30. september 2005

“Do not marry unbelieving women (idolaters), until they believe” (Sura 2, 221)

Agantyr har taget et screencap af P1s internetforside idag, og spørger retorisk om P1 er blevet en filial af Al-Jazeera. Godt nok er Al-Jazeera-korrespondenten Osama Al-Habahbeh en hyppig gæst på radiokanalen, men jeg har en anden forklaring.

P1 har i lighed med de multikulturaliserede islamforskere valgt deres yndlingsfundamentalisme – og indgår nu i en symbiose med personkredsen bag NGO’en Muslimer i Dialog. Uddelingen af Dialogprisen 2005 var en konsekvens, men indicierne hober sig op. Som det fremgik af Agantyrs postering, så var et af dagens mange islam-indslag på P1 et interview med Kirsten Laumann der netop har vundet en dokumentarpris ved Prix Italia for ‘Den lille pige med tørklædet’.

Et citat fra P1 Eftermiddags indslag om den prisbelønnede radiodokumentar:

“Der begyndte at komme nogle tal på hvor mange danskere som egentligt konverterede til islam, og der var jeg virkelig overrasket over hvor mange det var. Og så tænkte jeg – nu vil jeg vide hvorfor. Nu vil jeg prøve at dukke ned i det der, og så gik jeg igang med almindelig research – Muslimer i Dialog, som iøvrigt har været fantastisk samarbejdsvillige, og de holder nogle kurser for folk der er konverterede, fortæller om religionen, og der var nogle kurser som jeg blev præsenteret for – der valgte jeg så at lave en historie om Diana.

Grunden til at Diana og andre kristne piger konverterer til islam er ret simpel, men selvom der går en direkte vej fra Muslimer i Dialog til internetsiden islam.dk (Abdul Wahid Pedersen) – så var det ikke mange koranvers P1 valgte at recitere. Her et citat fra islam.dk’s underside Valget af ægtefælle – Egenskaber hos kvinden:

“For den troende er det derfor ikke tilladt at gifte sig med en pige, som ikke beskytter sin dyd, det være sig en muslim, kristen eller jøde.

Ej heller er det ham tilladt at gifte sig med en pige som ikke er muslim eller {blandt de som, som er blevet givet Bogen før jer}, altså jøde eller kristen.”

– Sanktioneret i Koranen Sura 2, vers 221.

PS: Multi-tænketanken & Integrationsrådet, DR “i samarbejde med Politiken”.


Johannes Lundsfryd Jensen om den milde fascisme der nægter Lars von Trier-film offentlig støtte og andre hjerneblødninger

BBC-serien Frygtens politik som jeg tidligere har kommenteret virker tilsyneladende efter hensigten. I Spidsen på P1 kunne man idag høre Johannes Lundsfryd Jensen fra Esbjerg Højskole aflire BBC-propagandaen som værende den skinbarlige sandhed. Han starter med kritik af Fogh-regeringens manglende respekt for kulturradikale/røde magtbastioner, drejer over i Dansk Folkeparti og slutter af med underlødig Bush-bashing.

Fra præsentationen:

Der er blevet lavere til loftet i dansk politik
“Fundamentalistiske tendenser der giver plads til en og kun en sandhed trænger sig på i det politiske landskab. Fogh-regeringen har erstattet de reflekterende og tvivlende eksperter med skråsikre poli-tikere uden en nødvendigvis faglig indsigt. Det giver tvivlen og den frisindede debat har trange kår.”

Her et transkript af monologens sidste tre minutter:

“Siden Oplysningstiden har stærke kræfter kæmpet mod sociale, demokratiske og vidensmæssige fremskridt. I flere bølger har reaktionære kræfter bekæmpet demokratiet, videnskaben og socialismens ideer om ordentlige levevilkår for alle. Disse modoplysere har haft mange forklædninger, og det sammme har debatten. Gennemgående har der været en kamp imod individualismen, som har kunnet finde på at stille spørgsmålstegn ved de vedtagne sandheder. Til tider har kampen endog antaget en grotesk form, hvor sandhedsbenægtere kræves udslettet eller sat på lister over landsforræddere, som der efterhånden er tradition for blandt flere højrenationale grupper – især i USA, men efterhånden også flere steder i Europa.

I sidste ende fører al dogmatik, al hævdelse af, at nogle sandheder er uanfægtelige til undertrykkelse af anderledes tænkende, hvadenten vi taler om kommunisme, fascisme eller i mildere form – taler om fratagelse af økonomisk støtte til de Lars von Trier-film som Dansk Folkeparti er uenige i.

Kampen mod sandheden, eller fornuften, kan også iagttages i jagten på de såkaldte smagsdommere, som tillader sig at tvivle på det vi kender. Videnskabens opgave i denne modoplysende, autoritære tankegang er, at understøtte det vi i forvejen kender. De værste til at udfordre kulturen er andre kulturer, og derfor er modoplyserne overfor alt fremmed. Det gælder indvandrere der provokerer med en anden kultur, det gælder globaliseringen, som udfordrer tabuer og normer med sine åbne grænser og en meget fri bevægelighed for mennesker, varer og kulturelle strømninger. Derfor kan der drages klare paralleller mellem modoplysningstænkning, fundamentalistiske tendenser på USAs kristne højrefløj, i nogle muslimske fundamentalistiske bevægelser og også hos Europas yderste højrepartier.

George W. Bush og den Saudi-Arabiske terrorleder Osama bin Laden er beslægtede. De har hvert sit udgangspunkt, men tænkemåden, og nogen af tankerne er meget ens. Fundamentalisterne er dybt afhængige af hinanden som skræmmebilleder, til fare for hinanden, men bestemt også til fare for de civiliserede samfund fordi de skaber og dyrker uforsonligt fastholder fjendebilleder der udbredes langt mere end trusselsbilledet kan bære. Og i den hjemlige andedam kaster mørke skygger ind over den debat, der kunne være præget af en søgen efter svar, men istedet er endt i en forkrampet postulat om at have fundet den endegyldige politiske sandhed.”

Selvom loonien lyder som en der ville være i opposition alle andre end revolutionære kommunister, så er han faktisk medlem af Socialdemokratiet. Det kunne P1 godt have oplyst, men det gør de aldrig… og det forstår man godt.

Oploadet Kl. 18:38 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer

Mareridtets magt, frygtens politik – DR sendte BBC-propaganda mod Bush

Over tre søndage med start den 11. september har DR netop sendt den ialt tre timer lange BBC-dokumentar The Power of Nightmares, der i den danske oversættelse fik titlen Mareridtets kraft – frygtens politik.

Jeg udsatte kun mig selv for første afsnit, og det burde såmen også være nok idet min kritik er mere overordnet. DR betegner i sin præsentation dokumentaren som værende ‘provokerende’, men hvorfor ikke bruge det langt bedre dækkende grotesk.

Dokumentaren indledes med en to minutter lang intro, hvad fortjener fremhævelse, for sjældent har jeg set associationstricket taget i anvendelse så absoslut, ikke blot som et teknisk detalje i propagandaen, men som fundamentet for timelang Bush-bashing.

Således var ordene:

“Men nu har politikerne fundet en rolle der giver dem ny magt og indflydelse, istedet for at få vore drømme til at gå i opfyldelse, lover de at beskytte os mod mareridtet… De siger de vil frelse os fra frygtelige farer… Men politikerne har forvrænget og overdrevet truslen. Det er en myte som har bredt sig i regeringer, sikkerhedstjenester og internationale medier, uden at nogle har betvivlen den. Vi skal se på hvordan myten er opstået, og hvem den gavner… Der står to grupper bag, de amerikanske neo-konservative, og de yderligtgående islamister. Begge har været idealistiske grupper, som har haft en drøm om at skabe en bedre verden, og de har ret entydige forklaringer på hvorfor det ikke lykkedes. De to grupper har ændret verden, men ikke på den måde de har tænkt sig. Sammen har de skabt det moderne mareridts-vision om organiseret ondskab. Det er en imaginær trussel, som de etablerede for at genvinde autoritet i en disillusioneret tid. De der har tegnet det mest frygtindgydende billede, har fået mest magt.”

Svadaen serveres med et tilsvarende upassende billedmateriale – hurtige klip mellem Osama bin Laden & George W. Bush, og lidt senere med islamistiske terrorister og Bush/Blair. Moralen syntes at være, at verden vildføres af to radikalister fløje – islamisterne og ‘de neo-konservative’.



Før en folkevalgt præsident og en terroristisk massemorder kan gøres til et fedt, skal konspirationen først sandsynliggøres. Men mellemregningerne var desværre ikke mere forankret i virkeligheden end konklusionen. Her var jeg i sagens natur forlængst stået af, men det er producerens tese at der i slutningen af 1940’erne kom tilsvarende moralistiske, anti-individualistiske tanker frem fra Bin Ladens ideologiske mentor ægypteren Sayyid Qutb, og de ‘neo-konservatives’ åndelige ophav filosoffen Leo Strauss.


Begge tænkere kæmpede for det gode mod det onde, hvad der trods dokumentarens letskjulte formaninger intet er galt i. Skiftevis blev der klippet fra Qutb/bin Laden til Strauss/Bush, og selvom der med disse absurde præmisser blev forsøgt en dokumentarisk tone – så lykkedes det ikke tilnærmelsesvis. ‘De neo-konservative’ ville opbygge “nødvendige illusioner” for at skabe national enhed – og produceren Adam Curtis havde en konspirationsteori tilpasset ethvert argument.

Strauss så amerikanske westerns og elskede Perry Mason-serien. Det er vist det man kalder antydningens kunst.

Stanley Rosen: “Perry Mason var den her durkdrevne mand, der bruger sin store intelligens til at redde sine klienter, but who could be fooling us, because he is cleverer than we are.”

Henry Kissinger blev bragt på banen, og hvor loonierne ofte smider massemorder-etiketter i hans retning, så blev han i denne udsendelse præsenteret som en sympatisk pragmatiker der ville fjerne ‘frygten’, men som der blevet speaket:

“… en verden uden frygt var ikke hvad de neo-konservative havde brug for…”

Man må rose producenten for at have gjort sit forarbejde grundigt, for stort set alt hvad der kunne kaldes konservativt under Den Kolde Krig indgik i konspirationen. Rumsfeldt, Cheney og Wolfowitz infiltrede Ford-regeringen, og fik nogle år senere Richard Pipes til at stå for et undersøgelsesudvalg som ifølge dokumentaren overdrev truslen fra Sovjetblokken. Kommunismen var i 1980’erne ligesom islamistisk terror idag ikke et nævneværdigt problem, men en konstruktion skabt af ‘de neo-konservative’. Produceren har i andre sammenhænge afvist eksistensen af Al-Qaeda – og i forhold til Den Kolde Krig er dokumentaren apologetisk for ikke at sige ahistorisk. I forhold til islamismen og terrortruslen har benægtelsen desværre ikke kun akademisk interesse, for hvordan skal man kunne bekæmpe islamistisk terror hvis man ikke anerkender eksistensen af samme.

Propagandaen var tyk som denne cap illustrerer.

Ekspertanalyserne blev leveret af ‘de neo-konservatives’ politiske modpoler, og her kunne man fremhæve filosoffen Stephen Holmes der her (meget apropos) docerer sin virkelighed igennem med entydig retorik.

Han fortsætter “Vi er ikke med i en krig mellem det gode og det onde”, hvorefter der der i bedste Moore-stil vises en filmsekvens med blod dryppende ned over en globus.

Stephen Holmes har naturligvis ret til at mene hvad det skal være, men det samme havde Reagan – og om et begreb som ‘Evil Empire’ giver mening – afhænger i sidste instans af ophavets politiske sympatier. Skulle man mene at DDR var en demokratisk republik, så er det klart at det er forkert at betragte Sovjetunionen som et ondt imperium.

Hvad er så grunden til at ‘de neo-konservative’ kom til magten – jov ser du, de “mange millioner kristne fundamentalister” begyndte at stemme på republikanerne på grund af en art religiøs mobilisering. ‘De neo-konservative’ var nu begyndt at tro på deres egen “skrøne” om truslen fra Sovjetblokken, og der blev vist sekvenser med de fundamentalistiske tv-præster Jerry Falwell og Pat Robertson der prædikede mod kommunismen. At hverken Ronald Reagan eller George W. Bush tilhørte/tilhører samme religiøse kategori som Falwell og Robertson kom filmen ikke nærmere ind på. Og det forstå man godt.

Flere fremtrædende ‘neo-konservative’ fik taletid, og selvom de blot redegjorde for deres politiske konservatisme, så var det brugbar når det at være konservativ og anti-kommunist blev betragtet som en reaktionær forbrydelse. Bedst var her Michael Ledeen, der spillede med på legen ved sarkastisk at at aflive konspirationsteorierne en gang for alle – det her er jo ikke “rocketscience”

Del 1 afsluttedes med kort præsentation af del 2 der fordansket fik overskriften Deres indbildte sejromhandlende Sovjetunionens retræte i Afghanistan. Jeg citerer:

“Da de har mistet troen på storslåede politiske idealer, får de behov for at opfinde nye mareridt for at bevare magten.”

Under et minut tidligere var de’ neo-konservative’ blevet betegnet som ‘demokratiske revolutionære’. Det er i min optik et storslået politisk ideal at ville sprede demokratiet…

Alle politiske retninger kæmper for det de betragter som det gode, og ‘de neo-konservative’ adskiller sig først og fremmest fra andre i deres klare retorik. Det kan kun være et problem hvis man dyrker værdirelativismen som ideal, og så er det dog bedre at blive kaldt alverdens grimme ting af kulturrelativistiske dokumentarister.

Overordnet må jeg opponere imod selve filmens ide. Man kan være modstander af Strauss’ moraliseren og Bushs pro-aktive udenrigspolitik – men det burde være indlysende at man ikke med rimelighed kan lave en direkte sammenligning mellem tilhængere af det repræsentative demokrati og terroristiske islamister der har et religiøst despoti som ideal. Churchill og Hitler er ikke to alen ud af et stykke blot fordi de begge malede i sin fritid.

Dokumentaren blev naturligvis vel modtaget under Cannes-festivalen – men som public service-instutition er det ikke DRs opgave at sende dokumentarer med stærk politisk slagside. DR skal ikke nødvendigvis være en dansk kopi af BBC, og det er redaktørernes forbandede pligt at sortere i udbuddet.

Udsendelsen har ikke været billigt af lave, og det kom ikke som en overraskelse at den var researchet af Neil Stevenson – han har haft samme funktion i flere Bush-bashende pseudo-doks. tidligere vist i DR Udefra.

Links:

  • DR præsentation: Frygtens politik – provokerende dokumentarserie fra BBC.
  • BBC Præsentation: The Power of Nightmares: Baby It’s Cold Outside .
  • BBC Præsentation: The Power of Nightmares: The Phantom Victory.
  • BBC Præsentation: The Power of Nightmares: The Shadows In The Cave .
  • The Guardian, 15/10-04 – The making of the terror myth.
  • “The Power of Nightmares seeks to overturn much of what is widely believed about Osama bin Laden and al-Qaida. The latter, it argues, is not an organized international network. It does not have members or a leader. It does not have “sleeper cells”. It does not have an overall strategy. In fact, it barely exists at all, except as an idea about cleansing a corrupt world through religious violence.”

  • Humanisme.dk – Præsentation af Rune Engelbreth Larsen: Terrormyten og det amerikanske imperium.
  • La Times, 11/1-05 Robert Scheer – Is Al Qaeda Just a Bush Boogeyman?.
  • The Nation, 20/6-05 – Peter Bergen: Beware the Holy War: The Power of Nightmares (via Mr Andersson).
  • DR, 11/9-05 – Mareridtets magt – frygtens politik (41 caps, del 1).
  • 
    FN: 250-300 arabere på heste og kameler myrder 29 flygtninge i Darfur-lejr

    Fra UNHCR, en pressemeddelse som på barbarisk vis illustrerer problemet med primitive kulturer – herunder islam.

    “The UN refugee agency expressed grave concern Thursday over an unprecedented attack on a camp for thousands of internally displaced people in Sudan’s West Darfur region that reportedly left 29 dead and another ten seriously wounded.

    Initial reports received by UNHCR indicate a group of 250-300 armed Arab men on horses and camels attacked Aro Sharow camp, in the northern part of West Darfur, on Wednesday afternoon, sending thousands of camp residents fleeing into the countryside. The attackers reportedly burned about 80 makeshift shelters – about one-quarter of the total number in the camp. Initial reports indicated that 29 people were killed and 10 seriously wounded.”

    Umiddelbart efter at have bestået sin doktordisputats rejste den senere rektor for Københavns Universitet, orientalisten Johannes Østrup i 1891 til Arabien på en slags dannelsesrejse med videnskabeligt formål…

    “… her er – hvis overhovedet noget steds i verden – det sted, hvor tusinde aar ere som en dag.” (Johannes Østrup:1894:127)

    Oploadet Kl. 07:55 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    29. september 2005

    Lars Hedegaard om æresdrab: Hvorfor involvere imamer hvis det ikke har noget med islam at gøre

    Fra dagens Jyllandsposten, et læserbrev af Lars Hedegaard. Et citat fra Kejserens nye integration:

    “For få dage siden blev en muslimsk pige myrdet af et familiemedlem, fordi hun havde giftet sig med den forkerte. Det er æresdrab nummer 22 her i landet siden 1994. Men det har ikke noget med islam at gøre, siger vores konservative justitsminister, Lene Espersen, som derefter beder landets imamer om at gribe ind. Hvorfor skal imamerne indblandes, hvis æresdrabene intet har med religionen at gøre?”

    Oploadet Kl. 20:50 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
    Arkiveret under:
    
    “en elegant blanding af virkelige udtalelser og opdigtede, men yderst sandsynlige scener”

    Det er tilsyneladende højsæson for Bush-bashing. Sidste fredag havde Aarhus Teater danmarkspremiere på David Hares Stuff Happens, en forestilling med følgende emne:

    Et foruroligende og aktuelt stykke om en storpolitisk verden, hvor kampen om magt overskygger enhver form for moral og fornuft. En verden som Danmark, i kraft af sin deltagelse i Irak-krigen, i høj grad er en del af. Med en elegant blanding af virkelige udtalelser og opdigtede, men yderst sandsynlige scener, skildrer Hare de politiske overvejelser, der lå til grund for USAs og den vestlige alliances ihærdige forsøg på at finde masseødelæggelsesvåben i Irak og vælte landets diktator Saddam Hussein… David Hare fremstiller med stor dramatisk indsigt og politisk viden et særdeles autentisk billede af, hvordan politikerne opfører sig bag lukkede døre. Og det er bestemt ikke kedeligt! Vi bliver vidne til et taktisk spil i korridorerne, der reducerer politiske intriger i film som Kongekabale til rene bagateller. Har du ikke den nære storpolitiske historie i frisk erindring, får du den her serveret som en rystende Reuter-nyhed – og vel at mærke med det der skete bag kulisserne.”

    Nøjagtigt som Udefras motivanalyser, men med den skønlitterære genres frihed til at præsentere virkeligheden uafhængigt af samme. Reklamen for stykket siger alt:

    Den republikanske leder af repræsentanternes hus, Tom Delay måtte igår træde tilbage fra sin post på grund af en sigtelse for overtrædelse af reglerne for finansiering af en valgkamp i Texas. Bush er fra Texas, så den fik fuld skrue i de fleste medier. Ingen gjorde det værre end Erik Ettrup i dagens Orientering – et citat fra Republikansk leder træder tilbage:

    “Sammen med George Bush har Tom Delay været arkitekten bag republikanernes valgsucceser… de har suppleret hinanden. Bush har været ansigtet udadtil og har udstykket den politiske kurs. Delay har været jernmanden der har fået skruet flertal sammen med både pisk og gulerod. Han brutalitet er legendarisk og han bliver af mange betragtet som den mest indflydelsesrige politiker i USA efter præsident.”

    Dick Cheney er “skyggen bag Bush”, Richard Perle er “mørkets fyrste”, Karl Rove er enten “amerikansk politiks grå eminence” eller “hjernen bag Bush”. Tom Delay må fremover sættes på listen over dukkeførerere.

    At Bush blot er en marionet for en neo-konservativ intelligensia er et synspunkt som ofte ledsages af påstande om Bushs manglende intelligens, lejlighedsvis præsententeret fra den modsatte side, som værende en intelligent politiker der forfører folket med påtaget dumhed.

    I dagens Århus Stiftstidende kan man læse seneste bashende mediestunt fra overdrevet – troligt formidlet af Berlingske Tidendes Poul Høi. Vi har tidligere hørt at Bush er en genfødt kristen, og at netop de er de mest fanatiske af alle kristne. Sangen er hørt før, men teksten vendes nu på hovedet. Fra forsiden af Stiftstidende, og største artikel i udlandssektionen – Cavlingprisvinderen Poul Høi med nyheden Se og Hør ikke fik med i denne uge:

    Rygterne er skabt af tabloid-avisen The National Enquirer som ingen seriøse aviser i USA tør bruge som kilde. Artiklen Bush’s booze crisis har derimod cirkuleret på venstreorienterede blogs siden onsdag i sidste uge, og det er svært at tro Høi læser andet. Journalistisk er det dog helt i hundene at Høi uden videre anmærkninger kæder Enquirers beskyldninger sammen med et par loonistiske artikler af Kathrine van Wormer på History News Network dateret 12. maj 2003 (Is George W. a “Dry Drunk”?) og 25. januar 2004 (More evidence that Bush Is a “Dry Drunk”?). Men så fik han i det mindste mulighed for at citere David Letterman for disse knap så vise ord:

    “Der er rapporter om, at præsident Bush er begyndt at drikke igen. Det er kun rimeligt, hvis han er, for han har fået alle os andre til at drikke.”

    Humoristisk apropos: When President Lincoln was approached about Ulysses S. Grant’s drinking, he is reputed to have responded, ‘find out what he’s drinking, so I can send it to my other generals.’

    Oploadet Kl. 20:25 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
    

    28. september 2005

    Venstrebloggernes hetz mod Tina Magaard mv.

    Venstrebloggerne har alle dage hadet Henrik Gade Jensen og Søren Krarup – og har nu med et selv for denne fløj usædvanligt lav reflektionsniveau tilføjet sprogforskeren Tina Magaard i række af hatemongers. Det er på tide at smide et par kommentarer i den retning.

    Læn dem ud revser Gade Jensen for sin tolkning af John Rawls, og slutter om Søren Krarup:

    “Tværtimod kunne man vove den påstand, at det eneste de to har til fælles er, at begge bruger ordet ‘lighed’ -men dog på to vidt forskellige måder. Rawls i hans filosofiske overvejelser om grundlæggende politiske værdier som alle har til fælles trods religiøse, politiske, kulturelle eller sociale værdier, og Krarup som en del af hans religiøse fundamentalisme.”

    Jeg har ikke læst Rawls og kan således ikke give en kvalificeret kommentar til striden, men hvis skribenten mener at Søren Krarups modstand mod lighed (blot) “er en del af hans religiøse fundamentalisme” – så er det ikke svært at vælge side. Søren Krarup har skrevet adskillige bøger om lighedsbegrebet, og hans religiøse overbevisning er jo kun en del af argumentationen. Det er nemt at misforstå Krarup – men hvis man ikke har læst ham drukner det hele i politisk antipati.

    Henkastet tidligt i svadaen lyder det endvidere at “Gade Jensen har trukket sit eksamensbevis i samme automat som Tina Magaard”, og det er da tankevækkende at Læn dem ud revser Magaard helt uden argumentation. Det er vist det man kalder automatkritik.

    En automat i Sorbonne er titlen for Raapil Unbloggeds indlæg om Magaard, men selvom konklusionerne er entydigt skarpe, så er indlægget ligeledes blottet for argumentation. Magaard er ond fordi Magaard er ond:

    “Hvis man gentager løgne tilstrækkelig mange gange, og hvis man kan få dem sanktioneret af sprogforskere der har trukket deres eksamensbevis i en automat i Sorbonne, så kan man efterhånden få folk til at tro på dem.”

    I lighed med ovennævnte har Sæbekassens debat-immune Ole Wolf også et problem med Magaard, omend han dog i det mindste gør sig den ulejlighed at begrunde sin antipati. Det er et studie værd, ikke mindst i hans anden postering fordi han her meget klart synligggør baggrunden for den lidet-videnskabelige islamforskning herhjemme.

    Wolf skriver:

    Væsentligst er det, at det ikke er muligt at sammenligne den “rå” tekst i Koranen med den “rå” tekst i den kristne Bibel, hvis man skal nå et objektivt resultat. Islamofoberne [sic]har her en så bogstavelig tro på Koranens indflydelse, at det overgår flere fundamentalistiske muslimers tolkning, og man fristes til at spørge sig selv, om de har glemt, at religion er menneskeskabt, og derfor skal analyseres ved at se på menneskene.”

    Naturligvis er det muligt at lave en tekstanalyse af kildeskrifter til alverdens religioner, og frembringe en akademisk velfunderet konklusion. Religionsfænomenologi er rent faktisk en sammenlignende videnskab der lige præcis har dette til hensigt. Magaard er i lighed med de tidlige danske islamforskere filolog af uddannelse, og er uddannelsesmæssigt godt klædt på.

    Wolf uddyber:

    Det er ikke muligt at vurdere, hvilken tolkning, der er den “rigtige”, for det kræver, at man ved, hvad den kristne Gud mente – og i så fald tror man jo på den kristne Gud, og er allerede i gang med en teologisk tolkning, der hverken er videnskabelig eller objektiv.”

    Den intellektuelle relativisme indgår her i en symbiose med en form for akademisk nihilisme. Det er kun muligt at tolke Koranen hvis man er muslim, men så det et partsindlæg for tolkninger er jo subjektive. En videnskabelig indgang til eksempelvis Koranen nås bedst hvis forskeren hverken er muslim eller kvasi-konverteret – og en forsker skal naturligvis ikke forske i religioner på religiøse præmisser. “The list of potential things holy are endless” som Jeppe Sinding Jensen meget rigtigt skrev.

    Wolf farer lidt senere vildt med:

    “Man må derfor konkludere, at den kristne Bibel nok står på en prominent plads i den kristne religion, men tolkningen af Bibelen står så frit for, at det kun er en symbolsk plads, bogen har fået. Det samme gælder naturligvis også Islams Koran.

    Reformationen og oplysningstiden privatiserede kristendommen og gjorde kildematerialet til et spørgsmål om ånd mere end bogstav. Den udvikling har islam ikke gennemgået, og den væsentligste årsag er uden tvivl kildematerialets essens. Muhammed postulerer at Koranen er Guds ord som åbenbaret til ham, og han gjorde sig store anstrengelser for forklare at man ikke kan vælge til og fra i Islam. Hermed blev islam mere bogstav end ånd, og derfor er alle danske islamforskere (mestensdel filologer) før politiseringen af feltet tog fart, fuldstændig entydig i sin forklaring af den islamiske mystik: Sufismen har udviklet sig på trods af de islamiske kilder der betinger en bogstavtro fortolkning.

    Muhammeds liv og lære er nedfældet i Koranen, og at islam ikke har gennemgået en pendant til Reformationen er en naturlig konsekvens af Koranen der er yderst konkret i forhold til idealsamfundet. Det var det samfund Muhammed grundlagde, og som han både var religiøs overhoved og politisk/militær leder for, og med sit fokus på bogstav mere end ånd, hans liv som eksempel til efterfølgelse – så siger det sig selv at muslimer vanskeligt kan adskille religion og politik. Det var for Muhammed en side af samme sag, og kun Foreningen af Kritiske Muslimer har undsagt dette (i tvetydige vendinger). Kritiske Muslimer har en broget skare tilhørere kredsende omkring afvigende forfulgte sekter og synkretistiske varianter. Sand islam kan ikke adskille religion og politik pga. kildegrundlagets essens. De to største islamiske grupperinger herhjemme, Minhaj ul-Quran og Hizb ut-Tahrir hævder begge (med forskellig konfrontationsniveau) følgelig en tolkning hvor islam ikke blot er en religion i vestlig forstand, men en komplet samfundsmodel. En samfundsmodel sanktioneret af en selverklæret profet for 1300 år siden.

    “… Deres valg af citater er også et udtryk for tolkning.”

    Jepper, og der er jo heller ingen der hævder at islam anno 700 er fuldstændig identisk med islam anno 2005. Det er IKKE et sprøgsmål om en sort/hvid-stillingtagen – men hvor kristendommen på sin vis har dekonstrueret sig selv, så har moderate muslimer historisk set ikke haft en chance for at reformere islams fundament – jvf. kildegrundlagets bogstav og ånd. “Man er pr. definition fundamentalist” som Mona Sheikh skrev i en kronik for nogle år siden.

    Islam har som alle andre fænomener gennemgået en udvikling, men hvor kristendommen skiftede motor på sin bil- så fik islam blot en omlakering i samme nuance. Islam er set i forhold til kristendommen en yderst statisk religion.

    Den efterhånden udbredte forklaring er i dag, at religion skal ses som samfundets dyrkelse af idealbilledet af sig selv. Samfundets holdninger, moral osv. måles i forhold til et idealbillede, der ligesom samfundet varierer med tiden.”

    Det er vist den antropologiske kulturrelativistiske variant som ignorerer kildernes betydning for udviklingen til fordel for en samling plusord. Sinding Jensen hudfletter i sin disputats nutidens politiserende forskning. De sammenlignende videnskaber religionsfænomenologi, filologi og etnografi er i den politiske korrektheds navn blevet til en kønsløs religionshistorie, en Chomsky-inspireret lingvisme og en kulturrelativistisk antropologi. Religionshistorikere tør ikke bedømme islam i forhold til andre religioner, lingvister fokuserer på at sproget italesætter en virkelighed og politiserer tolkningerne efter deres respektive yndlingssocialisme. Hvor etnograferne vurderede kulturerne i forhold til hinanden, ser antropologen kun (kontekstløse) individer – som vesterlændinge i deres etnocentrisme ikke kan vurdere objektivt.

    “Religionen kan således tages som udtryk for, hvad samfundet mener om sig selv på et givet tidspunkt, og hvordan samfundet helst ville være.”

    Sgu da ikke hvis kilderne i sin kerne betoner og konkretiserer den oprindelige tolkning som værende den eneste rette.

    “I dag er både Islam og Kristendommen så forskellige fra den Islam og Kristendom, der var for hhv. 1500 år og 2000 år siden, at det ikke giver mening at bruge den tids kulturelt inspirede skrifter som målestok for, hvordan kulturerne er i dag.

    Du bruger selv religion og kultur i flæng, og det er da også svært at skelne når religionen islam mere antager en total livsform som iscenesætter kulturen. Når muslimske kvinder idag går tildækket, så er det ikke blot et kulturelt udtryk – men et direkte resultat af rygterne der på et givent tidspunkt i Muhammeds liv gik om Aisha’s utroskab. Jovist det tolkes forskelligt verden over, men islam er kulturen – kulturen er islam. Den manglende adskillelse af religion og politik passer også fint ind her.

    Konklusion: Man kan ikke bruge Koranens og Bibelens indhold til at vurdere, hvilken af de to religioner, der er mest krigerisk. For det første er begge bøger kun relevante i form af den tolkning, religionerne tillægger bøgerne (ikke omvendt), og for det andet skal bøgernes “rå” tekst alene ses i kontekst af den tid, hvor bøgerne blev skrevet.”

    1) Jaja, men fordi muslimer tolker Koranen forskelligt, betyder det jo ikke at den ikke kan tolkes videnskabeligt uden religiøse præferencer.

    2) Hvis kilderne filologisk set sanktionerer en guddommelig (tidløst) bogstavtro tolkning , og hvis muslimerne flest tolker det samme ud af kildegrundlaget – så må der nødvendigvis være noget om snakken. Hvis Muhammed havde skrevet en Søren og Mette-bog istedet for Koranen, så ville islam have udviklet sig anderledes. Koranen har afgørende betydning for den islamiske kulturs udvikling, og mangel på samme – længere er den ikke.

    Ole Wolf må siges at være arg anti-essentialist, men essentialisme er ikke bare et nødvendigt udgangspunkt for forskningen, men også nødvendig for enhver tolkning af islams historie over tid. Det er ikke enten eller, for ligesom homo islamicus-begrebet er et levn fra en svunden tid, så er der jo netop sket udvikling på trods af kildeskrifterne. Jeg mener det er Johannes Pedersen som i en af sine bøger skriver at islam historisk set (af realpolitiske grunde:-) har været mere tolerant end Koranen ligger op til. Det ændrer dog ikke en tøddel ved lødigheden af Magaards undersøgelse – for naturligvis har det betydning hvad der står i kilderne. Hvad virkningshistorien så rigeligt har dokumentaren (Huntington: Islams bloody borders)

    Magaard køber ikke den af Edward Said-ønskede berøringsangst og bliver derfor lagt for had af diverse socialister, der stædigt på trods af virkeligheden – nægter at tro noget kan være et resultat af andet end sociale og økonomiske forhold. Når veluddannede muslimer dræber uskyldige ikke-muslimer i en kvalmende fatalisme begrundet i koraniske termer, så skyldes det hele fattigdom og social indignation, for Vesten er i kraft af sin rigdom pr definition skurken. Ole Wolfs tolkning og eftersnakkernes antipati mod Magaard må betragtes som et resultatet af politisk-motiveret kulturelt selvhad, der evig og altid smider det hensigtsetiske argument i retning mod folk med andre holdninger/tolkninger.

    Opdate: Raapil Unbloggeds første indlæg om Magaard indeholder modsat den jeg kommenterede en form for argumentation.

    Oploadet Kl. 21:36 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer
    
    Hørt på debatmøde: “Tørklædet har intet med mænd at gøre”

    Rikke Hvilshøj gæstede igår Gellerup bibliotek til en debat om integration, og Århus Stiftstidendes referat kunne næsten ikke forholde sig mere ukritisk til emnet. Et citat:

    “- Vi er ikke undertrykte. Tørklædet er et religiøst symbol og har intet med mænd at gøre… [Medine Karaman]

    Oploadet Kl. 07:19 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    

    27. september 2005

    Foreningen for Etnisk Ligestilling: “Det med ægtefællerne ser jeg ikke som et problem”

    En undersøgelse af Catinét for Ugebrevet A4 kunne igår berette at integrationen går den forkerte vej, og tallene er intet mindre end skræmmende. Et citat:

    Mens andelen af beskæftigede indvandrere steg fra 33 til 50 procent fra 2000 til 2004, er den nu faldet til 43 procent. Andelen uden for arbejdsstyrken er lige så stor og har været stigende det seneste år.”

    I den anledning havde P1 debat idag hentet Henriette Kjær og Uzma Ahmed Andresen fra Foreningen for Etnisk Ligestilling ind i studiet, til en analyse af dansk integration anno 2005. Sidstnævnte var tydeligvis mere en del af problemet end af løsningen. Her lidt fra dialogen, som udemærket illustrerer at Foreningen for Etnisk Ligestilling er en del af problemet, og ikke løsningen.

    Uzma Ahmed Andresen: Tendensen er at flere og flere indvandrerkvinder, især pakistanerne vælger deres ægtefælle selv, og det gør de udfra hvad de har af ønsker… Jeg er ikke enig med dig i at kvinderne er undertrykte…

    P1-Vært: Men stadigvæk det er kun 46 pct. af kvinder i den arbejdsdygtige alder der er i arbejde – hver anden af efterkommerne, altså børn der er født i Danmark… Det går godt siger du, men det er kun her tredje, hver tredje af de børn som er født i Danmark som gifter sig dansk – resten henter deres ægtefæller…

    Uzma Ahmed Andresen: Jeg ved det går godt, jeg ved der er fremskridt, jeg ved at tendenserne peger den rigtige vej, men at det ikke kommer op til overfladen… Det med ægtefællerne ser jeg ikke som et problem, hvis man føler at det er en del af ens kultur der præger ens hverdag, så kan det da godt være at man ønsker at ens ægtefælle har den del også, så der er basis for at man forstår hinanden på hjemmefronten… Jeg er ikke enig i at man absolut skal sige at integrationen sker når man nu går ud og gifter sig med en af dansk oprindelse.

    Når Dokumentations- og Rådgivningscenteret for Racediskrimination kæmper for det islamiske tørklæde-kodeks, så kan det ikke overraske at ovennævnte forening, der arbejder for “bekæmpelse af diskrimination” i praksis kæmper for ‘retten’ til ikke at omgås kristne danskere. Biskop Keld Holm, der grundlagde foreningen for et par år siden må have en grim smag i munden.

    Oploadet Kl. 20:42 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    
    Naveed Baig uddeler apologetpris til sig selv og P1 ‘for en sober fremlæggelse af islam’

    Lobby-organisationen Muslimer i dialog såkaldte udvalg for Personlig udvikling uddelte idag Dialogprisen 2005 til P1 for radioserien Islams ansigter, med følgende begrundelse:

    “… redaktionen har formået at holde fast i en seriøs og sober fremlæggelse af islam uden at være partisk”

    Prisen er velfortjent, for P1-redaktionen har til udsendelsens tre mand store ‘Koran-panel’ ikke bare inviteret Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid, men også Naveed Baig, leder af selvsamme udvalg i selvsamme organisation. En organisation med adskillige pakistanere fra fundi-menigheden Minhaj ul-Quran i toppen, herunder manden selv – udenrigsordfører i Minhaj ul-Quran Danmark.

    Public service i den danske variant er blevet en dårlig vittighed.

    Oploadet Kl. 20:09 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper