26. januar 2006

Kaare R. Skou: Dansk Politik A-Å (2005) – Stikprøvekontrol

For få måneder siden udgav TV2’s politisk redaktør Kaare R. Skou opslagsværket Dansk Politik A-Å på ikke mindre end 783 sider – her er resultatet af en lille stikprøvekontrol, som blot bekræfter fordommene. Højrefløjen hetzer, forfører og lyver – venstrefløjen forholder sig kritisk, engageret og er meget vidende.

Keld Albrechtsen (s. 86).

“Hans facon har ofte virket både provokerende og irriterende på såvel politiske modstandere som tilhængere, men ingen har kunnet anfægte hans indsigt i de emner, han har beskæftiget sig med.”

Centrumdemokraterne (s. 136f).

“Det har endvidere taget stærkt afstand fra de borgerlige partiers til tider hetzagtige forfølgelse af flygtninge og indvandrere.”

Dansk Folkeparti (s. 164f).

“Dansk Folkeparti er et konservativt, yderliggående nationalistisk parti… ”“Således tøvede partiet ikke et øjeblik med at støtte Danmarks placering som krigsførende land i Irak-krigen 2003 – også ud fra en betragtning om, at krigen var en religionskrig, en moderne udgave af korstogene, hvor den kristne kultur forsvarer sig mod den islamiske.”

“Ved valget 2001 opnåede Dansk Folkeparti 22 mandater… Dansk Folkeparti blev regeringens faste parlamentariske grundlag og var i stand til at presse flere af sine synspunkter igennem, dog uden i realiteten at kunne forhindre kraftige besparelser på de sociale områder, som partiet ellers i dets program havde prioriteret højt.”

“På det sidste område efterhånde godt hjulpet af Socialdemokratiet, der under Mogens Lykketofts ledelse lagde sin politik på dette og andre felter om og i vid udstrækning begyndte at lytte til de kræfter i befolkningen, der havde båret Pia Kjærsgaard frem til placeringen som en af landets mest magtfulde politikere.”

Enhedslisten (s. 194).

“Under Anders Fogh Rasmussens regering fra 2001 til valget 2005 har specielt Keld Albrechtsen og Søren Søndergaard (f. 1955) gennem kritiske spørgsmål formået at problematisere regeringens og ikke mindst Dansk Folkepartis politik og fremvise adskillige brud på løfter fremsat af især Dansk Folkepartis politikere.”

Mogens Glistrup (s. 288f).

“Først på et senere tidspunkt blev den indædte modstand mod flygtninge og indvandrere og frygten for islam, der hos ham grænser til paranoia, en del af hans politik.”

Anne Grete Holmsgaard (s. 325).

“Som SF’er har Anne Grete Holmsgaard især beskæftiget sig med energipolitik samt forskning og de højere uddannelser. Hun var blandt de første SF’ere til at indtage en mere pragmatisk holdning til EF/EU.” (intet om antisemitisme)

Pia Kjærsgaard (s. 373).

“Hun placerede hurtigt sit nye parti som et traditionelt nationalistisk-konservativt parti…”“At partiet gang på gang ikke lever op til at være den garant for den sociale velfærd, som hun lover vælgerne, betyder mindre – de tror på hende og lytter til hendes ord…”

“Hendes største politiske indsats er den stramning af politikken over for flygtninge og indvandrere, som blev gennemført af daværende integrationsminister Bertel Haarder, en politik, som bragte Danmark til grænse af, hvad folkeretlige konventioner forpligter landet til. Pia Kjærsgaard anser imidlertid ikke overtrædelser af internationale aftaler og konventioner som et større problem, og hun er flere gange, især på partiets landsmøder, kommet med udtalelser, der nærmer sig racisme.

Villy Søvndal (s. 656f).

“Villy Søvndal gjorde sig hurtigt bemærket i Folketinget for sit dybe sociale engagement, ikke mindst til fordel for marginaliserede grupper i velfærdsstaten.”“Denne brug af spørgetiden i Folketinget udviklede han i sin kritik af Anders Fogh Rasmussens beslutning om dansk deltagelse i Irakkrigen til næsten en institution, hvor statsministeren uge efter uge måtte bruge timer på at besvare spørgsmål.” (intet om Fort Bragg)

(intet om Fort Bragg)

Frank Aaen (s. 719f).

“I Folketinget har han især beskæftiget sig med erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik og har en omfattende viden om danske virksomheders forhold.”


Multikultur i praksis, som erfaret af sygeplejerskene

Det er altid befriende når der går hul på den politiske korrekthed. Fra Sygeplejersken (2006/2) – Undersøgelse: Indvandrere er en belastning.

“‘Etniske patienter – især lidt ældre – reagerer voldsomt på smerter. De unge forlanger straks behandling af deres pårørende, altså her og nu uanset ventetid. Kan de ikke straks blive undersøgt og behandlet, bliver vi ofte kaldt racister. Det er meget ubehageligt, når man forsøger at behandle patienterne ligeværdigt.’I de uddybende kommentarer til undersøgelsen siger mange af sygeplejerskerne desuden, at et andet stort problem er, at indvandrerpatienter opfører sig kønsdiskriminerende og nedværdigende over for dem.”

Nyd lige Politikens overskrift: Indvandrere belaster enkelte sygeplejersker.

Oploadet Kl. 19:36 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

Århus Onsdag med nyheder om højreradikalisme fra “dokumentargruppen Demos”

Århus Onsdag har i denne uge en lille artikel om udviklingen i århusiansk højreradikalisme. Et citat:

“Ifølge dokumentargruppen Demos er nedlæggelsen af Blood and Honour blot et udtryk for ommøblering på den ekstreme højrefløj. – Blood and Honour i Danmark bestod kun af nogle ganske få mennesker, som samtidig har været med i Dansk Front i København, siger Erik Jensen fra Demos.”

Oploadet Kl. 19:28 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

Lars Hedegaard om europæernes hykleriske anti-amerikanisme

Skøn kommentar af Lars Hedegaard i dagens Berlingske Tidende.

Brasso til glorien…
Brasso til glorien Europarådets foreløbige rapport om de meget omtalte amerikanske fangetransporter over europæisk luftrum, der blev offentliggjort tirsdag, hævder, at de europæiske regeringer – eller i det mindste deres efterretningstjenester – må have kendt til programmet. Og det er jo ikke så godt, når de selv samme regeringer gennem flere måneder har pudset deres dobbeltmoralske glorie, mens de lod pressens Bush-hadere og diverse menneskeretsorganisationer larme op om den amerikanske regerings ubeskrivelige ondskab.Europarådets rapportør bestyrker således nogle af de oplysninger, som den tidligere CIA-mand Michael Scheuer 29. november 2005 gav det tyske ugeblad Die Zeit. De har mærkeligt nok ikke vakt den store opsigt i Europa. Scheuer må være en mand lige efter europæernes hoved: Han forlod CIA i november 2005 efter 22 års tjeneste. Mellem 1995 og 1999 var han chef for den enhed i CIA, der skulle opspore Osama bin Laden. Nu er han en af Bushs skarpeste kritikere, idet han mener, at præsidentens forfejlede Irak-politik har været med til at sabotere indsatsen mod terror. Men han mener altså også, at europæerne er en flok hyklere.

Arrestationerne og transporterne af formodede terrorister har ifølge Scheuer været CIAs mest succesrige antiterrorprogram de sidste ti år. Det er i øvrigt ikke opfundet af onde Bush, men – hold nu fast i bordkanten – af alle bløde europæeres yndlingspræsident, Bill Clinton, som i slutningen af 1995 gav CIA ordre til at ødelægge al-Qaeda og ikke tage det så tungt med metoderne.Men det bliver værre: Ikke bare har de europæiske lande kendt til CIAs fangetransporter i ti år. De har selv draget nytte af, at CIA har kunnet eliminere terrormistænkte, som deres egne regeringer har givet ophold, statsborgerskab og handlefrihed i Europa, siger Michael Scheuer til Die Zeit.

Hermed har vi også fået forklaringen på, at de europæiske regeringer og deres villige presse utvivlsomt vil gå stille med dørene i disse ømfindtlige tider. Det er nok bedst at ligge lavt i nogle uger, og så genoptage den antiamerikanske kampagne, når folk har glemt, hvad sagen drejede sig om.


Tina Magaard om Muhammeds eksempel og ‘Islamisk salamitaktik’

Fra dagens Jyllandsposten – Tina Magaard om Islamisk salamitaktik på dansk jord. Et citat:

“År 623. Profeten Muhammed opfordrer til at eliminere jøden Ka’ab, fordi Ka’ab har kritiseret ham. Muslimen Muhammed b. Maslamah beskriver stolt, hvordan han udførte mordet: »Jeg tog min kniv og stødte den ind i maven på ham, og jeg pressede til, indtil jeg nåede skambenet, og så faldt Guds fjende til jorden«. 2/11 2004 følger Muhammed Bouyeri sin navnebroders eksempel og dolker filminstruktøren Theo van Gogh i Amsterdam.
20/1 2006 udtaler en gruppe muslimske foreninger i Danmark, at Morgenavisen Jyllands-Posten skal »være med til at genoprette respekten for profeten« – Theo van Goghs morders forbillede.

Islamisk Trossamfund følger troligt den salamitaktik, profeten selv benyttede over for vantro: Først fremprovokerer man en konflikt, som man eskalerer ud over, hvad de vantro kunne have forestillet sig. Så giver man sig selv rollen som forsoneren med den fremstrakte hånd for at opnå indrømmelser, som de vantro ellers aldrig ville have accepteret.

Oploadet Kl. 08:59 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!


25. januar 2006

Udefra om ‘Abort-krigen’ i USA

Udefra havde igår Abort-krigen som overskrift, og sendte PBS-Frontline dokumentaren The Last Abortion Clinic, produceret af Raney Aronson – manden bag The Jesus Factor sendt på Udefra 31. august 2004.

Emnet var konflikten mellem abortmodstandere og aborttilhængere, og forløbet siden Roe vs. Wade-kendelsen i 1973, hvor højesteret fastsatte retten til abort. Tyge startede vanligt i præsentationen med at betegne Samuel Alito for “stærkt konservativ”, men det var småt med propaganda for dokumentaren var forbavsende reel. Begge fløje fik deres argumenter fremlagt, og fokus var mere på historien end på perspektiveringen.

Originaltitlen henviser til Mississipi, hvor det er lykkedes abortmodstandere at få lukket fem ud af seks klinikker – takket være Pro-life’ren her (anti-choice på liberal-amerikansk).

Dokumentaren giver historien om hvorledes abortmodstandere i årtier har kæmpet for at få 1973-kendelsen omstødt, hvad endnu ikke er lykkedes. Det sker måske med nye konservative højesteretsdommers hjælp i årene fremover, men filmen var mere rettet på historien om de mellemliggende retsager (webster, Caset, Ayotte mv.) og den årelange udhuling af Wade-Roe-dommen.

Selvom jeg som dansker er for abort, så kan det ikke hidse mig op at visse stater har lovfæstet 24 timers tænketid før indgrebet foretages, at indgrebet ikke må udføres efter tre måneder o.l., men der var dog også foranstaltninger der tenderede regulær chikane.

Fire caps.

Abortklinik-ejer…

Gæsten var Niels Bjerre-Poulsen, og han er hørt værre – måske fordi han denne gang faktisk skulle tale om noget han havde forstand på.

Oploadet Kl. 20:41 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer

Fra det svenske overdrev: Ørnen – antisemitisk propaganda til ære for Pia Kjærsgaard

Det er ikke småting svenske kommentatorer slipper afsted med. Fra gårsdagens Expressen – absurde beskyldninger mod Ørnen – der netop nu sendes på svensk tv. Her lidt fra Judarna igen af Jens-Christian Brandt [via Steen]:

… nu har serien pågått i tio avsnitt, säsongsfinalen rycker närmare – och plötsligt är det som om man zappat fel och i stället fått in Hamlet, fast i resolut bearbetning av Pia Kjaersgaard. Nånting ruttet är på väg att sippra in i Danmark. Nukleärt material har lossats i frihamnen. Östeuropeisk maffia, islamister, utlänningar i allmänhet och judar i synnerhet har siktats i kungliga huvudstaden. När nu slutet närmar sig tycks alla de skiftande hotbilderna ha krympt samman till en enda: en samvetslös israel vid namn Benjamin Stern.För Hallgrim och assistenten Nazim är denne Stern en gengångare ur det förflutna. De har stött på honom tidigare, bland likhögarna i Gaza. När han nu beträder dansk mark muterar dramaturgin till en korsning av ragnarök, torgmöte med Dansk folkeparti och brain storming på naziorganet Der Stürmers centralredaktion.

Som den arketypiske jude Stern är har han framför allt två fritidsintressen: att döda kristna barn och att roffa åt sig våra surt förvärvade pengar. I den antisemitiska propagandan från 1800-talet åt judar gärna spädbarn levande.

I Örnens teknokratiska bildspråk har det momentet ersatts med död genom fjärrstyrda sprängladdningar, men draget av barbariskt ritualmord är ändå detsamma. En annan klassisk antisemitisk kliché, den förgiftade brunnen, genomgår en intressant uppdatering när Stern förser en godhjärtad tysk yngling med en fatal dos heroin och häller gift i självaste Örnens konjakskupa.
Utrotandet av de menlösa barnen är bara en bisyssla. Hans stora komplott riktar sig mot Europeiska centralbanken. Genom utpressning och ett komplicerat spel med barnpornografi har Stern lyckats komma över en grundplåt med vars hjälp man kan trycka falska eurosedlar. Konsekvensen skulle bli en gigantisk inflation, en ekonomisk kris som skulle störta miljarder människor i djupaste fattigdom.

Vad är detta, om inte en samtida variation på den gamla förklaringen till varje börskrasch, nämligen att den är resultatet av en judisk konspiration? Visst, i teorin kan en deckarproducent absolut få yxa till en judisk superskurk.
Problemet med Örnen är att vi genom en skickligt tajmad sidoreplik får veta att Stern knappast är unik. Han är inte en enskild kriminell. Sterns danska hustru vittnar under tårar om att resten av hans familj är likadan. Dessa släktingar, bosatta i Israel,
karaktäriseras som de vidrigaste människor hon mött. Då har vi redan, i en svit infällda minnesbilder, sett likhögarna i Gaza. Tillsammans med namnet “Stern”, som uppenbarligen ska leda tankarna till den judiska terrororganisationen Sternligan som 1948 mördade Folke Bernadotte i Jerusalem, blir associationerna entydiga. Denne jude, som sprider död omkring sig, representerar i själva verket alla judar.

Att SVT, som ju tilldelat sig själv adelstiteln “fri television” och som gärna skryter med att aldrig tjäna några politiska intressen, sänder detta är obegripligt. Ännu mer obegripligt är att man betalat för att stå som samproducent till populistbroilern.

Lika tråkigt och beklämmande är det med alla fina skådespelare som lånat sig till Dansk folkepartis charader. Vad gör den gamle hederlige antinazisten Hans Alfredson i rollen som Hallgrims försupne far? Och, ännu värre, hur kan Shanti Roney spela denne Stern? Det är ändå en av de grövsta antisemitiska karikatyrer som visats upp sen Goebbels härskade över den tyska filmindustrin.

Salige er de enfoldige…

Opdate 26/1-06. Expressen har idag mere om sagen – Utan örnkoll.

Oploadet Kl. 19:30 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!

Filologerne forsker i islam som fænomen – antropologerne forsker i den enkelte muslim

Hardcore-apologeten Peter Fischer-Nielsen (KIVIK) har et interessant kommentar på Religionsdebatten om graden af islams voldspotentiale, og kommer i den henseende til at røre ved en problemstilling jeg mener der er alt for lidt fokus på – og vel også en af grundene til at debatten er polariseret i en grad ingen kan være tjent med.

Et citat fra Religioner i krig:

 “Jeg kender ikke nok til Tina Magaards afhandling til at kunne bedømme, om det er forskning eller blot forskerpladder, men vi kan ikke komme uden om, at hendes problemstilling i det mindste er interessant: Er islam en mere voldelig religion?

I stedet for at drage forhastede og herligt firkantede konklusioner skal vi huske på, at en religion er mere end dens tekster. Og at en tekst intet er uden en fortolkning. Så skal vi udtale os kvalificeret om islams voldspotentiale, må vi inddrage muslimernes egne tekstforståelser i vores bedømmelse.

For at finde ud af, om muslimer virkelig går ind for stening for utroskab og dødsstraf for frafald, er det ikke nok at granske de islamiske kilder. Vi må konfrontere muslimerne selv med vores spørgsmål. […]

Er islam en mere voldelig religion end kristendommen? Spørg din muslimske nabo – hvis du tør!”

I mit studie af dansk orientalistik er der flere forhold som springer i øjnene…

Hvor islamforskere i perioden 1885 til 1945 (Buhl, Østrup mfl.) havde en filologisk (sprogvidenskabelig) tilgang til islam, så har nutidens islamforskere (Bæk Simonsen mfl.) ofte en antropologisk tilgang. Hvor Frants Buhl granskede Koranen for at finde frem til den sande forståelse af det religiøse fænomen islam, så baserer Fischer-Nielsen, Bæk Simonsen mfl. sit studie af islam på samtale med muslimer, med det udgangspunkt at enhver muslim dyrker sin religion på sin egen helt unikke måde.

Begge tilgange er nødvendige for forståelsen af islam, for begge har sine begrænsninger og forcer.

Filologien kan udpege mønstre i forhold til emner som voldspotentiale (Maagaard), demokratiforståelse og lignende, velvidende at enhver konklusion er en reduktion af virkeligheden – ikke den absolutte uigendrivelige sandhed om den enkelte muslim. Filologien baserer sig på tekster om religionen. Det problematiske i den filologiske tilgang ligger i overfortolkningen – det man i fagsproget betegner som homo islamicus – Det Islamiske Menneske, troen på at muslimer som zombier følger teksterne uafhængigt af kontekst.

Antropologien (etnologien) baserer sig overvejende på feltstudier og samtale med den enkelte muslim (Bæk Simonsen, K-L Johansen mfl.), og det har afgjort sin berettigelse i forhold til integrationsforskning, eller et case study af Københavns muslimer i alderen 29-31 af hunkøn. Det problematiske i den antropologiske tilgang betegner man for indigenization – det forhold at forskeren bliver en aktiv del af det emne der forskes i. I forhold til den danske islamforskning ses det tydeligt. Jørgen Bæk Simonsen valgte eksempelvis tidligt side i integrationsdebatten, og hans seneste udgivelser har reelt ikke meget med islam at gøre i den filologiske forståelse, men handler udelukkende om at gøre herboende islamiske fundamentalister spiselige i en dansk kontekst.

Den danske virkelighed anno 2006 har brug for begge tilgange – et objektivt syn på islam som et globalt politisk-religiøst fænomen får man altså ikke svar på ved at tale med udvalgte dansk-pakistanske akademikere i Minhaj ul-Quran.



24. januar 2006

Lidt om diktatoren Pinochet, helten Edelstam og den cubanske leder Fidel Castro

Der findes næppe en latinamerikansk diktator der har fået mere spalteplads i de danske medier end Augusto Pinochet, der styrede Chiles militærjunta fra 1973 til 1990, men stadig den dag i dag kan trække overskrifter på grund af menneskerettighedsovertrædelser og efterfølgende retsopgør.

  • 20/1-06 DR Online – Chile: Pinochet frataget sin immunitet.  
  • Idag kunne man i Orientering på P1 høre et 24 minutter langt Niels Lindvig-indslag om hvorledes den svenske Chile-ambassadør Harald Edelstam i 1973 reddede tusindvis af mennesker fra Pinochets tropper, i anledning af indspilningen til Sorte nelliker – en dansk-svensk filmatisering af Edelstams heltemodige indsats.

    Filmen har et budget på 24 mio. kroner, og er blandt andet støttet af den danske afdeling af Amnesty International. Edelstam var ganske givet en helt, men det er altså absurd at høre Lindvig fortælle om hvorledes Edelstam reddede den cubanske ambassadør i Santiago – og senere blev modtaget som helt i Cuba.

    Fidel Castro tog ved et kup magten i Cuba i januar 1959, og sidder i januar 2006 stadig som enevældig diktator – mon Amnesty International, Niels Lindvig og DR Online nogensinde fortæller den historie…

    
    Mere om Kåre Bluitgens Muhammedbiografi…

    Kåre Bluitgens Muhammedbiografi baserer sig overvejende på muslimske kilder, herunder Ibn Ishaqs biografi. 249 kroner lyder dyrt – men mon ikke der er smæk for skillingerne. Fra dagens anmeldelse i Jyllandsposten – Muhammed: Portræt af profeten:

    “Henrettelsen af en jødisk stammes mænd tegnes med grufulde detaljer: »Hele dagen svedte bødlerne, og slibestenene måtte skærpe sværdene gang på gang. I en tilsyneladende uendelig strøm blev jøderne ført frem, og lugten af blod hang over hele byen.« Detaljerne er Bluitgens, men i sin essens fremgår begivenheden tydeligt nok hos Ibn Ishaq. Bluitgen holder sig generelt tæt til kilderne, og der er belæg for det meste. Men Bluitgen kunne sagtens have føjet nogle forsonende træk til billedet af profeten, uden at bogen var blevet en mindre drabelig beretning. “

    Politiken lader idag Abdul-wahid Pedersen, Fatih Alevog Amér Majid anmelde bogen – sidstnævnte er forfatter af en apologetisk Muhammedbiografi. Et citat fra Råd til muslimer: Vi nægter at lade os provokere af Bluitgens bog:

    “Kåre Bluitgen har forfattet en børnebog om profeten Muhammed, hvis hensigt ikke alene er en tendentiøs og nedladende skildring af muslimernes profet, men som overraskende nok gør sig lige så skyldig i et uhyre naivistisk formidlingssyn. For det første hævdes det, at hans bog skulle skildre profeten Muhammed, ’som muslimerne ser ham’, hvilket er absurd og indbildsk, al den stund at Bluitgen hverken er religionsforsker eller muslim. Hvorfor ikke være ærlig og omtale bogen som en skildring af ‘Muhammed, som en ateistisk islamofob ser ham’?

    Jørgen Bæk Simonsen anmelder endvidere bogen i dagens Kristeligt Dagblad, og er overraskende positiv, selvom han ikke er vilde med tegningerne. Et citat fra Nye læsere kan begynde her

    “Personligt vil jeg mene, at det ikke er nødvendigt at bringe tegninger af Muhammed, og den muslimske følsomhed for billedlige gengivelser af Muhammed er velkendt.”

    Nu hvor JP-anmelderen henviser til Frants Buhl, og Politikens apologeter kræver religionshistoriske skildringer – så må jeg hellere reklamere for mine gennemgange af Frants Buhls tre klassikere.

  • Muhammeds liv (1903, Muhammedbiografi).
  • Muhammedanismen som Verdensreligion (1914, Islams historie).
  • Muhammeds religiøse forkyndelse efter Quranen (1924, Korantolkning).
  • Oploadet Kl. 20:16 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper