17. august 2007

DR: “Alle kan bidrage til wikipedia… men det er ikke alle der gør det med hæderlige motiver.”

Sidste år opfandt et yngre it-geni et program der registrerede ip-adresserne på personer der redigerede wikipedia. Tidligere på ugen blev hans wikiscanner så lagt online, og på nettet cirkulerer i disse dage et utal af historier.

Følgende var hvad DR valgte at fortælle danskerne…

CIA, Fox og mange andre piller ved net-leksikon
Søgeværktøjet der har afsløret, at CIA-folk har rettet i artikler om Irans præsident, har også fundet ud af, at folk i Vatikanet har fjernet indhold fra sider om lederen af det irske republikanske parti Sinn Fein, Gerry Adams.

[…]

Politisk tendens
Det er også kommet frem at folk på den konservative tv-station Fox News har været inde og ændre i tekster om forskellige kritikere, der offentligt har angrebet kanalen for stærkt partisk nyhedsdækning.

Tidligere er det blevet afsløret at tekster om medlemmer af USAs Kongres er blevet ændret fra computer i Kongressens kontorer. Også firmaet, der har leveret størstedelen af de stærkt kritiserede elektroniske stemmesystemer til brug i valghandlinger, har været inde og pynte på Wikipedia-tekster om selskabet, dets maskiner og dets relationer til det republikanske parti.

CIA, Foxnews, Republikanerne, Diebold, Vatikanet – alle eksempler fra den ene side – et problem, ikke mindst når der samtidig antydes noget fordækt ved rettelserne.

Her er en række wikiscanner-fund, DR ikke fandt interessante…

Al-Jazeera says the foundation of Israel was just as bad as the Holocaust, Al Jazeera does not like some words in Tailban article, BBC accuse Tony Blair of being a drunk sex maniac, BBC: George “Wanker” Bush, Democrats really don’t like Rush Limbaugh and his listeners, The Guardian rewrites The Times wiki, Nick Bilton [New York Times] calls Condoleeza Rice a “concert penis”, New York Times Compares Bush to Captain Kirk, New York Times: Vampires donate dead babies to the Grand Dragon of the Republican Party, Reuters: Bush is a mass murderer, Washington Post has fun with a rival, UN editor calls Oriana Fallaci a racist whore…

Opdate 18/8-07. Fra gårsdagens MetroXpress – når journalistik er værst.

Politikens to artikler om sagen.

  • 15/8-07 Politiken – Tv-station taget i Wikipedia-fusk (Billedtekst: “Wikipedia er sårbar over for ondsindet manipulation.”).
  • 16/8-07 Politiken – CIA redigerer Wikipedia-opslag.
  • 

    27. juli 2007

    ‘Liberal’ ifl. amerikanerne: ABC, CBS, NBC, CNN, NY Times, WaPo, AP, MSNBC, CNBC…

    Jeg giver egentligt ikke meget for meningsmålinger om noget så subjektivt som medie bias, men konklusionerne fra en større fire-ledet undersøgelse af Rasmussen Reports om amerikanernes syn på medierne er ikke desto mindre et vægtigt indicie i rækken.

  • 13/7-07 RR – Americans See Liberal Media Bias on TV News.
  • 14/7-07 RR – Public Divided on Fairness Doctrine.
  • 15/7-07 RR – New York Times, Washington Post, and Local Newspapers Seen as Having Liberal Bias.
  • 22/7-07 RR – Associated Press, MSNBC and CNBC Seen as Having Liberal Bias.
  • Om de landsdækkende TV-kanaler…

    By a 39% to 20% margin, American adults believe that the three major broadcast networks deliver news with a bias in favor of liberals. A Rasmussen Reports national telephone survey found that just 25% believe that ABC, CBS, and NBC deliver the news without any bias.

    Similar results are found for CNN and National Public Radio (NPR). By a margin of 33% to 16%, Americans say that CNN has a liberal bias. The nation’s adults say the same about NPR by a 27% to 14% margin.

    There is one major exception to the belief that media outlets have a liberal bias—Fox News. Thirty-one percent (31%) of Americans say it has a bias that favors conservatives while 15% say it has a liberal bias.”

    Om de landsdækkende dagblade…

    Among the print publications in the survey, the New York Times is perceived as being furthest to the left. Forty percent (40%) of Americans believe the Times has a bias in favor of liberals. Just 11% believe it has a conservative bias while 20% believe it reports news without bias.

    Thirty-five percent (35%) of Americans see a liberal bias in their local newspaper while 21% see a conservative bias. For the Washington Post, 30% see a liberal bias and 16% see a conservative bias.

    Twenty-nine percent (29%) see the Wall Street Journal as unbiased. Among those who see the Journal as biased, opinion is fairly evenly divided as to who that publication favors—22% say the Journal has a conservative bias while 18% see a liberal bias.”

    Om nyhedsbureauerne oa.

    “The current survey finds that 30% of American adults believe the Associated Press has a liberal bias and only 12% believe it leans the other way. Local television news is viewed as having a liberal bias by 30% and a conservative bias by 17%. MSNBC is seen as being a bit more to the left—33% say it has a liberal bias and 13% say the opposite. For CNBC, 29% say it has a liberal bias and 14% say a conservative bias.

    Thirty-seven percent (37%) say local television stations deliver news without bias while 36% say the same for the Associated Press.”

    Talmaterialet til trods, så bekræfter undersøgelserne blot det enhver kan konstatere i det daglige: Journalister, og hermed medierne som sådan, er mere venstreorienterede end folk flest.

    Se evt.

  • 26/9-06 Uriasposten – Danske aviser henviser næsten udelukkende til den amerikanske venstrefløjs aviser.
  • Oploadet Kl. 21:15 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
    

    18. juli 2007

    Medierne og Irak-krigen – når succes ikke er en mulighed

    Washington Post kunne for et par uger siden fortælle, at Bushs ekstraordinære troppekoncentration i Bagdad ikke havde den forventede virkning – Body Count In Baghdad Up in June.

    “During the month of June, 453 unidentified corpses, some bound, blindfolded, and bearing signs of torture, were found in Baghdad, according to morgue data provided by a Health Ministry official who spoke on condition of anonymity because he was not authorized to release the information.”

    In January, 321 corpses were discovered in the capital, a total that fell steadily until April but then rose sharply over the last two months, the statistics show.”

    Charles Parker har på Redstate set nærmere på Washington Posts statistikbrug – How the Washington Post twisted the numbers on civilian deaths in Iraq.

    “The statistics are based on Baghdad morgue data, which is no longer routinely provided to the public except by unauthorized anonymous officials… Civilian deaths in Iraq have been a contentious point since Day One of Operation Iraqi Freedom… The morgue is at the heart of that debate, because whoever controls the morgue controls the numbers. That person is radical Shiite cleric Moqtada al-Sadr. One day last week, a NEWSWEEK reporter saw more than a dozen militiamen, dressed in the traditional black of Sadr’s army, patrolling the facilities, keeping an eye on the staff. According to morgue employees, Sadr’s Mahdi militiamen aim to control the flow of information to give Sadr a leg up in the propaganda war. Ministry of Health officials release statistics from time to time. Last week, a ministry official told NEWSWEEK that the last few weeks have seen a 30 percent rise in victims, many of them found in the garbage or floating down the Tigris—but they rarely reveal details about the nature of the deaths, or the identities of the corpses. Sadr’s political wing also controls the Health Ministry, and he has good reason to keep such details hidden: they could incriminate Shiite militias.

    With Muqtada al Sadr’s political party in charge of this operation, why would a Washington Post reporter unquestioningly transmit this “data”? Why didn’t Mr. Partlow go with the best information available? Perhaps because success must never be an option? The better source for data (and it’s most likely the best source) is the Iraq Coalition Casualty Count, which reported 27% drop in execution-style killings in Baghdad (735 in January and 540 in June).

    Washington Posts artikel fortæller mere generelt, at “the level of violent civilian deaths in Iraq is declining”, hvad også indirekte fremgik af de danske medier – intet nyt er som bekendt godt nyt.

    Oploadet Kl. 01:25 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
    

    23. juni 2007

    Ni ud af ti amerikanske journalister der støtter politiske kandidater – støtter demokraterne

    MSNBC har gennemgået listerne over politiske kampagne-bidrag, og har fundet 143 højtprofilerede journalister. Det er der kommet en meget interessant artikel ud af. Her blot lidt generelt, samt specifikt om The New Yorker (venstreorienteret, Orienterings favoritmedie) og Foxnews (højreorienteret, DR ‘journalistiske’ hadeobjekt nr. 1) – Journalists dole out cash to politicians (quietly).

    “MSNBC.com identified 143 journalists who made political contributions from 2004 through the start of the 2008 campaign, according to the public records of the Federal Election Commission. Most of the newsroom checkbooks leaned to the left: 125 journalists gave to Democrats and liberal causes. Only 16 gave to Republicans. Two gave to both parties.

    The donors include CNN’s Guy Raz, now covering the Pentagon for NPR, who gave to Kerry the same month he was embedded with U.S. troops in Iraq; New Yorker war correspondent George Packer; a producer for Bill O’Reilly at Fox; MSNBC TV host Joe Scarborough; political writers at Vanity Fair; the editor of The Wall Street Journal’s weekend section; local TV anchors in Washington, Minneapolis, Memphis and Wichita; the ethics columnist at The New York Times; and even MTV’s former presidential campaign correspondent.

    […]

    The pattern of donations, with nearly nine out of 10 giving to Democratic candidates and causes, appears to confirm a leftward tilt in newsrooms — at least among the donors, who are a tiny fraction of the roughly 100,000 staffers in newsrooms across the nation.

    The donors said they try to be fair in reporting and editing the news. One of the recurring themes in the responses is that it’s better for journalists to be transparent about their beliefs, and that editors who insist on manufacturing an appearance of impartiality are being deceptive to a public that already knows journalists aren’t without biases.

    […]

    A few journalists let their enthusiasm extend beyond the checkbook. A Fox TV reporter in Omaha, Calvert Collins, posted a photo on Facebook.com with her cozying up to a Democratic candidate for Congress. She urged her friends, “Vote for him Tuesday, Nov. 7!” She also gave him $500. She said she was just trying to build rapport with the candidates. (And what builds rapport more effectively than $500 and a strapless gown?)

    […]

    George Packer is The New Yorker’s man in Iraq.

    The war correspondent for the magazine since 2003 and author of the acclaimed 2005 book “The Assassins’ Gate: America in Iraq,” Packer gave $750 to the Democratic National Committee in August 2004, and then $250 in 2005 to Iraq war veteran Paul Hackett, an anti-war Democrat who campaigned unsuccessfully for a seat in Congress from Ohio.

    In addition to his reported pieces, Packer also writes commentary for the magazine, such as his June 11 piece ruing Bush’s “shallow, unreflective character.”…

    His colleague Judith Thurman wrote the New Yorker’s sympathetic profile of Teresa Heinz Kerry, published on Sept. 27, 2004. Ten days later, the Democratic National Committee recorded Thurman’s donation of $1,000…

    Besides, there’s the magazine’s famously rigorous editing. The last bulwark against bias slipping into The New Yorker is the copy department, whose chief editor, Ann Goldstein, gave $500 in October to MoveOn.org, which campaigns for Democrats and against President Bush.

    […]

    Guy Raz of CNN and NPR, covering the war, giving to John Kerry, all in the same month.

    As the Jerusalem correspondent for CNN, he was embedded with U.S. troops in Iraq in June 2004, when he gave $500 to John Kerry.

    He didn’t supply his occupation or employer to the Kerry campaign, so his donation is listed in federal records with only his name and London address. Now he covers the Pentagon for NPR.

    […]

    Fox News Channel is alone among the four major TV networks in placing no restrictions on campaign contributions. But there were surprises in the records for those who think everyone at Fox is a Republican. Researcher Codie Brooks, of Brit Hume’s “Special Report,” gave $2,600 last year to the Senate campaign of Harold Ford Jr., the Memphis Democrat. She said she raised much of the money from friends. “A lot of Fox employees have contributed to Democratic candidates,” she said. “I know I’m not the only one.”

    Læs det hele.

  • Campaignmoney.com – Political Campaign Contributions from News Corporation Ltd Employees (Foxnews, samtlige ansatte: 34 pct. til R; 41 pct. til D).
  • Newsmeat.com – Rupert Murdoch (Foxnews, ejer: Støtter mange, herunder i stigende grad demokratiske kandidater og Hillary Clinton).
  • 22/3-07 Canadia Free Press – Fox News Hires Big-Name Liberal (Harold Ford, Jr; tidl. demokratiske kongressmedlem, nu politisk kommentar på Foxnews).
  • 

    3. juni 2007

    Carl Pedersen, Kim Bildsøe Lassen og Peter Kurrild-Klitgaard om mediernes dækning af USA

    Ligeledes fra dagens Berlingske Tidende. En længere artikel om vores syn på USA – En god amerikaner er en død amrikaner.

    “Men hvordan er egentlig de amerikanske billeder, vi får præsenteret i de danske medier? Er de troværdige? Afbalancerede? Dækkende?

    Nej, mener Carl Pedersen…

    »Mit korte svar er nej, selv om det er et broget billede med enkelte gode journalister. Jeg synes, at stereotyper om det primitive amerikanske samfund går igen gang på gang. USA bliver fremstillet i et dårligt lys og har til formål at få den danske offentlighed til at ryste på hovedet over de skøre amerikanere. Derfor ser vi atter og atter billeder og artikler om skydegale amerikanere eller religiøse fanatikere. Der er en journalistisk mangel på forståelse af pluralismen i det amerikanske samfund.«

    Hvordan er billedet af Demokrater og Republikanere?

    »Generelt er der en tendens til, at Republikanerne bliver fuldkommen dæmoniseret. Du ved, at jeg ikke ligefrem er nogen tilhænger af det republikanske parti, men jeg synes, at der er en skævhed, som også ytrer sig i en ukritisk beskrivelse af demokratiske kandidater. Bill Clinton er et udmærket eksempel. Han skildres jo som nærmest en rockstjerne i danske medier, men han gik jo ind for dødsstraf og havde store skandaler i sin præsidenttid. Det er ikke et nuanceret billede, vi får.«

    Skyldes skildringen blot almindelige fordomme, eller er der tale om skævhed i bestemte medier?

    »Begge dele, vil jeg tro. Journalisterne slæber ofte deres egne fordomme med sig, men der er gode journalister, der rejser rundt i USA og ikke kun henholder sig til Østkystpressen. De gode journalister findes jo, så billedet er broget. Men når det er sagt, så er det rigtigt, at Republikanerne pr. definition er skurke i dansk presse, mens Demokraterne er »the good guys«. Selvfølgelig kan disse holdninger kun forstærkes, hvis man holder sig til New York Times eller Washington Post.«

    Tror du, at denne dæmonisering af Republikanerne har noget at gøre med europæernes ønske om at finde deres egen identitet?

    »Så absolut, ja. Europa fremstår for mange som ikke-Amerika. Dansk identitet skabes i modsætning til USA. Det behøver ikke altid at være bevidst fra journalisternes side, men det er klart, at jo mere usympatisk og primitivt USA fremstilles, jo bedre og mere raffineret fremstår europæerne og danskerne. Derfor fremhæves skydegladheden, dødsstraffen og den sociale ulighed hele tiden. Jeg er selv kritisk overfor de ting, men der er en overfokusering på dem, der går ud over det nuancerede billede. Der skabes en modsætning af europæiske medier mellem USA og Europa, hvor Europa fremstår i et bedre lys end USA.«

    […]

    Kim Bildsøe Lassen har været USA-korrespondent for Danmarks Radio i en årrække. I de seneste par år har han været studievært i DRs udenrigspolitiske program Horisont. Hvad mener han om den danske USA-dækning?

    »Der er i meget dansk og europæisk dækning af USA megen ønsketænkning. Den handler om, hvad vi selv forestiller os, hvad der vil være godt for USA. Vi befinder os i den vildfarelse, at vi kender dem, og at de er lidt ligesom os. Det præger vor dækning, fordi perspektivet bliver vores eget. Vi har svært ved at forstå og beskrive amerikanernes grundlæggende vilkår. Det er meget tydeligt i tilfældet med den nuværende præsident. Ideen er, at amerikanerne da må se på ham, ligesom vi gør. Men de ser altså anderledes på ham.«

    Hvordan anderledes?

    »Tag bare det sidste præsidentvalg. Der blev skrevet et hav af artikler om, at Bush ikke havde en chance, og at han var en forsimplet type. For mig, der boede der, var der ingen tvivl om, at han ville blive genvalgt. Men der var i Danmark en grundlæggende ønsketænkning om, at amerikanerne dog måtte komme til fornuft og vælge en anden. Amerikanerne tænker anderledes og ville gerne have Bush. Meget af vor USA-journalistik bunder i en mangel på forståelse af, hvad USA egentlig er.«

    Hvad skyldes det?

    »Jeg tror, at de redaktører, der bor i Europa og styrer korrespondenterne, er ledet af ønsketænkningen. Et af de store problemer af at bo i Danmark og dække USA er, at man bl.a. ikke kan se Fox TV eller høre de konservative radioværter. Ikke fordi Fox News er god og værterne strålende, men de giver en ekstrem god skildring af det andet USA, som ikke kan læses i New York Times.«

    Kan det skyldes, at det er New York Times og derefter den anden oppositionsavis Washington Post, som udenlandske journalister typisk refererer til?

    »Jo, det er rigtigt nok, men meget af det handler om, at redaktørerne ønsker at bekræfte det billede, som de kender i forvejen. Ofte giver det et ensidigt billede. En af de vigtigste opgaver, man har som korrespondent, burde være at udfordre folks fordomme. Men det var typisk, at når jeg var i USA og lavede kritiske Bush-reportager, så fik jeg en masse positive henvendelser fra seere. Lavede jeg derimod noget, der viste noget positivt om Bush og afviste vanetænkning, så lå der lige så sikkert negative reaktioner i min mailbox. Så skrev de noget i retning af: »Hvis du er så vild med USA, så rejs derover«.

    Er der tale om et billede, hvor Republianerne er skurke, mens Demokraterne er helte?

    »Ja, fordi Demokraterne ligner europæerne mere. Vi har nemmere ved at forstå dem. Republikanernes religiøsitet kan vi f.eks. ikke forstå. Når jeg holder foredrag, så er der folk, der siger, at Irak-krigen aldrig var opstået, hvis det havde været en demokrat, der var blevet præsident. Men det er jo ikke rigtigt, for vi havde helt sikkert også fået krigen med en demokratisk præsident.«

    USA-ekspert Peter Kurrild-Klitgaard bekræfter, at de danske medier tegner et sløret billede af det amerikanske samfund…

    »Der foregår en systematisk skævvridning af dækningen af USA, som har at gøre med, at det hovedsagelig er oppositionspressen, som man bruger i Danmark. Det er ikke mindst New York Times og Washington Post, der begge er i opposition, der anvendes. Nok er der mange andre aviser og medier, men de anvendes meget lidt. Det er sørgeligt, for de to østkystaviser er kun en lille del af den amerikanske mangfoldighed, og dermed får vi ikke et dækkende billede af det amerikanske samfund.«

    Er der ligefrem en politisk slagside?

    »Ja, det kommer der automatisk, fordi det overvejende er venstrefløjens synspunkter, der refereres. Der er ganske vist også borgerlige kommentatorer på New York Times og Washington Post, men den redaktionelle linje er klar, og ikke mindst i NYT er den stærkt Bush-kritisk og venstreorienteret…«

    Vil du sige, at slagsiden bunder i helt generelle forhold hos europæiske og danske korrespondenter?

    »Ja, i den betydning, at de slæber deres antagelser med sig, som er udbredte i Europa. De antagelser bliver så bekræftet af amerikanske medier påøstkysten, så vi ikke får fordommene korrigeret eller blot nuanceret. Der foregår en intens politisk kamp mellem grupper i det amerikanske samfund, og hvis vi kun får oppositionens synspunkter, så kan enhver tænke sig til, at billedet ikke bliver korrekt. Det ville svare til, at Danmark blev dækket i udlandet med artikler fra Politiken og give indtryk af et skandaleramt samfund.«

    Kan du give eksempler på skævvridningen?

    »Der er ikke andet end gode eksempler. Men vi kan da tage dækningen i Danmark af den skandale, der ramte George Bush, da det viste sig at den republikanske lobbyist Jack Abramoff havde været korrupt og uddelt penge til politikere fra begge amerikanske partier. Det gav 107 danske avisartikler om dennes betydning for Bush og en meget ophidset stemning i dansk presse. Men korruptionssager er jo ikke blot en sag for Republikanerne; Demokraterne også har været med. F.eks. var de amerikanske medier under valgkampen i 1996 fyldt med korruptionsanklager mod præsidentkandidat Al Gore, fordi han havde modtaget nogle penge til valgkampagnen i et buddhistisk tempel. Det viste sig, og Al Gore indrømmede det selv senere, at disse penge stammede fra Kina. Pengene havnede i sidste ende i Demokraternes valgkasse. Sagen var vigtig og stor i USA, men den gav kun tre artikler i danske medier, og den dukkede ikke op igen i danske aviser, da Gore stillede op som præsident.«

    Så du påstår altså, at danske læsere simpelthen ikke får en reel pluralistisk behandling af amerikansk samfundsliv?

    »Det er lige, hvad jeg påstår. Demokraterne får plusord som miljøansvarlighed og omsorg for de svage hæftet på sig. En ny præsidentkandidat som Obama bliver behandlet som en frelser, mens Republikanernes kandidater får en anderledes hårdhændet behandling. Et illustrativt historisk eksempel er Ronald Reagan, som i levende live blev skældt ud på samme måde som nu George Bush. Først da han var død, blev han positivt behandlet. Det er karakteristisk, ligesom i den politiske debat herhjemme, at venstrefløjen bliver bedømt på intentionerne, og de er jo altid gode, mens de borgerlige bliver bedømt på deres konkrete gerninger og opførsel. Det giver et skævt billede. At mene det er ikke det samme som at sige, at man ikke skal gå hårdt til Bush eller Republikanerne – det er bare at bede om en smule nuancer i dækningen.«

    

    30. oktober 2006

    Wall Street Journals Bret Stephens om den europæiske anti-amerikanisme

    Fra dagens Berlingske Tidende. Bent Blüdnikow interviewer Wall Street Journals Bret Stephens om den europæiske anti-amerikanisme – Europa har ikke en begavet presse.

    Han følger godt med i europæisk presse, og han har som konservativ iagttager sine stærke synspunkter om europæisk presse:

    »Den er ikke imponerende. Særlig når europæisk presse skriver om USA, kan man undre sig over det negative, fordomsfulde, lave niveau, der anlægges. Der er desuden en åbenlys mangel på egentlig pluralisme, idet meget af det, der står i europæiske aviser, minder besynderligt om hinanden i dets stereotype ensformighed.«

    Hvad mener du med mindre pluralisme?

    »Hvis vi tager artiklerne om USA i aviser som Le Monde, Der Spiegel og andre aviser, så er det den samme negative stereotype beskrivelse. En del af forklaringen skyldes selvfølgelig en århundred gammel antiamerikansk strømning i Europa, som vi kan spore tilbage til gamle politiske aktivister som f.eks. George Bernhard Shaw og venstreintelligentsiaen. Aversionen skyldtes til en vis grad misundelse over USAs succes. Men der er desuden en konformitet og en manglende mangfoldighed i europæisk presse.«

    Er det bedre i USA?

    »Ja absolut. Her har du reel pluralisme med vrede, aggressive, venstreorienterede aviser og tidsskrifter, der beskylder regeringen for hvad som helst. Men sandelig også den modsatte tendens, som vi kan se hos f.eks. Fox News og alle bloggerne, der er en reaktion på den venstreorienterede strømning i medierne og som repræsenterer mange borgere. Vi har det hele, og der foregår en dynamisk og seriøs debat, som europæerne burde være misundelige over.«

    En undersøgelse har vist, at aviserne i Danmark bruger de »venstreorienterede« amerikanske aviser seks gange så ofte som »konservative« aviser, når de citerer. Overrasker det dig?

    »Jeg kender ikke danske forhold, men for Europa generelt svarer det til min erfaring. Ja, europæiske medier bruger ustandselig New York Times og Washington Post, som er oppositionsaviser, mens en avis som min egen Wall Street Journal kun bruges til økonomiske nyhedsartikler, men ikke til politik generelt. Det viser blot i en nøddeskal, at de europæiske mediers dækning er skæv og at den negative dækning af USA øser af regeringskritiske nyhedsmedier og kommentatorer, hvis stemmer derefter forstørres op i det europæiske rum.«

    […]

    Stephens følger med i europæiske aviser og magasiner som Le Monde, Figaro, Guardian, London Times, Der Spiegel og en række belgiske aviser. Han er forbløffet over, hvor ens journalistikken er, når det drejer sig om USA:

    »Jeg forstår simpelthen ikke den foragt, som udstråler fra europæiske medier. Det er en foragt, der afslører en neurotisk og hyklerisk europæisk selvforståelse. Lad mig give et eksempel: Da præsident Bush besøgte Berlin, så var kansler Schröders modtagelse kold; Bush blev mødt af massive folkeprotester og negativ presse. Derimod fik Ruslands præsident Putin, som har stået for grove krænkelser af menneskerettigheder i bl.a. Tjetjenien og af pressefriheden, en venlig modtagelse i Berlin – også af medierne. Ja, Schröder kaldte endda Putin for en »upåklagelig demokrat«. Jeg kalder det hykleri.«

    I Europa vil man sige, at pressen ikke er antiamerikansk, men blot Bush-kritisk?

    »Bush’ sydstatsstil irriterer selvfølgelig, men aversionen retter sig ikke kun mod Bush, men mod USA, ligesom under Den Kolde Krig og Reagan-tiden. Holdningen bliver forværret af de europæiske mediers flokmentalitet, hvor kritisk tænkning, der går imod strømmen, er et særsyn. Der er ikke nok intellektuelt mod i europæisk presse.«

    Hvem styrer da europæisk presse?

    »Der er ingen, der styrer. Det er ikke en konspiration, men hvad vi ser i europæisk presse er den uddannede elites holdninger. Det er den konventionelle offentlige sandhed, der dominerer både hos journalisterne, der er en del af denne elite, og hos den akademiske top af samfundet.«

    Er den uddannede elites fordomme hele forklaringen?

    »Ikke hele forklaringen, men en væsentlig del af den. Og det er i så tilfælde ikke sidste gang, at Europa er blevet vildført af denne elite. Faktisk er intelligentsiaens historie i Europa én stor begrædelig affære, når vi tænker på de vigtige opgør med totalitarismen i det 20 århundrede, hvor samme elite svigtede gang på gang. Antiamerikanismen er blevet elitens credo og den måde den identificerer sig på, efter dens store ideologiske forbilleder er endt i historiens skraldespand.«

    Stephens er dybt i tvivl om Europas vilje til at kæmpe for sin egen overlevelse i mødet med globaliseringen og islamismen. Han mener, at der er god grund til at kritisere Bush-regeringens politik i f.eks. Irak, men han synes ikke, at det er seriøs kritik, man finder i europæiske medier, men en hånlig forvrængning af Amerika og dets intentioner. Opfatter han den europæiske presses holdning som udtryk for et generelt kultursammenstød?

    »Nej, for almindelige mennesker sluger amerikansk kultur og rejser hertil i millionvis. De fleste europæere er ikke så fjollede antiamerikanske som redaktører og journalister, men det er dog alligevel bekymrende, at offentligheden ikke har en bedre presse.«

    Har den europæiske presse ikke haft ret i, at Irak-krigen var en katastrofe?

    »Både ja og nej. Før krigen advarede en stor del af europæisk presse mod krigen, fordi den mente, at man ikke kunne vinde den. Bagdad ville blive et nyt Stalingrad, advarede man om. Det blev det jo ikke, så den kritik var forkert. De massive anklager om, at krigen var til for at sikre USA olie – Spiegels forside lød »Blood for oil« – var også forkerte. Den mest seriøse del af kritikken er ikke denne løse konspiratoriske kampagne, som har præget europæiske medier, men den realistiske kritik, der har peget på, at Mellemøsten ikke lader sig demokratisere. Denne kritik af demokratiprojektets manglende realisme har hovedsagelig været et amerikansk fænomen.«

    […]

    Og hvad med de påståede masseødelæggelsesvåben, der blev brugt som krigsbegrundelse?

    »Saddam Hussein narrede alle, også de europæiske efterretningstjenester. Det var ulykkeligt, men en række rapporter i både USA og England har vist, at regeringerne troede på disse våbens eksistens. At påstanden om bevidst løgnagtighed fra Bush og Blairs side i sagen om masseødelæggelsesvåben har vundet udbredelse i europæiske medier er udtryk for en ynkelig tilstand.«”

    

    5. oktober 2006

    Bob Woodward om Condoleezza Rice – pinlig journalistik i 24timer

    Washington Posts Bob Woodward udgiver om få dage sin tredie bog om Bush-administrationen, og selvom P1 fortæller at han denne gang går hårdt til den nuværende regering – så husk lige at det også lykkedes P1 og de Ritzau Bureau-afhængige medier at lave Bush-bashende overskrifter på Woodwards hårdtpumpede konklusioner i Plan of Attack (2004) og Bush at War (2005).

    For et par dage siden læste jeg om Woodwards seneste værk, og bemærkede den hårde kritik af samme der eksempelvis blev luftet i et indslag på ABC News. Jeg gjorde ikke mere ud af det, da det så ud til de danske medier ikke købte konklusionerne i sin helhed. Idag kan man så i 24timer læse en historie af journalist Maria Cuculiza, der enten er groft politiserende, eller ringe rent journalistisk – jeg hælder mest til det sidste, selvom hendes forsøg på at fremstille venstreekstremisten Ulla Røder som idealist i en DR dokumentar sidste år, dog indikerer det modsatte.

    Overskriften er helt grotesk: Condoleezza blev advaret om 9-11 – her lidt fra artiklen.

    “I en ny bog ‘State of Denial’ af den verdensberømte journalist, Bob Woodward, fremgår det, at CIA’s direktør George Tenet’s briefing på dette møde var ment som en usædvanligt kraftig advarsel til regeringen, men at Rice affejede CIA’s indstilling… Da Bob Woodwards bog [stavefejl] udkom i sidste uge, afviste udenrigsminsteren beskyldningerne i kraftige vendinger, men i går måtte hendes talsmand, McCormacki, indrømme og udsende en pressemeddelse fra Yemen om, at hændelsesforløbet er korrekt beskrevet i bogen.

    Det er rigtigt, at Woodwards beskrivelse blev afvist, og det virker logisk alt den stund Condoleezza Rice giver en væsensforskellig udlægning, og Woodwards kilder, George Tenet og Cofer Blacks heller ikke tidligere har givet udtryk for det synspunkt under 9/11-undersøgelser, hvor de begge har udtalt sig under ed. Se evt. Five Key Myths in Bob Woodward’s Book & The Rest of the Story: The Rice-Tenet Meeting . Det kan iøvrigt bemærkes at George Tenet, som CIA-chef var manden der før Irak-krigen var 100 pct. sikker på at Irak havde masseødelæggelsesvåben, men efter sin ‘fyring’ og 9/11-høringerne føler han er blevet syndebuk. Det forklarer fint de udmeldinger han allerede i 2004 blev citeret for i… Woodwards Plan of Attack.

    Her lidt fra en artikel set på ABC Online, baseret på et interview med Bush-rådgiveren Dan Bartlett sendt i tv-programmet This Week with George Stephanopoulos på samme kanal. Fra White House Accuses Woodward of Bias.

    “”I was really stuck by the fact that the central thesis of this book, the claim that the president was in a state of denial, that he was misleading the America people about what was happening in Iraq,” Bartlett told ABC News. “Quite frankly, is not backed up with the own facts in his book.”

    […]

    One of the book’s most explosive charges involves the pursuit of Osama bin Laden prior to the 9/11 attacks. In “State of Denial”, Woodward describes an urgent, unscheduled meeting that took place on July 10, 2001, between then-National Security Advisor Condoleezza Rice, then-CIA Director George Tenet, and Cofer Black, a counterterrorism chief within the State Department.

    In that passage, Woodward describes Tenet and Black. “They both felt they were not getting through to Rice. She was polite, but they felt the brush-off. A coherent plan for covert action against bin Laden was in the pipeline, but it would take some time.”

    Bartlett refuted the claim, saying he had spoken with Secretary Rice about Woodward’s assertion. The told ABC News “That’s Secretary Rice’s view, that that type of urgent request to go after Bin Laden, as the book alleges, in her mind, didn’t happen.”

    Bartlett also called Woodward’s description of the encounter a “grossly inaccurate characterization of the meeting they had,” contending that that period of time, due to its relevance before the 9/11 Commission, has been “some of the most investigated eight months of any presidency.””

    Med andre ord, når 24timer skriver at noget “fremgår” af en bog, så er det højest sandsynligt blot en analytisk opstramning af en udtalelse fra en tendensiøs kilde – ikke et ukendt fænomen i politisk journalistik.

    Det bliver dog værre endnu. 24timer postulerer at Rices talsmand McCormack, har måtte “indrømme” at mødet fandt sted, og at – jeg citerer: “hændelsforløbet er korrekt beskrevet i bogen”. Helt forkert, og selv (‘liberale’) CNN lader referatet fra pressemødet få overskriften Spokesman: Rice didn’t ‘brush off’ terror warnings, hvad også indirekte fremgår af The Plain Dealers referat Staffer confirms Rice got CIA briefing.

    I USA: Oppositionsaviserne kører sag mod Bush-administrationen baseret på Bob Woodwards mere eller mindre vel-underbyggede postulater. Konservative aviser og Bush-administrationen debunker efter bedste evne. Amerikanerne træffer sin konklusion på basis af begge fløjes argumentation.

    I Danmark: Hvis medierne vælger at fortælle om historien, så ophøjes oppositionsavisernes udgangspunkt til sandhed. Oplysninger der nedtoner/dementerer historien ignoreres, og konklusionerne strammes efter bedste evne i korte oversigtsartikler – ikke mindst i overskriften. Danskernes syn på Bush-administrationen er i vid udstrækning baseret på demokraternes dagsorden.

    24timers historie er desværre ikke unik. Ligenu verserer også historien om hvorledes republikanske Mark Foley har lagt an på teenagedrenge i en række emails. DR Online gengiver Washington Posts udlægning: Piccolo-skandale i USA presser republikanere, og skriver ikke et eneste ord om det påfaldende i at afsløringerne kommer kort før midtvejsvalget. Den vinkel ser Ritzaus Bureau næppe med de amerikanske medier de følger, og selvom man må formode (forvente, håbe) at Jyllandsposten og Berlingske Tidende i deres dækning også inkluderer det punkt, så vil 95 pct. af danskerne ikke se noget der bare ligner en motivanalyse rettet imod Demokraterne. Tværtom bliver det springende punkt i dækningen nok mere hvor meget Bush nu vidste om hele affæren – måske har han holdt hånden over Foley…

    Yderligere info…
    MSNBC – Fact File: Details from new Woodward book.
    3/10-06 Boston Globe – Tenet told 9/11 panel that he warned Rice of Al Qaeda. Former CIA head said she took threat seriously.
    3/10-06 L.A. Times – Rice Denies Book’s Assertion She Brushed Off CIA Terror Warning.

    

    26. september 2006

    Danske aviser henviser næsten udelukkende til den amerikanske venstrefløjs aviser

    USA har adskillige større regionale og landsdækkende aviser, og ligesom herhjemme markedsfører de fleste sig som holdningsavis – støttende enten republikanerne eller demokraterne.

    I 1999 satte Ashley K. Vroman sig for at undersøge de amerikanske dagblade politiske bias, og resultateterne blev offentliggjort i artiklen “Slandering” the News: How Labelers Cleverly Undermine the Reliability and Validity of Newspapers. Emnet er i sig selv interessant nok, men når nu de danske medier ofte citerer analyser/historier fra amerikanske dagblade, så må det være på sin plads at gengive hendes liste over de fem mest venstreorienterede (liberal) og højreorienterede (conservative) aviser.

    For sjov skyld har jeg kørt top5-listerne igennem avisdatabasen Infomedia. Første tal sat i parentes er antal henvisninger i danske dagblade for valgåret 2004, andet tal dækker perioden fra 1. januar 2005 til dags dato – tredje tal dækkende begge perioder.

    Venstreorienterede (liberal)

    1. New York Times (2039/3754/5793) – Kerry2004
    2. Los Angeles Times (358/666/1024) – neutral
    3. Washington Post (911/1639/2550) – Kerry2004
    4. Boston Globe (119/148/267) – Kerry2004
    5. Chicago Tribune (41/92/133) – Bush2004

    Samlet (3468/6299/9767)

    ——————————————————————————————

    Højreorienterede (conservative)

    1. Wall Street Journal (407/1037/1444) – neutral
    2. Washington Times (55/88/143) – Bush2004
    3. New York Post (118/211/329) – Bush2004
    4. Manchester (N.H.) Union-Leader (4/0/4) – Bush2004
    5. Daily Oklahoman (0/0/0) – Bush2004

    Samlet (584/1306/1890)

    Forholdstal (5,94/4,82/5,17)

    I valgåret 2004 refererede de danske aviser seks historier fra venstreorienterede aviser, hver gang de refererede en historie fra en højreorienteret avis. Vigtigste avis set med danske øjne – med en helt unik status var New York Times, en af de aviser på listerne som tidligt i valgkampen valgte at anbefale sine læsere at stemme på John Kerry.

    Ud af de ti aviser nævnt valgte to af dem hverken at anbefale Bush eller Kerry. Af de øvrige otte, foretrak fem af dem Bush og kun tre Kerry, men det var de tre Kerry-støttere der blev citeret fra flest gange. I valgåret 2004 blev der blot henvist til de Bush-støttende aviser 218 gange, mens der blev henvist til Kerry-støtterne hele 3069 gange. (Forholdstal: 14,08).

    Man kunne selvfølgelig argumentere for at de venstreorienterede aviser i USA bedrer afspejler det politiske klima i Danmark, og derfor se venstrefløjens klare dominans som noget naturligt. Det er isoleret set ikke helt forkert, men det ændrer ikke ved det forhold at de danske medier på mange måder gengav en venstre-aktivistisk tolkning af Bush under 2004-valget, og i forhold til Irak-krigen stort set altid præsenterer nyhedshistorier i en Bush-kritisk optik. Det fordrejer det politiske kompas, og hvor dækningen af den amerikanske valgkamp i praksis kom til at foregå med demokraternes dagsorden, så foregik og foregår dækningen af Irak-krigen stort set altid med udgangspunkt i Bush-kritikernes dagsorden.

    Det må nævnes at en simpel optælling har sine mangler, og slører et mønster som man nemt kan konstatere ved at følge nyhedslisten fra Ritzaus Bureau, som både de danske dagblade og DR anvender i stor stil. Hvor de venstreorienterede aviser typisk får refereret sin dagsorden-sættende Bush-kritiske historier som værende neutrale informationer, så refereres højreorienterede medier langt mindre for det faktuelle, men bringes ofte på banen, enten for at informere om at medierne er delte i deres analyser rent politisk, eller for at understøtte Bush-kritikken med pointen ‘Selv konservative aviser siger nu fra’… 

    Det er iøvrigt svært at betragte Wall Street Journal som højreorienteret hardliner. Avisen er ideologisk mere liberalistisk end konservativ, og værdipolitisk ikke langt fra Politiken. De øvrige fire højreorienterede aviser fylder stort set intet i det danske mediebillede. 

    De danske avisers forkærlighed for den venstreorienterede del af den amerikanske presse, har stor betydning både i forhold til hvilke historier der når spalterne, men ligeså vigtigt, også i forhold til hvordan historierne vinkles. Fællesnævneren er her en generel afstandtagen til præsident George W. Bush og den nuværende republikanske administration. For nu at opsummere problemets karakter i en sætning: Poul Høi skriver for Berlingske Tidende.

    Opdate 28/9-06. Uriasposten citeres i Berlingske Tidende…

    

    1. april 2006

    Undersøgelse af amerikanske medier: “Our results show a strong liberal bias…”

    Da jeg startede på historieuddannelsen sad jeg på et tidspunkt ofte sammen med en fyr som mente CNN var grusom konservativ, han var ikke engang venstreorienteret. Det grinte jeg meget af, men det er svært at tro andet hvis man troligt blot godtager de lejlighedsvise kommentarer i de danske medier.

     Igor fra Punditokraterne henviste igår til en undersøgelse af amerikanske mediers bias, foretaget af forskerne Tim Groseclose og Jeffrey Milyo fra henholdsvis UCLA og University of Missouri.

    Undersøgelse hedder A MEASURE OF MEDIA BIAS, og er offentliggjort i The Quarterly of Economics, november 2005.

    “We measure media bias by estimating ideological scores for several major media outlets. To compute this, we count the times that a particular media outlet cites various think tanks and policy groups, then compare this with the times that members of Congress cite the same groups. Our results show a strong liberal bias: all of the news outlets we examine, except Fox News’ Special Report and the Washington Times, received scores to the left of the average member of Congress. Consistent with claims made by conservative critics, CBS Evening News and the New York Times received scores far to the left of center. The most centrist media outlets were PBS NewsHour, CNN’s Newsnight, and ABC’s Good Morning America; among print outlets, USAToday was closest to the center. All of our findings refer strictly to news content; that is, we exclude editorials, letters, and the like.”

    Ud af tyve toneangivende nyhedsmedier i USA havde kun to konservativ bias. Foxnews omtales i Danmark udelukkende som et eksempel på hvor galt det kan gå rent journalistisk, ligesom historier fra Washington Times kun når de danske medier når de går imod Bush-administrationen – ofte med følgende layout: ‘Selv den konservative avis Washington Times har nu fået nok af Bush…’.

    Den 62 sider lange rapport kan læses her i fuld længde, men skal den printes ud, så brug pdf-udgaven.

    PS: Jeg kender en række journalister der alvorligt mangler et eksemplar…

    Orientering
    Radiohuset
    Rosenørns Alle 22
    1999 Frederiksberg C

    OrienteringRadiohusetRosenørns Alle 221999 Frederiksberg C

    Oploadet Kl. 09:53 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
    

    2. januar 2005

    Tsunamien var resultatet af amerikansk ‘miljøbombe’ – Bush vil have indonesiske oliefelter

    Den seneste uges mediedækning, ikke mindst på tv-siden har i høj grad omhandlet konsekvenserne af tsunamien i det indiske ocean, og selvom DR stadig aflirer tilfældige Irak-relaterede notitser forklædt som Nyheder, så fænger det ikke rigtigt.

    Hvis ’seerne ikke vil komme til Guantanamo, må Guantanamo komme til det indiske ocean’ lød ræsonnementet på overdrevet – for vi ved jo alle godt at naturkatastrofer i virkeligheden blot et resultatet af neokonservativ ideologi. Det er tid til årets første konspirationsteori.

    En amerikansk flådebase ved navn Diego Garcia beliggende i det indiske ocean (røde punkt tættest på midten, via Letsroll911) slap uskadt:

    [Bemærk hvorledes Talkleft skifter flådebase]

    … de må have vidst hvornår den kom… Men hvorfor fortalte de det ikke videre? – Uden at røbe for meget kan jeg afsløre at det hele er et komplot for at bemægtige sig indonesiske oliefelter og teste nye ‘Environmental weapons’.

    Mere om teorien via debat på Passagen.se.

    Opdate 3/1-05: Portland Indymedia: NAZI BUSH REGIME’s ENVIRO/HAARP-REICHSTAG FIRE: seize Aceh oil militarily as “rescue”

    Opdate 16/1-05: Jerusalem Post: Egyptian paper: Israel-India nuke test caused tsunami.

    Oploadet Kl. 21:31 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper