får megen omtale i danske medier, der ofte har det svært med Obama-kritik: Siden 2010 har Obama fået lavet ’dødslister’ og underskrevet hemmelige ordrer om henrettelse af amerikanske statsborgere, som indtil nu har medført drab på (mindst) tre i Yemen – en af dem en 16-årig amerikansk dreng. De pågældende har på intet tidspunkt været formelt anklaget for specifikke forbrydelser. I sagens natur er de derfor heller ikke blevet stillet for en domstol eller dømt for noget, ikke engang i deres fravær. Der findes intet sted i forfatningen eller nogen anden kendt lov, der giver USAs præsident en sådan myndighed. Tværtimod forbyder forfatningens 4. og 5. tillæg samt diverse traktater og dekreter den slags. Eller det vil sige: Obamas advokater siger, at der findes et lovgrundlag – men at det er hemmeligt. Det faktiske antal henrettede amerikanere kan reelt være større – det ved vi ikke, fordi beslutningerne er, ja, hemmelige. At se dette som et problem er ikke det samme som at sige, atde dræbte er uskyldige. Muligvis er de terrorister, og måske de kunne idømmes dødsstraf. Men ønsker man et retssamfund, er regel nr. 1, at myndighederne ikke kan gøre noget imod borgerne, uden at det sker med baggrund i gældende lov og én, som borgerne kan være bekendt med. Alt andet er tyranni – intet mindre. Er man i tvivl, kan man spørge sig selv: Hvis en præsident kan henrette uden lov og dom og holde det hemmeligt, hvad kan han så ikke gøre?

Hvad ville der mon være sket, hvis det havde været George W. Bush, eller en anden republikaner, der havde gjort noget lignende?

Bål og brand, demonstrationer og indignerede avisledere. Da Bush i 2000 blev valgt til præsident, flød medierne over med historier om, hvor mange der var blevet henrettet, mens han var guvernør i Texas på en måde der tilnærmelsesvis gjorde Bush personligt ansvarlig for henrettelserne. Desuagtet at der – i modsætning til Obama – var tale om domfældelser på baggrund af rettergang med nævninge og med grundlag i Texas’ lovgivning. Man kan også tænke på Guantánamo, hvor der under Bush var kritik og demonstrationer uden ende. Da Obama tiltrådte i 2009, var hans første embedsgerning at underskrive et dekret om, at den skulle lukkes indenfor et år. Men fire år senere findes Guantánamo fortsat – men nu aldeles uden kritik. Det er fire år og et par uger siden, at den sidste danske Guantánamo-protest blev afholdt. Lærdommen synes at være, at kampen for grundlæggende frihedsrettigheder, retssikkerhed og magtens flerdeling mestendels er noget, man interesserer sig for, hvis det er politikere, man ikke kan lide.

Oploadet Kl. 13:13 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer

6. november 2012

Peter Kurrild-Klitgaard: Blot 4 pct. af danskerne ville stemme på Romney – Obama er stadig mediedarling

Sammen med gode venner tager jeg idag et lille smut til Europarlamentet i det belgiske, og jeg får hermed, desværre og Gudskelov, ikke mulighed for at følge de danske mediers dækning af den amerikanske præsidentvalg på valgaftenen. Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske – Obama er stadig mediedarling.

“En Gallup-undersøgelse viste for nyligt, at 85 procent af danskerne ville stemme på Obama, hvis de havde mulighed for det. Blot 4 procent ville stemme på Romney. Journalisternes holdning til de to kandidater er næppe meget anderledes.

For den danske mediedækning af præsidentvalget kan ikke se sig fri for at være i Obamas favør. Hver gang der i det seneste år er publiceret en negativ og kritisk artikel om Obama og Demokraterne, er der publiceret tre om Romney og Republikanerne. Af de 1.550 artikler, der har været skrevet i de landsdækkende dagblade om den amerikanske valgkamp, er der alene skrevet 61 artikler om Obama og Demokraterne med en kritisk vinkel. Til sammenligning er der skrevet hele 178 negative og kritiske artikler om Romney og hans parti. Det svarer til knap 12 procent af alle artikler.

Der er dog store forskelle på vinklingen og dækningen mellem de enkelte dagblade. Særligt tabloidaviserne tegner ofte et ensidigt og unuanceret billede af de to kandidater og kopierer i vid udstrækning amerikanske mediers udlægninger. Mens aviser som Ekstra Bladet og BT dyrker stereotype helte- og skurkeroller og ignorerer nuancerne i den amerikanske valgkamp, har medier som Berlingske, Politiken og Weekendavisen en langt mere dybdegående og balanceret dækning.

Men selvom mediedækningen har taget et kvantespring fra valget i 2008, hvor en stor del af den danske presse faldt i svime over Obama og ukritisk beskrev ham som en frelser, så oplever vi stadig en fordrejet og fortegnet dækning af valgkampen, der i dele af pressen går i retning af en form for Obama-heppekorsdækning, som USA-korrespondenten Annegrethe Felter Rasmussen omtalte tendensen i en kommentar på Facebook. Som når vi f.eks. hører om »Romneys mange fejl« (BT, 28. september 2012), når »Romney kvajede sig« (Ekstra Bladet, 12. august 2012), eller når »Romney løj igen« (Ekstra Bladet, 28. januar 2012). Modsat er medierne fyldt med overskrifter som »Obamas drøm består« (Kristeligt Dagblad, 26. juni 2012), »Derfor vinder Barack Obama præsidentvalget« (Jyllands-Posten, 13. september 2012) eller »Obama i topform« (BT, 18. oktober 2012). Mens dele af den danske presse fokuserer på Republikanernes fodfejl, fejlskud og fadæser, favoriserer selvsamme medier Demokraterne og Obama med positiv omtale. Af og til ligner den danske mediedækning mest af alt et afsnit af The Tonight Show eller Colbert Report, hvor de to prodemokratiske talkshowværter, John Stewart og Steven Colbert, med sylespids satire udstiller Republikanernes udtalelser.

Ser man nærmere på indholdet af danske mediers kritiske vinkler og negative historier om henholdsvis Demokraterne og Republikanerne, tegner der sig også et interessant mønster. De kritiske artikler om Demokraterne og Obama fokuserer i overvejende grad på de sidste fire års politiske resultater, eller mangel på samme, den økonomiske situation, USAs gæld, ledigheden og den kontroversielle sundhedsreform. Den kritiske vinkel fokuserer i høj grad på den førte økonomiske politik eller udefrakommende faktorer og meget lidt på personsager eller udsagn fra Obama-lejren.

Det gør dækningen af Romney og Republikanerne derimod. Her er det skandalerne og enkeltsagerne, der hiver de store overskrifter, og som bliver highlightet i de danske medier. Det er historierne om skolemopperen Romney eller »hundevennen« Romney, som transporterede sin hund på sin tagbagagebærer, eller om præsidentkandidaten, som spørger, hvorfor man ikke kan åbne vinduerne i flyvemaskinen. Det er historien om, at Romney i en tale præsenterer Paul Ryan som landets næste præsident i stedet for vicepræsident. Ryan hører vi også mest om, når han overdriver med sin maratontid eller tager opvasken i et suppekøkken for fattige, hvor de fattige er taget hjem og opvasken for længst er klaret. Korte – og kontroversielle – statements fra Romney gentages i en uendelighed: »Jeg kan godt lide at fyre folk«, »Jeg er ikke bekymret for de virkeligt fattige«.

Det er de kontroversielle historier om abort, voldtægt og kvindesyn, der ofte bliver fremhævet som republikansk politik, når vi gentagne gange kan læse om kongresmanden Todd Akin, som udtalte, at voldtægtsramte kvinder selv kan blokere for uønsket graviditet. Eller når Indianas republikanske kandidat til Senatet, Richard Mourdock, mente, at »selv når livet begynder med en forfærdelig begivenhed som voldtægt, er det noget, Gud planlagde skulle ske«.

Medierne svælger i sådanne historier. De er underholdende. De er lettere at forholde sig til end tørre facts om Romneys og Ryans økonomiske planer og visioner for det amerikanske samfund. Men seriøs og balanceret pressedækning er det ikke, og det giver langtfra et dækkende eller retvisende billede af Romneys og Republikanernes politiske mærkesager.”

30. oktober 2012

Når sorte stemmer på Obama er det ukontroversielt – Når hvide foretrækker Romney er det problematisk

Obama taber kampen om de hvide vælgere, skriver Jyllands-Postens Jørgen Ullerup, og antyder at Barack Obamas manglende tilslutning blandt hvide vælgere har racistisk basis. Her lidt fra artiklen, der vel nærmere fortæller, at sorte vælgeres overvældende støtte til Obama kan risikere at koste Romney sejren.

“Fire år efter valget af USA’s første sorte præsident har nye vælgermålinger dementeret alle illusioner om, at race ikke mere spiller en rolle i USA. Vælgerne er mere polariserede i forhold til race end nogensinde siden 1988.

Ligesom for fire år siden får Obama overvældende støtte fra ikke-hvide vælgere. Næsten ubetinget opbakning fra sorte og solid opbakning fra latinoer.

Men blandt hvide halter Obama langt bagefter. I 2008 fik John McCain 12 procentpoint flere vælgere end Obama. I år er Obama bagud med 21 procentpoint i forhold til Mitt Romney blandt hvide, og det kan koste ham sejren.”

(JP, 30. oktober 2012: Obama taber kampen om de hvide vælgere)

26. oktober 2012

Daniel Pipes om Barack (Hussein) Obamas muslimske barndom – og manglende præcision i beskrivelsen

Når danske medier en sjælden gang omtaler spørgsmålet om Barack (Hussein) Obamas tro, så inkluderer det altid stålsat afstandtagen til den amerikanske højrefløj, og særligt den del der ikke godtager Obamas lidt for belejlige cv. Det svarer lidt til at tage afstand fra medier der graver i Ole Sohn’s DKP-fortid, for selvfølgelig er det en relevant debat, uanset om sandheden også vil blive misbrugt politisk. Sådan må det være. Han er præsident i USA, ikke flaskedreng i Walmart.

Daniel Pipes har begået en meget pædagogisk artikel, der sågar er oversat til dansk. Den er værd at fremhæve – Obamas muslimske barndom.

“Et fokus på åbenhed og ærlighed vil sandsynligvis skade Obama langt mere end Romney. Obama er og bliver den mystiske kandidat med en selvbiografi fuld af huller og endda opspind. For at sælge sin selvbiografi i 1991 påstod Obama fejlagtigt, at han “var født i Kenya.” Han løj, da han påstod, at han aldrig havde været medlem og kandidat i 1990′ernes Chicagos socialistiske parti New Party; og da Stanley Kurtz fremlagde beviser som fastslog, at han havde været medlem, nedrakkede og afviste Obamas pr-folk Kurtz, godt hjulpet af medierne som enten helt holdt sig fra emnet eller latterliggjorde det. Obamas selvbiografi fra 1995, Dreams from My Father [på dansk: Arven fra min far], indeholder en strøm af unøjagtigheder og usandheder vedrørende emner som hans morfar, hans far, hans mor, hans forældres bryllup, hans stedfars far, hans ven i gymnasiet, hans kæreste, Bill Ayers og Bernardine Dohrn, samt pastor Jeremiah Wright. Som Victor Davis Hanson har udtrykt det: “Hvis en forfatter opdigter detaljer om sin egen mors dødelige sygdom og søgen efter en forsikring, vil han sandsynligvis være rede til at fuske med alt.”

Og midt i dette omfattende mønster af løgnagtighed vedrørende hans tidligere liv rejser spørgsmålet sig om Obamas redegørelse for sin religiøse tro, måske den mest besynderlige og oprørende af alle hans løgne. …

Adspurgt om sin barndoms og ungdoms religiøse tro er Obama kommet med modstridende svar. Han manøvrerede uden om et spørgsmål i marts 2004: “Har De altid været kristen?” ved at svare: “Jeg blev mest opdraget af min mor og min mor var kristen.” Men i dec. 2007 besluttede han forsinket at svare direkte: “Min mor var en kristen kvinde fra Kansas. … jeg blev opdraget af min mor. Så jeg har altid været kristen.” I feb. 2009 gav han imidlertid en helt anden fortælling:

Jeg er ikke opvokset i en specielt religiøs familie. Jeg havde en far, der var født som muslim, men som blev ateist, nogle bedsteforældre som var ikke-praktiserende metodister og baptister, og en mor som var skeptisk over for organiseret religion. Jeg blev først kristen … da jeg flyttede til den sydlige del af Chicago efter universitetet.

Han uddybede dette svar i sept. 2010, hvor han udtalte: “Jeg fandt først min kristne tro senere i livet.”

Hvad er sandt? Har Obama “altid været kristen” eller “blev [han] kristen” efter universitetet? Selvmodsigelser i et så grundlæggende spørgsmål om identitet rejser, når man tilføjer den generelle tvivl om korrektheden i hans selvbiografi, tvivl om hans sandfærdighed; ville en person, der taler sandt, ytre så forskelligartede og modstridende ting om sig selv?

Uoverensstemmelser er typiske ved opdigtede udsagn: når man opdigter ting, er det vanskeligt at holde sig til den samme historie. Det virker, som om Obama skjuler noget. Var han et ikke-religiøst barn af ikke-religiøse forældre? Eller har han altid været kristen? Muslim? Eller var han i virkeligheden noget, han selv fandt på – kristen/muslim?

Obama kommer med enkelte oplysninger vedrørende sin islamiske baggrund i sine to bøger, Dreams og The Audacity of Hope (2006) [på dansk: Mod til at håbe]. I 2007, hvor Hillary Clinton endnu var demokraternes foretrukne præsidentkandidat, var der nogle journalister, som gravede oplysninger frem om Obamas tid i Indonesien. Obamas udtalelser som præsident har givet et vigtigt indblik i hans mentalitet. Men de vigtigste biografier om Obama, hvad enten de er venligt stemte (så som dem af David Maraniss, David Mendell og David Remnick) eller fjendtlige (så som dem af Jack Cashill, Jerome R. Corsi, Dinish D’Souza, Aaron Klein, Edward Klein og Stanley Kurtz), yder imidlertid kun dette tema ringe opmærksomhed.

Jeg skal her påvise, at han blev født og opdraget som muslim, fremlægge bekræftende beviser fra de senere år, gennemgå opfattelserne af ham som muslim og placere dette bedrag inden for den større kontekst, som hedder Obamas selvbiografiske opspind.

Obama indrømmer beredvilligt, at hans farfar, Hussein Onyango Obama, konverterede til islam. Bogen Dreams (s. 407) indeholder faktisk et langt citat af hans farmor, hvori hun forklarer farfarens grunde til at gøre dette: kristendommens indstilling forekom ham at være “tåbeligt føleri,” “noget der skulle trøste kvinder,” og derfor konverterede han til islam, idet han mente, at “dens praksis passede bedre til hans tro” (s. 104). Obama fortalte beredvilligt dette til alle, der kom: da en barber for eksempel spurgte ham (s. 149): “Er du muslim?” svarede han: “Min farfar var.”

Obama præsenterer sine forældre og sin stedfar som ikke-religiøse. Han bemærker (i Audacity, 2006, side 204-05), at hans “far var vokset op som muslim,” men var en “bekræftet ateist” dengang, han mødte Baracks mor, som på sin side var en “erklæret sekularist.” Hans stedfar, Lolo Soetoro, var “som de fleste indonesere opvokset som muslim,” omend en ikke-praktiserende og synkretisk sådan, som (Dreams, s. 37) “fulgte en gren af islam, der kunne give plads til resterne af ældre animistiske og hinduistiske trosretninger.”

Vedrørende sig selv indrømmer Obama flere forbindelser til islam, men benægter at være muslim. “Den eneste forbindelse, jeg har haft til islam, er, at min farfar stammede fra det land,” erklærede han i dec. 2007. “Men jeg har aldrig praktiseret islam. … I en periode boede jeg i Indonesien, fordi min mor underviste der. Og det er et muslimsk land. Og jeg gik i skole. Men jeg praktiserede ikke.” Ligeledes sagde han i feb. 2008: “Jeg har aldrig været muslim. … ud over mit navn og det forhold, at jeg boede i et tæt befolket muslimsk land i 4 år, dengang jeg var barn, har jeg meget lidt forbindelse til den islamiske religion.” Bemærk hans utvetydige erklæring her: “Jeg har aldrig været muslim.” Under overskriften “Barack Obama er ikke og har aldrig været muslim” indeholdt websiden til Obamas første præsidentkampagne en endnu mere eftertrykkelig erklæring i nov. 2007, idet den fastslog, at “Obama har aldrig bedt i en moske. Han har aldrig været muslim, blev ikke opdraget som muslim og er en troende kristen.” …

Men mange beviser taler for, at Obama blev født som og voksede op som muslim:

(1) Islam er en patrilineær religion: Inden for islam giver faderen sin religion videre til børnene; og når en muslimsk mand får børn med en ikke-muslimsk kvinde, betragter islam børnene som muslimer. Det, at Obamas farfar og far var muslimer – graden af deres fromhed har overhovedet ingen betydning – betyder, at Barack, set med muslimske øjne, var født som muslim.

(2) Arabiske fornavne baseret på den H-S-N trilaterale rod: Alle den type navne (Husayn eller Hussein, Hasan, Hassân, Hassanein, Ahsan og andre) gives udelukkende til muslimske børn. (Det samme gælder navne baseret på H-M-D roden.) Obamas mellemnavn, Hussein, afslører udtrykkeligt, at han blev født som muslim.

(3) Registreret som muslim ved SD Katolik Santo Fransiskus Asisi: Obama var indskrevet ved en katolsk skole i Jakarta som “Barry Soetoro.” Et bevaret dokument opfører ham korrekt som født i Honolulu den 4. aug. 1961; desuden opfører det ham som havende indonesisk nationalitet og muslimsk religion.

(4) Registreret som muslim ved SD Besuki: Selvom Besuki (også kendt som SDN 1 Menteng) er en offentlig skole, henviser Obama ejendommeligt nok til den i Audacity (p. 154) som “den muslimske skole,” hvor han gik i Jakarta. Dens arkivalier er ikke bevaret, men flere journalister (Haroon Siddiqui fra Toronto Star, Paul Watson fra Los Angeles Times og David Maraniss fra Washington Post) har alle bekræftet, at han også der var indskrevet som muslim.

(5) Islamisk klasse på Besuki: Obama nævner (Audacity, s. 154), at på Besuki “skrev læreren for at fortælle min mor, at jeg skar ansigter i korantimerne.” Kun muslimske studenter deltog i den ugentlige to-timers koranundervisning [Watson i Los Angeles Times], skriver Watson:

to af hans lærere, den tidligere viceforstander Tine Hahiyari og læreren i tredje klasse, Effendi, sagde, at de tydeligt husker, at han også ved denne skole var indskrevet som muslim, hvilket var afgørende for, hvilken klasse han deltog i under den ugentlige religionsundervisning. “Muslimske elever blev undervist af en muslimsk lærer, og kristne elever blev undervist af en kristen lærer,” sagde Effendi.

Andrew Higgins fra Washington Post citerer Rully Dasaad, en tidligere klassekammerat, for at sige, at Obama fjollede rundt i timerne, og at der under læsningen af koranen blev “grinet ad ham på grund af hans sjove udtale.” Maraniss erfarede, at undervisningen ikke blot bestod i at lære, “hvordan man skulle bede og hvordan man skulle læse koranen,” men også omfattede egentlig bøn ved fredagens fællesgudstjeneste direkte på skolens grund.

(6) Moske-besøg: Maya Soetoro-Ng, Obamas yngre halvsøster, fortalte, at hendes far (altså Baracks stedfar) gik i moskeen “til de store fællesarrangementer.” Barker fandt ud af, at “Obama nu og da fulgtes med sin stedfar til moskeen for at deltage i fredagsbønnen.” Watson beretter:

Barndomsvennerne siger, at Obama sommetider gik til fredagsbøn i den lokale moske. “Vi bad, men ikke sådan for alvor, vi efterlignede blot de handlinger, som de ældre mennesker i moskeen udførte. Men som børn elskede vi at mødes med vore venner og gik hen til moskeen sammen og legede,” sagde Zulfin Adi, der beskriver sig selv som en af Obamas nærmeste barndomsvenner. … Nogle gange, når muezzinen kaldte til bøn, gik Lolo og Barry sammen hen til denne erstatningsmoske, sagde Adi. “Hans mor gik tit hen i kirken, men Barry var muslim. Han gik i moskeen,” sagde Adi.

(7) Muslimsk klædedragt: Adi mindes Obama: “Jeg kan huske, at han var iført sarong.” Ligeledes fandt Maraniss ikke blot ud af, at “hans klassekammerater kunne huske, at Barry bar sarong,” men fandt tillige skrevne meddelelser, som tyder på, at han fortsatte med at bære denne klædning i USA. Denne oplysning har religiøse implikationer, for i indonesisk kultur er det kun muslimer, der bærer sarong.

(8) Fromhed: Obama siger, at i Indonesien “praktiserede han ikke [islam],” en påstand, som utilsigtet tilkendegiver hans muslimske identitet ved at lade forstå, at han var ikke-observerende muslim. Men flere af dem, der kendte ham, modsiger denne erindring. Rony Amir beskriver Obama som “tidligere ganske religiøs inden for islam.” En tidligere lærer, Tine Hahiyary, der blev citeret i Kaltim Post, siger, at den fremtidige præsident deltog i avanceret islamisk religionsundervisning: “Jeg kan huske, at han havde studeret mengaji.” Inden for sydøstasiatisk islam betyder mengaji Quran at recitere koranen på arabisk, en vanskelig opgave, som påviser avancerede studier.

Sammenlagt peger historien i retning af, at Obama blev født som muslim med en ikke-praktiserende muslimsk far og gennem fire år levede i et helt og aldeles muslimsk miljø med sin muslimske, indonesiske stedfar som formynder. Af disse årsager opfattede de, der kendte Obama i Indonesien, ham som muslim.

(Obongo Malik Obama fremviser stolt et familiefoto fra 1985; Free Republic)

Vi må konkludere, at tilgængelige beviser tyder på, at Obama blev født og opdraget som muslim og fastholdt sin muslimske identitet, indtil han var sidst i 20′erne. Som barn af en muslimsk mandlig slægtslinje, med et muslimsk navn og indskrevet som muslim ved to indonesiske skoler læste han koranen i religionsundervisningen, kan stadig recitere den islamiske trosbekendelse og taler til muslimske tilhørere som en trosfælle. Af sin ikke-praktiserende muslimske far, sin muslimske stedfar og gennem fire års opvækst i et muslimsk miljø blev han betragtet som værende muslim, både af andre og af sig selv.

Det betyder ikke nødvendigvis, at han var praktiserende muslim, eller at han stadig er muslim i dag, endnu mindre islamist, eller at hans muslimske baggrund i væsentlig grad påvirker hans politiske holdninger (hvilket er typisk for en amerikansk venstreorienteret). Der ligger heller ikke noget problem i, at han skal være konverteret fra islam til kristendommen. Problemet er, at Obama udtrykkeligt og gentagne gange har løjet om sin muslimske identitet. Mere end noget andet enkelt bedrag udstiller Obamas håndtering af sin egen religiøse baggrund hans moralske brister.”

Oploadet Kl. 17:17 af Kim Møller — Direkte link45 kommentarer
Arkiveret under:

22. september 2012

Om Obamas mislykkede Mellemøst-strategi: “First, he would cleanse by confession. Then he would heal.”

Den har post handler ikke om Barack Obamas eftermæle, der er langt vigtigere ting på spil. Charles Krauthammer i Washington Post – Collapse of the Cairo Doctrine.

“In the week following 9/11/12 something big happened: the collapse of the Cairo Doctrine, the centerpiece of President Obama’s foreign policy. It was to reset the very course of post-9/11 America, creating, after the (allegedly) brutal depredations of the Bush years, a profound rapprochement with the Islamic world.

Never lacking ambition or self-regard, Obama promised in Cairo, June 4, 2009, “a new beginning” offering Muslims “mutual respect,” unsubtly implying previous disrespect. Curious, as over the previous 20 years, America had six times committed its military forces on behalf of oppressed Muslims, three times for reasons of pure humanitarianism (Somalia, Bosnia, Kosovo), where no U.S. interests were at stake.

(Mere i samme stil hos PJ Tatler)

First, he would cleanse by confession. Then he would heal. Why, given the unique sensitivities of his background — “my sister is half-Indonesian,” he proudly told an interviewer in 2007, amplifying on his exquisite appreciation of Islam — his very election would revolutionize relations.

And his policies of accommodation and concession would consolidate the gains: an outstretched hand to Iran’s mullahs, a first-time presidential admission of the U.S. role in a 1953 coup, a studied and stunning turning away from the Green Revolution; withdrawal from Iraq with no residual presence or influence; a fixed timetable for leaving Afghanistan; returning our ambassador to Damascus (with kind words for Bashar al-Assad — “a reformer,” suggested the secretary of state); deliberately creating distance between the United States and Israel.

These measures would raise our standing in the region, restore affection and respect for the United States and elicit new cooperation from Muslim lands.

It’s now three years since the Cairo speech. Look around. The Islamic world is convulsed with an explosion of anti-Americanism. From Tunisia to Lebanon, American schools, businesses and diplomatic facilities set ablaze. A U.S. ambassador and three others murdered in Benghazi. The black flag of Salafism, of which al-Qaeda is a prominent element, raised over our embassies in Tunisia, Egypt, Yemen and Sudan.

The administration, staggered and confused, blames it all on a 14-minute trailer for a film no one has seen and may not even exist. What else can it say? Admit that its doctrinal premises were supremely naive and its policies deeply corrosive to American influence?

Religious provocations are endless. (Ask Salman Rushdie.) Resentment about the five-century decline of the Islamic world is a constant. What’s new — the crucial variable — is the unmistakable sound of a superpower in retreat.

It’s as axiomatic in statecraft as in physics: Nature abhors a vacuum. Islamists rush in to fill the space and declare their ascendancy. America’s friends are bereft, confused, paralyzed.

Islamists rise across North Africa from Mali to Egypt. … Sovereign U.S. territory is breached and U.S. interests are burned. And what is the official response? One administration denunciation after another — of a movie trailer! A request to Google to “review” the trailer’s presence on YouTube. And a sheriff’s deputies’ midnight “voluntary interview” with the suspected filmmaker. This in the land of the First Amendment.

What else can Obama do? At their convention, Democrats endlessly congratulated themselves on their one foreign policy success: killing Osama bin Laden. A week later, the Salafist flag flies over four American embassies, even as the mob chants, “Obama, Obama, there are still a billion Osamas.”

Norge fik muslimsk kulturminister, mens islamister råbte ved US-amb: “Obama, Obama, we love Osama!”

Fredag fik Norge ny kulturminister, og meget sigende for landets udvikling en muslimsk en af slagsen. Norsk-pakistanske Hadia Tajik er næppe islamisternes førstevalg, men hun er en god socialist, der nok skal forfølge en multikulturel dagsorden der fremmer islamiseringen. Hun er tidligere styrelsesmedlem af Arbeidernes Ungdomsfylking (AUF), og droppede en lynkarriere som journalist for komme i Rigsdagen, hvor hun blev en del af Arbeiterpartiets integrationsudvalg. Som journalist skrev hun blandt andet om ‘høyreekstreme’…

Nogenlunde samtidig demonstrerede 150 islamister foran den amerikanske ambassade i Oslo. Aftenposten beder venstreradikale Lars Gule kommentere demonstrationen på stedet, og han fortæller at det er “unge, frustrerte mennesker på jakt etter identitet”. Bizart, når nu enhver kan se at de demonstrerende slet ikke er så unge, og tydeligvis har fundet sin identitet.

(VG Nett, 21. september 2012: - Denne verden trenger en ny Osama)

“Arfan Bhatti var blant de oppmøtte demonstrantene, og flere av dem hadde med seg svarte flagg som de veivet mens de hørte på talerne.

- Denne verden trenger en ny Osama, sa deomonstrasjonsarrangør Ubaydullah Hussain fra talerstolen.

Flere personer ropte: «Jøder, jøder. Muhammeds hær skal vende tilbake. Død over USA» og «Obama, Obama. We love Osama» i retning ambassaden.

I talen sin fortalte han også at filmskaperen Theo Van Gogh fikk som fortjent da han ble skutt og drept, og at straffen for å håne islam er døden – til kraftige tilrop fra de oppmøtte demonstrantene.

I appellen viste Hussain avsky overfor tegnere og filmskapere som har hånet profeten, samt vestlige land som har kriget i Afghanistan, melder NTB. … Den siste taleren, som kaller seg Abu Usama, hyllet en rekke al-Qaidaledere i tillegg til Mulla Krekar.”

13. september 2012

Mere om ambassadeangrebene…

Fathi El-Abed (SF) kommenterer i Berlingske Tidende de igangværende optøjer i Mellemøsten, og friholder som sædvanlig muslimer for ansvaret for egne handlinger. Når islamister går til angreb, så er det et ‘resultat’ af noget andre har gjort. El-Abed er formand for Dansk-palæstinensisk Venskabsforening, og som sådan udenfor pædagogisk rækkevidde, langt værre er det at Berlingske Tidende også abonnerer på tænkningen.

(B.dk, 12. september 2012: Amerikansk Muhammed-film skyld i uro)

Med vanlig foragt for de store linier, har Politiken på samme måde ladet Kim Skotte analysere filmens kunstneriske kvaliteter. Ren Mette Winge – det er fuldstændigt irrelevant. Når folk slår ihjel, er problemet ikke at andre kaldte deres ideolog for blodtørstig.

Islamister går amok dagligt kloden rundt. I mandags angreb islamister eksempelvis i Mussayib (Irak), Perachinar (Pakistan), Aleppo (Syrien) og Kunduz (Afghanistan) hvad kostede 3, 14, 17 og 21 mennesker livet. De fleste ofre er muslimer, der ifølge andre muslimer, er muslimer på den forkerte måde, og det siger sig selv, at når to amerikanske ambassader på årsdagen for 11. september 2011 angribes af islamister, så har meget lidt med en tilfældig Youtube-film at gøre. Vold er at betragte som et debatindlæg i den del af verden.

(Libyen-ambassadør Christopher Stevens – Twitter fra Cairo-ambassaden kort inden)

Da Barack Obama for fire år siden blev præsident, blev han betragtet som lidt af en messias. Mest fordi han ville tage et opgør med Bushs konfronterende udenrigspolitik, og man må sige den frie verden har fået dialog for alle pengene. Mellemøsten fik mere Islam.

Situationen udvikler sig løbende, og ambassadeangrebene i Egypten og Libyen har nu spredt sig til Tunesien, Yemen og adskillige islamiske lande. Det stopper næppe her, og ingen ved rigtigt hvor det ender. I modsætning til Vesten ved islamisterne hvor de vil hen.

“Anti-American rioting spread yesterday to Tunisia, where police used tear gas to stop hundreds of protesters from storming the United States Embassy in protest over a film mocking the prophet Mohammed. The throngs of demonstrators, who carried the white and black banners of militant Salifist Muslims, had been protesting peacefully in Tunis for hours when about 300 started to break through the gates.” (New York Post)

(Den Amerikanske Ambassade i Sanaa, Yemen, 13. september 2012; Telegraph)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.


Næste side »