28. februar 2006

DR Udefra (21/2-06) – Koran-skolen (islamisme i Indonesien)

Udefra viste sidste tirsdag en 40 minutter lang film omhandlende en 13-årig indonesisk dreng, der af sine forældre var blevet sendt på Koran-kostskole. Det virkede ikke ligefrem som en dokumentar, og dele af filmen var tydeligvis iscenesat.

Koran-skolens rektor var kendt for at have beordret en biograf brændt der viste syndige film, og skolen må siges at være radikaliseret. Eleverne lærte da godt nok at opføre sig pænt, men en del af pensum var tilsyneladende også tilbedelse af diverse mellemøstlige despoter og terrorister.

Eleverne skulle først lære at recitere Koranen (arabisk), at de ikke forstod sproget var mindre vigtigt. Indoktrinering uden slinger i valsen, så at sige.

Osama bin Laden fulgte profetens fodspor, men kun den ene af dem måtte trykkes på t-shirts. Det krænker formentligt en del amerikanere – men de brænder næppe ambassader af den grund.

Afslutningsvis var der godt femten minutters debat med Abdul Wahid Pedersen, der kun fik enkelte kritiske spørgsmål om islam, som han gled af på i vanlig stil, ofte storsmilende. Det var tydeligt at kemien svingede mellem ham og Tyge, og da programmet sluttede var indtrykket at de slet ikke havde diskutere sagens kerne, men blot hyggesnakket løst om emner de var enige i. Det drejede over i lidt DF-bashing, men stoppede gudskelov sekundet før Bush & Irak-krigen blev bragt på banen.

Det er egentligt tankevækkende. Når dokumentaren omhandler USA og Bush, så er vinklen massivt imod Bush. Gæsten er typisk en af de mere rabiate fra den Bush-bashende venstrefløj, som opstrammer retorikken – mens Tyge forsøger at holde masken… Men når dokumentaren omhandler rabiate muslimer der lefler for diktatorer og uddanner terrorister, så er udsendelsen blottet for stillingtagen, og gæsten i den efterfølgende debat en toneangivende muslim der får lov til at køre apologet-stilen. Terror har intet med islam at gøre, og herregud, lad dem da bare se op til Osama bin Laden – det er jo kun børn…


143 aviser i 56 lande har trykt Muhammedtegningerne

143 aviser i 56 lande har foreløbigt trykt en eller flere af Muhammedtegningerne. Se Ejours lange liste – 143 aviser viser tegningerne (suppler med Face of Muhammed).

Oploadet Kl. 19:56 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
Arkiveret under:

Bruce Thornton: “The problem with Islam, however is not a lack of self-esteem but…”

Bruce Thornton skærer det ud i pap på Victor Davis Hansons site. Her lidt fra Absolute Certainty – Think Islamic fanaticism arises from material want? Think again:

“Coming hard upon the heels of the cartoon riots and the election of the Hamas terrorists, the destruction of the Shi’ite mosque of the Golden Dome in Samarra by Sunni jihadists, and the subsequent Shi’ite bloody retaliation, should put to rest Western delusions about the true nature of Islam. But don’t hold your breath. Such displays of Islam’s violent intolerance have been coming thick and fast the last few decades, and can be found on every page of history going back to the 7th century, when Islam began its expansion with the blood of several hundred decapitated Jews.

Yet still some Westerners, enthralled to their own materialist assumptions and multicultural “we are the world” sentimentalism, wave away this evidence and reduce this destructive behavior to any and every cause except the one that counts: spiritual belief. So we hear that the violence is caused by a lack of jobs, or a lack of liberal-democratic institutions, or “frustration” and insecurity about the dismal backwardness of most Muslim states, or wounded pride in the face of Western success, or resentment of Western imperialist and colonialist sins, or oppressive autocrats, or . . . take your pick. The same therapeutic mentality that thinks destructive behavior in teens results from a “lack of self-esteem” reduces the religious values of Muslims to mere “epiphenomena,” as the Marxists see it, symptoms of some underlying condition rooted in material deprivation, political impotence, or psychological trauma.

The problem with Islam, however, is not a lack of self-esteem but too damned much. This is a faith fanatically certain of its truth and righteousness, the culminating vision of God’s relations with humanity, the ultimate meaning of human existence on every level, including the social and political. As such, its destiny is to spread over the whole world until the benefits, both in this life and the next, of submission to God are bestowed on all humans, and the dysfunctional man-made values–– including democracy, materialism, “equal rights,” and freedom–– are swept away. For however alluring, these do not deliver true happiness or true freedom, but mere hedonism and license that create misery and degradation in this world, and put the soul at risk in the next. […]

If we continue down this road of appeasement, apology, and blackmail, then our outlook is indeed grim. A culturally weaker and ruder Europe turned back the Islamic tide because it was united by its Christian faith, the spiritual strength of all those before us who died and killed so that this prosperous, free world we enjoy could exist. But what unites the West now, when our credo seems to be that juvenile sentiment from John Lennon’s “Imagine”: “Nothing to kill or die for, and no religion too”? Is this the belief that can resist an enemy who knows with absolute certainty what is worth killing and dying for?”


Ritzaus Bureau & Islamic Republic News Agency i kor: EU beklager…

Den længe ventede fælles udtalelse fra EU kom igår, og trods mine dystre profetier på demokratiets vegne – så fastholdt EU overraskende at ytringsfriheden ikke var til debat. Det betyder dog intet for mere politiserede nyhedsbureauer…

Oploadet Kl. 13:01 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar

Thue Kjærhus: Tysklands intellektuelle ser på Danmark med sympati

Hvor Orientering forleden valgte at håne konservative tyske politikeres støtte til Jyllandsposten og ytringsfriheden, så er det en helt anden version der gives i dagens Kristeligt Dagblad af Thue Kjærhus. Et citat fra Tysklands intellektuelle ser på Danmark med sympati.

“De tyske medier, og her tænker jeg primært på Die Zeit og Die Welt, er på ingen måder entydige i kritikken af Danmark og Jyllands-Posten, sådan som Niels Thomsen antyder. Tvært-imod har de tyske medier behandlet emnet dialektisk og nuanceret (det gælder også vore lokalaviser Flensburger Tageblatt og Der Nordschleswiger).

Og hvad angår de tyske intellektuelle har de, i modsætning til mange danske intellektuelle, forholdt sig principielt til debatten. Tysklands-kenderen, chefredaktør Siegfried Matlok fra Der Nordschleswiger, holdt således forleden foredrag på Rønshoved højskole, hvor han også eksplicit bakkede ytringsfriheden op uden men.”

DRs Horisont valgte som mange nok husker at tale med Christian Bommerhus fra Berliner Zeitung, der trak en lige linie til Adolf Hitler & Der Stürmer.

PS: Kjærshus pointerer til sidst at Danmark bliver mødt med sympati som en konsekvens af “Danmarks krise med islam”. Det må være en tanketorsk – i den aktuelle problemstillinger forholder det sig naturligvis omvendt. Det er ikke Danmark som kræver Grundlovens §77 indført som norm i Saudi-Arabien…

Oploadet Kl. 12:44 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer


27. februar 2006

Egon Balsby om mellemøstlige islamisters danske samarbejdspartner

Egon Balsby i dagens Berlingske Tidende om Politikens løgnagtige sandhedsvidne.

Ondt i sandheden
Mens Groft sagt i almindelighed ikke har vanskeligt ved at respektere muslimer, kniber det til gengæld med respekten for det egyptiske udenrigsministerium og dets politiske chef, udenrigsminister Ahmed Aboul Gheit. Denne distingverede herre har ikke blot været foregangsmand for tilsviningen af Danmark og boykot af danske varer i Mellemøsten, men søger også i disse dage at gøre sig gældende på den danske indenrigspolitiske scene. Gennem sin danske samarbejdspartner, Dagbladet Politiken, spreder han manipulerede usandheder og direkte løgne ud til den danske offentlighed, der dog med sikkerhed vil formå at bedømme hans aktivitet efter fortjeneste. Forleden forklarede Gheit således Politikens arme læsere, at han i oktober sidste år »flere gange« ringede til udenrigsminister Per Stig Møller for »at advare mod konsekvenserne af Muhammed-tegningerne«. Det viser sig nu at være en direkte løgn. Og når Groft sagt er så sikker på det danske folks dømmekraft i slige sager, skyldes det naturligvis, at vi har erfaring med at håndtere fremtrædende politikere med ondt i sandheden. Her henvises naturligvis til Svend Aukens påståede telefonsamtale med Norges udenrigsminister Stoltenberg, der også advarede, ikke mod konsekvenserne af Muhammed-tegningerne, men mod konsekvenserne af Uffe Ellemann-Jensen. Efterfølgende viste det sig, at Svend Auken overhovedet ikke havde talt med Stoltenberg. Til gengæld blev han heller aldrig statsminister.

DR Online fandt ikke plads til historien, men kan derimod bringe en flot referat af Informations historie om ekstremisten Fogh – FN og Fogh uenige om ytringsfrihed.


Ove Korsgaard: Multikulturalister påtager sig ikke et ansvar for demokrati & samfund

Fra Sociologisk Forum af alle steder. En god beskrivelse af multikulturalisme og beslægtede begreber af DP-lektoren Ove Korsgaard.

“Multikulturalisme er et begreb, der gennem flere årtier været et kendt og brugt begreb i den anglo-amerikanske verden, men først i løbet af 1990’erne vandt det for alvor indpas i det danske sprog. Umiddelbart kan betegnelsen multikulturalisme minde om det, vi i århundreder har kendt som princippet om pluralisme. Et multikulturelt samfund er imidlertid ikke det samme som et pluralistisk samfund. Mens pluralisme er knyttet til den gensidige anerkendelse og sikring af individets rettigheder, er multikulturalisme derimod forbundet med grupperettigheder, for eksempel retten til at have egen skole med egne læseplaner etc. Multikulturalister fører med andre ord ikke en individuel rettighedspolitik, men en kollektiv identitetspolitik.

Det er almindeligt at forstå multikulturalisme som det at forlade et nationalt perspektiv og i stedet placere alle kulturer på linje med hinanden. Videnskabsteoretisk bygger multikulturalisme på en kulturrelativistisk tilgang, hvis idehistoriske rødder kan føres tilbage til Herder, der for mere end 200 år siden begyndte at beskrive forskellige kulturer ved hjælp af en kulturrelativistisk metode. Denne tilgang til studier af forskellige kulturer har nogle indlysende fordele. Med en sådan metode kan man forsøge at forstå en kultur på dets egne præmisser, dvs. uden brug af værdihierarkiske parametre. Metoden er dermed velegnet til kritik af den form for eurocentrisme, der hævder, at der kun findes en form for civilisation, nemlig den europæiske.

Spørgsmålet er imidlertid, om den kulturrelativistiske metode kan gøres til norm for etisk og politisk praksis. Konsekvensen af at bruge metoden som norm for politisk praksis synes nemlig at være, at samfundet trækkes i retning af en slags parallelsamfund, hvor forskellige etniske minoriteter lever på hver deres måde – ligesom majoritetskulturen lever på sin måde. Hvis nogen taler om at skabe en paraplyidentitet, et fælles samfundssind eller en fælles national identitet, bliver den slags synspunkter ofte affejet med at være assimilationistisk. Holland er gået langt i retning af et sådant parallelsamfund, hvor der udøves uensartet forvaltningspraksis over for forskellige etniske grupper. Men hvis multikulturalisme er at give afkald på et samfund, der tilstræber en fælles overordnet national identitet til fordel for et samfund, hvor flertallet og minoriteterne lever som ligestillede nationer, bliver spørgsmålet: Hvad skal holde et sådant samfund sammen? På det spørgsmål deler multikulturalisterne sig i to grupper. Den ene taler klart om et multikulturelt samfund inden for demokratiets og den liberale retsstats rammer. I dette perspektiv udfolder de forskellige kulturer sig på baggrund af et politisk og retsligt system, der er fælles for alle. Det er for eksempel udgangspunktet for den argumentation for multikulturalisme, som den indisk-britiske politolog Bhikhu Parekh fremfører i bogen Rethinking Multiculturalism (2000). Den anden gruppe har derimod svært ved at tilkende et bestemt politisk og retslig system forrang, da det strider mod deres eget lighedsideal. Ifølge dét har ingen ret til at tilkende et demokratisk styre, baseret på universelle menneskerettigheder, en privilegeret position. Hvis synspunktet fastholdes konsekvent, (hvad sjældent sker) kan man ikke forklare, hvorfor man bør tage afstand fra nazisme og fascisme. En ekstrem multikulturalist har nemlig svært ved at fortage en sådan bedømmelse, fordi vedkommende fornægter enhver normativ skelnen mellem forskellige kulturer.

Et væsentligt problem ved begrebet multikulturalisme er, at det overhovedet ikke refererer til et politisk niveau, kun til et kulturelt. Multikulturalister har derfor langt lettere ved at argumentere for anerkendelse af ‘kulturel mangfoldighed’ end for anerkendelse af en fælles ‘demokratisk retsstat’. De opfordrer til accept af og respekt for de forskelle, der består mellem de forskellige kulturer, men sjældent til at påtage sig et ansvar for det politiske og juridiske system. Medborgerskab derimod er et begreb, der peger på nødvendigheden af en paraplyidentitet, som ikke bygger på en fælles kulturel eller religiøs identitet, men på en fælles identitet som borger.

Oploadet Kl. 10:10 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
Arkiveret under:

“Democrats make sure we all share our toys, just like Mommy does”

Fra det amerikanske overdrev. Propaganda for det demokratiske parti i børnehøjde – Why mommy is a democrat.

Oploadet Kl. 09:16 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Arkiveret under:

Asgar Aamund & Anders Fogh Rasmussen om kultur-og medielivets svigt

Muhammedkrisen må siges at være slut for denne gang, og de første spæde reaktioner på den politiske korrektheds leflen for islamistisk demokrati-foragt er ved at melde sig.

 Asgar Aamund i Berlingske Tidende – Den grimme dansker.

Tøger Seidenfaden og hans dansende pudler i danske medie- og forfatterkredse har i årevis arbejdet ihærdigt og målbevidst på at fremstille Danmark for omverdenen som en nation gennemsyret til marven af fremmedhad, diskrimination og islamofobi. Aktionen er lykkedes efter planen. Da en armé af internationale mediefolk strømmede til Danmark i sidste uge for at dække tegningskrisen, var de totalt overraskede over det fredelige daglige samliv mellem etniske danskere og indvandrere, som man ellers troede hang og dinglede fra lygtepælene.”

Anders Fogh Rasmussen i samme avis – Verden ifølge Fogh.

“Der er noget mere dybtgående, som jeg ikke bare tror er i det danske samfund, det er meget udbredt i hele den vestlige kulturkreds. Det er det, jeg vil kalde vores ubændelige trang til ikke bare kritik, men også selvkritik. Det kan være sundt nok, det afviser jeg ikke – det er også med til at give fremskridt i vores samfund, at vi ikke bare slår os til tåls med, hvordan tingene er. Men jeg synes, at i det forløb her, der har vi set det slå ud i næsten en dobbeltstandard fra visse intellektuelle kredses side. […]

Forfattere og andre, der i den grad lever af ytringsfriheden, har jo svigtet i denne her sag. Og jeg tror godt, at jeg ved hvorfor – det er fordi de putter det ind i en hel anden sammenhæng, der fuldstændig har spærret for det klare syn. De kan ikke lide Dansk Folkeparti, de kan ikke lide Jyllands-Posten, og de kan ikke lide regeringen. Og muligvis i den rækkefølge. På grund af et næsten had-forhold til de disse tre faktorer, så kan de ikke få sig selv til at stå op og forsvare ytringsfriheden i denne sag. Så der er indført en dobbeltstandard. […]

Jeg må sige, at jeg synes virkelig, at der har været tale om en principløshed over en bred kam – og så er ingen nævnt, ingen glemt. Men det er noget, der har rakt fra brede kredse i erhvervslivet over til brede kredse i kultur- og medielivet.


Helle Merete Brix om Det Muslimske Broderskab

Helle Merete Brix i dagens Jyllandsposten om De muslimske brødres erobringstogt. Et citat:

“Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning udgav i 2002 en samling af rådets fatwaer i fransk oversættelse på det islamiske Lyon-forlag Tawhid. Det fremgår af den schweiziske journalist Sylvain Bessons bog fra 2005 om Det Muslimske Broderskabs planer for at erobre Vesten. Besson skriver i bogen, at »det er paradoksalt« at se, at Tariq Ramadan, den berømte prædikant og talsmand for “euro-islam”, har skrevet forordet til denne samling af rådets fatwaer, som bl.a. tæller en fatwa, der legaliserer dødsstraf for frafald fra islam.

I Schweiz, Frankrig og Tyskland findes der i dag dygtige journalister og forskere, der i årevis har studeret, hvordan Det Muslimske Broderskabs organisationer arbejder for at islamisere de vestlige omgivelser. Det kunne være særdeles nyttigt, om den danske regering ville invitere nogle af disse forskere og journalister herop til at forklare politikere og befolkning – og de danske islamforskere – hvordan sagen om Muhammed-tegningerne blev til en sag og hvorfor.

Læs også Helle Merete Brix’ personlige beretning om sine Fem år med Muhammed på norske Human Rights Service.

 http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3581118

Oploadet Kl. 08:49 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper