15. oktober 2018

Tre forskere udstillede feministisk kønsforskning: Indskrev næsten ordrette passager fra ‘Mein Kampf’

Hvis man ikke gider læse lange tekster på engelsk, så kan man nøjes med Berlingskes referat, men den her venstreradikale feministiske ‘kønsforskning’ fortjener dybe slag, og det har de fået nu. Skøn artikel der præsenterer projektet sakset fra New States Man – Dog rape and Mein Kampf as a feminist text: why we hoaxed journals with terrible papers.

“We just spent a year writing and publishing calculatedly terrible papers in academic journals that look at aspects of identity – gender studies, fat studies, feminist geography, masculinity studies, sex and sexuality studies, feminist philosophy, feminist epistemology. This is not some obscure academic squabble. This is about something that affects us all. This is about culture.

Of 20 papers we submitted, seven were accepted, six we deemed unworkable and a further seven were in various stages of the submission process when the project was discovered.

Our papers claim that dog parks are rape-condoning spaces and that by observing the reactions of dog-owners to ‘unwanted humping’ among dogs, we can determine that a human rape culture is deeply ingrained in men who could benefit from being trained like dogs. They investigate why heterosexual men enjoy the company of attractive and scantily-clad female servers in a restaurant and conclude it’s so they can live out fantasies of patriarchal domination. They ponder why heterosexual men rarely self-penetrate their anuses with sex-toys and advocate doing so in order to become less transphobic and more feminist.

Do you see a pattern? Although the papers we wrote scanned many subdisciplines of identity-based studies, by far the greatest uptake was of the ones which argued (on purely theoretical, subjective, and unfalsifiable grounds) that heterosexual masculinity is toxic, abusive, and thoroughly problematic. This perfectly comports with the rhetoric coming from feminist journals as aptly demonstrated by Suzanna Danuta Walters, editor-in-chief of the storied feminist journal Signs, when she asked the world in the Washington Post, why can’t we hate men?

In addition to the problematic nature of men’s attraction to women, we also published a rambling poetic exploration of feminist spirituality generated largely from a teenage angst generator which we hypothesised would be acceptable as an alternative, female ‘way of knowing’. That paper was purely silliness, and the journal a minor one. We took our experimentation with the idea that we could make anything at all fit some kind of popular ‘theory’ to the limits when we successfully published a section of Mein Kampf as intersectional feminism. We denied objective knowledge about morbid obesity too: we argued this serious health problem represents a body just as legitimately built as a finely honed muscular one. We see the impact of this dangerous narrative in activism to prevent the provision of health advice around body-weight.

This is not scholarship. In simplest terms, this is the explicit replacement of rigorous evidence-based research and reasoned argument with appeals to lived experience and a neurotic focus on the power of language to create social reality. This originated with post-modernists like Michel Foucault, Jean-François Lyotard, and Jacques Derrida, and was made explicitly political by a new generation of scholars who applied it in the fields we’ve called ‘grievance studies’. In our flagship paper (rather cheekily named ‘When The Joke Is On You’), we took this attitude as far as it would go and (ironically) applied it to ourselves and our own project. Our argument: all satire of ‘Social Justice’ scholarship is illegitimate and merely an attempt to selfishly preserve privilege. The reviewers of Hypatia informed us that this constituted ‘an excellent addition to feminist philosophy’.

While this is deeply troubling, the problem is not confined to the academy. These ideas are produced and legitimised in academia and given the status of knowledge via publication in peer-reviewed journals. This affords them power to influence education, activism, media, culture, and policy. One could think of this as a kind of ‘idea laundering’ through the university, in which opinions and prejudices can be validated by scholarly journals and come out looking like legitimate knowledge. The trouble is if this scholarship cannot be trusted, the consequences affect all of us – particularly those groups it purports to help.

We did this project because we think it matters. It matters that we study issues of identity, and it matters how we study them. It matters that scholarship is rigorous and non-ideological. Social justice cannot be advanced by shoddy, unsubstantiated truth claims and ideologically-biased agendas. It therefore matters that we put finding truths, whatever they are, ahead of ideology, however well-intended. We need solutions that work, and this is more likely if they are firmly tethered to reality.

These disciplines and the institutions that support them need to be reformed. However, more importantly, we, the people outside the academy and yet affected by its knowledge production, have to be aware of the problems with the scholarship, educational methods, and activism that depend upon these fields. What needs to change is the presumption that this work speaks for the people it claims to, including liberals, women, and racial and sexual minorities. It does not, and risking being called bigoted for pointing this out is worth it.”

(Area Magazine, Academic Grievance Studies and the Corruption of Scholarship, 2. oktober 2018)

Oploadet Kl. 09:35 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


11. oktober 2018

Historiker om Jacob Scharfs afsløringer: Mærkeligt at der ikke er mere fokus på ‘højreorienteret terror’

Forleden hørte jeg en historiker tale om at der ikke var nok fokus på ‘højreorienteret terror’. Han havde læst tidligere PET-chef Jacob Scharfs bog, og påpegede at terrorisme ikke bare var et islamisk forehavende. Således faldt ordene i ‘Aflyttet’ på Radio24syv.

Lars Bangert Struwe, historiker: … de har meddelere i miljøerne, og der er også diskussioner om konvertitter, og der er altså ingen tvivl om at de gør ret så store forsøg på at infiltrere de her, særligt islamiske miljøer, som er ret problematiske.

Noget de så også har kigget på, som jeg synes heller ikke nogen rigtigt har reageret på. Det er højreorienteret terror. Det er helt vildt interessant, at vi har et kæmpefokus i Vesten på muslimsk terror, eller muslimsk-baseret islamisk terror, kald det hvad du vil. Men her løfter han lige pludselig låget for, hov, der er nogle andre. Det synes jeg, det er da også en diskussion vi burde have. Hvorfor? Højreorienterede grupper der bruger danske politikere som skydeskive, det er da lidt interessant at finde ud af, hvem pokker er de? Er det bare for sjov de gør det, eller er det på ingen måde for sjov.

Den omtalte episode der får fire afsnit på side 229 i Scharfs bog, har ti år på bagen, og omhandler i al sin enkelthed en ikke offentligt annonceret Midsommerfest i Søhøjlandet. I 2012 skrev Århus Stiftstidende, at ‘Højreekstrem gruppe var tæt på anholdelse’, men her seks år senere er der intet sket. ORG var ikke offentlig, for som et medlem pointerede overfor avisen, så er det ikke ufarligt at debattere udlændingepolitik: “Vi har været vant til at blive truet og overfaldet af venstrefløjen.”

Der var som man læse under grafikken, ikke fugls føde på historien. Sigtelserne for overtrædelse af våbenloven blev frafaldet, og de anholdte fik hver især 2200 kroner i erstatning. Det var ikke tale terror, og der foregik ikke engang noget ulovligt. Alt hvad Scharf skrev om ‘højreorienteret terror’, er vist herunder. Han bruger i øvrigt tre sider alene på Brandstifterbanden. En venstreradikal gruppe, der planlagde og udførte brandattentater.

(Morten Skjoldager: Syv år for PET – Jacob Scharfs tid, People’s Press, 2016, s. 229)

Apropos.

“Midt- og Vestjyllands Politi modtog onsdag den 260608 en anonym henvendelse om, at nynazister, heraf flere navngivne, på adressen holder Midsommerfest, og at der ved festen skal ske afbrænding af kors, ligesom der vil blive skudt med rifler. Politiet sigtede de fremmødte for overtrædelse af våbenloven, flere køretøjer blev ransaget og politiet fandt ganske rigtigt tre rifler. Alle våben var dog omfattet af de våbentilladelser, som enkelte tilstedeværende personer var i besiddelse af og to timer senere blev alle løsladt på stedet, og sigtelserne frafaldet. Det udløste en erstatning på omkring 2.200 kroner per person.” (Redox.dk, ORG – Logen bag det ekstreme højre, 2011, s. 33)


Stram Kurs og Rasmus Paludan i Horsens, 6. oktober 2018: “V for voldtægt”, råbte blondinerne…

Jeg er i Århus de fleste weekender, og nu da Stram Kurs og Rasmus Paludan lørdag besøgte Horsens, havde jeg en for en gangs skyld lejlighed til at deltage i en demonstration. Det første jeg bemærkede var selve lokaliteten. Da jeg var barn boede min mormor på Hybenvej, og jeg husker området, selvom der selvfølgelig var sket en del i de mellemliggende 30-35 år. Da jeg var barn, var der støbejernskarussel på legepladsen og ingen indvandrerkiosk.

Nuvel. Der gik rygter om at der ville være autonome fra nær og fjern, så jeg tog selvfølgelig mine forholdsregler. Hurtigt kunne jeg dog konstatere, at pladsen hovedsageligt bestod af lokale, halvdelen udlændinge, halvdelen danskere. En stor del af forsamlingen var teenagere, der ville opleve ‘Legenden’ på tæt hold.

(Stram Kurs og Rasmus Paludan i Horsens, 6. oktober 2018)

Kort efter ankomst, kom en mand (3F-typen) hen til mig og nogle arabere, og fortalte at vi skulle gå over på den anden side og stå med ryggen til, for på den måde at tage afstand fra Paludan. Jeg forklarede ham smilende, at jeg støttede demonstrationen, og han blev synligt overrasket. Man kan ikke vinde en kamp med hvide flag.

Horsens Folkeblad anslår, at der var op imod 300 tilhørere, og det skal nok passe. Avisen beskriver demonstrationen som en politiopgave, og har intet om det politiske udover denne subjektive opsummering: “Stram Kurs ser helst muslimer i Danmark ude af landet – hellere i dag end i morgen.” Journalist Thomas Baden Sørensen fortæller til Uriasposten, at han havde et andet ærinde, og blot var forbi for lodde stemningen ved 15-tiden. At dække en politisk manifestation uden at citere de demonstrerende, kan dog ikke forsvares journalistisk.

Paludan kom hurtigt i dialog med de fremmødte, både danskere og udlændinge. De fleste var uenige, og mest hadsk var faktisk ’socialklasse 5′-danskere. Herunder en mand der kastede med æg, og en yngre fyr der spyttede Stram Kurs’ ungdomsformand i ansigtet fra tæt hold. Der var dog også aggressive ’storebrødre’.

(Forhutlet dansker anholdes for at kaste med æg)

(Ung dansker, der spyttede Stram Kurs-aktivist i ansigtet)

Der var som sagt også en del unge, der jagtede en selfie med Youtube-fænomenet. Den lyshårede pigegruppe herunder råbte højlydt ‘V for voldtægt’, da de tog billedet. Den havde hverken Paludan eller andre set komme.

Undervejs blev der flere gange affyret fyrværkeri, og kastet med kanonslag. Politiet havde dog styr på situationen, og kommunen havde tydeligvis mobiliseret for at undgå ballade. Der var flere ‘forebyggelses’-medarbejdere på plads, og sågar gratis kage og slush ice i en nærliggende klub. Ingen kvaler – kommunen betaler.

(Politibetjent hyggesnakker med lokal ’storebror’ eller SSP-medarbejder)

Diverse

Oploadet Kl. 00:11 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


10. oktober 2018

Blüdnikow: Danske dagblade anmelder film om Gudrun Schyman, omtaler ikke kommunistisk fortid…

Når man følger medierne fra højrekanten, så virker en del af døgnets nyhedshistorier som en form for venstreorienteret magtdemonstration. Da Sverigedemokraterne i sommers, som en form for aggressivt forsvar, lancerede en dokumentarfilm om Socialdemokraternes racebiologiske fortid, skabte det ikke debat om Socialdemokraterne. Problemet var den underlødige video, og dokumentarens forventelige småfejl. Fokusflytteri.

Nu er der så kommet et hyldstportræt af feministen Gudrun Schyman, og ikke engang borgerlige danske medier gider fortælle, at hun er tidligere kommunist med alt hvad deraf følger. Bent Blüdnikow i Berlingske.

Skyggen af nazisme

Vi lever stadig i skyggen af naziperioden. Sverigedemokraterne har fået skudt i skoene, at de har nazistiske rødder, og enhver af partiets ytringer om indvandringen kædes sammen med nazisme.

Selvom massemordere som Stalin og Mao myrdede flere mennesker end nazisterne, kædes deres vestlige medløbere aldrig sammen med massemorderne. Portrætfilmen om den svenske politiker Gudrun Schyman er netop blevet anmeldt i danske dagblade. Hun var leder af det socialistiske Vänsterpartiet Kommunisterna og siden af Feministisk Initiativ. Hun havde en fortid som medlem af venstreradikale organisationer, der hyldede Mao, Lenin og den slags uhyrer. Men i ingen anmeldelser nævnes dette.

Har du blot en overfladisk berøring med noget til højre, vil nazi-koblingen altid ligge til journalisternes højrefod, men kommer du fra venstre, vil ingen forbinde dig med morderiske bevægelser. Så derfor, unge mennesker: Bliv medlem af den hjernedøde venstrefløj og bliv anset for et godt menneske.

(Eks-kommunisten Gudrun Schyman i GUDRUN – konsten att vara människa, 2018; Foto: Youtube)

“Hun begyndte sin politiske karriere i Marxist-Leninistiska Kampförbundet. I 1977 blev hun medlem af Vänsterpartiet Kommunisterna – VPK (der i 1990 smed ‘efternavnet’).” (Wiki)



9. oktober 2018

Alternativ-borgmester købte designermøbler for 130.000 kr.: Indretningsopgaven gik til ansats søster

Arkitektens (og DR-værtens) søster er identisk med Hamas-sympatisøren Laila Stockmarr, som jeg flere gange har skrevet om her på bloggen. En historie fra Radio24syv – Trods løfte om bæredygtig indkøbspolitik: Alternativet-borgmester købte designermøbler for 130.000.

“En specialdesignet daybed til 10.000 kroner, to bænke til 14.000 kroner, tre borde til 36.000 kroner, to PH-lamper til 11.000 kroner og Sonos Home Cinema Sound-anlæg til 6.000 kroner.

Det er blandt de indkøb, Kultur- og Fritidsforvaltningen i København har foretaget som en del af en nyindretning af borgmesterkontoret efter at Alternativets Niko Grünfeld har overtaget posten fra Dansk Folkepartis Carl Christian Ebbesen. …

Arkitekten Sonja Stockmarr, der fik indretningsopgaven, har mødt Niko Grünfeld flere gange, bekræfter hun i en sms til Radio24syv. … På billedet på det sociale medie står arkitekten, hvis søster på det tidspunkt var politisk chef i Alternativet, med et skilt med Alternativets logo.”

(Grafik: Instagram, udsnit)

Oploadet Kl. 03:50 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer
Arkiveret under:


8. oktober 2018

Alexander Sjöberg: Fra venstreradikal punker i Fynske Antifascister til SoMe-redaktør for Politiken…

Hvis man undrer sig over, at højrefløjen systematisk får dårlig presse, så er en del af forklaringen den ideologiske atmosfære blandt journalister. Et godt eksempel er Politikens redaktør for Sociale Medier, en Alexander Sjöberg, der fik den attraktive stilling kort efter han blev færdiguddannet som journalist. Under studietiden har blandt andet været på DR P1 og Dagbladet Information. Det nævnes ikke på Linkedin, men på hans hjemmeside kan man læse, at han også har arbejdet for Vice og Modkraft.

Som DR-praktikant har han blandt andet tage billeder til DR.dk, herunder eksempelvis til en For Frihed-demo, og en demo i regi af Danmarks Nationale Front.

Man bliver ikke en del af Modkraft med mindre man tilhører den yderste venstrefløj, og han har da også været en fremtrædende skikkelse i Odenses venstreradikale miljø. Den 9. marts 2007 var han talsmand for Odense Support, en lokal støttegruppe for Ungdomshuset, som han selv blev en del af. Senere samme år, den 15. september var han talsmand for Fynske Antifascister (FAF), da de holdt en moddemonstration under Dansk Folkepartis landsmøde i Odense Congress Center. FAF er det nærmeste man kommer Antifascistisk Aktion udenfor hovedstaden.

Til demonstrationen imod Dansk Folkeparti deltog blandt andet Lasse Poelmann, en af de mere militante venstreradikale fra Århus. FAF-banneret med teksten ‘Break down fascism’ der blev brugt til demonstrationen viser en frådende Pia Kjærsgaard, samme banner som anvendte i punkbandet MOR. Den er i øvrigt lavet af Andreas Spangsvig, der året efter (sammen med en autonom ven) blev dræbt af en flugtbilist. En tyrker, pudsigt nok.

(Midtfor: Alexander Sjöberg, talsmand for ‘Odense Support’, Ungdomshus-demo, 9. marts 2007)

(Alexander Sjöberg, talsmand for Fynske Antifascister, Anti-DF-demo, 15. september 2007)

(Alex Sjöberg med Andreas Spangsvigs ‘Break down fascism’-banner, 15. september 2007)

“Der var punkere med hanekam og nittejakke; politisk skolede aktivister i sort, som satte politikken først; flippede kreatyper, for hvem kulturen var alfa og omega. Jeg var vel lidt af det hele på en gang, men med tiden blev politikken det vigtigste for mig.” (Alexander Sjöberg, kronik, Dagbladet Information, 28. februar 2017)



6. oktober 2018

Kim Larsen, folkelig på den røde måde: Frikøbte besat hus, der idag er højborg for venstremilitans…

Kim Larsen er død, 73 år, og selvom han unægtelig var en del af lydsporet til min ungdom, så er det ikke noget der rammer mig personligt. Han var folkelig, men folkelig på den røde måde, og det er jeg vokset fra. En sprød stemme eller en lækker pasgang, kan ikke opveje det ideologiske produkt de efterlader til kommende generationer.

Venstreradikale Anne Marie Helger har på sin vis helt ret, når hun i en polemisk mindetale foran tusindvis af tilhørere undsiger borgerskabet på Kim Larsens vegne. Flere medier har beskrevet Kim Larsen som en samlende apolitisk skikkelse, men det at han kæmpede for retten til at ryge har intet med højrefløj at gøre – det er en generationsting. At han som en af de eneste kunstnere forsvarede Muhammedtegnerne skal han have ros for, men han var født i 1945, og det må henføres til almindelig sund fornuft. Han er opvokset uden E-smøger og cykelhjelm.

Anne Marie Helger, kunstner: Men alle disse meget vigtige mennesker fra det gode selskab, de vil alle gerne tage patent på Kim Larsen. Sært nok, for de deler i virkeligheden slet ikke livsholdning og menneskesyn med Kim. De livsholdninger og det kærlige rummelige menneskesyn, der oser ud af alle Kim Larsens sange.

I 1987 etablerede Kim Larsen sammen med meningsfæller ‘Himmelblå-Fonden’, og forsøgte at købe BZ-huset i Ryesgade fri til de venstreradikale. Under Ribus-konflikten i Esbjerg forsøgte fonden på samme måde at overtage Ribus, og lade selskabet overgå til chaufførerne. En kampen mod logiske privatiseringer! Det er ikke ligefrem en apolitisk kunstner, der involverer sig på den måde, selvom han ganske givet ikke var en ideologisk fantast som den skingre veninde Anne Marie Helger, der også sidder i ‘Himmelblå-Fonden’.

Den venstreradikale højborg ‘Bumzen’ på Baldersgade blev købt fri af en fond, blandt andet med donationer fra Himmelblå-Fonden. En halv million fra Kim Larsen & Co. til det der i dag er et AFA-kollektiv, Antifascistisk Aktions højborg, og formentligt det nærmeste man kommer et hovedkvarter for venstremilitans.

Kim Larsen var i øvrigt selv ’slumstormer’ i 1960’erne, og det alternative miljø i ‘Republikken Sofiegården’ – et besat hus på Christianshavn, var en vigtig inspiration for Gasolin. De fleste kender 1984-filmen og ikke mindst Kim Larsen-sangen ‘Midt om natten’. Onde strissere der håndhæver ejendomsretten…

(Venstreradikale Anne Marie Helger live på TV2 News, 5. oktober 2018; Foto: FB, red.)

“Strisserne kom, før vi ventede dem
Midt om natten
Så mig og min baby vi var på den igen
Midt om natten
De kylede gas gennem vinduerne
Så tårerne de trillede i stuerne, åh ja
Midt om natten
Midt om natten”

(Kim Larsen, Midt om natten, 1983)

Oploadet Kl. 12:48 af Kim Møller — Direkte link46 kommentarer

Atter hærværk mod Rasmus Paludans advokatkontor, Sydhavnen, 5. oktober 2018

Det er ikke første eller anden gang Rasmus Paludans advokatkontor på Sydhavnen har været udsat for politisk motiveret hærværk, men den slags hadforbrydelser skal naturligvis dokumenteres. Hermed gjort.

(Rasmus Paludan advokatkontor, København, 5. oktober 2018; Fotos: Tilsendt)

“Hate crime – på engelsk også kaldet bias-motivated crime – kan oversættes til hadforbrydelse, og på dansk bruger man både ordet hadforbrydelse og hate crime. Det betegner forbrydelser begået mod personer eller grupper på grund af had til eller fordomme mod disses (formodede) seksualitet eller kønsudtryk, etnicitet, fysisk handicap, religiøse, sociale eller politiske tilhørsforhold m.m. En hadforbrydelse kan være fysisk vold eller chikane, trusselsbreve, ildspåsættelse og graffiti (f.eks. hagekors) på en person eller gruppes hjem, butik eller tilholdssted.” (Faktalink.dk)

Oploadet Kl. 11:36 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


5. oktober 2018

Neger-aktivist: Anstrengende, at man hele tiden skal bevise ‘en følelse man har eller ens synspunkter'”

Billedkunstner Jeannette Ehlers kom tidligere på året i medierne for sin syv meter høje anti-kolonialistiske skulptur ‘I am Queen Mary’, midlertidigt opsat foran Vestindisk Pakhus i København. Hendes veninde, filminstruktør Maya Albana, har netop udgivet en dokumentarfilm med titlen ‘Det sorte kapitel’, der med udgangspunkt i venskabet beskriver den strukturelle racisme i slavenationen Danmark anno 2018.

Veninderne var gæster i tirsdagens DR2 Dagen, hvor deres tanker om ’strukturel racisme’ mødte modstand. Torsdag var de gæster i AK 24syv, og her kommenterede Jeanette Ehlers en debat hun havde på Radio24syv sidste år. Hun var chokeret over modsatrettede synspunkter, følte sig ‘overfaldet’, og troede der var konsensus om ‘viden og bevidsthed’ i forhold til emnet. Et konkret citat der illustrerer identitetspolitikkens absurde udgangspunkt.

Jeanette Ehlers, neger: Ja, men som du selv sagde, så virker jeg udmattet, og jeg synes også det er enormt udmattende, at man hele tiden skal bevise, man skal hele tiden føre bevisførelse ik’. Altså, for noget, for en følelse man har, eller ens synspunkter ik’. Og det synes jeg er enormt anstrengende, for det er jo naturligt at se tingene på den måde, som jeg gør. Og det er ikke kun mig der har det sådan. Jeg ved der er rigtig mange andre der har det sådan. Så på den måde er det enormt anstrengende.

Oploadet Kl. 12:04 af Kim Møller — Direkte link67 kommentarer

Voldsoffer & antifascistisk helt: ‘No Pegida DK’ hylder Redox-fotograf ‘for at sparke en fra Pegida ned’

Det er sjældent det dobbelte bogholderi kommer for dagen, og nedenviste eksempel blev da også hurtigt slettet igen. Når Researchkollektivet Redox gerne vil fremstå som demokratiets vogter i forhold til voldelige højreradikale, så er det selvfølgelig upassende når baglandet hylder en fotograf for et angreb på en af dem han skulle fotografere. Særligt når Redox i flere artikler har omtalt ‘overfaldet’ i flere medier, herunder Orientering på P1.

(‘No Pegida DK’ hylder Redox-fotografs overfald på FF-aktivist, 4. oktober 2018; Indsat: Rasmus Preston)

“Selvom Redox ikke vil hylde deres fotograf, så vil vi gerne gøre det. Rasmus Preston er en antifascistisk helt, som vi hylder for at sparke en fra Pegida ned under Krystalnatten. (‘No Pegida DK’, Facebook, 4. oktober 2018)

“Sidste år begik højreradikal aktivist et overfald på Krystalnattens årsdag. I år vil hans organisation demonstrere i det centrale København. … I 2017 gennemførte de en uannonceret demonstration i det centrale København. I den forbindelse overfaldt et ledende medlem af For Frihed en fotograf fra Redox. (Redox.dk, 4. oktober 2018)

(Den pågældende Redox.dk-artikel, som ‘No Pegida DK’ kommenterer, 4. oktober 2018)

For mere om arbejdsfordelingen mellem voldelige venstreradikale og Researchkollektivet Redox kan jeg blandt andet henvise til tidligere artikler på Uriasposten (2015) og Document.dk (2016).

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper