SID Industri i Århus har en formand ved navn Hans Rubin Max, der som tidligere værftsarbejder har det forkromede overblik over det 20. århundredes historie. Læs hans leder i Industriposten [oktober 2004, s. 3], og grin over følgende:

“Fattigfirserne stod for med en nedskæringsregering under ledelse af den konservative regering Schlüter og selv om det iflg. ham går ufatteligt godt, så gik det mindre godt, og arbejdsløsheden steg til uanede højder, med store spændinger i samfundet. Overenskomstsituationen i 1985 førte til omfattende strejker og social uro, og det endte da også med at regeringen endelig i 1993 måtte gå af grundet Tamil-sagen og efterfulgtes af Nyrup-regeringen, der mod næsten umulige odds, fik rettet skuden så meget op, at arbejdsløsheden faldt markant, samtidig med at økonomien kom i orden, og vi begyndte at betale af på gælden. Og nu gælder det så Fogh-regeringen og kampen mod den… Sådan er den korte version af den historie, forbundet var en del af i over 100 år.“

Det er sjældent den svenske RUC-lektor Håkan Arvidsson deltager i den danske debat, og hvis man læser hans kommentar i torsdagens Sydsvenskan, så forstår man udemærket hvorfor. Håkan Arvidsson om Danmark egner sig bedst til medier, som bifalder ‘debattens økologi’. Lars Hedegaard får broderparten af kritikken, men egentligt er det jo ikke blot et angreb på indvandringskritikken eller den nuværende VK-regering, men på de danske vælgere – og ikke at forglemme – den danske journaliststand. Her et par skingre citater:

“Man har inrättat ett “kanon-udvalg” vars uppgift varit att förteckna de viktigaste bidragen till dansk litteratur. Denna kommitté har nu efter långa diskussioner kunnat fastställa de bidrag som kan komma i fråga. Med hjälp av dessa magistrala listor skall nu den danska befolkningen fostras till aktning för dansk ‘blut und boden’. Det finns en del häpnadsväckande namn i listorna.“

“Jag har heller inget att invända mot att hitta H C Andersens namn på listan. Av hans moraliska sagor finns mycket att lära för alla tider och alla kulturer. Jag tänker inte minst på sagor som ‘Den fula ankungen’ eller ‘Flickan med svavelstickorna’. De handlar båda om utstötthetens plåga och förnedring. De är också gripande, kanske till och med så gripande att de kan beröra en hårdhjärtad regerings syn på dagens utstötta och förödmjukade främlingar. Låt oss i varje fall hoppas det.”

Tjek også kommentaren fra En dansker i Sverige – Håkon Arvidsson – RUC: En svensk PK- kryster.

Professor i retshistorie (Norge) Erik Annar om islamisk ret i Den europeiske rettens historie:

“Det finnes et berømt vitnesbyrd fra høymiddelalderen om hvor irriterende overlegen den vesteuropeiske retten kunne te seg for araberne. På 1100-tallet dro en meget velutdannet maurer fra det arabiske riket i Spania på en reise rundt Middelhavet. Underveis besøkte han også kongeriket Jerusalem (1099-1187) som var grunnlagt av korsfarerne. I sin reiseberetning skrev han at for en trofast tilhenger av islam var det skremmende å se hvad de vantro hadde klart å skape: I korsfarernes rike rådde allmenn orden og rettssikkerhet, slik at man kunne ferdes trygt overalt. Handelen blomstrer, og ved rettergang kunne man stole på domstolenes upartiskhet. ‘Men hos oss’, fortsatte han, ‘har vi bare våre tyvaktige og korrupte kadis (bydommere)’“

[Erik Annar: tens historie, 1983, s. 173.]

Hvorvidt senere udgaver af ovenciterede lærebog vælger at ‘nuancere’ skellet væk til glæde for multikulturen og skade for forskningen kan jeg ikke vide, men historien om islam er i disse år genstand for politiserende revisionisme. Alene af den grund, er det nødvendigt med et modspil – såsom Torben Hansens kursus om Islam i Spanien udbudt af Folkeuniversitetet i København. Et citat fra præsentationen:

“I flere århundreder udgjorde muslimerne et mindretalligt herskerfolk over et stort flertal af kristne. De religiøse skel blev politisk kontroversielle, og i det meste af middelalderen var forholdet mellem kristendom og islam præget af fjendskab og krig. Direkte og indirekte pression medførte, at de kristne i al-Andalus i stort tal enten omvendte sig til islam eller flygtede til Nordspanien. Her overlevede mindre kristne kongeriger, der senere iværksatte en generobring – “reconquista” – af det tabte ‘Hispania’.”

Politikens kronikker er ofte kulturradikalt rygklapperi, og derfor komplet uinteressante for alle andre end forstadsidealisterne. Det blev dog til lidt selvkritik sidste mandag, hvor Morten Crone Sejersbøl og Thomas Ambrosius redegør for en analyse de har foretaget om Politikens og Jyllands-Postens dækning af kulturkampen. Lidt fra Kulturkamp krudtet værd:

“Med udgangspunkt i 641 artikler – ledere, debatindlæg, redaktionelle artikler, kommentarer mv. – fra Jyllands-Posten og Politiken har vi undersøgt ‘Kulturkampens anatomi’, som den tog sig ud i perioden 17. januar 2003 til april 2004. For det første har vi analyseret, hvilke emner der var til debat. For det andet har vi undersøgt samspillet mellem medierne, politikerne og offentligheden.”

“Det blev ofte hævdet, at netop den ‘hadefulde’ tone – det man på nudansk kalder hate speach – blokerede for den demokratiske samtale. Et synspunkt, som Magtudredningen bakker op. Men analysen af de 641 artikler viser noget andet…”

“… havde Politiken undertiden store vanskeligheder med at leve op til egne idealer og helt grundlæggende journalistiske retningslinjer om at opretholde skellet mellem reportage og kommentar og at markere for læseren, hvad denne egentlig læste. For eksempel er der noget helt galt, når en Politiken-journalist benytter et interview med et kommunalbestyrelsesmedlem fra Dansk Folkeparti til at komme med denne personlige kommentar til Ulla Dahlerups omdiskuterede tale ved DF’s landsmøde, 2003: ‘En tale man kunne mangfoldiggøre, komme på dåse og aflive rotter med. En tale der med sin irrationelle følelsesappel anglede efter et skred, et brud af danmarkshistoriske dimensioner [...] Man fornemmer historiens vingesus – og dens støvletramp. En alarmerende lyd, der kommer inde fra det tomrum, hvor navnlig Socialdemokratiet, selve velfærdssamfundets folkelige drivkraft, er blevet skammeligt tavs og opportunistisk. Man overdøves, man mister sin orientering og lydhørhed. Er der overhovedet et menneske et sted derude. Eller derinde?’ (Politiken, 29.9.03). Eksemplet skal ikke forstås som et forsvar for Dahlerups tale – for også vi mener, at den kaldte på et klart modsvar – men derimod som et forsvar for uhildet journalistik. Denne form for utidig sammenblanding af reportage og kommentar så vi stort set ikke i Jyllands-Posten.“

I sidste weekend lykkedes det 400 vrede sikh’ere i multikulturelle Birmingham, at få aflyst et skuespil hvor handlingen inkluderede børnemishandling, voldtægt og mord i et sikh’isk tempel. Skræmmende at kunst nu ikke må inkludere religionskritik, eller noget der kan opfattes som sådan. Men næsten værre er reaktionen [Berlingske Tidende 22/12-04]:

“Kulturminister Estelle Morris roste i går The Repetory for at lukke forestillingen. ‘Selv om det er en trist dag for kunsten, har teateret truffet den rigtige beslutning,’ sagde hun.”

Naturligvis har religiøse grupperinger ikke et særligt krav på respekt, og hvis de havde så ville religionshistorie som akademisk disciplin miste enhver relevans. Selv ‘religionsforsker’ Mikael Rothstein er enig, selvom han pakker det ind i de sædvanlige politiserende floskler – her fra Berlingske Tidende:

“Mikael Rothstein mener, at ikke kun er yderligtgående religiøse grupper, men også partier som Dansk Folkeparti der er med til at skabe spændinger i samfundet. ‘Vi er forskellige som mennesker, og vi lever i komplekse samfund, hvor vi alle sammen skal være. I det perspektiv må man være indstillet på lidt elasticitet. Der har vi problemet med de radikale grupper – og så er det ligegyldigt, om det er fundamentalistiske muslimer, kristne, nynazister eller Dansk Folkeparti, som synes, at grænsen går et bestemt sted, hvor de ikke finder sig i noget. Det kan vi som samfund ikke acceptere. Problemet bliver akut, når vi ser en episode som den i Birmingham. Der ser man problemet meget tydeligt, men det er langt større, når det handler om et politisk parti, som holder regeringen ved magten. Et parti, som systematisk forhåner store samfundsgrupper i noget mere høvisk sprog og på en lidt mere slange-agtig måde. Det er langt, langt værre end den idiotiske imam, der stiller sig op og råber og skriger om, at Koranen skal være alles lov. Han er så gennemskuelig. Det andet er langt mere snedigt og i virkeligheden langt værre,« siger Mikael Rothstein.”

Et ypperligt eksempel på associationstrick, hvor det at udøve selvtægt som sikh’erne i Birmingham, afsværge demokratiet som nazisterne og yderligtgående imamer bliver direkte sammenlignet med fundamentalistiske kristne og Dansk Folkeparti. Fundamentalistiske kristne er stort set ikke-eksisterende herhjemme, og jeg har ikke hørt en eneste afvise demokratiet. Dansk Folkeparti argumenterer for sine holdninger i landets parlament, indenfor rammerne af demokratiet, og er nok det parti i Danmark som står længst fra ønsket om ændring af Grundloven anno 1953, i særdeleshed i forhold til §77 omhandlende ytringsfriheden.

Mikael Rothstein indgår hermed i rækken af forskere, der som ‘ekspert’ ikke kan forholde sig til multikulturens bagsider, uden at revse Dansk Folkeparti. Ynkeligt, og i dette tilfælde inkonsekvent.

Indboksen er fyldt med relevant blogmateriale, men det bliver der ikke tid til i juledagene. Her blot et billede taget fra ‘redaktionslokalet’ tidligt i morges.

At halalfløjen i dansk islamforskning mere betragter sig selv som nogle der skal snakke en ‘god multikulturel udvikling’ i gang, end forskere som tilsigter objektivitet er en sandhed uden modifikationer. Hør eksempelvis et indslag i Orientering fra den 9. december, hvor Jørgen S. Nielsen, en islamforsker lastet udelukkende med gode intentioner forklarer hvorfor danskerne ikke skal tage det så tungt at muslimske politikere går ind for stening o.l. … idet muslimerne er igang med en reformation, og så må vi give dem frihed til selv at vælge hvor meget de vil præges af vestlige traditioner.

Iøvrigt sjovt at Jørgen Nielsen præsenteres som “en af europas førende islamkendere”, og i en anden DR-sammenhæng som “en af verdens bedste islam-forskere”. Manden er altså leder af Centre for the Study of Christian-Muslim Relations, der helt i stil med lignende danske organisationer enten promoverer kulturrelativismen som ideologi, eller ikke eksisterer i mangel af modpart. At han er den forkerte at spørge om ‘islam og demokrati er forenelige?’ er indlysende, men hvordan gør man sig egentligt fortjent til at komme i islamforskningens verdenselite. Jeg skulle mene det var ved at udgive gentagne forskningsbaserede udgivelser om islams kildemateriale og historiske udvikling, som de tunge drenge i islamforskningen finder det givtigt at citere fra. I min forholdsvis intensive læsning af danske udgivelser om islam er jeg kun stødt på Jørgen Nielsen i kortfattede artikel-bidrag i multikulturfremmende antologier, samt en enkelt oversigts-artikel i en religionshåndbog dateret 1982. Ikke en eneste tung gennemgang af islam, eller en eneste henvisning fra en decideret islamforsker. En søgning på internationale boghandler giver to hits – en 1992-udgivelse om Muslims in Western Europe og en 1999-udgivelse med titlen Towards a European Islam (Migration, Minorities, and Citizenship). Jørgen S. Nielsen er måske nok en stor mand i halalgenren, men er langt mere integrationsforsker end islamforsker, og med sin ansættelse på ingen måde en uafhængig en af slagsen.

I marts i år gæstede Jørgen Nielsen et århusiansk halaltræf, hvor han over emnet islam og kristendom gav Enhedslistens politiske manifest skulderklap i over en time. Særligt husker jeg påstanden om at “Demokrati er blevet et våben i den amerikanske udenrigspolitik”, og tro mod Edward Saids tvangstanker aflires antipatien mod USA også i ovennævnte Orientering-indslag. [halaltræf-referat]

Orientering vælger fra sin hjemmeside, som supplement til Jørgen Nielsens halalsnak, at linke til The Guardians special report – Young, Muslim and British. Et eksempel på graden af halal (overskrift): “The widespread perception is that Islam discriminates against women. Why is that so?”…

Jeg var en af de uheldige der i sidste uge tilbragte nogle timer med direkte transmission fra Folketingsdebatten. Det ender normalt i ordkløveri, men debatten om hvorvidt der måtte reklameres for en biografi om statsminister Anders Fogh Rasmussen var som at se maling tørre. Smålige pseudo-argumenter fra oppositionspolitikere – der skulle have tiden til at gå inden juleferien.

At DSU gav emnet fuld skrue var vel at forvente, men at Det Radikale Venstre sang med på lyrikken i Jelveds ugebrev virker fuldstændigt ude af proportioner.

I dagens Ekstra Bladet kan man så læse (og se) at socialdemokratiske Frank Jensen pryder et reklamefremstød for Nordjyske Stiftstidende. Kronprinsens bortforklaringer er i særklasse, specielt den afsluttende kommentar:

“- I den sammenhæng er jeg bare et symbol på avisen, som er et talerør for nordjyderne.”

For små to uger siden bragte Berlingske Tidende en kronik af Rigsstatistiker Jan Plovsing, der efter bedste evne forsøgte at give et overblik over det statistiske materiale der trods alt foreligger om indvandrerkriminalitet. [Tidl. kommenteret] Konklusionen lød ikke overraskende:

“Der er således ikke tvivl om, at indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande begår straffelovskriminalitet og især voldskriminalitet langt hyppigere end personer med dansk oprindelse.”

Sådanne fremstillinger der ikke lefler for den politiske korrekthed, falder naturligvis ikke i god jord hos selverklærede humanister . I dagens Berlingske Tidende, påtager Henning Hansen fra venstrefløjs-NGO’en Center for Alternativ Samfundsforskning (CASA) sig den opgave at gå i rette med kronikkens konklusion. Jov, ser du – der skulle være “korrigeret for flere faktorer” – eksempelvis for “geografiske og bymæssige forskelle på kriminalitet” eller “mulige diskriminationsmekanismer” – og som en kat om den varme grød forholder Henning Hansen sig til etnisk oprindelse.

Kritikpunkterne hudflettes i samme avis af Plovsing selv, men læs alligevel Rigsstatistikeren er for skråsikker i sin konklusion, om ikke andet så for underholdningsværdien.

Tortur-skandalen nærmer sig igen Bush lyder det på DR Online her til aften. Et citat:

“USAs præsident har udstedt en “eksekutiv ordre”, der har autoriseret anvendelsen af umenneskelige afhøringsmetoder i Irak, mener den amerikanske borgerretsorganisation ACLU.”

ACLU, eller American Civil Liberties Union – er ikke en gennemsnitlig uafhængig borgerrettighedsorganisation, men et kamporgan for den amerikanske venstrefløj. Læs mere om ACLU’s Political Bias på Inkling blog – et citat:

“To see the ACLU’s bias, we don’t need to go back to 1927 when ACLU founder Roger Baldwin visited Stalin’s police state and returned to praise it in his book ‘Liberty Under the Soviets’. We can look at current events to see that the ACLU often isn’t interested in protecting civil liberties. It is more interested in crippling Republican administrations with alarmest rhetoric and legal harassment, while giving Democratic administrations a free reign to do anything, including murder on a large scale.”