30. april 2004

Winston Churchill om EU-projektet – citater fra Geoffrey Bests: Churchill. A Study in Greatness

Gratisavisen MetroXpress bragte fredag i anledningen af den igangværende EU-udvidelse, en hel side om Vejen til EU, dvs. EUs historie fra den spæde start til den kommende EU-forfatning. I den henseende citerer MetroXpress Winston Churchill for de berømte ord: “Vi må bygge en slags Europas Forenede Stater” – underforstået at Winston Churchill ønskede et samlet føderalt Europa. Churchill-kendere vil vide at dette intet har på sig. Her er nogle relevante citater om Churchills holdning til EU-projektet fra Geoffrey Bests fremragende biografi om ol’ Winston: Churchill. A study in greatness.

“It is advisable always to watch out for the boyish element in his make-up when analysing the more extraordinary things he said and did. The way he said them requires to be thought about too. The grander the theme, the higher rose his eloquence to meet it. When he was rousing people to a grand design, he would not let the foreground be cluttered by the nuts and bolts of achieving it. R. A. Butler, who was in and out of government with him from 1941 to the end, addressing the Winston Churchill Foundation of Switzerland, cleverly spotlighted ‘the vague magnificent way’ in which Churchill presented his European proposals. The Foreign Office’s Gladwyn Jebb thought it a pity that Churchill allowed his stirring generalities to mislead the continental leaders of the movement, for whom supranationism was an article of belief, into believing he would go all the way with them, when he actually had principles and commitments that would keep him from doing so. [S. 283]

“With regard to the Germans and their nation, Churchill’s European campaign was brilliantly successful, entirely helpful to the progress of the European movement. Helpful to not much lesser a degree was his contribution to the metamorphosis the movement had to go through if it was to become, as its continental founding fathers were determined that it should become, a permanent and indissoluble company of states commiting themselves to one another in unprecedented ways and embarking on experiments with pooled sovereignty. When Churchill talked of a United States of Europe and a Council of Europe, it was natural that the supranationally-minded planners should think he meant what they meant when they used the same terms. But he didn’t. The misunderstanding was natural and confusing. Churchill gave the European Movement a tremendous lift-off, but he didn’t go into orbit with it… [S. 284f]

“… by the summer of 1950, anxious to clear up lingering misunderstandings, he plainly told the House of Commons when it was debating the Schuman Plan for a coal and steel community: ‘In our European Movement we have worked with federalists and we have always made it clear that, although they are moving along the same road, we are not committed to their conclusions.’ [S. 285]

“Some of the great pathfinders of European Union, Jean Monnet, Paul Henri Spaak and others, had hoped that the Council of Europe which Churchill had done so much to promote would evolve into the groundworks of the supranational organisation they dreamed of. Finding that it wouldn’t, and that Churchill was not going to push it in that direction, they didn’t linger shivering on the brink but boldly launched away via the Schuman Plan of 1950 to Europe’s first supranational institution, its Coal and Steel community of 1952. Gladwyn Jebb, prominent among those who regretted his country’s missing the European bus at its first stop, opined ‘that Churchill decided to have it both ways; that he was not really, as it proved when he came into power a second time, in favour of joining anything like a supranational Europe’. [S. 285]

No matter what he said about Britain being part of Europe, Europe as a whole was not as potent an idea for him as either the British Empire and Commonwealth or the ‘Special Relationship, nor had his affinities with the other European nations the same depth and richness as those with ‘the English-Speaking Peoples’ (by which incantation he actually meant above all those on both sides of the Atlantic).” [S. 286]

“America for its part wanted Europe to become strong and united so that it would not have to stay too long or to spend too much on Europe’s behalf. Americans would have been happy for Britain to throw itself into the movement for a European Union; a United States of Europe with Britain as an integral part of it was the best thing Washington could imagine. But that was exactly what neither Attlee’s Britain nor Churchill’s wanted or would accept. [S. 287]

S. 283-288 i Geoffrey Bests: Churchill. A Study in Greatness, som redegør for Churchills holdning til EU-projektet

Oploadet Kl. 20:22 af — Direkte link2 kommentarer
Arkiveret under:


29. april 2004

80 procent mænd i filmbranchen = demokratisk problem, under 20 procent borgerlige journalister = ?

P1 Eftermiddag bragte torsdag et indslag om organisationen Women In Film and Television, der i en ny rapport Køn og arbejde i film og tv blandt andet påviser at kun 20 procent af de danske film som er produceret de seneste 10 år har haft en kvindelig filminstruktør. Her er nogle citater fra udsendelsen:

“Kvinder og mænd har nogle forskellige erfaringer i deres liv, på grund af deres køn, og derfor vil man fortælle nogle andre historier som kvinde end som mand… Vi har nogle forskellige måder at se på verden på, og nogle forskellige oplevelser i baggagen, og det er jeg overbevist om præger de medieproduktioner som vi laver… [fortæller om emnerne for tre kvindeproducerede film] Det er sådan nogle historier vi traditionelt ikke ville få hvis det var mænd som lavede filmen.” [Katrina Schelin, formand WIFT Danmark]

“80 procent af de spillefilm der er blevet produceret indenfor de sidste 10 år, er lavet af mænd – og det vil sige, bevidst eller ubevidst, vil man jo altid følge, hvad tænder man på?, hvad er det for nogle historier man synes er vigtige at fortælle… Man laver det man selv er interesseret i, og når der så kun er 20 procent kvindelige instruktører, så har vi et problem, for så får vi et ufatteligt ensidigt mediebillede, og det vil en tilskuer også opleve, for det er det billede du møder, hvis du ser på hvad der er af film. Så er der en lang række, af det der nu er hvad jeg ville kalde drengerøvsfilm…” [Mette Knudsen, Cand. mag i fransk og medievidenskab, en af rapportens forfattere]

“Det er på mange måder et mandemiljø, og konsensus skabes af dem der har flertallet.” [Mette Knudsen]

Sådan som det er nu er det et demokratisk problem, at der er så få, fordi medier er magtfulde, film og tv er magtfulde, derfor er det vigtigt at se hvem afsender de her billeder… Hvilke historier og fortællinger kommer ud? [Mette Knudsen]

Et demokratisk problem, overfokuserer på enkelte problemstillinger, ser sagen fra samme vinkel, taler til folk som ser verden som de selv gør… Skarpe kommentarer, og worst case scenario er vel egentligt kun at der bliver produceret mange mandefilm, som ingen tvinges til at gå i biografen for at se, eller tvinges til at medfinansiere.

Når nu filminstruktørernes køn har så stor betydning for filmproduktionen, så kunne man spørge sig selv om journalisternes politiske overbevisning ikke har betydning for eksempelvis nyhedsdækningen.

I 2001 og 2002 foretog Nete Nørgaard Kristensen fra Institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, i forbindelse med sin Pd.D-afhandling, en undersøgelse hvori journalister blev spurgt hvad de stemte ved folketingsvalget i 1998. 349 svarede, og resultatet er mildest talt skræmmende:

– 33 procent stemte enten Enhedslisten eller SF (tre gange overrepræsenteret ifølge artiklen – 10,3)
– 19,5 procent stemte på Det Radikale Venstre (fem gange overrepræsenteret ifølge artiklen – 3,9)

Socialdemokratiet fik ved valget i 1998 35,9 procent af stemmerne, og når man tager i mente at Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet ikke fik en eneste stemmer blandt journalisterne – mod 9,8 i befolkningen – så må er det rimeligt at anslå at partiet også har rimeligt tag i journalisterne. Såfremt Socialdemokratiet er lidt underrepræsenteret blandt journalisterne – og kun får 28 procent (mod 35,9 i befolkningen), så har S, SF, Enh. og DRV et unikt flertal på over 80 procent. Her er så ikke engang medregnet Centrumdemokraterne, der ved valget i 1998 fik hele 4,3 procent og således var større end Det Radikale Venstre. Ej heller Kristeligt Folkeparti, som vel næppe kan siges at være spidsborgerlig – og absolut ikke er sikre mandater for en evt. borgerlig regering.

Nete Nørgaard Kristensens konklusioner er siden bekræftet af en tilsvarnede Gallupundersøgelse.

Kilder: Journalisten 2003/20: Journalister ser rødt i stemmeboksen & Folketingsvalget 11. marts 1998.

Oploadet Kl. 22:52 af — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:

Fra Sverige: Våldsromantik och främlingsfientlighet vanligt på internetsajt för väktare

Sverige har en hjemmeside for sikkerhedsvagter, med et kun svagt censureret debatforum. Her en overskrift fra Fria Tidning sidste fredag: Våldsromantik och främlingsfientlighet vanligt på internetsajt för väktare. Et citat fra artiklen:

“Främlingsfientlighet, romantisering av våld och nedlåtande kommentarer om utsatta samhällsgrupper är inte ovanligt. Det handlar om att städa upp bland ‘buset’ och visa vem som bestämmer. Signaturen Icewolf skriver om stadsdelen Rosengård i Malmö med anledning av att ett gäng 17–åringar överföll en bil från ett vaktbolag: ”j***a Outlaw samhälle, vad sägs om att röja upp lite i skiten… dessa ‘Mångkulturella’ samhällen jojo….’ Han får medhåll av flera debattörer. AbsolutOttoFunk, en flitig skribent, menar att ‘Polismyndigheten bör strunta i att förbrytarna kanske är minderåriga och sätta in rytteri, tårgas och kravallpolis/…/ Dessa personer har en annan mentalitet än vi! Dessa personer lyssnar inte förrens du slagit honom i buken 3 gnger så han kräks…’…”

Oploadet Kl. 20:23 af — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:

Ralf Pittelkow: Forsvar for nationalstaten – To anmeldelser, og et partsindlæg

Ralf Pittelkows Forsvar for nationalstaten udkom idag. Her et par af anmeldelserne:

Nils Gunder Hansen i Berlingske Tidende: Nationalisme uden falsk føleri“Ralf Pittelkow gør en stor og vellykket indsats for at luge ud i de falske modsætninger og videnskabelige postulater, der spiller så stor en rolle i den offentlige debat.”

Peter Wivel i Politiken: Krarup med kondom“Lad os i stedet se på hans forestilling om det nationale. Det bygger på normer og værdier, der er underforståede, fordi de er rodfæstede i historien. Han nævner religionen, forholdet mellem mand og kvinde, mellem selvbestemmelse og lydighed, mellem tro og viden og mange andre ting. Pittelkow kalder det ‘identitet’. Identitet gør ‘os’ identiske og adskiller ‘os’ fra andre kulturer og andre identiteter. I forhold hertil er menneskerettighederne blot en ramme, hævder han. Men deri tager han og dermed bogen fejl. For det var ikke en del af Danmarks tusindårige historie, at f.eks. mænd og kvinder var ligestillede. Slaveriets afskaffelse, folkestyre, parlamentarisme og velfærdsstat kom ikke af sig selv. Grundtvig og Kierkegaard var ikke socialdemokrater.

P1 Orientering bragte idag en slags boganmeldelse af den til sagen hidkaldte halalforsker Ulf Hedetoft i et forsøg på en kritisk anmeldelse. Det blev som forventet. Hedetoft messer i stil med tidligere lyrik flere versioner under temaet ‘Indvandring er en naturlig konsekvens af globaliseringen, og løsningen er mere EU’. Pittelkow og de politiske partier som har bragt indvandring på dagsordenen giver derved ifølge Hedetoft et “fortegnet” billede af virkeligheden. Slutteligt i indslaget lyder det tørt fra Niels Lindvig: “Vi ville egentligt have haft Pittelkow med i studiet, men han har ikke ønsket at deltage i en debat om bogen.”.

Jesper Tynell hzvde idag for jeg ved ikke hvilken gang – et pseudo-kritisk interview med en socialfantast, som i vanlig stil aflirede Enhedslistens partiprogram forklædt som forskning.

Oploadet Kl. 19:53 af — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:

Nathan Schachar om terroristernes sejr i lyset af Madrid, et symptom på europæisk kulturrelativisme

En god artikel af journalist og forfatter Nathan Schachar, som anskuer den spanske tilbagetrækning fra Irak, som værende et symptom på en europæisk kulturrelativisme som bider sig selv i halen. ‘Det är något fel med Europa’ fra det svenske tidsskrift Axess. En smagsprøve, inkl. afsluttende punchline:

“När terroristerna börjar avgöra våra val, tillsätta våra ledare och valla våra opinioner dit de vill är vi tillspillogivna. Ponera att al-Qaida före nästa svenska val förklarar att Stockholm blir dess nästa nedslagsplats, om det parti som förespråkar hårdare gränskontroller segrar. Skulle vi visa oss situationen vuxna?

“Dagen efter sin oväntade upphöjelse förkunnade José Luis Rodriguez Zapatero att kriget i Irak var orättfärdigt och att trupperna skulle dras tillbaka. Vilken ljuv musik i al-Qaidas öron; man har inte bara avgjort valet, man har lagt orden i munnen på dess segrare. Det finns européer, ett fåtal, som inser det oerhörda i allt detta. Mayte är spansk arkeolog, utgrävare av det kananeiska Hazor. Hon är socialist, men röstade på de konservativa hon avskyr för att snuva al-Qaida på segern. I dag säger hon: ‘Europa är en åldrad sköka som gladeligen tar emot sparkar och slag för att hanka sig fram en dag till – ingen stolthet, inga skrupler, inga principer.’ Hannes Stein på Die Welt i Berlin, en annan klok person, är ännu mer moloken: ‘Europa är dödsdömt.’

Det är något fel på Europa. Ett systemfel, ett moraliskt virus av relativism och självhat… Det första klara varslet kom i slutet av 70-talet… ‘Västerlandet har gjort värre saker än Sovjetunionen, som är på defensiven och har historiska grunder att frukta aggression från väst’, sade Danmarks statsminister Anker Jørgensen.”

“En av relativismens myter, hundrafalt vederlagd men odlad med stor pietet, särskilt efter den 11 september, är att terrorismen skulle vara rotad i misär och att den således har sociala orsaker. Denna dumhet är ett specialfall av en ännu större dumhet, också den ett arv från marxismen: att ideologi och politik över huvud taget är rotade i sociala och ytterst sett ekonomiska förhållanden. Detta axiom är den geléartade relativismens grogrund och nyckeln till neutraliseringen av det levande samvete som är humanismens fundament. Relativismen har redan förändrat oss djupt – och förödelsen är svårast i så kallade kulturkretsar. Hur många känner – känner, inte erkänner – större harm över att USA filmat den fångne Saddam än över Saddams folkmord? Hur många känner större harm över USA:s krig i Irak än över den 11 september? Hur många svenska intellektuella kände större harm mot USA för att det bombade Serbien än mot Serbien för att det utrotade albanerna? Hur många spanjorer kände större harm mot den spanska regeringen för att ha vilselett allmänheten under två dygn än mot al-Qaida? Det är denna pågående relativistiska deformation av oss som är terroristernas största resurs.
[Set på Document.no]

Oploadet Kl. 19:34 af — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:

Nina Bjørneboe i kronik om nationalsangen: Der er andet end føleri i tilværelsen…

Forfatter Nina Bjørneboe går i en kronik i onsdagens Berlingske Tidende i rette med Arne Melchoirs ønske om en mindre nationalistisk nationalsang (don’t blame the messenger) – her et par citater fra »Der er et yndigt land« er et pletskud:

“Der er jo nemlig andet end føleri i tilværelsen, og en nationalsang skal ikke appellere til føleriet, men skal vække folkets fælles vilje og handlekraft.”

“Arne Melchior, og med ham mange andre, vil hellere have ‘I Danmark er jeg født’ som nationalsang. En yndig sang, som taler så inderligt til vore følelser og fremkalder alle de skønne billeder, H.C. Andersen har lagt i sin tekst. Men en sang, der fremkalder tårer i øjnene og klump i halsen hos følsomme gemytter, kan ikke bruges til nationalsang.

Oploadet Kl. 19:21 af — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:

Racistiske flyveblade uddelt på svensk skole lyder overskrift, måske – men ikke dokumenteret

Det ikke særligt sympatiske svenske parti Nationaldemokraterna har (som alle andre partier) uddelt flyvesedler på en skole i Lund. Således lyder overskriften i dagens Sydsvenskan: Rasistiska flygblad delas ut till elever. Det eneste Nationaldemokraterna citeres for i artiklen er følgende udsagn: “60 miljoner turkar på väg in i EU. Nej tack!”, et synspunkt som har stor opbakning i Danmark, senest formuleret af Poul Nyrups Rasmussen – her fra Politiken 14/3: Nyrup: Nej til Tyrkiet i EU.

Oploadet Kl. 19:14 af — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:

Udenrigsministeriet sender palæstinensernes ven nr. 1 til anti-semitisme-konference

OSCE afholder onsdag/torsdag d. 28-29. april en anti-semitisme-konference i Berlin. Blandt de danske deltagere er formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening Ole Olsen, ifølge den officielle deltagerliste som repræsentant for ‘Jewish Community in Denmark’, og ifølge en medarbejder fra Udenrigsministeriets OSCE-afdeling som NGO-repræsentant for FN-forbundet. Måske Johnny fra Greve kan deltage i næste konference som NGO-repræsentant for Dansk PEN? [Takker rette vedkommende for tippet]

Oploadet Kl. 12:26 af — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:

Racismen er alle vegne ~ Elton Calls ‘Idol’ Voters Racist

Racismen er alle vegne – hvis blot man ser godt nok efter. Fra EOnline!: Elton Calls ‘Idol’ Voters Racist.

Oploadet Kl. 12:01 af — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:


28. april 2004

KrD-anmeldelse af Jørgen Bæk Simonsen: Islam med blå øjne (passende titel)

Islamapologet Jørgen Bæk Simonsen har netop udgivet bogen Islam med blå øjne, som tirsdag blev anmeldt i Kristeligt Dagblad. Anmelderen Birgitte Larsen roser bogen for det historiske overblik, men køber ikke Bæk Simonsens forsøg på at befæste den kulturradikale udgave af islam og Danmark anno 2004. Her er hendes kritikpunkter:

Og så er vi fremme ved det afsluttende nøglekapitel om islam og muslimer i den aktuelle danske offentlighed. Hvad er hovedlinierne her? Jo, dels oplysende bøger om islam i traditionen fra oplysningstiden og så den anden tendens, der især tegner sig efter 11. september 2001, hvor islam bliver gjort til genstand for det, Bæk Simonsen kalder en essentialisering, altså en forestilling om, at islam er en uforanderlig størrelse og at muslimer generelt handler i overensstemmelse med Koranens forskellige anvisninger. Det er blandt andet folkene omkring udgivelsen ‘I krigens hus. Islams kolonisering af vesten’ og Dansk Folkeparti og Ralf Pittelkow, der gør sig skyldige i den dæmonisering af islam, der her sker.

Det har sikkert noget for sig, nuancerne er ikke de fleste i debatten. Når man alligevel ikke køber Bæk Simonsens argumentation hænger det sammen med den arrogance, han gang på gang affærdiger de historiske forsøg på også at gå teologisk i clinch med islam, ligesom han øjensynlig hellere ser religionen generelt hen hvor peberet gror, end han vil tilkende den en rolle i den moderne verden, et synspunkt, der afslører sig i de gentagne påpegninger af Luthers, Grundtvigs og Holbergs begrænsning (at de tror på Jesus!) og i en manende sætning fra slutkapitlet som ‘Derfor skal religion og kultur reduceres til det, det er: foranderlige referencer, mennesket kan gøre brug af’.

Trods de mange gode citater og det historiske overblik, som Bæk Simonsen leverer sidder man altså tilbage med en utryg fornemmelse: skal man tro på hans forestilling om en moderne islam som en foranderlig og fleksibel størrelse, når han øjensynlig har så lidt grundlæggende forståelse for religion?

Oploadet Kl. 23:39 af — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper