1. december 2019

Mathilde Anhøj, Radio4-vært, Enhedslisten: ‘Stærk statsmagt, fri indvandring, tårnhøje sociale ydelser’

Jeg lærte at leve med Radio24syv, men det bliver nok umuligt med Radio4. Politisk er den ikke værre, men der sludres mere og målgruppen er bare ikke min. Jeg troede værterne i ‘Vennetjenesten’ var unge, men det viser sig at de to kvindelige værter mødte hinanden i en mødregruppe, og den ene ligefrem er 34 år gammel. De udsatte mig blandt andet for smalltalk om ‘Den store bagedyst’, ‘tarotkort’ og ‘astrologi’. Mathilde Anhøj sympatisører ikke bare med, men er ligefrem medlem af Enhedslisten. ‘Fri indvandring’, ja tak.

Mathilde Anhøj, Radio4: Jeg skrev ‘Kære Venstres Ungdom. Jeg har fornyligt via en personlighedstest med to venner fundet ud af, at jeg inderst inde var knap så solidarisk og fællesskabsorienterede, som jeg gik og troede. Faktisk var jeg den af os der var mest individ- og personligt frihedsorienteret, og konsekvensen var at jeg skulle anmode om medlemskab i Venstres Ungdom. Jeg er i skrivende stund medlem af Enhedslisten, og er i tvivl om at det er lovligt at være medlem af mere end et parti. Men jeg tænkte, at når I nu er et ungdomsparti, var der måske knap så strikse regler for medlemskab. Jeg ser frem til at høre fra Jer, om der er plads til et medlem på 34 år, som tror på stærk statsmagt, fri indvandring, tårnhøje sociale ydelser og endnu højere skatter. Bedste hilsener Mathilde Anhøj.

Herefter var der magasinet ‘Talentlab’. Emnet var tre indvandrere og deres fest imod Rasmus Paludan, afholdt under Stram Kurs’ besøg i Urbanplanen tidligere på året. Moderen til den ene advarede sønnen, da hun var bange for at han skulle blive overfaldet af ‘racister’. Jeg opgav efter 35 minutter…

(Berlingskes omtale af fest imod Rasmus Paludan, 18. April 2019)



30. november 2019

Univalg: Borgerlige og socialdemokratiske plakater hærges – ‘Hvorfor være racist, når du kan tie stille’

Det siger alt om den kulturmarxismens dominans på danske universiteter, at den onde højrefløj der skal hetzes ud af det offentlige rum på Københavns Universitet, nu også inkluderer socialdemokratiske Frit Forum. Klistermærkerne der er sat på valgplakater fra Konservative Studerende er fra Socialistisk Ungdomsfront, og som det fremgår af artiklen, så mener kønsaktivisterne slet ikke at modpartens valgslogans er legitime. Om tyve år er nogle af dem medievante forskere indenfor køn, klima, integration, racisme, terror mv.

Fra Uniavisen – Må man rive valgplakater ned, hvis de støder nogen?

“Frit Forum og Konservative Studerende har slået pjalterne sammen og går til valg med et næsten identisk valgprogram og slogans som ‘Nej tak til krænkelsesparathed’ og ‘Nej tak til identitetspolitik’ og ‘Beskyt den akademiske frihed’.

De slogans hænger på valgplakater rundt omkring på Københavns Universitet og de har mødt kritik fra både studerende og de anonyme afsendere af en stor side på Instagram, der har bragt opfordringer til at modarbejde eller helt rive foreningernes plakater ned.

En humaniora-studerende, Jais Kjær Larsen, har i ugen for universitetsvalget oprettet en Facebook-gruppe under navnet ‘Inkluderende miljø på KU’, som på mindre end et døgn fik mere end 70 medlemmer. Den skal modarbejde det, han kalder ‘den normative diskurs, der florerer på Københavns Universitet,’ herunder det, der kommer til udtryk i valgplakaterne fra de borgerlige studerende og Frit Forum.

‘Jeg synes det er problematisk, at den privilegieblinde tone har fået så stor en indflydelse på Københavns Universitet,’ skriver Jais Kjær Larsen til Uniavisen.

Ifølge studenterforeningerne Frit Forum og Konservative Studerende er adskillige valgplakater forsvundet eller blevet udsat for hærværk. En anonym person har fx sat et klistermærke på spidskandidaten fra Frit Forum Frederikke Gjerløff Werthers plakat med teksten ‘Hvorfor være racist, når du kan tie stille’.

Kandidat for Konservative Studerende og hovedbestyrelsesmedlem for Liberal Alliance Ungdom Carl Andersen har tidligere kritiseret dét han kaldte ‘kønsaktivisme« og ‘krænkelseskultur’ på universitetet. I et facebookopslag drager han en linje til censur i Sovjetunionen, og han henviser til instagram-siden ‘krænkelseskulturellememes’, der har postet opfordringer til at nedtage plakater fra Frit Forum og Konservative Studerende til sidens over 11.000 følgere.

(Set på Instagram: “Nogen der kan hjælpe med at hive plakater ned på KU?”)

Oploadet Kl. 11:05 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


29. november 2019

Tidligere PET-chef Frank Jensen, ‘Ondskabens arv’ (2018): “… inspireret af virkelige begivenheder”

Tilbage i 2014 skrev jeg lidt om tidligere PET-chef Frank Jensen, der på P1 fortalte, at han var ved at skrive en bog om racisme og højreekstremisme, der efter hans mening var ‘langt mere farlig’ end islamisk terrorisme. Senere samme år forsøgte han at tørre en svensk moskébrand af på ‘rabiate højreradikale’, og siden har han været fast kommentator på TV2 i efterretningssager.

Frank Jensen blev ansat i politiet i 1972, først i narkopolitiet, siden ekspert i kontraspionage hos PET. Han ledede efterforskningen af Blekingegadebanden i 1988, og blev blandt andet chef for Rejseholdets Drabssektion før han gik på pension i 2012. Et fint cv, men igen, det har Jakob Scharf og Hans Jørgen Bonnichsen sikkert også.

Jeg har læst Frank Jensens roman ‘Ondskabens Arv’ (2018), og den var langt værre end frygtet. Det noteres indledningsvist, at romanen er ‘inspireret af virkelige begivenheder’, men som det fremgår af citaterne nederst i denne post, så gør han en buret undulat til angribende flyveøgler. En nazistisk terrorcelle i Husby Klit angriber umotiveret en indisk familie, voldtager konen, og forulemper den 5-årige datter seksuelt. Senere myrder ‘Storm 88′ en ung homoseksuel muslim, og siderne er i tætpakkede med Politiken’ske klicheer.

Højreorienterede og nazister bruges synonymt, og jeg håber virkeligt han som PET-chef havde større indsigt, end den han i bogen giver udtryk for. Han trækker tråde til konkrete hændelser, men tre tyske nazister, der råber ‘affe’ (abe) og kaster sten efter indere er ikke just en voldtaget mindreårig. Senere i bogen halshugges en stikker, og det mener jeg heller ikke højrefløjen endsige nazister har gjort så meget i herhjemme.

Der er ikke meget om venstrefløjen i bogen, men det fortælles at ‘Arisk Front’ med hjælp fra en White Power-sympatiserende politibetjent, opsøger ‘en venstreorienteret anarkistagtig type’, der ‘var en torn i øjet på mange højreradikale, fordi han var en del af et socialistisk informationsbureau mod alt og alle på højrefløjen’. Han blev ‘banket til døde med køller’, og man må forstå, at venstrefløjen er ofre for højrefløjens vold.

(Collage: Frank Jensen, terrorekspert, nazi-alarmist)

“Ved en række grove og bestialske overfald på fremmede forsøger en nynazistisk gruppe at fremprovokere gengældelsesangreb mod almindelige danskere, der skal skabe en ukontrolleret spiral af had og vold mellem danskerne og fremmede kulturer. Målet er langsomt og umærkeligt at vinde danskerne for den nazistiske ideologi under dække af sloganet ‘Danmark for danskerne’.

PET kommer på sporet af nynazisterne som gerningsmænd til overfaldene og mistænker, at der i politiets egne rækker er betjente, der sympatiserer med nazisterne. PET indsætter hemmelige agenter blandt højreekstremisterne, og der starter nu en voldsom hemmelig kamp mellem PET’s agenter, nazisternes kampgruppe Sturm88 og lejemordere fra Balkan. Bag det hele sidder der en hemmelig nazileder, der styrer begivenhederne fra sit skjul i skyggerne, og det skal vise sig, at kampen har spor tilbage til en særlig begivenhed under Anden Verdenskrig, der involverer ingen mindre end topnazisten Heinrich Himmler.” (Mellemgaard.dk)

(Frank Jensen, Ondskabens arv, 2018, forord)

“Familien Kumar var så skræmte og traumatiserede, at de enten ikke kunne eller ville gå i detaljer om gerningsmændene. Rajni Kumar var blevet voldtaget – så meget havde hun sagt – men hun havde nægtet at deltage i den retslægelige undersøgelse. Selvom en kvindelig efterforsker havde fortalt hende, hvordan DNA-spor kunne fælde gerningsmændene, var Rajni ikke til at rokke. Og resultaterne af de kriminaltekniske undersøgelser i klit-området havde været nedslående magre. …

‘Ud fra det lidt, som familien har fortalt, sammenholdt med deres skader, er det gået voldsomt for sig.’ Mogens kæmpede med at holde distance til menneskene i sagen og talte nærmest tonløst: ‘Faderen, Haresh Kumar, har brud på næsen og den ene kind, har fået slået et øje ud, ødelagt milten og begge knæ er knuste. Moderen, Rajni Kumar, havde fortalt, at hun var blevet voldtaget af samtlige fire gerningsmænd. De har også snittet et hagekors i et af hendes bryster, og hun har desuden fået adskillige slag og spark, uden at der dog er tale om knoglebrud.’

Michael tændte en cigaret og holdt pakken hen mod Mogens, der afværgende holdt hånden op. Mogens rystede svagt på hovedet. ‘Den syvårige dreng, Argun, har fået brækket en hånd, og en af gerningsmændene sparkede ham så hårdt i ansigtet, at kæben er brækket i venstre side. Den femårige pige, Neela, har fået revet store hårtotter af og …’ Mogens rømmede sig, ‘hun blev seksuelt krænket af en af gerningsmændene.’
“Hold nu kæft!” udbrød Michael og stirrede på Mogens, der nikkede og svarede: “Ja … ikke også! Hvem fanden kan finde på at gøre sådan noget?'”

“Den 17-årige Tarik Quasem kiggede sig nervøst tilbage, da han sent om aftenen forlod Ørstedsparken i København, der var et kendt tilholdssted for homoseksuelle. Selvom han havde slentret søgende rundt i parken i mere end halvanden time, havde han ikke mødt nogen, hvor det havde sagt klik. Kun nogle ældre mænd, der lidt vulgært spillede op til ham. … Da han trådte ud på Nørre Voldgade fra parken, fik han denne uhyggelige fornemmelse af, at nogen eller noget fulgte efter ham. Han havde faktisk haft den samme følelse, mens han slentrede rundt i Ørstedsparken. … Da han lettet pustede ud og rystede på hovedet ad sig selv, opdagede han den slanke, sportstrænede skikkelse, der trådte ud mellem nogle parkerede biler lige foran ham og blokerede fortovet. Tarik Quasem frøs til is over det, han så, og det, han vidste, der ville ske om lidt.

Sorte militærstøvler, lyse camouflagebukser, en hvid T-shirt med teksten Terrormachine trykt på brystet og den sorte hætte med uhyggelige huller til de stirrende øjne. Da Tarik gik et par skridt baglæns, blev han standset af nogle hænder, der ublidt skubbede ham fremad igen, imod fyren med den hvide T-shirt og elefanthuen. Hjertet hamrede ukontrolleret, og han mærkede, hvordan angsten begyndte at få hans krop til at dirre. Han kiggede sig hurtigt omkring med vilde øjne og håbede, at der ville dukke nogen op, der kunne få de militærklædte voldsmænd til at stikke af med uforrettet sag. Men der var helt mennesketomt omkring dem, selvom man kunne høre en del trafikstøj fra biler, der hastede hjemad efter en aften i byen.

Han begyndte at mærke panikken, der nu fik hans krop til at ryste helt ukontrolleret, mens han klynkende og bedende appellerede til dem om at lade ham slippe. Tarik trak sig ind til hegnet mod parken, så hans ryg var lidt beskyttet. Men det var kun en stakket frist i forhold til det, der ville ske om lidt. De tre racister fra gruppen Sturm88 stod nu i en lille halvcirkel foran ham og grinede ondskabsfuldt. På et næsten umærkeligt signal fra fyren i den hvide T- shirt fjernede de hætterne og åbenbarede tre hårde, følelseskolde og ubarmhjertige kantede ansigter og helt kortklippet hår – tydeligt maskinklippet.

Selvom Tarik håbede på et mirakel, der ville redde ham fra det, der ventede, var der også en del af ham, der havde givet op og helt ulogisk tænkte: Bare de ville slå til nu, så han slap for den frygtelige ventetid… Så begyndte skriget at presse sig på. Lige inden det første slag fra underfører Mark Nielsen ramte Tarik på det venstre kindben… en skærende smerte fra Marks slag satte tankerne på hold og kvalte skriget om hjælp, inden det overhovedet nåede Tariks strube. Så faldt der et slag fra den anden side – knojern, der brækkede nogle ribben.

Mark trådte ind foran den Tarik og viste grinende knojernet, som han havde sat på højre knytnæve. Så brækkede Tariks næse og et par fortænder. Han stønnede højere, men havde besluttet, at han ikke ville give voldsmændene den glæde at skrige, selvom det var det, han havde mest lyst til. De to Sturm88-folk i sorte T-shirts trak ham ned på fortovet og begyndte at gennemsparke ham systematisk fra hovedet til skinnebenene.

Mark trådte hårdt på siden af Tariks ansigt, mens han ophidset sagde: ‘Husk nu, at vi har ordre til at gå hele vejen denne gang!’ De to Sturm88-folk nikkede og trak vejret voldsomt, mens de fortsatte med mishandlingen.”

Mere

“Michael sendte Norman et forsonende blik og spurgte Peter van der Hahn, om han havde et overblik over, hvor mange højreekstremister der egentlig var i Danmark. Van der Hahn foldede et stykke papir ud foran sig og fandt et par læsebriller frem. ‘Det er meget vanskeligt helt nøjagtigt at afgøre, hvor mange højreekstremistiske grupper der findes i Danmark, og hvor mange personer der er en del af disse netværk. Men meget højt sat er der formentlig tale om 700 til 1.000 egentlige medlemmer fordelt på 20 til 30 organisationer. Men dertil kommer der en del fodboldhooligans, der helt eller delvist har rødder inde i white power-miljøet. Men der er overordnet set tale om nynazister, nationalister, antimuslimer og generelle hadgrupper. Selvom der er en del ideologiske forskelle mellem grupperingerne, er de alle sammen indædte modstandere af det multikulturelle samfund og dermed også stærke modstandere af alle former for indvandring fra tredjeverdenslande og ikke mindst af muslimer. Men de er ikke alle sammen voldsparate.'”

“Jeg har talt lidt med PET’s afdeling for Særlige Operationer, og de har en kilde, der fortæller, at en ung snothvalp på et racistisk værtshus stolt har fortalt, at han er med i Sturm88, og at han var med til at holde vagt ved et møde ved en ejendom i noget, der hedder Alrum ved Stadil fjord i Vestjylland, hvor organisationen Arisk Front holdt et hemmeligt møde. Det var samtidigt med overfaldet på familien Kumar i Husby Klit, blot 20 kilometer fra Alrum.”

“De havde talt meget om Arisk Front – om den hvide nordiske races biologiske overlegenhed og nødvendigheden af at rense Danmark for fremmede kulturer og raceskændende elementer. Natascha var helt enig. Alle de fremmede var nassere. De homoseksuelle var biologiske skadedyr. Vold var nødvendig i kampen for at gøre Danmark ren igen. Det kunne nærmest ses som en legal forsvarshandling.”

“Der var stuvende fuldt af gæster i Albrechts, hvor det var tydeligt, at fyrene var skinheads, White Power-folk, eller andre afarter af højreekstremister og nazister. Specielt White Power og Storm 88-folkene var nærmest uniformerede ved at være klædt i dyre mærkevaretøj fra Henri Lloyd, Stone Island, Burberry eller endog Thor Steinar. Men det, der skilte dem ud fra almindelige unge i byen, var de hårde og forurettede ansigter med øjner der signalerede iskold voldelighed.”

“Mark overholdt dermed sin del af aftalen og sørgede for, at Daniel døde uden de store problemer. Så nikkede han til Nikolas, der havde fået til opgave at halshugge Daniel… Natascha spilede øjnene op og bed sig let i det mellemste led på pegefingeren, da Daniels lig blev placeret på knæ med hovedet på en lille træstub, hvor det lykkedes Nikolas at skille hovedet fra kroppen efter fire forsøg.”

“Selv relativt moderate og besindige politikere og meningsdannere følte sig kaldede til at gå på barrikaderne i sympati med den dræbte politiassistent, der øjensynligt var blevet offer for militante islamisters frådende had og primitiv hævn… En hysterisk blogger fik så forplumret det hele ved at påstå, at disse langskæggede mørkemænd voldtog alle danske piger, som de kom i nærheden af.

“To år tidligere havde politiassistent og AGF-fan Erik Nygård været i byen i Aarhus efter en hektisk fodboldkamp mellem AGF og FC Nordsjælland. … På et værtshus var han pludselig blevet omgivet af en gruppe larmende White Pride-folk… Efter denne aften og nat, hvor han havde udvekslet telefonnumre med Dean, var de sammen flere gange til private fester i White Pride-sammenhænge eller på højreekstremisternes foretrukne værtshuse i Aarhus.”

“Finn ville have Dean til at hverve Erik Nygård som informationskilde, der mod betaling skulle skaffe oplysninger fra politiets fortrolige registre omi bestemte personer. Undertiden også lidt informationer om politiets forestående operative planer i forhold til højre- og venstreekstremisterne og ikke mindst de militante islamister. … Ganske langsomt begyndte han at købe informationer af Erik, oplysninger, som politimanden skaffede fra Folkeregisteret, Kriminalregistret og Rigspolitiets fortrolige efterforskningsregistre… de små tjenester blev betalt virkelig rundhåndet.”

“Det var oplysninger om politiske modstandere fra den yderste venstrefløj… Afhængig af informationernes karakter kunne de bruges til afpresning eller tilrettelæggelse af overfald. White Pride var i hvert fald på forkant med at vide, hvor modstanderne boede, hvem de boede sammen med, hvilke køretøjer de havde, telefonnumre, fotos og meget mere. De vidste naturligvis også altid, når politiet planlagde aktioner mod dem.”

“Rigsførerens plan var nu at de skulle bede Erik Nygård om hasteoplysninger på en venstreorienteret anarkistagtig type fra København, der hed Morten Bech. Denne fyr var en torn i øjet på mange højreradikale, fordi han var en del af et socialistisk informationsbureau mod alt og alle på højrefløjen. Så snart de havde oplysningerne, skulle Mark og hans folk gennemtæske anarkisten i en sådan grad, at han døde af sine kvæstelser.

“‘… Det drejer sig både om imamen Abu Aktas og den anarkist, der blev dræbt i går og som hedder … Morten Bech. Han er blevet banket til døde med køller,’ tilføjede Hans…”

“De lod først Erik selv forklare, hvorfor han havde lavet de forskellige søgninger i politiets registre. Han hævdede hårdnakket, at han havde lavet research omkring højre- og venstreekstremister. … ‘Du er jo en rimelig begavet politimand, så… hvorfor mon højreekstremisterne søger efter oplysninger om navngivne venstreradikale eller muslimer?’ … Erik, der til sidst indrømmede, at han havde sympati for White Pride…”

“Der var en lukket fest i gang på Albrechts Bodega i Taastrup – kun for medlemmer af Arisk Front samt særligt inviterede White Power-folk og nogle få andre gæster. … ‘Race traktor’ fra bandet No Remorse væltede ud i lokalet.”

Rigsføreren var meget tilfreds med udviklingen i den operation, som han havde søsat i Danmark for at skabe folkelig mistro til indvandrerne – særligt muslimer – og derved tvinge politikerne til, millimeter for millimeter, at dreje lovgivningen i en retning, der til sidst ville ende med en ren Danmark for danskerne-løsning.

“‘Vi mener,’ fortsatte Michael og gjorde stemme klar og myndig, ‘at denne hemmelige rigsfører er identisk med forskeren Peter van der Hahn!’ … Normann trykkede på nogle knapper på den bærbare PC, og pludselig tonede et af WORF-gruppens møder frem på skærmen, hvor deltagerne også omfattede PET-chefen, departementschef Fritz Møller og van der Hahn.”

“Nej – det virkelig farlige, som Herman Rasch kunne røbe, var det internationale samarbejde – den store plan om politiske påvirkninger i de forskellige EU-lande, baseret på samfundsmæssige spændinger og vold, hvor de kulturfremmede muslimer skulle stå som de skyldige – som fjender af demokratiet. Hele operationen skulle hemmeligt bane vejen for en genoplivning af den nationalsocialistiske tankegang – nazismen. Det var startet i Danmark…

“Hun var nu blevet mishandlet næsten i en time, først ved slag, spark og så nu denne vandbehandling. … Han var blevet så seksuelt opstemt af mishandlingen, at han simpelthen måtte dyrke sex med Natascha.”

“Da han med et voldsomt knytnæveslag brækkede hendes næse, vidste hun, at hun ikke ville overleve opgøret med ham.”

“Jytte tog ordet igen: ‘Vi mistænker din kæreste for at være hemmelig leder af et nynazistisk parti, og at han står bag adskillige mord og overfald på etnisk fremmede personer.’ Majkens spilede øjnene op, og blev ligbleg i ansigtet: Mord… Peter? Jamen… jeg tror, at I fuldstændig har misforstået det hele. Peter er forsker og et af de emner, som han er specialist i, er netop nazisme og højreradikale. Han arbejder jo lige i øjeblikket for Justitsministeriet.'”

“Hele hendes liv havde været arbejdet i ministeriet… For halvandet år siden havde hun så tilfældigt mødt den flotte Peter van der Hahn ved et selskab. … Han var forsker på DIIS, men havde vanskeligt ved at få adgang til virkelig hemmelige oplysninger om højreekstremister, der var hans hovedemne, og som kunne bringe hans arbejde op på det højeste internationale niveau, Hun var derfor begyndt at kopiere oplysninger fra ministeriets, særligt fra efterretningstjenesten PET, som hun gav videre til ham.”

“I baggrunden bakkede et par PET-medarbejdere hurtigt tilbage gennem den dør, som de lige havde åbnet ind til receptionen. Mark kastede granaten, der ramte gulvet fem meter fra Michael… De store glaspartier ved indgangene knustes med et brag. Barberbladsskarpe og gloende granatsplinter hvirvlede rundt og gennemhullede receptionsskranken, smadrede den store kaffeautomat og sendte en byge af metalsplinter ind i Michaels højre ben. … så hævede han højre arm og råbte: ‘Heil Hitler! Sieg Heil!’ og med en hurtig bevægelse satte han pistolen op til venstre side af hovedet og trykkede af!”

“Selvom de var dygtige til bortforklaringer, havde van der Hahn faktisk svært ved at forestille sig, hvordan de ville forklare, at de havde overladt en del af den overordnede koordinering af indsatsen mod de politiske ekstremister til lederen af en af de allermest radikale højreekstremistiske organisationer!”

“Det var nemlig ikke sådan, at han selv så det som en fiasko, at han var blevet afsløret. … Han vidste naturligvis også, at det ikke ville være nemt at dreje flere generationers naive politiske tankegang med hensyn til den nordiske race- og kulturrenhed i den rigtige retning. … De politisk korrekte stemmer var efter van der Hahns mening selve fundamentet for ødelæggelsen af den ariske kultur. Islamisterne behøvede i virkeligheden ikke gøre andet end at optræde som indbildte ofre, for der ville altid være toneangivende slapsvanse, der stod klar til at give køb på dansk kultur eller traditioner. Blot for at tækkes de fremmede. Han havde dirret af harme, dengang det var kommet frem, at der i nogle almindelige børneinstitutioner pludselig blev serveret halalslagtet kød til alle. Han havde været med til at skubbe den enorme proces i gang, der skulle vende udviklingen i Europa…”

“Walther Rabe ville foreløbig holde meget lav profil og indgå i ODESSA’s hemmelige topledelse, hvor han på grund af sin særlige status og analytiske evner skulle udarbejde nazistisk politisk propaganda – godt camouflere som almindelig vesteuropæisk lede ved islam, der efterhånden fyldte rigtig meget i mange almindelige menneskers bevidsthed. De politiske giftdråber skulle i sig selv være små, men vedvarende. Ved tilstrækkeligt mange gentagelser kunne selv den værste gang vrøvl komme til at fremstå som sandheden.

“Da politiet havde undersøgt gerningsstedet på Lüneburg hede, havde man fundet den plads, hvorfra den ukendte skytte havde beskudt Peter van der Hahn og Michael. Det var der jo ikke noget mærkeligt i, men problemet opstod, da man på standpladsen fandt et lille batteri af den type, der bruges som lysforstærkere i avancerede kikkertsigter. På batteriet stod der Made in Israel! … de var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var en agent fra Mossad, der havde dræbt Peter van der Hahn…”

“Jochen Rauft var den øverste leder af det nazistiske netværk ODESSA. … Dragomir skulle efterlade et lille batteri, som han fik udleveret af Jochen Rauff, der rettede pilen mod Israel.”


Obaidul Karim Khan om racisme: “Volden har jeg kun oplevet fra mennesker, jeg deler hudfarve med.”

En herboende inder påpeger, at han ikke har oplevet voldelig racisme fra hvide danskere, og Dagbladet Informations kommentarspor går til angreb. ‘Han må lide af en eller anden form for falsk bevidsthed’, skriver en Flemming Olsen, og jeg kan ikke afkode, om det er seriøs ment. Skribenten har tidligere ejet ‘Rutens Spille Cafe’, nabo til en række islamiske forretninger.

Læserbrev af Obaidul Karim Khan i Information – Jeg har kun oplevet voldelig racisme fra brune indvandrere som mig selv.

“Som ikkevestlig indvandrer, der efterhånden har boet i Danmark i mange år, har jeg oplevet den brune racisme på egen krop. Personer med samme hudfarve som mig har gentagne gange overfaldet mig og ødelagt min butik i Tingbjerg. Årsagen til volden var, at jeg ikke var deres landsmand.

Alle mennesker er mere eller mindre racister. Racismen er et helt almindeligt menneskeligt instinkt, der er en kombination af frygt og jalousi. Den eksisterer i hele verden.

Blandt danskere er racismen mild og passiv. Men medierne overdriver den, og de venstreorienterede bruger den mod deres politiske modstandere. … Jeg forstår, hvorfor mange danskere er kritiske over for indvandring.

Mange danskere er måske ikke glade for udlændinge, men de er aldrig voldelige. Volden har jeg kun oplevet fra mennesker, jeg deler hudfarve med.

Intet land er frit for racisme. Men det danske samfund er ikke udpræget racistisk. Det er helt naturligt, at danskere vil beskytte deres samfund, og deres kærlighed til Danmark er ikke racistisk, den er patriotisk.

(Ruten 14, Tingbjerg, 2010); Foto: Maps)

Oploadet Kl. 01:32 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer

Venstreradikal propaganda ved ‘Center for uledsagede flygtningebørn’, 28. november 2019

Der findes ingen billige adresser på Frederiksberg, men der er tilsyneladende et såkaldt ‘Center for uledsagede flygtningebørn’ i en eller flere af herskabslejlighederne på Frederiksberg Allé. Byens venstreradikale kender tilsyneladende stedet…

(Skilt ved ‘Center for uledsagede flygtningebørn’, Frederiksbergs Allé, Kbhn., 28. november 2019)

Oploadet Kl. 00:40 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


28. november 2019

Lars Villemoes (1953-2019): “De råbte ‘Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler’. “

Journalist Lars Villemoes døde torsdag i sidste uge, og det må være en passende anledning til at bringe Bent Blüdnikows interview som Berlingske lod trykke i 2007 – Den forhadte budbringer.

“En forårsdag i maj 1994 passerede flere hundrede råbende autonome venstrefløjsaktivister gennem gaden neden for journalist Lars Villemoes’ lejlighed i København.

De råbte ‘Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler’. Nogle af aktivisterne graffitimalede ‘Nazi Dø!’ på hans gadedør og forsøgte at sparke døren ind. Lars kiggede ud ad sit vindue og tænkte sit.

Han havde lige siden sin afdækning af Blekingegadebanden flere år tidligere været en hadefigur for den yderste venstrefløj og var blevet kaldt Mossad-agent og politistikker. Førende talsmænd fra venstrefløjen havde svinet ham til, og i en grundbog for studerende på journalisthøjskolen var han fremhævet som skrækeksempel på, hvad man ikke måtte som journalist. Ja selv journalisternes eget fagblad ‘Journalisten’ havde advaret imod ham og en kollegas afdækning af banden.

… Da banden blev afsløret i 1989, ramte det venstrefløjen som en tordenkile. Kommunismen var på vej til sammenbrud, og nu blev den voldelige del af den danske venstrefløj afsløret gennem arrestationen af Blekingegadebandens medlemmer.

Men der rådede en mærkværdig tavshed over venstrefløjen. Man kunne ikke tro, at en morderisk røverbande, der var født ud af den danske venstrefløj, havde plyndret banker, kidnappet en bankdirektør og myrdet en politimand. I dagene efter arrestationen rådede der forvirring ikke mindst på den gamle modstandsavis Information, der op gennem 1970erne var blevet venstrefløjens samlede talerør. Hvad skulle man gøre? Gå til biddet og skrive om banden eller fortie virkeligheden?

På Information sad rockanmelderen og journalisten Lars Villemoes, der havde bedre indsigt i bandens baggrund end de fleste. Han havde som gymnasieelev i årene 1970-74 været en del af det miljø omkring Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der organiserede tøjindsamling til Afrika. Han var ikke blevet hvervet til gruppen, men havde godt kendskab til de aktivister, der senere skulle blive centrale medlemmer af Blekingegadebanden:

‘Jeg kendte flere medlemmer godt, og havde omgang med Holger Jensen, som var superaktivisten, der allerede på det tidspunkt havde tæt kontakt med PFLP. Men jeg tog opgøret med ham og gruppen, fordi jeg fornemmede, hvor det bar hen. Viljen til vold var allerede klart formuleret, og jeg tog derfor en beslutning om at distancere mig‘.

Mange år senere fandt Informations chefredaktion, som bestod af Lars Hede­­gaard og Peter Wivel, at han var den rigtige til at grave videre i sagen. …

Der var en inderlig modvilje mod afdækningen i store dele af redaktionen. En ret bred del af venstrefløjen havde efter manien i 60erne med Che Guevara fattet kærlighed til den ekstremt voldelige organisation PFLP, og i stedet for Che var det i 70erne plakater med flykapreren Leila Khaled, hvor hun kælede for en maskinpistol, der var kommet op på væggen i studereværelserne. Flirteriet og beundringen for voldsaktioner var fortsat udbredt i dele af den unge venstrefløj i slutningen af 80erne, og tanken om, at kriminalitet i stor stil på venstrefløjen gennem mange år nu blev afsløret, var så uvelkommen hos både unge og ældre, at vi fik mange og meget stærke reaktioner.

Oppositionen på redaktionen var mærkbar, og den blev styrket af, at det begyndte at vælte ind med læserbreve efter min første artikel, der hed ‘Fighterne og de nyttige idioter’. Fighterne var PFLP og Blekingegadebanden, og de nyttige idioter var hele den bredere kødrand af naive sympatisører, som PFLP nød godt af.’

Som sagt gik det ikke stille af. En autonom gruppe hængte plakater op i byen, hvor Lars Hedegaard og Lars Villemoes blev hængt ud som ‘politistikkere’. Læserbrevssiden fyldtes med rasende indlæg, og Lars Villemoes mødte personligt vreden og bitterheden ude i byen.

… Lars Villemoes mærkede lugten i bageriet og søgte over til Weekendavisen, hvor han i de følgende år skrev videre om retssagen mod Blekingegadebanden og om bandens fanskare i det autonome miljø i Købehavn. …

Mens bandens medlemmer og dens medløbere fik job og flotte karrierer blev Lars Villemoes længe udsat for hetz i journalistkredse og på venstrefløjen. Journalist Niels Rohleder, der havde ført an i hetzen mod Villemoes på Information, skrev en roman til en Gyldendal-konkurrence om den bedste ungdomsroman. Romanens grundtone var sympatisk over for ‘idealismen’ hos de venstreradikale, og en fiktiv person med let genkendelige træk fra Lars Villemoes blev beskrevet som usympatisk. Rohleder vandt 1. prisen.

Lars Villemoes siger i dag: ‘Man fik aldrig gjort op med voldsfilosofien på venstrefløjen, så voldsromantikken fortsatte. … Den dag i dag er det reelle opgør med brugen af vold og hærværk ikke taget på venstrefløjen, og det er en af årsagerne til, at f.eks. Ungdomshusets voldsudøvere og deres forældre ikke har forstået den afgrund, de står ved.’

Man giver ikke Cavlingpriser på efterbevilling, selvom Villemoes selvfølgelig burde have haft en. Men nu har han i det mindste fået æren tilbage med Peter Øvig Knudsens bog.”



27. november 2019

Tony Blair advarer mod Jeremy Corbyn: Labour er styret af en revolutionær ‘Marxistisk-Leninistisk fløj’

Om to uger er der valg i England, hvor dele af parlamentet stadig arbejder for at blive i EU, trods en tabt folkeafstemning. Labours Jeremy Corbyn kan næppe slå Boris Johnson, for ligesom ‘The Squad’-Demokraterne i USA, så er han et godt stykke til venstre for befolkningen som helhed. Tidligere Labour-PM Tony Blair har også fået nok. Fra Reuters – Britain is a dangerous mess, former PM Blair says.

“Britain is holding an election three years ahead of schedule because parliament was deadlocked over Brexit, unable to agree on how or even whether to leave the European Union. …

Blair, Labour prime minister from 1997 to 2007, said both major parties were peddling fantasies, adding that if the opinion polls were accurate, Johnson’s party looked likely to win a majority.

Blair, the only Labour leader to win three elections, said his party was now controlled by its ‘Marxist-Leninist wing’ and that its leader Jeremy Corbyn was promising a revolution.

‘The problem with revolutions is never how they begin but how they end,’ said Blair. ‘The problem with revolutions is that they always end badly.’

‘The truth is: the public aren’t convinced either main party deserves to win this election outright.'”

(Tony Blair, Reuters Newsmaker event, 25. November 2019)

Oploadet Kl. 11:39 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer

Holdt om sin voldtægtsmand: “… bare et slags menneske, jeg ikke havde stiftet bekendtskab med før”

Antiracisme er gaven der bliver ved med at give, og det fungerer på individplan, på velfærdsstatslig niveau, og mellem civilisationer. Jeg har tidligere blogget om Jacob Holdts anale voldtægt, men her er citatet fra første bind af hans erindringer ‘Om at sige ja’ (2019).

“… Sådan startede jeg den første rigtige rejsedag i Amerika med at beslutte, at jeg burde gå tilbage til den sorte fyr, der først havde inviteret mig, skønt jeg egentlig ikke havde fundet ham særlig interessant og havde meget mere lyst til at bo hos nogle af de skønne hvide hippiepiger, jeg havde mødt i løbet af dagen.

Da jeg havde fornemmet, at vi ikke ville have meget at snakke om – matematikstuderende som han jo var og boende i et lille, trangt kollegieværelse – trak jeg det ud, så længe jeg kunne, uden at krænke hans gæstfrihed. Jeg tror, at den var hen ad 23, da jeg ringede på. Han så overrasket, men glad ud, og heldigvis slap jeg for at snakke matematik med ham, for efter lidt høflighedssnak lod han mig få sin enkeltseng i det lille værelse, mens han sad med ryggen til ved sit skrivebord og skrev videre på sin store opgave.

Som jeg husker det, faldt jeg hurtigt i søvn på maven, som jeg ynder det først på natten. Jeg har ingen anelse om, hvor lang tid der var gået, men pludselig vågnede jeg med et skrig ved, at noget blev boret ind i min endetarm. ‘bare rolig,’ sagde han, mens han lå på ryggen af mig, ‘vi bruger bare lidt vaseline, så kører det hele som smurt.’

Så tog han hurtigt -mens han stadig holdt mig nede – noget fra de små flasker, der stod på natbordet, og mindede om det, min mor havde smurt på termometret, inden hun skubbede det op samme vej i barndommen. Dog havde dette været langt tyndere og langt mere behageligt. Mere husker jeg ikke konkret, ud over at jeg protesterede, dog ikke voldeligt. Det blev ved med at gøre frygtelig ondt, men jeg skammede mig lidt over at skrige og tænkte, at ‘nu må du prøve at tage det som en mand’. Tankerne for igennem mig, om jeg skulle forsøge at flygte, men det var jo for sent på natten, og mange havde advaret mig mod kriminaliteten i området, så jeg havde ikke lyst til at opgive min ‘trygge’ seng.

Jeg er ret sikker på, at jeg indtil da ikke havde gjort mig nogen forestillinger om, at sådan gjorde bøsser, blot at de nok bare suttede den af på hinanden eller noget andet, som føltes godt. Ikke at de var ude på at skade hinanden med så store våben, som han åbenbart brugte. Da jeg endte med at konkludere, at han nok var en slags bøsse og ikke en voldsmand, husker jeg også, at jeg tænkte, at så var han vel bare et slags menneske, jeg ikke havde stiftet bekendtskab med før. Og så måtte jeg jo som rejsende prøve at få det bedst mulige ud af det ved at åbne op for ham – hvilket jeg så forsøgte at gøre frem for at knibe ballerne sammen. Jeg husker dog også, at jeg selv i denne situation havde skyldfølelse…”

(Jakob Holdt satte ord på sin taknemmelighed i Radio24syv, 2019)

Oploadet Kl. 11:09 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer

Den ideologiske tolerance er mindst “… blandt vælgere, der identificerer sig med partierne i rød blok”

Undersøgelsen ‘Affektiv Polarisering i Danmark’ bekræfter et velkendt fænomen, der i sagens natur ikke nemt lader sig verificere statistisk.Tre forskere fra Københavns Universitet har undersøgt hvorledes danskere har det med at få en nabo med modsatrettede holdninger, og konklusionen er klar: Folk der stemmer Alternativet, Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre er mindst tolerante. Socialdemokraterne og DF følger gennemsnittet, hvorimod højrefløjen inkl. Nye Borgerlige er mest tolerant. Lignende tendenser ses i USA (Pew). Se evt. adjunkt Frederik Hjorth diskutere fundene i mandagens Deadline.

“I Figur 1 ses resultatet af listeeksperimenterne angående social distance til politiske modstandere i Danmark. I panelet til venstre med de overordnede resultater ses klare tegn på markant social distance til politiske modstandere, uanset om det drejer sig om en person, som man er ideologisk uenig med, eller om en person, der er medlem af et parti, der ligger langt fra ens eget parti.

Resultaterne indikerer, at en væsentlig del af danskerne – cirka en fjerdedel – ikke vil bryde sig om en politisk modstander som nabo. Konfidensintervallerne viser, at andelen er estimeret rimeligt præcist og er signifikant større end nul.

I panelet til højre har vi splittet respondenterne op på deres politiske orientering (mindre partier er slået sammen for at undgå for små grupper og deraf følgende usikkerhed). Også her er resultaterne parallelle, hvad enten vi ser på ideologisk eller partipolitisk afstand (undtagelsen er Venstrevælgere, for hvem den partipolitiske afstand synes mere udtalt). Den statistiske usikkerhed er relativt stor som følge af opsplitningen på de enkelte partigrupper, hvorfor forskellene mellem de disse bør tolkes varsomt. Når det er sagt, indikerer resultaterne interessante forskelle mellem grupperne.

Den sociale distance – både hvad angår partitilhørsforhold og ideologisk orientering – er mindst og tæt på 0 hos vælgere, der støtter Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige (‘Øvrig blå blok’) samt Venstre (for ideologiske modstandere), mens den er størst blandt tilhængerne af partier fra Alternativet, Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre. Vælgere, der støtter Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, ligger tæt på det overordnede gennemsnit på 25 pct. Der er altså visse indikationer på, at den sociale distance er mest konsistent blandt vælgere, der identificerer sig med partierne i rød blok. Ikke desto mindre er det også tydeligt, at den sociale distance ikke er begrænset til rød blok. Og det er måske endnu mere tankevækkende, at modviljen også er at finde blandt mange vælgere, der støtter partier på den politiske midte. Kort sagt viser resultaterne, at affektiv politisk polarisering – målt som social distance i form af naboskab – er udbredt i Danmark.” (s. 36f)

(Hjorth et al, Affektiv Polarisering i Danmark, Københavns Universitet, 2019)

“Mere generelt kan social distance – og dermed mindsket (lyst til) interaktion med mennesker, man er politisk uenig med – potentielt have vidtrækkende konsekvenser. Fravalg og dermed fravær af eksponering for politiske modstandere kan muligvis skabe mindre forståelse for andre gruppers synspunkter, udfordringer og behov. Det kan anspore vælgerne til i højere grad at stemme på politiske partier, der advokerer for deres egne partikulære interesser og eventuelt mere drastiske ændringer i den måde, samfundets værdier fordeles på.” (s. 39)



26. november 2019

Venstreradikale intimiderer, og det bør dokumenteres: Stram Kurs-medlemmer ‘forfulgt’ efter kongres

Jeg har skrevet det tidligere, men gentager gerne opfordringen. Tag billeder af venstreradikale moddemonstranter, når de forsøger at intimidere højrefløjen væk fra det offentlige rum. Selvom det kan virke omsonst i situationen, så kan selv middelmådige mobilfotos bruges ved senere identifikation og evt. retsforfølgelse. Herunder tre tilsendte billeder taget i forbindelse med lørdagens Stram Kurs-kongres på Christiansborg.

“Efter rigskongressen blev undertegnede og tre andre medlemmer af Stram Kurs filmet og forfulgt, da vi gik fra Christiansborg, af en junkielignende videofotograf fra KaosTV og en skægget retorikstuderende fra RUC. Den kedelige duo stalkede os igennem den københavnske Metro. Men det lykkedes heldigvis at sætte de to af, da vi steg af metroen på Frederiksberg.

Stram Kurs er ikke kun historien om, at et parti, der var et .ussehår fra at komme i folketinget, på muligvis grundlovsstridig baggrund fik forbud af politiet mod at afholde sit årsmøde grundet sikkerhedssituationen. Det er også historien om et parti, hvor noget så lidt sindsoprivende som fællesspisning efter et årsmøde, foregår på den møde, at man først en time før får tilsendt adressen på den restaurant, hvor man skal spise, så politiske hooligans fra venstrefløjen og importerede kriminelle ikke får mulighed for at ødelægge hyggeligt samvær og den gode appetit.” (Uwe Max Jensen, 25. november 2019)

Oploadet Kl. 01:38 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper