17. september 2020

14 professorer: “… diversitet, lighed mellem kønnene eller antiracisme er ikke universitetets formål”

Jeg ser en lige linje mellem Frankfurterskolens kulturmarxister, der ideologiserede flere fag på universiteterne i 1970’erne, og nutidens universitære woke-aktivisme. De har kapret sproget, og manglende modspil fra ikke-revolutionære (herunder bekvemme borgerlige), gav en accellerende ubalance. I disse år er de ved at konsolidere magten, og de aggressive venstreradikale studerende er morgendagens undervisere, mediernes eksperter.

I 1996 forsvarede Rød Ungdoms Mikkel Thorup Cubas diktator fidel Castro i et indlæg i Politiken, hvor han opridsede fronterne: “Den cubanske befolkning har ret til selv at bestemme deres fremtid…” Sidste år blev samme professor i idehistorie på ‘Institut for Kultur og Samfund’, hvor han særligt har fokus på statens rolle, kapitalismens rolle, racismens rolle og fremdeles.

Kronik af 14 danske professorer i Berlingske. Det er blandt andet Hans Bonde, Nicolai J. Foss, Peter Kurrild-Klitgaard og frederik Stjernfelt. Fra Berlingske.dk – Professorer: Vi oplever et stigende pres på forskningsfriheden og universiteterne< /em> (kræver login).

“For det andet er der et pres indefra fra universitetsledelser, der i visse tilfælde ønsker, at universiteterne tilslutter sig mere eller mindre brede politiske målsætninger… Et hjemligt eksempel er SDUs ambition om at lade FNs verdensmål være styrende for universitetets aktiviteter. Et mere snævert eksempel er forskellige udenlandske universiteters (f.eks. Imperial College, UK) erklærede støtte til Black Lives Matter-bevægelsen.

Med disse sidste eksempler nærmer vi os også to andre tæt beslægtede presfaktorer. Det drejer sig for det første om pres indefra fra forsker-aktivister, der med Judith Butler, Michel Foucault og andres tanker som ballast forkaster idealer om værdifri forskning og undervisning, og eksplicit ønsker at stille deres virke til rådighed for ekstern aktivisme. Det drejer sig i stigende grad om grupperinger med en identitetspolitisk dagsorden.

Enhver med kendskab til 1970ernes politiserede universitet vil genkende forskeraktivismen, der dengang florerede i samklang med universitetsmarxismen. Som dengang er der desværre også tale om, at tanker næret på universiteter aktivt bruges til at undergrave universitetet. Et eksempel er den i offentligheden bredt diskuterede Ole Wæver-sag, hvor Wæver af forsker-aktivister blev gjort til genstand for forvrøvlede, usaglige anklager om racisme.

… Poster man på engelsk på sociale medier om emner relateret til ytringsfrihed, eller forholder sig kritisk til tiltag som ’safe spaces’, ‘deplatforming’ af ‘kontroversielle’ oplægsholdere og lignende, får man mails fra fortvivlede yngre kolleger fra engelske og amerikanske universiteter, der fortæller, at de meget gerne ville ‘like’ – men ikke tør. Der er øjensynlig tale om et reelt identitetspolitisk meningstyranni og en meget høj grad af selvcensur. Identitetspolitikkens angivelige krav om ‘diversitet’ omfatter diversitetsmarkører som køn og etnicitet – men i påfaldende ringe grad diversitet af synspunkter og ideologier.

Men diversitet, lighed mellem kønnene eller antiracisme er ikke universitetets formål. Det handler om viden, faglighed, forskning, forskningens kvalitet, etc. … Vi er reelt bekymrede for, at vi kan bevæge os i en mere illiberal retning herhjemme. Det kan gå hurtigt. Få havde forudset, at situationen i USA og UK kunne ændre sig så hurtigt og massivt, som det er sket bare indenfor de seneste få måneder. …

Vi mener, at der her er vigtig inspiration at hente i de såkaldte ‘Chicago-principper’.”


Cramon om DR-beslutning: Vært ville ‘lukke mig ned’, hvis jeg fortalte at ‘pigen blev fundet grædende’

Når højrefløjen forsøger at dokumentere multikulturens bagsider, kan man enten tage udgangspunkt i konkrete episoder eller empiri. Det vil så enten være ‘anekdotisk bevisførelse’ eller ‘generaliseringer’, og det står klart for de fleste, at problemet ikke er måden vi siger tingene på, men det forhold, at det overhovedet bliver sagt.

Omvendt med #Metoo-bølgen, hvor man kan høre feminister argumentere for, at de skyldige i konkrete hændelser er uinteressante, da det drejer sig om (indsæt trommesolo) ‘kulturen’.

“Mange har afkrævet dig svar på, hvem ‘den store tv-kanon’ er. Du har fra starten insisteret på, at det vil du ikke sige. Fordi det her ikke bare handler om en enkelt mands grænseoverskridende opførsel for 12 år siden. Du har ret. Debatten må ikke strande der. Den rækker nemlig langt ud over en enkelt episode og en enkelt person. Det ved vi.” (støttebrev underskrevet af 1615 kvinder)

Sofie Linde er ikke modig, når hun tolv år efter en episode fortæller om den, med mindre hun tager skridtet og navngiver personen. Problemet er ganske givet større i en venstreorienteret mediebranche end rundt omkring på arbejdspladserne, men det siger intet om omfanget, at 1615 kvinder skriver under på, at de også har oplevet sexisme. Det siger først og fremmest noget om hypen, om hashtag-generationen. Nej, en tilfældig dum bemærkning fra en mandlig kollega i kopirummet en novemberdag i 2006, er et årti senere under bagatelgrænsen.

Hver gang woke-aktivister opfinder et nyt hashtag, etableres en ny logik, som alle forventes at acceptere. Mænd er skyldige per definition, og kvinder har carte blanche til at gengive deres udlægning af postulerede hændelser. Det er alt for nemt, og det bliver selvfølgelig ikke bedre, når Samira Nawa fra Det Radikale Venstre (der accepterer barnebrude på danske asylcentre), nu pludselig vil ødelægge Jeppe Kofods politiske liv, fordi han for tolv år siden havde sex med en 15-årig. Han er hverken sigtet, tiltalt eller dømt, og dårlig dømmekraft er nu engang ikke strafbar. Heller ikke hvis man der mand. Gentager lige mig selv: Der er en bagatelgrænse!

Kofod-historien er isoleret set underholdende nok, som refereret af Henrik Qvortrup: “En melding går på at han stod med et håndklæde omkring sig, og så forvildet ud i øjnene. En anden, at han lå under sengen.” Mere interessant end 2008-episoden er denne her opdatering fra Anne Kirstine Cramon, der onsdag diskuterede sagen i P1 debatten.

“Her kan man høre P1 Debat, hvor jeg debatterer Jeppe Kofod-sagen mod blandt andet Jesper Petersen. Debatten blev noget hæmmet. Det gjorde den, fordi jeg et par timer før debatten, blev ringet op af værten, der sagde, at der forelå en redaktionel beslutning fra DR om, at vi ikke måtte tale om selve Jeppe Kofod-sagen. Altså, hvad der skete. Det på trods af, at flere medier i disse dage ret detaljeret afdækker forløbet af den skæbnesvangre nat på Esbjerg Højskole. Den eneste version, vi i programmet måtte forholde os til, var den version, som Socialdemokratiet dengang opfandt til lejligheden, og som Jesper Petersen medbragte: at Jeppe dengang havde ANGRET.

Jeg fik derfor at vide, at hvis jeg fx nævnte, at pigen blev fundet grædende på et badeværelse, ville værten lukke mig ned. Det er svært at debattere så speget en sag uden at måtte nævne detaljerne, og jeg kom vist også til at nævne det alligevel.

Jeg er helt med på, at det er meget ubekvemt og ubehageligt at høre, men det er altså en rimelig essentiel del af den her sag, som nu gudskelov er fremme i lyset igen, efter det lykkedes Socialdemokratiet at lægge låg og røgslør ud dengang.

Jeg har sådan set også en mistanke om, at det var Jesper Petersens præmis for at stille op, at vi ikke måtte tale om sagen i detaljer, men det kunne jeg ikke få bekræftet. …” (Anne Kristine Cramon)

(Ruth Orkins American girl in Italy, 1951)



16. september 2020

Jalving om humanisters reaktion på Moriabrand: “Hvis det bare er en rask, lille ildebrand, der skal til..”

Onsdag i sidste uge hørte jeg Jens Folmer Jepsens ‘Dagen i dag’ på Radio4, og som altid var gæsten en værdipolitisk hardliner til venstre for midten. Gæsten var professor Mikkel Thorup, der fortalte, at flygtningene i den græske Moria-lejr var som flygtende tyske jøder før 2. Verdenskrig. Noglelunde samtidig kunne man høre dokumentaristen Michael Graversen på TV2 News, hvor han sluttede interviewet af med et opråb til danske politikere, om at tage imod nogle af de her flygtninge. I går talte han til en demonstration på Christiansborg under parolen: ‘Morias børn i sikkerhed’. Dokumentaristen sprang ud som fuldfed flygtningeaktivist. Quelle surprise.

De græske myndigheder har anholdt seks afghanske migranter for branden i Moria-lejren, og på Graversens Facebook-profil er der informationer om endnu en brand i ‘flygtningelejren Vathi på Samos’. Michael Graversen er en dansk Biedermann, omend han dog jf. BT, ikke selv har ‘rum’ eller ‘økonomi’ til at modtage en hjemløs udlænding. Så var der mere stil over Hr. Biedermann. Han sendte i det mindste ikke regningen til andre.

Mikael Jalving kommenterer hos Jyllands-Posten – Migrantmission fuldført i Grækenland.

“Tirsdag anholdt græsk politi de formodede gerningsmænd bag branden i den berygtede Moria-lejr på øen Lesbos. Og nej, det er ikke skumle nynazister, men migranter fra selvsamme lejr. Som det tidligere har været fremme, blev branden påsat kort efter, at lejren havde taget forholdsregler mod corona, et skridt, en mængde af lejrens migranter blev vrede over. Det var ikke derfor, de var kommet til Europa. Derfor satte de ild til lortet.

Missionen ser nu ud til at lykkes. Tyskland med Frau Merkel i spidsen har netop bebudet, at de tyske biedermeyere lover i første omgang at tage imod godt 1.500 migranter fra Lesbos, heriblandt 150 uledsagede børn. Flere vil følge i deres fodspor.

Med biedermeyerne hentyder jeg naturligvis til den tysktalende dramatiker Max Frisch’ teaterstykke fra 1958 med titlen Biedermeyer og brandstifterne.

Hvis det bare er en rask, lille ildebrand, der skal til for, at Europas humanister, herunder FN, EU, Læger uden Grænser m.m., åbner dørene for endnu flere migranter og klaner fra Nordafrika og Mellemøsten, så vil der med garanti blive påsat flere brande. Hvorfor? Fordi det virker.

(Moria-migrantlejren, Lesbos, Grækenland; Foto: Buzz)

Biedermann og Brandstifterne (Max Frisch, 1958)

“Forestillingen starter med, at en hjemløs ringer på døren hos hr. Biedermann og beder om ly for regnen. Biedermann er humanist og tror på det gode i alle mennesker, og selvom Biedermann i starten ikke er meget for, at byde den hjemløse hr. Schmitz så meget som over dørtærsklen, går der ikke længe, før hr. Schmitz er bosiddende på Biedermanns loft. Ej heller går der særligt længe, før loftrummet er fyldt op med benzin-tønder, twist og to andre hjemløse.

Selvom Biedermann og hans kone begge er meget utrygge ved situationen, og selvom tegnene på at de hjemløse virkeligt er brandstiftere er soleklare, er frygten for at tage konfrontationen og måske fremstå usympatisk, påståelig og fordomsfuld langt stærkere. …

Biedermann og brandstifterne er en forestilling, som handler om det gode og det onde i mennesket. Biedermann ser sig selv som et godt, retskaffent menneske, men som en anden hykler lukker han øjnene for de problemer som opstår omkring ham. På den måde bliver han medskyldig i den udvikling, som opstår i samfundet. (Anmeldelse af Biedermann og Brandstifterne, Aarhus Teater, 2018)


Historiker: Venstrefløjen har indtaget universiteterne – “… den radikale venstrefløj er veletableret der”

Jeg er skrevet om indoktrineringen på universiteterne, siden jeg i 1997 blev undervist i sociologi af en betonmarxist. Det er godt at pæne liberale nu også råber vagt i gevær. Interview med historiker Niall Ferguson i Berlingske – Jeg føler mig frastødt af den akademiske venstrefløj.

“Niall Ferguson begynder vores samtale nøgternt. Analytisk. Men da talen falder på det yderste venstres fodsoldater på de amerikanske universiteter og ord som cis-heteronormativitet, patriarkatet og cancel culture, mærker man en ulmende vrede over Skype-forbindelsen.

Jeg føler mig personligt så frastødt af den akademiske venstrefløj, så væmmet over forsøget på at lukke for debat på universiteterne, at jeg tænker, at hvis Biden bliver valgt, ja, så vil de mennesker helt uhindret være i stand til at fortsætte deres strategi med at overtage institutionerne én ad gangen.’ …

Den udbredte opfattelse er, at venstrefløjen i USA har mistet grebet. Den er klar til at støtte ikke bare fredelige demonstrationer, men også voldelige optøjer, tyverier og andre slags kriminalitet, og det giver Trump en chance,’ mener Ferguson. …

Venstrefløjen har med succes overtaget de amerikanske universiteter. Til et punkt hvor en konservativ professor er et oxymoron eller i det mindste en truet art. Universiteter i USA er nu 90 eller måske endda 99 pct. venstreorienterede institutioner, og den radikale venstrefløj er meget veletableret der. Så når almindelige amerikanere ser den forvrængede refleksion af samfundet, universiteterne er blevet, opfatter de universiteter som et sted, der står på den ene side af en konflikt i en meget delt nation. …’ Ingen uden for universitetsområderne og venstrefløjsmedierne bruger ord som cis-heteronormativ, patriarkatet eller ‘noget af det møg’, mener Ferguson.

(Niall Ferguson, historiker; Foto: The Star)

Oploadet Kl. 00:55 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


15. september 2020

Venstreradikal BLM-sympatisør svinet til af Bwalya: Kaldt ‘husneger’, ‘islamofob’ og en ‘racistisk lort’

Det er ikke mere end et par dage siden Bwalya Sørensen kaldte Ekstra Bladet for en del af ‘højrefløjen’, hvorefter hun smækkede røret på. Hun er en gave for højrefløjen, og derfor forsøger enkelte BLM-sympatisører at holde absurditeterne nede på et minimum. Det er et ulønnet fuldtidsjob.

Hendes orgnisation har 17.000 følgere på Instagram, og en af dem er queer-aktivisten Søren Esmann, der på Facebook eksempelvis deler AFA-grafikken: ‘Refugees Welcome – No one is illegal’, og på Instagram ses til en BLM-demo med banneret ‘Black Trans Lives Matter’. Selvom Søren sympatiserer med BLM, så mener han en nylig opdatering om statsminister Mette frederiksen tager et citat ude af kontekst, og beder høfligt Bwalya ændre på ordlyden. Hun reagerer som hun nu engang gør, og giver journalisten det glatte lag, da han konfronterer hende med det: Det er ‘psykisk vold’, det er ‘psykisk mobning’, og “Jeg er blevet gruppevoldtaget, og I vil gerne fortsætte med at gruppevoldtage os.”

Normalt når politiske modstandere snyder på vægten, så går jeg ud fra at de gør det bevidst. Med Bwalya Sørensen forholder det sig anderledes. Det kræver en vis form for refleksion, at snyde, og man må derfor gå ud fra at hun er nøjagtig ligesom dum som hun lyder – i skrift og tale.

BT har historien – Dansk BLM-sympatisør svinet til for intern kritik: ‘Din racistiske lort’.

“… han sympatiserer ‘enormt meget’ med den globale Black Lives Matter-bevægelse (BLM). Han har endda deltaget i en demonstration foran Christiansborg for den danske gren af bevægelsen. Alligevel blev han i weekenden stemplet som ‘husneger’, ‘islamofob’ og som en ‘racistisk lort’ af BLM Danmark.

‘Jeg har ikke sympati for, at jeg ikke som en del af en bevægelse kan tillade mig at forholde mig kritisk til noget af det, som bevægelsen foretager sig, uden at blive skudt i sænk,’ siger Søren Esmann nu til B.T. …

Til et klip, hvor statsminister Mette Frederiksen bliver interviewet om sin holdning til, at danske jøder fortsat må omskære drengebørn, skriver BLM, at Mette Frederiksen skulle udtale, at ‘afrikanere er ikke en del af det danske samfund’.

Som det fremgår af klippet skelner Mette Frederiksen i sin udtalelse dog, da hun bliver udfordret på, om personer fra Afrika må lave ’stammekendetegn’ ved at skære børn i huden, konkret mellem afrikanere i Afrika og afrikanere i Danmark.

Bwalya Sørensen forholdt sig ikke til spørgsmålene, da B.T. ringede hende op. I stedet blev hun ved med at afbryde og snakkede udenom. Derfor kan nedenstående fremstå usammenhængende.

(Black Lives Matter Denmark på Instagram, 2020; NB: 1300 udanske kommentarer…)

(Fra det udanske kommentarspor: “… Inshallah hendes børn bliver kørt ned”)

Oploadet Kl. 11:08 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer

Kendt klimaforsker-aktivist anholdt for SUV-hærværk: “.. på Facebook deklarerer han sig ‘klimatosset'”

I onsdags bloggede jeg om aktivistiske forskere indenfor integrationsforskningen, og i den oprindelige kladde nævnte jeg klimaforskningen, som et forskningsfelt, hvor forskere nærmest var ‘forskeraktivister’. Fredag aften, blot to dage kan senere, anholdes en klimaforsker på Østerbro, mistænkt for at stå bag omfattende hærværk mod Østerbros mange SUV-biler.

I den oprindelige artikel var forskeren tilknyttet Københavns Universitet, og med de oplysninger Ekstra Bladet gav, så var det nemt at finde en oplagt mistænkt. Det var dog ikke ham, og der er tilsyneladende flere aktivistiske klimaforskere med bopæl på Østerbro. Politiet mener han kan have stået bag hærværk på op imod 74 biler, og der er således tale om en større sag. Fra EB.dk – Klimaforsker sigtet for hærværk på biler.

“… Ekstra Bladet kan nu fortælle, at den sigtede er forsker på et dansk universitet.

Her beskæftiger han sig særligt med klimamæssige udfordringer i sit felt, og på Facebook deklarerer han sig ‘klimatosset’. Selv lejer han elbiler, når han skal køre til provinsen.

I området, hvor den sigtede også selv bor, har SUVbilejere gennem otte måneder fået ødelagt deres biler.

Beboerne på Østerbro har længe været frustrerede over ikke at vide, hvad motivet bag den omfattende vandalisme er. Men det kan der måske komme klarhed over nu, hvis hærværket fredag aften viser sig at hænge sammen med de mange andre lignende tilfælde i området.

Efter en længere afhøring på gaden, tog politiet fredag aften manden med.”

(Collage: Underskrivere klimaopråb i Politiken, 2018)

“Nogle dage inden anholdelsen havde en lokal borger fanget en mand på kameraer monteret i en bil. Manden var den eneste, der havde gået helt op ad bilen både foran og bagved, hvor ejeren dagen efter fandt nye ridser på sin SUV-bil, og billederne viser tydeligt ansigtet på personen. Optagelserne viste også, hvilken opgang manden gik ind i. … da Mette Lind genkendte manden fra optagelserne, besluttede hun sig for at følge efter ham.” (EB.dk, 12. september 2020)

Oploadet Kl. 00:45 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


12. september 2020

Rosenkrantz-Theil ansætter venstreradikale: Thomas Sæhl, pressechef; Thomas Bugge, politikudvikling

Den 18. marts 2003 iscenesatte AFA-forgreningen Globale Rødder en aktion mod daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller. Senere kom det frem at de to gerningsmænd, Lars Grenaa og Rune Eltard-Sørensen, kom ind på Christiansborg som gæst af Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil, der også var en del af den militante organisation. Det vakte opsigt, at hun til BT udtrykte støtte til aktionen, og i den henseende påpegede at hun ‘kunne have gjort det selv’. Officielt tog Enhedslisten dog afstand fra overfaldet, der af Globale Rødders talsmand Nikolai Heltoft blev betegnet som ‘en rimelig aktion’.

I Enhedslistens medlemsblad fik 46 partimedlemmer senere på året trykt et åbent brev, hvor de tilkendegav deres støtte til Pernille Rosenkrantz-Theil: “Ved din reaktion, føler vi, at du repræsenterer os.” Globale Rødders Nikolaj Heltoft blev fire år senere ansat som politisk rådgiver for partiet, og tre af de 46 gjorde efterfølgende karriere i partiet: Den senere MF’er Pelle Dragsted blev ansat som pressemedarbejder, Mikkel Skov Petersen blev pressesekretær og Thomas Bugge blev EU-sekretær.

Meget er sket siden da. Rosenkrantz-Theil meldte sig ind i Socialdemokratiet i 2008, og blev sidste år udnævnt til Børne- og Undervisingsminister af Mette Frederiksen. Det gav lidt medieomtale, at hun som pressechef ansatte Thomas Bro Sæhl, som hun ifølge berlingske har kendt siden sine ‘teenageår’. Thomas Bro Sæhl hed tidligere Thomas Sæhl Sørensen, og var ligesom Rosenkrantz-Theil en del af Rebel København. En tidligere venstreradikal kampfælle står således stå for ministeriets pressestyring.

Nogenlunde samtidig oprettede den nyudnævnte minister en politisk enhed, der skulle stå for ‘politikudvikling’. En af de tre ansatte er Thomas Bugge. Rosenkrantz-Theils kampfælle i AFA/Globale Rødder-årene, senere Enhedslisten-ansat, og nu en del af politikudviklings-enheden for den socialdemokratiske minister.

(Thomas Bugge på Linkedin, 2020)

“Sidste efterår blev det venstreradikale og revolutionære netværk Globale Rødder dannet på Nørrebro i København med det erklærede formål at lave ulovlige, men ikke-voldelige aktioner under det danske EU-formandskab. … Globale Rødder tæller blandt andre tidligere autonome med plettede straffeattester. Det gælder folk fra det lukkede logeagtige netværk AFA, Antifascistisk Aktion… folk fra Ungdomshuset… en stribe nye unge aktivister fra den mere traditionelle revolutionære venstrefløj i Danmark, Rød Ungdom, og det nu hedengangne Rebel samt aktive fra universiteterne og blandt utålmodige unge unionsmodstandere.

Torkil Lauesen fra Blekingegadebanden udgør dog et specielt imageproblem. Han deltog i røveriet mod postkontoret i Købmagergade, som i 1988 kostede politibetjenten Jesper Engtved Hansen livet. De Globale Rødder vil ikke oplyse, om Torkil Lauesen er medlem af organisationen. Men han er ‘ideologisk ligesindet’ og med til at udgive tidsskriftet Gaia sammen med blandt andre Pelle Dragsted fra Globale Rødder. …

En anden solskinsdag mødes vi med Thomas Bugge og Nikolaj Heltoft fra Globale Rødder på Islands Brygge i København for at studere civil ulydighed.

De to unge mænd i shorts og T-shirt byder på citronhalvmåne og æblemost fra Rynkeby. Thomas Bugge skifter til badebukser og springer i havnen. Her er nemlig badeforbud. (Politiken, 14. juli 2002, Farvel til stenkasternes sekt)



11. september 2020

Iben Maria Zeuthen, P1-vært: “I et demokratisk samfund skal der være plads til uenighed. Men…”

Tilbage i 1978 skrev en række revolutionære journalister om problemet med det borgerlige ‘normalitetspres’, der krævede at man skulle ‘høre begge parter’ i en konflikt. Det var indoktrinering, at man skulle ’skrive objektivt’, men der var dog måder hvorpå man kunne omgå ‘borgerlige journalistiske normer om balancering’. Man kunne som journalist, ’sørge for at finde en person’, der kunne ‘give historien et alibi med sine udtalelser’. Kort fortalt: Man kunne få andre til at sige, det man vil have frem.

Flere studerende i antologien endte på Ekstra Bladet, hvor ulidelige Iben Maria Zeuthen, nu som P1-journalist, forklarer, at man som journalist ikke bør give taletid til dissidenter ift. emner såsom ‘HPV-vaccine, formidling af klimakrisen og kampen for ligestilling’. Højrefløjen er jaget vild på sociale medier, og nu vil en journalist på et statsmedie så have fjernet folkevalgte højreorienterede fra sendefladen. Formen har ændret sig fundamentalt siden 70’erne, men det totalitære er stadig lige under overfladen hos røde journalister.

Jeg har fremhævet det værste, men klummen bør læses sin helhed. Iben Maria Zeuthen kommenterer på EB.dk – Pia Kjærsgaard er kvindekampens Bjørn Lomborg.

“Når man bliver journalist, lærer man sådan noget med altid at sørge for, at det modsatte synspunkt er repræsenteret i de historier, interviews eller debatter, vi arrangerer. Men nogle gange bliver valget af modsat synspunkt ikke udtryk for korrekt journalistisk skoling, men derimod udtryk for manglende mod og ansvar.

Som udgangspunkt er det at give plads til en opposition altid en god ting, for når vi giver plads til en kilde, der går imod det repræsenterede udsagn, sikrer vi os en demokratisk og afbalanceret dækning. Men der er enkelte meget vigtige undtagelser.

… Lad mig opsummere: Det er vigtigt, at vi som journalister slukker for mikrofonen for dem med det modsatte synspunkt, når det modsatte synspunkt en gang for alle er underkendt. Og det går nogle gange for langsomt.

de forsinker med deres meninger et ligestillet samfund. … En af de fornemste repræsentanter for den fløj er selveste Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. Hun var imod Sofie Lindes Zulu-svada, og hvad vigtigere er: Hun er bekymret for den nyligt vedtagne samtykkelov.

… Og nu kommer min egentlige pointe: I et demokratisk samfund skal der være plads til uenighed. Men Pias udsagn tyder ikke på uenighed med Linde, de tyder på uvidenhed og bedagethed. Og det er her, jeg mener, at vi som journalister kan hjælpe sagen bedre på vej:

Vi behøver simpelthen ikke invitere hende ind og tale om ligestilling. Pia har intet særligt kendskab til emnet. Hun har ikke researchet… Derudover taler hun mod bedre vidende, og hendes synspunkter er både modbeviste og uddaterede.

… Sæt Pia Kjærsgaard over i hjørnet til Bjørn Lomborg. Jeg tror, de kunne få en fantastisk hyggelig aften. Og imens kan vi andre komme videre med at gøre verden til et bedre sted. Det må jo for pokker være det, der er meningen med det hele.”

(Iben Maria Zeuthen, P1-vært, tidligere Radio24syv; Collage: Kristeligt Dagblad, Youtube)

Oploadet Kl. 15:58 af Kim Møller — Direkte link67 kommentarer


10. september 2020

Pakistaske Siddique med knyttet næve: “Jeg kommer aldrig til at undskylde for, at jeg er dansker.”

Det lykkedes ikke Manu Sareen at blive genvalgt til Folketinget i 2015, og året efter meldte han sig ind i Alternativet. Han meldte sig senere ud, men nu hvor det er kommet frem, at han eksperimenterer med psilocybinsvampe, så må det være oplagt at skifte til Frie Grønne. Det kræver nok at han går lidt op i dosis, men så ligner han også et oplagt bud på en næstformand. Sikandar Siddique er inde i en stime, og kan for nuværende ikke overgås. Selve definitionen på en levebrødspolitiker, nu tilsat en solid gang megalomani.

“Jeg kommer aldrig til at undskylde for, at jeg er muslim. Jeg kommer aldrig til at undskylde for min hudfarve. Jeg kommer aldrig til at undskylde for min opvækst. Jeg kommer aldrig til at undskylde for, at jeg er dansker. Jeg kommer aldrig til at undskylde for, at min forældre er fra Pakistan. Jeg kommer aldrig til at undskylde for, at jeg engagerer mig i politik. Jeg kommer aldrig til at undskylde for, at jeg kræver radikal og omgående forandring for at undgå et klimakollaps. Jeg kommer aldrig til at undskylde for, at Danmark er mit land lige så meget, som det er dit.” (Sikandar Siddique, 9. september 2020)

(Sikandar Siddique på Facebook, 9. september 2020)

“Malik Sikkander Siddigues var min kollega i Københavns kulturudvalg og jeg har aldrig oplevet en person, som var så gennemført uden politisk holdning eller ide. Der var absolut ingenting i hovedet på ham – som i tallet 0, zero, nada, notthing! Det lykkes ham gennem samfulde 4 års sæde i kulturudvalget, ikke at ytre en eneste tanke.” (Leslie Arentoft, 2018)

Oploadet Kl. 02:34 af Kim Møller — Direkte link47 kommentarer
Arkiveret under:


9. september 2020

Selsing anm. ‘Hordernes hærgen’: “Det er ikke bare ekstremisme. Det er fascisme. Det er totalitært.”

Morten Uhrskov kalder identitetskampen for ‘nykommunisme’, og det dækker ganske godt. Eva Selsing har anmeldt Douglas Murrays seneste bog, og selvom sengebordets stak af ulæste bøger vokser og vokser, så lyder det til at ‘Hordernes hærgen’ er svær at komme udenom. Bogen kan købes hos Forlaget Ellekær for 295 kroner. Forstå dine fjender.

Fra Selsings veloplagte anmeldelse på Berlingske.dk – 6 stjerner: Bog om identitetspolitikkens rødder og endemål er uhyggelig læsning (kræver login).

“Har De svært ved at forstå, hvorfor nogle ekstremister fra amerikansk e universiteter fylder så meget i resten af verden? Og ved De ikke, hvad De skal sige til det? Den britiske kommentator og forfatter Douglas Murrays forklarer og besvarer disse og relaterede spørgsmål i sin nye bog, ‘Hordernes hærgen’. En ekskurs ud i identitetspolitikkens rødder og endemål – og det er uhyggelig læsning.

‘Hordernes hærgen’ handler om det, der rettelig er (post)marxismens dødsmarch hen over vores institutioner – akademia, offentlig debat, medier – over vores køn, vores fællesskab og sandheden som sådan. …

Murray identificerer det, han kalder ’snubletråde’ – altså fælder, som tilhængerne af den migrerende totalitarisme lægger ud for almindelige mennesker. Det kan være ord, man pludselig ikke må bruge. Individer, man ikke må associeres med. Bøger, man ikke må læse. Tanker, man ikke må give udtryk for. Den slags. I virkeligheden er der tale om, at man opstiller problemer, der ikke kan løses. Man reaktiverer gamle konflikter, åbner lægte sår, og etablerer et volatilt, boblende minefelt, som man sender Gud og hvermand ud i (og nyder at se eksplodere). Man fremmaner et billede af ekstreme uretfærdigheder i verdenshistoriens mest retfærdige samfund. Hvorfor?

Snubletrådene er pointen. Meningen er ikke at påpege nogle problemer og så løse dem. Meningen er splittelse. Konflikt. Opvigling. Had. Meningen er at gøre almindelige mennesker usikre på alt – thi usikre mennesker er mere medgørlige for hvem, der end har magten. Hvilket tilfældigvis i stigende grad er de identitetspolitiske militser.
Murray viser, hvordan idégrundlaget for hele baduljen er old school marxisme. Med totalitarismens mest genkendelige ingrediens: Sandhedsværdien af et udsagn afhænger ikke længere af, hvad der siges, men af hvem, der siger det.

Et morsomt afsnit gennemgår alle selvmodsigelserne, de forskellige intersektioner imellem. Hvordan trans-fortalerne har et essentialistisk syn på køn, mens homoaktivisterne er arge modstandere af enhver snak om kønsessens. Hvordan vi er gået fra at være farveblinde til at være besatte af race. … Hvordan kvinder i feminismen insisterer på at være sexede, men ikke seksualiserede.

Bogen giver talrige eksempler på, hvordan de nye venstreekstreme identitetspolitiske bevægelser har støvletramp i ascendanten. … Det er ikke bare ekstremisme. Det er fascisme. Det er totalitært. Murray viser hvorfor.”

(Douglas Murray til TFS-møde i Landstingssalen på Christiansborg, 2015)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper