31. august 2004

Svend Auken anno 1981 – om Ronald Reagan

DR har garanteret masser af spændende materiale i deres arkiver ikke mindst om Socialdemokratiets pinlige fodnotepolitik først i 1980’erne. I gårsdagens Deadline blev det til et 16-sekunders klip fra en tale Svend Auken holdte i 1981. Irrationel anti-amerikanisme direkte fra en kilde der desværre ikke er udtømt.

“I USA tegner der sig i horisonten en afdanket filmskuespiller Ronald Reagan, denne 70-årige handelsrejsende i konservative banaliteter og uhyrligheder, som opfatter det internationale situation, som enhver anden cowboyfilm.”

Oploadet Kl. 20:30 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer

Rudy Giuliani – ‘moderat republikaner’, modsat Bush

DR finder dagligt nye måder at udtrykke sin antipati til George W. Bush på. Idag skal man ligefrem høre at John McCain og Rudy Giuliani er‘moderate republikanere’ [DR: Højrekræfter blah blah]. Absurd.

Oploadet Kl. 20:00 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:

Republikanernes Konvent er startet – Michael Moore på barikaderne

Republikanernes Konvent startede igår, og DRs mange tv-aviser (herunder Horisont) formåede flere gange at indflette nogle af Michael Moores mange udokumenterede beskyldninger ind som kritik. Naturligvis lykkedes det også denne gang Moore at få taletid, som her hvor han filosoferer lidt over meningen med demokratiske valg —->

Efter disse mange mere eller mindre underlødige indslag er det befriende at høre tidligere Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen halal-slagte den Moore-agtige hetz mod USAs folkevalgte præsident i vendinger der ikke kan misforstås. Emnet i Deadline på DR2 var noget så sjældent som kritik af kritikerne, og overskriften må være et resultat af stavefejl: Hadet fra højre. [Indslaget er online resten af ugen, 12-21 min.]

Oploadet Kl. 14:32 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer

Hørt i Bangkok: Louis Vuitton-sko, en dyr vane jeg fik under mit flygtningeophold i Danmark

Fra citat fra Berlingske Tidende – hvor Michael Rastrup Smith i sin klumme P.S. fra Bangkok forleden kommenterede det Bangkok’ske overborgmestervalg:

“… Kun få lande viste interesse i at huse kontroversielle Chalerm Yoobamrung, men Danmark åbnede faktisk døren for ham. Og han har faktisk omtalt Danmark her under valgkampen. Når folk rynker på næsen over de dyre Louis Vuitton-sko han bærer under valgkampagnen, fortæller han, at de dyre sko er en vane, han tillagde sig under sit ophold som flygtning i Danmark. ‘De er bløde, og de lugter ikke,’ siger han.” [Yoobamrung er overborgmesterkandidat]

Oploadet Kl. 13:54 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
Arkiveret under:

Edv. Lehmann: Islam (I Religionerne. Kortfattet religionshistorie, udg. 1920) – Nogle notater

Teologen Edvard Lehmann (1862-1930) opnåede i slutningen af 1800-tallet stor anerkendelse i udlandet, og blev i år 1900 ansat af Københavns Universitet for at varetage undervisningen i det nydannede Institut for religionshistorie. Lehmanns metie var ikke specifikt islam, men han har dog skrevet flere bøger og artikler om religionen man i denne tid uden blusel kaldte Muhammedanismen.

I 1920 udkom Edvard Lehmanns Religionerne. Kortfattet religionshistorie”, omhandlende diverse (fortids-)religioner under overskrifterne Primitiv religion, Ægypternes religion, Babylonisk religion, Kinas religioner, Indiske religioner, Perserne og parsismen, Græsk religion, Romernes religion, Nordisk religion og sluttende med Islam.

Kapitlet om islam fylder uden litteraturliste blot syv sider, noget mindre end de fleste andre kapitler, der så til gengæld har et noget bredere fokus. Selv for en tid, hvor der blot var få eller slet ingen danske muslimer, så må man sige at artiklen godt kunne have været noget længere, ikke mindst når et emne såsom islamisk mystik i form af sufismen alene optager over en halv side. Mystikken er Lehmanns speciale, og det er formentligt derfor den er medtaget i den grad.

Lehmann betoner at islam er en blanding af jødedommen og kristendommen, men undlader medfølgende nedvurderinger. Islam er for ham en dommedagsreligion, med en fastlagt skæbne hvad gør at islam for den enkelte muslimer nødvendigvis må blive totalitær og intorant. Det er ikke tilladt muslimer af frakende sig religionen, og Lehmann omtaler også det faktum at Muhammed i Medina ikke var så meget religionsstifter som regent og kriger. Omvendt påstår han at islam var tolerant overfor andre religioner, selvom han ikke mener der findes nåde for de vantro på dommedag. Her venter en såkaldt ‘ubarmhjærtig retfærdighed’.

Overordnet må man sige at Lehmann har forsøgt at give et fair referat af samtidens opfattelse af islam, hvad naturligvis er noget nær umuligt at nedfælde i en syv siders artikel. Her er en række citater fra kapitlet Islam:

Den unge grublende købmand, som gennem ægteskab med den rige Chadidja havde fået en uafhængig stilling, var blevet greben af ængstelse for dommedag, om hvilken han havde hørt af de kristne og af medynk med sit folk over at Allah – således kaldte araberne Gud – ikke havde givet dette, ligesom jøderne og de kristne, en åbenbaring og i hellig skrift som advarsel.” [s. 97]

“Denne åbenbaring mente Mohammed selv at have fået, da han strejfede omkring i Mekkas øde bjærgegne.” [s. 98]

“Nye åbenbaringer fulgte på; Mohammed modtog dem i en sygelig tilstand, hvor han sank til jorden og hørte stemmer tale til sig…” [s. 98]

“De ældste (mekkanske) åbenbaringer er advarsler til og straffedomme over købmændene i Mekka. Mohammed taler om dom og opstandelse, skildrer himmel og helvede, forkynder Allahs vrede og hans barmhjærtighed mod de troende; han håner sine landsmænd, fordi de, som intet ved og intet forstår, vil sætte sig op mod den alvidende og almægtige Gud.” [s. 98]

“Islam (‘hengivelse’), som Mohammeds lære kaldes, er af indhold væsentlig en blanding af kristne og jødiske trossætninger; men ‘profeten’ har dog forenet disse med egen hånd og sat sit præg derpå.” [s. 99]

“Først her i Medina blev islam til en religion med faste former; i Mekka var Mohammed blot optrådt som bodsprædikant. Nu begyndte han tillige at gøre sig gældende som regent og kriger…” [s. 99]

“Kærnen i hans forkyndelse er opstandelse for de vantro helvedes ild og pine og dommen. Efter døden skal mennesket opstå med legeme og sjæl og stilles for dommen: for de troende (muslim)1) et evigt paradis, fuldt af sanselige glæder. Denne dom fældes med ubarmhjærtig retfærdighed efter menneskets tro og vantro: bekendelsen eller fornægtelsen af Allah som eneste Gud og af Mohammeds guddommelige sendelse. Frelsen er ikke fortjent men idel nåde; for de vantro findes ingen nåde… [s. 100]

I Koranen er hvert ord udtalt af Allah til profeten og ingen af dens sandheder kan rokkes. Derimod kan de fortolkes forskelligt, og de hellige regler forøges ved nye forskrifter, som menigheden, (d. v. s. dens anerkendte lærere) enes om disse. Også denne frihed i traditionsdannelsen (idjma) har vist sig at være en klog foranstaltning for en verdensreligion og til denne kommer en ganske betydelig liberalitet overfor lokale traditioner. Praktisk var også denne t o l e r a n c e, som islam viste mod de højere (’skriftbesiddende’) religionsbekendere: kristne, jøder, zarathustriere o. fl. De fik lov til at beholde deres tro og skulde blot betale skat til menigheden. Mod sine egne bekendere er islam derimod yderst intolerant: det er ved dødsstraf forbudt en muslim at antage en anden religion; lige så let det er at indtræde i menigheden, lige så vanskeligt er det derfor at forlade den.” [s. 101f]

Flere citater fra Edvard Lehmann: Religionerne. Kortfattet religionshistorie.

Oploadet Kl. 11:28 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!


30. august 2004

Bertel Haarder revser mediernes ‘hjerteskærende historier’ generelt – og Politiken specifikt

Ren eleksir for den kritiske sans er dagens Bertel Haarder-kronik i Berlingske Tidende. Her et par citater fra Journalister bør bruge grovfil mod hinanden:

“Alt for ofte bringes hjerteskærende historier om afslag på opholdstilladelse, uden at journalisten har bedt ‘ofret’ om at se den begrundelse, som jeg ikke må offentliggøre. Når man betragter visse medier, bliver man i tvivl om, hvad der er vigtigst for journalisterne, virkeligheden eller en sensationspræget, faktuelt forkert historie, der bekræfter journalistens og redaktørens fordomme. Som da Politiken i en forsidehistorie havde fundet på, at jeg kun ville undersøge antisemitisme hos indvandrerelever, hvorefter Radioavisen plaprede videre på vrøvlet og indhentede forargede protester fra den altid leveringsdygtige Kamal Quereshi (SF).”

“Frem for alt efterlyser jeg ordentlig ledelse på redaktionerne frem for den misforståede kollegialitet, der bortforklarer og kaster tågeslør over notoriske fejl. Som på Politiken, hvor den såkaldte ‘læsernes redaktør’ nu skriver lange forklaringer til mig fremfor at bringe mit svar på den forkerte historie i bladet. I et konkret tilfælde lykkedes det ‘læsernes redaktør’ at forhindre mig i at svare på en stribe urimelige anklager, der tilsammen havde fyldt, hvad der svarer til seks helsider i avisen på en enkelt uge.

Oploadet Kl. 21:01 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer

Jørgen Bæk Simonsen: Det retfærdige samfund (2001) – Nogle notater

Jørgen Bæk Simonsen er uden tvivl den mest indflydelsesrige nulevende danske orientalist, og har således haft en stor betydning for nyere dansk islamforskning, hovedsageligt på grund af sin tidligere position som lektor ved Københavns Universitets Institut for Nærorienientalske Studier, det såkaldte Carsten Niebuhr-institut.

Jørgen Bæk Simonsen repræsenterer ubetinget den islamofile del af forskningen, som ikke bare ser islams tilstedeværelse i Danmark som en del af globaliseringen, men som et ønskeligt input til den danske kultur. Han flirter med kultur-relativismen, og var formentligt den første islamforsker som tog herboende fundamentalisters parti – jævnfører debatten om Minhaj Ul-Quran-tilhængere blandt toneangivende medlemmer af Det Radikale Venstre. Fokus for historikeren er således drejet langt fra historieforskningen, og der politiseres i en grad, så udgivelser fra den kant må betragtes som værende partsindlæg i den altid igangværende debat som med rette følger islam.

I 2001 udgav Jørgen Bæk Simonsen bogen Det retfærdige samfund, hvad klart er et forsøg på at definere en mere spiselig form for islam, end den version der kendes fra medierne.

Det overordnede emne for bogen er islamisk etik, hvad nogle gange skal forstås specifikt andre gange mere konkret – alt efter hvilke sider af islam han ønsker at betone. Generelt kritiseres islam ikke, og han undlader næsten systematisk at give en bedømmelse af islam som den praktiseres i verden anno 2004. De enkelte undtagelserne han medtager, er så lige efter ‘bogen’. En afvisning af islamisternes islam som værende sand islam, samt ros og beundring for herboende andengenerationsindvandrere, der ifølge ham over en kam forsøger at definere en offensiv dynamisk form for islam i den danske virkelighed anno 2004. Islam er ifølge ham ligeså dynamisk som den altid har været, og det standpunkt forsøger han på trods af kilderne at bevare.

En så selektiv og subjektiv tilgang til emnet har naturligvis sine kildekritiske ofre, en problematik han tydeligvis har tænkt grundigt over – og der gøres store krumspring for at sløre alternative tolkningers berettigelse. Den ældre islamtolkning er ‘ufrugtbar’, idet den fokuserede på forskelle og ikke ligheder – ligheder han ser alle tænkelige og ikke tænkelige steder. Sikkerhedsventiler er der rigeligt af i teksten, og det pointeres eksempelvis at det religionshistoriske perspektiv er uvedkommende for troende. Muligvis, men burde en historiker ikke fokusere på det historiske, og ej forsøge at bortforklare forskelle.

Eksemplerne på Bæk Simonsens apologetiske tilgang er mange, og når han skriver at Muhammed i Medina-tiden skærpede sine holdninger til byens jøder, så dækker det over massemord på 700 jøder og det man idag betragter som etnisk udrensning. Visse ting må nødvendigvis ignoreres, når han helt korrekt fastholder at Koranen gør Muhammeds adfærd og praksis til etisk grundlag for muslimer, ikke bare i 600-tallet, men i dagens Danmark. Medina-tidens faktuelle hændelser refereres udelukkende med brug af Koran-citater. Citater som næppe er tilfældigt udvalgte, men må være resultatet af en ahistorisk selektivitet der tydeligvis er motiveret politisk. Når Muhammed som hærfører planlagde overfald på en mekkansk karavane, så nævnes det blot henkastet som udtryk for at Gud ifølge muslimerne stod på deres side. Muhammed er for Bæk Simonsens (blot) en religiøs reformator med et vindende væsen.

Bæk Simonsens beskrivelse af islam er apologetisk grænsende til det revisionistiske. På den ene side fastholder han at islam ikke er en lovreligion, baseret på at Koran-citaterne i sin rette kontekst mere taler om ‘Guds vej’ end decideret lovgivning. Han har formentligt ret, men når de gængse oversættelse og et stort flertal af muslimer betragter Sharia’en som religiøse love, ihukommende at Koranen både generelt og specifikt fokuserer på muslimernes pligter – så er det tydeligvis et forsøg på retorisk at gøre Sharia’en spiselig. Nogle få sider senere, hvor Koranen citeres, oversætter han selv det arabiske udtryk ‘dín’ til ‘religion’, velvidende at det arabiske udtryk ‘dín’ er langt bredere – og faktisk ligeså godt kunne oversættes med livsform. Hvor orientalister såsom Frants Buhl har fokuseret på fatalismen i islam, så er Bæk Simonsen helt uenig, selvom han i vage og tvetydige vendinger tidligt i bogen erkender dommedagsaspektet. Hans fokus rettes derimod på tidlige islamiske filosoffer, og Mu’tazila-skolen som tages til indtægt for det påstand at islam giver muslimerne en fri vilje.

Værst i Det retfærdige samfund, er de to afsluttende kapitler blandt andet omhandlende islams forhold til menneskerettighedsbegrebet og den danske nutid. FNs menneskerettighedskonvention gøres til udtryk for ond kulturimperialisme, og den senere islamiske pendant i Cairo-deklarationen bliver pludselig til et fornuftigt alternativ der ‘nuancerer’ så det passer i en islamisk kontekst. Sikkerhedsventilen er her en kort kommentar om at Koranen er tidsbestemt, og at eventuel stagnation i den islamiske kultur er vestens skyld. Det faktum at den islamiske fundamentalisme har fundet stor udbredelse, er iøvrigt ej heller noget man skal være bekymret for. Muslimerne er ikke blevet mere religiøse, og ideologisereingen og politiseringen af islam er blot udtryk for at muslimske lande ønsker respekt om egne værdier og traditioner. Demokratiet er nært forestående i Mellemøsten, og det virker næsten ironisk at han fremdrager Saudi-Arabien som udtryk for islamiske landes demokratiske fremgang. Demokratiet i en islamisk kontekst må nødvendigvis være en lidt anden, men ligeværdi form, og man kan ikke forvente, ja måske er det ikke engang ønskeligt at muslimske lande ‘ukritisk’ godtager demokrati som defineret af Vesten.

Slutteligt i bogen filosoferer han over forskellen mellem det han betragter som defensiv og offensiv islam, og hvad næsten er skræddersyet til frikendelse af vægelsindede fundamentalister (såsom Mona Sheikh), og måske sågar en accept af de mere sorte islamister såsom Aminah Tønnensen og hendes lige. Kritikere af disse fortalere for den offensive islamtolkning, karikeres til uigenkendelighed, og sidestilles slutteligt med Hizb Ut-Tahrir.

Bæk Simonsen har helt klart styr på islam og Koranen, men anvender udelukkende denne viden til at give et billede af islam, som ligeså meget er et udtryk for ønsketænkning end en nøgtern beskrivelse af islam som religion og kultur. Det er med andre ord et partsindlæg i debatten, og bestemt ikke noget der ligner en objektiv sandhed, for så vidt den fandtes. Selektivitet kendetegner bogen, og ikke bare den hensigtsmæssige som kan begrundes udfra bogens etiske fokus – men en systematisk udeladelse af kritisable forhold ved islam, og modsvarende, en heftig fokusering på alle emner som han finder underbygger hans forsøg på gøre islam til en religion som alle andre, blot lidt mere human. Bogens sidste 40 sider er at betragte som et decideret politisk partsindlæg, og her angriber Bæk Simonsen danske islam-kritikere, hvis holdning han fordrejer og følgelig ej heller tør sætte navne på. Noget barnligt, når polemikken næsten opsøges med de mange subjektive tilkendegivelser overfor samme.

Skulle der så være fundamentalister (udfra hans definition) blandt herboende muslimer, så er det en forsvarsposition de indtager mod hetzen de udsættes for, ikke bare i form af mediernes stereotype fremstilling af islam, men fra et ‘utal af grupperinger’ som promoverer danskheden. Kultur er ifølge Bæk Simonsen noget foranderligt, og misanten om ikke han pointerer at Danmark eksempelvis allerede har inkorperet en mellemøstlig religion – kristendommen.

Her er en række citater fra bogen:

“Det ville være halsløs gerning at hævde, at der ikke foretages overgreb på både enkeltindivider og grupper i islams navn. Det er der mange eksempler på. Men i en verden under så kraftig og hurtig forandring, som den vi oplever ved begyndelsen af det 21. århundrede, er det på sin plads at fastholde, at islam er andet end terror og undertrykkelse. Det er der flere grunde til. For det første er det hævet over al tvivl, at den islamiske verden på linie med den øvrige ikke-vestlige verden i det fremtidige, internationale samarbejde vil fastholde, at den har egne værdier og traditioner, der nødvendigvis må indgå som et delelement i den udvikling, den islamiske verden gennemgår og i den måde, hvorpå de moderne muslimske samfund organiserer sig. [s. 7]

“Dele af eliterne i den islamiske verden fastholder, at den udvikling, den ikke-vestlige verden gennem de kommende årtier skal gennemleve, må baseres på de forudsætninger, der knytter sig til det enkelte land.” [s. 8]

“I ældre, vestlig Koranforskning var det almindeligt at udlægge sammenfaldet af personer og beretninger som dokumentation for, at Muhammad havde ladet sig inspirere af tanker og forestillinger, der oprindeligt var udviklet i de to historisk set ældre monoteistiske religiøse traditioner. Ja enkelte ældre forskere har ligefrem gjort et nummer ud af at opregne de steder, hvor Muhammad efter deres opfattelse har misforstået kristendommen! Et lignende synspunkt gjorde allerede Ludvig Holberg gældende. I Heltehistorier, der første gang udkom i 1739… En sådan tilgang til det uomtvistelige sammenfald, der er mellem den opfattelse af Gud, der gennemsyrer jødedom og kristendom på den ene side og islam på den anden side, er imidlertid ufrugtbar. Det er naturligvis rigtigt, at islam i en historisk sammenhæng er yngre end jødedom og kristendom, men det gør historisk hverken fra eller til. For den ikke troende er et i sidste ende uinteressant at diskutere, hvem der har ret, for det er og bliver en trossag. [s. 22f]

“De blev i det islamiske retssystem, der blev udviklet på baggrund af Koranen, tilkendt dhimma (beskyttelse) mod betaling af en særlig skat (djizya), der juridisk legitimeres med henvisning til Sura 9 vers 29. Mod betaling af denne skat fik jøder og kristne overdraget autonomi og ret til at opretholde og videreudvikle deres egne religiøse og juridiske traditioner uden indblanding fra den muslimske øvrighed… Det skal i samme forbindelse næves, at Koranen af samme grund betragter jødedom og kristendom som noget særligt og ikke som udtryk for ‘vantro’, således som en del af de radikale moderne islamister har for vane at gøre. Også det skal vi vende tilbage til.” [s. 25]

“Den modstand Muhammad mødte hos både jøder og kristne, skinner flere steder igennem i Koranen, og efterhånden som Muhammad i Medina sikrer sig selv en stadig mere central position kan vi se, at hans udsagn om jøderne og de kristne skærpes. [s. 33, se også s. 56]

“Koranen anfører også etiske principper for forholdet mellem mand og hustru. Grundlæggende er mand og kvinde i forhold til Gud lige, fordi de begge to er skabt…. da Koranen er et produkt af et traditionelt patriarkalsk miljø, er det ikke overraskende at se, at det i en række tilfælde synes at være en fordel at tilhøre det maskuline køn….” [s. 45]

“Et af de bedste og mest kendte eksempler i overleveringen på Guds direkte hjælp er knyttet til hændelserne ved Badr i marts 624. Muslimerne i Medina var blevet informeret om, at en rigt lastet mekkansk karavane var på vej tilbage mod Mekka fra Syrien og var besluttet på at sikre sig den ved et overfald… Skjult for deltagerne lod Gud engle tage del i slaget på muslimernes side, og sikrede dermed den lille muslimske gruppe en vigtig sejr over deres modstandere. [s. 50]

“Vi ved, at det medinensiske samfund gennem længere tid havde været præget af konflikter, der med mellemrum udgjorde en alvorlig trussel mod den politiske stabilitet i byen. Der er derfor god grund til at antage, at den besindighed og retskaffenhed, Muhammad som menneske var i besiddelse af, gjorde udslaget. Det var sådanne egenskaber, det medinensiske samfund som helhed havde brug for…” [s. 51f]

“Fra sommeren 622 lykkedes det Muhammad at tilkæmpe sig en stadig mere central position i Medina.” [s. 56, se s. 33]

For det andet gjorde Koranen gældende, at den adfærd og praksis, Muhammad gjorde brug af, var at opfatte som et ideal for andre muslimer. I Koranen kan vi finde flere direkte henvisninger til dette, jvf. Sura 33 vers 22…” [s. 57f]

Med tiden var der imidlertid sket det, at de lærde i stedet at gå tilbage til islams rødder defineret som Koranen og profetens sædvane og gennem en analyse af dem at afstikke regler for, hvorledes den islamiske verden skulle forholde sig, var forfaldet til taqlîd, det ukritisk at efterligne hvad lærde tidligere havde gjort. De lærde svigtede derned det de i henhold til den islamiske tradition i virkeligheden var sat til at gøre: at give islam udtryk i forhold til den virkelighed, der på et givet tidspunkt omgav muslimerne. I stedet for at gå til kilderne for at afklare, hvorledes islam skulle udtrykkes, var man begyndt at gå til lærde koryfæer for af dem at få inspiration til, hvad islam skulle mene om dette og hint. Dermed blev udgangspunktet for en konkretisering at islam ikke længere Koranen og profetens sædvane, men den fortolkning bestemte lærde havde gjort gældende. Det fik gennem de følgende århundreder islam til at stivne i et system af dogmer og læresætninger, der fejlagtigt hævdedes at være udtryk for sand islam, men som i virkeligheden slet ikke var det. Den eneste vej ud af den blindgyde var en tilbagevenden til kilderne for at underkaste dem en kritisk analyse med henblik på at afklare, hvad islam skulle mene om dette eller hint.” [s. 74f]

Det arabiske ord sharî’a kan nemlig kun vanskeligt oversættes med det danske ord ‘lov’. Det ville være bedre og mere korrekt med en oversættelse som eksempelvis det, der er ordets grundbetydning, nemlig slet og ret ‘vej’.” [s. 78]

Islam karakteriseres af ikke-muslimer ofte som en ‘lovreligion’. Ret beset er det en tilsnigelse. Islamisk ret opstiller ganske vist et utal af regler for, hvorledes en muslim i en given sammenhæng bør handle, og gør i mange sammenhænge end- en dyd ud af at være et altomfattende system, der har mulighed for at opstille regler for et hvilket som helst område af livet. Men Koranen som hellig skrift er faktisk ikke en lovbog med endeløse bestemmelser for, hvad en muslim må og ikke må. Af Koranens godt 6.300 vers rummer kun omkring 300 egentlige anvisninger for, hvad en muslim må henholdsvis ikke må.” [s. 81]

“De regler der blev udviklet og de reformer der blev gennemført dokumenterede, at det faktisk var muligt at afvikle stridigheder i overensstemmelse med de lærde muslimers principper for retshåndhævelse. Men med den europæiske ekspansion blev det meste af den islamiske verden politisk underlagt Storbritannien, Rusland eller Frankrig, og de europæiske kolonimagter havde ingen intentioner om at gøre brug af den islamiske verdens juridiske traditioner… Da europæerne opgav den direkte kontrol, og de enkelte områder overgik til politisk selvstændighed som moderne nationalstater, blev de nye staters retssystemer funderet på den juridiske praksis, de europæiske koloniale forvaltninger havde etableret. Retssystemer der ikke til stadighed udfordres af en omverden i stadig udvikling stivner, og det forhold, at en voksende del af livet efter den europæiske ekspansion blev underlagt anden retshåndhævelse førte ikke overraskende til, at den kreativitet islamisk ret tidligere havde været i besiddelse af langsomt ebbede ud for til sidst helt at forsvinde.[s. 100]

“Islam er i begyndelsen af 2000-tallet lige så levende og dynamisk som islam altid har været.” [s. 115]

“Muslimer i den islamiske verden er ved begyndelsen af 2000-årene ikke mere religiøse, end muslimer var tidligere. Det er derfor ikke det religiøse, der er taget til i omfang, men derimod ønsket om at sikre den islamiske verdens egne værdier og traditioner en større og en mere synlig plads i de moderne samfund, der er under etablering i den islamiske verden som helhed. Islam er blevet ideologiseret og politiseret.” [s. 116]

“Den større og mere iøjnefaldende betydning islam har fået i den islamiske verden som helhed gennem de sidste årtier er heller ikke et udtryk for, at muslimer er blevet mere religiøse. Men de er nok blevet deres position som muslimer mere bevidst i forhold til tidligere.” [s. 117]

“Det billede af islam og muslimer, der i mange sammenhænge tegnes i Vesten, har meget lidt at gøre med den virkelighed, det står enhver frit for at møde ved selvsyn. Det negative billede vestlige nyhedsmedier tegner af den islamiske verden, hvor der altid fokuseres på vold og krig, er en del af den islamiske verden ved begyndelsen af det 21. århundrede, men det er langtfra dækkende. “ [s. 128]

“De radikale og militante islamisters manglende evne til at sikre sig den politiske magt har fået nogle til at mene, at islamismen som ideologi er afgået ved døden. Det er imidlertid en overdrivelse… Islamismen defineret som personer og grupper, der vil fastholde islams betydning for det individuelle og det kollektive liv i den moderne islamiske verden, lever fortsat. Et meget stort antal grupperinger er virksomme på forskellig vis for gennem initiativer på lokalt plan at dokumentere, at den islamiske traditions idealer om social retfærdig og økonomisk fremgang til fordel for alle fortsat rummer potentiale. Islamiske velgørenhedsorganisationer etablerer sundhedsklinikker, sportsklubber, fritidsaktiviteter og kulturelle tilbud i et meget stort omfang, der stilles til fri afbenyttelse for de, som måtte ønske at børe [gøre] brug af mulighederne. Den bærende tanke er, at det på den måde bliver muligt at påvirke den enkelte til at tage den islamiske arv alvorligt og gøre dén til omdrejningspunktet for den enkeltes liv og virke. Ad den vej vil det så lykkes i fremtiden at islamisere de muslimske samfund nedefra.” [s. 141f]

“Den enorme rigdom, dele af den islamiske verden er i besiddelse af, har ført til etablering af et offentligt sundhedssystem, der i mange henseender overgår det, der tilbydes i den vestlige verden i almindelighed og Danmark i særdeleshed.” [s. 144]

“I takt med at større dele af verden gennem de seneste årtier i voksende omfang er blevet opmærksomme på deres egne kulturelle traditioner og ikke mindst på, hvor forskellige de ofte er sammenlignet med dem, der er udviklet i Vesten, er det i flere tilfælde blevet draget i tvivl, om menneskerettighederne nu også er så universelle, som de gør krav på at være. I så henseende må det fastholdes, at FN’s deklaration fra 1948 som alle mulige andre udsagn er et produkt af den kontekst i hvilken den blev formuleret. FN’s deklaration blev formuleret efter opgøret med de fascistiske, totalitære bevægelser i Tyskland, Italien og Japan og er derfor et ideologisk udsagn, der tjener til at hylde og til at universalisere det værdigrundlag, sejrherrerne i Den Anden Verdenskrig repræsenterede… Historien har dokumenteret, at alle menneskelige love til stadighed må laves om af den simple grund, at de ikke er funderet på principper, der holder fra den ene sammenhæng til den anden. [s. 146ff]

“Med indledningen nuancerer OIC det billede af den islamiske verden, der var blevet etableret i Vesten gennem 1980’erne og angriber med held retorisk den opfattelse Vesten har af sig selv som det eneste arnested for et begreb som ret. Det retoriske angreb fastholdes i deklarationen som helhed. I dens 25 artikler omtaler 16 rettigheder af forskellig slags, der hævdes at være signifikante for islam. [s. 152]

“Der er ingen som helst tvivl om, at den islamiske tradition rummer et rettighedsperspektiv… Der er er heller ingen tvivl om, at den islamiske tradition rummer et krav om pligter, som påhviler både den enkelte og kollektivet. Derfor er det principielt muligt at tilvejebringe en afklaring af menneskerettigheder i islam, men det vil efter min bedste overbevisning være halsløs gerning at gøre dette på baggrund af en gennemlæsning af Koranen… Hvis Koranen derimod gennemlæses for de regler og anvisninger den giver for samlivet mennesker imellem, er det på baggrund af en sådan gennemlæsning muligt at udlede en række generelle principper for hvilke rettigheder henholdsvis pligter det ene menneske skylder det andet. Og sådanne principper kan suppleres med andre normative regler udledt af profetens sædvane. Dermed er der mulighed for at føre en debat om menneskerettigheder på et rimeligt grundlag også for den muslimske verden… det [må] være et håb for en ikke alt for fjern fremtid, at der kan forhandles et sæt globale rettigheder på plads, der reelt kan favne de vigtige nuancer, forskellige traditioner gør gældende i definitionen af menneskerettigheder.[s. 153ff]

Enhver forestilling om, at islam per se er mod kvinders frihed eller for den sags skyld garant for en evig og uforanderlig rollefordeling for de to køn imellem må opgives. Islam er også på det punkt en verden af meget forskellige holdninger, der strides og kappes om plads i både det offentlige og det private rum.” [s. 162]

“De enorme summer en række muslimske stater pludseligt rådede over blev bl.a. brugt til en målrettet offensiv for islam vis å vis den vestlige verden. Den islamiske verden har siden midten af 1800-tallet følt, at den vestlige verden har et forkert og ofte fordrejet billede af islam (se kapitel 5), og med de enorme indtægter enkelte muslimske lande pludseligt rådede over, var der for første gang økonomisk grundlag for at gøre en målrettet indsats for at rette op på dette forhold. Lande som Kuwait, Saudi-Arabien og Libyen var indforstået med at bruge en del af deres indtægter til at fremme forståelsen i den vestlige verden af, hvad islam er.” [s. 175]

“De børn der nu var blevet unge begyndte med andre ord at stille spørgsmål ved den defensive udgave af islam, forældrene og imamerne præsenterede, fordi den tog udgangspunkt i en fortolkning af hverdagen og livet, der ikke genspejlede den virkelighed, de kendte fra deres hverdag… Imamerne er i princippet uddannet til at forholde sig til den virkelighed, de selv er en del af, og derfor var de på det rene med, at dét der oprindelig havde foranlediget forældrene til at sikre, at der kom imamer til landet, nu var blevet indhentet af virkeligheden.” [s. 177]

“De gør krav på at bruge den frihed, der gælder her i landet og som principielt tilkender den enkelte retten til at forme sig som han/hun nu finder bedst. De er villige til at tage diskussionen op med forældrene om den islam-fortolkning, de repræsenterer, og derfor har flere af de foreninger, der er etableret af unge muslimer gennem de seneste år arrangeret offentlige debatmøder om noget af det, der har tæt inde på livet: en anden måde at blive gift på – eller rettere sagt, en anden måde at lokalisere den person, den enkelte skal giftes med.” [s. 178]

De gør krav på at håndtere det, islam siden sin fødsel har hævdet at være: et fundament på hvilke regler og normer kan begrundes, som livet skal leves efter. Det gælder på det personlige plan, det gælder på det kollektive plan, og det gælder i forhold til det omgivende samfund, der ikke er muslimsk og som derfor heller ikke er indrettet på muslimske præmisser. De gør samstemmende gældende, at den islam-tolkning, de er begyndt at forrmulere, er lige så rigtig og lige så islamisk som den, deres forældre engang formulerede. Den er funderet på de samme principper omend den i sin konkrete udformning ofte udtrykkes anderledes. Men det er efter deres opfattelse netop islams styrke – at evigt gyldige principper i den konkrete sociale virkelighed kan iscenesættes forskelligt. Den selvfølgelighed hvormed retten til dette projekt udtrykkes, møder ofte modstand fra det omgivende ikke-muslimske danske samfunds side. Det gælder særligt når retten til at udtrykke forskelligheden på én eller anden måde kolliderer ed majoritetssamfundets vante forestillinger.” [s. 179ff]

Det at være dansk har gennem historien skiftet udtryk, og det vedblive med at gøre. Hvis det danske, hvad det så end måtte være, ikke evner også i fremtiden at udtrykke sig i takt med nye omstændigheder, vil det at være dansk stille og roligt afgå ved døden. Udfordringen ligger derfor ikke i at indkapsle og eviggøre en bestemt historisk udformning af danskheden, der er blevet indhentet indenom af globaliseringen, men at sikre at den danskhed, der tidligere har magtet at indarbejde en ny religion (kristendommen er historisk set en mellemøstlig religion..)…” [s. 180f]

“Derfor er det ikke bare ønskeligt, at der tages politiske initiativer til enten officielt at anerkende islam på det formelle, institutionelle niveau, som den del af det danske samfund, islam er blevet, eller endeligt at gennemføre den principielle adskillelse mellem religion og politik… [s. 181]

“Et utal af grupperinger har gennem det sidste tiår set dagens lys med et ønske om at fastholde en bestemt form for danskhed som uforanderlig.” [s. 182]

“En af konsekvenserne af denne udvikling er blevet, at også det industrialiserede Vesten gennem de sidste årtier har fået den sociale konsekvens af globaliseringen ind på livet. Derfor er det også af største principielle vigtighed at fastholde, at den muslimske tilstedeværelse i områder, hvor islam ikke tidligere har gjort sig gældende, er et resultat af netop denne gensidige afhængighed, og ikke et udtryk for enkelte muslimers plan om at overtage den øvrige ikke-muslimske verden, således som det undertiden gøres gældende… Det gælder for alle kulturelle udtryk, at de er bundet til tid og sted. Den største fejl et menneske kan begå er at gøre gældende, at det han eller hun mener og/eller tror er givet i én bestemt form en gang tor alle. [s. 185]

Flere citater fra Det retfærdige samfund.



29. august 2004

Terrorangreb afværget eller ‘Palæstinenser dræbt af israelere’ på DR’sk

Palæstinenser dræbt af israelere lyder en af overskrifterne idag på DR Tekst-tv. Af artiklen fremgår følgende:

En bevæbnet palæstinenser blev i morges skudt af israelske soldater, da han sammen med to andre forsøgte at krydse den grænse, der deler Gaza og Israel, oplyser israelske og palæstinensiske militærkilder. De tre palæstinensere befandt sig i det såkaldte ingenmandsland bevæbnet med maskingeværer. ”

Har vi ikke her et eksempel på vellykket israelsk terror-bekæmpelse, og hvorfor skal det ikke fremgå af overskriften. Måske er det fordi DR afviser det faktum at barrieren faktisk virker til glæde for civile israelere. Et citat fra Jyllands-Posten – Barrieren – en velsignelse i Israel:

“Netanya, Israels førende feriemål ved siden af Eilat ved det Røde Hav, er næsten ikke til at kende igen i forhold til de foregående, nærmest katastrofalt magre år. Byen var en af de værst ramte af palæstinensisk terror og oplevede 12 terrorangreb, deriblandt fem selvmordsbomber, med i alt 42 dødsofre i perioden mellem september 2000, da den anden palæstinensiske intifada-opstand brød ud, og marts 2003. Siden sikkerhedsbarrieren blev opført i den nordlige del af Vestbredden, har der ikke været et eneste terrorangreb. ‘Hegnet er en revolution, intet mindre. Det er ikke den eneste forklaring, men hegnet er den vigtigste enkeltårsag til, at terrorangrebene er stoppet. Terroristerne vil gerne, men de kan ikke længere,’ vurderer Rami Gobernik, talsmand for bystyret i Netanya.”

Oploadet Kl. 20:42 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
Arkiveret under:

Orientering nægter at præsentere indvandring som værende et reelt problem

Efter en uge med intens debat om Orienterings formidling af indvandrer-problematikken, så skulle man jo tro redaktionen ville tilnærme sig virkeligheden i håb om at kunne ride stormen af. Sådan er det desværre langtfra, og følgende præsentation af Karen Secher i et Jens Reiermann-redigeret Orientering i fredags er svært ikke at se som en direkte kommentar til debatten:

” I et forsøg på at dæmme op for den illegale indvandring, mange europæiske politikere opfatter som en varig trussel mod social stabilitet, har den italienske premiereminister Silvio Berlusconi besøgt Libyens leder Moammar Gadaffi…”

Oploadet Kl. 19:49 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

Debattør underdriver: 24-års reglen forhindrer ‘et par arrangerede eller tvangsægteskaber…’

Manglende forståelse for problemets karakter får af og til tragi-komisk karakter i avisernes debatsider. Her fra lørdagens Jyllands-Posten i fuld længde:

En lov, der skiller elskende

I JP. 26/8 skriver Ishøjs borgmester, at 24-årsreglen virker. Det ved vi, men virker den, som den skal? Det er sikkert rigtigt, at den forhindrer et par arrangerede eller tvangsægteskaber hvert år, men hvor mange, der elsker hinanden og ikke kan få lov til at leve sammen, er der ikke tale om. Jeg kan forsikre borgmesteren om, at dette tal langt overstiger de få tvangsægteskaber, der er her i landet. Min kone og jeg har nu levet adskilt i 2 1/2 år og synes ikke, at 24-årsreglen virker særlig godt. [Kim Lind Simonsen, Horsens]

Oploadet Kl. 12:36 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper