En af dagens større internationale nyheder var fundet af endnu en massegrav i Irak – denne gang med ligene af op imod 1500 kurdere myrdet af Hussein-regimet engang i 1980’erne. Da TV-Avisen valgte at ignorere nyheden er her et par caps fra TV2 Nyhederne 19.00:

Fra dagens Jyllands-Posten – Henrik Gade Jensen anmelder Klaus Rothsteins seneste bog. Et citat fra At søge uden at finde:

“Det er en synlig svaghed ved bogen, at Rothsteins tydelige harme ikke følges op af en argumentation. Ethvert parti kan kritiseres, for politik er altid prioriteringer, dobbeltsnak og urene hænder. Hver gang nogen får, må andre undvære. Sådan er det politiske spil. Det er nemt at kritisere politikere. Men tilsyneladende består dagsordenen for den kommende kulturradikalisme kun i at kritisere Søren Krarup. Det er en ufattelig tynd dagsorden, da Krarup i politisk sammenhæng siger utrolig lidt, og det lident er mestendels i sin minimalitet rigtigt, så den kulturradikalisme er dømt til at opdrive skygger og spøgelser. Selv hvis Søren Krarup kun sagde banaliteter som 2+2=4, ville kulturradikale benægte matematikkens sandheder for ikke at give ham ret. Eller kappes om at finde på frække skældsord. Det er en dum strategi.“

Peter Thielst har oversat og udgivet Nietzsches Antikrist fra 1888, og for en mand som Egon Clausen er der således atter engang lejlighed til at diskutere kristendommens mangler – denne gang med udgangspunkt i Nietzsches had mod samme. Her et citat af Peter Thielst fra seneste udgave af Læst og Påtalt :

Jyllands-Postens Niels Lillelund giver i dagens avis et referat af det tidligere omtalte møde i Trykkefrihedsselskabet. Et citat fra Den svenske korrekthed:

“Fra salen indvendte cand.theol. Katrine Winkel Holm, en af Trykkefrihedsselskabets stiftere og næstformand i foreningen, at politisk korrekthed (på engelsk forkortet PC) ikke bare kunne lignes med skiftende stemninger. »PC er en ideologi, ifølge hvilken alting skal omskrives, så en tunghør ikke må være en tunghør og en fremmed ikke må være en fremmed,« sagde hun bl.a., uden at Amnitzbøl dog tog tråden op. Generelt mente han dog, at der i et samfund med ytringsfrihed ikke måtte være nogen meninger, der er moralsk bedre end andre. Og at der, selv om de svenske gæsters indlæg sikkert kunne nuanceres, bestemt også var nogle pointer, som virkede skræmmende på ham. Således var der i salen enighed om det principielle og mindre enighed om det konkrete. Især om hvilke meninger, der blev undertrykt i medierne, som stedse blev fremhævet som det filter, der både kunne hæmme og fremme ytringsfriheden.”

Fra Document – et tankevækkende foredrag af den franske filosof André Glücksman. Et citat fra Vesten mot Vesten:

“Først og fremst: Vesten mot Vesten, ordet mot: Motsetninger er ikke noe dårlig. For én gangs skyld har vi motsetninger. Det er ikke farlig. Den store fare er hvis man ikke diskuterer. I stedet er stille. Det kan skjule mange katastrofale ting: glem ikke stillheten under Kampuchea. Ingen grep inn. Til slutt gjorde Vietnam det. Klart at påskuddet og fremgangsmåten var diskutabel, men de stanset massemordet. Jeg var for Vietnams intervensjon, selv om jeg var opptatt av båtflyktningene. Jeg anklager dem bare for at de ikke grep inn tidligere. En må være tro mot seg selv: støtte Irak, akkurat som Kampuchea. Det betyr ikke at jeg støtter Bush. Men noen ting er så skrekkelige at man blir medskyldig hvis man tier. Som stillheten under Rwanda. Der drepte de i et hurtigere tempo enn selv nazistene. Ingenting skjedde. Det hadde vært nok med 5.000 FN-soldater. FN-kommandaten Dallaire ba om det. Han sendte fax til Kofi Annan, som var den ansvarlige. Annan sa nei. Han har senere bedt om unnskyldning.“

På torsdag er det 60 år siden at Danmark blev befriet, og i den forbindelse er det svært at komme udenom Winston Churchill. Her et foto af undertegnede da jeg besøgte Chartwell i efteråret 2001. Her boede han fra 1924 til sin død i 1965, og stedet simpelthen emmede af historie. Jeg besøgte også Blenheim Palace hvor han havde sin noget mangelfulde opvækst, og naturligvis også hans grav i St. Martins Church of Bladon – en uanselig by i nærheden af slottet.

Godt lille indlæg i dagens Jyllands-Posten af en Kasper Kyndsberg. Her i fuld længde:

Gør op med de ekstreme kræfter

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning mener, at “højreekstreme” kræfter vinder frem på de danske gymnasier. Derfor vil de nu til at lave en informationskampagne som modspil. Men lad dog kampagnen gøre op med alle ekstreme kræfter. I dag går uoplyste gymnasieelever i hobetal rundt med et billede af Che Guevara på deres t-shirts. Den cubanske “frihedshelt” var ansvarlig for og deltog ved flere lejligheder i myrderier på “antirevolutionære” – heriblandt homoseksuelle, fagforeningsaktivister og børn.

Trykkefrihedsselskabet, som netop har offentliggjort sin hjemmeside – afholdte igår aftes et møde over emnet: Er der ytringsfrihed i Sverige?. Paneldeltagerne var Martin Henriksen [DF], Simon Amnitzbøl [DRV] samt to svenske dissidenter BGF-redaktøren Jan Milld og sociologen John Järvenpää. Danskeren i Sverige var tilstede på mødet, og giver et længere referat af debatten inklusiv billeder.

Trykkefrihedsselskabet har lagt begge svenske taler online – og man kan nok sige at Jan Milld [pdf, 21 s.] giver nogle håndfaste indikationer på at Sverige er ude på et sidespor ift. demokratiets idealer om ytringsfrihed. Et citat:

“Allmänt vill jag säga att begränsningar av yttrandefriheten kan ligga på tre plan:
A. Medborgare förhindras att nå ut till andra medborgare
B. Medborgare skräms till tystnad genom hot eller bestraffningar
C. Medborgare skandaliseras, så att ingen lyssnar på dem.“

Sociologen John Järvenpääs tale [pdf, 11 s.] giver et overblik over den politiske korrekthed anvendt som pressionsmiddel i Sverige. Herfra et citat:

“Som metod är den politiska korrekthetens uppgift att försvara och främja ”det goda”. Denna metod inbegriper olika komponenter som kompletterar varandra. Moraliserandet, associerandet, begreppsmissbruket och det svartvita, dikotoma tänkandet utgör så att säga basen i den politiskt korrekta metoden. Metoden används mot dem som tvivlar på vad ”det goda” egentligen innebär. Förenklat kan man säga att metoden används för att skapa likriktning, tysta kritiska röster och undvika diskussion i sakfrågor. Den är en härskarmetod eller ett maktinstrument, för att uttrycka det klart. Av modellen “Den politiska korrekthetens logik” framgår att den politiskt korrekta åsikten och metoden samspelar med varandra.”

Dagens gæst i P1 formiddag med Poul Friis var socialdemokraternes nyvalgte EU-ordfører Svend Auken, der talte vidt og bredt om fordelene ved et stærkt EU som modvægt mod USA. Værst var dog følgende brug af associationstricket:

“Ja, jeg tror der er ved at at danne sig nogle nationalistiske holdninger i Europa, og at det er især de højreorienterede partier som ser disse nationalistiske strømninger – og fælles for dem alle sammen, det kan vi også se med Dansk Folkeparti i Danmark. Fælles for alle disse yderlige højrepartier det er deres modstand mod et forpligtende europæisk samarbejde. Så man kan sige, at på grund af nationalismen vokser i lyset af folks frygt for internationalisering, indvandringen – alle de problemer som man ser – så kommer der en nationalisme, og den nationalisme vendes så mod det forpligtende europæiske samarbejde. Derfor er Le Pen i Frankrig og Pia Kjærsgaard i Danmark imod den nye forfatningstraktat.“

Det kunne aldrig falde Uriasposten at komme med slet skjulte antydninger, men det er da påfaldende at såvel de danske nazister som Svend Auken var modstandere af Irak-krigen…

Idag betragtes det næsten som racistisk at diskutere islam i forhold til demokrati, mennskerettigheder o.l., idet det jo uværgeligt betyder at man konkret må forholde sig til hvad der er generelt for islam. Sådan var det ikke tidligere, og et af de mere markante eksempler på dette må være Alfred Nielsens Muhammedansk Tankegang i vore Dage – udgivet 1930. Alfred Nielsen var i adskillige år missionær i flere islamiske lande, hvad mærkeligt nok ikke hæmmer bogen – idet han bevidst undgår at fælde domme over islam og muslimerne. Måske også derfor det hele bliver lidt kønsløst og kedeligt, idet det så lidt for meget kommer til at handle om at dele vind og vejr lige. Forordet er skrevet af Johannes Østrup, hvad i sig selv giver bogen en vis legitimitet – omend man må kritisere forfatteres manglende brug af kildehenvisninger.

Alfred Nielsen mener at der er stor splittelse indenfor islam, men at hardlinerne altid har stået stærkt på grund af Koranens ukrænkelighed. Koranen betragtes som en del af problemet, idet den medfører intolerance såvel internt som eksternt – og i det hele taget med sin absoluthed hæmmer moderne udvikling. I forhold til kristen mission i islamiske lande er han meget pessimistisk, idet muslimerne betragter kristen mission som blasfemisk i forhold til islam og Muhammed.

Herunder en række citater fra bogen:

“Mon ikke de fleste af os ved at høre om Islam og Muslimer straks og udelukkende tænker paa Fanatisme og Grusomhed, paa ‘Tyrkertro’ og Sanselighed, paa Uvidenhed og Stilstand, Flerkoneri, Armeniermyrderier, Forfølgelse af andre Religioner og Dødsstraf for frafaldne? Og hvad vi maaske kender af Koranen eller den islamitiske Overlevering er enkelte Ord, der alle gaar i den Retning! Nu kunde det naturligvis aldrig falde mig ind at paastaa, at alle disse Ting og Egenskaber intet har med Muslimer at gøre. Men de er ikke alt, hvad der er at sige om Islam…“ [s. 11]

“I vore Dage, naar vi vil drive kristen Mission blandt Muslimer, ønsker vi at være saa fjernt som muligt fra Krigsfærd, men for Muslimerne staar Mission, bevidst eller ubevidst, som et Angreb paa deres Tro og en Hjælper for Europas Erobringspolitik, saa at de lettelig vender den særlig krigerske Side imod os, og vi derfor maaske faar et særlig krigersk og fanatisk Indtryk af dem. Inter arma silent musæ – vi glemmer vel let i den Kampstilling, vi drives ind i, at spørge, om der intet andet er i Islam end religiøs Fanatisme. Det er nødvendigt at regne den religiøse Fanatisme med i vor Bedømmelse af Muslimerne, men vil vi forstaa dem Ret, maa vi lade vore Undersøgelse gaa ind paa Aandslivets andre Omraader og se, om Islam ogsaa der, og specielt i vore Dage, staar fanatisk og reaktionært.“ [s. 13]

“For Islam er Religionen ikke blot en Sag mellem Gud og den enkelte, men mellem Gud og Samfundet; Koranen som Guds Aabenbaring er en Lovbog ikke blot for den enkeltes private Liv, men for Samfundet og dets Regering.” [s. 14]

“Men hvor mange moderne Artikler man end kan finde med moderne Synspunkter for Slørets Afskaffelse og for Kvindens Ligeberettigelse med manden, saa finder man dog ingen, der giver Islam Skylden for Kvindens daarlige Stilling i Samfundet og Hjemmet. Adskillige gamle Traditioner kan kritiseres – og affærdiges med at være opdigtede og forfalskede, men Koranens Ord kritiseres aldrig, selv om det for en ikke-Muslim er vanskeligt at se, at ikke adskillige Koranvers, hvad saa end deres oprindelige Mening af moderne Muslimer forklares at have været, at ikke netop de er Grund til adskilligt af Ulykken.“ [s. 24]

“Spørgsmaalet om den Plads, det franske Sprog skal have i Skolerne, er saaledes ikke blot et pædagogisk eller maaske snarere et nationalt Spørgsmaal; men det bliver et religiøst Spørgsmaal, idet Arabisk ikke blot er Modersmaalet, men det himmelske Sprog, Koranens Sprog, og trænges det tilbage for det franske Sprog, betyder det let for en Muslim, at hans Religion trænges tilbage.“ [s. 41]

“Stolthed eller, om man vil, Selvtilfredshed, det er i det hele taget et ejendommeligt Særkende hos Muslimer. Det kan ikke være Bagtagelse at sige det om dem, de vedkender sig det i Reglen selv, og deres hellige Bog lærer dem at regne sig selv for retfærdige og ringeagte andre, i alt Fald da det første. Tydeligst i den Retning er maaske et Ord som dette fra Koranen: ‘I er det bedste Folk, der er sat paa Jorden til at paabyde det gode og forbyde det onde.'” [s. 66]

“Hvor længe kan Udvæksterne i den islamitiske Verden – en af dem f. Eks. Slavehandelen – endnu bestaa ved Siden af Kulturen? Og hvormeget vil falde med dem? Det Standpunkt som er udtrykt i Trangen til at holde Sublimat ude som Rensningsmiddel for Tæpperne i Moskeen – rimeligvis fordi det er en Slags Spiritus! – er vel kun til at smile ad; men alvorligere bliver Sagen, naar Obskurantismen advarer mod Ting som den traadløse Telegraf. Det er ganske vist en Udtalelse, vil nogle sige, fra Wahhabiternes Teologer, disse Ørkenpuritanere, som Islam i sin Helhed ikke kan gøres ansvarlig for, og det er rigtigt, at Wahabiterne har en Særstilling paa mange Punkter… Men en Tendens findes der i alt Fald indenfor Islam til at være Ignorant, og naar vi ikke finder mange Udtryk for den i Dagbladene, maa vi ikke lade os narre deraf.” [s. 95f]

“For Islam har Religion og Statsstyrelse altid været meget nøje sammenknyttet. Det har aldrig været isl. Tankegang, at Kalifen bare skulde være en Pave uden verdslig Magt, tværtimod, Kalifen skulde være Islams Hærfører, han skulde kunne haandhæve Lovens Gennemførelse, beskytte de hellige Steder og om fornødent føre den hellige Krig.” [s. 108]

“Her vil det være Stedet til at omtale en moderne Bevægelse inden for Islam, som fremkalder megen Forkætring, Achmadijebevægelsen… I Indien har den gjort et stort Arbejde for at reformere blandt Muslimerne og faa dem til at vaagne op fra gammel Sløvhed og bortkaste Legender og Krøniker, der har klæbet sig til Islam i Tidens Løb og til i det hele taget at forstaa Islam i en moderne – eller som de selv siger i den oprindelige – Aand, efter hvilken der ikke skal være Tale om ‘hellig Krig’, men om aandelig Kamp og Iver efter at udbrede Islams Sandhed over den hele Verden.“ [s. 114]

“Men at Modstanderne tyede til det Kampmiddel at overfalde og dolke ham paa Gaden og derefter fik Myndighederne til at udvise ham, det tyder ikke godt som Bevis for Tolerance inden for Damaskus-Muslimerne… Selve Voldshandlingen mod Achmadijemissionæren blev ikke rost af noget Blad, selv om den billiget af mange, Mand og Mand imellem. Han var blevet truet (eller advaret!) i sine Diskussioner med Modstanderne, det havde lydt til ham: ‘Du er en vantro, det er lovligt at dræbe dig!’ Men nogen virkelig skarp Fordømmelse af handlingen saa man heller ikke ud over en enkelt Artikel, ellers kort Beretning og Tavshed. Og nogen Misbilligelse i Bladene af hans Udvisning af Landet mindes jeg ikke at have set. Forklaringen paa denne Intolerance kan ikke søges i, at Bevægelsen er saa ny og ejendommelig, at den strider mod alt gammelt. Intolerancen paa det religiøse Omraade gaar langt tilbage i Islams Historie, ja næsten helt til Begyndelsen.“ [s. 115; om en Achmadije-muslim fra Kadjan som blev myrdet]

“‘Det smerter os dybt at se i Protesttelegrammerne, der kommer til de syriske Aviser, at 200,000 Muslimer sukkende foran den hellige Karba protesterer mod Wahhabiternes Grusomheder og Overgreb og retter deres Protester til Folkenes Forbund. Det smerter os at se disses Energi indskrænket til Protester, uden at de drager Sværdet eller løsner et Skud imod Wahhabiterne. De nøjes med at græde foran det hellige Hus! Men Graad sømmer sig for Fruerburet, ikke for Mænd, der vredes for Sandhedens Skyld…‘” [s. 123; citat fra Alif-Ba, 1924]

“Endnu et Punkt staar tilbage for os at betragte i dette Afsnit, Muslimernes Forhold til Ikke-Muslimer. Ved Omtalen af den islamitiske Enhed har vi i Følge Sagens Natur allerede været inde derpaa, og vi har lagt Mærke til en vis Modsætningsfølelse, der synes at være Islam medfødt.” [s. 144]

“De islamitiske Blade forsikrer, at Vesterlands Frygt er ugrundet og urimelig; men selv om Vesterland vil tro disse moderne Muslimer paa deres Ord, saa kommer atter her Spørgsmaalet om de store, brede Lag, der hverken læser eller skriver i Aviser. Kan og vil de ogsaa tænke som de moderne? eller ligger det dem i Blodet, at saa længe Islam ikke er blevet den herskende Religion i Alverden, maa den leve i Krigstilstand? Saa meget er vist i alt Fald sikkert, at hvis der er Vanskeligheder for Øst og Vest i at forstaa hinanden og leve sammen paa Jorden, saa har Islam ikke gjort Vanskeligheden mindre.“ [s. 145]

“Men selv om det maa indrømmes, at mange Muslimers Tankegang er ædel paa dette Punkt, og at visse skarpe Koranord af dem fortolkes i en anden Aand, end vi er vante til at høre eller gøre, saa kan det ikke nægtes, at der er noget i Islam, der gør det svært for en Muslim at holde dette Ideal højt, og det er den Stolthed og Selvtilfredshed, som vi allerede tidligere har haft Lejlighed til at gøre opmærksom paa.” [s. 156]

“Med al Forskel i Tonen siger de det samme: Det er ganske uforeneligt med islamitisk Tankegang, som kun kan tænke sig at styre, men ikke at styres.” [s. 160; om det at Syriens første præsident skulle blive en ikke-muslim]

“I Almindelighed er Tonen, naar Bladene skriver om den kristne Mission, en helt anden, en Tone af uvilje, ja af Foragt og Modbydelighed, og det i Forbindelse med en Partiskhed, der synes ganske uvillig til at kunne eller ville se noget godt og ærligt paa Missionens Side.” [s. 168]

“Flere Artikler blev skrevet i 1927-28 om en Begivenhed i Brussa i Tyrkiet, hvor en amerikansk Pigeskole blev lukket af Myndighederne og nogle af Missionærerne anklaget for Retten, fordi nogle af Eleverne (kvindelige Muslimer) i Skolen havde faaet Lyst til Kristendom og ønskede at døbes.” [s. 175]

Flere citater fra Alfred Nielsen: Muhammedansk Tankegang i vore Dage (1930).