6. november 2012

Peter Kurrild-Klitgaard: Blot 4 pct. af danskerne ville stemme på Romney – Obama er stadig mediedarling

Sammen med gode venner tager jeg idag et lille smut til Europarlamentet i det belgiske, og jeg får hermed, desværre og Gudskelov, ikke mulighed for at følge de danske mediers dækning af den amerikanske præsidentvalg på valgaftenen. Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske – Obama er stadig mediedarling.

“En Gallup-undersøgelse viste for nyligt, at 85 procent af danskerne ville stemme på Obama, hvis de havde mulighed for det. Blot 4 procent ville stemme på Romney. Journalisternes holdning til de to kandidater er næppe meget anderledes.

For den danske mediedækning af præsidentvalget kan ikke se sig fri for at være i Obamas favør. Hver gang der i det seneste år er publiceret en negativ og kritisk artikel om Obama og Demokraterne, er der publiceret tre om Romney og Republikanerne. Af de 1.550 artikler, der har været skrevet i de landsdækkende dagblade om den amerikanske valgkamp, er der alene skrevet 61 artikler om Obama og Demokraterne med en kritisk vinkel. Til sammenligning er der skrevet hele 178 negative og kritiske artikler om Romney og hans parti. Det svarer til knap 12 procent af alle artikler.

Der er dog store forskelle på vinklingen og dækningen mellem de enkelte dagblade. Særligt tabloidaviserne tegner ofte et ensidigt og unuanceret billede af de to kandidater og kopierer i vid udstrækning amerikanske mediers udlægninger. Mens aviser som Ekstra Bladet og BT dyrker stereotype helte- og skurkeroller og ignorerer nuancerne i den amerikanske valgkamp, har medier som Berlingske, Politiken og Weekendavisen en langt mere dybdegående og balanceret dækning.

Men selvom mediedækningen har taget et kvantespring fra valget i 2008, hvor en stor del af den danske presse faldt i svime over Obama og ukritisk beskrev ham som en frelser, så oplever vi stadig en fordrejet og fortegnet dækning af valgkampen, der i dele af pressen går i retning af en form for Obama-heppekorsdækning, som USA-korrespondenten Annegrethe Felter Rasmussen omtalte tendensen i en kommentar på Facebook. Som når vi f.eks. hører om »Romneys mange fejl« (BT, 28. september 2012), når »Romney kvajede sig« (Ekstra Bladet, 12. august 2012), eller når »Romney løj igen« (Ekstra Bladet, 28. januar 2012). Modsat er medierne fyldt med overskrifter som »Obamas drøm består« (Kristeligt Dagblad, 26. juni 2012), »Derfor vinder Barack Obama præsidentvalget« (Jyllands-Posten, 13. september 2012) eller »Obama i topform« (BT, 18. oktober 2012). Mens dele af den danske presse fokuserer på Republikanernes fodfejl, fejlskud og fadæser, favoriserer selvsamme medier Demokraterne og Obama med positiv omtale. Af og til ligner den danske mediedækning mest af alt et afsnit af The Tonight Show eller Colbert Report, hvor de to prodemokratiske talkshowværter, John Stewart og Steven Colbert, med sylespids satire udstiller Republikanernes udtalelser.

Ser man nærmere på indholdet af danske mediers kritiske vinkler og negative historier om henholdsvis Demokraterne og Republikanerne, tegner der sig også et interessant mønster. De kritiske artikler om Demokraterne og Obama fokuserer i overvejende grad på de sidste fire års politiske resultater, eller mangel på samme, den økonomiske situation, USAs gæld, ledigheden og den kontroversielle sundhedsreform. Den kritiske vinkel fokuserer i høj grad på den førte økonomiske politik eller udefrakommende faktorer og meget lidt på personsager eller udsagn fra Obama-lejren.

Det gør dækningen af Romney og Republikanerne derimod. Her er det skandalerne og enkeltsagerne, der hiver de store overskrifter, og som bliver highlightet i de danske medier. Det er historierne om skolemopperen Romney eller »hundevennen« Romney, som transporterede sin hund på sin tagbagagebærer, eller om præsidentkandidaten, som spørger, hvorfor man ikke kan åbne vinduerne i flyvemaskinen. Det er historien om, at Romney i en tale præsenterer Paul Ryan som landets næste præsident i stedet for vicepræsident. Ryan hører vi også mest om, når han overdriver med sin maratontid eller tager opvasken i et suppekøkken for fattige, hvor de fattige er taget hjem og opvasken for længst er klaret. Korte – og kontroversielle – statements fra Romney gentages i en uendelighed: »Jeg kan godt lide at fyre folk«, »Jeg er ikke bekymret for de virkeligt fattige«.

Det er de kontroversielle historier om abort, voldtægt og kvindesyn, der ofte bliver fremhævet som republikansk politik, når vi gentagne gange kan læse om kongresmanden Todd Akin, som udtalte, at voldtægtsramte kvinder selv kan blokere for uønsket graviditet. Eller når Indianas republikanske kandidat til Senatet, Richard Mourdock, mente, at »selv når livet begynder med en forfærdelig begivenhed som voldtægt, er det noget, Gud planlagde skulle ske«.

Medierne svælger i sådanne historier. De er underholdende. De er lettere at forholde sig til end tørre facts om Romneys og Ryans økonomiske planer og visioner for det amerikanske samfund. Men seriøs og balanceret pressedækning er det ikke, og det giver langtfra et dækkende eller retvisende billede af Romneys og Republikanernes politiske mærkesager.”



2. september 2012

Det kommende præsidentvalg – Om Sort/hvide Mogens Lykketoft og TV2 Nyhedernes Twitter-journalistik

Tidligere på dagen kunne man på TV2 News høre Mogens Lykketoft køre rutinen mod det ekstreme højre, den skjulte racisme mod Barack Obama og alt det han mener kendetegner Republikanerne. Da Martin Krasnik bad ham kommentere en sekvens fra Republikanernes kongres, hvor Utah-borgmester Mia Love talte om konservative værdier, blamerede Lykketoft sig med en kommentar om at det ville have lydt anderledes usympatisk hvis det kom fra Sarah Palin.

Lykketoft er ikke journalist, men hans sort/hvide syn på amerikansk politik er på mange måder en karikeret udgave af de tillærte fordomme, der er en integreret del af den tænkning de fleste journalister agerer udfra. Nogle stemmer på Barack Obama, andre er små-racistiske og i lommen på ‘Das Kapital’.

(Utah-borgmester Mia Love taler til RNC; Se evt. Red Alert Politics)

Jyllands-Posten kunne torsdag fortælle, at selv Fox News kalder Paul Ryan for løgner. Journalisten fangede ikke, at det ikke var Fox News som hævdede dette, blot en tilfældig venstreorienteret kommentator på kanalen. Overskriften blev senere rettet, men flere fordrejninger forblev uændret.

(JP.dk, 30. august 2012: Fox News kalder kandidat for løgner)

Peter Kurrild-Klitgaard følger valget tæt og har flere eksempler på den infantile USA-dækning.

“Men det var kun dér, hvor hjulet begyndte at falde af TV2s reportagevogn. Steinmetz forklarede dernæst, at Republikanerne gerne vil have fokus på økonomien og ikke på f.eks. abort–og så gik det galt:

“Og derfor skader det også partiet, at det f.eks. i dag er kommet frem, at ham her Todd Akin … kongresmanden, der gerne vil vælges til senatet … som havde spændende udtalelser om abort i sidste uge, han har fornylig udtalt, at hvis bare babyer, spædbørn, får brystmælk, ja, så bliver de ikke homoseksuelle. Den slags spændende bemærkninger er med til at kaste grus i vindermaskinen.”

Det blev sagt med et lidt svedigt grin, men som et faktum og uden nogen form for reservation. Exit.

Men … really? En Republikaner, der mener, at brystmælk “kurerer” spædbørn for homoseksualitet? Det lyder jo godt nok næsten for godt til at være sandt, og for de fleste ting, der gør det, gælder det som regel, at de heller ikke er sande.

Akin–der har sagt mere end nok–har vist aldrig berørt netop det emne. Det cirkulerede til gengæld tirsdag voldsomt på Twitter, hvor folk omtalte det som en sand historie–med baggrund i en artikel fra The Daily Currant. Dette er imidlertid et satirisk website med bevidste pseudo-nyheder, lidt a la det fremragende danske RokokoPosten.

Om TV2 Nyhederne havde historien alene fra Twitter eller bare ikke havde forstået, at The Daily Currant er satirisk, er svært at sige. Et faktum er dog klart: At man ikke havde gjort sit journalistiske hjemmearbejde men i stedet viderebragte noget, der var helt fiktivt og uden hverken research eller reservation. Punktum. Til gengæld byggede TV2 Nyhederne et helt indslag–fra intro til afslutning–op om, at der her var problemer for Mitt Romney og Republikanerne.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper