30. november 2004

Venstreradikale med dårlig hukommelse

Søndagens Deadline 2. Sektion havde forfatter Inge Eriksen og historieprofessor Claus Bryld som gæster, til en diskussion om tilgivelse. Begge havde forældre som deltog aktivt i 2. Verdenskrig på henholdsvis på modstandssiden og på nazi-siden. I den henseende blev debatten drejet ind på begges ‘engagement’ på den yderste venstrefløj, og hvor man i det mindste må give RUC-professoren lidt kredit for de lunser af selvkritik han kom frem med, så var Inge Eriksen totalt blottet for samme.

Inge Eriksen: “Måske er der noget det skal op, men det skal gøres ordentligt… det handler om – hvad det her skal bruges til. (om afdækningen af Ole Wiwels nazi-sympati)

Inge Eriksen: “Man stiller uendelige krav til at nu skal de røde komme til bekendelse, altså det er lidt overstået nu. Men der var lige nogle år, hvor den gik for fulde hammer – og jeg tænkte: Hvad er det vi skal bekende? Vi har været en del af en tid…”

Claus Bryld henvendt til Inge Eriksen: “Vi var jo også intolerante… vi overdrev..” som nikker afvisende og siger “Jeg husker ikke helt diskussionen…”

Claus Bryld: “Jeg mener jo heller ikke at VS var et totalitært parti… Jeg mener ikke det var noget ekstremt engagement. Der var perioder hvor det kom på de høje navler – men det foregik inden for demokratiets rammer…”

Hvad var det så Inge Eriksen skulle bekende…

Eksempelvis en artikel i Det Ny Samfunds blad (februar 1969), hvor hun citerede Rosa Luxemburg for disse ord: “Skændet, vanæret, vadende i blod, drivende af snavs – sådan står det borgerlige samfund, sådan er det.” – hvad passede fint på Danmark, hvortil hun tilføjer: “Vi lever på en gyngende grund af det vitterlige vås… som man intet kan stille op med, fordu det våsede borgerskab og dets lejesvende i parlamentet ved det er vås, hvad de siger.”

Artiklen blev året efter genoptrykt i antologien På vej mod ekstra-parlamentarisme, hvor hun uddybede med betragtninger om det uendelige paradoks borgerskabets Danmark var.

Det kunne også være et nummer af Vindrosen hun var medredaktør af i 1972, hvor det flød med nonsens såsom, at jalousi skulle være en borgerlig fordom, at man i det det bestående samfund kun kunne have et “perverteret følelsesliv”

Claus Bryld var som Inge Eriksen også VS’er, og selvom han i det mindste var lidt mere ærlig om sin fortid – så husker han også dårligt…

For når han i Information i 1970 (7/11) skelnede mellem “rationel” og “Urationel” voldsanvendelse, så tænkte han vel, som resten af VS vel næppe på noget der falder ind under dansk lovgivning.

Bryld var iøvrigt også en af dem der gav i 1973 gav terrororganisationen PFLP sin “ubetingede støtte”…

Refereret fra Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret

Kunne vi forestille os en tidligere nazist, som ikke mente han skulle bekende noget som helst – og såfremt det skete skulle gøres – så skulle det ske med hensyn og respekt? Kunne vi forestille os at en tidligere nazist, som havde argumenteret for voldshandlinger og iøvrigt givet sin støtte til organisationer der myrdede civile, betegne sin fortid som ikke ekstrem…

Tiden er nok ikke moden endnu. Men på et eller andet tidspunkt, vil de tidligere venstreradikale 68’ere ikke mere sidde tungt på universiteteterne, og der vil komme et opgør med deres selektive hukommelse. For håbentlig sker det inden Inge Eriksen mister evnen til at læse…

Oploadet Kl. 14:31 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar

Foxnews om Sverige på TV2 Lorry i Sydsveskans optik

Den håbløse svenske multikultur blev som bekendt revset af Foxnews, til SVTs store beklagelse. Nu er nyheden så kommet til Danmark, med bitre kommentarer fra Sydsvenskans ‘USA-kender’ Per T. Ohlsson. Han henviste istedet til omtale af Sverige i Washington Post, og gjorde opmærksom på at Foxnews havde en “Radikal højre agenda”. Se indslag på TV2 Lorry, eller et næsten identisk sekvens på TV2 Øresund med Foxnews præsenteret som “den højre-orienterede station” .

Oploadet Kl. 14:11 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!


29. november 2004

Opfølgning på Tariq Sundoo-sagen – afviser at datteren er gift

For nogle dage siden gav jeg en kort introduktion til BT-historien om venstremanden Tariq Sundoos (tilsyneladende) talen med to tunger. Efter at han blev hængt ud i medierne, først og fremmest af BT og dens lidet objektive kilder i det pakistanske miljø – så emailede jeg i fredags følgende spørgsmål til hovedpersonen – hvis svar herunder følger i fuld længde:

1) Er det din stemme? – og i så fald: Er oversættelsen af det sagte korrekt?

Svar: Der er klippet i båndet, så indholdet fordrejes. Desuden sidder jeg med to kasketter: jeg er dels opstillet for Venstre til folketinget, og dels medlem og næstformand for Rådet for Etniske Minoriteter under Integrationsministeriet. Som medlem af Rådet er det min opgave at fungere som bindeled mellem indvandrere og ministeriet. Jeg ville ikke leve op til min forpligtelse som officelt råds-medlem, hvis jeg ikke fremførte overfor ministeren, at der bl.a. er utilfredshed med 24-års-reglen. Det fremgår ikke af båndet og citaterne, som i forvejen er klipppede, om jeg udtaler mig som rådsmedlem eller folketingskandidat.”

2) Har din datter indgået et ‘arrangeret ægteskab’ i en alder af 17 år? – og i så fald: Er hun bosiddende i Sverige for at omgå gældende dansk lovgivning?

Svar: “Jeg har været skilt i 14 år med min ældste datters mor, som kommer fra Skotland. Moderen boede i Sverige med datteren. Min datter er ikke og har ikke været gift. Når hun bor i Sverige, alene, skyldes det kun, at hendes moder har haft en lejlighed dér. Desuden kan jeg oplyse, at jeg er gift for anden gang med en dansk pige, som ikke er konverteret.”

Supplerende oplysninger: Tariq Sundoo i et læserbrev i Berlingske Tidende (28/11-04).

Det opklarer ikke ligefrem sagen, men giver dog nogle interessante indicier. Sundoo har som jeg ser det ret i at der er klippet i båndet (se TV2-indslag), men hvorvidt oversættelsen er korrekt skal jeg ikke kunne sige. Er oversættelsen korrekt, så står han meget svagt – for uanset hvor meget der er klippet udenfor kontekst, så kan citaterne sagtens stå alene omend den endelige vurdering naturligvis beror på evt. forbehold han har taget før og efter det citerede. Hans skiftende forklaringer taler iøvrigt heller ikke til hans fordel – enten er det hans stemme eller ikke, optagelsen foregik i sidste måned og han kan næppe have glemt alt.

Med hensyn til spørgsmål to, så afviser Sundoo oplysninger fra lørdagens BT som lød: “at hans egen datter blev sendt til Pakistan som 17-årig for at blive gift med en pakistansk mand. Parret bor i dag i Sverige for at omgå…”. Såfremt Sundoo har ret, har BT dummet sig i stor stil, og integrationsvenlige pakistanere har mange fjender i miljøet. Omvendt, hvis hans datter blevet gift som 17-årig med pakistansk mand, så er det vel egentligt ligegyldigt hvorfor hans datter pt bor i Sverige – idet det vel er rimeligt at betragte det som noget nært umuligt for en 17-årig danskfødt pige på naturlig vis at finde kæreste i Pakistan.

Alle er uskyldige til det modsatte er bevist, og BT må nødvendigvis dokumentere sine beskyldninger – ikke mindst når Sundoo afviser at hans datter skulle være gift. Radiostationen vil på opfordring formentligt kunne levere en uklippet/ikke-manipuleret version af debatmødet – og alt ialt må det være muligt at gå dybere ind i sagen. Det gør BT næppe, idet de jo allerede har lavet et par overskrifter på sagen. At Sundoo ikke kan fungere som Haarders rådgiver siger sig selv, han har næppe tonet rent flag på debatmødet, men derimod leflet for en kultur som virkelig trænger til et eftersyn.

Oploadet Kl. 16:48 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer

Ulrik Høy om den “mental-hygiejniske selvtægt’ (statistik for kulturradikale)

Weekendavisens Ulrik Høy udstiller i denne uges udgave på fortræffelig vis den politiske korrekthed, med baggrund et en række overfald hans barnebarn har været udsat for. Et citat fra Borgerpligt:

“Konkret: Sognepræst Kathrine Lilleør… indledte med en lille historie om en voldsepisode andetsteds i byen, ikke på Nørrebro, men i Valby. To drenge på ti år var på vej hjem i bussen, da de blev antastet af en indvandrerbande på fire. De to gutter havde taget sig den frihed at synge i bussen, og det indbragte den ene en knaldende lussing. Da drengene steg ud, den ene med kraftigt aftryk på kinden, kunne han ikke nære sig, men vendte sig om og gav banden fuckfingeren. Det skulle han ikke have gjort. Bandens medlemmer løb hen til chaufføren, tvang ham til at standse, hvorefter de sprang ud på fortovet, hev den formastelige ind i bussen og gav ham et håndkantslag i nakken. Her kunne historien ende, for den overfaldne turde ikke fortælle om episoden derhjemme. Forældrene blev alligevel underrettet, for kammeraten fortalte sin mor, hvad der var hændt, og så ringede moderen til den overfaldne og sagde, at han skulle fortælle det! Derefter – og der er jo en rækkefølge i alt – ringede kammeratens mor til den overfaldnes forældre og overtalte dem til at melde det til politiet. For ellers sker der ingenting.”

“Det er ikke rart, og man skulle tro, at Kathrine Lilleør fik ros for sin beretning, og det har hun sikkert også fået blandt læserne. Blandt ledere på sangskolen forholder det sig anderledes. Det er kommet mig for øre, at det har vakt irritation, ja ligefrem ophidselse, med denne offentliggørelse af episoden, selvom den blev diskret afhandlet, og Valby ikke er identisk med Sankt Annæ Gymnasium i Valby… Sangskolens ledere må ud af busken og give deres version.”

“Som det fremgår, har jeg fået historien stykkevis og delt, og der var den sikkert blevet hængende, hvis der ikke var føjet en biografisk brik til. Kammeraten til ham, der fik lussingen og det følsomme karatehug i nakken, er mit barnebarn, og fra familien fik jeg – og ikke uden betænkeligheder – de supplerende oplysninger, der omfatter ikke én, men fire episoder på bare fire måneder. Med bander af indvandrerbørn og -unge, der chikanerer og overfalder.

Oploadet Kl. 10:22 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
Arkiveret under:

Rune Lykkeberg: Van Gogh-mordet var ikke præsentation af en konkurrerende ideologi

Historien om mordet på Pim Fortuyn er efterhånden omskrevet til uigenkendelighed, og nu er turen kommet til mordet på Theo van Gogh. Fra lørdagens Information, vor alle sammens Rune Lykkeberg i en solid gang newspeak:

“Nej. Det var ikke ytringsfriheden, der blev slået ihjel i Holland. Det var filminstruktøren Theo van Gogh. Det var en forbrydelse, det var en tragedie. Men mordet var ikke et politisk manifest. Og der var ikke politiske organisationer, der brugte mordet som anledning til at starte en samfundsomstyrtende bevægelse. Eller en præsentation af en konkurrerende ideologi.

Oploadet Kl. 10:08 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
Arkiveret under:

Niels Dujardin om kulturradikal etiketbrug & nødvendig dansk intolerance

Et par gode læserbreve af Niels Dujardin, uddannelseskonsulent i Århus Amt.

Kristeligt Dagblad 24/11-04: Højrenationalisme er et skældsord:

“Højrenationalisme er ikke en ideologisk karakteristik, men et propagandisk skældsord, der skal associeres med nazisme og bio-racisme…”

Jyllands-Posten 29/11-04: God dansk intolerance (svar på Asgar Manø 21/11):

Kernen i indvandringsmodstanden handler om Danmarks forvandling til det kulturelt ukendelige, og så er den enkelte muslims væsen og adfærd i grunden revnende ligegyldig. Ustandselig at rende mellem mange muslimer, hvoraf de fleste vel i hverdagen er meget tilforladelige, kan nemt betyde, at man ikke kan se skoven for bare træer.”

Oploadet Kl. 09:59 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar

Hørt på folkeskole: ‘Korankritikere skal da plaffes ned, frøken’

Skolelærere udsættes for mange ting i det daglige, men har – som de gode SF’ere de typisk er – en evne til at udøve selvcensur i en grad som selv Fatih Alev kan bifalde. Fra internetmagasinet Flix, noget så sjældent som en vikar (Gitte Kongstad) der beskriver en oplevelse med en 5. klasse dagen efter Bushs genvalg. Overskriften siger alt: ‘Korankritikere skal da plaffes ned, frøken’, her en smagsprøve:

»Fuck Bush, fuck Bush!« Taktfast haglede knytnæverne gennem luften. Det var dagen efter det amerikanske valg, hvor Bush havde vundet. Jeg var blevet kaldt ud som vikar i en 5. klasse. Fire indvandrerdrenge forsøgte at få resten af klassen med på heppekoret, men de andre elever sad morgentrætte og overværede passivt showet. Inde i mit hoved kørte en tv-film fra Palæstina, hvor man ser flokke af unge aggressive, stenkastende drenge med kampråb. Heppekoret forstummede langsomt, og drengene så appellerende op på mig for at få lidt støtte. »Synes du ikke, han er dum, ham præsidenten? Skal han ikke dræbes?«”

“Jeg forsvarede den hollandske instruktørs ret til at kritisere et i mine øjne forældet kvindesyn, men pludseligt kortsluttede debatten. Den gode stemning blev ødelagt, da den store dreng rejste sig halvt op i stolen, kiggede hadefuldt på mig, mens han truende sagde, at nu skulle jeg vist til at passe på, for hvis jeg fortsat kritiserede, hvad der stod i Koranen, kunne der også ske mig noget.

“Der hersker tilsyneladende en berøringsangst, og i respekt for alles forskelligheder undlader vi den diskussion, som handler om, hvorvidt Danmark er blevet et multietnisk samfund, hvor alles værdier stilles sideordnet op som ligeværdige og lige gældende eller Danmark er et gammelt, stolt demokrati med nogle fundamentale værdier, som vi under ingen omstændigheder vil give køb på.”

Hør også Gitte Kongstad i Søndagsgæsten på P1 (28/11).

Se også Mange folkeskolelærere trues af tosprogede elever fra dagens Kristeligt Dagblad.

Oploadet Kl. 09:12 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
Arkiveret under:

Hele syv pct vil have begrænset ytringsfriheden efter ‘muslimernes religiøse følelser’

Fra en afstemning på Berlingske Tidende, sakset søndag aften:

Oploadet Kl. 08:58 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
Arkiveret under:


28. november 2004

Martin Breum vil modvirke følgagtigheden i medierne med flere midler til Ritzaus Bureau

Deadlines Martin Breum havde i torsdagens Berlingske Tidende en kronik om Modinet-rapporten omhandlende de danske mediers dækning af Irak-krigen, og han nøjes ikke bare med at godtage konklusionen. Følgagtigheden skal modvirkes med en solid gang…:

“Men når vi nu med forskernes analyse i hånden må konstatere, at dilemmaet med ubalancerne og manglerne i krigsdækningen er kollektivt, var det måske værd at overveje en fælles indsats for at komme videre. De store medier ejer i forvejen i fællesskab et helt nyhedsbureau, Ritzaus, der mod et ekstratilskud givetvis ville være glad for at opbygge en egentlig, selvstændig og facetteret dækning i Irak (evt. i samarbejde med irakiske journalister), sådan at den samlede danske presse fik et tiltrængt supplement til det eksisterende udbud af nyhedsmateriale.”

Oploadet Kl. 21:51 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar

Prof. Albert Gjedde om ‘krypto-fascistiske’ Bush og folkedanske nationalsocialister

Fra Weekendavisen – et frontalangreb mod Dansk Folkeparti, Bush og alt til højre for Carsten Jensen. Professor Albert Gjedde om Systemskifte. Nogle smagsprøver:

“Den folkedanske præst Søren Krarup har i disse spalter bebudet et systemskifte, som regeringen enten har, eller burde have, gennemført… Et resultat af den stigende afhængighed af usynlige og måske ikke-eksisterende kræfter i verden er alliancen mellem det folkelige og det nationale, denne völkische (folkefilosofiske) bevægelse, som førhen udviklede sig til en national socialisme, som skulle vise sig hverken at være national eller social.”

“Der er næppe tvivl om, at vi oplever en nyromantisk og kryptofascistisk reaktion i disse år.”

“Præsident Bush vandt delstaten Ohio og derfor valget ved at koble afstemningen til et lovforslag om at forbyde ægteskab mellem personer af samme køn. Man kan spørge, om de ansvarlige for denne kryptofascistiske reaktion virkelig har de samme nyromantiske forestillinger som deres vælgere, eller om det er simpelt magtbegær, som driver dem.”

“Ganske vist kan rigsdagsbranden i Berlin ikke sammenlignes med angrebet på World Trade Center i New York, og ganske vist kan det uprovokerede angreb på Irak selvfølgelig slet ikke sammenlignes med Hitlertysklands uprovokerede angreb på Polen, men den gennemgående kronologi for Hitlers magtovertagelse er alligevel tankevækkende.”

“Ved det tyske rigsdagsvalg den 6. november 1932 fik Hitlers nationalsocialistiske tyske arbejderparti kun 33 procent af stemmerne, men Hitler blev alligevel indsat som rigskansler ved de velkendte konservative intriger. Den 27. februar 1933 blev rigsdagsbranden anledningen til at ophæve de fleste borgerrettigheder i Tyskland. Ved rigsdagsvalget den 5. marts 1933 fik Hitler og hans koalitionspartnere absolut flertal med 51,9 procent af stemmerne. Stemmeprocenten var med 88 procent større end nogensinde, og flertallet skyldtes blandt andet, at det lykkedes at tvinge næsten tre millioner flere nazistiske vælgere til stemmeurnerne. I perioden indtil folkeafstemningen senere samme år blev borger- og menneskerettigheder, de politiske partier og det parlamentariske system fuldstændig ophævet.”

Oploadet Kl. 21:27 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper