31. december 2005

Hans Hauge om grunden til at kristne fundamentalister politiserer med de radikale

Hans Hauge hudfletter idag i Jyllandsposten ‘præsteinitiativet’. Her lidt fra Religion er politik:

“Fra nu af må man gerne blande religion og politik endda med biskoppelig velsignelse.

“Fætrene” fra DF har ellers altid på luthersk vis insisteret på, at de ikke blander religion og politik. Problemet er blot, at det har de politiserende præster aldrig troet på. De går nemlig ud fra frasen om, at alt er politisk. Den lærte de i ’68.

Med andre ord mener de, at religion og politik er uadskillelige. Der findes derfor en kristelig politik og moral. Og det er et virkeligt nybrud. […]

Blandt de 200 er der udover radikale og SF’ere også Grosbøll, fundamentalister og abortmodstandere samt afdankede valgmenighedspræster. En broget flok, men med et skjult formål. […]

De partipolitisk bevidste af dem har gjort det bevidst. De har så fået en masse nyttige idioter med sig. Disse præster ved jo, at hvis der er nogen, der forsvarer folkekirkeordningen, er det regeringen og DF. Ved at skabe splittelse i kirken og ved at angribe regeringen er de med til at forberede befolkningen på en politisk frikirke som i USA.

Derfor var fundamentalisterne med i gruppen sammen med de radikale.


Skammende Eva Bostrup om racerenhedskrævende DF der gøder jorden for folkedrab

Journalist Eva Bostrup er desværre fast klummeskriver i annonceavisen Århus Onsdag. Her lidt fra seneste nummer, hvor hun over en halvside giver en opvisning i journalistiske dyder.

“Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg i Metroxpress læste, at syv ud af otte kommuner accepterer krav om ‘hvide’ hjemmehjælpere. Hvad er meingen, tænkte jeg? Og blev heldigvis beroliget længere nede i artiklen, da ældrerådmanden i Århus Byråd straks erklærede… – Krav om racerene ‘hvide’ danske hjemmehjælpere vil naturligvis ikke blive accepteret, siger ældre rådmanden… Pyh, min by gik fri af denne grimme mistanke. Vi er alle født lige, og alle skal behandles lige. Så enkelt er det!

Men desværre har Danmarks tredjestørste partis formand, Pia Kjærsgaard, en ganske anden opfattelse. Hun siger til Berlingske Tidende: – Det vigtige er de ældres krav og forventninger til den hjemmehjælp, de skal have, og her kan der være nogle problemer. Dem synes jeg, kommunerne skal efterkomme!

Hermed opfordrer fru Kjærsgaard vist kommunerne til at bryde loven, der siger at det er forbudt at diskriminere på grund af etnisk baggrund, religion og hudfarve!

Igår kunne man sjovt nok læse, at tilgodeseelsen af ældres behov for tryghed (/diskrimination af ikke-danskere) ikke er strafbart.

“Hvid hjemmehjælp: Aalborg politi har droppet en undersøgelse af Aalborg Kommunes angivelige praksis med at sortere hjemmehjælpere fra til gamle, som kun vil have etniske danskere inden for døren… – Det er ikke politiets opgave at gå ind i sagen, siger [vicepolitimester] Jørgen Nautrup. Han henviser til, at retsplejeloven forudsætter, at forhold skal være strafbare, for at politiet må gå ind i en efterforskning. [Roskilde Tidende, 29/12-05]

Eva Bostrup er ikke den første journalist som harmes over noget de mener Dansk Folkeparti måtte mene om ‘racerenhed’, men det er mere den hysteriske måde hun kammer over på.

Og pludselig dukker et tv-billede fra begyndelsen af 1990’erne op på min indre skærm. Det var billedet af en koncentrationslejr i det tidligere Jugoslavien. Tynde muselmænd med fingrene omkring pigtrådshegnet, hvorfra de så ud i friheden fra deres øjenhuler… Kan vi få borgerkrig i Danmark?

Ja, det kan vi, hvis vi bliver ved med at skelne imellem os og de andre. Hvis vi fortsætter med at påstå, at de fremmede er farlige og onde. De er nemlig nøjagtig ligesom os. Bliver vi pressede ud over rimelighedens grænser, så reagerer vi.

Er der nogen, som husker Rosenhøj? Forestil jeg den ballade forstørret tusinde gange! Hvis vi ikke tager os alvorligt sammen og kommer de nye danskere i møde med venlighed og tilbud om hjælp og vejledning, så ophober vi vrede, frustrationer og afmægtighed, og så kan ting ske…

I årtier har vi forsømt at være ordentlige værter for vores flygtninge og indvandrere, vi har faktisk været uopdragne og fantasiløse.

Men det er aldrig for sent at sadle om, selv om det er på høje tid. Jeg skammer mig…

Oploadet Kl. 00:19 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


30. december 2005

Ekstern lektor om appeasende islamforskning: “Vejen til uredelighed er ikke lang”

Weekendavisens Pernille Bramming har de seneste uger udsat Koranen for en solid gang kildekritik, hvad på det intellektuelle plan blandt andet medfører en tilnærmelse til arbejde af historikerne Torben Hansen og Lars Hedegaard. Det gør man ikke ustraffet, og i sidste uge bragte avisen en længere apologetisk kommentar fra Kasper Mathiesen (Bachelor i Religionsvidenskab og psykologi), som med Edward Said i sindet roser islamiske forskeres nøgterne tilgang til Koranen. Et citat:

Selv om Edward Said har gjort et enormt arbejde for at påpege disse tendenser i forskningen, og selv om hans pointer er universelt accepterede, er der lang vej endnu.

At Pernille Bramming (PB) vælger udelukkende at henvise til forskning med ikke-muslimske rødder er i sig selv et klart udtryk for, at man stadig den dag i dag per refleks mistænker muslimers intellektuelle og objektive kvaliteter, når det gælder forståelsen af islam. Store dele, hvis ikke størstedelen af den koranforskning og historiske islamforskning, der foregår ved vestlige universiteter i dag, foretages af forskere med muslimske rødder. Disse har ofte indlysende fordele såsom sprogkendskab, kulturel indsigt, indgående kendskab til religiøse tekster, praksisser, ritualer og fortolkninger på forhånd, hvilket giver dem et enormt forspring i forhold til deres ikke-muslimske kolleger ved de samme universiteter.”

For mere end 100 år siden kæmpede den stærkt troende teologprofessor Carl Henrik Scharling imod bibelforskning, der ikke understøttede hans gudstro. Ingen kunne idag finde på at forsvare hans trosbaserede tilgang til sit forskningsobjekt. At muslimer skulle have en mere objektiv tilgang til islam er en af Saids mange ideologisk-betingede fejlslutninger, som nutidens multikultur-promoverende forskere af misforstået godhed dyrker.

Fra denne uges Weekendavisen, noget så sjældent som kritik af den politiske korrekthed, direkte stilet til Kasper Mathiesen. Her det meste fra Dan H. Andersen (ekstern lektor, KU) – Koranforskning.

“Hvad der må forbløffe i disse betragtninger over islamisk og ikke-islamisk koranforskning er, at der på intet tidspunkt nævnes den religiøse undertrykkelse i de islamiske lande, ikke mindst i Mellemøsten og Pakistan. Jeg kan i flæng nævne dødsstraf for at fornærme profeten i Pakistan, forbud mod al offentlig udøvelse af andre religioner i Saudi-Arabien, den brutale forfølgelse af religiøse minoriteter i Iran, den rabiate og ofte fra stat og religiøst hold støttede antisemitisme og så videre. Dertil kommer det generelle forbud mod apostasi, altså at man konverterer fra islam til en anden tro eller fornægter sin islamiske tro.

Hvordan skulle det være muligt for en universitetsansat i disse lande at forske og publicere frit – og så i Koranen af alle skrifter – når han er i fare for at blive erklæret apostat eller at have fornærmet profeten, hvorefter der venter dødsstraf eller afskedigelse og en rasende folkemængde med et reb.

Nu ved jeg godt, at danske islamforskere synes at have indgået en stiltiende aftale om ikke at nævne denne undertrykkelse i den offentlige debat (sådan virker det i det mindste på mig), men konsekvensen af taktisk fortielse er ofte manglende troværdighed, og vejen til uredelighed er ikke lang.


Frederik Stjernfelt om arabisk slavehandel

Frederik Stjernfelt anmelder i netop udkomne Weekendavisen den fra fransk oversatte Kolonialismens sorte bog (red. Ferro, Marc). Her et afsnit fra Vestens og Arabiens sorte samvittighed, hvor han pointerer et misforhold i bogens prioritering.

“Et emne, der kun lige nøjagtig åbnes på klem i bogen i et par korte afsnit, er den arabiske kolonialisme og slavehandel. Kolonialisme-begrebet synes meget ofte ureflekteret at være reserveret Vesteuropas underlæggelse af områder og folkeslag, og det forekommer mange ukorrekt at pege på ikke-vestlig kolonialisme – men hvad slaveriet angår, får man her ganske kort taget hul på den nærliggende konsekvens: afdækningen af den arabisk-muslimske kolonialisme allerede fra før år 1000.

Da europæerne kom til Afrikas kyster, var slavehandel allerede forlængst en traditionel praksis på kontinentet, både blandt de afrikanske folk indbyrdes og i større skala til de arabiske områder. Bogens rystende estimat hævder, at europæisk-amerikansk slavehandel fra 15- til og med 1800-tallet omfatter cirka 18 millioner slaver og den arabiske i samme periode 7,5 millioner – hvortil for Arabiens vedkommende så skal føjes mellem 3,5 og 10 millioner yderligere mellem 1000- og 1400-tallet, plus et ukendt tal i 1900-tallet – det vil sige, sammenlagt nærmer den arabiske slavehandel sig hele den samlede europæisk-amerikanske slavehandel.

Den arabiske organisering af disse handelsveje i Afrikas indre eksemplificeres i afsnittet om Congo af den legendariske slavehandler Tippu Tip, øgenavnet for en araber ved navn Hamid ibn Muhammed al-Murjibi, der blev europæernes yndlingsmellemhandler i området og i en periode til og med belgisk guvernør i Øvre Congo.

Men hvorfor er der så ikke sorte efterkommerbefolkninger af betydning i Arabien, ligesom i Amerika? Ifølge bogen, dels fordi man i Arabien udnyttede slaverne så hårdt, at de som regel døde efter 6-8 år, dels fordi man rutinemæssigt kastrerede mændene. Et gyseligt arabisk dokument fra 1000-tallet viser, at den arabiske smag for slaver ikke begrænsede sig til sorte: Her vurderes i en forbrugervejledning forskellige slavekvinder som handelsvarer alt efter deres egenskaber: inderne er skønne, men ældes hurtigt, yemenitterne er i godt humør og føder smukke børn, etiopierne er yndefulde, men svagelige, tyrkerne er blege, men illoyale, armenierkvinderne har grimme fødder, er energiske men ukyske…

Det kristne Vesten og det islamiske Arabien er kort sagt ikke kun lige universalistiske, monoteistiske og imperialistiske – men også ligemænd i slavehandel.

Oploadet Kl. 22:38 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
Arkiveret under:

Tina Magaard om Politikens yndling, Tariq Ramadan

Fremragende essay af Tina Magaard om Tariq Ramadan i dagens Jyllandsposten. Her lidt fra Tretunget europæisk muslim:

“I forbindelse med den omstridte europæiske muslim Tariq Ramadans nylige besøg i Danmark skrev dagbladet Politiken: »Højrefløjen hader ham af et godt og inderligt hjerte.« Hvad havde avisen i tankerne? Danmark, Vesteuropa eller noget helt tredje? Det kan i hvert fald ikke have været Frankrig, hvor højreregeringens indenrigsminister Nicolas Sarkozy har udpeget en organisation tæt på Ramadan, UOIF, til privilegeret partner for regeringen, mens en gruppe græsrodsbevægelser, primært fra venstrefløjen, har udsendt en pressemeddelelse med følgende ordlyd: »De herrer Ramadan og Le Pen er to ansigter af samme ideologi, morderisk, totalitær, uden respekt for de mest fundamentale menneskerettigheder.« I Frankrig har man 15 års erfaring med Ramadans integrationsaktiviteter, og ser anderledes på ham end i Storbritannien og i Danmark.”

Tariq Ramadan har sat et nøglebegreb på dagsordenen i Frankrig: islamofobi. Han ser det som udtryk for racisme og mener, at islamofobi er båret af en følelse. Debatten om islamofobi drejer sig imidlertid ikke kun om islam, men skal ses som del af en bredere diskussion om forholdet mellem religion og verdslig kritik.
Tariq Ramadans fokus på fobi og følelser i forbindelse med kritik af islam leder tankerne hen på den amerikanske fundamentalistiske prædikant Jerry Falwell. Falwell bruger udtrykket Christ-haters om dem, der ikke deler hans fortolkning af Bibelen, og som bekæmper hans sammenblanding af politik og religion.
Fælles for Ramadan og Falwell er, at de begge søger at få debatten til at handle om stødte religiøse følelser snarere end saglige argumenter. Ramadan og andre muslimers flittige brug af islamofobi-begrebet i den franske debat imponerer dog ikke de Verdslige Nordafrikanere, som bemærker at »man vifter med islamofobi-flaget, mens man selv har fremprovokeret det omkringliggende samfunds afvisning.« Den franske journalist og venstrefløjsaktivist Caroline Fourest minder om, at begrebet islamofobi er et stykke ideologisk import fra den islamiske revolution i Iran. Der brugte mullaherne det blandt andet til at retfærdiggøre forfølgelse af de iranske kvinder, der ikke ville underkaste sig de islamiske, kønsdiskriminerende love. Fourest påviser endvidere, at man i Europa bruger begrebet til at lægge en fælde i debatten ved at sætte dem, som tør gøre modstand over for islams radikale fortolkninger, i de anklagedes position. Feministen og sociologen Chalah Chafiq, som selv er flygtet fra Iran og anklagerne om islamofobi, har svært ved at komme sig over, at nogle vestlige intellektuelle beredvilligt tjener de mest reaktionære mullahers sag ved at fremføre islamofobi-anklagerne i den europæiske debat. Diskussionen om Jyllands-Postens profettegninger er i den optik et godt eksempel på, hvordan begrebet kan bruges til for eksempel at lægge pres på ytringsfriheden. Ramadan har selv haft succes med den form for pres, da det i 1993 lykkedes ham at få forhindret opsætningen af et teaterstykke af Voltaire, som var kritisk over for Profeten Muhammed. »I kalder det censur, jeg ser det som fingerspidsfornemmelse,« udtalte Ramadan i den forbindelse til La Tribune de Genève. Man behøver ikke være muslim for at bruge den slags argumenter som begrundelse for begrænsning af ytringsfriheden. Da den italienske fascist Benito Mussolini gjorde fornærmelse af ham selv eller den katolske kirke strafbart, begrundede han det ligeledes med, at han ville favorisere gensidig respekt og moderation…

Det er tankevækkende, at Politiken fremhæver Tariq Ramadan som »en mand med sine meningers mod.« Gad vide om det samme dagblad ville bruge et lignende ordvalg om Jerry Falwell? De to herrers holdninger er i hvert fald helt på bølgelængde, når det drejer sig om fordømmelse af fri abort, homoseksualitet og sex før ægteskabet. Ligeledes opfordrer såvel Falwell som Ramadan til at arbejde for, at undervisning i fag som biologi og historie sættes i overensstemmelse med henholdsvis Bibelen og Koranen.

“Misforståelser i debatten om Ramadan sker typisk, når forskellige religiøse traditioner blandes sammen. Ordene er de samme, men de refererer til vidt forskellige ting. For eksempel taler Ramadan om behovet for at vende tilbage til den reformistiske tradition. Det begreb opfanger danske debattører straks, og placerer det i den lutheranske tradition. »Vi har en århundredgammel tradition for netop den type tolkning, som Ramadan efterlyser,« skrev kronikør Troels Engberg-Pedersen i Politiken. Men i den islamiske kulturkreds bruges reformisme-begrebet på en måde, der ikke kan sammenlignes direkte med den lutheranske reform. Hassan al-Banna opfordrer ganske vist til brug af moderne teknologi i udbredelsen af islam, ligesom Ramadan selv giver sine tilhængere medie- og kommunikationstræning. Men på det etiske plan betyder reformisme for Hassan al-Banna at rense samfundet for alt, som ikke harmonerer med den oprindelige islam.

“I modsætning til Bibelen står der intet i Koranen om, at man ikke må lyve. I sunnaen findes der tværtimod eksempler på, at Muhammed selv opfordrer muslimer til at lyve og give misvisende oplysninger til de vantro, hvis det kan fremme udbredelsen af islam. Ramadan selv taler med mindst tre forskellige tunger, afhængig af hvem han henvender sig til. For det først er der interview med de vantro, som han f.eks. giver til danske aviser, når han er i landet. For det andet er der hans bøger, hvori han bliver lidt mere konkret… Endelig er der Ramadans yderst interessante kassettebånd, som kun kan fås gennem visse islamiske boglader, til konferencer, hvor han selv optræder, eller gennem hans netværk… På kassettebåndene Notre identité face au contexte: assimilation, intégration ou contribution? og L’identité musulmane: construire notre discours erklærer han ligeud: »Jeg anerkender lovene, så længe disse love ikke tvinger mig til at gøre noget, der er imod min religion.« () »Hvis du skal være en dårlig muslim for at blive en god franskmand, så siger jeg nej.«”

Oploadet Kl. 21:54 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:

Tina Magaard om kontra-ideologi til afmontering af fundamentalistisk islam

Læserbrev af Tina Magaard fra Berlingske Tidende sidste fredag om Indvandrer-prøve med perspektiver. Her sidste halvdel hvor hun blotlægger den ikke-sekulære fundamentalisme som flere danske forskere betegner som religiøs modernisme, ungdomsoprør etc.

“Jeg har undervist 10-årige indiske børn, som i grammatik allerede havde lært det, mine danske universitetsstuderende blev fornærmede over var for svært. Medmindre niveauet er markant lavere i Pakistan end i Indien, skal man ikke blive overrasket, hvis Aminas 9. klasse eller studentereksamen, hvad angår boglige færdigheder, ligger på et noget højere niveau end den danske ditto. Problemet er ikke, om hun kan læse. Problemet er, hvad hun har læst. Hvis hendes begrebsverden – som så mange andre pakistaneres – er podet med Mawlana Mawdudi og Tahir ul-Qadri, kan man godt gå ud fra, at hun har fået solide blokeringer i forhold til accept af menneskerettigheder og verdslighed. Netop fordi hun formentlig har fået mere ideologi på hjernen end gennemsnitsdanskeren på samme alder, skal der også mere kontra-ideologi til for at afmontere det fremmedfjendske og fundamentalistiske verdensbillede, som ovennævnte ideologer står for – og som gør accept af en ikke-muslimsk kultur meget svær. Redskaberne til den afmontering behøver man ikke rejse så langt som til Danmark for at finde. Man kan nøjes med at tage udgangspunkt i den kulturkamp, der finder sted internt i det muslimske kulturrum. Jeg vil nøjes med at spørge kendere: Hvordan skal Amina kunne relativisere bogstavtro religiøse dogmer, hvis hun har lært at fordømme Ahmadiyya-bevægelsen? Eller være modtagelig for Voltaire, hvis hun aldrig har hørt om al-Rawandi? Eller acceptere menneskerettighedskampen hos Det Radikale Venstre, hvis hun afviser den hos Nasr Abu Zayd?

Hvis »familiesammenføringsprøven« skal indeholde andet end den »Vesten kontra Østen« logik som fundamentalister og kulturfantaster vil have os til at tro på, så må den indeholde to dele. Den første og langt sværeste del består i, at Amina må integrere Ahmadiyya-bevægelsen, al-Rawandi og Nasr Abu Zayd som ligeværdige medspillere i sit verdensbillede. Når det først er på plads, er det en nem sag at følge op med Voltaire, menneskerettigheder og dansk værdisæt.

Om magthaverne i de familiesammenførtes hjemlande vil råbe op, når de bemærker, at de tankesæt, de har fremmedgjort befolkningen fra, ikke er definitivt begravede? Formentlig. Lad dem brøle, til de mister mælet. At vige for dem vil ikke være tolerance, men fejhed. De har selv misbrugt de sidste tredive års migrationer til at introducere totalitære, demokratifjendske ideologier i Europa. Så de har ikke noget at klage over, hvis samme migrationer de næste tredive år introducerer idéer om religiøs tolerance, demokrati og menneskerettigheder i deres del af verden.

Oploadet Kl. 21:52 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:

Om rutinemæssige nålestik til demokratier, mens diktaturers ugerninger ignoreres

Fra Kristeligt Dagblad (19/12-05) – et godt lille læserbrev af en Michael Sandfort.

“Inge Genefke, der etablerede Rehabiliteringscentret for Torturofre, var Ugens Profil den 12. oktober i Danmarks Radio (DR).

Emnet var tortur som først blev beskrevet i al sin gru: blandt andet falanga, kvælning, prikke øjne ud og ødelæggelse af børns underliv med glødende jern.

Dernæst bragte DR tre lande på banen: USA (Abu Grahib, ydmygende behandling), Israel (moderat fysisk pres) og Danmark (ukomfortable stillinger under forhør). Alle tre tilfælde, hvor førnævnte voldsomme ting mig bekendt ikke praktiseres. At nævne Kina, Egypten eller ligefrem det palæstinensiske selvstyre, hvor fløjshandskerne sidder (endnu) mere løst, kunne aldrig falde en journalist fra DR ind.

Et rutinemæssigt nålestik til tre demokratier, mens en sværm af diktaturers endnu mere bestialske ugerninger politisk korrekt forbigås i tavshed. Ny boss eller ej – DR ved man, hvor man har!

Oploadet Kl. 19:48 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

“Et tilfælde af vold, som kunne tyde på racistisk overfald” mener en Djouhara Qualli

For et par uger siden blev en 15-årig dreng af dansk-marokkansk afstamning efter kort ordveksling stukket ned med kniv på Nørrebro af to dansk-udseende mænd. Intet tyder på at at overfaldet var racistisk motiveret. Her det meste fra en længere artikel i Berlingske Tidende (19/12-05) – 15-årig overlever knivstik på gaden.

“En 15-årig dreng, der lørdag formiddag blev stukket ned på åben gade ved Tagensvej 98 på Nørrebro, var i går stabil nok til at kunne afgive forklaring til politiet. Han har beskrevet hændelsesforløbet og givet et detaljeret signalement af de to gerningsmænd. Klokken lidt i 12 gav drengens mor ham en 500-kroneseddel og sendte ham til frisøren for at blive klippet. Men så langt nåede den unge dansk-marokkanske dreng aldrig.

Han blev antastet af to mænd fra den anden side af vejen: »Hvad glor du på?,« råbte de og fulgte efter drengen hen ad Tagensvej. Han var på vej ind i spillecaféen »Jackpot« for at få vekslet pengesedlen. Den ældste af de to gerningsmænd førte ordet, og da de indhentede drengen foran »Jackpot«, spurgte overfaldsmanden: »Har du et problem?«.
Han tog derefter fat i drengen, der desperat forsøgte at tale de to voksne mænd til fornuft. »Jeg er jo bare en dreng. Jeg har ikke gjort noget,« sagde han. […]

Muligt racistisk motiv
Den 15-årige dreng fik kæmpet sig ind i »Jackpot«, og med panik i øjnene råbte han: »Hjælp! Jeg er blevet stukket ned«…

» Vi satser hårdt på, at folk, der eventuelt har set noget, henvender sig til politiet med oplysninger,« siger vicekriminalkommissær Poul Erik Feddersen fra Københavns Politi. Motivet kan være racistisk. »Det hører med i vores overvejelser,« oplyser kriminalpolitiets centrale vagtleder i København, Pia Fenger til Ritzau.

I henhold til nye retningslinier skal al kriminalitet der kunne være racistisk motiveret (mod minoriteter, forstås) efterforskes som sådan, men intet i hændelsforløbet, eller i historien iøvrigt tyder på racisme, og det må vel også spille ind at umotiveret vold finder sted begge veje – ihukommende at Nørrebro er beboet af flere kulturer.

Fra dagens MetroXpress, en Djouhara Qualli digter videre på gerningsmændene motivation og perspektiverer efter bedste evne. Et citat fra Et samfund delt op i ‘dem og os’:

“Når man nu ser på et sådan et tilfælde af vold, som kunne tyde på racistisk overfald på en uskyldig dreng, hvorfor er der så ingen politikere er råber op om, at tonen i vor indvandrerdebat går ud over uskyldige indvandrere.”

Oploadet Kl. 16:41 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer

Poul Martinsen om ondskaben der fremkalder terrorisme

Er man til relativisme, så er DR altid leveringsdygtig – snart med en dokumentarserie i fire dele kaldet ‘Krigerne’ . DRs papirudgave – Politiken bragte i tirsdags et interview med instruktøren Poul Martinsen. Et citat fra Krigsleg: Ondskaben ligger på spring i os alle:

“Undervejs må også tv-tilrettelæggeren holde krisemøde med værten og eksperten i teambuilding. For som Poul Martinsen siger: »Hvem er den ondeste? Soldaten, der i kampens hede forsøger at presse oplysninger ud af sin fange? Eller den, der har udtænkt og planlagt den situation, fangen og hans vogter bliver bragt i?«.

Ideen til serien har Poul Martinsen fra den amerikanske psykolog Philip Zimbardos forsøg fra 1970’erne, hvor frivillige studerende blev opdelt i vogtere og fanger i et fængsel. Vogterne fik til opgave at drive et velordnet fængsel og modtog derudover ingen instrukser. Forsøget skulle have kørt i to uger, men måtte stoppes allerede efter seks døgn, fordi vogternes overgreb på fangerne var for brutale.

»Mange vil sikkert mene, at det er folk med en speciel psyke, der bliver bødler. Men ‘Krigerne’ viser ved hjælp af psykologiske eksperimenter, at det er en simpel sag at skabe fjendebilleder og få bødlen til at titte frem i os alle«, siger Poul Martinsen.”

Oploadet Kl. 16:06 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar

Erling Tiedemann tog Bette de Fine Licht på ordet – burde han ikke vide bedre…

Fra Berlingske Tidende torsdag. Altid barske Erling Tiedemann tog Bette de Fine Licht på ordet – han burde da vide hun ikke skal tages for oplydende. Her lidt fra Et hak i troværdigheden på P1s »Orientering«:

“I »Orientering« 4. august var der i udsendelsen et indslag redigeret af Bette de Fine Licht i Italien. Om den nye pave Benedikt sagdes det, at »i tide og utide citeres hans ord om, at ikke-troende bør have en adfærd, som om de troede på Vorherre, for så kommer det hele af sig selv«. Denne udtalelse må enten Bette de Fine Licht eller udsendelsens tilrettelægger have betragtet som et af indslagets centrale budskaber, for den blev så godt som ordret gentaget i menuen for udsendelsens anden time.

Jeg havde prøvet at holde mig orienteret om pave Benedikts udtalelser, men jeg havde ikke bemærket denne. I øvrigt havde jeg også svært ved at forestille mig, at han kunne have sagt sådan. Pave Benedikt er jo en seriøs professortype, og selv om han også mestrer at udtrykke sig på en særdeles enkel og let forståelig måde, så måtte det undre, hvis han havde udtalt sig som refereret i »Orientering«.

Altså sendte jeg dagen efter en mail til »Orientering«, hvori jeg bad om oplysning om kilden – men jeg havde sandelig ikke forestillet mig, at det skulle tage næsten til jul, før trådene var redet ud. […]

14 dage efter fik jeg svar i form af en fax direkte fra Bette de Fine Licht med et klart centralt budskab: »De har ret, når De hævder, at pave Benedikt 16. i sine indlæg i bogen »Senza Radici« ikke skriver, at bare ikke-kristne opfører sig, som de var det, kommer det hele af sig selv«. Bette de Fine Licht tilføjede, at omtalen af den famøse udtalelse, som altså slet ikke var blevet fremsat, byggede på en fortolkning i dagbladet »La Repubblica«, som senatsformanden Marcello Pera var ophavsmand til. »Det er udelukkende min fejl, at jeg tog Marcello Peras fortolkning af, hvad den nye pave mener, for gode varer. Og det beklager jeg,« skriver Bette de Fine Licht.

Jeg har kun anerkendelse til overs for hendes klare vedgåelse af en lige så klar fejl. Men jeg sidder alligevel tilbage med en oplevelse af, at »Orientering« har fået (endnu?) et hak i troværdigheden.”

Oploadet Kl. 01:48 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper