Der er de senere uger skrevet en masse fornuftigt om den yderste venstrefløj. Henrik Ræder Clausens Antifa styrker kontrollen med Nørrebro er desværre kun tilgængelig via betalingsadgang, men Dispatch International har lagt Henrik Madsens detaljemættede Redox/AFA havde egen efterretningstjeneste og tæskehold online på dansk i fuld længde.

Herunder lidt fra historiker Niels Jespersens kommentar i Information – Enhedslistens demokratiske problem.

“Det, der foregik 1. maj i Fælledparken foran den store scene, var ikke nogen folkelig protest mod regeringens politik. Det var en nøje planlagt aktion fra de samme bølleagtige autonome, der evig og altid ødelægger venstrefløjens arrangementer. Det er dem, der smadrer bankfacader til klimademonstrationer; det er dem, der starter slagsmål med politiet til antinazistiske marcher, og det var dem, der ødelagde Frank Jensens (S) og Annette Vilhelmsens (SF) taler med larm, vold, røgbomber, megafoner, kasteskyts og den hadske stemning, vi var mange, der oplevede. …

Det er fint at pifte og buhe af en taler, men det, de autonome bøller lavede i Fælledparken, var mødeterror af den samme kaliber, som kommunisterne har praktiseret siden Weimarrepublikken.

Det er efterhånden klart, at balladen var planlagt og udført af aktivister fra Antifascistisk Aktion (AFA) og anarkister fra Libertære Socialister (LS) sammen med deltagere fra Enhedslistens ungdomsorganisation, SUF. Problemet med de organisationer er, at de ikke står til regnskab for nogen. De definerer, hvad der er ægte socialistisk politik; de definerer, hvilke metoder der må tages i brug, og hvornår. På den måde tilraner de sig retten til at afgøre, hvem der må tale i Fælledparken, hvem der er de sande arbejdere, og hvem der er klasseforrædere og fjender, fordi de lytter til taler, bøllerne ikke bryder sig om.

De kæmper for en hellig sag i en hellig kamp med en overbevisning, der retfærdiggør, at man tager midler i brug, andre demokratiske organisationer aldrig kunne drømme om. De kalder sig antifascister, men deres metoder ligner, ja, fascisternes.

Der er i vores samfund nogle mennesker og institutioner, der har ret til at udøve magt. Fælles for dem er, at de står til regnskab for deres handlinger og skal følge regler, der forvaltes af uvildige personer og instanser. … Det er omvendt med AFA, LS og deres kumpaner. De stiller ikke op til valg og har intet mandat fra de arbejdere, de hævder at handle på vegne af. …

Det kan virke urimeligt, at Enhedslisten skal stå til regnskab og afkræves afstandtagen, når partiet ikke var med til at arrangere balladen, men Enhedslisten repræsenter en politisk tradition, der altid har været en sikker havn for antidemokratiske kræfter. Problemet med Enhedslisten er, at det ikke er tydeligt, hvor demokraterne stopper, og hvor bøllerne og deres talsmænd begynder. …

Flirten med vold er farlig, og når først politiske modstandere er legitime mål for korporlige aktioner, er det ikke svært at retfærdiggøre de ubehagelige oplevelser, almindelige mennesker må udsættes for. Igen og igen skal vi høre på, hvordan regeringen med sin asociale politik og borgerlige klassekamp selv er skyld i, hvad der skete den 1. maj. Men det er bekvem ansvarsfralæggelse fra de antidemokratiske bøller, der udøvede mødeterror og kalder det en demokratisk ret. Det har intet med demokrati at gøre og alting at gøre med en gruppe, der altid har hadet det etablerede politiske system. Det gjorde de i 30’erne. De gjorde de under Den Kolde Krig… og det gør de også i dag.

Enhedslisten kan vedtage nok så mange resolutioner, der prædiker frihed og demokrati og Rosa Luxemburg-citater, men når det bliver konkret, ormer man sig uden om at sige tingene, som de er, og sætte ansigt på bøllerne. For når ugen er omme, er det de samme bøller, de ledende Enhedslistemedlemmer sidder og drikker øl med på et tilrøget Nørrebro-værtshus. Det er dem, de driver nyhedssider med. Det er dem, de arrangerer politiske fester og demonstrationer sammen med. Det er dem, der er med i deres ungdomsorganisation, og det er dem, de sidder i bus sammen med, når de skal til Jylland til demonstration.”

Man kan altid diskutere om politisk vold er terror, men at Antifascistisk Aktion (AFA) virker ved vold, og medlemmerne ikke blot er ‘venstrefløjsaktivister’, er udenfor enhver tvivl. At kalde det velplanlagte overfald på Nørreport Bodega for et ‘sammenstød’ er absurd, og det gør det selvfølgelig kun værre, når overfaldsmændene kaldes ‘venstrefløjsaktivister’ og ofrene ‘højreradikale’. Fra BT – Dropper terrortiltale mod syv unge venstrefløjs-aktivister. Den ene af de syv sigtede, var ifølge uafhængige kilder, også en del af Brandstifterbanden.

“Syv unge mennesker med tilknytning til Antifascistisk Aktion (AFA) på den yderste venstrefløj bliver ikke tiltalt for terror af rigsadvokaten. … Det har Rigsadvokaten besluttet efter at have behandlet sagen i en længere periode. Det erfarer BT.

Sagen begyndte i februar 2010, da PET og det lokale politi anholdt en dengang 23-årig mand… PET havde i længere tid fulgt den anholdte og så også med, da manden sammen med en håndfuld andre unge i oktober 2009 stødte sammen med en nu 42-årig mand og tidligere aktiv i den højreradikale gruppe Danmarks Nationale Front (DNF) samt et par af dennes kammerater på Nørreport Bodega. Et sammenstød som de unge nu er anklaget for hård vold for.

Samme dag som den dengang 23-årige blev anholdt foran Jonni Hansens hus, fandt politiet i en lejlighed i Fredericia en server med en stor mængde oplysninger om folk på højrefløjen. …

Selvom terrortiltalen frafalder, bliver den nu 26-årige mand, der ifølge BTs kilder, betegnes som uformel leder af AFA, og de seks øvrige, dog hver især stadig anklaget for en eller flere af følgende forhold: vold, våbenbesiddelse, hacking og en hærværkssag fra 2008. Fire for vold, fire for hacking og to for en tidligere hærværkssag – samt altså våbenbessidelse for den 26-årige.“

Flere detaljer på Anklagemyndigheden.dk.

“De tiltalte er ifølge anklageskriftet personer med tilknytning til researchkollektivet Redox, der i knap fire år frem til begyndelsen af 2010 har hacket sig til passwords, e-mail korrespondancer og referater vedrørende ikke under 6000 personer, foreninger mv. fortrinsvis med tilknytning til den politiske højrefløj. Oplysningerne om personer, foreninger og grupperinger på højrefløjen er blevet opført i et register og delt på en computerserver. Det oplyser statsadvokat Lise-Lotte Nilas.

”Dette er en alvorlig sag, fordi den handler om systematisk overvågning og registrering af en masse mennesker – alene ud fra deres politiske tilhørsforhold. Desuden er de indsamlede oplysninger tilsyneladende i enkelte tilfælde blevet brugt til at udpege ofre for overfald og hærværk,” siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas.”

Orientering på P1 bragte i fredags et 9 minutter langt indslag om Produktionsselskabet Opbruds nye film om højreradikal vold i Århus. Der mangler nogle kritiske spørgsmål til bagmændene om deres forhold til Redox og AFA samt deres eventuelle rolle i den kommende retsag, men alene det at Tom Carstensen går journalistisk til emnet, gør ham automatisk til en af de bedre. Fra Venstreradikale laver film om højreradikal vold

Karen Hjulmand, P1-Vært: En ny dokumentarfilm om den racistiske hooligangruppe White Pride sætter fokus på den politiske vold i Århus. Orientering har fået lov til at se filmen inden den får premiere i morgen. Filmen er en gennemgang af de mange overfald begået af højreradikale i Århus, de seneste ti år. Men filmen er lavet af en gruppe med klare tilknytninger til det venstreradikale miljø. Tom Carstensen, med speciale i højre- og venstreradikale grupper vurderer at filmen derfor på nogle måder er problematisk fordi den bliver noget enøjet. Han fortæller her.

Tom Carstensen, P1: Århus har i mange år haft problemer med politisk vold. Byen har i forhold til København og andre større danske byer markant større mængde folk der tilhører den yderste højrefløj. Dele af den gruppe og elementer på den radikale venstrefløj har i årevis bekriget hinanden på ord og handling, med højrefløjen som dem der står bag flest overfald.

En ny film lavet af Produktionsselskabet Opbrud med tilknytning til den yderste venstrefløj sætter fokus på den del af volden der kommer fra det højreradikale miljø. … Filmen fokuserer på en række aktivister fra den yderste venstrefløj, der har oplevet vold fra højreradikale, primært fra gruppen White Pride. Det er en dobbeltgruppe forstået på den måde, at det er både en hooligangruppe som slås til fodbold og følger AGF, og en politisk gruppe som kæmper en politisk kamp med voldelige midler. Folkene bag filmen siger at filmens formål er at skildre konsekvenserne for de venstreradikale, der er blevet overfaldet. Flere er mærket af hændelserne og nogle er flyttet ud af byen. …

At White Pride er voldsberedte er ingen hemmelighed, de nægter det ikke engang. Orientering har flere gange talt med medlemmer af gruppen, og var med for nogle år siden da de gik på jagt efter venstreradikale i Århus’ gader efter en anti-White Pride-demonstration i byen tidligere på dagen. …

White Pride har ikke ønsket at medvirke i dette indslag, fordi producenterne af dokumentarfilmen tilhører den yderste venstrefløj, man betragter det derfor, som en del af det der i mange medier er blevet omtalt som en fløjkrig mellem højre og venstre i Århus. Et ordvalg venstrefløjen ikke bryder sig om, fordi de fleste fysiske angreb kommer fra højrefløjen. Men White Pride fortalte til Orientering, at der altså også var angreb den anden vej. …

At højrefløjen de seneste år har været mest aktigve og hyppige når det kommer til politisk vold er ingen hemmelighed. Men når man ser filmen sidder man dog tilbage med fornemmelsen af, at det venstreradikale miljø i Århus ikke har stået bag nogle overfald eller politiske angreb, og fremstillingen kan virke noget ensidigt. For politiet har flere gange bekræftet, at der også har foregået angreb den anden vej. …

Et eksempel på en fremstilling der kan virke noget ensidigt, er da filmen viser glip fra da Danish Defence League i marts sidste år. Her viser man billeder af et par Defence League-deltagere der råber, og nogle der kastede et par ting. Men man undlader helt at fortælle, at ud af de 89 anholdelser der var den dag, var kun to af de anholdte fra Defence League-demonstrationen, resten af de anholdte havde tilknytning til det venstreradikale miljø eller var unge med indvandrerbaggrund. Og de tre folk bag filmen har som sagt også tilknytning til det venstreradikale miljø, og det indrømmer de også gerne. En af dem er Rasmus Preston.

Rasmus Preston, Projekt Antifa: Århus har et problem, som består i, at der er en organiseret gruppe på højrefløjen, som begår overfald på deres meningsmodstandere.

(Rasmus Preston blandt voldelige venstreradikale under filmoptagelser; Århus, 31. marts 2012)

Tom Carstensen: Filmen kan ses som en del af den informationskrig der foregår mellem det yderste højre og det yderste venstre i Danmark. Det er en krig foregår med blandt andet registringer af politiske modstandere og hacking. I disse dage overvejer Rigsadvokaten om syv mennesker med tilknytning til Antifascistisk Aktion, en voldsberedt gruppe på den radikale venstrefløj, skal tiltales efter den milde terrorparagraf, for at være med i en sammenslutning der har til hensigt ved magtanvendelse, at udøve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelser af samfundsordenen, som det hedder. Det skrev Politiken for nogle dage siden.

Myndighederne har længe været opmærksom på den kamp der foregår mellem højre- og venstrefløjen. Det har blandt andet kostet en lukning af hjemmesiden Redox, der overvåger højrefløjen. Datatilsynet lukkede hjemmesiden fordi tilsynet efter Redox gik til Politiken, der bragte en række historier om det højreorienterede netværk ORG i 2011, fandt at en række af de rapporter der lå på Redox’ hjemmeside overtrådte loven. En af hovedkilderne i filmen ‘Det mørke Århus – Når politik har en pris’, er talsmand for Redox. Den informationsjagt og jagt efter oplysninger om politiske modstandere har flere gange kostet anholdelser og sigtelser for lovovertrædelser. Politiet konfiskerede i 2010 fra venstreradikale, computere med informationer som bankoplysninger, skolegang, navne på familier, ja selv mailkorrespondancer, på folk på højrefløjen. I alt 3.000 mennesker var registrerede.

Filmen hænger ikke folk ud med navn, men billeder af folk med tilknytning til højrefløjsmiljøet bruges flittigt. Et normalt redskab i registreringskampen mellem højre og venstre, og at filmen er en del af denne kamp, og i hvert fald ses som sådan af højrefløjen, blev tydeliggjort da mailboksen bipper under produktionen af dette indslag. Folk med tilknytning til højrefløjen har nu lavet et langt dokument, der med navne og billeder viser hvem folkene bag filmen er, og hvilke grupper på den radikale venstrefløj de tilhører. En af dem der er i dokumentet er Rasmus Preston. Han ser ikke noget problem med, at man fremstiller problemerne i Århus udelukkende set med venstrefløjens briller, og kalder det en dokumentarfilm.

Rasmus Preston: Ja altså, vi er fra flere sider blevet beskyldt for at det et stykke propaganda-arbejde, men jeg synes, at det er en dokumentarfilm som viser det her problem i Århus på en god og sand måde, og så må det være op til folk selv at dømme.

Tom Carstensen: Ser du den som en del af den informationskonflikt, den dokumentationskrig der har kørt mellem højre- og venstrefløjen, som jo stadig kører.

Rasmus Preston: Vi står åbent frem med den her film, og vi har ikke noget imod at fortælle hvem vi er, og hvad vi står for. Det er klart at vi tilhører venstrefløjen, og på den måde også har en interesse i ligesom at afdække det her, men jeg synes vi gør det på en retfærdig måde overfor det materiale vi har, og på de begivenheder der har været. Og så kan man kalde det informationskrig eller hvad man vil.

Tom Carstensen: I Jeres film der hænger I ikke folk ud med navne, men der er masser af billeder af folk der er uslørede, er det ikke et problem, når de ikke har mulighed for at tage til genmæle. Der kan jo være nogen imellem der mener at de ikke burde være i de billeder?

Rasmus Preston: Det er selvfølgelig altid en afvejning af, om forskellige faktorer, men vi mener det er retfærdiggjort ved at vi har fået de her billeder fra Researchkollektivet Redox, som har dokumenteret overfor os og også overfor andre tidligere – For eksempel i Århus 2008-rapporten, at de folk der optræder på billederne er en del af det voldelige højrefløjs miljø, og der mener vi at det i en dokumentationssammenhæng er det i orden at bringe de her billeder.

Karen Hjulmand: Redox som billederne kommer fra, er altså som nævnt i indslaget, det researchkollektiv, der både har fået lukket sin hjemmeside af Datatilsynet, og hvor folk med tilknytning til kollektivet har fået konfiskeret IT-udstyr. Det var Tom Carstensen der har lavede indslaget. Filmen har premiere i Århus i morgen, hvor fagforeningen FOA lægger lokaler til.

På Facebookgruppen for Produktionskollektivet Opbrud (Projekt Antifa), fortælles det, at “Simon Bünger fra Researchkollektivet Redox” indgår i en kommende dokumentarfilm fra gruppen. At Simon Bünger Paulsen, der tidligere blandt andet gik under navne som ‘Bomberman’ og ‘BomberQueer’, står frem som en del af terrorsigtede Redox, kommer ikke som en overraskelse.

“Make a Smash-hit, Kill a Fascist” (‘Bomberman’ på Anarcho Forum, 8. juli 2006)

Da han i 2010 tog billeder af publikum til et foredrag med Morten Uhrskov i Århus, endte billederne på Projektantifa.dk og Modkraft.dk, og i forbindelse med en af de verserende terrorsager, så kom det sidste år frem, at der var et “personsammenfald mellem Redox og den radikale venstrefløjsorganisation Antifascistisk Aktion”. Forskellige kasketter, samme revolutionære knytnæve.

Ligesom Rasmus Preston (der forleden stod frem som talsmand for Projekt Antifa), så stammer Simon Bünger Paulsen fra Svendborg, hvor de tilbage i 2007-08 ledede Svendborg Ungdomsråd. I en artikel i Fyens Stiftstidende afviste de dog, at rådet var specielt venstreorienteret. “Vi er et politisk neutralt råd. Vi vil gerne… skabe kultur for alle unge uanset hvilket politisk tilhørsforhold”. Skattefinansieret kultur for alle, lidt ala Jagtvej 69.

(Møde i Svendborg Ungdomsråd, marts 2007; Myspace)

Redox-fotografen har de senere år været her der og alle vegne. Da det svenske Trykkefrihedsselskab blev etableret i foråret, var han på gaden for at fotografere, og han var også i Malmø i lørdags for at fotografere publikum til arrangementet med Geert Wilders. Her ses han lidet diskret i et tv-indslag på Skånska Dagbladet.

(Simon Bünger Paulsen i Malmø, 27. oktober 2012; Skanskan.se)

Flere har spekuleret over hvem der stod bag Projekt Antifa (PA), der opstod sommeren 2009, få måneder før AFA-leder Martin Lindblom døde af kræft. Det stod dog hurtigt klart, at PA var det nye AFA – Antifascistisk Aktion post-Martin Lindblom.

“Helt op til sin død var Martin en nær ven og samarbejdspartner for os i Antifascistisk Aktion.” (Projekt Antifa-nekrolog, 23. november 2009)

Den hidtil største mobilisering i PA-regi fandt sted den 8. august sidste år, da en større gruppe autonome forsøgte at stoppe et DNSB-arrangement i Greve, og i mangel af bedre konfronterede politiet. Twack-tv var på gaden og forevigede seancen for PA, hvis fotograf blandt andet sås i et afsnit af kriminalmagasinet Krimi5.

(PA-fotograf med blå rygsæk, Greve, 8. august 2011)

Twack-tv har aldrig været andet end Projekt Antifa, og helt det samme med Produktionskollektivet Opbrud, der producerede en film om ‘Søllerødgadebomben’, og offentliggjorde den på 20-årsdagen i marts. I kolofonen stod bagmændene frem – det være sig kendte venstreradikale, såsom Andreas Rasmussen (terrorsigtet, Redox/AFA), Charles Krautwald (terrorsympatisør, tidl. SUF, IF-skribent) og den mere ukendte Rasmus Emil Preston Rasmussen. Sidstnævnte havde kun gjort sig bemærket i det sydfynske i et tvær-politisk ungdomsråd.

(Rasmus Preston, formand for Svendborg Ungdomsråd, 2008-2009)

I forbindelse med Århus2012-konferencen i sidste måned fandt PA det nødvendigt, at have en mere offentlig profil, og her kunne man ikke overraskende se Rasmus Preston stå frem som talsmand.

(Rasmus Preston, talsmand for Projekt Antifa, august 2012; Vimeo)

Herunder et par billeder af Rasmus Preston, da han var han var i Århus i forbindelse med den store ‘mangfoldighedsdemo’ den 31. marts i år, og sidst på eftermiddag endte i Mølleparken sammen med ophidsede muslimer og maskerede venstreradikale.

(Hængende i lygtepæl – over mangfoldige røde bannere)

“Åbenheden er en utrolig vigtig del af den antifascistiske kamp, såvel som den generelle politiske kamp for et frit socialistisk samfund. Når folk ser åbenhed føler de sig også mere inviterede til at deltage og selv blive aktive. F.eks. har uniformeringen, som tit bliver manifestationen af ønsket om at være anonym, mange negative konsekvenser. Dette er på trods af, at uniformering kan være en fornuftig strategi. … Det forhindrer os… i at opbygge den folkelige modstand, der er nødvendig for at holde fascismen nede!

Opdelingen i ekstremistiske højre- og venstreorienterede bøller, der er lige gode om det, falder til jorden, når folk selv kan se at det ikke passer. Den øgede opmærksomhed, som er et følge af åbenheden, gør det muligt at udpege forskellene. At antifascisme er selvforsvar og at fascisme er organiseret vold og terror.” (Rasmus Preston på Projektantifa.dk, 8. oktober 2012

(Yderst t/højre – da autonome forsøgte at angribe Defence League’rnes demonstration)

Blandt ‘Anbefalere‘ til Antifascistisk Aktions seneste topmøde i Århus var Enhedslisten-København. Lidt af et paradoks, når nu Enhedslisten officielt undsiger politisk vold. Herunder et par interessante citater fra Enhedslisten-Københavns mødereferater, der kraftigt indikerer, at der ikke er langt fra Enhedslisten til erklærede militante Antifascistisk Aktion og terrorsigtede Redox. Det hører i øvrigt med til historien, at et af bestyrelsesmedlemmerne er dybt involveret i organisationerne.

(Enhedslisten-København, Referat, 4. oktober 2011; pdf, s. 1)

Økonomisk støtte til Redox: Karina Vestergaard Madsen, Lars H. Nielsen, Magnus Udbjørg, Dorthe Sørensen, Lars Hansen, Adam Johansen, Jesper Valentin og Gunna Starck.

(Enhedslisten-København, Generalforsamling, 24. marts 2012; Pdf, s. 7)

Økonomisk støtte til Redox, Koo-udvalget: Karina Vestergaard Madsen, Jesper Valentin og Adam Johansen.
Økonomisk støtte til Antifascistisk Aktion: Vedtaget ved navneopråb.

Fra Årsmøde-udgivelsen, maj 2012.

“I de sidste uger af valgkampen blev der i flere medier forsøgt sået tvivl om Enhedslistens holdninger til vold og til voldelige organisationer i Danmark. I en række artikler blev det påstået, at nogle af Enhedslistens lokalafdelinger angiveligt havde lånt Enhedslistens lokaler ud til antiracistiske organisationer som accepterer og deltager i voldelige angreb på politiske modstandere. I andre artikler fremkom beskyldninger om et lignende samarbejde mellem SUF og voldelige antiracistiske organisationer. Valgkampsledelsen imødegik beskyldningerne og slog ved flere lejligheder fast, at Enhedslisten er skarpe modstandere af anvendelse af vold mod politiske modstandere i Danmark, og at det strider mod Enhedslistens politik og værdier, at samarbejde med organisationer som accepterer eller anvender vold mod politiske modstandere i Danmark. Efterfølgende skrev forretningsudvalget et brev til alle lokalafdelinger, og klargjorde Enhedslistens politik, og opfordrede dem til at være mere opmærksomme på, hvem der lånte partiafdelingernes lokaler.” (Enhedslistens 23. årsmøde, maj 2012; pdf, s. 8)

En lignende udvikling fandt sted indenfor den danske Islamforskning. Kulturmarxisterne afviste forbindelsen mellem de religiøse kilder og senere udvikling, og satte filologer og historikere i skammekrogen med beskyldninger om ‘kultur-racisme’. Kronik af Helmuth Nyborg i Jyllands-Posten – Gå til akademisk modangreb.

“Venstreorienterede tæskehold har længe misbrugt Aarhus Universitet og medierne. Nu er det Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredeligheds tur. Fire af fem uredelighedssager, indbragt for ”Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed” (UVVU), næres af personlige, ikke videnskabelige motiver. …

For år tilbage anklagede daværende institutleder, professor Jens Mammen, og lektor Morten Kjeldgaard, Aarhus Universitet, således undertegnede for højreekstremisme i bladet Forskerforum. Denne fabrikerede anklage fik Harder, dengang medlem af UVVU, til at erklære, at jeg åbent burde have fortalt UVVU om mine højreekstremistiske tilhørsforhold før udvalget afgjorde kønsforskelssagen. Så havde sagen måske fået en anden udgang, sagde Harder. Hans forslag etablerer således en direkte forbindelse mellem UVVU’s sagsbehandling og alskens idiotiske anklager i pressen.

Forskning i gruppeforskelle i intelligens og personlighed øger risikoen for, at usaglig personhetz kan omforme UVVU til et nyttigt redskab i det største kollektive akademiske bedrag nogensinde. Bedraget kommer sig af, at udforskning af gruppeforskelle i IQ og personlighed længe har penduleret mellem to teorier:

- Mennesket skabes af samfundet (venstreorienteret kulturrelativisme) og

- mennesket påvirkes både af gener og miljø (adfærdsgenetik).

Denne værdikamp har fået en række ledende venstreorienterede kulturrelativister til at oprette akademiske tæskehold, der systematisk forfølger adfærdsgenetikere. …

Tæskeholdene viger ikke tilbage fra personoverfald, blokering af forelæsninger, systematisk misinformation af medierne og afskedigelse af anderledes tænkende. … Det er lykkedes venstreorienterede at infiltrere universiteterne i Danmark gennem store ansættelsesbølger i 1960-1970’erne. … deres tæskehold viger ikke tilbage fra personhetz, løgne og fordrejninger.

En typisk brandslukker er lektor Morten Kjeldgaard fra Aarhus Universitet. Han debuterede som tæsker, efter at undertegnende i 1997 havde arrangeret en stor, åben, international videnskabelig kongres for ”The Society for the Study of Individual Differences” i Aarhus. I en af sine mere elskværdige passager fastslår han bl.a., at de internationale højt profilerede deltagerne blot er Nyborgs kumpaner, der er »… tilhængere af racehygiejne, en ekstremistisk samfundspolitisk dagsorden, der havde sin storhedstid i Hitlers Tredje Rige« og foretager sig værre ting, end det der skete i Hitler-tidens værste perioder.

Kjeldgaards hadeside (www.eugenik.dk) – vist enestående i dansk universitetshistorie – opdateres jævnligt med løgne og venstreorienteret spin mod intelligensforskning og eugenik. Kjeldgaard linker naturligt til den venstreekstremistiske bevægelse Redox og dens ulovlige billeder og underholder jævnligt pressen med påstande om, at jeg har bedraget Københavns Universitet for større beløb…

En anden prominent tæskekarl er gammelkommunisten professor, dr.phil. Jens Mammen, også Aarhus Universitet. Som institutleder misbrugte han sit embede til at få mig fritstillet fra universitetet, efter at jeg havde observeret en kønsforskel i intelligens (i lighed med mange andre). …

Tredje medlem af tæskeholdet er dekan Sven Hylleberg, Aarhus Universitet. … Da Mammen år senere tæskede videre i Forskerforum (fremover: Fuskerforum), med totalt ubegrundede anklager om højre-ekstremisme, havde dekanen igen nyt til pressen. Han var godt nok ikke »klar over, at Nyborg var med i den klan…«, men – tilføjede han for en sikkerheds skyld…

[...]

I 2011 vågnede tæskeholdet op igen og indklagede undertegnede for UVVU i forbindelse med en ny artikel – The Decay of Western Civilization (Nyborg, 2012). Tæskeholdet – Kjeldgaard, Mammen, og en Jens Kvorning fra Aalborg – offentliggjorde naturligvis først de mange anklager i Fuskerforum og fældede også dommen a priori…

Og det virker. Kontorchef Anita Lange fra Danmarks Statistik kunne nu offentligt fastslå, at tallene var manipulerede – uden at se forskellen mellem demografisk modellering på velbeskrevet grundlag og uredelig manipulation. Selv præsenterer hun indvandrerstatistik, der sammenblander etniciteter i en pærevælling – hvilket pudsigt nok er netop det, Decay-artiklen påviser!

Værst er dog, at det nu er lykkedes tæskeholdene at omdanne UVVU til ekkorum for usaglig venstreekstremistisk værdidebat med Aarhus Universitet, Danmarks Statistik, Fuskerforum, og andre som nyttige idioter. UVVU skulle fra begyndelsen have afviste Decay-sagen som venstreekstremistisk værdispin.”

Forsiden af Århus Stiftstidende var i går dedikeret til en historie om, at en højreradikal loge var tæt på anholdelse. Går man ind i dobbeltopslaget, så er der reelt to historier begge baseret på et interview med PET-chef Jakob Scharf. Han fortæller, at efterretningstjenesten overvågede ORG med henblik på sigtelse, fordi der efter deres opfattelse “foregik nogle ting i det miljø, som… kunne efterforskes og retsforfølges”. Mere konkret bliver det ikke, selvom avisen spørger ind på forskellige måder.

(Århus Stiftstidende, 23. juni 2012: Højreradikal loge tæt på anholdelse; Se evt. Online-udgave)

Jakob Scharf kritiserer samtidig “den parallelle efterforskning fra Redox”, der besværliggjorde PET’s arbejde. Trods terrorsigtelse får Redox to spalter til gendrivelse, og der bliver selvfølgelig ikke spurgt ind til hvorfor Redox er en ‘hemmelig loge med hemmelige medlemmer’. Det spørgsmål får til gengæld et anonymt ORG-medlem, der fortæller, at det Scharf taler om, formentligt var overvejelser om at “svare igen over for venstrefløjens ulovlige hackerangreb ved at gøre det samme som dem”. Det blev dog ikke til noget. Han forklarer samtidig, at ORG kun var hemmelig, fordi ikke alle ønskede debat om udlændingepolitikken.

“Desuden så var det jo ikke ufarligt. Vi har været vant til at blive truet og overfaldet af venstrefløjen. Det var en reel risiko den gang, og det er det også i dag…”

Til venstre for det anvendte Redox-foto (intet oplyst i billedtekst) leveres en klassisk vinklet smædeartikel, der inkluderer følgende sentens, som formentligt udgør hele baggrunden for det pludselige ORG-fokus.

“Vederfølner er en nationalkonservativ politisk forening. Medlemstallet er ukendt, men organisationen regnes for at være en af de største på den radikale højrefløj med tætte relationer til White Pride. Vederfølner afholder sommerfest i dag lørdag.“ (Radikale mijøer, Århus Stiftstidende, 23. juni 2012, s. 8)

Natten til lørdag smadrede ukendte gerningsmænd 21 ruder i et fælleshus på Birkedalsvej i Viby. Her har Vederfølner tidligere afholdt sommerfester, men i år var lokalerne udlejet til familiefest, vistnok et bryllup.

Social- og Integrationsministeriet offentliggjorde i dag to rapporter om ekstremisme i Danmark, omhandlende henholdsvis højre/venstreekstremisme og islamisme. Jeg har set nærmere på den første, der er forfattet af ph.d.-studerende Chris Holmsted Larsen, der har en ikke nærmere defineret fortid på den yderste venstrefløj.

(Chris Holmsted Larsen på Facebook, april 2011)

Chris Holmsted Larsen læner sig i rapporten op af (eks-venstreradikale) sociolog René Karpantchof, og som akademisk værk er det noget bedre end Jeppe Lyngs makværk fra 2010. Der er tænkt grundigt over tingene, men udgivelsen repræsenterer ikke desto mindre den yderste venstrefløjs selvforståelse, og det fremgår klart, hvis man læser de 44 sider fra start til slut.

Uriasposten er nævnt ved navn en enkelt gang, men der henvises flere steder til ‘højreekstreme hjemmesider og blogs’ der udfører efterretningsvirksomhed, og faciliterer politisk vold (s. 16). Ting der skrives indirekte kræver ikke bevisførelse.

“En efterfølgende netværksanalyse, foretaget af den britiske avis The Guardian, viste bl.a., at Breivik i sit manifest havde hentet inspiration fra flere hundrede højreekstreme og antiislamistiske websites, blogs og debatforums, herunder de stærkt antimuslimske danske websites Uriasposten og Snaphanen. Dermed var Breiviks terrorangreb også udtryk for en ny type politisk webekstremisme, hvor hadefulde holdninger søges realiseret i praksis.” (s. 19; se også 33f)

(Uriasposten, 8. september 2011: … ‘Breiviks spider web of hate’, ifølge venstreorienterede The Guardian)

Guardians ambitiøse associationstrick er baseret på kildehenvisninger i Breiviks 1516 siders kompendium. Som Urias-læsere ved, og en statsansat forsker burde vide, så medtager Breivik en artikel af Fjordman, der i noterne henviser til Uriasposten, der blot citerer fra en kronik trykt i Jyllands-Posten.

Rapport inkluderer 13 sider om hver af de to politiske ekstremer, der for højrefløjens vedkommende inkluderer ‘nationalsocialisme’ og ‘højrenationalisme’, og for venstrefløjen ‘anarkisme’ og ‘kommunisme’. Hvor nationalsocialisme er problematisk per definition, og højrenationalisme i sit udtryk altid vil være problematisk, så er kommunisme uproblematisk, og anarkisme noget flydende man ikke rigtigt kan konkretisere. Enkeltpersoners frustrationer, så at sige.

Her er forskerens tanker vedrørende den demokratiske højrefløj.

“De højrenationale websites, blogs, debatforum og sociale medier er typisk åbne for udefrakommende, og man søger at tiltrække nye medlemmer, der kan påvirkes i ekstremistisk retning. … I forbindelse med den præventive indsats er de positivt, at de fleste ekstreme politiske websites er frit tilgængelige for forskere og myndigheder, der vil følge udviklingen med henblik på en præventiv og reaktiv indsats. På den anden side er indgreb, i forhold til ekstreme politiske websites, og i det omfang de ikke direkte er truende eller racistiske, forbundet med vanskeligheder. En betydelig faktor er hensynet til ytringsfriheden.” (s. 19)

(Chris Holm Larsen: Politisk ekstremisme i Danmark, 2012. 44 sider)

Isoleret set giver det mening, at adskille “den radikale holdning fra den ekstreme politiske handling” (s. 4), men Holmsted Larsen giver en meget skæv analyse af begreberne konkret i forhold til fløjene. Hvor han i forhold til venstreekstremismen anvender en tragt-model, der gør venstreekstremisme til udtryk for isoleret og diffus samfundskritik, så anvendes der ‘en omvendt tragt’ i forhold til højreekstremismen – her er alle, inklusiv demokratiske højrenationale, udemokratiske per definition. Når han skriver om højrefløjen, minder den omvendte tragt lidt for meget om brugen af en megafon til en venstreradikal moddemo.

For at sætte folk der er imod islamisering og multikultur i bås med racister og nationale socialister, så må han ignorere forskellen på multikulturelt og multietnisk, og tærske langhalm på kulturmarxistiske floskler, herunder ikke mindst et begreb som som ‘kulturracisme’. At modstand mod multikutur er en slags racisme, er en gennemgående pointe.

“… og højrenationalisme. Den sidste strømning består af et blandingsforhold af ultranationalisme, antiislamisme og biologisk og kulturel racisme. … Nogle højreekstremister forbereder sig på, hvad de ser som en uundgåelig fremtidig racekrig eller krig imod islam, andre er mere ekstreme og ønsker at fremprovokere en sådan konflikt. Den højreekstreme utopi er dog relativt samstemmende et etnisk udrenset Danmark, altså et monoetnisk, monokulturelt og monoreligiøst samfund for hvide og kristne danskere. Målet er et utopisk samfund fra tiden før indvandring og globalisering.” (s. 7)

“De højrenationale ønsker generelt demokratiet bevaret, men i en version forbeholdt etniske hvide danskere…” (s. otte)

Omvendt i forhold til venstreekstreme. Her lidt fra håndvasken…

“Den overvejende del af grupperingerne på den udenomsparlamentariske venstrefløj er radikale i deres samfundskritik, men ikke ekstreme i den forstand at de støtter eller udøver politisk vold. Derfor er ekstrem venstrefløjgrupper og individer, der anvender ekstreme metoder, oftest isoleret i forhold til den radikale venstrefløj…” (s. 20)

“… anarkistisk inspirerede grupperinger, der typisk på spontant basis opererer i mindre grupper/celler eller som individer… antisystemiske grupperinger…relativt spontant… mere diffuse… ofte af spontan og desorganiseret karakter… der ikke havde nogen ensartet organisering, endsige et klart politisk mål… Anarkisterne er traditionelt blevet bekæmpet af den resterende venstrefløj, og generelt har anarkisterne manglet forankring… et meget flydende og omskifteligt miljø… ikke fast organiserede… meget få individer… uformelle hierarkier… et desorganiseret miljø, hvor de politiske målsætninger er uklare og ofte fraværende.” (s.20-36)

En gruppe som Vederfølner har trods sit demokratiske udgangspunkt en racistisk anti-demokratisk dagsorden, der udgør et demokratisk problem. Personsammenfald med mere ekstreme grupperinger kommer ikke organisationen til gode.

Omvendt med venstrefløjen, hvor erklærede revolutionære Socialistisk Ungdomsfront, og partier som Danmarks Kommunistiske Parti, Partiet Kommunisterne og Kommunisterne i Danmark – ses som radikale, men ikke problematiske i et demokratisk perspektiv, selvom fødekæden er noget nær identisk.

En af de terrorsigtede i brandstifterbanden har en umiddelbart fortid i Socialistisk Ungdomsfront, og manden der i 2003 overfaldt Anders Fogh Rasmussen er i dag spidskandidat for Arbejderpartiet Kommunisterne.

“Der er dog tale om tætte politiske og personlige netværk, så vil der typisk være personsammenfald mellem venstreradikale grupperinger, der tager afstand fra politisk vold, og venstreekstremister der anvender ekstreme og udemokratiske metoder.” (s. 20f)

“En typisk aktivist på den yderste venstrefløj kan altså være fredelig aktivist, demonstrant eller aktiv i en fredelig forening den ene dag, men den næste kan vedkommende indgå i militante aktioner eller anvende ekstreme metoder.” (s. 23)

Den tendensiøse ubalance viser sig flere steder i rapporten. Når højreekstremismen står stærkt i Århus, så er det udtryk for et mere eller mindre koordineret ønske om, efter østtysk forbillede, at sikre ‘nationalt befriede zoner’. Når venstreekstreme gør det samme i København, så er det noget helt andet, noget defensivt.

“Særligt i Århus har den ekstreme højrefløj praktiseret voldelige overfald på politiske modstandere og tilfældige mennesker af anden etnisk herkomst. De racistiske overfald har ofte haft en spontan karakter, mens overfaldene på politiske modstandere har virket koordinerede. Volden er sandsynligvis drevet af et ønske om at fordrive politiske modstandere og etniske minoriteter fra byen. I Tyskland har nynazistiske grupper med tilknytning til NPD i årevis arbejdet på at fordrive særligt etniske grupper fra de østtyske provinsbyer, og derved skabe hvad nynazisterne betegner som ”nationalt befriede zoner”.” (s. 15)

“De højreekstreme miljøers udvikling har siden årtusindskiftet primært fundet sted i provinsen, eller det der i dag kaldes for udkants-Danmark. Dette er bl.a. en konsekvens af den yderste venstrefløjs monopol på det politiske gaderum i København, hvor den yderste højrefløj ikke levnes plads til mobilisering.” (s. 17f)

“Oprettelsen af AFA skete på et tidspunkt, hvor den højreekstreme politiske og racistiske vold var stigende… Stiftelsen AFA var den ekstreme venstrefløjs modtræk, og det umiddelbare mål var, bl.a. med voldelige metoder, at fordrive den ekstreme højrefløj fra det offentlige rum.” (s. 25)

Når det bliver konkret, så er det meget svært for Holmsted Larsen at underbygge sin vinkling, og Anders Breivik bliver da også nævnt hele fjorten gange på de 44 sider. Søllerødgade omtales to gange (s. 15, 25), den ene gang som ‘bombeterror’, hvad tørres af på højrefløjen, selvom sagen ikke blev opklaret. På samme måde henvises der to gange til Thomas Nakaba og hans brevbomber (s. 15, 18), og det er da tankevækkende, at en rapport der skal belyse den aktuelle udvikling anvender eksempler der næsten har historisk karakter.

Man kan også undrer sig lidt over, at en mand med et japansk efternavn står bag det groveste konkrete eksempel på højreekstrem vold i kampen for et hvidt kristen Danmark. Det fortælles, at højreekstremismen står stærkt i Århus og Midtjylland, men eneste eksempel på overfald rettet mod etniske minoriteter er Skive-sagen.

“I sommeren 2011 blev en dansk familie, hvor faderen er af indisk afstamning, overfaldet under en strandtur på Knud Strand, nær Skive. Ifølge vidneudsagn deltog tyske nynazister, der gæstede DNF, i overfaldet. Et medlem af DNF er efterfølgende blevet sigtet i sagen.” (s. 10)

Historien blev fortalt af Berlingske Tidende, der baserede sig på (venstreekstreme) Redox, der ikke er nævnt i rapporten som kilde til noget som helst, selvom detaljer tydeligvis baserer sig på Redox-udgivelser, herunder ‘Århus 08′. Hvor Redox trods terrorsigtelse er en troværdig kilde til den yderste højrefløj, så tages der omvendt absurde forbehold for oplysninger om den yderste venstrefløj. Her lidt fra beskrivelsen af brandstifterbanden og den meget aktive Antifascistisk Aktion.

“… den verserende sag om brandattentat på Politiskolen m.m., der tilsyneladende blev planlagt og udført af 5 unge venstreekstremister, der ikke havde nogen ensartet organisering, endsige et klart politisk mål eller opbakning i det politiske bagland. Derimod tyder meget på, at de ekstreme handlinger bl.a. var en udløber af den vrede, der opstod i det venstreekstreme miljø efter rydningen af Ungdomshuset og masseanholdelserne i forbindelse med COP 15. Det er dog endnu for tidligt at sige, om denne sag er udtryk for en stigning i den politiske vold, der udgår fra den ekstreme venstrefløj herhjemme.“ (s. 23)

“Et eksempel er de 5 unge venstreekstremister, der i 2011 blev arresteret i forbindelse med et formodet brandattentat imod Politiskolen…” (s. 37)

“Hvad angår volden imellem fløjene, så må det formodes, at AFA fortsat er en central aktør…” (s. 26)

Indledningsvis forklarer Holmsted Larsen, at politiske ekstremister er folk der vil “undergrave og ultimativt omstyrte den bestående samfundsorden.” (s. 2). Ekstremister er tilsyneladende enhver der offentligt udtrykker modstand mod islamisk indvandring og multikultur, men ikke revolutionære organisationer, der har demokratiets afskaffelse som erklæret formål.

Venstreekstreme kæmper mod det de ser som ‘uretfærdig neoliberalisme’ fortælles det (s. 21), hvorefter han gør analysen til sin egen – de “udfordrer det neoliberale system” (s. 22). Det fortæller en hel del om udgangspunktet.

Når tyske nazister kaster en sten efter et dansk-indisk ægtepar på en strand nær Skive, så er det et problem i samme størrelsesorden som en brandstifterbande, der med brandbomber i nattetimer har angrebet flere samfundsinstitutioner. Ingen er dømte i nogen af sagerne, men hvor førstnævnte sag kaster lange skygger på højrefløjen, så relaterer sidstnævnte til enkeltstående frustrerede formodede venstreorienterede, der måske, måske ikke havde et politisk mål. Vi taler om folk der under retsmøderne demonstrativt læser marxistisk litteratur!

René Karpantschof og Chris Holmsted Larsen er to alen af et stykke, men nok så velgennemtænkt akademisk arbejde, kan ikke skjule det essentielle – venstrefløjen er mere voldsparat, og ud fra enhver betragtning et langt større demokratisk problem. Det fortælles, at der i 2010 var registreret 334 kriminelle forhold med muligt ekstremistisk baggrund (s. 14). Statistik og fleksible definitioner kan ikke sløre det faktum, at politisk vold fra højrefløjen er sjældne, kun undtagelsesvis rammer minoriteter, og i det store og hele er minimal i forhold til de mange koordinerede aktioner der er rettet mod samme.

For tre uger siden henlagde Københavns Politi sagen mod Redox, fordi de ikke kunne finde bevis for hvem, der konkret havde “lagt oplysningerne ud på hjemmesiden”. Flere havde allerede inden ORG-sagen, rettet henvendelse til Datatilsynet med henblik på Redox.dk, der tilsyneladende har haft mere held end politiet.

Intet tyder på den angivne c/o-adresse er andet end et dække, men det er nu alligevel interessant at gruppen med den terrorsigtede leder, har relationer til Internationalt Forum. En gruppe der de senere år har været ledet af Torkil Lauesen, ideolog for Blekingegadebanden - manden bag ‘Z-file’, arkivet over danske jøder.