13. april 2017

USA: Obama-rådgiver søgte efterretninger om ‘Trumps kampagnestabs møder og politiske intentioner’

Det siger alt om mediernes indspisthed, at de på den ene side kan angribe Trump-lejren med baggrund i lækkede efterretninger om russiske forbindelser, og samtidig kan affærdige aflytning af Trump-lejren som værende fake news. Ikke alle alternative vinklinger er i sagens natur gode, men to plus to giver stadig fire.

Bent Blüdnikow gennemgår sagen i Berlingske – Obamas medarbejder søgte efterretningsoplysninger om Trumps folk – det er ikke ‘fake news’.

“Da præsident Trump tweetede, at fhv. præsident Barack Obama havde ‘aflyttet’ ham, beskrev de etablerede medier som New York Times, Washington Post og CNN det som en fuldkommen udokumenteret påstand. I sidste uge kom det imidlertid frem, at Obamas sikkerhedsrådgiver Susan Rice i en række tilfælde bad om at se identiteten på de Trump-medarbejdere, som var nævnt i efterretningstjenesternes rapporter.

I første omgang nægtede Susan Rice at svare på henvendelser om sagen fra flere journalister, men i løbet af tirsdagen sagde hun til MSNBC, at hun ganske rigtigt havde bedt om at få identiteten oplyst på flere Trump-medarbejdere, men at dette var normal procedure, lovligt og at hun ikke havde gjort det af politiske årsager, men for at forstå de efterretningsrapporter, som hun havde læst, rigtigt i dybden. Hun sagde, at hun ikke havde lækket disse navne og at anklagen var ‘komplet falsk.’

Efterretningsrapporterne indeholdt, ifølge oplysninger fra bl.a. Drudge Report, konklusioner om samtaler, der var optaget mellem udenlandske diplomater, der talte om Trumps hold. De omfattede også nogle gange kommunikation mellem Trumps folk og udenlandske diplomater. Rapporterne indeholdt følsomme oplysninger om, hvem Trump mødtes med og deres holdninger til udenrigspolitik.

Denne nye udvikling styrker mistanken om, at Trump måske alligevel havde fat i noget rigtigt, da han 4. marts erklærede i et tweet, at Obama havde ‘aflyttet mig’ i Trump Tower. Sagen om Rice er desuden interessant, fordi New York Times under valgkampen kunne nævne personer fra Trumps hold, som efterretningstjenesten var interesseret i på grund af deres russiske kontakter.

Mens de borgerlige medier forfølger sagen intenst, så har mainstream medier som New York Times, Washington Post og CNN været meget langsomme med at følge op på sagen. … I disse medier er det stadig Trump-folkenes evt. samarbejde med russerne for at vinde valget, der er den eneste historie.

Interessant i den sammenhæng er Wall Street Journal, der er borgerlig, men har lagt sig på en Trump-kritisk linje. Avisen har en høj grad af troværdighed og den har nu i tre ledere i sidste uge beskæftiget sig med Susan Rice-sagen:

‘Vores kilde bekræfter, at Rice også undersøgte dusinvis af andre efterretningsprapporters konklusioner, som teknisk skjuler Trump-folks identiteter, men var skrevet på en sådan måde, at det blev åbenlyst, hvem de var. Dette betød, at tilsløringen i hovedsagen var meningsløs. Alt dette er højst usædvanligt og bekymrende (…) Rice havde intet logisk behov for at afsløre Trump-kampagnens ansatte andet end af politisk nysgerrighed (…) Vi har fået at vide af en kilde, der har set de afslørede dokumenter, at de omfattede politisk information om Trumps kampagnestabs møder og politiske intentioner.

Wall Street Journal kritiserer i lederen demokraterne og den etablerede presse for ikke at tage sagen alvorligt: ‘Intet af dette skal hindre undersøgere i at kigge efter Trumps russiske forbindelser. Se endelig efter hvor de oplysninger leder hen. Men medierne er løbet som vilde bæster efter den historie og ignorerer, hvordan Obama-administrationen muligvis har misbrugt indenrigsk overvågning til politiske mål. Amerikanerne fortjener at kende sandheden om begge sager.'”

Oploadet Kl. 07:36 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


12. april 2017

Silkeborg: Tema-arrangement om verdens lande med symbolsk kast mod Donald Trumps Mexico-mur

Ypperligt eksempel på politisk indoktrinering set på 24nyt.dk – Skolebørn fra Silkeborg kastede genstande mod Trump til skolearrangement.

“Skolebørn helt ned til seksårsalderen blev torsdag i sidste uge opfordret til at kaste genstande mod billeder af den amerikanske præsident Donald Trump. Denne alternative form for pædagogisk indlæring var en del af et tema-arrangement om verdens lande for elever, forældre og lærere fra Vestre Skole i Silkeborg.

Kasteriet mod Trump foregik i den såkaldte Mexico-stand, og den var tilrettelagt således, at de unge børn kunne vise deres afsky mod den mur, som den amerikanske præsident har sagt, at han vil bygge langs den amerikansk-mexicanske grænse for at forhindre den massive, ulovlige indvandring fra USA’s sydlige nabo.

De danske skolebørn kunne vise deres modstand mod Trumps politik over for illegal mexicansk indvandring ved at få den onde Trump til at vælte ned fra toppen af en Mexico-mur, hvilket de så gjorde efter bedste evne til forældre og lærers opmuntrende tilråb. Der blev der jublet, når det lykkedes at vælte Trump ned fra murens top, og ifølge 24NYTs kilder blev der flere gange skreget ‘fuck Trump’ af helt, helt unge børn.”

(Screencaps: 24nyt.dk)



9. april 2017

Henrik Dahl: Uanset motiverne, så ender vestlig intervention i Mellemøsten ikke med demokrati

Torsdag valgte præsident Donald Trump at bombe den Assad-kontrollerede al-Shayrat-flybase, hvad overrasker medierne, der i flere måneder har insinueret at Trump var i lommen på Putin. En del Trump-støttere betragter omvendt et angreb på Assad, som indirekte støtte til Islamisk Stat, og er derfor imod.

Personligt ser jeg flere fordele end ulemper. Trump får markeret at han ikke er en gøende Obama, men en bulldog, der kan bide, og er rent faktisk er villig til at gøre det. Trumps undsigelse af ‘global politimand-opgaven’ kan udemærket forenes med enkelte målrettede flyangreb, så længe Trump forstår det essentielle. At krige i islamiske lande, ikke løser problemet med Islam. Her i Henrik Dahls mere liberale fortolkning – Alternativet til diktatur i Mellemøsten synes at være ultravold.

“Men kan man ligefrem tale om, at der findes en nogenlunde fast drejebog for konflikter i ‘The Greater Middle East’ (GME), hvor vestlige lande er indblandet? Således, at uanset hvor forskelligartede de er i udspringet, kommer de over tid til at ligne hinanden? Forholder det sig sådan, vil det jo være en begrundelse for stor forsigtighed.

Den almindeligste vej for de vestlige lande ind i konflikter i GME siden 2001 har været forskellige udlægninger af FN-doktrinen om ‘responsibility to protect’. Det vil sige forpligtelsen til at forhindre eller standse overgreb på civile.

[…]

Man kan således ikke sige, at vestlig aggression har været den største årsag til interventionerne. Hvis man opfatter Afghanistan-, Irak-, Libyen-, IS- og anti-Assad-interventionerne som fem tilstrækkeligt separate begivenheder, er den umiddelbare årsag til de tre sidstnævnte Det Arabiske Forår og FN-princippet om ‘responsibility to protect’.

… Som man kan se, er de fire ældste af de fem konflikter, jeg har valgt at se på, meget forskellige. Alligevel er de konvergeret imod en relativt ensartet og stærkt begrædelig tilstand. …

For mig at se peger disse erfaringer på, at for så vidt angår lande i GME, er regimeskift i praksis umulige at opnå – hvor jeg forestiller mig, at et regimeskift er lig med ét centralt styret voldsmonopol, der afløser et andet, centralt styret voldsmonopol.

Den enorme koncentration af magt, der er nødvendig for at opretholde et nogenlunde centralt styret voldsmonopol i et GME-land, lader sig tilsyneladende ikke transformere fra for eksempel ét parti til et andet – for slet ikke at tale om fra en autoritær til en demokratisk statsform.

Man pånødes derfor den ubehagelige konklusion, at hvis man ene og alene retter sig efter sin kølige slutningsevne, så tvinger de erfaringer, vi råder over, os til at konkludere, at alternativet til den etablerede centralmagt i et GME-land – uanset hvem, det måtte være, der sidder på den – altid er magttomrummets ultravold. Og et eller andet sted inde i ultravolden som regel iranske og wahabistiske/salafistiske aktører, der styres andetsteds fra.

Dette har været konklusionen på fire af de fem episoder siden 2001, jeg har valgt at diskutere. Uanset hvor forskellige, de end var til at begynde med. Så hvad der skulle forhindre den femte i at udvikle sig på samme måde, er det mere end vanskeligt at indse for en rationel person.”



23. marts 2017

Kim Bildsøe Lassen i Deadline om London-angrebet: “… en højreorienteret protest, det ved jeg ikke.”

Samuel P. Huntingtons tese om kulturenes sammenstød bliver dagligt bekræftet, og reaktionerne på gårsdagens terrorangreb illustrerer fint den overordnede problematik. Det handler ikke blot om fire døde, det smadrer ikke en civilisation – problemet er langt større end blod i gaderne. Vesten anerkender ikke konfliktens eksistens.

Hvor de vestlige politikere taler om sammenhold, så fortsætter præsident Erdogan stimen af slet skjulte trusler. I det perspektiv er Donald Trump et godt valg som den frie verdens leder, men det siger måske alt, at han internationalt set er forhadt som få.

I Deadline i aftes kunne man høre Kim Bildsøe Lassen gøre alle dummere. Terrorangrebet var ‘en protest’, og muligvis ‘en højreorienteret’ af slagsen. France 24 Arabic sendte live fra London via Facebook, og her kunne den jævne araber udtrykke sine følelser desangående. Man skal ikke overfortolke den slags, men når alt er lagt sammen, så står der en neonoplyst konklusion tilbage: Det er en religionskrig for dem, ikke for os.

(France 24 Arabic Live via Facebook fra London, 22. marts 2017)

If Europe continues this way, no European in any part of the world can walk safely on the streets. We, as Turkey, call on Europe to respect human rights and democracy.” (Recep Erdogan, Reuters, 22. marts 2017)

“Alt tyder på, at det er en person som har haft til hensigt, at gøre noget som var en protest, om det er en islamisk protest, en højreorienteret protest, det ved jeg ikke. (Kim Bildsøe Lassen, DR2, 22. marts 2017)



8. marts 2017

Politiken kalder pakistanere for ‘vaskeægte dansk’, citerer Esposito, der advarer mod ‘frygtens politik’

“En vaskeægte dansk familie”, kalder Politiken pakistanske Shamim og Munir Hussein, børnene Waseem, Mubeen, Faheem og Meena, børnebørnene Zainab, Dina, Sana og Isma, samt svigerdatteren Hafsa. Nok så mange ord om danskernes modstand mod Islam, ændrer ikke på det faktum, at der er tale om en pakistansk storfamilie. Familien Møller bliver heller ikke kinesisk, hvis jeg bestiller flybilletter, og bosætter mig i Shijiazhuang.

Dagen efter præsenterer samme journalist et interview med islamofiliens hof-apologet, John Esposito –Islamforsker: Vi dæmoniserer muslimer.

“Den 76-årige professor fra Georgetown University i Washington har i mere end 40 år beskæftiget sig med islam og muslimers rolle i den vestlige verden.

… nu retter han en skarp kritik mod den politiske stand, de etablerede medier og meningsdannere, der i hans øjne gør en kunstig civilisationskamp til en realpolitisk virkelighed. …

Partier og bevægelser, der i stigende grad ser deres vælgere vende sig mod globaliseringen, har set en mulighed for at genvinde en tabt opbakning ved at male et forenklet fjendebillede af følgerne af verdens næststørste religion.

Man får pisket stemningen op, så folk når et niveau af nærmest hysterisk frygt, og i det klima virker enhver generalisering. Man koger enorme folkemængder ned til ’muslimer’, ’flygtninge fra Mellemøsten’ og ’immigranter’ og forklarer ofte uden tøven, hvordan denne gruppe gør det og det og det af ulovligheder, overgreb og velfærdsbedrageri. Man skeler aldrig til relative tal – at det jo kun er en uhyre lille procentdel af f.eks. flygtninge, der begår kriminalitet. Eller terror for den sags skyld’, lyder det fra Esposito, der ikke blot peger på populistiske ledere som Le Pen, Trump og Wilders, men også europæiske konservative og socialdemokrater som meddelagtige i denne ‘frygtens politik’.

‘… Islamofobien kan blive så udtalt, at det nødvendigvis skaber en modreaktion fra de store dele af befolkningen, der i øjeblikket tier. Når man spørger den brede befolkning, så vil man jo sameksistens. Europæere har generelt ikke negative forestillinger om folk, der kommer hertil, får et job og bidrager til samfundet og demokratiet’ siger han.”



7. marts 2017

Bent Jensen om mediernes heksejagt mod Trumps justitsminister Jeff Sessions

Facebook-opdatering af professor emeritus Bent Jensen.

Heksejagtens seneste mål

Har præsident Trumps justitsminister Jeff Sessions begået mened ved at have løjet om sine russiske kontakter? Det mener nogle stærkt ophidsede demokrater i Kongressen og deres villige medløbere i medierne. En af politikerne har endda sagt, at justitsministeren burde være i fængsel. Han går altså ind for lynchjustits uden forudgående anklageskrift og ordentlig rettergang.

Demokraternes ophidselse står i stærk kontrast til den langmodighed, de udviste over deres egne, som bevisligt har løjet – herunder Hillary Clinton om sin ulovlige private server i kælderen, hvor hun bl.a. havde fortrolige oplysninger af betydning for USAs sikkerhed. Eller Sessions forgænger i embedet, Eric Holder, som også løj over for kongressen. Det blev af demokraterne affærdiget som værende uden betydning.

For Gud ved hvilken gang spiller demokraterne og deres letantændelige medier – som ukritisk efterplapres her i landet – det russiske kort. Igen og igen kører de korrekte medier frem med løse påstande og udokumenterede formodninger om, at det var russerne, som påvirkede amerikanerne til at stemme på Trump. At have deltaget i en reception, hvor der blandt gæsterne var en russisk diplomat, er efterhånden politisk livsfarligt. Derimod kan man risikofrit omgås alle mulige (andre) banditregimers rpræsentanter

Det har været morsomt at se, hvordan to skinhellige demokratiske kongresdamer først offentligt svor på, at de aldrig – NEVER – havde mødtes med en russisk diplomat, hvorpå de omgående blev konfronteret med fotos, der viste dem bredt smilende deltage i møder med en russiske ambassadør.

For at begå mened skal man efter amerikansk lov bevidst og med hensigt have løjet, og løgnen skal være ‘materiel’, dvs. af betydning for sagen. Men absolut intet tyder på, at der er tale om en sådan forbrydelse i Sessions tilfælde.

Han har som medlem af senatet to gange i løbet af 2016 mødtes med den russiske ambassadør i USA. Den ene gang hilste han på ham i forbifarten til en reception, hvor omkring 50 diplomater deltog, så han har nok ikke kunnet udveksle mange hemmeligheder ved den lejlighed. Den anden gang mødtes de to på hans kontor, hvor han ligesom andre kongresmedlemmer løbende taler med ambassadører fra en lang række lande. Det er jo en del af deres arbejde.

Da Jeff Sessions i forbindelse med godkendelsesproceduren blev udspurgt af en kollega fra det demokratiske parti, om der havde været en ‘løbende udveksling af oplysninger’ med russiske regeringsembedsmænd under Trumps præsidentkampagne, svarede Sessions, at han ikke kendte til sådanne aktiviteter, og at han ikke selv i forbindelse med kampagnen havde haft forbindelser til russere. Han var derfor ude af stand til at give oplysninger herom.

Længere var den ikke. Spørgsmål og svar drejede sig altså klart om eventuelle russiske kontakter i forbindelse med præsidentkampagnen – ikke andet. Ikke om Sessions nogensinde som politiker havde mødtes med russiske repræsentanter. Det er i øvrigt oplyst, at Sessions som senator mødtes med 20 andre ambassadører ud over den russiske ambassadør.

Man er virkelig langt ude på overdrevet og må være hårdt trængt, når man påstår, at justitsminister Jeff Sessions løj over for kongressen. Jagten på Trumps justitsminister lugter langt væk af hykleri og dobbeltmoral. Målet for demokraterne er formentlig at skabe så mange skandaler, at de kan ramme præsident Trump.

Hvorfor interesserer medierne sig ikke i langt højere grad for, hvordan det kan gå til, at fortrolige oplysninger fra statslige institutioner ulovligt lækkes til udvalgte lydige medier?

Oploadet Kl. 00:48 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


27. februar 2017

Informations redaktionelle oversætter taget i citatfusk: Tilføjede ord til oversættelse, udelod sætning

For et par måneder siden bemærkede Dagbladet Informations redaktionelle oversætter Niels Ivar Larsen i forbindelse med en Breitbart/’fake news’-relateret debat, at der var behov for en liste over ‘dansksprogede propagandasites’, da – og jeg citerer – “… de kryb skal frem i lyset”.

Som oversætter går han ofte til grænsen, men oversættelsen i fredagens avis inkluderer decideret citatfusk. Han har indsat ‘evolutionslærebenægtende’ (om Mike Pence), og udelader samme afsnits ironiske afslutning. At opdigte citater kaldes fabrikation, og er indbegrebet af ‘fake news’.

“The guy has been in the White House barely four weeks, and the talk within the global opposition has passed from how he might be prevented from getting there to how he might legitimately be evicted. Article 4 of the 25th Amendment is enjoying a moment in the sun, providing as it does for the replacement of a president who is ‘unable to discharge the powers and duties of his office’. Enter (briefcase in hand) the sane, sensible, foreigner-friendly President Pence. We are all experts in the US constitution now. (Mary Dejrevsky i The Guardian, 21, februar 2017: Could Donald Trump’s ‘junta’ be his salvation?)

“Manden har kun siddet i Det Hvide Hus i en måned, men hans politiske modstandere verden over har allerede flyttet deres fokus fra, hvordan man kunne have forhindret ham i at havne dér, til, hvordan kan nu lovligt kan smides på porten igen. Artikel 4 i det 25. forfatningstillæg bliver gransket som aldrig før, for her angives de nøjere betingelser for, hvornår og hvordan en præsident kan afsættes, såfremt han skønnes ‘ude af stand til at varetage de beføjelser og forpligtelser, som følger med embedet’. Ind fra højre ville så træde med sin mappe i hånden den helt igennem retskafne og fornuftige, udlændingevenlige, evolutionslærebenægtende præsident Pence.” (Niels Ivar Larsens oversættelse i Dagbladet Information, 25. februar 2017, s. 19: Kan Donald Trumps ‘junta’ være hans redning?)

(Dagbladet Information, 25. februar 2015, s. 19)

Oploadet Kl. 01:12 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


25. februar 2017

Efter Brexit og Trump: “De sociale medier er en trussel mod demokratiet; en ødelæggende kraft…”

Berlingske har talt med internetsociologen Vyacheslav W. Polonsky, der mener sociale medier ikke bare demokratiserer debatten, men også ændrer demokratiet til det værre. Den hårde tone skræmmer de ‘midtsøgende’ væk, og gør det umuligt for politikere at følge ‘flertallets vilje’, der i princippet kunne være “en højrøstet bøvs fra et algoritmefremhævet mindretal”.

Trump og Brexit-kampagnen bruges som eksempler, og der er også kritiske ord fra Institut for Menneskerettigheder, der påpeger at halvdelen holder sig væk fra værdipolitiske debatter på grund af netdebattens uforsonlige karakter. Det medieforsker Lars Holmgaard Christensen kalder for ‘tavshedens spiral’.

Demokrati var i det hele taget nemmere før internettet gav almindelige mennesker et talerør. Internettet giver ytringsfrihed til pøblen, og er derfor er yderst problematisk, må man forstå. Fra Berlingske – Er de sociale medier ved at smadre demokratiet?.

“Da befolkningen i næsten hele Mellemøsten i 2011 gik på gaden med slagord og protester mod deres despotiske ledere, talte omverdenen henført om ‘Facebook-revolutionen’. De sociale medier havde spillet en undertrykt befolkning et magtfuldt demokratisk redskab i hænderne. Det arabiske forår var kommet. En sejr for demokratiet!

Seks år senere er det arabiske forår forvitret i opløste stater og endeløs krig. Og de sociale medier ses af stadig flere ikke længere som en demokratisk mulighed snarere det modsatte. I takt med at Facebook og Twitter har bevæget sig ind i deres besværlige teenageår, er de kritiske stemmer taget til:

De sociale medier er en trussel mod demokratiet; en ødelæggende kraft, som trods alle sine iboende kvaliteter har vist sig at bringe kaos, ekstremisme og udemokratiske tendenser med sig, siger de mest bekymrede.

‘Valgkampagnerne sidste år gjorde alting værre, mere ekstremt og mere fastlåst. Hvis en oplysning, som sendes ud på sociale medier, vækker følelser nok og er polariserende nok og det var både Trump- og Brexit-kampagnen virkelig dygtige til så vil det blive delt. Og når en oplysning bliver delt meget, så opfatter folk det som en sandhed. Desværre underbyggede vores research også, at de sociale medier og internettet generelt ikke bare har en forkærlighed for de ekstreme synspunkter, vi har også kunnet påvise, at det er de mest negative synspunkter, som kommer længst,’ siger Vyacheslav W. Polonski.

[…]

De demokratiske institutioner i de fleste lande er formet ud fra et ideal om den dannede, langsommelige, grundige politiske samtale mellem individer, som havde en vis fast base af grundholdninger og -værdier. En samtale, hvor modsætninger mødes, brydes, det bedste argument vinder og konsensus nås til alles tilfredshed. Det holdt endnu vand på radio og TV.

Men på Facebook, Instagram og Twitter er vi underlagt formrestriktioner, som på ingen måde er tilpasset de århundredegamle oplysningstanker. … I et sådant samtaleklima vinder de emotionelle udbrud over fornuftige ræsonnementer. Det skarpe og uforsonlige over det konsensussøgende. Det letspiselige over det fordøjelsestunge. De, der raser, vinder over dem, der glatter ud. …

‘… betyder det basalt set, at de følger flertallet, hvis de lytter til de sociale medier? Eller følger de blot den mest højtråbende minoritet? Afspejler valgresultaterne i virkeligheden blot et øjeblik i tiden en flertalsholdning, som kan være væk om lidt? Vi kan i vores analyser af Brexit- og Trump-valgene se, at den nye teknologi hurtigt bliver en platform for konflikt og udemokratisk propaganda. …,’siger Vyacheslav W. Polonski.”



24. februar 2017

Forfatter: Flertalsstyre er problematisk, majoritet skabte nazismen, folkeviljen ’skal holdes meget i ave’

For blot fire måneder siden skabte Radio24syv magasinet ‘René ord for pengene’, et helt program dedikeret til samfundspolitik set gennem kunstnerbriller. Den slags programmer har nu aldrig været en mangelvare. Herunder lidt fra dialogen i seneste udgave af kulturprogrammet ‘AK 24syv’. Emnet var ‘Retten til ikke at mene noget som helst’, og selvom de tre inviterede (kunstnere) havde nogle pointer i forhold til sociale medier, så var det ret tydeligt, at de var bekymret for folkestyret, altså, idéen om at folket styrede. Mest ærlig i den henseende var Daniel Dencik, søn af RUC-professor Lars Dencik, tidligere omtalt her på siden. Udsendelsen kan høres på Radio24syv.dk.

Daniel Dencik, forfatter: Når vi tænker på hvad et demokratisk samfund er, så er det som om at det er blevet reduceret til at være en sådan flertals, flertallet der bestemmer. Jeg synes demokrati er mange andre ting. Demokrati er også magtdeling, for eksempel, som vi så med Trump nu for nyligt, at han ikke kunne få sin mening igennem, fordi det er så sindrigt konstrueret i det amerikanske retsvæsen, at det ligesom skal på i en domstol. Jeg synes, at vi skal passe på med at tillægge den her mening alt for meget…

Ida Herskind, Radio24syv-vært: … man kunne også tænke, at det var en styrke for demokratiet, at så mange kan komme til orde på de sociale medier. Men for dig, hvad er så konsekvensen af, at man kan mene så meget, så hurtigt. …

Daniel Dencik: Altså, jeg synes i det hele taget at man kan stille spørgsmålstegn ved om det er så godt, at vi lader vigtige valg blive truffet af flertallet, for eksempel. Altså, det er jo – i en ekstrem grad, konsekvensen af, at meninger fylder meget. Det at vi tror noget er rigtigt, blot fordi rigtigt mange siger det. Vi får jo også – nettet er skabt sådan, at det får en værdi hvis der er 100.000 der går i en retning, så skaber det en kommerciel værdi, så det har jo en værdi. Jeg synes, at problemet er, at der er enorm mange katastrofale beslutninger der er truffet af en majoritet, nazismen, er et eksempel ik’. Mange forfærdelige ting, fejlagtige ting – Brexit, tror jeg også man vil se tilbage som en fejl, som en impulshandling af en befolkning, hvor man lod folkeviljen, i den udstrækning den overhovedet eksisterer, få alt for meget magt, fordi folkeviljen – hvis den eksisterer, er noget meget omskifteligt, og noget der i virkeligheden skal holdes meget i ave, for det blusser op, og så forsvinder det igen. …

Elisa Kragerup, Teaterinstruktør: Det er meget interessant, det du siger Daniel, det med demokratiet. Har vi godt af, at det er flertallet der bestemmer., men det er jo mere et spørgsmål jeg har – det er ikke en ny overbevisning jeg har. Men jeg synes det er sindssygt interessant, lige nu, at diskutere det…

(Læserbrev af Daniel Dencik i Politiken, 19. februar 2017)



23. februar 2017

Flemming Rose: Bannon mener vi er i krig med Islam, men det er ‘politisk dumt’ at formulere det sådan

Der er intet odiøst i virkelighedsbaseret kritik af Stephen Bannon, og Flemming Rose er en af de tunge drenge, der er værd at høre på. Han anerkender at Bannon er begavet, men mener det er ‘politisk dumt’ at udpege Islam som fjenden, da vi ikke er i krig med ‘Islam som sådan’, men blot i krig med ‘voldelige islamister’, og i kold krig med ‘ikke-voldelige islamister’. En meget teoretisk indvending kan man sige, da Islam jo vitterligt er en ideologi, der i sagens natur ikke blive nemmere at nedkæmpe, hvis man taler uden om sagens kerne.

Den anden indvending, om en for lav ‘tolerancetærskel for volds- og magtanvendelse’ er ligeså teoretisk, når eksemplet er ‘omfattende deportationer eller åbenlys diskrimination’. Jeg tror Rose har forstået situationens alvor, men ikke rigtig har lyst til at tage de naturlige konsekvenser. Det forstår jeg godt, for det er langt nemmere at forsvare liberale værdier på kort sigt, end de konservative værdier i et mere historisk perspektiv. Problemet er bare, at de her flotte liberale værdier, ikke kan eksistere uden en dybt forankret kulturkonservativ ramme.

Fra TV2 – Rose spiste med Trumps toprådgiver kort før valget: – Jeg er bekymret.

“For nogle måneder siden endte danske Flemming Rose til en middag med Donald Trumps chefstrateg Steve Bannon. … Mødet med Steve Bannon gjorde den tidligere kulturredaktør for Jyllands-Posten, Flemming Rose, bekymret.

– Han (Steve Bannon, red.) mener grundlæggende, at vi er i krig med Islam. Og det, mener jeg, er forkert. Og jeg mener, at det er politisk dumt at formulere det på den måde, når man sidder i den position, som han sidder i, siger Flemming Rose til TV 2 NEWS. …

– Den anden ting, der bekymrede mig i vores snak, var Bannons meget lave tolerancetærskel for volds- og magtanvendelse. Han er af den opfattelse, at der grundlæggende kan komme gode ting ud af en krig og voldelige sammenstød, og at det kan have en rensende effekt, fortæller Flemming Rose.

– Der sagde jeg, at jeg synes, at Europa har rigtigt dårlige erfaringer med, så det skal vi undgå på alle mulige måder.

– Det betyder ikke, at demokratiet ikke skal forsvare sig selv mod voldelige islamister, for det skal vi. Men det med omfattende deportationer eller åbenlys diskrimination, synes jeg er den forkerte vej at gå, fortæller Flemming Rose til Søren Lippert.”

(Steven Bannon, chefrådgiver for præsident Trump)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper