5. august 2019

Berlingske: “Har Trump et medansvar for hadforbrydelser og masseskyderier som i El Paso? Måske”

Hvis man er imod indvandring og multikultur, så er det svært at opbygge en platform på de store sociale medier. Fredelige demokrater blokeres, hvis blot de ytrer støtte til Tommy Robinson eller lignende. Man kan dog stadig stemme på politikere, der bekæmper indvandring og multikultur, men stod det til internationalisterne så skulle politikerne også holde sin mund. Modstand mod indvandring mobiliserer militante indvandringsmodstandere…

Tryk avler modtryk, og brede dele af befolkningen vil til evig tid bekæmpe befolkningsudskiftningen, uanset hvordan problematikken diskuteres politisk. Hvis internationalisterne for enhver pris vil gennemføre deres revolution, så må de forvente modstand her der og alle vegne. Det bliver ikke kønt, men Trump er ikke fjenden. Man kunne omvendt argumentere for at han er løsningen.

(Analyse i Berlingske ved USA-korrespondent Michael Bjerre, 1. august 2019)

“Det fremgik også af DR’s nyheder i går aftes. Trump skal have gjort sig skyldig i en hård retorik mod latinoer og indvandrere, fastslog tv-ansigterne som den største selvfølgelighed af verden. Man behøver ikke at bevise det, for det er almindelig viden.

Vi mangler imidlertid henvisninger til hadefulde udtalelser om sorte, latinoer og immigranter i almindelighed, som man jo nemt skulle kunne finde, hvis der var hold i racismeanklagerne.

Trump har brugt en hård retorik mod voldelige bander som M-13, narkosmuglere, menneskehandlere og folk, der bryder USA’s lovgivning ved ulovlig indvandring. Det har demokraterne – mod bedre vidende – fået til, at han hader alle fremmede, selv om han gang på gang har understreget, at han går ind for indvandring, hvis den sker ad de lovlige kanaler. …

Trump holder ikke en tale uden at bryste sig af den rekordlave arbejdsløshed blandt sorte, latinoer og kvinder. Man kan diskutere, om det er præsidentens fortjeneste, men man kan ikke betvivle, at han tydeligvis er stolt af denne udvikling. Og det er jo mærkeligt, hvis han var racist. Så skulle han glæde sig, hvis det gik skidt for farvede.” (Lars Hedegaard, 5. august 2019)



2. august 2019

Jordan B. Peterson om Jacques Derridas filosofi: “It puts the act of categorization itself in doubt.”

Når man nu ikke kan finde tid til at læse bøger fra start til slut, så er det rart med lydbøger. Jeg kom igennem Jordan B. Petersons ’12 rules of life’, og er positivt overrasket. Det er ikke kun smarte onelinere, men også dybere betragtninger om stort og småt, ofte med udgangspunkt i egne oplevelser. Hans kritik af kulturmarxismen, postmodernister og det ideologiske overdrev på universiteterne er lige på kornet.

Postmodernism and the Long Arm of Marx (s. 206ff)

“These disciplines draw their philosophy from multiple sources. All are heavily influenced by the Marxist humanists. One such figure is Max Horkheimer, who developed critical theory in the 1930s. Any brief summary of his ideas is bound to be oversimplified, but Horkheimer regarded himself as a Marxist. He believed that Western principles of individual freedom or the free market were merely masks that served to disguise the true conditions of the West: inequality, domination and exploitation. He believed that intellectual activity should be devoted to social change, instead of mere understanding, and hoped to emancipate humanity from its enslavement. Horkheimer and his Frankfurt School of associated thinkers—first, in Germany and later, in the US—aimed at a full-scale critique and transformation of Western civilization.

More important in recent years has been the work of French philosopher Jacques Derrida, leader of the postmodernists, who came into vogue in the late 1970s. Derrida described his own ideas as a radicalized form of Marxism. Marx attempted to reduce history and society to economics, considering culture the oppression of the poor by the rich. When Marxism was put into practice in the Soviet Union, China, Vietnam, Cambodia and elsewhere, economic resources were brutally redistributed. Private property was eliminated, and rural people forcibly collectivized. The result? Tens of millions of people died. Hundreds of millions more were subject to oppression rivalling that still operative in North Korea, the last classic communist holdout. …

Marxist ideas were very attractive to intellectual utopians. One of the primary architects of the horrors of the Khmer Rouge, Khieu Samphan, received a doctorate at the Sorbonne before he became the nominal head of Cambodia in the mid-1970s. In his doctoral thesis, written in 1959, he argued that the work done by non-farmers in Cambodia’s cities was unproductive: bankers, bureaucrats and businessmen added nothing to society. Instead, they parasitized the genuine value produced through agriculture, small industry and craft. Samphan’s ideas were favourably looked upon by the French intellectuals who granted him his Ph.D. Back in Cambodia, he was provided with the opportunity to put his theories into practice. The Khmer Rouge evacuated Cambodia’s cities, drove all the inhabitants into the countryside, closed the banks, banned the use of currency, and destroyed all the markets. A quarter of the Cambodian population were worked to death in the countryside, in the killing fields.

Lest We Forget: Ideas Have Consequences.

When the communists established the Soviet Union after the First World War, people could be forgiven for hoping that the utopian collectivist dreams their new leaders purveyed were possible. The decayed social order of the late nineteenth century produced the trenches and mass slaughters of the Great War. The gap between rich and poor was extreme, and most people slaved away in conditions worse than those later described by Orwell. Although the West received word of the horror perpetrated by Lenin after the Russian Revolution, it remained difficult to evaluate his actions from afar. …

In the 1930s, during the Great Depression, the Stalinist Soviets sent two million kulaks, their richest peasants, to Siberia (those with a small number of cows, a couple of hired hands, or a few acres more than was typical). From the communist viewpoint, these kulaks had gathered their wealth by plundering those around them, and deserved their fate. Wealth signified oppression, and private property was theft. It was time for some equity. More than thirty thousand kulaks were shot on the spot.

The kulaks were ‘enemies of the people,’ apes, scum, vermin, filth and swine. ‘We will make soap out of the kulak,’ claimed one particularly brutal cadre of city-dwellers, mobilized by party and Soviet executive committees, and sent out into the countryside. The kulaks were driven, naked, into the streets, beaten, and forced to dig their own graves. The women were raped. Their belongings were ‘expropriated,’ which, in practice, meant that their houses were stripped down to the rafters and ceiling beams and everything was stolen. …

The ‘parasitical’ kulaks were, in general, the most skilful and hardworking farmers. A small minority of people are responsible for most of the production in any field, and farming proved no different. Agricultural output crashed. What little remained was taken by force out of the countryside and into the cities. Rural people who went out into the fields after the harvest to glean single grains of wheat for their hungry families risked execution. Six million people died of starvation in the Ukraine, the breadbasket of the Soviet Union, in the 1930s. ‘To eat your own children is a barbarian act,’ declared posters of the Soviet regime.

… France’s most famous mid-century philosopher, Jean-Paul Sartre, was a well-known communist, although not a card-carrier, until he denounced the Soviet incursion into Hungary in 1956. He remained an advocate for Marxism, nonetheless, and did not finally break with the Soviet Union until 1968, when the Soviets violently suppressed the Czechoslovakians during the Prague Spring.

Not long after came the publication of Aleksandr Solzhenitsyn’s The Gulag Archipelago, which we have discussed rather extensively in previous chapters. As noted (and is worth noting again), this book utterly demolished communism’s moral credibility—first in the West, and then in the Soviet System itself. …

Solzhenitsyn argued that the Soviet system could have never survived without tyranny and slave labour; that the seeds of its worst excesses were definitively sowed in the time of Lenin (for whom the Western communists still served as apologists); and that it was propped up by endless lies, both individual and public. Its sins could not be blamed on a simple cult of personality, as its supporters continued to claim. Solzhenitsyn documented the Soviet Union’s extensive mistreatment of political prisoners, its corrupt legal system, and its mass murders, and showed in painstaking detail how these were not aberrations but direct expressions of the underlying communist philosophy. No one could stand up for communism after The Gulag Archipelago—not even the communists themselves.

This did not mean that the fascination Marxist ideas had for intellectuals—particularly French intellectuals—disappeared. It merely transformed. Some refused outright to learn. Sartre denounced Solzhenitsyn as a ‘dangerous element.’ Derrida, more subtle, substituted the idea of power for the idea of money, and continued on his merry way. Such linguistic sleight-of-hand gave all the barely repentant Marxists still inhabiting the intellectual pinnacles of the West the means to retain their world-view. Society was no longer repression of the poor by the rich. It was oppression of everyone by the powerful.

According to Derrida, hierarchical structures emerged only to include (the beneficiaries of that structure) and to exclude (everyone else, who were therefore oppressed). Even that claim wasn’t sufficiently radical. Derrida claimed that divisiveness and oppression were built right into language— built into the very categories we use to pragmatically simplify and negotiate the world. There are ‘women’ only because men gain by excluding them. There are ‘males and females’ only because members of that more heterogeneous group benefit by excluding the tiny minority of people whose biological sexuality is amorphous. Science only benefits the scientists. Politics only benefits the politicians. In Derrida’s view, hierarchies exist because they gain from oppressing those who are omitted. It is this ill-gotten gain that allows them to flourish.

Derrida famously said (although he denied it, later): ‘Il n’y a pas de hors-texte’—often translated as ‘there is nothing outside the text.’ His supporters say that is a mistranslation, and that the English equivalent should have been ‘there is no outside-text.’ It remains difficult, either way, to read the statement as saying anything other than ‘everything is interpretation,’ and that is how Derrida’s work has generally been interpreted.

It is almost impossible to over-estimate the nihilistic and destructive nature of this philosophy. It puts the act of categorization itself in doubt. It negates the idea that distinctions might be drawn between things for any reasons other than that of raw power. Biological distinctions between men and women? Despite the existence of an overwhelming, multi-disciplinary scientific literature indicating that sex differences are powerfully influenced by biological factors, science is just another game of power, for Derrida and his post-modern Marxist acolytes, making claims to benefit those at the pinnacle of the scientific world. There are no facts. Hierarchical position and reputation as a consequence of skill and competence? All definitions of skill and of competence are merely made up by those who benefit from them, to exclude others, and to benefit personally and selfishly.

There is sufficient truth to Derrida’s claims to account, in part, for their insidious nature. Power is a fundamental motivational force (‘a,’ not ‘the’). People compete to rise to the top, and they care where they are in dominance hierarchies. But (and this is where you separate the metaphorical boys from the men, philosophically) the fact that power plays a role in human motivation does not mean that it plays the only role, or even the primary role. Likewise, the fact that we can never know everything does make all our observations and utterances dependent on taking some things into account and leaving other things out (as we discussed extensively in Rule 10). That does not justify the claim that everything is interpretation, or that categorization is just exclusion. Beware of single cause interpretations—and beware the people who purvey them.

“I think, as well (on what might be considered the leftish side), that the incremental remake of university administrations into analogues of private corporations is a mistake. I think that the science of management is a pseudo-discipline. I believe that government can, sometimes, be a force for good, as well as the necessary arbiter of a small set of necessary rules. Nonetheless, I do not understand why our society is providing public funding to institutions and educators whose stated, conscious and explicit aim is the demolition of the culture that supports them. Such people have a perfect right to their opinions and actions, if they remain lawful. But they have no reasonable claim to public funding. If radical right-wingers were receiving state funding for political operations disguised as university courses, as the radical left-wingers clearly are, the uproar from progressives across North America would be deafening.” (s. 211)



31. juli 2019

Trump overvejer at erklære Antifa en terrororganisation – “.. a group that’s working to protect people”

I seneste nummer af Der Spiegel portrætteres Boris Johnson som MAD-figuren Alfred E. Neumann, og selvom han med uddannelser fra Oxford og Eton udstråler vid og dybde, så er han som anti-globalist jaget vildt i MSM.

Begge er klart bedre end alternativet, og Trump har overgået alle forventninger. Fra TV2 Online – Trump overvejer at stemple Antifa som terrororganisation.

USA’s præsident, Donald Trump, overvejer at placere den yderliggående venstrefløjsorganisation Antifa (Antifaschistische Aktion) på USA’s terrorliste. Det skriver han på Twitter lørdag.

– Det overvejes at erklære Antifa – den feje, radikale, venstreorienterede gruppe, der går rundt og slår ikkevoldelige folk i hovedet med baseballkøller – for en større terrororganisation, skriver præsidenten.

… Ted Cruz og Bill Cassidy… De to senatorer betegner Antifas medlemmer som ‘terrorister og voldelige, maskerede banditter, der kæmper mod fascisme med egentlig fascisme’.

I deres forslag henviser de blandt andet til et overfald på den konservative, amerikanske journalist Andy Ngo.”

(Phd.-studerende Morten Stinus Kristensen anbefaler AFA-apologetisk artikel, Twitter, 3. juli 2019)

“In footage captured by Portland-based reporter Jim Ryan, demonstrators douse Ngo in milkshake, punch him, and yell at him. In short, it looks a lot like an unprovoked, unjustified, reprehensible assault on an observer — a journalist — merely because the protesters don’t like him.

But the aftermath of the attack — the narratives both sides have spun out of the basic facts established by the footage — is much trickier to assess.

In the dominant narrative, pushed by the conservative and mainstream media alike, the attack on Ngo is evidence of a serious left-wing violence problem in America.

… according to a second narrative, offered primarily by less well-known left-liberal writers and social media accounts, the mainstream media is getting it all wrong. Ngo is not an innocent victim but a far-right sympathizer who has doxxed antifa members in the past, potentially facilitating their harassment, and provokes them so that he can broadcast the result. The outpouring of sympathy for Ngo, in this account, is actually evidence that the mainstream media is falling for Ngo’s grift — funneling money to his Patreon and legitimizing a right-wing smear campaign against a group that’s working to protect people from the threat of violence from groups like the Proud Boys.” (Vox, 3. juli 2019)



29. juli 2019

MSM: Ansøgers køn er opgjort via CPR, så derfor ‘forekommer der ikke andre køn’ end kvinde og mand

P1 genudsendte i dag en udgave af Supertanker fra marts i år omhandlende Jordan B. Peterson, om hvorvidt han som fænomen var ‘den faderfigur, vi har savnet?’. Værten var relativ afdæmpet, men udover de to opponenter (Marie Vejrup Nielsen i studiet, Mikkel Thorup i båndet indslag), var der også plads til lektor Ole Bjerg fra CBS, der var meget uP1’sk.

Det tog mig ikke mange sekunder at finde et godt eksempel. Det blev en RUC-skolet journalist-praktikant på Politiken, der præsenterer statistik fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse relateret til ‘fordelingen af kvinder og mænd ud på de ti mest søgte uddannelser’.

“*Da ansøgernes køn er opgjort ud fra CPR-registret, forekommer der ikke andre køn end ‘kvinde’ og ‘mand’.” (Søren Baastrup, Politiken.dk, 26. juli 2019)

(Politiken.dk, 26. juli 2019: Overblik: Sådan ser fordelingen af kvinder og mænd ud…)

“Det er simple ting han siger. For eksempel sådan noget med at der er forskel på mænd og kvinder. Altså, hmmm, det er jo kun på universiteterne man går og siger, at det ikke er tilfældet. Altså, gå ud i verden – tag til Nordjylland, hvor jeg kommer fra, altså det er ‘common sense’, børn ved det.” (Lektor Ole Bjørn)



24. juli 2019

SFU-landstyrelsesmedlem om fredelige Generation Identitær: “Det eneste sprog de forstår er vold.”

Det er sjældent, at man støder på sympati for militans i Socialistisk Folkeparti, og de fleste der ender i Socialistisk Folkeparti Ungdom (SFU) virker typisk afklarede om hvorfor de ikke er blevet aktive i Socialistisk Ungdomsfront (SUF). Der er dog desværre undtagelser, som Nye Borgerliges Mikkel Bjørn Sørensen eksemplificerer med en Jeppe Riis, landstyrelsesmedlem for SFU.

Jeppe Riis betragter nedenviste som ‘politisk karaktermord’, men ingen tvang ham til at støtte Antifascistisk Aktion, endsige bifalde vold mod fredelige Generation Identitær.

“I går aftes blev jeg udsat for hvad man vel på godt gammelt dansk kan kalde et forsøg på politisk karaktermord. Landsformand for Nye Borgerliges Ungdom, Mikkel Bjørn Sørensen, valgte at screenshotte et par af mine (lidt pebrede) kommentarer til et NBU-opslag, samt gå to måneder tilbage i AFAs facebookhistorik for at finde et opslag jeg – ikke helt gennemtænkt, bevares – havde liket på en dag hvor jeg nok lige hadede fascister lidt ekstra meget. Dette blev sat sammen til anklager om både hykleri og at jeg skulle støtte op om politisk vold.” (Jeppe Riis på Facebook, 22. juli 2019)

Oploadet Kl. 10:00 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


21. juli 2019

Jørgen, Maja og Mikkel’er overalt: “Modstand imod Islam er i min optik bare udtryk for uvidenhed.”

Jeg ferierer lidt i Middelfart, og er offline det meste af døgnet. Det gør næppe en større forskel, for læringskurven hos vore modstandere er ikke stejl. Herunder uddrag fra tre debatter jeg på skrømt har deltaget i de senere uger. Den ateistiske chefkonsulent Jørgen, der mener modstand mod Islam skyldes uvidenhed, tager prisen, men Maja der knuselsker aggressive mårhunde, og Mikkel der hylder Che Guevaras gode hensigter, kan vi så kalde boblere.

Oploadet Kl. 22:41 af Kim Møller — Direkte link74 kommentarer


20. juli 2019

Tingbjerg: Rasmus Paludan angrebet af maskerede udlændinge, tre betjente trak våben og evakuerede

Onsdag demonstrerede Rasmus Paludan i Tingbjerg, og under en spontan vandring i området, blev partilederen angrebet af tre maskerede udlændinge. Politiet trak våben, og dannede ring omkring Paludan. Ekstra Bladet oplyser, at blot en enkelt blev anholdt. Maksimal beskyttelse, minimal konsekvens.

Fredag blev to personer fra partiledelse overfaldet ved en demonstration i Kolding, og en ungdomsleder blev slået ‘med en knytnæve i baghovedet’. Politiet leder stadig efter gerningsmanden´, oplyser JyskeVestkysten.

Omtale af onsdagens episode på DR.dk – Betjente trak pistoler under Paludan-besøg i Tingbjerg.

Tre betjente trak deres pistoler, da tre mænd løb over mod Stram Kurs’ partileder, Rasmus Paludan, under et besøg i københavner-forstaden i aftes. Det fortæller partilederen til DR Nyheder.

Desuden har partiet lagt en video op sin Facebook-side, der tydeligt viser, at mindst en betjent trækker sit våben.
Jeg har aldrig prøvet før, at politiet var nødt til at trække deres pistoler, når jeg bliver angrebet. Det er der mig bekendt ikke nogen danske politikere, der har prøvet før.

I videoen ser man, hvordan tre personer – heraf to klædt i mørkt tøj – stormer over vejen og hen mod Rasmus Paludan, der holder kameraet.

… I videoen ser man, hvordan betjenten med det trukne våben straks evakuerer partilederen og fører ham væk.”

Oploadet Kl. 11:03 af Kim Møller — Direkte link81 kommentarer


19. juli 2019

Mikkel Gerken, filosof: “Intuitivt vil mange nok sige, at man skal have en åben debat… Men det er…”

Klimadebatten har forlængst antaget religiøse former, og når en filosof argumenterer for at medier ikke skal give taletid til dissidenter, så ved ma godt hvad klokken er slået. Den bløde totalitarisme sniger sig ind alle steder i disse år, og jo højere løntrin i det offentligt, jo mere velvilligt dyrker man det herskende konsensus. Man kan stemme om den ønskede klimapolitik, men sandhed lader sig ikke altid bestemme ved flertalsafgørelse.

Fra Videnskab.dk – Filosof: Benægtelse af klimavidenskab hører ikke hjemme i landsdækkende medier.

“I de sidste par uger har flere landsdækkende medier givet taletid til et par pensionerede professorer, som hævder, at klimakrisen er overdrevet, og at klimaforskere tager fejl, når de siger, at udledning af drivhusgasser er den primære årsag til den globale opvarmning. …

… En anden, som heller ikke mener, at ufagkyndige, der bestrider videnskabelige fakta, bør optræde i medierne, som om de var klimaeksperter, er Mikkel Gerken, der har en doktorgrad i filosofi og er i gang med et stort forskningsprojekt om videnskabskommunikation. …

I politisk journalistik er det god stil at høre begge sider af en sag. Men videnskab bør ikke behandles ud fra det journalistiske balanceprincip om, at alle synspunkter skal høres på lige vilkår, lyder det fra filosoffen.

‘I værdidebatten er det et vigtigt journalistisk princip, at man hører forskellige synspunkter,’ siger Mikkel Gerken, der er lektor på Syddansk Universitet.

‘Men det er dybt kritisabelt, at medierne også anvender balanceprincippet, når de formidler videnskabelige fakta. På den måde kan de give de ammunition til konspirationsteorier og mistillid til videnskab,’ fortsætter han. …

Dertil kommer, at aktive forskere, som bruger en stor del af deres tid på at forske og undervise, ikke altid har tid til at svare fyldestgørende på den ene forkerte påstand efter den anden, der bliver bragt i medierne.

Intuitivt vil mange nok sige, at man skal have en åben debat, og at alle har ret til at komme til orde, for hvis der bliver sagt noget faktuelt forkert, kan klimaforskere jo bare gendrive det bagefter,’ siger Mikkel Gerken og fortsætter:

Men forskningen på området giver gode grunde til at tro, at sådan en dækning er med til at øge skepsissen over for videnskab. Samtidig er det meget ressourcekrævende for folk, der rent faktisk forsker i det pågældende emne, at de skal bruge deres tid på at modbevise falske påstande i medierne.'”

(August Landmesser nægter at hylde konsensus, Hamborg, form. 13. juni 1936; Se evt. tidligere post)

Oploadet Kl. 17:21 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


14. juli 2019

Demografisk viden anno 2005 = Normalisering af ‘den globale højreekstremistiske konspirationsteori’

Tilbage i 2005 skrev videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard i Berlingske, om hvorledes “‘Danskere’ bliver en minoritet i Danmark”. Kilden var lektor i demografi ved Københavns Universitet, Hans Oluf Hansen, der med baggrund i ‘matematik og sandsynlighedsregning’, sluttede at tendensen var klar: Folk med udenlandsk herkomst kan om mindre end 100 år komme til at ‘udgøre et flertal’. Det vil forandre Danmark – “… vi bør kende tallene.”

(Lars Henrik Aagaard, Berlingske, 20. august 2019: ‘Danskere’ bliver en minoritet i Danmark’)

Udviklingen kan de fleste byboere konstatere ved selvsyn, og ønsker man ikke fortløbende befolkningsudskiftning, så må man naturligvis bekæmpe det politisk. Den slags går naturligvis ikke i 2019, hvor selv journalister hos borgerlige aviser, rask væk anvender den yderste venstrefløj som kilde mod enhver form for kulturkonservatisme. Nyd blot hvorledes ‘feature’-journalist Line Tolstrup Holm intet problem har med venstreradikale Redox, kommunisten Jan Hoby eller et organ som ‘Institute for Strategic Dialogue’, der med letbenet intellektualisering gøder jorden for den anti-nationale venstrefløj.

Fra Berlingske.dk – Rapport: Den ekstreme højrefløjs sprogbrug siver ind i mainstreampolitik.

“Massakren i Christchurch var uhyrlig, skriftet virker i lange passager rablende, og bagmandens gerninger blev naturligvis bredt fordømt. Men det tankesæt, Christchurch-terroristen bekender sig til, bliver promoveret så effektivt og omfangsrigt online af højreorienterede kræfter – særligt på sociale medier – at begreberne er i færd med at blive normaliseret. I hvert fald har de fundet vej til mainstreampolitik i blandt andet Italien, USA, Storbritannien, Tyskland, Ungarn – og Danmark.

Det er konklusionen i en ny analyse fra Institute for Strategic Dialogue (ISD) – en London-baseret organisation, som rådgiver såvel techgiganter som regeringer om indsatsen mod global ekstremisme. …

Kortlægningen viser, hvordan onlinereferencer til ‘den store udskiftning’ er mere end fordoblet i antal de sidste fire år. … Teorien om ‘den store udskiftning’ stammer fra en af den ekstreme højrefløjs favoritideologer, den franske politolog Renaud Camus. Han udgav i 2012 en bog med samme titel, på fransk ‘Le Grand Replacement’. … bygger på en dystopisk fortælling om, at den vestlige kultur og etnicitet er truet på sin eksistens – ikke bare af indvandring, men også af vores eget kulturelle fordærv.

… Analysen fra ISD viser, at højreekstreme bruger de store sociale medier som Facebook, Twitter og YouTube til at sprede deres budskab til et nyt publikum, mens allerede tilknyttede sympatisører udveksler propagandamateriale på netværk såsom 4chan og Gab. Her foregår der ifølge rapporten en foruroligende omfattende og hastig radikalisering.

… En, som er faldet over rapporten fra ISD, og som godt kan se ligheder, er Jan Hoby, næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger. På Twitter skrev han for nylig, at ‘VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti har med deres breve til flygtninge og indvandrere om, at de kan få penge til remigration, skrevet sig ind i normaliseringen af den globale højreekstremistiske konspirationsteori’ (om den store udskiftning, red.).

I rapporten fra ISD opfordrer forskerne til, at regeringer og de store techfirmaer gør mere for at stække spredningen af højreorienteret propaganda online.

(ISD, ‘The Great Replacement’: The Violent Consequences of mainstreamed extremism, 2019)

Citater

“På et tidspunkt, formentlig mod slutningen af dette århundrede, ser kurverne så ud til at løbe sammen. Dermed vil nationen stå i den interessante situation, at mennesker af udenlandsk herkomst vil udgøre majoriteten i samfundet.” (Videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard, 2005)

“Det er uafvendeligt, at der vil være færre ‘oprindelige’ danskere… De føder simpelthen ikke tilstrækkeligt mange børn til at kunne erstatte dem, der dør. På samme måde er det trods den restriktive udlændingepolitik uafvendeligt, at indvandrere og deres efterkommere vil komme til at udgøre en stadigt stigende del af befolkningen. Det er et af tidens absolut største dilemmaer. Hvordan skal vi tackle den udvikling? (Lektor Hans Oluf Hansen, 2005)

“Recent attacks demonstrate the potential for the Great Replacement theory to drive extreme-right mobilisation and terrorist acts. By examining the narratives that its proponents employ, it is clear that the theory lends itself to calls for radical action against minority communities – including ethnic cleansing, violence and terrorism.” (‘The Great Replacement’ ved Jacob Davey og Julia Ebner, ‘Institute for Strategic Dialogue’, 2019, s. 29)

(Journalist Line Holm henviser til venstreradikale Redox.dk, Twitter, 4. juni 2019)


Civilisationernes sammenstød i Århus-forstæder: Jordbær-tyve i Lystrup, muligt ærte-tyveri i Lisbjerg

Medierne kan dyrke succeshistorierne nok så meget, men den gennemsnitlige dansker har forlængst fået nok. Jeg følger en Lystrup-gruppe på Facebook, og i dag var der hele to kulturmøde-historier. Som altid ved sådanne historier, går apologeterne i selvsving. I debatten under jordbær-episoden beklager en Casper M.T. sig over, at det nævnes, at det var ‘nogle indvandrerpiger’. Danske unge gør det samme, og ‘vi skal passe på med, hvordan vi udstiller disse minoriteter’. En Nanna K.B. replicerer, at trådstarteren i stedet for arabiske kvinder kunne ‘have skrevet mørkhårede piger’, hvad får dette fine svar: “Kunne jo ikke skrive mørkhårede piger når de havde tørklæde på…”. Fra et opslag af en Litta T. i Facebook-gruppen ‘8520 Lystrup’.

“Tak til jer der kom hen og spurgte om jeg skulle have hjælp eller var ok, efter en episode med et par indvandrer piger, og nogle små drenge der kom til.

Kort fortalt. De stod i forgangen i brugsen og spiste af de jordbær der er i bakker derude. Jeg fortalte dem pænt at nu var der jo nogen der manglede de jordbær i deres bakker, og at det måtte de ikke gøre. De blev ubehagelige og råbte meget højt. Både af mig og den mand der kom og støttede op om det.

… En bagatel der gik hen og blev ubehagelig. Men hvor er det dejligt at vi kan hjælpe hinanden når det gælder :)” (Litta T., 13. juli 2019)

(Opslag af Michael G. i samme gruppe, 13. juli 2019)

“Var på Ærte – selvpluk med selvbetjening igår aftes i Lisbjerg ved Aarhus.

Da vi kommer holder der en bil med 3 arabiske kvinder, der er ved at sætte poser med ærter i bilen. Jeg bemærker, at de er tydeligt trætte af, at vi kom og den ene sidder i bilen og bliver ved med, at stirre på mig.

Der er ugler i mosen og de gør klar til at køre efter, at have smidt affald omkring sig og en lorte ble de lige har skiftet. … Kvinderne virker irriteret over mig, stirre og taler indbyrdes på arabisk, hvorefter den ene så går op og lægger nogle mønter i pengekassen. Måske, fordi de var nervøse for, at jeg ville brokke mig over de bare kørte med ale de ærter de havde taget med. Men, skov svin det er de.” (Michael G., 11. juli 2019)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper