Danmark 
Norge 
Sverige
17. februar 2012
De forhold liberale Rasmus Moliin sætter ord på, har været baggrundstapet for enhver form for konservativ højrefløj lige så længe jeg kan huske. Fantastisk kommentar i gårsdagens Information – Ekstremisme, ja tak.
“Det er interessant at følge republikanernes primærvalgkamp gennem de danske medier. Der tegner sig et billede af et freak show, hvor kandidaterne konkurrer i at være mest gakket. … Mediernes dækning har stort set udelukkende drejet sig om kulørte historier og næsten ikke om kandidaternes holdninger. Særligt omtalen af Ron Paul har generet mig… Gennem sit knap 40-årige politiske virke har han fuldstændig konsekvent kæmpet for personlig og økonomisk frihed… Der er dog ikke mange danske medier, der formår at omtale af denne kandidat uden at kalde ham »ekstrem« eller nævne, at han i øvrigt har »ekstreme holdninger«. …
Slår man ordet ekstrem op i ordbogen, kan man se, at det betyder ’yderligtgående’ eller ’noget, der ligger langt fra det normale’. Det at være ekstrem skal altså altid stå i forhold til det normale, man er ekstrem i forhold til — med andre ord giver begrebet ’ekstrem’ ikke mening i sig selv. Den kommer først, når man har defineret det normale.
Den tidligere amerikanske præsidentkandidat Barry Goldwater sagde engang: »Ekstremisme i forsvar for frihed er ingen last — moderation i forsvaret for retfærdighed er ingen dyd«. Alligevel lader ordet ekstrem til at være et stempel, man kan sætte på en holdning eller på en person, man ikke ønsker at forholde sig yderligere til. Man kan nøjes med at konstatere, at vedkommendes holdninger afviger fra de nu engang vedtagne ’rigtige’ holdninger, og så behøver man ikke beskæftige sig mere med dem. …
Ved det amerikanske præsidentvalg i 2008 var medierne ellers henrykte ved tanken om, at der blev valgt en kandidat, der ikke repræsenterede det normale. Barack Obama gik til valg på slogans som »hope« og »change« og krævede et opgør med Bush æraen. Det fik dog ikke medierne til at afskrive Barack Obama som ekstrem eller urealistisk. Tværtimod. For hvad kunne være bedre i overensstemmelse med europæisk politisk korrekthed end en ung, sort borgerrettighedsadvokat, der gik til valg på at samle landet og at genindføre fred, retfærdighed og optimisme?
Begejstringen har holdt ved i danske medier. At Obama er rasende upopulær i den amerikanske befolkning forklares i reglen med, at der er tale om omstændigheder, Obama ikke har kunnet kontrollere… Fakta ignoreres fuldstændig. Sandheden er, at Obama har øget gældssætningen voldsomt. Faktisk med knap 25 pct. af BNP. Det er langt mere end nogen anden præsident gennem de sidste 30 år — til trods for, at Obama kun har siddet i tre år! … Hypen om Obama var så stor, at han fik Nobels fredspris, før han havde udrettet noget som helst…
Men alt dette er ligegyldigt for den danske presse. Obama har de rigtige holdninger; derfor kan vi lide ham. Han talte om forandring efter en tid med en ’ond republikaner’, og selv om han aldrig rigtig var konkret, vidste vi, at vi kunne lide ham. Hans generalieblad som præsident og det faktum, at han har svigtet på alle de vigtigste områder er, underordnet.
(Mr. Destructo, 21. december 2011: Game Over: Scans of Over 50 Ron Paul Newsletters)
Det største offer for mediernes blinde kærlighed til Obama er hverken Ron Paul eller republikanerne. Det største offer er demokratiet. For den demokratiske samtale dør, hvis vi på forhånd vedtager et sæt holdninger, der er de rigtige, og dermed udelukker holdninger, der afviger fra disse. Hermed slutter den politiske debat, før den er begyndt. For da bliver fakta og argumenter underordnede i forhold til de på forhånd vedtagne konklusioner.
Skal den demokratiske samtale fungere, må en holdning bedømmes fordomsfrit på dens egne præmisser — ikke på dens overensstemmelse med det bestående normale eller politisk korrekte. I modsat fald vil vi aldrig kunne korrigere uretfærdigheder eller uhensigtsmæssigheder, hvis de er blevet så accepterede, at de er ’normale’.”
