16. december 2014

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen i DR-serie, om Uriasposten: “… sådan en nazist-hjemmeside”

I slutningen af september blev jeg kontaktet af Michael Jeppesen, der til DR-serien Ti stille kvinde, gerne ville have kontakt med en ‘Michael S.’ der tilbage i 2007, skrev nedenviste kommentar her på siden.

(‘Michael S.’ om Johanne Schmidt-Nielsen på Uriasposten, 9. maj 2007)

Jeg sendt kommentatoren en kort besked via den oplyste emailadresse, så han selv kunne kontakte produktionsselskabet, men emailen ‘bouncede’. Ikke overraskende, kommentaren var trods alt skrevet for mere end syv år siden. Da Jeppesen ikke kunne få kontakt til pågældende, gav det ikke mening at involvere Uriasposten, og kommentaren nåede ikke med i første afsnit der blandt andet omhandlede sexistisk chikane af Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeppesen havde dog forinden talt med Johanne Schmidt-Nielsen, og uden at nævne Uriasposten ved navn, kommenterede hun således: Uriaposten er “… sådan en nazist-hjemmeside”. Lidt senere i udsendelsen ses Uriasposten perifært.

Johanne Schmidt-Nielsen: Jeg kan huske dengang, da man sådan kunne følge med i, hvad sker der, og jeg kan huske en af de første gange, hvor der inde på sådan en nazist-(ruller med øjnene)-hjemmeside, var et debatspor, som handlede om hvor forfærdeligt og hæsligt et menneske jeg var, og som ligesom indeholdt voldtægtsfantasier. Altså hvordan og hvorledes ville det være for de der nazister, at voldtage – hvordan, ‘hvad sker der hvis man voldtager en feminist’-spor. Det kan jeg huske ja, og det synes jeg egentligt var ret ubehageligt.

(Kommentar af ‘Fritz’ om Zenia Stampe; Uriasposten, 29. januar 2014)

Kommentaren fra ‘Michael S.’, gav i øvrigt flere negative reaktioner fra andre Urias-læsere.

“Nu har vi jo ytringsfrihed, men dine kommentarer overskrider ihvertfald min grænse for anstændighed. Du er plat ud over alle grænser.” (‘Luffe’)

“Michael S. burde skamme sig over sig selv. Det er jo mennesker han omtaler på den måde.” (‘Ole’)

“Jeg må nok tilstå at din kommentar 15 var rimeligt styg. Den hørte vel nærmest hjemme i Rapports små grå.” (‘Mackety (islamofob)’)

(Michael Jeppesens kilde til person der har chikaneret Johanne Schmidt-Nielsen; Per19gryn)

Med en enkelt undtagelse, var samtlige ofre i de tre udsendelser politikere, meningsdannere og samfundsforskere til venstre for midten. Noget misvisende, når nu modbydelige kommentarer findes på begge sider af det politiske spektrum, og på mange måder siger mere om mennneskets natur end de politiske fløje.

I sin graven efter ophavet til grove og truende Facebook-kommentarer rettet mod Johanne Schmidt-Nielsen havde Jeppesen googlet Per19gryn-bloggen for at få viden om (højreorienterede) ‘Martin’. Bloggen skrives af den tidligere Enhedslisten-kandidat fra Sønderborg, Per Jensen. Faste læsere vil huske ham for en kommentar han skrev, et par dage efter jeg blev banket ned med flasker af repræsentanter for den organisation Johanne Schmidt-Nielsens venstrehånd ledede for år tilbage.

“Når man gentagne gange spytter efter andre, som Kim Møller gør på www.uriasposten.net , så må man regne med et vandfald som gengældelse!… Jeg personligt ville ikke have nogen skrupler ved at gøre en fysisk ende på Kim Møllers klynkeri for bestandigt… Men aktiv dødshjælp er desværre jo forbudt i Danmark… hvad andre gør ved ham, er klart deres sag, Jeg formulerer kun mine tanker om en person, der ikke kan tolere mosten, som han selv gylper op… han [må] regne med en respirator engang i fremtiden, og der skal jeg, og kun jeg og ingen andre, ikke være den, som styrer strømforsyningen til respiratoren… Der vil jeg nemlig hellere opsige min stilling end at redde hans liv!” (Per Jensen, 8. februar 2010)



15. december 2014

Al-Azhar vil ikke undsige Islamisk Stat: Det store islamiske fyrtårn med opinionsdannende betydning…

“Måske har det slet ikke noget med religion at gøre, men bare en galnings værk.”, noterer en Pia Monrad Jensen på Facebook om Sheikh Man Haron Monis, og uanset hvad der sker, så starter debatten ved nul hver evig eneste gang. ‘Sikkerhedsekspert’ Niels Brinch var helt surrealistisk på TV2 News, hvor han blandt andet pointerede, at når nu 40 islamiske organisationer havde taget afstand fra gidseltageren, så havde han jo intet med Islam at gøre.

Herunder en lille spids pointe fra Jihadwatch. Det gør ingen videre forskel, for i den brede offentlighed handler det meste om følelser – Al Azhar refuses to denounce the Islamic State as ‘un-Islamic’.

“For all its talk about ‘combatting radicalism,’ Al Azhar University—perhaps Sunni Islam’s most authoritative voice—will not even denounce the Islamic State as ‘un-Islamic.’

When pressed on it, an Al Azhar spokesman, Abbas Showman, recently said: ‘As an official entity, Al Azhar has never in all its history proclaimed anyone or any organization as un-Islamic … . being occupied by this question will not lead to anything,’ because ‘Al Azhar will not judge ISIS or its Islam as un-Islamic, for it is not its right, neither concerning ISIS or anyone else.’

But, as one human rights advocate in Egypt was quick to quip: ‘What, didn’t the ulema and sheikhs of Al Azhar denounce as un-Islamic Naguib Mahfouz and Farag Foda and others from among the intellectuals and writers whose activities were stopped and some of whom were assassinated due to Al Azhar’s position?'”

(Berlingske, 21. februar 2014: Al Azhar Universitet – det store islamiske fyrtårn)

“Al-Azhar udgiver månedligt et teologisk, juridisk og kulturelt tidsskrift, der har stor opinionsdannende betydning i den islamiske verden.” (Gyldendals åbne encyklopædi, 2014)

“Al-Azhar University… chief centre of Islamic and Arabic learning in the world” (Encyclopædia Britannica, 2014)

“Tre tekster om al-Azhar, der i sig selv er en treenighed, sådan som Jacob Skovgaard-Petersen citerer fra et mundheld: ‘moské og universitet og velgørende selskab’.” (Politiken, anmeldelse af Al-Azhar af Jakob Skovgaard-Petersen mfl., 2007)



11. december 2014

Martin Krasnik, ‘Fucking jøde’ (2014): “På Snaphanen, en af de mest rabiate højrefløjssider blev jeg…”

Martin Krasnik gengiver i sin bog ‘Fucking jøde’ (2014) en række kommentarer fra Snaphanen og Uriasposten, taget direkte fra Klaus Wivels artikel om samme sidste år. Den citerede her fra siden er en ‘Albert Olsen’, som efterfølgende kommenterede sagen her. Alle journalister laver fejl, men Wivels udpegning af Snaphanen som værende et antisemitisk epicenter, burde Martin Krasnik selvfølgelig ikke gentage. Krasnik er ikke et lallende tåbe, så det må handle om positionering. Som jeg skrev sidste år, da sagen var oppe at vende.

“… siger… meget om massemedierne, at Snaphanen for anden gang i denne uge shames med baggrund i kommentarer, på en debat han i modsætning til undertegnede forsøger at moderere. Det var et svært valg jeg traf i tidernes morgen, og bevares, jeg gør vel en dyd ud af nødvendigheden, men lige netop nedenciterede artikel illustrerer hvorfor det efter min mening ikke giver mening at satse på fair play i MSM.”

(Martin Krasnik, Fucking jøde, 2014. S. 168f)



8. december 2014

Nørrebro-muslimer gad ikke deltage i anti-sharia demo, selvom det var uden ‘antimuslimske slogans’

Som protest mod Borgerrepræsentationens nye integrationsaftale, der gør front mod sharia, afholdt Hizb ut-Tahrir søndag et møde i Nørrebrohallen under overskriften ‘Stolt over sharia’. Arrangementet samlede godt 1000 muslimske tilhørere. Udenfor var der planlagt en moddemonstration under parolen ‘Nej til Hizb ut Tahrir og deres fascisme’. På Facebook kan man læse, at demonstrationens formål var “at tage afstand fra sharialov”.

Initiativager Jaleh Tavakoli, tidligere Enhedslisten, betegner demonstrationen, der blandt andet inkluderede en Modkraft-blogger for ‘en tværpolitisk protest’, hvad Venstres Inger Støjberg på TV2 News meget sigende opsummerede med ordene ‘fra den yderste venstrefløj til os borgerlige’ (sic).

(Jaleh Tavakoli inviterer til Anti-sharia demonstration uden ‘antimuslimske slogans'; Facebook)

Politikere fra Dansk Folkeparti kan ikke færdes frit på Nørrebro, og var da heller ikke blandt de programsatte talere. Herunder var dog flere gode kræfter, men også Liberal Alliances Karen West, der i en meget typisk kommentar påpegede, at demonstrationen skulle manifestere en art 3. vej væk fra ‘islamister’ og de såkaldte ‘muslimkritikere’.

Wests kommentar er helt analog med invitationen, hvori det understreges at man ikke vil acceptere, og jeg citerer – “antimuslimske slogans eller råb”. En midtsøgende demonstration mod sharia, hvor ‘antimuslimske slogans’ ses som udtryk for højreradikalisme, virker som en artikel på Rokokoposten, og arrangementet var tydeligvis et skizofrent forsøg på at mobilisere det store tavse flertal, de her mange demokratiske muslimer, pæne ikke-generaliserende islamkritikere taler om ved festlige lejligheder.

(Unge muslimer & ældre danskere demo’er på Nørrebro uden ‘antimuslimske slogans’, 2014; YT, TV2)

Det gik helt som forventet. Islamistiske revolutionære forstyrrede arrangementet, der ifølge TV2.dk kun tiltrak godt 50 tilhørere. Uden politibeskyttelse, så havde der slet ikke været en moddemonstration. Med eller uden en taletid til Dansk Folkeparti. Lykkedes det så at mobilisere gode danske muslimer mod de her fæle sharia-tro islamister? Nej! Efter billederne at dømme, så kan potentielle muslimske indvandrere til arrangementet tælles på en hånd.

Gårsdagens arrangement bekræftede blot det indlysende. Det bedste man kan gøre for eventuelle demokratiske muslimer bosat i Danmark, er at lukke grænsen helt for yderligere islamisk indvandring. Det er selvfølgelig også det bedste for Danmark og danskerne, og det har vel stadig lidt at sige. I det mindste hos partiet der ikke fik taletid…

“Vi ønsker ikke, og vil på ingen måde finde os i at højreradikale og antidemokratiske grupper på nogen måde skal ødelægge demonstrationen. Vi vil med andre ord ikke finde os i racistiske og antimuslimske slogans eller råb. Politiet vil blive kontaktet…” (Jaleh Tavakoli, 30. november 2014)

“Jeg kan se i opslagene og kommentarerne, at vi tiltrækker fløjene. Både dem der mener, at muslimer skal rejse sin vej, gamle modstandsarmbind, og så HuT’ere der vil omdanne verden til et khalifat. Jeg vil hermed sige, at jeg ikke støtter nogle af fløjene. Jeg har mange muslimske venner, også troende, som jeg ikke kunne drømme om at ønske nogle steder hen. Jeg er netop sammen med dem i et fælles ønske om demokrati, frihed og retten ti lat tro på det, man nu vil – også Allah. Og for at sige det ærligt, er jeg vanvittigt træt af denne fløjdannelse mellem islamister og muslimkritikere.” (Karen West, 2. december 2014)

“Men hutterne de er jo nogle hidsigprop’,
og med deres krop’ de gør et hop:
‘Vi laver jihad til I holder op,
Når kalifatet kommer, skal det nok bli’ stop.’
Men demokrater bliver ikke bange,
ikke bange, ikke bange,
vi holder hånd og danser et par gange,
og en to tre, så er HuT væk!

Mel: På loftet sidder nissen…; Jaleh Tavakoli, 4. december 2014)



2. december 2014

Dresden: ‘Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes’ samler 5500 demonstranter

Nystartede ‘Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes’ demonstrerer hver mandag i Dresden, og samlede i går hele 5500 tilhørere. Bild Zeitung har interviewet 41-årige Lutz Bachmann, der leder organisation – Wir hören erst auf, wenn die Asyl-Politik sich ändert! (let ændret opsætning)

Bild: Wie kamen Sie eigentlich auf die Demo-Idee?
Bachmann: Nach einer Aktion von PKK-Anhängern auf der Prager Straße wollten wir etwas tun. Dort wurden Waffen für die verfassungsfeindliche und verbotene PKK gefordert – da bin ich dagegen. Also gründeten wir eine Facebook-Gruppe. Ich hätte nie gedacht, dass es so einschlägt.

Bild: Was fordern Sie eigentlich mit PEGIDA?
Bachmann: Ein Umdenken in der Politik!

Bild: Beim Thema Asyl?
Bachmann: Wir sind gar nicht gegen Asyl! Kriegsflüchtlinge – egal woher sie kommen und an welchen Gott sie glauben – haben ein Recht auf Schutz! Aber wir sind gegen Aufnahme von Wirtschaftsflüchtlingen.

Bild: Was sollen dann die Demonstrationen?
Bachmann: Weil niemand sich traut, offen darüber zu sprechen. Wir wussten, bei dem Thema schlägt gleich die Nazi-Keule zu.

Bild: Trifft die Sie nicht zu Recht? Hooligans und stadtbekannte Nazis laufen doch bei Ihnen mit.
Bachmann: Aber sie sind ganz klar in der Minderheit. Man kann sie nicht von der Demo ausschließen. Laut Versammlungsrecht dürfen wir nur Störer aussortieren.

Bild: Und wie kommen Sie auf ‘eine Minderheit’?
Bachmann: Laut Polizei waren es zuletzt 80 bis 120 Personen aus der Hooligan-Szene und 25 aus dem rechtsradikalen Umfeld – bei mehreren tausend Teilnehmern! Wir distanzieren uns von allen radikalen Kräften und Vereinigungen. Was soll ich noch machen?

BILD: Vielleicht, es noch deutlicher sagen…
Bachmann: …ich habe es in meiner Rede getan und auf Facebook! Und auch ganz klar erklärt: Wir sind für Asyl und gegen jede Art von Radikalismus!

Bild: Und gegen Islamisierung. Wie viele Salafisten wollen Sie in Sachsen eigentlich entdeckt haben?
Bachmann: Es gibt vielleicht 100 bis 200. Aber es kommt nicht auf die Quantität an, sondern auf die Qualität des Gewaltpotenzials dieser Leute. Wenn irgendwann eine Bombe hochgeht, hat einer gereicht.

Bild: Spielen Sie mit der Angst der Menschen?
Bachmann: Die Ängste sind doch längst da! Aufgrund verfehlter Asylpolitik. Wenn der Innenminister sagt, es gibt im Umfeld von Asylbewerberheimen höhere Kriminalität, ist das okay. Sage ich es, gelten wir sofort als Nazis und braune Spinner.

(PEGIDA demonstrerer i Dresden, 1. december 2014)

Bild: Mal ganz ehrlich: Sind sie ein Rassist?
Bachmann: Nein! Ich habe einen türkischen Trauzeugen und viele muslimische Freunde. 1998 machte ich in Kapstadt (Südafrika) die erste Disco für Schwarze in der Innenstadt mit auf.

[...]

Bild: Immer mehr Menschen kommen zu Ihrer Demo. Haben Sie die Masse überhaupt noch im Griff?
Bachmann: Wir haben ein ausgeklügeltes Sicherheitssystem. Unsere Ordner sind zum Großteil von Dresdner Security-Firmen und wir arbeiten hervorragend mit Polizei und Ordnungsamt zusammen.

Bild: Wann hören Sie mit den Demos wieder auf?
Bachmann: Wenn die Politik sich ändert. Wir wollen keine Partei gründen oder eine Revolution starten. Aber wir müssen offen über das Asyl-Thema reden.

Oploadet Kl. 12:38 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


25. november 2014

Tom Jensen tager Yahya Hassan på ordet: Han dyrker konspirationsteorier på niveau med islamister

Yahya Hassan er interviewet til seneste nummer af Euroman, og gør sig her sine spekulationer om hvorvidt Islamisk Stat er marionetter for “USA, Israel eller andre lande” der har en interesse i at få muslimer til at fremstå som vanvittige mordere. Berlingskes Tom Jensen kommenterer Yahya Hassans optræden i søndagens Deadline – Hvis Yahya Hassan vil befri os fra de ekstreme, hvorfor lyder han så selv så ekstrem? Læs det hele.

“Er man træt af, at det er perceptionerne og forestillingen om, hvad eller hvem Yahya Hassan mon er, der har domineret debatten om ham og hans budskaber, så er der jo kun ét logisk modtræk: At tage ham på ordet. Lytte til hvad han siger. … Derfor vælger jeg at tage Yahya Hassan alvorligt. Det gør man som nævnt bedst ved at beskæftige sig konkret med det, han siger. Jeg satte mig derfor i dag og streamede Deadline 2. sektion-programmet og skrev ned, hvad han sagde. Så kan man forholde sig til dét – og intet andet.

Hans udsagn her har i dag fået masser af medvind. Herunder fra respektable meningsdannere på de sociale medier og andre steder. Rosende ord er strømmet Yahya Hassan i møde. Her eksempelvis – men blot som et enkelt, tilfældigt eksempel – Stine Bosse: ‘Holdninger i superliga for unge’.

[...]

… derefter kaster han sig ud i det, der vel endte med at være hans centrale budskab i interviewet med Deadline 2. sektions-værten Adam Holm. Nemlig det synspunkt, at der er brug for at ekskludere de ekstremistiske fløje (i dette konkrete tilfælde: højrefløje) fra integrationsdebatten i Danmark for at finde et nyt rum – et samtalerum, en ‘tredje vej’, som det også formuleres – hvor almindelige danskere og almindelige nydanskere, arabere, muslimer kan finde sammen på fornuftig vis.

Det lyder jo som udgangspunkt som en sympatisk vision. … Også dette lyder jo i sit udgangspunkt helt rigtigt.

Problemet for Yahya Hassan er hans efterfølgende definition af de højreorienterede danskere og de højreorienterede muslimer. Dem der ifølge Hassan hele tiden er i medierne, hvor 3-4 stykker fra hver fløj altid og evindeligt sidder og skændes:

‘Vi skal finde vores repræsentanter med omhu. Og det skal danskerne også. Jeg har en venneskare, hvor man kan sige at halvdelen er arabere og muslimer, og hvor den anden halvdel er danskere, men der er ikke nogen af mine danske venner, som kan identificere sig med den danske højrefløj, og der er heller ikke nogen af mine arabiske venner, som kan identificere sig med den muslimske højrefløj. Det der er med dét er, at det er en lille gruppe på hver sin side, som sætter dagsordenen. Ved hjælp af jer som medier. Så I skal jo tænke over – hvem er det vi inviterer ind? Okay, vi har hørt at Inger Støjberg hun har noget imod islam og muslimer. Vi har også hørt at Pia Kjærsgaard har noget imod islam og muslimer. Og vi har hørt at salafisten han har noget imod Danmark og danskerne. Skal vi høre det igen? Skal vi blive ved med at høre på dem?’

Man må sige, at det er noget af et lighedstegn, Yahya Hassan her får sat. Mellem Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg, som jo repræsenterer to partier, der ifølge meningsmålingerne står til støtte fra henved 45 procent af den samlede danske befolkning (nydanskerne inklusive) – og ‘salafisten’.

Mener Yahya Hassan i fuld alvor, at man kan sætte dette lighedstegn? Et direkte lig med mellem eksempelvis radikaliserede imamer og deres sympatisører, Islamisk Stat-følgere, Hizb-ut-Tahrir, salafister og hvad vi i øvrigt har af ekstreme grupperinger blandt den muslimske befolkning – og det meste af den helt almindeligt borgerlige politiske fløj i Danmark, repræsenteret ved f.eks. Dansk Folkeparti og Venstre? Åbenbart.

Det er her kæden første gang hopper af. For hvis vi nu accepterer den rimelige dagsorden, at den ekstreme og radikaliserede del af den danske muslimske befolkning udgør en absolut minoritet i minoriteten, så at sige – hvorfor pokker er det så OK at udnævne henved halvdelen af den samlede danske befolkning til ekstremiststøtter, der kan sammenlignes direkte med salafister? Det er ikke desto mindre, hvad Yahya Hassan reelt gør:

‘Man skal stoppe. Man skal stoppe med at invitere ekstremister ind. Vi kan ikke bruge ekstremisterne til noget. De er en del af virkeligheden, men vi har jo hørt på dem i 20 år. Hvorfor skal vi høre mere på dem? De skaber kun had. De skaber kun splid, hvadenten det er danske højreorienterede eller det er muslimske højreorienterede. Vi kan ikke bruge dem til noget.

[...]

Adam Holm spørger stilfærdigt, hvad der mon skal til, før ‘vi’ forstår muslimernes situation bedre?

Yahya Hassan svarer:

‘… Samtidig med at vi ser, hvad er det lige der foregår i Mellemøsten, hvad er det der er foregået i Mellemøsten i rigtig lang tid. Vi må jo også forstå, at det tænker muslimerne også over. Den danske regering har jo nærmest udviklet sig til ét stort udenrigsministerium som varetager forbryderiske og udemokratiske regimers interesser, ik’…’

Det var alligevel ikke så lidt, tænker man. Men hvem er så mon disse forbryderiske og udemokratiske regimer? Er det Saudi-Arabien, Syrien, det Hamas-kontrollerede Gaza? Nej, naturligvis ikke. De forbryderiske og udemokratiske regimer, viser det sig umiddelbart derefter, er USA og Israel.

Jamen, spørger Adam Holm, vi har vel deltaget i de militære aktioner i Mellemøsten for at skabe bedre vilkår, så folk bliver?:

‘Jaja, det er påskudet, det er propagandaen, det er det vores politikere fortæller os, men det de i virkeligheden laver… det er – danskerne de deltog i besættelsen af Irak og i krigen derovre. Man dræbte flere hundrede tusinde civile. Og man fordrev millioner af mennesker. Tror I ikke også at det er en grund til, at der kommer flygtninge til Danmark?’.

… til sidst sætter Yahya Hassan trumf på. Også det danske militære engagement i Mellemøsten – herunder, må man forstå, de igangværende togter vendt mod Islamisk Stat – er reelt et overgreb på danske muslimer:

‘Hvordan tror I muslimerne de har det med at statsministeren hun ikke engang kan finde ud af at anerkende et undertrykt folk, men samtidig så sender de bare bombefly afsted? Altså, hvis man erkender at USA er den store rocker, jamen så er danske ministre at betragte som små supportere, der sender bombefly og soldater afsted, når de får besked på det. Og vi prøver at give muslimerne skylden for ALT i vores samfund.’

Med al respekt for Yahya Hassans palæstinensiske baggrund og familiehistorik og de følelser og den identitet, der forståeligt nok må være forbundet hermed: Ved at udnævne USA og Israel til ondskabens forbryderiske regimer, ikke områdets mere eller mindre islamistiske regimer og bevægelser, og ved at gøre det til et overgreb på muslimer og indirekte et angreb på danske muslimer at indlede en militær aktion med bombefly mod Islamisk Stat – hvor er det så Yahya Hassan ender med at placere sig selv i forhold til den nye samtale mellem fornuftige nydanskere og fornuftige danskere?

For mig at desværre også i dette tilfælde – i iveren efter at pege anklagende fingre mod den danske regering, mod USA og mod Israel – i bekymrende grad tæt på de højre-islamiske kræfter, han ellers startede med at lægge afstand til.

Men det bliver faktisk endnu grellere endnu. …

‘Og vi prøver at give muslimerne skylden for ALT i vores samfund. Men er det muslimernes skyld, at Danmark ikke længere har national selvstændighed? Er det muslimernes skyld, at Danmark ikke længere har noget til fælles med sine skandinaviske nabolande, politisk eller etisk? Er det muslimernes skyld, at vi har udsultet den offentlige sektor, således at de svageste i vores samfund de får det dårligere og dårligere? Og at uligheden er steget fuldstændig grotesk…’

Altsammen er ifølge Yahya Hassan udtryk for en strategi, hvor den danske underklasse af politikerne og medierne manipuleres til at hade de fremmede. Og omvendt. Det er en fantastisk konspirationsteori. Som i virkeligheden minder lidt om den, dokumentaristen Michael Moore lagde for dagen i sin film Fahrenheit 911, hvor hans budskab slutteligt var, at den amerikanske regering lokkede den amerikanske underklasse til at føre sin krig mod islam for sig.

I sin afsluttende tirade kører Yahya Hassan sig ikke alene ud på den yderste politiske venstrefløj, på Enhedslistens mest forbenede venstreflanke, hvor man anser verdens største offentlige sektor for udsultet…

Men han gør sig også til politisk konspirationsteoretiker. Det hele er et led i én stor, strategisk plan, som går ud på at spille fattige danskere ud mod fattige indvandrere.

Hvorved Yahya Hassan ikke alene udelukker den danske politiske højrefløj fra den ‘nye samtale’, han ellers gerne vil etablere. Han udelukker hele det mainstream-politiske danske spektrum og vel rundt regnet partier, som 85-90 procent af den danske befolkning (inklusive nydanskerne) stemmer på.

Der er følgelig ikke mange ‘danskere’ tilbage i det samtalerum, Yahya Hassan ellers gerne ville skabe.”

Oploadet Kl. 04:29 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


23. november 2014

Modkraft-blogger: “Hvorfor skal det så føles som at gå på glasskår, når man skal kritisere islam?”

Spirende selvransagelse på den yderste venstrefløj, der tilsyneladende skal bruge tyve år på at problematisere bissende elefanter i Den kongelige Porcelainsfabriks udstilling. Casper Gronemann på Modkraft – Hvorfor skal det være så akavet at kritisere islam? (linker ikke).

“Religions- og ideologikritik burde være så naturligt som at ånde for enhver venstreorienteret og ethvert medie. Hvorfor er det så, at vi tager alle mulige forholdsregler, når det drejer sig om islam?

Da Muhammed-krisen brød ud, var jeg 18 år gammel. … en mandag var gymnasieelever overalt omkring mig i gang med livlige debatter. En af dem, jeg husker bedst, involverede et par tøser fra min parallelklasse og en af mine muslimske venner fra HF – lad os kalde ham Omar. ‘Det er sgu’ da bare, fordi I ikke ka’ tage en joke,’ sagde den ene af pigerne med foragt i stemmen. Omar, som altid var meget rolig, når han diskuterede, forklarede, at han ikke syntes, at man skulle have lov til at lave sjov med alt. Den dag var jeg enig med Omar. Da Tøger Seidenfaden senere tordnede mod Fogh-regeringens håndtering af sagen, blev jeg bekræftet i min position.

Jeg tænkte ikke på, hvordan det Omar havde sagt, harmonerede med mit venstreorienterede frisind. Selv ikke da jeg besøgte hans lejlighed, hvor hans burka-klædte kone gik og trak forhæng for værelserne, så jeg ikke kunne se eller hilse på hende, bekymrede jeg mig.

Havde en kristen fra Konservativ Ungdom sagt det samme til mig dengang, var jeg forståeligt nok eksploderet i passioneret uenighed. Hvorfor var det, at jeg som ung, lidenskabelig venstreorienteret, havde så svært ved at spotte kritisabel religiøs praksis og kønsdiskrimination, selvom det udspillede sig lige for næsen af mig?

[...]

I dag slæber venstrefløjen og de dansker medier stadig rundt på arven fra datidens berøringsangst. En arv, der betyder, at man skal tage specielle forholdsregler, hvis man vil kritisere specifikke ideologier eller former for religiøs praksis.

Man skal f.eks. huske at understrege, at man ikke foragter muslimer, hvis man kritiserer social kontrol i indvandrermiljøer. Man skal lige markere, at man ikke finder somalisk kultur underlegen, bare fordi man vil finde løsninger på somalieres overrepræsentation i problematiske statistikker. … Hvorfor skal det så føles som at gå på glasskår, når man skal kritisere islam?

Den umyndiggørelse, der finder sted, når man tilskriver religionskritikere et tilhørsforhold til Dansk Folkeparti, er et spejlbillede af argumenter man finder hos f.eks. Lars Hedegaards ekstremistiske højre. Hvor man der er ‘skyldig’, blot man er muslim, er man i den omvendte logik problematisk, blot ens argumenter kan tvistes og udnyttes af Dansk Folkeparti. …

Alt skal kunne underkastes kritik – også islam.

(Kommentar af John S., der fortæller at han kender arabisk/islamisk kultur fra ophold i Israel)

Oploadet Kl. 15:04 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


16. november 2014

Özlem Cekic hadede ‘alle jøder’, da hun var ‘en lille pige': Hvorfor opdrages (kun) muslimer til had?

Özlem Cekic har nogle banale pointer om sammenhængskraft, men det essentielle i kommentaren er indrømmelsen – at hun selv hadede jøder, da hun var ‘en lille pige’. Det interessante er ikke at der findes hadefulde mennesker i alle segmenter, men at første kvindelige muslim i Folketinget, rollemodellen par excellence, var opdraget til at hade jøder. Året er 2007, samme år som Danmarks 3. kvindelige muslim i Folketinget Asmaa Abdol-Hamid blev presset til at tage afstand fra hendes ungdommelige opfattelse af, at jøderne stod bag 11. september 2001.

Cekics belejlige antisemitiske modpol Ingolf repræsenterer ikke mange, og personligt kender jeg ingen danskere som opdrager deres børn til at hade muslimer. Ret beset så slører Cekic for virkeligheden med sin sammenligning: Muslimers (koraniske) irrationelle had til jøder, og danskeres (erfaringsbaserede) rationelle antipati mod muslimer.

Özlem Cekic i Politiken – Som barn hadede jeg alle jøder – jeg ved bedre nu.

“Lige på den anden side af Øresundsbroen, i Skåne, har op mod en fjerdedel af vælgerne for nylig stemt på Sverigedemokraterna. Et parti med nazistiske rødder. Mit råd til svenskerne er: Isoler dem ikke. Men gør heller ikke som i Danmark, hvor de etablerede partier begyndte at kopiere Dansk Folkepartis løsninger og retorik, mens vi på venstrefløjen dæmoniserede partiets vælgere.

Vi skal ikke tage afstand fra mennesker, men fra holdninger. Og vi skal huske, at selv holdninger kan faktisk rykkes. Jeg ved det fra mig selv.

Da jeg var en lille pige, så jeg billeder af dræbte palæstinensiske børn. Jeg har aldrig sagt det til nogen, men jeg hadede jøder dengang. Alle jøder. Senere fik jeg jødiske venner og bekendte – og jeg holdt op med at se jøder som en samlet gruppe. Jeg holdt op med at holde dem kollektivt ansvarlige for hinanden. Jeg holdt op med at hade jøder.

Som teenager mødte jeg den anden side af hadet. Jeg gik med tørklæde, og en dag spyttede en ung fyr på mig. Jeg kunne ikke få mig selv til at fjerne det slim, der hang ned fra mit tørklæde. Jeg hadede ham og alle andre danskere ‘som ham’. … I slutningen af 1990’erne var kampen mellem tyrkerne og kurderne intensiveret. Jeg skammede mig over at være en assimileret kurder, der ikke var i stand til at snakke kurdisk, og jeg hadede de nationalistiske tyrkere. Men også det had smeltede, da jeg mødte dem og lærte dem at kende som mennesker. Jeg er stadig politisk uenig med nogle af dem, men jeg hader ikke længere.

Men langt ind i mit voksenliv var der nu stadig én gruppe, som jeg fortsat hadede: racisterne.

‘Du (tænker) kun (…) på at rage til dig og de fremmede, du repræsenterer’, stod der bl.a. i Ingolfs mail. Han blev den første, jeg mødtes med. … Mødet med Ingolf blev det første af flere møder med racisterne, som udviklede sig til møder med mine egne fordomme, mine egne forestillinger og mine egne generaliseringer. Ekstremisterne skal bekæmpes. Det er jeg enig i. Både dem på højre- og dem på venstrefløjen, og de religiøse ekstremister. Men det sker ikke, ved at man ignorerer dem.

[...]

Eller hvis jeg skal se på mig selv, kan jeg huske, hvordan jeg som nyt folketingsmedlem højlydt undrede mig over, hvordan nogle af mine kolleger kunne finde på at give knus til folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti. Jeg kunne end ikke hilse på DF’erne, fordi jeg syntes, de var dårlige mennesker.

Jeg tror, at politikernes generaliseringer gør borgerne fremmede for hinanden. Der går let overbudspolitik i, hvem der er bedst til at dæmonisere. Og dæmoniseringen af minoriteterne i Danmark – såvel som dæmoniseringen af folk, der stemmer højrenationalt – gør, at vi frygter hinanden og glemmer at være nysgerrige. Det truer sammenhængskraften i samfundet. … Der er brug for en folkebevægelse, der taler hadsk retorik imod.”

Oploadet Kl. 13:01 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer

Om den kvindedominerede definitionsmagt: “Jeg er indigneret, derfor har jeg ret (og du er nazist).”

Jeg blogger om Michael Jeppesens ‘Ti stille, kvinde’, når jeg har set alle tre afsnit. Det er fair at problematisere grimt sprog og trusler, men med ‘højre/mand mod venstre/kvinde-fokus’, i en tid hvor højreorienterede politikere må have livvagter, virker det uværgeligt som et angreb mod folkedybet – dem der har Facebook-profiler, men ikke får taletid i det de selv kalder ‘Hele Danmarks Radio’.

Glimrende kronik af Eva Agnete Selsing i Berlingske – Giftigheder fra flinkeskolen.

“Forleden bragtes første afsnit af ‘Ti stille, kvinde’ på DR 2 (andet afsnit torsdag aften, red.) – et program om den hårde tone i debatten. Jeg blev spurgt, om jeg ville deltage, men takkede nej. Jeg ville gerne problematisere programmets præmis om, at der er tale om en kønsproblematik, og at kvinder i denne sammenhæng er de mest udsatte. Det var producenterne ikke interesseret i. Så her er, hvad jeg ville have sagt.

… det er da ærgerligt, hvis omgangsformen skræmmer folk væk fra en diskussion – men er det også et kønsproblem? Et, der viser, at kvinder er undertrykt i en debat- og demokratisammenhæng? Det mener jeg ikke.

De deltagende i programmet har alle fremtrædende, privilegerede, ja, indflydelsesrige medieplatforme. Det er kvinder, der i kraft af deres status i den snakkende og debatterende klasse ikke sjældent får deres synspunkter sendt lige ind i hundrede tusinde dagligstuer hver uge.

De tilhører et køn, der på en række væsentlige parametre slår mændene med mange længder: Dagens kvinder er bedre uddannet, stærkere til at passe deres helbred og ikke lige så socialt udsatte. Mens nutidsmanden kommer dårligere gennem uddannelsessystemet, lever kortere og har en langt højere risiko for eksempelvis at ende som hjemløs. Han sidder (for det meste) i Jylland, og han er vred. Vred over at blive talt ned til af de veltalende (akademiker)kvinder, der bor i København, stemmer radikalt eller Enhedslisten, vil tage hans bil og penge fra ham – og bruge dem på lysende bænke og resocialisering af afstumpede forbrydere. Samtidig med at hun peger fingre ad ham, sådan en håbløst utjekket provinsperson, der spiser køberoulade og ikke aner, hvad den nyeste café på Vesterbro hedder. …

Vi kan låne fra professor ved KU, Hans Bonde. Han har beskrevet nogle specifikt kvindelige magtformer, deriblandt ‘svaghedsmagt’, ‘godhedsmagt’ og ‘skammermagt’. Særligt den sidste er relevant her. Skammermagt kan udskamme, ekskludere og nedtrampe, og det er væsentligt for etableringen af sociale, psykologiske og kulturelle hierarkier. De, der kan skamme, kan presse hele grupper ned i det, der de facto er en undermenneskekategori. Vi så det i udlændingedebatten i 1990erne, hvor kritikerne af tilvandringen blev tegnet som en art nazister, og vi ser det i dag i den kulturelle kamp mellem bestemte, privilegerede kvindesegmenter og manden (den hvide, kulturkristne arbejder-provinstype).

Til Bondes magtbegreber må vi lægge endnu et, nemlig definitionsmagten. Definitionsmagten sætter scenen. Den, ja, definerer, fylder begreber med et bestemt indhold, formet af magthaverens egne præferencer. ‘Tolerance’ kommer på den måde til at betyde ‘accept af intolerance’, og ‘ligestilling’ kommer til at betyde ‘negativ diskrimination af mænd qua deres køn’ – og så videre.

I et nutidsperspektiv kan vi især se den kvindedominerede definitionsmagt overalt, hvor spørgsmål om køn og ligestilling berøres. Løn, bestyrelsesposter, barsel med videre er emner, der stort set altid diskuteres ud fra præmissen om ‘ligestilling’, som oversat fra kvindesprog betyder ‘ensretning’. …

Man kunne også nævne andre mainstream-feminiserede emner såsom økologi og madspild, antiforbrug og den forestående klimakatastrofe, der alle henter næring i universitetsmarxismen. Debatten om disse foregår på en blandt kvinder særligt populær indignationspræmis: ‘Jeg er indigneret, derfor har jeg ret (og du er nazist).’ Et populært debatgreb, hvor det reaktionære krav om et sammenhængende argument er elimineret til fordel for en rent følelsesmæssig slutningskæde.

Opvokset i et feminiseret Institutionsdanmark med utydelige (men bomstærke) magtstrukturer har disse damer lært at begå sig på flydende manipulationssprog. Det handler om at sige en masse mellem linjerne. Destilleret uoprigtighed som magtredskab – og vor tids veluddannede kvinder i mediefladen har masser af det: Tal pænt, men sig noget rigtig grimt. Undgå direkte, ærlig konfrontation, skam din modstander ud i stedet. Social eksklusion er stærkere, mere sårende og længerevarende end et bramfrit eller nedsættende ord eller to.

(‘perkern’ på Uriasposten, 15. november 2014: “fuck danskerne vi boller jeres land…”)

Man skal nærmest være kvinde selv for at kunne besvare det raffinerede had, der emmer ud af (dele af) landets skrivende damebestand. Og manden? Han har tabt på forhånd. Han tabte allerede i skolen, da The Girl Way af ideologisk fikserede undervisere blev cementeret i 1970erne og frem. … Mangen en mand kan ikke svare under radaren. Han ryger direkte i nettet ved den første kluntede eller vrede kommentar på Facebook. Og så kan man bruge det til at slå ham oven i hovedet med. Igen. Se, den primitive racist-nazist-kvindehader-proletar-tabermand!

Men hvad er værst? Den velformulerede bandbulle mod anderledes tænkende, der tegner dem som en slags undermennesker eller moralsk defekte væsner – eksempelvis folk, der menes at have et ‘dårligt menneskesyn’ – eller beskeden, ‘du er en grim kælling’? Den sidste er klart mest direkte anstødelig. Men den første, hvad med den? Jo, den er mere abstrakt formuleret – men dens iboende dehumanisering rammer mindst lige så dybt som den første, vil jeg mene. …

Det, der giver social og kulturel status, det har kvinderne. De har skammer- og definitionsmagten, og dermed er det i høj grad dem, der bestemmer ude på medieslagmarken. Måske derfor finder vi, blandt dem, der klager mest over ‘tonen’ i debatten, også de dygtigste udi indirekte defamering af de anderledes tænkende. Det er et paradoks, men tydeligvis ikke et, der generer vores mange tonehyklere.”



11. november 2014

Hedegaard et al: “De har gravet en grav for det danske folk, og snart risikerer de selv at falde i den.”

Lars Hedegaard er her der og alle vegne. Forleden bekendtgjorde han, at han til det kommende folketingsvalg stiller op som løsgænger i Sjællands Storkreds, og så sent som i lørdags trykte selveste Politiken en hæderlig portrætartikel. Han er også bogaktuel. Herunder et citat fra ‘Der var et yndigt land’, en 344 sider lang ‘beretning om truslen mod Danmark’ han har skrevet sammen med Mogens Camre og Ole Hasselbalch. Udgives af Den Danske Forenings Forlag, en af de kommende dage.

“I sit berømte værk fra 1919 om Politik som erhverv opstillede den tyske sociolog Max Weber en distinktion mellem ‘hensigtsetik’ og ‘ansvarsetik’. Hidtil har de danske politikere konsekvent henholdt sig til deres gode hensigter, når det gjaldt masseindvandringen og den påfølgende islamisering og samfundsopløsning. Konsekvenserne vil de ikke vedkende sig, for det var jo ikke det, de ville. De vill det gode og kan ikke stå til ansvar for, at konsekvenserne blev ganske anderledes end hvad de havde bildt befolkningen og måske dem selv – ind.

Men så let vil Weber ikke lade dem slippe. Politikerne må stå til ansvar for de forudsigelige konsekvenser af deres handlinger. Det samme gælder jo også for almindelige forbrydere, der står i en retssal. Politikerne kan måske undskylde sig med, at de ikke kunne forudsige konsekvenserne, da de i 1983 slog porten op for masseindvandringen af vildt fremmede – hvoraf mange ikke ville os noget godt. I dag kender de følgerne og alligevel fortsætter de.

Også de embedsmænd, der villigt implementerer politikernes beslutninger, og den presse, der lyver, skjuler og bortforklarer, pådrager sig et ansvar. Siden rettergangen i Nürnberg efter 2. Verdenskrig kan folk i de offentlige kontorer, i ansvarsfulde stillinger på universiteterne eller i retsvæsenet ikke undskylde sig med, at de blot fulgte ordrer eller implementerede den rådende retsorden – hvor umenneskelig og ødelæggende den end måtte være.

De har gravet en grav for det danske folk, og snart risikerer de selv at falde i den.

Sådan ser det måske ikke ud i dag. Men som Galileo Galilei citeres for at have sagt, efter at den katolske inkvisition i 1633 havde tvunget ham til at afsværge, at Jorden bevæger sig om Solen: ‘Eppur si muove’ – alligevel bevæger den sig.” (s. 343f)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper