30. juni 2005

Geoffrey Cain om Klaus Bondams virkelighed

Fra dagens Berlingske Tidende, et godt læserbrev af Geoffrey Cain om radigale Klaus Bondam – der næsten er sjovere i politik end på tv. Et citat fra Overfald på bøsser:

“Det har vakt en del opsigt at Klaus Bondam – de Radikales svar på Fred Astaire – nu har opdaget, at bøsserne bliver chikaneret og undertiden overfaldt af indvandrere. Det havde de fleste informerede mennesker vidst i årevis, men Bondam i sin radikale osteklokke havde aldrig hørt det før. Fair nok. Men nu er der virkelig kommet skred i overfaldsmønsteret i den forstand, at der ikke længere er tale om småmasochistisk tjatning i forstæderne men organiseret kølleoverfald ved en bøsseklub i København. Hvor samme Bondam kandiderer til borgmesterposten, så det er temmelig alvorligt.

Oploadet Kl. 19:25 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer

Jørgen Bæk Simonsen: Islam med danske øjne… (2004) – nogle notater

Nogle måneder efter jeg havde påbegyndt mit speciale om den tidlige danske orientalistik og nutidens islamforskere, udgav Jørgen Bæk Simonsen bogen Islam med danske øjne. Danskeres syn på islam gennem 100o år. Over små 200 sider gennemgås den islamiske verdens kontakt med Danmark og danskere med udgangspunkt i korstogene, Luther, Holberg, Niebuhr, Grundtvig og Østrup – hvad omkranses af et indledende kapitel om arabisk-europæisk historie og et afsluttende perspektiverende kapitel skræddersyet til at revse danske islamkritikere.

Mine kritikpunkter er mange, og selvom bogen også må opfattes som en debatbog, så er den polemisk i en grad så det nødvendigvis må påvirke vurderingen af det rent historiefaglige. Tilhørende en fløj som hævder at danskheden blev skabt i 1800-tallet baseret på tvivlsom dokumentation, giver det simpelthen ingen mening at hævde islam har været en del af den danske offentlighed i mere end 1000 år. Det er simpelthen ikke korrekt, og helt sikkert udtryk for en politisk-motiveret proportionsvrængning. Projektet medfører blandt andet at den danske deltagelse i korstogenes må opjusteres, og selvom han her har gjort et godt stykke arbejde med at indsamle kildehenvisninger, så dokumenterer han jo selv at korstogene var forbeholdt det gejstelige hierarki – sågar før det danske sognesystem havde rodfæstet sig.

Det værste ved bogen er dog hans forsøg på at gøre sig til apologet for tidlige islamkritikere, med Martin Luther som en nok ikke helt tilfældig undtagelse. Der skal ikke herske tvivl om at fortidens kritikere af islam, i høj grad var styret af deres kristne udgangspunkt, men det er som om Holberg, og i endnu højere grad Grundtvig pinedød skal gøres til fortalere for tværreligiøse humanistiske idealer og multikulturen som idé uanset hvad de så end har skrevet. Begge skrev meget – også om islam, og selvom Bæk Simonsen har grebet nælden om dens rod ved at medtage meget hårde bedømmelser om islam, så får man uværgeligt det indtryk at der generaliseres på basis af enkelte humanistiske aspekter i deres værker. Holberg og Grundtvig var blot en del af sin samtid og agerede i en bestemt historisk kontekst lyder det derimod når de snakker om ‘tyrkerpest’ og koranens militante ånd. Med hensyn til Grundtvig virker det hele noget søgt, ikke mindst fordi han samtidig roses for sin store faktuelle viden og indsigt i islam. Skulle en anden forsker få lyst til at skrive om ‘Grundtvig & Islam’, så kunne konklusionerne nemt blive fundamentalt anderledes.

I en forlængelse af ovenstående vil jeg mene, det er problematisk at den mest betydningsfulde danske islamforsker i et kildebaseret værk flere steder åbent erkender sine forsøg på nytolke Grundtvig til brug mod ikke-universitære forfattere man er politisk uenige med. Man kan med rette så tvivl om Bæk Simonsen er i stand til at levere ikke-politiserende forskning i islam, når han i en note (tilsyneladende uvidende om de indbyggede problemer) noterer: “Der er således med udgangspunkt i dele af Grundtvigs værker potentiale til en aktiv indsats i det globaliserede miljø, Danmark nu er en del af.” [kap.6, note 7, s. 120].

Det bedste i bogen er uden tvivl kapitlet om Carsten Niebuhr, hvor han skal have ros for sine fyldige kildehenvisninger og gennemgang af baggrundshistorien. Omvendt er det tydeligt, at han som i Holberg/Grundtvig-kapitlerne bortforklarer grelle vurderinger af islam, og modsat fremhæver de positive vurderinger. Niebuhr-udgivelserne ligger tidsmæssigt uden for mit speciale, men det jeg har læst, kan ikke siges at være rimeligt refereret af Bæk Simonsen.

Jeg har derimod gennemgået Johannes Østrups forfatterskab slavisk, og efter min vurdering er Bæk Simonsen her ligeså langt fra sandheden som i Grundtvig-kapitlet – hvad jeg såmen heller ikke får svært ved at dokumentere. Østrup adskiller sig ikke væsentligt fra Buhl og Pedersen, og hans fokus på den historiske og politiske udvikling i islamiske lande knytter sig nært til Tyrkiet og dens udvikling i 1920’erne – hvad foranlediger Bæk Simonsen til at rose og godtage Østrups positivistiske tankegang – tilmed udstrakt til alle islamiske verden som sådan. Østrup havde ingen grund til at tro anderledes kort efter osmannerrigets sammenbrud, men tiden har så rigeligt afvist positivisternes noget kulturchauvinistiske tolkning. Faktum er at Johannes Østrup gennem sit forfatterskab gav aldeles hårde vurdering af den islamiske verdens kulturelle mangler, mest markant er nok hans brug af tidsgeografiske generaliseringer – europæerne lever i nutiden, tyrkerne i både middelalder og nutid, hvorimod araberne stadig lever som i oldtiden undtagelsesvis i middelalderen.

Bogens afsluttende kapitel er spækket med politiserende tolkninger, og målet er klart at gøre forskere og politikere han er uenige med til det ondeste onde. Det ender med mange selvmodsigelser. Brix, Hedegaard og Hansen kritiseres for at essentialisere islam med brug af tilfældige islamister fundet på nettet, og fronterne er trukket hårdt op – formentligt som en udløber af Sheikh/Minhaj-sagen. At det ikke skulle være problematisk at Sheikh tilhører en organisation der har indført sharia-lovgiving i Pakistan forstår jeg ikke, og Bæk Simonsen går klogt nok ikke ind i detaljerne. Omvendt citeres der tungt fra hjemmesider for Den Danske Forening og Mogens Glistrup (Bo Warming…), hvis holdning gøres repræsentativt for alle modstandere af indvandring fra islamiske lande. Det er naturligvis nonsens, og det ender med apologetiske klicheer såsom at globalisering er indvandring, og hvis blot højrefløjen ikke bekæmpede naturens gang så var der slet ingen problemer i den henseende. Det viser sig da også at målet ikke blot er et multikulturelt Danmark, men en nedlæggelse af nationalstaterne til fordel for en luftig konstruktion han ikke kommer nærmere ind på.

Det viser sig desværre også at ‘ignorancen’ i forhold til kulturen kun går en vej. Hvor dansk kultur er en højreradikal konstruktion som skal undertrykkes, så er herboende muslimers kultur berigende og skal understøttes fra statsligt hold. Jørgen Bæk Simonsen viser med denne bog konsekvenserne af det Søren Krarup har kaldt venstrefløjens ‘negative afhængighed af nazismen’. Bogen er også, på mange måder et smædeskrift mod danske islamkritikere, eller mindre polemisk formuleret – udtryk for en politisk og forskningsmæssig positioneren.

Måske er det på sin plads at skrive lidt om Bæk Simonsens syn på Mellemøsten, der ikke kan adskilles fra Edward Saids ditto. Han ser verden med arabisk-palæstinensiske briller, og derfor var han både imod FN-sanktionerne mod Irak, og Irak-krigen der afsluttede dem. Hvor vigtigt emnet er for ham, illustrereres godt ved det faktum at han henviser til hele to titler omhandlende FN-sanktionerne mod Irak – indflettet i et længere Osama bin Laden-citat som kritiserer USA for at have en imperialistisk dagsorden i forhold til Irak. Når USA fjerner en diktator med baggrund i FN-sanktioner – så lyver de om deres sande motivation. Når terrorister myrder civile med baggrund i sanktionerne, så tror han dem hele vejen. Følgelig er terroristernes udtalte brug af koraniske begreber ren legitimering.

Herunder en række citater fra bogen:

“Jeg har med denne bog sat mig for at godtgøre, at flere af de påstande, der gentages igen og igen i den offentlige debat om islam og muslimerne, ikke er korrekte. Islam og muslimer er ikke nye fænomener, men har været en del af den danske offentlighed, siden kong Harald Blåtand i midten af 960’erne besluttede sig for at lade sig døbe og som et minde om den beslutning lod Den store Jellingesten rejse. [9f]

“Det er ret beset et udtryk for respekt at bruge betegnelsen muslim, fordi det er den, muslimer selv benytter. “[s. 17; og hermed udtryk for disrespekt at bruge ordet ‘muhamedaner’]

“Bemærk i øvrigt, hvordan også Theophanes behændigt evner at få islam knyttet til et tidligere kristent kætteri. Muhammed var ifølge Theophanes en person, der brutalt og hensynsløst skaffede folk af vejen, der kom ham på tværs. [s. 25]

Det islam-billede, forskellige kristne har tegnet gennem historien, er præget af den kontekst, i hvilken det er formuleret. Det tidlige islamiske kalifat udviste en udstrakt ligegyldighed i forhold til de forskellige kristne kirker, der nu tilfældigvis fandtes i de områder, der blev lagt under kalifatet. Derfor er det udbredt i historiske værker forfattet af kristne lærde med rod i de kristne kirker, der efter erobringerne blev underlagt muslimsk overhøjhed, at finde en positiv skildring af kalifatet og de enkelte kaliffer. Det hænger sammen med den udstrakte autonomi, de forskellige kristne kirker fik overdraget efter kalifatets etablering.” [s. 32]

“Se Mads Lidegaard: Da danerne blev kristne. København: Nyt Nordisk Forlag 1999. Det skal bemærkes, at bogen er udgivet med støtte af Kirkeministeriet – næppe en tilfældighed i betragtning af debatten om danskheden, som den rasede i 1990’erne.[s. 37; note]

“Men selvom vi ikke konkret kan give eksempler på, hvorledes offentligheden i Danmark opfattede islam og muslimer, kan det i en historisk perspektiv konstateres, at Haralds dåb skildret i teksten på Den store Jellingesten gjorde det daværende Danmark til en del af det kristne Europa, der med igangsættelsen af det første korstog i 1096 skabte et offentligt negativt billede af den verden, der ikke var kristen. Med korstogene blev islam og muslimer derfor en del af offentligheden også i Danmark. At præsentere islam og muslimer som noget nyt i en dansk sammenhæng i dag er derfor historisk ukorrekt og påviseligt forkert. Islam og muslimer blev med Danmarks overgang til kristendommen og med indtrædelsen i den kristne kultur ledet af paven i Rom en modpol og en modstander, og derfor var der et betydeligt dansk engagement i det første korstog mod Det Hellige Land.” [s. 54]

Den kristne reconquista (generobring) af Den Iberiske Halvø resulterede i, at den muslimske tilstedeværelse i Spanien blev bragt til afslutning i 1492…” [s. 73]

“Inden jeg går over til en præsentation af Holbergs syn på Muhammed og islam, er det på sin plads først at redegøre for Holbergs syn på religion for at modvirke alle misforståelser. Holberg er kristne og tager sin kristne tro alvorligt. Den kan ikke gøres til genstand for tvivl og slet ikke for kritisk historisk analyse, som det eksempelvis er tilfældet med islam… I et epistel skriver han afslutningsvis: ‘Jeg vil slutte mit Brev med en Anmærkning over den Christne og Mahomedanske Religion. Mahomeds Lærdom, som han til sidst førte, byder at forplante Religionen med Sværd; Christi derimod forbyder saadant, og raader til at forfremme Troen ved sagtmodige og grundige Persvasioner: Men hverken Mahomedaner eller Christne efterleve deres egen Lærdom…'” [s. 75]

“Efter flugten, som Holberg kalder udvandringen fra Mekka til Medina i 622, og frem til erobringen af Mekka i 630 er det sværdet, der taler. Det samme glæder for tiden mellem Mekkas erobring i 630 og profeten Muhammeds død i 632: En række lokaliteter i området op mod Det Byzantinske Rige tvinges med sværdet til at indgå i Det Islamiske Rige, der endnu er i sin tidlige vorden, men som efter profetens død i 632 for alvor gør sig gældende i resten af Mellemøsten…” [s. 84]

Intet tyder på at Muhammed var fysisk truet da han valgte at flytte til Medina, så Hidjra’en må retteligt betegnes som en ‘udvandring’. Det er da også denne betegnelse Bæk Simonsen selv benytter i Politikens Islam Leksikon (2001, s. 88).

“Holberg fortsætter lidt længere fremme på samme måde: ‘Saa snart denne Lærdom rodfæstede sig hos hans Tilhængere, ansaae hver Borger, hver Soldat sig, som Folk der vare i Guds Livree, og som Instrumenter, der af Himmelen vare beskikkede til saadant Herredoms Oprettelse. Og, saasom Lærdommen iblandt andet førte dette med sig, at hvo der omkom i Kriig, var en Guds Martyr, der med Støvler og Sporer lige fra Val-Stedet, hvor han faldt, blev af Engle bragt ind udi Paradiis, saa voxede deraf saadan Foragt for Døden, at de ginge til Felt-Slag som til Giestebud,, og enhver Soldats Symbolum var enten at døe eller at vinde Seyer. Herpaa grunde sig de mange fortvivlede og heroiske Gierninger, som de første Saracener, da Enthusiasmus var udi sin største Heede, blev øvede.” [s. 87]

“Holbergs billede af Muhammed og islam er præget af en ejendommelig dobbelthed. På den ene side bringer han en lang række oplysninger om Muhammed og islam, der ikke var almindeligt kendte, og giver på den måde ny oplysning om den verden, danskere i 1700-tallet var en del af. På den anden side er hans behandling af Muhammed og islam også farvet af den selvglæde og selvtilstrækkelighed, der præger oplysningstiden. [s. 87]

“Det var naturligvis de færreste, der havde mulighed for at drage udenlands for at studere de nyeste værker, som Holberg gjorde det i flere omgange, men det ændrer ikke ved det forhold, at han gjorde sig store anstrengelser for at være loyal mod det, der var hele oplysningstidens bærende ide: at meddele den brede befolkning viden om verden… Det får så være, at han lige så lidt som andre var i stand til at se ud over sin egen tid. I så henseende kan vi for den generelle debat om islam og muslimer i Danmark ved begyndelsen af det 21. århundrede med sorg fastslå. at Holbergs indsats i et betydeligt omfang er blevet gjort til skamme. Debatten om islam og muslimer er nemlig ikke præget af indsigt i den muslimske tradition og heller ikke af oprigtig lyst til at lære den at kende! Det kan man næppe bebrejde islam og muslimerne. Det må have andre årsager.[s. 88f]

“‘… De må aldrig, ejheller dersom de tirres nok så meget, udbryde i skældsord eller dér. hvor de er under den borgerlige øvrigheds beskyttelse, forsvare sig ved håndgribeligheder. Erfaringen viser, hvor farligt dette er i lande, hvor den muhamedanske religion hersker, og hvor man hævner fornærmelsen af en muselmand med injuriantens død. Og eftersom en sådan foreteelse også kunne forvolde de andre rejsende ubehageligheder, så ikke blot advares alvorligt mod dem, men Vi forbyder også slige overilede handlinger eftertrykkeligt…'” [s. 99f; Frederik den Femtes i instruks til Niebuhr-ekspeditionen]

“Derfor slår Niebuhr også i en anden sammenhæng fast, at mange af de fortrædeligheder, europæere oplever på rejser i Østen, i virkeligheden skyldes deres foragt for eller deres aversion mod muslimer.” [s. 103; Bæk Simonsens afrunding efter et længere Niebuhr-citat hvoraf det bl.a. fremgår at en franskmand ikke havde taget skoen af under en audiens, og at den lokale kultur ikke tillod europæiske mænd at hilse eller kigge på de lokale kvinder]

Niebuhr var som Holberg på det rene med, at mennesket påvirkes af sine omgivelser, og at det ofte er omgivelserne eller, om man vil, den historiske kontekst, der er med til at bestemme, hvem der er ens venner, og hvem der er ens fjender. Det er der endeløse eksempler på i Niebuhrs værker.” [s. 105]

“Den entydighed, den middelalderlige europæiske tradition havde lagt for dagen i sit syn på islam og muslimer, er aldeles fraværende i Niebuhrs værker.” [s. 108]

“Niebuhr er personligt på det rene med, at historien ændres, og han gør gang på gang opmærksom på, at tid og sted på afgørende vis sætter sig præg på mennesket. [s. 112]

“Det skal retfærdigheds siges, at andre ekspeditioner og andre enkeltpersoner gav den danske offentlighed oplysning om andre dele af verden, der ikke var domineret af islam og muslimer, og på den måde sikrede. at den danske offentlighed sad inde med viden, der kunne minde den enkelte dansker om. at Danmark ikke var verdens centrum, og at andre mennesker andre steder havde andre normer. Dengang var der ingen mulighed for, at disse skulle udfordre den danske hverdag konkret.[s. 116]

Eneste sted i bogen hvor Bæk Simonsen forholder sig kritisk til egen påstand om, at islam skulle have været en del af den danske offentlighed i 1000 år. Men mere kræves der såmen heller ikke for at vælte korthuset. Islam er et relativt nyt fænomen for danskerne, idet islam først blev en del af danskernes konkrete virkelighed med indvandringen i slutningen af 1960’erne og frem. Alt andet end er akademisk tågesnak.

“Vante ideologiske skillelinjer mellem politiske partier er under nedbrydning, fordi grupperinger i alle politiske partier med meget stor konsekvens gennem de sidste årtier har evnet at sætte dagsordenen for den politiske debat, så den er kommet til at handle om muligheden for at opretholde det danske, som de nu mener, det skal fastholdes. I den henseende er forekommer de sidste årtier at være en fortsættelse af det, der optog Grundtvig livet igennem: et forsvar for danskhed og for danske værdier – dengang mod en trussel, der først og fremmest kom fra Tyskland, i dag mod en trussel, der i den offentlige debat først og fremmest knyttes til islam og muslimer. I store dele af sit liv var Grundtvig optaget af at bekæmpe truslen udefra – og truslen fra dem, der kun på overfladen var danske, men som i virkeligheden slet ikke var, hvad de gav sig ud for at være, dem, han under ét kaldte hjemmetyskerne. På samme måde er det i den aktuelle debat ubehageligt at bemærke, at uanset hvor meget muslimer bosat i Danmark fastholder, at de er demokratiske og pluralistiske, betvivles troværdigheden af det, de siger, af mange med henvisning til, at de er muslimer! Det forhold, at de i politisk henseende er aktive og på den måde levendegør en del af den folkelighed og frivillighed, Grundtvig satte så højt, tæller ganske enkelt ikke.[s. 118]

Det siger sig selv at Mona Sheikh og andre muslimske politikere nødvendigvis må holde deres sti ren. Naturligvis må de tage afstand til sharia-lovgivning, ligesom de naturligvis heller ikke kan være medlem af Minhaj ul-Quran eller beslægtede fundamentalistiske organisationer grundlagt på forestillingen om et Koranbaseret samfund – der eksempelvis i 80’ernes Pakistan betød indførelse af et sharia-baseret straffesystem. Ansvarlig for det pakistanske eksempel var Tahir-ul-Qadri, professor i islamisk ret – og grundlægger af Minhaj ul-Quran, som flere gange har været i Danmark – i 2000 for at deltage i paneldiskussion med Mona Sheikh og… Jørgen Bæk Simonsen.

“Ole Vind 1999 skriver s. 200 om Grundtvigs forestilling om nordboernes særlige verdenshistoriske mission, at et fællesnordisk universitet, som Grundtvig i en bestemt sammenhæng var fortaler for, ikke skulle være et sted, hvor man dyrkede ‘en særnordisk form for videnskabelighed, for som universitet må det netop ‘have, nære og følge lutter universelle ideer’, men det skal føre an i Europas videnskabelige verden, idet Nordens ogpave netop er at skabe den universelle, historiske videnskabelighed, der kan oplyse menneskeslægten i den nye tidsalder’. Der er således med udgangspunkt i dele af Grundtvigs værker potentiale til en aktiv indsats i det globaliserede miljø, Danmark nu er en del af. Det danske og det nordiske kan med andre ord også befordres ved aktiv deltagelse i den moderne verden. Danskhed behøver med andre ord ikke lukke sig inde i sin egen lille verden af frygt for at blive besudlet af påvirkning udefra![s. 120; note]

Der er, og skal være forskel på forskere og en aktivister. Citatet sætter hans respekt for Edward Said i perspektiv.

“De mange bind med fokus på Danmarks historie til brug ikke mindst på de højskoler, der blev etableret med inspiration fra Grundtvig, har sat deres tydelige mærke på den danske nationalisme, der blev formuleret i midten af 1800-tallet, og som fortsat trives i bedste velgående.[s. 122]

Det er med nationalisme som med alt andet. Der findes forskellige grader af fænomenet, og Bæk Simonsen skelner ikke mellem sund fædrelandskærlighed, ideologisk nationalisme i forskellige varianter og den racetænkende nazisme/fascisme. For ham er det hele et fedt.

“‘… de [Korstogene] udsprang af en dyb Enhedsfølelse mellem Vester-Ledenes Folke-Færd, som ved den sammensmeltede til en borgerlig Christenhed, og at de virkelig reddede denne Christenhed fra Tyrke-Pesten hvoraf den øiensynlig truedes, og avlede i alle Retninger den mangfoldigste menneskelige Virksomhed,see, det er Grunden, hvi Stats-Historien, trods alt Vildt og Væmmeligt i det Enkelte, løfter Kors-Togene i det Hele til Skyerne som et mageløst Stor-Værk.'” [s. 132; citat af Grundtvig]

“Lundgreen-Nielsen 1993, s. 174 skriver: ‘Mange moderne mennesker har svært ved at godtage Grundtvigs opfattelse af danskerne som Guds udvalgte folk i nyere tid, med en særlig universalhistorisk rolle, fordi det er gået af brug at betragte verdenshistorien som udtryk for forsynets spor i tidernes løb. Og Grundtvigs syn på Danmark som kærlighedens, historiens og den sandeste kristendoms land, beboet af hjertefolket, der taler hjertesproget, er mere end mistænkelig’ – et synspunkt, jeg til fulde deler.[s. 134; note]

“‘Var de Seldschukiske Tyrker ikke blevet saa godt som tilintetgjorte ved Kors-Togene, vilde de i det Mindste naaet ligesaavidt som de Osmanniske siden, og havde Osmannerne kunnet begynde i det fjortende Aarhundrede hvor de slap i det sextende, da havde de neppe engang endt med, som Man spaaede, at vande deres Heste i Kolding-Aa!‘” [s. 135; citat af Grundtvig]

“… Derfor føler han sig berettiget til i sin præsentation af Salah al-Din at gøre op med den romantiske myte, der efter korstogene var blevet udviklet om Salah al-Din: ‘Dette kan vel synes for meget talt om saa lidt, og det er i Grunden ubilligt at maale Saladin med den Alen, vi bruge til de Store i Christenheden; men da han engang ei blot er trukket ved Haarene midt imellem dem, men med mange Ophævelser i foreholdt dem som et lysende Exempel, saa kan Historien ikke redde ham fra en Sammen-Ligning med sine Over-Mænd, hvorved han nødvendig maa tabe den Anseelse, han i en lavere Stilling og snevrere Kreds med Rette nød. Det skader ham imidlertid ikke, deels fordi han er død for 600 Aar siden, og deels fordi det aabenbar var hans egen Skyld; thi hvad vilde en Spurv i Trane-Dands, maa Man vel her sige, og hvad vilde Saladin i Jerusalem!‘” [s. 139; om Saladin]

“Det er hævet over al tvivl, at Said grundlæggende har ret…” [s. 146; om Edward Said i Orientalism]

Hvad har arven fra aktivistforskeren Edward Said betydet for den danske integrationsforskning…

“Det er ikke vanskeligt at finde eksempler på den orientalistiske diskurs, Said har hudflettet i Orientalism, hos de danske orientalister [herunder Pedersen og Buhl], der vandt international anerkendelse for deres arbejder i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Derfor er det næppe heller frugtbart videnskabshistorisk at opregne eksempler, hvor epokens selvforståelse tydeligt kommer frem og formuleres på en måde, der i dag ikke kan accepteres. Den humanistiske videnskab har altid været et barn af sin tid, og det vil den vedblive med at være også i fremtiden! Men det ændrer ikke ved det grundlæggende forhold, at ældre, centrale og vægtige humanistiske bidrag til fremme af en større kollektiv indsigt fortjener eftertidens anerkendelse for det bidrag, de har givet til en større og dybere forståelse af den fælles menneskelige historie. Johannes Østrup (1867-1938) er et godt og smukt eksempel på, at ikke alle orientalister i Europa havde blikket rettet ensidigt mod studiet af fortiden, ja, faktisk var der flere danske orientalister i slutningen af 1800-tallet, der var stærkt interesseret i den moderne Orient. Meget tidligt i sit studieforløb rettede Østrup blikket mod samtidens Orient.” [s. 150]

Bæk Simonsen vil helst undgå at man idag gransker ældre forskning med dens vidtrækkende generaliseringer om islam og muslimerne. Her glemmer han behændigt, at datidens islamforskning jo på trods af unødvendige generaliseringer og racetanker jo faktisk var langt mere kildebaseret end hans nutidige. Indirekte fortæller han således at danskerne skal danne sig en holdning til islam uafhængigt af hvad der står i Koranen og overleveringerne. Når en historiker mener således, så ringer min indre alarmklokke.

“Johannes Østrup gjorde sig gennem hele sit liv store anstrengelser for at formidle sin viden til den brede befolkning. I slutningen af 1900-tallet blev det igen afgørende for universitetsansatte at meddele sig til det omgivende samfund, ikke mindst til støtte for den arbejderklasse, dele af studenterbevægelsen i 1970’erne solidariserede sig med. Noget sådan lå den politisk stærkt konservative Østrup fjernt. [s. 152]

Etiketterne siger meget. Edward Said betegnes ikke som socialist, men Østrup er ’stærkt konservativ’. Kommer jo lidt an på hvorfra man anskuer tingene.

“Det er fremgået af Saids kritik, at den europæiske orientalisme blev tegnet af forskere, der hverken havde forståelse for den samtid, også Orienten var en del af, eller var i stand til at gennemskue mangfoldigheden og den individuelle, menneskelige opfindsomhed i den del af verden, de professionelt beskæftigede sig med. I deres konstruktion af Orienten var det ikke Orienten som sådan, der var interessant, men den modsætning, den var udtryk for i forhold til den del af verden, de selv var en del af. Fraværet af en umiddelbar og nærværende forholden sig til mangfoldigheden i den islamiske verden gjorde dem ganske enkelt blinde. Det er hævet over enhver tvivl, at mange orientalister i deres udsagn om Orienten var præget af en slags ahistorisk forhold til den fortid, alle dele af Orienten er så rig på. Tendensen til en sådan ahistorisk tilgang findes også hos danske orientalister, der var med til at tegne den europæiske orientalistik i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Det glæder også dem, der vandt international anerkendelse som eksempelvis Frants Buhl og Johannes Pedersen. Ud fra en moderne betragtning er dele af den metode, som f.eks. Pedersen gjorde brug af i fortolkningen af fortiden, sine steder problematisk, men det ændrer ikke ved den metodiske stringens og den videnskabelige dybde, der præger alle hans værker. I så henseende var Østrup anderledes. For ham var den orientalske samtid i sig selv interessant og spændende, og som det moderne menneske, han var – med en klar forståelse for, at verden nu hang sammen på en anden måde end tidligere – var det hans forpligtelse som ansat ved universitetet at bidrage til, at offentligheden blev orienteret om, hvad der rørte sig rundt omkring i verden. I forlængelse heraf gør han mange steder i sine værker og i sine artikler et stort arbejde for at modvirke de romantiske forestillinger, samtiden havde om den moderne Orient.” [s. 157f]

Det er et gennemgående træk i Østrups mange arbejder for oplysning om forholdene og udviklingstendenserne i den moderne Orient, at han meget sjældent falder for fristelsen til at bruge islam som forklaring. For ham er islam en religion som alle andre religioner. Den er menneskeskabt og bruges efter Østrups opfattelse ofte til at manipulere med andre…” [s. 158f]

Det lyder jo næsten som når National Rifle Association argumenterer for at ‘guns dont kill people – people do!’. Naturligvis har det også betydning hvad der står i skrifterne som religionens tilhørere mere eller mindre tager for gode vare. Man kan fortolke meget væk, men tilbage står stadig en kerne. Følgelig må jeg ifølge Bæk Simonsen en ond essentialist.

“Østrup er godt klar over, at der er forskel på civilisation og kultur – og at de to ting ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. Det er muligt, at dele af Orienten er teknisk mindre udviklet end dele af den vestlige verden, men det betyder ikke, at den vestlige verden af den grund er mere kulturel.[s. 162]

Polemik for polemikkens skyld. Alle kulturer er ikke per definition ligeværdige.

Det er karakteristisk for dette islam-billede, at islam igen er blevet gjort til genstand for en essentialisering, der ganske vist kan spores i den vestlige verdens orientalistik i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, men som gennem sidste halvdel af det 20. århundrede alligevel var på retur. Islam skildres ved begyndelsen af det 21. århundrede af mange som en evig og uforanderlig reference, der hævdes at få muslimer til at handle i overensstemmelse med Koranens mange forskellige anvisninger. Når f.eks. Koranen sine steder anfører bestemte straffe for hor, tages det for givet, at alle muslimer på den ene side er enige og på den anden side er villige til at efterleve Koranens anvisninger. Når islams hellige skrift i bestemte sammenhænge opfordrer til jihad, tages det på samme måde for givet, at alle muslimer er potentielle mujahid-kæmpere og villige til at efterkomme opfordringer formuleret af halvstuderede, selvbestaltede muslimske lærde på internettet med egne hjemmesider. [s. 165f]

Klassisk debattrick. Man karikerer sine modstandere og deres synspunkter i en grad så alle er enige – pånær de karikerede.

Et eksempel på, hvorledes islam og muslimer gøres til genstand for en manipuleret og ret beset udokumenteret sammensværgelse, er at finde i bogen I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten. Bogens bærende idé er, at den muslimske indvandring, Europa har været vidne til gennem de seneste årtier, ikke er en tilfældighed, men i virkeligheden udgør det seneste skridt i et planlagt forløb, der tog sin begyndelse med den store ekspansion sat i værk af kalifatet efter Muhammeds død i 632.” [s. 166]

“… Helle Brix og Torben Hansen redigerede i 2002 antologien Islam i Vesten – på Koranens vej? hvor alle bidrag er præget af samme tendens til at essentialisere islam og muslimer. [s. 166; note]

“I mange sammenhænge tages det, muslimer bosat i Danmark siger, ikke til efterretning, men betvivles alene, fordi de er muslimer. Når unge mennesker født af forældre, der af forskellige årsager har valgt at bosætte sig i landet, og som siden efter moden overvejelse har bestemt sig for at blive danske statsborgere, udtaler sig positivt om demokrati og politisk pluralisme, fordi de identificerer og solidariserer sig med centrale værdier i det samfund, de er vokset op i, bliver de ofte gjort til genstand for mistænksomhed, fordi de samtidig kræver retten til at være troende og praktiserende muslimer. Det ses tydeligste i den vedvarende debat affødt af muslimske pigers krav på ret til at bære hovedbeklædning. Det tolkes af det omgivende samfund igen og igen som udtryk for en patriarkalsk undertrykkelse… Patriarkalsk undertrykkelse er udbredt i den islamiske verden, men det er ret beset sagen uvedkommende, når vi skal forsøge at forstå, hvorfor unge muslimske kvinder bosat i Europa vælger at bruge tørklædet. [s. 169f]

Her sætter Bæk Simonsen ikke bare gruppen over individet, men udviser en naivitet i forhold til islamisk religion og kultur, som kun kan være ideologisk motiveret. Kvasi-islamisme så at sige.

“… Bemærk Hedegaards nedladende tone i bemærkningen om at kende de rigtige toner! Der er tydelige tendenser til en kultur-racisme af udsøgt usmagelig karakter! [s. 169; note]

“De mange gidseltagninger af vesterlændinge i Libanon under borgerkrigen fra 1975 til 1990 samt angrebene på amerikanske og franske tropper placeret i landet efter den israelske invasion i 1982 gjorde sit til, at politiske grupperinger i Vesten kunne udlægge islam som den nye fjende.” [s. 173]

Bemærk tonefaldet: ‘Politiske grupperinger’ [højrefløjen…] forsøger at underbygge deres irrationelle had til islam med eksempler fra virkeligheden.

“Det hævdes ofte, at den olie, dele af den arabiske verden er så rig på, under de rette omstændigheder kan bruges som et våben mod Vesten. Dertil er at sige, at kun den vestlige verden har råd til og overhovedet behov for at aftage den mængde olie, de olieproducerende arabiske lande er økonomisk afhængige af at sælge! Den vestlige verden vil købe olie af de olieproducerende lande, uanset hvem der sidder på magten. I den sammenhæng er det interessant at notere, at USA aftog en meget stor del af den olie, Irak solgte på det internationale marked i henhold til det såkaldte oil for food-program før invasionen af Irak i marts 2003. [s. 175]

Hvorfor insinuere en hel masse der ikke kan dokumenteres/sandsynliggøres for andre end hardcore-ideologer på venstrefløjen.

“Betegnelsen mujahid bruges om en, der deltager i jihad. Kampene mod USSR blev betegnet som en jihad i hele den islamiske verden, og mange frivillige drog til Afghanistan for at støtte afghanerne i kampen mod den sovjetiske besættelseshær.” [s. 176; note]

Kampene mod USSR var ikke mere en islamisk jihad end alle andre jihads. Hvad mon Bæk Simonsen ville sige til at Mogens Camre eller lignende fra Folketinget fortalte at ‘den islamiske verden’ har iværksat en jihad mod Vesten…

“Globalisering er derfor ikke noget, der alene udløser forandringer i resten af verden. Den medfører forandringer og ændringer i hele verden. Derfor er bosætningen af mennesker, der tilfældigvis er muslimer i dele af verden, hvor de tidligere ikke var at finde, ikke et fænomen, der kan forklares ved henvisning til, at de er muslimer i færd med at sikre sig fodfæste i den rige verden for med tiden at kolonisere den. Migrationen er et resultat af den økonomiske dynamik, den accelererende globalisering har sat i gang. [s. 180]

At folk bosiddende i fattige islamiske lande vælger at flygte til det rige Vesten, kunne jo tænkes at have noget med kulturen at gøre – og ikke ‘globalisering’ – som vist er blevet et modeord blandt pk-forskere.

“Måske skal vi overveje endeligt at opgive forestillingen om det nationalt særegne, der historisk er et produkt af 1800-tallets og 1900-tallets afgrænsende nationalisme, for at bevæge os frem mod et nyt fællesskab der tager udgangspunkt i det, vi alle sammen er: medmennesker med forskellige værdier… de forskellige værdier, der gennem historien har skabt fundamentet for et samfunds sammenhold, har ændret sig, og derfor er det et for fremtiden håbløst projekt at ville fastholde historisk udspillede, nationale kategorier som udgangspunkt for det samfundsmæssige, forpligtende liv, vi skal leve sammen i det 21. århundrede. [s. 183]

Verdensborgerskabet. Lyder som en god idé et par tusinde år ude i fremtiden. Indtil da må der nødvendigvis være nationalstater til at varetage fællesskabets interesse.

“Vi slipper af samme grund én gang for alle opfattelsen af kultur som en klædedragt, vi ikke kan aflægge os, eller et computerprogram, der dikterer os, hvordan vi skal handle. I stedet vælger vi at indrette et multi-kulturelt og et multi-religiøst samfund i samarbejde med andre mennesker uanset etnisk og religiøst tilhørsforhold for sammen med dem at imødegå det ønske, mange har om at ville holde noget rent. Den slags bestræbelser har i Europa og i den øvrige verden givet for mange negative oplevelser, for mange dårlige erfaringer og for stor smerte for alt for mange mennesker. [s. 184f]

Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Noam Chomsky har ikke ret – man kan ikke italesætte en virkelighed fjernt fra det befolkningen flest mener er virkeligheden. Bemærk associationstricket – ‘holde noget rent’.

Flere citater fra Jørgen Bæk Simonsen: Islam med danske øjne. Danskeres syn på islam gennem 100 år (2004).


Adskillige revolutionære kommunister bag Stop Bush-kampagnen – mediernes rolle…

Mr Andersson har kigget lidt nærmere på de 34 organisationer bag Stop Bush-kampagnen, og fortæller blandt andet:

“Ikke alene tropper det stalinistiske KPiD, der hylder såvel Lukasjenkos nystalinistiske politistat Hviderusland og fansene af mareridtsregimet i Pyongyan fra “Venskabskomiteen DK-Nordkorea” op, men så sandelig om ikke også “Komiteen for et Frit Irak”, kendt for sin kompromisløse opbakning til såvel Saddam, resterne af hans Baath-parti og dets allierede, de islamofascistiske massemordere, stolt er opført som værende blandt demonstrationens støtter…”

Mikkel glemte faktisk APK (Arbejderpartiet Kommunisterne) anført af nedenviste som i Irak-krigens begyndelse havde held til at blive portrætteret i medierne som ‘fredsaktivist’. Derudover omfatter gruppen af anbefalere – anakronismer såsom DKP (Danmarks Kommunistiske Parti), DKU (Danmarks Kommunistiske Ungdom), DKP/ML (Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister) samt WCPI (Worker-Communist Party of Iran).

Modstandere af det repræsentative demokrati og fortalere for diverse totalitære styreformer – er tydeligvis en integreret del af Stop Bush-kampagnen. Hvorfor forholder medierne sig ikke kritisk til disse organisationers reelle dagsorden…



29. juni 2005

Ritzaus Bureau og medløbere såsom DR drager entydig konklusion på tvivlsomt grundlag…

Der er blot en uge til Bush gæster København, og medierne gentager i disse dage deres famøse formidling af den amerikanske valgkamp.

I sidste uge blev konklusionerne fra en Gallup-analyse mishandlet i de danske medier, men istedet for at forvride konklusionerne kunne de sikkert have fundet bedre belæg for deres politiske antipatier på Realclear Politics. Når nu de nægter at referere tendensen hos samtlige analyser.. forstås.

Idag kan man så læse at Catinét på foranledning af Ritzaus Bureau skabte basis for følgende ‘nyhed’ på DR Online Måling: Fogh er for flink ved Bush. Et citat:

46 procent af de adspurgte svarer, at de mener, at regeringen er “for venlig” eller “alt for venlig” i sin linje over for amerikanerne. 41 procent svarer, at de mener, at regeringens linje er “tilpas”, mens kun 3,6 procent siger, at VK-regeringens linje er for uvenlig.

Læs overskriften igen, og bid mærke i det faktum at blot 1,4 pct. af de 1004 udspurgte gjorde udslaget. Tænk hvis otte havde skiftet side – så havde Fogh-linien haft flertal, og vi havde så kunnet læse at danskerne var delt i spørgsmålet om Foghs linie overfor Bush.

Oploadet Kl. 18:21 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer

Rabiate socialister truer Bush på livet – Vagn Greve gør sig til apologet i Politiken

I dagens Politiken kan man læse at Politiet tjekker Bush-modstandere, på baggrund af en løbeseddel uddelt på Nørrebro igår. Et citat fra artiklen:

“Politiet vil nu undersøge en løbeseddel, som nogen, der kalder sig ‘autonome grupper’ har sat i omløb i København op til den amerikanske præsidents besøg 5.-6. juli.

Det er ordlyden ‘Død over imperialismen. Død over Bush’, der har fået Københavns Politi til at se nærmere på løbesedlen.”

Jura-professor Vagn Greves holdning kan ikke mere overraske – det næste bliver vel at han vil løse uoverensstemmelserne mellem ‘de to parter’ ved at lade USA betale for terroristers død snude for snude – og derefter påbyde Bush ikke at nærme sig København.

“Vagn Greve, professor i strafferet ved Københavns Universitet, forklarer, at de ord, der er brugt på løbesedlen, kan være omfattet af straffelovens trusselsbegreb, men at politiet skal undersøge sammenhængen og motiverne bag ordene, før det kan afgøres, om der er tale om ulovligt sprogbrug.”

PS: Bemærk hvorledes Politiken tager den brede pensel frem i under-overskriften hvor fredelige og demokratiske KU sidestilles med rabiate kommunister.



28. juni 2005

Ugebrevet Mandag Morgen frikender DR og TV2 – og hvad siger det så reelt…

Modinet har for Ugebrevet Mandag Morgen foretaget en undersøgelse af valgkampen, og såvel DR som TV2 frikendes for tendensiøs journalistik. Det kan jo godt undre en del, når Lykketoft og hans parti klynkede om mediehetz i dagene op til valget – ligefrem proportionalt med meningsmålingernes udvikling.

  • Mediernes Valgkamp – Et forsknings- og formidlingsprojekt om folketingsvalget i 2005 (Peter Bro, Rasmus Jønsson, Søren Schultz Jørgensen og Poul Anders Pedersen; pdf, 68 s.).
  • DR Online gav naturligvis rapporten fuld skrue – DR og TV2 vægtede ens under valgkamp:

    En omfattende kortlægning af mediernes dækning af valgkampen viser, at både DR og TV2 favoriserede de store partier, mens små partier som CD og Minoritetspartiet havde svært ved at blive hørt.

    Mandag Morgens og Modinets undersøgelse viser også, at der intet belæg er for at DR skulle være venstredrejet.

    Derimod er det tydeligt, at dækningen på TV2 er mere person-, konflikt- og meningsmålingsorienteret.

    Mandag Morgen konkluderer, at kulturminister Brian Mikkelsens udtalelser om, at TV2 er fremragende, og at DR også fungerer godt, ikke hviler på fakta.

    DR frikendes jo altså kun i den her unikke valgsituation, hvor oppositionen reelt ikke havde et troværdigt alternativ – og ikke generelt som det påstås. Den afsluttende bemærkning om Brian Mikkelsen bekræfter fint kulturministerens pointe.

    Nuvel, undersøgelsens konklusioner blev solgt som:

    1) DR og TV2 lige fair
    2) Små partier syltes til fordel for de store og deres ledere

    Hvordan stemmer det overens med rapportens figur 9 [s. 16]- Det Radikale Venstre var bestemt ikke et stort parti før valget:

    Går man bag om tallene [figur 10, s. 17], så fremgår det at Marianne Jelved er brugt i forholdsvis færrest indslag i kategorien Politik (indhold) og klart flest i kategorien Proces. Dette indikerer vel at medierne søger til Jelved for at få markante holdninger – det man kunne kalde populisme.

    Men iøvrigt. Stol ikke på sådanne analyser, og da slet ikke mediernes abstrakt af samme. Som man spørger får man svar, og Ugebrevet Mandag Morgen har vel politiske sympatier som alle andre der kunne tænkes at påvirke analysen. Intet her i livet er gratis, og lærde personer der i medierne fremstår som neutrale iagttagere kan blot være dem som er bedst til at skjule egen tendens på overfladen. Jo dybere forståelse for emnet man har, jo nemmere bliver det at opnå den ønskede konklusion. Der kan også være personlige interesser involveret, og det undrer da lidt at en Schultz Jørgensen er en af blot fire mænd bag analysen. Dem er der ikke mange af i Danmark, flere er kendt som socialdemokrater i høje stillinger – og en af dem har sågar været kæreste med Helle Thorning-Schmidt.

    

    27. juni 2005

    Lidt om demagogi, fascisme, racisme, racerenhed og ‘hvide’ skoler…

    Fra MetroXpress sidste onsdag – lidt DF-bashing fra en Caspar Miller, der sætter nye nedre standarder for hadsk retorik:

    Her kunne man passennde debunke fantasten med fortællingen om at ‘indvandrere’ faktisk ikke kunne stemme ved danske valg helt frem til 1981. Det gør således de første fire regeringer under Anker Jørgensen fascistoide…

    Tjek også lige en kommentar fra stand-upper Jonatan Spang i dagens MetroXpress, hvori han konkluderer at DF’ere ikke blot har en anden politisk overbevisning end ham selv – men simpelthen er dårligere mennesker. Konklusionen er baseret på egen hukommelse fra en samtale foretaget i fuldskab, samt en børnehaveklasse-definition af ‘race’ – der naturligvis intet har at gøre med islam som kultur eller religion [MetroXpress 27/6-05 Zulumuslimer].

    Der danner sig et klart mønster. Kun venstrefløjen taler om ‘racer’. I dagens Information er der et godt eksempel ved Rasmus Lindboe og Mette Klingsey. Følgende citeres Bertel Haarder for:

    “»Jeg ser jo, at København og Frederiksberg har problemer med skoler med en stor dominans af tosprogede elever. Så er det nærliggende, når vi nu har to kommuner, hvor 25 procent af eleverne går på private skoler, så at få dem inddraget. Det tror jeg gerne, de vil,« siger Bertel Haarder.”

    Men sådan her indledes artiklen Privatskoler skal belønnes for etniske elever:

    “For at bryde billedet af ’hvide’ privatskoler vil undervisningsminister Bertel Haarder belønne skolerne for at modtage indvandrere… Regeringen vil bryde billedet af de nærmest racerene danske privatskoler med en økonomisk belønning til de skoler, der modtager indvandrere. I dag følger et særlig tilskud – udfra en gennemsnitsberegning – på ca. 12.000 kroner hver tosproget elev i folkeskolen.”

    Man mærker hensigten…

    
    Repræsentant for dansk landbrug og kultur fik kniven (eller var det den indre svinehund)

    Fra Århus Onsdag, en lille artikel om dyremishandling i Brabrand. Et citat fra Mishandling af sjælden racegris:

    “Grisen er af den ædle race, sortbrogede landracegris, der kendetegner dansk landbrug og kultur gennem det seneste århundrede, og der er kun 38 aktive søer af slagsen i Danmark.”

    Oploadet Kl. 19:49 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    
    Fra det danske overdrev: Forbyd integrationshæmmende ironi

    Man tror næsten det er løgn. Et citat fra en artikel i Fagbladet 3F – ved navn Forbud mod ironi giver bedre integration [via Filtrat]:

    En aktiv sprogpolitik, der omfatter et forbud over for brug af ironi på arbejdspladsen, kan være en effektiv metode til at skabe bedre integration af nydanskere på det danske arbejdsmarked. Det siger Halima El Abassi, sociolog og næstformand i Foreningen for Etnisk Ligestilling, på baggrund en undersøgelse om nydanske 3F’ere, som Catinét Research har lavet for Fagbladet 3F.”

    Hvorfor ikke køre ideen helt ud. Forbud danskere at snakke med hinanden på dansk – på den måde undgås ekskluderende sprogbrug, til stor glæde for integrationen. El Abassi og hans organisation kan så fremover kalde alle talende danskere for racister, mens Det Radikale Venstre forsøger at undertrykke deres undskyldning på vegne af den onde højrefløj…

    Oploadet Kl. 18:50 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
    
    TV2 Nyhederne om Bush-bashernes forberedelser og 15 sekunder til Initiativ Fred og Frihed

    TV2 Nyhederne havde her til aften et lille indslag om forberedelserne til Bushs besøg i næste uge. Bush-bashernes talsmand spredte en undren i stuen – han hørte jo tydeligvis hjemme i en tid hvor Danmark kun havde en tv-kanal – og denne sendte i sort/hvid.

    I slutningen af samme indslag fik Initiativ Fred og Frihed små femten sekunders (groft-klippet) taletid… [mere følger]

    Oploadet Kl. 18:49 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper