24. marts 2017

Venstreekstremisme: Atter hærværk mod Rasmus Paludans advokatkontor, ruder smadret

Det er ikke mere end 3-4 måneder siden, advokat Rasmus Paludan sidst fik smadret ruderne og tømt en skumslukker ved sit advokatkontor på Sydhavnen. I går rapporterede han som journalist for ‘Frihedens stemme’ fra Ungdomshuset på Dortheavej, og i dag kom så det venstreradikale modsvar. Flere billeder på Facebook.

I nat begik de autonome IGEN hærværk mod mit kontor. Åbenlyst den kriminelle reaktion på, at jeg torsdag var forbi Ungdomshuset og udføre lovlig journalistik for Frihedens Stemme.” (Rasmus Paludan på Facebook, 24. marts 2017)

Oploadet Kl. 19:04 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer

Historiker om medierne & de venstreekstreme: “.. agerer både dommer og jury. På gaden er de bødler”

Det er blevet bedre de senere år, men venstreekstremisme er stadig et tabu i medierne. For daglige læsere af nærværende ’suspekte’ og ‘ofte utroværdige’ blog, er der ikke meget nyt i nedenciterede kommentar, men den giver alligevel en ganske godt oprids. Ikke mindst i relation til mediernes rolle som samfundets vagthund.

Historiker Niels Jespersen i Weekendavisen – Venstrefløjens oversete hooligans (midlertidig link). Læs det hele!

“På folkemødet 2016 oplevede den højrenationale blogger Kim Møller fra Uriasposten og dennes kæreste, DF-politiker Pernille Bendixen, at en fotograf med forbindelser til det såkaldte researchkollektiv REDOX, Rasmus Preston, tog billeder af dem.

Preston har tidligere været talsmand for Projekt ANTIFA, der fungerer som talerør for Antifascistisk Aktion (AFA). Han deltog på folkemødet med sin arbejdsgiver, den licensbetalte Radio 24syv, hvor han arbejdede som fotograf. En besynderlig dobbeltrolle. Og desværre ikke det eneste eksempel. Det er tværtimod påfaldende, hvordan der tilsyneladende ikke er noget modsætningsforhold mellem at have været eller være aktiv i et venstreekstremistisk miljø og så pleje karriere i medie-Danmark.

(Weekendavisen, 24. marts 2017)

Symptomatisk nok for forbindelsen mellem AFA og REDOX kom politiet på sporet af REDOX’ overvågning, da man efterforskede et voldeligt overfald udført af et AFA-medlem.

Relationen mellem grupperinger som AFA og REDOX, der begge er ekstremt hemmelighedsfulde og lukkede foretagender, kunne for udefrakommende ligne en arbejdsdeling, hvor REDOX, bevæbnet med pressekort, kameraer og (i hvert fald tidligere) computerhacking, indsamler oplysninger om politiske modstandere, der så efterfølgende bliver overfaldet eller chikaneret. Der er i hvert fald som minimum tale om pudsige sammenfald.

En højreekstrem grønthandler fra Amager, advokaten og islamkritikeren Rasmus Paludan og fotograf Eyvind Dekaa har eksempelvis alle det til fælles, at de er blevet udsat for overfald eller hærværk efter at være kommet i søgelyset hos REDOX. Er det tilfældigheder? Er der en sammenhæng? Og hvor er journalisterne, der undersøger det for os? Er man nysgerrig, er man henvist til suspekte og ofte utroværdige højreorienterede blogs for at blive klogere. Det er ingen tjent med.

… man kan undres over, hvor let det er at bevæge sig fra den ene kreds til den anden, fra ekstremist til ekspert eller journalist, og hvor uinteresseret medierne samtidig er i at undersøge miljøerne. Selv i jihadist-cirkler har vi afhoppere, der i dag fortæller deres historie. Men hvor er antifascisternes Ahmed Akkari? Og hvor er mediernes jagt på at finde ham? Man fornemmer en udbredt ligegyldighed.

Jeg mener, at det er i offentlighedens interesse at få oplyst, hvorvidt venstreekstremister driver en privat efterretningstjeneste med forbindelser til voldelige hooligans. Og om personer, der optræder i medierne, eksempelvis som helteskikkelser i DRs dokumentarer, eller som uvildige eksperter i radikalisering, har haft tætte relationer til disse kredse.

Medierne bør tage sig sammen og behandle den ekstreme venstrefløj lige så kritisk, som de ville behandle den ekstreme højrefløj eller ekstreme islamister. …

Det venstreradikale miljø benytter en række frontorganisationer og initiativer som ‘NoPegida DK’ og ‘Her er oprøret’ til at organisere moddemonstrationerne. Metoden kendes fra selskabstømmere og momskarruseller og andre foretagender, hvor bagmændene ikke vil stå frem. Men man kender deres strategi fra AFA. Og deres relationer til No Pegida er da også tydelige. …

Miljøet, hvorfra REDOX og AFA udgår, står ikke til regnskab for nogen. Der sidder ingen uvildige personer og instanser og holder opsyn. Hvis man er utilfreds med deres gerninger, er der intet sted at klage eller en generalforsamling at dukke op til. De sidder i lukkede kælderlokaler og agerer både dommer og jury. På gaden er de bødler. De kæmper for en hellig sag i en hellig krig og med en fanatisme, der retfærdiggør, at man tager voldelige midler i brug. Målet helliger midlet. Det er arven fra Weimar-republikkens sekteriske gadekampe, de opretholder. Der er kun pressen til at skabe gennemsigtighed i deres affærer. Men hvor er den?

(Redox’ Rasmus Preston fotograferer undertegnede, Havnegade, Allinge, 18. juni 2016)



22. marts 2017

Kims Chips klipper sekvens ud af reklamefilm, for ikke at støde ‘afrodanske’ Nicole Jacqueline Obovo

For nogle år siden blev Chips-Jørgen kaldt ‘kartoffel-dansker’ i en reklame, uden det gav videre debat. På samme måde kan landets største nyhedsside kalde nordmænd for ‘fjeldaber’, uden det støder nogen.

Kims Chips har nu klippet ‘blackface’-sekvensen ud af reklamen, og Nicole Jacqueline Obovo Valentin Emore Frederiksen, med aner i Nigeria (Øst for Benin, syd for ‘Negerland’), kan nu sove roligt om natten. Sagens detaljer sakset fra Metroxpress – Jørgen er ude: Kims tager konsekvensen efter shitstorm.

“Den danske chipskonge Kims har udvidet sortimentet med knasende chokoladekugler, og i den anledning har producenten lavet en reklame, hvor den faste frontfigur Jørgen optræder med chokolade tværet ud i hele ansigtet. Til lyden af den eksotiske bongotromme fortæller Jørgen, at han ikke er brun, fordi han har været på Gran Canaria, men han ‘er brun, fordi han skal fortælle om sine nye chokoladekugler’.

Og det er faldet flere forbrugere for brystet. … Facebook-opslaget har tiltrukket sig en del opmærksomhed fra rasende danskere, der også studsede over Jørgens brunmalede ansigt. …

Det er ikke første gang, Kims anklages for racisme. I en reklamefilm for nødder har nøddespecialisten Michael Madsen en talefejl, der gør, at han ikke kan sige M. Derfor siger han ’snager af nere’ i stedet for ’smager af mere’. Efter klager fra forbrugere, blandt andet fra African Empowerment Center, blev Radio- og Tv-nævnet inddraget i sagen, men de endte med at give Kims ret i, at der var tale om et humoristisk indslag. Chipsproducenten slap altså uden konsekvenser.”

(Chips-Jørgen som neger i tv-reklame, 2017; Se evt. ny udgave)

“Efter at have set tv-reklamen i går aftes føler jeg mig utroligt krænket. … krænkende, fordi jeg som afrodansker ikke kan undgå at lægge mærke til den tydelige opstilling. Jeg kan ikke undgå at høre, at der i reklamefilmen er indsat bongotrommer i baggrunden. Og jeg kan ikke undgå at høre Jørgen sige, ‘Jeg er brun, fordi…’.” (Nicole Jacqueline Obovo Emore‎, 9. marts 2017)

Oploadet Kl. 17:43 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


21. marts 2017

Borgerlige Berlingske citerer Information, men vælger ikke at vinkle mod voldelige venstreradikale

En sober artikel i Dagbladet Information, der i sig selv er et opgør med ’sammenstøds’-myten. Avisens faste læsere er i chok, og en Benjamin Bach mener vinklen minder om noget man kunne læse i borgerlige Berlingske. På B.dk er problemet dog ikke de venstreradikale moddemonstranter, men ‘demonstrationerne’. Så meget for den danske spidsborgerlighed. Fra Information – Modstand mod antimuslimske demonstrationer koster millioner.

“Selv om den islamkritiske organisation For Frihed, det tidligere Pegida, sjældent kan mobilisere mere end 100 mennesker til sine demonstrationer, har politiet alene i 2015 brugt 22.359 arbejdstimer ud over det daglige beredskab på at beskytte demonstranterne.

… ifølge politiet skyldes de mange ekstra mandetimer, at det er nødvendigt at beskytte demonstranterne mod aggressive moddemonstranter. …

– Hvem skaber problemerne til For Frihed-demonstrationerne?

Det er næsten uden undtagelse moddemonstrationerne. ….’ …

Men det er ikke de islamkritiske demonstranters fejl, at politiet over to år må bruge over 8 millioner kr. på at vogte over demonstrationerne, mener politiet. Istedet er det aggresive moddemonstrationer, der kræver politiets indsats. …

– Er moddemonstrationernes demonstrationsfrihed nogensinde til fare?

‘Det er sjældent moddemonstrationerne, der bliver overfaldet. Jeg husker ikke situationer, hvor moddemonstrationerne var i fare. Det er typisk For Frihed, der er i fare fra den yderste venstrefløj. Jeg kan ikke huske, at andet skulle have været tilfældet,’ siger Thorkild Fogde.”

(Information, 20. marts 2017: Modstand mod antimuslimske demonstrationer koster millioner)

Hold nu ferie. Lige til Berlingeren. Forudsigeligt, fladpandet narrativ, politiet gøres til det stakkels offer, højre- og venstrefløjen sættes op som to ens ekstremer. …

Det virker som om, at journalisten på forhånd har accepteret, at det er en del af et sundt demokrati at have nynazister vadende gennem Nørrebro. Og så at det i øvrigt skal tillades ud fra økonomiske hensyn. Er det her Information? Den gamle modstandsavis? (Benjamin Bach på Information.dk, 20. marts 2017)

(B.dk, 20. marts 2017: Demonstrationer koster…; NB: Oprindeligt: ‘Islamkritiske demonstranter koster…’)



20. marts 2017

Søren Krarup om DDF (1992): “Det begyndte med bomber, da foreningen blev stiftet i marts 1987.”

Den Danske Forening kunne i sidste uge fejre sit 30 års-jubilæum, hvad mig bekendt ikke blev nævnt med et eneste ord i de etablerede medier. Det forstår man på mange måder godt, for mediernes hetz mod foreningen kan ikke afbalanceres af neutrale ord en generation senere, ligesom masseindvandringen ikke bliver omgjort af den til enhver tid siddende regerings ’stramme udlændingepolitik’. Sket er sket.

Søren Krarup gennemgik i Ekstra Bladet den 28. marts 1992 foreningens første fem år, og omtaler blandt andet Fællesinitiativet mod racismes kampagne mod foreningens stifter Dr.phil. Sune Dalgaard, der under besættelsen var frihedskæmper, og i slutningen af krigen blev fanget af Gestapo, før han i sit livs efterår skulle udsættes for nazi-associationer, fordi han advarede mod den løbende indvandring.

Sognepræst Søren Krarup i Ekstra Bladet – Holger Danske i dag (ikke online)

“Jeg tvivler på, at man i nyere dansk historie vil kunne finde en kampagne, der i nedrighed og infami kan måle sig med den, der i de seneste år er ført imod Den danske Forening.

Alle midler, især de mest gemene, er blevet brugt. Det begyndte med bomber, da foreningen blev stiftet i marts 1987. Det fortsatte med bomber og andre former for kasteskyts og vold, da foreningen holdt sine møder. Og de håndgribelige bomber blev hele tiden kombineret med de verbale bomber, der hedder skældsord, bagvaskelse og hetz.

Det er lærerigt at studere det sprog, der er blevet brugt – både af de journalister, som systematisk forfølger Den danske Forening, og de politiske kræfter på den yderste venstrefløj, der har fundet ‘anti-racismen’ som sit sidste halmstrå i en tid hvor deres socialistiske ideologi er brudt sammen. …

Jeg sidder f. eks. med en kronik fra Ekstra Bladet 12.9.1988, skrevet af fire repræsentanter fra dette ‘fællesinitiativ’, Erik Mikkelsen, Bashy Qurashy, Søren Petersen og Freddy Nielsen. Deres tekst er god at få forstand af.

For det første udtaler forfatterne uden at blinke, at ‘vi nærer ingen fine følelser for de grundlovssikrede frihedsrettigheder’. Tankevækkende tale, ikke sandt! For det betyder jo, at disse venstrefløjsfanatikere ikke vil betænke sig på at sprænge den ytringsfrihed og mødefrihed, som grundloven garanterer danske borgere. Det har altså slet ikke været nogen tilfældighed, når der igen og igen er blevet brugt bomber og anden form for vold mod Den danske Forenings møder. Det har været bevidste angreb på vore grundlovssikrede frihedsrettigheder, kan vi læse. …

Det fremgår også af teksten i sig selv, for der er tale om et voldssprog. Man formelig mærker fråden. Eder og forbandelser sprøjter fra forfatternes læber.

Hør blot: ‘Trods præstekraver, dommer-kapper, professorhatte og fine titler er Den danske Forening lige så beskidt en bande som grønjakker og andre racistiske grupper’.

Fint, ikke sandt! En nobel og ædel måde at benytte sit modersmål på. Dette er stilen – og på den baggrund er det jo ikke fri for at virke komisk, når vi nu skal høre de samme personer forsikre, at de kun benytter sig af ‘argumenter’. Det er altså skældsord og spytklatter som argumentation. Og det er verbal vold og korporlige angreb på lov og ret som ‘debat’.

Hykleriet er gennemgribende, men det bakkes som bekendt op af de journalister, hvis embede det ellers er at fremdrage sandheden. De tager i dette tilfælde meget let på deres pligter, for de synes at have allieret sig med voldsideologien. Derfor taler mange journalister samme vulgære sprog. Derfor deltager de i samme afstumpede hetz. Derfor er de ensrettede og ensrettende.

Kan man i vores nyere historie mindes noget, der i systematisk underlødighed kommer op på siden af den kampagne, som er blevet ført mod Den danske Forening?

[…]

I al stilfærdighed vil jeg sige, at jeg betragter Sune Dalgaard som en Holger Danske af i dag. Jeg er ikke i tvivl om, at han vil smile ironisk ad udtrykket. Jeg selv er heller ikke fri for at føle det lidt for højtideligt.

På den anden side mener jeg det. Fordi der er folk som ham, har Danmark alligevel en fremtid. Således ser en helt igennem ægte, lødig og fædrelandskærlig dansker ud i dag. Her er ingen forfængelighed, intet magtbegær, ingen trang til at tage sig ud. Her er kun den stilfærdige, urokkelige vilje til at gøre sin pligt mod landet, og stå fast på sandheden i et offentligt liv, der ikke vil vide af den.

[…]

Jeg gør mig ingen illusioner om, at de såkaldte antiracister vil kunne skamme sig. For dem er der jo tale om kynisk, beregnende taktik og politik. Jeg forestiller mig heller ikke, at politikerne vil have mod og sind til at føle skam over sådanne offentlige forhold.

Men hvis de pågældende journalister har mindste hæderlighed i kroppen, bør de skamme sig over den gemene kampagne, de har gjort sig til deltagere i. Dybt, længe og inderligt.”

Oploadet Kl. 10:39 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer

Lillelund om skolelederen, der ikke havde et problem med ‘tosprogede’, “… idet han var farveblind”

Ingen kan spidde den politiske korrekthed som Niels Lillelund. Her en kommentar fra Jyllands-Posten – ‘…det religiøse sprog blev det foretrukne i den politiske og økonomiske debat’. Læs det hele!

“… i dag har det mytiske skiftet sted. Det objektive sprog er kun tilsyneladende rationelt, for det religiøse sprog har erobret os, og det, hvorom vi burde tale rationelt, behandles udelukkende i religiøse, mytiske termer.

… det falder os efterhånden helt naturligt; vi er omgivet af brændende tornebuske, så vi studser ikke over en overskrift som denne i Berlingske: ‘Enormt antal tosprogede elever udfordrer fagligheden.’ Vi ved, hvad det betyder, vi kender de religiøse termer og er trygge ved dem, og det er ikke så lidt sprængfarligt at forsøge at studere udsagnet med kølige briller, for hvorfor er det et problem, at elever er tosprogede? Det er vel alle dage en fordel at kunne to sprog?

Således taler den rationelle, men i vort moderne, mytiske univers har ordene en anden betydning, hvorfor f.eks. en skoleleder i sin tid kunne meddele en avis, at han ikke havde noget problem med tosprogede, idet han var farveblind.

Ordet tosproget har ganske vist en slags definition (op til flere) i undervisningsmæssig sammenhæng, hvor det betyder én, der har brug for mere end ét sprog, hvorefter det kan dække over en hvilken som helst dansker, der forsøger at bestille en fadøl på en cafe i Paris…



16. marts 2017

Hatecrime i hovedstaden: DFU-næstformand chikaneret under demokrati-debat på Det Frie Gymnasium

Onsdag deltog DFU-næstformand Tobias Weische i en demokrati-debat på Det Frie Gymnasium, en af hovedstadens venstreradikale højborge. Det gik bedre end man kunne frygte, han slap med lidt hatecrime i den milde ende. Næppe noget der overtræder skolens værdier.

“Vores politiske næstformand Tobias Weische, deltog i går i en politisk debat i København. Her blev han verbalt overfaldet og efterfølgende overhældt med vand. Det sker desværre alt for ofte, at vores medlemmer og debattører ikke kan være i fred. De bliver verbalt overfaldet og kaldt de mest ubehagelige ting og går det slemt for sig bliver det fysisk, som i går. Ja, til tider må lærere følge os ud af dørene for at undgå overfald. Politisk vold er dybt uacceptabelt uanset om det rammer højre- eller venstrefløjen.” (DFU, 16. marts 2017)

(Det Frie Gymnasium, 2014)

Oploadet Kl. 23:59 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


11. marts 2017

‘Kærlighed – Dannelse – Dialog’: Islamkritiker myrdes af islamist, mindepris til militant venstreradikal

Den 14. februar 2015 blev filminstruktør Finn Nørgaard likvideret af islamisten Omar El-Hussein foran Kulturhuset Krudttønden, i forbindelse med et debatarrangement med deltagelse af Lars Vilks. Efterfølgende etableredes ‘Finn Nørgaard Foreningen’ med henblik på årlig uddeling af en pris i Finn Nørgaards navn, der med udgangspunkt i begreberne ‘Kærlighed – Dannelse – Dialog’, skulle støtte projekter til fordel for ‘udsatte unge’.

I år gik prisen til Fritidsakademiet (FRAK), herunder Balder Bergman Johansen, daglig leder af Logik & Co., og bestyrelsesmedlem i projektet. (nummer 2 fra venstre, herunder)

Jeg har flere gange skrevet om Bergman Johansen her på siden, men sammenkædningen af en militant venstreradikal med plusordene ‘Kærlighed – Dannelse – Dialog’ må være et foreløbigt klimaks. Nørgaard, der døde i kampen mod indvandrede ‘muslimske fascister’, mindes de facto med pris til nationalstatens ultimative modpol.

“I går blev Finn Nørgaards pris uddelt til Mudi Jarkass, leder af Fritidsakademiet (FRAK) og Balder Johansen, bestyrelsesmedlem samme sted og daglig leder i Logik & Co. Prisen uddeles af foreningen som er stiftet af Finn Nørgaards venner efter han blev dræbt ved Krudttønden 14 februar 2015…” (Facebook, 15. februar 2017)

(Finn Nørgaard Foreningen takker… AFA-general Balder Bergman Johansen, 15. februar 2017; Foto: FB)

Balder Bergman Johansen, ‘Generalen’, jf. BT.

“Alle i det autonome miljø kender dem. Og alligevel kender de færreste dem: Generalen og Doktoren. De to sky personer er bagmænd bag utallige sammenstød mellem politi og autonome op gennem 1990erne… Som bidronninger sidder de stille og lader en hær af arbejdere gøre det grove arbejde. De bestemmer, hvem der skal stikkes, de bestemmer, hvor ondt det skal gøre, og de bestemmer, hvor og hvornår det skal ske… Både Doktoren og Generalen har i årevis været fremtrædende medlemmer af den autonome gruppering AFA (Anti-Fascistisk Aktion)… en organisation, hvor nogle af medlemmerne – ifølge kilder med kendskab til det autonome miljø – har dannet hemmelige tæskehold.

Begge har ifølge B.T.s oplysninger været drevet ikke bare af deres politiske overbevisning, men også af et voldsomt had til politiet. Mens Generalen allerede i 1970erne som barn var involveret i gadekampe mod politiet og er politisk skolet…

Tæskeholdet bestod af politiske sympatisører og AFA-medlemmer, og op gennem 1990erne stod det bag adskillige overfald på nazister og andre højreorienterede… (BT, 8. december 2002: Generalen og Doktoren)

Oploadet Kl. 01:09 af Kim Møller — Direkte link46 kommentarer


8. marts 2017

Venstreradikal til venstreradikal: “…. du dehumaniserer os ved at stille os på linje med dyr og mad”

“Hvorfor skal kvinder altid være slutty til udklædningsfester?”, spurgte feministen Ditte Giese fornyligt, og mindes gamle dage hvor folk kom deltog i udklædningsfester som Hotdog, rengøringsdame, kineser, zebra eller Fraggle.

Kritikken kom ikke fra brovtende mandschauvinister i blå kedeldragter, men fra overdrevets overdrev på den yderste venstrefløj. Den ene af de to skribeter er medstifter af ‘Front’, og forfatter til artiklen med det mundrette navn ‘Hvid mælk – om racialiseringen af mælk og laktoseintolerans i forbindelse med transnational adoption’.

Kommentar af Jin Vilsgaard og Mette A.E. Kim-Larsen i Politiken – Du dehumaniserer os ved at stille os på linje med dyr og mad.

“… i Politiken 27. februar skriver du, at du savner, hvad du betragter som din ungdoms uskyldige og fjollede fastelavns- og karnevalsfester med udklædning som ’Hotdog, rengøringsdame, kineser, robot, zebra, Fraggle. Den slags’.

Det undrer os, at en som dig, der kalder sig selv for feminist, gang på gang træder på andre minoriserede grupper på denne måde og derudover ellers afholder sig fra at sætte sig ind i baggrunden for problemet.

Med et udseende, mange aflæser som ‘kinesisk’, er vi den slags, der åbenbart er i kategori med dyr og mad som fjollede eksistenser, og vi bliver utroligt provokerede af den nonchalante tone, som racismen pakkes ind i.

Nu du er hvid feminist, så tager vi den lige en gang til for prins Knud, at ulighed som et produkt af historien ikke kun betyder noget, når det gælder undertrykkelsen af ‘den hvide kvinde’.

Udklædningen som en asiatisk figur (herunder ‘kineser’) kaldes for yellow face og skriver sig ind i en lang historie af eksotisering af mennesker, der aflæses som værende ‘asiatiske’.

Eksempelvis har det været en tradition i opera at stereotypisere på denne måde, hvor Madame Butterfly-figuren fra værket af samme navn er et af de mest omdiskuterede eksempler. …

Denne eksotisering relaterer sig til det bluf, at mennesker med såkaldte ’asiatiske’ træk skulle være lavere stående i forhold til vestlige, ’hvide’ mennesker. …

Når du dehumaniserer os ved at stille os på linje med dyr og mad, kommer du til at gentage denne fantasi om ’hvide mennesker’ som en overlegen kategori i forhold til ‘asiater’.”

(Vladimir Putin betragter den danske krænkelsesdebat fra sit russiske ’safe space’)


Mchangama: Institut for Menneskerettigheder betragter ateistisk religionskritik som værende ‘had’

Institut for Menneskerettigheder har netop udgivet en rapport om hadefuld debat på sociale medier, og som man næsten kan gætte, så handler det om at stække højrebølgen kommentar for kommentar. Det er selvfølgelig den forkerte vej at gå, for tryk avler modtryk, og ‘worst case scenario’ er nu engang ikke grimme ord i tilfældige debatter på Facebook.

Da jeg sidste år deltog i en debat om debatten i regi af Institut for Menneskerettigheder, pointerede flere, at den hårde tone afskar folk fra at deltage i den. Det er for mig at se efterrationalisering, og det er svært at se debatten skulle bliver mere demokratisk, hvis blot folk uden akademisk uddannelse censureres med rund hånd. Problematikken fremgår af den kritiske analyse herunder.

Velskrevet kommentar af Jacob Mchangama på Zetland – Nej, SÅDAN skal vi bekæmpe den hadefulde debat på nettet: Sæt den fri.

“Tonen på internettet er hård. Det politiske landskab er polariseret i en grad, hvor skadefryden ved at levere stikpiller ofte synes større end trangen til at forfine sit eget argument…

For at redde debatten og sikre en bedre ‘tone’ har Institut for Menneskerettigheder (IMR) skrevet en fyldig analyse om ‘hadefulde ytringer i den offentlige onlinedebat’. Her forsøger de dels at kvantificere omfanget af hadefulde ytringer på sociale medier, dels kommer de med anbefalinger til at håndtere problemet. …

Rapporten lider dog af en række metodologiske mangler. Og vigtigere: hvis dens anbefalinger følges, risikerer man at skabe omfattende og politisk skævvredet selvcensur. Man risikerer, at de såkaldt hadske kommentarer, der ikke lever op til tonen, flytter andre steder hen og dermed bidrager yderligere til den polarisering og ekkokammer-effekt, som har været den utilsigtede konsekvens af sociale mediers stigende dominans.

(Institut for Menneskerettigheder, Hadefulde ytringer i den offentlige debat, 2017)

IMR har i fire måneder holdt øje med debattråde under DR og TV 2’s nyheder på Facebook. Næsten 3.000 kommentarer har de gennemgået. …

Men allerede her melder problemerne sig. For IMR tager ikke alene udgangspunkt i de ytringer, der er omfattet af straffelovens forbud mod for eksempel forhånende og nedværdigende ytringer mod bestemte grupper (racismeparagraffen). De bruger i stedet en langt mere omfattende definition: ‘Stigmatiserende, nedsættende, krænkende, chikanerede og truende ytringer, der fremsættes offentligt mod et individ eller en gruppe baseret på individets eller gruppens køn, etnicitet, religion, handicap, seksuelle orientering, alder, politiske observans eller sociale status’.

Den Danske Ordbog definerer had som en ‘meget stærk følelse af fjendtlighed eller forbitret vrede over for en person, som man for eksempel føler sig krænket af’.

Men IMR definerer ‘had’ på en femtrinsskala, hvor stigmatisering er den mildeste grad af had, hvorefter det bliver grovere med nedsættende, krænkende, chikanerende og til sidst truende had. Ved at medtage de mildere kategorier som ’stigmatisering’ og ‘nedsættende’ udvider IMR ikke bare den naturlige sproglige forståelse af ordet ‘had’, men indfører også en grænse, der er betydeligt mere omfattende end racismeparagraffen og straffeloven.

Hvor galt står det så til med tonen og hadet? Kun én af de 2.996 kommentarer klassificeres som en trussel – andre kan være blevet fjernet af mediernes moderatorer. Godt halvdelen af de ‘hadefulde’ kommentarer falder under de milde kategorier 1 og 2, som altså ikke er strafbare. Og det største antal ‘hadefulde’ kommentarer – 31 procent – vedrører ‘politisk observans’, der heller ikke i sig selv er strafbart, da der er gode grunde til, at ytringsfriheden skal være særdeles omfattende, når det gælder politiske ytringer.

IMR anbefaler, at medier skal bekæmpe de hadefulde ytringer med moderering: Medier kan, skriver de, blandt andet bruge ‘monitorering, redigering, aktiv indblanding og sletning af indhold’.

Her er nogle af de eksempler, der ifølge IMR udgør had, og som derfor burde modereres.

Debattøren her problematiserer, at indvandrere – men ikke nogen bestemt gruppe – kræver kønsadskillelse i en svømmehal, ligesom han kræver accept af danske normer som betingelse for ophold i Danmark. Uanset brugen af versaler er det svært at opfatte en sådan temmelig almindeligt forekommende politisk tilkendegivelse i en velkendt integrationsdebat som ‘nedsættende’, ligesom det er uklart, præcis hvilken gruppe ytringen er rettet mod.

Der findes adskillige eksempler på, at politikere og ministre har udtalt lignende holdninger. Eksempelvis udtalte integrationsminister Inger Støjbjerg for nylig til TV 2/Fyn:

‘Når man lever og bor i Danmark, så må man indrette sig efter det regelsæt, som vi har i Danmark. For mig er integration ikke et spørgsmål om, at vi alle sammen bøjer os lidt ind mod hinanden – og så mødes vi et sted på midten. For mig er integration, at man indretter sig efter de normer og det værdisæt, som vi har her. Og det indbefatter blandt andet, at man giver hånd.’

At det skulle udgøre ‘had’, virker som en temmelig lemfældig omgang med det danske sprog.

Det ville også være en ret drastisk omgang selvcensur, hvis medier skulle fjerne alle kommentarer fra politikere, debattører og borgere, der mener, at præmissen for ophold i Danmark er accept af grundlæggende danske normer.

Lad os tage et eksempel mere:

Her er vi ovre i et af de grelle og stærkt selvmodsigende eksempler. Her er tale om en klassisk ateistisk kritik af religion som værende i strid med fornuften. I den kendte oplysningstænker Tom Paines klassiker The Age of Reason fra 1794 skriver han:

‘Som ingen andre af menneskets opfindelser virker alle religiøse institutioner, jødiske, kristne, eller muslimske på mig, som om de er skabt til at skræmme og slavebinde menneskeheden og monopolisere magt og profit.’

Paines moderne arvtager Christopher Hitchens skrev i 2007 en lignende bredside i bogen God is not great: How Religion Poisons Everything. Her kalder han organiseret religion for ‘voldelig, irrationel, intolerant, allieret med racisme’ og ‘foragtende over for kvinder’. Blandt andet.

Disse angreb på religion fra to store litterære skikkelser går langt videre end den kommentar, som IMR mener er så krænkende, at den udgør had.

[…]

Som sådan er IMR’s rapport opskriften på, hvordan man skaber en offentlig debat, hvor politiske og kulturelle eliter konstant bliver overrasket over udfaldet af valg, folkeafstemninger og fremkomsten af nye politiske idéer og bevægelser, fordi man afskærer sig selv fra at blive konfronteret med de holdninger og bekymringer, der findes i bestemte befolkningsgrupper. Og så har vi virkelig et problem med den offentlige debat.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper